Det norske Folks Historie/6/105

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (I-4-2s. 548-566).

Kong Haakons Forventninger om at Hertugerne ſamvittighedsfuldt vilde iagttage de vedtagne Fredsartikler kunne dog vel neppe have været ſynderlig ſtore; det viſer allerede den af ham fra Kjøbenhavn til Helſingborg overſendte Tillægsſkrivelſe. I de til vor Tid opbevarede Afſkrifter af Fredstractaten eller rettere af Udkaſtet til denne findes ingen beſtemt Tid angiven, naar Kongehelle Slot ſkulde overgives; var nu dette heller ikke beſtemt i Hoveddocumentet, ſaa ſtod Adgangen fremdeles aaben for Hertug Erik til under alſkens Paaſkud at forhale Overgivelſen, og ſaaledes ſynes han og at have baaret ſig ad, i det mindſte er det ſikkert nok, at Slottet ikke blev overgivet. Af det lidet, vi erfare om hvad Kong Haakon tog ſig for i den nærmeſt efter Fredsſlutningen følgende Tid, maa man formode, at han en Stund temmelig taalmodigt ventede paa at Hertugen ſkulde opfylde ſine Forpligtelſer. Han begav ſig til Bergen[1], hvor hans Nærværelſe maaſkee var nødvendig deels for at bringe nogle langvarige Stridigheder mellem Biſkoppen og de tydſke Vinterſiddere (hvorom nedenfor) til Ende, deels for at tage Forholdsregler med Henſyn til Skatten fra Finnmarken, der nu i mange Aar var udebleven, viſtnok paa Grund af Karelernes og Rusſernes gjentagne Indfald. Til at hente Skatten ſendte han nu den anſeede Islænding Gisſur Gaut, der i nogen Tid havde været hos ham og formodentlig havde udmerket ſig i Krigen mod Hertug Erik 1309, ſiden det berettes, at han da blev gjort til Hirdmand. Med Gisſur fulgte en vis Valtyr, kaldet Prettapaals-Broder, der ogſaa ſynes at have været en Islænding[2]. Hvad der kan have bevæget Kongen til juſt at benytte Islændinger til denne Sendelſe, har man ingen ſom helſt Kundſkab om. Maaſkee har det været ganſke tilfældigt, men det viſer i alle Fald, at Kongen maa have haft gode Tanker om disſe Islændingers Mod og Dygtighed, hvilke gode Tanker de ogſaa ganſke retfærdiggjorde. Fra Bergen vendte Kongen endnu før Juul[3] tilbage til Oslo, hvor han formodentlig tilbragte Julen, og drog derfra i Februar[4] eller førſt i Marts til Nidaroos, hvor maaſkee Anliggender, der vare en Følge af den daværende Vacance ved Erkeſtolen, krævede hans Nærværelſe. Thi viſtnok var allerede Jørunds Eftermand valgt, nemlig den oftere omtalte Eilif Arnesſøn Kortin, men han var endnu ikke indviet og opholdt ſig neppe engang i Throndhjem; i Auguſt 1309 begav han ſig nemlig til Bergen, for derfra at rejſe til Curien efter Pallium, men maatte formedelſt den ſildige Aarstid udſætte Rejſen[5]; i Begyndelſen af Vintren drog han til Øſtlandet, hvor han rimeligviis tilbragte Julen i Tunsberg, ſammen med Kongen, og da han her ſenere (20de Januar 1310) modtog Pave Clemens’s Indkaldelſe til det almindelige Concilium, der i Anledning af Tempel-Ordenens Ophævelſe ſkulde holdes i Vienne[6] førſtkommende October, var det naturligt, at han end videre udſatte ſin Rejſe indtil da, for at afgjøre begge Anliggender paa een Gang. Men Conciliet ſelv blev ved Skrivelſe af 4de October udſat endnu et Aar, og dette forlængede ogſaa Eilifs Ophold hjemme i Norge ſom Electus i lige ſaa lang Tid. Man finder ingenſteds udtrykkeligt omtalt, at han i denne Mellemtid vendte tilbage til Nidaroos. Derimod er det ſandſynligt, at han var tilſtede i Oslo, da Kong Haakon den 13de Januar 1310, kort førend ſit Tog til Elven, fuldſtændigt tilbagekaldte og casſerede den Overeenskomſt med Erkebiſkop Jørund, hvorved denne blev Kongedømmets Jarl og Vaſall. Han erklærede, heder det her, denne Handling af Erkebiſkop Jørund og Capitlet for ugyldig og casſerede den ifølge Retfærdighedens Bud til Guds og Kirkens Ære, og iſær for Jomfru Marias og Norges Patron, ſin Frænde St. Olafs Skyld, idet han ved nærværende pragmatiſke Sanction beſtemte at Erkebiſkoppen i Nidaroos herefter ikke var ſkyldig at gjøre mere for Kongedømmet og Kronen, end hans Forgængere havde plejet efter de canoniſke Love, Norges Lov og ældgammel Skik[7]. Dette Skridt, hvilket Eilif i det mindſte maa have ſkjenket ſit fulde Bifald, om han end ikke ligefrem bevirkede det, faar dobbelt Betydning paa den Tid, I da Kongen ſtod fiendtlig lige over for Hertug Erik, og, ſom vi have ſeet, § agtede at tage alvorlige Forholdsregler mod dem, der havde begunſtiget Hertugens Agitationer i Norge. Eilif var en oprigtig fedrelandſkſindet Mand, og han ſlog derfor ind paa en Vej, aldeles modſat den, hans Forgænger havde betraadt. Han var ogſaa en Ven af ſine forrige Colleger, Chorsbrødrene, og det er derfor ej uſandſynligt, at han endog udtrykkeligt har bedet Kongen om at begive ſig til Throndhjem og underſtøtte dem i en Trætte, hvori de vare komne med Hr. Serk paa Auſtraat og dennes mægtige Frænder om et Fiſkeri, efterſom han ſelv, der ſtod paa Rejſen til Curien, ej kunde perſonligt tage ſig af dem[8]. Muligt kan det og være, at Kongen, befrygtende at en ny Krig kunde udbryde med Hertugerne, har villet ordne et og andet med Henſyn til Throndhjems og Jemtelands Forſvar. Men hans Ophold i Throndhjem var viſtnok kun kortvarigt, og han havde aabenbart Haſtverk; thi han dvælede ej engang ſaa længe der, indtil han fik afgjort Trætten mellem Capitlet og Auſtraats-Mændene; den 8de Marts var han endnu i Nidaroos[9], men den 12te finde, vi ham allerede paa Gryting, formodentlig Hoſpitiet af dette Navn i Fron i Gudbrandsdalen[10], og herfra udferdigede han Brev om at Befalingsmanden i Nidaroos, Hr. Peter Andresſøn, Lagmanden ſammeſteds Hr. Sigurd Jonsſøn, og en tredie Lagmand, ved Navn Ottar, ſandſynligviis Vice-Lagmand, ſkulde underſøge Sagen[11]. Hvad der kaldte ham ſaa ſkyndſomt tilbage, kan“ neppe have været andet end den vedblivende