Det norske Folks Historie/6/110

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Det vil af det foregaaende lettelig sees, at uagtet Kong Haakon ogsaa under Krigsaarene fandt Lejlighed til at beskjeftige sig med Rigets indre Anliggender, syslede han dog fornemmelig dermed i de rolige Aar efter den sidste Fredsslutning i Helsingborg, da han udeelt kunde henvende Opmerksomheden derpaa. De eneste udvortes Anliggender, som da stundom optoge hans Tid, vare, som vi have seet, Handelsforholdene med England og de tydske Stæder; med Sverige og Danmark herskede fuldkommen Fred. Kongens og Rigets Anseelse maa i det Hele taget have været meget stor, siden der i Aaret 1315 endog kom Gesandter fra det fjerne Armenien med Foræringer til Kong Haakon[1]. Anledningen til denne Sendelse kjendes forresten ikke. Her menes aabenbart ikke det egentlige Armenien, men det i Middelalderen saakaldte Lille-Armenien, egentlig Cilicien, paa Lilleasiens Sydkyst, lige over for Cypern, hvilket ved Arv var kommen til en Linje af den franske Kongeæt, som beherskede denne Ø; Kongerne i dette Armenien havde længe befundet sig i en mislig og farefuld Stilling, da de overalt vare omgivne af Christendommens der, og ideligen seet sig nødte til at anraabe Occidenten om Hjelp; formodentlig var dette ogsaa disse Gesandters Erende i Norge. Den daværende Konge Hugo, gift med en Datter af Kong Frederik paa Sicilien, maatte kjende temmelig nøje til Forholdene i det vestlige Europa, og om han end ikke vidste saa meget om Kong Haakon Magnussøn, havde han dog vist af sin Hustrues Frænder hørt Sagn om hans Farfader Kong Haakon Haakonssøns Vælde, der i Syden endog ansaaes for større end det virkeligt var, og hvis Glands aabenbart endnu i et Par Generationer hvilede over Norge.

Forholdet mellem Kong Haakon og hans Svigersøn Hertug Erik var nu i det mindste tilsyneladende nok saa godt, skjønt der intet blev af Ragnhildarholmens Tilbagegivelse, og det desuden er umiskjendeligt, at han fremdeles havde mange hemmelige Intriguer og Agitationer i Gang for at sikre sig ej alene Kongemagten, men ogsaa Kongenavnet, naar Kongen døde. Vi finde ham saaledes om Sommeren 1314 i den aller nøjeste Forstaaelse med den danske Konge Erik, med hvem han i Kolding den 19de Juli indgik et Forbund om at være ham tro og hengiven, imod det Løfte at Kongen efter hans Svigerfaders Død vilde hjelpe enten ham selv eller det Barn, han maatte faa med Hertuginde Ingeborg, til at erhverve Norges Rige. Han forpligtede sig til at yde Danekongen al den Hjelp og Tjeneste, som fire Voldgiftsmænd, nemlig hans Broder Hertug Valdemar og Ridderen Hr. Bernhard Maltzahn paa hans Side, og Fyrst Henrik af Meklenburg samt Drottseten Nikolas Olufssøn paa Kong Eriks Vegne.maatte bestemme; ja han lovede endog, at naar han eller hans Barn havde faaet Regjeringen, skulde han med hele Norges Rige og dets Indbyggere søge at fremme Danekongens Ære og Fordeel. Til Sikkerhed for dette Løftes Overholdelse skulde Hertug Erik faa ti Riddere fra Sverige og ti fra Tydskland til at love med sig[2]. Indholdet af denne Tractat var ganske vist af den Natur, at Kong Haakon vilde have taget ham det meget ilde op, om han havde erfaret dens Tilværelse; altsaa maa Forbundet være sluttet ganske hemmeligt. Vel kunde det neppe skjules, at Hertug Erik aflagde et Besøg i Danmark, men dette behøvede ikke at vække nogen Mistanke hos Kong Haakon, da Erik, som nu af Danekongen selv var bleven forlenet med Nordrehalland, i Egenskab af dennes Vasall var forpligtet til at tjene ham efter Opbud, og et saadant var sandsynligviis udgaaet til ham, som til Kong Eriks øvrige Vasaller, for at de kunde hjelpe ham i at dæmpe den farlige Opstand blandt Jyderne, hvorom der ovenfor er talt. Allerede Aaret forud havde Kongen gjort et Tog til Jylland med en betydelig Styrke, og holdt en streng Straffedom over de oprørske Bønder, der underkastede sig og angave Hovedmændene for Oprøret saavel blandt dem selv, som blandt Adelen. Men dennes Medlemmer, hvoriblandt først og fremst Nikolas Brokk, Jens Pape, Nikolas Laurentssøn, tilligemed mange andre, fik først deres Dom det følgende Aar, paa Viborg Landsthing den 6te Juli, hvorved de fleste af dem bleve dømte fredløse, flere endog henrettede. Kong Erik maatte derfor ogsaa denne Sommer ligge med Vaabenmagt i Jylland, og det var saaledes i sin Orden, at Hertugerne, som nogle af hans fornemste Vasaller, vare tilstede. Ogsaa Hertug Valdemar sees at have faaet et Brev paa, at hvis.hans Broder Hertug Erik og dennes Afkom døde, saa at Norges Rige da vilde tilfalde ham og hans Børn, Kong Haakons Broderdatterbørn, da skulde Kong Erik hjelpe ham selv og dem til at erholde Riget[3]. Umiddelbart herefter drog Hertug Erik til Norge, hvor vi den 11te August finde ham i Oslo, givende Indbyggerne i Kampen Tilladelse til at drive Fiskeri udenfor hans Territorium (nemlig Nordre-Halland) mod en Told af 6 Peninger Sterling af Læsten, og Rettighed til i den Tid at hente det fornødne Brendefang i hans Skove[4]. Paa denne Tid var formodentlig ogsaa Kong Haakon kommen tilbage til Oslo fra Bergen, hvor han havde opholdt sig i Juni og Begyndelsen af Juli, og der udstedt den før omtalte store Retterbod for Island. Idet mindste er det vist, at han den 31te August opholdt sig i Oslo[5], skjønt han senere atter drog til Bergen og overvintrede der. Saaledes er der intet, som tyder paa, at Hertug Eriks Optræden i Danmark paa nogen Maade har vakt Kong Haakons Mistanke eller Misnøje, hvis man ellers ikke vil antage at Hertug Erik med dette Besøg hos Svigerfaderen netop havde til Hensigt at bortrydde al Mistanke og vinde hans Tillid. Og hvad der end hidtil kan have været tilbage af mindre god Tro fra Kongens eller hans Venners Side, maatte i alle Fald ophøre ved Efterretningen om, at hans unge, neppe fjortenaarige Datter, Hertuginde Ingeborg, snart vilde føde en Arving til Verden. Thi hvis dette blev en Søn, vilde hans og Hertugens Interesser samle sig saaledes om denne, at de herefter vilde udgjøre eet og blive ganske uadskillelige, i det mindste saalænge Sønnen levede. Visheden om, at ej alene Kong Haakons Datter, Hertug Eriks unge Hustru, men og hendes Syskendebarn, den fire Aar ældre Ingeborg, som var gift med Hertug Valdemar, vare frugtsommelige, lader det til at man allerede havde faaet i Begyndelsen af September 1315. Thi den 9de Sept. 1315 oprettede begge Hertugerne i Ljodhuus et indbyrdes Document, hvorved de deelte alle sine Besiddelser, som de hidtil havde haft i Fællesskab, mellem sig efter Biskop Karl i Linkøpings og 11 verdslige Herrers Afgjørelse. Aarsagen til, at denne Deling nu fandt Sted, kan alene have været den, at de nu havde Haab om at faa Livsarvinger, hvis Arveparter nøje maatte bestemmes for Fremtiden; thi mellem dem selv herskede saadan Enighed og Kjærlighed, at de i Ordets egentligste Forstand udgjorde eet Liv og een Sjæl, og at enhver Deling mellem dem var unødvendig.

