Det norske Folks Historie/6/110

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det vil af det foregaaende lettelig ſees, at uagtet Kong Haakon ogſaa under Krigsaarene fandt Lejlighed til at beſkjeftige ſig med Rigets indre Anliggender, ſyſlede han dog fornemmelig dermed i de rolige Aar efter den ſidſte Fredsſlutning i Helſingborg, da han udeelt kunde henvende Opmerkſomheden derpaa. De eneſte udvortes Anliggender, ſom da ſtundom optoge hans Tid, vare, ſom vi have ſeet, Handelsforholdene med England og de tydſke Stæder; med Sverige og Danmark herſkede fuldkommen Fred. Kongens og Rigets Anſeelſe maa i det Hele taget have været meget ſtor, ſiden der i Aaret 1315 endog kom Geſandter fra det fjerne Armenien med Foræringer til Kong Haakon[1]. Anledningen til denne Sendelſe kjendes forreſten ikke. Her menes aabenbart ikke det egentlige Armenien, men det i Middelalderen ſaakaldte Lille-Armenien, egentlig Cilicien, paa Lilleaſiens Sydkyſt, lige over for Cypern, hvilket ved Arv var kommen til en Linje af den franſke Kongeæt, ſom beherſkede denne Ø; Kongerne i dette Armenien havde længe befundet ſig i en mislig og farefuld Stilling, da de overalt vare omgivne af Chriſtendommens der, og ideligen ſeet ſig nødte til at anraabe Occidenten om Hjelp; formodentlig var dette ogſaa disſe Geſandters Erende i Norge. Den daværende Konge Hugo, gift med en Datter af Kong Frederik paa Sicilien, maatte kjende temmelig nøje til Forholdene i det veſtlige Europa, og om han end ikke vidſte ſaa meget om Kong Haakon Magnusſøn, havde han dog viſt af ſin Huſtrues Frænder hørt Sagn om hans Farfader Kong Haakon Haakonsſøns Vælde, der i Syden endog anſaaes for ſtørre end det virkeligt var, og hvis Glands aabenbart endnu i et Par Generationer hvilede over Norge.

Forholdet mellem Kong Haakon og hans Svigerſøn Hertug Erik var nu i det mindſte tilſyneladende nok ſaa godt, ſkjønt der intet blev af Ragnhildarholmens Tilbagegivelſe, og det desuden er umiskjendeligt, at han fremdeles havde mange hemmelige Intriguer og Agitationer i Gang for at ſikre ſig ej alene Kongemagten, men ogſaa Kongenavnet, naar Kongen døde. Vi finde ham ſaaledes om Sommeren 1314 i den aller nøjeſte Forſtaaelſe med den danſke Konge Erik, med hvem han i Kolding den 19de Juli indgik et Forbund om at være ham tro og hengiven, imod det Løfte at Kongen efter hans Svigerfaders Død vilde hjelpe enten ham ſelv eller det Barn, han maatte faa med Hertuginde Ingeborg, til at erhverve Norges Rige. Han forpligtede ſig til at yde Danekongen al den Hjelp og Tjeneſte, ſom fire Voldgiftsmænd, nemlig hans Broder Hertug Valdemar og Ridderen Hr. Bernhard Maltzahn paa hans Side, og Fyrſt Henrik af Meklenburg ſamt Drottſeten Nikolas Olufsſøn paa Kong Eriks Vegne.maatte beſtemme; ja han lovede endog, at naar han eller hans Barn havde faaet Regjeringen, ſkulde han med hele Norges Rige og dets Indbyggere ſøge at fremme Danekongens Ære og Fordeel. Til Sikkerhed for dette Løftes Overholdelſe ſkulde Hertug Erik faa ti Riddere fra Sverige og ti fra Tydſkland til at love med ſig[2]. Indholdet af denne Tractat var ganſke viſt af den Natur, at Kong Haakon vilde have taget ham det meget ilde op, om han havde erfaret dens Tilværelſe; altſaa maa Forbundet være ſluttet ganſke hemmeligt. Vel kunde det neppe ſkjules, at Hertug Erik aflagde et Beſøg i Danmark, men dette behøvede ikke at vække nogen Mistanke hos Kong Haakon, da Erik, ſom nu af Danekongen ſelv var bleven forlenet med Nordrehalland, i Egenſkab af dennes Vaſall var forpligtet til at tjene ham efter Opbud, og et ſaadant var ſandſynligviis udgaaet til ham, ſom til Kong Eriks øvrige Vaſaller, for at de kunde hjelpe ham i at dæmpe den farlige Opſtand blandt Jyderne, hvorom der ovenfor er talt. Allerede Aaret forud havde Kongen gjort et Tog til Jylland med en betydelig Styrke, og holdt en ſtreng Straffedom over de oprørſke Bønder, der underkaſtede ſig og angave Hovedmændene for Oprøret ſaavel blandt dem ſelv, ſom blandt Adelen. Men dennes Medlemmer, hvoriblandt førſt og fremſt Nikolas Brokk, Jens Pape, Nikolas Laurentsſøn, tilligemed mange andre, fik førſt deres Dom det følgende Aar, paa Viborg Landsthing den 6te Juli, hvorved de fleſte af dem bleve dømte fredløſe, flere endog henrettede. Kong Erik maatte derfor ogſaa denne Sommer ligge med Vaabenmagt i Jylland, og det var ſaaledes i ſin Orden, at Hertugerne, ſom nogle af hans fornemſte Vaſaller, vare tilſtede. Ogſaa Hertug Valdemar ſees at have faaet et Brev paa, at hvis.hans Broder Hertug Erik og dennes Afkom døde, ſaa at Norges Rige da vilde tilfalde ham og hans Børn, Kong Haakons Broderdatterbørn, da ſkulde Kong Erik hjelpe ham ſelv og dem til at erholde Riget[3]. Umiddelbart herefter drog Hertug Erik til Norge, hvor vi den 11te Auguſt finde ham i Oslo, givende Indbyggerne i Kampen Tilladelſe til at drive Fiſkeri udenfor hans Territorium (nemlig Nordre-Halland) mod en Told af 6 Peninger Sterling af Læſten, og Rettighed til i den Tid at hente det fornødne Brendefang i hans Skove[4]. Paa denne Tid var formodentlig ogſaa Kong Haakon kommen tilbage til Oslo fra Bergen, hvor han havde opholdt ſig i Juni og Begyndelſen af Juli, og der udſtedt den før omtalte ſtore Retterbod for Island. Idet mindſte er det viſt, at han den 31te Auguſt opholdt ſig i Oslo[5], ſkjønt han ſenere atter drog til Bergen og overvintrede der. Saaledes er der intet, ſom tyder paa, at Hertug Eriks Optræden i Danmark paa nogen Maade har vakt Kong Haakons Mistanke eller Misnøje, hvis man ellers ikke vil antage at Hertug Erik med dette Beſøg hos Svigerfaderen netop havde til Henſigt at bortrydde al Mistanke og vinde hans Tillid. Og hvad der end hidtil kan have været tilbage af mindre god Tro fra Kongens eller hans Venners Side, maatte i alle Fald ophøre ved Efterretningen om, at hans unge, neppe fjortenaarige Datter, Hertuginde Ingeborg, ſnart vilde føde en Arving til Verden. Thi hvis dette blev en Søn, vilde hans og Hertugens Interesſer ſamle ſig ſaaledes om denne, at de herefter vilde udgjøre eet og blive ganſke uadſkillelige, i det mindſte ſaalænge Sønnen levede. Visheden om, at ej alene Kong Haakons Datter, Hertug Eriks unge Huſtru, men og hendes Syſkendebarn, den fire Aar ældre Ingeborg, ſom var gift med Hertug Valdemar, vare frugtſommelige, lader det til at man allerede havde faaet i Begyndelſen af September 1315. Thi den 9de Sept. 1315 oprettede begge Hertugerne i Ljodhuus et indbyrdes Document, hvorved de deelte alle ſine Beſiddelſer, ſom de hidtil havde haft i Fællesſkab, mellem ſig efter Biſkop Karl i Linkøpings og 11 verdslige Herrers Afgjørelſe. Aarſagen til, at denne Deling nu fandt Sted, kan alene have været den, at de nu havde Haab om at faa Livsarvinger, hvis Arveparter nøje maatte beſtemmes for Fremtiden; thi mellem dem ſelv herſkede ſaadan Enighed og Kjærlighed, at de i Ordets egentligſte Forſtand udgjorde eet Liv og een Sjæl, og at enhver Deling mellem dem var unødvendig.

