Det norske Folks Historie/6/109

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have ſeet, hvorledes de førſte Aar af Kong Haakons Regjeringstid, for faa vidt de ikke optoges af Krige og Underhandlinger med fremmede Fyrſter, anvendtes til ſaa at ſige at forberede de ſtore Reformer, ſom han endelig i 1308 fandt Tiden moden til at ſætte i Verk. Man kan ſige, at den Tid, de følgende Aar levnede ham fri, anvendtes paa ſamme Maade til at befeſte, hvad han i 1308 havde grundlagt, ved Tillægs-Anordninger og nærmere Beſtemmelſer. Det var at vente, at en i de beſtaaende Forhold ſaa dybt, ja endog næſten voldſomt indgribende Forordning, ſom den ſtore af 17de Juni 1308, maatte ſtøde paa megen Modſtand, førend dens Bud i et og alt kunde gjennemføres. Vi have ovenfor paapeget de umiskjendelige Tegn, “ſom findes til, at den endog bragte flere Stormænd til at tage aabenbart Parti med Hertug Erik[1]. Den ſtørſte Gjering maatte naturligviis yttre ſig i den Tid, da den ved Forordningen paabudte Inddragning af bortſkjenkede Krongodſer fandt Sted, og hermed ſynes man, ſom ovenfor nævnt, ikke at være bleven ferdig førend henved 1312[2]. Det er meget muligt, at heller ikke Forordningens Bud om Syſlernes Ombeſættelſe kom ret til Udførelſe, førend da. Idetmindſte lod Kongen en Forordning udgaa under ſit Jule-Ophold i Tunsberg 1309[3], i Anledning af den Egennytte, Sysſelmændene og deres Lensmænd lagde for Dagen i fin Embedsførelſe, og yttrer ſig her paa en Maade, ſom om det var gamle og almindeligt udbredte Uſkikke, ikke nye Tiltag, han ſøgte at hemme. „Mange“, ſiger han, „have klaget over at de Orſkurder, Lagmanden giver, og de Domme, der blive dømte, ej blive iverkſatte, om man end anmoder Sysſelmanden eller hans Lensmænd derom, uden at man giver disſe Mænd Gaver for at det kan ſkee; da det nu aldeles ikke anſtaar os at lade ſligt taales, forkynde vi herved, at naar nogen, efter at have erhvervet lovlig Dom eller Afgjørelſe, henvender ſig forgjeves til vore Sysſelmænd eller deres Lensmænd om at faa ſin Ret, forbyde vi dem at ſagſøge vore Thegner angaaende den Sagøre, vi have tilſtaaet dem, førend den, der lovligen klager, har faaet Ret, og ovenikjøbet maa de vente ſig at vi overdrage Syſlerne til andre, ſom ville ſkaffe de lovligt ſig Henvendende Ret. Hvor ogſaa Lagmanden og andre forſtandige Mænd ſee at Sysſelmændene og deres Lensmænd uretteligen tage Bøndernes Penge uden lovligt Søgsmaal, ſkulle de ikke ſkaffe nogen anden Ret førend dem, fra hvem der ſaaledes ulovligt blev taget“. Det ſynes ikke rimeligt, at Sysſelmænd, der Aaret forud vare blevne indſatte iſtedetfor ældre, mindre duelige og redelige, allerede nu ſkulde have gjort ſig ſkyldige i ſaa grovt Uvæſen og paadraget ſig ſaa mange Klager; man maa derfor, ſom ſagt, formode, at den i Forordningen paabudte nye Beſættelſe af Syſlerne endnu ikke have fundet Sted, hvad enten man nu har fundet det raadeligſt, under de daværende urolige Tider ej at gaa altfor ſtrengt til Verks, eller man førſt har villet oppebie Reſultatet af den Commisſions Arbejder, der, ſom det ovenfor er viiſt, nødvendigviis maa være bleven nedſat for at ordne Redactionen, og altſaa ingen ſynderlig Forandring i Embedsperſonalet har fundet Sted førend efter 1312. Dette beſtyrkes ogſaa deraf at Kongen endnu om Sommeren 1310, da han opholdt ſig i Bergen[4], anſaa det nødvendigt, udtrykkeligt at indſkærpe Sysſelmændene, deres Lensmænd og Biſkoppernes Ombudsmænd deres Forpligtelſe til at ſøge Lagthinget. Thi man kan, ſom ſagt, vanſkeligt foreſtille ſig, at de Sysſelmænd, ſom bleve udnævnte ifølge den ſtore Forordning af 1308, allerede i ſit førſte Embedsaar ſkulde have tilladt ſig en ſaadan Forſømmelſe. Den nysnævnte Forordning af 1310, ſigtende til Lagthingets Opretholdelſe, er ellers heel merkelig, forſaavidt den fremdeles viſer, hvor lidet Lagthinget i ſig ſelv havde at betyde efter at Lagmandsembedet havde faaet ſin fuldſtændige Organiſation. Det heder nemlig, at der allerede i længere Tid havde været klaget over, at Sysſelmændene, disſes Lensmænd og Biſkoppernes Ombudsmænd ikke vilde komme til Things og ikke ſvare de Bøder, ſom de paa Thinget bleve ilagte for deres Forſømmelſe. „Hvis ſaadan Ulydighed“, ſiger Kongen, „ſkal have Fremgang, da kan ikke Lagthinget længer opretholdes, hvilket dog er det ſtørſte Rets-Ran for hele Almuen; derfor byde og befale vi at alle Sysſelmænd og deres Ombudsmænd, Provſter og Kirkens Ombudsmænd ſaavel ſom alle Nevndarmænd ſkulle, naar de ej have lovligt Forfald, komme til Lagthinget eller udrede en ſaadan Sekt ſom Lovbogen byder inden en Maaned efter Lagthinget, enten til den kongelige Fehirde eller Lagmanden[5], naar disſe ſelv ere tilſtede, eller til dem ſom have faaet disſe Embedsmænds ſkriftlige Fuldmagt til at oppebære Boden. Den ſom bryder dette vort Bud, ſkal miſte de Verdigheder, han maatte beklæde, og desuden ſvare i Brevebrud 8 Ertoger og 13 Merker“. Man ſeer heraf, at ej alene Sysſelmændene og deres Lensmænd, ſaavelſom de gejſtlige Herrers Fuldmægtige plejede at udeblive fra Lagthingene, men endog ſelve Nevndarmændene, og at der endog udfordredes et formeligt Magtſprog for at faa dem til at indfinde ſig. Naar de, der vare forpligtede til at møde, ſaaledes udeblev, ligger den Slutning nær, at de, der ikke havde nogen ſaadan Forpligtelſe paa ſig, endnu mindre gjorde ſig den Umag at komme, og at Lagthinget ſaaledes kun beſøgtes af dem, ſom enten havde Sager der at føre, ſamt maaſkee af de nærmeſt Omboende, der med Lethed kunde komme did, men at Mængden ſad hjemme, ſaa at den Forſamling, ſom man nu plejede at ſee der, kun var ubetydelig og ringe i Sammenligning med de talrige Folkehobe, der i gamle Tider fra nær og fjern ſøgte derhen. Dette var, ſom allerede forhen paapeget, en naturlig Følge deraf, at man ikke længere behøvede at ſøge Lagthinget for at faa Retsſager paakjendte, men til enhver Tid tiende ſøge ſin Ret hos Lagmanden, medens tillige al Medvirkning i Lovgivningen var bleven unddragen Folket og alene henlagt under Kongen og hans nærmeſte Raadgivere. Under disſe Omſtændigheder maatte alle mere eller mindre føle, at Lagthinget i ſig ſelv var overflødigt, og det er derfor i og for ſig ſelv ikke forunderligt, at endog Sysſelmændene og Nævningsmændene udebleve, thi deres Nærværelſe var jo egentlig overflødig. Naar Kongen desuagtet ſøgte at holde Lagthingene ved Magt, var det vel deels fordi han og mange med ham betragtede dem ſom en gammel, ærverdig Inſtitution, der nu engang ikke burde afſkaffes, deels vel og fordi Offentliggjørelſen og den ſaakaldte Vedtagelſe af Forordninger og andre Lovbeſtemmelſer paa Lagthingene gav dem en forvindende Kraft, ſom de ellers ſavnede, men ſom han fremdeles ønſkede at klemte give i det mindſte de vigtigſte af ſine Befalinger. Formodentlig har vel heller ikke enten han eller de øvrige, der ivrede for Lagthingenes Opretholdelſe, klart indſeet Aarſagerne til deres Forfald. Man kan ſige, at hans tidligere Beſtræbelſer for at faa de Fornemmere til at lyſtre Lagmandens Stevninger og underkaſte ſig hans Orſkurder nu havde virket til en modſat Yderlighed af den, Kongen havde ſøgt at modarbejde. Hvor vanſkeligt det var at faa den forſvindende Skik holdt i Live, viſer ſig deraf, at Kongen tre Aar efter, fra Agvaldsnes, den 10de Juni 1313[6], maatte udgive et Brev af lignende Indhold, tilføjende et Forbud mod at Lagmændene ſkulde ſkaffe nogen af de ſaaledes forſømmelige Sysſelmænd, Lensmænd eller Biſkopsmænd Ret eller Dom, naar de næſte Gang kom paa Thinget og ſelv havde Sager at drive.

