Det norske Folks Historie/6/108

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 593-606).

Det er allerede forhen omtalt, at Pave Clemens den 5te i Slutningen af Aaret 1311 og i Begyndelsen af 1312 holdt det navnkundige almindelige Kirkemøde i Vienne, hvorved ogsaa den til Erkebiskop Jørunds Eftermand udvalgte Eilif indfandt sig, og her modtog Pallium. Foruden ham vare tillige Biskop Arne af Bergen og Biskop Helge af Oslo tilstede ved Conciliet, saavel som Befuldmægtigede fra Capitlerne og rimeligviis fra de Biskopper, som sad hjemme. Som bekjendt, var Tempel-Ordenens Ophævelse Hovedgjenstanden, hvormed man beskjeftigede sig, og kunde ikke være af nogen Interesse for Norge, hvor ingen Tempelriddere fandtes, men af Vigtighed var det dog ogsaa for dette Rige, at ved den tredie og sidste Session af Mødet en ny Tiende af gejstlige Indtægter blev vedtagen til Befordring af et Korstog til det hellige Lands Befrielse. Derforuden erfarer man, at de norske Biskopper benyttede Lejligheden til at faa den Strid bragt til Ende, som nu allerede i lang Tid havde været ført mellem Erkestolens og Bergens Capitel angaaende Besættelsen af Færøernes Biskopsstol, og som vi allerede ovenfor have haft Anledning til at omtale. Formodentlig ved Pavens egen Foranstaltning eller Medvirkning bleve begge Parter, nemlig Erkebiskop Eilif paa sine egne og den fraværende udvalgte Biskop Lodins Vegne, samt Nidaroos’s Capitel, repræsenteret ved Fuldmægtige, paa den ene Side, og Biskop Arne saavel som Bergens Capitel, ligeledes repræsenteret ved Fuldmægtige, paa den anden, enige om at lade Sagen afgjøre ved en Voldgiftsmand, og til denne valgte de den 10de Mai 1312, strax efter Conciliets Slutning, Erkebiskop Nikolas af Upsala, der ogsaa overvar Conciliet og allerede for 3 Aar tilbage, da han opholdt sig i Bergen paa Tilbagerejsen fra Curien med Pallium, havde haft noget med Sagen at bestille. Voldgistskjendelsen skulde være afsagt 30 Dage efter at allesammen vare komne til Brügge i Flandern, hvorfra Hjemrejsen som sedvanligt i denne Tid skulde skee, og Parterne skulde holde sig Dommen efterrettelig under en Bod af 400 Guldgylden. Da Lodin sidenefter forekommer som Biskop i Færøerne, hvor han omkom paa en Sørejse i 1316, maa Voldgiftskjendelsen være falden til Fordeel for Nidaroos Erkebiskops og Capitels Paastand^[1].

De norske Biskopper maa være komne hjem i Løbet af Sommeren eller Begyndelsen af Høsten. Deres Ophold ved Conciliet saavel som Rejsen derhen og derfra havde krævet betydelige Udgifter, som der nu maatte overordentlige Bidrag til at dække. Biskop Arne bestemte derfor med sit Capitels Samtykke, at i de næste fem Aar skulde det første Aars Indtægter af ledigblivende Præbender og andre Beneficier i Biskopsdømmet afholdes til Dækning af hine Udgifter saavel som til Arbejde paa Christkirken i Bergen, med hvis Forskjønnelse og Udvidelse Biskop Arne synes at have været ivrigt beskjeftiget. Noget lignende har formodentlig Biskop Helge gjort i Oslo Biskopsdømme, skjønt dette rigtignok bragte Biskoppen større Indtægter end Bergens. Erkebiskoppen havde ej alene Rejse-Udgifterne at dække, men ogsaa Omkostningerne ved at erholde Pallium, og fordrede derfor som subventio pallii Halvdelen af eet Aars Kirketiende over hele Riget. Denne synes ogsaa uvægerligen at være bleven Erkebiskoppen tilsagt af Lydbiskopperne paa et Møde, han havde med disse strax efter han var kommen tilbage til Norge fra Conciliet, medens han endnu opholdt sig i den sydlige Deel af Landet, og hvor Kongen ogsaa, som det lader, var tilstede. Men da Erkebiskoppen til at indsamle disse Bidrag i Bergens Biskopsdømme ej valgte Biskoppen efter tidligere Skik, men Magister Capellarum, Tinn Haldorssøn, blev Biskop Arne, for hvem denne eller rettere hans Embede og den hele Indretning med de kongelige Capeller var en Torn i Øjet, strax stødt, gjorde Indsigelser derimod og begyndte med sin sedvanlige Heftighed en Strid herom med Erkebiskoppen, der ogsaa paa sin Side, skjønt med mere Maadehold, tog til Gjenmæle. Striden varede temmelig længe; der vexledes Skrivelser, der appelleredes til Paven, og Kongen maatte ligeledes indblande sig deri, men Arne synes dog tilsidst at have maattet give efter^[2].

