Det norske Folks Historie/6/111

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kaſte vi et Tilbageblik paa det hele Tidsrum fra Tronkrigenes Ophør under Kong Haakon Haakonsſøn indtil hans Sønneſøns Død, da maa vi erkjende, at neppe noget ſaa kort Afſnit af Norges Hiſtorie har været rigere paa politiſke og adminiſtrative Forandringer, eller ſaaledes har omſkabt Forholdene i disſe Henſeender, ſom denne. Lovgivningen blev fuldſtændigt omorganiſeret og bragt til Eenhed for det hele Land; den gamle Deling i forſkjellige Lovdiſtrikter ophørte i Virkeligheden og blev kun for et Syns Skyld ſtaaende; dette medførte igjen, at Lagthingene tabte ſin Betydning, baade ſom dømmende og ſom lovbeſluttende Inſtitutioner; de afløſtes i førſte Henſeende af Lagmands- og Sysſelmands-Embederne efter disſes nye Organiſation, det vil egentlig ſige, af Kongemyndigheden ſelv, der lod Dommer-Embedet forvalte i ſit eget Navn, i ſidſte Henſeende af Rigsmøderne, der dog ſnart for det meſte kun bleve til Hirddage eller Høvdingsmøder, ſom egentlig alene foreſtillede Kongen med hans Raad, og hvor Kongens Magtfuldkommenhed endnu tydeligere traadte frem, efterat et blot og bart eenſidigt Kongebud havde afſkaffet den ældgamle Lendermandsværdighed, hvis Indehavere var ſelvſkrevne Rigsraader, ſaa at Kongen herefter kunde velge ſine Raadgivere efter Godtbefindende. Skatte-Ydelſens Overgang fra en perſonlig til en reel Byrde gjorde en Omveltning i de agrariſke Forhold og var en af Hovedgrundene til de langvarige Stridigheder med Gejſtligheden, fra hvilke Kongemagten udgik ſejrende, og den frembragte endelig ved Skattefriheds-Beſtemmelſerne en Forſkjel mellem Herre- eller Kriger-Standen og den egentlige Bonde-Stand, ſom man hidtil ej havde kjendt, idet nu et nyt Ariſtokrati af de Fritagne dannede ſig, ſom kun deri ſkilte ſig fra Adels- eller Frelſe-Standen i Danmark og Sverige, at den ikke havde Navnet, og at den maaſkee ikke var fuldt ſaa excluſiv for visſe Slægter; — den ſtod ogſaa, og ikke mindſt herved, i Forbindelſe med de Forandringer, der nu indtraadte i Krigsvæſenets Ordning, hvorved Lejetropper og fornemmelig de Tropper, Sysſelmændene forpligtedes til at holde, traadte i Stedet for Ledingstropperne, der egentlig blot kunde afgive Nytte i Søkrig, hvortil der nu, efter Syderøernes Afſtaaelſe til Skotland og Fredsſlutningen med Danmark, var mindre Anledning, og ſom ej engang længer ret pasſede med de nys berørte Forholde, ſaaſom Søkrigen, efter den gamle og i Loven foreſkrevne Indretning, forudſatte en langt ringere Afſtand i Leveviis og Omgang mellem de bydende og de lydende Klasſer, end der nu fandt Sted. Det er derhos allerede ovenfor nævnt, hvorledes den forhen almindelige Skik, der ogſaa vænnede de fornemmere Ynglinger til Søen, nemlig at tilbringe nogle Aar i Kjøbmandsferd og Skibsfart, nu, efterat Handelen for det meſte var gaaet over i Udlændingernes, fornemmelig Tydſkernes, Hænder, ophørte; ſaa at det vel endog maa anſees ſom en Undtagelſe, naar en eller anden fornem Mand, ſom, f. Ex. Snare Aslaksſøn, medens han var Sysſelmand paa Agder, ejede et Handelsſkib og havde det i Fart[1]. Ogſaa i ydre Henſeende var Forandringen ſtor, idet Norge tabte ſine Beſiddelſer veſtenfor Skotland paa ſamme Tid, ſom det erhvervede Island og Grønland og ved de Forviklinger, Kong Magnus’s Giftermaal med Ingeborg af Danmark afſtedkom, blev revet ind i Hvirvelen af den ſvenſk-danſke og tydſke Politik, medens dets Deeltagelſe i de ſkotſk-engelſke Anliggender blev ſjeldnere eller endog ganſke ophørte efter Kong Eriks Død, da man maa antage at enhver Tanke om at erhverve Skotland eller idet mindſte vinde Syderøerne tilbage blev opgivet.

Men uagtet Norge ſaaledes ſtrengt taget ej havde tabt, ſnarere vundet i territorial Henſeende; uagtet det endnu, idetmindſte tilſyneladende, indtog en ligeſaa anſeelig Stilling blandt Europas øvrige Stater ſom paa Kong Haakon den ældres Tid og navnlig var langt mægtigere i Forhold til de nærmeſte Naboſtater, end da; uagtet Lovgivningen var bleven forbedret og mange Ulemper, der tilhørte de forrige Tider, afhjulpne; uagtet Beſtyrelſen var bleven kraftigere og enklere: — ſaa var Norge dog — det maa paatrænge ſig Enhver, der omhyggeligere granſker Norges Hiſtorie i disſe Tidsrum — ej længer i Fremgang, men havde allerede under Kong Haakon den ældre naaet ſit Høidepunct i ydre og indre Velvære. Grunden hertil laa vel for endeel indenfra ſammenſtødende Omſtændigheder, men fornemmelig dog i den Ophøjelſe, Befeſtelſe og Udvidelſe af Kongemagten paa den gamle Folkemyndigheds og Kraftfølelſes Bekoſtning, ſom alle Reformer, Forbedringer og øvrige Foranſtaltninger lige ſiden Haakon den ældres, ja ſiden Sverres Tid planmæsſigt tilſigtede, i Forbindelſe med den Ødelæggelſe, de langvarige Tronkrige havde anrettet blandt de ældgamle, mægtige Ætter, hvis fødte, naturlige Hverv det var at opretholde hiin Folkemyndighed, og derved ogſaa Folkeaanden i det Hele taget. Vi have allerede viiſt, at dette ej maa betragtes ſom om Kongerne meente det mindre godt og alene ſøgte at udvide ſin egen Magt uden Henſyn til, hvorledes det gik Nationen: de troede visſelig her at handle til dens Bedſte: for dem maatte de Ulykker, ſom Folk og Land havde lidt under Tronkrigene og ſenere under Formynderregjeringen, netop fordi de ſtore Herrer havde misbrugt ſin Myndighed, fremſtille ſig ſom det Væſentlige og ſom et Onde der for enhver Priis maatte forebygges for Eftertiden[2], medens det derimod hverken var dem ſelv eller nogen anden paa den ſamme Tid givet at opfatte det for Folkeaanden og Folkelivet ſtyrkende Element, der bevaredes i den gamle Folkemyndighed. Saadant aabenbarer ſig gjerne ikke tydeligt førend for Efterſlægten, der bedre kan overſee Forholdene i deres Heelhed og i deres Følger; man kan derfor ej gaa i Rette med hine Konger, fordi de, følende Trykket af det gamle Syſtems Ulemper, ej kunde indſee og ſkatte dets Fordele; de anede ikke nogen Fare for Norges Nationalitet og Selvſtændighed; de kunde ikke vide forud, at ſæregne Forhold vilde rive Norge ind i Unionstilſtande, hvori det til at kunne opretholde ſin Selvſtændighed, tildeels endog ſin Nationalitet, kunde behøve al den Kraft, ſom Folket under de tidligere urolige Tider havde beſiddet og udøvet gjennem ſine Ættehøvdinger, og at Mangelen heraf virkelig ogſaa vilde lede til at det i det mindſte i politiſk Henſeende ganſke laa under og ſank i en Dvale, af hvilken det ikke paa flere Aarhundreder rejſte ſig.

