Det norske Folks Historie/6/98

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (I-4-2s. 414-435).

Hvad der nu førſt og fremſt maatte være nødvendigt for Hertug Erik at ſætte igjennem, for at han kunde arbejde videre til Fuldførelſen af de vidtſvævende Planer, hvortil han allerede ved ſit Giftermaal maa antages at have lagt Grunden, var at han fik de Leen og Beſiddelſer i ſelve Sverige til ſin Raadighed, ſom enten Faderen allerede før ſin Død efter de Tiders Skik havde beſtemt ham, eller ſom, om end ingen ſaadan Beſtemmelſe var given, dog betragtedes ſom noget, han og Broderen i Egenſkab af yngre Kongeſønner retmæsſigt kunde fordre[1]. Hidtil vare dog ingen ſaadanne Beſiddelſer blevne dem tildeelte, uagtet dog i det mindſte Erik havde opnaaet Myndigheds-Alderen. Sandſynligviis ſpore vi deri den forſigtige Thorgils Marſks Indflydelſe; det er umuligt andet, end at han ſkulde have indſeet, hvor meget en ſaadan Udſtykning af Riget vilde ſvække Kronen, iſær naar en af dem, den kom til Gode, var en ſaa ærgjerrig, ſtatsklog og henſynsløs Mand, ſom Hertug Erik, og at han derfor har ſøgt at udhale Tiden ſaa længe ſom muligt, inden den fandt Sted, i det mindſte indtil Kong Byrge havde befæſtet ſig paa Tronen og ſikret ſin Søn Magnus i Tronfølgen. Men deſto mere hadefuld maatte ogſaa Hertug Erik være paa Marſken, ſom den, der ſtod hans Fremgang i Vejen, og uagtet Junker Valdemar, den yngre Broder, endog havde egtet Marſkens Datter paa ſamme Tid, ſom Kongen kronedes, var han dog neppe Svigerfaderen mere gunſtig, thi han rettede ſig i alle Dele efter Eriks Exempel. Det kom upaatvivleligt Erik ret godt tilpas, at Marſken allerede i længere Tid havde ligget i Strid med Gejſtligheden, hvis Magt og ſtore Indtægter han ſøgte at indſkrænke; allerede for nogle Aar tilbage havde Biſkop Peter i Veſteraas ſeet ſig nødt til at flygte ud af Landet „formedelſt Marſkens Truſler“, og døde i Nidaros den 8de Mai 1299[2]; i 1303 udbrød Striden med fordoblet Heftighed, fordi de verdslige Herrer, ſom det heder, paalagde hele Gejſtligheden Skat og Afgifter, og det gik ſaa vidt, at Kongen, efter Marſkens Raad, endog tænkte paa at lade Erkebiſkop Nikolas og alle de øvrige Biſkopper i Riget ſætte faſt paa en og ſamme Dag (22de Juli), maaſkee ved et Provincialconcilium[3]: en Beſlutning, der dog ikke kom til Udførelſe. Men netop paa ſamme Tid gjorde Hertug Erik ſig ſærdeles til for Erkebiſkoppen; han beſøgte ham i Upſala, fik ham der til i ſin Nærværelſe at lade den hellige Kong Eriks Skriin aabne og modtog, ſom en koſtelig Gave, et lidet Been af det hellige Legeme[4]. Under de paafølgende politiſke Storme havde han ogſaa altid Gejſtligheden paa ſin Side. Marſken maa imidlertid have erkjendt, at det kun vilde lede til ſtørre Ubehageligheder end dem, han ſøgte at forebygge, om man længer vilde forholde Kongens Brødre de dem tilkommende Beſiddelſer, og ſaaledes ſynes da den formelige Overdragelſe at være ſkeet paa et ſtort Høvdingemøde i Stockholm den 24de Juni, hvor Magnus, Kongens unge Søn, med Biſkoppernes og de forſamlede verdslige Herrers Samtykke beſtemtes til hans Efterfølger. Riimkrøniken[5] beretter, at Thorgils Marſk, ſom den 24de Juni holdt Bryllup med den tydſke Grevedatter Hedevig af Ravensberg, to Dage efter forlangte at fratræde Rigsſtyrelſen, foregivende at han nu trængte til Ro, men dog tilbydende ſig altid at komme til Hoffet og hjelpe med ſit Raad, naar det behøvedes; hvorefter det da blev afgjort, at hver af Brødrene ſkulde faa ſit Land og Leen, og at Thorgils ſkulde være Drottſete hos Kongen, Arnbjørn Sigſteensſøn hos Hertugerne. Denne Beretning, der viſtnok ikke i alle Enkeltheder er nøjagtig, efterſom det er viſt, at Thorgils førſt ſenere hen, maaſkee i Auguſt[6], holdt Bryllup, afſpejler dog aabenbart den almindelige Mening, naar den halv om halv giver at forſtaa, at han ligeſom paa Skrømt fordrede Afſked, for at gjøre ſig koſtbar, men mod Forventning blev tagen paa Ordet; det er derhos tydeligt nok, at Høvdingemødet, hvorved Hertugerne fik deres Leen overdragne, og maaſkee Kongeſønnens Tronfølge ſikredes, holdtes ved St. Hansdags Tider, thi det er ſikkert[7], at Hertug Erik allerede før den 28de Juni havde faaet ſit Leen overdraget, det ſamme maa altſaa gjelde om Valdemar, der ogſaa ved denne Lejlighed ſynes at have faaet Hertugtitlen[8]. Eriks Leen var Sødermanland med Nykjøping Slot og en Deel af Upland, Valdemars det egentlige Finnland med Tavaſtland. End videre ſkal Kongen have givet nogle Anordninger til Fordeel for Magnus og Dronningen, i Tilfælde at han ſkulde dø tidligere end paaregnet, og Thorgils forpligtede ſig i ſit nye Embede ſom Drottſete ved Brev, Segl og Eed til Troſkab mod Kongen, Dronningen og hendes Børn[9]. Han havde nu gjort Alt, hvad der efter Omſtændighederne lod ſig gjøre for at ſikre Kongen og hans Søn, men forlod dog viſtnok Mødet med bange Anelſer om, hvad den nærmeſte Fremtid vilde føre i ſit Skjød.

Det varede heller ikke længe, førend Brødrene vare i fuldt Uvenſkab. Riimkrøniken lægger al Skylden paa Byrge, og viſt er det, at han i ſit Forhold til ſine Brødre viiſte ſig heel uelſkværdig og lagde ſtor Smaalighed, Skinſyge og Mistænkelighed for Dagen, men paa den anden Side kan det heller ikke negtes, at Hertugernes, iſær Eriks, Opførſel, ikke kunde andet end tærge og forurolige Kongen, thi Erik omgav ſig med en Pragt og Glands, hvorved han ganſke fordunklede det kongelige Hof, og det er derhos umuligt andet end at Kongen eller dennes Tilhængere maa være komne under Vejr med at han ideligen intrigerede for at ſkaffe ſig Tilhængere og udvide ſin Indflydelſe paa Kongens Bekoſtning. Striden kom til ſit førſte Udbrud ſidſt i April 1304 ved et Gjeſtebud hos Thorgils Knutsſøn paa hans Gaard Aranes ikke langt fra Skara. Her vare alle de tre fyrſtelige Brødre indbudne, efter Sigende fordi Thorgils vilde forlige dem, men ſnarere, ſom man ſkulde formode, fordi han og Kongen havde lagt Raad op om at aftvinge Hertugerne et udtrykkeligt Tilſagn om intet at ville foretage til Kongens Skade[10]. Thi da Gjeſtebudet var forbi, ſkal Kongen have ladet ſine Brødre vide, at han havde erfaret at de agtede at rejſe ud af Landet for at gjøre Opſtand imod ham, hvorfor han fordrede at de ſkulde beſegle et Sikkerhedsbrev, ſom han allerede havde ladet opſætte og nu forelagde dem. Dette kunde neppe være ſkeet uden Thorgils’s Vidende og Raad. Da Kongen for Øjeblikket havde Overmagten, maatte Hertugerne beſegle Brevet, hvis Indhold endnu er opbevaret, og hvorved de forpligtedes til, a) aldrig at forlade Riget uden hans Tilladelſe, b) aldrig at indfinde ſig hos ham, uden naar han havde ladet dem kalde, og da aldrig med ſtørre Følge end han beſtemte, c) ikke ſelv eller ved ſine Mænd at foretage ſig noget ſom helſt inden- eller udenlands, der kunde vorde Kongen, Dronningen, hans Mænd eller Børn til Skade[11]. Derpaa rejſte Kongen til Viſingsø, og Hertugerne til Rakkeby. Men faa Dage efter lod han dem atter tilſige, ufortøvet at indfinde ſig hos ham. De vovede ikke andet end at adlyde, uagtet de anede Uraad; Drottſeten Arnbjørn Sigſteensſøn og en anden af Hertugens Mænd, Arvid Gøtſtavsſøn, fandt det tryggeſt at udeblive. Kongen modtog dem højſt unaadigt, og lod derpaa fire Klagepunkter oplæſe imod dem, nemlig at de imod Kongens Forbud havde ladet Korn og Smør m. m. udføre af Landet, at de viiſte et utaaleligt Hovmod og rede med bevæbnede Folk og i Selſkab med Kongens Uvenner gjennem Landet, brydende