Det norske Folks Historie/6/96

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Hvad der under de daværende Tidsforhold maa have voldt Kong Haakon mange Bekymringer, var den Omſtændighed, at han endnu ikke havde nogen Søn, der i Tilfælde af hans Død kunde arve Tronen efter ham. Selv var han den ſidſte mandlige Ætling af den gamle Kongeſtamme, og der var ingen Sidegrene af denne, hvis Medlemmer kunde optræde med eventuel Arveret. Hans Dronning Euphemia havde i 1301 født ham en Datter, der efter hans Moder blev kaldet Ingebjørg, og da Dronningen, ſom ſagt, ikke længer var ganſke ung, ſynes man temmelig tidligt at have opgivet Haabet om at hun vilde faa nogen Søn, eller overhoved flere Børn. Han havde derhos, ſom forhen nævnt, en uegte Datter, ved Navn Agnes, der maa have været nogle Aar ældre. Men ifølge Kongearve-Loven af 1272 var ikke engang den egtefødde Datter ſelv berettiget til Tronen, kun hendes Søn; om den uegte Datter og hendes Afkom kunde der neppe blive Spørgsmaal; dog hvor længe vilde det ikke vare, inden Ingebjørg blev voxen og gift? Hvis Kongen døde før den Tid, vilde der ſaaledes ikke findes nogen Tronarving, og man maatte da enten ſtrax ſkride til Kongevalg, eller i det mindſte udnævne en midlertidig Regjering, ſom ſkulde herſke indtil Kongedatteren blev gift og fik en Søn. Men hvilke Udſigter vilde ikke en ſaadan Tilſtand aabne for Uroſtiftere og Lykkeriddere, hvad enten det gjaldt ligefrem at vinde Kronen, eller at faa Kongedatteren til Egte? Tanken om de Farer, hvorfor Datteren i et ſaadant let forudſeeligt Tilfælde vilde være udſat, og de Storme, der vilde forurolige Riget, hvis der ikke i Tide blev fundet Forebyggelſesmidler, maatte være Kongen og de Velſindede utaalelig. Man kunde endnu ej have glemt de ſkadelige Følger af Magnus Erlingsſøns Valg, og de Ulykker, Kongevalg havde bragt over Danmark og Sverige, ſtode daglig for Nordmændenes Øjne. Hertil kom, at der, ſom allerede berørt, ganſke viſt var et Parti blandt Stormændene, der, vant til Selvraadighed under Kong Erik, ej ret kunde finde ſig i Kongens kraftige Styrelſe og Beſtræbelſer for at opretholde Kongemagten, men hvis Hu viſtnok ſtod til at grunde et Herre-Oligarchi liigt det, der allerede havde dannet ſig i Danmark og tildeels i Sverige, hvilende paa Retten til at beſætte Tronen ved Valg, og den Afhængighed, hvori Kongen derved nødvendigviis kom til ſine Vælgere, der kunde aftvinge ham Haandfeſtninger og ſætte luun et Rigsraad ved Siden. Den falſke Margretes Fremtræden og de Begivenheder, der bevirkede Audun Hugleiksſøns Henrettelſe, maa have gjort Kongen dobbelt ængſtelig. Han kunde ikke engang være ſikker for Attentater mod ſit Liv, hvis han ikke fik en ſaadan Tingenes Orden tilvejebragt, at man intet vandt ved hans Død. Og dette kunde igjen alene ſkee ved en ſaadan Forandring i Arveloven af 1272, at hans Datter ſelv blev arveberettiget, ſamt derved at han tillige endnu i hendes ſpæde Barndom fik beſtemt hende en Mand, ſom hun ſiden, naar hun blev fuldvoxen, ſkulde egte, men ſom ſelv allerede havde Aar og Kraft til at beſkytte hendes Rettigheder, og ſom derved ogſaa tildeels kunde blive ham ſelv til Støtte. Fra det Øjeblik, Ingebjørg hug fød, var det derfor viſtnok Kongens Hovedbeſtræbelſe at faa disſe vigtige Anliggender bragte paa det Rene. Men det krævede nogen Tid, thi deels havde han ogſaa andre uopſættelige Sager at ordne, deels maatte vel ogſaa mange af Stormændene bearbejdes og overtales, inden de vilde give deres Samtykke til Forandringen, deels endelig gjaldt det vel ogſaa, inden denne foregik, at have valgt Datterens tilkommende Feſtemand.

Hvis der, ſom tidligere, havde været Sidegrene af Kongehuſet i Landet ſelv, om ikke ſtrengt taget arveberettigede, vilde det have været det naturligſte at ſøge denne Feſtemand blandt deres Medlemmer. Men ſiden Knut Jarls Død fandtes der ingen Sidelinjer, og at lade Kongedatteren egte en indenlandſk Høvding vilde kun lede til Splid og Borgerkrig; det maatte være en Mand af fyrſteligt Blod, og en ſaadan kunde kun findes i en udenlandſk Fyrſteætt. Men her var Valget ikke vanſkeligt. Den unge, paa denne Tid henved tyveaarige Hertug Erik, ældſte Broder til den regjerende ſvenſke Konge Byrge Magnusſøn, udmerkede ſig allerede ſaaledes fremfor alle andre Fyrſter baade i Norden og de nærmeſt tilgrændſende Lande ved ſin Skjønhed, ſit indtagende Væſen, ſin Ferdighed i alle ridderlige Øvelſer og ſin Statsklogſkab, at hans Beundring gjenlød overalt, og at Tanken ſaaledes førſt og fremſt maatte falde paa ham, naar det gjaldt om at udſøge den, der var verdig til at vinde den norſke Kongedatters og ſandſynlige Tronarvings Haand. Iſær maa Dronning Euphemia, hvis Yndlings-Underholdning var at læſe eller lade ſig og ſine Damer forelæſe de paa den Tid ſaa yndede franſke Ridderromaner om Artus’s Kæmper, og ſom derfor viſtnok lidenſkabeligt ſværmede for Riddervæſenet, ſaaledes ſom hun og hendes Damer efter de overſpendte Skildringer i Romanerne foreſtillede ſig det, med Glæde have grebet Forſlaget om at faa en Svigerſøn, der efter Alles Dom var en Ridder, lige ſaa herlig ſom Triſtan, Ivent, eller hvilken ſom helſt af de berømmelige Riddere ved det runde Bord.

Siden Aarene 1285 og 1286, da den ſvenſke Konge Magnus Byrgesſøn optraadte ſom Voldgiftsmand mellem Norge og de tydſke Stæder, ſynes der ikke at have været mange Berørelſer mellem det norſke og det ſvenſke Hof. Magnus var meſt optaget med Rigets indre Anliggender, Kong Erik med den danſke Krig og den ſkotſke Succesſionsſag. Magnus døde desuden allerede i 1290 (12te Decbr.), efterladende tre umyndige Sønner, af hvilke den ældſte, Byrge, der allerede i hans Levetid havde faaet Kongenavn og var bleven hyldet ſom hans Tronfølger, ikke var mere end ti Aar gammel. Der indtraadte ſaaledes en henved tiaarig Formynder-Regjering, under hvilken man ikke kunde høre ſynderligt til de ſvenſke Fyrſter. Regjeringen foreſtodes af Marſken, den forſtandige og ſtatskloge Thorgils Knutsſøn[1]. Uagtet Kong Magnus intet Dølgsmaal lagde paa, at hans Sympathier i den danſk-norſke Krig vare med Danekongen, og gav de tydeligſte Beviſer paa denne Forkjærlighed ved at ſlutte et dobbelt Svogerſkab med det danſke Kongehuus, idet Danekongen Erik Eriksſøn feſtede hans Datter Ingeborg, og hans Søn Byrge feſtede Kong Eriks Syſter Margrete, ſaa afholdt han ſig dog viſeligen fra at deeltage i Krigen. Thorgils Marſk fulgte hans Politik, ſørgede meſt for at ordne Landets indre Anliggender, vel og for at befæſte Stormands-Oligarchiet, og indſkrænkede ſine Krigsforetagender til at forſvare Finnlands Grændſer mod Rusſer og Kareler, der mere og mere viiſte ſig ſom urolige og erobringslyſtne Naboer. I 1298 holdt den 17aarige Kong Byrge Bryllup med ſin Feſtemø; hans Syſter havde to Aar forud haft Bryllup med Danekongen. Allerede ved de Feſtligheder og Ridderſpil, der fandt Sted ved Kong Byrges Bryllup, ſkal hans Broder Junker Erik have udmerket ſig fremfor de øvrige Riddere, uagtet han da ikke kan have været mere end i det højeſte ſexten Aar gammel. Fra den Tid ſynes hans Skjønhed og Ridderlighed at have været i Folkemunde. Men i ſamme Mon, ſom han priiſtes ſom et Vidunder, ſynes han ogſaa at have faaet de meſt overvættes Indbildninger om ſig ſelv og at have udkaſtet de driſtigſte Planer til at ſkaffe ſig en Magt og Anſeelſe, der ſvarede til hans Ry ſom Ridder og Helt. Han vilde ikke alene være Nordens meſt glimrende, men ogſaa dens mægtigſte Fyrſte; for at naa dette Maal, tog han ikke i Betænkning at anvende hvilket ſom helſt Middel. Endog at ſtøde ſin Broder fra Tronen, hvis han dertil fandt Lejlighed, kunde for ham ikke være ſaa afſkrækkende; han fulgte jo kun ſin Faders Exempel, om hvilket den endnu levende, paa Nykøpings Slot henſiddende Exkonge Valdemar, hans Farbroder, dagligt mindede. Kong Byrge ſynes at have haft meget tilfælles med Valdemar; om han maaſkee ikke var fuldt ſaa ſvag og letſindig, var han derimod desmere ſmaalig og mørk. Han følte alt for vel, at Erik fordunklede ham, og derfor hadede han viſtnok Broderen allerede fra Barndommen af, et Had, ſom ogſaa Erik hjerteligt gjengjeldte ham, om man end førſt ſenere ſaa Virkningerne. Mellem Erik og den yngſte Broder Valdemar herſkede derimod det varmeſte Venſkab. Valdemar ſkal ogſaa have beſiddet mange glimrende Egenſkaber, om han end ikke kom Broderen nær, men hans og Eriks Venſkab vilde dog vel neppe have været ſaa faſt og varigt, derſom de ikke havde haft fælles Interesſer lige over for den ældſte Broder, og hvis ikke Valdemar desuden, ſom det lader, i eet og alt havde underordnet ſig den talentfuldere Erik og handlet efter hans Forſkrift.