Hvad der her faldt paa Eriks Part, var naturligviis hvad der laa nærmest ved den norske Grændse, nemlig Vestergøtland med Ljodhuus og Axevalla Slot, Dalsland og Vermeland, Nordrehalland med Vardberg og Hunehals, samt dertil Kalmar Slot og flere Dele af Smaaland; Valdemar fik derimod Stockholms Slot med tilhørende Fogderi, Aabohuus og Tavastehuus i Finnland med tilliggende Distrikter, Borgholm Slot og hele Øland. Delingen skete for det første paa fem Aar, maaskee fordi Erik havde det hemmelige Haab om inden den Tid at erhverve enten Norges eller Sveriges Trone. Brødrene lovede derhos at staa hinanden bi mod hvem som helst og at den Længstlevende skulde sørge for at den først Afdødes Arvinger beholdt sine Slotte og Leen, samt at de, hvis det var Døtre, bleve anstændigt bortgiftede efter Ridderskabets Raad. Endelig maatte ingen sættes til Befalingsmand paa noget Slot uden efter begge Brødres Samtykke[6]. Derefter begav Hertug Erik sig med sin unge Hustru til Norge, hvor de tilbragte Vintren, formodentlig i Oslo eller Tunsberg, thi i en af disse Byer maa Kong Haakon have overvintret, og her var det sandsynligviis ogsaa, at Hertuginde Ingeborg fødte en Søn, som enten efter Hertug Eriks eller efter Kong Haakons Fader fik Navnet Magnus. Herved var Kong Haakons kjæreste Ønske opfyldt, og det er naturligt, at hans Glæde derover var overvettes. Store Fester synes at have forherliget den lykkelige Begivenhed, og Kongen gjorde ikke mindre end 24 Mænd paa een Gang til Riddere. Formodentlig blev den unge Fyrstesøn født i April eller Mai, og Festlighederne da holdte, thi i Juli Maaned var Kongen atter i Bergen, som vi have seet, og desuden finde vi i den sidste Halvdeel af 1316 flere Mænd omtalte som Riddere, der tidligere ej havde denne Titel[7]; de maa saaledes have hørt til hine 24 og have modtaget Verdigheden i den tidligere Deel af Aaret. Ogsaa Hertug Valdemars Hustru fik en Søn, der efter hendes Fader kaldtes Erik; han maa være fød omtrent samtidig med Magnus, men sandsynligviis paa Stockholms. Slot, hvor Hertug Valdemar opholdt sig sidst i Marts eller først i April[8].

For Kong Byrge derimod maatte Efterretningen om at begge Hertugerne havde faaet hver sin Søn være ligesaa bedrøvelig, som den for disse og Kong Haakon var glædelig. Hidtil, saalænge Hertugerne ingen Arvinger havde, kunde han dog trøste sig med at hans Søn Magnus med Tiden kunde komme til at arve deres Besiddelser og derved atter forene dem med Kronen; nu derimod var Udsigten hertil aldeles lukket, for saa vidt menneskelige Øjne kunde see ind i Fremtiden. Derhos var der nu ej længer nogen Sandsynlighed for, at der kunde opstaa Splid mellem Kong Haakon og Hertug Erik, men denne vilde derimod altid kunne gjøre Regning paa Haakons kraftigste Bistand, og derved blive Kong Byrge dobbelt farlig. At Hertug Erik i det mindste selv meente nu at have et langt bedre Fodfeste i Norge end hidtil, og navnlig ej længer at trænge til Danekongens Understøttelse, kan man slutte af den Omstændighed, at han ikke længer fandt det Umagen verd at vedligeholde dennes Venskab, men snarere ønskede at afkaste sine Forpligtelser til ham som en Byrde; thi ifølge en ikke utroverdig Forfatters Beretning skulle begge Hertuger i Aaret 1317 venskabeligen have modtaget Hertug Christoffer, der i Slutningen af 1316 paany havde begyndt. Fejde mod Kong Erik, saavel som Erkebiskop Æsger i Lund, der havde forbundet sig med ham[9]. Dette tør maaskee have staaet i Forbindelse med nye Planer, som Hertugerne nærede til at støde Kong Byrge fra Tronen, thi saa meget er vist, at det nu kun var Danekongen, der opretholdt Byrge; uden dennes Hjelp vilde Byrge falde ved første Stød, ja saa godt som af sig selv. Byrge havde alt for ofte Lejlighed til at erfare, hvor vaklende hans Trone var, og hvor lidet han gjaldt i sine Undersaatters Øjne. Da han i 1313 havde anseet sig nødt til at paalægge Gotlændingerne en overordentlig Skat og selv begivet sig over til Øen for at inddrive den, vægrede disse sig reentud for at betale, grebe til Vaaben og dreve ham med Tab tilbage, saa at han maatte bekvemme sig til det ydmygende Skridt at indgaa et Forliig med dem. Tre Aar efter gjorde Helsingerne Opstand imod ham, ligeledes i Anledning af nogle Skatter; dette Oprør blev vel dæmpet og Hovedmændene henrettede, men ikke desto mindre fulgte Smaalændingerne deres Exempel, anførte af en vis Bugge, der endog, formodentlig halv i Spøg, blev kaldet deres Konge[10]. For alt dette gav Kongen sine Brødre vistnok Skylden, og for saa vidt ej med Urette, som det i det mindste var aabenbart, at hans Undersaatter vilde have haft langt større Respect for ham, og ikke vovet at byde ham slig Trods, hvis ikke Hertugerne havde svækket hans Magt og ydmyget ham i den hele Nations Øjne. Men der manglede heller ikke paa dem, som formelig opeggede ham mod hans Brødre, og søgte at indskærpe ham Nødvendigheden af at forekomme dem ved et raskt Skridt, førend de kunde bringe deres Planer mod ham til Udførelse. Blandt dem, som søgte at overtale ham dertil, nævnes fornemmelig Dronning Margrete og Drottseten Johan Brunke. Ogsaa hans Svoger Danekongen, der unegtelig havde Grund til at harmes over Hertug Eriks Ferd, skal ivrigt bane tilskyndet ham at stræbe Hertugerne efter Livet og oplagt Raad derom med sin Syster, Dronning Margrete, medens derimod hans egen Dronning, Kong Byrges og Hertugernes Syster, skal have heldet til deres Side. Mod Slutningen af 1317 var man i Kong Byrges nærmeste Kreds kommen til den Overbeviisning, at et afgjørende Skridt maatte tages, og da Hertugerne vare for mægtige til at man kunde bruge Magten imod dem, maatte man gribe til List og den skammeligste Svig[11]. Man søgte nemlig ved forstilt Venlighed at gjøre dem godtroende og indbilde dem, at Kongen nu endelig oprigtigt ønskede at komme dem imøde og forlige sig med dem, for at faa dem begge paa eengang lokket i Kongens Vold. Og dette lykkedes altfor vel, og snarere end maaskee Kongen og hans Venner selv havde ventet. Paa en Rejse, som Hertug Valdemar i October eller November 1317 foretog til Stockholm, besøgte han undervejs Kong Byrge i Nykøping, og blev der modtagen af Kongen og Dronningen med den største Venlighed. Dronningen anstillede sig, som om det gjorde hende hjertelig ondt, at Hertug Erik altid søgte at undgaa hende; hun spurgte Valdemar, om han da aldrig vilde komme, og Valdemar lod sig virkelig føre bag Lyset, saa at han troede hendes Forsonlighed oprigtig, og maaskee endog, som det sedvanligt gaar, følte en vis Anger og Undseelse over at have troet verre om hende og sin Broder, end de fortjente. Han blev der om Natten, og rejste derfra med den fulde Overbeviisning at han og Erik herefter fra.deres Broder Kong Byrge og hans Dronning kun havde alt godt at vente. Kort efter indbød Kongen skriftligt begge sine Brødre til sig til Løverdagen efter St. Nicolai Dag (den 10de December), formodentlig i det foregivne Øjemed, at de skulde tilbringe Julen hos ham. Erik, som paa den Tid maa have været sammen med Valdemar paa Daavø, spurgte denne, der sidst havde været hos Kongen, om han antog det tilraadeligt at modtage Indbydelsen. Valdemar meente at der aldeles ikke var nogen Fare. Erik indvendte, at Dronningen og Brunke ej vare at tro paa, ligesaa lidet som Kongen, om denne end nu talede sledskt. Valdemar var fremdeles godtroende, og Erik lod sig endelig overtale. Ingen af deres Følge synes, besynderligt nok, at have advaret dem. Først da de vare komne i Nærheden af Nykøping, kom der en ung Ridder, som alvorligt advarede dem mod at give sig paa een Gang i Kongens Vold. Men Valdemar svarede ham uvenligt, som om han kun søgte at sætte Ondt paany mellem dem og Kongen, og Ridderen reed harmfuld bort. Det synes dog at have været Hertugernes Hensigt, ikke strax om Aftenen at drage lige til Nykøping, men at tage Natteleje en Miils Vej derifra, da der indtraf Udsendinger fra Kongen med den Hilsen, at de dog endelig maatte komme til Slottet endnu samme Aften og tilbringe Natten der; nu var der jo dog kun en Miil tilbage. Hertugerne havde saa godt som heller ikke noget Valg, thi der var ingen Fortæring at faa til deres talrige Følge. Man havde nemlig heel listigt sørget for at faa alle de Fødemidler, der fandtes paa Stedet, bragte til Nykøping. Saaledes droge da Hertugerne videre, kom til Nykøping, og reed op paa Slottet, hvor de fandt den herligste Modtagelse, og hvor Aftenen tilbragtes i Drik og Lystighed, saa at den sidste Rest af Forsigtighed, som endnu fandtes hos Hertugerne og deres Mænd, ganske forsvandt. Thi da Dronningen ytrede, at Huusrummet paa Slottet var for lidet til at skaffe deres Følge Natteleje, og at dette derfor maatte tage Qvarteer nede i Byen, fandt de sig endog heri, og lode alle sine Riddere gaa bort, saa at de selv bogstaveligt saa godt som ene vare tilbage. Aldrig saasnart havde de begivet sig til Sengs, førend Fienderne strax skrede til Verket. Portene bleve paa Drottsetens Befaling stængte, og Kongen gav nu en af sine Riddere, ved Navn Hr. Knut, den Befaling, at gaa ind til Hertugerne og tage dem fangne. Knut vilde ikke have noget med et saadant Forræderi at bestille; to andre Riddere vægrede sig ligeledes, og bleve derfor kastede i Taarnet; men snart fandtes dog de, hvis Samvittighed var mindre øm; en Skare Bevæbnede trængte ind i Sovekammeret og tog Hertugerne efter nogen Modstand til Fange. Strax efter kom Kongen ind til dem, med et af den vildeste Hevnlyst fordrejet Aasyn; han spurgte dem haanende, om de nu ikke mindedes Haatuna-Legen, og befalede at lægge dem i Stok og Lænker og bringe dem i Fangetaarnet. Dette skede med stor Haardhed og Voldsomhed. Og da Kongen nu havde seet dem vel forvarede bag tykke Mure og faste Laase, overgav han sig til den mest ubegrændsede Glæde; nu endelig, sagde han, har jeg Sveriges Rige i min Haand! Ogsaa Ridderne i Byen bleve tagne til Fange, kun nogle enkelte fik Tilladelse til at drage bort mod Løfte om at indfinde sig igjen til en bestemt Dag. Derpaa begav Kongen sig afsted, ledsaget af Dronningen og Drottseten, for at underlægge sig Hertugernes Besiddelser, hvilket han nu antog for en let Sag. Til Befalingsmand paa Nykøpings Slot og de vigtige Fangers Vogter satte han en Estlænding ved Navn Christiern Schierbeck[12].

