Det norske Folks Historie/6/106

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (I-4-2s. 566-578).

De her beſkrevne Krige og Underhandlinger med Danmarks Konge og Sveriges Fyrſter vare ikke de eneſte udenrigſke Anliggender, der i al denne Tid beſkjeftigede Kong Haakon. Hans Forhold til England og Skotland var ogſaa af den Beſkaffenhed, at det krævede megen Opmerkſomhed og ſtor Forſigtighed, for at man ikke ogſaa ſkulde hjemſøges med Krig fra denne Kant. I den førſte Deel af hans Regjeringstid var Vanſkeligheden ikke ſaa ſtor, thi Kong Edward af England havde i 1299, ſamme Aar Kong Haakon beſteeg Tronen, ſelv egtet den franſke Konges Syſter og ladet ſin Søn feſte hans Datter; han ſtod altſaa nu i det nøjeſte Venſkabsforbund med ham, ſaa at derfor ogſaa Kong Haakon kunde være Ven af dem begge. Og i Skotland, hvor Kong Edward i 1296 havde afſat John Balliol og gjort ſig ſelv til Landets umiddelbare Herre, havde vel den tappre Sir Villjam Wallace i 1297 gjort Opſtand, men allerede i 1298 var han bleven ſlagen ved Falkirk, og kunde ikke holde ſig mod Kongen, der ganſke ſpillede Meſter, iſær efter 1303; Sir Villjam var bleven fangen (1305), ført til London og henrettet[1], og alle Rigets gejſtlige og verdslige Høvdinger havde underkaſtet ſig den engelſke Konge. Men anderledes blev det, da Robert Bruce den yngre, Sønneſøn af den før omtalte Tronprætendent og Søn af den i Aaret 1304 afdøde Robert Bruce, Jarl af Carrick, begyndte en ny Opſtand i 1306 for at befrie Fedrelandet for det engelſke Aag og ſelv beſtige Tronen, hvortil han var nærmeſt arveberettiget. Han ſtod nemlig i det nærmeſte Svogerſkabsforbund med det norſke Kongehuus, da Iſabella, Kong Eriks efterladte Dronning, var hans Syſter, og om Kong Haakon end ikke derved anſaa ſig bunden til ſtrax at gjøre fælles Sag med Robert Bruce mod den mægtige Kong Edward, ſaa maatte dog denne altid nære nogen Mistanke om, at Nordmændenes Sympathier vare paa Skoternes Side, og deri bedrog han ſig viſt heller ikke. Man merker ikke andet end at Forholdet mellem Kong Haakon og Enkedronningen altid var meget venſkabeligt, og derfor omfattede han vel ogſaa hendes Frænders Interesſer med Deeltagelſe. Robert Bruces hele Fremtræden og Kamp, de mangehaande Farer og Æventyr, han beſtod, den Kjekhed, Klogſkab og Udholdenhed, han viiſte, og ſom tilſidſt førte ham til Maalet, havde desuden alt for megen Liighed med Kong Haakons egen Stamfader Sverres berømmelige Bedrifter, til at man ikke ſkulde antage, at Kongen og det hele Hof, ja det hele Folk, med den ſtørſte Beundring og Forkjærlighed fulgte hvert af Robert Bruces Skridt i den farefulde Kamp. I Førſtningen ſaa det ikke heldigt ud for ham. Han begyndte med at dræbe en af ſine Medbejlere, John Comyn, i Franciſcanerkirken i Dumfries (29de Januar 1306) og lod ſig derpaa krone til Konge, men blev ſtrax efter ſlagen og maatte over Cantire flygte over til den ved den irſke Kyſt liggende Ø Rachlin, hvor han i nogen Tid holdt ſig ſkjult. Imidlertid havde hans Frænder og Tilhængere en ſørgelig Skjæbne: en af hans Brødre, Nigel, blev fangen og henrettet; hans Huſtru og Datter bleve fangne og førte til England; paa dem, der havde gjort fælles Sag med ham og vare faldne i Kong Edwards Vold, anrettedes der et frygteligt Blodbad. Kort efter bleve ogſaa to andre af hans Brødre, Thomas og Alexander, fangne og aflivede. Man kan let foreſtille ſig, hvad Dronning Iſabella maa have følt ved at modtage disſe Efterretninger i Løbet af nogle faa Maaneder; tre af hendes Brødre hængte ſom de verſte Misdædere, hendes ældſte Broder fredløs og forfulgt, hans Huſtru og Datter i Arvefiendens Vold, hans Venner dræbte; hvis det forholder ſig ſaaledes, ſom man af flere Omſtændigheder har Grund til at antage, at hun, idet mindſte ſenere, ſlog ſig fra Verden og levede et halvt Kloſterliv[2], ſkulde man være friſtet til at tro, at disſe Efterretninger vare Hovedaarſagen dertil. Men imidlertid var Robert Bruce kommen tilbage til Skotland, og det begyndte nu at gaa ham heldigere. Han erobrede førſt ſine egne Familiebeſiddelſer tilbage og ſlog de engelſke Høvdinger, der ſtillede ſig imod ham. Kong Edward vilde ſelv ile imod ham, men døde, førend han endnu naaede Grændſen, i Nærheden af Carlisle (den 7de Juli 1307), og hans Søn og Efterfølger, Edward den 2den, havde hverken Kraft eller Forſtand til at kunne maale ſig med Robert Bruce, hvilket maaſkee endog vilde have været vanſkeligt for hans Fader i dennes bedſte Dage, da Bruce nu havde hele Folket med ſig, og Krigen var bleven en Nationalkrig. Hertil kom, at Kong Edward laa i en uophørlig Strid med ſine egne Baroner. Efter flere frugtesløſe Tog mod Skotland kom det dertil, at Skoterne bleve de angribende, og hvert Aar paa det frygteligſte herjede de engelſke Grændſe-Egne; i 1313 erobrede Robert Bruce Perth og Linlithgow, kort derefter Edinburgh, og i 1314 vandt han endelig det ſtore Hovedſlag ved Bannock-Burn paa St. Hansdag, hvorefter Stirling, det ſidſte Slot, ſom de Engelſke holdt beſat, overgav ſig, og hans Kongedømme var fuldkommen befeſtet.

