Det norske Folks Historie/6/96

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Hvad der under de daværende Tidsforhold maa have voldt Kong Haakon mange Bekymringer, var den Omstændighed, at han endnu ikke havde nogen Søn, der i Tilfælde af hans Død kunde arve Tronen efter ham. Selv var han den sidste mandlige Ætling af den gamle Kongestamme, og der var ingen Sidegrene af denne, hvis Medlemmer kunde optræde med eventuel Arveret. Hans Dronning Euphemia havde i 1301 født ham en Datter, der efter hans Moder blev kaldet Ingebjørg, og da Dronningen, som sagt, ikke længer var ganske ung, synes man temmelig tidligt at have opgivet Haabet om at hun vilde faa nogen Søn, eller overhoved flere Børn. Han havde derhos, som forhen nævnt, en uegte Datter, ved Navn Agnes, der maa have været nogle Aar ældre. Men ifølge Kongearve-Loven af 1272 var ikke engang den egtefødde Datter selv berettiget til Tronen, kun hendes Søn; om den uegte Datter og hendes Afkom kunde der neppe blive Spørgsmaal; dog hvor længe vilde det ikke vare, inden Ingebjørg blev voxen og gift? Hvis Kongen døde før den Tid, vilde der saaledes ikke findes nogen Tronarving, og man maatte da enten strax skride til Kongevalg, eller i det mindste udnævne en midlertidig Regjering, som skulde herske indtil Kongedatteren blev gift og fik en Søn. Men hvilke Udsigter vilde ikke en saadan Tilstand aabne for Urostiftere og Lykkeriddere, hvad enten det gjaldt ligefrem at vinde Kronen, eller at faa Kongedatteren til Egte? Tanken om de Farer, hvorfor Datteren i et saadant let forudseeligt Tilfælde vilde være udsat, og de Storme, der vilde forurolige Riget, hvis der ikke i Tide blev fundet Forebyggelsesmidler, maatte være Kongen og de Velsindede utaalelig. Man kunde endnu ej have glemt de skadelige Følger af Magnus Erlingssøns Valg, og de Ulykker, Kongevalg havde bragt over Danmark og Sverige, stode daglig for Nordmændenes Øjne. Hertil kom, at der, som allerede berørt, ganske vist var et Parti blandt Stormændene, der, vant til Selvraadighed under Kong Erik, ej ret kunde finde sig i Kongens kraftige Styrelse og Bestræbelser for at opretholde Kongemagten, men hvis Hu vistnok stod til at grunde et Herre-Oligarchi liigt det, der allerede havde dannet sig i Danmark og tildeels i Sverige, hvilende paa Retten til at besætte Tronen ved Valg, og den Afhængighed, hvori Kongen derved nødvendigviis kom til sine Vælgere, der kunde aftvinge ham Haandfestninger og sætte luun et Rigsraad ved Siden. Den falske Margretes Fremtræden og de Begivenheder, der bevirkede Audun Hugleikssøns Henrettelse, maa have gjort Kongen dobbelt ængstelig. Han kunde ikke engang være sikker for Attentater mod sit Liv, hvis han ikke fik en saadan Tingenes Orden tilvejebragt, at man intet vandt ved hans Død. Og dette kunde igjen alene skee ved en saadan Forandring i Arveloven af 1272, at hans Datter selv blev arveberettiget, samt derved at han tillige endnu i hendes spæde Barndom fik bestemt hende en Mand, som hun siden, naar hun blev fuldvoxen, skulde egte, men som selv allerede havde Aar og Kraft til at beskytte hendes Rettigheder, og som derved ogsaa tildeels kunde blive ham selv til Støtte. Fra det Øjeblik, Ingebjørg hug fød, var det derfor vistnok Kongens Hovedbestræbelse at faa disse vigtige Anliggender bragte paa det Rene. Men det krævede nogen Tid, thi deels havde han ogsaa andre uopsættelige Sager at ordne, deels maatte vel ogsaa mange af Stormændene bearbejdes og overtales, inden de vilde give deres Samtykke til Forandringen, deels endelig gjaldt det vel ogsaa, inden denne foregik, at have valgt Datterens tilkommende Festemand.

Hvis der, som tidligere, havde været Sidegrene af Kongehuset i Landet selv, om ikke strengt taget arveberettigede, vilde det have været det naturligste at søge denne Festemand blandt deres Medlemmer. Men siden Knut Jarls Død fandtes der ingen Sidelinjer, og at lade Kongedatteren egte en indenlandsk Høvding vilde kun lede til Splid og Borgerkrig; det maatte være en Mand af fyrsteligt Blod, og en saadan kunde kun findes i en udenlandsk Fyrsteætt. Men her var Valget ikke vanskeligt. Den unge, paa denne Tid henved tyveaarige Hertug Erik, ældste Broder til den regjerende svenske Konge Byrge Magnussøn, udmerkede sig allerede saaledes fremfor alle andre Fyrster baade i Norden og de nærmest tilgrændsende Lande ved sin Skjønhed, sit indtagende Væsen, sin Ferdighed i alle ridderlige Øvelser og sin Statsklogskab, at hans Beundring gjenlød overalt, og at Tanken saaledes først og fremst maatte falde paa ham, naar det gjaldt om at udsøge den, der var verdig til at vinde den norske Kongedatters og sandsynlige Tronarvings Haand. Især maa Dronning Euphemia, hvis Yndlings-Underholdning var at læse eller lade sig og sine Damer forelæse de paa den Tid saa yndede franske Ridderromaner om Artus’s Kæmper, og som derfor vistnok lidenskabeligt sværmede for Riddervæsenet, saaledes som hun og hendes Damer efter de overspendte Skildringer i Romanerne forestillede sig det, med Glæde have grebet Forslaget om at faa en Svigersøn, der efter Alles Dom var en Ridder, lige saa herlig som Tristan, Ivent, eller hvilken som helst af de berømmelige Riddere ved det runde Bord.

Siden Aarene 1285 og 1286, da den svenske Konge Magnus Byrgessøn optraadte som Voldgiftsmand mellem Norge og de tydske Stæder, synes der ikke at have været mange Berørelser mellem det norske og det svenske Hof. Magnus var mest optaget med Rigets indre Anliggender, Kong Erik med den danske Krig og den skotske Successionssag. Magnus døde desuden allerede i 1290 (12te Decbr.), efterladende tre umyndige Sønner, af hvilke den ældste, Byrge, der allerede i hans Levetid havde faaet Kongenavn og var bleven hyldet som hans Tronfølger, ikke var mere end ti Aar gammel. Der indtraadte saaledes en henved tiaarig Formynder-Regjering, under hvilken man ikke kunde høre synderligt til de svenske Fyrster. Regjeringen forestodes af Marsken, den forstandige og statskloge Thorgils Knutssøn[1]. Uagtet Kong Magnus intet Dølgsmaal lagde paa, at hans Sympathier i den dansk-norske Krig vare med Danekongen, og gav de tydeligste Beviser paa denne Forkjærlighed ved at slutte et dobbelt Svogerskab med det danske Kongehuus, idet Danekongen Erik Erikssøn festede hans Datter Ingeborg, og hans Søn Byrge festede Kong Eriks Syster Margrete, saa afholdt han sig dog viseligen fra at deeltage i Krigen. Thorgils Marsk fulgte hans Politik, sørgede mest for at ordne Landets indre Anliggender, vel og for at befæste Stormands-Oligarchiet, og indskrænkede sine Krigsforetagender til at forsvare Finnlands Grændser mod Russer og Kareler, der mere og mere viiste sig som urolige og erobringslystne Naboer. I 1298 holdt den 17aarige Kong Byrge Bryllup med sin Festemø; hans Syster havde to Aar forud haft Bryllup med Danekongen. Allerede ved de Festligheder og Ridderspil, der fandt Sted ved Kong Byrges Bryllup, skal hans Broder Junker Erik have udmerket sig fremfor de øvrige Riddere, uagtet han da ikke kan have været mere end i det højeste sexten Aar gammel. Fra den Tid synes hans Skjønhed og Ridderlighed at have været i Folkemunde. Men i samme Mon, som han priistes som et Vidunder, synes han ogsaa at have faaet de mest overvættes Indbildninger om sig selv og at have udkastet de dristigste Planer til at skaffe sig en Magt og Anseelse, der svarede til hans Ry som Ridder og Helt. Han vilde ikke alene være Nordens mest glimrende, men ogsaa dens mægtigste Fyrste; for at naa dette Maal, tog han ikke i Betænkning at anvende hvilket som helst Middel. Endog at støde sin Broder fra Tronen, hvis han dertil fandt Lejlighed, kunde for ham ikke være saa afskrækkende; han fulgte jo kun sin Faders Exempel, om hvilket den endnu levende, paa Nykøpings Slot hensiddende Exkonge Valdemar, hans Farbroder, dagligt mindede. Kong Byrge synes at have haft meget tilfælles med Valdemar; om han maaskee ikke var fuldt saa svag og letsindig, var han derimod desmere smaalig og mørk. Han følte alt for vel, at Erik fordunklede ham, og derfor hadede han vistnok Broderen allerede fra Barndommen af, et Had, som ogsaa Erik hjerteligt gjengjeldte ham, om man end først senere saa Virkningerne. Mellem Erik og den yngste Broder Valdemar herskede derimod det varmeste Venskab. Valdemar skal ogsaa have besiddet mange glimrende Egenskaber, om han end ikke kom Broderen nær, men hans og Eriks Venskab vilde dog vel neppe have været saa fast og varigt, dersom de ikke havde haft fælles Interesser lige over for den ældste Broder, og hvis ikke Valdemar desuden, som det lader, i eet og alt havde underordnet sig den talentfuldere Erik og handlet efter hans Forskrift.