Den her paapegede Stilleſtaaen eller maaſkee endog Tilbagegang i Folkelivet yttrer ſig iſær kjendeligt i de literære Forhold, der her, ſom andetſteds, afſpejle Folkelivet og afgive en temmelig ſikker Maaleſtok for dettes Intenſitet. Den norſk-islandſke literære Virkſomhed havde aabenbart allerede naaet ſin Højdepunct paa Kong Haakon Haakonſøns Tid. Norges og Islands fælles Sprog, der i det foregaaende Aarhundrede med al ſin ædle Kraft og Naivitet dog endnu viiſte ſig noget uhjelpſomt og vanſkeliggjorde Forfattervirkſomheden, hævede ſig ſtrax efter Begyndelſen af det trettende Aarhundrede til en med Kraft parret Elegans, der allerede mod Slutningen af Aarhundredet var i Aftagende og i det følgende Aarhundrede ganſke ophørt. I den reflecterende, philoſophiſke Stiil kan intet ſættes ved Siden af Kongeſpejlet, ſom allerede er omtalt, og i Sagaſtiil og overhoved i den hiſtoriſke Fremſtilling overgaae neppe noget os levnet Verk Kong Haakon Haakonsſøns, af Sturla Thordsſøn forfattede Saga, og Hovedpartierne af den ſaakaldte Sturlunga-Saga, egentlig en Samling af flere med hinanden forbundne mindre Sagaer om Sturlunga-Tidens Høvdinger, følgelig indeholdende hele Islands Hiſtorie omtrent fra førſte Halvdeel af det 12te Aarhundrede indtil Øens Forening med Norge, af hvilke de fleſte tillægges Sturla Thordsſøn. Snorre Sturlasſøns merkelige Virkſomhed er allerede udførligt omtalt: han kan vel endog tildeels ſiges at have ſkabt den renere Sagaſtiil. Men allerede mod eller ſtrax efter Aarhundredets Slutning viſer der ſig en ſtor Forandring. Den ellers i hiſtoriſk Henſeende ſaare vigtige og fortrinlige Saga om Biſkop Arne i Skaalholt, forfattet, ſom man maa antage, kort efter hans Død, er fra Sprogets og Fremſtillingens Side heel mangelagtig, og dette gjelder i endnu højere Grad om den henved 30 Aar efter, altſaa egentlig ſenere end Grændſen for vort nærværende Afſnit, forfattede Saga om Biſkop Laurentius, hvor endog Sproget tydeligt viſer ſig at være i Forfald. I Norge undlod ikke det nærmere Forhold, hvori Hoffet nu var traadt til det danſke og ſvenſke, at udøve en mindre heldig Virkning paa Sproget. I Danmark havde Sproget, allerede fra Sven Ulfsſøns Tid, paavirket af de i Landet ſelv endnu tilſtedeværende mellemgermaniſke Sproglevninger, ſaavelſom af det tydſke Naboſprog, begyndt at afvige fra det reennordiſke, og var mod Slutningen af det 13de Aarhundrede allerede mere end halvveis til dets nærværende Skikkelſe. I Sverige var en lignende Forandring begyndt at indtræde, og kun i Norge ſamt paa Island holdt endnu de reennordiſke Former, ſaaledes ſom de fremtraadte i det ſæregne norſke Sprog, ſig uforandrede. Alligevel er det kjendeligt, at ſiden de norſke Høvdinger begyndte hyppigere at komme ſammen med ſvenſke og danſke, og iſær ſiden den glimrende Hertug Erik blev trolovet med den norſke Kongedatter, betragtedes Svenſk og Danſk ved det norſke Hof og i Norges højere Kredſe ſom finere og ſmukkere end det Norſke, og dette ſom mere raat eller bondeagtigt, eller mindre pasſende for den højere Samtale-Tone. En uudeblivelig Følge heraf maatte være den, at Mange herefter begyndte at tale Modersmaalet mindre reent, idet de ſøgte at tilegne ſig ſvenſke og danſke Former, og at det Norſke mere og mere ſank ned til at blive et ringeagtet Almueſprog. Tydeligere fremtraadte dette i den følgende Tid, hvor Hoffet ſaaatſige blev aldeles ſvenſk, og det begyndte da endog at gjøre ſig gjeldende i offentlige Documenter; men Begyndelſen ligger ganſke viſt allerede under Kong Haakons Regjering, og man behøver ikke bedre Beviis derpaa, end at Dronning Euphemia lod de franſke Riim-Romaner overſætte paa Svenſk. Det ligger i Sagens Natur, at naar det gamle Nationalſprog ej længer hedredes tilbørligt, kunde heller ikke dets Literatur finde den rette Paaſkjønnelſe, og den Støtte for det, ſom de paa Island forfattede Skrifter og Skaldekunſten, ſom der endnu vedligeholdt ſig, kunde afgive, maatte nu bortfalde. Fra denne Tid kunne vi derfor ogſaa regne at Islands Literatur begyndte at ſkille ſig fra Norges og blive mere og mere fremmed for den, det vil ſige, at Norge aldeles ophørte at yde Bidrag til Literaturen, og at denne ſaaledes ophørte at være fælles, idet den herefter indſkrænkedes til Island alene. Tog ſkete dette kun gradviis, og det forſtaar ſig, at der, ſaalænge Norge endnu vedligeholdt ſin Selvſtændighed, dog altid fandtes Mange, der med Omhyggelighed opbevarede og ivrigt læſte de gamle Skrifter, iſær Sagabøgerne om de ældre Konger[3]. En af de Mænd, ſom under Kong Haakons Regjering med ſtørſt Iver og Held arbejdede for den fedrelandſke Literatur, og ſom fortjener Efterſlægtens varmeſte Tak for hvad han udrettede og hvad han ved ſin Flid reddede fra Undergang, er den oftere omtalte Hr. Hauk Erlendsſøn[4], paa fedrene Side af norſk, paa mødrene af islandſk Herkomſt. Vi have ſeet ham ſom Kongens højtbetroede Mand, Ridder, Medlem af Raadet, og ſom Lagmand deels i Oslo, deels i Gulathing, et Par Gange ogſaa paa Island, dog kun udenfor Ordenen og ifølge ſærſkilt Sendelſe. Man har endnu fra hans Haand betydelige Masſer af Optegnelſer, der viſe at han i lange Aarrækker med den meeſt ufortrødne Flid maa have benyttet al den Tid, han havde tilovers fra ſine vigtige Embedsſyſler, til at afſkrive ældre, i Modersmaalet forfattede Skrifter, fornemmelig hiſtoriſke. Saaledes ſeer man, at han af Skrifter, vedkommende Islands Hiſtorie, har afſkrevet hele Landnamsbogen og Kriſtniſaga, eller Beretningen om Chriſtendommens Indførelſe paa Øen, fremdeles Sagaen om Thormod Kolbrunarſkald og hans Foſtbroder Thorgeir, og endelig om Thorfinn Karlsevnes Sejlads til Viinland; af Beretninger, vedkommende Norden i Almindelighed og Norge i Særdeleshed, har han afſkrevet et Par Brudſtykker af Skjoldungeſagaen m. m., endvidere har han afſkrevet den ſaakaldte Saga om Trojemændene og en norſk poetiſk Bearbejdelſe af den væliſke Skald Merlins Spaadomme. Det meſte af alt dette har han ſkrevet med egen Haand, ſærdeles ſmukt, og med en Reenhed i Ordformer og en Retſkrivning, der viſer at han maa have gjort Sprogets Bygning og Characteer til Gjenſtand for et eget, grundigt Studium. De her nævnte Afſkrifter, nu deelte i flere Hefter, ſynes oprindeligt at have udgjort en eneſte Bog, der efter ham kaldtes Hauksbogen[5]; men den indeholdt viſtnok meget mere end hvad der nu haves, ſandſynligviis ogſaa flere Dele af Norges Kongeſagaer. Der findes endvidere nogle Annaler for Island, der efter al Sandſynlighed ere udarbejdede under hans Opſigt. Endelig findes der Brudſtykker af en Afſkrift af Gulathingsloven, ligeledes egenhændigt og yderſt omhyggeligt ſkreven af ham ſelv: dette lærer os ham ogſaa at kjende ſom ſamvittighedsfuld i ſit vigtige Dommer-Embede, thi det kan alene have været af Omhyggelighed for at beſidde Lovens Text ſaa reen og uforfalſket ſom muligt, at han ſelv paatog ſig den Umage at afſkrive den, da dog allerede ſaa mange andre Afſkrifter fandtes. Har han nu end ikke præſteret noget Originalt, ſaa er det dog aabenbart, at en Mand i en ſaa anſeet Stilling, med ſaadan Iver for den fedrelandſke Literatur og ſaa grundige Indſigter maa have udøvet en for denne Literatur og Sprogets Opretholdelſe meget virkſom og gavnlig Indflydelſe paa ſine — Omgivelſer, og det er kun at beklage, at der, ſom det lader, ikke i Norge fandtes mange, neppe en eneſte, ſom han. Den norſke Gejſtlighed lagde i det Hele taget neppe mere Vind paa at ophjelpe Fedrelands-Literaturen; for den var det latinſke Sprog og den canoniſke Ret nu Hovedſagen. For at ſtudere denne, rejſte man til fremmede Univerſiteter, fornemmelig, ſom vi have ſeet, Paris og Orleans, og det var en ſtor Anbefaling at kunne kaldes „en god Pariſer-Klerk“; Legater teſtamenteredes til ſlige Studenters Underholdning, fremmede Retskyndige forſkreves, og de, ſom ikke kunde komme udenlands, ſavnede hverken Lærere eller Bøger til at erhverve forſvarlige Kundſkaber hjemme, endog paa Island, hvor vi have erfaret at Laurentius, efter Biſkop Jørunds Raad, ſtuderede den canoniſke Ret og allerede havde bragt det temmelig vidt deri, førend han kom til Norge og fortſatte ſine Studier under Jon Flæming[6]. Gjennem den canoniſke Ret erhvervede ogſaa den civile romerſke Ret (i Norge kaldet Kejſer-Retten), hvis Modſtykke den paa en vis Maade kunde ſiges at være, og efter hvis Tilſnit den var formet, en vis Betydning, i det mindſte i den offentlige Ret. Tilſtrækkeligt Exempel herpaa have vi i det tunsbergſke Compoſitions-Document af 1277, ſom heelt igjennem er forfattet efter den romerſke Rets Former, navnlig i den Deel, ſom indeholder Sikkerhedsſtillingerne; her heder det ſaaledes, at Kongen renoncerede paa enhver exceptio doli mali eller fraudis, enhver actio in factum og restitutio in integrum, ſaavelſom ethvert andet remedium juris canonici er civilis. Senere gik man i dette Henſeende endnu videre, i Særdeleshed da det blev mere og mere almindeligt, ved vigtigere Documenters Udſtedelſe, at benytte ſig af offentlige Notarier med kejſerlig eller pavelig Autoriſation, eller begge Dele. At den ſidſte Slags Autoriſation ogſaa anerkjendtes i Norden, forſtaar ſig af ſig ſelv, men deſto merkeligere er det, at ogſaa den førſte havde ſamme Gyldighed og udſtedtes til Nordmænd, Svenſke og Danſke[7], medens der aldrig tales om lignende Autoriſationer, udſtedte af Kongerne i Norge, Sverige eller Danmark, et temmelig ſikkert Tegn paa, at disſe ej engang anſaa ſig berettigede til at udſtede dem: en Anerkjendelſe af den kejſerlige Myndighed ogſaa udenfor dennes egentlige Omraade, der ligefrem var det romerſke Retsſtudiums Verk. At alt dette igjen maatte begunſtige Anvendelſen af Latinen paa Modersmaalets Bekoſtning, er klart, og vi behøve ej bedre Beviis paa Latinens Anſeelſe og Anvendelſe i Utide, end i den ovenfor omtalte Beſynderlighed, at Hr. Peter paa Eid fik et paa Latin ſkrevet Anbefalingsbrev af Kong Erik til at underſtøtte ſin Bejlen til en norſk Dame. Men ſaadanne Exempler ſynes dog i Norge paa den Tid endnu at være temmelig eneſtaaende, thi i alle indenlandſke Brevſkaber, der ej vedkom Kirken, brugtes dog fremdeles i Regelen kun det norſke Sprog, eller hvad der, efter Sprogfordærvningens Indtræden, ſkulde foreſtille det. Men den Omſtændighed, at Sproget dog ikke længer dyrkedes ſom Bogſprog, og at Literaturen i Norge gik i Staa og kun vedligeholdt ſig eller forøgedes ved nye Bidrag paa Island, havde til Følge, at Særegenhederne i de enkelte Landsdeles Udtale og Ordforraad nu ogſaa i Skrift begyndte at gjøre ſig gjeldende, og at Skriftſprogets Eenhed ikke ſaa ſtrengt overholdtes ſom før, endog hvor det i og for ſig ſkreves ganſke reent, uden fremmedartede Indblandinger.

