Det norske Folks Historie/6/104

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Medens Trolovelſen højtideligholdtes i Oslo, havde Hertug Erik allerede tiltraadt eller i det mindſte forberedt et nyt Tog ind i Norge. Det havde maaſkee allerede længe været hans Beſtemmelſe at foretage et ſaadant, men Efterretningen om Fredsſlutningen i Kjøbenhavn, der viſtnok ſtrax naaede ham, og om den Haſt, hvormed begge Hoffer nu ſøgte at faa Trolovelſen afholdt, kunde neppe andet end at egge ham til at fremſkynde Fiendtlighederne, for at tage Hevn. Det berettes ellers ogſaa at han havde hørt, at Nordmændene vilde angribe ham og at han derfor ſøgte at forekomme dem. Dette faar nu ſtaa ved ſit Verd; det tør maaſkee ſtaa i nogen Forbindelſe med hvad vi af de islandſke Annaler erfare, at Baahuus paa denne Tid enten allerede var faldet eller faldt i hans Magt ved Forræderi[1], og dette finder maaſkee igjen bedſt ſin Forklaring derved, at Grev Jakob, ſom det ovenfor er omtalt, juſt paa denne Tid, efter hvad man maa formode, afgik ved Døden; thi det er da højſt rimeligt, at den herreløſe Beſætning er bleven overtalt af Hertug Erik til at opgive Slottet. For Reſten ſynes det næſten at maatte falde af ſig ſelv, at Baahuus, der endnu ikke kan have været ſynderlig ſterkt, blev et Bytte for Hertugen, naar denne befandt ſig paa de Kanter, i Spidſen for en mod Norge fiendtlig Hær, og man kan alene forundre ſig over, at han ikke havde erobret det før, og at han ikke, efter nu at have erobret det, lod det nedbryde. Maaſkee troede han det fordeelagtigere at holde det beſat. Hans Tog mod Norge gik nu enten fra Kongehelle eller Ljodhuus nordefter gjennem Innlands, Thorpe og Frikne Hereder[2]. Indbyggerne flygtede for det meſte, hvor han kom; dog hugg de etſteds en Brote i Vejen for ham, men uden derved at kunne ſtandſe ham; han kom over med ſine Mænd og ſlog ſig ned paa Gaarden Lyng i Frikne Hered, der tilhørte den før nævnte Thord unge, en af de misfornøjede Nordmænd, der vare i Hertugens Følge. Nordmændene, ſiger Riimkrøniken, lode Bygden ſtaa øde, ſom om Peſten havde raſet der og alle vare bortdøde; man vilde ikke have mødt et Barn, om man havde redet mange Mile, og Hertugen kunde ikke begribe, hvor de vare blevne af; han ſendte Folk ud til alle Kanter, men de kunde ingen opdage, og dog havde de alle gjemt ſig i Skovene eller paa andre Steder der omkring. Tilſidſt ſendte han ud en Skare af 20 Mand eller der omkring paa gode Heſte for at opſpore dem. Da endeel Nordmænd, der laa paa et Bjerg, hvorfra man havde viid Udſigt, ſaa, at det ikke var flere, ilede de dem imøde, angreb dem og fældte tre af dem, hvoriblandt Ridderen Jøns Blaa; de øvrige flygtede tilbage til Lyng. Hertugen ſendte nu en ſtørre Rytterſkare ud, ſom længe blev holdende paa Marken, i den Tanke at Nordmændene ogſaa vilde anfalde dem, ſaa at de derved kunde faa Lejlighed til at hevne ſine Kammerater, men denne Gang ſaa de intet til dem; Nordmændene gjemte ſig fremdeles bort, og brændte endog alt hvad de ikke kunde tage med, ſaa at Hertugen omſider maatte vende tilbage uden at have udrettet noget[3].

Dette Tog har formodentlig beſkjeftiget Hertugen i Auguſt Maaned Men ſnart fik han alvorligere Farer at møde, thi den danſke Konge, ivrigt opfyldende ſit ved Tractaten givne Løfte, „ſnareſt muligt fiendtligen at angribe Hertugerne“, gjorde nu de frygteligſte Udruſtninger, for, ſom han formodentlig tænkte, at knuſe Hertugerne med et eneſte Slag. Han ſamlede ſit Riges hele Magt, lejede en Mængde tydſke Ryttere, og opbød ſine tydſke Vaſaller og Allierede, blandt dem den tapre og ærlige Henrik Løve, Herre til Meklenburg. Det paaſtaaes at han i alt ſkal have haft 60000 Mand; dette er dog vel uſikkert, men ſaameget er viſt, at det formodentlig var den ſtørſte Hær, ſom i det mindſte før og maaſkee ſenere er ført fra Danmark til Sverige[4]. Ogſaa Kong Byrge fulgte med, uden at enſe den Eed, han havde aflagt i Nykøping, ej at ville føre en udenlandſk fiendtlig Hær ind i Riget; men han betragtede ſig vel for længe ſiden løſt fra Eden, fordi Biſkopperne af Skara og Linkøping allerede efter hans Flugt og Kong Eriks Sommertog i 1308 havde anklaget ham for at have brudt Forliget, og erklæret at ville forfølge ham til Banns Straf, hvorimod han paa ſin Side havde udſtedt en højtidelig Proteſt (11te Marts 1309) og henſkudt ſin Sag under Pavens egen Domſtol, paaſtaaende at de ſvenſke Biſkopper, ſom Hertugens Venner, ej vare competente til at dømme ham[5]. Til ſamme Tid ruſtede ogſaa Kong Haakon ſig for at drage til Elven og tage Ragnhildarholms Slot og Baahuus tilbage, og der er al Sandſynlighed for, at han og Kong Erik have aftalt at gjøre Angrebet ſamtidigt, for at nøde Hertugerne til at dele ſine Stridskræfter. I ſaa Fald gjorde de nu det ſamme ſom Hertugerne Vintren forud havde gjort mod Norge. Men aldrig viiſte Hertug Eriks overlegne ſtrategiſke Dygtighed ſig i et mere glimrende Lys, end under denne Fare. Han ſamlede alle ſine Krigere og ſaa ſig ſnart i Spidſen for en betydelig Hær, om end ikke ſaa ſtor ſom den danſke; med denne Styrke ilede han ned mod den ſmaalandſke Grændſe for at møde Danekongen, der nu, ligeſom de ſidſt foregaaende Gange, ſynes at have ladet ſine Tropper ſamle ſig ved Ødknaljung Slot for derfra at trænge ind i Smaaland opad den Vej, der fører langs Laga-Aa forbi Markaryd, Ljungby, Berga o. ſ. v. til Jønkøping. Hertugerne kom uden Hinder lige ned til Grændſen, førend Danekongen havde tiltraadt Marſchen. Hertug Erik overbeviiſte ſig dog ſnart om, at Danehæren var for ſtor til at han kunde tænke paa at binde an med den i et formeligt Slag; derfor ſøgte han kun ved et klogt anlagt Forſvars-Syſtem at oprive den. Noget efter Midten af September[6] gik den danſke Hær over Grændſen. Hertugen drog ſig langſomt tilbage, men pasſede overalt at optage alle Levnetsmidler og Krigsfornødenheder ſaaledes, at den danſke Hær intet forefandt, hvor den kom; hvor ſom helſt de Danſkes Udſendinger indfandt ſig for at ſkaffe det Fornødne“—“ til Veje, havde Hertugens Folk været Aftenen forud, og derhos ſværmede Afdelinger af den ſvenſke Hær uophørligt omkring den danſke, aner= faldende og dræbende enhver, der vovede ſig for langt fra Hovedhæren, ſaa at Danerne kun med ſtørſte Vanſkelighed arbejdede ſig frem. Lidt hurtigere ſynes det dog at have gaaet for dem, da Hertugen i Vernamo fik Efterretning om at Kong Haakon var kommen til Elven med ſin Hær og havde i Haſt indtaget baade Ragnhildarholmen og Baahuus[7]. Befalingsmanden paa det førſte var nemlig den forhen omtalte misfornøjede Nordmand, Thord unge, og han, heder det, opgav Slottet, da Kongen havde begyndt at belejre det, af Frygt for hans Vrede og af Henſyn til det Gods og de Frænder han havde i Norge. Betingelſen for Overgivelſen maa have været den, at Kongen ganſke ſkulde tage ham til Naade, thi de bleve ej alene forligte, men Kongen lod ham endog fremdeles vedblive at føre Befalingen over Slottet. Sandſynligviis ſtod ogſaa Baahuus under hans Befaling og blev ved ſamme Lejlighed opgivet uden Sverdſlag; de nærmere Omſtændigheder derved nævnes ikke. Da Hertug Erik kunde befrygte, at Nordmændene nu ogſaa vilde ſøge at vinde Ljodhuus og Skara, maatte han ſende endeel af ſine Tropper derhen for at forſterke Beſætningerne. Derved ſvækkede han ſin allerede utilſtrækkelige Hær end mere, og maatte ſtrax trække ſig tilbage lige til Jønkøping, hvor han ſatte ſig faſt i det nærliggende Slot Romblaborg; da Kongen ſiden kom efter, opgav han ogſaa denne Stilling, og drog over Holaveden til ſin Ættegaard Bjelbo. Imidlertid tog Kong Byrge Jønkøpings Slot i Beſiddelſe med ſine Riddere og Svenne, lod de forfaldne Befeſtninger i Haſt udbedre, ſkjønt kun med Træ, da der var ondt for Steen, og drev alt det Kvæg, Faar og andet Fæ, der fandtes i Omegnen, derind og ſlagtede det ned, for at Borgen kunde holde ſig en Stund, om Hertugen belejrede den. Danekongen ſøgte imidlertid at omgaa Holaveden, men Hertugen mødte ham ved et Pas, hvor der, ſom det heder, vilde være kommet til Slag, hvis ikke Matthias Ketilmundsſøn, der førte Merket, havde ſtyrtet med ſin Heſt, ſaa at Merkesſtangen gik af. Dette betragtede de Svenſke ſom et uheldigt Varſel; maaſkee udlagde Hertugen det ſelv ſaaledes, for at have Paaſkud til fremdeles at trække ſig tilbage. Erik begav ſig til Kalmar, og Valdemar, der maaſkee havde været med ham den hele Tid, eller maaſkee nu førſt begivet ſig til Hæren, gik til Stockholm for at drive paa nye Udruſtninger[8]. Kong Erik drog derimod med Danehæren til Nykøping, ſom han begyndte at belejre, hvad enten han nu anſaa dette Slot for Nøglen til Svithjod, eller han betragtede det ſom en ſærdeles Tilfredsſtillelſe at kunne indtage og maaſkee ødelægge det Slot, hvor hans Svoger havde ſiddet fangen. Men Slottet var ſterkt befæſtet og Beſætningen tapper; Kong Eriks ſtore Hær og glimrende Riddere kunde intet udrette imod den, og Belejringen drog ſig i Langdrag. Imidlertid udviklede Hertugerne en ſtor Virkſomhed. Fra Stockholm, hvor Erik ogſaa for nogle Dage havde begivet ſig hen, udſkreve de hos Indbyggerne af Tiundaland og maaſkee alle Landſkaber om Mælaren en betydelig Krigshjelp in natura, og befalede at de tilligemed denne ſkulde ſende alle Fartøjer, der kunde bære flere end 20 Mand, til Stockholm, og nedſænke de øvrige, for at Fienden ej ſkulde bruge dem til deres Skade, ſamt at een Mand med Heſt og Vaaben af hver Havn ſkulde holde ſig ferdig Nat og Dag til at afgaa til Hæren, naar Tilſagn kom enten fra dem ſelv eller Lagmanden, Byrge Petersſøn[9]. Derpaa ilede Hertug Erik tilbage til Kalmar, hvor han fik en betimelig Hjelp af tydſke Lejetropper, der kom paa tvende Fartøjer; ligeledes drog han endeel af Beſætningen[10] paa Kalmar og Vardberg til ſig. Med den ſaaledes forſterkede Hær drog han til Jønkøpings Slot, ſom Kong Byrge allerede havde forladt for at deeltage i Nykøpings Belejring; Slottet blev ſtormet og brændt, og Hertugen fortſatte nu ſin Vej til Axvalla ved Skara i Veſtergøtland, hvor han opbød Veſtgøterne, for, ſom han ſagde, at møde Danekongen. Det var altſaa maaſkee hans Henſigt at afſkjære ham Tilbagetoget, og Danekongens Stilling var i Sandhed heel betænkelig, mellem Havet i Øſt, Mælaren og uvejſomme Skovegne i Nord, de ikke mindre uvejſomme ſmaalandſke Skove og Sumpe i Syd, og Hovedvejen, ad hvilken Tilbagetoget alene kunde ſkee, i Hertugens Hænder. Derhos var Vintren allerede begyndt, Kulden følelig, og Landet i en viid Omkreds udtømt, ſaa at Danerne begyndte at lide Briſt paa Levnetsmidler[11]. Snart blev Mangelen uudholdelig; mange ſkulle være omkomne af Hunger, og der tales endog om, at der ej fandtes tilſtrækkeligt Vand, maaſkee formedelſt Kulden; der udbrød Sygdomme i Hæren, og Krigsmændene begyndte at gjøre Mytteri. Der ſiges etſteds, at Hertugerne ſkulle have beſtukket flere af de danſke Herrer[12]; men det er i alle Fald ej nødvendigt at forklare Mytteriet af den Aarſag, thi alle erfarne og fornuftige Krigsmænd maatte indſee, at Kongen havde begaaet den ſtørſte Uforſigtighed ved at trænge ſaa langt ind i et fiendtligt og uvejſomt Land paa denne Tid af Aaret, uden at have ſikret ſig Tilbagetoget, og deres Harme over at være bragte i en ſaadan Fare maatte være ſaa meget ſtørre, ſom Toget ej ſkede til Danmarks Fordeel, men alene for at hjelpe en fremmed Konge og tilfredsſtille Danekongens perſonlige Hevnlyſt. Det er ſaaledes let at forſtaa, hvorledes Efterretningen om at Hertug Erik havde indtaget en Stilling, hvorved han kunde afſkjære Danehæren Tilbagetoget, kunde bringe det dertil, at en ſtor Deel af den danſke Hær rinder Anførſel af endeel af de fornemſte Adelsmænd ſkilte ſig fra Hovedhæren og ſnareſt muligt ilede hjem. Dette havde til Følge, at Kong Erik ſelv ſtrax efter maatte bryde op. Hans Folk befandt ſig da i den ynkeligſte Forfatning; en Mængde Heſte vare omkomne, ſaa at mange af de forrige Ryttere nu maatte gaa til Fods, og Stedet, hvor Lejren havde ſtaaet, ſiden var kjendeligt nok ved de mange Heſtebeen, der laa ſtrøede omkring[13]. Kong Erik ſkal af Harme have herjet frygteligt paa Tilbagevejen, dog varede dette vel neppe længere end til han havde haft en Sammenkomſt med Hertugen. Hvor dette var, eller under hvilke Omſtændigheder, berettes ej; ſandſynligviis har det været i Nærheden af Jønkøping, og ſaa vidt man kan forſtaa, har Hertugen ikke villet drive Kong Erik til Fortvivlelſe, men fundet det raadeligere, ſnareſt muligt paa lempeligſte Maade at faa ham ud af Sverige, for ſiden uhindret at kunne vende ſine Vaaben mod Kong Haakon. Han maa vel og have følt, at han nu, da Kong Byrge engang var kommen paa fri Fod og ej længer befandt ſig under hans Opſigt, ikke nogenſinde vilde faa Ro, førend han havde ſluttet Fred med ham paa rimeligere Vilkaar end hidindtil. Saaledes blev der da, ſom Riimkrøniken ſiger, „taget en Dag“, og det beſtemtes, at Kong Byrge og Hertugerne nu ſkulde være forligte, og at enhver ſkulde beholde af Riget hvad han havde. Nærmere kjender man desverre ikke Stilſtands-Artiklerne. Af det følgende ſeer man, at det endelige Fredsmøde beſtemtes at ſkulle finde Sted til Sommeren i Kjøbenhavn eller Helſingborg, ligeſom og at Hertug Chriſtopher ved denne Lejlighed maa være bleven forligt med Broderen.[14]. Derpaa drog Kong Erik videre og var allerede den 21de December i Helſingborg[15]. Henrik af Meklenburg kom hjem den 27de December[16], rigeligt begavet af Danekongen, ſom derimod for nogenlunde at dække de uhyre Udgifter til Krigstoget maatte paalægge en overordentlig Skat. Bedre gik det heller ikke Hertugerne, der ogſaa i December paalagde Indbyggerne af Tiundaland og Aattundaland en betydelig Skat til at aflønne de fremmede Krigsfolk, ſom de i ſin ſtore Forlegenhed havde maattet lade komme til Landets Forſvar[17]. Men Landet var dog befriet fra den truende Fare.