Hvorledes Kong Haakon indledede de første Tilnærmelser til de svenske Fyrster, der dog paa Grund af Svogerskabet med den danske Konge skulde synes at maatte staa i et noget spendt Forhold til ham, eller om overhoved de første Skridt til en nærmere Forbindelse skede fra hans og ikke snarere fra Eriks Side, vides ikke. Kun saa meget maa ansees for afgjort, at en Tilnærmelse var skeet og et Mode mellem begge Fyrstehoffer aftalt allerede tidligt i 1302. Anledning manglede ikke. Karelerne, Sveriges Arvefiender, som allerede under Kong Magnus Haakonssøns Regjering af og til havde gjort Herjetog lige ind i Haalogaland, viste sig nu atter inden de norske Grændser. Deres Tog gjaldt vel nærmest Sverige, som Hevn for Thorgils Knutssøns sidste Krigstog mod Rusland, men for dem var vel Svear og Nordmænd som eet Folk, og desuden kom det dem mest an paa at gjøre Bytte, hvor Lejlighed gaves. Kong Haakon maatte sende Agmund Dans eller Unge-Dans (der saaledes atter maa være kommen i Naade) imod dem med en betydelig Styrke. Der siges ikke, hvad Agmund udrettede; formodentlig lykkedes det ham at fordrive dem[2]. Men intet var rimeligere under disse Omstændigheder, end at Norge og Sverige forenede sig til fælles Forsvar mod de vilde Naboer, eller i det mindste at begge Rigers Fyrster i Forening aftalte Forholdsregler for at holde dem borte. Denne Sag var saaledes allerede tilstrækkelig til at bevirke en Tilnærmelse. Der manglede heller ikke paa dem, der kunde indlede en saadan; navnlig var den gamle anseede Fyrst Vitslav særdeles skikket dertil som Vasall og Frænde af det danske Kongehuus, til hvilket den svenske Dronning hørte, paa samme Tid som han var den norske Dronnings Morfader. Det norske Hofs langvarige fiendtlige Forhold til det danske kunde nu ikke vække synderlige Betænkeligheder, da der jo for Øjeblikket bar Fred, og man vel havde Haab om, ved Fredens Udløb at faa den fornyet, saa meget mere som den danske Konge for Øjeblikket havde hele sin Opmerksomhed henvendt andensteds, nemlig paa det meklenburgske Fyrstendømme Rostock, hvis Herre Nikolas, den samme, der tidligere havde været forlovet med Dronning Euphemia, men hævet Forbindelsen, senere havde behandlet Markgrev Albrecht af Brandenburgs Datter paa samme Maade, og derved paadraget sig en Krig, der viiste sig saa farlig, at han efter Borgernes og flere Herrers Raad fandt det sikrest at overgive Byen og Fyrstendømmet til Danekongen, mod igjen at faa det til Leen af ham; et Forslag, den ærgjerrige Kong Erik greb med begge Hænder (1301), og derved vandt en Besiddelse, som det kostede mere at forsvare, end den var værd. Det skal tildeels have været efter Fyrst Vitslavs Raad, at Nikolas af Rostock slog op med Margrete af Brandenburg, for at egte en anden Datterdatter af ham, den pommerske Hertug Bugislavs Datter; han havde vel saaledes og været paa Raad med om at overgive Rostock til Kongen af Danmark. Han deeltog siden i en Forbundstractat, som denne den 26de August 1302 sluttede med flere nordtydske Fyrster, for at sikre sig Fred og Besiddelsen af Rostock[3]. Formodentlig havde han da ogsaa været ivrig Megler ved den Fred, som strax efter Besiddelsestagelsen af Rostock sluttedes mellem Kong Erik og den meklenburgske Fyrste Nikolas af Werle, der uagtet han var gift med Eriks Syster, havde grebet til Vaaben imod ham; Nikolas var nemlig Vitslavs Datterdattersøn, Systersøn af Dronning Euphemia. Allerede 8 Aar forud, i 1294, have vi seet Vitslav optræde som Megler mellem de norske Fyrster og den danske Konge[4]. Saaledes er det højst rimeligt, at det var ham, der nu ogsaa indledede den første Tilnærmelse mellem det norske og det svenske Hof, maaskee i Haab om, derved at tilvejebringe en varig Fred i hele Norden. Der aftaltes et Møde[5], som skulde holdes den 29de September mellem begge Konger og deres ypperste Mænd, blandt dem naturligviis Kong Byrges Broder Erik, ved den saakaldte Solberge-Oos i Elven, lidt ovenfor det Sted, hvor det nuværende Kongelf ligger[6], og hvor tillige Fyrst Vitslav skulde være tilstede, eller som han i det mindste siden overvar; et ikke utvetydigt Tegn paa, at det var ham, der havde bragt det i Stand. Kong Byrge var imidlertid bleven kronet i Søderkøping, ved hvilken Lejlighed hans Broder Erik synes at have faaet Hertugstitel, medens den yngre, Junker Valdemar, fik Ridderslaget[7].

Kong Haakon havde paa sin Side været virksom for at bevirke en saadan Forandring i Tronfølgeloven som den ovenfor antydede, uden hvilken han neppe engang kunde vente, at hans spæde Datters Haand vilde blive eftertragtet af nogen udenlandsk Fyrste. I Forbindelse dermed var han ogsaa betænkt paa at faa fastsat Bestemmelser om, hvorledes der skulde forholdes med Rigsstyrelsen, i Tilfælde af at Tronarvingen var umyndig eller en Kvinde. Naar dette var bragt paa det Rene, kunde han med nogenlunde Tryghed afvente Fremtiden. Begge Dele bleve afgjorte paa et Høvdingemøde, som han formodentlig ene i den Anledning havde sammenkaldt til Oslo i September Maaned. Den vigtige Act, der udferdigedes derom, er dateret Oslo den 16de September. Bestemmelserne, heder det her, bleve tagne med Raad og Samtykke af Erkebiskop Jørund, Biskop Arne i Stavanger, Biskop Narve i Bergen, Biskop Eivind i Oslo og Biskop Thorstein i Hamar, samt Lendermændene Bjarne Erlingssøn, Ulfhedin Bjarnessøn, Isak Gautessøn, Jon Ivarssøn, Sæbjørn Helgessøn og Aake Cantsler, hvilke Herrer tillige medbeseglede Acten, samt desuden af hele det øvrige kongelige Raad, og alle de andre bedste Mænd, som vare tilstede. Heraf sees, at Mødet maa have været talrigt, og at Kongen ingen Umag maa have sparet for at vinde de mest indflydelsesrige Mænd for sine Planer.

Acten[8], der er indrettet til at kunne indtages i Lovbogen i Stedet for den der optagne Kongearvelov af 1272, hvilket ogsaa i et Par Lovbøger er skeet, har en temmelig merkelig Indledning. „Det er“, siger Kongen, „bekjendt for alle, at efterat Gud kaarede os til Rigsstyrelsen efter vore Forfedre, have vi efter Almuens Bøn og Samtykke gransket og ladet granske den Lovbog, som den verdige Herre Kong Magnus, vor kjæreste Fader, havde ladet sammensætte efter Almuens Bøn og Samtykke. Og da det forekom os, som om han ikke, forinden Gud kaldte ham bort, havde faaet indført i Lovbogen alt hvad der kunde være Riget tjenligt og nyttigt, hvor gjerne han end havde villet, i Særdeleshed hvad Kongearven betræffer; forekommer det os som om der ere flere Mangler deri, og et og andet følger desuden Kirkens og Kejserens Love (den canoniske Ret og Romerretten), der letteligt kunde vorde Riget til stor Fare og alt Folket, som i det boer, til megen Ulempe. Og da vi nu have lovet Gud i vor Kongevielse, at vi skulde overholde og lade overholde den Lov, som den hellige Kong Olaf grundlagde, og hans rette Efterkommere siden have tilseet og samtykket, borttagende hvad der kunde tykkes overflødigt og tillæggende eller forbedrende, hvad der syntes bedst, efter de bedste Mænds Raad og Samtykke i Landet, saa og fordi vi ere lige saa villige som skyldige til at forebygge at man atter falder i den store Forvildelsens Taage, hvoraf Størstedelen af dette Lands Folk har været saa harmeligen blindet, at der i intet andet Land findes Exempel derpaa, o. s. v.[9], da have vi med de her efternævnte Herrers Raad og Samtykke fastsat angaaende Kongearvetallet og andre Landsens nødvendige Anliggender saaledes som følger“.