Medens man ſaaledes i tidligere norſke Sproglevninger ingen Forſkjel i Bogſtavering og Ordformer kan opdage mellem hvad der er ſkrevet i Landets ſydligſte og i dets nordligſte, øſtligſte eller veſtligſte Deel, men Skriftſprogets Eenhed er aldeles fuldkommen og gjennemført, merker man i Brevſkaber, ja endog i Lov-Afſkrifter fra førſte Halvdeel af 14de Aarhundrede (ſaagodtſom de eneſte virkelige Bøger fra den Tid), kjendelige Dialectforſkjelligheder, og det uagtet Originalerne, der laa til Grund for Afſkrifterne, ingen ſaadanne kunne have fremviiſt. Man kan f. Ex. temmelig let kjende en paa Øſtlandet fra en paa Veſtlandet ſkreven Lov-Bog, derpaa at hiin har flere af de aabne og ſlæbende Vocaler, der betegne den øſtlandſke Dialect, end hine, og heller ikke fuldt ſaa ſtor Sikkerhed i de grammatiſke Former. Paa ſamme Viis gjør og i Bøger, ſkrevne paa Island, fra denne Tid af den ſæregne islandſke Udtale ſig end mere gjeldende i Bogſtaveringsmaaden, end hidtil[8]; og det var en naturlig Følge af disſe Forhold, at den islandſke Sprogform, hvorvel kun en Dialect, nu kom til at betragtes ſom den reneſte og rigtigſte. Thi da der paa Grund af den Ligegyldighed, der nu i Norge ſelv yttrede ſig med Henſyn til Sprogets Eenhed og Reenhed, ikke længer her kunde ſiges at herſke noget ſikkert Skriftſprog, og dette Sammenholdsbaand mellem Dialecterne nu var opgivet, medens ogſaa den literære Virkſomhed var ophørt, maatte Island, hvor denne fremdeles vedblev, og hvor der desuden, ſom i alle Colonilande, aldrig havde herſket nogen kjendelig Dialectforſkjellighed, herefter alene være anviiſt paa ſig ſelv, og ej alene berettiget, men endog næſten nødt til at betragte ſin Sprogform ſom den normale. Man ſeer fra denne Tid af ved førſte Øjekaſt, om en Bog eller et Brev er ſkreven af en Islænding eller af en Nordmand. Antydninger til denne Forſkjellighed fandtes vel allerede, ſom ſagt, meget tidligere, og grundede ſig vel for en Deel paa det kunſtigere Retſkrivningsſyſtem, der antoges paa Island, da man der begyndte at ſkrive Bøger, men den var dog ikke ſaa gjennemført, ſom den nu blev. Endog paa Færøerne begyndte Folkedialecten at udøve Indflydelſe paa den ſkrevne Sprogform, der dog her ſaagodtſom faldt ſammen med den islandſke[9]. Alt dette hindrede dog ikke, at Sproget fremdeles vedblev at kaldes norrønt (d. e. norſkt), paa Latin lingva norica eller noricana, og det er førſt i de nyere Tider, efter Indførelſen af det danſke Skriftſprog i Norge, at man har begyndt at kalde Norrønaſproget „islandſkt“.

Men med alle de Forandringer, ſom vare indtraadte i Norges offentlige Forhold, baade til Udlandet og indenlands, lader det dog ikke til, at det egentlige Folks Skikke, Sæder, Syſler og Levemaade i de ſidſte hundrede Aar havde undergaaet nogen ſynderlig Forandring undtagen i de højere Kredſe, hvor man, ſom det ſedvanligt plejer at ſkee, fulgte Udlandets Exempel, idetmindſte i Klædedragt, men viſtnok ogſaa tildeels i Skikke og Manerer. Norge ſtod i for nøje Forbindelſe med Udlandet, og dets rigere og mere anſeede Mænd bereiſte fremmede Lande altfor hyppigt til at ikke dette ſkulde være Tilfældet. Det forſtaar ſig at ved Siden heraf mange nationale Skikke, der mindede om den gamle Simpelhed, maa have vedligeholdt ſig, men de fleſte vare dog viſtnok allerede forſvundne med de gamle Lendermands-Ætter. Ved Hoffet indførtes, ſom det lader, under Kong Magnus noget ſtørre Ceremoniell og mere Stivhed, men derfor er det ej afgjort, at der og indførtes mere virkelig Pragt end der allerede herſkede paa hans Faders Tid. Ved Kong Haakon Magnusſøns Hylding og Kroning i Throndhjem 1299 gik det neppe pragtfuldere til end ved hans Farfaders ſtore Kroningsfeſt i 1247, ja maaſkee ikke engang ſaa pragtfuldt, da man ej havde haft ſaa lang Tid til Forberedelſer. Af Forlyſtelſer ved hans Hof nævnes de ved de andre europæiſke Hoffer ſedvanlige, Dands, Muſik (leikr) og Dyſtridt eller Turnering („Bobord“ eller „Burt-Riden“)[10], endvidere, til Morſkab at ſee paa, forſkjellige Slags Gjøglerkunſter[11]; hvortil kom, ſom vi have ſeet, den ædlere Forlyſtelſe at høre Romaner forelæſe. Det er allerede forhen nævnt, at fra den Tid af, at den ridderlige Hertug Erik i Sverige blev Medlem af den norſke Kongefamilie, begyndte han og hans Mænd at give Tonen an ved Hoffet, og dem kan man vel nærmeſt tillægge Forſøgene paa ogſaa at indføre Dyſtriden og andet Ridderſpil i Norge, hvor det umuligt kunde pasſe ret til Forholdene eller blive nationalt. Meget har vel ogſaa den pragtelſkende danſke Kong Erik Eriksſøns Exempel virket. Men ſlige mindre nationale Fornøjelſer i de højere Kredſe tyde hen paa, ihvad der ogſaa i andre Henſeender gjør ſig gjeldende, og ſom danner den grundvæſentlige Forſkjel mellem Slutningen af det 13de og Slutningen af det 12te Aarhundrede, at Afſtanden mellem den højere og den ringere Deel af Folket nu var bleven ſaa meget ſtørre, end i hiin Tid. Deels laa dette i Tidsaanden, deels var det en nødvendig Følge af de nye i Samfundsforholdene indgribende Forandringer. Det er viiſt, at disſe med ſine Privilegier og Fritagelſer for dem, der hørte til Hirden eller den Klasſe, af hvilken ſaavel civile ſom militære Befalingsmænd toges, maatte frembringe en ſæregen Herreſtand, der, om end de erhvervede Friheder og Rettigheder ſtrengt taget kun vare perſonlige og ej nedarvedes, dog i Virkeligheden maatte fremſtille ſig ſom om den beſtod af hele Slægter, i hvilke Forrettighederne gik fra Mand til Mand, da det nemlig laa i Sagens Natur, at de, ſom engang for ſig ſelv havde erhvervet Rang og Indflydelſe, ogſaa havde lettere ved at ſkaffe ſine Sønner de ſamme Fordele. Uagtet ſtrengt taget Arveligheden af Forrettighederne var ſtørre og tydeligere udtalt i den gamle Lendermandstid, hvor det endog forudſattes, at en Lendermands Søn i Regelen ſkulde opnaa Faderens Verdighed, og uagtet det gamle Lendermands-Ariſtokrati i ſig ſelv var langt ſtoltere og hvilede paa en langt faſtere Grundvold, end den nyere Herreſtand, der meſt ſtøttede ſig til „Frelſer“ eller Privilegier, ſaa var dog tilſyneladende Afſtanden mellem hine og det øvrige Folk langt ringere end mellem Herrerne og Folket efter den nye Lovs Indførelſe; deels fordi Levemaaden i ſig ſelv var ſimplere, mere national, og Forholdene mere patriarchale, deels ogſaa fordi, hvad vi allerede have paapeget, Krigen i hine Tider ſaagodtſom udelukkende førtes til Søs, og man de faa Gange, der krigedes til Lands, dog altid ſtreed til Fods, hvorved de Højere og Ringere kom i nærmere Berøring med hinanden, medens derimod den ſenere brugelige Landkrig til Heſt, tildeels med lejede Tropper, ej kunde andet end danne et ſtort Svelg mellem Befalende og Lydende. Af de Uſkikke, Kong Haakon ſaa ofte paataler i ſine Retterbøder, nemlig haandgangne Mænds Uvillighed til at ſøge Thing, at lyde Lagmændenes Dom, og at udrede ſin lovlige Skyldighed, forenet med deres Anmasſelſer i at benytte Bøndernes Heſte og plage de Ringere med utilbørlig Gjeſtning enten for ſig ſelv eller ſine Tjenere, ſee vi at Overmodet hos Herrerne allerede ej var ringe. Og dog havde det i Norge, ſaavidt man kan ſkjønne, ej paa langt nær naaet den Højde, ſom i Nabolandene, navnlig i Danmark; det kunde vel heller ikke nogenſinde have naaet den, da de ringere Klasſers af Loven mere beſkyttede Stilling og Landbovæſenets Natur i det Hele taget maatte give endog den ringere og mere afhængige Deel af Landbefolkningen ſtørre Selvfølelſe og Djervhed ligeoverfor de Mægtigere, end i de fleſte øvrige europæiſke Lande, hvor den jorddyrkende Klasſe og Herrerne allerede længe havde været vidt adſkilte. Der ſavnes ikke Exempler paa at Folk af den ringere eller idetmindſte ikke allerfornemſte Klasſe vovede at tale et temmelig frit Sprog med Herrerne. Saaledes have vi endnu et Vidnesprov, ſom Thorvald Thuresſøn, Hertugens Sysſelmand paa Hjaltland, i Aaret 1299 lod optage over nogle Ukvems-Ord, han havde maattet døje af en iilſindet Kvinde ved Navn Ragnhild Simonsdatter, der ſynes at have haft Tilhold i Hertugsgaarden paa Papø,, maaſkee ſom etſlags Huusholderſke. Hun beſkyldte ham for utilbørligt at have unddraget en Gaard paa Øen fra at yde, den pligtige Afgift til Hertugen, og da Hr. Thorvald indvendte, at flere gode Mænd, der før ham havde haft Hertugens Ombud, navnlig en vis Hr. Eindride, ikke havde beregnet ſtørre Afgift af den hele Ø, end han ſelv nu