For nærmere at bestemme, hvorledes den paa Conciliet i Vienne vedtagne Sexaars-Tiende skulde udredes og indsamles i Norge, sammenkaldte Erkebiskop Eilif sine Lydbiskopper til et Provincial-Concilium i Nidaroos til Høsten 1313, hvorved dog kun Biskop Helge i Oslo og Biskop Ingjald indfandt sig. Biskop Arne i Bergen var rimeligviis saa forbitret paa Erkebiskoppen siden den nys førte Strid, at han ej ønskede at komme sammen med ham og derfor under en eller anden Forevending udeblev; hvad Aarsagen var til Biskop Ketils Udeblivelse, vides ikke. Derimod var Biskoppen af Hole paa Island tilstede, nemlig den oftere omtalte Audun Thorbergssøn, der just nu, som det nedenfor nærmere skal omtales, var valgt til den i Februar afdøde Biskop Jørunds Eftermand, og indviedes under selve Modet. Conciliet begyndte den 24de November og sluttedes den 1ste December; Bestemmelserne, der udstedtes paa denne Dag, foreskrev med den største Nøjagtighed, hvorledes Indsamlingen skulde foregaa^[3]. Tienden selv kom dog, som bekjendt, ikke den Sag, hvorfor den var paabudt, synderligt til Gode; i det mindste blev intet udrettet til det hellige Lands Befrielse, og Pengene tjente kun til at berige den pavelige Stol, over hvis Begjerlighed der allerede tidligere havde været klaget, f. Ex. af Matthæus af Paris, men som dog fornemmelig efter sin Nedsættelse i Frankrige synes at være bleven opfindsom i at skaffe sig nye Indtægtskilder. Da Pave Clemens var død den 25de April 1314, og Pavestolen, efter en mere end maa= rig Vacance, endelig atter blev besat med en Franskmand, nemlig Johannes den 22de (forhen Jakob d’Euse, Cardinalbiskop af Portus), tilskrev denne fra Avignon, den 8de December s. A., Erkebiskopperne saavel i Norge som i Sverige, at formedelst det apostoliske Sædes Pengetrang skulde det første Aars Indtægter af alle gejstlige Beneficier i deres Provindser, som enten nu vare, eller i de næste tre Aar bleve ledige, tilfalde det pavelige Skatkammer, kun Kathedralkirkerne, Abbedierne og de allermindste gejstlige Embeder undtagne. Disse Indtægter vare de bekjendte saakaldte Annater, paa hvis Udskrivelse fra Norge vi ikke kan fremvise noget tidligere Exempel. Ved et samme Dag udstedt Brev overdrog Paven for Norges Vedkommende Erkebiskoppen, Lydbiskopperne og tvende Chorsbrødre af Nidaroos at beskikke Collectorer og Subcollectorer af disse Penge, der ikke maatte anvendes til noget andet Brug, men samvittighedsfuldt indsendes til det apostoliske Kammer. I Begyndelsen af det følgende Aar (den 3die Februar 1317) overdrog Paven fra Avignon Erkebiskoppen og Capitlet i Nidaroos herefter at indsamle Rumaskatten og at inddrive Restancerne fra før af^[4].

I de første Aar af Erkebiskop Eilifs temmelig langvarige Embedstid indtraf der mange Biskopsskifter i den norske Kirke. Først døde Biskop Jørund af Hole den 1ste Februar 1313, efterat have beklædt Biskops-Embedet i den usedvanlig lange Tid af 46 Aar, og, som vi have seet, viist sig mere end almindelig slu og verdensklog under de mange politiske Storme, som rystede Island, fornemmelig saalænge Biskop Arne levede. Dette var just ingen Egenskaber, der anbefalede ham som Biskop, ligesom det er aabenbart, at han ikke lagde nogen synderlig Nidkjærhed for Dagen i at afskaffe Uskikke og holde streng Orden i sit Biskopsdømme, men heller saa igjennem Fingre med, hvad han kun vilde høste Uvilje ved at paatale. Dog havde han ogsaa sine gode Sider; han anvendte megen Omhu paa Presternes Oplærelse ved sin Biskopsstol og søgte at drage de dueligste Lærere til sig, saaat det virkelig synes som om Gejstligheden ved Hole Biskopsstol udmerkede sig fordeelagtigt ved sin Lærdom. Derhos var han stormodig og forsonlig, hvorpaa man havde det bedste Exempel i hans Fremferd mod den allerede oftere omtalte Prest, Laurentius Kalfssøn. Denne, der, som det allerede er berettet, i længere Tid havde opholdt sig i Nidaroos, og stod højt i Erkebiskop Jørunds Gunst, men derimod var forhadt af Chorsbrødrene, blev i Aaret 1307 af Erkebiskoppen efter disses Raad sendt ud til Island for at visitere paa hans Vegne. Chorsbrødrene ønskede nemlig helst at blive ham kvit, og havde vel ogsaa en Tanke om, at hans megen Iver, hvori der unegteligt var blandet noget Overmod, snart vilde bringe ham i alskens Ubehageligheder. Laurentius begik selv det Misgreb at udbede sig en Dominicaner, Broder Bjørn, til Medvisitator, og fordrede dette saa ivrigt, at Erkebiskoppen, skjønt han anede Uraad, maatte føje ham deri. Forøvrigt viiste han Laurentius den overordentlige Tillid, endog at meddele ham hemmeligt tre Blanketter med sit Segl under, til Udfyldning efter eget Tykke, kun maatte han aflægge Eed paa, ikke at