Kongens Eedſøre, at en af Hertugens Mænd havde givet Kongens Dørvogter et Ørefigen, og at Hertugerne og deres Mænd, navnlig Matthias, altid vandt i Ridderſpil over Kongens Mænd, og derved tilføjede Kongen og hans Hof Tort. Kongen lod dem neppe engang komme til Orde, men rejſte ſig efter endt Oplæsning i Vrede, bød dem at forføje ſig ud af Landet og tilſtod dem kun Grid til Solens Nedgang. Saaledes lyder Riimkrønikens Beretning[12], fremdeles viſtnok efter hvad der var almindeligt i Folkemunde; men noget maa dog ogſaa her være overdrevet; det ſynes ikke rimeligt, at Kongen, der faa Dage forud ſaa ſtrengt havde forbudt dem at forlade Landet, nu med eet netop ſkulde ville jage dem i Landflygtighed; det er ogſaa viſt, at de endnu den 17de Mai vare i Sverige og beſeglede et af Arnbjørn Drottſete og dennes Svoger udſtedt Mageſkiftebrev, hvori det endog heder at man vilde ſøge at erholde Kongens og Thorgils Drottſetes Stadfeſtelſe derpaa: altſaa kan Kongen i det mindſte da endnu ikke have lagt en ſaadan Unaadighed mod Hertugerne og deres Tilhængere for Dagen, ſom en Landsforviisning forudſætter. Snarere have Hertugerne, forbitrede over at være overliſtede paa Aranes, ſelv beſluttet at forlade Landet og bryde det aftvungne Tilſagn. De begave ſig, beſynderligt nok, førſt til den danſke Konge, tyende til ham om Hjelp, uagtet det ſynes, ſom om de paa Forhaand maatte have kunnet vide, at i det mindſte Hertug Erik, den norſke Konges tilkommende Svigerſøn og Grev Jakobs Ven, ikke kunde være vel anſeet hos Danekongen. De fandt ogſaa, ſom det lader, kun en kold Modtagelſe ved hans Hof[13], medens derimod Kong Erik ſtrax efter næſten med ſøgt Iver og Offentlighed ſluttede ſig til Kong Byrge, der imidlertid havde inddraget Hertugernes Gods og ved Liſt ſat ſig i Beſiddelſe af Nykøpings Slot[14], og ſom ligeledes med Glæde ſynes at have benyttet Lejligheden til at lægge ſin Hengivenhed for Danekongen for Dagen. I Juni 1304 holdt han et ſtort Rigsmøde i Faveredal[15], ej langt fra den hallandſke Grændſe, ved Knærød, og her indfandt ſig ogſaa den danſke Konge med ſin Moder, Enkedronning Agnes, nu Grevinde i Holſteen, og ſin Huſtru, Dronning Ingeborg. Stedet var upaatvivleligt valgt for at Danekongen med Følge des lettere ſkulde kunne komme did; dette viſer, at en Indbydelſe eller Aftale maa være gaaet forud. Ogſaa den ſvenſke Dronning, Danekongens Syſter, fulgte med, og der herſkede ſtor Jubel og Lyſtighed. De forviiſte Hertuger opholdt ſig der i Nærheden, viſtnok indenfor den danſke Grændſe, da de under nærværende Omſtændigheder ikke kunde viſe ſig for ſin Broder[16]. Hovedhenſigten med Rigsmødet var at bekræfte den unge Magnus ſom Tronfølger og tildele ham Kongenavn, hvilket ogſaa ſkede, viſtnok med al Højtidelighed. Men da det tillige heder at begge Konger thingede med hinanden, maa det anſees ſom viſt at de indgik et formeligt Venſkabsforbund mod Hertugerne og deres Venner. J det mindſte kan Tractaterne til Solberg og Thyholm fra dette Øjeblik anſees for factiſk hævede.

Hertugerne, der formodentlig havde opholdt ſig den længſte Tid hos Grev Jakob i Halland, begave ſig nu førſt til Kong Haakon i Norge og klagede ſin Nød for ham, at deres Broder havde berøvet dem deres fedrene Arv og intet vilde give dem af Riget. „Men“, ſagde Hertug Erik, „lever jeg kun eet Aar til, ſkal jeg nok komme ind i Riget, om jeg end ej kommer dette Sinde“. Kong Haakon ſagde at de ſkulde være ham velkomne, og lovede om muligt at forlige dem med Broderen, men tilføjede, at hvis denne var ſaa uretfærdig at han ſøgte deres Undergang, ſkulde han nok hjelpe dem efter bedſte Evne. Det hjalp ogſaa, heder det i Riimkrøniken, ſærdeles meget, at Dronningen, der var dem huld ſom en Moder, bad Kongen om at være dem god. Og derved lod den ellers ſaa forſigtige Konge, der ikke engang, ſom man tydeligt kan ſee, troede Erik til Bunds, ſig denne Gang forlede til det uoverlagte, og, ſom det ſiden viiſte ſig, for ham ſelv og hele Norge ſkadelige Skridt, at forlene Hertug Erik med Kongehelle eller Ragnhildarholms Slot, og ſaa vidt man kan ſkjønne, endeel af det tilſtødende Landdiſtrict, ſandſynligviis hele Elveſysſel, thi det heder, at Hertug Erik forſynede Slottet rigeligt med Proviant for eet Aar, og tog ſaa meget af Landet ſom han vilde[17]. Dette var ligefrem en fiendtlig Demonſtration baade mod Danmark og mod Sverige, med hvilket ſidſte Rige man hidtil ej havde været i Krig. Det var en ſtiltiende Erklæring om, at Kong Haakon nu gjorde Hertug Eriks Sag til ſin egen lige over for hans Broder. Riimkrøniken gjør udtrykkeligt opmerkſom paa, at Kongehelle Slot kun laa to Mile fra Ljodhuus, og lægger Kong Byrge, ved Underretningen om at Slottet var overladt til Hertugen, disſe Ord i Munden: „det ligger os alt for nær, og jeg veed nok nu, hvorledes det vil gaa: de ville gjeſte Sverige og rende os hjem i vore Herberger“. Han lod ogſaa, formodentlig efter Thorgils Drottſetes Raad, ſtrax paabegynde Opførelſen af et ſterkt og faſt Slot paa Gullbergsheid, for at kunne holde Hertugerne Stangen. Imidlertid viiſte det ſig, at han havde ſpaaet ganſke rigtigt, thi med ſine raſke Mænd gjorde Hertugerne flere driſtige Udfald; de overfaldt og fangede Lagmanden i Veſtergøtland, Benedict Algotsſøn, i hans eget Hjem; ſiden opbrændte de Ljodhuus, og trængte lige op i Dalsland, hvor de opførte en Skandſe, ſom de kaldte Dalaborg, og hvortil de omboende Bønder, faa nødigt de vilde, maatte gjøre Pligt-Arbejde. Kong Byrge ſendte en Skare, anført af 8 Riddere, for at afkaſte Agna-Bro og hindre Overgangen over Elven, men den kjekke Matthias Ketilmundsſøn vadede en Nat over med en udſøgt Trop, overfaldt de Kongelige paa den Gaard, hvor de havde ſit Natteqvarteer, og tog dem alle til Fange med ubetydeligt Tab. Da det var en alt for ſtor Plage for Landet at have Hertugerne liggende i Dalsland, lige ved Væneren, med en Hær, iſær nu da Vintren nærmede ſig, og Iſen vilde gjøre de fleſte Vande farbare, beſluttede Kong Borge efter Thorgils Drottſetes Raad at gjøre,en kraftig Anſtrengelſe for at faa dem bort. Han ſendte, heder det, ſine Breve om til alle Landſkaber og udbød Folk, Riddere og Bønder, for at møde ved Agnabro og ſiden belejre Dalaborg. Der ſamledes ſaaledes en Hær af 10000, eller efter en anden Angivelſe 20000 Mand[18], af hvilke de fleſte, ſom det ſynes, vare komne fra de øſtligere Egne, anførte af Drottſeten, maaſkee endog af Kongen ſelv, og havde haft en yderſt møjſommelig Marſch gjennem Vermeland. Hertugerne, der, ſom det ſynes, ej vare mandſterke nok til at binde an med en ſaa ſtor Hær, ſom den, der nu nærmede ſig, ilede til Norge for at bede Kong Haakon om Biſtand. Denne, ſom ſtod paa Rejſen til Bergen, hvor han agtede at tilbringe Julen, kunde neppe ſkaffe mange Folk til Veje, men han medgav dem, hvad han i en Haſt kunde faa ſamlet, ſandſynligviis af ſine egne og de nærmeſte Sysſelmænds Huustropper; dog var det neppe hans Mening, at de med denne ubetydelige Styrke ſkulde vove nogen Kamp mod den ſtore ſvenſke Hær: han har aabenbart raadet dem til at ſøge Forliig og for at ſkaffe dem det paa ſaa taalelige Vilkaar ſom muligt medgivet dem hine Tropper, ſaavel ſom tvende Medlemmer af ſit Raad, den erfarne Hr. Bjarne Erlingsſøn og Hallvard Baat[19]. Imidlertid var det hans Henſigt til Vaaren at foretage en ſtørre Udruſtning, vel, ſom det ſees, fornemmelig mod Danmark, men ogſaa for, om det ſkulde behøves, at true Sveakongen. Førend Hertug Erik forlod Oslo, lod Kongen