Det norske Folks Historie/6/108

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er allerede forhen omtalt, at Pave Clemens den 5te i Slutningen af Aaret 1311 og i Begyndelſen af 1312 holdt det navnkundige almindelige Kirkemøde i Vienne, hvorved ogſaa den til Erkebiſkop Jørunds Eftermand udvalgte Eilif indfandt ſig, og her modtog Pallium. Foruden ham vare tillige Biſkop Arne af Bergen og Biſkop Helge af Oslo tilſtede ved Conciliet, ſaavel ſom Befuldmægtigede fra Capitlerne og rimeligviis fra de Biſkopper, ſom ſad hjemme. Som bekjendt, var Tempel-Ordenens Ophævelſe Hovedgjenſtanden, hvormed man beſkjeftigede ſig, og kunde ikke være af nogen Interesſe for Norge, hvor ingen Tempelriddere fandtes, men af Vigtighed var det dog ogſaa for dette Rige, at ved den tredie og ſidſte Sesſion af Mødet en ny Tiende af gejſtlige Indtægter blev vedtagen til Befordring af et Korstog til det hellige Lands Befrielſe. Derforuden erfarer man, at de norſke Biſkopper benyttede Lejligheden til at faa den Strid bragt til Ende, ſom nu allerede i lang Tid havde været ført mellem Erkeſtolens og Bergens Capitel angaaende Beſættelſen af Færøernes Biſkopsſtol, og ſom vi allerede ovenfor have haft Anledning til at omtale. Formodentlig ved Pavens egen Foranſtaltning eller Medvirkning bleve begge Parter, nemlig Erkebiſkop Eilif paa ſine egne og den fraværende udvalgte Biſkop Lodins Vegne, ſamt Nidaroos’s Capitel, repræſenteret ved Fuldmægtige, paa den ene Side, og Biſkop Arne ſaavel ſom Bergens Capitel, ligeledes repræſenteret ved Fuldmægtige, paa den anden, enige om at lade Sagen afgjøre ved en Voldgiftsmand, og til denne valgte de den 10de Mai 1312, ſtrax efter Conciliets Slutning, Erkebiſkop Nikolas af Upſala, der ogſaa overvar Conciliet og allerede for 3 Aar tilbage, da han opholdt ſig i Bergen paa Tilbagerejſen fra Curien med Pallium, havde haft noget med Sagen at beſtille. Voldgiſtskjendelſen ſkulde være afſagt 30 Dage efter at alleſammen vare komne til Brügge i Flandern, hvorfra Hjemrejſen ſom ſedvanligt i denne Tid ſkulde ſkee, og Parterne ſkulde holde ſig Dommen efterrettelig under en Bod af 400 Guldgylden. Da Lodin ſidenefter forekommer ſom Biſkop i Færøerne, hvor han omkom paa en Sørejſe i 1316, maa Voldgiftskjendelſen være falden til Fordeel for Nidaroos Erkebiſkops og Capitels Paaſtand[1].

De norſke Biſkopper maa være komne hjem i Løbet af Sommeren eller Begyndelſen af Høſten. Deres Ophold ved Conciliet ſaavel ſom Rejſen derhen og derfra havde krævet betydelige Udgifter, ſom der nu maatte overordentlige Bidrag til at dække. Biſkop Arne beſtemte derfor med ſit Capitels Samtykke, at i de næſte fem Aar ſkulde det førſte Aars Indtægter af ledigblivende Præbender og andre Beneficier i Biſkopsdømmet afholdes til Dækning af hine Udgifter ſaavel ſom til Arbejde paa Chriſtkirken i Bergen, med hvis Forſkjønnelſe og Udvidelſe Biſkop Arne ſynes at have været ivrigt beſkjeftiget. Noget lignende har formodentlig Biſkop Helge gjort i Oslo Biſkopsdømme, ſkjønt dette rigtignok bragte Biſkoppen ſtørre Indtægter end Bergens. Erkebiſkoppen havde ej alene Rejſe-Udgifterne at dække, men ogſaa Omkoſtningerne ved at erholde Pallium, og fordrede derfor ſom subventio pallii Halvdelen af eet Aars Kirketiende over hele Riget. Denne ſynes ogſaa uvægerligen at være bleven Erkebiſkoppen tilſagt af Lydbiſkopperne paa et Møde, han havde med disſe ſtrax efter han var kommen tilbage til Norge fra Conciliet, medens han endnu opholdt ſig i den ſydlige Deel af Landet, og hvor Kongen ogſaa, ſom det lader, var tilſtede. Men da Erkebiſkoppen til at indſamle disſe Bidrag i Bergens Biſkopsdømme ej valgte Biſkoppen efter tidligere Skik, men Magiſter Capellarum, Tinn Haldorsſøn, blev Biſkop Arne, for hvem denne eller rettere hans Embede og den hele Indretning med de kongelige Capeller var en Torn i Øjet, ſtrax ſtødt, gjorde Indſigelſer derimod og begyndte med ſin ſedvanlige Heftighed en Strid herom med Erkebiſkoppen, der ogſaa paa ſin Side, ſkjønt med mere Maadehold, tog til Gjenmæle. Striden varede temmelig længe; der vexledes Skrivelſer, der appelleredes til Paven, og Kongen maatte ligeledes indblande ſig deri, men Arne ſynes dog tilſidſt at have maattet give efter[2].