Hvorledes Kong Haakon indledede de førſte Tilnærmelſer til de ſvenſke Fyrſter, der dog paa Grund af Svogerſkabet med den danſke Konge ſkulde ſynes at maatte ſtaa i et noget ſpendt Forhold til ham, eller om overhoved de førſte Skridt til en nærmere Forbindelſe ſkede fra hans og ikke ſnarere fra Eriks Side, vides ikke. Kun ſaa meget maa anſees for afgjort, at en Tilnærmelſe var ſkeet og et Mode mellem begge Fyrſtehoffer aftalt allerede tidligt i 1302. Anledning manglede ikke. Karelerne, Sveriges Arvefiender, ſom allerede under Kong Magnus Haakonsſøns Regjering af og til havde gjort Herjetog lige ind i Haalogaland, viſte ſig nu atter inden de norſke Grændſer. Deres Tog gjaldt vel nærmeſt Sverige, ſom Hevn for Thorgils Knutsſøns ſidſte Krigstog mod Rusland, men for dem var vel Svear og Nordmænd ſom eet Folk, og desuden kom det dem meſt an paa at gjøre Bytte, hvor Lejlighed gaves. Kong Haakon maatte ſende Agmund Dans eller Unge-Dans (der ſaaledes atter maa være kommen i Naade) imod dem med en betydelig Styrke. Der ſiges ikke, hvad Agmund udrettede; formodentlig lykkedes det ham at fordrive dem[2]. Men intet var rimeligere under disſe Omſtændigheder, end at Norge og Sverige forenede ſig til fælles Forſvar mod de vilde Naboer, eller i det mindſte at begge Rigers Fyrſter i Forening aftalte Forholdsregler for at holde dem borte. Denne Sag var ſaaledes allerede tilſtrækkelig til at bevirke en Tilnærmelſe. Der manglede heller ikke paa dem, der kunde indlede en ſaadan; navnlig var den gamle anſeede Fyrſt Vitſlav ſærdeles ſkikket dertil ſom Vaſall og Frænde af det danſke Kongehuus, til hvilket den ſvenſke Dronning hørte, paa ſamme Tid ſom han var den norſke Dronnings Morfader. Det norſke Hofs langvarige fiendtlige Forhold til det danſke kunde nu ikke vække ſynderlige Betænkeligheder, da der jo for Øjeblikket bar Fred, og man vel havde Haab om, ved Fredens Udløb at faa den fornyet, ſaa meget mere ſom den danſke Konge for Øjeblikket havde hele ſin Opmerkſomhed henvendt andenſteds, nemlig paa det meklenburgſke Fyrſtendømme Roſtock, hvis Herre Nikolas, den ſamme, der tidligere havde været forlovet med Dronning Euphemia, men hævet Forbindelſen, ſenere havde behandlet Markgrev Albrecht af Brandenburgs Datter paa ſamme Maade, og derved paadraget ſig en Krig, der viiſte ſig ſaa farlig, at han efter Borgernes og flere Herrers Raad fandt det ſikreſt at overgive Byen og Fyrſtendømmet til Danekongen, mod igjen at faa det til Leen af ham; et Forſlag, den ærgjerrige Kong Erik greb med begge Hænder (1301), og derved vandt en Beſiddelſe, ſom det koſtede mere at forſvare, end den var værd. Det ſkal tildeels have været efter Fyrſt Vitſlavs Raad, at Nikolas af Roſtock ſlog op med Margrete af Brandenburg, for at egte en anden Datterdatter af ham, den pommerſke Hertug Bugiſlavs Datter; han havde vel ſaaledes og været paa Raad med om at overgive Roſtock til Kongen af Danmark. Han deeltog ſiden i en Forbundstractat, ſom denne den 26de Auguſt 1302 ſluttede med flere nordtydſke Fyrſter, for at ſikre ſig Fred og Beſiddelſen af Roſtock[3]. Formodentlig havde han da ogſaa været ivrig Megler ved den Fred, ſom ſtrax efter Beſiddelſestagelſen af Roſtock ſluttedes mellem Kong Erik og den meklenburgſke Fyrſte Nikolas af Werle, der uagtet han var gift med Eriks Syſter, havde grebet til Vaaben imod ham; Nikolas var nemlig Vitſlavs Datterdatterſøn, Syſterſøn af Dronning Euphemia. Allerede 8 Aar forud, i 1294, have vi ſeet Vitſlav optræde ſom Megler mellem de norſke Fyrſter og den danſke Konge[4]. Saaledes er det højſt rimeligt, at det var ham, der nu ogſaa indledede den førſte Tilnærmelſe mellem det norſke og det ſvenſke Hof, maaſkee i Haab om, derved at tilvejebringe en varig Fred i hele Norden. Der aftaltes et Møde[5], ſom ſkulde holdes den 29de September mellem begge Konger og deres ypperſte Mænd, blandt dem naturligviis Kong Byrges Broder Erik, ved den ſaakaldte Solberge-Oos i Elven, lidt ovenfor det Sted, hvor det nuværende Kongelf ligger[6], og hvor tillige Fyrſt Vitſlav ſkulde være tilſtede, eller ſom han i det mindſte ſiden overvar; et ikke utvetydigt Tegn paa, at det var ham, der havde bragt det i Stand. Kong Byrge var imidlertid bleven kronet i Søderkøping, ved hvilken Lejlighed hans Broder Erik ſynes at have faaet Hertugstitel, medens den yngre, Junker Valdemar, fik Ridderſlaget[7].

Kong Haakon havde paa ſin Side været virkſom for at bevirke en ſaadan Forandring i Tronfølgeloven ſom den ovenfor antydede, uden hvilken han neppe engang kunde vente, at hans ſpæde Datters Haand vilde blive eftertragtet af nogen udenlandſk Fyrſte. I Forbindelſe dermed var han ogſaa betænkt paa at faa faſtſat Beſtemmelſer om, hvorledes der ſkulde forholdes med Rigsſtyrelſen, i Tilfælde af at Tronarvingen var umyndig eller en Kvinde. Naar dette var bragt paa det Rene, kunde han med nogenlunde Tryghed afvente Fremtiden. Begge Dele bleve afgjorte paa et Høvdingemøde, ſom han formodentlig ene i den Anledning havde ſammenkaldt til Oslo i September Maaned. Den vigtige Act, der udferdigedes derom, er dateret Oslo den 16de September. Beſtemmelſerne, heder det her, bleve tagne med Raad og Samtykke af Erkebiſkop Jørund, Biſkop Arne i Stavanger, Biſkop Narve i Bergen, Biſkop Eivind i Oslo og Biſkop Thorſtein i Hamar, ſamt Lendermændene Bjarne Erlingsſøn, Ulfhedin Bjarnesſøn, Iſak Gautesſøn, Jon Ivarsſøn, Sæbjørn Helgesſøn og Aake Cantſler, hvilke Herrer tillige medbeſeglede Acten, ſamt desuden af hele det øvrige kongelige Raad, og alle de andre bedſte Mænd, ſom vare tilſtede. Heraf ſees, at Mødet maa have været talrigt, og at Kongen ingen Umag maa have ſparet for at vinde de meſt indflydelſesrige Mænd for ſine Planer.

Acten[8], der er indrettet til at kunne indtages i Lovbogen i Stedet for den der optagne Kongearvelov af 1272, hvilket ogſaa i et Par Lovbøger er ſkeet, har en temmelig merkelig Indledning. „Det er“, ſiger Kongen, „bekjendt for alle, at efterat Gud kaarede os til Rigsſtyrelſen efter vore Forfedre, have vi efter Almuens Bøn og Samtykke granſket og ladet granſke den Lovbog, ſom den verdige Herre Kong Magnus, vor kjæreſte Fader, havde ladet ſammenſætte efter Almuens Bøn og Samtykke. Og da det forekom os, ſom om han ikke, forinden Gud kaldte ham bort, havde faaet indført i Lovbogen alt hvad der kunde være Riget tjenligt og nyttigt, hvor gjerne han end havde villet, i Særdeleshed hvad Kongearven betræffer; forekommer det os ſom om der ere flere Mangler deri, og et og andet følger desuden Kirkens og Kejſerens Love (den canoniſke Ret og Romerretten), der letteligt kunde vorde Riget til ſtor Fare og alt Folket, ſom i det boer, til megen Ulempe. Og da vi nu have lovet Gud i vor Kongevielſe, at vi ſkulde overholde og lade overholde den Lov, ſom den hellige Kong Olaf grundlagde, og hans rette Efterkommere ſiden have tilſeet og ſamtykket, borttagende hvad der kunde tykkes overflødigt og tillæggende eller forbedrende, hvad der ſyntes bedſt, efter de bedſte Mænds Raad og Samtykke i Landet, ſaa og fordi vi ere lige ſaa villige ſom ſkyldige til at forebygge at man atter falder i den ſtore Forvildelſens Taage, hvoraf Størſtedelen af dette Lands Folk har været ſaa harmeligen blindet, at der i intet andet Land findes Exempel derpaa, o. ſ. v.[9], da have vi med de her efternævnte Herrers Raad og Samtykke faſtſat angaaende Kongearvetallet og andre Landſens nødvendige Anliggender ſaaledes ſom følger“.

