Det norske Folks Historie/6/107

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (I-4-2s. 578-592).

Det er ovenfor viiſt, hvorledes Kong Haakon havde ſin Opmerkſomhed nøje henvendt paa de tydſke Handelsmænd i Norge, for at de ej ſkulde tiltage ſig ſtørre Rettigheder, end de allerede havde. Det var, ſaavidt man kan ſee, hans oprigtige Ønſke at vedligeholde Handelsforbindelſen med Stæderne, opretholde de Friheder, ſom vare dem tilſtaaede, ja endog at underkaſte disſe den gunſtigſte Fortolkning, med andre Ord, at behandle dem, der paa ſedvanlig Maade kom paa ſine Skibe, ſolgte ſine Varer og igjen drog bort, med den ſtørſt mulige Forekommenhed, men derimod faa meget ſom muligt at indſkrænke Vinterſædet og Oprettelſen af ſtaaende Handelsfactorier, og, om dette ej kunde undgaaes, dog i det mindſte ikke for Vinterſiddernes Vedkommende at tilſtaa egne Fritagelſer fra de ſedvanlige Byrder eller den gjeldende Lovgivning, thi Følgen deraf vilde kun blive, at de Fremmede omſider kom til at danne en egen Coloni, ſaaledes ſom det f. Ex. allerede var Tilfældet i Visby, et Stykke af Tydſkland paa nordiſk Grund, i Virkeligheden uafhængigt af Landets Regjering, og kun lydende deres Moderſtads Love. Saa vidt kom det, ſom bekjendt, tilſidſt i det mindſte i Bergen, og det Fodfeſte, de tydſke Kjøbmænd havde faaet der, og det Overmod, hvormed de ſøgte at tiltage ſig Friheder og Rettigheder, der endnu ej vare dem tilſtaaede og heller ikke vel kunde tilſtaaes dem, var allerede paa Kong Haakons Tid ſaa ſtort, at der neppe behøvedes ſtor Fremſynethed til at ſee, hvad de tilſigtede, og hvad Enden vilde blive, ſkjønt det dog ligefuldt maa erkjendes ſom et Beviis paa den Omhyggelighed, hvormed Kong Haakon vernede om Landets egne Borgeres Tarv, at han, ſaa vidt Omſtændighederne tillod det, ſøgte at holde de fremmede Kjøbmænd inden tilbørlige Skranker. Denne Stræben traadte tydeligt frem i den ſidſte Deel af Kongens Regjeringstid, da han ikke længer havde Krig at føre og derfor ikke ſaa mange Henſyn at tage, ſom i de tidligere Krigsaar, ligeſom han vel da ogſaa havde gjort flere Erfaringer, der lærte ham Nødvendigheden af at holde de overmodige Fremmede i Tømme. Man kan overhoved inddele Kong Haakons Forordninger og øvrige Foranſtaltninger med Henſyn til de tydſke Handelsmænd i to Slags, dem, der vedkom de regelmesſigt til og frarejſende Handelsmænd, ſom nogenledes holdt ſig Loven og Tractaterne efterrettelige, og dem, der nærmeſt angik de Tilbageblivende, hvilke ſaaledes fordrede ſærdeles Begunſtigelſe eller Fritagelſe fra de oprindelige Beſtemmelſer, ſamt alle de øvrige, der aabenbart eller hemmeligt have ſøgt at tilſideſætte disſe. Det ligger i Sagens Natur, at de af det førſte Slags i det Hele taget røbe et nok ſaa venſkabeligt Sindelag, medens de af ſidſte Slags aande en betydelig Misſtemning og Stræben efter at ſee Vedkommende paa Fingrene. Af den førſt nævnte Clasſe af Kongens Foranſtaltninger med Henſyn til de fremmede Handelsmænd maa vi førſt nævne en Fornyelſe af en Tractat, ſom allerede Kong Erik den 16de October 1296 havde ſluttet med Kampens Borgere, aldeles eenslydende med den, der i Juli 1294 var ſluttet med de øſterſøiſke Stæder, og hvorved nogle flere Friheder bleve disſe bevilgede. Den kampenſke Magiſtrats og Communes Brev, Ord til andet ſtemmende med Lübeckernes af 1294, er dateret Kampen den 26de Juni 1305, og Kongens Bekræftelſesbrev, ligeledes ſtemmende med Frihedsbrevet af 1294, er dateret Tunsberg den 27de Juli ſamme Aar[1]. Aaret forud havde et Par Geſandter fra Kampen indfundet ſig i Norge for at klage over, at Skibbrudne fra deres Stad hindredes af Sysſelmændene fra at reparere ſine Skibe og ſejle bort med dem igjen, hvorfor Kongen fra Oslo den 22de Juli udgav et Brev til alle Sysſelmænd, Ombudsmænd og øvrige Underſaatter, at de ej maatte forulempe hiin Stads Borgere[2]. Dette var det vel ſom gav den nærmeſte Anledning til Fornyelſen af Forbundet. Den 11te Juni 1306 fornyede Kong Haakon i Oslo de ældre, for Lübeck givne Frihedsbreve, og udſtedte desuden en ſæregen Forordning, hvorved han, „ſaaſom Fortjeneſter burde paaſkjønnes, og Lübeck altid havde viiſt ſig velſindet mod hans Forfedre og mod ham ſelv“, tilſtod dets Borgere af ſærdeles Naade, at de i Bergen, Oslo, Kongehelle og Tunsberg ſkulde i de fem førſtkommende Aar være fri for den paabudne Toldafgift af et Pund for hvert Kornſkib, ſamt i to Aar for Told af den ved Norges Kyſter fangede Sild[3]. Den 22de Auguſt 1308 bekræftede Kongen Stralſundernes Friheder[4]. I de paafølgende Krigsaar maa der atter være forefaldet et og andet, der gav Anledning til Klagemaal og en kort Afbrydelſe af det venſkabelige Forhold, ſiden Kong Haakon i 1313, ved Brev, dateret Bergen den 13de Marts, overdrog Ridderen Thore Thorleifsſøn, kaldet den unge, Fuldmagt til at underhandle og ſlutte Overeenskomſt med alle de vendiſke Stæder tilſammen eller hver for ſig angaaende de Klagemaal og Sager, der ſvævede mellem dem; allerede den 9de Mai ſluttede Hr. Thore, i Stralſund, i Overvær af Junker Nikolas af Halland og Simon, Chorsbroder i Oslo, en Overeenskomſt med Fuldmægtige fra de fem øſterſøiſke Stæder, hvorved det beſtemtes, at Nordmænd frit maatte handle i alle disſe Byer, ligeſom og deres Borgere paa ſamme Maade i alle norſke Kjøbſtæder, og nyde de dem allerede tilſtaaede Friheder; paa ingen af Siderne ſkulde de bekrige eller fortrædige hinanden, men opkom noget Klagemaal, ſkulde det nærmere underſøges, og Kongen eller Stæderne ſkriftligt underrettes derom, for at Sagen i Mindelighed kunde bilægges[5]. Paa de Foranſtaltninger, hvorved Kongen derimod ſøgte at holde de Fremmede i Landet ſelv inden de tilbørlige Grændſer, have vi allerede ſeet en Prøve i hans Forordning fra Bergen af 11te November 130l (ſee ovf. S. 368) og maaſkee ogſaa i Forordningen af 1299 mod Bisſekræmmeri, fremdeles i de Beſtemmelſer, hvorved han forbød dem at gjøre Handelsfællig til Island og Skatlandene.