For nærmere at beſtemme, hvorledes den paa Conciliet i Vienne vedtagne Sexaars-Tiende ſkulde udredes og indſamles i Norge, ſammenkaldte Erkebiſkop Eilif ſine Lydbiſkopper til et Provincial-Concilium i Nidaroos til Høſten 1313, hvorved dog kun Biſkop Helge i Oslo og Biſkop Ingjald indfandt ſig. Biſkop Arne i Bergen var rimeligviis ſaa forbitret paa Erkebiſkoppen ſiden den nys førte Strid, at han ej ønſkede at komme ſammen med ham og derfor under en eller anden Forevending udeblev; hvad Aarſagen var til Biſkop Ketils Udeblivelſe, vides ikke. Derimod var Biſkoppen af Hole paa Island tilſtede, nemlig den oftere omtalte Audun Thorbergsſøn, der juſt nu, ſom det nedenfor nærmere ſkal omtales, var valgt til den i Februar afdøde Biſkop Jørunds Eftermand, og indviedes under ſelve Modet. Conciliet begyndte den 24de November og ſluttedes den 1ſte December; Beſtemmelſerne, der udſtedtes paa denne Dag, foreſkrev med den ſtørſte Nøjagtighed, hvorledes Indſamlingen ſkulde foregaa[3]. Tienden ſelv kom dog, ſom bekjendt, ikke den Sag, hvorfor den var paabudt, ſynderligt til Gode; i det mindſte blev intet udrettet til det hellige Lands Befrielſe, og Pengene tjente kun til at berige den pavelige Stol, over hvis Begjerlighed der allerede tidligere havde været klaget, f. Ex. af Matthæus af Paris, men ſom dog fornemmelig efter ſin Nedſættelſe i Frankrige ſynes at være bleven opfindſom i at ſkaffe ſig nye Indtægtskilder. Da Pave Clemens var død den 25de April 1314, og Paveſtolen, efter en mere end maa= rig Vacance, endelig atter blev beſat med en Franſkmand, nemlig Johannes den 22de (forhen Jakob d’Euſe, Cardinalbiſkop af Portus), tilſkrev denne fra Avignon, den 8de December ſ. A., Erkebiſkopperne ſaavel i Norge ſom i Sverige, at formedelſt det apoſtoliſke Sædes Pengetrang ſkulde det førſte Aars Indtægter af alle gejſtlige Beneficier i deres Provindſer, ſom enten nu vare, eller i de næſte tre Aar bleve ledige, tilfalde det pavelige Skatkammer, kun Kathedralkirkerne, Abbedierne og de allermindſte gejſtlige Embeder undtagne. Disſe Indtægter vare de bekjendte ſaakaldte Annater, paa hvis Udſkrivelſe fra Norge vi ikke kan fremviſe noget tidligere Exempel. Ved et ſamme Dag udſtedt Brev overdrog Paven for Norges Vedkommende Erkebiſkoppen, Lydbiſkopperne og tvende Chorsbrødre af Nidaroos at beſkikke Collectorer og Subcollectorer af disſe Penge, der ikke maatte anvendes til noget andet Brug, men ſamvittighedsfuldt indſendes til det apoſtoliſke Kammer. I Begyndelſen af det følgende Aar (den 3die Februar 1317) overdrog Paven fra Avignon Erkebiſkoppen og Capitlet i Nidaroos herefter at indſamle Rumaſkatten og at inddrive Reſtancerne fra før af[4].

I de førſte Aar af Erkebiſkop Eilifs temmelig langvarige Embedstid indtraf der mange Biſkopsſkifter i den norſke Kirke. Førſt døde Biſkop Jørund af Hole den 1ſte Februar 1313, efterat have beklædt Biſkops-Embedet i den uſedvanlig lange Tid af 46 Aar, og, ſom vi have ſeet, viiſt ſig mere end almindelig ſlu og verdensklog under de mange politiſke Storme, ſom ryſtede Island, fornemmelig ſaalænge Biſkop Arne levede. Dette var juſt ingen Egenſkaber, der anbefalede ham ſom Biſkop, ligeſom det er aabenbart, at han ikke lagde nogen ſynderlig Nidkjærhed for Dagen i at afſkaffe Uſkikke og holde ſtreng Orden i ſit Biſkopsdømme, men heller ſaa igjennem Fingre med, hvad han kun vilde høſte Uvilje ved at paatale. Dog havde han ogſaa ſine gode Sider; han anvendte megen Omhu paa Preſternes Oplærelſe ved ſin Biſkopsſtol og ſøgte at drage de dueligſte Lærere til ſig, ſaaat det virkelig ſynes ſom om Gejſtligheden ved Hole Biſkopsſtol udmerkede ſig fordeelagtigt ved ſin Lærdom. Derhos var han ſtormodig og forſonlig, hvorpaa man havde det bedſte Exempel i hans Fremferd mod den allerede oftere omtalte Preſt, Laurentius Kalfsſøn. Denne, der, ſom det allerede er berettet, i længere Tid havde opholdt ſig i Nidaroos, og ſtod højt i Erkebiſkop Jørunds Gunſt, men derimod var forhadt af Chorsbrødrene, blev i Aaret 1307 af Erkebiſkoppen efter disſes Raad ſendt ud til Island for at viſitere paa hans Vegne. Chorsbrødrene ønſkede nemlig helſt at blive ham kvit, og havde vel ogſaa en Tanke om, at hans megen Iver, hvori der unegteligt var blandet noget Overmod, ſnart vilde bringe ham i alſkens Ubehageligheder. Laurentius begik ſelv det Misgreb at udbede ſig en Dominicaner, Broder Bjørn, til Medviſitator, og fordrede dette ſaa ivrigt, at Erkebiſkoppen, ſkjønt han anede Uraad, maatte føje ham deri. Forøvrigt viiſte han Laurentius den overordentlige Tillid, endog at meddele ham hemmeligt tre Blanketter med ſit Segl under, til Udfyldning efter eget Tykke, kun maatte han aflægge Eed paa, ikke at ville