Det norske Folks Historie/6/95

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er let at forſtaa, at den fuldſtændige Bilæggelſe af Striden mellem Domcapitlerne og deres Overhoveder i Nidaros og Stavanger maatte ligge Kongen ſærdeles paa Hjerte. Striden i Stavanger endte ikke førend ved den trodſige Biſkop Arnes Død, ſom indtraf i 1303, thi endnu ved Udgangen af 1301 vægrede han ſig ved at opfylde de den 13de November 1299 og 14de Juni 1300 afſagte Kjendelſer, ſaa at Dommerne maatte ſende Befuldmægtigede til Stavanger for ved Truſel om Bann at faa dem fuldbyrdede, og i Juni 1302 havde han endnu ikke efterkommet dem, ſaa at en Chorsbroder i fem Høvdingers Nærværelſe højtideligt maatte anmode ham derom, hvorhos Chorsbrødrene tillige ganſke ſtillede ſig under Guds og Kongens Beſkyttelſe[1]. Bannstruſelen maa dog ikke være bragt i Udførelſe, ſiden vi om Høſten 1302 finde Biſkoppen paa et Høvdingemøde hos Kongen. Der er intet Tegn til at han før ſin Død gjorde noget Skridt til Forſoning[2]. Hans Eftermand blev Ketil, der hidtil havde været Chorsbrødrenes Fuldmægtig i Striden med Biſkoppen; han var altſaa enig med dem, og derved maatte Striden af ſig ſelv bortfalde[3]. Striden i Nidaros blev langvarigere. Erkebiſkoppen vægrede ſig fremdeles ved fuldſtændigt at opfylde den ham overgangne Dom; af Steins Kirke, der med alle erkebiſkoppelige Indtægter ſkulde afſtaaes til Chorsbrødrene, forbeholdt han ſig Tienden, og i Stedet for at overlade dem ſin Halvdeel af Olafskirken, med Ret til at beſkikke en Vicar derved, lod han ſin Yndling og troe Støtte, den før omtalte Laurentius Kalfsſøn fra Island, hvilken han allerede i 1296 havde udnævnt til dens Preſt, fremdeles beholde den[4]. Han maa formodentlig ved allehaande Udflugter og ſpidsfindige Fortolkninger af Dommens Udtryk, hvori han havde den dygtige Canoniſt Jon Flæming til at hjelpe ſig, have vidſt at forhale Bannstruſelens Træden i Kraft. Man ſkulde imidlertid have ventet, at den mislige Stilling, hvori han befandt ſig med en ſaadan Dom ſvævende over ſig, havde gjort ham noget forſigtigere, ſaa at han vogtede ſig for at opirre Chorsbrødrene endnu mere. Men langt fra. Han ſatte hele Capitlet under Forbud, og truede de fornemſte Hovedmænd for dets Oppoſition, nemlig Sighvat Lande, Audun Raud og Eilif Kortin, med Excommunication, hvis de vovede at tilegne ſig Tienden af Steins Kirke, ſamt den halve Indtægt af Olafskirken, og i Stedet for at tilbagegive Jon Elg det ham fratagne Ombud ſom St. Olafs Helligdoms Skatmeſter, overdrog han ogſaa det til Laurentius, hvilken han derhos gjorde til ſin Poenitentiarius. Det var naturligt, at Chorsbrødrene, der meente at være i ſin gode Ret ifølge Dommen, ikke vilde finde ſig heri, eller paa nogen Maade give efter. Erkebiſkoppen lod da ganſke i Stilhed Jon Flæming opſætte et Bannbrev over de tre ovennævnte Chorsbrødre, og bød Laurentius at læſe det op i Chriſtkirken paa en ſtor Feſtdag ved Højmesſe, medens Chorsbrødrene ſad i Choret og ikke havde mindſte Nys om Sagen. Laurentius ytrede vel, da Erkebiſkoppen befalede ham det, at havde Chorsbrødrene før været hadefulde paa ham, vilde de blive det dobbelt ſaa meget nu; men han kunde dog ikke negte ſin Velgjører at opfylde hans Bud, og ſaaledes gik han da under Mesſen op paa Choret over Alteret„ og læſte Excommunicationen op med lydelig Stemme. „Du behøver ikke at raabe ſaa højt, Islænding, vi høre nok hvad du ſiger“, ſvarede Sighvat Lande, idet han med de øvrige rejſte ſig og gik hjem. Fra denne Tid, kan man ſige, var der aabenbar Krig. Chorsbrødrene, der betragtede den af Erkebiſkoppen forkyndte Excommunication ſom magtesløs, fordi han ſelv ſtod under Bannsſtraf, ſøgte nu med Magt at ſætte igjennem hvad de vilde, og Erkebiſkoppen maatte bruge ſine bevæbnede Svenne for at beſkytte ſig og ſine Tilhængere. Iſær gik Chorsbrødrenes Harme ud over Laurentius, ſom denne havde ſpaaet. Allerede ſom beſkikket af Erkebiſkoppen til Preſt ved Olafskirken maatte han være dem en Torn i Øjnene, og nu kom hertil, at han havde ladet ſig bruge til at forkynde Bannſættelſen. Han kunde derfor herefter ikke engang være ſikker for perſonlige Efterſtræbelſer. Engang ſtimlede Skoleklerkerne om ham og vilde gribe ham; han fik med Nød og neppe fat paa Kirkedørs-Ringen, til hvilken