Uagtet nu, ſom ſagt, Kong Haakons Sympathier visſelig vare paa Robert Bruce’s Side, var han dog ſikkert alt for forſigtig til at ville tage aabenbart Parti for ham eller endog erkjende ham ſom Konge, førend hans Kongedømme var nogenledes ſikret, iſær ſaa længe Kong Edward levede. Men man maa dog, ſom ſagt, have anſeet det ſom temmelig viſt, at Stemningen var gunſtig for ham og hans Venner paa norſk Bund, thi en af disſe, Biſkoppen af Moray, der havde ytret ſit Bifald til John Comyns Drab og derved paadraget ſig Kong Edwards højeſte Vrede, flygtede i Bruces Trængſelstid til Orknøerne. Kong Edward den 1ſte tilſkrev endog Kong Haakon i den Anledning (den 6te Marts 1307), anmodende ham om at lade Biſkoppen fængſle og udlevere[3]. Men kort efter døde Edward (7de Juli), og nu viiſte det ſig ſnart, at Englands Magt ej længer var ſaa meget at frygte, og der foregik ogſaa ſnart et Omſlag i Kong Haakons Politik med Henſyn til England og Skotland. Endnu i 1309 kan Kong Haakon ikke ligefrem have anerkjendt ſin afdøde Broders Svoger Robert Bruce ſom Skotlands Konge, da vi af et Brev, ſom Kong Edward den 2den ſkrev til ham i dette Aar (dateret Stamford 5te April), erfare, at Haakon endog havde ſendt ſin Klerk Hugo, Chorsbroder i Stavanger, med et Brev om at den tidligere mellem Kong Henrik den 3die og Kong Magnus ſluttede Tractat maatte blive fornyet. Hertil erklærede ogſaa Kong Edward ſig villig, og ſendte til den Ende tilbage med Hugo et Udkaſt under Cantſlerens Segl. Imidlertid udtalte han ogſaa Ønſket om at de engelſke Handelsmænd, der kom til Norge, maatte nyde Ret og Godtgjørelſe for de Forurettelſer og Ulemper, der tilføjedes dem af de Norſke, idet de nemlig bleve tvungne til mod deres Vilje at deeltage i Skibsdræt og følge Misdædere til Henrettelſe m. m., hvorover der allerede før havde været klaget, og for at dette kunde blive afhjulpet, var Kong Edward villig til at godtgjøre de Norſke, hvad de paa ſin Side maatte anke over[4]. Det ſees let, at hvad Englænderne her fandt ſaa ſlemt, og hvad viſtnok ogſaa i ſig ſelv var en ſtor Ubehagelighed, dog ikke var andet end hvad alle Byboere i Norge og de, ſom i en vis Tid opholdt ſig i Byen, vare underkaſtede ifølge Byloven, og ſom man derfor ikke vel kunde kalde en Forurettelſe; ja fra norſk Side maatte man vel endog ſnarere betragte det ſom en Utilbørlighed af Englænderne, naar de egenmægtigt vilde unddrage ſig Forpligtelſen. En anden Sag var, at Beſtemmelſen, ſom forældet og upasſende til Tidsforholdene, ved ſærſkilt Overeenskomſt kunde modificeres eller endog ophæves for de Fremmede. Dette var allerede tildeels ſkeet for de tydſke Stæders Borgere, navnlig for Hamburgerne (ſe ovf. S. 242). Men hvis Englænderne uden nogen ſaadan foregaaende Overeenskomſt have villet tiltvinge ſig Fritagelſen, eller endog deraf taget Anledning til, ſom Represſalier, at forurette norſke Borgere i England, da kunde dette allerede i ſig ſelv være nok til at fremkalde et uvenligt Forhold mellem begge Riger og ſaaledes fremſkynde det Øjeblik, da Kong Haakon uforbeholdent erklærede ſig for Kong Roberts Ven. Dette maa i alle Fald være ſkeet inden 1312, ſom det vil ſees af hvad ſtrax herefter anføres. Robert Bruce var ogſaa ſikkert for opmerkſom paa alt, hvad der foregik om ham, til ej at have bemerket den mellem begge Hoffer indtrædende Kulde, og for klog til ej ſtrax at have grebet Lejligheden til at vinde Kong Haakon ganſke over paa ſin Side. Anledning hertil gav ſandſynligviis fortſatte gjenſidige Klagemaal om Sømænds Forurettelſe. Den 9de Juli 1310 ſkrev Kong Edward et Brev til Kong Haakon[5], hvori han klagede over, at, da et Skib, der tilhørte en Kjøbmand i Grimsby, paa Tilbagerejſen fra Eſtland med en Ladning Korn var ſtrandet i Kalfſund ti Ekerøerne, lidt ſøndenfor Marſtrand), og Skipperen havde ſluttet en Overeenskomſt med Sysſelmanden ſammeſteds, Hr. Peter, ſaavelſom en Erik Gunnarsſøn[6], om at lade Kornet bringe i Land, havde disſe tvert imod med en Skare „Ildgjerningsmænd“ ſtrax ved Landſættelſen taget Kornet og ſat Folkene faſt, i hvilket Fangenſkab de nu havde henſmægtet over et halvt Aar. Aarſagen hertil kan ikke have været den, at det engelſke Skib kom