Men Følgerne af Kongens Forræderi bleve langt anderledes, end han og hans Raadgivere havde tænkt. Efterretningen vakte overalt, hvor den kom, den største Forbitrelse, og Hertugernes Mænd og Tilhængere stode alle som een mod Kong Byrge. Hertuginde Ingeborg, som kort før havde født en Datter, der efter hendes Moder fik Navnet Euphemia, begav sig med sine Børn til Skara Slot, medens Befalingsmanden paa Kalmar, Hr. Karl, lod udgaa Krigsbud og samlede Smaalændingerne, ligesom Matthias Ketilmundssøn Vestgøterne, for at føre dem mod Kongen. Denne havde forgjeves viist sig for Stockholms Slot og opfordret det til Overgivelse. Besætningen drog Vindebroen op ligefor hans Øjne; i Forening med Stadens Kjøbmænd angreb den hans Mænd paa Norrmalm og slog dem paa Flugt med Folketab; han maatte med Skamme vende tilbage til Nykøping og saa ingen anden Udvej, end at bede sin Svoger Danekongen om Bistand. Han afferdigede i den Anledning Drottseten og to andre paalidelige Mænd til Danmark med den mest udstrakte Fuldmagt til at indgaa de Betingelser, Kong Erik fandt for godt at opstille, og lod tillige sin Søn Magnus, der fremdeles opholdt sig ved Morbroderens Hof, hilse at han skulde komme til ham og hjelpe ham at dæmpe Opstanden. Kong Erik sendte strax Magnus afsted med 600 Ryttere og sluttede i Helsingborg den 27de Februar 1318 en Overeenskomst med de svenske Befuldmægtigede, der ganske optraadte i Kong Byrges Navn, hvorved han forbandt sig til at hjelpe denne i Krigen mod hans Brødre, indtil han havde faaet fuldkommen Enighed, imod at Kong Byrge pantsatte ham alt hvad han ejede af Smaaland tilligemed Visingsø[13]. Imidlertid havde allerede Hertugernes Tilhængere trængt frem til Nykøping og begyndt at belejre Slottet, for at befrie deres fangne Herrer, og Kongen, der maa have mistvivlet om at kunne forsvare sig saa længe indtil han fik Undsætning, begav sig til Stekeborg, efterat han med afmægtig Harme havde læst Taarnet, hvori Hertugerne vare indespærrede, og kastet Nøglerne i Elven. Siden drog han sin Søn imøde og forenede sine Tropper med hans; derpaa rykkede de tilsammen længer ind i Østergøtland, men mødte ved Skærkind endeel af Hertugernes Tilhængere, der sloge dem paa Flugt. De begave sig nu over Holaveden til Vestergøtland; her samlede Bønderne sig mod dem ved Karlaby, anførte af nogle Hofmænd, dog lykkedes det Kongen at faa en Deel af Bønderne til at dagthinge og drage hjem; de øvrige vovede desuagtet en Kamp og bleve slagne, hvorefter ogsaa disse dagthingede og droge hver til sit[14]. Nu havde Kongen for et Øjeblik, som det syntes, Overhaand, fordeelte sine Folk rundt om i Stæderne og afskar Tilførselen for den Hær, der belejrede Nykøping, men det varede ikke længe førend den unge Knut Porse, Søn af den oftere omtalte danske Kongedrabsmand Peter Porse, kom Belejrerne til Hjelp, overfaldt de kongelige Tropper og slog dem saa eftertrykkeligt, at de danske og lejede tydske Tropper, der laa i Linkøping og Skeninge, ved Efterretningen derom brøde op, og flygtede til Danmark. I denne Vaande efterlod Byrge sin Søn Magnus med en Besætning paa Stekeborg, som nu ogsaa belejredes; selv begav han sig med Dronningen til Gotland, hvorfra han udrustede en Flaade for at komme Sønnen til Undsætning, men den blev i Skærgaarden angreben af de Hertugelige og alle Skibene erobrede. En ny Flaade, hvoriblandt ogsaa flere danske Skibe, afsendtes under Anførsel af Drottseten, men var ikke heldigere; den blev stukken i Brand af de Hertugelige, en stor Deel af Besætningen sprang i Vandet og druknede, flere Fartøjer bleve erobrede og Drottseten selv tilligemed flere af Kongens ypperste Mænd tagne til Fange og senere indsatte paa Stockholms Slot. Imidlertid førte, som det synes, begge Hertuginderne i deres Mænds Navn Regjeringen i Sverige. I Kalmar sluttede de den 16de April et Forbund med Hertug Christopher og Erkebiskop Æsger i Lund om indbyrdes Venskab og gjensidig Bistand; de sidste lovede at staa dem bi mod alle, undtagen nogle navngivne tydske Fyrster, og at hjelpe til at befri deres fangne Mænd, samt at skaffe dem deres Rettigheder og Besiddelser tilbage, og aldrig indgaa Stilstand, Forbund eller Enighed med Kong Erik eller Kong Byrge uden deres og deres Venners Raad og Samtykke. Fremdeles lovede Hertuginderne ved et Brev af 18de April at forsvare Erkebiskoppen i hans Besiddelse af Halmstad Hered i Halland, som Hertug Christopher havde sat ham i Pant for 1500 Mkr. skaansk, saavel som de øvrige Bekostninger, Erkebiskoppen havde haft for Hertugens Mænd og Lejetropper, og de tilføjede udtrykkeligt, at dette skulde blive stadfestet og overholdt af Hertugerne, naar Gud befriede dem af. Fængslet[15]. Altsaa havde man dog endnu Haab om at faa Hertugerne befriede. Den 24de Juni holdtes der et almindeligt Hof i Skara, hvor Matthias Ketilmundssøn valgtes til Drottsete og Rigsforstander, dog, som det synes, saaledes, at begge Hertuginderne i det mindste i Navnet førte den øverste Styrelse. Og nu blev Belejringen af Nykøping dreven med fordoblet Iver.