Forandringen i Tronfølgen, med ſtadigt Henſyn til Forholdene inden den kongelige Familie, gik for det førſte ud paa at rykke egtefød Datters egtefødde Søn nærmere op i Arvetallet end hidtil, dernæſt, hvad der var den væſentligſte Forandring, at gjøre Kvinder ſelv i visſe Slægtſkabsgrader arveberettigede, og endelig, (da Kongen ogſaa maatte være belavet paa det Tilfælde, at hans egtefødde Datter Ingebjørg døde uden Afkom, og at hans Frilledatter Agnes ſaaledes var hans eneſte Barn), at gjøre det muligt ogſaa for uegte Datters Søn at arve Tronen[10]. Det førſte opnaaedes derved, at egtefød Datters egtefødde Søn, hvilken Arveloven af 1272 ſatte i 8de Clasſe, næſt efter Kongens uegte Søn, nu ſattes i tredie Clasſe, umiddelbart efter egtefød Sønneſøn og foran egtefød ſamfedre Broder. Det andet ſkede paa den Maade, at ældſte egtefød Datter ſattes i 7de Clasſe (eller hvad der egentlig vilde blive 8de, hvis ikke den nye Arvelov havde ſlaaet Broderſøn og Farbroderſøn ſammen i en Clasſe) og efter hende ældſte egtefød Datter af egtefød Kongeſøn eller eventuelt af egtefød Kongedatter i 9de Clasſe, mellem Farbroderſøn (6te Clasſe) og Frilleſøn, der nu kom i 9de Clasſe, ſamt Syſter, Faders Syſter og Broderdatter, alle egtefødde, i 12te Arv; hvorhos det overhoved tilføjedes, at naar man maatte gaa længer hen i Slægten, og rette ſig efter det almindelige Arvetal, ſkulde dog Kvinder være arveberettigede, hvis ikke mandlige Slægtninger fandtes. Endelig ſkeede den tredie Hovedforandring ved at indføre i Arvetallet uegte Datters egtefødde Søn, nemlig i 9de Arv, næſt efter Frilleſøns egtefødde Søn og Frilleſøn, men foran Syſterſøn. Altſaa kom Arvetallet nu til at ſee ſaaledes ud: 1) ældſte egtefød Søn; 2) ældſte egtefød Sønneſøn; 3) ældſte egtefød Datters egtefødde Søn; 4) ældſte egtefød ſamfedre Broder; 5) ældſte egtefød ſamfedre Farbroder; 6) a) ældſte ſamfedre egtefød Broders egtefødde Søn, b) ældſte egtefødde Søn af egtefød ſamfedre Farbroder; 7) ældſte egtefød Datter; 8) a) egtefød Datter af egtefød Søn, b) egtefød Datter af egtefød Datter; 9) a) ældſte egtefød Søn af uegte Søn, b) uegte Søn, c) uegte Datters egte Søn; 10) egtefød ſamfedre Syſters ældſte egtefødde Søn; 11) afdøde Konges Moders ſamfedre egtefødde Syſters egtefødde Søn[11], og endelig 12) a) egtefød ſamfedre Søſter, b) egtefød Faders ſamfedre egtefødde Syſter, c) egtefød ſamfedre Broders egtefødde Datter, og endelig næſte mandlige eller eventuelt kvindelige Arving. Til Forebyggelſe af al Misforſtaaelſe tilføjes der udtrykkeligt, at det her opſtillede Arvetal altid ſkulde regnes fra den ſidſte afdøde Konge i Norge.

Efter Arvetallet følge Beſtemmelſerne om, hvorledes Formynder Regjeringen ſkulde være ordnet. „Vi have og“, ytrer Kongen, „over tænkt med de før nævnte Mænds, ſamt andre de bedſte Mænds Raad, hvorledes Rigsſtyrelſen ſkal være indrettet, medens Kongen er i Barndommen, for at en ſaadan uhørlig Skade ſom den, Riget fik, medens vi to Brødre vare Børn, med Guds Hjelp kan undgaaes“. Der beſtemtes for et ſaadant Umyndighedstilſælde, at Rigsſtyrelſen ſkulde føres af tolv Mænd, blandt hvilke Cantſleren og Merkesmanden altid ſkulde være; de øvrige forudſattes viſtnok udnævnte af den ſidſt afdøde Konge, men det foreſkreves derhos, at i ſenere Afgangstilfælde ſkulde de ſelv udfylde ſit Tal. Af disſe tolv ſkulde imidlertid kun fire, nemlig Cantſleren og Merkesmanden med tvende andre, altid, ſom det heed, ſidde i Kongsgaarden med Barnet, det vil ſige være om den umyndige Tronfølgers Perſon og beſørge de løbende Regjeringsforretninger maatte Rigsſtyrelſen og Opſigten med hele Rigets Ejendomme og Indtægter og udføre alle de Sager ſom behøves baade uden og inden Lands, Riget til Nytte“), og det tillige ſaaledes, at tvende Biſkopper udenfor de tolv ſkulde deeltage i Bevarelſen af Kronens rede Beholdning af Guld og Sølv, hvortil hine Biſkopper ſkulde have een Nøgel, de fire Regjeringsherer en anden. De øvrige aatte Mænd, hvilke, ſom det heed, „vare uden Gaards“, ſkulde hver i fin Kreds føre Opſigt med Sysſelmændene og disſes Lensmænd, at de behandlede Almuen vel og ſkaffede Enhver den ham tilkommende Ret. Naar en Sysſelmand undlod dette eller paa andre Maader handlede ulovligt, ſkulde den nærmeſte Regjeringsherre ſtrax fare til, nøje underſøge Sagen, og ſkaffe Vedkommende ſin Ret. Kunde han ikke ſelv overtage Sagen, ſkulde han ſtevne den til Kongsgaarden, for der at afgjøres. Var Sysſelmanden fremdeles gjenſtridig, eller undlod at komme, ſkulde alle tolv, om de vare ſamlede, eller de fire med deres Raad ſtraffe den Skyldige med ſamme Myndighed, ſom Kongen ſelv. En Gang hvert Aar, eller oftere, om det maatte behøves, ſkulde de aatte ſamles med de fire og de to Biſkopper, for at overlægge om Rigsſtyrelſen og de Forholdsregler, der med Henſyn til de inden- og udenlandſke Anliggender maatte blive at treffe, ſamt for overhoved at afgjøre de vigtigſte Rigs-Erender. I Tilfælde af Meningsforſkjellighed ſkulde Stemmefleerhed raade, og hvis Stemmerne vare lige, ſkulde Alderen gjøre Udſlaget[12]. Ved denne Lejlighed ſkulde ogſaa de fire, ſom beſørgede de løbende Forretninger, aflægge Regnſkab for ſin Forvaltning ſaavel ſom for Kronens Indtægter; da ſkulde ogſaa Kronens rede Beholdning og Liggendefæ efterſees, og det i Aarets Løb tilkomne henlægges til det øvrige. For øvrigt gaves følgende nærmere Beſtemmelſer:

a) Alle Ubødemaal, der medførte Tab af Liv og Gods, ſkulde de lade paatale og paadømme efter Lovene; men naar Nogen ſaaledes havde forbrudt alt ſit Gods til Kronen, havde de dog ikke Myndighed til at give nogen fuldkommen Benaadning; dette forbeholdtes Kongen ſelv efter endt Mindreaarighed. De kunde blot give de Domfældte, der maatte anſees verdige til Benaadning, midlertidig Grid til at opholde ſig i Landet; det forbrudte Gods blev den hele Tid liggende under Kronen, indtil Kongen ſelv traf nærmere Beſtemmelſe.

b) Ingen Navnbøder (Titler) maatte de forhøje medens Kongen var umyndig, det være ſig ſmaa eller ſtore.

c) Den Hird, der fandtes, medens Kongen døde, ſkulde ſverge Tronarvingen og de tolv Herrer Troſkabseed og Lydighed, ſaa længe til de overgive Styrelſen i den fuldmyndige Konges Hænder.

d) Veitſler maatte de ej give ſtørre end Hirdſkraa foreſkrev.

e) Hvis den Mynt, der gik i den afdøde Konges Tid, forringedes, kunde de gjøre den nødvendige Forandring heri, men det maatte dog ſkee ſaa ſjelden ſom muligt.

f) Hvis Sysſelmænd eller andre Ombudsmænd døde eller forbrød ſig ſaaledes, at de burde miſte Embedet, ſkulde de tolv eller ſaa mange af dem, ſom maatte være tilſtede i Kongsgaarden, efter fælles Overlæg indſætte andre i deres Sted.

g) Den Fehirde[13], der fandtes ved Kongens Død, ſkulde vedblive i Embedet indtil Kongen naaede Myndighedsalderen, for ſaavidt han ikke overbeviiſtes om mislig Embedsførelſe. Han ſkulde aflægge aarligt Regnſkab for Regjeringsherrerne, naar de alle tolv vare ſamlede.

h) Hvis en af de fire døde eller overbeviiſtes om at have begaaet nogen for Riget ſkadelig Handling, i hvilket Fald han ſkulde afſættes, ſkulde en anden vælges i hans Sted blandt de aatte, og i Stedet for den blandt disſe, der ſaaledes blev en af de fire, ſkulde en ny vælges, faa at det fulde Antal fremdeles blev tolv.

