Det norske Folks Historie/6/94

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Medens Kongen opholdt ſig i Bergen fra Høſten 1301 til langt udi 1302, benyttede han, ſom det allerede ovenfor lejlighedsviis er berørt, Tiden til at treffe flere Foranſtaltninger, ſigtende til at ordne Politivæſenet og de communale Forhold i Staden, ſaavel ſom til at indſkrænke de fremmede Kjøbmænds Tiltag, ſaa vidt denne kildne Sag lod ſig røre ved, uden at der atter fra de tydſke Stæders Side hørtes Raab om Brud paa de tidligere Tractater, og maaſkee Handelsforbindelſen afbrødes, hvilken Norge dog nu ikke længer kunde undvære. Kong Haakons Skridt var derfor heller ikke nu for det førſte ſaa beſtemte og indgribende, ſom han maaſkee ſelv havde ønſket; de beſtemtes desuden ved Synsmaader, der nu for længſt ere forladte, og de ledede vel heller ikke til noget gunſtigt Reſultat; men hans gode Vilje kan dog ikke miskjendes. Hertil kom nu, at han ſiden 1299 havde en ſæregen Opfordring til at betragte de øſterſøiſke Handelsſtæder med Mistænkelighed og Ugunſt, da deres Hoved, Lübeck, i hiint Aar havde valgt Danekongen til ſin Skytsherre paa ti Aar, vedtaget at betale ham en aarlig Kjendelſe derfor, og ſaaledes var traadt i et nærmere Forhold til ham[1]. Allerede kort efter ſin Tilbagekomſt til Oslo i October 1299 havde han udſtedt et almindeligt Forbud mod Bisſekræmmeri, eller, ſom han udtrykte ſig, at fare om i Bygderne med Smaahandel og have Torg for hver Mands Dør, hvilket det var blevet ham ſagt, at enkelte nu toge ſig til. Dette, erklærede han, vilde han ikke paa nogen Maade taale, og forbød det ſtrengeligen; havde Bønderne noget at ſælge hinanden indbyrdes, da ſkulde det være dem tilladt, men Kjøbmændene ſkulde bringe ſit Gods til Kjøbſtaden og udſælge det der. Derſom nogen handlede herimod og fremdeles rejſte om med Kram, ſkulde ſaavel hans Varer ſom den Betaling, han havde faaet af Bønderne, være forbrudte til Kongen, og Sysſelmændene ſkulde under Embedstab ſee dette efterlevet. Man ſkulde næſten formode, at endog denne Forordning nærmeſt var rettet mod Tydſkerne, for ſaa vidt ſom det er højſt rimeligt at de, der ſaaledes rejſte om ſom Bisſekræmmere, ikke vare Nordmænd, men tydſke Kjøbmænd, der paa denne Maade ſøgte at udhøkre ſine Valer; thi vi have allerede oftere ſeet, hvor gjerne de vilde drive det til at kunne handle omkring i Landdiſtricterne, og ikke indſkrænke ſig til Byerne alene[2]. At Udlændingerne, det vil ſige de tydſke Handelsmænd, i de ſidſte Aar havde ſøgt at tiltage ſig Rettigheder, ſom de gjeldende Overeenskomſter og Frihedsbreve ikke hjemlede dem, og at unddrage ſig ſine ſkyldige Forpligtelſer, ſeer man af den førſte Forordning ſom Kong Haakon lod udgaa efter ſin Ankomſt til Bergen 1301, nemlig under den 11te November, hvori han udtrykte ſig ſaaledes: „Vi have bragt i Erfaring, at de Udlændinger, ſom ſejle hid med deres Gods, ville ſiden ſejle bort igjen efter at være komne inden Takmarkerne, og bortflytte det Gods, de flyttede hid, tvert imod den mellem os og dem gjorte Beſtemmelſe; og da vi aldeles ikke ville finde os deri, byde vi ubetinget, at det Gods, der kommer til en Kjøbſtad inden dens Takmarker, ſælges der, og ikke flyttes bort. Hvo ſom dog flytter det bort og ſiden bliver greben deri, ſkal have forbrudt Godſet og bøde 3 Mkr. Peninger. Saa ſkulle og de Udlændinger, der ſidde i Kjøbſtæderne ud over Julenat, og ikke ville betale os Leding, have forbrudt alt det Gods, de ej betale af, og dertil hode 3 Mkr. End videre ſkulle de, der fare af Sildfiſke uden at erlægge os Told, have forbrudt det Gods, de føre bort, og bøde 8 Ertoger og 13 Mkr. Endelig forbyde vi ubetinget at nogen Udlænding opſtiller ſit Gods, førend vore Ombudsmænd tillade dem det; hvo ſom gjør det, ſkal have forbrudt det opſkibede. Vi byde vore Ombudsmænd at paaſee dette overholdt, ſaa ſandt de ville have vor Tak“[3]. Det er allerede af den her anførte Grund, om man end ej vil tage Lübecks nærmere Venſkabsforhold til Danmark i Betragtning, ej at undres over, at der i den Holdning, Kongen indtog lige