Hvor vidt Tydſkerne i Bergen allerede vovede at gaa i ſin Trods mod Landets Love, og hvor haardt det holdt at bringe dem tilbage inden de tilbørlige Skranker, viſer en Strid, ſom Biſkop Arne kort efter ſin Tiltrædelſe havde med dem om Tiende-Ydelſen. Det er ikke uſandſynligt, at Biſkop Narve i ſine ſidſte Oldingsdage ej med tilbørlig Strenghed vaagede over, at Tienden regelmæsſigt blev indbetalt, ſaa at flere derved fik Lejlighed til at unddrage ſig Ydelſen, men Biſkop Arne var nøjeregnende, og det varede derfor ej længe, førend han havde bragt i Erfaring, at de før omtalte ſaakaldte Suterer, d. e. Skomagerne og andre Haandverkere i Vaagsbunden, ej havde betalt ſin Tiende for Aaret 1306—7, hvortil de efter Retten og gammel Skik vare pligtige. Biſkoppen kaldte dem ved Paaſketid 1307 for ſig, erindrede dem om deres Skyldighed, og truede dem med at ville bruge Rettens Middel imod dem, derſom de ej inden en beſtemt Friſt betalte; dog ſaaledes, at hvis der var nogen eller flere iblandt dem, der ventede Ubehageligheder deraf, kunde Tienden deponeres hos Biſkoppen under ſikker Laas, hvortil de ſelv eller hvem de dertil nævnte kunde have Nøglen indtil Kongens Ankomſt. Sutererne vilde imidlertid ikke indlade ſig herpaa, og nogle Medlemmer af Kongens Raad (formodentlig Erlend og Hr. Hauk) bad nu Biſkoppen indſtændigt om at give Friſt med den hele Indbetaling af Tienden, indtil han havde været hos Kongen og talt med ham derom. Biſkoppen maa ſaaledes have ſtaaet i Begreb med at foretage en Rejſe til Kongen, ſandſynligviis til Nidaroos, hvor denne, ſom ovenfor berettet, opholdt ſig en kort Tid om Vaaren og Sommeren. Men under hele den Tid Biſkoppen var hos Kongen, nævnte denne intet om Sutererne, og, beſynderligt nok, ſynes heller ikke Biſkoppen at have bragt Sagen paa Bane. Ved hans Hjemkomſt til Bergen var man altſaa lige nær; han kaldte nu de Gjenſtridige til ſig, og paamindede dem atter om at betale Tienden; da denne Anmodning, fremſat tre Gange, intet udrettede, lod han lyſe i Byens Kirker, at de formedelſt Undladelſe af at erlægge den ſkyldige Tiende vare hjemfaldne til den Straf, Lovene foreſkreve. Derpaa lod han dem endnu engang (10de September) kalde for ſig, og forſøgte ved allehaande Foreſtillinger at bevæge dem til at give efter, men forgjeves. Nu var der altſaa intet andet tilbage, end at iverkſætte Truſelen, og han ſkreed derfor ſtrax til, højtideligt at forbyde dem alle og hver enkelt Indgang i Kirke, hvilken Kjendelſe ſamtidigt blev ſkriftligt opſat og læſt i deres Nærværelſe[6]. Dette har formodentlig gjort dem noget eftergivende for Øjeblikket, ſiden der i Løbet af et Par Aar ikke høres videre om denne Sag. Men i Aaret 1309 høres den ſamme Klage over Forſømmelſe i at yde Tiende, og det var nu ej alene Sutererne i Vaagsbunden, men ogſaa de udenlandſke Vinterſiddere, der vægrede ſig. I et Brev af 4de Mai 1309 til alle Gejſtlige, iſær Sognepreſterne, i Bergens By ytrede Biſkop Arne: at han havde erfaret at flere Huusbønder og Kjøbmænd havde vægret ſig ved at betale Tienden til de beſkikkede Indſamlere, uagtet de ofte havde været krævede, fornemmelig de udenlandſke Vinterſiddere og Sutererne; at han fandt det beſynderligt, at de mere end andre indfødde Bymænd vilde unddrage ſig den ſkyldige Lydighed til Kirken; baade var det Chriſtenrettens udtrykkelige Bud, at enhver ſkal yde Tiende af ſin retmesſige Indtægt, der hvor han opholder ſig i Landet Julenatten, og desuden havde Bergens Mænd i den ſtore Ildebrand lovet at udrede Tienden forſvarligt[7]; de ſom undlode dette, betænkte ſaaledes neppe, hvad Ulykke der atter kunde ramme Staden, hvortil og Sandſynlighed havde viiſt ſig; han paalagde derfor ſamme Gejſtlige, hver i ſin Kirke, at kræve Tienden af Vinterſidderne, og under Navn at paaminde tre af dem, hvilke han ſiden betegnede ſom Hovedmændene for denne Opſætſighed, Johannes i Brædesgaarden, Gödeke i Brædesgaarden og Engelbrecht Löning den gamle, om inden en beſtemt Friſt at efterkomme ſin Skyldighed; hvis de efter tre Gange gjentagen Paamindelſe fremdeles viiſte ſig gjenſtridige, ſtødte han dem ud af den hellige Kirke og forbød dem Indgang i nogen ſom helſt Kirke, befalende Preſterne at lyſe dette i Kirkerne ſaa længe deres Ulydighed varede[8]. Kongen opholdt ſig da endnu i Bergen, og havde, merkeligt nok, kort forud, i ſit Brev af 26de Marts, hvori han forbød ſine egne og alle andre Gejſtlige at efterkomme nogenſomhelſt Dom, Erkebiſkoppen eller de øvrige Prælater, mod hvem han den 21de næſt forud havde indgivet Appell til del apoſtoliſke Sæde (ſe ovf. S. 511—513) efter Appellens Indgivelſesdag maatte fælde mod de kongelige Klerker eller Lægmænd under kongelig Beſkyttelſe, hvis Sag han vilde forſvare ſom fin egen, udtrykkeligt nævnt Sutererne blandt disſe[9]. Men Kongen havde formodentlig frafaldet Appellen, ſiden