i) Fornemmelig ſkulde det paaſees og holdes Øje med, at der ikke ſtiftedes mistænkelige Forbindelſer eller Stemplinger, der kunde vorde Kronen eller Landſens Ret til Skade. Hvor ſom helſt noget ſaadant efter lovlig Underſøgelſe befandtes at have fundet Sted, ſkulde Straf ufortøvet paafølge. Ligeledes ſkulde det paaagtes, at ingen Ufred begyndtes indenlands og at ingen udenlandſk Hær uventet brød ind i Riget.

k) Ingen udenlandſke Mænd maatte Regjeringsherrerne drage ind i Landet og forunde faſt Ophold, ſaa længe Kongen var umyndig, uden Kjøbmænd og Haandverkere efter gammel Sedvane, dog kun for ſaa vidt ingen Mistanke hvilede paa dem, at de havde Planer fore, der kunde vorde Riget til Skade.

l) Enhver af de tolv ſkulde, førend han tiltraadte Rigsſtyrelſen, aflægge denne Eed paa hellige Reliqvier: „Saa ſandt lægger jeg Haanden paa disſe Helligdomme og henſkyder til Gud, at denne Rigsſtyrelſe, hvortil jeg er beſkikket, over Norges Rige og dets Skatlande, ſkal jeg troligen og huldeligen føre med al Omhu, kun raadende hvad der kan vorde Kongen til Ære og hele Riget til Nytte, efter det Vid og den Forſtand, Gud ſelv forunder mig. Hvor ſom helſt jeg har at afgjøre Folks Sager, Domme eller de Beſlutninger, der vedkomme Riget, ſkal jeg dømme og raade om Riig ſom om Fattig, om Uven ſom om Ven, om Ung ſom om Gammel, om Ikkefrænde ſom om Frænde, og ingen Fordele eller Gaver ſkal jeg tage for at dømme eller ſkaffe Ret eller Begunſtigelſe, aabenbart eller hemmeligt. Lige ſaa lidet ſkal jeg tage Gaver for at Kronens Indtægter eller Rettigheder lide Formindſkelſe eller bortfalde eller utilbørligen bortforlenes. Jeg ſkal derhos granſke efter, hvor vidt Kongedømmets Ret eller Gods allerede har lidt Skaar, og i ſaa Fald med al min Magt ſøge at bringe det tabte atter under Kronen, hvad enten Ihændehaveren er min Frænde eller ej, min Ven eller min Uven“. Hvis nu een eller flere af de tolv brød denne Eed, eller overhoved befandtes ſkyldige i Svig mod Kronen eller Riget, da ſkulde de øvrige ſtraffe ham med ſamme Myndighed ſom Kongen ſelv, og hvis nogen af dem vilde taale eller underſtøtte ſaadant, ſkulde han betragtes ſom hans Medſkyldige og ſtraffes paa ſamme Maade.

m) Efterlod Kongen en Datter, ſom allerede ved hans Foranſtaltning var bleven gift eller blev hun ſiden gift med Dronningens, hendes Moders, og de tolv Regjeringsherrers, de to Biſkoppers og de øvrige af hine tilkaldte gode Mænds Samtykke, da ſkulde hendes Mand viſtnok, ſaa længe han befandtes Kronen og Riget huld og tro, ſamt enig med de tolv, nyde den højeſte Rang og Hæder blandt alle Mænd i Riget, men ikke befatte ſig med noget ſom helſt Regjeringsanliggende i eller udenfor Riget uden Hines Vidende og Samtykke.

n) Levede Dronningen længere end Kongen, ſkulde hun nyde Hæder og Æresbeviisninger næſt efter Kongedatteren og frit nyde og bruge ſin Tilgjøv (Livgeding), ſaa længe hun opførte ſig ſømmeligt, adlød Rigets Raad og ikke vilde gifte ſig. Men ved hendes Død ſkulde Tilgjøven atter falde under Kronen.

o) I de førſte ni Maaneder efter Kongens Død ſkulde Dronningen holdes i ſikker Forvaring med hæderlige, af de fire faſte Regjeringsherrer beſkikkede Koner, for at man kunde vorde vis paa, om hun var frugtſommelig eller ej.

p) Den umyndige Konge og de øvrige eventuelle Tronberettigede ſkulde, indtil han blev myndig, holdes i ſikker Forvaring i det ſterkeſte Huus (d. e. Feſtning) i Riget.

q) Kongens Myndighedsalder beſtemtes til det fyldte tyvende Aar. Dette var en Afvigelſe fra hvad der havde fundet Sted ved den ſidſte Mindreaarighed, hvor Myndighedsalderen, ſom vi have ſeet, viſtnok efter Kong Magnus’s Beſtemmelſer i Aaret 1273, faſtſattes til det fyldte 14de Aar. Begivenhederne under Kong Eriks ſaakaldte Myndighedsalder, fra 1282 af til Dronning Ingebjørgs Død, havde advaret Kongen mod at ſætte Myndighedsaaret for tidligt. Derfor ſatte han det heller ikke til det 15de Aar, ſom Privatretten beſtemte, end mindre til det tolvte, der var den gamle, for Konger vedtagne Myndighedsalder. Men det tyvende Aar var dog igjen uſedvanligt ſeent, og i alle Fald havde man her intet foregaaende Exempel i Norge ſelv at paaberaabe ſig. Formodentlig rettede man ſig da efter hvad der var Skik og Brug i Skotland, det nærmeſte Naborige mod Veſten[14].

Denne Act, hvorved Kongen ſaaledes troede at have gjort, hvad der kunde gjøres, for at ſikkre ſin Ætt Tronfølgen og Landet Rolighed, hvis han ſkulde blive bortkaldt, førend nogen myndig Tronarving kunde træde i hans Sted, blev, ſom det allerede er nævnt, ſamtykket af de paa Mødet tilſtedeværende Herrer og beſeglet af de fornemſte blandt dem. Men da den var iſtandbragt paa en Tid af Aaret, da Lagthingene allerede vare forbi, kunde den ikke ſtrax blive vedtagen paa disſe, og det lader heller ikke til at det ſkede ſenere, da man, uagtet den Deel, der beſtemmer den nye Kongearv, aabenbart er indrettet til at indtages i Lovbogen i Stedet for Beſtemmelſerne af 1272, dog ikke finder den i flere end fire af den Mængde Haandſkrifter af Landsloven, ſom endnu ere tilbage, og blandt de fire kun i een indtagen paa det beſtemte Sted i Chriſtendomsbaalken, med Udeladelſe af den forrige Arvelov[15]. Om Kongen ikke bar fundet denne Lovtagelſe nødvendig paa Grund af den mindre betydende politiſke Rolle, Lagthingene allerede da ſpillede i Sammenligning med for, eller Undladelſen kun er ſkeet ved Forſømmelſe eller Udſættelſe, er nu umuligt at ſige; men Følgen maatte være, at maaſkee den ſtørſte Deel.af Folket var uvidende om dens Tilværelſe og ſelv efter hans Død, da den var kommen til Anvendelſe, vedblev at være uvidende derom, da hans Efterfølger ogſaa ifølge den ældre Arvelov vilde have været arveberettiget. Denne Omſtændighed kunde let i Tidens Løb lede til mislige Følger.

Det vidner for øvrigt om ikke ringe Klogſkab og Kraft hos Kong Haakon, at han fik Artiklerne om Rigsſtyrelſen vedtagne af Høvdingerne, uagtet de aabenbart ej vare til deres Fordeel, ſammenlignede med den ældre Tingenes Orden, hvorved Lendermændene ſom ſaadanne dannede Formynder-Regjeringen, og ſom følgelig, om den endnu vedblev, vilde kunne aabne dem den bedſte Lejlighed til at gjenvinde og udvide den Indflydelſe, Kong Haakon ſøgte at betage og virkelig betog dem. Herved er det dog at merke, at maaſkee allerede Kong Magnus kan have forordnet en Formynder-Regjering for ſine Sønner, der i enkelte Dele kan være bleven lagt til Grund for denne, navnlig i Overdragelſen af de løbende Forretninger til Cantſleren med nogle faa verdslige Herrer; men da ingen nærmere Oplysning om Kong Magnus’s Dispoſitioner ere os levnede, kan man kun fremſætte dette ſom en Formodning. Derhos kunde det vel hænde, ſom det nedenfor nærmere vil blive berørt, at Hertug Erik allerede kan have udøvet en hemmelig Indvirkning. Men alligevel bliver det merkeligt, at Kongen ſaaledes forſtod at ſætte ſit Ønſke igjennem. Det vidner tillige om megen Omtanke under de forhaandenværende Forhold, at han udtrykkeligt udelukkede den efterladte eneſte Kongedatters Mand fra ſtørre Deeltagelſe i Regjeringen end den, Regjeringsherrerne vilde tilſtaa ham, og foreſkrev at han ſkulde underordne ſig disſe, medens han for øvrigt gav ham al den til hans høje Stilling ſvarende Rang; thi da han upaatvivleligt allerede betragtede den ſvenſke Hertug Erik ſom ſin Datters tilkommende Mand og maatte vide ſaa meget om ham, at han var ærgjerrig og foretagelſeslyſten, tjente hiin Beſtemmelſe til at forebygge, at han tilrev ſig utilbørlig Magt i Norge og misbrugte Norges Midler til egennyttige Henſigter. En anden Sag var det, om Erik allerede hemmeligt havde vidſt at ſkaffe ſig et Parti i Norge, men i ſaa Fald kunde Kongen ikke vel være belavet derpaa.