over for de tydſke Handelsmænd, aabenbarer ſig en vis Kulde og en øjenſynlig Stræben efter at ſee dem paa Fingrene, for at de ikke ſkulde tilrive ſig et ſtørre Handelsherredømme end de allerede havde faaet. Endnu gjaldt det at hindre dem fra at tilrive ſig Handelen nordenfor Bergen, ſamt paa Skatlandene, og Smaahandelen paa Landet. Beſtemmelſer, ſigtende hertil, bleve derfor og af Kongen givne paa et Thing eller Møde, der holdtes den følgende Sommer, den 11te Juni 1302, paa Mariæ Kirkegaard, med Samtykke, ſom det heder, af Bjarne Erlingsſøn, Sæbjørn Helgesſøn, Finn Gautsſøn, Snare Aslaksſøn, Erling Aamundesſøn, Sira Botolf (Fehirde) og Hauk Erlendsſøn[4]. Ej alene gjentoges her det allerede beſtaaende Forbud imod at Udlændinger førte ſine Varer nordenfor Bergen eller til Udſalg i Herederne; det udſtraktes nu ogſaa, ſom tidligere berørt, derhen, at de ikke maatte gjøre Handelsfællig til Island eller til andre kongelige Skatlande. Overtrædelſen af Forbudet ſkulde ſtraffes med Varernes Forbrydelſe, og den, der kjøbte ſlige Varer, ſkulde bøde Halvdelen af Kjøbeſummen. Fremdeles forbødes det alle Udlændinger at kjøbe Korn, Malt eller andre norſke Varer for ſiden at udſælge dem i Smaat her i Landet, ligeſaa lidet ſom de i dette Øjemed maatte kjøbe Varer, der kom fra fremmede Lande; kun gjordes der nogen Undtagelſe for Galanterihandlere (Glismangarar). Den, der overtraadte Forbudet, ſkulde miſte Varerne og dog betale dem, han kjøbte dem af, den fulde Værdi. End videre forbødes det Udlændinger at kjøbe Sparrer, Bord eller Rafter andenſteds fra end af Kongsgaarden, af Raadmændene eller af Gaardejerne i Byen, under lignende Straf ſom oven anført. Dette er førſte Gang, at Trælaſthandel i Norge omtales ſom en Næringsgreen. Den Ugunſt, der i alle disſe Beſtemmelſer viſes Udlændingerne, røber ſig ogſaa i en Artikel, der foreſkriver, at naar en Udlænding blev uenig med en anden Mand om et ſluttet Kjøb, og drog ham for Retten uden at have Vidne til Kjøbet, ſkulde han bøde Mark. Endelig benyttedes den kongelige Forkjøbsrettighed til at paalægge Udſalget af udenlandſke Drikkevarer visſe Indſkrænkninger og Afgifter. Paa Kongsgaarden ſkulde der nøjagtigt holdes Bog over, hvor meget Viin der indførtes, og intet maatte udlosſes uden Tilladelſe derfra, for hvilken der ſkulde ſvares en Told af 18 engelſke Peninger for hvert Viinfad; ligeſaa af Olje. Og al den Viin, der udſkjenkedes, maatte kun ſælges efter.Lagmandens og Raadmændenes nærmere Beſtemmelſe, paa de Steder, ſom tidligere dertil vare beſtemte, eller i de Gaarde, hvilke Kongen ved ſæreget Brev havde forundt Ret dertil. Herfor ſkulde Lagmanden og Raadmændene have eet Støb Viin af hvert Viinfad, der tappedes til Udſkjenkning. Overtraadtes disſe Beſtemmelſer, ſkulde al Vinen være forbrudt til. Kongen. Egentlig nævnes nu her kun Udlændinger i Almindelighed, og ikke Tydſkerne alene, men da det jo var Tydſkerne, ſom allerede vare i Hovedbeſiddelſe af Handelen med Norge, ſaa vare dog Indſkrænkningerne nærmeſt rettede mod dem; der henviiſtes desuden udtrykkeligt til de i deres tidligere Frihedsbreve opſtillede Undtagelſer. Kan man nu end ikke ligefrem ſige, at der ſkete et Brud paa de Privilegier, ſom vare dem forundte, ſaa gik man dog ſaa nær ind paa dem, ſom muligt, og viiſte i alle Fald, at man ikke var dem venligt ſtemt. Den ſamme Stemning kan, hvorvel ikke ſaa umiddelbart, ſpores i nogle Beſtemmelſer, vedkommende de indre Forhold i Bergen, der nogle Maaneder tidligere end de nys omhandlede Anordninger, den 9de Februar 1302, vare vedtagne paa et Bymøde, maaſkee ogſaa i Kongens Nærværelſe eller i det mindſte efter hans Foranſtaltning. Alle tilſejlende Kjøbmænd, norſke eller fremmede, ſkulde have tosſet inden 8 Dage efter at de havde lagt til Bryggen, forudſat at Vejret tillod det; enhver ſkulde oplægge Ladningen i den Gaard, hvor han havde lejet Pakbodrum, og udenfor den ſkulde han ligge med ſit Skib. For Tran- og Honningtønder ſkulde der gives Huusbonden en Extra-Betaling, maaſkee fordi disſe Varer anſaaes mere farlige med Henſyn til Ildsvaade. Almenningerne