Forandringen i Tronfølgen, med stadigt Hensyn til Forholdene inden den kongelige Familie, gik for det første ud paa at rykke egtefød Datters egtefødde Søn nærmere op i Arvetallet end hidtil, dernæst, hvad der var den væsentligste Forandring, at gjøre Kvinder selv i visse Slægtskabsgrader arveberettigede, og endelig, (da Kongen ogsaa maatte være belavet paa det Tilfælde, at hans egtefødde Datter Ingebjørg døde uden Afkom, og at hans Frilledatter Agnes saaledes var hans eneste Barn), at gjøre det muligt ogsaa for uegte Datters Søn at arve Tronen[10]. Det første opnaaedes derved, at egtefød Datters egtefødde Søn, hvilken Arveloven af 1272 satte i 8de Classe, næst efter Kongens uegte Søn, nu sattes i tredie Classe, umiddelbart efter egtefød Sønnesøn og foran egtefød samfedre Broder. Det andet skede paa den Maade, at ældste egtefød Datter sattes i 7de Classe (eller hvad der egentlig vilde blive 8de, hvis ikke den nye Arvelov havde slaaet Brodersøn og Farbrodersøn sammen i en Classe) og efter hende ældste egtefød Datter af egtefød Kongesøn eller eventuelt af egtefød Kongedatter i 9de Classe, mellem Farbrodersøn (6te Classe) og Frillesøn, der nu kom i 9de Classe, samt Syster, Faders Syster og Broderdatter, alle egtefødde, i 12te Arv; hvorhos det overhoved tilføjedes, at naar man maatte gaa længer hen i Slægten, og rette sig efter det almindelige Arvetal, skulde dog Kvinder være arveberettigede, hvis ikke mandlige Slægtninger fandtes. Endelig skeede den tredie Hovedforandring ved at indføre i Arvetallet uegte Datters egtefødde Søn, nemlig i 9de Arv, næst efter Frillesøns egtefødde Søn og Frillesøn, men foran Systersøn. Altsaa kom Arvetallet nu til at see saaledes ud: 1) ældste egtefød Søn; 2) ældste egtefød Sønnesøn; 3) ældste egtefød Datters egtefødde Søn; 4) ældste egtefød samfedre Broder; 5) ældste egtefød samfedre Farbroder; 6) a) ældste samfedre egtefød Broders egtefødde Søn, b) ældste egtefødde Søn af egtefød samfedre Farbroder; 7) ældste egtefød Datter; 8) a) egtefød Datter af egtefød Søn, b) egtefød Datter af egtefød Datter; 9) a) ældste egtefød Søn af uegte Søn, b) uegte Søn, c) uegte Datters egte Søn; 10) egtefød samfedre Systers ældste egtefødde Søn; 11) afdøde Konges Moders samfedre egtefødde Systers egtefødde Søn[11], og endelig 12) a) egtefød samfedre Søster, b) egtefød Faders samfedre egtefødde Syster, c) egtefød samfedre Broders egtefødde Datter, og endelig næste mandlige eller eventuelt kvindelige Arving. Til Forebyggelse af al Misforstaaelse tilføjes der udtrykkeligt, at det her opstillede Arvetal altid skulde regnes fra den sidste afdøde Konge i Norge.

Efter Arvetallet følge Bestemmelserne om, hvorledes Formynder Regjeringen skulde være ordnet. „Vi have og“, ytrer Kongen, „over tænkt med de før nævnte Mænds, samt andre de bedste Mænds Raad, hvorledes Rigsstyrelsen skal være indrettet, medens Kongen er i Barndommen, for at en saadan uhørlig Skade som den, Riget fik, medens vi to Brødre vare Børn, med Guds Hjelp kan undgaaes“. Der bestemtes for et saadant Umyndighedstilsælde, at Rigsstyrelsen skulde føres af tolv Mænd, blandt hvilke Cantsleren og Merkesmanden altid skulde være; de øvrige forudsattes vistnok udnævnte af den sidst afdøde Konge, men det foreskreves derhos, at i senere Afgangstilfælde skulde de selv udfylde sit Tal. Af disse tolv skulde imidlertid kun fire, nemlig Cantsleren og Merkesmanden med tvende andre, altid, som det heed, sidde i Kongsgaarden med Barnet, det vil sige være om den umyndige Tronfølgers Person og besørge de løbende Regjeringsforretninger maatte Rigsstyrelsen og Opsigten med hele Rigets Ejendomme og Indtægter og udføre alle de Sager som behøves baade uden og inden Lands, Riget til Nytte“), og det tillige saaledes, at tvende Biskopper udenfor de tolv skulde deeltage i Bevarelsen af Kronens rede Beholdning af Guld og Sølv, hvortil hine Biskopper skulde have een Nøgel, de fire Regjeringsherer en anden. De øvrige aatte Mænd, hvilke, som det heed, „vare uden Gaards“, skulde hver i fin Kreds føre Opsigt med Sysselmændene og disses Lensmænd, at de behandlede Almuen vel og skaffede Enhver den ham tilkommende Ret. Naar en Sysselmand undlod dette eller paa andre Maader handlede ulovligt, skulde den nærmeste Regjeringsherre strax fare til, nøje undersøge Sagen, og skaffe Vedkommende sin Ret. Kunde han ikke selv overtage Sagen, skulde han stevne den til Kongsgaarden, for der at afgjøres. Var Sysselmanden fremdeles gjenstridig, eller undlod at komme, skulde alle tolv, om de vare samlede, eller de fire med deres Raad straffe den Skyldige med samme Myndighed, som Kongen selv. En Gang hvert Aar, eller oftere, om det maatte behøves, skulde de aatte samles med de fire og de to Biskopper, for at overlægge om Rigsstyrelsen og de Forholdsregler, der med Hensyn til de inden- og udenlandske Anliggender maatte blive at treffe, samt for overhoved at afgjøre de vigtigste Rigs-Erender. I Tilfælde af Meningsforskjellighed skulde Stemmefleerhed raade, og hvis Stemmerne vare lige, skulde Alderen gjøre Udslaget[12]. Ved denne Lejlighed skulde ogsaa de fire, som besørgede de løbende Forretninger, aflægge Regnskab for sin Forvaltning saavel som for Kronens Indtægter; da skulde ogsaa Kronens rede Beholdning og Liggendefæ eftersees, og det i Aarets Løb tilkomne henlægges til det øvrige. For øvrigt gaves følgende nærmere Bestemmelser:

a) Alle Ubødemaal, der medførte Tab af Liv og Gods, skulde de lade paatale og paadømme efter Lovene; men naar Nogen saaledes havde forbrudt alt sit Gods til Kronen, havde de dog ikke Myndighed til at give nogen fuldkommen Benaadning; dette forbeholdtes Kongen selv efter endt Mindreaarighed. De kunde blot give de Domfældte, der maatte ansees verdige til Benaadning, midlertidig Grid til at opholde sig i Landet; det forbrudte Gods blev den hele Tid liggende under Kronen, indtil Kongen selv traf nærmere Bestemmelse.

b) Ingen Navnbøder (Titler) maatte de forhøje medens Kongen var umyndig, det være sig smaa eller store.

c) Den Hird, der fandtes, medens Kongen døde, skulde sverge Tronarvingen og de tolv Herrer Troskabseed og Lydighed, saa længe til de overgive Styrelsen i den fuldmyndige Konges Hænder.

d) Veitsler maatte de ej give større end Hirdskraa foreskrev.

e) Hvis den Mynt, der gik i den afdøde Konges Tid, forringedes, kunde de gjøre den nødvendige Forandring heri, men det maatte dog skee saa sjelden som muligt.

f) Hvis Sysselmænd eller andre Ombudsmænd døde eller forbrød sig saaledes, at de burde miste Embedet, skulde de tolv eller saa mange af dem, som maatte være tilstede i Kongsgaarden, efter fælles Overlæg indsætte andre i deres Sted.

g) Den Fehirde[13], der fandtes ved Kongens Død, skulde vedblive i Embedet indtil Kongen naaede Myndighedsalderen, for saavidt han ikke overbeviistes om mislig Embedsførelse. Han skulde aflægge aarligt Regnskab for Regjeringsherrerne, naar de alle tolv vare samlede.

h) Hvis en af de fire døde eller overbeviistes om at have begaaet nogen for Riget skadelig Handling, i hvilket Fald han skulde afsættes, skulde en anden vælges i hans Sted blandt de aatte, og i Stedet for den blandt disse, der saaledes blev en af de fire, skulde en ny vælges, faa at det fulde Antal fremdeles blev tolv.

i) Fornemmelig skulde det paasees og holdes Øje med, at der ikke stiftedes mistænkelige Forbindelser eller Stemplinger, der kunde vorde Kronen eller Landsens Ret til Skade. Hvor som helst noget saadant efter lovlig Undersøgelse befandtes at have fundet Sted, skulde Straf ufortøvet paafølge. Ligeledes skulde det paaagtes, at ingen Ufred begyndtes indenlands og at ingen udenlandsk Hær uventet brød ind i Riget.