Hvad der her faldt paa Eriks Part, var naturligviis hvad der laa nærmeſt ved den norſke Grændſe, nemlig Veſtergøtland med Ljodhuus og Axevalla Slot, Dalsland og Vermeland, Nordrehalland med Vardberg og Hunehals, ſamt dertil Kalmar Slot og flere Dele af Smaaland; Valdemar fik derimod Stockholms Slot med tilhørende Fogderi, Aabohuus og Tavaſtehuus i Finnland med tilliggende Diſtrikter, Borgholm Slot og hele Øland. Delingen ſkete for det førſte paa fem Aar, maaſkee fordi Erik havde det hemmelige Haab om inden den Tid at erhverve enten Norges eller Sveriges Trone. Brødrene lovede derhos at ſtaa hinanden bi mod hvem ſom helſt og at den Længſtlevende ſkulde ſørge for at den førſt Afdødes Arvinger beholdt ſine Slotte og Leen, ſamt at de, hvis det var Døtre, bleve anſtændigt bortgiftede efter Ridderſkabets Raad. Endelig maatte ingen ſættes til Befalingsmand paa noget Slot uden efter begge Brødres Samtykke[6]. Derefter begav Hertug Erik ſig med ſin unge Huſtru til Norge, hvor de tilbragte Vintren, formodentlig i Oslo eller Tunsberg, thi i en af disſe Byer maa Kong Haakon have overvintret, og her var det ſandſynligviis ogſaa, at Hertuginde Ingeborg fødte en Søn, ſom enten efter Hertug Eriks eller efter Kong Haakons Fader fik Navnet Magnus. Herved var Kong Haakons kjæreſte Ønſke opfyldt, og det er naturligt, at hans Glæde derover var overvettes. Store Feſter ſynes at have forherliget den lykkelige Begivenhed, og Kongen gjorde ikke mindre end 24 Mænd paa een Gang til Riddere. Formodentlig blev den unge Fyrſteſøn født i April eller Mai, og Feſtlighederne da holdte, thi i Juli Maaned var Kongen atter i Bergen, ſom vi have ſeet, og desuden finde vi i den ſidſte Halvdeel af 1316 flere Mænd omtalte ſom Riddere, der tidligere ej havde denne Titel[7]; de maa ſaaledes have hørt til hine 24 og have modtaget Verdigheden i den tidligere Deel af Aaret. Ogſaa Hertug Valdemars Huſtru fik en Søn, der efter hendes Fader kaldtes Erik; han maa være fød omtrent ſamtidig med Magnus, men ſandſynligviis paa Stockholms. Slot, hvor Hertug Valdemar opholdt ſig ſidſt i Marts eller førſt i April[8].

For Kong Byrge derimod maatte Efterretningen om at begge Hertugerne havde faaet hver ſin Søn være ligeſaa bedrøvelig, ſom den for disſe og Kong Haakon var glædelig. Hidtil, ſaalænge Hertugerne ingen Arvinger havde, kunde han dog trøſte ſig med at hans Søn Magnus med Tiden kunde komme til at arve deres Beſiddelſer og derved atter forene dem med Kronen; nu derimod var Udſigten hertil aldeles lukket, for ſaa vidt menneſkelige Øjne kunde ſee ind i Fremtiden. Derhos var der nu ej længer nogen Sandſynlighed for, at der kunde opſtaa Splid mellem Kong Haakon og Hertug Erik, men denne vilde derimod altid kunne gjøre Regning paa Haakons kraftigſte Biſtand, og derved blive Kong Byrge dobbelt farlig. At Hertug Erik i det mindſte ſelv meente nu at have et langt bedre Fodfeſte i Norge end hidtil, og navnlig ej længer at trænge til Danekongens Underſtøttelſe, kan man ſlutte af den Omſtændighed, at han ikke længer fandt det Umagen verd at vedligeholde dennes Venſkab, men ſnarere ønſkede at afkaſte ſine Forpligtelſer til ham ſom en Byrde; thi ifølge en ikke utroverdig Forfatters Beretning ſkulle begge Hertuger i Aaret 1317 venſkabeligen have modtaget Hertug Chriſtoffer, der i Slutningen af 1316 paany havde begyndt. Fejde mod Kong Erik, ſaavel ſom Erkebiſkop Æsger i Lund, der havde forbundet ſig med ham[9]. Dette tør maaſkee have ſtaaet i Forbindelſe med nye Planer, ſom Hertugerne nærede til at ſtøde Kong Byrge fra Tronen, thi ſaa meget er viſt, at det nu kun var Danekongen, der opretholdt Byrge; uden dennes Hjelp vilde Byrge falde ved førſte Stød, ja ſaa godt ſom af ſig ſelv. Byrge havde alt for ofte Lejlighed til at erfare, hvor vaklende hans Trone var, og hvor lidet han gjaldt i ſine Underſaatters Øjne. Da han i 1313 havde anſeet ſig nødt til at paalægge Gotlændingerne en overordentlig Skat og ſelv begivet ſig over til Øen for at inddrive den, vægrede disſe ſig reentud for at betale, grebe til Vaaben og dreve ham med Tab tilbage, ſaa at han maatte bekvemme ſig til det ydmygende Skridt at indgaa et Forliig med dem. Tre Aar efter gjorde Helſingerne Opſtand imod ham, ligeledes i Anledning af nogle Skatter; dette Oprør blev vel dæmpet og Hovedmændene henrettede, men ikke deſto mindre fulgte Smaalændingerne deres Exempel, anførte af en vis Bugge, der endog, formodentlig halv i Spøg, blev kaldet deres Konge[10]. For alt dette gav Kongen ſine Brødre viſtnok Skylden, og for ſaa vidt ej med Urette, ſom det i det mindſte var aabenbart, at hans Underſaatter vilde have haft langt ſtørre Reſpect for ham, og ikke vovet at byde ham ſlig Trods, hvis ikke Hertugerne havde ſvækket hans Magt og ydmyget ham i den hele Nations Øjne. Men der manglede heller ikke paa dem, ſom formelig opeggede ham mod hans Brødre, og ſøgte at indſkærpe ham Nødvendigheden af at forekomme dem ved et raſkt Skridt, førend de kunde bringe deres Planer mod ham til Udførelſe. Blandt dem, ſom ſøgte at overtale ham dertil, nævnes fornemmelig Dronning Margrete og Drottſeten Johan Brunke. Ogſaa hans Svoger Danekongen, der unegtelig havde Grund til at harmes over Hertug Eriks Ferd, ſkal ivrigt bane tilſkyndet ham at ſtræbe Hertugerne efter Livet og oplagt Raad derom med ſin Syſter, Dronning Margrete, medens derimod hans egen Dronning, Kong Byrges og Hertugernes Syſter, ſkal have heldet til deres Side. Mod Slutningen af 1317 var man i Kong Byrges nærmeſte Kreds kommen til den Overbeviisning, at et afgjørende Skridt maatte tages, og da Hertugerne vare for mægtige til at man kunde bruge Magten imod dem, maatte man gribe til Liſt og den ſkammeligſte Svig[11]. Man ſøgte nemlig ved forſtilt Venlighed at gjøre dem godtroende og indbilde dem, at Kongen nu endelig oprigtigt ønſkede at komme dem imøde og forlige ſig med dem, for at faa dem begge paa eengang lokket i Kongens Vold. Og dette lykkedes altfor vel, og ſnarere end maaſkee Kongen og hans Venner ſelv havde ventet. Paa en Rejſe, ſom Hertug Valdemar i October eller November 1317 foretog til Stockholm, beſøgte han undervejs Kong Byrge i Nykøping, og blev der modtagen af Kongen og Dronningen med den ſtørſte Venlighed. Dronningen anſtillede ſig, ſom om det gjorde hende hjertelig ondt, at Hertug Erik altid ſøgte at undgaa hende; hun ſpurgte Valdemar, om han da aldrig vilde komme, og Valdemar lod ſig virkelig føre bag Lyſet, ſaa at han troede hendes Forſonlighed oprigtig, og maaſkee endog, ſom det ſedvanligt gaar, følte en vis Anger og Undſeelſe over at have troet verre om hende og ſin Broder, end de fortjente. Han blev der om Natten, og rejſte derfra med den fulde Overbeviisning at han og Erik herefter fra.deres Broder Kong Byrge og hans Dronning kun havde alt godt at vente. Kort efter indbød Kongen ſkriftligt begge ſine Brødre til ſig til Løverdagen efter St. Nicolai Dag (den 10de December), formodentlig i det foregivne Øjemed, at de ſkulde tilbringe Julen hos ham. Erik, ſom paa den Tid maa have været ſammen med Valdemar paa Daavø, ſpurgte denne, der ſidſt havde været hos Kongen, om han antog det tilraadeligt at modtage Indbydelſen. Valdemar meente at der aldeles ikke var nogen Fare. Erik indvendte, at Dronningen og Brunke ej vare at tro paa, ligeſaa lidet ſom Kongen, om denne end nu talede ſledſkt. Valdemar var fremdeles godtroende, og Erik lod ſig endelig overtale. Ingen af deres Følge ſynes, beſynderligt nok, at have advaret dem. Førſt da de vare komne i Nærheden af Nykøping, kom der en ung Ridder, ſom alvorligt advarede dem mod at give ſig paa een Gang i Kongens Vold. Men Valdemar ſvarede ham uvenligt, ſom om han kun ſøgte at ſætte Ondt paany mellem dem og Kongen, og Ridderen reed harmfuld bort. Det ſynes dog at have været Hertugernes Henſigt, ikke ſtrax om Aftenen at drage lige til Nykøping, men at tage Natteleje en Miils Vej derifra, da der indtraf Udſendinger fra Kongen med den Hilſen, at de dog endelig maatte komme til Slottet endnu ſamme Aften og tilbringe Natten der; nu var der jo dog kun en Miil tilbage. Hertugerne havde ſaa godt ſom heller ikke noget Valg, thi der var ingen Fortæring at faa til deres talrige Følge. Man havde nemlig heel liſtigt ſørget for at faa alle de Fødemidler, der fandtes paa Stedet, bragte til Nykøping. Saaledes droge da Hertugerne videre, kom til Nykøping, og reed op paa Slottet, hvor de fandt den herligſte Modtagelſe, og hvor Aftenen tilbragtes i Drik og Lyſtighed, ſaa at den ſidſte Reſt af Forſigtighed, ſom endnu fandtes hos Hertugerne og deres Mænd, ganſke forſvandt. Thi da Dronningen ytrede, at Huusrummet paa Slottet var for lidet til at ſkaffe deres Følge Natteleje, og at dette derfor maatte tage Qvarteer nede i Byen, fandt de ſig endog heri, og lode alle ſine Riddere gaa bort, ſaa at de ſelv bogſtaveligt ſaa godt ſom ene vare tilbage. Aldrig ſaaſnart havde de begivet ſig til Sengs, førend Fienderne ſtrax ſkrede til Verket. Portene bleve paa Drottſetens Befaling ſtængte, og Kongen gav nu en af ſine Riddere, ved Navn Hr. Knut, den Befaling, at gaa ind til Hertugerne og tage dem fangne. Knut vilde ikke have noget med et ſaadant Forræderi at beſtille; to andre Riddere vægrede ſig ligeledes, og bleve derfor kaſtede i Taarnet; men ſnart fandtes dog de, hvis Samvittighed var mindre øm; en Skare Bevæbnede trængte ind i Sovekammeret og tog Hertugerne efter nogen Modſtand til Fange. Strax efter kom Kongen ind til dem, med et af den vildeſte Hevnlyſt fordrejet Aaſyn; han ſpurgte dem haanende, om de nu ikke mindedes Haatuna-Legen, og befalede at lægge dem i Stok og Lænker og bringe dem i Fangetaarnet. Dette ſkede med ſtor Haardhed og Voldſomhed. Og da Kongen nu havde ſeet dem vel forvarede bag tykke Mure og faſte Laaſe, overgav han ſig til den meſt ubegrændſede Glæde; nu endelig, ſagde han, har jeg Sveriges Rige i min Haand! Ogſaa Ridderne i Byen bleve tagne til Fange, kun nogle enkelte fik Tilladelſe til at drage bort mod Løfte om at indfinde ſig igjen til en beſtemt Dag. Derpaa begav Kongen ſig afſted, ledſaget af Dronningen og Drottſeten, for at underlægge ſig Hertugernes Beſiddelſer, hvilket han nu antog for en let Sag. Til Befalingsmand paa Nykøpings Slot og de vigtige Fangers Vogter ſatte han en Eſtlænding ved Navn Chriſtiern Schierbeck[12].