han klamrede ſig, indtil Erkebiſkoppens Svenne kom ham til Hjelp, men hele Kjortlen var reven af ham. En anden Gang, da han ſkulde holde Ligferd over en fornem Frue i St. Olafs Kirkeſogn, kom Skoleklerkerne for at forſtyrre Højtideligheden, da de nemlig ikke erkjendte ham ſom retmæsſigt beſkikket Preſt til Olafskirken, der efter Dommen udeelt ſkulde tilhøre Chorsbrødrene; de borttog alle Blus og Kjerter, ſaa at Højtideligheden den Dag virkelig blev afbrudt. Den næſte Dag maatte Mesſen holdes og Liget nedſættes under Bedækning af Erkebiſkoppens Svenne[5]. Erkebiſkoppens Tilhængere, viſtnok kun de, der ſtode i perſonligt Afhængighedsforhold til ham, ſaavel ſom de Gejſtlige, han hentede til ſig andenſteds fra, iſær fra Hamar, hvor han før havde været, gjengjeldte Chorsbrødrene paa lignende Maade og lagde voldſomt Haand paa dem. Disſe appellerede paa ny til Paven og afſendte i dette Erende en af deres eget Samfund, der tillige ſkulde klage over den perſonlige Overlaſt, ſom de nys havde lidt. Paven, der fremdeles viiſte dem afgjort Forkjærlighed, antog Appellen, befalede begge Parter at møde eller lade møde ved Curien, og overdrog imidlertid Chorsbrødrenes erklærede Tilhænger, Abbeden i HolmsKloſter, at dømme i enkelte Punkter, ſom krævede en hurtigere Afgjørelſe, fornemmelig i Injurieſagen; hvis Klagen befandtes ſandfærdig, ſkulde han lyſe de Skyldige i Bann, og dette ſkulde vedvare indtil de havde givet de Fornærmede tilbørlig Fyldeſtgjørelſe, og ſelv begivet ſig paa Vejen til Rom for at abſolveres af Paven[6]. Under disſe Omſtændigheder beſluttede Erkebiſkoppen at drage afſted i egen Perſon, og det, ſom man maa antage, ſaa tidligt, at han kunde indtreffe hos Paven og om muligtſtemme ham til ſin Fordeel, førend Capitlets Udſending indtraf. Paa Capitlets Vegne rejſte Jon Elg, der desuden ſærſkilt for ſit eget Vedkommende havde indgivet Appel i Anledning af at Erkebiſkoppen havde frataget ham Skatmeſter-Embedet. Men Erkebiſkoppen kom ikke længer end til Paris. Her, heder det, blev han ſyg, og maatte afbryde Rejſen, overdragende en Fuldmægtig at møde paa ſine Vegne hos Paven[7]. Snarere har han dog, jo længere han kom ſydover, og raadførte ſig med Mænd, der kjendte nøjere til Stemningen ved Curien, tabt Lyſten eller Modet til at møde Paven Anſigt til Anſigt. Han begav ſig paa Hjemrejſen, og drog til Brügge i Flandern, for derfra at gaa til Søs lige til Norge. Men under hans Ophold der indtraf netop Jon Elg paa Rejſen fra Norge til Rom. Erkebiſkoppen, ſom naturligviis havde end mere Grund til at frygte Følgerne af Jons perſonlige Nærværelſe ved Curien, greb da, for at forebygge den, til det fortvivlede og uhørte Middel, at lade Jon gribe paa offentlig Gade og ſlæbe i Fængſel (30te Juli 1301). Hans Henſigt var, at faa ham med ſig paa det Skib, han havde fragtet til Hjemrejſen, og ſaaledes føre ham til Norge. Men da ingen beſtemt Beſkyldning var fremſat mod Jon, blev denne Dagen efter mod Borgen ſat paa fri Fod. Han gik den følgende Dag hen til Erkebiſkoppens Herberge for at ſpørge om Grunden til Fængſlingen. Erkebiſkoppen tillod ham ej alene ikke at komme ind, og vægrede ſig ved at give nogen Forklaring, men henvendte ſig endog ſkriftligt til Officialen for Biſkopsdømmet Tournay, om at Jon Elg maatte blive ſat faſt paa Grund af nogle Forbrydelſer, ſom han havde begaaet, og hvorom Erkebiſkoppen ſenere ſkulde underrette ham. Officialen befalede Decanen i Brügge nærmere at underſøge Sagen. Decanen indfandt ſig i den Anledning hos Erkebiſkoppen, og tilkaldte ogſaa Jon Elg. Nu foregav Erkebiſkoppen, at Jon der i Biſkopsdømmet havde beſtjaalet ham. Jon benegtede det naturligviis, men Erkebiſkoppen tilbød ſig at beviſe det. Decanen beſtemte da, at Erkebiſkoppen den 11te Auguſt ſkulde fremføre ſine Beviſer, for at Sagen derefter kunde fremmes. Men Dagen gik hen, uden at Erkebiſkoppen lod høre fra ſig; derimod erfarede man, at han havde gjort endnu et Forſøg paa at faa Jon fat. Det var nu indlyſende, at Beſkyldningen var grundløs, og at det Hele var et Kneb, Erkebiſkoppen havde udtænkt for at faa Jon i ſin Vold. Da han ſaa, at dette ikke vilde lykkes, afſejlede han uden at oppebie Sagens Udfald. Jon Elg derimod, ſom herved havde faaet end flere Vaaben i Hænde mod ham, fortſatte ſin Rejſe til Rom[8].