og Bryggerne ſkulde altid holdes ryddelige. Ingen maatte holde Øltapning i Byen uden den, der lejede Gaard eller Bryggeri, og alſlags Drik ſkulde ſælges i ſtemplede Maalekar, ikke i Horn, Kruus eller Kander. Taxter beſtemtes for Skrædere, Overſkærere og Galanterihandlere (Glismangarar), Meel- og Smørhandlere, ſamt Sildehandlere. Ingen maatte kjøbe Varer til Udſalg i Smaat, førend alle andre havde gjort ſit Indkjøb: en Beſtemmelſe, der kunde være velmeent nok, men var lettere at give end at overholde. I hver Fjerding af Byen ſkulde der være to Klædehandlere, ſom ikke maatte udſælge andet end gamle og brugte Klæder, ſaavel ſom andet gammelt og brugt Kram; deres Huusverter ſkulde indeſtaa for deres Redelighed. Det er aabenbart, at man endnu, ligeſom paa den Tid, da Kongeſpejlet blev forfattet, betragtede Smaahandlerne eller de ſaakaldte Mangere med afgjort Ugunſt, men nu ſaa meget mere, ſom de for det meſte viſtnok vare Udlændinger. De ſaakaldte „Torgdrivere og Bryggemangere“ afſkaffedes ganſke, og der beſtemtes, at der ſkulde være 240 Arbejdsmænd i Byen. Saa nøje troede man det da nødvendigt at gribe ind i Næringsforholdene. Endelig gaves der nærmere Beſtemmelſer for Fattiges Flytning i Byen, det vil ſige hvorledes de i Byen, ligeſom paa Landet, ſkulde ſendes fra Huus til Huus. Det er ikke uſandſynligt, at Beſtemmelſer, lige de her omhandlede, ogſaa have været givne for de øvrige Byer, under Kongens Ophold der, lempede efter de locale Forhold; i det mindſte maa man antage at Forbudet mod Udlændingers Handel nordenfor Bergen og paa Skatlandene, ſamt Beſtemmelſerne om Indførſel og Told af udenlandſke Drikkevarer, ogſaa have været forkyndte i Oslo og Tunsberg, der ligeledes beſøgtes hyppigt af tydſke Kjøbmænd. I Tunsberg er dette rimeligviis ſkeet ſidſt i Mai 1303, da Kongen opholdt ſig der og under 29de Mai udſtedte flere vigtige Forordninger, der ligeſom de allerede omtalte meſt angaa indre Forhold. De af dem, der ere os opbevarede, have dog ikke, ligeſom de i Bergen udgivne, nærmeſt Handelen for Øje, men ſigte til at befordre Orden og Rolighed indenlands. Fornemmelig gaa de ud paa at hæve et Onde, der ſynes at have været en Affødning deels af de ſidſte urolige Tider, hvor ſaa mange Udlændinger, der tildeels intet ordentligt havde at tage ſig til, ſøgte til Landet, deels af de mange Begunſtigelſer der viiſtes Pilegrimene, nemlig at Bygderne bleve overløbne af alſkens Landſtrygere og andet Pak, der gjorde mange Uordener og vare Indbyggerne til ſtor Ulempe. Kongen indrettede derfor etſlags Pasvæſen, og dette er den førſte Gang, vi møde Begyndelſen til denne Inſtitution i Norge[5]. „Formedelſt de ſtore Ribbalder“, ytrer Kongen, „og andre Landſtrygere, der foregive at de ſkulle fare i Pilegrimsferder eller andenſteds med forſkjellige Erender, under falſke Udſagn, ødelæggende Bygderne med mangfoldige Uordener, og gjørende ondt hvor ſom helſt de komme frem, have vi med Raad og Samtykke af de bedſte Mænd i Landet, ſtadfeſtet, at enhver ubekjendt Udlænding, der vil drage gjennem Landet, ſkal have Vidnesbyrds-Brev fra en Konge eller Hertug, Biſkop eller Domcapitel, Jarl eller Sysſelmand, Lagmand eller Bymænd eller andre vederheftige Mænd paa det Sted, hvor han hører hjemme, hvoraf man med fuldkommen Paalidelighed kan ſee at han er en ſkikkelig Mand. Har han intet ſaadant at fremviſe, ſkal Sysſelmanden tvinge ham til at rejſe hjem igjen for at faa ſig et ſaadant Brev og Skudsmaal. Drager han videre uden Sysſelmandens Tilladelſe, da ſkal han tages og ſendes hjem, og de Sager, han medbringer, ſkulle forvares indtil han kommer tilbage med tilſtrækkeligt Vidnesbyrd om at være en ſkikkelig Mand. Kommer han tilbage og har endda intet ſaadant Brev eller Skudsmaal, da ſkal han tages, holdes i Fængſel en Stund, og ſendes tilbage nødtvungen, om han ikke vil rejſe med ſin gode Vilje. Saadanne Skudsmaalsbreve ſkulle ikke gjelde længere end eet Aar; de ſkulle ogſaa nøje efterſees ſaavel i Skriften ſom i Indſeglet, at de ej ere forfalſkede, fornemmelig paa det Sted hvor Navnene og Udſtedelſestiden