Det norske Folks Historie/6/95

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Det er let at forstaa, at den fuldstændige Bilæggelse af Striden mellem Domcapitlerne og deres Overhoveder i Nidaros og Stavanger maatte ligge Kongen særdeles paa Hjerte. Striden i Stavanger endte ikke førend ved den trodsige Biskop Arnes Død, som indtraf i 1303, thi endnu ved Udgangen af 1301 vægrede han sig ved at opfylde de den 13de November 1299 og 14de Juni 1300 afsagte Kjendelser, saa at Dommerne maatte sende Befuldmægtigede til Stavanger for ved Trusel om Bann at faa dem fuldbyrdede, og i Juni 1302 havde han endnu ikke efterkommet dem, saa at en Chorsbroder i fem Høvdingers Nærværelse højtideligt maatte anmode ham derom, hvorhos Chorsbrødrene tillige ganske stillede sig under Guds og Kongens Beskyttelse[1]. Bannstruselen maa dog ikke være bragt i Udførelse, siden vi om Høsten 1302 finde Biskoppen paa et Høvdingemøde hos Kongen. Der er intet Tegn til at han før sin Død gjorde noget Skridt til Forsoning[2]. Hans Eftermand blev Ketil, der hidtil havde været Chorsbrødrenes Fuldmægtig i Striden med Biskoppen; han var altsaa enig med dem, og derved maatte Striden af sig selv bortfalde[3]. Striden i Nidaros blev langvarigere. Erkebiskoppen vægrede sig fremdeles ved fuldstændigt at opfylde den ham overgangne Dom; af Steins Kirke, der med alle erkebiskoppelige Indtægter skulde afstaaes til Chorsbrødrene, forbeholdt han sig Tienden, og i Stedet for at overlade dem sin Halvdeel af Olafskirken, med Ret til at beskikke en Vicar derved, lod han sin Yndling og troe Støtte, den før omtalte Laurentius Kalfssøn fra Island, hvilken han allerede i 1296 havde udnævnt til dens Prest, fremdeles beholde den[4]. Han maa formodentlig ved allehaande Udflugter og spidsfindige Fortolkninger af Dommens Udtryk, hvori han havde den dygtige Canonist Jon Flæming til at hjelpe sig, have vidst at forhale Bannstruselens Træden i Kraft. Man skulde imidlertid have ventet, at den mislige Stilling, hvori han befandt sig med en saadan Dom svævende over sig, havde gjort ham noget forsigtigere, saa at han vogtede sig for at opirre Chorsbrødrene endnu mere. Men langt fra. Han satte hele Capitlet under Forbud, og truede de fornemste Hovedmænd for dets Opposition, nemlig Sighvat Lande, Audun Raud og Eilif Kortin, med Excommunication, hvis de vovede at tilegne sig Tienden af Steins Kirke, samt den halve Indtægt af Olafskirken, og i Stedet for at tilbagegive Jon Elg det ham fratagne Ombud som St. Olafs Helligdoms Skatmester, overdrog han ogsaa det til Laurentius, hvilken han derhos gjorde til sin Poenitentiarius. Det var naturligt, at Chorsbrødrene, der meente at være i sin gode Ret ifølge Dommen, ikke vilde finde sig heri, eller paa nogen Maade give efter. Erkebiskoppen lod da ganske i Stilhed Jon Flæming opsætte et Bannbrev over de tre ovennævnte Chorsbrødre, og bød Laurentius at læse det op i Christkirken paa en stor Festdag ved Højmesse, medens Chorsbrødrene sad i Choret og ikke havde mindste Nys om Sagen. Laurentius ytrede vel, da Erkebiskoppen befalede ham det, at havde Chorsbrødrene før været hadefulde paa ham, vilde de blive det dobbelt saa meget nu; men han kunde dog ikke negte sin Velgjører at opfylde hans Bud, og saaledes gik han da under Messen op paa Choret over Alteret„ og læste Excommunicationen op med lydelig Stemme. „Du behøver ikke at raabe saa højt, Islænding, vi høre nok hvad du siger“, svarede Sighvat Lande, idet han med de øvrige rejste sig og gik hjem. Fra denne Tid, kan man sige, var der aabenbar Krig. Chorsbrødrene, der betragtede den af Erkebiskoppen forkyndte Excommunication som magtesløs, fordi han selv stod under Bannsstraf, søgte nu med Magt at sætte igjennem hvad de vilde, og Erkebiskoppen maatte bruge sine bevæbnede Svenne for at beskytte sig og sine Tilhængere. Især gik Chorsbrødrenes Harme ud over Laurentius, som denne havde spaaet. Allerede som beskikket af Erkebiskoppen til Prest ved Olafskirken maatte han være dem en Torn i Øjnene, og nu kom hertil, at han havde ladet sig bruge til at forkynde Bannsættelsen. Han kunde derfor herefter ikke engang være sikker for personlige Efterstræbelser. Engang stimlede Skoleklerkerne om ham og vilde gribe ham; han fik med Nød og neppe fat paa Kirkedørs-Ringen, til hvilken