Da Erkebiſkoppen kom til Norge, havde man neppe endnu hørt noget om hvad der var ſkeet i Brügge, lige ſaa lidet ſom man havde erfaret noget yderligere fra Rom, og Erkebiſkoppen kunde ſaaledes foregive at Paven havde ſkjenket ham Medhold, ſkjønt dette vel neppe fandt videre Tiltro, uden blandt hans egne Tilhængere[9]. Abbeden i Holm havde imidlertid, ſom man kunde vente, dømt til Chorsbrødrenes Fordeel og erklæret dem, der havde forgrebet ſig paa dem, bannſatte. Herover herſkede der ſtor Forbitrelſe blandt Erkebiſkoppens Tilhængere, og den rettede ſig for en ſtor Deel, ſom man let kan forſtaa, mod Abbeden. Ingjald, Chorsbroder i Hamar, ſaavel ſom en Preſt ved Navn Audun, hvilke ſelv hørte til de Bannſatte, vare endog driftige nok til, da Abbeden den 29de October forrettede ſin Andagt i Chriſtkirken, at lade Dørene ſtænge for ham, da han vilde gaa ud igjen, og holde ham med Magt tilbage, indtil de havde faaet oplæſt et Skrift for ham, ſom de havde med ſig, formodentlig en Proteſt imod hans Dom. Da Erkebiſkoppen paa denne Tid maa være kommen tilbage, vare de ſandſynligviis derved blevne ſaa meget driſtigere: maaſkee det endog ſkede med hans Vidende og Vilje. Imidlertid kunde det vel neppe vare længe, inden Tildragelſen i Brügge rygtedes[10], og den mislige Stilling af Erkebiſkoppens Sag blev bekjendt. Formodentlig maatte derfor Opholdet i Throndhjem være ham ubehageligt, og det lader til, at han den ſtørſte Deel af Sommeren 1302 har opholdt ſig hos Kongen. Ja det er endog ikke uſandſynligt, at han ved Hjemkomſten til Norge om Høſten 1301 ſtrax opſøgte Kongen og forblev hos ham i Bergen om Vintren, uden at drage til Nidaros. Saa meget er viſt, at han enten om Vaaren eller Sommeren 1302 indviede den nye Apoſtelkirke, ſom Kong Magnus havde lagt Grundvolden til i ſin Urtegaard, og ſom nu endelig var bleven færdig, ſaa at den gamle Apoſtelkirke i Kongsgaarden kunde nedrives. Siden var han med Kongen i Oslo, ved et Høvdingemøde, der holdtes i September, hvorom der i det Følgende nærmere vil blive Tale.

Men imidlertid var den endelige Dom falden i Rom. Paven havde overdraget ſin Capellan, Magiſter Baltram af Milano, Erkepreſt og Auditør for det apoſtoliſke Palads’s Sager, at underſøge og afgjøre Trætten. Denne ſtevnede Parterne gjentagne Gange til at møde eller lade møde, men hverken Erkebiſkoppen eller hans Fuldmægtig vare ved de førſte Stevner at ſee, medens derimod Capitlet og Jon Elg hver Gang aldeles ordentligt lode møde ved Procurator. Endelig, ved fjerde Stevne, fremſtod ſom Erkebiſkoppens Fuldmægtig Chorsbroderen Thorſtein af Hamar (formodentlig den ſamme, han havde ſendt fra Paris), og ſenere tillige en Procurator; Mag. Baltram kunde ſaaledes ſkride til Underſøgelſe og Procedure. Men ved det ſidſte Møde udeblev atter Erkebiſkoppens Procurator, og den 11te April fældte Mag. Baltram endelig den Dom, at alle Erkebiſkoppens Klager, Domme og Forholdsregler mod Chorsbrødrene, ſaavel ſom Jon Elgs Afſættelſe kjendtes døde og magtesløſe at være, og at Erkebiſkoppen ſkulde betale Sagens Omkoſtninger efter nærmere Vurdering. Dommen blev ſamme Sommer ſendt til Norge, og Chorsbrødrene ſørgede ſtrax for at faa den bekjendtgjort og udbredt ved bekræftede Afſkrifter. Ved Høvdingemødet i Oslo, i September 1302, maatte den ſaaledes være almindelig bekjendt, og Jørund altſaa have den Ydmygelſe at ſtaa for hele den glimrende Forſamling ſom overvunden af ſit Capitel. Men endda gav han ikke tabt. Man maa antage, at han benyttede det langvarige Ophold hos Kongen til at ſtemme ham gunſtigt for ſig, eller i det mindſte at vinde hans Medlidenhed, og at han i Fortrøſtning hertil endnu i nogen Tid efter Tilbagekomſten til Nidaros vovede at unddrage ſig for at efterkomme Dommen. Derhos benyttede han ſikkert alle de Midler, der ſtode til hans Raadighed, til at chicanere Chorsbrødrene, og man kan heller ikke tvivle paa, at de gjengjeldte ham alt efter Evne. Saaledes fortſattes den forargelige Strid fremdeles. Capitlet henvendte ſig til Paven med Bøn om at han vilde beſkikke en Executor af Dommen for at tvinge Erkebiſkoppen til at lyſtre den. Paven efterkom deres Begjering, og udnævnte dertil Everhard, Decanus ved Collegiet i Oslo. Ved ſamme Lejlighed ſynes han og at have formeligt bekræftet Dommen og at have befalet Biſkop Eivind i Oslo og Biſkop Thorſtein i Hamar at underſtøtte Executoren[11]. Everhard maa være kommen til Nidaros om Sommeren, thi den 2den Auguſt udſtedte han en Circulærſkrivelſe til alle Biſkopsſtole og Capitler ſamt Abbeder i Nidaros Provins om at proclamere Dommens Gyldighed og paabyde dens Efterkommelſe hver i ſin Kreds. Capitlet i Nidaros beſørgede den ſtrax omſendt[12], og ſom en Følge deraf bekjendtgjorde Biſkop Narve med ſit Capitel i Bergens Chriſtkirke den 6te September Dommens Hovedpunkter, til hvilke nu ogſaa kom at Erkebiſkoppen ſkulde udrede 60 