ville indføre noget i disse Breve, der kunde være Erkebiskoppen eller hans Kirke til Skade. Da begge Visitatorerne vare komne til Island, gik alt godt, saa længe de gjennemrejste Skaalholts Biskopsdømme, thi Biskop Arne Helgessøn var en føjelig Mand, som fandt sig i alt hvad de foretog sig. Anderledes var det derimod med den stolte Jørund, hvem det desuden maatte være dobbelt ubehageligt paa en vis Maade at lade sig hovmesterere af Laurentius, hvilken han selv i sin Tid havde draget frem fra ringe Kaar. Allerede i Begyndelsen af 1308 opstod der Uenighed mellem Biskoppen og Laurentius, og det viiste sig nu, at Erkebiskoppen havde Ret, da han fraraadede denne at dele sin Myndighed med Broder Bjørn, thi denne tog stedse Parti med Biskoppen, og gav alle de øvrige Medhold, med hvem den uforsigtige Laurentius lagde sig ud ved at blande sig i Sager, der egentlig ikke vedkom ham. Da Bjørn rejste tilbage til Norge førend Visitationen var til Ende, blev Laurentius efter for at visitere alene, uagtet Biskoppen vægrede sig ved at erkjende hans Competence dertil, da Fuldmagten havde lydt paa ham og Bjørn i Fællesskab. Dette hindrede dog ikke Laurentius fra at føre det store Ord og holde Straffeprædikener mod alle de Uskikke, han paastod havde indsneget sig, og da han nogen Tid efter ogsaa forlod Island, havde han den Dristighed at oplæse for Biskoppen selv en Fortegnelse, han havde opsat over alle de Misligheder, han troede at have fundet bed hans Embedsførelse, tilføjende, at han vilde melde altsammen for Erkebiskoppen. Biskoppen tog alligevel dette nok saa roligt, og tilbød Laurentius at de heller skulle forlige sig med hinanden, og fra begge Sider ikke skrive andet til Erkebiskoppen end godt om hinanden; men Laurentius vilde ikke høre et Ord herom, og han og Biskoppen skiltes ad i Uvenskab. Ved Ankomsten til Nidaroos fandt Laurentius dog Sagerne langt anderledes, end han havde ventet. Thi Erkebiskoppen, hans eneste Beskytter, laa heftigt syg af Podagra, Chorsbrødrene havde Magten i Hænde og lod Laurentius strax ved Ankomsten kaste i et haardt Fængsel, deels fordi han efter Broder Bjørns Foregivende skulde have fremlagt forfalskede Erkebiskopsbreve paa Island (herved sigtedes der til hine føromtalte Blanketter, om hvis Tilværelse Bjørn ikke havde nogen Kundskab), deels ogsaa fordi han skulde have begaaet Underslæb med St. Olafs-Offret. Der blev ham siden forelagt Valget, enten han i Norge vilde underkaste sig den Straf, som Officialen (Sira Eilif) paalagde ham, eller føres som Fange til Biskop Jørund. Han valgte det sidste, og sendtes ud om Vaaren 1309, da Erkebiskop Jørund var død, og Eilif valgt til hans Eftermand. Han bragtes ombord paa Skibet i Lænker, men saasnart dette var kommet ud til Havs, toge Kjøbmændene Lænkerne af ham, sigende at det ej var Skik og Brug at føre Folk i Baand og Fængsel over Havet. Da han kom til Hole og førtes ind for Biskop Jørund, faldt han paa Knæ for ham, men Biskoppen stod strax op, bad ham sætte sig til Bords ved hans Side, viiste ham den største Blidhed og beholdt ham hos sig i tre Dage for at han kunde udhvile sig. Siden sagde han at det skulde staa ham frit for at opholde sig paa Island hvor han vilde, uden dog at maatte holde Messe, da den udvalgte Erkebiskop paa det strengeste havde forbudet det, men han kunde, meente Biskoppen, gjøre stor Nytte ved at give Underviisning; dette Raad fulgte ogsaa Laurentius, og opholdt sig i forskjellige Klostre, undervisende Brødrene. Chorsbrødrene skrev vel over til Island, misbilligende at Laurentius behandledes saa vel, og fordrende, at han skulde underkastes Poenitens, men Biskop Jørund tillod ham ikke desto mindre at tage sit Ophold i Tveraa-Kloster for at meddele Underviisning. Her paa Tveraa opholdt Laurentius sig, da Biskop Jørund døde. Efterretningen om Jørunds Død kom først om Sommeren til Nidaroos, og til hans Efterfølger valgte Capitlet i Nidaros nu Audun Raude, der efter Sighvat Landes Død og Eilifs Ophøjelse paa Erkestolen ansaaes som den ypperste af Chorsbrødrene. Han stod, som det allerede forhen er nævnt, højt anskreven hos Kongen, var længe hans Fehirde og saaledes en af hans højt betroede Mænd, der endog, som det lader, i den farlige Krigstid 1309 var en af dem, hvem Omsorgen for Throndhjems Forsvar betroedes. Det heed almindeligt at Chorsbrødrenes Valg ved denne Lejlighed faldt paa ham, fordi de gjerne vilde faa ham bort, af Skinsyge over hans store Indflydelse hos Kongen. Det er ligeledes berettet, at han længe havde forestaaet Throndenes Kirke paa Haalogaland. Der fortælles udtrykkeligt om ham, at han havde en Datter, som paa denne Tid allerede var anden Gang gift; altsaa havde han enten selv