fra det danſke Landſkab Eſtland, thi mellem Danmark og Norge var der netop paa den Tid Fred og Venſkab. Heller ikke kan man vel antage, at Skipperen, hvis Ankomſt til Ekerøerne maa have fundet Sted juſt ſom Kongen belejrede Ragnhildarholmen[7], har været mistænkt for at ville bringe Levnetsmidler til den ſvenſke Beſætning i denne, eller om dette endog var Tilfældet, at det har været Hovedaarſagen til den Behandling, han og hans Folk lede, men Kongen, efter hvis udtrykkelige Befaling det hele maa være ſkeet, maa hertil have haft en anden og vigtigere Grund. Thi ej nok med, at Kong Edwards Brev ikke frugtede, men Beſætningen fremdeles holdtes fangen, blev endog Overbringeren af Brevet ſelv ſat faſt ved Ankomſten til Norge, der vel maa have fundet Sted netop ſom Kongen drog ned til Fredscongresſen i Helſingborg, og endnu i det følgende Aars Mai Maaned vare Fangerne ikke ſatte paa fri Fod, ſaa at Kong Edward fra Berwick, hvor han havde tilbragt Vintren paa et ſtørre Tog til Skotland, den 5te Mai maatte ſkrive et nyt Brev til Kong Haakon herom, hvori han udtrykkeligt klagede over, at denne foragtede hans Foreſtillinger[8]. Dette kan neppe forklares af anden Aarſag end den, at Kong Haakon nu havde erklæret ſig for Robert Bruce og derfor betragtede Englænderne ſom Fiender. Formodentlig har vel ogſaa denne Omſtændighed allerede bevirket, at norſke Skibe paa ſamme Maade vare blevne anholdte og priisdømte i England, ſaa at hvad der ſtede i Norge med engelſke Skibe, kun var Represſalier.

For øvrigt maa den ydre, eller man kunde lige officielle Aarſag, Kong Haakon anførte for at retferdiggjøre det uvenſkabelige Forhold, hvori han nu traadte til England, have været den, at den aarlige Skat, der ifølge Tractaten til Perth ſkulde betales af Skotland til Norge, ſiden Kong Edward den 1ſtes Død ikke blev betalt. Da denne ſelv erklærede ſig for Skotlands Herre, overtog han naturligviis ogſaa de Forpligtelſer, der fulgte med Skotlands Krone, hvoriblandt Skatten til Norge, og ligeſom vi have ſeet, at han i ſin Tid tilholdt Kong John Balliol at opfylde ſine Forpligtelſer til Norge[9], ſaaledes er det venteligt, at han ſelv var meget ſamvittighedsfuld i ſaa Henſeende, og der er heller ikke Tale om Skattens Udeblivelſe førend fra 1307 af, da han døde[10]. Men denne ſamme Skat maatte derimod give Robert Bruce en velkommen Anledning til at aabne Underhandlinger med Kong Haakon. Om han end ikke nogenſinde ventede formelig Underſtøttelſe fra Norge, var det dog altid af ſtørſte Vigtighed for ham at blive anerkjendt ſom Konge af en anſeet Monarch og træde i diplomatiſke Forbindelſer med ham, og han var ſikkert for klog til ej at benytte Lejligheden, ſom her tilbød ſig. Kong Haakon kunde nemlig her vanſkeligt gjøre det førſte Skridt, hvor megen Beundring han end maa have haft for Kong Robert, men denne kunde derimod lade Kong Haakon melde, at han nu, efter at have gjenoprettet det gamle ſkotſke Rige og befeſtet ſig paa Tronen, var villig til at efterkomme de af hans Forgængere vedtagne Forpligtelſer, og ſaaledes ej alene at fornye Tractaten til Perth og følgelig for Fremtiden at betale Skatten, men ogſaa at udbetale de tilbageſtaaende Summer. Modtog Kong Haakon Tilbudet, da erkjendte han ham allerede derved ſom Konge; men formodentlig har vel Robert Bruce ogſaa fordret en udtrykkelig Anerkjendelſe, om denne ikke allerede forhen var given. Paa denne Maade, eller paa det nærmeſte ſaaledes, maa Sagen ogſaa være gaaet til, uagtet ingen udtrykkelig Beretning derom er os levnet; men af de følgende Forhandlinger kunne vi ſlutte det. Derhos var der og, i de ſidſte urolige Tider, da Robert Bruce endnu ikke fuldkommen havde befeſtet ſit Herredømme i Landet og derfor ikke kunde ſørge’for god Orden paa alle Kanter, forefaldet flere Voldshandlinger mellem Skoter og Nordmænd i og ved Orknøerne, der havde gjenſidige Erſtatningsſøgsmaal til Følge. Saaledes erfares det[11], at endeel Skoter havde herjet paa disſe Øer og taget Kong Haakons Ombudsmand, Ridderen Hr. Bjarne[12], til Fange, ſamt ej alene udplyndret ham, men og nødſaget ham til at udbetale alt hvad han havde ſamlet af Kongens Landſkylder og Indtægter, for at frelſe ſit