Men Hertugerne formaaede man ikke at frelse. Over deres Endeligt hviler der et ugjennemtrængeligt Mørke. Efter et almindeligt Sagn, der endog synes at være opstaaet samtidigt med Begivenhederne, skulde de være døde af Hunger, Erik tre Dage og Valdemar fjorten Dage efterat Kong Byrge havde forladt Nykøping. De selv maa ogsaa have troet at de ej vilde slippe levende derfra, siden de allerede den 18de Januar gjorde sit Testament[16]. Men hvis det virkelig havde været Kong Byrges Hensigt ved sin Afrejse fra Nykøping at skille dem ved Livet, havde han neppe valgt at hungre dem ihjel, da han derved altid maatte være udsat for, at de paa en eller anden Maade fandt Midler til at holde Livet vedlige; at han tillukkede Taarnet og kastede Nøglerne i Vandet, kan alene have været etslags trodsende Tilkjendegivelse af, at de aldrig med hans gode Vilje skulde komme paa fri Fod, thi den blotte Laas kunde dog ikke i sig selv være nogen uovervindelig Hindring for deres. Befrielse, og sæt at det endog kunde have været muligt for ham, ganske at udestænge dem fra menneskeligt Samkvem, saa vilde jo isaafald ingen have kunnet vide, hvad der foregik i Taarnet, eller hvorlænge enhver af dem havde levet uden Mad og Drikke. Men naar man nærmere betragter Omstændighederne, maatte det endog ligge i Kong Byrges Interesse, at de beholdt Livet, saa længe han var istand til at holde dem fangne. Derved vilde han aabenbart have en langt bedre Klemme paa deres Tilhængere, end naar de først vare døde, thi da vilde hine, samlede om deres Sønner og Enker, ikke længer behøve at tage noget Hensyn. Det Sandsynligste er derfor, at Kong Byrge ved sin Afrejse fra Nykøping har givet Christiern Schierbeck og sine øvrige betroede Mænd den udtrykkelige Befaling, at forsvare Slottet til det Yderste, og ikke tage Hertugerne af Dage undtagen for det Tilfælde at Fienden stormede Slottet eller man faa sig nødt til at overgive sig, thi under saadanne Omstændigheder maatte det naturligviis være ham magtpaaliggende, at de ikke kom levende i sine Tilhængeres Hænder. Dog udelukker ikke dette Muligheden af, at han af Hevngjerrighed har befalet sine Mænd at behandle dem haardt, og at denne Befaling har været opfyldt saa bogstaveligt, at de omkom af Hunger eller Sygdom. Imidlertid antog Hertuginde Ingebjørg endnu den 27de Juni ikke sin Mand Hertug Erik for at være død, thi i et Brev, som hun paa denne Dag udstedte, kalder hun sig endnu hans Egtehustru, ikke hans Enke[17]. Men i Løbet af Juli maa begge Hertuginder have modtaget sikker Efterretning om at deres Mænd ikke længer vare i Live, thi i et Brev, som de den 1ste August udstedte i Stockholm, kalde de sig Hertugernes „Enker“[18]. Denne Efterretning skulle de have faaet fra Kong Byrges Mænd paa Slottet, der, bragte til det yderste, sendte Hertugernes Lig ud paa en Baare, bedækket med Baldikin, og lod Belejrerne hilse, at da de nu ikke længer havde nogen at kæmpe for, burde de nedlægge Vaabnene og underkaste sig sin retmæssige Overherre, Kong Byrge. Men om Hertugerne vare hungrede ihjel eller aflivede paa anden Maade, lader sig ikke oplyse; saameget er kun vist, at der ej kan have været Spor paa deres Legemer af nogen voldsom Dødsmaade, da ellers Sagnet om deres Hungersdød ej vilde have kunnet opkomme, ligesom de og da først nylig maa have været døde, da deres Legemer ellers, paa den Tid af Aaret, vilde have været forraadnede og uigjenkjendelige. De bleve nu førte til Stockholm og begravede i Stadens Kirke. Men Besætningen bedrog sig, hvis den troede at Hertugernes Død vilde bringe Fred til Veje. Belejrerne bleve tvertimod saa meget mere ivrige og angreb Slottet med en saadan Heftighed, at de endelig den 15de August tvang Forsvarerne til Overgivelse, hvorefter de nedbrøde deri Bund og Grund. Nu kunde de samle alle sine Stridskræfter udenfor Stekeborg, som derved ogsaa snart ved Hunger blev tvunget til at overgive sig. Den danske Besætning fik Tilladelse til at drage bort, men Kongesønnen Magnus maatte give sig fangen, mod Sikkerhed paa Liv og Lemmer, der edeligen tilsagdes ham af de hertugelige Riddere. Saaledes var nu hele Sverige paa det nærmeste renset for Kong Byrges Tilhængere, og Hertugindernes Herredømme overalt anerkjendt[19].