Den nys nævnte Forordning af 1310 indeholder endvidere et Tillæg, vedkommende en anden Uſkik, der ellers ikke omtales, men iſær maa have været Kongen mishagelig, da den ligefrem modarvejdede hans ivrige Beſtræbelſer for ej alene at frigjøre den verdslige Magt for Gejſtlighedens Indflydelſe, men ogſaa at udſtrække ſin egen Indflydelſe over den, nemlig at de haandgangne Mænd modtoge Fuldmagt af Gejſtlige ſom deres Provſter til at paatale Sager for gejſtlig Net. Dette var maaſkee et Forſøg ſom de klogere Medlemmer af Gejſtligheden gjorde paa at danne ſig en egen Afdeling af Tjenere blandt Kongsmændene, ligeſom Kongen ved Capellgejſtlighedens Stiftelſe havde ſøgt at ſkaffe ſig Tjenere og Afhængige inden Gejſtligheden. Derved vilde Kongens Henſigt med denne Foranſtaltning aldeles forfejles, og man kan let forſtaa, at han ikke kunde betragte det med Ligegyldighed. Han bød derfor i Forordningen, „at de kongelige haandgangne Mænd, der toge Provſtedømme af lærde Mænd for at ſtevne Kongens Thegner for Biſkoppen angaaende verdslige Sekter, ſkulde være ſelvſagte af Kongens Tjeneſte og derforuden afſatte fra Provſtedømmet; thi Lagmanden ſkulde herom dømme ſom hidindtil“. Ogſaa de ikke haandgangne Mænd forbød Kongen dette ſtrengeligen under en Bod af 8 Ertoger og 13 Mkr. Naar Gejſtlige, der havde Provſtedømme, forſyndede ſig herimod (ved at drage Sager under Biſkoppen, der hørte under Lagmanden), ſkulde ingen af Kongens Thegner ſvare dem nogen Afgift førend Sagen var indkommen for denne.

I den nøjeſte Forbindelſe med Gjennemførelſen af den ſtore Reductions-Forordning ſtod ogſaa en ſtreng Forholdsregel, ſom Kongen paabød med Henſyn til den Leding, de haandgangne Mænd og Biſkopsmændene vare pligtige at ſvare. Det er forhen omtalt[7], hvorledes deres Ledingsfrihed ikke ſtrakte ſig videre end til et viſt Antal „Nev“, i det højeſte tre, eller hvad der efter den nye Ledingsberegnings Indførelſe ſvarede dertil i Jordegods, men hvorledes deres Beſtræbelſe gik ud paa at blive aldeles ſkattefrie, ligeſom de Mænd, der i Danmark og Sverige indtoge en lignende Stilling. Allerede i Aaret 1303 havde Kongen, ſom vi vide, beſtemt at det Jordegods, hvoraf haandgangne Mænd i tre ſamfulde Aar ikke havde ſvaret den ſkyldige Leding, ſkulde være forbrudt til Kronen. Formodentlig har man dog ikke vovet eller været iſtand til ganſke at udføre dette Bud. Nu derimod beſtemte Kongen, at da det gamle Bud, der foreſkrev at der for hver Ridder, Preſt og Hirdmand ſkulde ſkerdes tre Nev, for hver Gjeſt og Kjerteſvein to, fremdeles ufravigeligen ſkulde efterleves, ſkulde ogſaa Sysſelmændene og de kongelige Ombudsmænd, der oppebare Visøren (hvortil ogſaa Ledingen her regnes), opkræve den med Stevninger og Execution ſaavel af Kongens, ſom af Biſkoppens Mænd og af Preſter, og at de tillige nøje ſkulde efterregne, med hvor meget enhver ſtod til Reſt, for at inddrive det uden Skaanſel. Da de fleſte formodentlig ſtode til Reſt for mange Aar, maa det have været betydelige Summer, ſom de ſaaledes kom til at ſvare for, og mange maatte vel allerede derved gaa fra Gaard og Grund. Den Sysſelmand, der viiſte Forſømmelighed i at udføre dette Bud, ſkulde udrede af ſit eget Gods, hvad der manglede i den ſkyldige Sum[8].

Den her omhandlede Række af Foranſtaltninger til at ſikre flg ſin Magt og ſine Rettigheder lige over for Ariſtokrati og Gejſtlighed ſluttede Kongen endelig med en Beſtemmelſe, der aabenbart ſkulde danne en Modvegt mod den Myndighed, Biſkopsmagten ved den pavelige authentiſke Fortolkning af Indſtiftelſes-Ordene i Bullen af 1308 om den kongelige Capellgejſtligheds Oprettelſe havde faaet over denne, og ſom ganſke viſt var noget andet, end hvad Kongen oprindeligen havde tænkt ſig. Han udgav nemlig den 31te Auguſt 1314 i Oslo et Brev, hvorved han beſtemte, at den, ſom Kongen beſkikkede til Formand for Mariekirken i Oslo, herefter tillige ſkulde være Kronens Cantſler med al den Heder, der havde ligget til Cantſler-Embedet fra gammel og ny Tid, og at han til Indtægt for ſit Arbejde ſom Cantſler ſkulde være forlenet med hele Nesodden, paa ſamme Vilkaar, ſom han allerede i Egenſkab af Provſt havde begge Skibrederne paa Follo. Lejligheden, hvorved denne Beſtemmelſe blev given, ſynes at have været Ivar Olafsſøns Tiltrædelſe til Cantſler-Embedet, thi det er viſt, at han blev Cantſler i 1314[9], formodentlig efter Aakes Død; men ſandſynligviis havde Kongen allerede længe tænkt paa at bringe Foranſtaltningen i Udførelſe, og kun ventet paa den Lejlighed, ſom vilde frembyde ſig dertil ved Aakes Død. Saa længe Aake levede, var det ej nødvendigt at gjøre noget ved denne Sag, da han allerede forbandt begge Embeder; men da der var Tale om deres Gjenbeſættelſe, maatte det være af Vigtighed for Kongen at tage en Forholdsregel, hvorved man i Tilfælde af at en Formynder-Regjering ſkulde nedſættes, ſikrede ſig mod Muligheden af at det for Kronen og hele Riget ſaa vigtige Cantſler-Embede overdroges til Nogen, i hvis Hænder det blev altfor afhængigt af Biſkopperne og Ariſtokratiet. En Biſkop vilde maaſkee alene have forvaltet det i Gejſtlighedens, en verdslig Høvding i Magnaternes Interesſe; en fornem Gejſtlig derimod i Kronens Tjeneſte og i