Spending med Hertugerne i Sverige angaaende Kongehelle. Hvilke Breve eller Budſendinger der desangaaende har været udvexlet mellem Kongen og Hertugerne, vides ikke, men ſaa meget ſeer man, at Kongen af Danmark har ſøgt at forekomme Krig, og at Kong Haakon maa have erklæret ſig villig til at modtage hans Megling; thi han ſendte ſom Geſandter til Danmark Hr. Snare Aſlaksſøn og Sira Ivar Olafsſøn, den vordende Cantſler, og disſe lovede, ved et Brev udſtedt paa Tranekjer (paa Langeland) den 22de April, paa ſin Konges Vegne, at han den 8de Juli ſkulde indfinde ſig i Kjøbenhavn, for der at underhandle med Kong Erik med Henſyn til Hertugerne, og at der imidlertid ſkulde være Fred og Stilſtand mellem ham og Hertugerne, ſaavel hvad Kongehelle Slot, ſom alt andet angik, indtil 14 Dage efter hiint Møde; ligeledes lovede Kong Erik paa Hertugernes Vegne, at de ſkulde holde ſig Fredsſlutningen til Helſingborg efterrettelig[12]. Heraf ſeer man da, at Kong Haakon i Løbet af Marts Maaned maa have tænkt paa at udruſte en Hær, for med væbnet Magt at tage Kongehelle tilbage, men at Kong Erik maa have ſkyndet ſig at ſende ham Geſandter, der overtalte ham til endnu at vente nogen Tid, førend han begyndte Fiendtligheder, og imidlertid at ſende hine Befuldmægtigede til Danmark, der ſkulde aftale det Nærmere. Herved havde han da ogſaa middelbart ſamtykket i at Kongehelle Slot endnu indtil videre ſkulde forblive i Hertug Eriks Beſiddelſe. Men over de nærmeſt følgende Skridt fra Kong Haakons og Hertugernes Side i denne Sag hviler et fuldkomment Mørke. Vi vide kun ſaa meget, at det aftalte Møde i Kjøbenhavn, hvorved det naturligviis forſtod ſig af ſig ſelv at ogſaa Hertugerne ſkulde indfinde ſig, ikke blev afholdt, medens dog Hertug Erik nu med Eet atter begyndte at nærme ſig Kong Haakon og gjorde alle forberedende Skridt for at gjenknytte den gamle Forbindelſe med denne og ganſke at afbryde Forbundet med Kong Erik og det Baand, der ſkulde knytte dette faſtere, nemlig Trolovelſen med Sophia af Werle. Riimkrøniken omtaler en Sammenkomſt mellem Hertug Erik og Kong Haakon ved Steensø, der neppe kan være noget andet Sted end Steensø Havn i Halland, lidt ſøndenfor Falkenberg, og her, ſiger den, fik Hertug Erik hans Mø, det vil ſige, Tilſagn om at faa hende til Egte, og var fra den Tid af ſtedſe i god Forſtaaelſe med Kongen. Tiden, naar denne Sammenkomſt holdtes, angives ej, men da man ſeer, at der, uagtet ingen Fredsmegling i Kjøbenhavn fandt Sted, dog ej alene ikke udbrød nogen ny Krig mellem Kongen og Hertugerne, men at disſe endog fra Midten af 1311 øjenſynligt handle i Samraad med ham, er det klart, at Sammenkomſten maa have været holdt i Løbet af Sommeren; og at den holdtes ved Steensø, i Søndre-Halland, viſer tydeligt nok, hvad ogſaa alt det øvrige godtgjør og Sagens. Natur medførte, at Sammenkomſten var hemmelig, for at Danekongen intet ſkulde vide derom. Thi hvis Hertugen havde begivet ſig til Norge eller Kong Haakon til Sverige, vilde dette let have kunnet vække Opſigt, men naar Kong Haakon ligeſom ganſke tilfældigt paa en Rejſe til eller fra Bergen under Paaſkud af Modvind løb ind i en hallandſk Havn og her traf Hertugen, der ogſaa ganſke i Stilhed kunde have begivet ſig derhen, ligeſom tidligere til Mothorp, da kunde det Hele løbe ganſke ubemerket af. Nu erfare vi at Kongen i Mai var i Bergen[13], men længer ud paa Sommeren i Viken, og navnlig den 3die September i Tunsberg[14], hvorimod vi atter den 1ſte November finde ham i Bergen[15]. Hertugerne derimod tilbragte, ſom det lader, den ſtørſte Deel af Sommeren i Upland eller Sødermanland[16]; men hvor de opholdt ſig efter den 1ſte September indtil det følgende Aars Januar, vides ikke, og intet hindrer derfor at antage — ja det er endog det rimeligſte — at Kong Haakon om Sommeren har været i Bergen for at gjøre Udruſtninger og udbyde Leding til Krigstog mod Hertugen i det Øjemed at tage Kongehelle Slot tilbage, at Hertug Erik i Tide har ſøgt at forekomme dette og gjort Tilnærmelſer, og at omſider en hemmelig Aftale er ſluttet, ifølge hvilken Hertug Erik ſidſt i September eller førſt i October har begivet ſig ttl Halland og i al Stilhed mødt ham i Steensø Havn. At Overeenskomſten maa være ſluttet mellem dem, førend Kongen anden Gang rejſte til Bergen, er klart, thi Kongen kom ej tilbage til Øſtlandet førend efter Midten af Marts det følgende Aar, og imidlertid havde Hertug Erik, ſom det ſtrax ſkal viſes, gjort en Udenlandsrejſe, hvor hans fornemſte Erende netop maa have været at bortrydde de Hindringer, der nu ſtillede ſig i Vejen for hans Giftermaal med Kong Haakons Datter[17]. Dette er alt, hvad der af de hidtil opdagede Actſtykker og hiſtoriſke Beretninger lader ſig ſige til Opklaring af denne Sag, og at dette er faa lidet, kommer vel juſt deraf, at den maatte drives og blev dreven med ſaa megen Hemmelighedsfuldhed. At Hertug Erik, ſom det ſynes, ſaa pludſeligt atter vendte ſig til Kong Haakon, kan alene være kommet deraf, at han nu atter fandt Giftermaalet med Ingebjørg fordeelagtigere end det med Sophia, hvad enten han nu havde bragt til Vished, at Sammenſvergelſen mod Kong Eriks Liv for det førſte ej vilde komme til Udførelſe, og altſaa de Forhaabninger, han under denne Forudſætning knyttede til dette Egteſkab, ej vilde blive opfyldte, eller, om man ej vil tillægge ham faa ſlette Bevæggrunde, at han havde overtydet ſig om, at Kong Erik enten ej vilde eller ej kunde give ham ſaa ſtore Beſiddelſer i Danmark, ſom han rimeligviis havde gjort Regning paa. Hvilke Strenge han anſlog hos Kong Haakon for atter at vinde ham, er let at gjette; han maa have foreſtillet ham, at han nu, efter at han var bleven forlenet med Halland og ſaaledes var ſikker paa dette, aller nemmeſt