Efterretningen om Hertugernes Fangenskab og Død kan umuligt andet end have vakt Forfærdelse over hele Norge, og gjort et rystende Indtryk paa Kong Haakon, hvis Interesser nu saa nøje vare knyttede til Hertug Eriks, og hvis egen Datters og Dattersøns hele Fremtid nu stod paa Spil. Det forstaar sig af sig selv, at han allerede ved Efterretningen om at Hertugerne vare fængslede greb til Vaaben for at komme dem eller deres Tilhængere til Hjelp, men desverre ere Efterretningerne herom, som overhoved om alt hvad han foretog sig paa denne Tid, saa sparsomme og uklare, at man ikke med Bestemthed kan angive ethvert af hans Skridt. I nogle islandske Annaler[20] fortælles der, at Kong Haakon allerede i 1317 havde Leding ude mod Sverige, hvorved begge Hertugerne Erik og Valdemar faldt, men at om Høsten, da Kongen drog tilbage, et af hans Skibe frøs inde, der styredes af en Hr. Gjardar, og paa hvilket ogsaa den før omtalte Islænding Gissur Galle befandt sig; at de Svenske angrebe Skibet; at Besætningen vergede sig vel, og kun overgav sig mod Løfte om Grid, men at de Svenske brød Løftet og dræbte dem alle undtagen Hr. Gjardar og Gissur, der var bleven saaret; at disse .to bleve kastede i Fængsel under Imberdagene (Qvatember) om Høsten, og at Gjardar derpaa senere blev henrettet, men at Gissur sad fangen til den følgende Paaske, da han blev udløst Paaskeaften og kom tilbage til Kong Haakon. I Forbindelse hermed berettes og at Grev Jakobs Sønner, Nikolas og Gregorius, faldt. Men disse Tidsangivelser ere aabenbart urigtige. For det første kan der ej være nogen Tale om Leding mod Sverige fra Norge allerede i 1317, og det udtrykkelige Tillæg, at Hertugerne faldt, synes desuden ligefrem at vise, hvad der i sig selv er det rimeligste, at den først blev foretagen i Mellemtiden mellem deres Fangenskab og Død; heller ikke kan det have været i Imberdagene om Høsten, at Gjardar og Gissur bleve fangne paa et indfrosset Skib, thi Høst-Qvatemberen falder allerede i de nærmeste Dage efter 8de September (Korsets Ophøjelsesdag), førend Frosten indtræder. Da nu derhos de samme Annaler ogsaa ved andre Lejligheder angive Aarstallene urigtigt eller forvirret, og navnlig allerede forhen omtale begge de hallandske Grevesønners Drab noget omstændeligere ved 1315, og ligesaa Hertugernes sildigere ved 1319, er man berettiget til aldeles at bortsee fra hine Tidsbestemmelser og henføre de omtalte Begivenheder til den Tid, de øvrige dermed sammenholdte Omstændigheder antyde som den sandsynligste. Nu er det aabenbart rimeligst, at Kong Haakon, som tilbragte Julen i Oslo, allerede ved den første Efterretning om Hertugernes Fangenskab, der maa have naaet ham ved Juletider, men heller ikke før, gjorde Udrustninger for at komme dem til Hjelp, og at han endnu inden Vintrens Udgang kom afsted med nogle Skibe, hvoraf et havde den ovennævnte Skjebne, og at Gjardars og Gissurs Tilfangetagelse ikke skede i Høst-Qvatembertiden, men derimod under Vaar-Qvatemberen, 8de til 11te Marts 1318, samt at Gissur derpaa hensad i Fangenskab til Paaskeaften, den 22de April. Dette var ogsaa den eneste Tid, paa hvilken man under den hele Krig kan tænke sig Muligheden af et Sammenstød mellem norske Skibe og Kong Byrges Folk ved Sveriges Kyst, thi just da, samtidigt med Slaget ved Karlaby, havde Byrge for en kort Tid Overhaand. Man kan ikke henføre Kampen til Høsten og Vintren 1318, thi da var Krigen, som det nedenfor vil sees, paa det nærmeste til Ende. For Resten er det vanskeligt at paapege Stedet, hvor Kampen stod. Ved den føromtalte første Angivelse om Grev Jakobs Sønners Drab, under Aaret 1315, heder det at de bleve halshugne paa Gaupaholm; er, hvad man maa antage, hiin –Tidsangivelse urigtig, og Grevesønnernes Henrettelse derimod at henføre til Krigen i 1318, saaledes nemlig, at de vare ombord paa hiint erobrede Skib og bleve henrettede med de øvrige Fanger, maa Slaget altsaa have staaet ved en Holme, kaldet Gaupaholm eller Gøpeholm, men da det hidtil ikke har været oplyst, hvor denne er, bliver man heller ikke derved mere klog paa, hvor denne Begivenhed fandt Sted. Med størst Rimelighed skulde man vel søge den etsteds ved Gøta-Elvens Udløb, hvorhen man da maatte formode at en Afdeling af Kong Byrges Hær havde gjort et Streiftog, thi det kan ikke have været muligt, at Kong Haakon paa den Aarstid gjorde et Tog heelt ind i Østersøen, til Skjærene udenfor Stekeborg eller Nykøping; deri maatte Isen hindre ham, og desuden var der ej tilstrækkelig Tid dertil, siden han, hvad der er sikkert, allerede den 28de Marts var hjemme i Tunsberg[21]. At en saadan Afdeling af Byrges Tropper kan have trængt frem til Egnene ved Elven for om muligt at tage Ljodhuus eller Hunehals, er ikke usandsynligt, da der i Hertugindernes Forbundsact med Hertug Christopher udtrykkeligt tales om Lande og Besiddelser, der skulde gjenvindes, og som altsaa maa have være tagne af Kong Byrges Mænd; heraf følger igjen at disse have været udsendte til forskjellige Kanter i dette Erende. Da de fleste af dem vare danske, forklares ogsaa herved, hvorfor de fore saa haardt frem mod Fangerne, thi Grev Jakobs Sønner hørte blandt de Fredløse, som alle troe Tilhængere af Danekongen ansaa sig berettigede eller forpligtede til at dræbe, naar de fik dem i sin Magt, og de øvrige have, som deres Venner eller Kammerater, maattet dele deres Skjebne. Meget synes ej Kong Haakon at have udrettet ved dette Tog, der vist heller ikke var foretaget med større Stridskræfter end dem, han for Øjeblikket havde ved Haanden. Men han havde upaatvivleligt i Sinde at gjøre større Udrustninger, thi han opholdt sig hele Sommeren i Tunsberg, og da man erfarer, at han i Juli Maaned havde Erkebiskoppen, Landets øvrige Biskopper og Magister Capellarum hos sig, bliver det højst sandsynligt, at han holdt et virkeligt Høvdingemøde, hvor ogsaa de fornemste verdslige Herrer vare tilstede, for at overlægge om, hvad man videre skulde foretage i Anledning af Begivenhederne i Sverige. Dette bestyrkes ogsaa deraf, at der just ved denne Tid indløb en Opfordring fra den svenske Erkebiskop Olaf til Erkebiskop Eilif om at tage den upsalske Kirke i Beskyttelse mod den Overlast, som kunde true den. Allerede i 1317 havde Pave Johannes, ifølge indkommen Klage fra den udvalgte Erkebiskop og Capitlet over at Fyrster og Herrer, gejstlige og verdslige, Riddere, Fogder o. s. v. gjorde Indgreb i Kirkens og Erkestolens Rettigheder, tilskrevet Erkebiskop Eilif og Biskopperne i Skara og Vesteraas om at komme den til Hjelp; og nu, i Juli 1318, indfandt den upsalske Chorsbroder Magister Nikolas Sigfastssøn, der tillige var paveligt Sendebud i Sverige, sig selv i Tunsberg, hvor han den 16de Juli, i Præmonstratensernes Kloster, og i Overvær af Abbeden, tre Biskopper, Cantsleren og andre anseede Mænd, personligen forelagde Erkebiskop Eilif hiint Brev og lod et Notarial-Document optage derover[22]. Der indfandt sig ligeledes ved dette Møde Gesandter fra Hamburg, nemlig Dominicanernes Prior og tvende verdslige Befuldmægtigede, for at faa bilagt en Misforstaaelse, der nys var udbrudt mellem denne Stad og Kongen, uvist af hvad Grund; ved Prælaternes Mellemkomst, og dertil vel ogsaa fordi Kongen nu var mest optagen af de svenske Anliggender, opnaaedes ogsaa den 22de Juli et Forliig, saaledes at Kongen lovede at nedlægge den Uvilje, han af billige Grunde havde fattet mod Byen, imod at Gesandterne paa sine Medborgeres Vegne opgav al Fordring paa Bod for den Skade, Kongen og hans Mænd havde tilføjet dem; efter mange fornemme Mænds Anmodning, Biskoppernes Forbøn og ti hamburgske Borgeres Undskyldning antog.han dem endog til Venskab igjen og tillod dem at handle og opholde sig i hans Rige ligesom Andre[23]. Men hvad der besluttedes med Hensyn til de svenske Anliggender, oplyses ikke. Efterretningen om Hertugernes Død, der formodentlig indløb medens Mødet holdtes, maatte sikkert foranledige betydelige Forandringer i hvad man tidligere kan have aftalt. At et nyt, større Krigstog til Hertugindernes Bistand foreløbigt har været bestemt, skulde man næsten slutte deraf, at Kongen den 28de Juli skjenkede Mariekirken i Oslo den Hr. Hauk Erlendssøn forhen tilhørende Gaard Audunargaarden paa Stranden i Bergen, med Rettighed for den Bonde, der lejede den, til at handle med Klæde og udselge Drikkevarer, samt med Fritagelse for Nævninger, Ledingsferder, Skibsdræt, Skatter og Told[24]. Slige Gavn plejede Kongen nemlig især at gjøre, naar han stod i Begreb med at foretage et Krigstog. Man erfarer imidlertid intet om hans Bevægelser umiddelbart derefter. Den 3die November var han endnu i Tunsberg og udstedte paa denne Dag et Brev, hvori han blandt andet indskærpede Indbyggerne paa Vestfold Iagttagelsen af Lovens Bud om at holde Veter og Vagthuse i god Stand: et Tegn paa, at han øjnede Muligheden af et fiendtligt Overfald fra Danmark[25]. Der er dog intet som hindrer at antage, at han i Mellemtiden mellem Juli og November, i de første Dage af October kan have haft en Sammenkomst med begge de svenske Hertuginder og deres Raad, for at aftale, hvorledes man herefter skulde gaa frem, thi af et endnu forhaandenværende Brev seer man, at Hertuginderne, Biskopperne af Linkøping og Skara, Drottseten Matthias og flere andre fornemme svenske Herrer af Raadet den 8de October befandt sig i Ljodhuus, lige ved Norges Grændse[26]. Men egentlig trængte Hertuginderne og deres Tilhængere ikke længer til Hjelp fra Norge, thi de havde aldeles Overhaand og kunde endog gjøre et Indfald i Skaane, hvor Drottseten overvandt de Danske i et stort Slag ved Mjølkelanga og fangede 300 danske og tydske Adelsmænd, som dog sattes i Frihed mod Æresord om at indfinde sig til en vis Dag, om de ej imidlertid bleve udløste. Derpaa belejredes Helsingborg; Lund, Malmø og Skanør maatte betale Brandskat, Falsterbod blev indtaget og hele Skaane herjedes, paa 8 Hereder nær. Endeel af Skaaningerne selv, formodentlig Erkebiskoppens Undergivne, gjorde fælles Sag med de Svenske, og Kong Erik maatte flygte over til Sjæland. Først ved Allehelgensdagstider vendte Drottseten tilbage. Efter disse Uheld fandt Kong Erik det raadeligst at slutte Fred, saa længe det endnu var muligt at opnaa taalelige Vilkaar. En foreløbig Stilstand blev allerede indgaaet i Helsingborg, og derpaa sluttedes den 11te November i Roeskilde en treaarig Fred, som det heder mellem Danekongen og Kong Byrge paa den ene Side, og Kong Haakon samt de svenske Hertugers Mænd paa den anden. Hvorvidt Kong Haakon selv var tilstede ved denne Lejlighed, eller kun havde sendt Befuldmægtigede, kan ej af Tractaten erfares, da man kun kjender det Document, som den danske Konge udstedte[27]. Vilkaarene vare følgende:

1. Freden skal vedvare i tre Aar fra førstkommende St. Hansdag. Bryder Kong Byrge eller hans Børn den, skal Danekongen ej understøtte ham.

2. Saalænge Freden varer, skal Kong Byrge og hans Børn holde sig udenfor. Sverige, undtagen paa Gotland, for saa vidt Indbyggerne tillade ham det; og at bede om denne Tilladelse skulle de Hertugelige eller Sveriges Indbyggere ej formene ham.

3. Kongesønnen Magnus skal fremdeles indtil videre blive i Fængsel, dog skal der ingen Skade tilføjes ham paa Liv eller Lemmer.

4. De, som ere skyldige i Hertugernes Død, maa ej lade sig finde i Sverige.

5. Alle Fanger skulle sættes paa fri Fod, dog skulle de, som allerede have indgaaet at betale Løskjøbelsessum, tilsvare denne.

6. De Hertugelige skulle ej understøtte Hertug Christopher eller Erkebiskop Æsger, om de bekrige Kongen af Danmark.

7. Alle Tvistepunkter mellem Kong Byrge og hans Brødrebørn skulle til førstkommende St. Hansdag i Helsingborg afgjøres af 8 Voldgiftsmænd, nemlig paa dansk Side Biskop Olaf af Roeskilde, Marsken Ludvig Albrechtssøn, Laurents Jonssøn og Ingvar Hjort, paa svensk Biskop Karl af Linkøping, Knut Magnussøn, Lagmand i Vestergøtland, Bo Nikolassøn og Erik Thoressøn; om disse Mænd endog ikke kunne komme til Enighed og afsige nogen Dom, skal dog Stilstanden fremdeles vedblive.

8. Danekongen skal ikke lade Skaaningerne undgjelde for at de have hjulpet de Svenske.

Forløfte for denne Forenings Overholdelse gaves paa dansk Side af 12 Mænd, hvoriblandt Biskoppen af Roeskilde og Marsken; formodentlig gav ligeledes paa svensk Side Biskop Karl og 11 verdslige Herrer sit Forløfte. Med Kong Erik beseglede Markgrev Valdemar af Brandenburg, Hertug Erik af Sønderjylland, der i 1312 havde efterfulgt sin Fader Valdemar, Henrik af Meklenburg og Grev Henrik af Holsten. Den anden Gjenpart maa have været beseglet af Kong Haakon, Matthias Drottsete og flere svenske Herrer. Det er tydeligt, at Kong Haakon her ikke egentlig optraadte i Egenskab af Norges Konge, men som Hertugindernes nærmeste Frænde og sin Dattersøns naturlige Formynder.