Erkebiſkop Jørund imidlertid var død, dog var for øvrigt ikke Biſkop Arne juſt den, ſom havde ladet ſig ſkræmme af et kongeligt Forbud. Her maa man alligevel formode, og Sagens øvrige Gang gjør det viſt, at Kongen har ſtaaet paa Biſkoppens Side, og det fornemmelig, fordi Sutererne nu gjorde fælles Sag med de anmasſende Vinterſiddere. Havde Sutererne handlet for ſig ſelv, vilde han maaſkee have beſkyttet dem, om end kun for at viſe, at han ſtod paa ſin Ret, men deres Sammenhold med Vinterſidderne maatte forekomme ham og alle andre Fedrelandsvenner betænkeligt, og ved at ſtille ſig under deres Beſkyttelſe havde de egentlig ſkadet ſig ſelv, idet de derved antydede fin Henſigt, aabenbart at ville trodſe Landets Love. Det var næſten at forudſee, at den førſte Truſel ikke vilde hjelpe; de Gjenſtridige bleve ſaaledes virkelig formeente Kirkegang. Men heller ikke herom brød de ſig ſynderligt, og de gik lige fuldt i Kirke hos Dominicanerne og Franciſcanerne, ſigende ſom ſaa, at da disſe Ordener vare unddragne fra Biſkoppens Omraade, gjaldt heller ikke det biſkoppelige Forbud for deres Kirker. Dette bevirkede en ny Skrivelſe fra Biſkoppen, af 31te Mai, til alle Gejſtlige i Bergen, navnlig Dominicanerne og Franciſcanerne, hvori han i højeſte Maade beklagede ſig over den Maade, hvorpaa de Gjenſtridige havde ſøgt at unddrage ſig Straffen, ſaa at enfoldige Chriſtne let kunde komme i den ſtore Vildfarelſe at antage Kirken for at være deelt og ikke at udgjøre et eneſte Heelt, uagtet det ſtaar i Troesartiklerne at den hellige Kirke kun er een og alle gode Chriſtnes Samfund i hele Verden; han vilde derfor herved have de tre ovennævnte Mænd trende Gange paamindede om at holde ſig borte fra Kirkerne, i modſat Fald ſkulde de lyſes i formeligt Bann, og de Gejſtlige, der ydede dem Tjeneſte, ligeledes være excommunicerede. Han ytrede tillige i Indledningen til Skrivelſen ſin Forundring over hvad Grund de udenlandſke Vinterſiddere nu kunde anføre for at unddrage ſig Ydelſen mere end før, da de dog baade under Biſkop Peter, Biſkop Aſkatin og Biſkop Narve havde betalt Tiende ligeſom Indfødde, efter hvad gamle Mænd kunde erindre, thi at Enkelte da ogſaa vare ulydige kunde ej komme i Betragtning. Han ſluttede med at befale, at ogſaa nogle andre tydſke Vinterſiddere, ſom viiſte den ſamme Ulydighed, og ſom han længe forgjeves havde ventet ſkulde komme og gjøre Bod og Bedring, nu ſkulde forbydes Kirkegang; de heed Ertmann og Lambrecht i Knauſen, Wibolt, Gottſchalk i Oddsgaarden, Henze i Kappen, Henze i Holmedalen, Gottſchalck og hans Broder i Jafjorden, Eberhard og Herburd i Sveinsgaarden, Johannes Hamburg og Kammerater[10]. Ogſaa disſe Truſler viiſte ſig frugtesløſe, ſkjønt Bannſættelſen viſtnok kom til Udførelſe; men ſandſynligviis rejſte de Bannſatte hjem til Tydſkland om Sommeren, og kærede ſig ej her om det i Norge udtalte Bann. I September Maaned, da den nys udvalgte Erkebiſkop Eilif opholdt ſig i Bergen, lod Biſkop Arne nemlig i hans Herberge indkalde flere af de Gjenſtridige, ſom for Tiden opholdt ſig i Bergen, og optage et Vidnesbyrd om hvorledes det forholdt ſig med deres Tiendepligt, og blandt dem, ſom da mødte, nævnes ej de tre Hovedmænd; den, ſom nu fornemmelig ſvarede paa de øvriges Vegne, var en gammel Vinterſidder ved Navn Wernicke Jungmeiſter. Biſkoppen begyndte denne Forhandling med at klage over Vinterſiddernes Gjenſtridighed, og lod oplæſe to Breve af Kong Haakon, hvori Udenlandſke ſaavel ſom Indenlandſke tilholdtes at yde Kirken Tiende og andre Rettigheder. Men Wernicke ſvarede at nu havde han tilbragt over 30 Vintre i Bergen uden nogenſinde at betale Tiende, og at aldrig nogen Tydſker havde betalt den. Biſkoppen lod da oplæſe et Brev, udſtedt 1296 af Hr. Peter Gudleiksſøn, Erik Lagmand og tre Tydſkere, hvorved de indeſtod for 8 andre Tydſkere, der vare blevne bannſatte, fordi de ej betalte Tiende, at denne ſkulde blive erlagt. Wernicke maatte nu ſelv tilſtaa at han for ni Aar tilbage havde betalt Tiende, men kun fordi den kongelige Sysſelmand, Hr. Basſe Guthormsſøn, tvang ham dertil med kongelig Magt; heller ikke vilde han eller hans Kammerater nu betale, uden tvungne ved den kongelige Myndighed. Biſkoppen ſvarede at det var en gammel Sedvane, ſom allerede ved edelige Vidnesbyrd var bleven beviiſt for Biſkop Narve i Hr. Basſes og andre gode Mænds Nærværelſe, at Udenlandſke ſaavel ſom Indenlandſke ydede Tiende, ſaa at han ej egentlig behøvede at optage flere Vidnesbyrd derom; men for Sikkerheds Skyld kaldte han dog nogle gamle Preſter frem og bad dem ſige hvad de vidſte, idet han tillige ſpurgte Tydſkerne om de havde noget at indvende imod deres Vidnesbyrd. De ſvarede nej, men ſtode dog op og gik bort, trods Biſkoppens udtrykkelige Forbud, uden at ville høre Vidnesbyrdet. Biſkoppen ſendte en Preſt efter dem og lod dem anmode om at komme