indføre noget i disſe Breve, der kunde være Erkebiſkoppen eller hans Kirke til Skade. Da begge Viſitatorerne vare komne til Island, gik alt godt, ſaa længe de gjennemrejſte Skaalholts Biſkopsdømme, thi Biſkop Arne Helgesſøn var en føjelig Mand, ſom fandt ſig i alt hvad de foretog ſig. Anderledes var det derimod med den ſtolte Jørund, hvem det desuden maatte være dobbelt ubehageligt paa en vis Maade at lade ſig hovmeſterere af Laurentius, hvilken han ſelv i ſin Tid havde draget frem fra ringe Kaar. Allerede i Begyndelſen af 1308 opſtod der Uenighed mellem Biſkoppen og Laurentius, og det viiſte ſig nu, at Erkebiſkoppen havde Ret, da han fraraadede denne at dele ſin Myndighed med Broder Bjørn, thi denne tog ſtedſe Parti med Biſkoppen, og gav alle de øvrige Medhold, med hvem den uforſigtige Laurentius lagde ſig ud ved at blande ſig i Sager, der egentlig ikke vedkom ham. Da Bjørn rejſte tilbage til Norge førend Viſitationen var til Ende, blev Laurentius efter for at viſitere alene, uagtet Biſkoppen vægrede ſig ved at erkjende hans Competence dertil, da Fuldmagten havde lydt paa ham og Bjørn i Fællesſkab. Dette hindrede dog ikke Laurentius fra at føre det ſtore Ord og holde Straffeprædikener mod alle de Uſkikke, han paaſtod havde indſneget ſig, og da han nogen Tid efter ogſaa forlod Island, havde han den Driſtighed at oplæſe for Biſkoppen ſelv en Fortegnelſe, han havde opſat over alle de Misligheder, han troede at have fundet bed hans Embedsførelſe, tilføjende, at han vilde melde altſammen for Erkebiſkoppen. Biſkoppen tog alligevel dette nok ſaa roligt, og tilbød Laurentius at de heller ſkulle forlige ſig med hinanden, og fra begge Sider ikke ſkrive andet til Erkebiſkoppen end godt om hinanden; men Laurentius vilde ikke høre et Ord herom, og han og Biſkoppen ſkiltes ad i Uvenſkab. Ved Ankomſten til Nidaroos fandt Laurentius dog Sagerne langt anderledes, end han havde ventet. Thi Erkebiſkoppen, hans eneſte Beſkytter, laa heftigt ſyg af Podagra, Chorsbrødrene havde Magten i Hænde og lod Laurentius ſtrax ved Ankomſten kaſte i et haardt Fængſel, deels fordi han efter Broder Bjørns Foregivende ſkulde have fremlagt forfalſkede Erkebiſkopsbreve paa Island (herved ſigtedes der til hine føromtalte Blanketter, om hvis Tilværelſe Bjørn ikke havde nogen Kundſkab), deels ogſaa fordi han ſkulde have begaaet Underſlæb med St. Olafs-Offret. Der blev ham ſiden forelagt Valget, enten han i Norge vilde underkaſte ſig den Straf, ſom Officialen (Sira Eilif) paalagde ham, eller føres ſom Fange til Biſkop Jørund. Han valgte det ſidſte, og ſendtes ud om Vaaren 1309, da Erkebiſkop Jørund var død, og Eilif valgt til hans Eftermand. Han bragtes ombord paa Skibet i Lænker, men ſaaſnart dette var kommet ud til Havs, toge Kjøbmændene Lænkerne af ham, ſigende at det ej var Skik og Brug at føre Folk i Baand og Fængſel over Havet. Da han kom til Hole og førtes ind for Biſkop Jørund, faldt han paa Knæ for ham, men Biſkoppen ſtod ſtrax op, bad ham ſætte ſig til Bords ved hans Side, viiſte ham den ſtørſte Blidhed og beholdt ham hos ſig i tre Dage for at han kunde udhvile ſig. Siden ſagde han at det ſkulde ſtaa ham frit for at opholde ſig paa Island hvor han vilde, uden dog at maatte holde Mesſe, da den udvalgte Erkebiſkop paa det ſtrengeſte havde forbudet det, men han kunde, meente Biſkoppen, gjøre ſtor Nytte ved at give Underviisning; dette Raad fulgte ogſaa Laurentius, og opholdt ſig i forſkjellige Kloſtre, underviſende Brødrene. Chorsbrødrene ſkrev vel over til Island, misbilligende at Laurentius behandledes ſaa vel, og fordrende, at han ſkulde underkaſtes Poenitens, men Biſkop Jørund tillod ham ikke deſto mindre at tage ſit Ophold i Tveraa-Kloſter for at meddele Underviisning. Her paa Tveraa opholdt Laurentius ſig, da Biſkop Jørund døde. Efterretningen om Jørunds Død kom førſt om Sommeren til Nidaroos, og til hans Efterfølger valgte Capitlet i Nidaros nu Audun Raude, der efter Sighvat Landes Død og Eilifs Ophøjelſe paa Erkeſtolen anſaaes ſom den ypperſte af Chorsbrødrene. Han ſtod, ſom det allerede forhen er nævnt, højt anſkreven hos Kongen, var længe hans Fehirde og ſaaledes en af hans højt betroede Mænd, der endog, ſom det lader, i den farlige Krigstid 1309 var en af dem, hvem Omſorgen for Throndhjems Forſvar betroedes. Det heed almindeligt at Chorsbrødrenes Valg ved denne Lejlighed faldt paa ham, fordi de gjerne vilde faa ham bort, af Skinſyge over hans ſtore Indflydelſe hos Kongen. Det er ligeledes berettet, at han længe havde foreſtaaet Throndenes Kirke paa Haalogaland. Der fortælles udtrykkeligt om ham, at han havde en Datter, ſom paa denne Tid allerede var anden Gang gift; altſaa havde han enten