ſtaa. Beſindes de forfalſkede, da ſkulle Ihændehaverne ſtraffes ſom Falſknere. Paa hvert Lagthing og andre almindelige Thing ville vi at denne Forordning ſkal oplæſes, for at de omrejſende Mænd, der ikke kjende den, kunne faa den at høre“. I Forbindelſe med denne Anordning ſynes det at have været, at Kongen paany indſkærpede den af ham og hans Broder i Forening udgivne Anordning om Oprettelſe af Taverneshuſe (Vertshuſe) og forſynede den med flere Tillæg[6]. „Da vi“, ſiger han, „finde denne Anordning gavnlig for Landet, ſkjønt man hidtil ikke bar ſøgt at gjøre ſig den ſaa nyttig ſom ønſkeligt kunde være, ſtadfeſte og fornye vi den ved dette vort Brev. Paa disſe Taverneshuſe ſkal Mad, Drik og Heſtefoder være tilfals for alle dem, der behøve at kjøbe det. Alle ſkulle derhos vide, at vi have taget Taverneshuſene og de Huusbønder, der foreſtaa dem, deres Hjemmefolk, Tjeneſtefolk og Ejendele i Land og Løsøre, ſtort og ſmaat, i vor kongelige Vern og Beſkyttelſe til alle rette Sager, forbydende enhver at gjøre dem eller deres Fortred. Hvo ſom overbeviſes om at gjøre dem Fortred i Ord eller Gjerning, eller tager noget fra dem uden deres Vilje, eller unddrager ſig at betale ſin Fortæring, ſkal betale dobbelt ſaa meget ſom han tog, og ſvare Huusbonden dobbelt ſaa høj Ret, ſom Lovbogen foreſkriver for den, der bliver mishandlet i ſit Hjem, ſamt os fuldt Brevbrud, det ſamme, ſom er foreſkrevet, naar nogen gjør Uordener i vor egen Gaard eller forgriber ſig paa vort Gods. Vore Sysſelmænd ſkulle gribe den, der ſaaledes forgaar ſig, og ikke lade ham ſlippe bort førend han har bødt, eller ſtillet fuld Sikkerhed for at han ſkal bøde. Men er det Fanter og Landſtrygere, der ingen Penge have at fare med, og derfor tro at de kunne bære M M» ſom de finde for godt, da ſkulle de refſes ſaaledes, at det kan være andre, der torde ville prøve paa det ſamme, til Advarſel. De, der foreſtaa Taverneshuſene, ſkulle have et Merke foran Huſets Port angaaende hvad Slags Drikkevarer de have, iſær Øl. Men for den Møje de have med at fremſkaffe Varerne, og paa det at de des mindre ſkulle mangle det nødvendige Forraad, have vi beſtemt, at de kunne ſælge alſlags Koſt og Heſtefoder en halv Gang dyrere end man kan faa det for hjemme i Bygden, dog ſaaledes at de ikke opſkrue Priſerne utilbørligt. De ſkulle ogſaa være fritagne for Nevninger, Ledingsferd, Skydsferd, Thingferd og al Slags Told og Paalæg af Sysſelmanden, for lig og ſine Folk, ſaa længe de foreſtaa denne Forretning; kun ſkulle de ſvare Leding og Visøre ſom andre. Om det hænder ſig, at de paadrage ſig Søgsmaal, der tilhører Kronen, ſkulle de ikke ſvare for andre end os ſelv eller den vor Ombudsmand, ſom vi dertil ſærſkilt have beſkikket og bemyndiget. Og for at denne vor Anordning ikke ſkal lede til Drab eller anden Skade, forbyde vi at holde nogetſlags Samdrikkelag paa den Gaard, hvor Taverneshuus findes, under en Bod af 3 Mkr. Sølv. Dog have vi intet imod at man kjøber Drikkevarer der og bringer dem til ſit Hjem, om man finder ſaa for godt. Dette Brev ſkal ligge i Byen under Lagmandens og Sysſelmandens Forvaring, og de øvrige Sysſelmænd ſkulle tage Afſkrift deraf under Lagmandens Segl, for at det kan vorde efterſeet om der ſkulde opſtaa nogen Tvivl angaaende denne vor Anordning, ligeſom den og ſkal oplæſes paa ethvert Lagthing“[7]. I Forbindelſe hermed udferdigede Kongen en Skrivelſe til Sysſelmændene, hvori han befalede dem at pasſe nøje paa Bygderne for Tyve og Ransmænd, og ſnareſt muligt tage Afſkrift, ſaavel af den nys omtalte Anordning, der handlede om disſe, ſom af den anden om Opførelſe af Taverneshuſe, og derpaa ſtrax at ſende Originalerne videre med ſikre Folk, indtil alle Sysſelmænd og Ombudsmænd havde faaet Afſkrift af dem, hvorefter de ſkulde ſendes tilbage til Byen, for der at opbevares af Sysſelmanden og Lagmanden. Det tilføjedes, at hvis Nogen vægrede ſig ved at have Taverneshuus paa ſin Gaard, ſkulde de kongelige Ombudsmænd byde ham andet lige ſaa godt Jordegods i Bytte af de kongelige Ejendomme, dog under Kongens nærmere Approbation[8].