tilbage, men de vægrede ſig. Da lod Biſkoppen lige fuldt Vidnesbyrdene føres; de tvende Preſter oplyſte at allerede for 50 Aar tilbage, i Biſkop Peters og Kong Haakon Haakonsſøns Dage, havde de tydſke Vinterſiddere, ſom dengang kun vare faa, betalt Tiende lige ſaa fuldt ſom Indenlandſke, og de ſom vægrede ſig, bleve tvungne dertil ved Bann. For een af dem, Herman Skult, havde hans Huusvert henvendt ſig til Kong Haakon med Klage over at Preſten ved Peterskirken vilde forbyde ham Kirkegang, fordi han vægrede ſig ved at yde Tiende, men Kongen havde ſvaret Nordmanden, at da denne lejede Huus til ham paa tolv Maaneder ſom til Indfødde, og tog ſamme Afgift af ham ſom af indenlandſke Lejere, maatte denne og verre ſamme Vilkaar underkaſtet med Henſyn til Kirken ſom indfødde Nordmænd. Og da en vis Henrik Skult, formodentlig en Broder af hiin, laa ſyg, fik han ej den ſidſte Olje og øvrige Sakramenter førend han havde betalt ſin Tiende. Flere lignende Vidnesbyrd bleve hørte, alle oplyſende det ſamme; de tilſtedeværende vare Provſt Finn, Magiſter Capellarum, Hr. Agmund Sigurdsſøn, Hr. Erling Aamundesſøn, Hr. Hauk Erlendsſøn og Sira Botolf, Fehirden, alle Medlemmer af Kongens Raad[11]. Vinterſidderne vedbleve imidlertid med ſin Ulydighed, og Biſkoppen maa paa ſin Side ogſaa have ømmet ſig noget ved at gaa til Yderligheder mod dem, thi endnu i Mai 1310 vare de tre Hovedmænd, der imidlertid maa være komne tilbage til Bergen, ej bannſatte, hvilket man kan ſee af et Brev, han ſidſt i denne Maaned udgav, og hvori han kun gjentog ſit Forbud for dem om at beſøge nogen Kirke under Truſel om Bann[12]. Dog hjalp heller ikke dette, ſaa at han omſider maatte ſkride til at lade Bannſættelſen forkynde[13]. Det er ikke uſandſynligt at disſe Ubehageligheder for en ſtor Deel kan have været en af Aarſagerne til Kong Haakons Skynderejſe til og fra Bergen om Høſten 1310. Et Aar var nu gaaet hen, og der maatte gjøres et alvorligt Skridt for at tvinge de Gjenſtridige til Lydighed. Kongen ſtillede ſig her ganſke paa Biſkoppens Side, og udſtedte ikke mindre end to Breve, det ene fra Fane den 10de November, det andet fra Fitje (altſaa paa Tilbagerejſen) den 30te November, hvorved han udtrykkeligt bød Vinterſidderne at yde Tiende efter gammel Skik, og ſaaledes ſom de havde gjort i hans Faders og Forfedres Dage[14]. Et af disſe Breve, formodentlig det ſidſte, lod Biſkoppen den 12te Januar i Kongens Maalſtue oplæſe for Raadsmedlemmerne Hr. Sæbjørn, Hr. Agmund, Hr. Erling, Hr. Hauk og Sira Botolf, med Anmodning til den ſidſte i Egenſkab af Kongens Sysſelmand og Fehirde, at han vilde ſkaffe Biſkoppen og Kirken ſin Ret, efterſom Kongen i ſit Brev udtrykkeligt foreſkrev. Formodentlig maa Sira Botolf nu og paa en eller anden Maade have ſkredet alvorligt ind, ſiden man ſtrax derefter ſporer en mere end almindelig Forbitrelſe blandt Tydſkerne, idet nemlig de meſt formaaende blandt disſe indgik en Forening om hverken at kjøbe noget af eller ſælge noget til Biſkoppen eller andre Gejſtlige og at forbyde alle ſine øvrige Landsmænd det under haarde Truſler. Denne Forening, hvortil Tydſkerne ſelv kun angave Engelbrecht Lönings og de to andre Hovedmænds Bannſættelſe ſom Aarſag, tiltraadtes ogſaa af Sutererne, og den blev ſaa ſtrengt gjennemført, at nogle tydſke Kjøbmænd, der tidligt om Vaaren kom til Byen, ikke torde andet end rette ſig derefter. Biſkoppen lod i den Anledning forkynde Vinterſidderne den 6te Marts, at han efter Kongens Bøn vilde udſætte med at foretage noget yderligere mod dem med Henſyn til ſelve Tiende-Ydelſen førend han kom til Byen (han var nemlig, ſom vi have ſeet, paa denne Tid i Throndhjem og ventedes ſtrax efter til Bergen), men at alle Vinterſidderne i Byen inden 8 Dage ſkulde indfinde ſig hos ham og bøde hvad de havde forbrudt mod ham og Gejſtligheden ved at fatte hiin Beſtemmelſe, ſamt inden ſamme Friſt have tilbagekaldt Beſtemmelſen ſelv; undlod de det, vilde faa Dage derefter Pavens Bann blive lyſt over dem[15]. Vinterſidderne maa have foragtet denne førſte Advarſel, thi den 20de Marts blev den gjentagen[16]. Hvor vidt de nu gave efter, erfares ikke, men man ſkulde dog næſten formode at de, med den Haardnakkethed, de hidtil havde lagt for Dagen, ogſaa lod det komme til den tredie. Men efter Kongens Ankomſt, førſt i Mai eller ſidſt i April, maa de dog have givet efter med Henſyn til Forbudet, thi vi ſee at de nu ogſaa fandt ſig i at lade ſelve Sagen om Tiende-Ydelſen paadømmes af Lagmanden i Bergen, og dette kan neppe tilſkrives andet end Kongens Mellemkomſt, da det lader til at de vare for overmodige til at lyſtre nogen anden. Kongen kunde desuden ikke være bekjendt at taale en Forening ſom den ovennævnte, der ligefrem ſtreed mod Kong Eriks ſtrenge Forbud mod at „tage ſig noget Sammenhold eller gjøre noget Sammenløb eller digte ſig nogen Lov eller