Liv. Paa Hjaltland havde ligeledes Skoter anrettet Skade. Derimod klagedes der fra ſkotſk Side over at nogle Borgere og Kjøbmænd fra St. Andrews vare blevne fængſlede i Norge og deres Gods dem berøvet af de kongelige Sysſelmænd, medens Kongen ſelv var indenrigs, og at de førſt efter et langvarigt Fangenſkab vare ſendte hjem med tomme Hænder, fremdeles at en vis Patrick Mouatt[13], Squire (af Vaaben, Hirdmand) hos Kongen af Skotland, var efter Befaling af den norſke Sysſelmand paa Orknøerne bleven mishandlet og fængſlet og nødt til at løskjøbe ſig for 40 Mkr. Sølv. Alt dette var formodentlig ſkeet, medens det endnu var uviſt, om Robert Bruce eller Englænderne vilde faa Overhaand, og da man ſaaledes endnu i Norge betragtede Skoterne ſom Kong Edwards Underſaatter og delende Anſvaret med ham for Udeblivelſen af Skatten. At Kong Robert maa have gjort det førſte Skridt til at nærme ſig Kong Haakon, er, ſom nys antydet, utvivlſomt, og Anledningen have formodentlig netop disſe gjenſidige Erſtatningsfordringer og den aarlige Skat givet. Hvorledes Tilnærmelſen er ſkeet, vides ikke, men nærmeſt ligger det at antage, at Robert Bruces egen Syſter, Enkedronning Iſabella, har været den, der førſt indledede den. Og ud paa Høſten 1312, da Kong Edward ſelv ivrigt ønſkede at faa ſluttet Stilſtand med Skotland, og Robert Bruce ganſke havde faaet Overtaget, ſendte Kong Haakon Hr. Bjarne Erlingsſøn og Sira Ivar Olafsſøn ſom Geſandter til Skotland, for at fornye det ældre Forbund og beſtemme det Fornødne angaaende Erſtatnings-Søgsmaalene. Valget af disſe Mænd viſer nokſom, at det var Kongens Henſigt at viſe Robert Bruce ſærdeles Ære, thi Hr. Bjarne var den ældſte og ypperſte af Rigets Baroner, og Sira Ivar næſt Cantſler Aake den fornemſte af de kongelige Cancelli-Klerker; det var formodentlig i Anledning af denne Sendelſe, at han, ſikkert efter et af Kongen ytret Ønſke, havde faaet et Canonicat paa Orknøerne af Biſkop Viljam, der i 1310 var bleven indviet til Biſkop i den ved Døden afgaaede Dolgfinns Sted[14]. Disſe Geſandter ſamledes i de ſidſte Dage af October med Kong Robert og hans Raad i Staden Inverneſs, og her blev den 29de October Tractaten til Perth fornyet og bekræftet[15]. End videre ſluttedes der ſamme Dag et Forliig eller en Overeenskomſt angaaende de nys omtalte Erſtatningsſøgsmaal. Det heder her at Kong Robert erklærede ſig aldeles uvidende om de Uordener, Skoterne ſkulde have begaaet i Orknøerne, og at han gjentagne Gange havde bevidnet dette for Geſandterne, forſikrende dem om ſin Ærbødighed for Norges Konge, men at han dog for at ſtyrke den i fordums Tid oprettede Fred mellem Rigerne og ſikre et ſtørre gjenſidigt Venſkab for Fremtiden, erklærede ſig villig til at lade de norſke Geſandter udbetale 600 Mkr. Sølv til Erſtatning i St. Magnuskirken i Kirkevaag, dog ſaaledes, at dermed ſkulde Sagen være afgjort, om det end ſiden befandtes, at Skaden virkelig var ſtørre; herpaa gik ogſaa de norſke Geſandter ind, overladende Forbrydernes videre Straf til Kong Robert. Hvad den paa Hjaltland anrettede Skade angaar, da ſkulde man førſt afvente Udfaldet af nærmere Underſøgelſer om dens Størrelſe og Beſkaffenhed, inden Erſtatningen faſtſattes. Den ſkotſke Konges Contrafordringer godkjendte de norſke Geſandter paa deres Konges Vegne, i Betragtning af den Venſkabelighed, hvormed Kong Robert havde lyttet til deres Foreſtillinger; de ſkotſke Kjøbmænds Tab, der anſloges til 600 Pund Sterling, ſkulde erſtattes dem, og ligeledes Patrick Mouatts Skade godtgjøres. At alt dette ubrødeligt ſkulde overholdes, lovede de norſke Geſandter edeligt paa ſin Konges Vegne, og Kong Robert lod Biſkop Ferchard af Katanes, Magnus Jarl af Orknø og Katanes (der her kun kaldes Jarl af Katanes, da han optræder ſom ſkotſk Vaſall) og Magiſter Robert af Inverneſs, Cantſler for Moray Biſkopsſtol, beſverge det i ſit Navn, hvorhos chirographariſke Gjenparter eller Indenturer paa ſedvanlig Maade udferdigedes, den ſkotſke, der ſkulde bringes til Norge, beſeglet af Kong Robert ſelv, den norſke, der ſkulde forblive hos Kong Robert, beſeglet af de norſke Geſandter, Biſkop Viljam af Orknø og Magnus Jarl[16]. End videre maa Kong Robert have