Den ſamme Skrivelſe indeholder ogſaa en anden, ret merkelig Befaling til Sysſelmændene, nemlig, at ſaaſom Kongen kun havde overdraget tre Herrer (hvis Navne desverre ikke nævnes), at modtage Regnſkab af alle de kongelige Ombudsmænd for den af dem opkrævede Leding og Landſkyld, ſkulde vedkommende Sysſelmænd efter hine Commisſærers Tilſigelſe indfinde ſig i Byen med Regnſkabet og paalidelig Landſkyldsſkraa, ſamt ſørge for, at Indtægterne og Visøren betimeligen vare indkrævede. Som En nævnes her udtrykkeligt Oslo, men af Brevets almindelige Indhold kan man ſee, at der ogſaa maa have været Gjenparter deraf, ſom nævnte Bergen, Nidaros og Tunsberg eller Kongehelle i Stedet for Oslo. Vi faa heraf, ſaavel ſom af den Befaling, den indeholder til Sysſelmændene om at lade de to Originalanordninger circulere til Afſkrift, en temmelig tydelig Foreſtilling om, hvorledes man i det kongelige Cancellie bar ſig ad ved ſlige almindelige Retterbøders eller Forordningers Udſtedelſe. Naar Conceptet var nedſkrevet og godkjendt, blev det reenſkrevet i flere Exemplarer, der alle beſegledes af Cantſleren og gjaldt ſom Originaler; formodentlig blev et ſaadant Exemplar udferdiget enten for hvert Lagdømme, eller for hver Fehirdſle, maaſkee endog kun for hvert af de gamle Hovedthing, og ſendtes derpaa rundt fra Sysſelmand til Sysſelmand i hvert af hine ſtørre Diſtricter for at afſkrives, rimeligviis i Lovbogen, ſamt offentliggjøres, medens Originalen ſendtes tilbage til Centralſtedet, hvorfra den var udgaaet, for der at opbevares i Lagmandens og Sysſelmandens Archiv. Nærværende Skrivelſe nævner ikke engang Stedet, hvor Skrivelſen ſkulde opbevares, men ſætter kun „N. N.“ Af denne Udſtedelſe i flere Exemplarer kan man og forſtaa, hvorledes det gaar til, at ſtundom een og ſamme Retterbod i forſkjellige Afſkrifter nævner forſkjellige Skrivere; naar den nemlig ſkulde udferdiges i flere ligelydende Exemplarer, var det bekvemmeſt at dictere dem alle ſamtidigt, til flere Skrivere. Men for Sikkerheds Skyld ſkulde altid Skriveren til Slutningen vedføje ſit Navn[9].