Vedtægter“. Merkeligt er det, at ogſaa Biſkoppen fandt ſig i at undergive Sagen Afgjørelſe ved en verdslig Dommer, da den dog egentlig hørte til de kirkelige Sager, og han ſelv var en ivrig Forfegter af den kirkelige Frihed. Men han maa have indſeet, at hvis han vilde have en Afgjørelſe i Sagen, maatte det ſkee ved verdslig Ret, da Tydſkerne under de forhaandenværende Omſtændigheder aldrig vilde have underkaſtet ſig nogen gejſtlig; han kunde desuden viſtnok være temmelig ſikker paa, at Dommen vilde falde ud til hans Fordeel, da han jo aabenbart havde Retten paa ſin Side. Saaledes modtog han da Borgen af vedkommende Huusverter for at Vinterſidderne ſkulde indfinde ſig paa Stevne for Eindride Lagmand i Bergen og lyde hans Orſkurd. Paa denne Stevne lod Biſkoppen møde ved ſin Ombudsmand, Vinterſidderne ved to af ſin Midte, blandt dem den for omtalte Ertmann i Knauſen. Desuden vare Kongens Ombudsmænd og andre gode Mænd tilſtede. Da Biſkoppens Ombudsmand fremſatte ſin Paaſtand, ſvarede Vinterſidderne førſt ſom hidtil, at de ligeſaa lidet ſom andre Udlændinger vare pligtige til at yde Tiende og heller ikke havde ydet den. Men hertil ſvaredes, at Lovens egentlige Bud var, at ingen udenlandſk Handelsmand ſkulde ſidde Vintren over i Bergen fra Korsmesſe om Høſten til Korsmesſe om Vaaren, og ſaa længe dette overholdtes krævedes der ingen Tiende af dem, da der ingen fandtes om Vintren, og de eneſte Udlændinger, der ſad Vintren over, vare Sutererne, ſom af den Grund ogſaa altid havde ydet Tiende. Tydſkerne meente dog, at Kongen havde det i ſin Magt at tillade dem at ſidde Vinterſæde i Byen, om end Loven beſtemte anderledes. Heraf fulgte dog ikke, at de tillige ſkulde være fritagne for Tiende-Ydelſen, og Biſkoppens Ombudsmand ſpurgte derfor kort og godt, om det nogenſteds ſtod ſkrevet i Loven, at Udlændinger ſkulde være mere fritagne for Tiende end Indenlandſke. Da dette naturligviis benegtedes, ſpurgte Lagmanden Tydſkerne om de kunde fremlægge noget Pave- eller Konge-Brev, der fritog dem for at yde Tiende. Dette kunde de ej, og Lagmanden oplæſte nu for dem baade den gamle og den nye Chriſtenrets Beſtemmelſer, idet han gjorde dem opmerkſomme paa, at da Biſkoppen ligeſaavel var forpligtet til at yde dem kirkelig Tjeneſte, der lejede Huus for tolv Maaneder, ſom de faſt boſatte, vare hine følgelig ogſaa ligeſaavel ſkyldige at yde Kirken ſin Ret ſom Indenlandſke. I Henhold hertil afſagde Lagmanden da den Dom, at alle Vinterſidderne i Bergen, de nærværende ſom de tilkommende, vare ſkyldige at yde Tiende, ej mindre end andre i Byen faſt boſatte Mænd. Men et Beviis paa, at han dog fandt Sagen noget tvivlſom, eller og at han nødig vilde opirre Tydſkerne til det Yderſte, var det at han frikjendte dem for den paaſtaaede Bod for deres Forſømmelſe hidtil; kun derſom de herefter viiſte ſig uvillige til at yde ſin Tiende, ſkulde de baade betale den og det ſenere Tiendefald, efter Lovens Bud, hvis ikke Biſkoppen vilde bære over med dem. Denne Dom, der, efter alt hvad man kan ſee blev afſagt i Løbet af Sommeren[17], ſynes virkelig at have gjort Ende paa Sagen, og Tydſkerne maa have givet efter, thi man finder intet Spor til at de paany forſøgte at unddrage ſig Tiende-Ydelſen; de maatte vel ogſaa erkjende, at der fra den verdslige Magts Side var viiſt dem ſaa megen Humanitet ſom det efter Omſtændighederne var muligt. Men Kongen og Nordmændene overhoved havde dog her faaet en Forſmag paa, hvad de fremmede Gjeſter vovede at byde, naar det gjaldt at unddrage ſig fra at lyde ſaadanne Beſtemmelſer i deres midlertidige Fedrelands Love, ſom vare dem beſværlige, og det er ej uſandſynligt, at det Vink, ſom Kongen derved fik, bidrog meget til at han i den ſenere Halvdeel af ſin Regjeringstid; lagde en ſtørre Strenghed mod dem for Dagen, og ſøgte ved nærmere Beſtemmelſer at give deres Privilegier en ſaa indſkrænket Fortolkning ſom muligt. Ogſaa ſynes Byernes Indbyggere ſelv at have fundet det paa høj Tid at der toges Forholdsregler til at ſikre ſig mod ganſke at blive overfløjede og beherſkede af de anmasſende Fremmede. Man klagede derhos, og virkelig med nogen Billighed, over, at medens norſke Handelsmænd ikke fik Tilladelſe til at kjøbe eller udføre andet fra de tydſke Stæder, end Øl, Stads og andre Luxus-Artikler, og Tydſkerne ſelv for det meſte heller ikke bragte andet end Sligt til Landet, vilde de i Norge kun kjøbe nyttige Fødevarer, nemlig Skreid og Smør. Kongen gjentog derfor i 1315 den tidligere givne Beſtemmelſe, at kun de, der bragte Malt, Meel og andre Kornvarer til Norge, ſkulde have Tilladelſe til at udføre Skreid og Smør[18]. Denne Beſtemmelſe blev yderligere indſkærpet ved en Forordning, ſom Kongen udgav den 30te Juli 1316, og hvori han tillige faſtſatte den førſte Toldtarif, der vides at have været given i Norge. Berettigelſen dertil hentede han, ſom