han klamrede sig, indtil Erkebiskoppens Svenne kom ham til Hjelp, men hele Kjortlen var reven af ham. En anden Gang, da han skulde holde Ligferd over en fornem Frue i St. Olafs Kirkesogn, kom Skoleklerkerne for at forstyrre Højtideligheden, da de nemlig ikke erkjendte ham som retmæssigt beskikket Prest til Olafskirken, der efter Dommen udeelt skulde tilhøre Chorsbrødrene; de borttog alle Blus og Kjerter, saa at Højtideligheden den Dag virkelig blev afbrudt. Den næste Dag maatte Messen holdes og Liget nedsættes under Bedækning af Erkebiskoppens Svenne[5]. Erkebiskoppens Tilhængere, vistnok kun de, der stode i personligt Afhængighedsforhold til ham, saavel som de Gejstlige, han hentede til sig andensteds fra, især fra Hamar, hvor han før havde været, gjengjeldte Chorsbrødrene paa lignende Maade og lagde voldsomt Haand paa dem. Disse appellerede paa ny til Paven og afsendte i dette Erende en af deres eget Samfund, der tillige skulde klage over den personlige Overlast, som de nys havde lidt. Paven, der fremdeles viiste dem afgjort Forkjærlighed, antog Appellen, befalede begge Parter at møde eller lade møde ved Curien, og overdrog imidlertid Chorsbrødrenes erklærede Tilhænger, Abbeden i HolmsKloster, at dømme i enkelte Punkter, som krævede en hurtigere Afgjørelse, fornemmelig i Injuriesagen; hvis Klagen befandtes sandfærdig, skulde han lyse de Skyldige i Bann, og dette skulde vedvare indtil de havde givet de Fornærmede tilbørlig Fyldestgjørelse, og selv begivet sig paa Vejen til Rom for at absolveres af Paven[6]. Under disse Omstændigheder besluttede Erkebiskoppen at drage afsted i egen Person, og det, som man maa antage, saa tidligt, at han kunde indtreffe hos Paven og om muligtstemme ham til sin Fordeel, førend Capitlets Udsending indtraf. Paa Capitlets Vegne rejste Jon Elg, der desuden særskilt for sit eget Vedkommende havde indgivet Appel i Anledning af at Erkebiskoppen havde frataget ham Skatmester-Embedet. Men Erkebiskoppen kom ikke længer end til Paris. Her, heder det, blev han syg, og maatte afbryde Rejsen, overdragende en Fuldmægtig at møde paa sine Vegne hos Paven[7]. Snarere har han dog, jo længere han kom sydover, og raadførte sig med Mænd, der kjendte nøjere til Stemningen ved Curien, tabt Lysten eller Modet til at møde Paven Ansigt til Ansigt. Han begav sig paa Hjemrejsen, og drog til Brügge i Flandern, for derfra at gaa til Søs lige til Norge. Men under hans Ophold der indtraf netop Jon Elg paa Rejsen fra Norge til Rom. Erkebiskoppen, som naturligviis havde end mere Grund til at frygte Følgerne af Jons personlige Nærværelse ved Curien, greb da, for at forebygge den, til det fortvivlede og uhørte Middel, at lade Jon gribe paa offentlig Gade og slæbe i Fængsel (30te Juli 1301). Hans Hensigt var, at faa ham med sig paa det Skib, han havde fragtet til Hjemrejsen, og saaledes føre ham til Norge. Men da ingen bestemt Beskyldning var fremsat mod Jon, blev denne Dagen efter mod Borgen sat paa fri Fod. Han gik den følgende Dag hen til Erkebiskoppens Herberge for at spørge om Grunden til Fængslingen. Erkebiskoppen tillod ham ej alene ikke at komme ind, og vægrede sig ved at give nogen Forklaring, men henvendte sig endog skriftligt til Officialen for Biskopsdømmet Tournay, om at Jon Elg maatte blive sat fast paa Grund af nogle Forbrydelser, som han havde begaaet, og hvorom Erkebiskoppen senere skulde underrette ham. Officialen befalede Decanen i Brügge nærmere at undersøge Sagen. Decanen indfandt sig i den Anledning hos Erkebiskoppen, og tilkaldte ogsaa Jon Elg. Nu foregav Erkebiskoppen, at Jon der i Biskopsdømmet havde bestjaalet ham. Jon benegtede det naturligviis, men Erkebiskoppen tilbød sig at bevise det. Decanen bestemte da, at Erkebiskoppen den 11te August skulde fremføre sine Beviser, for at Sagen derefter kunde fremmes. Men Dagen gik hen, uden at Erkebiskoppen lod høre fra sig; derimod erfarede man, at han havde gjort endnu et Forsøg paa at faa Jon fat. Det var nu indlysende, at Beskyldningen var grundløs, og at det Hele var et Kneb, Erkebiskoppen havde udtænkt for at faa Jon i sin Vold. Da han saa, at dette ikke vilde lykkes, afsejlede han uden at oppebie Sagens Udfald. Jon Elg derimod, som herved havde faaet end flere Vaaben i Hænde mod ham, fortsatte sin Rejse til Rom[8].