Den her nævnte Foranſtaltning af Kongen, hvorved han overdrog til overordentlige Commisſarier, enten over det hele Rige, eller i hver Fehirdſle for ſig, at indſamle ſine Indtægter, ſynes at have været en ny Fremgangsmaade, ſom Kongen indførte enten af Mistanke til Sysſelmændene, eller fordi han allerede havde befundet at enkelte af dem, iſær formodentlig de, der vare forblevne i Embedet fra Kong Eriks Tid af, havde gjort ſig ſkyldige i mislig Regnſkabsførſel. Thi da han, ſom vi ville ſee, faa Aar efter endog tilbagekaldte alle Syſlerne, og beſatte dem paa ny, maa der have været Misligheder ved flere Sysſelmænds Embedsførelſe, der beſtemte ham til et ſaadant paafaldende Skridt. At der under det ſlappe Regimente i Kong Eriks Tid havde indſneget ſig mange Uſkikke og megen Slendrian i de fleſte Forvaltningsgrene, er umiskjendeligt, og vi have ovenfor tildeels allerede paapeget det. Og da Kongen endnu ikke kunde tage Ondet fra Roden af, maatte han ſøge at modarbejde de ſkadelige Virkninger deraf ved ſaadanne Midler, ſom for Øjeblikket ſtode til hans Raadighed. Om Sysſelmændene end ikke ligefrem havde til Henſigt at beſvige Kronen, ſaa havde de dog, ſom man kan ſkjønne, tiltaget ſig mangehaande Uſkikke, ſom Kronen ikke kunde taale; de hørte desuden ſelv til Ariſtokratiet, og vare derfor alt for ofte tilbøjelige til at begunſtige ſine Standsfæller paa de Ringeres Bekoſtning. Det ſynes ſaaledes at være ret vel betænkt af Kongen, ſaalænge han endnu ikke kunde indføre en fuldſtændig Reform, at beſkikke overordentlige Commisſarier til at controllere dem og kræve Regnſkab af dem. Om disſe overordentlige Commisſariers Myndighed og Stilling faar man en tydeligere Foreſtilling af en Forordning, ſom Kongen lod udgaa ſamtidigt med hine, og ſom tillige giver os et godt Indblik i de Uſkikke, ſom de fornemme Herrer, Sysſelmændene iberegnede, i den ſidſte Tid havde indført. For det førſte klages der her over den allerede tidligere paatalte Utilbørlighed, at haandgangne Mænd og Biſkopsmænd vilde udſtrække ſin Ledings- og Skattefrihed ud over den beſtemte Grændſe (nemlig ſaa meget Jordegods, ſom ſvarede til tre eller to Nev)[10], og Kongen beſtemte, at hvo af dem, der herefter ikke betalte Leding og anden Skyldighed af hvad Jordegods de ejede mere end hvad der var tilſtaaet dem Skattefrihed for, og lod tre Aar ſaaledes gaa hen fra den Tid, Forordningen blev dem forkyndt, ſkulde have forbrudt alt dette Jordegods til Kronen, hvad enten de vare Kongens haandgangne Mænd, eller Biſkopsmænd. Men dernæſt anker Kongen over, at Sysſelmænd, Riddere eller haandgangne Mænd, naar de havde Retsſager med Folk af ringere Stand, holdt ſig for gode til at lyſtre Stevninger til Lagmanden eller Lagthinget, ſaa at Modparten maatte opgive ſin Ret. „Da vi“, ſiger Kongen, „hverken ville eller kunne lade ſligt gaa hen, og aller mindſt kunne taale det af vore Sysſelmænd, Riddere eller andre haandgangne Mænd, der have ſvoret at overholde Lov og Ret for alle efterſom vor Eed lyder, ſaa have vi herved beſtemt og befalet, at enhver Ridder, der har Sag med en anden, lige meget hvilken, og undlader at komme til Lagmand, Lagthing eller anden Ret, efter at være lovligt ſtevnt, eller trodſer imod og vil ikke gjøre Ret og Skjel efter Lagmandens Orſkurd, fra den Dag, han derom lovligen overbeviſes, uden videre ſkal være indſtevnet til os med Maaneds Friſt. Men er det Sysſelmænd, der gjøre det, da ere de derved ſtrax afſatte fra Sysſelen, og de af os beſkikkede Ombudsmænd, der have at modtage vor Vis-Øre, ſkulle ſøge deres Syſler os til Haande, indtil de have gjort Ret efter Loven. Gjøre andre haandgangne Mænd ſig ſkyldige deri, og blive overbeviiſte derom, da ere de derved ſtrax ſkilte ved deres Navnbot, ſkulle ſagſøges ſom Almuesmænd, og maa ikke optages igjen i Laget uden vi ſelv adſpørges“[11]. Commisſarierne ſkulde ſaaledes ogſaa komme til at fungere ſom midlertidige Sysſelmænd i de Suſpenderedes Sted.