Guldgylden i Proces-Omkoſtninger[13], end videre, at Erkebiſkoppen følgelig inden den af Decanen beſtemte Friſt var pligtig at gjengive Chorsbrødrene hvad der tilkom dem og hvad han urettelig havde forholdt dem; ſamt at Jon Elg og de øvrige Chorsbrødre hverken vare forbudte, excommunicerede, ſuſpenderede eller afſatte, men at de vare af godt og ubeſmittet Rygte, Kirkens lydige Sønner, og fuldt berettigede til Adgang i Domkirken. Lignende Bekjendtgjørelſer have vel omtrent paa ſamme Tid fundet Sted i de øvrige Domkirker inden Provinſen. Den 7de Septbr. bekjendtgjorde Abbederne af Tuterø og Holm i Nidaros ifølge de tvende ovennævnte Biſkoppers og Decanens Bud, at Chorsbrødrene herved vare ſatte i fuldſtændig Beſiddelſe af Olafskirken og Byneſets Kirke m. m., ſamt forbød under Bannsſtraf enhver, hvilken ſom helſt, at gjøre dem deres Ret til Indtægten af disſe Kirker ſtridig, eller paa nogen Maade at forholde dem deres Landſkyld, Tiender eller Olafs-Ofret[14]. Da Chorsbrødrene vare ſaa hidſige paa at lade forkynde deres Triumf, kan man vel heller ikke tvivle paa, at de nu tilſideſatte al Skaanſel og Sømmelighed i Adferd mod Erkebiſkoppen ſelv, ikke agtende hans Alder og Verdighed. Erkebiſkoppen, der ej mere kunde ty til Paven, havde nu ingen anden at henvende ſig til, end Kongen, ſom paa denne Tid var i BergenSiteringsfeil: Ugyldig <ref>-kode; navnet kan ikke være et enkelt heltall, bruk en beskrivende tittel. Han ſkrev til ham, klagede over den Overlaſt, Chorsbrødrene tilføjede ham, og bad ham „at komme og tugte med den kongelige Magt“. Kongen holdt vel egentlig med Chorsbrødrene og erkjendte at de havde Retten paa ſin Side, men maa dog hade fundet, at de nu gik for vidt i ſin Uærbødighed mod Rigets Metropolitan, og at i det mindſte dennes Embedsverdighed fordrede nogen Opretholdelſe, ligeſom han vel og havde perſonlig Medlidenhed med den gamle, haardt plagede Mand, og fremfor alt fandt det nødvendigt at faa en Ende paa den langvarige, forargelige Strid. Han begav ſig derfor til Throndhjem, ledſaget af ſin Cantſler Aake og flere baade gejſtlige og verdslige Herrer. Formodentlig ſkede dette i September Maaned, hvor vi finde flere Medlemmer af Kongens Raad forſamlede i Nidaros[15]. Hans Indſkriden i Trætten mellem Erkebiſkoppen og Capitlet beſkrives nu i den for den førſte afgjort partiſke Laurentius’s Saga ſaaledes: „Kongen ſatte Thing, bydende Erkebiſkoppen og Chorsbrødrene, dem der vare Erkebiſkoppens Modſtandere, og alle fremmede Folk i Byen at komme der. Thinget var ſat i Sommerhallen (i Kongsgaarden). For Magiſter Aake (Cantſleren), der ſkulde tale paa Kongens Vegne, var der ſat en Pult foran Kongens Højſæde; Kongen og Erkebiſkoppen ſad begge ſammen, og udefter fra Kongen Ridderne og de fornemſte Mænd i Riget, men udefter fra Erkebiſkoppen Lydbiſkopper (dette var maaſkee netop Biſkopperne i Oslo og Hamar, ſom rimeligviis kunne have afventet Kongens Komme) og Abbeder, dernæſt Chorsbrødrene; Preſter og Almuesfolk ſad paa Gulvet, blandt dem Sira Laurentius mellem Erkebiſkoppens øvrige Tilhængere. Nu gjorde Hr. Aake Tegn til at Folket ſkulde høre efter, raabende med høj Røſt. Derpaa begyndte han førſt at tale ſmukt Latin, ſigende, hvorledes det ſømmede ſig for Høvdingerne at fare frem baade i aandelig og verdslig Styrelſe; herom talte han længe. Saa vendte han Talen om, fremſtillende i klare og vakkre Ord paa Norſk, hvorledes det ſømmede ſig for Undermand at viſe ſig lydige mod ſine Overmænd, ikke alene mod de gode og retfærdige men ogſaa mod dem, der ere fejlfulde i deres Fremferd, efterſom Apoſtelen Paulus ſiger, hvor han viſer det ſyndefulde i at gjøre Stempling mod ſine Foreſatte, ſammenlignende det med Afguderi. Her begyndte hans Tale at blive haardere; han ſagde klarligen, hvor ſtor Utilbørlighed Chorsbrødrene havde begaaet ved at ſætte ſig op mod ſin Herre Erkebiſkoppen; han ytrede at de fortjente legemlig Straf, og at den verdslige Arm burde udſtrækkes imod dem med Kongens Sverd og Magt. Han talte ſaa fortrinligt og ſaa haardt, at mange af Chorsbrødrene og deres Tilhængere begyndte at blive bange. Efter Hr. Aake ſtod Kongen ſelv op, og talte førſt paa Latin, ſiden paa Norſk. Han endte med at forelægge Chorsbrødrene to Vilkaar, enten at de af dem, der vare bannſatte, ſkulde med Tilhængere være utlæge af Norge og hele hans Rige, eller og at de ſtrax ſkulde falde Erkebiſkoppen til Fode og lægge hele ſin Sag i hans Vold, med Kongens og de ypperſte Mænds Raad; ja de ſkulde ikke engang nu komme ud af Kongsgaarden uden Refſelſe, hvis de ikke ſtrax gjorde, ſom Kongen bød. Da Chorsbrødrene nu ſaa, hvilken Fare der truede dem, ſtode de ſtrax-op, faldt Erkebiſkoppen til Fode, og gave hele Sagen i hans Vold. Dagen efter blev da Forliget mellem Erkebiſkoppen og Chorsbrødrene proclameret, og de tilſagde hinanden ſelv og ſine Mænd indbyrdes Fred og Ro“.