Men Følgerne af Kongens Forræderi bleve langt anderledes, end han og hans Raadgivere havde tænkt. Efterretningen vakte overalt, hvor den kom, den ſtørſte Forbitrelſe, og Hertugernes Mænd og Tilhængere ſtode alle ſom een mod Kong Byrge. Hertuginde Ingeborg, ſom kort før havde født en Datter, der efter hendes Moder fik Navnet Euphemia, begav ſig med ſine Børn til Skara Slot, medens Befalingsmanden paa Kalmar, Hr. Karl, lod udgaa Krigsbud og ſamlede Smaalændingerne, ligeſom Matthias Ketilmundsſøn Veſtgøterne, for at føre dem mod Kongen. Denne havde forgjeves viiſt ſig for Stockholms Slot og opfordret det til Overgivelſe. Beſætningen drog Vindebroen op ligefor hans Øjne; i Forening med Stadens Kjøbmænd angreb den hans Mænd paa Norrmalm og ſlog dem paa Flugt med Folketab; han maatte med Skamme vende tilbage til Nykøping og ſaa ingen anden Udvej, end at bede ſin Svoger Danekongen om Biſtand. Han afferdigede i den Anledning Drottſeten og to andre paalidelige Mænd til Danmark med den meſt udſtrakte Fuldmagt til at indgaa de Betingelſer, Kong Erik fandt for godt at opſtille, og lod tillige ſin Søn Magnus, der fremdeles opholdt ſig ved Morbroderens Hof, hilſe at han ſkulde komme til ham og hjelpe ham at dæmpe Opſtanden. Kong Erik ſendte ſtrax Magnus afſted med 600 Ryttere og ſluttede i Helſingborg den 27de Februar 1318 en Overeenskomſt med de ſvenſke Befuldmægtigede, der ganſke optraadte i Kong Byrges Navn, hvorved han forbandt ſig til at hjelpe denne i Krigen mod hans Brødre, indtil han havde faaet fuldkommen Enighed, imod at Kong Byrge pantſatte ham alt hvad han ejede af Smaaland tilligemed Viſingsø[13]. Imidlertid havde allerede Hertugernes Tilhængere trængt frem til Nykøping og begyndt at belejre Slottet, for at befrie deres fangne Herrer, og Kongen, der maa have mistvivlet om at kunne forſvare ſig ſaa længe indtil han fik Undſætning, begav ſig til Stekeborg, efterat han med afmægtig Harme havde læſt Taarnet, hvori Hertugerne vare indeſpærrede, og kaſtet Nøglerne i Elven. Siden drog han ſin Søn imøde og forenede ſine Tropper med hans; derpaa rykkede de tilſammen længer ind i Øſtergøtland, men mødte ved Skærkind endeel af Hertugernes Tilhængere, der ſloge dem paa Flugt. De begave ſig nu over Holaveden til Veſtergøtland; her ſamlede Bønderne ſig mod dem ved Karlaby, anførte af nogle Hofmænd, dog lykkedes det Kongen at faa en Deel af Bønderne til at dagthinge og drage hjem; de øvrige vovede desuagtet en Kamp og bleve ſlagne, hvorefter ogſaa disſe dagthingede og droge hver til ſit[14]. Nu havde Kongen for et Øjeblik, ſom det ſyntes, Overhaand, fordeelte ſine Folk rundt om i Stæderne og afſkar Tilførſelen for den Hær, der belejrede Nykøping, men det varede ikke længe førend den unge Knut Porſe, Søn af den oftere omtalte danſke Kongedrabsmand Peter Porſe, kom Belejrerne til Hjelp, overfaldt de kongelige Tropper og ſlog dem ſaa eftertrykkeligt, at de danſke og lejede tydſke Tropper, der laa i Linkøping og Skeninge, ved Efterretningen derom brøde op, og flygtede til Danmark. I denne Vaande efterlod Byrge ſin Søn Magnus med en Beſætning paa Stekeborg, ſom nu ogſaa belejredes; ſelv begav han ſig med Dronningen til Gotland, hvorfra han udruſtede en Flaade for at komme Sønnen til Undſætning, men den blev i Skærgaarden angreben af de Hertugelige og alle Skibene erobrede. En ny Flaade, hvoriblandt ogſaa flere danſke Skibe, afſendtes under Anførſel af Drottſeten, men var ikke heldigere; den blev ſtukken i Brand af de Hertugelige, en ſtor Deel af Beſætningen ſprang i Vandet og druknede, flere Fartøjer bleve erobrede og Drottſeten ſelv tilligemed flere af Kongens ypperſte Mænd tagne til Fange og ſenere indſatte paa Stockholms Slot. Imidlertid førte, ſom det ſynes, begge Hertuginderne i deres Mænds Navn Regjeringen i Sverige. I Kalmar ſluttede de den 16de April et Forbund med Hertug Chriſtopher og Erkebiſkop Æsger i Lund om indbyrdes Venſkab og gjenſidig Biſtand; de ſidſte lovede at ſtaa dem bi mod alle, undtagen nogle navngivne tydſke Fyrſter, og at hjelpe til at befri deres fangne Mænd, ſamt at ſkaffe dem deres Rettigheder og Beſiddelſer tilbage, og aldrig indgaa Stilſtand, Forbund eller Enighed med Kong Erik eller Kong Byrge uden deres og deres Venners Raad og Samtykke. Fremdeles lovede Hertuginderne ved et Brev af 18de April at forſvare Erkebiſkoppen i hans Beſiddelſe af Halmſtad Hered i Halland, ſom Hertug Chriſtopher havde ſat ham i Pant for 1500 Mkr. ſkaanſk, ſaavel ſom de øvrige Bekoſtninger, Erkebiſkoppen havde haft for Hertugens Mænd og Lejetropper, og de tilføjede udtrykkeligt, at dette ſkulde blive ſtadfeſtet og overholdt af Hertugerne, naar Gud befriede dem af. Fængſlet[15]. Altſaa havde man dog endnu Haab om at faa Hertugerne befriede. Den 24de Juni holdtes der et almindeligt Hof i Skara, hvor Matthias Ketilmundsſøn valgtes til Drottſete og Rigsforſtander, dog, ſom det ſynes, ſaaledes, at begge Hertuginderne i det mindſte i Navnet førte den øverſte Styrelſe. Og nu blev Belejringen af Nykøping dreven med fordoblet Iver.