ham (den 13de November) udſtede en Forpligtelſe til at holde alle de af Kongen til Mariekirkens Bedſte trufne Beſtemmelſer, ſamt ogſaa, om Kongen ſkulde dø, at underſtøtte den Søn, han maatte efterlade, deri; heraf ſees, at Kongen da endnu ikke ganſke kan have opgivet Haabet om at faa en Søn. Meget muligt, at Hertugen ogſaa har maattet udſtede en almindelig Forpligtelſe til at biſtaa denne, om han ſkulde blive fød og overleve Kongen. Hertugen havde nu vel gjerne tilſtaaet hvad det ſkulde være, kun for at faa Hjelp. Hvor ſtor den Knibe var, hvori han befandt ſig, ſees endog deraf, at han i den Haſt, hvormed han havde maattet ty til Kongen, ikke engang havde faaet ſit ordentlige Segl med, men maatte beſegle hiin Forpligtelſe med ſit Secret eller mindre Segl[20]. Det lader dog ikke til, at han fik Tropper ſamlet eller kom til Sverige førend efter Julen, thi ved Juletider ſkal Kong Byrge have begyndt at belejre Dalaborg og fik den indtaget, viſtnok førend Hertugerne kom derhen. Det var ſaaledes nu det fornuftigſte, disſe kunde gjøre, at ſøge Forliig. Da Hertug Erik, heder det i Riimkrøniken, kun havde en halv Miils Vej til det Sted, hvor Kong Byrge laa, blev der aabnet Underhandlinger og et Forliig ſkal være.ſluttet mellem dem, hvorved Kongen atter tilſtod dem ſin Naade og deres Forleninger m. m. Dette forholder ſig dog ikke ganſke ſaaledes, thi der findes endnu et Uddrag af hvad der fra Hertugernes Side indrømmedes ved dette ſaakaldte Forliig, der ſluttedes St. Sigfrids Dag, den 15de Februar 1305, paa Kolſeter i Dalbo Hered i Vermeland; dette fremſtiller Hertugerne aabenbart ſom den indrømmende Part, medens der ikke tales om en eneſte Forpligtelſe fra Kongens Side[21]. Hertugerne erkjendte nemlig i Overvær af Biſkopperne af Strengnes og Veſteraas,.Thorgils Drottſete og flere anſeede Mænd, at de havde forſeet ſig mod Kongen ſin Broder; de underkaſtede ſig Kongens Naade og forpligtede ſig ved en Eed, der ſkulde aflægges af dem perſonligt og tillige af Matthias Ketilmundsſøn og Ivar Jonsſøn (viſtnok den før nævnte Søn af Hr. Jon Rand) til at gjøre og at lade hvad deres Broder Kongen paalagde dem til Bod for deres Forſeelſer, undtagen at de ikke ſkulde nødes til at føre nogen Krig mod Norges Konge, hvorimod de heller ikke maatte underſtøtte denne mod Kongen af Danmark. De ſkulde være Kongen, Dronningen og deres Børn troe til al lovlig Tjeneſte, erkjende Junker Magnus, ſom nu var udvalgt, for ſin lovlige Konge, og efter hans Død den ældſte af Kong Byrges Sønner, for ſaa vidt nogen af dem var i Live. De ſkulde ikke tilføje Thorgils Knutsſøn eller nogen anden af Kongens Mænd i eller udenfor Raadet nogen Skade, fordi de i Krigen havde ſtaaet Kongen bi. De ſkulde inden St. Hansdag ſkaffe den danſke Kong Eriks, den norſke Kong Haakons og den holſteenſke Grev Gerhards Borgen for, at de her givne Løfter ſkulde holdes; brøde de dem (med mindre de aabenbart bleve tvungne dertil), ſkulde disſe tre Herrer hverken hjelpe dem eller modtage dem i ſine Lande. Endelig underkaſtede de ſig den ſvenſke Gejſtligheds Bann, om de brøde dette Forliig, der blev medbeſeglet af Bjarne Erlingsſøn, Hallvard Baat, Matthias Ketilmundsſøn og Ivar[22]. Muligt, at Kongen eller Thorgils Marſk paa hans Vegne igjen udſtedte et Brev med Tilſagn af ſaadant Indhold ſom det nys anførte til dem, og at dette Brev ikke er opbevaret; men det ſandſynligſte er dog, at dette ikke ſkede, og at Riimkrøniken her kun under eet har omtalt Forliget, ſaaledes ſom dette tilſidſt kom iſtand. Havde Kongen ſtrax taget dem til Naade, vilde de vel ogſaa ſtrax have taget deres ſvenſke Leen i Beſiddelſe. Men da dette ikke ſkede, er det tydeligt, at Kongen, der for Øjeblikket havde Magten paa ſin Side, i det højeſte kun har givet et yderſt betinget og maaſkee endog blot mundtligt Løfte om at ville tage dem til Naade, naar den i Brevet æſkede Borgen var tilvejebragt, ja at maaſkee alt, hvad han tilſtod dem mod hine Løfter, kun var uhindret Tilbagetog til Norge, og at de, ude af Stand til at udrette noget mod hans Overmagt, maatte priſe ſig lykkelige ved at ſlippe for at falde i hans Vold, hvilket de kanſkee neppe engang havde undgaaet, om ej de norſke Herrer havde været tilſtede, hvorhos vel og Thorgils, i Betragtning af at Hertug Valdemar var hans Svigerſøn, ej vilde lade det komme til det yderſte. Nogen perſonlig Sammenkomſt mellem Brødrene ſynes aldeles ikke at have fundet Sted.

Hvorledes Hertugerne inden St. Hansdag ſkulde kunne ſkaffe baade den danſke og den norſke Konges Borgen for deres fremtidige gode Opførſel, ſynes ellers nu at maatte være en Gaade, da Krigen mellem Norge og Danmark juſt ſtod i Begreb med at begynde paany, ja for ſaa vidt allerede kunde ſiges at være begyndt, ſom Danekongen, der juſt nu ved Hertug Erik Knutsſøns Død[23] havde gjenforenet Søndre-Halland med Kronen og derved maatte føle ſig dobbelt opfordret til at gjøre en Ende paa de idelige Fejder og Røvertog, Grev Jakob og hans Venner ſkulle have foretaget ind i dette Landſkab, endnu om Vintren, efter forudganget Udbud af Kogger over det hele Rige, gjorde et Tog til Nordre-Halland og belejrede begge dets Slotte. Vel fik han dem ikke i ſin Magt og maatte, ſom det ſynes, vende tilbage med uforrettet Sag, men da det var at forudſee, at han til Vaaren vilde fornye Angrebet med ſtørre Kraft, befandt Grev Jakob ſig dog i den yderſte Forlegenhed og tyede ſom ſedvanligt til Kong Haakon om Hjelp. Denne maa ogſaa have fundet flg opfordret til at ſkaffe ufortøvet Hjelp, da vi allerede i Begyndelſen af Marts ſinde ham i Tunsberg, hvorhen han ſaaledes endnu i Februar eller maaſkee Januar maa have begivet ſig fra Bergen, for ſnareſt muligt at faa en Flaade ſamlet; men det gjaldt ogſaa nu ej alene at ſikre Grev Jakob, men og at ſtaa Hertugerne bi. Hertug Erik fik nu ret Lejlighed til at lægge ſin fuldendte Statsklogſkab for Dagen, idet han benyttede ſig af Omſtændigheder, der for den almindelige Betragter maatte ſynes heel uheldige for ham; til at vinde Fordele, der bragte ham hans Maal med Kæmpeſkridt nærmere. Hertugen, fortæller Riimkrøniken, ſtod nu faa godt anſkreven hos Kongen, at denne intet negtede, af hvad han bad ham om; engang da Kongen juſt var i godt Lune, ytrede han ſaaledes, at om han kunde blive forlenet med Vardberg (og ſom en Følge deraf med Nordre-Halland), da vilde det være ham ſærdeles tjenligt. Kongen ſkal dertil have ſvaret, at hvis man kunde faa Grev Jakob til at afſtaa det for Penge, ſkulde han ſelv fra ſin Side intet have derimod. Hvor vidt nu Samtalen juſt faldt ſaaledes, eller Kongen havde en faa ubetinget Hengivenhed for Hertug Erik, faar ſtaa ved ſit Verd, men viſt er det, at han virkelig gjorde Udvej til at ſkaffe ham Nordre-Halland. Dette lader ſig ogſaa ſimpelthen forklare deraf, at han under enhver Omſtændighed, og iſær nu, da Krigen med Danmark foreſtod, ikke kunde være tjent med at Nordre-Halland med dets Slotte faldt i Danekongens Vold; men dette vilde blive Tilfældet, da Grev Jakob, ſom man maa antage, virkelig ikke ſaa ſig i Stand til at forſvare det. Her maatte ſaaledes Kong Haakon ſkaffe Hjelp, og det nemmeſte var da at overdrage Landſkabet med dets Slotte til Hertug Erik, der allerede havde Kongehelle i Forlening og derved letteſt og kraftigſt kunde yde det fornødne Vern. Desuden havde Kongen, ſom vi erfare, den beſtemte Plan, ganſke at forene Nordre-Halland med Norge, og dertil maatte dets Overdragelſe til Hertug Erik, hvis Søn med Tiden ſkulde