Man maa vel antage, at denne Beretning i det Hele taget medfører Sandhed. Men nogen Overdrivelſe maa der dog være i det mindſte med Henſyn til Forſamlingens Talrighed. Og ſaa meget er aabenbart, at Kongen alene kan have haft til Henſigt at værne om det ydre Decorum og den Ærbødighed, Chorsbrødrene ſkyldte Erkebiſkops-Embedet uden Henſyn til hans Perſon. Herimod havde Chorsbrødrene groveligt forſeet ſig, og derfor fandt han det nødvendigt, at de i Folkets Paaſyn ydmygede ſig for deres Overhoved, og lovede for Eftertiden at holde Fred. Men andet eller mere end dette har det aabenbart ikke været Kongens Henſigt at fordre, aller mindſt at ville omſtyrte Dommen. Dette kunde ſaa meget mindre falde ham ind, ſom han paa denne Tid netop i et andet Anliggende, der ſynes at have ſtaaet i Forbindelſe med den ſtørre Sag, havde ſøgt at ſkaffe Chorsbrødrene deres Ret, og ſandſynligviis endog deri havde fundet en Bevæggrund mere til perſonligt at indfinde ſig i Nidaros. Erkebiſkop Haakon havde i ſin Tid, ſom ovenfor viiſt, ſkjenket Haugs Kirke i Verdalen til Chorsbrødrenes fælles Bordhold, Pave Clemens den 4de havde ſtadfeſtet Gaven, og Chorsbrødrenes Ret til Kirken var udtrykkeligt bekræftet ved Forliget til Tuterø[16]. Ikke desmindre havde man gjort dem Beſiddelſen ſtridig; førſt optræder Hr. Viljam af Torge ſom den, der anfegter den (1301), der nævnes ikke med hvad Grund, men man erfarer, fat ogſaa denne Sag blev indberettet til Paven, og at Abbeden af Holm beſkikkedes til Dommer i dette Anliggende[17]. Siden efter erfares det, at Verdølerne, med Aſlak, Bonden paa Lyng, i Spidſen, vægrede ſig ved at betale Haugs Tiende til Chorsbrødrene eller deres Ombudsmænd, fratog endog disſe hvad de allerede havde oppebaaret, og lagde overhoved en ſærdeles Hadſkhed og Trodſighed for Dagen, ſaa at de, da Kongen havde beſkikket to Mænd til at tildømme Chorsbrødrene hvad de havde at fordre, ej alene fremdeles viiſte ſig ulydige, men endog ranede alt det Gods, Chorsbrødrene havde i Verdalen, og tog deres Landſkyld, m. m. De kongelige Ombudsmænd maatte derfor den 10de Juni 1303 overdrage Sysſelmanden, Hr. Thore Harf, paa Kongens Vegne at erklære Aſlak paa Lyng og hans Medſkyldige utlæge, og tage deres Ejendomme under Kronen, hvis de ikke ſtrax tilbagegav Chorsbrødrene hvad de uretteligen havde frataget dem[18]. Heller ikke dette hjalp; noget blev vel tilbagegivet, men ikke alt, og Kongen beſkikkede derfor, netop, ſom man ſeer, i September, da han efter hvad vi have antaget opholdt ſig i Nidaros med ſit Raad, tre af dettes Medlemmer, Bjarne Erlingsſøn, Erling Aamundesſøn og Snare Aslaksſøn, tilligemed Hallſtein Thorleifsſøn, en af hine tvende Ombudsmænd, til at fælde en endelig Dom, og nøjagtigt beſtemme, hvor meget der ſkulde udredes i Erſtatning. Denne Dom blev afſagt den 25de September, og efter Kongens udtrykkelige Befaling det ſtrengeſte Forbud nedlagt i Domsbrevet mod at betale den omſpurgte Tiende til andre end Chorsbrødrene ſelv eller deres Ombudsmænd[19]. Dette ſynes at viſe, at Verdølerne ikke have vægret ſig ved at betale Tienden i og for ſig, men kun ved at betale den til Chorsbrødrene, eller med andre Ord, at de have taget Erkebiſkoppens Parti og villet betale den til ham, ſandſynligviis endog efter hans egen Tilſkyndelſe, altſaa at Erkebiſkoppen ogſaa her havde en Haand med i Spillet. Den Iver, hvormed Kongen her tog ſig af Chorsbrødrenes Sag, og den Harme, han — hvad man af Ombudsmændenes Brev tydeligt kan ſee — maa have følt ved Verdølernes Ulydighed, viſer, at han maa have haft ſærdeles meget imod Erkebiſkoppen, ſom den egentlige Ophavsmand til dette Uvæſen, og det er aabenbart, at han ej kunde rokke den pavelige Dom uden derved tillige at omſtyrte den Kjendelſe, de af ham ſelv nys beſkikkede Dommere i ſaa godt ſom en Green af den ſamme Sag havde afſagt. Naar han da tilſyneladende tog Erkebiſkoppens Parti, var det vel alene for at ſkaffe Erkebiſkops-Embedets krænkede Verdighed den ſkyldige Oprejsning, og atter hæve den i Folkets Øjne. Men for øvrigt maa hans Henſigt med ſin perſonlige Nærværelſe have været at forebygge yderligere Skandal, og at ſkaffe Chorsbrødrene deres Ret. Sagaen fortæller intet om, hvad Kongen underhaanden kan have foreholdt Erkebiſkoppen og ſikkert har foreholdt ham; den ſiger ej heller, hvad Cantsleren ytrede i den Deel af ſin Tale, hvor han handlede om de Styrendes Pligter, men den dølger dog ikke, at han endog der, hvor han tordnede imod Chorsbrødrene, lod falde Ord om at man ſkyldte ſine Overmænd Lydighed, „ſelv