været gift, førend han traadte i Kirkens Tjeneste, eller, som faa mange Gejstlige paa den Tid i Norge, ikke regnet det saa nøje med Coelibatsbudet. Endog Laurentius havde under sit Ophold i Norge haft en Søn med et Fruentimmer, der siden efter havde en anden Søn med Chorsbroderen Salomon Thoraldessøn; men dette hindrede ikke, at de sidenefter begge bleve Biskopper. Audun indviedes til Biskop den 25de November, under det føromtalte Concilium, hvori han sidenefter som Biskop tog Deel, og tilbragte endnu over et Aar i Norge, da han nemlig ej drog til Island førend om Sommeren 1315. Uagtet han allerede var gammel, tog han sig dog med megen Kraft og Myndighed af Kirkestyrelsen, og fik derved mange Uvenner især blandt det højere Presteskab, som i Vacancen havde haft mest at sige. Dette, saavelsom den Omstændighed, at han var fremmed i Landet og ubekjendt med dets Skikke, skaffede ham i Førstningen endeel Ubehageligheder, især da det vel heller ikke var saa frit, at han selv begik nogle Misgreb; men efterhaanden vandt han dog megen Anseelse blandt Folket ved sin Nidkjærhed, Gudsfrygt, Fromhed og Veltalenhed, samt maaskee først og fremst ved sin Storsindethed og Gjestfrihed. En af hans første Handlinger, der vistnok var særdeles populær, og hvortil Kong Haakon selv ved Afskeden skal have opfordret ham, var at han lod Biskop Gudmunds Been opgrave, skriinlægge og henstille i Kirken, hvor der da, som det heder, skede merkelige Jertegn. Audun lagde megen Vind paa at forskjønne Biskopsstolens Kirke og øvrige Bygninger; Biskopsgaarden lod han endog ganske opbygge fra Nyt af. Her førte han et stort og pragtfuldt Huus og viiste en overordentlig Gjestfrihed. Der fortælles saaledes, at endog, naar han, som ofte kunde skee, hjemme paa Hole havde Stevnemøde med sine Uvenner, og det under Forhandlingerne meldtes at Maden var paa Bordet, bad han dem venligt at følge med til Bords og tage til Takke, „og ikke være vrede paa Maden, om de end vare vrede paa ham“. Ved denne Venlighed, siges der, overvandt han ofte sine Uvenner, saa at de overlode det til ham selv at afgjøre deres Mellemværende^[5]. Skolen ved Kirken holdt han i ypperlig Stand, og søgte at skaffe den gode Lærere. Alt dette forvoldte dog Biskopsstolen betydelige Udgifter, og for at bestride dem maatte Biskoppen igjen søge at bringe sine Indtægter op til et saa højt Beløb som muligt, fornemmelig ved at tilegne sig Raadigheden over alt Offer og alle Kirketiender, medens tidligere Offret og Smaatienderne oppebares af den saakaldte Kirkebonde, det vil sige den Bonde, der besad Gaarden, paa hvilken Kirken laa, og bestyrede Kirkegodset. Med andre Ord, han begyndte at gjennemføre i Hole Biskopsdømme, hvad Biskop Arne Thorlakssøn havde kæmpet for og allerede tildeels udført i Skaalholts, medens Biskop Jørund i sin lange Embedstid havde været mere føjelig for ikke altfor meget at lægge sig ud med Høvdingerne. Det var naturligt, at Biskop Auduns Fordringer vakte megen Uvilje, og mod Slutningen af Kong Haakons Regjering, maaskee endog efter at han allerede var død, men førend Efterretningen derom var kommen til Island, indgave samtlige Bønder og Almue i Hole Biskopsdømme en formelig Protest derimod til Kongen, ytrende at de ej vilde taale saadant, og forudsigende at paa slig Viis vilde Kirken i faa Aar have tilegnet sig alt Gods i Landet og Kongedømmet intet have tilbage uden Møje og Bekostning; overhovedet klagede de over, „at udenlandske Biskopper vare blevne trængte ind i Landet mod gammel Skik og Vedtægt“^[6]. Da Kongen allerede var død, inden denne Protest naaede Norge, og Biskop Audun selv i Aaret 1320 drog over til Throndhjem, hvor han døde 1321, bortfaldt, som det synes, den hele Sag af sig selv. Auduns Eftermand, som han selv paa sit Dødsleje havde anbefalet dertil, var ingen anden end Laurentius Kalfsøn; denne, som indfød Islænding og af en mere eftergivende Charakteer, lod, som det synes, alt blive ved det gamle.

I Skaalholts Biskopsdømme synes alt at have gaaet roligt hen under den fredelige Biskop Arne Helgessøn, hvilken desuden var mest optagen med at gjenopføre Kathedralkirken paa Skaalholt, der blev truffen af Lynild Natten før Paalsmesse (25de Januar) 1309, og fortæredes i en kort Stund med mange Kostbarheder. Arne rejste samme Aar selv over til Norge for at bede om Understøttelse til at rejse en ny Kirke, og Kong Haakon viiste ham en sand kongelig Gavmildhed, idet han skjænkede ham Bygningstømmer og mange andre Kostbarheder; Dronningen og alle de bedste Mænd i Norge fulgte hans Exempel, saa at Arne kom riigt begavet tilbage, og det almindeligt heed, at ingen islandsk Biskop havde gjort en saa glimrende Rejse til Norge^[7].