alt væſentligt temmelig uafhængig af Biſkoppen vilde, ſom det ſynes, bedſt kunne gaa den rette Middelvej. For øvrigt kunde det ſynes, ſom om intet vilde have været i Vejen for ogſaa at forbinde Cantſlerverdigheden med Provſte-Embedet ved Apoſtelkirken i Bergen. Men Grunden til at dette ikke ſkede, var viſtnok den, at Kongen allerede betragtede Oslo ſom ſin Hovedreſidens, og derfor helſt vilde have Cantſleren boſat der paa Stedet; hertil kom, at Provſten ved Apoſtelkirken, i hvis Nærhed de fleſte Capeller laa, ſikkert var meget mere optaget med Beſtyrelſen af disſe og overhoved af ſit høje gejſtlige Embede, og derfor mindre kunde beſkjeftige ſig med ſlige Forretninger, ſom Cantſlerens, end Provſten ved Mariekirken, der kun havde denne at beſtyre. Endelig er det unegteligt, at Biſkoppen i Bergen nu engang havde faaet Overtaget over Provſten ved Apoſtelkirken, medens den ved Mariekirken i Oslo bedre ſynes at have bevaret ſin Frihed. Kongen ſelv anfører i ſit Brev, at Foranſtaltningen er ſkeet „til evindelig Amindelſe og Sjælebod for ſig og ſin kjæreſte Huſtru Fru Euphemia, ſamt alle ſine Forfedre og Efterkommere“. Dette maa dog ikke tages ganſke bogſtaveligt, men mere betragtes ſom en i de Tider brugelig Vending, hvilken heller ikke de ſom modtog eller hørte Brevet tog for andet eller mere. Kongen gav i ſamme Brev den nærmere Beſtemmelſe, at da Cantſleren ifølge ſin Pligt ſom Provſt ved Mariekirken for det meſte maatte ſidde hjemme ved denne, naar ikke Kongen udtrykkeligt kaldte ham til ſig, ſkulde en af Kronens Hirdpreſter, den ſom Kongen efter Samraad med Cantſleren fandt meſt ſkikket dertil, være Vicecantſler, ſaa ofte ſom Cantſleren ej ſelv var tilſtede, og i Indtægt have Fjerdedelen af de daglige Beſeglings-Sportler. „Hiin Rettighed“, ſiger Kongen i Brevet, „tilſikre og ſkjøde vi til evindelig Tid den hellige Marias Kirke, lyſende for Enhver, at den, ſom handler derimod, ſkal være underkaſtet det ſterkeſte Pavebann, ifølge det Privilegium vi have for de Gaver, ſom vi lægge til de hellige Stiftelſer“. Originalbrevet, ſom endnu er til, angives at være ſkrevet.af en Haakon Notarius og indſeglet i Kongens egen Nærværelſe, ligeledes er det forſynet med Kongens egenhændige Monogram[10].

Da Kongen udgav dette Brev, havde han allerede givet en ſtor almindelig Retterbod for det hele Land, indeholdende, ligeſom de tidligere af ſamme Slags, flere Tillæg og Forbedringer til forſkjellige Capitler hiſt og her i Lovbogen, med andre Ord, en ny Lovreviſion. Dette var den tredie ſtore Retterbod af dette Slags, ſom han udgav; de to andre, for Oplandene, havde han allerede givet, medens han endnu var Hertug. De enkelte Beſtemmelſer vedrøre dog kun visſe Enkeltheder, ſom nu for os ej kan have ſynderlig Interesſe. Retterboden blev, ſom det i Indledningen ſiges, højtideligt oplæſt og vedtaget med Haandtag paa et almindeligt Thing i Kongsgaarden i Nidaros Korsmesſe-Aften (2den Mai) 1313. Dette Thing ſkulde ſaaledes foreſtille Froſtathing, men at det kunde ſammenkaldes og holdes paa en ſaa uſedvanlig Tid, viſer nokſom, hvor lidet de gamle Lagthing nu havde at betyde. Ved ſaadanne Skridt ſom dette modarbejdede egentlig endog Kongen ſelv ſine velmeente Beſtræbelſer for at opretholde dem[11]. Aaret efter udgav Kongen, ſom vi allerede have ſeet, ogſaa en almindelig Retterbod for Island, med ſamme Indledning, men af langt vigtigere Indhold[12].

Uagtet Lagmændene i det Hele taget ſynes at have været ſamvittighedsfuldere end Sysſelmændene, og givet mindre Anledning til Klage, finder man dog Antydning til at ogſaa de ſtundom have viiſt nogen Lunkenhed, eller maaſkee af visſe Henſyn ladet ſig afholde fra at afſige de Sekt-Domme, der kunde være en eller anden mægtig Mand mishagelige. Kongen maatte nemlig i Bergen den 25de November 1314[13] lade udgaa et Brev til flere eller maaſkee alle Lagmænd, hvori han ytrede, at mange, og i Særdeleshed hans Ombudsmænd, der ſkulde indkræve Brevebruds-Beder, ikke vilde fælde Sekt-Dom over dem, der ſad Kongens Befalinger overhørige eller ikke adlød hans Domme; hvorfor han herved udtrykkeligen indſkjærpede at enhver Overtrædelſe af hans Beſkyttelſes- eller Stadfeſtelſes-Breve ſkulde ſtraffes med den bekjendte Bod af 8 Ertoger og 13 Mkr., om denne end ikke ſtod udtrykkeligt paabudt i Brevet. Brevet ſelv antyder, at de fleſte Tilfælde, hvori Lagmændene havde undladt at fælde en ſaadan Dom, netop vare de, for hvilke Boden ikke udtrykkeligt ſtod foreſkrevet i Kongebrevet, og dermed kunne vel flere endog have havt en ret god Henſigt, da det vel ej kan negtes, at der maaſkee i denne Tid ødſledes vel meget med Beſkyttelſesbreve, der begunſtigede enkelt Mand eller Indretning paa det Almindeliges Bekoſtning, og ſtundom vel endog torde have været dem ganſke ubekjendte, der handlede derimod og ſaaledes forfaldt i den haarde Bod. Men uſandſynligt er det ikke, at ogſaa ſtundom enkelte Lagmænd kunne have ømmet ſig ved at dømme de Sysſelmænd eller Lensmænd, med hvilke de vare vante til at ſamvirke, i de Brevebrudsbøder, ſom den nys omhandlede Forordning af 23de Juni 1310 foreſkrev for dem-, naar de undlode at indfinde ſig paa Thingene, og derved maatte hele Forordningen tabe ſin Brodd.