kunde bringe baade det og Kongehelle Slot tilbage til den norſke Krone ved at egte Ingebjørg; han har maaſkee endog ladet Haakon vide, at under anden Betingelſe vilde Kongehelle Slot aldeles ikke blive tilbagegivet, og Haakon maa have foretrukket denne Maade at ordne Sagen paa for en Krig, hvis Udfald vilde være yderſt tvivlſomt. Hertil kom, at Hertug Erik ej alene havde hans tidligere Løfte, men ogſaa under alle Omſtændigheder maa have været ham en langt ønſkeligere Svigerſøn end en Søn af Kong Byrge, med hvem man næſten kunde kalde det en Ulykke at komme i Forbindelſe, ikke at tale om den Forkjærlighed, Dronning Euphemia altid havde for Hertug Erik, og ſom dog altid ogſaa maa have ſmittet noget paa Kong Haakon. Viſtnok kan man ej ſige Haakon fri for her at have viiſt en Ferd mod den danſke Konge, der ej ſtemmede med hans ſedvanlige Aabenhed og Redelighed, thi det fremgaar tydeligt af alt, hvad der videre ſkede i denne Sag, at Kongen og Hertugen maa have overlagt at drive alle Forberedelſer med ſtørſt mulig Hemmelighed, og fornemmelig ikke lade Danekongen vide det aller mindſte derom, førend Alt var bragt i Orden eller Brylluppet endog allerede holdt. Men Uoprigtighed og Uordholdenhed i politiſke Forhandlinger hørte paa den Tid allerede til det ſedvanlige, og Kong Haakon var i denne Henſeende overhoved ikke verre, men ſnarere meget bedre, end de fleſte andre ſamtidige Fyrſter, faa at man ikke maa bedømme denne Afvigelſe fra den ſtrenge Redeligheds Bane altfor ſtrengt; derhos har han upaatvivleligt ſiden Mødet i Helſingborg haft meget imod Danekongen, fordi denne da aflokkede ham Løftet om at forlene Hertugerne med Halland efter førſt at have vundet Hertug Erik for ſin og ſit Huus ved det forud aftalte Giftermaal med Sophia af Werle, ja det lader endog til, at dette Giftermaal i 1310 var blevet ligeſaa hemmelig indledet og aftalt, ſom Fornyelſen af Hertug Eriks Trolovelſe med Ingebjørg af Norge i 1311, og Kong Haakon kunde derfor mene ſom ſaa, at han ikke var Kong Erik ſtørre Redelighed ſkyldig, end denne havde viiſt mod ham. Hvorledes man nu dømmer derom, ſaa er det viſt, at Kongen og Hertugen maa have aftalt, at begge Brødrene ſkulde faa hver ſin af de to norſke Kongedøttre, ſaaledes ſom det var beſtemt ved Sammenkomſten i Oslo 1310, og at Hertug Erik ſkulde drage til Curien, under Paaſkud deels af en Pilegrimsferd, deels af at opfylde ſin i Helſingborgfreden indgangne Forpligtelſe at ſkaffe pavelig Dispenſation til ſit Giftermaal med Sophia af Werle, maaſkee og af at beſørge det ſamme Erende for Magnus Byrgesſøn og Jomfru Ingebjørg, men i Virkeligheden, ſom man maa antage, forat arbejde herimod, hvilket aller letteſt kunde ſkee, naar han fik Paven til at erklære, at hans og Jomfru Ingebjørgs førſt indgangne Trolovelſe maatte og ſkulde ſtaa ved Magt[18]. Hertug Erik ſynes at have tiltraadt Rejſen til Søs fra Kalmar til Tydſkland den 6te Januar 1312[19]; den 1ſte Februar var han allerede i Køln, hvor han laante en Deel Penge[20], og maa derfra have begivet ſig til Valfartsſteder Rocamadour, ſtrax nordenfor Cahors i Frankrige, der udgaves for hans Rejſes Maal; men det var dog utvivlſomt det nærliggende Vienne, hvor Pave Clemens juſt paa denne Tid holdt det ſtore Concilium, og hvor han meget hurtigt maa have faaet udrettet hvad han ønſkede, thi den 11te Marts var han allerede tilbage i Lübeck. Paa denne Tid laa Kong Erik af Danmark i Strid med Roſtock, fordi Staden ej vilde underkaſte ſig, og Aaret forud, da Kongen kom derhen med en ſtor Hær og glimrende Følge, for at holde den brandenburgſke Markgreve Valdemars Bryllup med overvettes Pragt, ikke engang havde villet lukke Portene op for ham eller nogen af de øvrige Fyrſter, ſaa at de alle maatte ligge i Telte. Roſtock underſtøttedes af de øvrige Stæder, Lübeck undtagen, der ej vilde føre Krig mod ſin Skytsherre; de udruſtede en Flaade, hvormed de tidligt paa Vaaren, ſtrax efter Paaſke, herjede de danſke Kyſter, fornemmelig ved Beltesſund. Juſt paa denne Tid, i April, kom Hertug Erik paa et lübeckſk Skib ſejlende for at drage til Falſter og derfra videre, men mødte endeel af Stædernes Kogger, hvis Beſætning gjorde Landgang; ſtrax gjorde han fælles Sag med Indbyggerne og hjalp dem ſaa godt, at Fienderne bleve ſlagne og maatte flygte. Da Kong Erik, ſom opholdt ſig i Neſtved, hørte dette, betragtede han det ſom en ſtor Vennetjeneſte og modtog Hertugen med aabne Arme[21]. Hvad denne nu kan have forebragt Danekongen, der upaatvivleligt maa have ſpurgt ham om hvorledes det gik med Dispenſationsſagen ved Curien, er vanſkeligt at gjette. Saa meget ſeer man, at Danekongen endnu var og fremdeles vedblev at være i god Tro, ſaa at Hertugen vel maa have givet ham det bedſte Haab og kun foregivet at Sagen endnu vilde tage nogen Tid. Han drev endog Forſtillelſen faa vidt, at han paa Søborg den 18de April gav Danekongen et formeligt Brev paa, at han ſkulde underſtøtte ham mod hvem ſom helſt, undtagen mod ſin egen Broder Valdemar[22]. Kong Erik var i den nærmeſt paafølgende Tid ſaa beſkjeftiget med at bekrige Roſtock, i hvis Nærhed han befandt ſig lige fra Slutningen af Juni til October, at han neppe kunde ofre ſynderlig Opmerkſomhed paa hvad Hertug Erik tog ſig for, og troede nu desuden alt indledet og paa det bedſte. Men Kong Haakon, ſom i Løbet af eller ſtrax før Sommeren var kommen tilbage fra Bergen til Øſtlandet[23], lod alt indrette paa det prægtigſte til et Bryllupsgilde i Oslo, og her indfandt ſig da begge Hertugerne til Michelsmesſe, paa hvilken Dag det dobbelte Bryllup ſtod. Riimkrøniken ſkildrer den Pragt og de Feſtligheder, der ledſagede det, ſom ganſke overordentlige. Da Kongen lod Hertugerne melde, heder det, at han vilde gjøre Brylluppet, „bleve de blide“;