blive Norges Konge, aabne den bedſte Udſigt. Transactionen med Grev Jakob viſer aabenbart, i hvilken Nød denne har været ſtedt, og hvor mislig hans økonomiſke Forfatning maa have været[24]. Den Sum, hvormed han foreløbigt lod ſig affinde, beløb ſig til 2000 Mkr. Sterling, og disſe ſkulde han ikke engang have ſelv, men Kong Haakon lovede under hans Caution at laane dem til Hertug Valdemar i Sønderjylland. Formodentlig har Grev Jakob ſaaledes været i Gjeld eller andre Forpligtelſer til denne. Muligt og, at Udredelſes-Maaden gjorde denne Form bekvemmeſt, thi Kong Haakon ſkaffede Pengene til Veje ved at give Anviisning paa Dronning Euphemias Medgift, 3000 Mkr. Sølv, kølnſk Vegt, der førſt ved denne Lejlighed udrededes af Fyrſt Vitſlav den yngre[25], nemlig ſaaledes, at denne umiddelbart udbetalte til Hertug Valdemar de 2000 Mkr. brendt og kun det øvrige til Kong Haakon. Formodentlig har Hertug Valdemar allerede ſkyldet Vitſlav det meſte, ſaa at Transactionen for ſtørſte Delen har kunnet ſkee ved Liqvidationer. Kun for det Tilfælde at alt gik godt og Kongen ved Krigens Ende beholdt Grevſkabet, ſkulde en yderligere Godtgjørelſe udredes til Greven, efter ſex Mænds Skjøn. Hans Afſtaaelſesbrev, dateret Tunsberg den 8de Marts 1305, lyder omtrent ſaaledes: „I Betragtning af de mange og herlige Velgjerninger, vi og Vore ofte have nydt af højſalig Kong Erik og Kong Haakon, der nu regjerer, beſtaaende ſaavel i at forſvare vort Grevſkab og vort Jordegods mod. Danekongen og hans Mænd, med Krigshær og ſtore Bekoſtninger, i at opbygge Borgene Hunehals og Vardberg, og med ſtort Bryderi og betydelig Bekoſtning for ſig og Sine oftere at begive ſig til Møde med Danekongen for at underhandle for os, ſom i at overlade Hertugen af Sønderjylland under vor Caution i rede Penge 2000 Mkr. Sterling, ſamt i oftere at viſe os andre Tjeneſter og paa mange Maader at hjelpe os i vor Nød og Trang, overdrage vi i Erkjendtlighed for alle disſe Velgjerninger, ſamt i Særdeleshed fordi vi ved det nu ſtedfindende Angreb af Danekongen paa vore Slotte og Indfald i vort Grevſkab ikke formaa med egne Kræfter at gjøre Modſtand ſamt forſvare ſamme Slotte og de i dem værende Folk, ſamme vort Grevſkab Halland med fuld Ret og med alle dets Slotte o. ſ. v. til Norges Konge ſom fuld Ejendom og Beſiddelſe, for herefter ſtedſe at forblive under ham, hans Efterfølgere og den norſke Krone, og have vi ſkjødet ſamme Herr Konge bemeldte Grevſkab efter vedtagen Skik, villende at ſamme Grevſkab med dets Slotte, Godſer o. ſ. v. herefter ſkulle ejes, beſiddes og ſtores i hans Navn. Vi love derhos ærligen ved højtideligt Tilſagn, at vi troligen ſkulle overholde alt dette og aldrig handle derimod i Ord eller Gjerning, underkaſtende os og vore Børn bemeldte Herre Konges Naade, om han, hvis det lykkes ham enten ad Underhandlingernes Vej eller paa anden Maade at beholde Grevſkabet, da vil betænke os og vore Børn, i Forhold til den foreſtaaende Krigs mere eller mindre heldige Udfald, og ſaaledes ſom ſex af de ypperſte Nordmænd, hvilke vi vælge, for ſaa vidt Kongen imidlertid ſkulde afgaa ved Døden, beſtemme Erſtatuingen for ſamme Grevſkab, efter ſom de ville ſvare for den højeſte Dommer. Men hvis vor Herre, Norges Konge, fuldſtændigt faar de omtalte 2000 Mkr. tilbagebetalte med Renter, Udlæg o. ſ. v. af Hertugen i Sønderjylland, ſkulle vi være fri for den oven nævnte Cautions-Forpligtelſe“[26]. Dette var nu for Reſten et ſaa fiendtligt Skridt mod Kongen af Danmark ſom muligt, da Grev Jakob var hans Vaſall og ſaaledes ej berettiget til at afhænde Beſiddelſen af Halland, i det mindſte ikke uden hans Samtykke og aller mindſt til hans Fiende, men Baandet, ſom knyttede Grev Jakob til Danmark, var egentlig allerede overſkaaret ved Fredløshedsdommen i 1287, og det var kun ved at give ſig under norſk Beſkyttelſe, at han havde formaaet at beholde Grevſkabet, der egentlig ſkulde være forbrudt. Men Kong Haakon befandt ſig ogſaa for Øjeblikket paa Krigsfod med Danmark. Umiddelbart derefter, ſom det ſynes, forlenede Kongen Hertug Erik med Nordre-Halland og dets Slotte, af hvilke det nye Vardberg, ſom det ſydligſte og et Slags Grændſefæſtning mod Danmark, nu tillige var det vigtigſte. Det var ſaaledes virkelig lykkets Hertug Erik at erhverve ſig Beſiddelſer, uafhængige af Sveriges Krone, netop paa det Sted, hvor han kunde virke med ſtørſt Eftertryk, ej alene mod Sverige, men ogſaa, om det gjaldt, mod de to andre Riger. Men det er ogſaa klart, at han herved ligefrem havde taget Parti med Norges Konge og derved overtraadt den ham ved Artiklerne til Kolſeter paalagte Forpligtelſe at holde ſig neutral. Derved var altſaa dette Forliig, om det kunde fortjene dette Navn, hævet. Sandſynligviis havde Hertugerne heller ikke aflagt den foreſkrevne Eed, lige ſaa lidt ſom den æſkede Caution endnu kunde være præſteret. Forholdet mellem dem og Broderen maatte ſaaledes endnu være det ſamme, ſom hidtil.

Kong Haakon gjorde imidlertid vældige Udruſtninger, der dog krævede ſin Tid, hvor meget han end viſtnok paadrev dem. Den 31te Mai finde vi ham fremdeles i Tunsberg, ſaa beſkjeftiget med Forberedelſerne til Toget, at han ikke engang havde Tid til at gjennemlæſe en ham forelagt Overeenskomſt om de kirkelige Afgifters Ydelſe i Jemteland (hvorom nedenfor), men kun bekræftede den indtil Videre, ſaadan ſom den var[27]. Formodentlig var det vel og iſær for at ſkaffe Pengehjelp til Toget, at Alf paa Kroken afferdigedes i ſin ſidſte uheldige Sendelſe til Island, hvorom der ovenfor er talt. Den 23de Juni var Kongen ligeledes i Tunsberg og havde da endog bedre Tid, ſiden han den Dag udſtedte den ſtørre Retterbod for Island, hvorom der ovenfor er talt. Ja endog den 27de Juli finde vi ham der, underhandlende med Borgerne af Staden Kampen, fornyende den Forening, ſom Kong Erik tidligere havde indgaaet med dem i Bergen og ſtadfeſtende ſamt udvidende deres Friheder[28]. Der maa ſaaledes have indtruffet Omſtændigheder, ſom gjorde, at Kongen enten ikke kunde komme afſted før eller ikke fandt det nødvendigt at ſkynde ſig ſaa meget. Saa vidt man kan ſe, blev der heller ikke i den Tid øvet Fiendtligheder fra ſvenſk eller danſk Side, maaſkee netop fordi Hertug Erik ſom Herre til Kongehelle, Hunehals[29] og Vardberg indtog en ſaa ærefrygtindgydende Stilling, at man ikke vovede at binde an med ham. Dog maa det anſees for viſt, at hans Broder Kong Byrge under disſe Omſtændigheder tænkte paa at fornye Fiendtlighederne, ſiden vi erfare, at han begav ſig til Egnen ved Gøta-Elven, og at Kong Haakons førſte Bevægelſe var rettet mod ham. Havde Kong Haakons Udruſtninger varet længe, ſaa vare de ogſaa deſto eftertrykkeligere; da han omſider ſtak i Søen med ſin Flaade, havde han ikke mindre end 40000 Mand[30], og med denne Hær ſtevnede han, ſom ſagt, førſt mod Sveakongen. Hans Henſigt var dog neppe formeligt at bekrige denne, men kun at bringe et endeligt Forliig mellem ham og Hertugerne til Veje paa Vilkaar, hvormed disſe kunde være tjente. Begge Konger havde ogſaa’en Sammenkomſt paa Gullbergsheid, hvor ſandſynligviis ogſaa Hertugerne vare tilſtede, og hvor det er viſt, at et Forliig blev ſluttet. Det maa endog antages, at en Sammenkomſt allerede for Kong Haakons Ankomſt havde fundet Sted mellem Hertugerne og Kong Borge og at det allerede var kommet til foreløbigt Forliig mellem dem[31]. Forliigsdocumentet haves ikke, men man kan dog ikke tvivle paa, og erfarer desuden af det følgende, at Kongen maa have forbundet