Endnu en Forordning udgav Kongen ſamtidigt for Øſtlandet, og ſiden (6te Octbr.) i Bergen for det Nordenfjeldſke, der bidrager til end mere at levendegjøre den Foreſtilling om Slaphed og Slendrian i Kong Eriks ſenere Dage, ſom hine allerede omhandlede Retterbøder vække; vi erfare nemlig, at man paa mange Steder endog vovede at byde de kongelige Ombudsmænd, der ſkulde ſtraffe Forbrydere, Trods, og formeligt at true dem: et Tegn paa, at den ſtrengere Haandhævelſe af Retten, Haakon indſkærpede, var noget Nyt og Uvant. .Der var, ytrede han, ofte blevet klaget for ham over at Frænderne til de Mænd, ſom hans Ombudsmænd lode paagribe for at undergive dem den lovbeſtemte Randſagning eller Straf, formeligt truede ſaavel Ombudsmændene ſelv, ſom deres Medhjelpere. Da dette forekom Kongen og de forſtandigſte Mænd omtrent lige faa ſlemt ſom at fordre Bøder for dem, Kongen havde ladet ſtraffe efter Loven for begangne Forbrydelſer, da det desuden havde viiſt ſig, at deslige Truſler ej havde været tomme, men virkeligt vare blevne udførte, og da det var hans Pligt at gjøre Ende paa den Ondſkab og det Uvæſen, der nu hørte til Dagens Orden[12], forordnede han, at enhver, der overbeviiſtes om at have udſtødt ſaadanne Truſler, ej alene ſkulde ſættes faſt, indtil han ſkaffede fuld Borgen for, at den, han truede, kunde være ſikker for Skam og Skade, men oven i Kjøbet bøde 4 Mkr. til Kronen for ſin Uforſkammethed, og til den, han truede, Fuldrette efter ſex Mænds Dom. Hvis der ſiden dog tilføjedes den, der var bleven truet, nogen Skade, og forſtandige Mænd havde Mistanke om at hiin, ſom truede, havde bevirket det, ſkulde Sysſelmænd og Lagmænd ikke modtage nogen Fralæggelſe af ham, førend Kongen ſelv var adſpurgt. End videre, ſiger Kongen, var der flere, ſom ogſaa anvendte ſlige Truſler mod dem, med hvem de havde Sag, og ſom aldrig vilde gaa frem efter Loven, om Modparten end nok ſaa meget bød ſig til at ſvare Lov og Ret efter gode Mænds Dom, ſaa at han ofte af Frygt maatte eftergive ſin Ret; ogſaa de, der paa denne Maade brugte Truſler, ſkulde ſættes faſt og nødes til at ſtille Borgen paa ovennævnte Maade. Det paalagdes alle i Almindelighed og de haandgangne Mænd i Særdeleshed at ſtaa Sysſelmændene bi til at ſee disſe Bud overholdte[13].

Man ſeer, at Kongen, hvor han vendte ſig, ſtødte paa Misbrug, tildeels allerede indgroede, og Uvæſen; han giver ſelv en ſørgelig Skildring af Retstilſtanden, og man er ikke berettiget til at holde den for overdreven. Men Tilſtanden kunde“heller ikke være bleven ſtort anderledes rinder en ſvag Konge, der lod ſig beherſke af alle de ſterkere Perſonligheder, med hvem han kom i nærmere Berørelſe, og medens de ypperſte Medlemmer af Landets Gejſtlighed, i Stedet for at foregaa med godt Exempel, kun vakte Forargelſe ved ſine indbyrdes Stridigheder. Det var intet ringe Arbejde, Kong Haakon paatog ſig, at rydde op i denne Forvirring, bringe Orden til Veje og forebygge et Tilbagefald. Vi have her ſeet Begyndelſen til dette Verk, ſom han med kraftig og ſikker, men betænkſom Haand fortſatte, indtil han i de fleſte Stykker naaede ſit Maal.

  1. Huitfeld, S. 312.
  2. Norges gl. Love, III. No. 12, S. 41.
  3. Norges gl. Love, III. No. 16, S. 55. Den er her henført til 11te November 1302, og viſt er det, at den er dateret Bergen, Mortensdag, i Kongens 4de Regjeringsaar. Men den bedſte Afſkrift, man har deraf, er kun ny og meget daarlig, faa at man let kan tænke ſig, at her i Dateringen et IV. er ſat for et III. (ved Fejllæsning af iij ſom iv). Thi da Kongen, ſom man af ſikre Kilder kan ſee, var i Oslo midt i September 1302 (N. gl. L. III. 14), ved Gøtaelven 29de Septbr. og 6te Octbr. (Isl. Annaler, Lappenbergs Sartorius S. 226), og ligeledes ved Elven i Marts 1303, kan han neppe have været i Bergen i Novbr. 1302, hvorimod han netop var der i Novbr. 1302. Nu kan det viſtnok ikke negtes, at han ogſaa var der om Høſten og Vintren 1303, lige fra Juli af. Men hvad der dog gjør det mindre ſandſynligt, at nærværende Anordning hører til dette Aar, er at alle de af Kongen fra 23de Juli til 3die Decbr. 1303 udſtedte Breve ere beſeglede af Aake Cantſler, medens derimod Anordningen er beſeglet af Snare Aslaksſøn, og da nu denne netop findes at have beſeglet Kongens Breve under Vinteropholdet i Bergen 1301—2, ſaa at man maa formode, at Aake ikke engang var hos Kongen paa den Tid, kan det neppe betvivles, at Anordningen tilhører 1301.