Imidlertid havde Hertug Valdemar forenet ſig med Hertug Erik[18], og begge droge tilſammen med en ſterk Hær af Riddere og Ridderſvenne, baade tydſke og oplandſke, til den norſke Grændſe, for at vinde Ragnhildarholms Slot tilbage. Slottet, hvor Hr. Thord unge fremdeles var Befalingsmand, faldt dog ikke for det førſte Angreb, ſaa at de maatte belejre det, dog herjede de derhos ogſaa de nærmeſte Dele af Viken. Kong Haakon, ſom havde tilbragt Julen i Tunsberg og nu opholdt ſig i Oslo[19], udbød i Haſt Leding[20] for at komme Viken og Slottet til Hjelp; dog inden han naaede ſaa langt, var Thord unge bleven bragt i en ſaa yderlig Knibe, at han neppe vilde kunne holde ſig, hvis han ikke fik Undſætning. En ſterk Froſt lagde Elven ganſke til, ſaa at Hertugens Mænd kunde ride over den, ſom paa det faſte Land, og aldeles omgive Slottet. Derimod kunde Kong Haakon ikke komme op med ſine Skibe, og Hertugerne havde ſaaledes Overmagten. Kongen ſendte en af ſine Riddere op mod de Svenſke med en talrig Skare Folk, ſom det lader, om Natten[21], og for hemmelig at undſætte Slottet; men Hertug Erik, ſom maa have faaet Nys derom, ſendte Hr. Bjarne Lodinsſøn[22], der var nøje kjendt paa disſe Kanter, med endeel ſvenſke Tropper, og om Morgenen ſtødte begge Skarer ſammen under en Lid, ved Foden af et Bjerg. Her kom det til en Fegtning, hvor Nordmændene bleve ſlagne; Anføreren blev haardt ſaaret, og Thore Thinghovde, en Søn af Hr. Jon Ivarsſøn[23], faldt. Nordmændene i Hæren gave ſig nu ſaa ilde, heder det, at den ganſke vendte tilbage. Kong Haakon indſaa vel, at ſaa længe den ſterke Froſt varede, vilde han intet kunde udrette mod Hertugerne. Men Følgen af hans Tilbagetog var, at Thord unge, der nu ingen Undſætning kunde faa, opgav Slottet, over hvilket Hertugen ſatte en af ſine tydſke Riddere til Befalingsmand. Over Thord unge tog han dog ingen Hevn, fordi han tidligere havde overgivet Slottet til Kongen og nu forſvaret ſig imod ham, men lod ham frit drage bort. Det ſynes endog, ſom om han har givet ham det Hverv at foreſlaa Kong Haakon Freds-Underhandlinger. Thi Hr. Thord, fortæller Riimkrøniken, opſøgte Kongen, meldte ham, at han nødtvungen havde opgivet Slottet, men tilføjede, at hvis Hertugen vilde dagthinge, burde Kongen modtage Tilbudet; „jeg vilde ønſke“, ſagde han, „at I havde ſeet hans Magt, hvormed han belejrede Huſet; nu ligger han i Kongehelle By med mange tuſinde gode Mænd; derſom vi ej faa dagthinge, brænder han hele Viken ned for Fode, ſaa at Norge lider ubodelig Skade“. Kongen ſkal hertil have ſvaret, at han fra ſin Side var beredvillig dertil, og at han ej tvivlede paa at de kunde blive forligte, hvis Hertugen vilde høre hans Ord, men nu lyttede han derimod til Udlændingers Raad, og ſaa længe dette ſkede, vilde man aldrig kunne undgaa Kiv og Trætte. Dette Svar maa formodentlig Thord unge have bragt tilbage til Hertugerne, thi ej længe derefter[24] ſee vi Hertug Erik i egen Perſon begive ſig ind til Oslo, for her at ſamtale og underhandle med Kong Haakon. For Dronning Euphemia var dette naturligviis et glædeligt Gjenſyn, og for ſaa vidt hun udøvede nogen Indflydelſe paa Kong Haakon, havde hun viſt anvendt denne i den videſte Udſtrækning for at ſtemme ham venligt mod Hertugen. Hvad der maaſkee ogſaa nu gjorde Kong Haakon noget mere forſonligt ſtemt, var den Omſtændighed, at Danekongen, ved at ſlutte hiin Stilſtand i Sverige, egentlig allerede havde overtraadt Freds- og Forbundstractaten i Kjøbenhavn, der forbød hver enkelt af Parterne at ſlutte Separatfred. Vel havde Kong Erik været nødt dertil, og formodentlig var der vel ogſaa i denne Stilſtands-Act indtaget et Forbehold om Kong Haakons Tiltrædelſe, liigt det der indtoges i Stilſtanden til Berge; men Kong Haakon kunde dog deraf tage et Paaſkud, og mere end et Paaſkud ſynes han nu ej at have behøvet, thi af alt, hvad der nærmeſt herefter fandt Sted, er det aabenbart, at han nu ſelv oprigtigt ønſkede at komme i det forrige venſkabelige Forhold til Hertugen, hvad enten det nu kom af en vis Hengivenhed for denne, ſom trods alle indtrufne Ubehageligheder ej kunde udſlettes, eller han var kommen til den Overbeviisning, at han ej paa anden Maade vilde kunne faa Kongehelle og Halland tilbage, eller han endelig fandt Forbindelſen med Danmark mod Sverige unaturlig og ſkadelig. Den ſtatskloge Hertug derimod fandt det i ſamme Forhold fordeelagtigt at nærme ſig Norge og atter at ſpeculere paa Tronfølgen der, ſom han ved at gjøre Indrømmelſer til ſin Broder Kong Byrge fjernedes fra Udſigten til at komme i Beſiddelſe af Sveriges Trone. Men eet havde han nu opnaaet, nemlig at være den, der ledede alle Underhandlingernes Traade mellem de forſkjellige Partier, og det Middelpunct, hvorom det Hele drejede .ſig. Denne Stilling forſtod han meſterligt at bruge til ſin egen Fordeel.