ſig til at tage dem til Naade igjen og tilbagegive dem deres Forleninger, hvorimod de Betingelſer, Hertugerne maatte underkaſte ſig, paa“det nærmeſte maa have været de ſamme ſom de, der nævntes i Kolſeterbrevet, navnlig, hvad Anerkjendelſen af Junker Magnus’s Valg og Forpligtelſen til ſtreng Neutralitet betreffer. Det er endog et Spørgsmaal, om ikke Kong Haakon tog dette noget ilde op og allerede heri ſaa det førſte mistænkelige Tegn til, at Hertugen kun havde ſin egen Fordeel for Øje. Det er tydeligt, at deres Veje fra dette Øjeblik af længe vare forſkjellige, og at en vis Kulde maa være indtraadt mellem dem. Krigen med Danmark kan kun have været meget kortvarig, thi Krigsforetagenderne kunne ej have begyndt førend midt i Auguſt, og allerede førſt i September vare Underhandlinger aabnede. Alt hvad man veed af de forefaldne Krigsbegivenheder, er, at Danerne dræbte den nys omtalte Hallvard Baat med 60 Mand, formodentlig ved et Overfald. Man ſkulde næſten formode, at Kong Byrge er optraadt ſom Megler, og at en foreløbig Stilſtand ſtrax er kommen i Stand, ſaa at hiin Begivenhed med Hallvard Baat kun har været et Ulykkestilfælde, foraarſaget ved at enten han ſelv eller de, der dræbte ham, vare uvidende om at Stilſtanden var indgaaet. Thi til en af de førſte Dage i September, ſandſynligviis den 8de, ſammenkaldte Danekongen et almindeligt Danehof i Helſingborg, og lod dertil indſtevne alle de Landflygtige, der, ſom den norſke Konge paaſtod, vare uſkyldige i hans Faders Drab, for at— de lovligt kunde beviſe ſin Uſkyld, tilſikrende dem i dette Øjemed fuldſtændig Grid, og Kong Haakon lod, ſom han ſelv ſenere ſkriftligen berettede, de Indſtevnte begive ſig derhen: altſaa maa Underhandlinger have været indledede og midlertidig Stilſtand været ſluttet. Formodentlig har Kong Haakon da ligget med den norſke Flaade i Øreſund. De ſvenſke Hertuger vare ogſaa i Nærheden, dog ej i Følge med Kongen, thi fra Herrisvads Kloſter i Skaane gave de den 14de September ſin Erklæring, at de ſamtykkede i den Beſlutning paa Mødet i Faveredal, hvorved Magnus, Byrges Søn, udvalgtes til Sveriges Konge og fik Kongetitel, at de herved lovede ham Troſkab og Tjeneſte ſom deres rette Herre, og at de, hvis han døde, altid i hans Sted ſkulde vælge til Konge den ældſte af Kong Byrges Sønner, ſaa længe nogen af dem levede[32]. Dette var netop en ſaadan Erklæring, ſom allerede ved Kolſeter var dem afæſket. Muligt, at Danekongen, ſaavel ſom Grev Gerhard, der ogſaa var tilſtede, nu havde givet den forlangte Forſikring for dem, thi fra dette Øjeblik af kan man ſige, at Freden og Enigheden nogenledes var gjenoprettet mellem Hertugerne og deres kongelige Broder, eller rettere, at denne fra ſin Side havde taget dem til Naade; Den danſke Konge maa endog, i det mindſte midlertidigt, have anerkjendt deres Beſiddelſe af Nordre-Halland, og modtaget deres Hylding for dette, thi de ſad tilligemed Hertug Chriſtopher, Biſkopperne, Grev Gerhard og mange andre Herrer ſom Biſidderei den Raadsforſamling, for hvilken Dommen nu blev afſagt over de Indſtevnte, og til en ſaadan Raadsforſamling kunde Hertugerne neppe have Adgang uden ſom danſke Vaſaller; det har vel været en af de Betingelſer, den kloge Hertug Erik opſtillede ved Forliget med ſin Broder, at denne ſkulde udvirke ham den danſke Konges Anerkjendelſe af hans Herredømme over Nordre-Halland, hvoraf fulgte at han aflagde Danekongen Hylding ſom Leensherre. Derved blev han desuden ſaa meget mere uafhængig af den norſke Konge, der dog atter heri maatte ſee en mistænkelig Demonſtration. For et Syns Skyld er da og en Deel af Lenet overdraget til Valdemar, eller det er, efter en ved ſlige Lejligheder ofte fore kommende Skik, overdraget til deres „ſamlede Haand“[33]. Den Rettergang, der fandt Sted paa Danehofet, beſkrives i Domsacten ſelv ſaaledes[34]. Kong Erik fremſtod, klagede over ſin Faders Drab, og nævnte Grev Jakob, Marſk Stig, Nikolas Hallandsfar, Peter Pors, Peter Jakobsſøn, Nikolas Knutsſøn, Aake Krake, Rune Jonsſøn og Arvid Benedictsſøn ſom hans Drabsmænd; men uagtet de allerede vare lovligen domfældte derfor, tillod han dog af ſærdeles Naade, og formedelſt fyrſtelig (d. e. Kong Haakons) Forbøn, dem af disſe, ſom troede at kunne fralægge ſig Skylden, at komme frem og føre ſine lovlige Beviſer, bydende de opnævnte Dommere (ſandſynligviis ſom forrige Gang 27 Riddere) at ranſage Beviislighederne og dømme og ſverge efter Samvittighed, hvo der var ſkyldig og hvo ikke. Og efter behørig Raadſlagning erklærede Dommerne, ſvergende paa Euangeliet, at alle de af Kongen nævnte Mænd vare ſkyldige i Drabet. I hele Forſamlingen, heder det, var der ingen ſom proteſterede, uden Peter Jakobsſøn, der ſaaledes maa have fortrøſtet ſig til Griden, og nogle af de Anklagedes Børn, for hvilke Faren ved at fremmøde perſonligt maatte være mindre. Kong Haakon paaſtod derimod ſenere, at de Indſtevnte ikke vare blevne redeligt behandlede; man havde ikke budt dem den Lov, der gjaldt i Norge, Danmark eller andre Lande, og trods Lejdet havde man lagt Anſlag mod deres Liv, ſaa at flere ikke engang vovede at begive ſig til Mødet; de, ſom dog indfandt ſig, fik ikke fremført deres Beviisligheder, da Kongen ſtrax opnævnte Mænd, der paaſvore dem alle de Beſkyldninger, han opſtillede; de ſaa da, heder det, ingen anden Udvej end at appellere til Paven og henſkyde Sagen til hans Dom. Dette er formodentlig ſkeet, ſkjønt det er vanſkeligt at ſige, med hvad Retshjemmel det ſkede. Hermed blev dog ikke Stilſtanden hævet eller Underhandlingerne afbrudte, thi Kong Haakon, der oprigtigt ønſkede Fred, og ſom formodentlig allerede længe havde ſtundet efter en Lejlighed til med nogenlunde Anſtændighed at kunne ſkaffe ſig de Fredløſe, der maatte være ham heel beſværlige Gjeſter, af Halſen, føjede ſig for ſaa vidt efter Dommen, ſom han virkelig viiſte dem fra ſig[35]. Hvor de toge ſit Ophold, ſiges ikke, men efter al Sandſynlighed og enkelte Antydninger maa det have været paa det eenſomme Hjelm[36]. Formodentlig var det ogſaa under dette ſit Ophold i de danſke Farvande, at Kongen havde en Sammenkomſt med Fyrſt Vitſlav og at denne udredede Medgiften paa oven anførte Maade. Og nu var der ikke længer noget i Vejen for Fredens Afſlutning. Den ſluttedes paa det kongelige Slot Søborg i Nordſjæland, formodentlig i October[37]. Desverre haves heller ikke det derover oprettede Document, faa at Betingelſerne ikke nøje kjendes; den blev nemlig efter ſaa kort Tids Forløb brudt, at dens Beſtemmelſer neppe anſaaes Umagen verd at erindre. Saa meget er viſt, at den ſluttedes paa ti Aar, men, ſom man maa formode, med det udtrykkelige Tillæg, at den da, hvis intet nyt var kommet i Vejen, ſkulde fornyes, og ſaa fremdeles[38]. Det maa have været beſtemt, at hvert Riges Indbyggere frit ſkulde kunne beſøge det andet og handle der, og at man ingen Skade ſkulde tilføje hinanden. Og endelig maa Danekongen udtrykkeligt have lovet Kong Haakon at udrede ham det, der endnu ſtod tilbage af hans Mødrenegods, thi dette var jo egentlig fremdeles Krigens Hovedgjenſtand. End videre maa vel Fredsſlutningen have indeholdt en Artikel om Nordre-Halland, men da Hertugerne allerede havde taget det til Leen af Danekongen, er det vanſkeligt at vide, hvor vidt nogen Ret dertil ogſaa forbeholdtes den norſke Konge. Endelig ſynes det, ſom om Danekongen har lovet at lade de Fredløſe i Ro, hvis de opførte ſig ordentligt; Kong Haakon kunde ikke anſtændigtviis ganſke lade dem i Stikken[39].