Da Erkebiskoppen kom til Norge, havde man neppe endnu hørt noget om hvad der var skeet i Brügge, lige saa lidet som man havde erfaret noget yderligere fra Rom, og Erkebiskoppen kunde saaledes foregive at Paven havde skjenket ham Medhold, skjønt dette vel neppe fandt videre Tiltro, uden blandt hans egne Tilhængere[9]. Abbeden i Holm havde imidlertid, som man kunde vente, dømt til Chorsbrødrenes Fordeel og erklæret dem, der havde forgrebet sig paa dem, bannsatte. Herover herskede der stor Forbitrelse blandt Erkebiskoppens Tilhængere, og den rettede sig for en stor Deel, som man let kan forstaa, mod Abbeden. Ingjald, Chorsbroder i Hamar, saavel som en Prest ved Navn Audun, hvilke selv hørte til de Bannsatte, vare endog driftige nok til, da Abbeden den 29de October forrettede sin Andagt i Christkirken, at lade Dørene stænge for ham, da han vilde gaa ud igjen, og holde ham med Magt tilbage, indtil de havde faaet oplæst et Skrift for ham, som de havde med sig, formodentlig en Protest imod hans Dom. Da Erkebiskoppen paa denne Tid maa være kommen tilbage, vare de sandsynligviis derved blevne saa meget dristigere: maaskee det endog skede med hans Vidende og Vilje. Imidlertid kunde det vel neppe vare længe, inden Tildragelsen i Brügge rygtedes[10], og den mislige Stilling af Erkebiskoppens Sag blev bekjendt. Formodentlig maatte derfor Opholdet i Throndhjem være ham ubehageligt, og det lader til, at han den største Deel af Sommeren 1302 har opholdt sig hos Kongen. Ja det er endog ikke usandsynligt, at han ved Hjemkomsten til Norge om Høsten 1301 strax opsøgte Kongen og forblev hos ham i Bergen om Vintren, uden at drage til Nidaros. Saa meget er vist, at han enten om Vaaren eller Sommeren 1302 indviede den nye Apostelkirke, som Kong Magnus havde lagt Grundvolden til i sin Urtegaard, og som nu endelig var bleven færdig, saa at den gamle Apostelkirke i Kongsgaarden kunde nedrives. Siden var han med Kongen i Oslo, ved et Høvdingemøde, der holdtes i September, hvorom der i det Følgende nærmere vil blive Tale.

Men imidlertid var den endelige Dom falden i Rom. Paven havde overdraget sin Capellan, Magister Baltram af Milano, Erkeprest og Auditør for det apostoliske Palads’s Sager, at undersøge og afgjøre Trætten. Denne stevnede Parterne gjentagne Gange til at møde eller lade møde, men hverken Erkebiskoppen eller hans Fuldmægtig vare ved de første Stevner at see, medens derimod Capitlet og Jon Elg hver Gang aldeles ordentligt lode møde ved Procurator. Endelig, ved fjerde Stevne, fremstod som Erkebiskoppens Fuldmægtig Chorsbroderen Thorstein af Hamar (formodentlig den samme, han havde sendt fra Paris), og senere tillige en Procurator; Mag. Baltram kunde saaledes skride til Undersøgelse og Procedure. Men ved det sidste Møde udeblev atter Erkebiskoppens Procurator, og den 11te April fældte Mag. Baltram endelig den Dom, at alle Erkebiskoppens Klager, Domme og Forholdsregler mod Chorsbrødrene, saavel som Jon Elgs Afsættelse kjendtes døde og magtesløse at være, og at Erkebiskoppen skulde betale Sagens Omkostninger efter nærmere Vurdering. Dommen blev samme Sommer sendt til Norge, og Chorsbrødrene sørgede strax for at faa den bekjendtgjort og udbredt ved bekræftede Afskrifter. Ved Høvdingemødet i Oslo, i September 1302, maatte den saaledes være almindelig bekjendt, og Jørund altsaa have den Ydmygelse at staa for hele den glimrende Forsamling som overvunden af sit Capitel. Men endda gav han ikke tabt. Man maa antage, at han benyttede det langvarige Ophold hos Kongen til at stemme ham gunstigt for sig, eller i det mindste at vinde hans Medlidenhed, og at han i Fortrøstning hertil endnu i nogen Tid efter Tilbagekomsten til Nidaros vovede at unddrage sig for at efterkomme Dommen. Derhos benyttede han sikkert alle de Midler, der stode til hans Raadighed, til at chicanere Chorsbrødrene, og man kan heller ikke tvivle paa, at de gjengjeldte ham alt efter Evne. Saaledes fortsattes den forargelige Strid fremdeles. Capitlet henvendte sig til Paven med Bøn om at han vilde beskikke en Executor af Dommen for at tvinge Erkebiskoppen til at lystre den. Paven efterkom deres Begjering, og udnævnte dertil Everhard, Decanus ved Collegiet i Oslo. Ved samme Lejlighed synes han og at have formeligt bekræftet Dommen og at have befalet Biskop Eivind i Oslo og Biskop Thorstein i Hamar at understøtte Executoren[11]. Everhard maa være kommen til Nidaros om Sommeren, thi den 2den August udstedte han en Circulærskrivelse til alle Biskopsstole og Capitler samt Abbeder i Nidaros Provins om at proclamere Dommens Gyldighed og paabyde dens Efterkommelse hver i sin Kreds. Capitlet i Nidaros besørgede den strax omsendt[12], og som en Følge deraf bekjendtgjorde Biskop Narve med sit Capitel i Bergens Christkirke den 6te September Dommens Hovedpunkter, til hvilke