tog, ſvarede hun: „jeg giver den øre Eindride en god Dag, han ſom kom løbende hid øſtfra Norge, og vidſte hverken ud eller ind; men alle I andre, ſom vidſte bedre Beſked, have ſveget Hertugen“; du, lagde hun ſenere til, ſkal ikke være min Judas, om du end er Hertugens[12]. Om hun maatte bøde for disſe Ord, erfares ikke, men de vidne i alle Fald om ſtor Ligefremhed og Frittalenhed. Ved Ordvexlinger og Trætter gik det overhoved temmelig raat og henſynsløſt til, endog hvor Striden foregik mellem Gejſtlige, eller disſe i det mindſte dannede den ene Part. Exempler derpaa have vi allerede ſeet i Preſten Laurentius’s Forhold til Chorsbrødrene i Nidaroos. Et andet Exempel er os levnet i en af de mange Acter, der forefindes vedkommende Striden mellem Halsnø Kloſter og Biſkoppen i Stavanger om Fiſket ved Farſtad i Suledal. Tre Munke og en Lægmand, ſom Abbed Erik om Høſten 1310 havde ſendt til Farſtad, opſøgte Lejglendingen Hafr, medens han nok ſaa fredeligt gik paa Ageren for at ſee til ſit Korn, og mishandlede ham paa det voldſomſte, idet den ene af Munkene greb ham og holdt ham faſt, medens de andre droge en Hætte ned for hans Øjne, ſlog ham med Stokke, og puffede ham over paa en anden Ager, der tilhørte Kloſtret, hvor han faldt afmægtig ned; hans Huſtru og hans gamle Moder mishandlede de ligeledes[13]. Nu maa det viſtnok indrømmes, at Munkene i Halsnø Kloſter, Abbeden iberegnet, juſt paa den Tid fremfor andre havde et meget ſlet Lov for ſin Opførſel, ſaa at Biſkoppen maatte afſende Mænd i det ſæregne Erende, at underſøge og paadømme deres Forhold, ligeſom han heller ikke lod det mangle paa alvorlige Advarſelsbreve til dem[14], men ſom ganſke eneſtaaende kan man dog viſtnok ikke betragte de her nævnte Uordener. Paa Island gik det, ſom vi have ſeet, maaſkee endnu verre til. Uagtet Afſkaffelſen af Drabsbøder til andre end den Dræbtes nærmeſte Arving og fra andre end Drabsmanden ſelv og det udtrykkelige Forbud mod at tage Hevn over beganget Drab paa andre end denne upaatvivlelig maa have bidraget til at gjøre Drab mindre hyppige i Norge, er e det dog let at indſee, Kat ſaalænge Drab kunde afſones med Bøder, og Privathevn under visſe Betingelſer endnu tilſtedtes, kunde Drabene dog ikke blive ſaa ſjeldne, ſom de burde. Iſær ſynes Befolkningen i enkelte Bygdelag at.—have været vildere og mere tilbøjelig til Blodsudgydelſe, end andenſteds, navnlig Indbyggerne af Thelemarken; dette kan man ej alene ſlutte deraf, at de fleſte Indberetninger om Drab, der forefindes fra disſe og de nærmeſt følgende Tider, vedkomme Skiduſyſla og de nærmeſt tilſtødende Egne, men ogſaa derfra, at Thelebønderne endnu ſildigere udtrykkelig fik dette Lov af Mænd, der vare nøje underrettede om Forholdene. Det 7 førſte Drabsprov, vi kjende, affattet ſaaledes ſom det blev foreſkrevet paa Høvdingemødet i Tunsberg 1273[15], er et, ſandſynligviis fra Litlahered i Thelemarken, udſtedt af Sysſelmanden, den gamle Thore Haakonsſøn, Aar 1315[16]. To Opſiddere paa een og ſamme Gaard, Aslak og Steinulf, vare uenige om et Stykke Jord, og ſkulde juſt henſkyde det under de ældſte Mænds Voldgift, da en Slægtning af Steinulf kom tiltog beſkyldte Aslak for Uredelighed. Denne ſvarede at han gjorde bedſt i at tie, da han vidſte det om hans Forfedre, ſom vilde gjøre det umuligt for ham at ſlaa Øjnene op om han vilde ſige det. Derover blev Bjørn, Steinulfs Broderſøn, ſaa forbitret at han greb et Stykke Træ, der laa i Nærheden, og ſlog Aslak dermed ſaa voldſomt i Tindingen, at man maatte ſlæbe ham ind i Huſet; men Steinulf og Bjørn løb efter, og den ſidſte kaſtede to Stene ind, bedende dem at komme ud om de ej vare Horeſønner. Af disſe Stene blev Aslaks Søn Ketil truffen, og Bjørn flygtede nu til en anden Gaard med alle ſine. Kort efter døde Aslak af det Slag, han havde faaet, men det lykkedes dog Bjørn at erholde kongeligt Gridebrev paa nogen Tid rinder den Forpligtelſe at han ſkulde indfinde ſig hos Sysſelmanden for at faa ſin Sag randſaget. Men Bjørn kom ikke, og Ketil, den Dræbtes Søn, begav ſig ſenere med ſin Broder og flere andre til den Gaard, hvor Bjørn opholdt ſig, gik ind i Stuen og dræbte ham. Om Ketil fik Landsviſt, vides ikke; ſandſynligviis fik han den, da Drabet, fremkaldt ved Hevnpligt, ſom den almindelige Mening endnu paalagde den Dræbtes nærmeſte Arving, naar ingen ordentlig Fyldeſtgjørelſe var ſkeet, betragtedes ſom uoverlagt. I de følgende Tider forefinde vi en Mængde ſaadanne Indberetninger om Drab, der, medens de viſe hvilken Vildhed og Raahed der endnu ſkede i de ringere Klasſer, fornemmelig i de mere afſides Egne, tillige give os fortrinlige Indblik i Folkelivet overhoved. Med alt dette maa man dog antage, at den gamle Krigerſkhed hos Folket, idetmindſte i de mere befolkede og nærmere Byerne liggende Bygder, ved de oftere berørte Forandringer i Krigførelſesmaaden ſaavelſom den ſterkere fremtrædende Forſkjel og Afſtand mellem den højere og ringere Folkeklasſe og overhovedet ved Mængdens tiltagende politiſke Umyndighed maa have tabte ſig betydeligt, og i de ſenere Tider viiſte dette ſig, til Norges Skade, end mere iøjnefaldende, da nogle faa Hundreder øvede Tropper vare tilſtrækkelige til at holde hele Landſkabers Befolkning Stangen. Lidungernes Reisning og Tog til Oslo i 1309 forat jage Hertug Erik og de Svenſke bort maa næſten betragtes ſom et eneſtaaende Exempel paa Raſkhed og Stridbarhed. Dog havde denne Fredelighed ogſaa ſine mange gode Sider; ſaavidt man kan ſlutte af flere Antydninger, nød man i Norge ſaavel under Kongerne Magnus, Erik og Haakon, ſom i de nærmeſt paafølgende Tider en almindelig indre Ro og Sikkerhed, ſom ſavnedes i de fleſte øvrige Lande paa den Tid. Man kunde viſtnok rejſe fra den ene Ende af Landet til den anden uden at frygte Overfald og Plyndring, ja i det Hele taget kunde man viſt endog gjøre Regning paa gjeſtfri Modtagelſe, hvor man kom. Andenſteds, endog i Danmark og Sverige, behøvede man, idetmindſte naar man førte Penge eller Koſtbarheder med ſig, ſterk Bedækning af Væbnede[17]. En oprigtig, uſkrømtet Religiøſitet ſynes at have herſket overalt, og opretholdtes, ſaavidt man kan ſee, ved de i det Hele taget dygtige og nidkjære Biſkoppers Beſtræbelſer. De herſkende Laſter vare fremdeles Umaadelighed i Mad og Drikke, fornemmelig ved ſelſkabelige Sammenkomſter, og dertil, iſær paa Island, Uſedelighed, hvori desverre ogſaa endeel af den ringere Gejſtlighed foregik med ſlet Exempel[18].

Uagtet man ſkulde formode, at de ſtore Omveltninger i Ejendomsforholdene, ſom Tronkrigene efter Kong Sverres Fremtræden medførte, havde tilvejebragt en ſtørre Udſtykning og Fordeling af Jordegodſet end hidtil, tyder dog alt hen paa, at det mod Slutningen af det 13de Aarhundrede atter havde ſamlet ſig paa forholdsviis faa Hænder, og at ſaaledes den ſtørre Deel af Landbefolkningen beſtod af Leiglendinger. Tidsaanden og Samfundsforholdene medførte, at det ſaaledes maatte være. De ſtørre og mægtigere Ætter lagde altid an paa at ſamle ſaameget Jordegods ſom muligt, deels, ved Kjøb, deels ved Giftermaal, og der blev derfor altid ved disſes Afſlutning taget Henſyn hertil; Krongodſet, der allerede før Sverres Tid maa have været uhyre ſtort, tiltog under Tronkrigene endnu mere ved de hyppige Confiſcationer, ſom maa have fundet Sted, og uagtet Kongerne viſtnok ogſaa med en rund Haand bortſkjenkede Jordegods til gejſtlige Indretninger og til dem blandt ſine Hirdmænd og Undergivne,..de ſaaledes vilde belønne, udgjorde dog den Afgang, ſom derved bevirkedes, neppe ſaameget ſom Tilvexten: desuden have vi ſeet, at Kong Haakon i 1308 foreſkrev etſlags Reduction, der og i de nærmeſt paafølgende Aar virkelig lader til at have fundet Sted. Men fornemmelig ſøgte Gejſtligheden enhver Lejlighed til at udvide ſine Beſiddelſer, deels ved virkeligt Kjøb, deels ved Laan mod Pant i faſte Ejendomme, deels ved de ſaakaldte Proventecontracter, hvorved man overdrog ſin Ejendom til et Kloſter eller en anden gejſtlig Indretning mod at betinge ſig Forſørgelſe i og af denne for Livstid; hertil kom de rige Gaver, hvormed de gejſtlige Indretninger ſaa hyppigt betænktes i Teſtamenter eller ved andre Lejligheder, og endelig det Gods, flere af dem, der lode ſig optage i Kloſtrene, medbragte. Da nu det Gods, der engang var kommen til en gejſtlig Indretning, ikke, ſom det Gods, der tilhørte Lægmænd, var udſat for atter at adſplittes ved Arv eller Deling, eller