Faa Dage efter begav Kongen ſig til det aftalte Møde ved Solberge-Oos i Elven, der holdtes Michelsmesſe-Dag (29de September). Hvo der var i Følge med ham, vides ikke, men man kan vel neppe tvivle paa, at Cantſleren ledſagede ham, og formodentlig de fleſte af de Herrer, der havde deeltaget i Høvdingemødet i Oslo. I Følge med Kong Byrge var Broderen Hertug Erik, Marſken Thorgils Knutsſøn og Hertugens Drottſete Arnbjørn Sigſteensſøn, foruden flere andre Herrer; ligeledes indfandt ſig Grev Jakob af Halland og Fyrſt Vitſlav, ſamt en Geſandt fra Lübeck paa denne og de øvrige fire øſterſøiſke Stæders Vegne. Dronningen ſynes ej at have været med, formodentlig fordi, ſom man maa antage, Kong Byrge heller ikke ledſagedes af ſin Dronning; det var desuden Kong Haakons Henſigt at indbyde Hertug Erik og Fyrſt Vitſlav til ſig til Julen, ſaa at Euphemia derved vilde faa Lejlighed nok til at gjøre nærmere Bekjendtſkab med ſin tilkommende Svigerſøn og gjenſee ſin Morfader. Der maa have været forhandlet om mangt og meget, begge Riger, Stæderne og de forſamlede Fyrſter vedkommende, ſkjønt de gamle Annaler, der berette om Mødet, kun i Korthed fortælle, „at der ſtiftedes et ſtort Fredsbaand mellem Rigerne, og at Hertug Erik feſtede den unge Ingebjørg“[16]. Formodentlig blev der aftalt en fælles Forſvarsplan i Tilfælde af at Rusſerne eller Karelerne ſkulde fornye ſit Angreb. Stæderne klagede gjennem ſin Geſandt, Johannes af Kalmar, over at deres Borgere lede Overlaſt af de norſke Sysſelmænd og kongelige Ombudsmænd. Fyrſt Vitſlav, der allerede oftere havde beklaget ſig hos Kongen over at de tydſke Riddere i Preusſen forurettede ham, og ſom havde faaet Kongen til at tilſkrive dem flere advarende Breve, gjentog nu ſin Klage. Og endelig maa Grev Jakob af Halland paa egne og flere af de Fredløſes Vegne have klaget over den Fremferd, man i Danmark havde brugt mod dem, og have anmodet Kong Haakon om at faa Kong Byrge til at indlægge et godt Ord for dem, ſandſynligviis fordi de antog, at dette vilde have ſtørre Vegt ved det danſke Hof, end en Forbøn fra Kong Haakon. Til de fra Stæderne fremſatte Klager ſvarede Kongen i et. Brev, dateret Kongehelle den 6te Octbr. (et Tegn paa, at Mødet maa have vedvaret næſten til da), at da Geſandten, Johannes af Kalmar, paa Foreſpørgſel ikke havde kunnet nærmere paaviſe, hvori de paaklagede Fornærmelſer beſtode, kunde Kongen for Øjeblikket ikke gjøre noget ved Sagen, men anmodede Stæderne om at ſende ham en Mand, der kunde give ham nøjere Forklaring derom, ſaa ſkulde han ſelv være villig til at gjøre alt, hvad Retten fordrede og hvad der var tjenligſt for Fredens Overholdelſe[17]. End videre bad han dem anmode de tydſke Riddere om at ophøre med at gjøre Vitſlav Fortræd, og hvis Ridderne ikke efterkom Anmodningen, at forbyde ſine egne Borgere at føre Gods, tilhørende Ridderne eller deres Mænd, i ſine Skibe; han ſelv vilde gjøre dem al den Forhindring, han kunde, indtil de havde ladet Vitſlav nyde ſin Ret, ſaa meget mere ſom han allerede havde ſkrevet flere Breve til dem, hvilke de ikke engang havde verdigets at ſvare paa. Kong Haakon maa kraftigt have talt Grev Jakobs og de Fredløſes Sag for den ſvenſke Konge og formodentlig iſær have vundet Thorgils Knutsſøn, ſiden det ſees at Kong Byrge den 7de October, maaſkee førend han og Kong Haakon endnu havde ſagt hinanden Farvel, virkelig udſtedte et Beſkyttelſesbrev for Grev Jakob, Peter Jakobsſøn, Junker Nikolas (Grev Jakobs Søn) og Jens Petersſøn, i hvilket han ytrede, at da han af paalidelige Mænd havde erfaret, at hans kjære Broder Erik, Danmarks og Vendernes Konge, havde mod Retfærdighed og Landets Love i mange Stykker betynget hine Herrer og ladet dem betynge, paa Grund af nogle dem tillagte Beſkyldninger, hvorfor de vare blevne fredløſe i Danmark, ſaa havde han nu, efter Anmodning af „ſin kjære Broder“, Norges berømmelige Konge Herr Haakon, oprigtig lovet og tilſagt dem, at han kraftigt vilde virke ved Underhandlinger dertil, at de ſelv og deres Børn maatte opnaa Forliig, hjelpe dem til at faa Ret for den dem tilføjede Uret og Skade, ſkaffe dem Adgang til lovligt at frigjøre ſig for de dem tillagte Beſkyldninger efter de danſke Loves Lydende og imidlertid forunde dem og Børn Tilflugt i ſit Rige, om de fandt det nødvendigt eller belejligt, ſamt ikke forlade dem med ſin ſærdeles Yndeſt og Naade. Brevet, der ſaaledes endog røber en mod den danſke Konge ugunſtig Stemning, er medbeſeglet af Hertug Erik, Thorgils Marſk og Arnbjørn Sigſteensſøn, hvilke kaldes kongelige Raadgivere; det maa betragtes ſom et Beviis paa, at Thorgils Marſk anſaa Sverige bedre tjent ved et Forbund med Norge end med Danmark, thi Kongens Sympathier vare for den danſke Konge. Der var vel neppe heller en eneſte af de Tilſtedeværende, der ivrigt forſvarede Kong Eriks Ferd mod de Fredløſe[18]. Havde dennes Syſter, Dronning Margrete, været tilſtede, vilde Kong Byrge maaſkee ikke have været faa let at overtale, thi hun havde ſtor Magt over ham og var ſin Broder ivrigt hengiven, medens hun derimod ſkal have været meget uvenligt ſtemt mod Svogeren, Hertug Erik, og følgelig heller ikke kunde ynde det norſke Kongehuus, med hvilket han nu forbandt ſig. Formodentlig var det ogſaa ifølge Kong Haakons Bøn, fremſat paa dette Møde, at hans Syſkendebarn Junker Erik, den afſatte Kong Valdemars Søn, der tilligemed Faderen havde været holdt i Forvaring paa Nykjøpings Slot, nu blev ſat paa fri Fod. Valdemar var død den 26de December 1301[19].

Man maa antage at Kong Haakon allerede under Mødet fremſatte ſin førſte Indbydelſe til Hertug Erik og Fyrſt Vitſlav om at tilbringe Julen hos ham i Oslo, ſaaledes ſom ovenfor berørt; det heder rigtignok i den ſvenſke Riimkrønike, at Kongen tilſkrev Hertugen om at være hans Gjeſt, men dette bør dog vel i alle Fald kun forklares om en nærmere Indbydelſe eller Beſtemmelſe af Dagen; det ſynes at ligge i Sagens Natur, at Hertug Erik ſnareſt muligt aflagde et Beſøg hos ſin med Længſel ventende Svigermoder og viiſte ſig for det norſke Folk, til hvilket han nu ſkulde træde i et ſaa nøje Forhold. Da man erfarer, at ogſaa den nys frigivne Junker Erik Valdemarsſøn var en af Kongens Julegjeſter, er det højſt rimeligt, at hiint Brev nærmeſt har gjeldet ham, eller har indeholdt en Anmodning til Hertugen om at tage ham med. Blandt de indbudne var end videre Grev Jakob af Halland med hans Slæng. I Mellemtiden fra Mødets Slutning, omkring 7de October, indtil Julen vendte Kongen rimeligviis tilbage til Oslo og opholdt ſig der, deels for at gjøre Forberedelſer til det ventede glimrende Beſøg, deels vel og for at ſikre ſin naturlige Datter Agnes et pasſende Giftermaal. Thi ogſaa hendes Afkom kunde, ſom paapeget, efter den nye Tronfølgelov blive arveberettiget, og det var ſaaledes ikke nok til Forebyggelſe af Vilderede i Fremtiden, at alene Ingebjørg var gift eller bortfeſtet; ogſaa med Henſyn til Agnes var det tilraadeligt at bringe denne Sag paa det Rene ſaa ſnart ſom muligt. Til ſin Svigerſøn valgte Kongen Hafthor eller Hafthore, Søn af den raumarikſke Baron Jon Ivarsſøn, kaldet Raud. Jon Ivarsſøn nævnes aller førſt blandt de Herrer, der medbeſeglede Stilſtandsacten til Hegnesgavl 1295, men maa allerede længe før den Tid have været en formaaende og anſeet Mand, thi Sønnen Hafthor, giftefærdig i 1302, kan neppe være fød før 1280. Ivar, Jon Raads Fader, maa altſaa have levet paa Kong Haakon Haakonsſøns Tid. Foruden Hafthor havde Jon ogſaa to andre, ſandſynligviis yngre, Sønner, ved Navn Thore Thingbovde og Ivar[20], ſamt Datteren Ragndid, gift med Thorvald Thoresſøn[21]. Kongens Valg vilde vel neppe have faldet paa Hafthor, hvis ikke hans Fader havde været en af de højbyrdigſte og rigeſte Mænd i Landet. Formodentlig var Sagen allerede bleven indledet paa Mødet i Oslo, hvor Jon, ſom vi have ſeet, var tilſtede og beſeglede Tronfølge- og Rigsſtyrelſeacten. Man veed ikke nøjagtigt Tiden, naar Feſtemaalet ſkede, kun at det var i 1302; ſandſynligviis ſkede det da efter Kongens Tilbagekomſt til Oslo i October. Agnes var da ventelig kun faa Aar gammel, ſaa at Brylluppet ikke ſtrax kunde finde Sted, men det holdtes neppe mange Aar efter. I Medgift ſkjenkede Kongen hende betydeligt Jordegods, henved 6 Merkers Bool, ſpredt omkring paa Raumarike[22].