ſelv været gift, førend han traadte i Kirkens Tjeneſte, eller, ſom faa mange Gejſtlige paa den Tid i Norge, ikke regnet det ſaa nøje med Coelibatsbudet. Endog Laurentius havde under ſit Ophold i Norge haft en Søn med et Fruentimmer, der ſiden efter havde en anden Søn med Chorsbroderen Salomon Thoraldesſøn; men dette hindrede ikke, at de ſidenefter begge bleve Biſkopper. Audun indviedes til Biſkop den 25de November, under det føromtalte Concilium, hvori han ſidenefter ſom Biſkop tog Deel, og tilbragte endnu over et Aar i Norge, da han nemlig ej drog til Island førend om Sommeren 1315. Uagtet han allerede var gammel, tog han ſig dog med megen Kraft og Myndighed af Kirkeſtyrelſen, og fik derved mange Uvenner iſær blandt det højere Preſteſkab, ſom i Vacancen havde haft meſt at ſige. Dette, ſaavelſom den Omſtændighed, at han var fremmed i Landet og ubekjendt med dets Skikke, ſkaffede ham i Førſtningen endeel Ubehageligheder, iſær da det vel heller ikke var ſaa frit, at han ſelv begik nogle Misgreb; men efterhaanden vandt han dog megen Anſeelſe blandt Folket ved ſin Nidkjærhed, Gudsfrygt, Fromhed og Veltalenhed, ſamt maaſkee førſt og fremſt ved ſin Storſindethed og Gjeſtfrihed. En af hans førſte Handlinger, der viſtnok var ſærdeles populær, og hvortil Kong Haakon ſelv ved Afſkeden ſkal have opfordret ham, var at han lod Biſkop Gudmunds Been opgrave, ſkriinlægge og henſtille i Kirken, hvor der da, ſom det heder, ſkede merkelige Jertegn. Audun lagde megen Vind paa at forſkjønne Biſkopsſtolens Kirke og øvrige Bygninger; Biſkopsgaarden lod han endog ganſke opbygge fra Nyt af. Her førte han et ſtort og pragtfuldt Huus og viiſte en overordentlig Gjeſtfrihed. Der fortælles ſaaledes, at endog, naar han, ſom ofte kunde ſkee, hjemme paa Hole havde Stevnemøde med ſine Uvenner, og det under Forhandlingerne meldtes at Maden var paa Bordet, bad han dem venligt at følge med til Bords og tage til Takke, „og ikke være vrede paa Maden, om de end vare vrede paa ham“. Ved denne Venlighed, ſiges der, overvandt han ofte ſine Uvenner, ſaa at de overlode det til ham ſelv at afgjøre deres Mellemværende[5]. Skolen ved Kirken holdt han i ypperlig Stand, og ſøgte at ſkaffe den gode Lærere. Alt dette forvoldte dog Biſkopsſtolen betydelige Udgifter, og for at beſtride dem maatte Biſkoppen igjen ſøge at bringe ſine Indtægter op til et ſaa højt Beløb ſom muligt, fornemmelig ved at tilegne ſig Raadigheden over alt Offer og alle Kirketiender, medens tidligere Offret og Smaatienderne oppebares af den ſaakaldte Kirkebonde, det vil ſige den Bonde, der beſad Gaarden, paa hvilken Kirken laa, og beſtyrede Kirkegodſet. Med andre Ord, han begyndte at gjennemføre i Hole Biſkopsdømme, hvad Biſkop Arne Thorlaksſøn havde kæmpet for og allerede tildeels udført i Skaalholts, medens Biſkop Jørund i ſin lange Embedstid havde været mere føjelig for ikke altfor meget at lægge ſig ud med Høvdingerne. Det var naturligt, at Biſkop Auduns Fordringer vakte megen Uvilje, og mod Slutningen af Kong Haakons Regjering, maaſkee endog efter at han allerede var død, men førend Efterretningen derom var kommen til Island, indgave ſamtlige Bønder og Almue i Hole Biſkopsdømme en formelig Proteſt derimod til Kongen, ytrende at de ej vilde taale ſaadant, og forudſigende at paa ſlig Viis vilde Kirken i faa Aar have tilegnet ſig alt Gods i Landet og Kongedømmet intet have tilbage uden Møje og Bekoſtning; overhovedet klagede de over, „at udenlandſke Biſkopper vare blevne trængte ind i Landet mod gammel Skik og Vedtægt“[6]. Da Kongen allerede var død, inden denne Proteſt naaede Norge, og Biſkop Audun ſelv i Aaret 1320 drog over til Throndhjem, hvor han døde 1321, bortfaldt, ſom det ſynes, den hele Sag af ſig ſelv. Auduns Eftermand, ſom han ſelv paa ſit Dødsleje havde anbefalet dertil, var ingen anden end Laurentius Kalfſøn; denne, ſom indfød Islænding og af en mere eftergivende Charakteer, lod, ſom det ſynes, alt blive ved det gamle.

I Skaalholts Biſkopsdømme ſynes alt at have gaaet roligt hen under den fredelige Biſkop Arne Helgesſøn, hvilken desuden var meſt optagen med at gjenopføre Kathedralkirken paa Skaalholt, der blev truffen af Lynild Natten før Paalsmesſe (25de Januar) 1309, og fortæredes i en kort Stund med mange Koſtbarheder. Arne rejſte ſamme Aar ſelv over til Norge for at bede om Underſtøttelſe til at rejſe en ny Kirke, og Kong Haakon viiſte ham en ſand kongelig Gavmildhed, idet han ſkjænkede ham Bygningstømmer og mange andre Koſtbarheder; Dronningen og alle de bedſte Mænd i Norge fulgte hans Exempel, ſaa at Arne kom riigt begavet tilbage, og det almindeligt heed, at ingen islandſk Biſkop havde gjort en ſaa glimrende Rejſe til Norge[7].