nu ogsaa kom at Erkebiskoppen skulde udrede 60 Guldgylden i Proces-Omkostninger[13], end videre, at Erkebiskoppen følgelig inden den af Decanen bestemte Frist var pligtig at gjengive Chorsbrødrene hvad der tilkom dem og hvad han urettelig havde forholdt dem; samt at Jon Elg og de øvrige Chorsbrødre hverken vare forbudte, excommunicerede, suspenderede eller afsatte, men at de vare af godt og ubesmittet Rygte, Kirkens lydige Sønner, og fuldt berettigede til Adgang i Domkirken. Lignende Bekjendtgjørelser have vel omtrent paa samme Tid fundet Sted i de øvrige Domkirker inden Provinsen. Den 7de Septbr. bekjendtgjorde Abbederne af Tuterø og Holm i Nidaros ifølge de tvende ovennævnte Biskoppers og Decanens Bud, at Chorsbrødrene herved vare satte i fuldstændig Besiddelse af Olafskirken og Bynesets Kirke m. m., samt forbød under Bannsstraf enhver, hvilken som helst, at gjøre dem deres Ret til Indtægten af disse Kirker stridig, eller paa nogen Maade at forholde dem deres Landskyld, Tiender eller Olafs-Ofret[14]. Da Chorsbrødrene vare saa hidsige paa at lade forkynde deres Triumf, kan man vel heller ikke tvivle paa, at de nu tilsidesatte al Skaansel og Sømmelighed i Adferd mod Erkebiskoppen selv, ikke agtende hans Alder og Verdighed. Erkebiskoppen, der ej mere kunde ty til Paven, havde nu ingen anden at henvende sig til, end Kongen, som paa denne Tid var i Bergen[15]. Han skrev til ham, klagede over den Overlast, Chorsbrødrene tilføjede ham, og bad ham „at komme og tugte med den kongelige Magt“. Kongen holdt vel egentlig med Chorsbrødrene og erkjendte at de havde Retten paa sin Side, men maa dog hade fundet, at de nu gik for vidt i sin Uærbødighed mod Rigets Metropolitan, og at i det mindste dennes Embedsverdighed fordrede nogen Opretholdelse, ligesom han vel og havde personlig Medlidenhed med den gamle, haardt plagede Mand, og fremfor alt fandt det nødvendigt at faa en Ende paa den langvarige, forargelige Strid. Han begav sig derfor til Throndhjem, ledsaget af sin Cantsler Aake og flere baade gejstlige og verdslige Herrer. Formodentlig skede dette i September Maaned, hvor vi finde flere Medlemmer af Kongens Raad forsamlede i Nidaros[16]. Hans Indskriden i Trætten mellem Erkebiskoppen og Capitlet beskrives nu i den for den første afgjort partiske Laurentius’s Saga saaledes: „Kongen satte Thing, bydende Erkebiskoppen og Chorsbrødrene, dem der vare Erkebiskoppens Modstandere, og alle fremmede Folk i Byen at komme der. Thinget var sat i Sommerhallen (i Kongsgaarden). For Magister Aake (Cantsleren), der skulde tale paa Kongens Vegne, var der sat en Pult foran Kongens Højsæde; Kongen og Erkebiskoppen sad begge sammen, og udefter fra Kongen Ridderne og de fornemste Mænd i Riget, men udefter fra Erkebiskoppen Lydbiskopper (dette var maaskee netop Biskopperne i Oslo og Hamar, som rimeligviis kunne have afventet Kongens Komme) og Abbeder, dernæst Chorsbrødrene; Prester og Almuesfolk sad paa Gulvet, blandt dem Sira Laurentius mellem Erkebiskoppens øvrige Tilhængere. Nu gjorde Hr. Aake Tegn til at Folket skulde høre efter, raabende med høj Røst. Derpaa begyndte han først at tale smukt Latin, sigende, hvorledes det sømmede sig for Høvdingerne at fare frem baade i aandelig og verdslig Styrelse; herom talte han længe. Saa vendte han Talen om, fremstillende i klare og vakkre Ord paa Norsk, hvorledes det sømmede sig for Undermand at vise sig lydige mod sine Overmænd, ikke alene mod de gode og retfærdige men ogsaa mod dem, der ere fejlfulde i deres Fremferd, eftersom Apostelen Paulus siger, hvor han viser det syndefulde i at gjøre Stempling mod sine Foresatte, sammenlignende det med Afguderi. Her begyndte hans Tale at blive haardere; han sagde klarligen, hvor stor Utilbørlighed Chorsbrødrene havde begaaet ved at sætte sig op mod sin Herre Erkebiskoppen; han ytrede at de fortjente legemlig Straf, og at den verdslige Arm burde udstrækkes imod dem med Kongens Sverd og Magt. Han talte saa fortrinligt og saa haardt, at mange af Chorsbrødrene og deres Tilhængere begyndte at blive bange. Efter Hr. Aake stod Kongen selv op, og talte først paa Latin, siden paa Norsk. Han endte med at forelægge Chorsbrødrene to Vilkaar, enten at de af dem, der vare bannsatte, skulde med Tilhængere være utlæge af Norge og hele hans Rige, eller og at de strax skulde falde Erkebiskoppen til Fode og lægge hele sin Sag i hans Vold, med Kongens og de ypperste Mænds Raad; ja de skulde ikke engang nu komme ud af Kongsgaarden uden Refselse, hvis de ikke strax gjorde, som Kongen bød. Da Chorsbrødrene nu saa, hvilken Fare der truede dem, stode de strax-op, faldt Erkebiskoppen til Fode, og gave hele Sagen i hans Vold. Dagen efter blev da Forliget mellem Erkebiskoppen og Chorsbrødrene proclameret, og de tilsagde hinanden selv og sine Mænd indbyrdes Fred og Ro“.