Omſider kom Julen, og med den de længſelfuldt ventede Gjeſter[23]. Den ſvenſke Riimkrønike, forfattet af en ivrig Beundrer af Hertug Erik, der tydeligt nok kan ſees at have været et Øjevidne, beſkriver Hertug Eriks Rejſe, Ankomſt og Modtagelſe ſaaledes:

„Drottſeten Åbjørn med honom (Hertugen) war
och herrar, ſom honom till rätta bar,
Herr Matthis och herr Arwid —
de herrar hade då till ſid,
de följde deras rätta herre
hwad det ginge till bättre eller wärre.
Grefwe Jacob kom och i hans färd,

han undfick honom ſom hann war wärd
tho at werlden gick honom illa i hand:
han hade då hwarket borgar eller land;
han war en ädla herre boren
ändå han war af Danmark ſworen
och andra hälade (Helte) fulltrefne,
de af Danmark woro drefne,
Peder unge Porſe och andra flere,
ſwå att hertugens män war då mere,
och följde alla gerna honom,
för thy honom war konungens dotter i wånom (i Vente),
ſwå att han förde en wänan rota,
riddare og riddarenota (Ridderes Følgeſvenne, Ridderſvenne)
til Osloo til den ſtad:
han gjorde ſom konungen bad.
Och hwar man honom der wäl undfick,
och kungen ut emot honom gick
och undfick dem med mycken heder
förthy at han war der ſällan ſedder (ſeed).
Då ſtyrmade folcket å hann
och ſade: är det den man,
den milde hertug Erik?
och hugſade många wid ſik:
Gud hafwer hann wel til werldena ſkapat!
Då de hade uppå honom länge hapat (ſeet med Forbauſelſe),
då bad honom godt hwar man hann ſåg:
„Gud låte hans wilja her wäl gå!
att han främje hwad han will,
gifwe Gud honom lycka till!“
Då gick han dit der Drottningen war
med tukt, ſom honom till rätta bar;
hon undfick honom wäl ſom hon wäl kunne
med ſöt ord och rödan munne,
de af hjertans kärlek gingo.
Huru de den ädla förſte undfingo,
den kärlek får jag ej ſagt en tuſendedeel,
fortby mig räcker ej konſten til,
och lefde de ſom de hade hogt
med heder och ära og mycken tokt“[24].

Denne Beſkrivelſe, der ligeſom alt øvrigt vedkommende Hertug Erik, aabenbart er forfattet af en Samtidig, og i de fleſte Tilfælde endog Øjevidne[25] — formodentlig en af Hertugens egne Mænd — røber vel den ſamme Beundring for, ja næſten Forgudelſe af Hertug Erik, ſom gaar gjennem alt, hvad der er flydt af hans Pen, men ikke deſto mindre er det at tage og føle paa, at Fortællingen om hans Indtog i Oslo, i Spidſen for en glimrende Ridderſkare, hvorledes Mængden ſtimlede ſammen for at ſee Kongedatterens tilkommende Mand og i glad Beundring over hans Skjønhed og indtagende Væſen udbrød i lydelig Jubel og ønſkede alt Godt over ham, maa medføre bogſtavelig Sandhed. Og lige ſaa viſt er det, at han ej alene maa have ſvaret til, men endog langt overtruffet Dronningens og hendes Damers Forventninger, ſaa at han fra det førſte Øjeblik, han viiſte ſig for dem, gjorde et uudſletteligt Indtryk paa dem og blev deres Afgud. Ogſaa de øvrige ſvenſke Herrer i hans Følge maa have udmerket ſig ved deres ædle Væſen og Dygtighed i alle ridderlige Færdigheder, thi det var netop en af Aarſagerne til Kong Byrges Had mod ſin Broder, at dennes nærmeſte Venner og Følgeſvenne vare hans ſaa langt overlegne i alt Slags Ridderſkab. Fornemmelig maa alles Øjne have hvilet paa den unge Matthias Ketilmundsſøn, der allerede i Krigen mod Rusſerne 1299 havde indlagt ſig overordentlig Berømmelſe ved ſin Tapperhed og navnlig en heel Dag holdt til Heſt, i fuld Ruſtning, udenfor Skandſen Landskrone (hvor nu St. Petersborg ligger), udfordrende hvilken ſom helſt Ridder af den rusſiſke Hær til Kamp, men uden at finde nogen, der vovede at binde an med ham[26]. Der var desuden den ſvenſke Junker Erik Valdemarsſøn, de danſke Herrer, der fulgte Grev Jakob, og formodentlig flere rügiſke Herrer i Følge med Fyrſt Vitſlav, hvis Datter Sophia ogſaa for Øjeblikket opholdt ſig ved det norſke Hof[27]. Alt tegnede ſig ſaaledes til, at man ved dette vilde faa en Juul, hvis Lige i Lyſtighed og Glands man endnu ikke her i Landet havde ſeet. Men det maa have gjort et ſtort Skaar i Glæden og ſtandſet alle Lyſtigheder, at Fyrſt Vitſlav blev ſyg allerede i Begyndelſen af Julen og døde femte Dag Juul, den 29de December, efter at han to Dage forud havde gjort ſit Teſtamente og valgt ſig ſin Begravelſesplads foran Højaltaret i Mariakirken i Oslo[28]. Men kunde man end ikke overlade ſig til en ſaa ſtøjende Lyſtighed, ſom man fra førſt af maa havde tænkt paa, ſaa forſtod dog neppe nogen bedre end Hertug Erik ogſaa at benytte Sorgen til at befeſte ſig end mere i Dronningens Hengivenhed, enten ved at trøſte hende med kjærlige Ord, eller adſprede hende ved Læsning af hendes yndede Ridderromaner, ſom hun ej alene lod overſætte paa Norſk, men maaſkee endog med ſtadigt Henſyn til ham ſiden foranſtaltede omſatte paa ſvenſke Vers, ſaa vidt muligt i Originalernes Verſemaal. Thi det er viſt, at ingen nok ſaa ſtor Brøde fra hans Side herefter formaaede at udſlette den Kjærlighed, Dronningen under dette Jule-Ophold vandt for ham; han kunde trodſe Kongen, ja endog fore Vaaben mod Norge: hendes Hengivenhed for ham blev uforanderlig. Da Erik, maaſkee fordi han og hans unge Ledſagere begyndte at kede ſig ved den Stilhed, ſom Hofſorgen maatte medføre, allerede tog Afſked den 9de Dag Juul (2den Januar), undſkyldende ſig hos Kongen, der beklagede at han ej vilde blive Julen til Ende, med at han maatte ſee, hvorledes alt gik hjemme, var hans Skilsmisſe fra Dronningen og hendes Damer heel rørende. „Da“, ſiger Riimkrøniken,

gick den ädla, wiſa man
till drottningen, der hon ſtod;
då ſade det ädla, rena blod:
„farwäl ſon och jula-broder!“ —
han ſade: „min ädla, ſöta moder,
nu wil jag gifwa eder Gud i wald
för edra dygd ſwå mångefald,
den jag hafwer af eder rönt och ſett,
och mycken glädje, I hafwen mig teet;
min tjenaſt är eder ehwar jag är!“
Hon ſade til honom: „min hjertlig kär
förutan allan falſkan ſid!“
(Swa rönte han, da han torfte wid.)
Han helſade hwar then man han ſåg;
de fruor gingo alla att ſtå
hwardera i ſitt windöga,
med käran wilja och godan huga,
och ſågo alla efter honom …[29].