I Bergen døde Biſkop Arne Sigurdsſøn 1314. Vi have allerede i det foregaaende ſeet nok af hans Virkſomhed til at vide, at han paa ſin Viis var en meget nidkjær og virkſom Mand, men at hans Nidkjærhed ofte udartede til Stivſind, og hans Virkſomhed til Smaalighed, ligeſom og at han med ængſtelig Omhyggelighed ſøgte at opretholde ſin Embedsmyndighed ej alene mod den verdslige Magt, men endog mod ſine egne gejſtlige Colleger og Overordnede. Dette viiſte ſig iſær i hans nys omtalte Strid med Erkebiſkop Jørund om Beſættelſen af Færøernes Biſkopsſtol, og med Erkebiſkop Eilif om Palliehjelpen. At Indretningen med de kongelige Capeller og Magiſter Capellarum rinder ſaadanne Omſtændigheder maatte være ham meget imod, iſær da den ſaa godt ſom til Biſkoppernes Ligemænd ophøjede Magiſter reſiderede i Bergen, og de fleſte under dennes Beſtyrelſe henlagte Capeller desuden fandtes i Bergens Biſkopsdømme, er let at indſee. Det varede heller ikke længe, førend der opſtod Strid mellem ham og Provſt Finn om, hvorledes Oprettelſesbullens Ord om dennes Forſtanderſkab over Capellerne ſkulde fortolkes. Ordene vare noget dunkle, og enhver af Parterne ſøgte at fortolke dem til ſin Fordeel, Biſkoppen ved at give dem ſaa indſkrænket, Provſten ved at give dem ſaa udvidet Betydning, ſom muligt. Man henvendte ſig til Paven ſelv med Foreſpørgſler derom, og denne, ſom i Oprettelſesbullen aabenbart havde lagt et Sindelag for Dagen, der berettigede til at tage Ordene i den videſte og for Magiſteren fordeelagtigſte Forſtand, talte nu i en anden Tone, maaſkee fordi man havde foreſtillet ham, at der allerede var indrømmet den kongelige Gejſtlighed for meget. Han erklærede nemlig udtrykkeligt, at Capellernes Preſter ikke ſkulde være unddragne den biſkoppelige Jurisdiction, om end Kongen præſenterede dem; heller ikke ſkulde Magiſteren kunne afſætte eller indſætte dem, Biſkoppen uadſpurgt. Viſitationsretten ved Capellerne ſkulde ej være Biſkopperne betagen, og Magiſterens dømmende Myndighed over Capellpreſterne ſkulde alene vedkomme mindre Forſeelſer o. ſ. v.[8]. Denne Forklaring ſtemmede neppe med Kongens eller Magiſterens Ønſke og Forventning; men herved var intet at gjøre, og de maatte finde ſig deri. Biſkoppen ſynes ved den her vundne Sejr at være bleven opmuntret til at gaa videre; vi ſee ſaaledes at der allerede i 1310 var en heftig Strid mellem ham og Provſt Finn om Grændſerne for Allehelgenskirkes Sogn; ſamt ligeledes at Biſkoppen gjorde Vanſkeligheder ved at udføre flere kirkelige Handlinger ved Capellerne, hvortil der udfordredes biſkoppelig Vielſe, den Magiſteren ikke havde, ſom at indvie den hellige Olje og Chrisma, renſe Kirker, der vare blevne beſmittede o. ſ. v.; altſammen viſtnok kun for at beſværliggjøre Capellpreſterne deres Virkſomhed. Her maatte da Magiſteren klage til Paven, ſom denne Gang tog Capell-Gejſtlighedens Parti og befalede Biſkopperne for Eftertiden under kirkelig Straf at udføre de omſkrevne Handlinger[9]. Hermed ſynes Tviſtighederne i Arnes Tid at være ophørte; men de opblusſede igjen under hans Eftermand. Biſkop Arne er den førſte norſke Biſkop, om hvem det med Beſtemthed vides, at han med Strenghed ſøgte at paaſee Coelibatbudets Overholdelſe. Vel var der ikke længer Tale om at Preſterne kunde indgaa Egteſkab, men i Stedet for Huſtruer havde de „Følgekoner“ eller „Huusholderſker“ (paa Latin kaldet focariæ, i Danmark Preſte-Deier), med hvilke de levede ganſke ſom Huſtruer, og ſom af Almuen ogſaa betragtedes ſaaledes[10]; ja det lader endog til, at Preſterne ſelv ikke anede at der var noget ondt heri, efterſom vi erfare, at enkelte ej engang undſaa ſig for at have Følgekonen ved ſin Side ved Bordet, naar Biſkoppen gjeſtede ham paa Viſitats. Dette Uvæſen ſøgte Biſkop Arne at hemme ved alvorlige Advarſelsbreve og Straffe, ſkjønt det dog neppe frugtede ſynderligt. Over de Kloſtre, der ſtode under det biſkoppelige Tilſyn, navnlig Auguſtinerkloſtrene, Jonskloſtret i Bergen og Halsnø Kloſter, holdt Arne en ſtreng Opſigt, og ſynes endog at have haft i Sinde at foretage en Reform af det ſidſte, hvor meget Uvæſen havde indſneget ſig; men heraf blev dog intet, enten nu fordi Munkene lovede Bedring, eller fordi Døden hindrede ham i at udføre Planen[11]. Endelig drev Biſkop Arne meget ivrigt paa ſin Kathedralkirkes Forſkjønnelſe eller Udvidelſe. Dette ſeer man af et Brev, han mellem 1307 og 1309 ſkrev til ſin Broder Audfinn, der opholdt ſig udenlands, ſandſynligviis i Paris eller Orleans, for at ſtudere, og juſt agtede at beſøge Pavecurien. Han bad ham nemlig at forhøre ſig, om det ſkulde lade ſig gjøre at udvirke Pavens Tilladelſe til at han anvendte endeel af Kirketienden i Biſkopsdømmet til Kirkens Iſtandſættelſe, ligeſom han og gav Audfinn det Hverv at ſkaffe ham en Mand, der forſtod ſig paa at tække med Skifer, og om muligt ogſaa at male og forfærdige Glasvinduer[12]. Der ere ogſaa andre Omſtændigheder, ſom tyde hen paa at en temmelig gjennemgribende Ombygning og Udvidelſe af Bergens Chriſtkirke maa have fundet Sted paa denne Tid. Arnes Eftermand blev hans Broder, den nys omtalte Audfinn, der ſom Chorsbroder i I Bergen havde mødt paa Capitlets Vegne ved Conciliet i Vienne. Audfinn traadte i det Hele taget i ſin Broders Fodſpor, men var dog ſmidigere og mindre ſtivſindet.