om de vare fejlfulde“. Endelig nævner den intet andet om Forliget, end at begge Parterne tilſagde hinanden Ro. Men dette var ogſaa Hovedſagen; det medførte navnlig, at Erkebiſkoppen uden yderligere Modſtand holdt ſig Dommen og Executorens Foranſtaltninger efterrettelig, medens Chorsbrødrene paa ſin Side lovede, herefter ikke at tilſideſætte den ydre Sømmelighed og Ærbødighed i deres Adferd mod Erkebiſkoppen. Maaſkee fik dog Kongen udvirket enkelte mindre eller midlertidige Eftergivelſer af Chorsbrødrene mod denne, ſaaledes f. Ex. at Sira Laurentius fremdeles indtil Videre vedblev at gjemme Ofret til St. Olaf, eller at han muligviis endog for det førſte fik beholde Olafskirken, thi det heder i hans Saga, at han vedblev at være Poenitentarius og at bevare Ofret[20]. Saa meget udrettede Kongens Indſkriden, at Striden nu for en Tid ophørte, og ſiden i alle Fald ikke førtes paa en ſaa uanſtændig Maade ſom hidtil. Ifølge Laurentius’s Saga var det nu roligt i to Aar. Man finder ikke tydelige Spor til en ny Strid, førend i Septbr. 1307, da Chorsbrødrene lode udferdige bekræftede Copier af Erkebiſkop Sørles tvende Gave- og Stiftelſesbreve til Oprettelſe af fælles Bordhold for Chorsbrødrene[21], et umiskjendeligt Tegn paa, at Erkebiſkoppen har villet beſtride dem deres Ret til, hvad der ved hine Breve var dem ſkjenket; og da dette, foruden Biſkopstienden af Korskirken i Nidaros, ogſaa var Biſkopstienden af Olafskirken og Bynesſets Kirke, maa han ſaaledes endnu ikke ret have villet give Slip paa disſe ſaa meget omſtridte Indtægter[22]. Af den Omſtændighed, at Afſkrifterne førſt bleve tagne i 1307, følger dog ikke, at den nye Strid ikke førend da var udbrudt. Om Vintren 1305—6 ſees Erkebiſkoppen at have været i Bergen ſamtidigt med Kongen, og den Slutning ligger derfor nær, at han allerede da var bleven uklar med Chorsbrødrene paany, og begav ſig bort, mere for at undgaa at være ſammen med dem — han kom neppe engang tilbage til Nidaros førend om Høſten 1306, ja maaſkee ikke engang da[23] — end fordi han juſt ventede ſig noget Medhold af Kongen, thi denne vedblev at viſe Chorsbrødrene den ſtørſte Naade og havde nu endog beſkikket Audun Raude, en af Hovedmændene for Oppoſitionen mod Erkebiſkoppen, til ſin Fehirde[24]. Har Erkebiſkoppen henvendt ſig til Kongen om Hjelp, da var dette viſtnok forgjeves, og det bedſte Beviis fik man derpaa, da Kongen under et kort Beſøg i Nidaros om Sommeren 1307, medens Erkebiſkoppen maaſkee var fraværende, ſkjenkede Chorsbrødrenes Commune 100 gamle Mark, for at de ſkulde holde hans og Dronningens Aartid, og ſiden, ved et Brev udſtedt fra Agvaldsnes den 10de April 1308, i de meſt indtrængende Udtryk tog Chorsbrødrene med Tjenere og Afhængige i ſin Beſkyttelſe og under Truſel om ſin højeſte Unaade og Straf forbød enhver, i hvad Stand han ſaa var, at gjøre dem deres lovlige Ejendomme og Indtægter ſtridige: en Truſel, der nærmeſt ſynes at have været rettet mod Erkebiſkoppen og hans Tilhængere[25]. Kongen havde nu ogſaa, ſom nedenfor vil ſees, andre Grunde til at være misfornøjet med Erkebiſkoppen. Efterſom Erkebiſkoppen blev ældre og ſvagere, bøjede han ſig mere og mere under det uundgaaelige Aag, og mod Slutningen af hans Levetid ville vi endog ſee ham næſten ganſke gjort umyndig af Chorsbrødrene. Der kan være meget at ſige paa disſes Opførſel, den var viſtnok ikke ſaa human ſom den burde være, men Erkebiſkoppen havde ogſaa viiſt, at man ikke med Tryghed kunde overlade ham frie Hænder.

    18, 19), 3die Decbr. (ſſteds III. 59), og 5te Marts 1304 (Norges gl. Love III. 20). Brevet af 15de Juli 1303 er beſeglet af Snare Aslaksſøn: formodentlig var Aake Cantſler da endnu ej kommen; men det af 23de Aug. er beſeglet af denne.

  1. Dipl. Norv. IV. 53, 54.
  2. Biſkop Arnes Død nævnes i de isl. Annaler ved 1303.
  3. Ketil indviedes ikke førend i 1304, ſ. n.
  4. Dette ſees af Fremſtillingen i den nedenfor meddeelte pavelige Dom, ſammenholdt med Laurentius’s Saga Cap. 10.
  5. Laur. Saga Cap. 14.
  6. Dipl. Norv. III. 47, 49, II. 63.
  7. Laur. Saga, Cap. 13. Denne omtaler Erkebiſkoppens Rejſe til Paris, førend Biſkop Arne Thorlaksſøns og Kong Eriks Død berettes. Man kunde ſaaledes let antage at den henfører hans Rejſe til 1297. Men dette er dog neppe Forfatterens Mening, thi de isl. Annaler, ſom han ſtadigt følger, berette ganſke rigtigt om Rejſen under 1301. Det er altſaa formodentlig kun en uheldig Ordning af Materien, der har foraarſaget, at Erkebiſkoppens Rejſe tilſyneladende ſættes ſaa tidligt.