i Regelen gik over i andre Hænder, uden mod fuldkomment Vederlag, er det klart, at Kirke- og Kloſtergodſets Tilvext maatte være langt ſtørre og jevnere end Lægmændenes, ja endog ſelve Krongodſets, ſaa at det vel omſider kom til at udgjøre den overvejende Part af Grundejendommene i Norge. Vi ville exempelviis anføre enkelte ſaadanne Erhvervelſer, hvorved Munkeliv Kloſter i Bergen forøgede ſit allerede betydelige Jordegods. I 1281 ſkjenkede Hr. Audun Hugleiksſøn dertil, uviſt ved hvilken Anledning, til ſin Faders, ſin egen, ſin Huſtru Gyrids, ſine Forfedres og ſine Efterkommeres Sjælehjelp fem Maanedematers Bool i Unnarſetr i Stavenes i Søndfjord til Odel og Eje. I 1282 kjøbte Kloſtret 3 Maanedematers Bool i Rosſanes for 3 Mkr. brendt. I 1285 kjøbte det af Provſt Erik paa Liſter Gaarden Aurridadal paa Liſter for 15Mkr. brendt. Samme Aar tilbyttede det ſig fra Nonneſeter en Fjerdedeel af Gaarden Skeid paa Karmt, hvoraf det allerede forud havde de tre Fjerdedele. I 1287 kjøbte det 20 Maanedematers Bool i Haugaland paa Framnes af Baronen Hr. Gaut Gautsſøn og hans Syſter Ulfhild. Det øvrige af Haugaland, ſom Hr. Finn Gautsſøn havde givet i Provente for ſin Søn, Hr. Jon, til Lyſekloſter, tilbyttede det ſig Aaret efter af dette. Samme Aar kjøbte det af Magnhild Hallkellsdatter, maaſkee Hr. Olaf Ragndidsſøns Huſtru[19], 10 Mmbool i Sæm i Vik i Sogn for 45 Mkr. i norſke Sølvpenge, hvoraf der da gik tre paa een Mk. brendt; 1290 kjøbte det Reſten af Gaarden, hvert Mmbool for ſamme Priis; dog ſkete begge Salg kun paa fem Aar, inden hvilken Tid Godſet kunde løſes tilbage for Indkjøbspriis: med andre Ord, Magnhild laante Penge af Kloſtret paa ſin Ejendom, og overlod den til Kloſtret ſom brugeligt Pant. At den vedblev at tilhøre Kloſtret, viſer at hun eller hendes Arvinger ej have formaaet at indløſe den. I 1292 kjøbte Kloſtret paa St. Thomæ Aften (20 Decbr.) af en Guthorm Hallvardsſøn, „formedelſt hans ſtore Nød, da han ingen Julekoſt havde“, to Maanedematersbool af hans Gaard Odrin paa Liſter, for 9 Mkr. Gangs-Sølv, og Valentinsdag efter Julen de øvrige 972 Mmb., han deri ejede, til ſamme Priis, 4½ Mk. for hvert Mmbool, og betalte Pengene ſtrax. I 1293 gave en Odd Jorunnsſøn og hans Huſtru Ulfhild ſig i Provente til Kloſtret mod 20 Mmbool i Sjælte, Midljoſtne, Krangø og Neſtø. Samme Aar kjøbte Kloſtret Rydſeter i Vikøer Sogn til Indløsning om ti Aar, hvilken ej ſynes at være paafulgt; dette mat ſaaledes ogſaa etſlags Pantſettelſe. I 1296 kjøbte Kloſteret Gaarden Oſpeſeter, 7½ Mmbool, hvert Mmb. for 11 Mkr. Gangsſølv, atter med Forbehold at det ſenere ſkulde kunne indløſes. I Aaret 1299 kjøbtes 4 Mmb. i Reidarsvoll paa Lyſter, hvert Mmb. for fem Køer; idet følgende Aar ſolgte Jon Ragnvaldsſøn Kloſtret ſine Beſiddelſer i Søndfjord, tilſammen 57 Mmbool, til Indløsning paa 6 Aar. Samme Aar ſolgte Hr. Peter paa Eid 20 Mmbool i Eid i Stryn, ſit Odel, til Kloſtret for 240 Ører brendt eller 12 Ører hvert Mmbool, men til Indløsning efter 6 Aars Friſt. Fremdeles ſkjenkede i ſamme Aar en vis Gyrid, der tog Provente i Kloſtret, ſin Gaard Vik i Hardanger, 19 Mmbool, til dette. Aaret efter gav en Baard Kaaresſøn ligeledes i Provente 9 Mmbool i Brualand i Utvik i Nordfjord. Omtrent paa ſamme Tid gav en vis Bergthor Uthyrmes Kone Gaarden Hofland paa Framnes, 6 Mmbool, i Provente til Kloſtret for ſin Broderdatter Sigrid. I 1303 bekræftede Kong Haakon en allerede af hans Broder, Kong Erik, fældet Dom, hvorved det beſtemtes, at af det Gods, ſom Hr. Ivar Lodinsſøn og hans Huſtru Gudrun tilſammen havde ejet, ſkulde de to Trediedele tilfalde Ivars Syſter Ingegerd, og en Trediedeel hans Enke Gudrun; dog ſaaledes at denne ogſaa ſkulde have 30 Mmbool, der var hendes Medgift, og ſom Ivar hende uvidende havde ſolgt; men da en Deel af dette var ſolgt til Munkelivs Kloſter, der nu ſaaledes maatte afſtaa det, nemlig 10 Mmb. i Fjallanger i Straumahverve og 7 Mmb. i Hafra i Oſter, ſkulde dette være berettiget til at erholde ligeſaa meget af Arven efter Hr. Ivar; ſom en Følge heraf maatte Hr. Ivars Frænde, Jon Lodinsſøn, endnu ſamme Aar afſtaa til Kloſtret 9 Mmb. i Uthegna og 8 i Rygg i Gloppen i Nordfjord; dog løſte han det ſidſte igjen to Aar efter. S 1305 kjøbte Kloſtret 9 Mmb. i Skeidbrekka paa Liſter, dog ſaaledes at det ſkulde kunne indløſes efter 10 Aar. I 1306 ſolgte en Ivar Straum 15 Mmb. i Straumsland paa Liſter til Kloſtret for en Priis af 5 Køer eller 5 Mkr., hvoraf 3 gik paa en Mk. brendt, for hvert Mmbool; men da det befandtes at Straumsland kun var 12 Mmb., tilpligtedes han ved Dom ogſaa at afſtaa 3 Mmb. i Gaarden Næringſkor ſammeſteds; men efter 6 Aar ſkulde Jordegodſet kunne indløſes; dette, ſaavelſom den Omſtændighed, at Pengene maa have været udbetalte inden den ſolgte Gaard nærmere vurderedes, viſer, at ogſaa den her ſkete Transaction egentlig var en Pantſettelſe. Det erfares endvidere af Dommen, at Ivar ogſaa havde ſolgt Kloſtret 4 Mmb. i Reidarsvoll. I 1310 kjøbte Kloſtret 3 Mmbool i Brekke i Strandebarm for 5 Mkr. brendt, og Aaret efter 84 Mb. i Gaardene Balheim og Rosſaas paa Refneſtrand, for 7 Mkr. 3 Øre brendt; ſaavelſom 5 Mmb. i Vilin paa Voſs for 44 Mk. brendt, dog dette til Gjenløsning efter 5 Aar. I 1316 kjøbte Kloſtret 3 Mmb. i Rud i Øyſtuſyns Sogn og ligeſaameget i Trod i Samnalandshered for 9 Mkr. brendt, men til Gjenløsning efter 5 Aar. Aaret efter kjøbte det endvidere af ſamme Ejer 7 Mmb. i Trod for 11 Mk. brendt, og 5 Mmb. i Thveit i Odde for 8 Mk. brendt, endelig i 1318, fremdeles af ſamme Ejer, Gaarden Kexiſkor i Hardanger, 3 Mmb. for 13 Mkr. vejede. Dette var Munkeliv Kloſters Tilvext i Jordegods under Kongerne Eriks og Haakons Regjering[20]. De øvrige Kloſtre udvidede neppe ſine Beſiddelſer i ringere Forhold, iſær de ſtørre og mægtigere. Hvorledes ogſaa Biſkopsgodſet og Capitlernes Communer kunde tiltage ved Proventcontracter, ſees af flere, endnu levnede, Proventbreve. Saaledes gav i Aaret 1298 Huſtru Ragndid Knutsdatter ſig i Provent „ſom Syſter i Oslo Biſkopsgaard“, idet hun overdrog Biſkoppen 8 Hefſeldebool, deels paa Hadeland, deels paa Soløer og Raumarike[21]. I 1303 gav Huſtru Gyrid Andresdatter (maaſkee en Datter af Hr. Andres Plytt) i Okavik paa Nordmøre ſig i Provent hos Chorsbrødrene i Nidaroos, overdragende dem 18 Svantes Leje, hvoraf det meſte i Taalgyl paa Nordmøre[22]. Den 10de April 1306 oprettedes en Contract mellem Biſkop Arne i Bergen og Fru Katharina Ivarsdatter paa Lagaloo, Enke efter Hr. Gaut Gautsſøn (der igjen var en Søn af Hr. Gaut Jonsſøn paa Mel), ifølge hvilken hun mod at overlade Biſkoppen og Biſkopsgaarden i Bergen til Eje 20 Mmbool i Nesheim i Granvins Sogn i Hardanger, ſom hendes Mand i ſin Tid havde ſkjenket hende, ſkulde have Bord for Livstid i Biſkopsgaarden, eller, naar hun var længere end tolv Maaneder paa een Gang borte, Koſtpenge efter hvad der fra gammel Tid var brugeligt. Af hine 20 Mmbool ſkulde hun dog ſelv i de førſte fem Aar hæve den halve Landſkyld; ligeledes forudſattes det, at hendes Mands Arvinger ſkulde kunne indløſe Gaarden ſom ſin Odel; men hun indeſtod for, at Biſkopsſtolen ej fik mindre end 14 Ører brendt i engelſke Penge eller Smør eller Huder, — 9 Lauper eller et Deker beregnet for een Mk. brendt — for hvert Mmbool; betaltes der mindre, ſkulde hun ſelv godtgjøre hvad der manglede. Hr. Bjarne Audunsſøn gik i Borgen for hendes Forpligtelſe med alt ſit Gods; hendes Broder, der var hendes nærmeſte Arving, ſamtykte i Contracten, og til yderligere Sikkerhed gjentog hun ſelv, Hr. Bjarne og hendes Broder ſit Tilſagn i Overvær af ſyv Medlemmer af Kongens Raad, Hr. Bjarne Erlingsſøn, Hr. Sæbjørn Helgesſøn, Hr. Aake Kantſler, Hr. Snare Aſlaksſøn, Hr. Erling Aamundesſøn, Hr. Hauk Erlendsſøn og Hr. Heming Lagmand, ſaavelſom mange andre gode Mænd[23]. I 1307 gjorde Ridderen Hr. Eindride paa Gyrd (i Inderøen) Provent-Contract med Chorsbrødrene i Nidaroos, hvorved han gav ſig ind i deres Commune, mod at overdrage dem til fuld og ſtadig Ejendom Gaarden Svein i Verdalen, 7 Markebool, ſamt en Loftſtue med Svaler, der paa hans Bekoſtning ſkulde flyttes fra hans Gaard til Søen, men paa Chorsbrødrenes føres til Byen og opſettes igjen paa deres Tomt, til Brug for ham, ſaa længe han levede; endvidere 12 Ører brendt, en Ganger (Pasgænger) og en beſlagen Mafurbolle[24]. Om Kongernes overvettes Gaver til gejſtlige Stiftelſer, navnlig om Kong Magnus’s til Apoſtelkirken in Bergen og Kong Haakons til Mariekirken i Oslo, er forhen talt; dog det var ej alene Mariekirken, ogſaa de øvrige kongelige Capeller, ſom Kong Haakon ſaaledes berigede; navnlig ſkjenkede han ved Brev, dateret Oslo den 3die Decbr. 