Samme Aar, ſom Arne, døde ogſaa Biſkop Ingjald i Hamar, om hvis Bedrifter lidet eller intet vides, og Thord, Biſkop i Garde paa Grønland, der ſiden 1310 havde opholdt ſig i Norge[13]. Han havde i over 20 Aar beſtyret Biſkopsſtolen i hiin fjerne Afkrog af Verden; det er nemlig ovenfor (S. 64) berettet, hvorledes han allerede blev indviet i 1288, tilſammen med Arne af Stavanger og Eivind af Oslo. Grønland ſynes paa denne Tid ſjeldnere end forhen at have været befaret, og, merkeligt nok, ſaa godt ſom alene fra Norge, i det mindſte langt mere herfra, end fra det meget nærmere beliggende Island. Hvor ſvag Forbindelſen alligevel var, derom kan man aller bedſt gjøre ſig Foreſtilling af et Brev, ſom Biſkop Arne den 22de Juni 1308 ſkrev til Thord med nogle Foræringer, deels til ham, deels til Kloſtrene[14]. Han meddeler ham nemlig i dette Brev de vigtigſte Nyheder i de ſidſte Aar, men begynder allerede med Kong Eriks Død i 1209, fortæller derefter Biſkop Eivinds og den ſtavangerſke Biſkop Arnes Død i 1303, Biſkop Narves og Biſkop Thorſteins i 1304, ſamt endelig den færøiſke Biſkop Erlends Død i 1308. Han beretter altſaa her under eet, hvad der er forefaldet i de ſidſte 9 Aar, og ſkjønt han vel i Begyndelſen, hvor han taler om Kong Eriks Død, tilføjer, „hvad enten I nu allerede have ſpurgt det eller ej“, tilkjendegiver han dog derved Muligheden eller endog Sandſynligheden af, at der i hele ni Aar ikke var kommet nogen Tidende, altſaa intet Skib og intet Menneſke fra noget andet civiliſeret Land til Grønland. Det er endog meget uviſt, om dette Brev naaede Biſkop Thord, thi man ſeer af de islandſke Annaler, at han allerede forlod Grønland i 1309 og ikke førend det følgende Aar kom til Norge; det er ſaaledes heel muligt, at ogſaa det Skib, der bragte Brevet, ikke kom til Grønland førend i 1309, da han allerede var afrejſt[15]. Man kan under ſaadanne Omſtændigheder ikke undre ſig over, at de grønlandſke Biſkopper ſtundom paa flere Aar forlode ſin Biſkopsſtol og drog over til Norge; de vare ikke fødde og opdragne i Landet og vare førſt komne did i en modnere Alder; deres Embede kunde ej give dem ſtort at beſtille, og ſaaledes var det næſten utænkeligt, at de ej efter nogle Aars Forløb ſkulde føle ſig trykkede af de ſørgelige Omgivelſer og drives af en uimodſtaaelig Længſel efter at gjenſee ſit Fedreneland og blidere Egne. Man maa alene forundre ſig over, at de endda kunde holde ud der ſaa længe, ſom de gjorde, og at navnlig Thord kunde tilbringe hele 20 Aar der[16]. Hans Eftermand var en vis Arne, om hvis tidligere Livsforhold intet vides. Han drog endnu ſamme Aar til ſit Sæde. Til Biſkop i Hamar efter Ingjald valgtes Botolf, Chorsbroder ſammeſteds, der allerede i 1306 maa have nydt en mere end almindelig Anſeelſe ogſaa udenfor Biſkopsdømmet, ſiden Biſkop Arne i Bergen da agtede at ſende ham ſom en af ſine Fuldmægtige til Provincial-Conciliet i Oslo[17].