  4. Norges gl. Love, III. No. 53, 54, S. 134, 135. Disſe Beſtemmelſer, der i Udgaven danne to ſærſkilte Numre, fordi det, der vedkommer Viintapningen o. ſ. v. findes for ſig ſelv, og kun i en eneſte Codex, der ej har de foregaaende, hvorimod disſe findes i flere Haandſkrifter, der igjen udelade Stykket om Viintapningen, høre dog ſammen: da der ved begge ſiges, at de gaves af Kongen i Bergen, Mandag efter Pints, paa Thinget paa Marie-Kirkegaard, og med de ovennævnte Herrers Samtykke. Aarstallet nævnes ikke, men at det maa være 1302, ſynes allerede at kunne ſluttes deraf, at en enkelt Codex, ikke 50 Aar yngre end Anordningen, ſætter det førſte Stykke i umiddelbar Forbindelſe med de Beſtemmelſer af 9de Februar 1302, ſom her ſtrax efter meddeles; ſaaledes at det, efter at førſt dette Datum er omtalt, ſiden heder: „Mandag efter Pints blev dette thinget o. ſ. v.“, hvoraf da ligefrem følger, at Aaret 1302 fremdeles maa være meent. Hertil kommer, at man vanſkeligt vil kunne paapege noget andet Aar end 1302, hvor Kong Haakon anden Pintſedag opholdt ſig i Bergen med hine Herrer. I 1303 var han den 29de Mai i Tunsberg (ſe nedenfor), og kunde ſaaledes ej være i Bergen anden Pintſedag, 27de Mai; i 1304 var Kongen vel den 1ſte Mai i Bergen, og den 31te Mai ved Jarlsø udenfor Tunsberg (Dipl. Norv. II. 74); han kunde ſaaledes nok endnu have været i Bergen anden Pintſedag, 18de Mai, men det er et Spørgsmaal, om Hauk Erlendsſøn da ikke allerede var rejſt til Island, hvor han i dette Aar kom ud. I 1305, hvor anden Pintſedag faldt paa 7de Juni, var Kongen i Mai, Juni og Juli i Tunsberg. I 1306, hvor 2den Pintſedag faldt paa 23de Mai, var han i April i Bergen, men 11te Juni i Oslo. Om ſenere Aar ſynes der neppe at kunne være Tale, da man af et Brev, dateret 10de April 1306 (Dipl. Norv. II. 82), ſynes at maatte ſlutte, at Hr. Finn Gautsſøn da var død. Det eneſte Aar foruden 1302, hvortil Brevet med nogen Mulighed kunde henføres, er ſaaledes 1304, da det jo kunde tænkes, at Hauk endnu ikke havde forladt Bergen, da Brevet udſtedtes, og at Kongen, ſom 31te Mai laa ved Jarlsø, da netop var kommen fra Bergen. Hertil kommer, at Hauk i Anordningen kaldes Herre, hvilket han endnu ikke var i 1302. Men da Anordningen ikke er ſamtidigt indført i Codex, kunde dog Afſkriveren let have givet Hauk den Titel, han ſenere førte, og ſom man var vant til at give ham; og den forhen paapegede Omſtændighed, at Anordningen i hiin Codex er indført i Forbindelſe med Beſlutningerne af 9de Febr. 1302, ſynes at maatte gjøre Udſlaget. Viſtnok er ikke al Tvivl hævet, men Spørgsmaalet er i ſig ſelv ogſaa af mindre Vigtighed.
  5. Norges gl. Love III. No. 17, S. 58.
  6. Sammeſteds, No. 55, S. 136. Forordningen er vel udateret, men af No. 56, der ſtrax her nedenfor bliver omtalt, ſees det tydeligt, at den er udgiven ſamtidigt med No. 17, om Landſtrygere og Pasvæſen. Ogſaa Indholdet vidner om det ſamme.
  7. Norges gl. Love III. No. 55, S. 136, 137.
  8. Sammeſteds, No. 56, S. 137, 138.
  9. Herpaa er den Retterbod om Truſler mod Kongens Ombudsmænd, der ſtrax nedenfor omtales, et fortrinligt Exempel, thi ej alene er den førſt udſtedt i Tunsberg den 29de Mai, ſiden i Bergen den 6te October 1303, men i de Afſkrifter, der nævne Tunsberg ſom Udſtedelſes-Sted, nævnes ikke mindre end tre forſkjellige Skrivere, i een Paal Klerk, i en anden Steinbjørn Klerk, og i en tredie Ivar Lagmand paa Haalogaland, der da fungerede ſom Notarius.
  10. Se ovf. IV. 1. S. 589, hvor det er viiſt, at de tre Nevs Frihed omtrent kunde ſvare til Skattefrihed for 3 Skpd. Tange.
  11. Norges gl. Love III. No. 16, S. 56.
  12. Dette viſer ogſaa, at Retstilſtanden for Kong Haakons Tiltrædelſe maa have været højſt beklagelig.
  13. Norges gl. Love III. No. 18, S. 60—62. Da Forordningen er dateret baade fra Tunsberg 20de Mai og fra Bergen 6te Oct. 1303, kunne de under det førſt nævnte Datum udſtedte Exemplarer alene have været givne for Øſtlandet, thi ellers behøvede Forordningen ej at gjentages for Bergen. Ogſaa paa de bergenſke Exemplarer findes forſkjellige Skrivere, nemlig paa et Gunnar Klerk, paa et andet Eilif Lodinsſøn. Men paa alle nævnes Mag. Aake ſom den der indſeglede.