Men Hertugerne formaaede man ikke at frelſe. Over deres Endeligt hviler der et ugjennemtrængeligt Mørke. Efter et almindeligt Sagn, der endog ſynes at være opſtaaet ſamtidigt med Begivenhederne, ſkulde de være døde af Hunger, Erik tre Dage og Valdemar fjorten Dage efterat Kong Byrge havde forladt Nykøping. De ſelv maa ogſaa have troet at de ej vilde ſlippe levende derfra, ſiden de allerede den 18de Januar gjorde ſit Teſtament[16]. Men hvis det virkelig havde været Kong Byrges Henſigt ved ſin Afrejſe fra Nykøping at ſkille dem ved Livet, havde han neppe valgt at hungre dem ihjel, da han derved altid maatte være udſat for, at de paa en eller anden Maade fandt Midler til at holde Livet vedlige; at han tillukkede Taarnet og kaſtede Nøglerne i Vandet, kan alene have været etſlags trodſende Tilkjendegivelſe af, at de aldrig med hans gode Vilje ſkulde komme paa fri Fod, thi den blotte Laas kunde dog ikke i ſig ſelv være nogen uovervindelig Hindring for deres. Befrielſe, og ſæt at det endog kunde have været muligt for ham, ganſke at udeſtænge dem fra menneſkeligt Samkvem, ſaa vilde jo iſaafald ingen have kunnet vide, hvad der foregik i Taarnet, eller hvorlænge enhver af dem havde levet uden Mad og Drikke. Men naar man nærmere betragter Omſtændighederne, maatte det endog ligge i Kong Byrges Interesſe, at de beholdt Livet, ſaa længe han var iſtand til at holde dem fangne. Derved vilde han aabenbart have en langt bedre Klemme paa deres Tilhængere, end naar de førſt vare døde, thi da vilde hine, ſamlede om deres Sønner og Enker, ikke længer behøve at tage noget Henſyn. Det Sandſynligſte er derfor, at Kong Byrge ved ſin Afrejſe fra Nykøping har givet Chriſtiern Schierbeck og ſine øvrige betroede Mænd den udtrykkelige Befaling, at forſvare Slottet til det Yderſte, og ikke tage Hertugerne af Dage undtagen for det Tilfælde at Fienden ſtormede Slottet eller man faa ſig nødt til at overgive ſig, thi under ſaadanne Omſtændigheder maatte det naturligviis være ham magtpaaliggende, at de ikke kom levende i ſine Tilhængeres Hænder. Dog udelukker ikke dette Muligheden af, at han af Hevngjerrighed har befalet ſine Mænd at behandle dem haardt, og at denne Befaling har været opfyldt ſaa bogſtaveligt, at de omkom af Hunger eller Sygdom. Imidlertid antog Hertuginde Ingebjørg endnu den 27de Juni ikke ſin Mand Hertug Erik for at være død, thi i et Brev, ſom hun paa denne Dag udſtedte, kalder hun ſig endnu hans Egtehuſtru, ikke hans Enke[17]. Men i Løbet af Juli maa begge Hertuginder have modtaget ſikker Efterretning om at deres Mænd ikke længer vare i Live, thi i et Brev, ſom de den 1ſte Auguſt udſtedte i Stockholm, kalde de ſig Hertugernes „Enker“[18]. Denne Efterretning ſkulle de have faaet fra Kong Byrges Mænd paa Slottet, der, bragte til det yderſte, ſendte Hertugernes Lig ud paa en Baare, bedækket med Baldikin, og lod Belejrerne hilſe, at da de nu ikke længer havde nogen at kæmpe for, burde de nedlægge Vaabnene og underkaſte ſig ſin retmæsſige Overherre, Kong Byrge. Men om Hertugerne vare hungrede ihjel eller aflivede paa anden Maade, lader ſig ikke oplyſe; ſaameget er kun viſt, at der ej kan have været Spor paa deres Legemer af nogen voldſom Dødsmaade, da ellers Sagnet om deres Hungersdød ej vilde have kunnet opkomme, ligeſom de og da førſt nylig maa have været døde, da deres Legemer ellers, paa den Tid af Aaret, vilde have været forraadnede og uigjenkjendelige. De bleve nu førte til Stockholm og begravede i Stadens Kirke. Men Beſætningen bedrog ſig, hvis den troede at Hertugernes Død vilde bringe Fred til Veje. Belejrerne bleve tvertimod ſaa meget mere ivrige og angreb Slottet med en ſaadan Heftighed, at de endelig den 15de Auguſt tvang Forſvarerne til Overgivelſe, hvorefter de nedbrøde deri Bund og Grund. Nu kunde de ſamle alle ſine Stridskræfter udenfor Stekeborg, ſom derved ogſaa ſnart ved Hunger blev tvunget til at overgive ſig. Den danſke Beſætning fik Tilladelſe til at drage bort, men Kongeſønnen Magnus maatte give ſig fangen, mod Sikkerhed paa Liv og Lemmer, der edeligen tilſagdes ham af de hertugelige Riddere. Saaledes var nu hele Sverige paa det nærmeſte renſet for Kong Byrges Tilhængere, og Hertugindernes Herredømme overalt anerkjendt[19].