Om den færøiſke Biſkop Lodins Død i 1316 er der ovenfor talt; Biſkopsſtolen blev førſt 4 Aar derefter beſat. I 1317 døde Biſkop Ketil af Stavanger, og eſterfulgtes af en vis Haakon. Man kjender ikke ſtort andet til Ketils Virkſomhed, end at han laa i en langvarig Strid med Halsnø Kloſter om et Laxefiſke ved Faxſtad i Suledal. Det er charakteriſtiſkt, at Kloſtret her ſkød ſig under Kongedømmet og verdslig Domſtol, medens Biſkoppen naturligviis proteſterede herimod, da Sagen førtes alene mellem Gejſtlige[18]. Men ſtørſte Delen af Gejſtligheden ſelv ſynes paa denne Tid at have i det mindſte ſtiltiende erkjendt, at den ikke kunde undvære den verdslige Arms Støtte i Retsſagers Afgjørelſe, ſaa at Henſkydelſen under verdslig Domſtol ikke engang hørte til Sjeldenheder, men var det ſedvanlige, hvad enten man nu gav Sagen det Udſeende, ſom om man alene betragtede Lagmanden ſom Voldgiftsmand, eller man virkelig erkjendte hans dømmende Autoritet. Paa Grund heraf kunde Kong Haakon endog lade en Forordning udgaa, der egentlig, idet den udgik fra Kongedømmets Forpligtelſe og følgelig Berettigelſe til ogſaa at drage Omſorg for at de Sager, der vedkom Chriſtenretten, kunde komme til Afgjørelſe, betog Gejſtligheden ſelv en ſtor Deel af dens Myndighed. Forordningen lyder nemlig ſaaledes: „Vi have erfaret, at Lagmændene ikke ville ſige Lov (dømme) i de Sager, der vedkomme den hellige Kirke og ſom henhøre under Chriſtenretten, ſaaſom ingen Chriſtendomsbaalk findes i den Lovbog ſom den verdige Herre, Kong Magnus, vor Fader, højlovlig Ihukommelſe, lod ſammenſætte, og heller ikke vi, Erkebiſkoppen og Biſkopperne have faaet Tid til at indrette Chriſtendomsbaalken ſaaledes ſom vi kunde ønſke det; men da vi dog ingenlunde ville at den hellige Kirke eller hendes Formænd ſkulle miſte ſine Rettigheder, ville vi, og byde herved paa det beſtemteſte, at vore Lagmænd og alle andre have og overholde den Chriſtenret, ſom har gjeldt hos Eder fra fordums Tid, nemlig hverken den ſom vor Fader Kong Magnus lod ſammenſætte eller den ſom Erkebiſkop Jon lod ſammenſætte, men den ſom forhen gjaldt og er den gamle; den ville vi ſkal gjelde og efter den ſkulle vore Lagmænd og give deres Orſkurder, dog ſaaledes at alle deri nævnte Sekter falde til en Trediedeel. Men er der noget deri, ſom tykkes ikke at kunne pasſe eller er mangelagtigt, da ſkulle I ſkrive til os og give os Eders Betænkning derom efter at have hørt Biſkopperne, de lærde Mænd og de haandgangne Mænd, der vide, hvad der er nyttigt og pasſeligt for Almuen“. Her forudſættes det endog ſom givet, at Lagmændene ſkulle dømme i flere gejſtlige Sager (ſaadanne naturligviis, der ikke vedkom Religionen og Gudsdyrkelſen, men kun Ejendoms- og Indtægts-Forhold), og det betragtes ſom en Tjeneſte, Kongen viſer Gejſtligheden, at han ikke tillader Lagmændene at unddrage ſig fra at afgive Kjendelſe i ſaadanne Tilfælde. Det er ikke uſandſynligt, at Kongen alene af Statsklogſkab har givet Sagen denne Vending, for at Gejſtligheden ſaa meget mindre ſkulde kunne proteſtere mod en Forſkrift, der, om den end virkelig for Øieblikket gavnede den, dog hindrede den fra at høſte de Fordele, den maaſkee ellers kunde høſtet af den mangelagtige Kirkelovgivning ved ſelv at ſupplere Manglerne. At Kongen var ſig bevidſt ved denne Forordning at have lagt et betydeligt Baand paa Gejſtligheden, ſees deraf, at han, ſom det ſynes, ſatte den i Forbindelſe med den ovenfor (S. 490) omtalte Gjentagelſe af de Artikler, der allerede vare givne eller vedtagne ved Erkebiſkop Jørunds Forliig med Kong Erik i 1291, og ſom paa ſit Sted (S. 173) udførligen ere blevne omtalte. Muligt, at de hidtil ikke vare blevne fuldſtændigt gjennemførte, eller at de i Tidens Løb vare blevne tilſideſatte, hvilket er ſaa meget mere tænkeligt, ſom de ikke egentlig danne nogen formelig Forordning, men kun en Art af Inſtruction for Lagmændene og Sysſelmændene, der fra Tid til anden ſkulde oplæſes. Det bedſte Beviis paa, at de nu herefter, ſaavel ſom Beſtemmelſen om Chriſtenretten, overholdtes, er det, at de findes optagne i mange ſenere Afſkrifter af Lovbøgerne, og at flere af disſe derhos indeholde ſærſkilte Afſkrifter af de ældre Chriſtenretter for de forſkjellige Hovedlagthing. Thi hvorvel det vel egentlig var Kongens Mening, at kun een Chriſtenret ſkulde gjelde for hele Norge, nemlig den Froſtathings-Chriſtenret, ſom Kong Haakon og Erkebiſkop Sigurd indrettede i 1244, og hvis Beſtemmelſe det aabenbart var at ſkulle gjelde for hele Landet[19], ſeer man dog, at Forordningen fortolkede-s, ſom om de forſkjellige ældgamle Chriſtenretter, Gulathingets, Froſtathingets, Oplandenes og Vikens fremdeles ſkulde ſtaa ved Magt, hver i ſit Diſtrict. Viſtnok var, ſom vi have ſeet, allerede tidligere en Anordning udkommet om at den ældre Chriſtenrets Beſtemmelſe om Sekter ſkulde gjelde, men deraf fulgte ikke, at den ſkulde gjelde i ſin Heelhed. Dette blev nu authentiſk beſtemt. Tiden, naar den merkelige Anordning blev given, kjendes ikke med fuldkommen Vished, ſandſynligviis var det dog i Aaret 1316, den 28de Juli, da Kongen opholdt ſig i Bergen for ſidſte Gang, og da han tillige gav de for om talte Anordninger om Udlændingernes Told og Rettigheder til at handle udenfor de lovbeſtemte Tider[20].