det allerede forhen er bemerket, fra den kongelige Forkjøbsret til alle Varer, i Kraft af hvilken Fehirderne allerede i længere Tid kun havde givet de udenlandſke Kjøbmænd to Trediedele af den rette Priis for de Varer, de indkjøbte for Kongen. Herover havde hine Kjøbmænd oftere klaget, og Kongen, ſom ſelv erkjendte det utilbørlige i at man ej fik fuld Priis for ſit Gods, befalede at herefter ſkulde Fehirderne betale fuld —Priis for s; hvad de indkjøbte for Kongen. Men til Erſtatning faſtſatte han den ovenomtalte Tarif, der, vel at merke, kun gjaldt Varer, der opkjøbtes og udførtes af Landet, nemlig af Skreid, Tran, Rav, Rekling, Hvalſpek, Korn, Kjød og alſkens Madvarer 1 vejet Ertog for hver Marks Verd, (altſaa eller noget over 4 pCt.), af Bukkeſkind 1 Ertog for hvert Deker, af Kohuder 2 Ertoger for hvert Deker, af Maardſkind 2 Ertoger for hvert Timber, af Salt og Nødder 15 vejede Peninger for hver Marks Verd, af Fillinger 15 Peninger v. for hvert Deker, af Tjere 16 Peninger v. for hver Tønde, af Gedeſkind 15 Peninger v. for hvert Deker, af Dyreſkind og alſkens Svardvare (Reeb o. ſ. v. af Sel- eller Hvalroshnder), Bæverſkind, Hvalrostand, Vaadmaal, Uldgarn, Oterſkind, Bjørneſkind, Gaupeſkind, Ræveſkind, Jervſkind, Lammeſkind og alſkens Smaaſkind, Svovl, Kvade, Farvemos, Ertog for hver Marks Verd. Det tilføjedes, at enhver Udlænding, der førte ſit Gods udenfor Byens Takmarker uden at have betalt ſin Told, ſkulde have forbrudt det Gods, hvoraf Tolden var ubetalt, ſamt oven i Kjøbet bøde 8 Ertoger og 13 Mkr.; og naar nogen ude i Havet eller i Udhavne brød Laſten, ſolgte og kjøbte og derved unddrog ſig fra at betale Told, ſkulde baade Skib og Ladning være forbrudt; undtagen i Sildver, hvor det var frit tilladt at kjøbe og ſelge alſlags Vare. Endelig forkyndtes det ſtrengeligen, at ingen Vinterſidder maatte taales i Bergen, Oslo eller Tunsberg længer, anderledes eller videre, end Byloven tillod; Udlændinger, der overtraadte dette, ſkulde have forbrudt ſit Gods, og Gaardejeren, der lejede dem Huus længer end den lovbeſtemte Tid, have forbrudt ſamme Huus til Kongen[19]. Denne Forordning var vel holdt i almindelige Udtryk, ſom om den angik alle Udlændinger, men da det overvejende Tal af disſe, og fornemmelig i Bergen, vare Tydſkere fra øſterſøiſke Stæder, er det klart, at de nærmeſt maatte føle ſig berørte derved, og vel derfor betragtede den ſom egentlig ſtilet imod dem. Endmere maatte dette være Tilfældet med en Forordning, ſom Kongen faa Maaneder ſenere, nemlig den 14de November 1316, efter Overlæg med og Samtykke af Sysſelmanden, Fehirderne, Lagmanden og alle Bymændene i Bergen udſtedte betreffende Udlændingernes Handel og Ophold i denne Stad, fornemmelig udenfor den lovbeſtemte Sommertid, og ſom ved et ſærſkilt Kongebrev ogſaa udvidedes til Oslo og Tunsberg[20]. Hovedhenſigten hermed var aabenbart at indſkrænke Vinterhandelen ſaa meget ſom muligt, ſiden den, ſom det lader, nu engang ikke ganſke kunde afſkaffes, og navnlig at underkaſte Vinterſidderne en ſtreng Control og visſe Indſkrænkninger, for at de ikke ganſke ſkulde rive Handelen ud af Hænderne paa Landets egne Børn, eller om Vintren opkjøbe alle Varer ſaaledes, at de kunde ſkrue Priſerne op efter eget Tykke. Den begynder nemlig med at ingen Vinterſidder maatte have ſit Ophold eller drive Handel i nogen af disſe Byer fra Korsmesſe om Høſten til Korsmesſe om Vaaren, uden under de Vilkaar, ſom herefter opregnedes. Det førſte af disſe var, at Udlændingerne i denne Tid ej maatte ſelge deres Varer til Alle og Enhver, men kun til et lidet Selſkab af visſe navngivne Mænd, i Bergen de to Fehirder og 8 Gaardejere (dog ſtod det Bymændene frit for, i Nødsfald at tilforordne flere), i Tunsberg og Oslo Fehirden, Lagmanden og Sysſelmanden tilligemed nogle flere, af disſe opnævnte, Gaardejere[21]. Det blev foreſkrevet, at disſe førſt ſkulde kjøbe Varer for Kongen, dernæſt til Biſkoppen, Abbeder, Kloſtermænd, og endelig til de øvrige Bymænd, ſaaledes at disſe, ſom det heed, kunde deeltage i Kjøbet om de ønſkede, men uden nogen Forhøjelſe af den engang fra førſt af beſtemte Priis. Udlændingerne ſkulde i det ſeneſte inden 8 Dage efter at de havde faaet Tilladelſe til at lægge i Land, have udlosſet i de Brygger eller Søboder, der fandtes inden visſe navngivne Grændſer[22], alle Slags Kornvarer, Fleſk og Sild, men ikke i nogen Gaard, førend Søboderne vare fulde; derimod kunde Øl, Mjød, Honning, Tran, Smør, Skreid og alle andre Varer, der ej regnedes til Tunge-Varer, oplægges i Pakhuſe og Kjeldere, tilhørende de Gaarde, hvor de lejede Huus; i Strædesboder eller Kramboder ved Gaden derimod Klæde, Lærred og andre Tøjer, Specerier, Røgelſe o. a. d.; og kun i Strædesboder maatte ſaadanne Varer ſelges, der maaltes med Alen. Overtrædelſe af disſe Forbud ſtraffedes med 1 Marks Bod for Kjøbmanden