I Bergen døde Biskop Arne Sigurdssøn 1314. Vi have allerede i det foregaaende seet nok af hans Virksomhed til at vide, at han paa sin Viis var en meget nidkjær og virksom Mand, men at hans Nidkjærhed ofte udartede til Stivsind, og hans Virksomhed til Smaalighed, ligesom og at han med ængstelig Omhyggelighed søgte at opretholde sin Embedsmyndighed ej alene mod den verdslige Magt, men endog mod sine egne gejstlige Colleger og Overordnede. Dette viiste sig især i hans nys omtalte Strid med Erkebiskop Jørund om Besættelsen af Færøernes Biskopsstol, og med Erkebiskop Eilif om Palliehjelpen. At Indretningen med de kongelige Capeller og Magister Capellarum rinder saadanne Omstændigheder maatte være ham meget imod, især da den saa godt som til Biskoppernes Ligemænd ophøjede Magister residerede i Bergen, og de fleste under dennes Bestyrelse henlagte Capeller desuden fandtes i Bergens Biskopsdømme, er let at indsee. Det varede heller ikke længe, førend der opstod Strid mellem ham og Provst Finn om, hvorledes Oprettelsesbullens Ord om dennes Forstanderskab over Capellerne skulde fortolkes. Ordene vare noget dunkle, og enhver af Parterne søgte at fortolke dem til sin Fordeel, Biskoppen ved at give dem saa indskrænket, Provsten ved at give dem saa udvidet Betydning, som muligt. Man henvendte sig til Paven selv med Forespørgsler derom, og denne, som i Oprettelsesbullen aabenbart havde lagt et Sindelag for Dagen, der berettigede til at tage Ordene i den videste og for Magisteren fordeelagtigste Forstand, talte nu i en anden Tone, maaskee fordi man havde forestillet ham, at der allerede var indrømmet den kongelige Gejstlighed for meget. Han erklærede nemlig udtrykkeligt, at Capellernes Prester ikke skulde være unddragne den biskoppelige Jurisdiction, om end Kongen præsenterede dem; heller ikke skulde Magisteren kunne afsætte eller indsætte dem, Biskoppen uadspurgt. Visitationsretten ved Capellerne skulde ej være Biskopperne betagen, og Magisterens dømmende Myndighed over Capellpresterne skulde alene vedkomme mindre Forseelser o. s. v.^[8]. Denne Forklaring stemmede neppe med Kongens eller Magisterens Ønske og Forventning; men herved var intet at gjøre, og de maatte finde sig deri. Biskoppen synes ved den her vundne Sejr at være bleven opmuntret til at gaa videre; vi see saaledes at der allerede i 1310 var en heftig Strid mellem ham og Provst Finn om Grændserne for Allehelgenskirkes Sogn; samt ligeledes at Biskoppen gjorde Vanskeligheder ved at udføre flere kirkelige Handlinger ved Capellerne, hvortil der udfordredes biskoppelig Vielse, den Magisteren ikke havde, som at indvie den hellige Olje og Chrisma, rense Kirker, der vare blevne besmittede o. s. v.; altsammen vistnok kun for at besværliggjøre Capellpresterne deres Virksomhed. Her maatte da Magisteren klage til Paven, som denne Gang tog Capell-Gejstlighedens Parti og befalede Biskopperne for Eftertiden under kirkelig Straf at udføre de omskrevne Handlinger^[9]. Hermed synes Tvistighederne i Arnes Tid at være ophørte; men de opblussede igjen under hans Eftermand. Biskop Arne er den første norske Biskop, om hvem det med Bestemthed vides, at han med Strenghed søgte at paasee Coelibatbudets Overholdelse. Vel var der ikke længer Tale om at Presterne kunde indgaa Egteskab, men i Stedet for Hustruer havde de „Følgekoner“ eller „Huusholdersker“ (paa Latin kaldet focariæ, i Danmark Preste-Deier), med hvilke de levede ganske som Hustruer, og som af Almuen ogsaa betragtedes saaledes^[10]; ja det lader endog til, at Presterne selv ikke anede at der var noget ondt heri, eftersom vi erfare, at enkelte ej engang undsaa sig for at have Følgekonen ved sin Side ved Bordet, naar Biskoppen gjestede ham paa Visitats. Dette Uvæsen søgte Biskop Arne at hemme ved alvorlige Advarselsbreve og Straffe, skjønt det dog neppe frugtede synderligt. Over de Klostre, der stode under det biskoppelige Tilsyn, navnlig Augustinerklostrene, Jonsklostret i Bergen og Halsnø Kloster, holdt Arne en streng Opsigt, og synes endog at have haft i Sinde at foretage en Reform af det sidste, hvor meget Uvæsen havde indsneget sig; men heraf blev dog intet, enten nu fordi Munkene lovede Bedring, eller fordi Døden hindrede ham i at udføre Planen^[11]. Endelig drev Biskop Arne meget ivrigt paa sin Kathedralkirkes Forskjønnelse eller Udvidelse. Dette seer man af et Brev, han mellem 1307 og 1309 skrev til sin Broder Audfinn, der opholdt sig udenlands, sandsynligviis i Paris eller Orleans, for at studere, og just agtede at besøge Pavecurien. Han bad ham nemlig at forhøre sig, om det skulde lade sig gjøre at udvirke Pavens Tilladelse til at han anvendte endeel af Kirketienden i Biskopsdømmet til Kirkens Istandsættelse, ligesom han og gav Audfinn det Hverv at skaffe ham en Mand, der forstod sig paa at tække med Skifer, og om muligt ogsaa at male og forfærdige Glasvinduer^[12]. Der ere ogsaa andre Omstændigheder, som tyde hen paa at en temmelig gjennemgribende Ombygning og Udvidelse af Bergens Christkirke maa have fundet Sted paa denne Tid. Arnes Eftermand blev hans Broder, den nys omtalte Audfinn, der som Chorsbroder i I Bergen havde mødt paa Capitlets Vegne ved Conciliet i Vienne. Audfinn traadte i det Hele taget i sin Broders Fodspor, men var dog smidigere og mindre stivsindet.