Dyr kläde och dyr ſmide,
läto de då ſkära och göra
ſom de wilde med ſig föra,
och klädde dera riddara och ſwena af ny
med tu par kläde och ſomma med try:
och läto dem örs väl beſlå:
de hade en långan wäg att gå.
Om Michelsmesſo kommo de där.
hwar ſom wet hwar Osloo är,
där wardt dera bröllop redt,
de wäniſta jomfrur man hafwer ſett,
woro där, twå konungsdötter;
en man war aldrig ſwå illa grötter (d. e. bragt til at græde),
att hans hjerta måtte ej lee,
ſwå woro de wäna att ſee.
Hertog Erik den fromme och milde(!)
fikk den han hafwa wilde,
den konungens broderdotter war,
henne fick hertog Valdemar:
där war fröjd och mycken gläde,
de gerande (d. e. de ſom ſkulde gjøres til Riddere) fingo ny kläde,
örs och gangare i goda liit,
rikare foro de dädan an diit;
där war dyſt og bohord (Turnering),
dans, leek och fager ord,
glädje ehwart man ſig wände[24].

Et Skaar maa det dog have gjort i Glæden, at Dronning Euphemia, der vilde have frydet ſig ſaa inderligt over at ſee dette ſit kjæreſte Ønſke opfyldt, ikke længer var i Live. Hun døde den 1ſte Mai, uviſt om i Bergen eller Oslo[25]. Det er tydeligt nok, at hun maa have taget den ivrigſte Deel i Forberedelſerne til det dobbelte Bryllup, og navnlig været betænkt paa, at hendes Yndlingsfornøjelſe, Forelæsning af en ny franſk Roman, ej ſkulde ſavnes, thi det fortælles udtrykkeligt, at hun kun lidet før ſin Død lod „Flores og Blanzeflor“ overſætte paa Svenſk[26]. Af hendes Teſtamente kjendes kun ſaa meget, at hun ſkjenkede til Mariekirken 100 Mkr. Norſk, hvilke Kongen Aaret efter lod udbetale[27]. Hvad for øvrigt Brylluppet angaar, er det ej uſandſynligt, at det oprindeligen allerede var berammet til Mai, umiddelbart efter Hertugens Hjemkomſt, men at hendes Død gjorde det nødvendigt at udſætte det nogle Maaneder. Kong Haakons Datter Ingebjørg var da endnu kun 11 Aar gammel, og Ingebjørg, Kong Eriks Datter, 15; de fulgte derfor ikke ſtrax Brudgommene til Sverige, men bleve endnu et Aars Tid hjemme i Norge.

Det er let at begribe, at Efterretningen om dette Dobbelt-Bryllup maatte vække den ſtørſte Forbauſelſe og Forbitrelſe ved det danſke Hof, ej at tale om den forſmaaede Sophias Fader, Nikolas af Werle, og om Kong Byrge. Men om begge disſes Vrede brød viſtnok hverken Kong Haakon eller Hertug Erik ſig ſynderligt, og hvad den danſke Konge angaar, da kunde Tiden neppe være belejligere til at ſlippe for noget hevnende Angreb af ham, thi det var juſt ved denne Tid, at Sophia af Langeland havde meddeelt ham det Brev, der underrettede ham om Jydernes Sammenſvergelſe, og han optoges nu, ſom det lader, meſt af ſine Forberedelſer til at hevne denne. Dog ſeer man at der maa have været vexlet Breve og Budſendinger mellem ham og Hertug Erik, i Førſtningen vel endog med temmelig Bitterhed, og at man nu ogſaa atter betragtede Forholdet mellem Norge og Danmark ſom et Krigsforhold, ſaa at der maatte en udtrykkelig Overeenskomſt til, for at Fredsſtilſtanden kunde vedblive. En ſaadan Overeenskomſt ſluttedes dog allerede den 16de December mellem Kong Erik og Hertugen i Helſingborg. De foretrak begge af let begribelige Grunde en fredelig —Afgjørelſe for en ny Krig. De enedes om at voldgive alt ſit Mellemværende til Afgjørelſe af 8 Opmænd, og Kong Erik nævnte dertil ſin Broder, Hertug Chriſtopher, Erkebiſkop Æsger af Lund, Grev Adolf af Schauenburg og Fyrſt Henrik af Meklenburg, medens Hertugen nævnte ſin Broder Valdemar, Biſkop Karl i Linkøping og Lagmændene Byrge Petersſøn og Gudmar Magnusſøn. Førſtkommende Michelsdag ſkulde disſe møde i Falkenberg og afſige ſin Kjendelſe, hvilken ufravigeligt ſkulde ſtaa ved Magt; kunde de da ej blive enige, ſkulde de komme ſammen Michelsdag det følgende Aar tilligemed Kongen og Hertugen ſelv, for da at bringe Sagen til Ende. Døde nogen af Voldgiftsmændene, ſkulde en anden nævnes i hans Sted. Imidlertid ſkulde der mellem Kong Erik, Hertug Chriſtopher og deres Venner paa den ene Side, og Kong Haakon og de ſvenſke Hertuger paa den anden være ſikker Stilſtand; Indbyggerne af begge Riger maatte frit beſøge hinanden gjenſidigt og nyde ſit Gods hvor ſom helſt, dog ſkulde ikke de fredløſe Kongemordere eller deres Arvinger heri være indbegrebne[28]. Øjenſynligt var det ogſaa netop til Brug ved den foreſtaaende Paakjendelſe af Trætten, at Kong Erik den 2den Januar 1313 fik Biſkop Chriſtjern af Ribe til at udſtede det før omhandlede Vidnesbyrd om, at Kong Haakon havde ſamtykket i hans Forſlag, at forlene de ſvenſke Hertuger med Halland. Man ſkulde næſten formode, at Kong Haakon til Retfærdiggjørelſe af Løftesbruddet har paaſkudt, at hiint Samtykke ej var erhvervet paa nogen redelig Maade, men kun ved Overliſtelſe.

Trætten bilagdes dog hurtigere, end den nys omtalte Overeenskomſt ſyntes at bebude, og nogen Sammenkomſt af Voldgiftsmænd eller Afſigelſe af Voldgifts-Kjendelſe fandt ikke engang Sted. Aarſagen ſynes at maatte have været den, at de jydſke Anliggender antoge en betænkeligere Charakteer, end Kong Erik fra førſt af havde ventet. Saa vidt man kan ſkjønne, maa de Sammenſvorne have faaet Nys om, at Sammenſvergelſen var røbet og at Kongen beredede ſig til at tage en haard Dom over dem, ſaa at de i et Slags Fortvivlelſe beſluttede ſig til, lige ſaa godt ſelv at gjøre Oprør, førend Kongen endnu havde ſamlet tilſtrækkelige Stridskræfter mod dem. Nikolas Brokk, Nikolas Laurentsſøn o. fl. ophidſede, ſiges der, Bønderne i Jylland, ſaa at de negtede at betale Skat og Landgilde. Kongen ſendte ſin Drottſete Nikolas Olafsſøn mod dem med nogle Hofmænd, men Bønderne angrebe og ſloge dem paa Flugten ved Kolding og fældte mange af dem[29]. Saaledes var der allerede flydt Blod, og Jylland var i aabenbart Oprør. Under disſe Omſtændigheder begriber man let, at Kong Erik kunde ønſke at bringe Sagen med de ſvenſke Hertuger og Kong Haakon ganſke paa det Rene og ſikre ſig ſtadig Fred fra den Side, førend han drog over til Jylland for at dæmpe Oprøret. Der aftaltes en ny Congres i Helſingborg mellem alle tre Konger, de ſvenſke Hertuger, Hertug Chriſtopher og Nikolas af Werle til Midten af førſtkommende Juni, og denne Congres maa allerede have været berammet tidligt om Vaaren, da vi ſee at Kong Haakon, der ſynes at have tilbragt Julen i Viken, var i Nidaroos i April og førſt i Mai[30], og derfra maa have rejſt til Søs langs Kyſten lige til Mødet, ſiden vi den 10de Juni endnu finde ham ved Agvaldsnes[31] og derimod i det mindſte een Dag før den 19de Juni i Helſingborg, thi paa denne Dag ſluttedes Freden. Indbydelſen til Kong Haakon om at komme til Congresſen maa ſaaledes være indløben og hans Tilſagn derom givet førend han rejſte til Nidaroos, altſaa maaſke i Marts Maaned, ved hvilken Tid vi ogſaa ſee at Danekongen lod flere af Rigets Biſkopper udſtede Forſikringsbreve, hvorved de lovede ham ſin troe Tjeneſte; et Tegn paa, at de jydſke Anliggender da begyndte at blive betænkelige. Nikolas af Werle var allerede kommen til Helſingborg før den 13de Juni, thi da udſtedte han et Brev om ej at ville bortgifte ſin Datter Sophia, hvis Haand nu var bleven fri, uden Kong Eriks Vilje[32]. Hertug Erik var da undervejs, i Marſtrand, hvor han ſamme Dag gav Indbyggerne af Kampen nye Handelsfriheder[33]. Om Underhandlingerne paa Congresſen vides for øvrigt intet, men Fredstractaten ſelv, der beſegledes paa før nævnte Dag (Tirsdag efter Trinitatis-Ugen, altſaa 19de Juni), indeholder følgende Artikler:

1. Der ſkal være evig Fred mellem alle tre Riger.

2. Til Erſtatning for den Tort, de ſvenſke Hertuger have tilføjet Danekongen, hans Broder og Nikolas af Werle, fordi Hertug Erik ej tog dennes Datter til Egte, ſkal Hertugen betale Kong Erik 4000 Mkr. kølnſk, og Nikolas af Werle det Halve; Udbetalingerne ſkulle ſkee ſaaledes, at førſtkommende St. Nikolai Dag (6te December) ſkal Kongen kunne hæve 2000 Mkr. i Falkenberg, Nikolas 1000 Mkr. i Lübeck, ſamt de næſte 2000 og 1000 Mkr. den følgende St. Mortensdag (11te November), ligeledes i Falkenberg og Lübeck; i manglende Fald ſkal en af Hertugerne med 30 Riddere lægge ſig ind til Maning (obstagium) i Stockholm. Fremdeles ſkulle begge de ſvenſke Hertuger med 100 Riddere og Svenne ſverge en Eed, at Hertug Erik ikke af nogen uhæderlig Aarſag har forladt Jomfru Sophia eller hendes Fader og Morbrødre til Spot, men alene fordi han ifølge Guds Lov ej maatte have hende[34]. (Heraf ſeer man altſaa, at Hertug Erik under ſin Udenlandsrejſe maa have maget det ſaaledes, at Dispenſation negtedes). Endelig ſkulle de ſvenſke Hertuger, efter tre Maaneders Tilſigelſe, tjene Nikolas af Werle i tre Maaneder med 100 Mand paa egen Bekoſtning, kun ikke mod Kong Erik.

3. Ingen af de contraherende Herrer ſkal tage den andens Mænd og Tjenere i ſin Tjeneſte eller forholde dem for deres rette Herre.

4. Hertugernes Forlening med Nordre-Halland ſkal ſtaa ved Magt, efter ſom Kong Eriks Brev melder.

5. Kommer der fremdeles nogen Trætte paa mellem de her nævnte Parter, ſkal den afgjøres ved Compromis; dertil nævne Kongerne Erik og Byrge, Hertug Chriſtopher og Nikolas Fyrſt Henrik af Meklenburg og Biſkop Olaf af Roeskilde, men Kong Haakon og de ſvenſke Hertuger Grev Gerhard Gerhardsſøn og Gerhard af Rendsburg, Herrer af Holſten[35]. Disſe fire Herrer ſkulle inden fire Maaneder ſøge at forlige dem; kunne de ikke det, ſkulle de under Eed erklære hvad de kjende for Ret, og derefter ſkulle Parterne rette ſig.

6. De ſvenſke Hertuger ſkulle til førſtkommende Mariemesſe ſidre (8de September) følge Jomfru Sophia til Ethraby og overgive hende til Kong Eriks Sendebud. Førſtkommende Mariemesſe fyrre (15de Auguſt) ſkal Hertug Erik i Ljodhuus give Kong Eriks Sendebud Forſikring herpaa, og tillige gjøre ſin Eed paa, at han ej har forladt hende for nogen Udyds Skyld, og de Riddere, ſom ikke for have givet Forløfte for hine Udbetalinger, ſkulle da gjøre det.

Tractaten forſynedes ſom ſedvanligt med Fleres Forløfte og Medbeſegling. Og derforuden ſynes det, ſom om Hertug Erik har givet Danekongen en ſærſkilt Forſikring om at ſkulle ſtaa ham bi mod alle og enhver, undtagen mod ſine Venner, i hvilket Tilfælde han dog inden to Maaneder ſkulde ſøge at megle en venlig Forligelſe, og hvis dette ikke lykkedes, tage Kongens Parti; han ſkulde heller ikke lokke Kongens Vaſaller til ſig eller ſtaa dem bi mod Kongen, men forfølge dennes Uvenner ſom ſine egne[36].

Denne Fredsſlutning blev virkelig af ſtørre Varighed end de foregaaende og endte i det mindſte for Norges og Danmarks Vedkommende fuldſtændigt den langvarige Krig, der med forſkjellige Mellemrum havde vedvaret ſaa godt ſom lige ſiden Kong Magnus’s Dage, og i det mindſte ſiden Kong Erik Chriſtophersſøns Drab. Vel bevirkede Kong Byrges Fremferd mod ſine Brødre, der i det Følgende ſkal omtales, for en kort Tid en ny Opblusſen af Fiendtligheder mellem Sverige og Danmark, hvori og tildeels Kong Haakon blev reven med, men Sagen var dog ikke hans egen, og Fredsſtilſtanden, i det mindſte med Danmark, leed dog idet Hele taget ingen ſynderlig Afbrydelſe, ſaa længe Kong Haakon levede.

Længer ud paa Sommeren eller rettere ved Begyndelſen af Høſten bleve de tvende unge nygifte Hertuginder afſendte til ſine Mænd. Disſe havde allerede i længere Tid gjort ſtore Forberedelſer til deres feſtlige Modtagelſe. Ved Pintſetid, fortæller Riimkrøniken, lod Hertugen hugge Tømmer og drage til Ljodhuus for der at opføre en ſtor og prægtig Gjeſtebudsſal; der var mange Tømmermænd, med en Meſter i Spidſen, til at udføre Arbejdet, men det varede dog længe, før den blev ferdig; da var den og faa prægtig, „at om den ſkulde ſælges for Penge, maatte den koſte 1000 Mkr.“ Den blev indvendig betrukken med Klæde, Baldakin og Sindal[37]; ſtore Kjeldere vare indrettede dertil og fyldte med ypperlige Vine og anden Drik. Kong Haakon, heder det, tog da

de wänaſte ſkepp man kunde få,
och redde dem ſwå höfwiſklika till
ſwå ſom den man der gerna will
ſinom wännom gott weta;
jag tror man ſkulle länge leta
förr an man ſåge en wänare ſkara
än man ſåg då af Osloo fara,
af ſneckjor, karfwor och löpeſkutor;
twar tocken flock i hafwet rutar
då är han fager å att ſee;
til Swerige då wille de.
De frugar war da fylgt till ſtrand
och konungen tog i dera hand,
ſom det war i landom ſed,
och bad dem fara i Guds fred;
Drottningen[38] gjorde och det ſamma,
andre frugar, och hevnes amma;
henne gaf hon gode gafwa,
tocket klenod hon wille hafwa;
där war mycken qwinnogråt
den dagen, da de ſkiljdes åt.