og Marks for Huusejeren. Alle Udlændinger ſkulde have ſolgt ſine Varer inden 14 Dage fra den Dag, de vare ferdige med Udløsningen, men altſammen kun i ſtørre Partier, og kun til Indenlandſke, ej til andre Udlændinger, uden hvad disſe behøvede til ſit eget og ſine Folks daglige Underhold, dog ikke for længere Tid end en Maaned. Efter tre Ugers Forløb ſkulde Udlændingerne have ſluttet alle ſine Kjøb og Handler, ſaaledes at deres hele Ophold, fra Ankomſten indtil Afrejſen, ikke maatte overſtige 6 Uger. Havde de ikke i denne Tid ſolgt alle ſine Varer, maatte de dog fra Korsmesſe om Høſten til Korsmesſe om Vaaren hverken kjøbe eller ſelge noget. Derimod kunde de i den lovbeſtemte Sommertid, fra Korsmesſe om Vaaren til Korsmesſe om Høſten, frit kjøbe og ſelge, dog ikke paa andre Steder, eller i mindre Partier end ovenanført. Her var altſaa en virkelig Indſkrænkning af den forrige tildeels ubundne Frihed. Hvis Udlændingen overtraadte denne ſidſte Beſtemmelſe, ſaa at han enten ſolgte andenſteds eller i mindre Partier, ſkulde Varerne være forbrudte til Kongen, med mindre han kunde beviſe, at hans hele Ladning ikke var ſtørre, end hvad han havde ſolgt. Ingen Bymand maatte overbyde Fehirderne eller disſe omvendt nogen Bymand; ſkede dette, og en højere Kjøbeſum tilbødes, ſkulde, for ſaa vidt ikke Bymændene og Fehirderne derom havde ſluttet indbyrdes Aftale, Kjøbet gaa tilbage igjen, og Vedkommende bøde 1 Mark. Ingen Gaardejer eller Bymand overhoved maatte leje en Udlænding Huus paa længere Tid ad Gangen end 14 Dage, og ikke længere i det Hele taget end 6 Uger. Den ſom lejede paa længere Tid, ſkulde førſte Gang bøde 8 Ertoger og 13 Mkr., og Udlændingen dog forlade Huſet. Skede det anden Gang, ſkulde Gaardejeren have forbrudt Huſet til Kongen, hvis han ſelv ejede det; havde han lejet det, ſkulde han bøde ſaa meget Gods ſom Gaarden var verd. Alt dette, heder det, blev ſamtykket og ſtadfeſtet af Bymændene og de kongelige Embedsmænd i Byen, hvorhos ogſaa Bymændene havde afgjort, at Ingen ſkulde kjøbe tydſk Øl (Bjor) dyrere end 1 Mark Tønden, under Straf af 5 Marks Bod til Kongen og Ølets Confiſcation[23].

Denne Anordning ſynes efter den Maade at dømme, paa hvilken den blev til, at have været en Kraftanſtrængelſe fra Bymændenes Side for nogenledes at afryſte Udlændingernes Handelsaag, hvortil Kongen, hvis Øjne maaſkee iſær vare blevne aabnede ved Vinterſiddernes Trods i 1309—1311, heel villigt ydede ſin Medvirkning, og gik ſaa vidt ſom det nogenledes kunde ſkee, uden ligefrem at krænke de tidligere indgangne Tractater. Der er ogſaa Tegn forhaanden til at de tydſke Stæder bleve urolige derved, og beſluttede at gjøre kraftige Modforeſtillinger, thi vi erfare, at Fyrſt Vitſlav den 3die af Rügen paa Stædernes Vegne ſendte en Geſandt til Norge, Ridder Arnold v. Magen. Men paa Rejſen gjennem Danmark blev han tagen til Fange af Kong Erik eller ved dennes Foranſtaltning, maaſkee fordi nu atter en Fejde, ſkjønt kun ubetydelig og kortvarig, var udbrudt eller paa Vej til at udbryde mellem Danmark og Norge[24]. Hvor vidt nogen anden blev ſendt i den fangne Arnold v. Witzens Sted, vides ikke. Der maa dog have indtruffet noget, der bragte Kong Haakon til, i det mindſte for Tunsbergs Vedkommende, at formilde hine ſtrenge Beſtemmelſer noget; ved Forordning, dateret 10de Mai 1318, beſtemte han nemlig, at alle Udlændinger, fra hvilket ſom helſt Land, der ikke laa i Uvenſkab med Norge, ſkulde være velkomne baade Vinter og Sommer, og kunne ſelge ſine Harer frit til alle Nordmænd, dog kun i ſtørre Partier, ſamt ligeledes kjøbe af Nordmænd og udføre alle de Varer, de vilde; hvorhos Tiden, i hvilken de kunde opholde ſig, ſkulde faſtſættes af Hr. Bjarne Audunsſøn, Sysſelmanden, og Lagmanden Hr. Guthorm Kolbjørnsſøn. Det tilføjedes, at Klæde ikke maatte ſkæres til Salg uden af dem der havde taget Borgerſkab, indenlandſke eller udenlandſke, i Gildesſkaalen eller i et offentligt Huus, alt efter Hr. Bjarnes og Guthorm Kolbjørnsſøus Beſtemmelſe. I alt andet ſkulde den tidligere Forordning ſtaa ved Magt[25]. Dette er den ſidſte Anordning, ſom i Kong Haakons Tid vides at være udgivet, de udenlandſke Kjøbmænd vedkommende. Det er førſt temmelig langt hen i Kong Haakons Efterfølgers Tid, at vi ſtøde paa nogen ny Beſtemmelſe om denne Sag, og, da denne atter fornemmelig ſigtede til at indſkrænke Vinterſiddernes overhaandtagende Uvæſen, der nu endog, ſom det heder, gik ſaa vidt at ſelv udenlandſke Kjøbmænd, der i den ſedvanlige Tid om Sommeren kom til Byen for at handle, klagede over at de fandt alle Varerne opkjøbte, ſaaat ingen ordentlig Kjøbſtevne kunde komme iſtand, ſkulde man formode, at de nys meddeelte Anordninger ikke have været gjennemførte i ſin hele Strenghed, eller og at de Fremmede allerede have været for mægtige til at kunne holdes tilbørligt under Lovens Tvang.