Samme Aar, som Arne, døde ogsaa Biskop Ingjald i Hamar, om hvis Bedrifter lidet eller intet vides, og Thord, Biskop i Garde paa Grønland, der siden 1310 havde opholdt sig i Norge^[13]. Han havde i over 20 Aar bestyret Biskopsstolen i hiin fjerne Afkrog af Verden; det er nemlig ovenfor (S. 64) berettet, hvorledes han allerede blev indviet i 1288, tilsammen med Arne af Stavanger og Eivind af Oslo. Grønland synes paa denne Tid sjeldnere end forhen at have været befaret, og, merkeligt nok, saa godt som alene fra Norge, i det mindste langt mere herfra, end fra det meget nærmere beliggende Island. Hvor svag Forbindelsen alligevel var, derom kan man aller bedst gjøre sig Forestilling af et Brev, som Biskop Arne den 22de Juni 1308 skrev til Thord med nogle Foræringer, deels til ham, deels til Klostrene^[14]. Han meddeler ham nemlig i dette Brev de vigtigste Nyheder i de sidste Aar, men begynder allerede med Kong Eriks Død i 1209, fortæller derefter Biskop Eivinds og den stavangerske Biskop Arnes Død i 1303, Biskop Narves og Biskop Thorsteins i 1304, samt endelig den færøiske Biskop Erlends Død i 1308. Han beretter altsaa her under eet, hvad der er forefaldet i de sidste 9 Aar, og skjønt han vel i Begyndelsen, hvor han taler om Kong Eriks Død, tilføjer, „hvad enten I nu allerede have spurgt det eller ej“, tilkjendegiver han dog derved Muligheden eller endog Sandsynligheden af, at der i hele ni Aar ikke var kommet nogen Tidende, altsaa intet Skib og intet Menneske fra noget andet civiliseret Land til Grønland. Det er endog meget uvist, om dette Brev naaede Biskop Thord, thi man seer af de islandske Annaler, at han allerede forlod Grønland i 1309 og ikke førend det følgende Aar kom til Norge; det er saaledes heel muligt, at ogsaa det Skib, der bragte Brevet, ikke kom til Grønland førend i 1309, da han allerede var afrejst^[15]. Man kan under saadanne Omstændigheder ikke undre sig over, at de grønlandske Biskopper stundom paa flere Aar forlode sin Biskopsstol og drog over til Norge; de vare ikke fødde og opdragne i Landet og vare først komne did i en modnere Alder; deres Embede kunde ej give dem stort at bestille, og saaledes var det næsten utænkeligt, at de ej efter nogle Aars Forløb skulde føle sig trykkede af de sørgelige Omgivelser og drives af en uimodstaaelig Længsel efter at gjensee sit Fedreneland og blidere Egne. Man maa alene forundre sig over, at de endda kunde holde ud der saa længe, som de gjorde, og at navnlig Thord kunde tilbringe hele 20 Aar der^[16]. Hans Eftermand var en vis Arne, om hvis tidligere Livsforhold intet vides. Han drog endnu samme Aar til sit Sæde. Til Biskop i Hamar efter Ingjald valgtes Botolf, Chorsbroder sammesteds, der allerede i 1306 maa have nydt en mere end almindelig Anseelse ogsaa udenfor Biskopsdømmet, siden Biskop Arne i Bergen da agtede at sende ham som en af sine Fuldmægtige til Provincial-Conciliet i Oslo^[17].