En Mislighed, der egentlig ſynes at have været en Følge af den ſtørre Humanitet, der nu gjorde ſig gjeldende i Retsplejen, idet Privathevn for Drab, begaaet paa Ens Frænder, ſaavidt muligt ſøgtes forebygget, var den, at flere Drabsmænd, der ifølge Lovens Bud var fredløſe indtil de erhvervede Landsviſt, ikke engang fandt forgodt at ſkaffe ſig denne ved at erlægge de foreſkrevne Bøder og Thegngilde, men uden videre ſade hjemme i Bygderne, ſom om intet var, formodentlig begunſtigede og forſvarede af Paarørende og Venner. I Anledning af de hyppige Klager, ſom hørtes herover, udſtedte Kongen den 28de Auguſt 1315 fra Oslo en Forordning, hvori han bød Sysſelmændene, de haandgangne Mænd og hele Almuen at have omhyggeligt Indſeende med at ſligt Uvæſen ej taaltes. Naar Sysſelmanden i ſaa Henſeende viiſte ſig lunken, ſkulde han have Kongens Unaade og derhos bøde den ſedvanlige Brevebruds-Bod. Hver Hirdmand, der vægrede ſig ved at ſtaa Sysſelmanden bi i denne Sag, eller undlod at melde ham hvad han vidſte om ſlige Fredløſes Tilhold i Bygderne, ſkulde ligeledes have hans Unaade og bøde 4 Mkr. Bønder og Almuesmænd ſkulde undgjelde derfor efter Loven. De Fredløſe ſelv, der ikke inden en beſtemt Dag gjorde Rede og Rigtighed for ſig, ſkulde paagribes af Sysſelmændene og beſørges afſtraffede[14]. Noget hjalp vel denne Forordning, men ſaa længe ſom Drab endnu kunde afſones med Bøder, kunde det paaklagede Uvæſen neppe ganſke tilintetgjøres[15]. Overhoved kan man vel ſige, at Fredløshedsſtraffen nu ikke længer pasſede til Forholdene og den daværende Udvikling; der krævedes allerede ved de Forbrydelſer, Fredløshedsſtraffen ſkulde hemme, en mere umiddelbar Indſkriden af Statsmyndigheden. Hertil kom ogſaa, at Fredløsheds- eller Utlegds-Straffen anvendtes alt for hyppigt til at kunne have den tilbørlige Betydning. Herpaa havde man blandt andet et Exempel i en Kundgjørelſe, ſom Kongen lod udgaa om Mynten. Med denne ſtod det paa Kong Haakons Tid fremdeles daarligt til. Det er allerede omtalt[16], hvorledes Kong Haakon ſelv ſom Hertug erkjendte, at den ikke var god, men kun undſkyldte ſig med at den i alle Fald var ligeſaa god ſom paa hans Faders Tid. Han ytrede den Gang, at han haabede at faa den forbedret, men dette ſynes ikke at være kommet til Udførelſe, thi de myntede Penge, man endnu har fra hans Tid ſom Konge, ere i det hele taget af meget ſlet Gehalt[17], og man finder, at han endog maatte tage ſin Tilflugt til Magtſprog for at ſkaffe ſine Peninger en tvungen Cours. Han udgav flere Befalinger eller Forordninger om denne Sag, af hvilke vi dog kun kjende den ſidſte, ſom er dateret Bergen den 1ſte November 1311. Her heder det, at uagtet han to Gange havde ladet Kundgjørelſer udgaa om Mynten, ſom han efter alles Ønſke havde ladet ſlaa ſaaledes, at den kunde gaa efter den paa hans Faders og Forfedres Tid ſedvanlige Cours, medens den dog var af bedre Gehalt og fuldere Vegt, vragede man den dog, og viiſte ham derved Ulydighed, ſaa at han nødſagedes til at ſætte mere Haardhed derimod, end han ønſkede. Han forbød derfor at nogen anden Pening gik i Landet; alene ved Kjøb og Salg af Jordegods ſkulde man fremdeles have Lov til at beſtemme Summen i brændt Sølv; i al anden Handel og Betaling ſkulde Alle og Enhver, lærde og læge, „elſke den Pening, der nu ſkulde gaa“, og det forbødes udtrykkeligt, ved Salg af Varer at betinge ſig en højere nominel Verdi, naar man tog Betalingen i hine Peninger, end naar man fik den i Varer. Den, ſom handlede herimod, ſkulde førſte Gang bøde Brevebrud, 8 Ertoger og 13 Mkr.; hvis nogen udlejede Huus eller Skib for andet end ſamme Peninger, ſkulde han førſte Gang have forbrudt Huſet eller Skibet; anden Gang ſkulde man ſtraffes med Forbrydelſe af ſin hele Ejendom, tredie Gang endog være fredløs. Paa ſamme Maade ſkulde de ſtraffes, der ikke angave de Overtrædelſer af dette Forbud, hvorom de vidſte Beſked, ligeledes de, der, anmodede om at paatale Overtrædelſen, undlode det[18]. Det er aabenbart, at denne Forordning ikke udrettede mere end alle de øvrige af lignende Slags, der ogſaa af andre Fyrſter til forſkjellige Tider have været givne. For at et ſaadant Magtſprog ſkulde have nogen klækkelig Virkning, maatte det haandhæves med den henſynsløſeſte Haardhed, og en formelig Terrorisme indføres, men om endog Kong Haakon ikke havde været for human til for Alvor at ville ſætte et ſaadant Syſtem igjennem, hvad han dog visſelig var, ſtod der ej Skræk nok af Boden og Utlegdsſtraffen ſelv for at kunne gjøre den tilſigtede Virkning; Dommene, hvorved de paalagdes, bleve, ſom vi have ſeet, ikke engang ret bragte i Udøvelſe af de kongelige Ombudsmænd. Egentlig laa vel ogſaa den Bevidſthed baade hos disſe og hos det hele Folk, at Straffene i ſig ſelv vare for ſtrenge i Forhold til mange af de Forſeelſer, hvorfor de vare beſtemte. Naar ellers Kong Haakon i den her ſidſt omhandlede Sag gjorde ſig ſkyldig i et Misgreb, idet han troede ved et Magtſprog at kunne regulere Myntcourſen, deelte han dog kun hele ſin Samtids og mange paafølgende Generationers Vildfarelſe. En Vildfarelſe omtrent af ſamme Slags var det ogſaa, naar han, ſom vi allerede have ſeet, ſøgte at hemme Overdaadighed i Klædedragt ved at give udtrykkelige Forbud desangaaende. Han lod det ikke blive ved dette førſte Forbud, ſom han lod indflyde i Forordningen af 1308; ogſaa i 1314 og 1315 lod han ſæregne Forordninger desangaaende udgaa. Ved disſe forbød han den da brugelige Mode, at ſy Kjortler af forſkjellige Klædeslapper ordnede ſom et Skakbret eller at pryde Kjortler og Hatte med Mynter og Medaljer, overhoved al tydſk Klædedragt; kun de Mænd, der holdt Bryllup eller gjordes til Riddere, maatte lade ſig ſy prægtigere Klæder, ſom de ſiden kunde forære bort til Legere (Gjøglere), ligeledes ſkulde Kvinder kunne bære den almindeligt brugelige Dragt; for Reſten maatte man ikke bære andet Slags Klæder, end dem, Kongen ſelv bar, alt under den ſedvanlige Brevebruds-Straf, 8 Ertoger og 13 Mkr., eller i Mangel deraf legemlig Straf efter Lagmandens og Sysſelmandens Skjøn[19]. Naar man her ſeer, i hvor mange nye og tildeels urimelige Tilfælde Brevebruds- og tildeels Fredløsheds-Straffen faſtſattes, forſtaar man lettelig, hvorledes det gik til, at Ombudsmændene ofte ſlet ikke fandt for godt at anvende den og ved udtrykkelige Befalinger maatte holdes dertil. I den nøjeſte Forbindelſe med det ſtrenge Forbud mod Myntens Vragning ſtod det ogſaa, at Taxter, ſom vi allerede have ſeet, faſtſattes for visſe Varer, og fornemmelig, at der gaves ſtrenge Regler for, hvad Gehalt alſkens forarbejdet Sølv ſkulde have, og hvor ſtor Priis Guldſmedene ſkulde tage for ſit Arbejde. Uagtet Forordningen herom, dateret Agvaldsnes den 29de April 1314, egentlig kun er udſtedt for Bergen, kan man dog neppe tvivle paa at lignende Beſtemmelſer ogſaa ere givne for de øvrige Byer. I Bergen beſkikkedes ved denne Lejlighed tvende Mænd, af hvilke den ene var en Guldſmed, til at prøve alt ſmedet Sølv, om det havde den foreſkrevne Gehalt, nemlig ſom engelſke Penge, og at forſyne det med ſit Stempel[20]. Man ſeer ellers heraf, ſom af ſaa mange andre Hentydninger i Landsloven og Retterbøderne, at Kunſtfliden i Byerne har været temmelig betydelig, og af den Omſtændighed, at hine Juſteermeſtere i Bergen begge bare norſke, ikke tydſke, Navne, maa man ſlutte, at i alle Fald Guldſmedene vare indfødde Nordmænd, om endog de fleſte øvrige Haandverkere vare Tydſkere.