Det var i de førſte Dage af Marts Maaned, at Hertug Erik indfandt ſig i Oslo, og Forhandlingerne mellem ham og Kongen ſynes at have vedvaret i 8—14 Dage. Saa vidt man kan ſee, var Hertug Valdemar ikke med, men havde ganſke overladt Hertug Erik at handle paa ſine Vegne. Den 17de, eller efter en anden Angivelſe den 22de Marts 1310 ſluttedes en foreløbig Fred eller Stilſtand paa følgende, højſt merkelige Betingelſer[25]:

1. Mellem Kong Haakon paa den ene Side og begge Hertugerne paa den anden, ſamt begge Parters Mænd og Undergivne ſkal der være en beſtandig, ubrødelig Fred og Enighed.

2. Fjorten Dage efter førſtkommende Philippi og Jacobi Dag (altſaa til Hallvardsmesſe, 15de Mai) ſkulle Hertugerne oplade og overdrage til Kongen Slottene Vardberg og Hunehals med alle Krigsmaſkiner og andre Forſvarsmidler ſamt Koſt for 100 Riddere og Knaper i et halvt Aar, ſamt Landet Halland ſaaledes ſom Kongen i ſin Tid har overdraget dem det, fremdeles Kongehelle Slot med den halve Elveſysſel. Overdragelſen ſkal ſkee uden Hinder og Nølen til Kongen ſelv eller de af ham udnævnte Befuldmægtigede.

3. Hertugerne ſkulle ſkaffe Kong Haakon, uden mindſte Plet paa hans Ære, fri for de Forpligtelſer, han ved Fredsſlutningen i Kjøbenhavn 1309 har paataget ſig lige over for Kong Erik i Danmark, ſamt forſvare ham, naar og ſaa ofte det behøves.

4. Kong Haakon tilſiger paa Tro og Love, at han inden tre Aar fra førſtkommende Philippi og Jacobi Dag (1ſte Mai) ſkal give Hertug Erik ſin Datter Ingebjørg til Egte, uden at være forbunden til at give hende nogen Medgift. Derhos lover han ligeledes at give Hertug Valdemar ſin afdøde Broder Kong Eriks Datter Ingebjørg til Egte med en Medgift af 3000 Mkr. Sølv. Morgengave ſkal gives begge Kongedøttrene efter Hertugernes Godtbefindende[26].

5. Hertugerne love at give Hr. Erik Valdemarsſøn, deres Fetter, Landſkabet Mark med Tilbehør for alle de Rettigheder, han maatte have til eller i Sverige, og ſaa ſnart Hertug Eriks og Kongedatterens Bryllup er holdt, ſkal han end videre forſørge Erik Valdemarsſøn med Land og Gods efter Kong Haakons Skjøn.

6. Hertugerne ſkulle tjene Kong Haakon inden Norges Grændſer, naar han fordrer det, med 400 Heſte, dog paa hans Bekoſtning, ligeledes og til Søs med et viſt Antal Skibe.

7. Kong Haakon lover, at hvis han afgaar ved Døden før Hertug Eriks og Jomfru Ingebjørgs Bryllup uden at efterlade nogen egtefød Søn, ſkal Dronning Euphemia og de af Raadet, ſom han maatte udnævne dertil i ſit Teſtament, give Hertug Erik Jomfru Ingebjørg til Egte, tilligemed Norges Rige, dog maa han ikke indſætte andre Sysſelmænd m. m., end indfødde Nordmænd. — Denne merkelige Beſtemmelſe var vel for Hertug Erik den vigtigſte, og den, for hvis Skyld han egentlig havde ſluttet den hele Tractat. Den berørte viſtnok et i Tronfølgeloven ikke omtalt eller forudſat Tilfælde, men hvis Omſtændighederne havde føjet ſig ſaaledes, at den var traadt i Kraft, vilde Følgen dog have været den, at de Beſtemmelſer om Rigsſtyrelſen, der ledſagede Tronfølgeloven, ikke vilde blive tagne til Følge; thi naar Hertug Erik førſt havde faaet Rigsſtyrelſen i Hænde, er det ikke rimeligt at han, om han bagefter fik en Søn, ſkulde have overladt Regjeringen til andre. At en ſaa forſtandig Mand, ſom Kong Haakon var, ej ſkulde have forudſeet Muligheden heraf, ſynes utænkeligt, og derfor bliver det højſt merkverdigt, ja næſten uforklarligt, at han nu bekvemmede ſig til at ſamtykke deri, da man dog ikke kan ſige at han var mere tvungen af Omſtændighederne end før. Enten maa man altſaa antage at Gjenerhvervelſen af Kongehelle Slot og Halland for enhver Priis nu var ham Hovedſagen, eller at han ſtolede paa at det forudſatte Tilfælde ej i Virkeligheden vilde indtræde.

8. Hvad Breve der vare udſtedte til Fordeel for Dronning Euphemia, ſkulde blive i Kraft.

9. Aatte Dage efter Philippi og Jacobi Dag (altſaa 8de Mai) vil Kongen møde Hertugerne i Balgø[27], for da at afſlutte den endelige Overeenskomſt med dem. Ligeledes ſkulde til ſelve Philippi og Jacobi Dag alle Fanger fra begge Sider ſættes paa fri Fod, ſaafremt de øvrige her givne Løfter bleve opfyldte.

Men foruden de her ſkriftligt opførte Puncter maa der have været andre, ſom mundtligt bleve aftalte, navnligen at Hertug Erik ſkulde afſkedige ſine fremmede Krigsfolk. Thi Hertug Erik gjorde nu virkelig Alvor heraf. Saa ſnart han var kommen hjem, ſiges der, lod han kundgjøre for alle Udlændingerne i ſin Hær, at han ſtrax efter Paaſketid vilde give dem deres Afſked og udbetale deres Tilgodehavende, hvorefter de ſkulde forføje ſig ud af Riget. Og da Paaſken kom, gjorde han et ſtort „Hof“, det vil ſige: havde en ſtor Forſamling hos M„ i Ljodhuus, hvor det ſkal have gaaet prægtigt til, og hvor de fremmede Krigere ej alene fik ſin Løn, men og, ſom det ſynes, ſtore Foræringer, medens mange af dem derhos bleve ſlagne til Riddere. Derpaa bleve de hjemſendte, og ſaaledes var endelig denne farlige Anſtødsſteen mod en almindelig Fred bortryddet. Man ſeer desuden af de overordentlige og tunge Skatter, han maatte paalægge for at betale og underholde Krigsfolket, at han ſelv allerede havde Møje med at finde Udvej dertil, og da Folket neppe ſtort længer formaaede at bære flere Byrder, vilde han maaſkee under enhver Omſtændighed ſnart finde det bedſt at lade dem rejſe. Dog kan man lige fuldt betragte Hertugens Beredvillighed til at afſkedige dem ſom et Tegn paa, at han nu ikke længer fandt det fordeelagtigt at føre Krig.