Om den færøiske Biskop Lodins Død i 1316 er der ovenfor talt; Biskopsstolen blev først 4 Aar derefter besat. I 1317 døde Biskop Ketil af Stavanger, og esterfulgtes af en vis Haakon. Man kjender ikke stort andet til Ketils Virksomhed, end at han laa i en langvarig Strid med Halsnø Kloster om et Laxefiske ved Faxstad i Suledal. Det er charakteristiskt, at Klostret her skød sig under Kongedømmet og verdslig Domstol, medens Biskoppen naturligviis protesterede herimod, da Sagen førtes alene mellem Gejstlige^[18]. Men største Delen af Gejstligheden selv synes paa denne Tid at have i det mindste stiltiende erkjendt, at den ikke kunde undvære den verdslige Arms Støtte i Retssagers Afgjørelse, saa at Henskydelsen under verdslig Domstol ikke engang hørte til Sjeldenheder, men var det sedvanlige, hvad enten man nu gav Sagen det Udseende, som om man alene betragtede Lagmanden som Voldgiftsmand, eller man virkelig erkjendte hans dømmende Autoritet. Paa Grund heraf kunde Kong Haakon endog lade en Forordning udgaa, der egentlig, idet den udgik fra Kongedømmets Forpligtelse og følgelig Berettigelse til ogsaa at drage Omsorg for at de Sager, der vedkom Christenretten, kunde komme til Afgjørelse, betog Gejstligheden selv en stor Deel af dens Myndighed. Forordningen lyder nemlig saaledes: „Vi have erfaret, at Lagmændene ikke ville sige Lov (dømme) i de Sager, der vedkomme den hellige Kirke og som henhøre under Christenretten, saasom ingen Christendomsbaalk findes i den Lovbog som den verdige Herre, Kong Magnus, vor Fader, højlovlig Ihukommelse, lod sammensætte, og heller ikke vi, Erkebiskoppen og Biskopperne have faaet Tid til at indrette Christendomsbaalken saaledes som vi kunde ønske det; men da vi dog ingenlunde ville at den hellige Kirke eller hendes Formænd skulle miste sine Rettigheder, ville vi, og byde herved paa det bestemteste, at vore Lagmænd og alle andre have og overholde den Christenret, som har gjeldt hos Eder fra fordums Tid, nemlig hverken den som vor Fader Kong Magnus lod sammensætte eller den som Erkebiskop Jon lod sammensætte, men den som forhen gjaldt og er den gamle; den ville vi skal gjelde og efter den skulle vore Lagmænd og give deres Orskurder, dog saaledes at alle deri nævnte Sekter falde til en Trediedeel. Men er der noget deri, som tykkes ikke at kunne passe eller er mangelagtigt, da skulle I skrive til os og give os Eders Betænkning derom efter at have hørt Biskopperne, de lærde Mænd og de haandgangne Mænd, der vide, hvad der er nyttigt og passeligt for Almuen“. Her forudsættes det endog som givet, at Lagmændene skulle dømme i flere gejstlige Sager (saadanne naturligviis, der ikke vedkom Religionen og Gudsdyrkelsen, men kun Ejendoms- og Indtægts-Forhold), og det betragtes som en Tjeneste, Kongen viser Gejstligheden, at han ikke tillader Lagmændene at unddrage sig fra at afgive Kjendelse i saadanne Tilfælde. Det er ikke usandsynligt, at Kongen alene af Statsklogskab har givet Sagen denne Vending, for at Gejstligheden saa meget mindre skulde kunne protestere mod en Forskrift, der, om den end virkelig for Øieblikket gavnede den, dog hindrede den fra at høste de Fordele, den maaskee ellers kunde høstet af den mangelagtige Kirkelovgivning ved selv at supplere Manglerne. At Kongen var sig bevidst ved denne Forordning at have lagt et betydeligt Baand paa Gejstligheden, sees deraf, at han, som det synes, satte den i Forbindelse med den ovenfor (S. 490) omtalte Gjentagelse af de Artikler, der allerede vare givne eller vedtagne ved Erkebiskop Jørunds Forliig med Kong Erik i 1291, og som paa sit Sted (S. 173) udførligen ere blevne omtalte. Muligt, at de hidtil ikke vare blevne fuldstændigt gjennemførte, eller at de i Tidens Løb vare blevne tilsidesatte, hvilket er saa meget mere tænkeligt, som de ikke egentlig danne nogen formelig Forordning, men kun en Art af Instruction for Lagmændene og Sysselmændene, der fra Tid til anden skulde oplæses. Det bedste Beviis paa, at de nu herefter, saavel som Bestemmelsen om Christenretten, overholdtes, er det, at de findes optagne i mange senere Afskrifter af Lovbøgerne, og at flere af disse derhos indeholde særskilte Afskrifter af de ældre Christenretter for de forskjellige Hovedlagthing. Thi hvorvel det vel egentlig var Kongens Mening, at kun een Christenret skulde gjelde for hele Norge, nemlig den Frostathings-Christenret, som Kong Haakon og Erkebiskop Sigurd indrettede i 1244, og hvis Bestemmelse det aabenbart var at skulle gjelde for hele Landet^[19], seer man dog, at Forordningen fortolkede-s, som om de forskjellige ældgamle Christenretter, Gulathingets, Frostathingets, Oplandenes og Vikens fremdeles skulde staa ved Magt, hver i sit District. Vistnok var, som vi have seet, allerede tidligere en Anordning udkommet om at den ældre Christenrets Bestemmelse om Sekter skulde gjelde, men deraf fulgte ikke, at den skulde gjelde i sin Heelhed. Dette blev nu authentisk bestemt. Tiden, naar den merkelige Anordning blev given, kjendes ikke med fuldkommen Vished, sandsynligviis var det dog i Aaret 1316, den 28de Juli, da Kongen opholdt sig i Bergen for sidste Gang, og da han tillige gav de for om talte Anordninger om Udlændingernes Told og Rettigheder til at handle udenfor de lovbestemte Tider^[20].