Efterretningen om Hertugernes Fangenſkab og Død kan umuligt andet end have vakt Forfærdelſe over hele Norge, og gjort et ryſtende Indtryk paa Kong Haakon, hvis Interesſer nu ſaa nøje vare knyttede til Hertug Eriks, og hvis egen Datters og Datterſøns hele Fremtid nu ſtod paa Spil. Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at han allerede ved Efterretningen om at Hertugerne vare fængſlede greb til Vaaben for at komme dem eller deres Tilhængere til Hjelp, men desverre ere Efterretningerne herom, ſom overhoved om alt hvad han foretog ſig paa denne Tid, ſaa ſparſomme og uklare, at man ikke med Beſtemthed kan angive ethvert af hans Skridt. I nogle islandſke Annaler[20] fortælles der, at Kong Haakon allerede i 1317 havde Leding ude mod Sverige, hvorved begge Hertugerne Erik og Valdemar faldt, men at om Høſten, da Kongen drog tilbage, et af hans Skibe frøs inde, der ſtyredes af en Hr. Gjardar, og paa hvilket ogſaa den før omtalte Islænding Gisſur Galle befandt ſig; at de Svenſke angrebe Skibet; at Beſætningen vergede ſig vel, og kun overgav ſig mod Løfte om Grid, men at de Svenſke brød Løftet og dræbte dem alle undtagen Hr. Gjardar og Gisſur, der var bleven ſaaret; at disſe .to bleve kaſtede i Fængſel under Imberdagene (Qvatember) om Høſten, og at Gjardar derpaa ſenere blev henrettet, men at Gisſur ſad fangen til den følgende Paaſke, da han blev udløſt Paaſkeaften og kom tilbage til Kong Haakon. I Forbindelſe hermed berettes og at Grev Jakobs Sønner, Nikolas og Gregorius, faldt. Men disſe Tidsangivelſer ere aabenbart urigtige. For det førſte kan der ej være nogen Tale om Leding mod Sverige fra Norge allerede i 1317, og det udtrykkelige Tillæg, at Hertugerne faldt, ſynes desuden ligefrem at viſe, hvad der i ſig ſelv er det rimeligſte, at den førſt blev foretagen i Mellemtiden mellem deres Fangenſkab og Død; heller ikke kan det have været i Imberdagene om Høſten, at Gjardar og Gisſur bleve fangne paa et indfrosſet Skib, thi Høſt-Qvatemberen falder allerede i de nærmeſte Dage efter 8de September (Korſets Ophøjelſesdag), førend Froſten indtræder. Da nu derhos de ſamme Annaler ogſaa ved andre Lejligheder angive Aarstallene urigtigt eller forvirret, og navnlig allerede forhen omtale begge de hallandſke Greveſønners Drab noget omſtændeligere ved 1315, og ligeſaa Hertugernes ſildigere ved 1319, er man berettiget til aldeles at bortſee fra hine Tidsbeſtemmelſer og henføre de omtalte Begivenheder til den Tid, de øvrige dermed ſammenholdte Omſtændigheder antyde ſom den ſandſynligſte. Nu er det aabenbart rimeligſt, at Kong Haakon, ſom tilbragte Julen i Oslo, allerede ved den førſte Efterretning om Hertugernes Fangenſkab, der maa have naaet ham ved Juletider, men heller ikke før, gjorde Udruſtninger for at komme dem til Hjelp, og at han endnu inden Vintrens Udgang kom afſted med nogle Skibe, hvoraf et havde den ovennævnte Skjebne, og at Gjardars og Gisſurs Tilfangetagelſe ikke ſkede i Høſt-Qvatembertiden, men derimod under Vaar-Qvatemberen, 8de til 11te Marts 1318, ſamt at Gisſur derpaa henſad i Fangenſkab til Paaſkeaften, den 22de April. Dette var ogſaa den eneſte Tid, paa hvilken man under den hele Krig kan tænke ſig Muligheden af et Sammenſtød mellem norſke Skibe og Kong Byrges Folk ved Sveriges Kyſt, thi juſt da, ſamtidigt med Slaget ved Karlaby, havde Byrge for en kort Tid Overhaand. Man kan ikke henføre Kampen til Høſten og Vintren 1318, thi da var Krigen, ſom det nedenfor vil ſees, paa det nærmeſte til Ende. For Reſten er det vanſkeligt at paapege Stedet, hvor Kampen ſtod. Ved den føromtalte førſte Angivelſe om Grev Jakobs Sønners Drab, under Aaret 1315, heder det at de bleve halshugne paa Gaupaholm; er, hvad man maa antage, hiin —Tidsangivelſe urigtig, og Greveſønnernes Henrettelſe derimod at henføre til Krigen i 1318, ſaaledes nemlig, at de vare ombord paa hiint erobrede Skib og bleve henrettede med de øvrige Fanger, maa Slaget altſaa have ſtaaet ved en Holme, kaldet Gaupaholm eller Gøpeholm, men da det hidtil ikke har været oplyſt, hvor denne er, bliver man heller ikke derved mere klog paa, hvor denne Begivenhed fandt Sted. Med ſtørſt Rimelighed ſkulde man vel ſøge den etſteds ved Gøta-Elvens Udløb, hvorhen man da maatte formode at en Afdeling af Kong Byrges Hær havde gjort et Streiftog, thi det kan ikke have været muligt, at Kong Haakon paa den Aarstid gjorde et Tog heelt ind i Øſterſøen, til Skjærene udenfor Stekeborg eller Nykøping; deri maatte Iſen hindre ham, og desuden var der ej tilſtrækkelig Tid dertil, ſiden han, hvad der er ſikkert, allerede den 28de Marts var hjemme i Tunsberg[21]. At en ſaadan Afdeling af Byrges Tropper kan have trængt frem til Egnene ved Elven for om muligt at tage Ljodhuus eller Hunehals, er ikke uſandſynligt, da der i Hertugindernes Forbundsact med Hertug Chriſtopher udtrykkeligt tales om Lande og Beſiddelſer, der ſkulde gjenvindes, og ſom altſaa maa have være tagne af Kong Byrges Mænd; heraf følger igjen at disſe have været udſendte til forſkjellige Kanter i dette Erende. Da de fleſte af dem vare danſke, forklares ogſaa herved, hvorfor de fore ſaa haardt frem mod Fangerne, thi Grev Jakobs Sønner hørte blandt de Fredløſe, ſom alle troe Tilhængere af Danekongen anſaa ſig berettigede eller forpligtede til at dræbe, naar de fik dem i ſin Magt, og de øvrige have, ſom deres Venner eller Kammerater, maattet dele deres Skjebne. Meget ſynes ej Kong Haakon at have udrettet ved dette Tog, der viſt heller ikke var foretaget med ſtørre Stridskræfter end dem, han for Øjeblikket havde ved Haanden. Men han havde upaatvivleligt i Sinde at gjøre ſtørre Udruſtninger, thi han opholdt ſig hele Sommeren i Tunsberg, og da man erfarer, at han i Juli Maaned havde Erkebiſkoppen, Landets øvrige Biſkopper og Magiſter Capellarum hos ſig, bliver det højſt ſandſynligt, at han holdt et virkeligt Høvdingemøde, hvor ogſaa de fornemſte verdslige Herrer vare tilſtede, for at overlægge om, hvad man videre ſkulde foretage i Anledning af Begivenhederne i Sverige. Dette beſtyrkes ogſaa deraf, at der juſt ved denne Tid indløb en Opfordring fra den ſvenſke Erkebiſkop Olaf til Erkebiſkop Eilif om at tage den upſalſke Kirke i Beſkyttelſe mod den Overlaſt, ſom kunde true den. Allerede i 1317 havde Pave Johannes, ifølge indkommen Klage fra den udvalgte Erkebiſkop og Capitlet over at Fyrſter og Herrer, gejſtlige og verdslige, Riddere, Fogder o. ſ. v. gjorde Indgreb i Kirkens og Erkeſtolens Rettigheder, tilſkrevet Erkebiſkop Eilif og Biſkopperne i Skara og Veſteraas om at komme den til Hjelp; og nu, i Juli 1318, indfandt den upſalſke Chorsbroder Magiſter Nikolas Sigfaſtsſøn, der tillige var paveligt Sendebud i Sverige, ſig ſelv i Tunsberg, hvor han den 16de Juli, i Præmonſtratenſernes Kloſter, og i Overvær af Abbeden, tre Biſkopper, Cantſleren og andre anſeede Mænd, perſonligen forelagde Erkebiſkop Eilif hiint Brev og lod et Notarial-Document optage derover[22]. Der indfandt ſig ligeledes ved dette Møde Geſandter fra Hamburg, nemlig Dominicanernes Prior og tvende verdslige Befuldmægtigede, for at faa bilagt en Misforſtaaelſe, der nys var udbrudt mellem denne Stad og Kongen, uviſt af hvad Grund; ved Prælaternes Mellemkomſt, og dertil vel ogſaa fordi Kongen nu var meſt optagen af de ſvenſke Anliggender, opnaaedes ogſaa den 22de Juli et Forliig, ſaaledes at Kongen lovede at nedlægge den Uvilje, han af billige Grunde havde fattet mod Byen, imod at Geſandterne paa ſine Medborgeres Vegne opgav al Fordring paa Bod for den Skade, Kongen og hans Mænd havde tilføjet dem; efter mange fornemme Mænds Anmodning, Biſkoppernes Forbøn og ti hamburgſke Borgeres Undſkyldning antog.han dem endog til Venſkab igjen og tillod dem at handle og opholde ſig i hans Rige ligeſom Andre[23]. Men hvad der beſluttedes med Henſyn til de ſvenſke Anliggender, oplyſes ikke. Efterretningen om Hertugernes Død, der formodentlig indløb medens Mødet holdtes, maatte ſikkert foranledige betydelige Forandringer i hvad man tidligere kan have aftalt. At et nyt, ſtørre Krigstog til Hertugindernes Biſtand foreløbigt har været beſtemt, ſkulde man næſten ſlutte deraf, at Kongen den 28de Juli ſkjenkede Mariekirken i Oslo den Hr. Hauk Erlendsſøn forhen tilhørende Gaard Audunargaarden paa Stranden i Bergen, med Rettighed for den Bonde, der lejede den, til at handle med Klæde og udſelge Drikkevarer, ſamt med Fritagelſe for Nævninger, Ledingsferder, Skibsdræt, Skatter og Told[24]. Slige Gavn plejede Kongen nemlig iſær at gjøre, naar han ſtod i Begreb med at foretage et Krigstog. Man erfarer imidlertid intet om hans Bevægelſer umiddelbart derefter. Den 3die November var han endnu i Tunsberg og udſtedte paa denne Dag et Brev, hvori han blandt andet indſkærpede Indbyggerne paa Veſtfold Iagttagelſen af Lovens Bud om at holde Veter og Vagthuſe i god Stand: et Tegn paa, at han øjnede Muligheden af et fiendtligt Overfald fra Danmark[25]. Der er dog intet ſom hindrer at antage, at han i Mellemtiden mellem Juli og November, i de førſte Dage af October kan have haft en Sammenkomſt med begge de ſvenſke Hertuginder og deres Raad, for at aftale, hvorledes man herefter ſkulde gaa frem, thi af et endnu forhaandenværende Brev ſeer man, at Hertuginderne, Biſkopperne af Linkøping og Skara, Drottſeten Matthias og flere andre fornemme ſvenſke Herrer af Raadet den 8de October befandt ſig i Ljodhuus, lige ved Norges Grændſe[26]. Men egentlig trængte Hertuginderne og deres Tilhængere ikke længer til Hjelp fra Norge, thi de havde aldeles Overhaand og kunde endog gjøre et Indfald i Skaane, hvor Drottſeten overvandt de Danſke i et ſtort Slag ved Mjølkelanga og fangede 300 danſke og tydſke Adelsmænd, ſom dog ſattes i Frihed mod Æresord om at indfinde ſig til en vis Dag, om de ej imidlertid bleve udløſte. Derpaa belejredes Helſingborg; Lund, Malmø og Skanør maatte betale Brandſkat, Falſterbod blev indtaget og hele Skaane herjedes, paa 8 Hereder nær. Endeel af Skaaningerne ſelv, formodentlig Erkebiſkoppens Undergivne, gjorde fælles Sag med de Svenſke, og Kong Erik maatte flygte over til Sjæland. Førſt ved Allehelgensdagstider vendte Drottſeten tilbage. Efter disſe Uheld fandt Kong Erik det raadeligſt at ſlutte Fred, ſaa længe det endnu var muligt at opnaa taalelige Vilkaar. En foreløbig Stilſtand blev allerede indgaaet i Helſingborg, og derpaa ſluttedes den 11te November i Roeskilde en treaarig Fred, ſom det heder mellem Danekongen og Kong Byrge paa den ene Side, og Kong Haakon ſamt de ſvenſke Hertugers Mænd paa den anden. Hvorvidt Kong Haakon ſelv var tilſtede ved denne Lejlighed, eller kun havde ſendt Befuldmægtigede, kan ej af Tractaten erfares, da man kun kjender det Document, ſom den danſke Konge udſtedte[27]. Vilkaarene vare følgende:

1. Freden ſkal vedvare i tre Aar fra førſtkommende St. Hansdag. Bryder Kong Byrge eller hans Børn den, ſkal Danekongen ej underſtøtte ham.

2. Saalænge Freden varer, ſkal Kong Byrge og hans Børn holde ſig udenfor. Sverige, undtagen paa Gotland, for ſaa vidt Indbyggerne tillade ham det; og at bede om denne Tilladelſe ſkulle de Hertugelige eller Sveriges Indbyggere ej formene ham.

3. Kongeſønnen Magnus ſkal fremdeles indtil videre blive i Fængſel, dog ſkal der ingen Skade tilføjes ham paa Liv eller Lemmer.

4. De, ſom ere ſkyldige i Hertugernes Død, maa ej lade ſig finde i Sverige.

5. Alle Fanger ſkulle ſættes paa fri Fod, dog ſkulle de, ſom allerede have indgaaet at betale Løskjøbelſesſum, tilſvare denne.

6. De Hertugelige ſkulle ej underſtøtte Hertug Chriſtopher eller Erkebiſkop Æsger, om de bekrige Kongen af Danmark.

7. Alle Tviſtepunkter mellem Kong Byrge og hans Brødrebørn ſkulle til førſtkommende St. Hansdag i Helſingborg afgjøres af 8 Voldgiftsmænd, nemlig paa danſk Side Biſkop Olaf af Roeskilde, Marſken Ludvig Albrechtsſøn, Laurents Jonsſøn og Ingvar Hjort, paa ſvenſk Biſkop Karl af Linkøping, Knut Magnusſøn, Lagmand i Veſtergøtland, Bo Nikolasſøn og Erik Thoresſøn; om disſe Mænd endog ikke kunne komme til Enighed og afſige nogen Dom, ſkal dog Stilſtanden fremdeles vedblive.

8. Danekongen ſkal ikke lade Skaaningerne undgjelde for at de have hjulpet de Svenſke.

Forløfte for denne Forenings Overholdelſe gaves paa danſk Side af 12 Mænd, hvoriblandt Biſkoppen af Roeskilde og Marſken; formodentlig gav ligeledes paa ſvenſk Side Biſkop Karl og 11 verdslige Herrer ſit Forløfte. Med Kong Erik beſeglede Markgrev Valdemar af Brandenburg, Hertug Erik af Sønderjylland, der i 1312 havde efterfulgt ſin Fader Valdemar, Henrik af Meklenburg og Grev Henrik af Holſten. Den anden Gjenpart maa have været beſeglet af Kong Haakon, Matthias Drottſete og flere ſvenſke Herrer. Det er tydeligt, at Kong Haakon her ikke egentlig optraadte i Egenſkab af Norges Konge, men ſom Hertugindernes nærmeſte Frænde og ſin Datterſøns naturlige Formynder.