Men havde Hertug Erik end ſtukket Sverdet i Skeden, ſaa havde han dog dermed ikke begravet ſine ærgjerrige Planer. Han havde alene, ſom det lader, beſluttet ſig til at forſøge, om han ikke lettere kunde naa Maalet ved diplomatiſke Kunſtgreb, end ved Vaabenmagt. Desverre fare Kildeſkrifterne næſten med fuldkommen Taushed hen over de Forhandlinger, der i den førſte Halvdeel af 1310 fandt Sted mellem Nordens Hoffer, da det for det meſte kun er Krigsbedrifter og andre mere iøjnefaldende Begivenheder, ſom de Tiders Annaliſter fandt det verdt at optegne, og de mellem Fyrſterne vexlede Breve eller oprettede Documenter ere ligeledes for det meſte tabte, ſaa at man for en ſtor Deel maa gjette ſig frem. Men ſaa meget ſeer man dog, at Hertug Erik har ført et overvættes liſtigt Spil, der endog kun var muligt i de Tider, hvor Samfærdſelsmidlerne vare ſaa faa og alle Efterretninger gik faa langſomt, at man i længere Tid paa een Gang kunde underhandle med to eller flere forſkjellige Parter, uden at den ene fik mindſte Nys om, hvad der forhandledes med den anden. Hertug Eriks Opgave var, ſom man ſeer, trods alle givne Løfter at faa beholde Halland og Kongehelle Slot, uden dog derved ganſke at afſkære ſig Adgangen til at faa Magten over Norge, med mindre det kunde lykkes ham at indlede en ſaadan nærmere Forbindelſe med Danmark, at han derved havde Udſigt til at blive ſkadesløs. Han lagde derfor aabenbart an paa, at indtage en Stilling, hvori han havde fri Adgang til at ſlutte ſig til Norge eller til Danmark, alt efter ſom det ſyntes ham meeſt fordeelagtigt. For det førſte ſyntes det ikke ſom om det i Haſt gjenknyttede Venſkab mellem Kongen og Hertugen ſkulde blive af Varighed. Hvor vidt det aftalte Møde i Balgø holdtes, kan ikke ſees af de forhaandenværende Beretninger og Actſtykker, men om det fandt Sted, ſom er det ſandſynligſte, da ledede det ej til nogen Bekræftelſe af den foreløbige Tractat. Thi ſaa meget er viſt, at Ragnhildarholm og Vardberg med Tilbehør ikke bleve tilbagegivne, og ej engang de Nordmænd, ſom Hertug Erik havde taget til Fange ved Ragnhildarholmens Capitulation, bleve ſatte paa fri Fod, uden for faa vidt de løskjøbte ſig ſelv[28]. Paa ſin Side ſynes Kong Haakon at have holdt en ſtreng Ret over de Nordmænd, der havde taget Hertugens Parti og deeltaget i Angrebene paa Oslo og Jemteland i 1308. Det berettes, at Baronen Hr. Agmund Dans eller Unge-Dans, der allerede havde været i Unaade under Kong Erik, nu blev henrettet, fordi han, ſom det heder, havde ſat ſig op mod Kongen[29]. Naar dette ſkede paa denne Tid, kan det vanſkeligt forklares anderledes, end at han maa have gjort fælles Sag med Hertug Erik, thi at han ſkulde have begyndt et Oprør paa egen Haand, er utænkeligt. Hans Henrettelſe maa have fundet Sted efter at Overeenskomſten i Oslo var ſluttet, og den kan altſaa betragtes ſom et Tegn paa, at denne Overeenskomſt i det mindſte ikke formaaede at frelſe Eriks Venner i Norge fra den fortjente Straf, for ſaa vidt de faldt i Kongens Hænder. Muligt ogſaa, at Kongen ved nærmere Overvejelſe fandt den Artikel, der under en vis Forudſætning ſikrede Erik Rigets Beſiddelſe, alt for betænkelig til at han torde ſtadfeſte den, og heller valgte at lade hele Tractaten gaa overſtyr. Der behøvedes fra hans Side neppe mere dertil, end beſtemt at lægge for Dagen at han ikke vilde lade ſig afſpiſe med Udflugter, men at han vilde have Løftet om Ragnhildarholmens og Vardbergs Overlevering bogſtaveligt opfyldt, førend Hertug Erik kunde gjøre ſig Haab om hans Datters Haand. Hvis altſaa Kongen og Hertugen virkelig have haft en Sammenkomſt den 8de Mai, er det gaaet ſaaledes til paa denne, at Hertug Erik har bedet om Udſættelſe med Slottenes Overgivelſe, indtil Mødet i Kjøbenhavn eller Helſingborg var afholdt, og at Kongen, ærgerlig herover, har afbrudt alle Underhandlinger, og begivet ſig bort, ſaa vidt man kan ſkjønne, lige til Bergen[30]. Derimod er det tydeligt at Hertug Erik, merkende at ingen Udflugter længer vilde hjelpe, og aldeles beſtemt paa ej at ville fratræde ſaa vigtige Beſiddelſer, der gave ham et Baand paa alle de tre omliggende Riger, igjen indtil videre nærmede ſig den danſke Konge. Denne var nu ogſaa aabenbart venligere ſtemt mod Erik end forhen. Deels var han vel omſider bleven keed af at underſtøtte Byrge, der aldrig kunde hjelpe ſig ſelv, og meente vel allerede at have gjort nok for ham; deels var det uundgaaeligt at han, ved nærmere at lære Erik at kjende, maatte indſee, hvor højt han i alle Henſeender ſtod over Broderen, og føle ſig tiltrukken af hans perſonlige Elſkverdighed. Ligeſom Erik tidligere havde været knyttet til Norge ved Løftet om Ingebjørg Haakonsdatters Haand, ſaaledes indlededes der nu en Forbindelſe mellem Erik og det danſke Kongehuus ved et foreſlaaet Giftermaal mellem ham og Sophia, en Datter af Kong Eriks Syſter Richiza og den oftere omtalte mecklenburgſke Fyrſte Nikolas af Werle. Sophia var ogſaa, ligeſom Ingebjørg, endnu et Barn, men det voldte i de Tider ingen Betænkeligheder. Fra hvem dette Giftermaalsforſlag førſt udgik, vides ikke, lige ſaa lidet ſom naar det førſt bragtes paa Bane. Maaſkee kan det være udgaaet fra Erik ſelv, idet han med Sophias Haand haabede at kunne vinde Arvefordringer paa den danſke Krone; maaſkee og fra hans Syſter Dronning Ingeborg, der altid ſkal have holdt mere af ham end af Byrge, og derfor gjerne ved et ſaadant Giftermaal kunde ville ſikre hans venſkabelige Forbindelſe med det danſke Hof. Maaſkee var det Kong Erik og hans Raadgivere, ſom derved haabede at kunne knytte den mægtige Hertug nærmere til ſig, og dog hindre Udbruddet af en ny Krig mellem ham og Kong Haakon, ſaaſom hendes Fader var en Syſterſøn af Dronning Euphemia, og det ſaaledes maatte antages, at ſaavel denne ſom hendes Mand heller ſaa Erik gift med Sophia end med nogen anden, naar han nu engang ej kunde blive deres Svigerſøn; hertil kom, at Sophia tillige var Syſterdatter af Kong Byrges Dronning Margrete, og at dette Giftermaal ſaaledes maaſkee og kunde bidrage til at ſtifte et bedre Forhold mellem hende (og derved ogſaa mellem hendes Mand) og Hertug Erik. Fra hvem end Planen førſt er udgaaet, ſynes det, ſom om man derved har haft det rosverdige Formaal for Øje, at befeſte den almindelige Fred i Norden, og at Kong Haakon ſelv maa have billiget den, fremgaar deraf, at han, uagtet ſit mindre venlige Forhold til Hertugen, dog indfandt ſig til den almindelige Fredscongres, hvorom han ſynes at maatte have givet ſit Tilſagn førend han rejſte til Bergen[31]. Men vi ville dog ſee, at han ikke havde ret Tiltro til Hertug Erik. Der er ogſaa et og andet, ſom tyder hen paa, at denne ved Siden af ſin Krydſen frem og tilbage mellem norſke og danſke Interesſer ogſaa var Deeltager eller i det mindſte Medvider i dybere og hemmelighedsfuldere Anſlag, rettede mod den danſke Konges Liv eller Kongedømme. To Aar efter disſe Begivenheder, da Dronning Ingebjørg havde født en Søn, blev Sophia af Roſenberg, Enke efter den oftere omtalte Erik, Herre til Langeland, buden til Fadder. Derover følte hun ſig ſaa ſmigret, at hun for at viſe Kongen ſin Taknemmelighed overleverede ham et Document, hun havde fundet i ſin Mands hemmelige Gjemmer, og ſom var hverken mere eller mindre end et af en Mængde jydſke Herrer beſeglet edeligt Forbund om at tage Kongen af Dage; endog Tiden dertil var beſtemt[32]. Det var ſaaledes maaſkee kun Hr. Eriks Død, ſom havde hindret de Sammenſvorne fra at ſkride til.Udførelſen, men da hans Død netop indtraf i 1310, er det tydeligt, at Sammenſvergelſen maa have været ſtiftet og Planen aftalt juſt paa den Tid, da den her omhandlede Fredscongres ſkulde finde Sted[33]. Nu finder man blandt de Sammenſvornes Hovedmænd førſt og fremſt Ridder Nikolas Brokk nævnt; men han var, vel at merke, ogſaa en af dem, der ſtod i Spidſen for Mytteriet ved Nykøping og forlod Kongen med en ſtor Deel af Hæren, efter Sigende beſtukken ved Hertugens Løfter og Penge. Her kan man vanſkeligt afholde ſig fra den Formodning, at Hertug Erik har været Medvider i Planen, og at hans Villighed til at egte Sophia af Werle for en ſtor Deel grundede ſig paa det Haab, under den Forvirring, ſom maatte opſtaa ved Kongens Drab, ſelv at erhverve ſtore Fordele[34]. Thi ſkjønt man vel maa antage, at de Sammenſvorne egentlig havde til Henſigt at ſætte Hertug Valdemar af Sønderjylland paa Tronen, da Jyderne altid anſaa den Abelſke Linje, ſom den ældre, for mere berettiget til Tronen end den yngre Chriſtopherſke — hvilket ogſaa var den egentlige Grund til at Marſk Stig og de øvrige Fredløſe i ſin Tid ſatte ſig op mod Kong Erik Chriſtophersſøn og toge ham af Dage — ſaa vilde dog neppe de jydſke Fyrſter ſee ſig iſtand til at ſejre ved egne Kræfter, og Hertug Eriks Biſtand vilde derfor være dem yderſt velkommen; Hertug Valdemar var desuden ſelv nær beſlægtet med Sophia af Werle og vilde altſaa betragte hendes Mand ſom en Nærpaarørende, hvortil ogſaa kommer, at Forholdet mellem Valdemar af Jylland og Hertug Erik hidtil ej kan have været andet end heel venſkabeligt, endog medens hiin ſom danſk Vaſall deeltog i Krigstog mod Sverige, thi det er bekjendt nok, at mellem Valdemar og Danekongen ſtod Venſkabet paa yderſt ſvage Fødder. Uſandſynligt er det heller ikke, at ogſaa den uſle Hertug Chriſtopher kan have været hemmelig Deeltager i Forbundet, thi vi have allerede ſeet, at det ej koſtede ham ſtort at ſlutte Forbund mod ſin egen Broder, naar det gjaldt hans Fordeel; ogſaa han har maaſkee ſmigret ſig med Haabet om under den almindelige Forvirring at erhverve Tronen. Som den pommerſke Euphemias Mand var han Medlem af den ſtore Familiekreds, hvortil Hertug Valdemar og Nikolas af Werle hørte, og ſaaledes var det en let Sag, ad denne Vej at bearbejde ham. Om Hertug Erik end ikke gjorde ſig noget Haab om at erhverve Danmarks Krone, ſkjønt intet Maal ſynes at have været for fjernt eller for højt for hans Ærgjerrighed, ſaa kunde man dog i det mindſte have foreſpejlet ham Muligheden af at faa Skaane og Bleking, og dette var allerede et Bytte, verdt at ſtræbe efter. Man er her viſtnok berettiget til at ſlutte fra de danſke Stormænds Ferd efter Kong Eriks Død i 1319, til hvorledes de efter al Rimelighed vilde have baaret ſig ad allerede i 1310, om deres Plan da var lykkets og Kongen tagen af Dage; det er bekjendt, hvorledes Danmark da, under Chriſtophers kraftløſe Regjering, udſtykkedes og ſønderlemmedes ved Pantſættelſer og Forleninger, og hvorledes navnlig Skaane kom under Sveriges og Norges daværende Konge, Hertug Eriks Søn. At Hertug Erik ſelv ikke, naar Lejligheden gaves, ſkulde have villet gribe til, og derhos endog gjerne have medvirket til at Lejligheden kom, uden at lade ſig afholde af Henſyn til Løfter og nys indgangne Venſkabsforbund, er ej at antage; han lod ſig i alle Fald ikke trykke af ſaadanne Henſyn i ſin Ferd mod Kong Haakon, for hvilken han dog vel havde noget mere tilovers, end for Danekongen. Derfor er det, ſom ſagt, i højeſte Maade troligt, at han har været i Forſtaaelſe med de Sammenſvorne, og under alle de Forhandlinger, hvorom vi her berette, forventningsfuld har oppebiet Sammenſvergelſens Udbrud. Men hvor dybt han har indladt ſig med de Sammenſvorne, er umuligt at ſige. Saa meget maa man kun formode, at han har været alt for klog til at give ſig ganſke i deres Vold, og at han derfor aldeles ikke har givet noget ſkriftligt Tilſagn om ſin Deeltagelſe, end mindre beſeglet det ovenfor omtalte Forbundsbrev. Thi hvis hans Navn eller Segl havde ſtaaet der, vilde Danekongen neppe have ladet det gaa upaatalt hen; nu derimod ville vi ſee, at denne, uagtet Hertug Erik havde gjort ſig ſkyldig i grov Uordholdenhed mod ham, dog viſte ham en Tillid eller i det mindſte Velvilje, ſom vilde have været utænkelig, om Danekongen havde troet ham deelagtig i Planer mod hans eget Liv. En ſaadan Deelagtighed vilde vel ogſaa udtrykkeligt have været omtalt.