1317, til St. Michaels Capell paa Tunsbergshuus 110 Marks Bool i forſkjellige Gaarde i Ranrike og Elveſysſel[25]. Hvor ſtort Jordegods de fornemmere Lægmænd havde, ſees iſær af, hvormeget de i ſine Teſtamentet kunde bortgive til gejſtlige Stiftelſer, thi dette maa dog altid kun have udgjort lidet i Sammenligning med hvad de beholdt tilbage. Kongernes Teſtamentet, forſaavidt vi kjende dem, ere allerede omtaltee. Ligeledes have vi ovenfor (S. 620) givet et Uddrag af Bjarne Erlingsſøns. Vi ville her omtale nogle flere. Under Kong Erik gjorde Aslak, Søn af Fehirden Jon Tviſkaven[26], ſit Teſtamente, og udnævnte Kongen ſelv tilligemed Hr. Audun Hugleiksſøn til Executorer. Han beſtemte at ville begraves ved Chriſtkirken i Nidaroos, og ſkjenkede denne derfor mange Koſtbarheder; for at Chorsbrødrene ſkulde ſtadig holde hans Aartid, gav han dem een Mks. Bool i Krokſtad i Skaun (Børgſeſkaun) og Mks. Bool i Saltnes, ej langt derifra (i Budviken). Til Olafskirken gav han 4 Ertogers Bool i Strand, forat dens Tjærebrædning deraf kunde bekoſtes, ligeſaa ſkjenkede han nogle Koſtbarheder til dens Altar. Kongen og Hr. Audun ſkjenkede han ligeledes hver ſit Marks Bool i Saltnes, forſaavidt Kongen ſelv ikke blev hans Arving. Noget tidligere havde Hr. Markus Dylla teſtamenteret 5 Spanns Leje i Voll i Rennabu til Chriſtkirken i Nidaroos, hvoriblandt een til Erkebiſkop Jons Begravelſe, ſamt desforuden een til Mariekirken i Nidaroos. Hans Broder Eilif Skvadra gjorde ſiden Vanſkeligheder ved at efterkomme Teſtamentets Bud, men Kong Haakon befalede ham ved et ſkarpt Brev af 1301 at gjøre det, truende ham med Afſættelſe af Hirdtjeneſten[27]. Gaute i Tolga gav i ſit Teſtament, ſom han ſandſynligviis gjorde, da han i 1288 var bleven dødeligt ſaaret af Hr. Hallvard af Harde, eet Mmbool i Thveit i Haalandsnes til Vicarius ved Mariekirken i Bergen, for at holde daglige Sjælemesſer, og til St. Svitunskirken i Stavanger 6 Mmbool i Grjotheim[28]. Chorsbroderen Gerlak i Oslo gav 1304 i ſit Teſtamente et Hefſeldebool i Bøle i Nittedal, 8 Øresbool i Auſtby i Holter Sogn, og Øresbool i Solberg i Lomedal[29]. Den føromtalte Huſtru Gyrid i Okavik teſtamenterede, foruden at give hiint Proventegods, een Spannsleje i Holt i Barknafjord for Begravelſe ved Chriſtkirken, en anden Spannsleje ſammeſteds til ſit Sjælemesſe-Alter, en tredie til Chorsbrødrene for Aartid, en fjerde til Øvre Kirke; til Mariekirken Spanns Leje i Aas i Haalſyn Sogn, til Michaelskirken 3 Spanns Leje i Vang ved Taalgyl. Og desforuden ejede hun frit 10 Spanns Leje i forſkjellige Gaarde, foruden 11 Mkr. Guld (88 Mkr. Sølv[30]. Om Hr. Audun Hugleiksſøns ſtore Jordegods er der forhen talt[31]. I Aaret 1309 aflagde Fru Gyrid Andresdatter (der ej maa forvexles med den nysnævnte), Hr. Vidkunn Erlingsſøns Enke, Regnſkab til Fehirden Erlend Styrkaarsſøn for Beſtyrelſen af hendes Broderſøn Gregorius Andresſøns Gods i fire Aar. Indtægten beregnedes da for hvert Aar til 239 Maanedemater; og alene Landſkylden af Sogn og Fjordene beløb ſig til 95 Mmater, altſaa ejede han her alene 95 Mmbool, eller omtrent ſaameget ſom 32 Skp. Tange efter den ſenere Beregning. Det meſte heraf tilfaldt ſandſynligviis ſenere, med alt det øvrige Stovreims-Gods, Fru Gyrids Søn, Hr. Erling Vidkunnsſøn[32]. Da Baronen Hr. Peter Andresſøn i 1314 bortgiftede ſin Datter Iſabelle til Sigurd Jodgeirsſøn, kaldet Lande, gav han i Medgift med hende 30 Spanns Leje i forſkjelligt Jordegods paa Nordmøre, foruden Løsøre til en Verdi af 20 Mkr. Guld[33]. Fru Jardthrud i Oslo, Hr. Guthorm Gydasſøns Enke, og, ſom det lader, nær beſlægtet med Drottſeten Hr. Asſur Jonsſøn, teſtamenterede i Mai 1307 til St. Hallvards Kirke i Oslo 12 Øres Bool i Solberg i Sudreims Sogn paa Raumarike, tre Øres Bool i ſamme Gaard til St. Hallvards Skrin; et Øres Bool ſammeſteds til hver af de fire Kirker i Byen, St. Clemens Kirke, St. Nikolai Kirke, Korskirken og St. Laurentii Kirke, alt til Aartidehold; til Hovedø Kloſter 2 Øres Bool i Grødaſtad med tilliggende Skov, til Mariekirken i Oslo alt hvad hun ejede i Malmøen ſamt 1 Mk. brendt, til Nonneſeter i Bergen 1 Mk. brendt, til Ullinshovs Kirke paa Raumarike et Hefſeldebool i Geitaſtad, for hendes og afdøde Mands Sjæle; til Svennes og Ulfnes Kirker paa Valdres hver Mmb. Bool i Svalhella ſammeſteds; til Preſterne ved ſamme Kirker hver 27 Mmb. af den ſamme.Gaard, m. m.; derforuden bortgav hun en heel Deel Løsøre. I Marts Maaned Aaret efter gav hun endvidere til Chorsbrødrene i Oslo tre Hefſeldebool i Rydjøkul, ſamt Hefſelde- og Pund Malts Bool i Nabogaarden Bingen i Sudreims Sogn paa Raumarike, imod at Chorsbrødrene hvert Aar ſkulde beſpiſe ti Fattige med eet Maaltid paa hendes, og ti paa hendes Mands Aartide- eller Dødsdag, ſamt ſynge Sjæletider og Sjælemesſe[34]. Disſe Exempler ere tilſtrækkelige til at viſe, i hvilken uforholdsmesſig Mon Jordegodſet maa have været ſamlet paa de Fornemmeres og Gejſtlighedens Hænder. Det maa anſees ſom temmelig viſt, at Landbefolkningen i Almindelighed ikke beſtod af Selvejere, men af Lejglendinger, der enten hørte under Kongen, eller Kirken, eller de ſtore Jordegods-Ejere. Og dette kan ikke engang antages at være en Følge af de ſidſte Aarhundreders Begivenheder, der ſnarere maatte have begunſtiget en mere ligelig Fordeling af Jordegodſet, men ligefra de ældſte Tider at have været det ſedvanlige, medens det derimod ſikkert maa have været betragtet ſom Undtagelſer, naar i enkelte Bygder (ſom maaſkee f. Ex. paa Vors), Ejendommene vare noget flere, men mindre. Dette kan man allerbedſt ſlutte deraf, at Jordegodſet, ſom vi allerede have ſeet mange Exempler paa, ſtedſe og ſaa langt op i Tiden, ſom man kan forfølge brune Sag, beregnedes og hver Gaards eller Gaardparts Størrelſe eller Matrikulſkyld angaves ej efter Udſtrækningen (ſom f. Ex. visſe Dages Pløjeland, eller „Tønder Land“ o. ſ. v.), men efter Landſkylden, hvilket aabenbart betegner det ſom det Regelmæsſige, at Landſkyld udrededes af alt Jordegods uden Undtagelſe. Naar ſaaledes en Gaard angaves at være en Marks Bool, eller et Markebool, betegnede dette, at den aarlige Landſkyld var, eller egentlig ſkulde være, een Mark Sølv; dette ſees bedſt deraf, at man ofte finder Udtrykket „en Marks Leje“ anvendt i ſamme Betydning, eller det Hele omſkrevet ſaaledes, „hvoraf der gaar aarligt een Mark“[35]. Hermed er det ikke ſagt, at disſe Betegnelſer altid angav den virkelige Landſkyld; det er beviisligt, at denne i ſenere Tider, fornemmelig efter den ſtore Mandedød, da Jordegodſet maatte falde betydeligt i Priis, ikke naaede op til den angivne Skyld[36]; men denne vedblev dog ſtedſe at udgjøre Maaleſtokken, der laa til Grund for Beregningen, og viſt er det, at i de Tider, hvis Tildragelſer vi her beſkrive, var Landſkylden, ſom,virkelig ydedes, endnu ikke ſunken under den ſom Skyld angivne Størrelſe. Hvad der maaſkee ogſaa bidrog meget til at faſtholde den engang vedtagne Maaleſtok, var den Omſtændighed, at Ledingen efter den ved den nye Landslov paabudne Forandring gik over fra at være en perſonlig til at blive en reel Præſtation. Thi Ledingen rettede ſig nu, ſom det allerede er viiſt, efter Landſkylden, ſaaat endog ved Gaardes Deling hver Part udtrykkeligt blev ſat til en vis Landſkyld og Leding. Om de forſkjellige Maader, hvorpaa Jordſkylden angaves i de forſkjellige Egne af Norge, ſaaat man endog ſedvanligviis af Jordſkylds-Betegnelſen kan ſee, i hvilken Deel af Landet en Gaard var beliggende, er der ovenfor talt[37]. Det er ogſaa et Tegn paa Leiglendingsvæſenets Almindelighed, at Landſkylden var meget høj i Forhold til Jordegodſets Størrelſe og Verdi. For en Marks Bool ſynes man at have givet mellem 10—16 Mark reent Sølv[38]; Afgiften var ſaaledes omtrent af Verdien eller noget over 7 Procent, og der maa følgelig have været megen Rift om at faa Bygſel paa en Gaard. Derimod var den Betaling, der gaves for Jordegods, ſom ſolgtes, uforholdsmæsſig liden; 15 Mark Sølv vilde i vore Penge omtrent ſvare til 1500 Spdlr., og dette vilde være ringe Betaling for et Markebool, der paa det nærmeſte ſvarer til 6 Skylddalere (2400 Spdlrs. Verdi) efter den ſidſte Matrikul.