Kong Haakon ſynes at have henvendt ſtørre Opmerkſomhed paa Forholdene i Rigets yderſte Dele mod Norden, end hans Forgængere. I det mindſte findes der ingen ſærſkilte Kundgjørelſer eller Retterbøder for Haalogaland og Finmarken, førend af Kong Haakon, hvad enten dette kun er tilfældigt og hidrører derfra at vi have ſaa faa Afſkrifter af Lovbogen, beſtemte for Haalogaland (eller Stegens Lagthing) alene, eller derfra, at Kongerne virkelig før Haakons Tid ikke beſkjeftigede ſig ſynderlig med Haalogalands Anliggender[21]. Begge Aarſager torde her maaſkee til en vis Grad være forhaanden. Saalænge Kongerne endnu hyppigt opholdt ſig i-Throndhjem, og rejſte om i Landet, var Haalogaland ikke en ſaadan: Udkant af Riget, ſom det ſenere blev, da Kongerne meſtendeels holdt til i den ſydligſte Deel af Landet; fra Throndhjem, ja endog fra Bergen af, kunde Kongerne med nogenlunde Lethed holde Øje med, hvad der foregik der, og hindre at alt for grove Uſkikke indſnege ſig. Men efterat Kong Haakon havde gjort Oslo ſaa at ſige til Hovedreſidenſen og kun en ſjelden Gang kom til Throndhjem, laa Haalogaland alt for fjernt til at kunne nyde godt af hans ſtadige Tilſyn, iſær i den Deel af hans Regjeringstid, da han endnu var optagen af Krige og Underhandlinger, og ſaaledes kunde der ogſaa her indſnige ſig flere Uſkikke, end andenſteds. Hvad der fornemmelig bidrog til ſærſkilt at henlede Kong Haakons Opmerkſomhed paa Haalogaland, og derved ogſaa aabenbarede for ham det Uvæſen, ſom hans Ombudsmænd der tillode ſig, var formodentlig de Indfald og Plyndringstog, der nu, ſom det ſynes, hyppigere end før ſkede fra rusſiſk Side, og hvorom der allerede forhen er talt i Anledning af Gisſur Galles Sendelſe til Finnmarken for at bringe Finnerne tilbage til fin gamle Skatſkyldighed under Kronen. Haalogalands Indbyggere havde, ſom det udtrykkeligt heder i den gamle Angivelſe af det Antal Skibe, der ſkulde udredes fra hvert Fylke, den Forpligtelſe at holde Vagt „øſter“ eller forſvare Rigets øſtlige Grændſe, og denne Forpligtelſe, der i de forrige Tider vel ikke var ſaa byrdefuld, blev det nu i dobbelt Henſeende, ej alene fordi de ideligt maatte være paa Ferde, men ogſaa fordi de kongelige Ombudsmænd benyttede ſig af de hyppige Uroligheder til at udbyde Leding naar det ikke behøvedes, alene for at udpresſe Penge af de Ledingspligtige, der paa den Maade løskjøbte ſig fra Byrden. Over alt dette udbrød der, ſom naturligt var, ſtor Harme, der endog, ſaa vidt man kan ſee, frembragte Trods og Ulydighed mod Kongens virkelige Bud. Saaledes erfarer man, at Kongen, formodentlig i de urolige Aar 1310 og 1311, havde ladet udgaa en Befaling til Haalogaland, at Indbyggerne i Stedet for de 14 mindre Skibe, ſom de ifølge den ældgamle Beſtemmelſe ſkulde holde, nu ſkulde bygge tvende ſtore Skibe, et ſaakaldet Fløy og et Langſkib, men at de fandt dette ſaa beſværligt at de gjorde alvorlige Foreſtillinger derimod og indſtændigt anholdt om at det maatte blive ved det gamle; ja at flere endog ligefrem vægrede ſig ved at udrede den Skibstold, ſom Kongen formodentlig ved ſamme Brev havde paalagt til de nye Skibes Anſkaffelſe, og ſom ſynes at have været en overordentlig Skat, eller i det mindſte en Ombytning af de ſedvanlige Naturalpræſtationer med en Udtælling i rede Penge, hvilket næſten maatte være ligeſaa byrdefuldt ſom en virkelig ny Skat. Disſe Ubehageligheder kunde ej have fundet Sted tidligere end 1313, da Kongen i en Forordning, han lod udgaa til Haalogalændingerne i dette Aar, endnu takkede dem for den gode Vilje og Lydighed, de havde viiſt ham, ſiden han tiltraadte Regjeringen, ſaa at der altſaa endnu ikke paa den Tid havde været Tale om nogen Ulydighed. I denne Forordning — den ſamme, hvori Kongen gav de ovenfor omtalte, velmeente Befalinger til Finnernes Bedſte — taler han udtrykkelig om den fjerne Afſtand, hvori denne Deel af Landet befandt ſig fra ham, og ſom hindrede Indbyggerne i at henvende ſig til ham ſaa ofte ſom det kunde behøves. Beſtemmelſerne ſelv ere for Reſten af mindre Vigtighed, med Undtagelſe af dem, der vedkomme Finnerne; der paabydes kun at alle Søgsmaal ſkulde hvile i Skreidfiſketiden, fra Kyndilsmesſe til Marie Bebudelſesdag, at Forbudet i Kong Eriks ſtore almindelige Retterbod imod at Preſter paa een Gang maatte have Provſtedømme og lønligt Skriftemaal, ogſaa ſkulde gjelde for Haalogaland, og at ingen nye Tiender maatte paalægges. Efterretningen om Haglogalændingernes Misnøje med Paabudet om Anſkaffelſen af andre Ledingsſkibe og Udredelſen af Skibstold overbragtes Kongen af Hirdmanden Agmund Svade, ſom Kongen ſærſkilt havde udnævnt til ſin Ombudsmand for at opkræve Visøren. Agmund maa have foreſtillet Kongen det Uhenſigtsmæsſige i at anſkaffe hine ſtore Skibe, thi i en Forordning, dateret Tunsberg den 27de September 1315, kundgjorde Kongen, at han ifølge Agmunds Foreſtilling og deres egen Bøn havde fundet for godt at tilbagekalde Befalingen derom, ſaa at de fremdeles kun ſkulde holde ſaadanne Landverns-Skibe, ſom det havde været gammel Skik at bolde, og ſom Sysſelmanden, Lagmanden og de haandgangne Mænd ifølge deres Eed fandt det nyttigſt for Riget og Almuen. „Men“, lagde han til, „for at ikke de ſkulle have Gavn og Fordeel af ſin Ulydighed, ſom trodſigt ſatte ſig imod at udrede Skibstolden efterſom den var dem paalagt og vort Brev udviſer, byde og befale vi at den paany opkræves af dem, og den ſaaledes ſamlede Told ſkal derpaa anvendes til at udbedre de Skibe og Karfer, ſom ere indrettede til Landvernet“. Man ſeer heraf, at uagtet den paabudte Skibstold naturligviis faldt bort med Forpligtelſen til at anſkaffe de Skibe, der ved den ſkulde tilvejebringes, var det dog Kongens Vilje at den fremdeles ſkulde kræves af de Gjenſtridige ſom en Bod for deres Ulydighed. Oppebørſelen og Anvendelſen af disſe Penge overdroges Lagmanden Ivar og den nys nævnte Agmund Svade, der ſkulde aflægge tilbørligt Regnſkab derfor. Dagen efter at Kongen havde udſtedt denne Forordning, lod han ogſaa en anden udgaa, for at ſtandſe Sysſelmændenes utilbørlige Ferd med Henſyn til alt for hyppige Ledings-Udbud. Forordningens egne Ord ſkildre nokſom Uvæſenets Beſkaffenhed. „Vi have erfaret“, heder det her, „af paalidelige Mænd og Klagemaal fra vor Almue paa Haalogaland, at vore Sysſelmænd hos Eder have Nevninger og Udbud een, to, tre eller flere Gange i Løbet af et eneſte Aar, ſkjønt det ſlet ikke behøves og heller ingen Ufred er i Vente, hvorved de tynge vor Almue til Løsning og Pengeudgift for at ſlippe ſamme Ferd, berigende ſig ſelv og ſine Ombudsmænd; thi ville vi at alle vide at hvo ſom gjør det, Ridder, Sysſelmand, Lagmand eller andre, af hvad Stand eller Rang hver er, ſaa at han begaar den Svig mod Kongedømmet og Almuen, at opnævne Kongedømmets Thegner til Udbud og Ledingsferder unødvendigt, dem til Undenløsning og ſig ſelv til Pengevinding, han ſkal forfalde i en Bod til Kongedømmet af 8 Ertoger og 13 Mkr. for hver den af hvem han beviisligt har taget Løsning. Men ellers byde vi hele Almuen at være dem lydige og villige i alle Udbud, ſom de retteligen paalægge Eder, thi vi ſkulle visſeligen lade dem af Almuen ſtraffe, ſom viſe Ulydighed mod vore Sysſelmænds Bud, og ligeledes Sysſelmændene og deres Lensmænd, derſom de gjøre ſig ſkyldige i Kneb eller Underſlæb mod dette vort Bud“[22]. Det er ikke uſandſynligt, at Rygtet om Haalogalændingernes Gjenſtridighed i at opfylde Kongens Foranſtaltninger til Landets Forſvar kan have udbredt ſig til Nabo-Egnene i Øſten og opmuntret Rusſerne til at gjøre nye Indfald; det berettes nemlig i Annalerne, at disſe i Aaret 1316 dræbte mange Menneſker paa Haalogaland. Dette var ſikkert ikke det eneſte Indfald, de paa denne Tid gjorde, men kun det eneſte, ſom tilfældigviis er bleven omtalt. Vi erfare ikke, om Kong Haakon foretog ſig noget i denne Anledning, og iſaafald, hvad der blev gjort; meget kan det ej have været, da Rusſernes Driſtighed herefter ſnarere tiltog end aftog; kun ſex Aar ſenere vare de atter i Haalogaland, anrettede alſkens Ødelæggelſer og vovede endog at brænde Herreſædet Bjarkø. Og man kan ſige at fra denne Tid af have de rusſiſke Indgreb paa Norges Territorium, med Vold eller Liſt, aldrig ophørt.