Da denne vigtige Sag ſaaledes var afgjort, vendte Kongen tilbage, afſkedigede formodentlig, ſom ſedvanligt, ſin Flaade ved Tunsberg og begav ſig derpaa til Bergen, hvor han tilbragte hele Vintren og en Deel af Vaaren[40]. Kort efter Ankomſten til Bergen, hvor han forefandt Erkebiſkoppen, ſom var kommen did i Anledning af tvende nye Biſkops-Indvielſer, bekjendtgjorde Kongen i hans, fire Biſkoppers, Cantſlerens, den throndhjemſke Chorsbroder Salomon Thoraldesſøns og ni verdslige Herrers Nærværelſe, at han nu af Fyrſt Vitſlav havde faaet Dronningens Medgift udbetalt, ſaaledes at Fyrſten efter hans egen Foranſtaltning umiddelbart udredede de 2000 Mkr. deraf til Hertug Valdemar, ſaaledes ſom ovenfor nævnt. Ved denne Lejlighed fornyede og ſtadfeſtede ogſaa Kongen fin tidligere Beſtemmelſe af Dronningens Tilgjøf eller Livgeding, Bygdø med Tilbehør og dertil ti Hundrede Merkers Indtægt af hans Visøre paa de Steder, han nærmere ſkulde ſpecificere, efterſom det maatte være hende bekvemmeſt, hvorhos alle de ſexten Herrer udtrykkeligt lovede, at de ubrødeligt ſkulde overholde dette og hjelpe Dronningen ſaavel heri ſom i alt andet, der kunde være hende til Gavn og Ære[41]. En af disſe Herrer var, merkeligt nok, Hr. Bjarne Lodinsſøn, der ſaaledes ej alene var ſat paa fri Fod — dette ſkede allerede førend Ragnhildarholmens Slot overdroges til Hertug Erik[42] — men ogſaa atter, i det mindſte tilſyneladende, havde vundet Kongens fuldkomne Tillid og Naade. Thi man kan neppe tvivle paa at alle de her nævnte verdslige Herrer vare Medlemmer af Raadet, og at det derfor netop var Kongen magtpaaliggende at erholde deres udtrykkelige Tilſagn om at ſikre Dronningen hendes Tilkommende, i Tilfælde af at han ſelv ſkulde afgaa ved Døden før hende. Og den Omſtændighed, at Kongen anſaa det nyttigt eller nødvendigt at tage dette Løfte af dem, viſer umiskjendeligt, at han, trods det ivrige Venſkab, der herſkede mellem Dronningen og Hertug Erik, dog ikke var ſaa ganſke ſikker paa, at denne vilde lade hende nyde ſin Ret efter hans Død. De øvrige verdslige Herrer, ſom afgave Løftet, vare Bjarne Erlingsſøn, Jon Ragnvaldsſøn, Sæbjørn Helgesſøn, Velent af Stikke, Snare Aslaksſøn, Erling Aamundesſøn, Gibbon Marſkalk (ſandſynligviis en Skotlænder i Dronning Iſabellas Tjeneſte) og Bjarne Audunsſøn, en anſeet og i boglig Lærdom vel forfaren Mand fra Veſtfold, der nu førſte Gang nævnes, men ſidenefter i en Række af Aar var en af Kongens meſt betroede Mænd og hyppigt beſørgede Cantſler-Forretningerne. I hvad Egenſkab Salomon Thoraldesſøn deeltog i Acten, er uviſt; ſandſynligviis har han vel fungeret ſom et Slags Cantſler for Erkebiſkoppen. Han havde før været Chorsbroder i Stavanger og var ganſke nylig bleven Chorsbroder i Nidaros[43]. Erkebiſkoppen havde formodentlig udvalgt ham dertil for i ham, ſom i Laurentius, at have en Støtte mod de ældre, ſtridbare Chorsbrødre. Han lod ham ſtrax efter ogſaa rejſe udenlands for at ſtudere. Dette bragte Salomon i Skuddet, ſaa at han tilſidſt blev Biſkop i Oslo.

Næſten alle de norſke Biſkopsſtole havde ved denne Tid ſkiftet Indehavere. Den ſtavangerſke Biſkop Arnes Død i 1303 og Biſkopsſtolens Beſættelſe med den forrige Chorsbroder Ketil er allerede omtalt. Sidſt i 1303 døde Biſkop Eivind i Oslo, og i hans Sted valgtes Helge, Chorsbroder i Oslo og Preſt til Korskirken; ſaavel han ſom Ketil af Stavanger og Arne Helgesſøn af Skaalholt indviedes alle tre paa een Gang af Erkebiſkop Jørund den 25de Octbr. 1304[44], formodentlig i Bergen, da det laa belejligſt til for de tvende andre Biſkopper, ſom maatte være tilſtede, og Erkebiſkoppen desuden begjærligt ſynes at have grebet enhver Lejlighed til at være borte fra Nidaros. Det er ellers vanſkeligt nok at gjette, hvilke de Biſkopper vare, ſom ved denne Lejlighed asſiſterede, thi ogſaa Biſkop Thorſtein af Hamar var død den 2den Mai 1304[45], og den 16de October ſamme Aar døde den gamle Biſkop Narve i Bergen[46]. I Dagene fra den 16de October til den 25de, da Indvielſen af hine tre Biſkopper ſkede, var der altſaa ingen indviet Biſkop ved nogen af de egentlige norſke Biſkopsſtole. Formodentlig ſendtes der da Bud efter Biſkop Erlend fra Færøerne, der i alle Fald i det følgende Aar var tilſtede i Bergen; muligt at man ogſaa hentede Biſkop Dolgfinn fra Orknøerne. Biſkop Markus af Syderøerne døde ogſaa i 1303; hans Efterfølger heed Alan, og var fra Galloway[47]; maaſkee endog han indviedes ved ſamme Lejlighed, derſom han ellers ikke kom ſaa tidligt til Norge, at han kunde indvies under Kongens og de tvende Biſkoppers Nærværelſe i Nidaros i Auguſt eller September 1303. I Thorſteins Sted valgtes til Biſkop i Hamar Ingjald, viſtnok den ſamme Chorsbroder fra Hamar, der i 1301 havde været i Nidaros og laa ivrigt taget Parti for Erkebiſkoppen. Det var formodentlig af Erkjendtlighed derfor, at Erkebiſkoppen benyttede den Indflydelſe, han tydeligt ſees at have udøvet ved Capitlet i Hamar ſiden den Tid, da han ſelv var dets Medlem, til at ſkaffe Ingjald den ledige Biſkopsſtol, trods det at han for ſaa kort Tid ſiden havde været i Kirkens Bann. Erkebiſkoppen viiſte ſig ogſaa ſom en varm Forſvarer af det hamarſke Capitels Selvſtændighed, da Capitlet i Oslo, faa Dage efter Ingjalds eenſtemmige Valg i September 1305, atter fornyede den gamle Fordring paa; at deeltage med det hamarſke Capitel i Valget. Jørund, ſom da allerede havde begivet ſig til Bergen, hvor ogſaa Narves Eftermand ſkulde indvies, forkaſtede ved Erklæring af 21de October Oslo-Capitlets Paaſtand ſom aldeles uhjemlet og paaberaabte ſig at allerede Erkebiſkop Jon i 1278 havde frifundet Hamars Capitel for ethvert ſaadant Krav. Dog indberettede han Sagen til Paven, tilbydende ſig at undergive den andre lovlige Dommere til Underſøgelſe og Afgjørelſe, hvis Oslos Biſkop og Capitel i Tide og med gyldige Grunde gjorde Indſigelſe mod hans Competence[48], men en ſaadan Indſigelſe ſynes ej at være fremkommen, tog allerede den 5te December indviede Erkebiſkoppen Ingjald tilligemed den allerede kort efter Biſkop Narves Død til hans Eftermand paa Bergens Biſkopsſtol udnævnte Chorsbroder Arne Sigurdsſøn. Indvielſen ſkede i Jonskirken i Bergen med Asſiſtance af Biſkopperne Ketil og Erlend, og i Overvær af Kongen, Dronning Euphemia og Enkedronning Iſabella. Saaledes vare nu omſider alle Biſkopsſtole i Norge beſatte, og Erkebiſkop Jørund kunde i det følgende Aar ſammenkalde og afholde et Provincial-Concilium i Oslo, hvor alle norſke Lydbiſkopper ſaavel ſom Erlend af Færøerne vare tilſtede, og desuden, efter hvad det lader, Fuldmægtige fra Domcapitlerne, ſaa vidt vides for førſte Gang. Viſtnok havde Biſkop Arne i Førſtningen undſkyldt ſig med et uforudſeet Ophold, foraarſaget deels ved de endnu ikke bilagte Stridigheder mellem Bergens Capitel og Dominicanerne, deels ved Modvind, og udnævnte endog to Fuldmægtige, der ſkulde møde i hans Sted, men ſiden indfandt han ſig dog. De paa dette Møde vedtagne og bekjendtgjorte Statuter, daterede den 11te Juli 1306, vedkomme fornemmelig Kloſtertugten og indeholde blandt andet den gode Beſtemmelſe, at i Betragtning af den Skade, ſom de norſke Kloſtre lede ved Munkenes Uvidenhed og Mangel paa lærd Dannelſe, ſkulde vedkommende Biſkop af hvert Kloſter udvælge duelige Subjecter til at ſkikkes udenlands og ſtudere paa Kloſtrets Bekoſtning. Men tillige indeholder den førſte Artikel en almindelig Bekræftelſe af alle foregaaende Statuter og fornemmelig Erkebiſkop Jons af 1280, hvilket ſidſte dog ved at opregne alle Banns- og Forbudstilfælde havde gjort ſaa betydelige Indgreb i Regjeringsmyndigheden og derved i ſin Tid vakt ſaa megen Uro. Da ingen ſaadan Bekræftelſe ſees at være indtagen i Statuterne paa det af Jørund førſt afholdte Concilium, i 1290, rimeligviis fordi han da endnu ikke vovede et ſaadant Skridt, tør man maaſkee i den Omſtændighed, at det nu ſkede, ſee et Tegn paa, at Prælaterne, maaſkee iſær de nye, troede et gunſtigt Tidspunct at være kommet til atter at løfte Hovedet i Vejret, hvilket dog kun ſynes at have fremkaldt fordoblet Opmerkſomhed fra Kongens Side og nye Foranſtaltninger til at hemme Prælaternes Magt ved at opſtille den en Modvegt inden Gejſtlighedens egen Midte. Men førend vi nærmere omtale disſe Foranſtaltninger, maa vi atter vende tilbage til og betragte de vigtige politiſke Begivenheder, der foregik umiddelbart efter den ſidſte Fredsſlutning.

  1. Man kan vel neppe tvivle paa, at allerede Kong Magnus ſelv, efter Skik og Brug, for ſin Død havde beſtemt hvilke Forleninger de yngre Sønner ſkulde have; Valdemar kaldes endog etſteds Herre til Finnland for 1303.