Under disſe aabenbare og hemmelige Forhandlinger gik Tiden hen, indtil det aftalte almindelige Møde ſkulde holdes. Kong Haakon havde imidlertid, ſom ſagt, begivet ſig til Bergen; Hertugerne vare dragne til Upſala og Stockholm, hvor de nu ſees at være komne paa en venſkabelig Fod med Erkebiſkoppen[35]; Kong Byrge var vel endnu ikke vendt tilbage til Sverige, men han var dog allerede factiſk anerkjendt ſom Konge, med fuld Herſker-Ret i den ham beſtemte Deel af Riget, og omgiven af mange mægtige ſvenſke Herrer, ja han ſkjenkede endog allerede den 5te Marts, i Helſingør, Hr. Folke Jonsſøn, en af Hertugernes ivrigſte Tilhængere, noget Jordegods „til Belønning for troe Tjeneſter“, et Tegn paa, at Forſtaaelſen mellem ham og Brødrene nu i det mindſte ſkulde have Udſeendet af at være god[36]. Danekongen havde i April Maaned været over i ſine vendiſke Beſiddelſer ved Roſtock, fornemmelig for at faa bilagt nogle Stridigheder, han havde haft med Markgreven af Brandenburg. Han anſaa ſig altſaa ganſke betrygget for noget Angreb fra Sverige eller Norge. Kong Haakon maa have forladt Bergen i de ſidſte Dage af Juni eller de førſte af Juli Maaned[37]. Han ledſagedes af Biſkop Ketil af Stavanger, Hr. Bjarne Erlingsſøn, Hr. Thore Haakonsſøn, Bjarne Audunsſøn og flere andre Herrer. Hvad Tid han kom til Danmark, vides ikke nøjagtigt, men man erfarer kun ſaa meget, at han, forinden han begav ſig til Helſingborg, hvor det egentlige Fredsmøde ſkulde holdes, førſt, og det viſtnok efter allerede truffen Aftale, indfandt ſig hos Kong Erik i Kjøbenhavn, for nærmere med ham at afhandle visſe vigtige Puncter[38]. Derimod er det ikke uſandſynligt, at de ſvenſke Hertuger allerede nogle Dage forud vare indtrufne i Helſingborg, og der vare blevne enige med Danekongen om de Puncter, ſom det var dem meſt magtpaaliggende at faa afgjorte, og hvortil Kong Erik ſkulde udvirke Kong Haakons Samtykke, navnlig at Hertugerne ſkulde faa beholde Halland ſom et umiddelbart Leen af Danmark, uden Kong Haakons Mellemkomſt. Hertugerne udſtedte endog en Forſkrivning, der umuligt kan henhøre til nogen anden Tid end disſe forud for Kong Haakons Ankomſt til Mødet gaaende Dage, at de, naar de dertil opfordredes, ſkulde komme til Kong Erik for at aflægge Leenseed for Halland, og at Hertug Erik da ſkulde tage Sophia af Werle til Egte[39]. For Kong Erik maatte en ſaadan Affindelſe med Hertugerne være meget ønſkelig, da han derved ſlap for at give Hertug Erik noget andet Leen, hvortil han maaſkee ellers vilde have været nødt, naar Hertugen egtede Sophia af Werle, og Nordre-Halland var allerede factiſk i Hertugens Beſiddelſe; den hele Affindelſe vilde derfor kun koſte Kongen et Penneſtrøg; det var ſaaledes naturligt, at han greb dette Forſlag med Glæde. Derimod maatte det være at forudſee, at Kong Haakon vilde gjøre ſtore Vanſkeligheder, naar man ſaaledes ganſke uventet anmodede ham om at fraſige ſig, hvad han ſaa længe og ſaa længſelsfuldt havde attraaet, hvad han nu gjorde temmelig ſikker Regning paa at faa, og hvortil han endog for ſaa vidt havde et Slags Ret, ſom han i ſin Tid havde afkjøbt Grev Jakob det. At Kong Haakon virkelig gjorde Vanſkeligheder, da Kong Erik nu paa Mødet i Kjøbenhavn, i Nærværelſe af Biſkop Chriſtjern i Ribe og maaſkee flere andre Herrer, anmodede ham om, at han, „for at Fred og Enighed kunde gjenoprettes, ikke maatte lade ſig det mishage, at Kongen af Danmark belenede de ſvenſke Hertuger med Nordre-Halland“, ſiges vel ikke udtrykkeligt, da vi kun erfare hans endelige Svar, „at alt fik blive ſaaledes, ſom hans Broder, Kongen af Danmark, vilde“. Men dette Svar kjender man, vel at merke, kun af et Vidnesbyrd, ſom Biſkop Chriſtjern et Par Aar efter aflagde[40], og hvor der hverken tales om de forudgangne Forhandlinger eller om de øvrige Betingelſer. Og ſaa meget ſeer man, at Danekongen ej var uden Frygt for at Kong Haakon ſkulde tage Anmodningen ilde op; ſandſynligviis har han ogſaa i Førſtningen taget den ilde op og ſagt reent ud Nej, ſaa at Kong Erik førſt efter lang Talen frem og tilbage har faaet udvirket hans Samtykke; men dette var noget, der ej kunde blive omtalt i Vidnesbyrdet. Man kan tillige ſlutte af de følgende Forhandlinger, at Kong Haakon ikke har givet ſit Samtykke uden mod det aldeles beſtemte Tilſagn om i det mindſte at faa Kongehelle Slot med Tilbehør tilbage. Thi dette, ſom en Deel af ſelve Norge, kunde han umuligt lade Hertug Erik længer beholde, ſaa længe denne ikke mere ſkulde være et Medlem af hans Familie, men blive Norge ganſke uvedkommende. Man kan heller ikke forklare hans Føjelighed med Henſyn til Halland paa anden Maade, end at Danekongen har givet ham deſto ſikrere Tilſagn om hiint Slot. Thi det var det vigtigſte, og hvad han ogſaa ſelv havde den ubeſtrideligſte Ret til at fordre; hvad Halland angaar, ſaa indſaa han vel endog, at naar Danekongen, ſom den rette Leensherre, og de ſvenſke Hertuger førſt vare blevne enige om at disſe ſkulde beholde det, vilde det være umuligt for ham at tiltvinge ſig det, og at han ſaaledes gjorde bedſt i at frelſe hvad der kunde frelſes, og holde nogenlunde gode Miner til ſlet Spil. Men at han følte ſig meget krænket over at være bleven ſaaledes, man kunde ſige, overliſtet, og at hans Mistro til Hertugerne om muligt endog fordobledes, ſeer man af hans hele Holdning under det paafølgende Møde i Helſingborg. Hid begav han ſig, ſom man maa formode, i Følge med Danekongen, der ogſaa ledſagedes af Kong Byrge, Hertug Chriſtopher, Grev Gerhard af Holſten og Henrik af Meklenburg, ſamt viſtnok i det mindſte et Par Biſkopper og mange Riddere. Med Hertugerne havde Erkebiſkoppen af Upſala og Biſkopperne af Skara og Vegſjø indfundet ſig, foruden mange verdslige Herrer fra Sverige; derhos mødte mange af Kong Byrges Tilhængere. Forſamlingen var ſaaledes baade talrig og glimrende. Førſt og fremſt ſkreed man nu til den egentlige Fredsmegling. Hvor længe Underhandlingerne derom varede, eller hvad Paaſtande der blev gjort paa begge Sider, vides ikke nøje; et Forſlag til den endelige Tractat, udſtedt og beſeglet af Kong Erik af Danmark, Kong Haakon af Norge, Hertug Chriſtopher, Grev Gerhard og Hr. Henrik, er dateret den 17de Juli 1310 (feria sexta proxima ante festum beatæ Mariæ Magdalenæ) og lyder ſaaledes i Uddrag[41]:

1. At de nys nævnte Herrer og Hertugerne ſkulle ſtaa hinanden troligen bi i hvad ſom helſt mod hvem ſom helſt, og al Uenighed, Kiv og Uvenſkab herefter ſkal være endt og begraven mellem alle Parter, ſaavel ſom deres Mænd og Tilhængere.

2. Danekongen belener Hertugerne og deres rette Arvinger ſom Faneleen og til ſamlet Haand med Halland indtil Aaen Ethra, eller hvis ikke Hertug Chriſtopher edeligen tilegner ſig hele denne, til Midtſtrømslinjen i Aaen, og med Forbehold at Hertug Chriſtopher beholder den hele Bro over Aaen ved Falkenbergs Slot, paa ſamme Maade ſom Grev Jakob havde det, førend det blev Gjenſtand for Fejde, hvorimod Hertugerne og Arvinger for ſamme Leen ſkulle aflægge Danekongen og Efterfølgere Hylding og tjene ham i Fejder vedkommende ham ſelv og Riget med 60 ruſtede Ryttere, naar ſom helſt de tilſiges en Maaned forud, ſamt, ſaa ſnart de ere komne udenfor Grevſkabets Grændſer, paa Danekongens Bekoſtning.

3. Hertug Erik ſkal fraſige ſig al den Fordring, han maatte kunne have paa Norges Rige og paa Jomfru Ingebjørgs, Kong Haakons Datters, Haand, hvorimod hun ſkal indgaa Egteſkab med Junker Magnus, Kong Byrges Søn, og hertil ſkulle Hertugerne virkſomt bidrage, dog ſkal Junker Magnus ſelv ſørge for at ſkaffe Dispenſation fra det apoſtoliſke Sæde. Hertug Erik ſkal derimod egte Sophia af Werle og ſkaffe ſig Dispenſation til ſit Giftermaal med hende.

4. De Fangne paa begge Sider ſkulle udleveres, og hvad de endnu ikke allerede maatte have betalt for ſin Frigivelſe, ſkal herefter ikke fordres af dem.

5. Kongen af Norge ſkal afſtaa fra alle de Fordringer, han maatte kunne have paa Hertugerne ifølge Breve, Cautioner, Gaver eller andre Documenter; alle ſaadanne Brevſkaber, udvexlede mellem nogen af de tre Konger ſamt Hertug Chriſtopher paa den ene og Hertugerne paa den anden Side, ſkulle fuldſtændigt tilbagegives, og, blive de ej tilbagegivne, ſkulle de være ude af Kraft.