Mariemesſe øvre (den 8de September) landede Skibene ved Ljodhuus, hvor der nu i 4 Dage blev holdt et overvættes prægtigt Gilde. Der var, ſiges der i Riimkrøniken, megen Tummel og Trængſel af Heſte, der var Fedlere og Pibere fra mange Lande, og der uddeeltes Gaver med begge Hænder. Der blev holdt mangen Dyſt, og mange bleve gjorte til Riddere, navnlig nogle Greveſønner fra Tydſkland. Marſken, der ſkulde ſørge for Foderet til alle Heſtene, havde, ſiges der, en Stav af Sølv, ſom han kun lod ſtaa derinde, uden ſelv at dele ud, men overladende det til Enhver at tage ſom han vilde, alt efter Hertug Eriks Befaling; og da der ej var mere Foder, gav Hertug Erik Staven til en af de vordende Riddere. Det eneſte Skaar i den almindelige Lyſtig hed var, at Vejret var ſaa ſlemt og regnfuldt; der hvor man før, heder det, gik med lave Sko, der maatte man nu gaa over en Bro; men der var anbragt Lys ſaaledes at man ogſaa om Aftenen, i Mørket, kunde ſee at finde Vej. Maaſkee var det ogſaa under disſe Feſtligheder, at Hertug Erik gav Ingebjørg hendes Morgengave og Livgeding, der, ſom vi i et ſildigere Document erfare, beſtod af det nye Slot Axevalla (ogſaa ſlet hen kaldet Nyhuus) med Vermeland ſamt fem Hereder i Veſtergøtland: Vallahered, Skaanungshered, Kindahered, Vartoftahered og Gudhemshered med Tilbehør[39]. Hvad Hertug Valdemar ſkjenkede ſin Huſtru, vides ikke. Da Feſtlighederne vare til Ende, begav Hertug Valdemar ſig til Kalmar og Hertug Erik til Agnathorp, hvor han vilde tilbringe Julen i Stilhed[40].

Imidlertid vare ogſaa Anliggenderne paa Norges nordligſte Yderkanter ordnede, thi allerede i 1311 var den forhen omtalte Islænding Gisſur Galle kommen tilbage med Kongens Skat, hvilket vel altſaa vil ſige, at han havde faaet Finnerne bragte til Lydighed; og to Aar ſenere, nemlig i 1313, kom endog, ſom der fortælles, Finnekongen Martin til Kongen[41], formodentlig i Bergen, hvorhen han begav ſig umiddelbart eller ganſke kort efter Fredsſlutningen i Helſingborg. Skade, at vi ikke kjende nærmere til Sammenhængen hermed, og hvorledes det forholdt ſig med denne ſaakaldte Finnekonge, der, naar man ej vil regne den fabelagtige Mattul, der alene tilhører Sagnverdenen, er den eneſte, der nogenſinde omtales. Hiin Martin maa formodentlig have været en riig og blandt ſine Landsmænd formaaende Same eller Finn, der tidligere havde faaet dem“ overtalte til at negte Kong Haakon Skat og ſelv ſtillet ſig i Spidſen for dem, men af Nordmændene var bleven benævnt „Finnekonge“, ligeſom en vis Bugge, der tre Aar efter ſtod i Spidſen for et Bondeoprør mod Kong Byrge i Smaaland, blev af dennes egne Mænd kaldet Smaalandskongen[42]. Hiin „Finnekonge“ kom vel til Kong Haakon førſt og fremſt i den Henſigt at underkaſte ſig ham, men dog viſtnok ogſaa tillige for at faa de Misligheder afhjulpne, der ſynes at have bevirket Opſtanden. Kongen gav nemlig netop paa den Tid, da „Finnekongen“ maa antages at have været hos ham, en Forordning for Haalogaland[43], hvoraf ogſaa et Par Artikler berøre Finnerne, og deraf ſee vi, at de norſke Embedsmænd, og iſær deres underordnede Fuldmægtige, der her endnu, ſom man ſeer, kaldtes Aarmænd, maa have behandlet de ſtakkels Finner med den ſkammeligſte Vilkaarlighed og tilladt ſig de verſte Undertrykkelſer, ſaa at Fortvivlelſen omſider maatte bringe dem til at ſlutte ſig ſammen for at gjøre Modſtand. Kongen advarer nemlig ſaavel Kongedømmets Aarmænd, ſom Erkebiſkoppens, der paatale Overtrædelſer af Chriſtenretten, om ikke, naar de kom ind i Fjordene til Finnerne, at paaføre dem vrange Søgsmaal eller paa anden Maade indjage dem Skræk for derved at afpresſe dem Gaver eller Betaling; Sysſelmændene og Lagmændene, ſaavel ſom enhver anden formaaende Mand, der var i Nærheden, ſkulde, naar ſlige Uretferdigheder beviiſtes, ſøge at ſkaffe Finnerne Ret. Tillige beſtemte han maa Grund af Finnernes ſtore Nød og Fattigdom, hvorom han nu var bleven underrettet“, at enhver af dem i de førſte 20 Aar efter at han havde antaget Chriſtendommen ikke ſkulde betale mere end en Trediedeel af den foreſkrevne Sekt for hvilken ſom helſt Overtrædelſe han maatte begaa, enten af den verdslige eller den kirkelige Ret, og hvad enten Sekten tilkom Kongen eller Erkebiſkoppen; førſt naar de tyve Aar vare henrundne, ſkulde han være fuld Sekt underkaſtet ſom de andre Bumænd. Herved havde Kongen vel ogſaa iſær Chriſtendommens Udbredelſe for Øje. Man man nu end antage, at disſe Beſtemmelſer, ſiden de ere indtagne i en Forordning for Haalogaland, egentlig iſær ere givne med Henſyn til de Finner, ſom droge om paa Haalogalands Grændſefjelde og plejede at ſidde ved de haalogalandſke Fjordbunde, ſaa maatte de dog ogſaa kunne finde deres Anvendelſe paa det egentlige Finnmarken, og at ogſaa dette var Øjemedet, ſynes Udtrykket „ſom de andre Bumænd“ at viſe, thi kun i det egentlige Finnmarken kunde der være Tale om Bumænd. Det maa formodentlig mere have været ved Overtalelſer og gode Løfter, end ved Magts Anvendelſe, at Gisſur Galle fik Finnerne til atter at underkaſte ſig Kongen. Og derſom ikke Slottet Vargøyjarhuus allerede var opført under Kong Haakon Haakonsſøn, hvilket man næſten ſkulde formode, ſaa blev det i alle Fald nu opbygget eller i det mindſte iſtandſat og forſterket, da det paa denne Tid mere end nogenſinde gjaldt at have et faſt Punct paa de Kanter til Vern mod Rusſernes og Karelernes hyppigere og hyppigere Indbrud[44].