  2. Suhm XI. 378.
  3. Chron. fra 826—1415, hos Langebek, Scr. I. 387 flg., hos Fant Scr. I. 1. 50 fgg. (S. 55).
  4. Brev af Erkebiſkop Nikolas 4de Mai 1303, Dipl. Sv. 1395. Hvorledes Mesſenius (Scondia II. 77) og efter ham Dalin ſamt Suhm (XI. 451) kan faa ud at det var Kong Haakon, ſom beſøgte Erkebiſkoppen i Upſala og fik Reliqvien, er ubegribeligt.
  5. Fant Scr. I. 2. S. 26, 27.
  6. Grev Jakob, der hentede Bruden fra Tydſkland, nævnes tilligemed hendes Fader Otto af Ravensberg og Henrik af Meklenburg ſom nærværende i Lübeck den 20de Juli 1303, Urkundenb. No. 170.
  7. Den 28de Juni tilſkrev Erik Uplands Indbyggere om at ſkaffe Oplysninger til at komme paa det Rene med, hvad Gods l Landſkabet der tilhørte Kronen, og hvad „Hertugdømmet“. Dipl. Sv. 1401.
  8. Den 29de Juli 1303 nævnes Valdemar førſte Gang ſom Hertug i et Diplom; Dipl. Sv. 1405.
  9. Hjemmelsmænd for det ſidſte ere kun Ericus Olai og Mesſenius (II. 77, XII. 149), men Sagen ſynes dog i ſig ſelv at være rimelig.
  10. Riimkrøniken S. 27 nævner intet om hvad Thorgils’s Henſigt var med Indbydelſen, og den er dog her den egentlige Kilde.
  11. Dipl. Sv. 1426.
  12. Riimkr. S. 28.
  13. Ifølge Riimkr. ſkal han kun have ſagt: „jeg kunde nok vide hvad eders Erende var“; og der tilføjes, at han ej kunde være dem gunſtigt ſtemt.
  14. „Kongen fik Nykøping i ſin Magt ved Liſt og Svig efter Marſkens Raad“, heder det i den oven citerede Krønike fra 826—1415.
  15. Saaledes (Fanærædal) kaldes Stedet i Hertugernes Brev af 14de Septbr. 1305 (Dipl. Sv. 1480). I Riimkr. ſtaar Fagradal. Huitfeld (322) nævner Knærød ſom Stedet, men har en højſt forvirret Beretning om Mødet, hvor han lader Kongerne af Danmark og Norge komme ſammen. Petrus Olai (Scr. r. D. I. 189), og de danſke Annaler, der ende med 1317 (Scr. II. 175), nævne ogſaa Knærød, men have dog rigtigt „Kongen af Sverige“. Dette viſer at Fagradal er at ſøge i Nærheden af Knærød, ved den hallandſke Grændſe.
  16. De vovede ikke at komme til Mødet, heder det i Riimkrøniken, men de holdt ſig i Nærheden for at iagttage Sagernes Gang.
  17. Riimkrøniken, S. 29. Dens Ord lyde ſaaledes:

    „Och länte han (Konungen) them ett hus och en ſtad;
    (det halv ock digert ſom drottningen bad,
    at kungen ſkulle wara dem goder;
    hon war dem huld ſom dera moder);
    af landet ſwa mycket han wilde
    tok hertug Erik den milde
    ud) ſpiſade (d. e. beſpiiſte, forſynede) huſet det beſta han gat (formaaede),
    swå ett år han war orädder om mat;
    det hus heter Niklaborg, den ſtad Konghella,
    der er ej utan twå milar emella
    Lödeſſe och åter där,
    ſwå ligger ett det andra när“.

    Hvorledes Ragnhildarholmens Slot kan komme til at hede „Niklaborg“, er uviſt; Benævnelſen findes kun paa dette Sted. Snareſt maa man antage at det er en fordærvet Udtale af Miklaborg, Myklaborg, d. e. „den ſtore Borg“, og at dette bar været den ſedvanlige Benævnelſe paa Borgen der i Egnen; der gives nemlig i Norge, iſær paa Øſtlandet, en Mængde Stedsnavne, ſammenſatte med Mikli-, der nu udtales „Nykle“— eller Nøkle-, ſom „Nøklegaard“ i Eidanger (fordum „Mikligarðr“), Nøklevand, dog ogſaa ſtundom kaldet Møklevand, paa Grændſen af Sandsver og Slemdal, o. fl.

  18. Begge Læſemaader findes i Riimkrøniken.
  19. At disſe medſendtes Hertugerne, ſees af Kolſeterbrevet.
  20. Dipl. Norv. II. 74.
  21. Kolſeter-Erklæringen er kun opbevaret i Uddrag hos Huitfeld, S. 326. Det er aabenbart, at den er kommen til det danſke Archiv med de Documenter, Kong Byrge ved ſin Flugt til Danmark medbragte. — I Fremſtillingen af disſe og de ſtrax paafølgende Begivenheder herſker der ſaavel i de ſvenſke ſom de norſke Kilder nogen Skjødesløshed og følgelig indbyrdes Uovereensſtemmelſe, der maa berigtiges efter diplomatariſke Angivelſer. Riimkrøniken fortæller i eet Løb, at Kongen ſamlede den ſtore Hær, der tog Vejen gjennem Vermeland og mødte ved Agnabro, at Hertugerne da „vare redne til Norge“ for at melde Kongen at „Huſet var belagt“, at Kongen ſtrax „ſamlede fin Magt“ og overgav den til Erik, ſom da drog afſted, ſtandſede 72 Miils Vej fra det Sted, hvor Kongen laa, ſluttede Forliig, havde fremdeles Kongehelle, ſtod ſig godt hos Kong Haakon og fik ſiden Vardberg; derpaa gaaes der umiddelbart over til Hertug Valdemars Skilsmisſe og Thorgils Knutsſøns Fald; om — Mødet paa Gullbergheid, Danehofet i Helſingborg og Freden til Søborg tales ikke et Ord. De visbyſke Minoriters Krønike hos Fant Scr. I. 42 ſiger kort og godt for 1304, at Kongen fik Dalaborg, og for 1305, at Hertugerne kaldtes tilbage til Sverige. Den unavngivne Krønike fra 826—1415, meddeelt baade hos Fant (50) og Langebek (Scr. I. 387), beretter for 1304 at Hertugerne byggede Dalaborg, og at Kongen efter Tilſkyndelſe af Thorgils belejrede den for at erobre den med ſin hele Hær „omkring Juul“, at der ſiden, St. Sigfrids Dag 1305, oprettedes Enighed mellem Brødrene og tillige ſluttedes Forbund mellem Norges og Danmarks Konger, hvilket dog kort efter atter blev brudt. Derpaa gaaes over til Thorgils’s Kataſtrophe. De isl. Annaler derimod melde intet om Krigsbegivenheder i 1304, men berette for 1305, at Kong Haakon drog afſted med 40000 Mand for at hjelpe ſin Svoger (der ſtaar ved Fejlſkrift Magnús f. Mágsefni) mod Sveakongen, men at de, da han kom, vare forligte, at han paa Gullbergsheid havde Møde og ſluttede Forlig med Sveakongen, at Danerne derpaa dræbte Hallvard Baat for ham med 60 Mand, og at der ſluttedes Fred mellem ham og Danekongen. Man ſeer tydeligt, at de norſke og de ſvenſke Kilder berette forſkjellige Begivenheder, i Forhold til hvad der meſt interesſerede Fortælleren, og at de have rykket dem.ind paa hinanden, med Udeladelſe af det Mellemliggende. Saaledes er det allerede af Ordene ſelv klart, at det Tog med 40000 Mand, Kong Haakon ſiges at have foretaget mod Sveakongen, ikke kan være det ſamme, ſom den Underſtøttelſe, han om Vintren gav Hertugerne, og at ſaaledes og det Forliig, der havde fundet Sted mellem dem og Kongen ſtrax før Haakons Ankomſt til Gullbergsheid, maa have været et andet end det til Kolſeter. Her maa altſaa, ſom ſagt, Actſtykker hjelpe til at bringe Orden. Af Hertugens oven anførte Løfte, udſtedt til Kongen i Oslo den 13de November, ſees det, at Erik og Valdemar allerede da i Haſt havde begivet flg til ham for at bede ham om Hjelp. Men den 13de December finde vi Kongen i Bergen (Dipl. Norv. IV. 58), hvor han altſaa har tilbragt Suhm og hvorhen Hertugerne dog ikke kunne have fulgt ham; han har da ſandſynligviis overdraget til Bjarne Erlingsſøn og Hallvard Baat at treffe de nødvendige Foranſtaltninger til at ſkaffe dem den Hjelp, der efter Omſtændighederne kunde præſteres, og ſom ej kan have været ſtor. Den 14de December maa den ſvenſke Hær være kommen til Vermeland, da man fra denne Dag har et Brev, viſtnok uden Sted, men udferdiget af Thorgils Knutsſøn og Vermelands Lagmand i Forening (Dipl. Sv. No. 1447). Derimod er det vel yderſt tvivlſomt, om Kongen ſelv endog var tilſtede. (Dipl. Sv. meddeler ſom No. 1450 et Brev, udſtedt af ham eg beſeglet af Marſken i Nykøping 30te Decbr. 