udferdiget en Skrivelſe, hvori han forpligtede ſig til, inden fem Maaneders Udløb, at udbetale de norſke Geſandter den beſtemte Afgift, 100 Mkr., ej alene for det løbende Aar, men ogſaa for de fem foregaaende (1307—1311 incl.) i St. Magnuskirken i Kirkevaag, det ved Tractaten af 1266 beſtemte Sted, ved de tre før nævnte Herrer, Biſkop Ferchard, Magnus Jarl og Meſter Robert, ſom dertil maa have faaet ſærſkilt Fuldmagt, thi den 22de Marts 1313[17] udſtedte Hr. Bjarne og Sira Ivar Olafsſøn ſin Qvittering derfor. Men den Sum, de oppebare, udgjorde viſtnok ikke paa langt nær 600 Mkr., da man ej vel kan formode andet, end at Overſkuddet af de ſkotſke Erſtatningskrav over det norſke kom til Afdrag deri; Geſandterne ſkulde i Erſtatning have 600 Mkr. Sterling, men den ſkotſke Erſtatning beløb ſig til 600 Pund Sterling eller 900 Mkr., og dertil 40 Mkr. for Patrick Mouatt; Overſkuddet var altſaa 340 Mkr., og naar dette droges fra 600, blev der kun 260 tilbage; mere have altſaa Geſandterne ikke bragt hjem med ſig. Disſe maa, ſom man ſeer, have tilbragt hele Vintren paa de Kanter, enten i Skotland eller paa Orknøerne, og kunde ſaaledes fra førſte Haand erfare Kong Roberts berømmelige Bedrifter, Indtagelſen af Perth den 10de Januar, og den endnu merkeligere af Edinburgh, 13de Marts 1313. Til den førſte vare de maaſkee endog Øjevidner og have viſt ikke undladt ved ſin Hjemkomſt at priſe Robert Bruces Tapperhed, Lykke og Velde, ſamt i Modſætning dertil meddele alle de Rygter og Fortællinger, der upaatvivleligt allerede vare i Folkemunde om Kong Edward den 2dens Svaghed og Forvirringen i hans Rige, alt ſammen Omſtændigheder, der maatte gjøre det tryggere og ønſkeligere for Kong Haakon at holde ſig til Vens med Robert Bruce end med den engelſke Konge. Forholdet mellem England og Norge ſees ogſaa at være blevet mere og mere ſpendt, og den indbyrdes Stemning mellem Indbyggerne oprørt, uagtet det ydre Fredsforhold og den gjenſidige Handelsforbindelſe ej ophørte, da begge Lande trængte til hinanden. Fornemmelig herſkede der, ſom man erfarer, i Norge ſtor Forbitrelſe over en ſkammelig Voldsgjerning, ſom nogle engelſke Handelsmænd begik i en norſk Havn, i Viken, ſamtidigt med de norſke Geſandters Ophold i Skotland. Tildragelſen, ſom desverre ikke findes omtalt i vore Annaler, beſkrives ſaaledes i et Brev, ſom Kong Haakon ſelv nogle Aar ſenere ſkrev til Kong Edward[18]: de engelſke Kjøbmænd havde under Freds og Venſkabs Maſke indbudt den kongelige Sysſelmand, der var Ridder og for Øjeblikket udførte Kongens ſærdeles Erender paa de Kanter, tilligemed ti andre fornemme unge Herrer til et Gjeſtebud ombord paa ſit Skib. De Indbudne indfandt ſig, uden at ane mindſte Fare, og ſendte ſit Følge hjem for ikke at beſvære Kjøbmændene. Men da den anden Ret ſkulde bæres frem, ſlog man i Stedet kogende Vand og glødende Aſke i Anſigtet paa Gjeſterne, og i ſamme Øjeblik brøde nogle af Søfolkene frem, væbnede med Knive, Sverd og Stødere, og dræbte alle Nordmændene, førend disſe endnu ret vare komne til Beſindelſe. Dette foranledigede førſt og fremſt indſtændige Klager fra de Dræbtes Frænder og Venner, og efter de Tiders Anſkuelſer var det uundgaaeligt at tage Represſalier, hvilke ogſaa, ſom man erfarer af Kong Edwards Klagebreve, i fuldeſte Maal bleve tagne. I et Brev, dateret Weſtminſter den 3die April 1313, klagede Kong Edward for Kong Haakon over, at hans Sysſelmand og Ombudsmænd i Bergen havde arreſteret nogle Kjøbmænd fra Lynn og holdt dem i ſaa haardt Fangenſkab, at flere af dem af Mangel paa Næring vare døde, og uagtet der fra engelſk Side tidligere havde været andraget paa deres Løsladelſe, ſaa havde Kongen dog fremdeles ladet dem holde i Fængſel, men derimod klaget over at norſke Kjøbmænd vare blevne fængſlede og mishandlede i England, og at nogle ſlette Menneſker fra Lynn, ankomne til Norge for at fiſke Sild, havde begaaet hiint gruſomme Mord paa Kongens Sysſelmand i Viken og ti af hans Ledſagere. Kong Edward forſikrede, at dette var ſkeet ganſke mod hans Vilje og ham uafvidende, at han gjerne vilde ſkaffe Ret over Misdæderne og ønſkede intet hellere end at den gode Forſtaaelſe maatte vedvare mellem Rigerne, men bad