6. Hvis Norges Konge ratificerer denne Tractat, ſkulle Hertugerne tilbagegive ham Kongehelle Slot, og Fangerne gjenſidigt løsgives; vil han derimod ej ratificere den, beholde Hertugerne baade Kongehelle Slot og Fangerne, og Danekongen ſkal ej være berettiget til at hindre Hertugerne i deres Fejde mod Kong Haakon eller hjelpe denne.

7. Kong Haakon ſkal lade Hertugerne nyde og beholde de Grændſer, de have haft fra gammel Tid, og det ſamme ſkulle de ogſaa gjøre mod ham.

8. De for Drabet paa Danekongens Fader fredlosdømte og fordrevne ſamt deres Arvinger ſkulle Hertugerne ikke modtage eller beſkytte, og dem af Kong Eriks Mænd, der maatte have fornærmet ham, ſkulle Hertugerne ikke tage til ſig eller paa deres Vegne thinge med Kongen.

9. Den lundſke Kirke, de Gejſtlige og Verdslige, ſkulle i bemeldte Grevſkab Halland nyde ſit Gods, ſine Rettigheder og Friheder, ſom de plejede at have fra gammel Tid.

Alt dette lovede Udſtederne ubrødeligt at holde og hængte deres Segl for til Vidnesbyrd. Kong Haakon meddeelte viſtnok ſin endelige Ratification derpaa, men ikke uden kjendelige Tegn paa ſin Misfornøjelſe med og Mistillid til Hertugerne. Disſe maatte give en udtrykkelig Forſkrivning paa, at de ikke ſkulde ſøge Kong Haakons Skade, ſaa længe Mødet ſtod paa[42]; og umiddelbart efter at Udkaſtet var vedtaget, vendte han tilbage til Kjøbenhavn, ſom om han ej et Øjeblik mere end nødvendigt ønſkede at være i Hertugernes Selſkab; fra Kjøbenhavn ſendte han endnu ſamme Dag en Skrivelſe, hvori han nøje forklarede, hvorledes han vilde have enkelte Artikler af Tractaten forſtaaede, nemlig Art. 5 ſaaledes, at under de her nævnte Brevſkaber og Fordringer ej kunde og ſkulde forſtaaes andre end de der vare vexlede mellem ham og Hertug Erik[43], men at derimod de Breve, der vare vexlede mellem Kongerne, ſkulde blive i fuld Kraft; Art. 7 ſaaledes, at de Grændſer, ſom her omtales mellem Norge og Sverige, alene ſkulde være de, der vare vedtagne mellem Kong Magnus og Kong Valdemar (ſe ovf. IV. 1. S. 645); ſamt derhos, at Hertug Valdemar, Kong Erik og Grev Gerhard med oprakte Fingre ſkulde ſverge paa, at Hertug Erik ikke herefter vilde begjære hans Datter Ingebjørg til Egte, uanſeet hvad tidligere Løfter og Trolovelſer der var indgaaet mellem dem, og endelig, at al Strid, der havde været mellem Nordmænd og Svenſke og omvendt, eller herefter maatte forekomme mellem Daner, Nordmænd og Svenſke, ſkulde paadømmes efter Landenes Love, og dog den beſtandige Fred ifølge Tractaten vedblive mellem de tre Riger. Med Kongen beſeglede Biſkop Ketil, Hr. Bjarne Erlingsſøn, Hr. Thore Haakonsſøn og tre andre Herrer, hvoriblandt Bjarne Audunsſøn, dette Brev[44]. Man maa antage at det toges til Følge, og at de af Kongen paaſtaaede Forklaringer og Tillæg enten ere optagne i det endelige Fredsdocument, hvoraf der nu ej længer findes nogen Gjenpart, eller at de ſærſkilt have været vedtagne af de øvrige Parter og vedføjede Hoveddocumentet. I førſte Fald kan Kong Haakons Ratification paa dette neppe være indløben førend i det mindſte een Dag ſenere; i det andet Fald maa han have ſendt ſin Ratification ſamtidigt med hiin Skrivelſe, og med Befaling til ſin Fuldmægtig, ikke at udlevere den eller beſegle Tractaten, førend Puncterne vare vedtagne. Strax efter ſynes han at være rejſt tilbage til Norge, uden at have mere med Underhandlingen at beſtille, hvilket man vel neppe kan tilſkrive andet end Misfornøjelſe med deres endelige Reſultat. Kong Erik og de øvrige forbleve længer ſamlede for at aftale det nærmere med Hertug Eriks Feſtemaal og ordne det endelige Forliig mellem Kong Byrge og hans Brødre. Endnu ſelvſamme Dag, ſom Fredsacten beſegledes, forlenede Kong Erik Hertugerne med Nordre-Halland, under Betingelſe af at de overholdt alt hvad der nu var blevet aftalt[45], hvorhos han hjalp Kong Byrge med et Laan af 10000 Mkr. reent Sølv paa tre Aar, formodentlig for at denne ved ſin Tilbagekomſt til Sverige kunde optræde paa en nogenlunde ſømmelig Maade[46]. Dagen efter Fredens Afſlutning lovede Grev Gerhard i et aabent Brev[47], at Sophia af Werle ſkulde i Falkenberg blive overgiven til Hertug Erik paa førſtkommende Mortensdag (11te November), og den 20de Juli beſegledes det Document, der forordnede, hvor ſtor Deel af Sverige enhver af de tre Brødre ſkulde have[48]. Byrge fik Helſingeland, Fjadrundaland med tre Hereder i Veſtmanland, alt hvad der hørte til Strengnes Biſkopsdømme, altſaa Nerike og Sødermanland med Nykøpings Slot, Øſtergøtland med Stekeborg, Viſingsø, Finnveden, Verend, Gotland og Visby, og Viborg Slot i Finnland ſamt flere enkelte Godſer, foruden hans Patrimonialgodſer. Alt det øvrige af Sverige ſkulde tilhøre de to andre Brødre. Man havde ſaaledes klogeligt ſørget for, at de fleſte af Kong Byrges Beſiddelſer laa fjernt fra den danſke Grændſe og dertil adſpredt. Det nys paabegyndte Slot ved Norrkøping ſkulde nedrives; hverken Kongen eller Hertugerne maatte bygge nye Slotte; heller ikke maatte de ſælge, afhænde eller pantſætte Slotte eller Beſiddelſer. Naar den ene af Hertugerne døde, ſkulde den anden arve alle hans Beſiddelſer. Kongen ſkulde intet have at raade i Hertugernes Beſiddelſer uden over ſine egne Mænd, og Hertugerne ligeledes ej i Kongens. For øvrigt ſkulde der være beſtandig Fred og Enighed mellem Brødrene og deres Mænd. Selv foranſtaltede Hertugerne endnu ikke nogen Deling mellem ſig indbyrdes. Dette opſatte de, indtil de vare blevne gifte. For Reſten erfarer man ikke, hvorledes det gik med Hertug Valdemars Trolovelſe, om ogſaa den hævedes, fordi Hertug Erik fraſagde ſig Ingebjørgs Haand. Nødvendigt var det ingenlunde, tvertimod ſkulde det ſynes ſom om man ſærdeles maatte have ønſket at denne Forbindelſe vedblev, da Freden mellem Rigerne derved ſaa meget bedre ſikredes. Dog nævnes der intet derom, og man maa næſten antage at den betragtedes ſom ophævet af ſig ſelv, da Eriks Trolovelſe med den anden Kongedatter hævedes. Strax efter, ſom det ſynes, ſkiltes man ad; den 9de Auguſt finde vi Hertugerne i Arboga, hvor Erik udſtedte et Brev angaaende ſin tilkommende Brud, Jomfru Sophias, Morgengave og Livgeding[49]. Ogſaa Byrge vendte nu tilbage til Sverige og tog uden Hinder ſin Deel af Riget i Beſiddelſe. Og til den beſtemte Tid, ſom det lader, blev Sophia bragt til Halland og derfra til Sverige for at opdrages, maaſkee hos Hertug Eriks Moder, Dronning Helvig, ſom endnu levede[50]. Freden ſyntes altſaa nu at være nogenledes gjenoprettet over hele Norden.