Det er imidlertid et ſtort Spørgsmaal, om Kong Haakon ſelv ſværmede lige ſaa meget for den unge ſmukke Hertug ſom Dronningen og hendes Damer, og om han ikke, for ej at ſige gjennemſkuede ham, dog allerede havde opdaget og fremdeles opdagede et og andet ved ham, der kunde vække Betænkeligheder og Mistanke. Hertug Erik, hvis Statsklogſkab og Dybraadighed var langt forud for hans Aar, tænkte ſikkerligt allerede nu paa, ej alene at ſtøde ſin Broder fra Tronen, men ogſaa at tilvende ſig alle tre Riger i Norden, og ſom Grundlag og Udgangspunct for dette var det ham derfor iſær om at gjøre at ſkaffe ſig Beſiddelſer i Nordens Middelpunct, ved Gøta-Elvens Bredder. Veſtergøtland i Sverige, Nordrehalland i Danmark og Elveſysſel i Norge vilde netop forenede kunne danne en ſaadan Kjerne for et fremtidigt nordiſk Fællesmonarchi. Juſt derfra havde Sigurd Ring og Ragnar Lodbrok i den fjerne Oldtid beherſket Norden. Tiden kunde neppe være belejligere; Grev Jakobs Beſiddelſe af Nordre-Halland ſtod kun paa ſvage Fødder og var egentlig afhængig af den Beſkyttelſe, han nød hos Kong Haakon; en Overeenskomſt, hvorved Erik fik Jakobs Beſiddelſer at forſvare, kunde nok tænkes mulig, og havde Kongen i ſin Tid forlenet Jakob med Kongehelle Slot, ſaa kunde Erik, ſom hans vordende Svigerſøn, end mere gjøre ſig Haab derom. Veſtergøtland, eller den Deel deraf, ſom laa Elven nærmeſt, vilde han da lettere ved Magt eller Bytte kunne erhverve ſig. Disſe eller lignende Tanker, og flere endnu videre gaaende, maa have foreſvævet ham, da han, ſom man tydeligt ſeer, med begge Hænder greb Tilbudet om at faa den norſke Kongedatter til Egte; Lejligheden til at begynde Udførelſen af hans Yndlingsplan kom ham her formeligt i Møde. Og Hertug Erik lod neppe noget Øjeblik gaa ubenyttet hen. Uafladeligt, med ufravendt Blik, ſynes han at have arbejdet videre mod Maalet. Af hans Holdning og Handlinger faa Aar ſenere ſkulde man endog formode, at han allerede fra det førſte Øjeblik, Kong Haakon nærmede ſig ham, har drevet et underfundigt Spil med denne og benyttet Lejligheden til bag hans Ryg hemmeligen at ſætte ſig i Forbindelſe med dem af de norſke Magnater, der kunde betragtes ſom Herre-Oligarchiets egentlige Forkæmpere. Mange af dem kunde han viſtnok let vinde ved at love dem allehaande Fordele, hvis han ſelv, i N det mindſte factiſk, kom til Roret. Men det ſlaar ikke Fejl, at Kongen, hvor meget maaſkee ogſaa han end var blændet af Eriks glimrende Egenſkaber, i og hvor meget denne vidſte at forſtille ſig, dog maa have merket et og i andet, der vakte hans Mistanke, endog førend Mødet holdtes ved Solberge-Oos. Det er ovenfor berettet, at Bjarne Lodinsſøn, forhen Cantſler, i 1302 blev ſat fangen paa Kongehelle eller Ragnhildarholms Slot. Hvad om han og Hertugen har haft hemmelige Planer fore til at ſkaffe Erik dette Slot, eller om Bjarne er bleven compromitteret i Sagen mod hans gamle Regjeringscollega Audun Hugleiksſøn? Da man her kun kjender enkelte adſpredte og nøgne Facta, maa man imidlertid blive ſtaaende inden Gisningens Omraade.

Hvad nu Kongen end kan have ſkjønnet eller troet at ſkjønne, ſaa lod han ſig dog for det førſte ikke merke med noget lige over for Hertugen, og Forbindelſen med Sverige vedblev i nogen Tid at være yderſt venſkabelig. Tidligt den følgende Vaar, paa Søndagen Lætare, eller 17de Marts, holdt begge Konger et nyt Møde ved Elven paa Thyholmen, ligeledes i Nærheden af Solberge-Oſen, hvor ogſaa Hertug Erik, dennes Broder Junker Valdemar, Grev Jakob af Halland, Thorgils Marſk og flere Herrer vare tilſtede, og hvor det tidligere Forbund til Solberg bekræftedes, ſaa at det ſkulde være faſt og ſtadigt; om det behøvedes, ſkulde endog det ene Rige komme det andet til Hjelp paa dets Bekoſtning; de fremmede Slotte, der maatte blive indtagne, ſkulde beholdes og forſvares paa begge Rigers Bekoſtning, al Fordeel og Skade ſkulde gaa ud over dem begge, baade med Henſyn til Fanger, og for ſaa vidt Land eller Slotte vandtes[30]. Den ydre eller oſtenſible Henſigt med dette Møde og Bekræftelſen, ſamt efter hvad det lader, den nøjere Knyttelſe af det allerede ſluttede Forbund, var vel fremdeles Fejden med Rusland; dog har man nok, i det mindſte fra norſk Side, ogſaa haft Danmark for Øje, thi nu til Sommeren vilde Stilſtanden af 1300 være udløben, og man maatte ſaaledes være belavet paa nye Fiendtligheder med dette Rige. Thorgils Knutsſøn har dog vel nærmeſt tænkt paa de øſtlige Naboer, og ſaavel Solberg-Forbundet, ſom Fornyelſen og Bekræftelſen paa Thyholmen i det mindſte foregaves viſtnok iſær at være ſluttet mod dem. De Uroligheder, ſom kort efter udbrøde i Sverige mellem Kongen og hans Brødre, gave Byrge den førſte Lejlighed til uforbeholdent at lægge ſin Hengivenhed for Danekongen for Dagen og omſtyrtede aldeles de tidligere Forbund; dette er vel ogſaa Hovedgrunden til, at man kjender ſaa lidet til deres Indhold. Efter et Udſagn, der maa antages paalideligt[31], ſkulle danſke Geſandter have været tilſtede ved Mødet paa Thyholmen, og da der ikke findes Spor til at noget Krigsforetagende mod Danmark ſkede i 1303 og 1304, har det maaſkee været deres Erende, ſom det da ogſaa har lykkets dem at udføre, at faa udvirket en Forlængelſe af Stilſtanden paa to Aar[32]. For den danſke Konge maatte en Krig med Norge nu være højſt ubelejlig, da han nys, ifølge Pavens endelige Dom mellem ham og Erkebiſkop Jens, havde, ſkjønt Dommen var bleven meget formildet, dog maattet gjøre Udvej til at ſkaffe denne en betydelig Erſtatningsſum, der maatte optage det meſte af hans rede Penge og hindre ham fra at gjøre ſtore Udruſtninger. Erkebiſkop Jens, hvilken Paven raadede til at nedlægge ſit Embede, fandt det imidlertid ikke raadeligt at blive i Danmark, men begav ſig til Norge, hvor han mødte Kongen i Tunsberg, ſandſynligviis ved dennes Komme fra Bergen i Juli eller Auguſt, og tilbragte hele Vintren der indtil det næſte Aar, da han, efter at have faaet Pengene, drog til Frankrige, uden, ſom det ſynes, i al den Tid at have viiſt ſig ved Kong Haakons Hof[33]. Kong Erik, der nu endelig blev løſt af det langvarige Bann, ſynes i Særdeleshed at have benyttet ſig af den Ro, han fik, til at befeſte ſit Herredømme hiinſides Øſterſøen[34].