k) Ingen udenlandske Mænd maatte Regjeringsherrerne drage ind i Landet og forunde fast Ophold, saa længe Kongen var umyndig, uden Kjøbmænd og Haandverkere efter gammel Sedvane, dog kun for saa vidt ingen Mistanke hvilede paa dem, at de havde Planer fore, der kunde vorde Riget til Skade.

l) Enhver af de tolv skulde, førend han tiltraadte Rigsstyrelsen, aflægge denne Eed paa hellige Reliqvier: „Saa sandt lægger jeg Haanden paa disse Helligdomme og henskyder til Gud, at denne Rigsstyrelse, hvortil jeg er beskikket, over Norges Rige og dets Skatlande, skal jeg troligen og huldeligen føre med al Omhu, kun raadende hvad der kan vorde Kongen til Ære og hele Riget til Nytte, efter det Vid og den Forstand, Gud selv forunder mig. Hvor som helst jeg har at afgjøre Folks Sager, Domme eller de Beslutninger, der vedkomme Riget, skal jeg dømme og raade om Riig som om Fattig, om Uven som om Ven, om Ung som om Gammel, om Ikkefrænde som om Frænde, og ingen Fordele eller Gaver skal jeg tage for at dømme eller skaffe Ret eller Begunstigelse, aabenbart eller hemmeligt. Lige saa lidet skal jeg tage Gaver for at Kronens Indtægter eller Rettigheder lide Formindskelse eller bortfalde eller utilbørligen bortforlenes. Jeg skal derhos granske efter, hvor vidt Kongedømmets Ret eller Gods allerede har lidt Skaar, og i saa Fald med al min Magt søge at bringe det tabte atter under Kronen, hvad enten Ihændehaveren er min Frænde eller ej, min Ven eller min Uven“. Hvis nu een eller flere af de tolv brød denne Eed, eller overhoved befandtes skyldige i Svig mod Kronen eller Riget, da skulde de øvrige straffe ham med samme Myndighed som Kongen selv, og hvis nogen af dem vilde taale eller understøtte saadant, skulde han betragtes som hans Medskyldige og straffes paa samme Maade.

m) Efterlod Kongen en Datter, som allerede ved hans Foranstaltning var bleven gift eller blev hun siden gift med Dronningens, hendes Moders, og de tolv Regjeringsherrers, de to Biskoppers og de øvrige af hine tilkaldte gode Mænds Samtykke, da skulde hendes Mand vistnok, saa længe han befandtes Kronen og Riget huld og tro, samt enig med de tolv, nyde den højeste Rang og Hæder blandt alle Mænd i Riget, men ikke befatte sig med noget som helst Regjeringsanliggende i eller udenfor Riget uden Hines Vidende og Samtykke.

n) Levede Dronningen længere end Kongen, skulde hun nyde Hæder og Æresbeviisninger næst efter Kongedatteren og frit nyde og bruge sin Tilgjøv (Livgeding), saa længe hun opførte sig sømmeligt, adlød Rigets Raad og ikke vilde gifte sig. Men ved hendes Død skulde Tilgjøven atter falde under Kronen.

o) I de første ni Maaneder efter Kongens Død skulde Dronningen holdes i sikker Forvaring med hæderlige, af de fire faste Regjeringsherrer beskikkede Koner, for at man kunde vorde vis paa, om hun var frugtsommelig eller ej.

p) Den umyndige Konge og de øvrige eventuelle Tronberettigede skulde, indtil han blev myndig, holdes i sikker Forvaring i det sterkeste Huus (d. e. Festning) i Riget.

q) Kongens Myndighedsalder bestemtes til det fyldte tyvende Aar. Dette var en Afvigelse fra hvad der havde fundet Sted ved den sidste Mindreaarighed, hvor Myndighedsalderen, som vi have seet, vistnok efter Kong Magnus’s Bestemmelser i Aaret 1273, fastsattes til det fyldte 14de Aar. Begivenhederne under Kong Eriks saakaldte Myndighedsalder, fra 1282 af til Dronning Ingebjørgs Død, havde advaret Kongen mod at sætte Myndighedsaaret for tidligt. Derfor satte han det heller ikke til det 15de Aar, som Privatretten bestemte, end mindre til det tolvte, der var den gamle, for Konger vedtagne Myndighedsalder. Men det tyvende Aar var dog igjen usedvanligt seent, og i alle Fald havde man her intet foregaaende Exempel i Norge selv at paaberaabe sig. Formodentlig rettede man sig da efter hvad der var Skik og Brug i Skotland, det nærmeste Naborige mod Vesten[14].

Denne Act, hvorved Kongen saaledes troede at have gjort, hvad der kunde gjøres, for at sikkre sin Ætt Tronfølgen og Landet Rolighed, hvis han skulde blive bortkaldt, førend nogen myndig Tronarving kunde træde i hans Sted, blev, som det allerede er nævnt, samtykket af de paa Mødet tilstedeværende Herrer og beseglet af de fornemste blandt dem. Men da den var istandbragt paa en Tid af Aaret, da Lagthingene allerede vare forbi, kunde den ikke strax blive vedtagen paa disse, og det lader heller ikke til at det skede senere, da man, uagtet den Deel, der bestemmer den nye Kongearv, aabenbart er indrettet til at indtages i Lovbogen i Stedet for Bestemmelserne af 1272, dog ikke finder den i flere end fire af den Mængde Haandskrifter af Landsloven, som endnu ere tilbage, og blandt de fire kun i een indtagen paa det bestemte Sted i Christendomsbaalken, med Udeladelse af den forrige Arvelov[15]. Om Kongen ikke bar fundet denne Lovtagelse nødvendig paa Grund af den mindre betydende politiske Rolle, Lagthingene allerede da spillede i Sammenligning med for, eller Undladelsen kun er skeet ved Forsømmelse eller Udsættelse, er nu umuligt at sige; men Følgen maatte være, at maaskee den største Deel.af Folket var uvidende om dens Tilværelse og selv efter hans Død, da den var kommen til Anvendelse, vedblev at være uvidende derom, da hans Efterfølger ogsaa ifølge den ældre Arvelov vilde have været arveberettiget. Denne Omstændighed kunde let i Tidens Løb lede til mislige Følger.

Det vidner for øvrigt om ikke ringe Klogskab og Kraft hos Kong Haakon, at han fik Artiklerne om Rigsstyrelsen vedtagne af Høvdingerne, uagtet de aabenbart ej vare til deres Fordeel, sammenlignede med den ældre Tingenes Orden, hvorved Lendermændene som saadanne dannede Formynder-Regjeringen, og som følgelig, om den endnu vedblev, vilde kunne aabne dem den bedste Lejlighed til at gjenvinde og udvide den Indflydelse, Kong Haakon søgte at betage og virkelig betog dem. Herved er det dog at merke, at maaskee allerede Kong Magnus kan have forordnet en Formynder-Regjering for sine Sønner, der i enkelte Dele kan være bleven lagt til Grund for denne, navnlig i Overdragelsen af de løbende Forretninger til Cantsleren med nogle faa verdslige Herrer; men da ingen nærmere Oplysning om Kong Magnus’s Dispositioner ere os levnede, kan man kun fremsætte dette som en Formodning. Derhos kunde det vel hænde, som det nedenfor nærmere vil blive berørt, at Hertug Erik allerede kan have udøvet en hemmelig Indvirkning. Men alligevel bliver det merkeligt, at Kongen saaledes forstod at sætte sit Ønske igjennem. Det vidner tillige om megen Omtanke under de forhaandenværende Forhold, at han udtrykkeligt udelukkede den efterladte eneste Kongedatters Mand fra større Deeltagelse i Regjeringen end den, Regjeringsherrerne vilde tilstaa ham, og foreskrev at han skulde underordne sig disse, medens han for øvrigt gav ham al den til hans høje Stilling svarende Rang; thi da han upaatvivleligt allerede betragtede den svenske Hertug Erik som sin Datters tilkommende Mand og maatte vide saa meget om ham, at han var ærgjerrig og foretagelseslysten, tjente hiin Bestemmelse til at forebygge, at han tilrev sig utilbørlig Magt i Norge og misbrugte Norges Midler til egennyttige Hensigter. En anden Sag var det, om Erik allerede hemmeligt havde vidst at skaffe sig et Parti i Norge, men i saa Fald kunde Kongen ikke vel være belavet derpaa.