derfor og om at Fangerne maatte frigives og faa ſit Gods tilbage, iſær da nogle andre Kjøbmænd fra Lynn havde betalt norſke Kjøbmænd 100 Pund Sterling ſom Bod for en vis Tidemann Lippe, ſom man kunde ſee af et derom oprettet Brev[19]. I et andet Brev, dateret Weſtminſter den 28de Marts 1313, klagede Edward over at et Skib, ſom Richard Hogeman, Kjøbmand i Lynn, havde ladet afgaa til Viken med en Ladning af 240 Pd. Sterlings Verdi, var blevet beſlaglagt og holdt tilbage af kongelige Sysſelmænd fra Viken, medens andre Sysſelmænd fra Bergen havde taget andet Gods fra ham til en Verdi af 40 Pund Sterling[20]. Den 16de April klagede Edward fra Windſor, at nogle engelſke Kjøbmænd, der laa ved Tunsberg med tre Skibe for at fange Sild, vare mod givet Lejde blevne anholdte og havde maattet betale 40 Pund for hvert Skib ſamt ſtille Giſler paa at indfinde ſig igjen til næſte Aar for at undergaa Dom, altſammen fordi nogle andre, hvilke Kong Edward her kalder Sørøvere, havde dræbt Sysſelmanden i Viken. Kong Edward bad indſtændigt om at de Fængſlede maatte frigives, da det var ubilligt, at Uſkyldige ſkulde lide for de Skyldige; fandtes Misdæderne i hans Rige, ſkulde han visſeligen ſkaffe Ret over dem[21]. Den 14de November tilſkrev han fremdeles Kong Haakon om at ſætte nogle Kjøbmænd i Frihed, ſom vare blevne faſtholdte med deres Gods paa nogle eſtlandſke Kjøbmænds Forlangende, og nogle af dem, ſkjønt ſatte paa fri Fod, tvungne til at aflægge Eed paa at ville indfinde ſig igjen den 15de Auguſt næſte Aar, ſamt uden at faa ſit Gods, 310 Pund St. verd, hvilket endnu holdtes tilbage[22]. Kong Edwards Brev om Kjøbmændene fra Lynn fik Kong Haakon førſt den 16de Auguſt 1313, under ſit Ophold i Bergen ſtrax efter den ſidſte Fredsſlutning i Helſingborg, og ſvarede dertil, at de engelſke Kjøbmænd aldrig havde ſiddet fangne, men haft Frihed til at opholde ſig hos ſine Venner, og at han nu havde givet dem Tilladelſe til at rejſe hjem, paa ſex nær; derhos takkede han, fordi den engelſke Konge vilde ſtraffe dem, der havde myrdet Sysſelmanden i Viken, der var en meget højbyrdig Mand[23]. Men imidlertid havde Kong Edward tabt Hovedſlaget ved Bannock-Burn og var nu end mindre iſtand til at ſkaffe Kong Haakon Satisfaction, end før, ligeſom vel denne heri fandt en Grund til endnu nærmere at ſlutte ſig til hans Modſtander, Robert Bruce. Anholdelſerne af engelſke Skibe vedblev i Norge; den 20de Februar 1316 klagede Kong Edward over at et Skib fra Berwick, der i Flandern havde indtaget en Ladning til 527 Pund Sterlings Verdi, men ved Modvind var drevet ind til en Havn i Viken, var blevet anholdt med Ladning og Tilbehør af den norſke Konges Ombudsmænd, der foregav at behøve det til Kongens Tjeneſte[24]. Den 12te April gav han tre Kjøbmænd Fuldmagt til at underhandle med norſke Befuldmægtigede om Fred og Venſkab mellem Rigerne, hvilket han for ſin Part helſt ønſkede ſkulde vedblive, og underrettede tillige Kong Haakon ved et Brev af ſamme Dag, om at han paa hans Begjering havde afſendt disſe Geſandter, ſkjønt Kong Haakon egentlig burde have ſendt Geſandter til ham[25]. Men det lader ikke til at der kom noget ud af disſe Underhandlinger, om de overhoved virkelig fandt Sted. Den 6te Juli ſkrev Kong Haakon fra Bergen et Brev til Kong Edward, hvori han meldte, at han havde faaet hans Brev angaaende en Klage, indgiven af en Borger i Kingſton (Hull), over at Kongens Sysſelmand, Hr. Snare Aſlaksſøn, havde ladet hans Skib og Gods anholde i Selv Havn. Men Hr. Snare havde igjen paa ſin Side oftere klaget for Kong Haakon over, at ſamme Borger af Kingſton med flere Medborgere, ſamt Borgere af Lynn for tre Aar ſiden havde opbragt et ham tilhørende Skib med Skarer til 300 Pund Sterlings Verdi, og endnu holdt det faſt, uagtet han oftere havde klaget derover, endog for Kingsbench, hvorfor Kongen havde tilladt ham til Gjengjeld at beſlaglægge hiint Skib[26]. Kong Edward ſvarede (18de Juli) med en Klage over at ogſaa et Skib fra Berwick nu var blevet anholdt i Norge paa Grund af det forhen omtalte Drab paa Sysſelmanden, og Kong Haakon ſvarede igjen (9de Auguſt) fra Bergen med den nærmere Fremſtilling af Misgjerningen, ſom ovenfor er gjengivet, og