Efter denne Fredsslutning erfarer man for flere Maaneder intet om, hvad Kong Haakon foretog sig, eller hvad der overhoved skede i Norge, og det Indtryk paatrænger sig, at Efterretningen om Svigersønnens Død og Ængstelsen over Datterens og Dattersønnens fremtidige Skjebne under de voldsomme politiske Storme, der nu rystede Sverige, har givet hans vistnok allerede svage Helbred et Knæk, der fremskyndede hans Død.

Vel havde Hertugindernes Parti for Øjeblikket Overhaand, men dermed var det dog ej afgjort, at ikke Bladet kunde vende sig, og isaafald vilde ej alene hans Datter og Dattersøn personligt komme i Fare, men ogsaa Norges egen indre Fred og Rolighed staa paa Spil, thi hvis den unge Magnus, hans nærmeste Arving, omkom eller faldt i Fienders Hænder, vilde Norge være herreløst og priisgivet for alleslags indre Stridigheder og politiske Rystelser. Slige Bekymringer kunde vel endog undergrave sterkere Mænds Helbred end Haakons. Formodentlig maa han kort efter hiin Stilstands Afslutning være bleven alvorligt syg, og have tilbragt hele den Tid, under hvilken man intet hører fra ham, paa Tunsberghuus, hvor vi endnu finde ham den 20de April 1319. Og at han da troede at føle Døden nærme sig, maa vi slutte af den Omstændighed, at han paa denne Dag lod Kantsleren Ivar Olafssøn, sin Svigersøn Hafthor Jonssøn, Merkesmanden Paal Erikssøn, Bjarne Audunssøn, Aamunde Borgarssøn, Guthorm Kolbjørnssøn, Guthorm Helgessøn og Thorgeir Simonssøn tilsverge sig ved de dyrebareste Eeder paa Korset og mange andre Helligdomme, at de vilde overholde hans Bestemmelser om Kongearven og Rigsstyrelsen, være enige og samraadige, styrke Kongens Arving og ikke inddrage Udlændinger til at have Fæstninger, Sysler, Raad eller Embeder, enten i Rigsarvingens Umyndighed, eller efterat han var bleven myndig[28]. Herom udstedte de paa hiin Dag sit Brev. Det forstaar sig af sig selv, at han maa have bestemt disse Mænd til at være Medlemmer af det Tolvmandsraad, som ifølge Akten af 1302 skulde forestaa Rigsstyrelsen. Af Bestemmelsen om at Udlændinger ikke maatte inddrages i Rigets Befalingsposter tør man vel slutte, at han allerede forudsaa, hvad der kort efter ogsaa gik i Opfyldelse, at hans Dattersøn Magnus tillige vilde blive valgt til Sveriges Konge. Formodentlig gjorde han ogsaa paa denne Tid sit Testamente, af hvilket der kun findes et Brudstykke tilbage[29], saaat man ej kjender alle hans Legater; man erfarer kun at han skjenkede rige Gaver til sine Capeller, fornemmelig Mariekirken i Oslo, hvor han vilde begraves[30]. Den fik 500 Mkr. brændt Sølv, hundrede Marks Bool af de kongelige Besiddelser i Viken, foruden hvad den tidligere havde faaet til Bygning og Ophold m. m. Alle dens tidligere erholdte Privilegier, Rettigheder og Friheder fornyedes. Trehundrede Mkr. brændt Sølv skjenkede han til Indkjøb af Jordegods, for hvis Indkomster Klerker fra samme Kirke skulde understøttes i sine Studeringer udenlands; han skjenkede den sit daglige Portativ-Capell med Prydelser og Altarklæder, flere Kostbarheder og Bøger; altsammen paa den Betingelse at Provsten og hans Efterfølgere skulde paa hans Dødsdag hvert Aar bespise 60 Fattige med Mad og Drikke og hver Løverdag beverte 7 fattige Klerker med Brød, Smør og Øl, samt at Klerkerne skulde hver Løverdag hver sige fem Ave Maria med Knæfald for Marias Alter i Kirken. Dens Collegium fik Gaarden Lyn (Ljon d. e. Ljan) i Oslohered med tilhørende Rettigheder, hans portative Breviarium tilligemed et andet, nys skrevet i Paris, ligeledes imod at bespise paa hans Aartid et Antal Fattige, vaske deres Fødder, give dem visse Klædningstykker samt nogle Penge, bespise 8 fattige Klerker hver Løverdag og forrette de samme Andagtsøvelser som ovenfor anført. Apostelkirken i Bergen fik 70 Mkr. brændt Sølv til at gjøre en Reliqvietavle og andre Reliqvie-Repositorier, ligeledes gav han den endeel andre kostbare Klædningsstykker m. m., samt til Opbygning alle de kongelige Indtægter af Hjaltland og Færøerne, saaledes at disse, naar Bygningen var ganske færdig, skulde falde tilbage til Kronen. Fremdeles bekræftede han alle tidligere samme Kirke givne Privilegier. Kirken paa Agvaldsnes og Michaelskirken i Tunsberg, ligeledes kongelige Capeller, betænktes ogsaa rigeligt. Dette er alt, hvad der er levnet af Testamentet. Atten Dage derefter, den 8de Mai, afgik Kongen ved Døden, ikke mere end 49 Aar gammel[31].

Med Haakon, der i sine Breve kalder sig den femte af dette Navn, uddøde Kong Harald Haarfagres ærverdige Mandsstamme, forsaavidt man kan antage Harald Gille og Sverre for virkelige Konge-Ætlinger. Han efterlod Norge som et mægtigt, anseet og velordnet Rige med fyldte Fehirdsler og en allerede forud ordnet Styrelse. Tilsyneladende havde man saaledes de bedste Udsigter til at alt for Fremtiden vilde gaa godt. Om han selv ogsaa nærede dette Haab, eller om han ikke allerede forudsaa de Uvejrskyer, som siden trak op over Norge, tør vi ej afgjøre. Han var sig i alle Fald bevidst at have gjort hvad han kunde, og at have gjort alt i den oprigtigste og redeligste Hensigt. Gjorde han sig end, som vi have seet, skyldig i Misgreb, saa havde han i alle Fald selv ingen Forestilling derom. Hvad Talenter, Kundskaber, Kraft og redelig Charakteer angaar, kan han ustridigt sættes ved Siden af Norges ypperste Konger, hans Farfader Haakon ikke fraregnet, men desverre kjende vi for faa Træk af hans Personlighed til at kunne forestille os denne saa tydeligt, som vi kunde ønske. Vi have dog al Grund til at antage, at han, skjønt aabenbart strengere og alvorligere end baade Faderen og Broderen, dog ikke manglede Elskverdighed; hans Omgivelser sees at have elsket ham højt og at have næret ubetinget Tillid til ham; at han, uagtet han søgte at holde Gejstligheden inden de tilbørlige Skranker, dog var from og religiøs, sees af hans hele Ferd, og det er endog umiskjendeligt, at Gejstligheden selv yndede ham og betragtede ham som en Støtte, til hvem den altid i Nødsfald kunde søge Tilflugt. Den Sands for Videnskabelighed, som nedarvedes fra Sverre af til hans Ætlinger, fandtes i fuldeste Maal hos Kong Haakon. Ikke nok med, at han, som vi allerede have seet, kunde tale Latin, erfarer man ogsaa, at han, ligesom sine Forgængere, drog Omsorg for at faa gode Verker, tilhørende Udlandets Literatur, overførte i den norske. Haakons Omsorg synes dog især at have været rettet paa religiøse Skrifter, som han lod udarbejde til at forelæses for Hirdmændene ved højtidelige Lejligheder. Et af disse er endnu til, nemlig den saakaldte Stjorn, en norsk Bearbejdelse af det gamle Testamentes Bøger efter Vulgata, ledsaget af Jevnførelser med og Tillæg fra andre berømte historisk-theologiske Verker. I Fortalen siges det udtrykkeligt, at Bogen blev udarbejdet under Kongens eget Tilsyn og efter hans Tilsagn, og var bestemt til at forelæses for Kongen og hans Mænd ved Bordet om Søndagene. Verket, der er af betydelig Udstrækning, udmerker sig ved et fortrinligt, egte norskt, Sprog. Af Fortalen erfarer man endvidere, at Kongen tidligere havde foranstaltet en Oversættelse eller Bearbejdelse af et latinsk Skrift om Helgeners Levnet kaldet „Hellige Mænds Blomster“, ligeledes bestemt til Forelæsning ved Hirdbordet paa vedkommende Helgeners Højtidsdage[32]. Hvorledes Dronning Euphemia til samme Tid ikke viiste sig mindre ivrig for at faa de meest yndede franske Riimromaner overførte deels paa Norsk i ubunden Stiil, deels i svenske Riim, upaatvivlelig for at gjøre sin Yndling, Hertug Erik, deelagtig i deres Indhold, er ovenfor fortalt. Det er endog ikke usandsynligt, at Kong Haakon med Flid har drevet paa at faa religiøse Skrifter udarbejdede og lade dem forelæse, for derved at sætte nogen Modvegt mod det maaskee altfor overhaandtagende Romansværmeri, hvis Indvirkning paa Moraliteten de strengere og alvorligere Mænd, og ej mindst Kongen, torde have fundet betænkelig. Men hvad man end antager herom, saa er dog dette sikkert nok, at der ved det norske Hof i Kong Haakons Tid raadede et ikke ringe aandeligt Liv, der havde sin fornemste Støtte hos Kongeparret selv, og at Kongen besjæledes af en dyb religiøs Følelse, som han ogsaa, neppe uden Held, søgte at meddele sine Omgivelser. -Paa den Iver, hvormed han søgte at forbedre Lovgivningen og sørge for den indre Ro og Orden i Landet, have vi allerede i det Foregaaende seet tilstrækkelige Prøver: derom vidne desuden noksom de mange af ham udgivne almindelige eller særskilte Forordninger, som endnu ere til. Søgte han nu end vistnok, som vi have seet, at udvide Kongemagten indtil det yderste, saa at han virkelig ved sin Død ej var langt fra at kunne kaldes en uindskrænket Herre, saa handlede han dog i dette Stykke neppe saameget af Herskesyge som af fuld Overbeviisning om, at det saaledes var Folket tjenligst, og man maa derhos have for Øje, at mange af de gamle Indretninger allerede havde overlevet sig selv og saaatsige kun stode paa Papiret, ja tildeels endog, om man vilde have bibeholdt dem i sin fulde Udstrækning, vilde have været skadelige, navnlig den deelvise Antagelse af Lovforslag paa forskjellige Lagthing istedetfor et eneste. Man kan derfor ej gaa i Rette med Haakon, om han søgte at sætte noget andet og bedre i Stedet for det Forældede, men naar dette skulde skee, maatte det skee i den Aand og Retning, som den gjeldende Lovgivning selv antydede og som lige fra Sverres Tider og Lendermandsvældets Omstyrtning var bleven den herskende i Norge. Hvor ivrigt han søgte at overholde Landets Ære og Rettigheder i Almindelighed, saavelsom de enkelte Undersaatters ei Særdeleshed lige overfor fremmede Nationer og deres Medlemmer, derpaa have vi Exempler saagodtsom fra hvert Aar af hans lange Regjering. Om Oprigtigheden af hans Vilje og om hans egte Fedrelandssind var der derfor neppe nogen, som nærede Skygge af Tvivl, om end Enkelte maaskee ej kunde være enige med ham i Hensigtsmæssigheden af hans Foranstaltninger. Vi finde ellers ingen Spor til, at det egentlige Folk følte sig utilfreds under hans Herredømme. Thi at enkelte Stormænd, maaskee ophidsede af Hertug Erik, en Tid viiste sig misfornøjede, kan man ej lægge saa megen Vegt paa. Naar man undtager Fejden med Hertug Erik, som dog kun var kortvarig, nød Landet selv i det Hele taget Ro og Fred, thi, da Krigen med Danmark altid førtes i dette Land, følte man ikke synderligt dertil i Norge selv. Ingen store Ulykker indtraf indenlands, som Pest, almindelig Dyrtid, eller lignende Landeplager, ikke engang en større Ildebrand[33]. Hvad der især mod Slutningen af Kong Haakons Regjeringstid maa have knyttet Undersaatterne nøjere til ham og givet ham en egen Ærverdighed i deres Øjne, var upaatvivleligt den Omstændighed, at han var den sidste af sin Ætt paa Mandssiden, og at man saaledes i ham sikkert med en vis vemodig Ærbødighed betragtede det eneste endnu tilbageblevne umiddelbare Skud af den berømmelige Kongestamme, hvis Klogskab og Dygtighed Norge skyldte sin Tilværelse som Stat, og hvis Historie i Ordets egentligste Forstand ogsaa var Landets, men som nu snart aldeles skulde ophøre at være til, og kun skulde leve i Efterslægtens taknemmelige Erindring.