Faa Dage efter begav Kongen sig til det aftalte Møde ved Solberge-Oos i Elven, der holdtes Michelsmesse-Dag (29de September). Hvo der var i Følge med ham, vides ikke, men man kan vel neppe tvivle paa, at Cantsleren ledsagede ham, og formodentlig de fleste af de Herrer, der havde deeltaget i Høvdingemødet i Oslo. I Følge med Kong Byrge var Broderen Hertug Erik, Marsken Thorgils Knutssøn og Hertugens Drottsete Arnbjørn Sigsteenssøn, foruden flere andre Herrer; ligeledes indfandt sig Grev Jakob af Halland og Fyrst Vitslav, samt en Gesandt fra Lübeck paa denne og de øvrige fire østersøiske Stæders Vegne. Dronningen synes ej at have været med, formodentlig fordi, som man maa antage, Kong Byrge heller ikke ledsagedes af sin Dronning; det var desuden Kong Haakons Hensigt at indbyde Hertug Erik og Fyrst Vitslav til sig til Julen, saa at Euphemia derved vilde faa Lejlighed nok til at gjøre nærmere Bekjendtskab med sin tilkommende Svigersøn og gjensee sin Morfader. Der maa have været forhandlet om mangt og meget, begge Riger, Stæderne og de forsamlede Fyrster vedkommende, skjønt de gamle Annaler, der berette om Mødet, kun i Korthed fortælle, „at der stiftedes et stort Fredsbaand mellem Rigerne, og at Hertug Erik festede den unge Ingebjørg“[16]. Formodentlig blev der aftalt en fælles Forsvarsplan i Tilfælde af at Russerne eller Karelerne skulde fornye sit Angreb. Stæderne klagede gjennem sin Gesandt, Johannes af Kalmar, over at deres Borgere lede Overlast af de norske Sysselmænd og kongelige Ombudsmænd. Fyrst Vitslav, der allerede oftere havde beklaget sig hos Kongen over at de tydske Riddere i Preussen forurettede ham, og som havde faaet Kongen til at tilskrive dem flere advarende Breve, gjentog nu sin Klage. Og endelig maa Grev Jakob af Halland paa egne og flere af de Fredløses Vegne have klaget over den Fremferd, man i Danmark havde brugt mod dem, og have anmodet Kong Haakon om at faa Kong Byrge til at indlægge et godt Ord for dem, sandsynligviis fordi de antog, at dette vilde have større Vegt ved det danske Hof, end en Forbøn fra Kong Haakon. Til de fra Stæderne fremsatte Klager svarede Kongen i et. Brev, dateret Kongehelle den 6te Octbr. (et Tegn paa, at Mødet maa have vedvaret næsten til da), at da Gesandten, Johannes af Kalmar, paa Forespørgsel ikke havde kunnet nærmere paavise, hvori de paaklagede Fornærmelser bestode, kunde Kongen for Øjeblikket ikke gjøre noget ved Sagen, men anmodede Stæderne om at sende ham en Mand, der kunde give ham nøjere Forklaring derom, saa skulde han selv være villig til at gjøre alt, hvad Retten fordrede og hvad der var tjenligst for Fredens Overholdelse[17]. End videre bad han dem anmode de tydske Riddere om at ophøre med at gjøre Vitslav Fortræd, og hvis Ridderne ikke efterkom Anmodningen, at forbyde sine egne Borgere at føre Gods, tilhørende Ridderne eller deres Mænd, i sine Skibe; han selv vilde gjøre dem al den Forhindring, han kunde, indtil de havde ladet Vitslav nyde sin Ret, saa meget mere som han allerede havde skrevet flere Breve til dem, hvilke de ikke engang havde verdigets at svare paa. Kong Haakon maa kraftigt have talt Grev Jakobs og de Fredløses Sag for den svenske Konge og formodentlig især have vundet Thorgils Knutssøn, siden det sees at Kong Byrge den 7de October, maaskee førend han og Kong Haakon endnu havde sagt hinanden Farvel, virkelig udstedte et Beskyttelsesbrev for Grev Jakob, Peter Jakobssøn, Junker Nikolas (Grev Jakobs Søn) og Jens Peterssøn, i hvilket han ytrede, at da han af paalidelige Mænd havde erfaret, at hans kjære Broder Erik, Danmarks og Vendernes Konge, havde mod Retfærdighed og Landets Love i mange Stykker betynget hine Herrer og ladet dem betynge, paa Grund af nogle dem tillagte Beskyldninger, hvorfor de vare blevne fredløse i Danmark, saa havde han nu, efter Anmodning af „sin kjære Broder“, Norges berømmelige Konge Herr Haakon, oprigtig lovet og tilsagt dem, at han kraftigt vilde virke ved Underhandlinger dertil, at de selv og deres Børn maatte opnaa Forliig, hjelpe dem til at faa Ret for den dem tilføjede Uret og Skade, skaffe dem Adgang til lovligt at frigjøre sig for de dem tillagte Beskyldninger efter de danske Loves Lydende og imidlertid forunde dem og Børn Tilflugt i sit Rige, om de fandt det nødvendigt eller belejligt, samt ikke forlade dem med sin særdeles Yndest og Naade. Brevet, der saaledes endog røber en mod den danske Konge ugunstig Stemning, er medbeseglet af Hertug Erik, Thorgils Marsk og Arnbjørn Sigsteenssøn, hvilke kaldes kongelige Raadgivere; det maa betragtes som et Beviis paa, at Thorgils Marsk ansaa Sverige bedre tjent ved et Forbund med Norge end med Danmark, thi Kongens Sympathier vare for den danske Konge. Der var vel neppe heller en eneste af de Tilstedeværende, der ivrigt forsvarede Kong Eriks Ferd mod de Fredløse[18]. Havde dennes Syster, Dronning Margrete, været tilstede, vilde Kong Byrge maaskee ikke have været faa let at overtale, thi hun havde stor Magt over ham og var sin Broder ivrigt hengiven, medens hun derimod skal have været meget uvenligt stemt mod Svogeren, Hertug Erik, og følgelig heller ikke kunde ynde det norske Kongehuus, med hvilket han nu forbandt sig. Formodentlig var det ogsaa ifølge Kong Haakons Bøn, fremsat paa dette Møde, at hans Syskendebarn Junker Erik, den afsatte Kong Valdemars Søn, der tilligemed Faderen havde været holdt i Forvaring paa Nykjøpings Slot, nu blev sat paa fri Fod. Valdemar var død den 26de December 1301[19].

Man maa antage at Kong Haakon allerede under Mødet fremsatte sin første Indbydelse til Hertug Erik og Fyrst Vitslav om at tilbringe Julen hos ham i Oslo, saaledes som ovenfor berørt; det heder rigtignok i den svenske Riimkrønike, at Kongen tilskrev Hertugen om at være hans Gjest, men dette bør dog vel i alle Fald kun forklares om en nærmere Indbydelse eller Bestemmelse af Dagen; det synes at ligge i Sagens Natur, at Hertug Erik snarest muligt aflagde et Besøg hos sin med Længsel ventende Svigermoder og viiste sig for det norske Folk, til hvilket han nu skulde træde i et saa nøje Forhold. Da man erfarer, at ogsaa den nys frigivne Junker Erik Valdemarssøn var en af Kongens Julegjester, er det højst rimeligt, at hiint Brev nærmest har gjeldet ham, eller har indeholdt en Anmodning til Hertugen om at tage ham med. Blandt de indbudne var end videre Grev Jakob af Halland med hans Slæng. I Mellemtiden fra Mødets Slutning, omkring 7de October, indtil Julen vendte Kongen rimeligviis tilbage til Oslo og opholdt sig der, deels for at gjøre Forberedelser til det ventede glimrende Besøg, deels vel og for at sikre sin naturlige Datter Agnes et passende Giftermaal. Thi ogsaa hendes Afkom kunde, som paapeget, efter den nye Tronfølgelov blive arveberettiget, og det var saaledes ikke nok til Forebyggelse af Vilderede i Fremtiden, at alene Ingebjørg var gift eller bortfestet; ogsaa med Hensyn til Agnes var det tilraadeligt at bringe denne Sag paa det Rene saa snart som muligt. Til sin Svigersøn valgte Kongen Hafthor eller Hafthore, Søn af den raumarikske Baron Jon Ivarssøn, kaldet Raud. Jon Ivarssøn nævnes aller først blandt de Herrer, der medbeseglede Stilstandsacten til Hegnesgavl 1295, men maa allerede længe før den Tid have været en formaaende og anseet Mand, thi Sønnen Hafthor, giftefærdig i 1302, kan neppe være fød før 1280. Ivar, Jon Raads Fader, maa altsaa have levet paa Kong Haakon Haakonssøns Tid. Foruden Hafthor havde Jon ogsaa to andre, sandsynligviis yngre, Sønner, ved Navn Thore Thingbovde og Ivar[20], samt Datteren Ragndid, gift med Thorvald Thoressøn[21]. Kongens Valg vilde vel neppe have faldet paa Hafthor, hvis ikke hans Fader havde været en af de højbyrdigste og rigeste Mænd i Landet. Formodentlig var Sagen allerede bleven indledet paa Mødet i Oslo, hvor Jon, som vi have seet, var tilstede og beseglede Tronfølge- og Rigsstyrelseacten. Man veed ikke nøjagtigt Tiden, naar Festemaalet skede, kun at det var i 1302; sandsynligviis skede det da efter Kongens Tilbagekomst til Oslo i October. Agnes var da ventelig kun faa Aar gammel, saa at Brylluppet ikke strax kunde finde Sted, men det holdtes neppe mange Aar efter. I Medgift skjenkede Kongen hende betydeligt Jordegods, henved 6 Merkers Bool, spredt omkring paa Raumarike[22].