Kong Haakons Raadgivere ved alle de her omtalte Foranſtaltninger vare nu for en ſtor Deel ganſke andre end de, der omgave ham i Begyndelſen af hans Regjeringstid. Mange af disſe vare enten døde eller ſvækkede af Alderdom. Det er ſaaledes allerede nævnt, at Aake Cantſler var død omtrent ved 1314, og at Ivar Olafsſøn var bleven hans Eftermand. Aake Cantſler havde allerede i de ſidſte Aar, ſom det lader, ikke beſørget de løbende Forretninger, og i det mindſte ikke ledſaget Kongen paa hans Rejſer, viſtnok paa Grund af Alderdom og Svaghed, og Forretningerne vare for det meſte beſørgede af Hr. Bjarne Audunsſøn, indtil den nye Cantſler, Hr. Ivar, tiltraadte ſit Embede. Men Hr. Bjarne vedblev ligefuldt at være Medlem af Kongens Raad, og ſynes fremdeles at have nydt ſtor Anſeelſe hos ham. Den gamle Thore Haakonsſøn levede vel til 1317, men havde allerede i lang Tid, ſom man tydeligt kan ſee, undladt at tage virkſom Deel i Raadsforhandlingerne. Dog vedblev han lige til ſin Død at beſtyre ſin Sysſel; endnu fra December Maaned 1315 haves der en Indberetning fra ham om de nærmere Omſtændigheder ved et i hans Sysſel forefaldet Drab. Hans Huſtru, Fru Ingebjørg Erlingsdatter, var død den 14de Februar 1315[23]. De efterlod en Søn, Haakon, der fik Syſlen efter Faderen, ophøjedes til Ridder og blev Medlem af Raadet. Denne Hr. Haakon Thuresſøn var altſaa nu, ſom Søn af Fru Ingebjørg, den eneſte mandlige Repræſentant for den fordum ſaa mægtige Thornberg-Ætt, og ſom Sønneſøns Søn af Hertug Skules Syſter var han nær beſlægtet med ſelve Kongehuſet. Hans Syſter Chriſtine var, ſom forhen nævnt, gift med Hr. Bjarne Erlingsſøns Søn Andres, der døde før Faderen. Denne, den ypperſte og mægtigſte af alle Norges Lendermænd paa den Tid, og ſom lige fra Kong Magnus’s Tid havde taget den virkſomſte Deel i de offentlige Anliggender, altid ſom Kongehuſets tro Tilhænger og Støtte, afgik ved Døden den 7de Juli 1313, formodentlig omkring 70 Aar gammel. Hans Huſtru Margrete Nikolasdatter var allerede død flere Aar i Forvejen, ſom det forhen er nævnt, og Sønnen Andres formodentlig endnu tidligere. Af Hr. Bjarnes Teſtament, hvis Indhold endnu paa det nærmeſte kjendes[24], kan man danne ſig en Foreſtilling om hans Rigdom, Magt og Anſeelſe. Det var dateret i Kong Haakons 10de Aar, og i Overvær af Kongen ſelv, Hr. Thore Haakonsſøn, Fru Ingebjørg Erlingsdatter, Fru Gyrid Andresdatter, hans Broder Vidkunns Enke, og de bergenſke Chorsbrødre Frederik og Nikolas Pela; altſaa formodentlig under Kongens Ophold i Bergen fra Marts til Begyndelſen af Mai 1309. Han valgte ſig Begravelſesplads i Chriſtkirken i Nidaros, i det ſydveſtre Hjørne af den nye Kirkebygning, ſom altſaa paa den Tid maa være bleven ferdig, og ſkjenkede dertil 60 Maanedematers Bool; endvidere ſkjenkede han meget andet Gods til en Præbende ved Kirken, ſom han oprettede for ſin, ſin Huſtru Margretes og ſin Søn Andres’s Sjæle, hvortil ogſaa kom 15 Maanedematers Bool, ſom Fru Margrete havde ſkjenket. For alt dette ſkulde dog ogſaa hans Aartid ſtedſe højtideligholdes med Sang, Voxlys, Klokkeringning og Almisſer til 20 Fattige. Til Bakke Kloſter ſkjenkede han Jordegods, til Tuterøens, Reins, Holms og Helgeſeters Kloſtre, til hvert een Mark brændt. Ogſaa i Bergens Chriſtkirke forordnede han at hans Aartid ſkulde holdes, og ſkjenkede rige Gaver ſaavel til denne, ſom til Apoſtelkirken, det ſaakaldte St. Olafs Huus ved Kongsgaarden, St. Nicolai Kirke, Nonneſeter Kloſter og til Allehelgens Hoſpital; endelig til Kirkerne paa Bjarkø, Dynjarnes, St. Peters Kirke i Sem» i Raumsdal, Giſke Kirke og alle Kirker i Kongehelle og Tunsberg. Til Dronning Euphemia, ſom da endnu levede, beſtemte han et forgyldt Bæger (hun døde imidlertid før ham), til Hr. Thore Haakonsſøn et St. Nicolaus’ Billede af Guld, til Fru Ingebjørg noget Jordegods, til Fru Gyrid. Andresdatter en koſtbar Guldring[25], ſom han i ſin Tid havde faaet af Kong Edward i England, formodentlig ved Geſandtſkabet 1284, og et forgyldt Bæger; til Fru Chriſtine, ſin Svigerdatter, hele Giſke med tilhørende Gods, det vil vel ſige at hun fik Brugsretten deraf, ſaa længe hun levede; til ſin Syſterdatter Sigrid[26] endeel Jordegods og fem Mkr. Guld, til dem af hans Tjenere, der vare i Live ved hans Død et heelt Aars Landſkyld af hans Gods paa Oplandene, til Fattige i Raumsdal og paa Søndmøre tvende Luften Korn; til ſin Broder Jon (der maa have været en uegte Søn af hans Fader) 9 Maanedematersbool i Talgeſeter i Sogn, dog ſaaledes, at hvis Jon ikke efterlod egte Arvinger, ſkulde Godſet falde tilbage til hans egne rette Arvinger. Til Executorer af Teſtamentet beſkikkedes Biſkop Arne i Bergen og Abbed Einar i Munkelivs Kloſter. Naar man lægger ſammen alt, hvad han bortſkjenkede ei dette Teſtamente, og dog fraregner Giſke Gaard, hvis Overdragelſe til Sønnens Enke ikke egentlig kunde betragtes ſom de øvrige Gaver, der for ſtedſe ſkiltes fra Ætten, bliver alligevel Verdien overordentlig ſtor, meget mere, end hvad der alene vilde være nok til at danne en ſtor Formue; men alligevel maa det have været endnu langt mere, ſom han ikke bortſkjenkede og ſom gik til hans rette Arving, uagtet viſtnok den Omſtændighed, at denne Arving ej var hans egen Søn, bevægede ham til at give noget mere, end han maaſkee ellers vilde have givet. Denne Arving var hans Broders og Fru Gyrids Søn, Erling Vidkunnsſøn til Stovreim, om hvem der allerede ovenfor er talt[27]. Han forenede nu Bjarkø-Godſet, ſaavel ſom alt hvad han for Reſten arvede efter ſin Farbroder, med alle ſine mødrene Beſiddelſer, fornemmelig Stovreim-Godſet; hertil kom, efter Fru Chriſtine