Uagtet Kong Haakon havde haft saa mange kostbare Krigsrustninger at bestride, og derhos altid viiste sig meget rundhaandet mod Kirken, navnlig i sit Testamente, efterlod han dog betydelige opsparede Midler, hvilket vidner om at han maa have været en særdeles god Huusholder. Uagtet hans Personlighed ingensteds nærmere er beskreven, faa vi dog ogsaa af alle de middelbare og umiddelbare Antydninger, hvorfra vi kunne slutte noget om den, det Indtryk, at han maa have yndet et stille, roligt og bramfrit Liv og blandt sine Omgivelser saavidt muligt overholdt Sømmelighed og Orden, medens han selv i alt hvad han foretog sig har faret forsigtigt og betænksomt frem og i sit Væsen viist en vis rolig, maaskee noget afmaalt og stiv, gammeldags Verdighed, hvilket og saa hans Legemsdannelse begunstigede; vi finde nemlig, som det allerede er paapeget, at Islendingerne, formodentlig ogsaa flere af Nordmændene, gave ham Tilnavnet „Haalegg“ (d. e. Højlegg); han har altsaa formodentlig været temmelig høj, smal, med et alvorligt og fornemt Udseende, og har overhoved i det Ydre mere slegtet paa sin mødrene, end paa sin fedrene Ætt. Hans Svigersøn, den muntre, livslystne Hertug Erik, var ganske det modsatte af ham, og det er let at forstaa, at Erik, der yndede Pragt i Klæder og Leveviis, Sang og Spil og alskens Glæde, ej kunde finde sig ret tilfreds hos Svigerfaderen, der forbød Indførelse af nye Moder i Klædedragt, lod forelæse Andagtsbøger ved Bordet, og overhoved vistnok søgte at omgive sig med faa megen Tarvelighed som muligt. Dette lykkedes ham dog neppe synderligt, saa længe den muntre og i Svigersønnen saa indtagne Dronning Euphemia levede: hun har derfor sikkert ofte nok været ham til Bryderi. Siden, da hans Datter, Hertuginde Ingeborg, var bleven voxen og kunde udøve nogen Indflydelse, blev det vist ogsaa noget muntert ved Hoffet, saasom hun ej alene slegtede Moderen paa, men endog synes at have været mere end almindeligt letsindig. Men i Mellemtiden har det upaatvivleligt gaaet stille og alvorligt til. Det synes da at have været Enkedronningen Isabella, der, i det mindste ved højtidelige Lejligheder, traadte i den regjerende Dronnings Plads som den fornemste blandt Kvinderne, men hun, halv en Nonne, som det lader, kunde med al sin Hjertensgodhed neppe have været skikket til at udbrede Liv og Munterhed omkring sig. Dog fandt Kongen sikkert langt mere Behag i hendes Væsen og den Tone, hun begunstigede, end i Lystigheden under Dronning Euphemia.

Oslo var, som det allerede er nævnt, Kongens fornemste Residens og egentlige Hjem allerede siden hans Hertugs-Tid; saaledes blev den og efter de Tiders Medfør Rigets verdslige Hovedstad, og de paafølgende politiske Forhold gjorde at dette vedblev og har vedblevet lige til vor Tid, kun med Forandring i Navnet siden Kong Christian d. 4des Tid, da han ved Byens Omflytning i 1624 havde det uheldige Indfald at ombytte det ældgamle, ærverdige Navn Oslo med det nye, selvopfundne og halvbarbariske Navn Christiania. Paa Oslos Forskjønnelse og Udvidelse, især siden Branden 1287, synes Haakon, som det og forhen er berørt[34], at have offret megen Omhu og helliget Størstedelen af den Interesse for Bygnings-Anlæg, som han havde tilfælles med sin Fader og Farfader om ej i saa høj Grad som disse. I Oslo var det igjen fornemmelig det kongelige Capell Mariekirken med dens Collegium, som han tog sig af, og som han i Ordets egentligste Forstand overvældede med Gaver og Begunstigelser, aabenbart fordi han betragtede den som; sin Residens- og Hoved-Kirke, paa samme Maade som hans Fader havde betragtet Apostelkirken i Bergen. Han lod den derfor, som vi have seet[35], ej alene betydeligt forskjønne og formodentlig udvide, men gjorde den ved forskjellige Gaver og Forleninger maaskee til den rigeste Kirke i Landet af dem, der ikke vare Kathedralkirker, forundte dens Gejstlige en usedvanlig høj Rang, knyttede det vigtige Cantsler-Embede til dens Provste-Embede, og overdrog den Syslen over en stor Deel af Oslohered. Der valgte han sig endelig, som vi have seet, sit Begravelsessted, og betænkte den følgelig i sit Testamente med rigere Gaver end nogen af Landets øvrige Kirker eller gejstlige Stiftelser, baade i Løsøre og Jordegods.