hvorved han godtgjorde ſin Ret til at lade Skibet anholde[27]. Kong Edward gav kun (den 30te October fra Newbury) det Svar, at da han juſt befandt ſig paa et Tog til Skotland, og ej havde ſit Raad hos ſig, kunde han nu ej gjøre noget ved Sagen, men havde ſendt Kongens Brev fra ſig til Raadet i London, hvorpaa han bad ham ej at fortryde[28]. Disſe ere de ſidſte Forhandlinger, vi kjende mellem begge Konger, og nogen Bilæggelſe af Tviſtepuncterne fandt visſelig ikke Sted, thi ogſaa efter Kong Haakons Død ſtøde vi paa lignende Reclamationer, medens derimod, efter alt hvad man kan ſkjønne, Forholdet til Skotland var meget venſkabeligt, i det mindſte medens Robert Bruce levede, ſaa at denne endog, ſom det ſynes, ſendte Gjenpart til Norge af den førſte Freds- eller Stilſtands-Tractat, han ſluttede med de engelſke Befalingsmænd[29]. Men Handelsforbindelſen mellem Norge og England blev dog, ſom ſagt, ej derfor afbrudt, da Landene ej vel kunde undvære hinanden; kun behøvedes ſærſkilt Tilladelſe eller Leide for hvert Skib. En ſaadan udſtedte Kong Edward f. Ex. den 16de Februar 1316 fra Lincoln for nogle af Erkebiſkop Eilifs Tjenere, ſom denne ſendte til England med endeel Varer, ſom der ſkulde forhandles. Kongen befalede ſine Embedsmænd at beſkytte og behandle dem vel, naar de kun iagttoge de gjeldende Handelslove, og ikke førte noget til de oprørſke Skoter[30]; Lejdet ſkulde gjelde for et Aar. Mange lignende Breve maa have været udſtedte fra begge e Sider, men, ſom man af det foranførte ſeer, ikke alle med tilbørlig Virkning. Saadant var, ſom man maa antage, Forholdet mellem Rigerne i alle de øvrige Aar af Kong Haakons Regjeringstid, hverken ſlettere eller verre. Om Skotland hører man ej videre Tale, hvilket viſtnok bør udlegges ſom Tegn paa at intet indtraf, der forſtyrrede den gode Forſtaaelſe.

  1. Hans gruſomme Henrettelſe omtales ogſaa i de isl. Annaler, men er urigtigt henført til 1306, formodentlig fordi Efterretningen da førſt ſom til Island; der ſtaar: Kong Edward i England lod dræbe Villjam Vaſi (ſaaledes ſkrives Navnet) og hugge i Stykker og ſende Stykkerne rundt om overalt i England (Langebek Scr. r. D. III. 127). Dette viſer, at man paa Island og i Norge har fulgt disſe Begivenheder med ſærdeles Opmerkſomhed.
  2. Se ovf. S. 202, Not. 5.
  3. Edwards Brev, dat. Lynſtock den 6te Marts 1307, i Rymeri Foedera I. 2. S. 1010. Kong Edward minder her om den gode Forſtaaelſe, ſom hidtil altid havde fundet Sted mellem begge Riger, og ſom han ønſker maatte vedvare. Biſkoppen af Moray, Kongens Fiende og Rebell, bifaldt John Comyns Drab, og var derfor falden i Excommnnication, men fandt dog Modtagelſe og Tilhold hos Kong Haakons Underſaatter paa Orknø; og ikke fornøjet med hvad han havde gjort, føjede han endnu verre Ting dertil ved at være Tilhænger af Robert Bruce; Kong Edward andrager derfor paa hans Arreſtation m. m., og minder om Bannet, at man ikke maatte holde Samkvem med ham.
  4. Rymer II. 1. S. 81.
  5. Rymer II. 1. S. 110.
  6. Sysſelmanden kaldes hos Romer Here Peterdire, ſom viſtnok maa være en Forvanſkning, maaſkee alene i den trykte Text, og kunne berigtiges ved Efterſyn af Originalen. Blandt de i vore Oldſkrifter omtalte norſke Riddere paa den Tid er der ingen, hvis Navn har ſaa megen Liighed med „Peterdire“, at man kunde gjette paa ham, ſom den, der her ſkulde være meent. Hans Kammerat kaldes Eyricus Gunnoresſone. Havnen, hvor Skibet ſtrandede, ſkrives i den trykte Text Kalneſound (læs Kalueſound) eller paa et andet Sted Calfueſound, juxta Malestronde.
  7. Det heder nemlig ſiden i Brevet af 5te Mai 1311, at Mandſkabet havde ſiddet fanget i over 1½ Aar, altſaa fra Høſten 1309.
  8. Rymer II. 1. S. 133.
  9. Se ovf. S. 200.
  10. Dette ſees af den nedenfor omtalte Qvittering.
  11. Alt dette erfares af den her ſtrax nedenfor omtalte Indentur af 29de Oct. 1312.
  12. I Documentet kaldes han Berneriuus Peff… og Kongens Seneſcall, hvilket egentlig ſkulde betyde Drottſete; men formodentlig har han kun været Kongens ſpecielle Ombudsmand, der af Skoterne har faaet Titlen Seneſcall, thi Asſur Jonsſøn var Drottſete i Norge. Hvad dette ellers er for en Bjarne Peff..., vides ikke.