Efter denne Fredsſlutning erfarer man for flere Maaneder intet om, hvad Kong Haakon foretog ſig, eller hvad der overhoved ſkede i Norge, og det Indtryk paatrænger ſig, at Efterretningen om Svigerſønnens Død og Ængſtelſen over Datterens og Datterſønnens fremtidige Skjebne under de voldſomme politiſke Storme, der nu ryſtede Sverige, har givet hans viſtnok allerede ſvage Helbred et Knæk, der fremſkyndede hans Død.

Vel havde Hertugindernes Parti for Øjeblikket Overhaand, men dermed var det dog ej afgjort, at ikke Bladet kunde vende ſig, og iſaafald vilde ej alene hans Datter og Datterſøn perſonligt komme i Fare, men ogſaa Norges egen indre Fred og Rolighed ſtaa paa Spil, thi hvis den unge Magnus, hans nærmeſte Arving, omkom eller faldt i Fienders Hænder, vilde Norge være herreløſt og priisgivet for alleſlags indre Stridigheder og politiſke Ryſtelſer. Slige Bekymringer kunde vel endog undergrave ſterkere Mænds Helbred end Haakons. Formodentlig maa han kort efter hiin Stilſtands Afſlutning være bleven alvorligt ſyg, og have tilbragt hele den Tid, under hvilken man intet hører fra ham, paa Tunsberghuus, hvor vi endnu finde ham den 20de April 1319. Og at han da troede at føle Døden nærme ſig, maa vi ſlutte af den Omſtændighed, at han paa denne Dag lod Kantsleren Ivar Olafsſøn, ſin Svigerſøn Hafthor Jonsſøn, Merkesmanden Paal Eriksſøn, Bjarne Audunsſøn, Aamunde Borgarsſøn, Guthorm Kolbjørnsſøn, Guthorm Helgesſøn og Thorgeir Simonsſøn tilſverge ſig ved de dyrebareſte Eeder paa Korſet og mange andre Helligdomme, at de vilde overholde hans Beſtemmelſer om Kongearven og Rigsſtyrelſen, være enige og ſamraadige, ſtyrke Kongens Arving og ikke inddrage Udlændinger til at have Fæſtninger, Syſler, Raad eller Embeder, enten i Rigsarvingens Umyndighed, eller efterat han var bleven myndig[28]. Herom udſtedte de paa hiin Dag ſit Brev. Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at han maa have beſtemt disſe Mænd til at være Medlemmer af det Tolvmandsraad, ſom ifølge Akten af 1302 ſkulde foreſtaa Rigsſtyrelſen. Af Beſtemmelſen om at Udlændinger ikke maatte inddrages i Rigets Befalingspoſter tør man vel ſlutte, at han allerede forudſaa, hvad der kort efter ogſaa gik i Opfyldelſe, at hans Datterſøn Magnus tillige vilde blive valgt til Sveriges Konge. Formodentlig gjorde han ogſaa paa denne Tid ſit Teſtamente, af hvilket der kun findes et Brudſtykke tilbage[29], ſaaat man ej kjender alle hans Legater; man erfarer kun at han ſkjenkede rige Gaver til ſine Capeller, fornemmelig Mariekirken i Oslo, hvor han vilde begraves[30]. Den fik 500 Mkr. brændt Sølv, hundrede Marks Bool af de kongelige Beſiddelſer i Viken, foruden hvad den tidligere havde faaet til Bygning og Ophold m. m. Alle dens tidligere erholdte Privilegier, Rettigheder og Friheder fornyedes. Trehundrede Mkr. brændt Sølv ſkjenkede han til Indkjøb af Jordegods, for hvis Indkomſter Klerker fra ſamme Kirke ſkulde underſtøttes i ſine Studeringer udenlands; han ſkjenkede den ſit daglige Portativ-Capell med Prydelſer og Altarklæder, flere Koſtbarheder og Bøger; altſammen paa den Betingelſe at Provſten og hans Efterfølgere ſkulde paa hans Dødsdag hvert Aar beſpiſe 60 Fattige med Mad og Drikke og hver Løverdag beverte 7 fattige Klerker med Brød, Smør og Øl, ſamt at Klerkerne ſkulde hver Løverdag hver ſige fem Ave Maria med Knæfald for Marias Alter i Kirken. Dens Collegium fik Gaarden Lyn (Ljon d. e. Ljan) i Oslohered med tilhørende Rettigheder, hans portative Breviarium tilligemed et andet, nys ſkrevet i Paris, ligeledes imod at beſpiſe paa hans Aartid et Antal Fattige, vaſke deres Fødder, give dem visſe Klædningſtykker ſamt nogle Penge, beſpiſe 8 fattige Klerker hver Løverdag og forrette de ſamme Andagtsøvelſer ſom ovenfor anført. Apoſtelkirken i Bergen fik 70 Mkr. brændt Sølv til at gjøre en Reliqvietavle og andre Reliqvie-Repoſitorier, ligeledes gav han den endeel andre koſtbare Klædningsſtykker m. m., ſamt til Opbygning alle de kongelige Indtægter af Hjaltland og Færøerne, ſaaledes at disſe, naar Bygningen var ganſke færdig, ſkulde falde tilbage til Kronen. Fremdeles bekræftede han alle tidligere ſamme Kirke givne Privilegier. Kirken paa Agvaldsnes og Michaelskirken i Tunsberg, ligeledes kongelige Capeller, betænktes ogſaa rigeligt. Dette er alt, hvad der er levnet af Teſtamentet. Atten Dage derefter, den 8de Mai, afgik Kongen ved Døden, ikke mere end 49 Aar gammel[31].