Kong Haakon kaldte sig selv i flere af de Breve, han udstedte paa Latin, og blev selv kaldet af Undersaatterne den femte[36]; han fulgte sin Faders Exempel i at antage et saadant Nummer, hvilket ikke vides at have været Skik og Brug før Magnus’s Tid. Man finder intet Document fra Kong Haakon Haakonssøn, hvori denne kalder sig den fjerde. Han maa dog naturligviis af Sønnesønnen være regnet som saadan, og Haakon Sverressøn som Haakon den tredie. Haakon Adelsteensfostre maa have været regnet som den første, men Spørgsmaalet er, hvo der regnedes som den anden, Haakon Thoresfostre eller Haakon Herdebreid. Det sandsynligste er, at man regnede den sidste, hvilken Sverre, som vi have seet, udtrykkeligt kaldte sin Broder og lod begrave ved Christkirken, altsammen Tegn paa, at han vilde have ham anerkjendt som legitim Konge, og heri fulgte vel ogsaa hans Ætlinger det givne Exempel. Haakon Thoresfostre betragtedes derimod af Olaf Kyrres Ætlinger aldrig som retmæssig Konge.

  1. ↑ Isl. Annaler ved 1315.
  2. ↑ Brevet er aftrykt i Dipl. Norv. III. 102, i Dipl. Sv. No. 1973, og i Lisch Gesch. des Geschl. v. Maltzahn I. 210, desforuden findes et Uddrag deraf hos Huitfeld S. 376, hvor ti Forløftesmænd, deels svenske, deels tydske, nævnes, og hvor det desuden tilføjes, at Hertug Erik vilde have haft Sverige og Hertug Valdemar Norge, at de begge lovede at staa Kong Erik bi, og at de samme Riddere, som lovede for Erik, ogsaa lovede for Valdemar. Det er saaledes tydeligt nok, at Huitfeld maa have haft to Documenter for sig, et udstedt af Hertug Erik og et andet af Hertug Valdemar, og at Documenterne selv ikke vare de egentlige Forpligtelsesbreve, men Forløftesbrevene. Alligevel maa han ganske vist have misforstaaet Indholdet af det, hvorved Hertug Valdemar forpligtedes, thi der var og kunde ikke være Tale om at Valdemar skulde have Norge, aller mindst naar Kong Erik selv ved samme Lejlighed forbandt sig til at hjelpe Hertug Erik til dette Rige; endvidere kan man ej tænke sig Muligheden af, at han vilde hjelpe til at tage Sverige fra sin Svoger Kong Byrge og dennes Søn. Idet mindste kan han her blot have sigtet til det Tilfælde, at baade Byrge og Magnus døde uden at efterlade Bern. Forøvrigt er der allerede i det Foregaaende talt om den Besynderlighed hos Huitfeld, at han ogsaa daterer den Forpligtelse, Hertugerne udstedte til Kong Erik i Anledning af Fredsslutningen i Helsingborg 1313, fra Kolding, og med samme Dag-Angivelse (Fredag før Mar. Magd.) som Brevet af 1314, hvilket aabenbart maa være skeet ved en Forvexling med dette.
  3. ↑ Huitfeld S. 391. Vistnok anfører Huitfeld dette under 1316, og meddeler tillige et Brev, som Kong Erik ligeledes skal have udstedt til Hertug Erik; men han anfører intet Aarstal eller Sted, og ved nærmere Betragtning seer man tydeligt, at det her atter er Brevet fra 1314, som med nogen Afvigelse, formodentlig efter en anden Gjenpart, citeres. Thi hvis Brevet var udstedt i 1310, vilde ikke Eriks „Arving“ i ubestemte Udtryk være nævnt, men ligefrem hans Søn Magnus. Dette er ikke det første Exempel, vi have haft paa at Huitfeld anfører et Actstykke to Gange.
  4. ↑ Dipl. Sv. No. 1979.
  5. ↑ Dipl. Norv. I. 143.
  6. ↑ Dipl. Sv. No. 2032.
  7. ↑ Erling Vidkunnssøn omtales saaledes som Ridder den 11te Decbr. 1316, for Julen, hvilket ellers var den Tid, da Ridderne creeredes. Var Ingeborg frugtsommelig l September 1315, kan Magnus neppe være fød senere end April.
  8. ↑ Hertug Valdemars Brev fra Stockholm af 30te Marts 1316. No. 2052. Dipl. Sv. No. 2052.
  9. ↑ Gheysmer, Langeb. Scr. r. Dan. II. 390.
  10. ↑ See Riimkrøniken og flere Annaler.
  11. ↑ See Suhm XI. 814, 815.
  12. ↑ Riimkrøniken, tilligemed flere Annaler.
  13. ↑ Dipl. Sv. No. 2134. Jvfr. Riimkrøniken.
  14. ↑ Dette skal efter senere Forfatteres Udsagn være skeet den 19de Marts; Riimkr. nævner ingen Tidsbestemmelse.
  15. ↑ Dipl. Sv. No. 2146, 2147.
  16. ↑ Sammesteds No. 2132. Ogsaa i de isl. Annaler heder det at Byrge lod sine Brødre sulte ihjel. Kirchberg (col. 813) fortæller det samme, og vil endog vide, at Valdemar ernærede sig nogle Dage ved at æde Kjødet af sin døde Broder.
  17. ↑ Dipl. Sv. No. 2155.
  18. ↑ Sammesteds No. 2157. Det er dette Brev, hvoraf Lagerbring (III. 137) slutter at Hertugerne allerede vare døde for ti Mai, idet han antager det dateret paa denne Dag, men det er tydelig nok dateret Petri ad vincula, og desuden kalder Hertuginde Ingebjørg sig endnu den 27de Juni ej relicta, kun consors thori Erici Ducis.
  19. ↑ Riimkrøniken, jvfr. Ericus Olai, der maaskee har haft enkelte yderligere Oplysninger.
  20. ↑ Dette er Flatø-Annalerne, hvis Aar-Angivelser ere upaalidelige. Hvad de her anføre, er aabenbart Uddrag af nogle Familie-Optegnelser om Gissur Galle, der maa have ligget efter ham paa hans Ættegaard hjemme paa Island, og hvoraf vistnok ogsaa den tidligere Beretning om hans Sendelse til Finmarken er hentet. I disse Optegnelser lign der let have indsneget sig Uagtsomhedsfejl. Angivelsen lyder saaledes: Kong Haakon havde Leding ude og foor til Sverige. Der faldt (Arne Magnussøn har vilkaarligt og urigtigt rettet det til „flygtede“) Hertugerne Erik og Valdemar. Men om Høsten, da Kongen foor bort, frøs et af hans Skibe inde, hvilket styredes af Hr. Gjardar. Sviarne angrebe dem, men de vergede sig vel, da blev Gissur Galle saaret i den venstre Arm af et Spyd; siden lovede man dem Grid, men de bleve dog alle tilsidst fangne og halshugne, undtagen Gjardar og Gissur; de bleve i Imberdagene om Høsten indkastede og satte i Jern, lidt efter blev Gjardar halshugget, men Gissur sad efter til Paaske. Ved 1318 heder det: Gissur udløst af Taarnet i Sverige Løverdag for Paaske, og kom tilbage i Norge til Kong Haakon.
  21. ↑ Norges gl. Love III. No. 50, S. 128.
  22. ↑ Dipl. Sv. No. 2156. Jvfr. Keyser, Norges K. Historie II. 189.
  23. ↑ Thorkelins Analecta S. 112.
  24. ↑ Dipl. Norv. II. 133.
  25. ↑ Norges gl. Love III. No. 52, S. 132.
  26. ↑ Dipl. Sv. No. 2168.
  27. ↑ Huitfeld S. 406. Suhm XI. 825.
  28. ↑ Dipl. Norv. I. 156.
  29. ↑ Dipl. Norv. IV. 128. Testamentbrudstykket er der aftrykt efter den eneste forhaandenværende Afskrift i Barth. E. 760.
  30. ↑ Mariekirken nævnes ikke i Brudstykket, fordi den Deel, hvori Navnet forekom, er borte, men man kan dog ikke et Øjeblik tvivle paa, at det er den, som her betænkes med saa rige Gaver fremfor alle de øvrige, naturligviis af den Grund, at han der valgte sit Hvilested. Formodentlig har Testamentet begyndt hermed, faa at det er den første Deel, vi have for os. Efter Capellerne nævntes vistnok de øvrige gejstlige Stiftelser i Landet, og derefter de enkelte Personer, som han betænkte med Gaver.
  31. ↑ Hans Dødsdag anføres i flere Nekrologier, navnlig i det norske, aftrykt hos Langebek, Scr. r. Dan. V. S. 385. Han kaldes her dulcissimus, ei Tegn paa, at han maa have været afholdt. At han døde paa Tunsbergshuus, siges udtrykkeligt i den Kongerække, der findes bagefter Historia Norvegiæ. Det er ogsaa i og for sig selv rimeligt, at han, naar han følte sig Døden nær den 20de April og da allerede havde tilbragt lang Tid der, sandsynligviis paa Sygeleiet, ikke sidenefter knade blive flyttet derfra, skjønt de fleste have antaget, at han døde i Oslo.
  32. ↑ Se Gislason, um frumparta isl. tungu S. X, XIII.
  33. ↑ At Munkholmens Kloster brandt i 1317 (Isl. Ann.), kan ej ansees som noget særdeles betydeligt.
  34. ↑ Se o. S. 278 fgg.
  35. ↑ Se o. S. 330 fgg.
  36. ↑ Se især Breve i Dipl. Norv. II. 111, 114. III. 115.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/6/110&oldid=77515»