  1. Annalerne fortælle nemlig om Kongens ſenere Tog til Sverige, at han da „tilbagetog Ragnhildarholmen og Baagahuus, ſom hans egne Mænd havde ſveget fra ham“. Riimkr. nævner kun Kongehelle.
  2. Dette ſeer man deraf, at Ljung nævnes ſom det Sted, hvor han ſtandſede. Ljung kaldes i norſke Breve Lyng, nu udtales Navnet, Jung“: det ligger ved den ſaakaldte Ljungs-Kiil, der løber ind noget ſøndenfor Oddevall.
  3. Riimkr. S. 39.
  4. Det er, ſaa vidt vides, alene Huitfeld, der angiver det ſtore Antal. Riimkrøniken taler kun om 100 fremmede Riddere med 320 Øre„ thi Læſemaaden i Texten „åtta hertoga och landsherra“ er aabenbart urigtig, medens Variantens „å hertugans land at härja“ maa være det rette Detmar ſiger, hvad der vel vil komme Sandheden nærmeſt, at Kong Erik havde „25 Grot Heſte“ (et Grot eller Gros = 12 Duſin, altſaa 3600 Heſte), Henrik af Meklenburg bragte omtrent 400 Mand, ifølge Kirchberg (Weſtphalens Monumenta IV. 788). Denne fortæller, at Kong Erik klagede for Henrik over at Hertugerne havde tilføjet hans Syſter, den ſvenſke Dronning, den Haan at føre hende mellem deres Heſte og ſaaledes tvinge hende til at løbe en halv Miil, medens de rede; er dette ſandt, ſaa maa det vel være ſkeet da Kong Byrge blev fangen paa Haatuna, ſkjønt det vel og kunde have været, da Byrge og Dronningen bleve løsladte fra Nykøping.
  5. Dipl. Sv. No. 1612. Brevet er dateret fra Viborg, og ledſagedes af et Brev, dat. Viborg 19de Marts, til Erkebiſkop Nikolas, med Bøn om gode Raad i denne Sag. Dette Brev ſendtes viſtnok til Norge, hvor Nikolas paa den Tid endnu maa have været.
  6. Tiden vides ikke ganſke nøje: Riimkrøniken lader Kong Erik ved Ophævelſen af Belejringen for Nykøping ſige, at de nu havde ligget der næſten fra Michelsmesſe, altſaa fra de førſte Dage af October, og da nogen Tid maa beregnes for Marſchen derhen, bliver Begyndelſen af denne ſaaledes at henføre til Udgangen af September. I de isl. Annaler beder det at Kong Haakon tiltraadte ſit Tog for at tilbageerobre Ragnhildarholmen og Baahuus ved Vintrens Begyndelſe (önðverdan vetr), altſaa i Begyndelſen af October, og da nu Riimkrøniken ſiger at Kongehelle Slot var faldt i hans Hænder lidt før Kong Erik bred ind i Sverige, ſkulde altſaa dette ej være ſkeet førend i October. Men man kan ikke regne Angivelſerne ſaa nøje. Det er aabenbart, at Hertugen førſt ved Vernamo, efter at Danehæren allerede var brudt ind i Landet, fik Efterretning om Ragnhildarholmens Fald.
  7. Udtrykkeligt ſiges det ej, at Hertugen da fik Efterretningen, men man ſeer det deraf, at han ſandt det nødvendigt at ſende Tropper til Ljodhuus og Skara.
  8. Riimkrøniken nævner overalt kun Hertug Erik, ſaa at det aldeles ikke er viſt, at Valdemar ledſagede ham paa Toget mod den danſke Grændſe, og ej var bleven tilbage for at lede Udruſtningerne i det øvre Sverige. Dette var i det mindſte ſenere Tilfældet.
  9. Dipl. Sv. No. 1636.
  10. De kaldes i Riimkrøniken „Borgare“, hvilket ej maa overſættes med vort nuværende „Borgere“, ſe ovf. IV. 1. S. 444.
  11. Kirchberg beſkriver i ſin meklenburgſke Riimkrønike (l. c.) Nøden og Mangelen i den danſke Hær l ſærdeles ſterke Udtryk.
  12. Huitfeld S. 337. Han nævner endog Anførerne for de oprørſke Krigere, Nikolas Brokk, Timme Laurentsſøn og Nikolas Uffesſøn, tilføjende at Hertugen ſkulde have beſtukket dem ved Penge og Løfter.
  13. Riimkrøniken S. 40.
  14. Han optræder nemlig paa Mødet i Helſingborg atter ſom Hertug i Halland og Samsø.
  15. Suhm XI. 619.
  16. Kirchberg l. c. Vel nævner han her Johannes den Døbers Dag (24de Juni), men det er aabenbart at dette er en Uagtſomhedsfejl iſtf. Johannes Euangeliſts Dag (27de Decbr.).
  17. Hertugernes Brev af 20de Decbr. 1309, Dipl. Sv. No. 1646.
  18. Valdemar var den 10de Novbr. i Sigtuna (ſſteds No. 1637); deraf ſeer man omtrent hvad Tid Jønkøping Slot maa være indtaget af Hertug Erik.
  19. Kong Haakon var den 26de Decbr. i Tunsberg, Norges gl. L. III. No. 27 S. 86, den 13de Jan. i Oslo, Dipl. Norv. I. 23.
  20. At Kong Haakon havde Leding ude lidt efter Juul, altſaa i Januar eller Februar, og drog til Viken, ſiges i de isl. Annaler, altſaa maa han være dragen til Skibs, formodentlig fra Tunsberg eller en anden iisfri Havn ſydligſt ved Folden.
  21. Fegtningen ſtod nemlig „om Morgenen“.
  22. I Riimkrøniken ſtaar kun at han heed Hr. Berna og var Magiſter i Paris, men det er ovenfor viiſt at dette ej kan have været nogen anden end Bjarne Lodinsſøn.
  23. Dette ſiges i de isl. Annaler: det er ovenfor omtalt at et Hdſkr. af disſe urigtigt henfører Thore Thinghovdes Død til Sommer-Felttoget forud.
  24. Mødet mellem Kongen og Hertugen fandt, ſom vi ville ſee, Sted i den førſte Deel af Marts 1310: den 9de Febr. 1310 vare Hertugerne i Ørebro (Dipl. Sv. 1651); dette maa vel ſaaledes have været, førend Ragnhildarholmen endnu havde capituleret.
  25. Ved Dateringen af denne Præliminærtractat er der megen Uſikkerhed, hvorfor der endog har herſket Tvivl om, til hvad Aar den ſkal henføres. Man kjender den i fin fulde Udſtrækning kun af et Uddrag hos Huitfeld S. 354, hvor han daterer den 17de Marts 1311; men i de huitfeldſke Excerpter findes der dog ogſaa et Udtog af den latinſke Original, af hvilket Udtog Lagerbring i ſin Tid fik en Afſkrift, hvoraf han meddeler det meſte i ſin Svea R. Hiſt. III. Cap. 1 § 31. Dette Uddrag er dateret Anno Domini 1310 Kal. April. XI. Haslov. (22de Marts), hvorfor ogſaa Lagerbring har henført den til 1310. Dette er visſelig ogſaa det Rette. Fabricius (Studien S. 95 fgg.) har vel anført flere og det ſindrige Grunde for at Aarstallet bør være 1311, men han har ikke kjendt, hvad her allerede er afgjørende, de isl. Annalers Udſagn ved 1310: „Kong Haakon og Hertugen mødtes i Oslo Gregorius Mesſe“ — altſaa netop omkring Midten af Marts 1310; hvorhos ogſaa Riimkrøniken ſiger løſeligt, at Kongen og Hertugen „talede til Rette“ ved Faſtegangstid, d. e. ved Faſtens Begyndelſe, der i 1310 faldt omkring 4de Marts. F. ſlutter ogſaa meget derfra, at den oven anførte latinſke Datering maa være urigtig, da anno d. 1310 kal. Apr. XI. ej ſkulde kunne have ſtaaet i Originalen, men i Dipl. Norv. I. No. 119, fra Aaret forud, finde vi en aldeles lignende Dateringsmaade, anno a nativ. domini 1309 kal. Apr. XIII. Fra Dateringsmaaden lader ſig altſaa intet ſlutte; det kan være muligt, og er endog rimeligt, at der ej ſkulde ſtaa XI. men XVI., ſaa at Dagen bliver 17de, ej 22de Marts, men dette har intet med Aarstallet at beſtille. Betragter man nu ogſaa nærmere de følgende Begivenheder, ſaa vil man ſee, at en Tractat af det Indhold, ſom denne, alene kunde pasſe i 1310. Man behøver ikke med F. at antage, at Kong Haakon allerede da havde beſtemt ſig til at indfinde ſig ved Congresſen i Helſingborg for blandt andet at bekræfte Ingebjørgs Forlovelſe med Magnus Byrgesſøn, og at derfor Hertugens Forpligtelſe, at overgive Halland m. m. den 15de Mai, hvis den ſkulde opfyldes, alene vilde vække Danekongens Harme og Mistanke, og tilintetgjøre al Udſigt til almindelig Fred. Da Kongen ſluttede Præliminærtractaten med Hertugen, tænkte han viſtnok nærmeſt kun paa at faa Halland, og derimod ganſke at hæve al Forbindelſe med Danekongen, hvilket kun Hertugen ſkulde ſørge for at bevirke paa en for Haakon ej compromitterende Maade; der var da neppe Tale om at han ſkulde indfinde ſig i Helſingborg, thi dette beſtemtes aabenbart ikke førend ſenere. Fremdeles ſeer man at norſke Geſandter den 22de April 1311 vedtoge paa Kong Haakons Vegne, at han ſkulde møde til en Forliigsmegling i Kjøbenhavn mellem ham og Hertugerne under Danekongens Præſidium: dette lader ſig ej forene med at en Tractat ſom den her omhandlede ſkulde være ſluttet i Marts. Det er endelig at merke, at Kong Haakon den 8de Marts 1311 var i Nidaros (Dipl. Norv. II. 108) og den 12te paa Gryting (ſſteds I. 127); er dette ſidſte end Gryting i Gudbrandsdalen, er det dog ikke ſandſynligt at han ſaaſnart efter kunde ſlutte Overeenskomſt med Hertugen i Oslo, thi der maatte dog vel gaa flere Dages Underhandlinger forud.
  26. Da Jomfru Ingebjørg, Eriks Datter, ſom forhen S. 344 omtalt, tidligere havde været bortfeſtet til Jarlen paa Orknøerne, maa man formode at denne nylig var død.
  27. Balgø, ej langt fra Vardberg, er allerede ovenfor omtalt.
  28. Dette ſees af Forhandlingerne paa Mødet i Helſingborg.
  29. Aarſagen til Agmunds Henrettelſe angives af Abſalon Pedersſøn, S. 96. De isl. Annaler ſige kun at han blev dræbt; de henføre ogſaa hans Død til 1309, hvilket er urigtigt, da man af Dipl. Norv. I. 126 ſeer at han levede endnu den 19de Febr. 1310. Men ſandſynligviis er han bleven henrettet ſaa tidligt i dette Aar, at Efterretningen derom kom til Island ſamtidigt med Efterretningerne om hvad der havde tildraget ſig Høſten 1309. Da han hiin Dag var i Bergen, og Kongen i Oslo, er han vel neppe bleven henrettet førend hen i Marts Maaned i det tidligſte.
  30. Norges gl. L. III. 28, S. 88, viſer os Kongen i Bergen den 23de Juni 1310.
  31. Da de ſikre Kilder for hvad vi kunne meddele om disſe Tiders Begivenheder ere ſaa yderſt faa og magre, er det ogſaa umuligt at udfinde, hvad Tid Kong Haakon anmodedes og gav ſit Tilſagn om at komme til Mødet i Helſingborg. At han endnu ej havde mindſte Tanke derom, da han ſluttede Overeenskomſten med Hertug Erik i Marts, er aabenbart, thi i faa Fald kunde han ikke have ladet Hertugen love at afſtaa Halland den 15de Mai. I April eller Mai maa altſaa Løftet være givet, og følgelig Indbydelſen tidligere have været ham bragt. Hertug Erik kan neppe have anmodet ham derom, da det er aabenbart, at det fiendtlige Forhold mellem dem atter var indtraadt, men man maa formode at et Geſandtſkab eller Brev fra Kong Erik i Danmark er afſendt til Kong Haakon kort førend han tiltraadte Rejſen til Bergen.