  1. Vi have intet af Haakon efter Mødet i Helſingborg og Kjøbenhavn udſtedt Brev førend et fra Fane ved Bergen, dateret 10de November 1310, Dipl. Norv. II. 104.
  2. De isl. Annaler.
  3. Den 30te Novbr. var han paa Fitje, paa Storden i Søndhordland, altſaa paa Sejladſen til Viken, Dipl. Norv. II. 105.
  4. Den 31te Januar var Kongen endnu i Oslo, Dipl. Norv. II. 106.
  5. Den 1ſte September ankom han til Bergen, Suhm XI. 631, efter Barthol. E. 317.
  6. Isl. Annaler ved 1310.
  7. Dipl. Norv. I. No. 125.
  8. Hvad Tid Eilif reiſte, angives ej nøjagtigt: Annalerne nævne 1310, men, ſom det er paapeget af Keyſer l. c. S. 156, kan det neppe have været førend om Vaaren 1311.
  9. Han tillod da Chorsbrødrene at tilbytte ſig en Almenning mod at udlægge en ny, Dipl. Norv. II. 108.
  10. Langes Klhiſt. 2den Udg. S. 395, 396.
  11. Dipl. Norv. I. 127.
  12. Uddrag hos Huitfeld S. 354, jvfr. Suhm XI. 673. Huitfeld ſkriver her „Iver Toldsſøn“, iſtf. „Ivar Olafsſøn“.
  13. Norges gl. Love III. No. 29, S. 90. Forordningen er dateret Hallvardsmesſe.
  14. Dipl. Norv. I. 131.
  15. Norges gl. Love III. 30 S. 91.
  16. Erik var den 29de Apr. paa Norby, den 10de og 11te Juni paa Holma ved Veſteraas; begge Hertuger den 7de Juli i Upſala, Valdemar den 25de Aug. i Søderkøping, begge den 1ſte Sept. i Stockholm.
  17. Riimkrøniken angiver ſlet ikke, naar Mødet ved Steensø fandt Sted; den omtaler det umiddelbart efter Sammenkomſten i Oslo, i Marts 1310, og ſpringer derfra lige til Brylluppet og Enighedens fuldkomne Gjenoprettelſe, uden med et eneſte Ord at omtale Hertugens Udenlandsrejſe. Man kunde ſaaledes, uden at afvige fra dens Tidsbeſtemmelſe, ſætte Modet ved Steensø til Vaaren eller Sommeren 1310, til 1311, og til Sommeren 1312, og for nogenledes at beſtemme den rette Tid maa man tage de andenſtedsfra bekjendte Forhold i Betragtning. Nu er det aabenbart, at Mødet ej kan være holdt før Helſingborg-Sammenkomſten i Juli 1310, da Riimkrøniken udtrykkeligt ſiger:

    „ſidan foor han (Hertugen) til Steensö
    og Konung Håkon gaf honom ſina möö,
    och woro då ſatte med heelom hug
    och droo ingen ſidan wid annan ſtrug“;

    og var dette ſkeet for Helſingborgfreden, vilde hverken denne have indeholdt de Betingelſer, den kom til at indeholde, eller Kong Erik om Vaaren 1311 have behøvet at optræde ſom Megler. Om 1310 kan altſaa ej være Tale. Derimod kunde det ved førſte Øjekaſt ſynes retteſt at henføre Forliget ved Steensø til Tiden efter Hertug Eriks Tilbagekomſt 1312; man behøvede da ej at lade Kong Haakon allerede fra Høſten 1311 være Deeltager i en hemmelig Aftale med ham, men alene at antage, at Hertug Erik, ham uafvidende, havde ordnet alt, og efter Hjemkomſten overraſket ham med Anmodningen om Trolovelſens Fornyelſe med mere. Dette kan dog, alt nærmere overvejet, ikke vel antages, da det i ſaa Fald ej lader ſig forklare, hvorfor Kong Haakon ej bekrigede ham om Høſten 1311 for at tage Kongehelle tilbage, efter at heller ikke det foreſlaaede Forliigsmøde i Kjøbenhavn havde fundet Sted. Kongens Rejſe til Bergen om Vaaren 1311 havde viſtnok netop til Henſigt at forberede Leding i dette Øjemed og Hertugens nye Tilnærmelſe til Kong Haakon ſkede ſaaledes efter den aller rimeligſte Formodning kort før denne Leding ſkulde udgaa, ſaa at alle Fiendtligheder forebyggedes.