  13. I Brevet kaldes han med den latinſke Form Patricius de Monte alto.
  14. Ivar kaldes nemlig her „Canonicus i Bergen og Orknø“.
  15. Bekræftelſen med Originalen indtaget, ſe Acts of Parl. of Scotl. I. S. 101, jvfr. ovf. IV. 1. S. 459, Note. Ogſaa Huitfeld omtaler Fornyelſen S.359, men nævner Medbeſeglerne fra 1266 ſom om de beſeglede Fornyelſen.
  16. Originalen af den Gjenpart, der er udſtedt af Geſandterne, i Register house i Edinburgh, aftrykt i Dipl. Norv. II. 114. Som Medbeſegler kaldes Magnus Jarl ogſaa Jarl af Orknø.
  17. Brevet, der ikke findes i Original, men er aftrykt i Dipl. Norv. (II. 111) efter en i den ſaakaldte „Black buik“ i Register house, Edinburgh, indtagen Copie, er vel dateret 1312, Thorsdag før Mariæ Bebudelſesdag; men det er tydeligt nok, at herved forſtaaes 1313, og at de norſke Befuldmægtigede her have rettet ſig efter den ſkotſke Cancelliſtiil, der ligeſom den engelſke begyndte Aaret den 25de Marts, fordi Documentet ſkulde opbevares i det ſkotſke Archiv og indtages i ſkotſke Copiebøger. Dette ſkjønnes nu førſt og fremſt deraf, at da Mariæ Bebudelſesdag i 1312 falder paa Paaſkeaften, bliver den næſtforegaaende Thorsdag Skjerthorsdag, og Brevet vilde ſaaledes, om det var ſkrevet den Dag, have være dateret in coena domini; det er umuligt, at Skjerthorsdagen vilde have været betegnet ſom en Hverdag, efter nærmeſte ſtore Helligdag. I 1313 derimod falder Paaſken paa 15de April og Mariæ Bebudelſesdag paa Søndagen Lætare, her er der ingen nærmere Feſtdag af ſtørre Betydenhed. Desuden er det tydeligt, at Udbetalingen af Skatten og Reſtancerne maatte være en Følge af Tractatens Fornyelſe den 29de Oct., ej gaa forud for den, og det er heller ikke rimeligt, at man vilde have betalt for 1312, førend Forfaldsdagen, 1ſte Juli, var omme, ligeſaa lidet ſom at de norſke Befuldmægtigede ſkulde være komne til Skotland for 22de Marts, have tilbragt hele Sommeren der og rejſt hjem ved Vintrens Begyndelſe; derimod bliver alt rimeligt, naar vi antage at de have overvintret der.
  18. Det er det nedenfor omtalte Brev af ilde Auguſt 1317, Rymer II. 1. S. 294. Her heder det, at det var nogle Kjøbmænd fra Berwick, der havde begaaet Drabet; i Brevet af itide Auguſt 1313 heder det derimod, at de ſkulde være fra Lynn (Lenn, Lennville); da der paa begge Steder tales om een Ridder og 10 Ledſagere, maa det aabenbart være den ſamme Udaad, der menes, thi at en ſaadan to Gange ſkulde være begaaet under de ſamme Omſtændigheder, er ikke rimeligt. Formodentlig har man i Norge ſelv ej vidſt rigtig Beſkeed om hvorfra Morderne vare. Havnen, hvor Drabet blev begaaet, ſiges i det ſlette Aftryk hos Rymer at være „Widahel“, men noget Sted af dette Navn kjendes ej i Norge; det maa ganſke viſt være Fejllæsning, der maatte kunne rettes ved Underſøgelſe af Originalen. At det maa have været i Viken, ſees af K. Edwards Brev af 3die April 1313.
  19. Rymer S. 208. Bergen kaldes her „Northberghe“.
  20. Rymer S. 206, 208.
  21. Rymer S. 208.
  22. Rymer S. 233.
  23. Brevet findes ej hos Rymer, men i en norſk Copiebog i det ſtockholmſke kgl. Bibl., hvorefter det er aftrykt hos Suhm XI. 918. Suhm har i Texten urigtigt henført det til 1314, ligeſom han og har ſat den der nævnte Dag, da Kong Evwards Brev modtoges, til 3die Juli iſtf. 16de Auguſt. I dette Brev ſtaar der udtrykkeligt, at Drabet var begaaet Vintren forud.
  24. Rymer S. 286.
  25. Rymer S. 288.
  26. Rymer S. 293. Hr. Snares Skib kaldes her „Ranku“ eller „Rankn“; Navnet er viſt urigtigt læſt. Man ſeer dog heraf, at Stormændene endnu ſtundom udſendte Handelsſkibe.
  27. Rymer S. 294. Det engelſke Skib, heder det her, var anholdt „in portu nostro Delswiku“, hvilket vel ſkal betyde „en Havn i Viken“.
  28. Rymer S. 300.
  29. Nemlig den merkelige Tractat, ſom han den 3die Søn. 1323 ſluttede med Andrew Hartelaw, Jarl af Carlisle, hvilken ſtrax efter koſtede denne Hovedet: den findes ej hos Rymer, og ſaaledes neppe l noget engelſk Archiv, men var derimod indført i den bergenſke Copibog, efter hvilken Barthol. E. er afſkreven (den findes her S. 75), ſaa at det er klart, at en Gjenpart maa være ſendt til Norge, navnlig til Dronning Iſabella, der boede i eller ved Biſkopsgaarden i Bergen; dette forklarer og hvorfor den er optegnet i Biſkopsſtolens Copibog.
  30. Rymer S. 285.