1. Se udførligere herom Keysers n. Kirkehistorie II. S. 154–156, 148–149.
2. Keysers n. Khist. II. S. 156–165.
3. Keyser n. Khist. II. S. 166–168. Dipl. Norv. I. No. 139.
4. Sammesteds S. 173–174.
5. Om alt dette see Laurentius’s Saga.
6. Brevet er aftrykt i Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie, Vol. II. S. 166 fgg. Aaret og Dagen, naar Brevet udstedtes, angives her ikke, men der tales om nogle Retterbøder, som Kongen havde sendt ud med Gunnar Raadsvein, og af Annalerne sees det, at denne kom ud til Island i Aaret 1319; Protesten maa altsaa, siden den er henvendt til Kong Haakon, som døde samme Aar, være affattet umiddelbart efter Gunnars Ankomst, og førend man endnu havde erfaret Kongens Død. Slutningen af Protesten er ret merkelig og charakteristisk: „Gode Hr. Kong Haakon, det har her været et slemt og utilbørlig Tiltag, at udenlandske Biskopper have været trængte ind i Landet imod Landets Vane fra gammel Tid, og den Samtykt og Bestemmelse, som blev tagen, da den hellige Biskop Jon blev udvalgt af Lærde og Læge i Landet, nemlig at Biskopperne skulle vælges her i Landet efterdags. Vi bede eder ydmygeligt at I med Guds Miskund ville see saaledes til, at en begjerlig Høvding og et uvittigt (heimskt) Folk ikke længe ere tilsammen, thi af saadant har der ofte hændets megen Skade. Vi forudsee ogsaa at inden faa Aar vil Kongedømmet heraf kun have Møje og Bekostning, men Kirken alt Gods i Landet at raade over. Og derfor give vi os og hele vor Sag i Guds og eders Vold, bedende at I ville holde os ved ny og gammel Ret, som her med Rette har været samtykt, og styrke os til at vi kunne beholde vort Frelse og vort fedrene Gods, ydende os sikker Bistand til at vi uden Fare kunne nyde vor Ret. Vor Herre Jesus Christus give at I ville sørge for, at den almægtige Gud har Lov og Priis, I selv Ære og Heder, og vi, eders Tjenere, Fred og Gavn baade nu og stedse, Amen“.
7. Isl. Annaler ved 1310.
8. Barth. E. 523. Suhm XI. 626, jvfr. Keyser N. K. H. II. 151.
9. Sammesteds, S. 152, 153; Barth. E. 530.
10. Ordet focaria kommer af focus, Arnested. Af fylgjukona, sammendraget i daglig Tale paa samme Maade som „Frænke“ (kvindelig Slægtning) af frændkona, synes i det norske Almuessprog Ordet „Fylkje“ eller „Fyrkje“ (udtalt med det tykke l, Mellemting mellem l og r) at være dannet; det betyder oprindelig „Pige“ eller „Tøs“ i en, om just ikke foragtelig, saa dog noget mindre ædel Betydning. I Sverige synes det bekjendte „flicka“ at være det samme; ogsaa det havde oprindelig en noget uædel Betydning.
11. Langes Klosterhistorie S. 301–304, jvfr. Keysers norske Kirkehistorie S. 135, 136.
12. Barthol. E. 315–316. Udg. af „Bergens Kalvskind“ S. 131 fg.
13. Isl. Annaler ved 1310.
14. Brevet er aftrykt hos Suhm, XI. 904, saavel som i „Grønlands historiske Mindesmærker“ III. S. 96.
15. Thord forekommer som Medudsteder af et i Anledning af den omtvistede Besættelse af Færøernes Biskopsstol udferdiget Brev, dateret Bergen den 26de Decbr. 1310 (Barthol. E. 551). Heraf seer man at han da opholdt sig i Bergen.
16. Isl. Annaler. Med Hensyn til hans Eftermand Arne havde man et endnu tydeligere Beviis paa, hvor sjelden og sparsom Forbindelsen mellem Grønland og Norge maa have været; i 1343 indviede nemlig Erkebiskop Paal en ny Biskop, Jon Skalle, til Garde, i den Tanke at Arne var død, men siden efter erfarede man at Arne endnu ej var død, og Jon kunde saaledes for det første ikke tiltræde sit Embede.
17. Brev af 11te Juni 1306, Barth. E. 309.
18. Langes Klosterhistorie S. 362.
19. I Bestemmelsen af 1290 tales der alene om den ældre Christenret, uden nærmere Tillæg, men dog saaledes, at man ogsaa der nærmest maatte gjette paa den af 1244; og i Forordningen af 1327, hvor Kong Magnus Erikssøn gjentog Budet om at den gamle Christenret skulde gjelde, heder det udtrykkeligt, at dette skulde være Kong Haakons og Erkebiskop Sigurds. Deraf skulde man næsten maatte slutte, at ogsaa Kong Haakon egentlig meente denne, og at det maaskee var en Misforstaaelse, naar de ældre Love antoges at skulle gjelde. Denne Misforstaaelse har dog været Aarsag i at Vikens og Oplandenes ældre Christenretter, der ellers vilde være tabte ligesom den verdslige Ret for disse Lagthing, ere blevne vedligeholdte.
20. Af denne Anordning findes nemlig to Hovedafskrifter, een, dateret Olafsvaka Aften i Kongens 17de Aar (altsaa 1316) uden Tillæg af hiin Instrux for Lagmændene og Sysselmændene, og en anden, udateret, hvor Instruxen tillægges, med de Slutningsord: „dette Brev blev gjort, oplæst og samtykt af Almuen i vort 10de Regjerings-Aar“, uden at man kan see, om dette Tillæg sigter til Kong Haakon, eller til Kong Erik, under hvem Instruxen først blev given. Om den Tid, da Instruxen sandsynligviis blev given, og hvorvidt den er at tilskrive Kong Haakon eller hans Broder Erik, er ovenfor talt.