1304, men det er tydeligt nok, at dette Brev tilhører 1303, idet nemlig Aaret regnes fra 25de Decbr., og er udſtedt under et Julebeſøg hos Hertug Erik, førend det endnu var kommet til Fiendtligheder mellem Brødrene: Thorgils kunde ikke belejre Dalaborg ved Juul og endda være i Nykøping 30te Decbr. ſamme Aar). At det ſaakaldte Forliig i Kolſeter ſluttedes den 15de Febr., maa anſees ſikkert, men at Krønikens Udtryk „tillige (simul) ſluttedes der Fred mellem Norge og Danmark“ o. ſ. v. ej ſkal forſtaaes bogſtaveligt, ſees allerede af hvad de isl. Annaler meddele. At Grev Jakob afſtod Nordre-Halland til Kongen i Tunsberg den 8de Marts, ſees af Brevet desangaaende. Men viſt er det og, at Kong Haakons Udruſtning af de 40000 Mand baade maa have medtaget meget lang Tid, og at den mere gjaldt Danmark end Sverige. At Kongen af Danmark i 1304 udſkrev Kogger af hele Riget og om Vintren angreb de hallandſke Slotte, fortælles i de paalidelige esromſke Annaler (Scr. r. D. I. 250) efter at Dronning Agnes’s Død, der indtraf 29de Sept., er omtalt, og da Grev Jakob netop nævner det paagaaende eller ſtedfindende (instans) Angreb paa ſine Slotte, er det altſaa aabenbart, at det danſke Tog har fundet Sted i Febr., og at ſaaledes dette nærmeſt har fremkaldt Kong Haakons Vinterrejſe til Tunsberg og ſtore Udruſtninger. Det vil af de nedenfor berørte Breve ſees, at Kong Haakon forblev i Tunsberg lige til efter 27de Juli; at han ikke i Mellemtiden kan have haft Mødet med Kong Byrge, ſees deraf, at denne den 28de Marts var i Strengnes (Dipl. Sv. 1454), og den 29de Juni i Stockholm (ſſteds 1471); ſaa tidligt ſom i April kan dog ikke Kongen være dragen ud; desuden er det klart, at hans Tog til Danmark dannede en umiddelbar Fortſættelſe af hans Tog til Gullbergsheid, og da Danehofet i Helſingborg, der fandt Sted for Fredsſlutningen til Søborg, altſaa medens Kong Haakon laa med ſin Flaade i Danmark, holdtes omkring den 8de Septbr., er det klart, at Toget ſkede i Auguſt. Det Forliig mellem Kong Byrge og Hertugerne, han ved ſin Ankomſt til Gullbergsheid fandt afſluttet, maa altſaa have været-et nyt eller rettere det førſte virkelige Forliig, thi egentlig maatte Forſkrivningen til Kolſeter allerede være brudt derved at Hertugen havde ladet ſig forlene med Halland; den blev vel ikke engang nogenſinde beſvoren. At Danehofet i Helſingborg, hvis Datum Huitfeld ikke angiver, holdtes i Septbr., er beviiſt af Suhm, XI. 490 flg., og ſees desuden af Hertugernes Brev fra Herrisvadskloſter af 14de Septbr.; at Danehofet holdtes før Freden til Søborg, ſees af Kong Haakons Klagebrev af 2den Mai 1307, hvorom mere nedenfor. Da nu Kong Erik af Danmark den 22de Septbr. endnu var i Lund (Dipl. Sv. 1481), og Kong Haakon derimod den 10de Decbr. i Bergen (Dipl. Norv. III. 61), er det tydeligt, at Freden ſluttedes i Octbr., thi ſaa ſeent ſom i November er det ikke rimeligt at Kongen laa ude til Skibs. Han har da kort efter ſin Ankomſt til Bergen meldt Raadet, hvorledes han havde indrettet det med Dronningens Medgift, ſom Fyrſt Vitſlav under hans Ophold i Danmark maa have udbetalt ham.
  22. Ivar forekommer i andre Breve af Hertugen ſom Ivar Jensſøn, og det kan neppe betvivles, at han var Jon Rauds Søn og en af de flere unge Nordmænd, der ſtode i Hertugens Tjeneſte.
  23. Scr. r. D. I. 189, VI. 222.
  24. Dette antyder ogſaa Riimkrøniken paa det foranførte Sted, ſkjønt den rigtignok altfor tidligt nævner „at han hverken havde Borge eller Land“.
  25. At det er Vitſlav den yngre, ſom her menes, og ilte, ſom tiere have antaget, den ældre, vil af det allerede anførte, og af hvad der nedenfor meddeles, være klart.
  26. Trykt efter Originalen i Dipl. Norv. III. 60.
  27. Dipl. Sv. No. 1754. „Da vi for Øjeblikket, formedelſt alt for megen Munk hed i Rigets uopſættelige Anliggender, ej faa gjennemgaaet de Sager, I have andraget for os, befale vi herved, at J indtil videre ſkulle iagttage disſe Beſtemmelſer“ o. ſ. v.
  28. Suhm, XI. 892—894. Kampens Borgere havde tilſkrevet ham den 23de Juni, ſſteds S. 891. De vidſte formodentlig, at Kongen vilde blive endnu en Stund i Tunsberg.
  29. Det torde dog maaſkee være tvivlſomt, om Hertugen ogſaa fik Hunehals. Udtrykkeligt ſiges intet derom.
  30. Dette ſiges ſaa beſtemt og eenſtemmigt i de isl. Annaler, at man ej kan betvivle Rigtigheden deraf.
  31. Det heder nemlig, ſ. o. i de isl. Annaler, at Kong Haakon ved ſin Ankomſt allerede ſandt Kong Byrge og hans Brødre forligte, og her kan der, ſom ſagt, ej ſigtes til Kolſeter-Artiklerne.
  32. Dipl. Sv. No. 1480.
  33. Suhm (XI. 491) har viſt ganſke Ret, naar han antager at Udſagnet i Krøniken af 1317: „Sveriges Hertuger Erik eg Valdemar hyldede Danekongen“ her urigtigt er henført til 1302 og bør henføres til 1305; thi i 1302, førend Hertugerne havde faaet Beſiddelſer, og Valdemar Hertugstitel, kunde der ei engang være Tale om nogen Hylding.
  34. Huitfeld S. 328.
  35. Alt ifølge Kongens Brev af 2den Mai 1307.
  36. Dette maa man ſlutte deels deraf, at Kong Erik kort efter gjorde et Ødelæggelſestog mod Hjelm; deels deraf at de Utilbørligheder, Danekongen ſenere paaſtod at Grev Jakob med Følge havde øvet under denne Stilſtand, ſees for en ſtor Deel at: have fundet Sted i Nærheden af Hjelm, ſom ved Smuk, ved Fynshoved, i Beltet, ved Aarhuus, o. ſ. v. Se Suhm XI. 584.
  37. Søborg ſom Stedet for Freden nævnes kun i Kong Eriks Klagebrev af 1307 eller 1308, ſe Suhm XI. 583.
  38. Kong Erik ſiger i ſit Klagebrev kun „paa 10 Aar“, Kong Haakon derimod i Brevet af 2den Mai 1307 „evindeligen“. Formodentlig er dette ſaaledes at forſtaa, ſom her angivet. Fredsſlutninger indgikkes i disſe Tider egentlig kun paa visſe Aar.
  39. Da Kong Haakon ſenere nævner Angrebet paa Hjelm ſom et Brud paa et af Danekongen ved Fredstractaten udtrykkeligt givet Løfte, maa man ſlutte, at han har forpligtet ſig til at lade dem i Fred eller overhoved ikke angribe Kongens Mænd eller Slotte. Men her kom det da igjen an paa, hvor vidt Danekongen erkjendte Kong Haakons Ret til Hjelm. At han ej erkjendte den, eller at han anſaa fin Forpligtelſe hævet ved de Fredløſes Utilbørligheder, er aabenbart.
  40. Han var endnu i Bergen den 12te April 1306, Dipl. Norv. III. 64.
  41. Dipl. Norv. III. 61.
  42. Han udſtedte nemlig allerede 1ſte Mai 1304, formodentlig under Kongens Ophold der, et Brev fra Bergen ſammen med Cantſler Aale og Snare Aſlaksſøn, hvori de bevidnede at to Chorsbrødre fra Stavanger havde fremſtillet den til Biſkop l Stavanger nys valgte Ketil for Erkebiſkoppen til Confirmation, Dipl. Norv. II. 73.
  43. Salomon nævnes aller førſt ſom Chorsbroder i Stavanger og Præbendar ved Mariæ Alter i Domkirken 1296, Dipl. Norv. IV. 16, ſiden ſom Capitlets Procurator ved Procesſen i Oslo 1298 (ſſteds No. 22, 24); tidligere havde han vel været Preſt i det Stavanger Biſkopsdømme tilhørende Slidre, hvis Kirke han ſom Biſkop forærede en Sølvkalk, der endnu findes der (Saml. til det norſke Folks og Sprogs Hiſtorie II. S. 213). Maaſkee ogſaa at han kun var fød i Slidre og var i Slægt med Erkebiſkoppen, der ſynes at have haft hjemme i Land (Dipl. Norv. III. 104). I Laur. Saga Cap. 24 omtales Salomon i 1308 ſom nys udnævnt Chorsbroder og nylig hjemkommen fra Studium; man ſeer dog af det Brev, vi her have for Øje, at han allerede i 1305 var bleven Chorsbroder i Nidaros. Han blev Biſkop i 1322 og døde ikke førend efter Peſten 1350.
  44. Dette ſiges udtrykkeligt i de fortrinlige Annales regii.
  45. Hans Dødsdag findes antegnet i et Kalendarium.
  46. Mscr. Barthol. E. 751.
  47. Chron. reg. Manniæ.
  48. Dipl. Norv. I. 105. Se for øvrigt nærmere om alt dette Keyſers norſke Kirkehiſtorie II. S. 104—106.