Omsider kom Julen, og med den de længselfuldt ventede Gjester[23]. Den svenske Riimkrønike, forfattet af en ivrig Beundrer af Hertug Erik, der tydeligt nok kan sees at have været et Øjevidne, beskriver Hertug Eriks Rejse, Ankomst og Modtagelse saaledes:

„Drottseten Åbjørn med honom (Hertugen) war
och herrar, som honom till rätta bar,
Herr Matthis och herr Arwid –
de herrar hade då till sid,
de följde deras rätta herre
hwad det ginge till bättre eller wärre.
Grefwe Jacob kom och i hans färd,

han undfick honom som hann war wärd
tho at werlden gick honom illa i hand:
han hade då hwarket borgar eller land;
han war en ädla herre boren
ändå han war af Danmark sworen
och andra hälade (Helte) fulltrefne,
de af Danmark woro drefne,
Peder unge Porse och andra flere,
swå att hertugens män war då mere,
och följde alla gerna honom,
för thy honom war konungens dotter i wånom (i Vente),
swå att han förde en wänan rota,
riddare og riddarenota (Ridderes Følgesvenne, Riddersvenne)
til Osloo til den stad:
han gjorde som konungen bad.
Och hwar man honom der wäl undfick,
och kungen ut emot honom gick
och undfick dem med mycken heder
förthy at han war der sällan sedder (seed).
Då styrmade folcket å hann
och sade: är det den man,
den milde hertug Erik?
och hugsade många wid sik:
Gud hafwer hann wel til werldena skapat!
Då de hade uppå honom länge hapat (seet med Forbauselse),
då bad honom godt hwar man hann såg:
„Gud låte hans wilja her wäl gå!
att han främje hwad han will,
gifwe Gud honom lycka till!“
Då gick han dit der Drottningen war
med tukt, som honom till rätta bar;
hon undfick honom wäl som hon wäl kunne
med söt ord och rödan munne,
de af hjertans kärlek gingo.
Huru de den ädla förste undfingo,
den kärlek får jag ej sagt en tusendedeel,
fortby mig räcker ej konsten til,
och lefde de som de hade hogt
med heder och ära og mycken tokt“[24].

Denne Beskrivelse, der ligesom alt øvrigt vedkommende Hertug Erik, aabenbart er forfattet af en Samtidig, og i de fleste Tilfælde endog Øjevidne[25] – formodentlig en af Hertugens egne Mænd – røber vel den samme Beundring for, ja næsten Forgudelse af Hertug Erik, som gaar gjennem alt, hvad der er flydt af hans Pen, men ikke desto mindre er det at tage og føle paa, at Fortællingen om hans Indtog i Oslo, i Spidsen for en glimrende Ridderskare, hvorledes Mængden stimlede sammen for at see Kongedatterens tilkommende Mand og i glad Beundring over hans Skjønhed og indtagende Væsen udbrød i lydelig Jubel og ønskede alt Godt over ham, maa medføre bogstavelig Sandhed. Og lige saa vist er det, at han ej alene maa have svaret til, men endog langt overtruffet Dronningens og hendes Damers Forventninger, saa at han fra det første Øjeblik, han viiste sig for dem, gjorde et uudsletteligt Indtryk paa dem og blev deres Afgud. Ogsaa de øvrige svenske Herrer i hans Følge maa have udmerket sig ved deres ædle Væsen og Dygtighed i alle ridderlige Færdigheder, thi det var netop en af Aarsagerne til Kong Byrges Had mod sin Broder, at dennes nærmeste Venner og Følgesvenne vare hans saa langt overlegne i alt Slags Ridderskab. Fornemmelig maa alles Øjne have hvilet paa den unge Matthias Ketilmundssøn, der allerede i Krigen mod Russerne 1299 havde indlagt sig overordentlig Berømmelse ved sin Tapperhed og navnlig en heel Dag holdt til Hest, i fuld Rustning, udenfor Skandsen Landskrone (hvor nu St. Petersborg ligger), udfordrende hvilken som helst Ridder af den russiske Hær til Kamp, men uden at finde nogen, der vovede at binde an med ham[26]. Der var desuden den svenske Junker Erik Valdemarssøn, de danske Herrer, der fulgte Grev Jakob, og formodentlig flere rügiske Herrer i Følge med Fyrst Vitslav, hvis Datter Sophia ogsaa for Øjeblikket opholdt sig ved det norske Hof[27]. Alt tegnede sig saaledes til, at man ved dette vilde faa en Juul, hvis Lige i Lystighed og Glands man endnu ikke her i Landet havde seet. Men det maa have gjort et stort Skaar i Glæden og standset alle Lystigheder, at Fyrst Vitslav blev syg allerede i Begyndelsen af Julen og døde femte Dag Juul, den 29de December, efter at han to Dage forud havde gjort sit Testamente og valgt sig sin Begravelsesplads foran Højaltaret i Mariakirken i Oslo[28]. Men kunde man end ikke overlade sig til en saa støjende Lystighed, som man fra først af maa havde tænkt paa, saa forstod dog neppe nogen bedre end Hertug Erik ogsaa at benytte Sorgen til at befeste sig end mere i Dronningens Hengivenhed, enten ved at trøste hende med kjærlige Ord, eller adsprede hende ved Læsning af hendes yndede Ridderromaner, som hun ej alene lod oversætte paa Norsk, men maaskee endog med stadigt Hensyn til ham siden foranstaltede omsatte paa svenske Vers, saa vidt muligt i Originalernes Versemaal. Thi det er vist, at ingen nok saa stor Brøde fra hans Side herefter formaaede at udslette den Kjærlighed, Dronningen under dette Jule-Ophold vandt for ham; han kunde trodse Kongen, ja endog fore Vaaben mod Norge: hendes Hengivenhed for ham blev uforanderlig. Da Erik, maaskee fordi han og hans unge Ledsagere begyndte at kede sig ved den Stilhed, som Hofsorgen maatte medføre, allerede tog Afsked den 9de Dag Juul (2den Januar), undskyldende sig hos Kongen, der beklagede at han ej vilde blive Julen til Ende, med at han maatte see, hvorledes alt gik hjemme, var hans Skilsmisse fra Dronningen og hendes Damer heel rørende. „Da“, siger Riimkrøniken,

gick den ädla, wisa man
till drottningen, der hon stod;
då sade det ädla, rena blod:
„farwäl son och jula-broder!“ –
han sade: „min ädla, söta moder,
nu wil jag gifwa eder Gud i wald
för edra dygd swå mångefald,
den jag hafwer af eder rönt och sett,
och mycken glädje, I hafwen mig teet;
min tjenast är eder ehwar jag är!“
Hon sade til honom: „min hjertlig kär
förutan allan falskan sid!“
(Swa rönte han, da han torfte wid.)
Han helsade hwar then man han såg;
de fruor gingo alla att stå
hwardera i sitt windöga,
med käran wilja och godan huga,
och sågo alla efter honom …[29].

Det er imidlertid et stort Spørgsmaal, om Kong Haakon selv sværmede lige saa meget for den unge smukke Hertug som Dronningen og hendes Damer, og om han ikke, for ej at sige gjennemskuede ham, dog allerede havde opdaget og fremdeles opdagede et og andet ved ham, der kunde vække Betænkeligheder og Mistanke. Hertug Erik, hvis Statsklogskab og Dybraadighed var langt forud for hans Aar, tænkte sikkerligt allerede nu paa, ej alene at støde sin Broder fra Tronen, men ogsaa at tilvende sig alle tre Riger i Norden, og som Grundlag og Udgangspunct for dette var det ham derfor især om at gjøre at skaffe sig Besiddelser i Nordens Middelpunct, ved Gøta-Elvens Bredder. Vestergøtland i Sverige, Nordrehalland i Danmark og Elvesyssel i Norge vilde netop forenede kunne danne en saadan Kjerne for et fremtidigt nordisk Fællesmonarchi. Just derfra havde Sigurd Ring og Ragnar Lodbrok i den fjerne Oldtid behersket Norden. Tiden kunde neppe være belejligere; Grev Jakobs Besiddelse af Nordre-Halland stod kun paa svage Fødder og var egentlig afhængig af den Beskyttelse, han nød hos Kong Haakon; en Overeenskomst, hvorved Erik fik Jakobs Besiddelser at forsvare, kunde nok tænkes mulig, og havde Kongen i sin Tid forlenet Jakob med Kongehelle Slot, saa kunde Erik, som hans vordende Svigersøn, end mere gjøre sig Haab derom. Vestergøtland, eller den Deel deraf, som laa Elven nærmest, vilde han da lettere ved Magt eller Bytte kunne erhverve sig. Disse eller lignende Tanker, og flere endnu videre gaaende, maa have foresvævet ham, da han, som man tydeligt seer, med begge Hænder greb Tilbudet om at faa den norske Kongedatter til Egte; Lejligheden til at begynde Udførelsen af hans Yndlingsplan kom ham her formeligt i Møde. Og Hertug Erik lod neppe noget Øjeblik gaa ubenyttet hen. Uafladeligt, med ufravendt Blik, synes han at have arbejdet videre mod Maalet. Af hans Holdning og Handlinger faa Aar senere skulde man endog formode, at han allerede fra det første Øjeblik, Kong Haakon nærmede sig ham, har drevet et underfundigt Spil med denne og benyttet Lejligheden til bag hans Ryg hemmeligen at sætte sig i Forbindelse med dem af de norske Magnater, der kunde betragtes som Herre-Oligarchiets egentlige Forkæmpere. Mange af dem kunde han vistnok let vinde ved at love dem allehaande Fordele, hvis han selv, i N det mindste factisk, kom til Roret. Men det slaar ikke Fejl, at Kongen, hvor meget maaskee ogsaa han end var blændet af Eriks glimrende Egenskaber, i og hvor meget denne vidste at forstille sig, dog maa have merket et og i andet, der vakte hans Mistanke, endog førend Mødet holdtes ved Solberge-Oos. Det er ovenfor berettet, at Bjarne Lodinssøn, forhen Cantsler, i 1302 blev sat fangen paa Kongehelle eller Ragnhildarholms Slot. Hvad om han og Hertugen har haft hemmelige Planer fore til at skaffe Erik dette Slot, eller om Bjarne er bleven compromitteret i Sagen mod hans gamle Regjeringscollega Audun Hugleikssøn? Da man her kun kjender enkelte adspredte og nøgne Facta, maa man imidlertid blive staaende inden Gisningens Omraade.