Thoresdatters Død, det hele Giſke-Gods, der nu med Tilbehør faldt tilbage til Hoved-Ætten. Han blev ſaaledes uden Sammenligning Norges rigeſte Jordegods-Beſidder. Om Hr. Jon Ivarsſøns og Hr. Erlend ſterkes Død er der allerede ovenfor talt. Erlends Søn, Hr. Hauk Lagmand, vedblev under Kong Haakons hele Regjering at være en af hans højeſt betroede Mænd og Medlem af Raadet. Som Merkesmand og følgelig ſom Raadsmedlem nævnes i Kong Haakons ſenere Dage Hr. Paal Eriksſøn, Broderſøn af Guthorm Gydasſøns Enke Fru Jardthrud, og ſandſynligviis hendes Arving. Formodentlig afløſte han Hr. Agmund Sigurdsſøn til Heſtbø, ſom ikke omtales efter 1311, og derfor rimeligviis ved den Tid døde. Agmund efterlod tvende Sønner, Ivar og Finn, der ſiden ſpillede en meget betydelig Rolle og maa have haft ſtore Beſiddelſer. Finn, den yngſte, var gift med Gudrun, en Datter af Hr. Sæbjørn Helgesſøn, paa denne Tid en af de ældſte Lendermænd og Raadsherrer[28]. Hvor mange disſe i det Hele taget vare, vides ikke; flere af dem nævnes i en Dom, ſom de under Kongens Ophold i Bergen om Sommeren 1316 afſagde i Anledning af nogle veſtfalſke Kjøbmænds ugrundede Klage over at Fehirderne, Hr. Erling Ambesſøn og Hr. Eindride Simonsſøn, havde confiſkeret nogle af dem hemmeligt indførte og uden Angivelſe aabnede Varer[29]. De vare Cantſleren Hr. Ivar, Bjørn Helgesſøn, Erling Aamundesſøn, Bjarne Audunsſøn, Thrond Hallvardsſøn, Gulathings Lagmand, Une Petersſøn, Hauk Erlendsſøn, Sigurd Thuresſøn, Ragnvald Aslaksſøn og Ivar Agmundsſøn, der ved denne Lejlighed førſte Gang nævnes. Føjer man hertil Merkesmanden Paal Eriksſøn, Sæbjørn Helgesſøn, Snare Aslaksſøn, Guthorm Kolbjørnsſøn, Lagmanden i Tunsberg, og fremfor alt Hafthor Jonsſøn, Kongens egen Svigerſøn, ſaavel ſom de i Dommen nævnte kongelige Fehirder, har man her formodentlig de ypperſte, om ikke de fleſte af Raadets Medlemmer. Ikke faa af dem vare eller havde været Lagmænd; nemlig, ſom bekjendt, Hauk Erlendsſøn, der ſnart optræder ſom Gulathings Lagmand, ſnart ſom Lagmand i Oslo[30]; Thrond Hallvardsſøn, Gulathings Lagmand omkring 1316[31], Eindride Simonsſøn, Lagmand i Bergen fra 1308 af, og den nysnævnte Guthorm Kolbjørnsſøn, Lagmand i Tunsberg. De øvrige Lagmænd paa den Tid vare, for ſaa vidt vi kjende dem, Paal Einarsſøn i Oslo, Thore Halldorsſøn paa Oplandene, Vige, Lagmand i Skidan, Sigurd paa Rande og efter ham Jon, Lagmænd i Ryfylke, Sigurd Jonsſøn og Ottar, Lagmænd i Thrøndelagen, Ivar Lagmænd i Stegen paa Haalogaland, og Olaf, Lagmand i Jemteland. Hvo Lagmændene i den øſtre Deel af Viken vare, vides ikke. Heller ikke vides det nøjagtigt, hvorledes Syſlerne vare beſatte, iſær fordi Sysſelmændene ſaa ofte vexlede. De fleſte, ſom man kjender, ere allerede i det foregaaende omtalte, ſom Thore Haakonsſøn og hans Søn Haakon i Skiduſysſel, Snare Aslaksſøn paa Agder, Sighvat af Leirhole paa Valdres og Haddingdal, Asſur Jonsſøn, Drottſeten, i Tunsberg, Botolf Haakonsſøn i Bergen, Une Petersſøn i Jemteland, Peter Andresſøn i Throndhjem, og formodentlig Hr. Bjarne Erlingsſøn paa Haalogaland, ſaa længe han levede.

  1. Se ovf. S. 491.
  2. Se ovf. S. 487.
  3. Forordningen er dateret den 26de Decbr. 1309, Norges af Love III. No. 27, S. 86. Den ſiges at være beſeglet af Aake Cantſler og ſkreven af Klerken Thorgeir Tovesſøn.
  4. Forordningen er dateret Bergen den 23de Juni 1310, N. gl. Love 28, S. 88 og ſiges at være beſeglet i Kongens egen Nærværelſe, ſamt ſkreven af Thorgeir Klerk. Man ſeer for Reſten af de forſkjellige Texters Beſkaffenhed, ak den maa have været udſtedt i ſærſkilte Exemplarer til de forſkjellige Hoved Lagthing; i de forhaandenværende Afſkrifter nævnes Gulathing og Froſtathing.
  5. Da her i Hovedtexten Fehirden i Bergen og Gulathings Lagmand nævnes, maa man formode, at de Lagmænd, ſom herved beſtilledes til at oppebære Sekten tilligemed Fehirderne, kun vare Lagmændene ved de gamle Hovedlagthing, Gulathing, Froſtathing og Eidſivathing, ſamt maaſkee Borgarthing.
  6. N. gl. L. III. No. 37, S. 106.
  7. Se ovf. S. 376.
  8. N. gl. L. III. No. 29 (S. 90).
  9. Dette angives udtrykkeligt i de isl. Annaler for 1314. Rigtignok omtale de ej tillige at Aake var død, men da han efter denne Tid aldrig nævnes i noget Brev, og Kongen heller ikke kunde udnævne nogen ny Provſt ved Mariekirken ſaa længe han var i Live, maa det anſees at falde af ſig ſelv, at han ved ſin Død har givet Plads for Ivar, der, ſom vi have ſeet, allerede ved den ſtore Forordn. af 1308 var deſigneret til hans Efterfølger.
  10. Dipl. Norv. I. No. 143.
  11. N. gl. L. III. No. 36, S. 99.
  12. Se ovf. S. 366. Kun een Artikel har den norſke Retterbod fælles med den islandſke, nemlig Art. 9, der i den isl. udgjør 10 og 11.
  13. N. gl. Love III. No. 37, S. 105.
  14. N. g. L. III. No. 41, S. 110. Denne Retterbod omtales og (efter Th. Torvesſøns Uddrag) i Lappenbergs Sartorius II. S. 296, antages her, beſynderligt nok, for at ſigte til de tydſke Handelsmænd og ſiges at være affattet i en meget heftig Tone. Man ſeer let, at dette er en fuldkommen Misforſtaaelſe, og at der her ikke er fjerneſte Tanke om Tydſkerne. Men formodentlig maa et eller andet Udtryk i Overſættelſen have givet Anledning til Fejltagelſen.
  15. Derfor hører man og fra de følgende Tider og ſaa længe den gamle Lovgivning i det Væſentlige beſtod, nemlig indtil Chriſtian V’s Lovbog indførtes, flere Sagn om Slagskæmper og Uroſtiftere, der, til Trods for Lov og Øvrighed, holdt ſig i Bygderne, og vare deres Omgivelſer til Plage, ligeledes om Rømningsmænd, der holdt ſig paa mere afſides Steder, men vare len Skræk for de nærmeſte Bygder.