  1. Dette er Marſkens rette Navn, ikke Thorkel Knutsſøn, ſom man i de ſenere Tider altid ſeer. I de ſvenſke Annaler og Diplomer, ligeſaa i Riimkrøniken, ſkrives Navnet altid Thyrgils, Thyrgil, Thorgels, Thurgillus, Trugillus, hvil let altſammen ſvarer til det norſke Thorgils; i de isl. Annaler ved 1296 kaldes han ogſaa Herra Þorgils, og Huitfeld, ſom ikke kjendte noget til den nyere Forvanſkning, men ſom gjerne plejede at give Navnene den paa hans Tid brugelige danſke Form, kalder ham altid Troels (d. e. Thrugils, Throgils, Throils). At man har kaldt ham Thorkel, kommer aabenbart alene af Mangel paa Kjendſkab til de gamle Navnformer. Man troede at Thorgils eller Thyrgils kun var en Forvanſkning af det i ſenere Tider brugelige Thorkel, og ſkjønnede ej, at det var et derfra aldeles forſkjelligt Navn.
  2. De isl. Annaler, ved 1302. De fleſte Haandſkrifter have: „Karelerne herjede nordentil i Norge, Kong Haakon ſendte Agmund Unge-Dans imod dem med en ſtor Hær“; andre: „Agmund Unge-Dans ſtreed mod Karelerne, med Biſtand af Kong Haakon“.
  3. Se herom Suhm, Hiſt. af Danm. XI. 350, 370, 381—386, 880.
  4. Se ovf. S. 216.
  5. At et Møde ſom dette var længere Tid forud aftalt, ikke improviſeret medens Kong Haakon holdt Rigsmødet den 16de Sept., ligger i Sagens Natur.
  6. Gaarden Solberg eller Solbjerge maa nemlig have ligget netop ved Oſen, hvor Gøtaelven deler ſig i to Arme, ſe ovenfor II. 766, Norſk Tidſkr. IV. S. 296.
  7. Kroningsdagen angives ej; af Riimkrøniken ſkulde det ved fortie Øjekaſt ſynes ſom om den ſkeede efter Modet ved Elven, da det umiddelbar efter Beretningen om Kronings-Højtidelighederne ſiges at Erik, der havde feſtet den norſke Kongedatter, indbødes til Norge; men det er vel at merke, at den ſlet ikke berører Mødet, ſaa at dette godt kan have fundet Sted mellem Kroningen og Indbydelſen. Hertil kommer, at allerede den 8de Sept. kaldes Erik Hertug (Dipl. Sv. No. 1368), og det er dog rimeligſt at han fik denne Titel ved Kroningen. Det er heller lille ſandſynligt, at Kroningen ſkulde have fundet Sted ſeenhøſtes.
  8. Den findes nu ej længer i Original, men er aftrykt efter de forhaandenværende Afſkrifter i Norges gl. Love III. No. 14, S. 44 fgg.
  9. Her følger den ſamme Tirade, ſom i Indl. til den andre Tronarvelov.
  10. Sammenl. hermed det ældre Arvetal, fremſtillet ovf. IV. 1. S. 539, hvor der dog i No. 11 ſkal læſes „Faders“, ikke „Farfaders“ eg „Syſkendebarn“.
  11. Det er beſynderligt nok, at det ældre Arvetals 10de Clasſe, Nærſyſkendebarn med mandligt Led her udelades, thi de ſynes dog at burde bade været omtalte. At 11te Clasſe eller Syſkendebarn gjennem Faderſyſter udelades, er i ſin Orden, ſiden Faderſyſter ſelv førſt i 12te Clasſe ſtedes til Arv.
  12. Anderledes kan Originalens Udtryk, „at de ſom ere flere ſammen, og ældre og forſtandigere“, ikke forſtaaes.
  13. Siden der her kun tales om een Fehirde, maa det være Overfehirden, ſom er meent.
  14. Se ovf. IV. 1. S. M„ 388, hvor der viſes, at Alexander III i Skotland netop var 20 Aar gammel, da han erklæredes myndig.
  15. Norges gl. Love III. S. 44—55.
  16. De isl. Annaler. Riimkrøniken (Scr. r. Sv. I. 2. S. 25) ſiger, at Kongedatteren Ingebjørg da „ikkun var paa ſit ſjette (eller efter en Variant „femte“) Aar“; hun var dog ikke engang ſaa gammel, men kun i ſit andet Aar, da hun var fød 1301 og ikke engang kunde være fød ſtort tidligere, da Kongen førſt egtede Euphemia i 1290. Men Riimkrønikens Forfatter maa have forvexlet den egentlige Brud, der endnu laa i Buggen, med den i 1297 fødde, altſaa nu i ſit 5te eller 6te Aar gaaende Ingebjørg, Kong Eriks Datter, hvilken han maaſkee har ſeet og antaget for Bruden.
  17. Lappenbergs Sartorius, II. S. 226.
  18. Dipl. Svec. No. 1369. Ogſaa i Thorkelins Analecta S. 76.
  19. Kong Valdemars Død henføres i de isl. Annaler til 1302, ligeſaa i de hos Fant Scr. rer. Svec. I. S. 22 fgg. aftrykte Annaler, men her tilføjes det at hans Dødsdag var St. Stephans Dag, ɔ: 2den Juledag. Da det nu ikke er rimeligt, at Sønnen, der tilbragte Julen 1302—3 i Norge, ſkulde have forladt den dødsſyge Fader, og desuden Beretningen i de islandſke Annaler om Eriks Løsladelſe ſynes at antyde, at denne fandt Sted efter Faderens Død, maa man altſaa have regnet Aaret at begynde med førſte Juledag, hvilket ogſaa i de Tider var det ſedvanlige. Derved falder Valdemars Død i 1301.
  20. Isl. Annaler omtale ved 1310 Thore Thinghovdes, Hr. Jon Rauds Søns, Fald i Fejden mod Hertug Erik. Ivar Jonsſøn døde før Faderen, ſiden denne efter Kong Haakons Raad (det ſiges ikke naar) ſkjenkede 5 Øresbool i Baudange og 1 Øresbool i Sveinsrud ved Eidsvold for hans Sjæl til Aartidehold; Sønnen kaldes her Hr. Ivar (Dipl. Norv. III. 92). Hr. Jon ſelv ſkal efter Annalerne være død i 1306, men dette kan ej være rigtigt, da Kongen ved Brev, dateret Oslo 14de Septbr. 1307, ſkjenkede ham 1½ Øresbool i Gaarden Duvlaa (Doblaa) paa Raumarike (Dipl. Norv. I. 111). Formodentlig er det netop Ivar Jonsſøn, ſom Annalerne mene ved 1306, thi et Par Hdſkr. have „Jon Raudsſøn“, og dette kunde vel være Skrive- eller Læſefejl for Ivar Raudsſøn.
  21. Dipl. Norv. II. 375, ſe ovenf. S. 277 Not. 2.
  22. Ved Brev af 9de Jan. 1312 (Dipl. Norv. I. 132) giver Kong Haakon Hr. Hafthor Jonsſøn 6 Mkr. Bool i Sorkenes paa Soløer i Stedet for det Strøgods, han tidligere ved Giftermaalet havde givet ham, altſaa maa dette have fundet Sted lang Tid forud for 1312. Gaardene vare: i Smidsrud 3 Spann og 1 Øre, i Borgen i Frøyhovs Sogn 2 Sp., i Ulloo veſtre 4 Sp., i Ladueng 2 Øre, i Thrjukſtad 5½ Øre, i nordre Vittal i Lunds Sogn ½ Øre, i ſøndre Vittal 1½ Øre, i Birkeflet i Hofs Sogn (paa Fet) 2 Ører, i Ende i Matlauſagrenn 8 Ertoger, i Skjaathveit 4 Sp., i Eindriderud 2½ Øre, i Sævarlid i Nes Sogn 20 Skind, i Audunarrud 3 Sp. og 2½ Øre, i Haugalid 72 Saald, i Olſtad i Læm 3 Spann.
  23. Den 16de Decbr. var Arnbjørn Drottſete endnu i Veſtergøtland (Suhm XI. 433); altſaa var Hertugen da endnu ej afrejſt til Norge.
  24. Fants Scr. r. Sv. I. 2. S. 25.
  25. Herom mere i Fortalen.
  26. Riimkrøniken S. 24, 25.
  27. Dette ſees af Fyrſt Vitſlavs Teſtament, hvorom ſtrax nedenfor; om dette var en Datter af Vitſlav ſelv, eller, ligeſom Euphemia, hans Datterdatter, Moder til Nikolas af Werle, vides ej.
  28. Vitſlavs Død omtales i de isl. Annaler og i Riimkrøniken. Hans Teſtamente er trykt efter Codex Rugianus i Fabricius’s Urkunden z. Geſch. Rügens III. 128, og hos Suhm i Uddrag XI. S. 418—420. Han beſkikkede ſine Sønner Hr. Vitſlav den yngre og Junker Sambor til ſine Efterfølgere, og ſkjenkede ſin Huſtru Agnes af Braunſchweig den halve Deel af Landsbyen Perun. Til Antvorſkov Kloſter i Sjæland gav han Panteretten i en Landsby i Sjæland, ſom Junker Chriſtopher havde overdraget ham for 600 Mkr. kølnſk, dog ſaaledes at Chriſtopher ſkulde ſlippe med at betale 200 Mkr. Mariekirken i Oslo, hvor han vilde begraves, fik „til Bygning“ 100 Pund brændt Sølv efter norſk Vegt; dens Chorsbrødre fik 100 Mkr. N. for at holde hans Aartid og paa hans Dødsdag beſpiſe 50 Fattige. St. Hallvards-Kirke i Oslo fik ligeledes 100 Mkr. N. for at holde hans Aartid og beſørge den holdt i de øvrige Byens Sognekirker, Dominicanerne i Oslo, Franciſcanerne, Nonnekloſtret og Hovedø-Kloſter hvert 30 Mkr. N. Nikolai Kirke, St. Clemens Kirke, Helligkors Kirke og St. Laurentii Hoſpital fik hver 5 Mkr., det ſidſte tillige hans Seng. Dronning Euphemia, ſom han kaldte „ſin kjære Datter“, fik to ſtore Sølvbegre, ſom han i ſin Tid havde faaet af den ſvenſke Konge. Hans virkelige Datter Margrete, Hergtuginde i Pommern, fik ligeledes 2 Sølvbegre. Hans Datter Helene (af Sternberg, Enke efter Johan III af Meklenburg-Wismar † 1289) fik 6 mindre Sølvbegre, ſom Dronning Euphemia havde givet ham. Hr. Henrik af Meklenburg, hans Frænde, fik en forgyldt Sølvkalk, ſom han havde faaet af Kong Haakon. Hans Datter Sophia, opholdende ſig hos Dronning Euphemia, fik 200 Mkr. vendiſk. Derhos betænkte han endeel andre Tjenere og Venner. Til Over-Executorer indſatte han „ſin Søn“ Kong Haakon, Hertug Erik i Sverige, ſine Frænder Valdemar, Hertug af Sønderjylland, og Erik, Herre til Langeland. Nærværende vare Kong Haakon, Dronning Euphemia, Hertug Erik, Grev Jakob, Arnbjørn Drottſete, Aale Cantſler, Hr. Lambert Parlenberg, Fyrſtens Capellan og Skriver. Suhm gjør med Rette opmerkſom paa, at den danſke Konge ikke er nævnt, og anſeer dette ſom et Beviis paa at Vitſlav for Øjeblikket ikke ſtod i ſaa godt Forhold til denne. De isl. Annaler ſige udtrykkeligt, at der kun blev holdt Julegilde i 4 Dage; altſaa ſtandſede Lyſtighederne ved Vitſlavs Død.
  29. Riimkrøniken. Fants Scr. r. Svec. I. 1. S. 25.
  30. Huitfeld, S. 322, de isl. Annaler. Huitfeld kalder Stedet urigtigt Tyreholm; i Annalerne ſkrives det Þýjarholmr, d. e. Thyholmen, Tyendeholmen; nu kaldes den Tyveholmen og ligger i Elven ſtrax veſtenfor Baaholmen.
  31. Det er de isl. Annaler, ſom ſige dette.
  32. Suhm taler viſtnok (XI. 463) om et Beſkjermelſesbrev, Kong Haakon den 12te Juli ſkulde have udgivet for Chorsbrødrene i Viborg paa Lesø, og ſlutter deraf, at Kongen maa have havt en Flaade ude, men der tales ingenſteds om Fiendtligheder dette Aar, og Brevet er upaatvivlelig det før omtalte af 12te Juli 1300, ſom ved en Skjødesløshedsfejl eller Misforſtaaelſe anden Gang omtales her.
  33. Isl. Annaler, jfr. Suhm XI. 412—417. Hvis Erkebiſkoppen havde været i Oslo, vilde han vel have været omtalt enten i Riimkrøniken eller i Fyrſt Vitſlavs Teſtamente.
  34. Roſtock adlød nu virkelig Kong Erik, og ved Brev dateret Vordingborg 14de Octbr. 1304 forlenede Kongen Vitſlav den yngre, Vitſlav den ældres Søn, hvis Broder Sambor var død, med Rügen, Stralſund, Barth, Tribſees o. ſ. v., efterat han havde aflagt ham Homagium derfor. Om altſaa Vitſlav den ældre i det ſidſte havde ſøgt at unddrage ſig den Lydighed, han ſkyldte Erik ſom Leensherre, var nu dog dette Lydighedsforhold fuldkommen gjenoprettet.