  1. Suhm XI. S. 890—895. Jvfr. hvad herom ovenfor er ytret S. 238, Note. Tilværelſen af Kong Eriks Tractat med Kampens Borgere kjender man kun af denne Fornyelſe ved Kong Haakon. Det er tydeligt, at den kun var ſaa at ſige et Tillæg til hans almindelige Tractat med de tydſke Kjøbmænd af 1294, ſe ovf. S. 234 fgg.
  2. Suhm XI. 482, hvor Maanedens Navn, Juli, er udeladt.
  3. Lübecks Urk. B. II. S. 176. Her kaldes Bergen og Oslo civitates, Kongehelle og Tunsberg villæ forenses.
  4. Lappenbergs Sartorius II.
  5. Lüb. Urk. B. II. S. 253, 255.
  6. Barthol. E. S. 388—391.
  7. Dette var formodentlig den ſtore Ildebrand i 1248, ſe ovf. IV. 1. S. 106—108.
  8. Dipl. Norv. II. 95.
  9. Sſteds I. 120.
  10. Dipl. Norv. II. 97.
  11. Dipl. Norv. I. 102.
  12. Dipl. Norv. II. 102.
  13. At Bannſættelſen havde fundet Sted før 6te Marts 1311, ſees af den paa denne Dag udſtedte Forkyndelſe, ſe nedf.
  14. Dipl. Norv. II. 104, 105.
  15. Forkynd. af 6te Marts 1311, Dipl. Norv. III. 96.
  16. Sammeſteds.
  17. Dommen er endnu ikke trykt, men findes i den oftere omtalte bergenſke Codex Arnam. 331 fol., hvor Sprogformen er betydelig forvanſket, men dog ikke verre, end at Texten kunde omſkrives i ordentligt Sprog. Jvfr. ellers Keyſers N. Kirkehiſt. II. 136—145, hvor alt dette fortælles udførligere.
  18. Dette omtales af Kongen ſelv i Forordn. af 30te Juli 1316, men Forordningen eller Retterboden, hvori Forbudet indeholdtes, er tabt.
  19. Norges gl. L. III. No. 47, S. 118.
  20. Sammeſteds No. 49; for Bergen er Forordningen dateret den 14de, for Tunsberg og Oslo den 15de November 1316. Naar man læſer Begyndelſen af den Redaction der nærmeſt gjelder Bergen, kunde det ſynes ſom om de her givne Forbud og Beſtemmelſer om Opkjøbscommisſion, Liggetid og Udſalg m. m. gjaldt hvilken ſom helſt Tid, Udlændingerne kom til Byen; men ved Sammenligning med Redactionen for Tunsberg og Oslo overbeviſer man ſig ſnart om at hiin kun er et Uddrag, og at den førſte Artikel, „at ingen Vinterſiddere ſkulle ſidde eller ſelge fra Korsmesſe om Høſten til Korsmesſe om Vaaren anderledes end her foreſkrives“ utilbørligt er udeladt. Denne Artikel, ſom ſaaledes maa tænkes tilføjet, beſtemmer altſaa Tiden nøje. Længere nede ſtaar der ogſaa udtrykkeligt: „hvad de ikke have ſolgt inden Udløbet af den foreſkrevne Tid (nemlig i alt 6 Uger) til Salg og Indkjøb, det være dem ſiden forbudet at ſelge, ſaa og at kjøbe, i denne Ferd fra Korsmesſe om Hoften til Korsmesſe om Vaaren; men mellem denne ſidſte til Korsmesſe om Høſten kan hver kjøbe og ſelge frit efterſom Lovbogen ſiger“. Det vilde derhos have været et fuldkomment Brud paa de tidligere givne og ſaa hyppigt gjentagne Privilegier, om Handelen i Almindelighed var bleven indſkrænket paa den her nævnte Maade. I denne Tid behøvede neppe heller Udlændingerne nogen „Tilladelſe til at lægge til Bryggen“.
  21. For Bergen nævnes Fehirderne Hr. Einar Ambesſøn og Hr. Eindride Simonsſøn, ſamt „Gaardsbønderne“ Einar gotniſke (altſaa fra Gotland eller Gulland), Magne af Øyre, Sigvard Hjalt (fra Hjaltland), Styrkaar Lump, Thorleif i Holmedalen, Thjoſtulf Ribb og Orm Hallsſøn. Det er merkeligt nok, at Botolf Haakonsſøn her ikke nævnes ſom Fehirde, uagtet han beviisligt levede mange Aar efter (han nævnes ſaaledes i et Brev fra 1322, Dipl. Norv. I. 165), hvis man ikke kan antage, at der har været tre Fehirder paa een Gang i Bergen, eller at Botolf egentlig kun har været Sysſelmand, ſaaledes at hans Fehirde-Betjening kun vedkom Sysſelen.
  22. Disſe var for Bergen „Kongens Eblegaard“ og den ſaakaldte „Øyraſtein“: for Tunsberg „Kongsgaarden og Skagen ved Olafskloſtret“; for Oslo angives intet.
  23. Brevet for Tunsberg og Oslo, og rimeligviis ogſaa det Dagen forud udſtedte, for Bergen, er beſeglet af den daværende Cantſler Hr. Ivar Olafsſøn, og ſkrevet af Notarien Thorgeir Tovesſøn.
  24. Se Brev fra Arnold v. Witzen, dateret 14de Septbr. 1317, Lübecks Urkundenb. II. No. 319.
  25. Norges gl. L. III. No. 51 S. 131. Forordningen er beſeglet af Ivar Cantſler og ſkreven af Haakon Notarius.