Hvad nu Kongen end kan have skjønnet eller troet at skjønne, saa lod han sig dog for det første ikke merke med noget lige over for Hertugen, og Forbindelsen med Sverige vedblev i nogen Tid at være yderst venskabelig. Tidligt den følgende Vaar, paa Søndagen Lætare, eller 17de Marts, holdt begge Konger et nyt Møde ved Elven paa Thyholmen, ligeledes i Nærheden af Solberge-Osen, hvor ogsaa Hertug Erik, dennes Broder Junker Valdemar, Grev Jakob af Halland, Thorgils Marsk og flere Herrer vare tilstede, og hvor det tidligere Forbund til Solberg bekræftedes, saa at det skulde være fast og stadigt; om det behøvedes, skulde endog det ene Rige komme det andet til Hjelp paa dets Bekostning; de fremmede Slotte, der maatte blive indtagne, skulde beholdes og forsvares paa begge Rigers Bekostning, al Fordeel og Skade skulde gaa ud over dem begge, baade med Hensyn til Fanger, og for saa vidt Land eller Slotte vandtes[30]. Den ydre eller ostensible Hensigt med dette Møde og Bekræftelsen, samt efter hvad det lader, den nøjere Knyttelse af det allerede sluttede Forbund, var vel fremdeles Fejden med Rusland; dog har man nok, i det mindste fra norsk Side, ogsaa haft Danmark for Øje, thi nu til Sommeren vilde Stilstanden af 1300 være udløben, og man maatte saaledes være belavet paa nye Fiendtligheder med dette Rige. Thorgils Knutssøn har dog vel nærmest tænkt paa de østlige Naboer, og saavel Solberg-Forbundet, som Fornyelsen og Bekræftelsen paa Thyholmen i det mindste foregaves vistnok især at være sluttet mod dem. De Uroligheder, som kort efter udbrøde i Sverige mellem Kongen og hans Brødre, gave Byrge den første Lejlighed til uforbeholdent at lægge sin Hengivenhed for Danekongen for Dagen og omstyrtede aldeles de tidligere Forbund; dette er vel ogsaa Hovedgrunden til, at man kjender saa lidet til deres Indhold. Efter et Udsagn, der maa antages paalideligt[31], skulle danske Gesandter have været tilstede ved Mødet paa Thyholmen, og da der ikke findes Spor til at noget Krigsforetagende mod Danmark skede i 1303 og 1304, har det maaskee været deres Erende, som det da ogsaa har lykkets dem at udføre, at faa udvirket en Forlængelse af Stilstanden paa to Aar[32]. For den danske Konge maatte en Krig med Norge nu være højst ubelejlig, da han nys, ifølge Pavens endelige Dom mellem ham og Erkebiskop Jens, havde, skjønt Dommen var bleven meget formildet, dog maattet gjøre Udvej til at skaffe denne en betydelig Erstatningssum, der maatte optage det meste af hans rede Penge og hindre ham fra at gjøre store Udrustninger. Erkebiskop Jens, hvilken Paven raadede til at nedlægge sit Embede, fandt det imidlertid ikke raadeligt at blive i Danmark, men begav sig til Norge, hvor han mødte Kongen i Tunsberg, sandsynligviis ved dennes Komme fra Bergen i Juli eller August, og tilbragte hele Vintren der indtil det næste Aar, da han, efter at have faaet Pengene, drog til Frankrige, uden, som det synes, i al den Tid at have viist sig ved Kong Haakons Hof[33]. Kong Erik, der nu endelig blev løst af det langvarige Bann, synes i Særdeleshed at have benyttet sig af den Ro, han fik, til at befeste sit Herredømme hiinsides Østersøen[34].