Med Haakon, der i ſine Breve kalder ſig den femte af dette Navn, uddøde Kong Harald Haarfagres ærverdige Mandsſtamme, forſaavidt man kan antage Harald Gille og Sverre for virkelige Konge-Ætlinger. Han efterlod Norge ſom et mægtigt, anſeet og velordnet Rige med fyldte Fehirdſler og en allerede forud ordnet Styrelſe. Tilſyneladende havde man ſaaledes de bedſte Udſigter til at alt for Fremtiden vilde gaa godt. Om han ſelv ogſaa nærede dette Haab, eller om han ikke allerede forudſaa de Uvejrſkyer, ſom ſiden trak op over Norge, tør vi ej afgjøre. Han var ſig i alle Fald bevidſt at have gjort hvad han kunde, og at have gjort alt i den oprigtigſte og redeligſte Henſigt. Gjorde han ſig end, ſom vi have ſeet, ſkyldig i Misgreb, ſaa havde han i alle Fald ſelv ingen Foreſtilling derom. Hvad Talenter, Kundſkaber, Kraft og redelig Charakteer angaar, kan han uſtridigt ſættes ved Siden af Norges ypperſte Konger, hans Farfader Haakon ikke fraregnet, men desverre kjende vi for faa Træk af hans Perſonlighed til at kunne foreſtille os denne ſaa tydeligt, ſom vi kunde ønſke. Vi have dog al Grund til at antage, at han, ſkjønt aabenbart ſtrengere og alvorligere end baade Faderen og Broderen, dog ikke manglede Elſkverdighed; hans Omgivelſer ſees at have elſket ham højt og at have næret ubetinget Tillid til ham; at han, uagtet han ſøgte at holde Gejſtligheden inden de tilbørlige Skranker, dog var from og religiøs, ſees af hans hele Ferd, og det er endog umiskjendeligt, at Gejſtligheden ſelv yndede ham og betragtede ham ſom en Støtte, til hvem den altid i Nødsfald kunde ſøge Tilflugt. Den Sands for Videnſkabelighed, ſom nedarvedes fra Sverre af til hans Ætlinger, fandtes i fuldeſte Maal hos Kong Haakon. Ikke nok med, at han, ſom vi allerede have ſeet, kunde tale Latin, erfarer man ogſaa, at han, ligeſom ſine Forgængere, drog Omſorg for at faa gode Verker, tilhørende Udlandets Literatur, overførte i den norſke. Haakons Omſorg ſynes dog iſær at have været rettet paa religiøſe Skrifter, ſom han lod udarbejde til at forelæſes for Hirdmændene ved højtidelige Lejligheder. Et af disſe er endnu til, nemlig den ſaakaldte Stjorn, en norſk Bearbejdelſe af det gamle Teſtamentes Bøger efter Vulgata, ledſaget af Jevnførelſer med og Tillæg fra andre berømte hiſtoriſk-theologiſke Verker. I Fortalen ſiges det udtrykkeligt, at Bogen blev udarbejdet under Kongens eget Tilſyn og efter hans Tilſagn, og var beſtemt til at forelæſes for Kongen og hans Mænd ved Bordet om Søndagene. Verket, der er af betydelig Udſtrækning, udmerker ſig ved et fortrinligt, egte norſkt, Sprog. Af Fortalen erfarer man endvidere, at Kongen tidligere havde foranſtaltet en Overſættelſe eller Bearbejdelſe af et latinſk Skrift om Helgeners Levnet kaldet „Hellige Mænds Blomſter“, ligeledes beſtemt til Forelæsning ved Hirdbordet paa vedkommende Helgeners Højtidsdage[32]. Hvorledes Dronning Euphemia til ſamme Tid ikke viiſte ſig mindre ivrig for at faa de meeſt yndede franſke Riimromaner overførte deels paa Norſk i ubunden Stiil, deels i ſvenſke Riim, upaatvivlelig for at gjøre ſin Yndling, Hertug Erik, deelagtig i deres Indhold, er ovenfor fortalt. Det er endog ikke uſandſynligt, at Kong Haakon med Flid har drevet paa at faa religiøſe Skrifter udarbejdede og lade dem forelæſe, for derved at ſætte nogen Modvegt mod det maaſkee altfor overhaandtagende Romanſværmeri, hvis Indvirkning paa Moraliteten de ſtrengere og alvorligere Mænd, og ej mindſt Kongen, torde have fundet betænkelig. Men hvad man end antager herom, ſaa er dog dette ſikkert nok, at der ved det norſke Hof i Kong Haakons Tid raadede et ikke ringe aandeligt Liv, der havde ſin fornemſte Støtte hos Kongeparret ſelv, og at Kongen beſjæledes af en dyb religiøs Følelſe, ſom han ogſaa, neppe uden Held, ſøgte at meddele ſine Omgivelſer. -Paa den Iver, hvormed han ſøgte at forbedre Lovgivningen og ſørge for den indre Ro og Orden i Landet, have vi allerede i det Foregaaende ſeet tilſtrækkelige Prøver: derom vidne desuden nokſom de mange af ham udgivne almindelige eller ſærſkilte Forordninger, ſom endnu ere til. Søgte han nu end viſtnok, ſom vi have ſeet, at udvide Kongemagten indtil det yderſte, ſaa at han virkelig ved ſin Død ej var langt fra at kunne kaldes en uindſkrænket Herre, ſaa handlede han dog i dette Stykke neppe ſaameget af Herſkeſyge ſom af fuld Overbeviisning om, at det ſaaledes var Folket tjenligſt, og man maa derhos have for Øje, at mange af de gamle Indretninger allerede havde overlevet ſig ſelv og ſaaatſige kun ſtode paa Papiret, ja tildeels endog, om man vilde have bibeholdt dem i ſin fulde Udſtrækning, vilde have været ſkadelige, navnlig den deelviſe Antagelſe af Lovforſlag paa forſkjellige Lagthing iſtedetfor et eneſte. Man kan derfor ej gaa i Rette med Haakon, om han ſøgte at ſætte noget andet og bedre i Stedet for det Forældede, men naar dette ſkulde ſkee, maatte det ſkee i den Aand og Retning, ſom den gjeldende Lovgivning ſelv antydede og ſom lige fra Sverres Tider og Lendermandsvældets Omſtyrtning var bleven den herſkende i Norge. Hvor ivrigt han ſøgte at overholde Landets Ære og Rettigheder i Almindelighed, ſaavelſom de enkelte Underſaatters ei Særdeleshed lige overfor fremmede Nationer og deres Medlemmer, derpaa have vi Exempler ſaagodtſom fra hvert Aar af hans lange Regjering. Om Oprigtigheden af hans Vilje og om hans egte Fedrelandsſind var der derfor neppe nogen, ſom nærede Skygge af Tvivl, om end Enkelte maaſkee ej kunde være enige med ham i Henſigtsmæsſigheden af hans Foranſtaltninger. Vi finde ellers ingen Spor til, at det egentlige Folk følte ſig utilfreds under hans Herredømme. Thi at enkelte Stormænd, maaſkee ophidſede af Hertug Erik, en Tid viiſte ſig misfornøjede, kan man ej lægge ſaa megen Vegt paa. Naar man undtager Fejden med Hertug Erik, ſom dog kun var kortvarig, nød Landet ſelv i det Hele taget Ro og Fred, thi, da Krigen med Danmark altid førtes i dette Land, følte man ikke ſynderligt dertil i Norge ſelv. Ingen ſtore Ulykker indtraf indenlands, ſom Peſt, almindelig Dyrtid, eller lignende Landeplager, ikke engang en ſtørre Ildebrand[33]. Hvad der iſær mod Slutningen af Kong Haakons Regjeringstid maa have knyttet Underſaatterne nøjere til ham og givet ham en egen Ærverdighed i deres Øjne, var upaatvivleligt den Omſtændighed, at han var den ſidſte af ſin Ætt paa Mandsſiden, og at man ſaaledes i ham ſikkert med en vis vemodig Ærbødighed betragtede det eneſte endnu tilbageblevne umiddelbare Skud af den berømmelige Kongeſtamme, hvis Klogſkab og Dygtighed Norge ſkyldte ſin Tilværelſe ſom Stat, og hvis Hiſtorie i Ordets egentligſte Forſtand ogſaa var Landets, men ſom nu ſnart aldeles ſkulde ophøre at være til, og kun ſkulde leve i Efterſlægtens taknemmelige Erindring.

Uagtet Kong Haakon havde haft ſaa mange koſtbare Krigsruſtninger at beſtride, og derhos altid viiſte ſig meget rundhaandet mod Kirken, navnlig i ſit Teſtamente, efterlod han dog betydelige opſparede Midler, hvilket vidner om at han maa have været en ſærdeles god Huusholder. Uagtet hans Perſonlighed ingenſteds nærmere er beſkreven, faa vi dog ogſaa af alle de middelbare og umiddelbare Antydninger, hvorfra vi kunne ſlutte noget om den, det Indtryk, at han maa have yndet et ſtille, roligt og bramfrit Liv og blandt ſine Omgivelſer ſaavidt muligt overholdt Sømmelighed og Orden, medens han ſelv i alt hvad han foretog ſig har faret forſigtigt og betænkſomt frem og i ſit Væſen viiſt en vis rolig, maaſkee noget afmaalt og ſtiv, gammeldags Verdighed, hvilket og ſaa hans Legemsdannelſe begunſtigede; vi finde nemlig, ſom det allerede er paapeget, at Islendingerne, formodentlig ogſaa flere af Nordmændene, gave ham Tilnavnet „Haalegg“ (d. e. Højlegg); han har altſaa formodentlig været temmelig høj, ſmal, med et alvorligt og fornemt Udſeende, og har overhoved i det Ydre mere ſlegtet paa ſin mødrene, end paa ſin fedrene Ætt. Hans Svigerſøn, den muntre, livslyſtne Hertug Erik, var ganſke det modſatte af ham, og det er let at forſtaa, at Erik, der yndede Pragt i Klæder og Leveviis, Sang og Spil og alſkens Glæde, ej kunde finde ſig ret tilfreds hos Svigerfaderen, der forbød Indførelſe af nye Moder i Klædedragt, lod forelæſe Andagtsbøger ved Bordet, og overhoved viſtnok ſøgte at omgive ſig med faa megen Tarvelighed ſom muligt. Dette lykkedes ham dog neppe ſynderligt, ſaa længe den muntre og i Svigerſønnen ſaa indtagne Dronning Euphemia levede: hun har derfor ſikkert ofte nok været ham til Bryderi. Siden, da hans Datter, Hertuginde Ingeborg, var bleven voxen og kunde udøve nogen Indflydelſe, blev det viſt ogſaa noget muntert ved Hoffet, ſaaſom hun ej alene ſlegtede Moderen paa, men endog ſynes at have været mere end almindeligt letſindig. Men i Mellemtiden har det upaatvivleligt gaaet ſtille og alvorligt til. Det ſynes da at have været Enkedronningen Iſabella, der, i det mindſte ved højtidelige Lejligheder, traadte i den regjerende Dronnings Plads ſom den fornemſte blandt Kvinderne, men hun, halv en Nonne, ſom det lader, kunde med al ſin Hjertensgodhed neppe have været ſkikket til at udbrede Liv og Munterhed omkring ſig. Dog fandt Kongen ſikkert langt mere Behag i hendes Væſen og den Tone, hun begunſtigede, end i Lyſtigheden under Dronning Euphemia.

Oslo var, ſom det allerede er nævnt, Kongens fornemſte Reſidens og egentlige Hjem allerede ſiden hans Hertugs-Tid; ſaaledes blev den og efter de Tiders Medfør Rigets verdslige Hovedſtad, og de paafølgende politiſke Forhold gjorde at dette vedblev og har vedblevet lige til vor Tid, kun med Forandring i Navnet ſiden Kong Chriſtian d. 4des Tid, da han ved Byens Omflytning i 1624 havde det uheldige Indfald at ombytte det ældgamle, ærverdige Navn Oslo med det nye, ſelvopfundne og halvbarbariſke Navn Chriſtiania. Paa Oslos Forſkjønnelſe og Udvidelſe, iſær ſiden Branden 1287, ſynes Haakon, ſom det og forhen er berørt[34], at have offret megen Omhu og helliget Størſtedelen af den Interesſe for Bygnings-Anlæg, ſom han havde tilfælles med ſin Fader og Farfader om ej i ſaa høj Grad ſom disſe. I Oslo var det igjen fornemmelig det kongelige Capell Mariekirken med dens Collegium, ſom han tog ſig af, og ſom han i Ordets egentligſte Forſtand overvældede med Gaver og Begunſtigelſer, aabenbart fordi han betragtede den ſom; ſin Reſidens- og Hoved-Kirke, paa ſamme Maade ſom hans Fader havde betragtet Apoſtelkirken i Bergen. Han lod den derfor, ſom vi have ſeet[35], ej alene betydeligt forſkjønne og formodentlig udvide, men gjorde den ved forſkjellige Gaver og Forleninger maaſkee til den rigeſte Kirke i Landet af dem, der ikke vare Kathedralkirker, forundte dens Gejſtlige en uſedvanlig høj Rang, knyttede det vigtige Cantſler-Embede til dens Provſte-Embede, og overdrog den Syſlen over en ſtor Deel af Oslohered. Der valgte han ſig endelig, ſom vi have ſeet, ſit Begravelſesſted, og betænkte den følgelig i ſit Teſtamente med rigere Gaver end nogen af Landets øvrige Kirker eller gejſtlige Stiftelſer, baade i Løsøre og Jordegods.