Man maa vel antage, at denne Beretning i det Hele taget medfører Sandhed. Men nogen Overdrivelse maa der dog være i det mindste med Hensyn til Forsamlingens Talrighed. Og saa meget er aabenbart, at Kongen alene kan have haft til Hensigt at værne om det ydre Decorum og den Ærbødighed, Chorsbrødrene skyldte Erkebiskops-Embedet uden Hensyn til hans Person. Herimod havde Chorsbrødrene groveligt forseet sig, og derfor fandt han det nødvendigt, at de i Folkets Paasyn ydmygede sig for deres Overhoved, og lovede for Eftertiden at holde Fred. Men andet eller mere end dette har det aabenbart ikke været Kongens Hensigt at fordre, aller mindst at ville omstyrte Dommen. Dette kunde saa meget mindre falde ham ind, som han paa denne Tid netop i et andet Anliggende, der synes at have staaet i Forbindelse med den større Sag, havde søgt at skaffe Chorsbrødrene deres Ret, og sandsynligviis endog deri havde fundet en Bevæggrund mere til personligt at indfinde sig i Nidaros. Erkebiskop Haakon havde i sin Tid, som ovenfor viist, skjenket Haugs Kirke i Verdalen til Chorsbrødrenes fælles Bordhold, Pave Clemens den 4de havde stadfestet Gaven, og Chorsbrødrenes Ret til Kirken var udtrykkeligt bekræftet ved Forliget til Tuterø[17]. Ikke desmindre havde man gjort dem Besiddelsen stridig; først optræder Hr. Viljam af Torge som den, der anfegter den (1301), der nævnes ikke med hvad Grund, men man erfarer, fat ogsaa denne Sag blev indberettet til Paven, og at Abbeden af Holm beskikkedes til Dommer i dette Anliggende[18]. Siden efter erfares det, at Verdølerne, med Aslak, Bonden paa Lyng, i Spidsen, vægrede sig ved at betale Haugs Tiende til Chorsbrødrene eller deres Ombudsmænd, fratog endog disse hvad de allerede havde oppebaaret, og lagde overhoved en særdeles Hadskhed og Trodsighed for Dagen, saa at de, da Kongen havde beskikket to Mænd til at tildømme Chorsbrødrene hvad de havde at fordre, ej alene fremdeles viiste sig ulydige, men endog ranede alt det Gods, Chorsbrødrene havde i Verdalen, og tog deres Landskyld, m. m. De kongelige Ombudsmænd maatte derfor den 10de Juni 1303 overdrage Sysselmanden, Hr. Thore Harf, paa Kongens Vegne at erklære Aslak paa Lyng og hans Medskyldige utlæge, og tage deres Ejendomme under Kronen, hvis de ikke strax tilbagegav Chorsbrødrene hvad de uretteligen havde frataget dem[19]. Heller ikke dette hjalp; noget blev vel tilbagegivet, men ikke alt, og Kongen beskikkede derfor, netop, som man seer, i September, da han efter hvad vi have antaget opholdt sig i Nidaros med sit Raad, tre af dettes Medlemmer, Bjarne Erlingssøn, Erling Aamundessøn og Snare Aslakssøn, tilligemed Hallstein Thorleifssøn, en af hine tvende Ombudsmænd, til at fælde en endelig Dom, og nøjagtigt bestemme, hvor meget der skulde udredes i Erstatning. Denne Dom blev afsagt den 25de September, og efter Kongens udtrykkelige Befaling det strengeste Forbud nedlagt i Domsbrevet mod at betale den omspurgte Tiende til andre end Chorsbrødrene selv eller deres Ombudsmænd[20]. Dette synes at vise, at Verdølerne ikke have vægret sig ved at betale Tienden i og for sig, men kun ved at betale den til Chorsbrødrene, eller med andre Ord, at de have taget Erkebiskoppens Parti og villet betale den til ham, sandsynligviis endog efter hans egen Tilskyndelse, altsaa at Erkebiskoppen ogsaa her havde en Haand med i Spillet. Den Iver, hvormed Kongen her tog sig af Chorsbrødrenes Sag, og den Harme, han – hvad man af Ombudsmændenes Brev tydeligt kan see – maa have følt ved Verdølernes Ulydighed, viser, at han maa have haft særdeles meget imod Erkebiskoppen, som den egentlige Ophavsmand til dette Uvæsen, og det er aabenbart, at han ej kunde rokke den pavelige Dom uden derved tillige at omstyrte den Kjendelse, de af ham selv nys beskikkede Dommere i saa godt som en Green af den samme Sag havde afsagt. Naar han da tilsyneladende tog Erkebiskoppens Parti, var det vel alene for at skaffe Erkebiskops-Embedets krænkede Verdighed den skyldige Oprejsning, og atter hæve den i Folkets Øjne. Men for øvrigt maa hans Hensigt med sin personlige Nærværelse have været at forebygge yderligere Skandal, og at skaffe Chorsbrødrene deres Ret. Sagaen fortæller intet om, hvad Kongen underhaanden kan have foreholdt Erkebiskoppen og sikkert har foreholdt ham; den siger ej heller, hvad Cantsleren ytrede i den Deel af sin Tale, hvor han handlede om de Styrendes Pligter, men den dølger dog ikke, at han endog der, hvor han tordnede imod Chorsbrødrene, lod falde Ord om at man skyldte sine Overmænd Lydighed, „selv om de vare fejlfulde“. Endelig nævner den intet andet om Forliget, end at begge Parterne tilsagde hinanden Ro. Men dette var ogsaa Hovedsagen; det medførte navnlig, at Erkebiskoppen uden