  8. Dipl. Norv. III. 48. Dette er en Beretning af Decanen i Brügge, dateret 19de Aug. 1301, om hele Sagen, med Indtagelſe af de vexlede Skrivelſer.
  9. I Laur. Saga, der er forfattet i en for Erkebiſkoppen aldeles partiſk Aand, ſtaar der reent ud, „at han fik ſin Heder tilbage“. Dette kan, ſom man af Actſtykkerne ſeer, ej forholde lig ſaaledes; der var neppe engang Tid for Jørund til under ſit Ophold i Paris at faa nogen Beſkeed fra Paven. Han maa ſaaledes have foregivet en Uſandhed, og derpaa betænkte han ſig vel ligeſaa lidet i Throndhjem, ſom han i Brügge betænkte ſig paa at beſkylde Jon Elg for Tyveri.
  10. Da Decanens Beretning allerede er dateret den itide Auguſt, blev den vel afſendt ſtrax efter, og den kunde da allerede i September være kommen til Norge.
  11. At Stadfeſtelſen var paafulgt, ſiges udtrykkeligt i de to Abbeders Brev af 7de Septbr. 1303, kun nævnes der ilte, naar den paafulgte; men det rimeligſte er at dette ſkeede, da Fuldmagten for Executoren udferdigedes.
  12. Dipl. Norv. IV. 57. Dette er et Brev fra Capitlet.i Nidaros til Capitlet og Abbederne i Stavanger (Biſkoppen ſelv var nemlig paa denne Tid død), indeholdende en Gjenpart af Everhards Brev af 2deu Auguſt, med Anmodning om at efterkomme det deri indeholdte Paalæg.
  13. Biſkop Narves og Capitlets Brev, dat. Bergen 6te Sept. 1303, Dipl. Norv. III. 54.
  14. Abbedernes Brev af 7de Sept. 1303, Dipl. Norv. III. 55. Naar det her heder, at de indførtes i Olafskirken og Steins Kirke paa Neſet, menes med Henſyn til den ſidſte kun Tienderne deraf, efter hvad Dommen ſelv udviſer. Kirken ſelv blev endnu i Erkebiſkoppens Beſiddelſe, indtil i 1308, da han heelt og holdent overlod den til Chorsbrødrene, Dipl. Norv. III. 72.
  15. Beretningen findes kun i Laurentii Saga Cap. 15, 16, uden nogen Angivelſe af Aaret; man er her derfor med Henſyn til Tidsbeſtemmelſen kun anviiſt paa, hvad man ved Gjetning og Sammenhold med andre Oplysninger kan faa ud. Keyſer bar ſaaledes (den norſke Kirkes Hiſtorie S. 99) gjetningsviis antaget, at det var i 1302, om Vaaren, da Kongen havde opholdt ſig om Vintren i Bergen. Da han endnu ſynes at have været i Bergen om Sommeren (ſe ovf. om Anordningen af 11te Juni 1302), er der i ſaa Henſeende intet til Hinder for, at han i Mellemtiden kunde have gjort en kort Rejſe til Throndhjem. Der er dog flere Omſtændigheder, der beſtemme mig til at afvige fra denne Mening og antage September 1303 for den rette Tid. For det førſte ſynes det i ſig ſelv rimeligſt, at det var Chorsbrødrenes henſynsløſe Ferd efter den fuldſtændige Sejrvinding, der gjorde Kongens Indſkriden nødvendig. For det andet ſpiller Aake Cantſler en Hovedrolle ved Forhandlingerne; men naar man ſeer, at to Breve, ſom Kongen udſtedte under Vinteropholdet i Bergen nemlig af 5te Oct. og 13de Decbr. 1301 (Dipl. Norv. II. 64 og IV. 52) ikke ere beſeglede af Aake, men af Snare Aslaksſøn, bliver det højſt ſandſynligt, at Aake da ikke engang var hos Kongen, men var bleven tilbage i Oslo; hvorimod vi netop finde at Aake har beſeglet et Brev hos ham i Bergen den 23de Aug. 1303 (Dipl. Norv. II. 69), og ligeledes et den 6te Ort. 1303 (ſſteds III. 18), ſaa at der intet er i Vejen for at han i Sept. kan have ledſaget Kongen til Nidaros. For det tredie viſer det her nedenfor omtalte Brev, ſom Bjarne Erlingsſøn, Erling Aamundesſøn og. Snare Aslaksſøn den 25de Sept. 1303 udſtedte i Nidaros, at disſe Herrer da vare der; men da de hørte til Raadet, der næſten var uadſkilleligt fra Kongens Perſon, og da iſær Snare Aslaksſøn i Aarene fra 1301 til 1307 altid ſynes at have været om ham, bliver den Formodning ſaa godt ſom til Vished, at Kongen da enten endnu var i Nidaros, eller nys havde været der, og at disſe Herrer iſaafald kun vare blevne nogle faa Dage efter, for at ordne Sagen angaaende den verdalſke Tiende. Endelig ſynes den Ytring i Laurentius’s Saga, at det efter Kongens Indſkriden nu blev roligt i to Aar, at pasſe med den nedenfor paapegede Omſtændighed, at Erkebiſkoppen om Høſten 1305 begav ſig til Bergen, og blev uſædvanligt længe borte fra Nidaros, rimeligviis fordi Striden nu atter var udbrudt. Vel nævne Annalerne intet om at Kongen var i Nidaros 1303, men de nævne heller intet om at han var der i 1307, hvilket dog vides med Vished af Chorsbrødrenes Brev af 21de Sept. 1307, ſe nedenfor. I alle Fald tales der lige ſaa lidet om at han i 1302 beſøgte Throndhjem. At Lydbiſkoppernes Nærværelſe i Throndhjem omtales, bidrager netop ogſaa til at beſtyrke Antagelſen af Sept. 1303 ſom den Tid, Kongen var der i dette Anliggende, thi Biſkopperne af Oslo og Hamar havde nys i Forening med Decanen af Upſala indſkærpet den pavelige Dom, og maa da upaatvivlelig have været tilſtede i Byen: det er ſaaledes helſt rimeligt at de endnu vare der, da Kongen kom; vi ſee derhos, at Erkebiſkoppen den 29de Juli 1303 udſtedte et Hjelpebrev for Skipthvet Kirke i Borgeſysſel; dette er upaatvivlelig ſkeet efter Anmodning af Biſkop Eivind under dennes Nærværelſe i Nidaros, da Borgeſysſel hørte til hans Diøces. (Dipl. Norv. I. 96).