  16. Se ovf. S. 270.
  17. Se Holmboe das älteſte Münzweſen Norwegens, S. 25, 44. Der ere flere Mynter med „Kong Haakons“ Navn, om hvilke man ej er paa det Rene, hvorvidt de hidrøre fra Kong Haakon Magnusſøn den ældre, eller fra Kong Haakon Magnusſen den yngre, men de, ſom ſikkert kunne ſees at være fra Haakon den ældres Tid, ere ikke af bedre Gehalt end 8½lødige, og flere ikke mere end 3lødige. Da imidlertid ingen Mynt af Kong Eriks naaede høiere end 6½ Lydighed, og de fleſte af hans Mynter kun vare 2—3lødige, kunde Kong Haakon viſtnok ſige, at han havde forbedret Mynten, men den var alligevel, ſom man ſeer, yderſt ſlet. Om den, ſom det heder i Forordningen, virkelig var bragt tilbage til den i hans Faders og Forfedres Tid brugelige Myntfod, kan ikke med Sikkerhed erfares, da ingen ordentlige Mynter fra Kong Haakon Haakonsſøns Tid nu findes, og kun meget faa fra Kong Magnus’s. De Mynter, ſom med nogenlunde Sikkerhed kunne tilſkrives Kong Haakon Magnusſen, have alle paa den ene Side et kronet Anſigt, med Omſkrift: HAQVINVS (HAQVIN) REX (eller REX NORVEGIE) paa den anden, ligeſom paa Kong Eriks, et Lilliekors, med Omſkrift CRVX SCA IIIV XPI (eller alene CRVX XPI); paa en af dem findes i Korsvinklerne BERG (d. e. Bergen).
  18. N. gl. L. III. 30, S. 91.
  19. N. gl. L. III. 40, S. 109 og 45, S. 116. Forordningerne ere daterede Bergen den 21de October 1314 og Tunsberg den 8de Decbr. 1315. I den førſte kaldes de forbudne Snit: parterat leppa-klæði, þýzkan klæðaskurð, plötubúnað á kyttlum eða á hettum; i den anden skakkeran, parteran, leppa-klæðaskurð, peningabúnað á karlamanna klæðum, mjósniðna kyrtla ok annan þýzkan klæðaskurð.
  20. N gl. Love III. No. 39, S. 108. De beſkikkede Juſteermeſtere vare Agmud Asbjørnsſøn og Hallgrim Guldſmed. Taxten for Arbejdet var: for en ſmedet Mark af det ſaakaldte Sletſmide (ſimpelt Arbejde), hvorfor de før toge en gammel Mark, ſkulde de nu tage ti Ører, og for mere eller mindre i Forhold dertil. For god og uforfalſket Forgyldning Stykkets dobbelte Vegt efter gammel Skik, men ſelv ſkulde Guldſmeden lægge Guld og alt det øvrige til. Hvis nogen ſelv lagde Guldet til, ſkulde han betale for Borar og Kvikſølv efter gode Mænds Skjøn. For Niello (med sortu mælt) og emailleret (amalerað) efter ſærſkilt Accord.
  21. Om Stegens Lagthing (Steigarþing) ſe ovf. IV. 1. S. 501. Det er vel muligt, at om vi havde flere Stegethings-Lovbøger, vilde vi og have flere Retterbøder for Haalogaland.
  22. Om alt dette, ſe N. gl. Love III. No. 38, 43, 44, S. 106, 113, 114. Den førſte af disſe Forordninger er beſeglet af Bjarne Audunsſøn og ſkreven af Thorgeir Tovesſøn; de to andre beſeglede af Ivar Cantſler, og ſkrevne, den førſte af Haakon Notarius, den anden af Thorgeir.
  23. Dipl. Norv. II. 121, 156. Isl. Annaler ved 1316.
  24. Et Uddrag er meddeelt af Abſalon Pedersſøn, i Norges Beſkrivelſe S. 50, ligeſaa findes et Uddrag deraf i Dyrſkjøts Optegnelſer, meddeelt hos Suhm, XI. 594; men begge Uddrag ere meget ſlette og fejlfulde; imidlertid kan man ved indbyrdes Sammenligning ſaavel ſom ved andre Data nogenledes finde det Rette. Originalen ſkal være opbrændt med det roſenkrantzſke Archiv ved Frederikshalds Brand 1826.
  25. Hos Dyrſkjøt ſtaar „Guldbelte“.
  26. Hos Dyrſkjøt ſtaar „hans Margretes Syſterdatter“, og „Sigrid“ er læſt ſom „Øjegaard“; da det udtrykkeligt ſiges, at Margrete var eneſte Datter af Nikolas i Giſke, kan Sigrid ej have været Margretes, men maa have været Bjarnes egen Syſterdatter.
  27. At Erling var Bjarnes egentlige Livs- og Univerſal-Arving, ligger ej alene i Sagens Natur, men det fremgaar ogſaa udtrykkeligt af Erkebiſkop Eilifs Brev af 20de Marts 4314 (Dipl. Norv. I. 141), hvori han meddeler ham Qvittering for at have overgivet til Chriſtkirken alt det Jordegods, ſom Bjarne havde teſtamenteret dertil. Naar dette paalaa Erling, maatte han nødvendigviis være Hovedarvingen. Dette er førſte Gang, Erling omtales: han kaldes da endnu ikke „Hr. Erling“ og var ſaaledes endnu ej Ridder; dette maa han dog være bleven inden Udgangen af 1316, da han i et Brev af 11te Decbr. 1316 kaldes „Hr. Erling“ (Dipl. Norv. I. 148).
  28. Ivar nævnes, ſaavidt vides, førſte Gang i den her nedenfor omtalte Dom over Weſtphalerne af 23de Juni 1316; da han her kaldes Hr. Ivar, var han følgelig Ridder. Maaſkee blev han det ved den ſtore Udnævnelſe i 1316, hvorom i det følgende.
  29. Dipl. Norv. I. 147.
  30. Det er vanſkeligt at faa Rede paa, hvorledes det forholdt ſig med Hr. Hauks Lagmands-Function. I 1302 kaldes han, ſom det forhen er omtalt, udtrykkeligt Lagmand i Oslo (Dipl. Norv. I. 93); den 6te Decbr. 1303 dømte han tilligemed Ivar Lagmand i Bergen i en Gulathings-Sag; men det kunde være paa Grund af den Omſtændighed, at han tilligemed det øvrige Raad tilfældigviis opholdt ſig i Bergen. Den 14de Oct. 1310 kaldes han udtrykkeligt Gulathings Lagmand (Dipl. Norv. II. 103); den 11te Decbr. 1316 kaldes derimod Thrond (Hallvardsſøn) ſaaledes (Dipl. Norv. I. 148); den 14de Juni 1318 kaldes Hank Lagmand i Oslo (Dipl. Norv. III. 114), men den 26de Juli ſamme Aar optræder Paal Einarsſøn, der ſiden 1307 oftere nævnes ſom ſaadan, i denne Egenſkab (Dipl. Norv. II. 132), og ved ſamme Lejlighed kaldes Hauk igjen Gulathings Lagmand. Man maa her næſten tro, at den, der engang var udnævnt til Lagmand, kunde fungere ſom ſaadan, hvor han opholdt lig, endog udenfor ſit egentlige Diſtrict.
  31. Han nævnes i den omtalte Dom af 23de Juni 1316 uden dog at kaldes Lagmand; i et Brev af 11te Decbr. 1316 kalder han ſig „Thrond Gulathings Lagmand“ uden Tillægget „Hallvardsſøn“. Det er ſaaledes ikke egentlig ganſke afgjort om Thrond Hallvardsſøn er den ſamme ſom Thrond Lagmand, men Sandſynligheden er dog derfor. Thi Thrond Lagmand kan dog neppe være den Thrond Krakesſøn, der endnu i 1323 var kongelig Ombudsmand i Viken (Dipl. Norv. I. 173) og førſt efter 1332 nævnes ſom Lagmand i Bergen, ſamt endnu i 1349 ſom „Lagmand i Kongsgaarden i Oslo“.