yderligere Modstand holdt sig Dommen og Executorens Foranstaltninger efterrettelig, medens Chorsbrødrene paa sin Side lovede, herefter ikke at tilsidesætte den ydre Sømmelighed og Ærbødighed i deres Adferd mod Erkebiskoppen. Maaskee fik dog Kongen udvirket enkelte mindre eller midlertidige Eftergivelser af Chorsbrødrene mod denne, saaledes f. Ex. at Sira Laurentius fremdeles indtil Videre vedblev at gjemme Ofret til St. Olaf, eller at han muligviis endog for det første fik beholde Olafskirken, thi det heder i hans Saga, at han vedblev at være Poenitentarius og at bevare Ofret[21]. Saa meget udrettede Kongens Indskriden, at Striden nu for en Tid ophørte, og siden i alle Fald ikke førtes paa en saa uanstændig Maade som hidtil. Ifølge Laurentius’s Saga var det nu roligt i to Aar. Man finder ikke tydelige Spor til en ny Strid, førend i Septbr. 1307, da Chorsbrødrene lode udferdige bekræftede Copier af Erkebiskop Sørles tvende Gave- og Stiftelsesbreve til Oprettelse af fælles Bordhold for Chorsbrødrene[22], et umiskjendeligt Tegn paa, at Erkebiskoppen har villet bestride dem deres Ret til, hvad der ved hine Breve var dem skjenket; og da dette, foruden Biskopstienden af Korskirken i Nidaros, ogsaa var Biskopstienden af Olafskirken og Bynessets Kirke, maa han saaledes endnu ikke ret have villet give Slip paa disse saa meget omstridte Indtægter[23]. Af den Omstændighed, at Afskrifterne først bleve tagne i 1307, følger dog ikke, at den nye Strid ikke førend da var udbrudt. Om Vintren 1305–6 sees Erkebiskoppen at have været i Bergen samtidigt med Kongen, og den Slutning ligger derfor nær, at han allerede da var bleven uklar med Chorsbrødrene paany, og begav sig bort, mere for at undgaa at være sammen med dem – han kom neppe engang tilbage til Nidaros førend om Høsten 1306, ja maaskee ikke engang da[24] – end fordi han just ventede sig noget Medhold af Kongen, thi denne vedblev at vise Chorsbrødrene den største Naade og havde nu endog beskikket Audun Raude, en af Hovedmændene for Oppositionen mod Erkebiskoppen, til sin Fehirde[25]. Har Erkebiskoppen henvendt sig til Kongen om Hjelp, da var dette vistnok forgjeves, og det bedste Beviis fik man derpaa, da Kongen under et kort Besøg i Nidaros om Sommeren 1307, medens Erkebiskoppen maaskee var fraværende, skjenkede Chorsbrødrenes Commune 100 gamle Mark, for at de skulde holde hans og Dronningens Aartid, og siden, ved et Brev udstedt fra Agvaldsnes den 10de April 1308, i de mest indtrængende Udtryk tog Chorsbrødrene med Tjenere og Afhængige i sin Beskyttelse og under Trusel om sin højeste Unaade og Straf forbød enhver, i hvad Stand han saa var, at gjøre dem deres lovlige Ejendomme og Indtægter stridige: en Trusel, der nærmest synes at have været rettet mod Erkebiskoppen og hans Tilhængere[26]. Kongen havde nu ogsaa, som nedenfor vil sees, andre Grunde til at være misfornøjet med Erkebiskoppen. Eftersom Erkebiskoppen blev ældre og svagere, bøjede han sig mere og mere under det uundgaaelige Aag, og mod Slutningen af hans Levetid ville vi endog see ham næsten ganske gjort umyndig af Chorsbrødrene. Der kan være meget at sige paa disses Opførsel, den var vistnok ikke saa human som den burde være, men Erkebiskoppen havde ogsaa viist, at man ikke med Tryghed kunde overlade ham frie Hænder.

  1. ↑ Dipl. Norv. IV. 53, 54.
  2. ↑ Biskop Arnes Død nævnes i de isl. Annaler ved 1303.
  3. ↑ Ketil indviedes ikke førend i 1304, s. n.
  4. ↑ Dette sees af Fremstillingen i den nedenfor meddeelte pavelige Dom, sammenholdt med Laurentius’s Saga Cap. 10.
  5. ↑ Laur. Saga Cap. 14.
  6. ↑ Dipl. Norv. III. 47, 49, II. 63.
  7. ↑ Laur. Saga, Cap. 13. Denne omtaler Erkebiskoppens Rejse til Paris, førend Biskop Arne Thorlakssøns og Kong Eriks Død berettes. Man kunde saaledes let antage at den henfører hans Rejse til 1297. Men dette er dog neppe Forfatterens Mening, thi de isl. Annaler, som han stadigt følger, berette ganske rigtigt om Rejsen under 1301. Det er altsaa formodentlig kun en uheldig Ordning af Materien, der har foraarsaget, at Erkebiskoppens Rejse tilsyneladende sættes saa tidligt.
  8. ↑ Dipl. Norv. III. 48. Dette er en Beretning af Decanen i Brügge, dateret 19de Aug. 1301, om hele Sagen, med Indtagelse af de vexlede Skrivelser.
  9. ↑ I Laur. Saga, der er forfattet i en for Erkebiskoppen aldeles partisk Aand, staar der reent ud, „at han fik sin Heder tilbage“. Dette kan, som man af Actstykkerne seer, ej forholde lig saaledes; der var neppe engang Tid for Jørund til under sit Ophold i Paris at faa nogen Beskeed fra Paven. Han maa saaledes have foregivet en Usandhed, og derpaa betænkte han sig vel ligesaa lidet i Throndhjem, som han i Brügge betænkte sig paa at beskylde Jon Elg for Tyveri.