  16. Se ovf. IV. 1. S. 470. Dipl. Norv. I. 61, 62, III. 10, 11; jvfr. ovenfor S. 308.
  17. Abbed Arnes Bekjendtgjørelſe af 18de Mai 1301 om det af ham optagne Vidnesbyrd, Dipl. Norv. III. 47. Han kalder ſig her ganſke ſom i Dommen om Mærens Kirke i Brev af 1ſte Juli 1301 (ſſteds II. 63) pavelig beſkikket Dommer, og derfor ſynes det umiskjendeligt, at Paven har betragtet Spørgsmaalet om Haugs Biſkopstiende ſom hørende under Sagen mellem Erkebiſkoppen og Capitlet.
  18. Brev af 10de Juni 1303 fra de kongelige Ombudsmænd, Audun Vigleiksſøn og Hallſtein Thorleifsſøn, Dipl. Norv. III. 53. Her tales deri ſærdeles ſterke Udtryk om den Ulydighed og Trods mod Kongens Beſaling, hvori Verdølerne havde gjort lig ſkyldige: „Aſlak og hans Tilhængere have viiſt ſaa ſtor Trodſighed og Daarſkab, ſaa megen Ulydighed mod Kongedømmet, og gjort ſaa ſtore Indgreb i dets Magt, at man paa den Maade ikke ſkulde bryde ſig om Kongens Bud, eller lyſtre Loven om Domrov, Brevbrud eller Stevnefald, eller hvad Landets og Kongens Ret befaler alle at iagttage til Efterlevelſe og Enighedens Overholdelſe i Riget“.
  19. Dipl. Norv. III. 56.
  20. Laurentii Saga, l. c. Da Chorsbrødrene ifølge Forliget til Tuterø, bekræftet ved den ſidſte Dom, havde Ret til at beſkikke Vicarius ved Olafskirken, er det muligt, at Kongen har faaet dem overtalte til, for det førſte at beſkikke Laurentius dertil. Eller maaſkee endog Kongen fik udſat den Tid, da Overleverelſen af Kirken ſkulde ſkee, endnu et Par Aar, og at Vanſkeligheder, ſom Erkebiſkoppen rimeligviis gjorde ved Overleverelſen, har været Aarſag til at Striden begyndte paany.
  21. Dipl. Norv. III. 67, 68. Om Erkebiſkop Sørles Stiftelſe ſ. o. IV. 1. S. 137, 138.
  22. Det bliver næſten en Gaade, hvorledes Erkebiſkoppen endnu kunde nyde dem, og vægre ſig ved at give Slip paa dem — ſom man af den Omſtændighed, at Vidisſerne bleve optagne, ufejlbarligen kan ſee at han maa have gjort — hvis man ikke tager ſin Tilflugt til den nys ovenfor fremſatte Gjetning, at Kongen kan have overtalt Chorsbrødrene til at udſætte Friſten til Overleverelſen i et Par Aar.
  23. Vi ſinde Erkebiſkoppen i Bergen den 20de Sept. 1305 (Dipl. Norv. I. 104) ligeledes den 21de Oct. (ſſteds No. 105) og 10de Decbr. (ſſteds III. No. 61), da Kongen og Raadet ogſaa befandt ſig der. Siden finde vi ham ej førend ved Biſkopsmødet i Oslo 6te Juli 1306 (Norges gl. Love III. S. 243). Nu er der vel intet i Vejen for, at han imidlertid kan have været hjemme, men i rimeligere er det dog, at han, da han neppe kunde have forladt Bergen førend i Marts, er dragen lige til Oslo, hvor han allerede ſynes at have været, da Biſkop Arne af Bergen fra Grøningeſund den 11te Juni tilſkrev ham og undſkyldte ſig for at møde (Ms. Barthol. E. 308). Blev han nu endnu længere ſydpaa, hvad der er højſt ſandſynligt, ſaa hvilede den gjenoptagne Trætte ſaalænge, og Anledningen for Chorsbrødrene til at lade Vidisſer optage var ſaaledes ej forhaanden for i 1307. Da rejſte desuden Laurentius til Island, ſom det vil ſees, og Olafskirken blev derved ledig.
  24. Det fortælles udtrykkeligt i Sum: Saga Cap. 31, hvor Audun Raudes Valg til Biſkop i Hole 1313 omtales, at han længe var Kong Haakons Fehirde. Dette ſynes efter den almindelige Sprogbrug at betegne, at han ej længer var Fehirde da han blev valgt, og da vi nu erfare af Kongens ſtore Retterbod af 17de Juni 1308, at han da udnævnte en anden af de throndhjemſke Chorsbrødre, Erlend Styrkaarsſøn, til Fehirde, er det ſandſynligſt, at Audun beklædte Embedet for den Tid.
  25. Dipl. Norv. II. 87. III. 71.