  18. Der ſiges egentlig ingenſteds i ſamtidige Kilder, at Hertug Erik drog til Curien, men man maa kunne antage det af overvejende Sandſynlighedsgrunde. Er. Olai og efter ham Lagerbring (III. 107) ville endog, at han rejſte heelt til Rom og beſøgte de Helliges Grave, men det er dog let at indſee, at han mellem 6te Januar og titte Marts ej kunde have været heelt i Rom og tilbage til Lübeck. Er. Olai har uden Tvivl tilføjet Rom, fordi han ſandt i ſin Kilde, at Hertugen beſøgte Paven, men ej vidſte eller var opmerkſom paa, at denne dengang opholdt ſig i Manna. I Grautoffs Udgave af Detmar (S. 198) ſiges, at han rejſte til „Ritzemadun“. Dette Sted maa være det i Boehmers Fontes I. 397 nævnte, berømte Valfartsſted Rupis sanctæ Amatoris, nu Rocamadour i Departement du Lot; jvfr. og Boehmers Regeſten, Joh. v. Bøhmen S. 296. Detmars Haandſkrift har ſaaledes uden Tvivl „Ritzemadur“, ſom af Grautoff er fejllæſt.
  19. Den 5te Januar finde vi Hertug Erik endnu i Kalmar ſammen med Valdemar, men den 7de udſtedte Valdemar alene et Brev fra denne Stad: i Mellemtiden, eller den 6te, maa Hertug Erik ſaaledes være afrejſt, Dipl. Sv. No. 1828, 1831.
  20. Sammeſteds No. 1838.
  21. Detmar l. c.
  22. Huitfeld S. 358.
  23. Den 13de Marts var Kongen endnu i Bergen, Lappenbergs Sartorius 691, den 29de Juni og 2den Juli i Oslo, Dipl. Norv. IV. 96, N. gl. L. III. No. 31, den 19de i Tunsberg, N. gl. L. III. No. 33.
  24. Riimkrøniken S. 41. Kirchberg omtaler ogſaa Hertugernes Giftermaal i ſin meklenburgſke Riimkrønike, Weſtph. Mon. IV. S. 788. Han mener at Valdemar forſkød Thorgils Knutsſøns Datter og Erik Sophia af Werle, fordi de ej vare dem fornemme nok, og de alene vilde have Kongedøttre, paa det at deres Børn ſkulde blive lige ſaa højbyrdige ſom Kong Byrges. Han kalder Ingebjørg Eriksdatter, Valdemars Brud, en Datter af Kongen af Skotland. Det har foreſvævet ham at hun var en Syſterdatter af Robert Bruce.
  25. Hendes Dødsdag findes deels i Nekrologiet hos Langebek H. 509, deels i det norſke Kalendarium i den Arnam Samling. No. 736 qv. Hendes Død omtales i et Brev, ſom Nikolas af Halland, Grev Jakobs Søn, ſkrev til Erkebiſkop Jens Grand (hans Frænde) i Bremen, dateret den 16de Juli (Lamey, Geſch. d. Gr. v. Ravensberg S. 495, men her urigtigt henført til 1310). Han kalder hende her „fin Frue“, beder Erkebiſkoppen at befordre hans Sag ved Curien (hvilken, vides ej), og ſiger at hvad Greven af Ravensberg beſtemte, vilde han og hans give i Overflod.
  26. Se Udgaven af den ſvenſke „Flores og Blanzeflor“ S. 69 i „Svenſka Fornſkr. S. Samlingar“.
  27. Nemlig ved Ordre til Gyrd Throndsſøn, der ſynes at have været hendes Ombudsmand, dateret Nidaros 21de April 1313. Dipl. Norv. II. 118.
  28. Huitfeld S. 363. Dagen angives ſom Løverdag før St. Thomæ Dag, hvilket bliver den 16de Decbr.
  29. Langebek Scr. r. Dan. III. 283. Huitfeld S. 367.
  30. Dette ſees deels af Kongens egne Breve, daterede 9de, 16de og 21de April (Dipl. Norv. II. 117, I. 137, II. 118) ſamt 2den Mai (ſſteds IV. 101, 102) alle fra Nidaroos, deels af et Brev af 5te April, udſtedt i Kongsgaarden i Nidaroos af Bjarne Audunsſøn og Hauk Erlendsſøn, der hørte til Kongens Raad, m. fl., og hvis Nærværelſe i Nidaroos viſer at Kongen ſelv maa have været tilſtede (Dipl. Norv, II. 116), ſamt endelig af et Brev, udſtedt i Nidaroos den 22de April 1313 (ſſteds III. 99) blandt andre af Kongens Læge Raimund Calmeta og en Capellan hos Junker Nikolas Jakobsſøn af Halland, hvilken ſidſte ſaaledes maa have været med i Nidaroos.
  31. Norges gl. L. III. No. 37, S. 105.
  32. Huitfeld S. 364.
  33. Dipl. Sv. No. 1928.
  34. Maaden, hvorpaa Hertug Erik og Sophia vare beſlægtede med hinanden, findes ingenſteds angivet, og man maa derfor her tildeels gjette ſig frem. Aabenbart er det, at Slægtſkabet maa have beſtaaet deri, at Eriks Moder, Enkedronning Helvig af Holſten, har været nær beſlægtet med det meklenburg-werleſke Huus, thi derfor optræder ogſaa Grev Gerhard H. af Holſten paa en Maade ſom hendes Verge. Nu heder det i Hübners geneal. Tabeller, uviſt med hvad Hjemmel, at Gerhard I. af Holſten († 1281) var gift med Rim eller Richiza, en Datter af Nikolas den yngre af Werle, den ſamme, ſom her ovenfor omtales, Sophias Fader. Dette ſees nu viſtnok ved førſte Øjekaſt at være urigtigt, da denne Nikolas neppe engang var fød, eller i alle Fald kun et Barn, da Gerhard døde. Men hvis man antager, at hiin Rim var en Datter af Nikolas den ældre af Werle-Güſtrow, der døde 1275, bliver ej alene Chronologien rigtig, men Slægtſkabet mellem Erik og Sophia godtgjort, thi Dronning Helvig, Hertug Eriks Moder, bliver da Syſterdatter af Johan af Werle, Nikolas’s Fader, og Erik ſelv Nærſyſkendebarn til Sophia, ganſke ſaaledes ſom Magnus Byrgesſøn var Nærſyſkendebarn til Ingebjørg. Nu er det vel ſaa, at Hübner ofte fejler betydeligt, og navnlig i de holſtenſke Slægttavler, men hans Fejl kommer mere af Mangel paa Kilder og paa Kritik, end af Mangel paa Flid og Grundighed; naar han ſkriver, at Gerhard I. var gift med en Sira Nikolasdatter af Werle, kan man være temmelig vis paa, at han har fundet dette etſteds omtalt, men at han alene har forvexlet den ældre Nikolas med den yngre, da det nemlig af det foranførte er klart, at naar der her er Tale om nogen Nikolas, kan der alene være Tale om den ældre. Jeg ſkulde derfor være meget tilbøjelig til at antage denne Angivelſe for rigtig, kun ſaaledes at Nikolas den ældre ſættes ind i Stedet for den yngre. Vel heder det i Chriſtiani Geſch. Schlesw. Holſteins III. 59, at Gerhard I’s Huſtru var efter Nogles Sigende Adelheid af Werſeburg, Werteburg eller Warenberg, efter Andres Luitgard, Datter af den meklenburgſke Fyrſte Johannes Theologus. Men juſt heraf ſeer man og at man ej er paa det Rene med, hvo hans Huſtru var; det er desuden heel troligt, at hiint „Werteburg“ ikke er andet end „Werle“, og at Richiza ogſaa har haft Navnet Adelheid.
  35. Disſe to Gerharder maa have været Fader og Søn, Grev Gerhard II. af Rendsborg og Sønnen, der var eller blev Gejſtlig.
  36. Denne Forpligtelſe af Hertug Erik meddeler Huitfeld S. 365 umiddelbart efter Hovedfredsfordraget uden nogen Afbrydelſe, ja uden engang at begynde ny Linje, og tilføjer derpaa ny Datering, Kolding Fredag før Marine Magdalenæ Dag 1313. Men her er det tydeligt, at Huitfeld, uviſt hvorledes, har faaet et urigtigt Datum, nemlig det, der henhører til hans ſenere Forpligtelſe i Kolding af 19de Juli 1314 (Dipl. Norv. III. 102), thi dette er netop dateret „Fredag før Mariæ Magdalena Dag“, og det er lidet ſandſynligt, at han netop paa ſamme Ugedag før Feſtdagen og paa ſamme Sted i to Aar efter hinanden ſkulde have udſtedt Forſkrivninger. Net viſer dog Indholdet af den oven anførte Forſkrivning, at den ligefrem er et Tillæg til Hovedfredsſlutningen af 1313 for Hertug Eriks perſonlige Vedkommende; det rimeligſte er altſaa, at den er udſtedt i Helſingborg ſamtidigt med Hovedtractaten, men at Huitfeld ved en Skjødesløshedsfejl har ſat det Datum, der tilhører Forſkrivningen af 1314. Det lader endog til, at Danekongen ej engang var i Kolding den 20de Juli 1313, da det udtrykkeligt heder, at han førſt i Auguſt gik over til Jylland (Suhm XI. 700); og Hertug Erik var vel i denne Tid aldeles optagen med Forberedelſerne til ſin Huſtrus feſtlige Modtagelſe.
  37. Her tilføjer Riimkrønikens naive Forfatter Følgende, hvorved han viſer, at han var et Øjevidne til alt dette:

    „ſwa widt jag har om landit farit,
    jag ſåg aldrig annan ſlik,
    ſwa war han ſtor och höfwelik;
    den tid han war aller reda,
    da lät man han innan bereda
    med kläde och med baldakin,

    jag önſkade det han wore min
    den förſte timma jag han ſåg“.

    Riimkrøniken S. 42.

  38. Her menes Dronning Iſabella, der naturligviis var tilſtede ved Datterens Bryllup.
  39. Se det ſvenſke Raads Beſtemmelſe af 14de Februar 1326, hvorved de Hertuginde Ingebjørg af Hertug Erik i ſin Tid i Morgengave tildeelte Beſiddelſer ombyttes med Dativ med Tilbehør, ſom Enkedronning Helvig havde haft. Dipl. Sv. No. 2555.
  40. Riimkrøniken S. 43. Dens Ord ere her noget uforſtaaelige, maaſkee kun fordi Texten er forvanſket eller ikke ret læſt. Der ſtaar at Hertug Erik

    wille wara i Høgnatorpe (Agnathrpe?) den juul,
    Ögralag (eller efter en Variant „Ødnolag“) gripa och i ſkjul
    och låta ſig ej jemnlika ſee.

  41. De isl. Annaler ved 1313.
  42. Lagerbring III. 92. Suhm XI. 791.
  43. Norges gl. Love, III. No. 38, S. 106. Forordningen er dateret Bergen, den 12te Auguſt 1313, og dens to ſidſte Artikler vedkomme alene Finnerne.
  44. Vargøhuus omtales allerede i Viſen om Kong Haakon Haakonsſøns Død, ſe ovf. IV. 1. S. 393. Men muligt kan det vel være, at denne Viſe ikke er at lide paa; derimod omtales Vargøhuus ſikkert i et Brev fra Biſkop Haakon i Bergen 1340, og ſom om det da behøvede Iſtandſættelſe, altſaa ikke længer var nyt; Saml. til det norſke Folks og Sprogs Hiſtorie V. S. 145. „Vargø“, ikke „Vardø“, er den rette Form af Øens (og nu Byens) Navn; den ſedvanlige Udtale er „Vaarø“, men ogſaa Finnerne kalde den Vargaf.