  10. ↑ Da Decanens Beretning allerede er dateret den itide August, blev den vel afsendt strax efter, og den kunde da allerede i September være kommen til Norge.
  11. ↑ At Stadfestelsen var paafulgt, siges udtrykkeligt i de to Abbeders Brev af 7de Septbr. 1303, kun nævnes der ilte, naar den paafulgte; men det rimeligste er at dette skeede, da Fuldmagten for Executoren udferdigedes.
  12. ↑ Dipl. Norv. IV. 57. Dette er et Brev fra Capitlet.i Nidaros til Capitlet og Abbederne i Stavanger (Biskoppen selv var nemlig paa denne Tid død), indeholdende en Gjenpart af Everhards Brev af 2deu August, med Anmodning om at efterkomme det deri indeholdte Paalæg.
  13. ↑ Biskop Narves og Capitlets Brev, dat. Bergen 6te Sept. 1303, Dipl. Norv. III. 54.
  14. ↑ Abbedernes Brev af 7de Sept. 1303, Dipl. Norv. III. 55. Naar det her heder, at de indførtes i Olafskirken og Steins Kirke paa Neset, menes med Hensyn til den sidste kun Tienderne deraf, efter hvad Dommen selv udviser. Kirken selv blev endnu i Erkebiskoppens Besiddelse, indtil i 1308, da han heelt og holdent overlod den til Chorsbrødrene, Dipl. Norv. III. 72.
  15. ↑ At Kongen da var i Bergen, og havde været her i det mindste fra Juli af, sees af flere Breve. Den 29de Mai var han endnu i Tunsberg, som vi have seet; men den 15de Juli udstedte han et Brev i Bergen (Munkelivsbogen S. 134), ligesaa 23de August, 6te og 11te October, (Dipl. Norv. II. 69, III. 18, 19), 3die Decbr. (ssteds III. 59), og 5te Marts 1304 (Norges gl. Love III. 20). Brevet af 15de Juli 1303 er beseglet af Snare Aslakssøn: formodentlig var Aake Cantsler da endnu ej kommen; men det af 23de Aug. er beseglet af denne.
  16. ↑ Beretningen findes kun i Laurentii Saga Cap. 15, 16, uden nogen Angivelse af Aaret; man er her derfor med Hensyn til Tidsbestemmelsen kun anviist paa, hvad man ved Gjetning og Sammenhold med andre Oplysninger kan faa ud. Keyser bar saaledes (den norske Kirkes Historie S. 99) gjetningsviis antaget, at det var i 1302, om Vaaren, da Kongen havde opholdt sig om Vintren i Bergen. Da han endnu synes at have været i Bergen om Sommeren (se ovf. om Anordningen af 11te Juni 1302), er der i saa Henseende intet til Hinder for, at han i Mellemtiden kunde have gjort en kort Rejse til Throndhjem. Der er dog flere Omstændigheder, der bestemme mig til at afvige fra denne Mening og antage September 1303 for den rette Tid. For det første synes det i sig selv rimeligst, at det var Chorsbrødrenes hensynsløse Ferd efter den fuldstændige Sejrvinding, der gjorde Kongens Indskriden nødvendig. For det andet spiller Aake Cantsler en Hovedrolle ved Forhandlingerne; men naar man seer, at to Breve, som Kongen udstedte under Vinteropholdet i Bergen nemlig af 5te Oct. og 13de Decbr. 1301 (Dipl. Norv. II. 64 og IV. 52) ikke ere beseglede af Aake, men af Snare Aslakssøn, bliver det højst sandsynligt, at Aake da ikke engang var hos Kongen, men var bleven tilbage i Oslo; hvorimod vi netop finde at Aake har beseglet et Brev hos ham i Bergen den 23de Aug. 1303 (Dipl. Norv. II. 69), og ligeledes et den 6te Ort. 1303 (ssteds III. 18), saa at der intet er i Vejen for at han i Sept. kan have ledsaget Kongen til Nidaros. For det tredie viser det her nedenfor omtalte Brev, som Bjarne Erlingssøn, Erling Aamundessøn og. Snare Aslakssøn den 25de Sept. 1303 udstedte i Nidaros, at disse Herrer da vare der; men da de hørte til Raadet, der næsten var uadskilleligt fra Kongens Person, og da især Snare Aslakssøn i Aarene fra 1301 til 1307 altid synes at have været om ham, bliver den Formodning saa godt som til Vished, at Kongen da enten endnu var i Nidaros, eller nys havde været der, og at disse Herrer isaafald kun vare blevne nogle faa Dage efter, for at ordne Sagen angaaende den verdalske Tiende. Endelig synes den Ytring i Laurentius’s Saga, at det efter Kongens Indskriden nu blev roligt i to Aar, at passe med den nedenfor paapegede Omstændighed, at Erkebiskoppen om Høsten 1305 begav sig til Bergen, og blev usædvanligt længe borte fra Nidaros, rimeligviis fordi Striden nu atter var udbrudt. Vel nævne Annalerne intet om at Kongen var i Nidaros 1303, men de nævne heller intet om at han var der i 1307, hvilket dog vides med Vished af Chorsbrødrenes Brev af 21de Sept. 1307, se nedenfor. I alle Fald tales der lige saa lidet om at han i 1302 besøgte Throndhjem. At Lydbiskoppernes Nærværelse i Throndhjem omtales, bidrager netop ogsaa til at bestyrke Antagelsen af Sept. 1303 som den Tid, Kongen var der i dette Anliggende, thi Biskopperne af Oslo og Hamar havde nys i Forening med Decanen af Upsala indskærpet den pavelige Dom, og maa da upaatvivlelig have været tilstede i Byen: det er saaledes helst rimeligt at de endnu vare der, da Kongen kom; vi see derhos, at Erkebiskoppen den 29de Juli 1303 udstedte et Hjelpebrev for Skipthvet Kirke i Borgesyssel; dette er upaatvivlelig skeet efter Anmodning af Biskop Eivind under dennes Nærværelse i Nidaros, da Borgesyssel hørte til hans Diøces. (Dipl. Norv. I. 96).