  1. Se udførligere herom Keyſers n. Kirkehiſtorie II. S. 154—156, 148—149.
  2. Keyſers n. Khiſt. II. S. 156—165.
  3. Keyſer n. Khiſt. II. S. 166—168. Dipl. Norv. I. No. 139.
  4. Sammeſteds S. 173—174.
  5. Om alt dette ſee Laurentius’s Saga.
  6. Brevet er aftrykt i Finn Jonsſøns isl. Kirkehiſtorie, Vol. II. S. 166 fgg. Aaret og Dagen, naar Brevet udſtedtes, angives her ikke, men der tales om nogle Retterbøder, ſom Kongen havde ſendt ud med Gunnar Raadſvein, og af Annalerne ſees det, at denne kom ud til Island i Aaret 1319; Proteſten maa altſaa, ſiden den er henvendt til Kong Haakon, ſom døde ſamme Aar, være affattet umiddelbart efter Gunnars Ankomſt, og førend man endnu havde erfaret Kongens Død. Slutningen af Proteſten er ret merkelig og charakteriſtiſk: „Gode Hr. Kong Haakon, det har her været et ſlemt og utilbørlig Tiltag, at udenlandſke Biſkopper have været trængte ind i Landet imod Landets Vane fra gammel Tid, og den Samtykt og Beſtemmelſe, ſom blev tagen, da den hellige Biſkop Jon blev udvalgt af Lærde og Læge i Landet, nemlig at Biſkopperne ſkulle vælges her i Landet efterdags. Vi bede eder ydmygeligt at I med Guds Miſkund ville ſee ſaaledes til, at en begjerlig Høvding og et uvittigt (heimſkt) Folk ikke længe ere tilſammen, thi af ſaadant har der ofte hændets megen Skade. Vi forudſee ogſaa at inden faa Aar vil Kongedømmet heraf kun have Møje og Bekoſtning, men Kirken alt Gods i Landet at raade over. Og derfor give vi os og hele vor Sag i Guds og eders Vold, bedende at I ville holde os ved ny og gammel Ret, ſom her med Rette har været ſamtykt, og ſtyrke os til at vi kunne beholde vort Frelſe og vort fedrene Gods, ydende os ſikker Biſtand til at vi uden Fare kunne nyde vor Ret. Vor Herre Jeſus Chriſtus give at I ville ſørge for, at den almægtige Gud har Lov og Priis, I ſelv Ære og Heder, og vi, eders Tjenere, Fred og Gavn baade nu og ſtedſe, Amen“.
  7. Isl. Annaler ved 1310.
  8. Barth. E. 523. Suhm XI. 626, jvfr. Keyſer N. K. H. II. 151.
  9. Sammeſteds, S. 152, 153; Barth. E. 530.
  10. Ordet focaria kommer af focus, Arneſted. Af fylgjukona, ſammendraget i daglig Tale paa ſamme Maade ſom „Frænke“ (kvindelig Slægtning) af frændkona, ſynes i det norſke Almuesſprog Ordet „Fylkje“ eller „Fyrkje“ (udtalt med det tykke l, Mellemting mellem l og r) at være dannet; det betyder oprindelig „Pige“ eller „Tøs“ i en, om juſt ikke foragtelig, ſaa dog noget mindre ædel Betydning. I Sverige ſynes det bekjendte „flicka“ at være det ſamme; ogſaa det havde oprindelig en noget uædel Betydning.
  11. Langes Kloſterhiſtorie S. 301—304, jvfr. Keyſers norſke Kirkehiſtorie S. 135, 136.
  12. Barthol. E. 315—316. Udg. af „Bergens Kalvſkind“ S. 131 fg.
  13. Isl. Annaler ved 1310.
  14. Brevet er aftrykt hos Suhm, XI. 904, ſaavel ſom i „Grønlands hiſtoriſke Mindesmærker“ III. S. 96.
  15. Thord forekommer ſom Medudſteder af et i Anledning af den omtviſtede Beſættelſe af Færøernes Biſkopsſtol udferdiget Brev, dateret Bergen den 26de Decbr. 1310 (Barthol. E. 551). Heraf ſeer man at han da opholdt ſig i Bergen.
  16. Isl. Annaler. Med Henſyn til hans Eftermand Arne havde man et endnu tydeligere Beviis paa, hvor ſjelden og ſparſom Forbindelſen mellem Grønland og Norge maa have været; i 1343 indviede nemlig Erkebiſkop Paal en ny Biſkop, Jon Skalle, til Garde, i den Tanke at Arne var død, men ſiden efter erfarede man at Arne endnu ej var død, og Jon kunde ſaaledes for det førſte ikke tiltræde ſit Embede.
  17. Brev af 11te Juni 1306, Barth. E. 309.
  18. Langes Kloſterhiſtorie S. 362.
  19. I Beſtemmelſen af 1290 tales der alene om den ældre Chriſtenret, uden nærmere Tillæg, men dog ſaaledes, at man ogſaa der nærmeſt maatte gjette paa den af 1244; og i Forordningen af 1327, hvor Kong Magnus Eriksſøn gjentog Budet om at den gamle Chriſtenret ſkulde gjelde, heder det udtrykkeligt, at dette ſkulde være Kong Haakons og Erkebiſkop Sigurds. Deraf ſkulde man næſten maatte ſlutte, at ogſaa Kong Haakon egentlig meente denne, og at det maaſkee var en Misforſtaaelſe, naar de ældre Love antoges at ſkulle gjelde. Denne Misforſtaaelſe har dog været Aarſag i at Vikens og Oplandenes ældre Chriſtenretter, der ellers vilde være tabte ligeſom den verdſlige Ret for disſe Lagthing, ere blevne vedligeholdte.
  20. Af denne Anordning findes nemlig to Hovedafſkrifter, een, dateret Olafsvaka Aften i Kongens 17de Aar (altſaa 1316) uden Tillæg af hiin Inſtrux for Lagmændene og Sysſelmændene, og en anden, udateret, hvor Inſtruxen tillægges, med de Slutningsord: „dette Brev blev gjort, oplæſt og ſamtykt af Almuen i vort 10de Regjerings-Aar“, uden at man kan ſee, om dette Tillæg ſigter til Kong Haakon, eller til Kong Erik, under hvem Inſtruxen førſt blev given. Om den Tid, da Inſtruxen ſandſynligviis blev given, og hvorvidt den er at tilſkrive Kong Haakon eller hans Broder Erik, er ovenfor talt.