Priſerne vare ellers paa de Tider fremdeles høje i Sammenligning med ſenere, det vil ſige naar man tager behørigt Henſyn til Pengenes daværende Betydning, idet man nemlig paa det nærmeſte kan regne en Øre brendt Sølv (det vil ſige to Lod fiint Sølv, der altſaa ſtrengt taget ſkulde udgjøre lidt over 1 Spdlr.) for ſaameget ſom 12 Spdlr. i vore Penge, og en Mark eller 8 Øre, (der ſtrengt taget kun ſkulde være 8 à 9 Spdlr.) for ſvarende til 100 Spdlr. Den ſedvanlige Priis paa en Ko var 2 Ører eller Fjerdeparten af en Mk. brendt, altſaa henved 25 Spdlr.; en Oxe regnedes ſom to Køer. En Heſt regnedes tidligere omtrent ligt med en Ko; paa denne Tid torde den vel have været noget dyrere. Den almindelige Priis paa Smør var 1 Mk. brendt for 9 Lauper eller 27 Spann. 5 Vetter ( Skippund) Korn (Byg) anſaaes at ſvare i Priis til en gild Ko[39]. I 1282 ſattes der i Bergen en Taxt for flere Slags Varer baade indenlandſke og udenlandſke, Levnetsmidler og Haandverker-Arbejde, der afgiver en ret god Maaleſtok for Varepriſerne paa den Tid, da nemlig de her foreſkrevne maa anſees for holdende Middelvejen mellem altfor opſkruet og altfor ringe Betaling[40]. Naar et Deker Huder gjaldt 3 eller 4 Mkr., ſkulde de bedſte Nautſkinds Hoſer koſte 2 Ører, Kvindeſtøvler 1 Øre, Mandsſko Øre; de bedſte Bukkeſkinds Hoſer 2, Kvindeſtøvler 1 Øre, Mandsſko Ører. For at gjøre en Kappe med to Ermer ſkulde Skræderen tage 12 Penninger vejet; Smedene ſkulde tage 5 Ører for den bedſte Staalhue, 2 Ører for en Boløxe der vejede 10 Merker, og 2 Øre for den bedſte Skogøxe. Skjoldmagerne ſkulde tage 2 Ører for et Korsſkjold og 3 Ører for et rødt Skjold; en Barbeer 1 Pening vejet for Aareladning, Skrædere ſkulde tage 1 Øre Sølv for at gjøre en Kjortel og „Syrkot“, men Øre for at gjøre en norſk Kjortel. Det bedſte Par Handſker ſkulde koſte 15 Peninger vejet, almindelige Handſker Ertog. 1 Mk. Bly 3 Peninger vejet, 1 Mk. Liin 8 Peninger vejet; en Bolle Øl ſkulde koſte 15 Peninger vejet. Da det maa anſees ſom viſt, at der her i denne Taxt overalt regnes efter vejede Merker, Ører og Peninger, af hvilke der nu gik tre paa en Mk. brendt, maa man, for at beregne Priſerne efter vore Penge, førſt anſætte dem efter Mkr. brendt, eller til en Trediedeel af de her angivne Summer[41]; altſaa Kvindeſtøvler Øre, en Staalhue 1 Øre, et rødt Skjold 1 Øre, en bedre Kjortel Øre, 1 Mk. Liin 2 Peninge, o. ſ. v., og derpaa tage hver af de ſaaledes reducerede Summer tidobbelt, hvilket giver f. Ex. 3 Spdlr. for et Par almindelige Kvindeſtøvler, 16 Sp. for en Staalhue, 10 Spd. for et rødt Skjold, 3 Sp. for at gjøre en bedre Kjortel, Sp. for 1 Mk. Liin, henved 12 Sk. for en Aareladning, fordetmeſte Priſer, der i Forhold til de nuværende maa anſees ſom temmelig høje.

Den nys omtalte ſtore Masſe af Jordegods, der var i Gejſtlighedens og de Fornemmeres Hænder, lader ſlutte, at disſe ogſaa i det Hele taget maa have beſiddet megen Rigdom paa alſkens Gods og kunnet omgive ſig med ſtor Pragt. Dette beſtyrkes ej alene deraf, at Kong Haakon anſaa det nødvendigt at udgive Forordninger mod Overdaad i Klædedragt, men ogſaa af de betydelige Summer i rede Penge og de mange koſtbare Smykker, Klædningsſtykker, Bordprydelſer og andet Løsøre, ſom bortgaves. Vi have ſeet, hvorledes Hr. Bjarne Erlingsſøn, foruden alt det Jordegods, han bortſkjenkede, gav ſtore Pengeſummer bort, to forgyldte Bægre, et Helgenbillede af Guld, og en koſtbar Guldring; Gaute i Tolga gav 1 Mkr. brendt til hver af 8 navngivne Kirker, og desforuden 1 Mk. til hver af de forhen ej nævnte Kirker i Bergen, mindſt 8, altſaa tilſammen 16 Mk. brendt, der ſvarer til henved 1600 Spd. i vore Penge. Aſlak, Jon Tviſkavens Søn, gav Tapeter (reflar) med Undertjeld, to Sølv-Skaaler (rósir) hvoraf en forgyldt, en „Gardekors“ og Kjortel, en Guldſylgje, Spire (Bæger) og Drikkehorn. I Gjeſtebud gik det overflødigt til, og ſiden man i de forſkjellige Anordninger, vedkommende Handel og Salg, finder alſkens Kryderier omtalte, ej at nævne den fremragende Rolle, Vinen ved ſlig Lejlighed ſees at have ſpillet lige fra Kong Haakon Haakonsſøns Tid, er det tydeligt nok, at Mad og Drikke ej længer indrettedes efter den gamle Simpelhed, men meſt efter udenlandſke Skikke. Saaledes var det og med Klædedragten, hvor vi endog i enkelte Benævnelſer, ſom Kapprun (Chaperon, Hettekappe), Syrkot (Sur-coat, Overkjole) gjenkjende de franſk-engelſke Navne, og kunne være temmelig visſe paa, at Snittet ganſke var ſaadant, ſom det paa de Tider brugtes i England og Frankrige, og tildeels findes afbildet i gamle Haandſkrifter; Kjortlerne meget lange, naaende næſten til Foden, tilſpidſede Sko og lave, flade Hatte eller Huer, der prydedes med Guldkjeder og Medailloner. I de bedre Huſe havde man nu i Regelen Glasvinduer, om end ſmaa, og Steen-Ovne; Røgſtuerne vare kun brugelige blandt de Ringere. Hallerne prydedes, ſom ſedvanligt, med Tapeter, og det er ej uſandſynligt, idet mindſte efter flere ſamtidige Tegninger fra England og Frankrige at dømme, at man nu ogſaa ſtundom hos de Rigeſte og Fornemſte brugte Fodtepper. — Men i de ringere Klasſer, blandt de Fattigere og i mere afſides Egne maa Levemaaden have været ſaameget ſimplere, ſom alt tyder hen paa, at Ejendom og Formue har været højſt ulige fordeelt, ſaaat næſten al Rigdom og Velſtand fandtes i de højere Klasſer, medens der i de ringere for ſtørſte Delen herſkede ſtor Fattigdom. Der hentydes ſaa ofte til „de fattige Bønder“, „dette fattige Land“, at man ikke tør betragte dette ſom en blot og bar Tale-Vending uden videre Betydning; iſær da den nys ſkildrede Overflod hos de Fornemmere ſynes at forudſette en tilſvarende Mangel blandt de Ringere. Paa Landet fandtes viſtnok endnu i Regelen kun Røgſtuer, og ikke et eneſte Tegltag, kun Torvtag; Gulvene vare ſikkert endnu kun for det meſte Jordgulve, belagte med Straa, og Huusgeraadet af ſimpleſte Slags. Af den ovenfor omtalte Forordning om Arbejdstaxter, ſom Kong Haakon udgav for Oplandene, medens han endnu var Hertug, ſees det at Tjeneſtefolkene for det meſte lønnedes med Varer in natura[42]. Dette var dog maaſkee for en ſtor Deel kun en Følge deraf, at de i Omløb værende Penge vare faa daarlige, at de ej afgave nogen bekvem Maaleſtok.for Lønnen: De Geiſtliges daglige Dragt ſynes i de Tider ej at have ſkilt ſig ſaameget fra de Verdsliges, ſom nuomſtunder, maaſkee iſær af den Grund, at ogſaa disſe brugte hine lange og fodſide Kjortler, der kun behøvede at være af en mørk Farve, for at faa et gejſtligt Udſeende. Gejſtligheden ſkulde vel altid undgaa alle lyſe og afſtikkende Farver, men det lod ſig ikke altid gjøre, naar Vedkommende vare for fattige til at ſkaffe ſig andet end hvad der nærmeſt forefandtes. Iſær ſynes man paa Island ej at have regnet det ſaa nøje, hvor de Gejſtlige tillige og ofte hovedſageligt optraadte ſom verdslige Høvdinger. Da Preſten Laurentius kom til Erkebiſkop Jørund, havde han ingen anden Kjortel at bære, end en rød, og havde ikke Raad til at ſkaffe ſig en mere pasſende Dragt, men Erkebiſkoppen, der ſtødte ſig derover, maatte forære ham en anſtændig bruun Dragt, ſom han ſelv havde baaret[43]. Vi have allerede i de anførte Steder af By-Anordningerne ſeet Antydninger nok til, at der, i det mindſte i Stæderne, ej herſkede ſaa ringe en Grad af Kunſtflid, ſkjønt man rigtignok maa antage, at den fornemmelig blev dreven af Fremmede. Dette gjelder vel og for en ſtor Deel om Bygningskunſten, forſaavidt angaar de ſtørre Pragtbygninger i Stæderne, hvis Levninger vi endnu beundre, navnlig Chriſtkirken i Nidaroos, der aldeles viſer ſig at henhøre til den engelſke Bygningsſkole, og ſaaledes vel for ſtørſte Delen maa være opførte af engelſke, eller i England eller af Englændere oplæſte Meſtere. Men den kunſtfærdige Behandling af Træmaterialet enten i Bygninger eller til alſkens Indbo, prægtigt ſmykket med Snitverk, holdt ſig endnu fremdeles i Norge og kan med Rette ſiges at have været Folket egen. Klokker fik man, ſom det lader, iſær fra England, dog ſynes ogſaa enkelte at være ſtøbte i Landet ſelv[44]. Merkeligt nok er det, at man i det mindſte kort Tid efter Kong Haakons Død finder en Orgelbygger omtalt ſom boſat i Nidaroos[45].