Kong Haakon kaldte ſig ſelv i flere af de Breve, han udſtedte paa Latin, og blev ſelv kaldet af Underſaatterne den femte[36]; han fulgte ſin Faders Exempel i at antage et ſaadant Nummer, hvilket ikke vides at have været Skik og Brug før Magnus’s Tid. Man finder intet Document fra Kong Haakon Haakonsſøn, hvori denne kalder ſig den fjerde. Han maa dog naturligviis af Sønneſønnen være regnet ſom ſaadan, og Haakon Sverresſøn ſom Haakon den tredie. Haakon Adelſteensfoſtre maa have været regnet ſom den førſte, men Spørgsmaalet er, hvo der regnedes ſom den anden, Haakon Thoresfoſtre eller Haakon Herdebreid. Det ſandſynligſte er, at man regnede den ſidſte, hvilken Sverre, ſom vi have ſeet, udtrykkeligt kaldte ſin Broder og lod begrave ved Chriſtkirken, altſammen Tegn paa, at han vilde have ham anerkjendt ſom legitim Konge, og heri fulgte vel ogſaa hans Ætlinger det givne Exempel. Haakon Thoresfoſtre betragtedes derimod af Olaf Kyrres Ætlinger aldrig ſom retmæsſig Konge.

  1. Isl. Annaler ved 1315.
  2. Brevet er aftrykt i Dipl. Norv. III. 102, i Dipl. Sv. No. 1973, og i Liſch Geſch. des Geſchl. v. Maltzahn I. 210, desforuden findes et Uddrag deraf hos Huitfeld S. 376, hvor ti Forløftesmænd, deels ſvenſke, deels tydſke, nævnes, og hvor det desuden tilføjes, at Hertug Erik vilde have haft Sverige og Hertug Valdemar Norge, at de begge lovede at ſtaa Kong Erik bi, og at de ſamme Riddere, ſom lovede for Erik, ogſaa lovede for Valdemar. Det er ſaaledes tydeligt nok, at Huitfeld maa have haft to Documenter for ſig, et udſtedt af Hertug Erik og et andet af Hertug Valdemar, og at Documenterne ſelv ikke vare de egentlige Forpligtelſesbreve, men Forløftesbrevene. Alligevel maa han ganſke viſt have misforſtaaet Indholdet af det, hvorved Hertug Valdemar forpligtedes, thi der var og kunde ikke være Tale om at Valdemar ſkulde have Norge, aller mindſt naar Kong Erik ſelv ved ſamme Lejlighed forbandt ſig til at hjelpe Hertug Erik til dette Rige; endvidere kan man ej tænke ſig Muligheden af, at han vilde hjelpe til at tage Sverige fra ſin Svoger Kong Byrge og dennes Søn. Idet mindſte kan han her blot have ſigtet til det Tilfælde, at baade Byrge og Magnus døde uden at efterlade Bern. Forøvrigt er der allerede i det Foregaaende talt om den Beſynderlighed hos Huitfeld, at han ogſaa daterer den Forpligtelſe, Hertugerne udſtedte til Kong Erik i Anledning af Fredsſlutningen i Helſingborg 1313, fra Kolding, og med ſamme Dag-Angivelſe (Fredag før Mar. Magd.) ſom Brevet af 1314, hvilket aabenbart maa være ſkeet ved en Forvexling med dette.
  3. Huitfeld S. 391. Viſtnok anfører Huitfeld dette under 1316, og meddeler tillige et Brev, ſom Kong Erik ligeledes ſkal have udſtedt til Hertug Erik; men han anfører intet Aarstal eller Sted, og ved nærmere Betragtning ſeer man tydeligt, at det her atter er Brevet fra 1314, ſom med nogen Afvigelſe, formodentlig efter en anden Gjenpart, citeres. Thi hvis Brevet var udſtedt i 1310, vilde ikke Eriks „Arving“ i ubeſtemte Udtryk være nævnt, men ligefrem hans Søn Magnus. Dette er ikke det førſte Exempel, vi have haft paa at Huitfeld anfører et Actſtykke to Gange.
  4. Dipl. Sv. No. 1979.
  5. Dipl. Norv. I. 143.
  6. Dipl. Sv. No. 2032.
  7. Erling Vidkunnsſøn omtales ſaaledes ſom Ridder den 11te Decbr. 1316, for Julen, hvilket ellers var den Tid, da Ridderne creeredes. Var Ingeborg frugtſommelig l September 1315, kan Magnus neppe være fød ſenere end April.
  8. Hertug Valdemars Brev fra Stockholm af 30te Marts 1316. No. 2052. Dipl. Sv. No. 2052.
  9. Gheysmer, Langeb. Scr. r. Dan. II. 390.
  10. See Riimkrøniken og flere Annaler.
  11. See Suhm XI. 814, 815.
  12. Riimkrøniken, tilligemed flere Annaler.
  13. Dipl. Sv. No. 2134. Jvfr. Riimkrøniken.
  14. Dette ſkal efter ſenere Forfatteres Udſagn være ſkeet den 19de Marts; Riimkr. nævner ingen Tidsbeſtemmelſe.
  15. Dipl. Sv. No. 2146, 2147.
  16. Sammeſteds No. 2132. Ogſaa i de isl. Annaler heder det at Byrge lod ſine Brødre ſulte ihjel. Kirchberg (col. 813) fortæller det ſamme, og vil endog vide, at Valdemar ernærede ſig nogle Dage ved at æde Kjødet af ſin døde Broder.
  17. Dipl. Sv. No. 2155.
  18. Sammeſteds No. 2157. Det er dette Brev, hvoraf Lagerbring (III. 137) ſlutter at Hertugerne allerede vare døde for ti Mai, idet han antager det dateret paa denne Dag, men det er tydelig nok dateret Petri ad vincula, og desuden kalder Hertuginde Ingebjørg ſig endnu den 27de Juni ej relicta, kun consors thori Erici Ducis.
  19. Riimkrøniken, jvfr. Ericus Olai, der maaſkee har haft enkelte yderligere Oplysninger.
  20. Dette er Flatø-Annalerne, hvis Aar-Angivelſer ere upaalidelige. Hvad de her anføre, er aabenbart Uddrag af nogle Familie-Optegnelſer om Gisſur Galle, der maa have ligget efter ham paa hans Ættegaard hjemme paa Island, og hvoraf viſtnok ogſaa den tidligere Beretning om hans Sendelſe til Finmarken er hentet. I disſe Optegnelſer lign der let have indſneget ſig Uagtſomhedsfejl. Angivelſen lyder ſaaledes: Kong Haakon havde Leding ude og foor til Sverige. Der faldt (Arne Magnusſøn har vilkaarligt og urigtigt rettet det til „flygtede“) Hertugerne Erik og Valdemar. Men om Høſten, da Kongen foor bort, frøs et af hans Skibe inde, hvilket ſtyredes af Hr. Gjardar. Sviarne angrebe dem, men de vergede ſig vel, da blev Gisſur Galle ſaaret i den venſtre Arm af et Spyd; ſiden lovede man dem Grid, men de bleve dog alle tilſidſt fangne og halshugne, undtagen Gjardar og Gisſur; de bleve i Imberdagene om Høſten indkaſtede og ſatte i Jern, lidt efter blev Gjardar halshugget, men Gisſur ſad efter til Paaſke. Ved 1318 heder det: Gisſur udløſt af Taarnet i Sverige Løverdag for Paaſke, og kom tilbage i Norge til Kong Haakon.
  21. Norges gl. Love III. No. 50, S. 128.
  22. Dipl. Sv. No. 2156. Jvfr. Keyſer, Norges K. Hiſtorie II. 189.
  23. Thorkelins Analecta S. 112.
  24. Dipl. Norv. II. 133.
  25. Norges gl. Love III. No. 52, S. 132.
  26. Dipl. Sv. No. 2168.
  27. Huitfeld S. 406. Suhm XI. 825.
  28. Dipl. Norv. I. 156.
  29. Dipl. Norv. IV. 128. Teſtamentbrudſtykket er der aftrykt efter den eneſte forhaandenværende Afſkrift i Barth. E. 760.
  30. Mariekirken nævnes ikke i Brudſtykket, fordi den Deel, hvori Navnet forekom, er borte, men man kan dog ikke et Øjeblik tvivle paa, at det er den, ſom her betænkes med ſaa rige Gaver fremfor alle de øvrige, naturligviis af den Grund, at han der valgte ſit Hvileſted. Formodentlig har Teſtamentet begyndt hermed, faa at det er den førſte Deel, vi have for os. Efter Capellerne nævntes viſtnok de øvrige gejſtlige Stiftelſer i Landet, og derefter de enkelte Perſoner, ſom han betænkte med Gaver.
  31. Hans Dødsdag anføres i flere Nekrologier, navnlig i det norſke, aftrykt hos Langebek, Scr. r. Dan. V. S. 385. Han kaldes her dulcissimus, ei Tegn paa, at han maa have været afholdt. At han døde paa Tunsbergshuus, ſiges udtrykkeligt i den Kongerække, der findes bagefter Historia Norvegiæ. Det er ogſaa i og for ſig ſelv rimeligt, at han, naar han følte ſig Døden nær den 20de April og da allerede havde tilbragt lang Tid der, ſandſynligviis paa Sygeleiet, ikke ſidenefter knade blive flyttet derfra, ſkjønt de fleſte have antaget, at han døde i Oslo.
  32. Se Gislaſon, um frumparta isl. tungu S. X, XIII.
  33. At Munkholmens Kloſter brandt i 1317 (Isl. Ann.), kan ej anſees ſom noget ſærdeles betydeligt.
  34. Se o. S. 278 fgg.
  35. Se o. S. 330 fgg.
  36. Se iſær Breve i Dipl. Norv. II. 111, 114. III. 115.