  1. ↑ Dette er Marskens rette Navn, ikke Thorkel Knutssøn, som man i de senere Tider altid seer. I de svenske Annaler og Diplomer, ligesaa i Riimkrøniken, skrives Navnet altid Thyrgils, Thyrgil, Thorgels, Thurgillus, Trugillus, hvil let altsammen svarer til det norske Thorgils; i de isl. Annaler ved 1296 kaldes han ogsaa Herra Þorgils, og Huitfeld, som ikke kjendte noget til den nyere Forvanskning, men som gjerne plejede at give Navnene den paa hans Tid brugelige danske Form, kalder ham altid Troels (d. e. Thrugils, Throgils, Throils). At man har kaldt ham Thorkel, kommer aabenbart alene af Mangel paa Kjendskab til de gamle Navnformer. Man troede at Thorgils eller Thyrgils kun var en Forvanskning af det i senere Tider brugelige Thorkel, og skjønnede ej, at det var et derfra aldeles forskjelligt Navn.
  2. ↑ De isl. Annaler, ved 1302. De fleste Haandskrifter have: „Karelerne herjede nordentil i Norge, Kong Haakon sendte Agmund Unge-Dans imod dem med en stor Hær“; andre: „Agmund Unge-Dans streed mod Karelerne, med Bistand af Kong Haakon“.
  3. ↑ Se herom Suhm, Hist. af Danm. XI. 350, 370, 381–386, 880.
  4. ↑ Se ovf. S. 216.
  5. ↑ At et Møde som dette var længere Tid forud aftalt, ikke improviseret medens Kong Haakon holdt Rigsmødet den 16de Sept., ligger i Sagens Natur.
  6. ↑ Gaarden Solberg eller Solbjerge maa nemlig have ligget netop ved Osen, hvor Gøtaelven deler sig i to Arme, se ovenfor II. 766, Norsk Tidskr. IV. S. 296.
  7. ↑ Kroningsdagen angives ej; af Riimkrøniken skulde det ved fortie Øjekast synes som om den skeede efter Modet ved Elven, da det umiddelbar efter Beretningen om Kronings-Højtidelighederne siges at Erik, der havde festet den norske Kongedatter, indbødes til Norge; men det er vel at merke, at den slet ikke berører Mødet, saa at dette godt kan have fundet Sted mellem Kroningen og Indbydelsen. Hertil kommer, at allerede den 8de Sept. kaldes Erik Hertug (Dipl. Sv. No. 1368), og det er dog rimeligst at han fik denne Titel ved Kroningen. Det er heller lille sandsynligt, at Kroningen skulde have fundet Sted seenhøstes.
  8. ↑ Den findes nu ej længer i Original, men er aftrykt efter de forhaandenværende Afskrifter i Norges gl. Love III. No. 14, S. 44 fgg.
  9. ↑ Her følger den samme Tirade, som i Indl. til den andre Tronarvelov.
  10. ↑ Sammenl. hermed det ældre Arvetal, fremstillet ovf. IV. 1. S. 539, hvor der dog i No. 11 skal læses „Faders“, ikke „Farfaders“ eg „Syskendebarn“.
  11. ↑ Det er besynderligt nok, at det ældre Arvetals 10de Classe, Nærsyskendebarn med mandligt Led her udelades, thi de synes dog at burde bade været omtalte. At 11te Classe eller Syskendebarn gjennem Fadersyster udelades, er i sin Orden, siden Fadersyster selv først i 12te Classe stedes til Arv.
  12. ↑ Anderledes kan Originalens Udtryk, „at de som ere flere sammen, og ældre og forstandigere“, ikke forstaaes.
  13. ↑ Siden der her kun tales om een Fehirde, maa det være Overfehirden, som er meent.
  14. ↑ Se ovf. IV. 1. S. M„ 388, hvor der vises, at Alexander III i Skotland netop var 20 Aar gammel, da han erklæredes myndig.
  15. ↑ Norges gl. Love III. S. 44–55.
  16. ↑ De isl. Annaler. Riimkrøniken (Scr. r. Sv. I. 2. S. 25) siger, at Kongedatteren Ingebjørg da „ikkun var paa sit sjette (eller efter en Variant „femte“) Aar“; hun var dog ikke engang saa gammel, men kun i sit andet Aar, da hun var fød 1301 og ikke engang kunde være fød stort tidligere, da Kongen først egtede Euphemia i 1290. Men Riimkrønikens Forfatter maa have forvexlet den egentlige Brud, der endnu laa i Buggen, med den i 1297 fødde, altsaa nu i sit 5te eller 6te Aar gaaende Ingebjørg, Kong Eriks Datter, hvilken han maaskee har seet og antaget for Bruden.
  17. ↑ Lappenbergs Sartorius, II. S. 226.
  18. ↑ Dipl. Svec. No. 1369. Ogsaa i Thorkelins Analecta S. 76.
  19. ↑ Kong Valdemars Død henføres i de isl. Annaler til 1302, ligesaa i de hos Fant Scr. rer. Svec. I. S. 22 fgg. aftrykte Annaler, men her tilføjes det at hans Dødsdag var St. Stephans Dag, ɔ: 2den Juledag. Da det nu ikke er rimeligt, at Sønnen, der tilbragte Julen 1302–3 i Norge, skulde have forladt den dødssyge Fader, og desuden Beretningen i de islandske Annaler om Eriks Løsladelse synes at antyde, at denne fandt Sted efter Faderens Død, maa man altsaa have regnet Aaret at begynde med første Juledag, hvilket ogsaa i de Tider var det sedvanlige. Derved falder Valdemars Død i 1301.
  20. ↑ Isl. Annaler omtale ved 1310 Thore Thinghovdes, Hr. Jon Rauds Søns, Fald i Fejden mod Hertug Erik. Ivar Jonssøn døde før Faderen, siden denne efter Kong Haakons Raad (det siges ikke naar) skjenkede 5 Øresbool i Baudange og 1 Øresbool i Sveinsrud ved Eidsvold for hans Sjæl til Aartidehold; Sønnen kaldes her Hr. Ivar (Dipl. Norv. III. 92). Hr. Jon selv skal efter Annalerne være død i 1306, men dette kan ej være rigtigt, da Kongen ved Brev, dateret Oslo 14de Septbr. 1307, skjenkede ham 1½ Øresbool i Gaarden Duvlaa (Doblaa) paa Raumarike (Dipl. Norv. I. 111). Formodentlig er det netop Ivar Jonssøn, som Annalerne mene ved 1306, thi et Par Hdskr. have „Jon Raudssøn“, og dette kunde vel være Skrive- eller Læsefejl for Ivar Raudssøn.
  21. ↑ Dipl. Norv. II. 375, se ovenf. S. 277 Not. 2.
  22. ↑ Ved Brev af 9de Jan. 1312 (Dipl. Norv. I. 132) giver Kong Haakon Hr. Hafthor Jonssøn 6 Mkr. Bool i Sorkenes paa Soløer i Stedet for det Strøgods, han tidligere ved Giftermaalet havde givet ham, altsaa maa dette have fundet Sted lang Tid forud for 1312. Gaardene vare: i Smidsrud 3 Spann og 1 Øre, i Borgen i Frøyhovs Sogn 2 Sp., i Ulloo vestre 4 Sp., i Ladueng 2 Øre, i Thrjukstad 5½ Øre, i nordre Vittal i Lunds Sogn ½ Øre, i søndre Vittal 1½ Øre, i Birkeflet i Hofs Sogn (paa Fet) 2 Ører, i Ende i Matlausagrenn 8 Ertoger, i Skjaathveit 4 Sp., i Eindriderud 2½ Øre, i Sævarlid i Nes Sogn 20 Skind, i Audunarrud 3 Sp. og 2½ Øre, i Haugalid 72 Saald, i Olstad i Læm 3 Spann.
  23. ↑ Den 16de Decbr. var Arnbjørn Drottsete endnu i Vestergøtland (Suhm XI. 433); altsaa var Hertugen da endnu ej afrejst til Norge.
  24. ↑ Fants Scr. r. Sv. I. 2. S. 25.
  25. ↑ Herom mere i Fortalen.
  26. ↑ Riimkrøniken S. 24, 25.
  27. ↑ Dette sees af Fyrst Vitslavs Testament, hvorom strax nedenfor; om dette var en Datter af Vitslav selv, eller, ligesom Euphemia, hans Datterdatter, Moder til Nikolas af Werle, vides ej.
  28. ↑ Vitslavs Død omtales i de isl. Annaler og i Riimkrøniken. Hans Testamente er trykt efter Codex Rugianus i Fabricius’s Urkunden z. Gesch. Rügens III. 128, og hos Suhm i Uddrag XI. S. 418–420. Han beskikkede sine Sønner Hr. Vitslav den yngre og Junker Sambor til sine Efterfølgere, og skjenkede sin Hustru Agnes af Braunschweig den halve Deel af Landsbyen Perun. Til Antvorskov Kloster i Sjæland gav han Panteretten i en Landsby i Sjæland, som Junker Christopher havde overdraget ham for 600 Mkr. kølnsk, dog saaledes at Christopher skulde slippe med at betale 200 Mkr. Mariekirken i Oslo, hvor han vilde begraves, fik „til Bygning“ 100 Pund brændt Sølv efter norsk Vegt; dens Chorsbrødre fik 100 Mkr. N. for at holde hans Aartid og paa hans Dødsdag bespise 50 Fattige. St. Hallvards-Kirke i Oslo fik ligeledes 100 Mkr. N. for at holde hans Aartid og besørge den holdt i de øvrige Byens Sognekirker, Dominicanerne i Oslo, Franciscanerne, Nonneklostret og Hovedø-Kloster hvert 30 Mkr. N. Nikolai Kirke, St. Clemens Kirke, Helligkors Kirke og St. Laurentii Hospital fik hver 5 Mkr., det sidste tillige hans Seng. Dronning Euphemia, som han kaldte „sin kjære Datter“, fik to store Sølvbegre, som han i sin Tid havde faaet af den svenske Konge. Hans virkelige Datter Margrete, Hergtuginde i Pommern, fik ligeledes 2 Sølvbegre. Hans Datter Helene (af Sternberg, Enke efter Johan III af Meklenburg-Wismar † 1289) fik 6 mindre Sølvbegre, som Dronning Euphemia havde givet ham. Hr. Henrik af Meklenburg, hans Frænde, fik en forgyldt Sølvkalk, som han havde faaet af Kong Haakon. Hans Datter Sophia, opholdende sig hos Dronning Euphemia, fik 200 Mkr. vendisk. Derhos betænkte han endeel andre Tjenere og Venner. Til Over-Executorer indsatte han „sin Søn“ Kong Haakon, Hertug Erik i Sverige, sine Frænder Valdemar, Hertug af Sønderjylland, og Erik, Herre til Langeland. Nærværende vare Kong Haakon, Dronning Euphemia, Hertug Erik, Grev Jakob, Arnbjørn Drottsete, Aale Cantsler, Hr. Lambert Parlenberg, Fyrstens Capellan og Skriver. Suhm gjør med Rette opmerksom paa, at den danske Konge ikke er nævnt, og anseer dette som et Beviis paa at Vitslav for Øjeblikket ikke stod i saa godt Forhold til denne. De isl. Annaler sige udtrykkeligt, at der kun blev holdt Julegilde i 4 Dage; altsaa standsede Lystighederne ved Vitslavs Død.
  29. ↑ Riimkrøniken. Fants Scr. r. Svec. I. 1. S. 25.
  30. ↑ Huitfeld, S. 322, de isl. Annaler. Huitfeld kalder Stedet urigtigt Tyreholm; i Annalerne skrives det Þýjarholmr, d. e. Thyholmen, Tyendeholmen; nu kaldes den Tyveholmen og ligger i Elven strax vestenfor Baaholmen.
  31. ↑ Det er de isl. Annaler, som sige dette.
  32. ↑ Suhm taler vistnok (XI. 463) om et Beskjermelsesbrev, Kong Haakon den 12te Juli skulde have udgivet for Chorsbrødrene i Viborg paa Lesø, og slutter deraf, at Kongen maa have havt en Flaade ude, men der tales ingensteds om Fiendtligheder dette Aar, og Brevet er upaatvivlelig det før omtalte af 12te Juli 1300, som ved en Skjødesløshedsfejl eller Misforstaaelse anden Gang omtales her.
  33. ↑ Isl. Annaler, jfr. Suhm XI. 412–417. Hvis Erkebiskoppen havde været i Oslo, vilde han vel have været omtalt enten i Riimkrøniken eller i Fyrst Vitslavs Testamente.
  34. ↑ Rostock adlød nu virkelig Kong Erik, og ved Brev dateret Vordingborg 14de Octbr. 1304 forlenede Kongen Vitslav den yngre, Vitslav den ældres Søn, hvis Broder Sambor var død, med Rügen, Stralsund, Barth, Tribsees o. s. v., efterat han havde aflagt ham Homagium derfor. Om altsaa Vitslav den ældre i det sidste havde søgt at unddrage sig den Lydighed, han skyldte Erik som Leensherre, var nu dog dette Lydighedsforhold fuldkommen gjenoprettet.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/6/96&oldid=76930»