  32. Langebek Scr. r. Dan. I. 128, Fortſættelſen af Albert af Stade (S. 59); Kirchberg, l. c. S. 801, 802. Det omtales og i Annalerne i Asmusſens og Michelſens Archiv, H. 248, men henføres der urigtigt til 1315.
  33. Erik af Langeland levede endnu 13de Mai, da han i et Brev af dette Aar nævnes ſom Vidne (Suhm XI. 640, efter Cypræi Annales S. 302). Han kan ſaaledes ej være død førend noget efter denne Dag i det allertidligſte, og ſandſynligt er det at han førſt døde mod Udgangen af Aaret. Annalerne nævne ikke Dagen, kun Aarstallet, 1310.
  34. Huitfeld (S. 373—376, jvfr. Suhm XI. 726—731) meddeler Kongens Klagepuncter over de fornemſte Sammenſvorne, og heraf fremgaar det tydeligt, at de i det mindſte under Krigen i Sverige maa have været i Forſtaaelſe med Hertugen. Nikolas Brøſt, heder det, aabenbarede Rigets Hemmeligheder og tilintetgjorde derved ofte Kongens Anſlag, og efter at man var kommen hjem fra Sverige, gjorde han og de øvrige Forbund med udenlandſke Fyrſter, o. ſ. v Timme Laurentsſøn „bød i Veſtergøtland de tydſke Folk, der tjente Kongen i Sverige, at forlade ham“, o. ſ. v. Han blev, heder det i Annalerne hos Asmusſen og Michelſen (l. c.), henrettet formedelſt Forræderiet i Sverige; dette var vel ſtrengt taget ikke Tilfældet, da det var hans Deeltagelſe i Sammenſvergelſen, der fældte ham, men det antyder dog umiskjendeligt en Sammenhæng mellem hiin Sammenſvergelſe og det ſenere Forræderi. Og indrømmes førſt denne Sammenhæng, følger deraf Hertug Eriks Medviderſkab ſaa at ſige ligefrem.
  35. Brev af 13de Juni 1310, hvorved det indſkærpes at udrede Tiende tilbørligt, Dipl. Sv. No. 1678.
  36. Dipl. Sv. No. 1057. Om Byrges Anerkjendelſe i Øſtergøtland, der ſkulde være hans Andeel, vidner det, at vi nu finde et øſtgøtiſk Teſtament-Brev, hvor den ſedvanlige Formular om at ville erhverve Kongens, Hertugernes og Lagmandens Beſegling til Stadfeſtelſe er optagen.
  37. Henſigten med Kongens Ophold i Bergen denne Gang var neppe nogen anden end at udſkrive Stevneleding. Naar ſtørre Leding ſkulde udſkrives, begav Kongen ſig i Regelen til Bergen.
  38. Dette ſeer man af det af Biſkop Chriſtjern meddeelte Vidnesbyrd, der nedenfor nærmere ſkal omtales.
  39. Huitfeld (S. 351) anfører dette Brev, men daterer det „X. feria ante beat. Mar. Magdalenæ“. Denne Datering er, ſom man ſtrax ſeer, aldeles urigtig, da man ingen andre feriæ havde end II, III, IV, V, VI. En af disſe maa det være, og det rimeligſte er da at gjette paa V, da man ofte finder at V. og X. i de ældre Haandſkrifter formedelſt Liigheden ere blevne forvexlede med hinanden. Feria V. før Main Magd. er Thorsdagen før 22de Juli, eller den 16de, Dagen før Tractaten ſelv ſluttedes.
  40. Huitfeld S. 364, jvfr. Suhm XI. 694.
  41. Dipl. Sv. No. 1688, Huitf. S. 349. At dette kun er et Forſlag eller Udkaſt, ſees deraf, at Kong Haakons Ratification kun omtales ſom tilkommende, og at det hos Huitfeld udtrykkeligt heder, at Kong Haakon ej beſeglede det, eller gav Kong Erik noget Gjenbrev, medens denne derimod overleverede Kong Haakon en beſeglet Gjenpart. Hos Huitfeld maa det derhos være en aabenbar Fejl, naar det i Uddraget heder, at Kong Haakon ſkulde belenes med Nordre-Halland. Thi for det førſte ſtaar dette i Modſigelſe med den Anmodning, Kong Erik nys i Kjøbenhavn havde fremſat til Haakon, og hvori denne havde ſamtykket, at Hertugerne ſkulde belenes med Grevſkabet; det er aldeles utænkeligt, at Kong Erik, efter førſt at have begjæret dette Samtykke, dog ſiden ſkulde opføre Haakon ſom Leenstager; for det andet ſeer man af Brevet ſelv, ſaaledes ſom det in extenso meddeles i Dipl Sv., at Kongehelles ubetingede Afſtaaelſe er den Priis, der ſættes for Halland; Betingelſen „hvis Kongen af Norge vil erkjende denne Placitation“, ſigter dog nærmeſt til den ham modbydelige Artikel om Hallands Overdragelſe til Hertugerne. Huitfeld maa ſaaledes her have begaaet en Uagtſomhedsfejl, forledet ved Erindringen om den tilſvarende Artikel i det foregaaende Aars Fredsſlutning. At det i Artikel 2 hos Huitfeld heder om de 60 Ryttere, at naar de komme fra Norge, ſkal de holdes paa Danekongens Bekoſtning, har intet at betyde, da det ligeledes er en.Fejl, ſammenhængende med den foregaaende, thi enhver indſeer, at der her ej kunde være Tale om Norge eller Norges Grændſer, men kun om Hallands, for hvilket Leenspligten opfyldtes; Rytterne vare eller foreſtillede her ikke norſke, men hallandſke Krigere; om Haakon — forudſat endog at han virkelig var Leenstageren — vilde ſende dem fra Norge eller Halland, maatte blive hans egen Sag, Danekongen uvedkommende; det førſte kunde i alle Fald ej i Tractaten opſtilles ſom det ſedvanlige eller ene tænkelige, og aller mindſt kunde det faſtſættes, at de, efter at have overſkredet Norges Grændſer, altſaa paa Grevſkabets egen Bund, ſkulde holdes paa Danekongens Bekoſtning. Her har altſaa Huitfeld med ſin ſedvanlige Letferdighed ſat „Norge“ ind paa egen Haand. Huitfeld meddeler ſelv umiddelbart forud (S. 348) et andet Uddrag af Tractatforſlaget, kun noget kortere affattet, ſom han kalder et af Hertugerne indgivet Forſlag, og hvor Hertug Erik ganſke rigtigt nævnes ſom Leenstager, kun med den Forſkjel, at Rytternes Antal beſtemmes til 40 Mand. Denne ſidſte Afvigelſe er nu viſtnok kun en af de ſedvanlige Forvexlinger af „lx“ med „xl“; for øvrigt maa man forklare Tilværelſen af begge Uddrag hos Huitfeld deraf, at der i det danſke Cancelli paa hans Tid virkelig har været to Exemplarer, hvoraf maaſkee det ene var Kong Eriks eget, det andet Kong Byrges, henhørende til dennes Archiv, ſom han tydeligt ſees at have medbragt til Danmark, og at Huitfeld enten ſelv til forſkjellige Tider har gjort Uddrag af dem, eller at tvende af hans Skrivere eller Hjelpere ſamtidigt have uddraget hver ſit, uafhængigt af hinanden, den ene kortere, den anden udførligere, begge, dog iſær den ſidſte, ſaa unøjagtigt, at Huitfeld har antaget Uddragene for at tilhøre to forſkjellige Actſtvkker. Med Fabricius (S. 52—54) at antage, at det Uddrag, hvori .Kong Haakon nævnes, er af et Udkaſt, indleveret af ham, og det andet, hvor Leensrytternes Antal angives til 40, er indgivet af Hertugerne, ſamt at dette endelig blev taget til Følge, kun med den Forandring, at Rytternes Antal forhøjedes til Bo„ gaar ikke an; thi efter hvad der var pasſeret i Kjøbenhavn kunde det bagefter ikke falde Kong Haakon ind at indgive noget Forſlag om ſelv at maatte beholde Halland, og Tillægget hos Huitfeld: „Kongen af Norge fik heraf en beſeglet Gjenpart, Kong Erik derimod intet Gjenbrev“, viſer tydeligt ham kun ſom Modtager, ikke ſom Forſlagsſtiller. Dette Tillæg betegner derimod igjen aabenbart det ſamme, ſom det andet Uddrag S. 348 antyder med andre Udtryk, nemlig: „Dette til Bekræftelſe under alles vores Segl, undtagen Kong Haakons, da denne Tractat er gjort paa hans Ratification“. At Kong Haakon meddeelte ſin Beſegling, men med forklarende Tillæg, erfares af hans eget Brev, ſom her ſtrax nedenfor omtales, og det er denne af ham beſeglede Gjenpart, ſom formodentlig ligger til Grund for det i Dipl. Sv. meddeelte Aftryk.
  42. Huitfeld S. 351.
  43. Huitfeld nævner med ſin ſedvanlige Skjødesløshed her ikke „Hertug Erik“, men „Hertug Chriſtopher“, og tager endog deraf Anledning til at fremſætte den Formodning at ogſaa Chriſtopher (ſom dog allerede var gift) havde friet til Kong Haakons Datter. Man ſeer dog ſaa godt ſom ved førſte Øjekaſt, at ingen anden end Hertug Erik kan være meent, og at Udtrykkene, der nærmeſt ſigte til Overeenskomſten i Oslo i Marts 1310, ej kunne pasſe paa andre end Erik. Huitfelds Skriver har formodentlig læſt et E. (da Navnene ſom ofteſt vare forkortede) ſom C., og Huitfeld, uden nærmere at underſøge Sagen, antaget Chriſtopher for at være meent.
  44. Huitfeld S. 350.
  45. Sammeſteds.
  46. Sammeſteds S. 349.
  47. Brev af Løverdag før Mar. Magd., eller 18de Juli, Huitfeld S. 350.
  48. Huitfeld henfører i ſit Uddrag (S. 346, 347) dette Brev til den 15de Juli, medens det fuldſtændige Actſtykke i Dipl. Sv. 4690 er dateret XIII. Kal. Aug., altſaa 20de Juli. Uagtet det nu viſtnok ſees af Indholdet, at Dipl. Sv. har den af Kong Byrge til Hertugerne udſtedte Gjenpart, medens Huitfelds Uddrag er efter Hertugernes Gjenbrev til Byrge, ligeledes henhørende til dennes medbragte Archiv, er det dog aabenbart, at de ej kunne være udferdigede under forſkjelligt Datum, og da Huitfelds Uddrag i mange Stykker viſer ſig at være overvættes ſkjødesløſt og fejlfuldt (der ſtaar f. Ex. „Nykøping Slot“ iſtf. „Viborg Slot“, ſenere „Nykøping“ iſtf. „Norrkøping“; „Herr Halby“ iſtf. „domina Hadhuig“, d. e. Enken efter Thorgils Knutsſøn, Hedevig af Ravensberg„ der hos Lamey, Geſch. der Grafen v. Ravensberg S. 115 endnu i 1346 omtales ſom „Hatewyg de frouw van Sweden“), har man ogſaa fuld Ret til at antage Dagen for fejlagtig. For Reſten er ogſaa Aftrykket i Dipl. Sv. kun efter et Uddrag eller en Regiſtratur, ſom man af Indledningsordene ſeer. Der ſtaar her XIII. Kal. Aug., hvilket neppe kan have ſtaaet i Originalen, hvor denne Dag vilde have været betegnet St. Margretes Dag; da man nu finder, at man ſenere i Danmark, urigtigt følgende tydſke Kalendariet, har antaget Margretedagen for den 13de iſtf. den 20de, er det ej uſandſynligt, at Huitfelds Skriver har ſat den 13de, og at dette fejlagtigt er gjengivet i Trykken ſom 15de. Thi i den Tids Skrift vare 3 og 5 meget lige.
  49. Huitfeld S. 351.
  50. Dipl. Sv. No. 1798.