Det Billede, ſom vi ſaaledes af de enkelte os levnede Drag kunne gjøre os af Folkets Tilſtand og Vilkaar i det Hele taget paa den Tid, da Sverres kraftige Æt uddøde i den lige nedſtigende Linje, og da Riget var i Begreb med at træde ind paa en ny, ſkjebneſvanger Bane, nemlig Unionens med et andet Rige, indeholder viſtnok flere Skyggeſider, men det overvejende Indtryk bliver dog til Folkets Fordeel, hvad Dannelſe, ſedeligt Liv og Chriſtendom angaar. Men ſom en uvejrsſvanger Sky ſtaar den politiſke Umyndighed, hvori det var kommet ved Foranſtaltninger af Konger, der hverken manglede Viisdom eller god Vilje, men hvis egentlige Fejl var den, at de paa en vis Maade kunde ſiges at være forud for ſin Tid, og ligeſom den tydſke Keiſer Frederik II ſøgte at give ſit Rige en Organiſation, ſom Folkene i de Tider neppe vare udviklede nok til at kunne bære. Hvorledes Norges Folk af denne, ſaavelſom af andre tilſtødende Aarſager kom til at drage det korteſte Straa under ſin Forening med ſine tvende Nabofolk, og omſider ganſke tabte ſin politiſke Selvſtændighed, for førſt efter Aarhundreders Forløb at.gjenvinde den, men hvorledes det dog under alle disſe Tilſtikkelſer lykkedes det at bevare ſin Nationalitet, ſin Livskraft og det Væſentlige af ſin ældgamle Samfunds-Orden uforſtyrret, ſaa at det ved ſin Gjenvaagnen til Selvſtændighed ſtrax kunde føle ſig hjemme i Forholdene; dette ville vi i Fremtiden, forſaavidt vi komme til at fortſætte nærværende Verk, ſøge at fremſtille. Her nedlægge vi for det førſte Pennen, forladende Norges Folk ſom endnu fritog ſelvſtændigt, og i en i det Hele taget lykkelig Forfatning, og Riget ſom agtet og anſeet blandt Europas øvrige Magter.

  1. S. o. S. 577.
  2. Se Indledningen til Forordn. af 1308, ovf. S. 483.
  3. Dette ſeer man deraf, at maaſkee de fleſte nu levnede Haandſkrifter af Norges Kongeſagaer og i alle Fald de bedſte have været opbevarede i Norge, og, ſom Randgloſerne viſe, bære Spor af flittigt at være læſt. Saaledes „Fagrſkinna“, Eirſpenill, Cod. Friſianus, o fl. Andre, ej til Kongeſagaerne henhørende, er det nu i Sverige opbevarede Haandſkrift af Thidrik af Berns Saga, der allerede i Midten af det 14de Aarhundrede ſynes at være kommet fra Norge til Sverige, og Haandſkriftet af „Strengleikar“ eller „Ljodabok“ (ſ. o. III. S. 1027, 1055), der af en Paategning ſees at have tilhørt Hr. Snare Aslaksſøn.
  4. See o. S. 477.
  5. Det meſte deraf findes i Cod. Arn. 544 qv. paa Univ. Bibl. i Kjøbenhavn. De nøjagtigſte Oplysninger om Hauks literaire Virkſomhed findes i „Antiqvariſk Tidsſkrift“ for 1846—48 S. 108—116, jfr. Ann. f. nord. Oldk. 1847 S. 169 fgg.
  6. Se o. S. 474, 304, 305. Af Brev fra Biſkop Arne i Bergen, udſtedt 10de Apr. 1309 (Berg. Kalvſk. S. 101), ſees det, at af de 12 Chorsbrødre ved Chriſtkirken i Bergen var der i 1309 to i Paris for at ſtudere.
  7. Det nysnævnte Brev er ſaaledes verificeret af Olaf Svidlung, fra Stavangers Biſkopsdømme, kejſerlig autoriſeret Notarius publicus.
  8. Se ovf. III. S. 1050.
  9. Særegenheder viſe ſig kjendeligt i den paa Færøerne nedſkrevne Lovcodex, nu opbevaret i Lands Univ. Bibl. Hist. lit. 12. (Navnlig „nea“ f. og nema).
  10. See de ovenfor anførte Citater af Riimkrøniken, iſær S. 556.
  11. F. Ex. Thrand Fuſilier, ſ. o. S. 290, 291. Jfr. Forordn. om Klædedragt S. 616.
  12. Dipl. Norv. I. No. 89.
  13. Smſteds IV. 90.
  14. Smſteds IV. No. 64, 87—89.
  15. S. o. IV. 1. S. 535.
  16. Dipl. Norv. II. 123.
  17. Dette viſer ſig fornemmelig af de Indberetninger, ſom de pavelige Tiendeſamlere have efterladt fra deres Beſøg i Norden mellem Aarene 1327 og 1334.
  18. I Norge ſtøde vi ogſaa paa lignende Exempler, om ej ſaa mange ſom paa Island. Preſternes Skik„at holde Følgekoner, er allerede omtalt, ligeſaa at flere Gejſtlige, ſom Laurentius og Chorsbroderen Salomon, havde uegte Børn, disſe endog med een og ſamme Kvinde. Endog Erkebiſkop Jørund beſkyldtes for „incontinentia“.
  19. Hun omtaler nemlig ſin Mand ſom „Hr Olaf“.
  20. Om alt dette ſee Munkelivsbogen.
  21. Dipl. N. II. 44.
  22. Dipl. N. No. 68.
  23. Smſteds No. 82.
  24. Smſteds No. 89.
  25. Dipl. Norv. III. 110.
  26. Om Jon Tviſfaven, ſe iſær ovf. IV. 1. S. 480. Den Omſtændighed at hans Søn Aslak ejede Saltnes, ſynes at berettige til den Formodning, at han nedſtammede fra en af de ſaakaldte Saltnesſveiner, ſ. o. III. S. 47.
  27. Dipl. Norv. II. 40, 41, 42.
  28. Smſteds No. 24.
  29. Smſteds No. 75.
  30. Dipl. Norv. II. No. 70.
  31. S. o. S. 351, 352.
  32. Dipl. Norv. II. 93.
  33. Smſteds No. 120.
  34. Dipl. Norv. II. 85. III. 70.
  35. Saaledes i Kong Magnus’s Teſtamente af 1277: „prædium persolvens annuatim 20 marcas“ d. e. 20 Marks Bool; prædia annuatim solventia 70 cofinata“, 70 Laupers eller Mmb. Bool.
  36. I Erkebiſkop Aslaks Jordebog af c. 1440 forekommer en Mængde Exempler paa at Gaarde ere bortbyggede for en mindre Afgift, end Skylden angiver.
  37. S. o. IV. 1. S. 510.
  38. Ved Fru Katharine Ivarsdatters Proventcontract beſtemtes det at Hr. Gaut Gautsſøn ſkulde kunne indløſe det omhandlede Jordegods for 14 Ører brendt (1¾ Mk.) hvert Mmbool; da 9 Lauper anſættes lige med 1 Mk. brendt, bliver følgelig 9 Mmb. = 1 Mkebool, altſaa Priſen paa dette 15¾ Mkr. I 1313 ſolgtes 3½ Mmb. i Nordfjord for 2½ Mk. brendt og 6 Kyrlag (Køers Verd); da 4 gilde Køer regnedes for 1 Mk. brendt, bliver dette tilſammen 4 Mkr. brendt, altſaa 117 Mk. for hvert Mmb., ɔ: 102724 for hvert Mkbool. I 1309 byttedes 5 Øres Bool i Thumn i Borgeſysſel ſamt et Mellemlag af 12 gamle Mkr. mod 12 Øresbool i Rudſtad i Aas Sogn; dette giver 12 Mkr. for 7 Øresbool, eller. 1357 Mkr. for 1 Mks. Bool (Dipl. Norv. II. 98). I 1312 kjøbte Hr. Snare Aslaksſøn 3 Mmb. og 1 Spannsleje, altſaa 3⅓ Mmb. i en Gaard i Lyngdal for 11½ Ko, altſaa 278 Mk. brendt, hvilket giver ikke fuldt 1 Mk. for hvert Mmb. og ſaaledes heller ikke fuldt 9 Mkr. brendt for 1 Mks. Bool; men det er vel at merke, at han allerede, ſom det lader til, havde forſtrakt dem det meſte af Kjøbeſummen, og at han derhos var Sysſelmand i Egnen. I 1319 nævnes Priſen paa 5 Øres Bool i Undreim nordenfor Tunsberg at være 5 Mkr. hvert Øresbool, altſaa 40 Mkr. hvert Markebool, men da der ej tilføjes Mkr. brendt, maa man antage dette for at være courante gilde Mark, hvoraf 3 gik paa een Mk. brendt; Priſen bliver ſaaledes 13⅓ Mk. for hvert Markebool.
  39. Om dette ſe iſær Dipl. Norv. II. No. 67, 82. I det førſte ſættes 4 glide Køer, et Deker af glide Huder eller 9 Lauper Smør = 1 Mk. brendt; i det ſidſte ligeledes et Deker Huder eller 9 Lauper = 1 Mk. Endvidere Dipl. Norv. IV. 117, hvor 5 Vetter Korn ſættes = 1 Ko, 7 Spann Smør (altſaa 2⅓ Lauper) = een Ko (da 4 Køer ſkulde ſvare til een Mk. brendt, eller 9 Lauper, bliver her Koens Verdi lidt højere end ſedvanligt, 4 Køer komme nemlig til at ſvare til 9⅓ L.); 1 Øxe = 2 Køer.
  40. Norges gl. Love III. S. 12, No. 2.
  41. Dette ſeer man deraf at et Deker Huder, der egentlig ſkulde gjelde 1 Mkr. brendt, her beregnedes til 3 eller 4 Mkr., og at dette endog ſættes ſom Maaleſtokken.
  42. S. o. S. 273.
  43. Laur. Saga Cap. 9.
  44. I ſit Teſtamente ſkjenker Kong Haakon Kirken paa Agvaldsnes en i England af en Siglav ſtøbt Klokke (Dipl. Norv. IV. 128); i Ravn Sveinbjørnsſøns Saga tales ligeledes om Klokker kjøbte i England. Derimod maa man vel antage, at de Klokker, der hos os endnu findes med norſk Indſkrift og med Runer, ere ſtøbte hjemme i Landet.
  45. Laurentius’s Saga Cap. 58.