  17. ↑ Se ovf. IV. 1. S. 470. Dipl. Norv. I. 61, 62, III. 10, 11; jvfr. ovenfor S. 308.
  18. ↑ Abbed Arnes Bekjendtgjørelse af 18de Mai 1301 om det af ham optagne Vidnesbyrd, Dipl. Norv. III. 47. Han kalder sig her ganske som i Dommen om Mærens Kirke i Brev af 1ste Juli 1301 (ssteds II. 63) pavelig beskikket Dommer, og derfor synes det umiskjendeligt, at Paven har betragtet Spørgsmaalet om Haugs Biskopstiende som hørende under Sagen mellem Erkebiskoppen og Capitlet.
  19. ↑ Brev af 10de Juni 1303 fra de kongelige Ombudsmænd, Audun Vigleikssøn og Hallstein Thorleifssøn, Dipl. Norv. III. 53. Her tales deri særdeles sterke Udtryk om den Ulydighed og Trods mod Kongens Besaling, hvori Verdølerne havde gjort lig skyldige: „Aslak og hans Tilhængere have viist saa stor Trodsighed og Daarskab, saa megen Ulydighed mod Kongedømmet, og gjort saa store Indgreb i dets Magt, at man paa den Maade ikke skulde bryde sig om Kongens Bud, eller lystre Loven om Domrov, Brevbrud eller Stevnefald, eller hvad Landets og Kongens Ret befaler alle at iagttage til Efterlevelse og Enighedens Overholdelse i Riget“.
  20. ↑ Dipl. Norv. III. 56.
  21. ↑ Laurentii Saga, l. c. Da Chorsbrødrene ifølge Forliget til Tuterø, bekræftet ved den sidste Dom, havde Ret til at beskikke Vicarius ved Olafskirken, er det muligt, at Kongen har faaet dem overtalte til, for det første at beskikke Laurentius dertil. Eller maaskee endog Kongen fik udsat den Tid, da Overleverelsen af Kirken skulde skee, endnu et Par Aar, og at Vanskeligheder, som Erkebiskoppen rimeligviis gjorde ved Overleverelsen, har været Aarsag til at Striden begyndte paany.
  22. ↑ Dipl. Norv. III. 67, 68. Om Erkebiskop Sørles Stiftelse s. o. IV. 1. S. 137, 138.
  23. ↑ Det bliver næsten en Gaade, hvorledes Erkebiskoppen endnu kunde nyde dem, og vægre sig ved at give Slip paa dem – som man af den Omstændighed, at Vidisserne bleve optagne, ufejlbarligen kan see at han maa have gjort – hvis man ikke tager sin Tilflugt til den nys ovenfor fremsatte Gjetning, at Kongen kan have overtalt Chorsbrødrene til at udsætte Fristen til Overleverelsen i et Par Aar.
  24. ↑ Vi sinde Erkebiskoppen i Bergen den 20de Sept. 1305 (Dipl. Norv. I. 104) ligeledes den 21de Oct. (ssteds No. 105) og 10de Decbr. (ssteds III. No. 61), da Kongen og Raadet ogsaa befandt sig der. Siden finde vi ham ej førend ved Biskopsmødet i Oslo 6te Juli 1306 (Norges gl. Love III. S. 243). Nu er der vel intet i Vejen for, at han imidlertid kan have været hjemme, men i rimeligere er det dog, at han, da han neppe kunde have forladt Bergen førend i Marts, er dragen lige til Oslo, hvor han allerede synes at have været, da Biskop Arne af Bergen fra Grøningesund den 11te Juni tilskrev ham og undskyldte sig for at møde (Ms. Barthol. E. 308). Blev han nu endnu længere sydpaa, hvad der er højst sandsynligt, saa hvilede den gjenoptagne Trætte saalænge, og Anledningen for Chorsbrødrene til at lade Vidisser optage var saaledes ej forhaanden for i 1307. Da rejste desuden Laurentius til Island, som det vil sees, og Olafskirken blev derved ledig.
  25. ↑ Det fortælles udtrykkeligt i Laur. Saga Cap. 31, hvor Audun Raudes Valg til Biskop i Hole 1313 omtales, at han længe var Kong Haakons Fehirde. Dette synes efter den almindelige Sprogbrug at betegne, at han ej længer var Fehirde da han blev valgt, og da vi nu erfare af Kongens store Retterbod af 17de Juni 1308, at han da udnævnte en anden af de throndhjemske Chorsbrødre, Erlend Styrkaarssøn, til Fehirde, er det sandsynligst, at Audun beklædte Embedet for den Tid.
  26. ↑ Dipl. Norv. II. 87. III. 71.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/6/95&oldid=76539»