Det norske Folks Historie/6/93

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Hvad der foruden Tildragelſen med den falſke Margrete, ja maaſkee endnu mere end denne, kaldte Kong Haakon til Bergen i 1301, ſynes at have været de islandſke Anliggender, der krævede en alvorlig Opmerkſomhed, hvilken letteſt kunde ydes dem fra Bergen. Vi have desværre ikke nøjagtige Efterretninger om de politiſke Begivenheder, ſom forefaldt der, ſiden Striden om Kirkerne og deres Gods var ſluttet, men ſaa meget kan man ſee, hvad vi ogſaa tidligere have antydet, at der herſkede en ikke ringe Gjæring, og at Folket i flere Henſeender anſaa ſig brøſtholdent med Foreningen, ſaaledes ſom den nu var beſkaffen. Hvad der iſær klagedes over, var de hyppige vilkaarlige Udenlandsſtevninger[1], og fremdeles, ſiden Vedtagelſen af norſk Lov og norſk Adminiſtration, at der ſendtes norſke Sysſelmænd, ja ſtundom endog Lagmænd. Thi herom havde der ved den førſte Underkaſtelſe under Kong Haakon Haakonsſøn og Kong Magnus 1262 og 1264 ikke kunnet være Tale, da der endnu ikke var Tale om Afſkaffelſe af den islandſke Forfatning og Lovgivning; det var da aabenbart Høvdingernes Mening, at Godordene ſkulde vedblive, ligeſom før, arvelige i Ætterne, altſaa at hele den indre Beſtyrelſe af Landet ſkulde blive uforandret, og at det eneſte Baand, der bandt Øen til Norge, ſkulde være Skatten, ſamt tildeels Jarlen, eller den Statholder, der traadte i hans Sted[2]. Men efterat Godordene vare blevne opgivne ved den førſte norſke Lovbogs Antagelſe i 1272, og Island fik Lagmænd og Sysſelmænd ligeſom Norge, ſtod det i Kongens Magt hertil at udnævne Nordmænd, ſaa længe det ikke var ſærſkilt betinget, at de ſkulde være Islændinger. En ſaadan Betingelſe ſynes dog dengang, ſom vi allerede ovenfor (IV. 1. S. 630) have ytret, ikke at være bleven gjort, maaſkee fordi de islandſke Høvdinger deels virkelig vare i Beſiddelſe af hvad man kunde kalde Syſlerne, deels ikke endnu tilſtrækkeligt havde opfattet Conſeqventſerne af deres Skridt, hvilket førſt længere Erfaring kunde lære dem. Denne fik de dog ſnart, i det mindſte i 1279, da Nordmanden Lodin af Bakke ſendtes ud ſom Lagmand, og derfor er det højſt ſandſynligt, at Sagen kom paa Tale i 1281, da Islændingerne, efter at have ſvoret Kong Erik og Hertug Haakon Troſkabseed, antoge den nye Lovbog, hvori for førſte Gang Sysſelmænd udtrykkeligt nævnes. Under de vidløftige og heftige Debatter, der gik forud for Antagelſen, havde, ſom vi have ſeet, de haandgangne Mænd, der nu repræſenterede Høvdingeklasſen, i Lighed med Gejſtligheden og Bønderne indgivet et ſærſkilt Indlæg, angaaende de Udſættelſer, de havde at gjøre ved den nye Lovbog og følgelig over de Betingelſer, under hvilke de vilde antage den. Indholdet af dette Indlæg anføres vel ikke, men man kan næſten være overbeviiſt om, at det netop blandt andet ogſaa har indeholdt de ſenere ſom Tilſagn paaberaabte Punkter, ſaaledes og dette, at Sysſelmænds- og Lagmands-Poſterne ſkulde ſikres de forrige Godordsmænd eller deres Efterkommere. Det er ovenfor berettet, at der om disſe Betingelſer eller Artikler ej faldt nogen Beſtemmelſe paa Althinget i 1281, men at de bleve henſkudte under Kongens (det vil da ſige Formynder-Regjeringens) og Erkebiſkoppens Afgjørelſe, og at Ravn Oddsſøn ſamt Thorvard Thorarinsſøn i den Anledning rejſte over til Norge, men at de her fandt Raadsherrerne og Erkebiſkoppen i aabenbar Strid med hinanden, ſaa at en Afgjørelſe ved disſe i Fællesſkab ikke var mulig, og Raadsherrerne derfor ſandſynligviis afgjorde Sagen paa egen Haand, ſaa vidt man maa formode, til de islandſke Høvdingers Tilfredshed, ſiden Ravn Oddsſøn ſaa ivrigt tog Raadsherrernes Parti mod Erkebiſkoppen. Altſaa har det formodentlig været ved denne Lejlighed, at der aller førſt blev givet Islændingerne Tilſagn om „at Sysſelmænd og Lagmænd i Landet ſkulde være islandſke, af deres Ætt, ſom tidligere havde opgivet Godordene“[3]. Men der maa dog have været en Hage derved, ſiden Tilſagnet ikke findes indført i de islandſke Lovbøger, der ellers ſaa omhyggeligt have optaget alt hvad ſom vedkommer Landets offentlige Ret. Sandſynligviis var det netop den Omſtændighed, at det ikke var ſamtykket af Raadet og Erkebiſkoppen i Forening, ſom gjorde, at det ikke anſaaes for lovformeligen ſtadfæſtet, og derfor have vel hverken Kong Erik eller efter ham Kong Haakon anſeet ſig ſtrengt taget bundne derved. Imidlertid overdrog Erik i Regelen Syſlerne til islandſke Høvdinger; de Nordmænd, han ſendte ud, vare mere et Slags Overtilſynsmænd eller Statholdere, og naar de, ſom Hr. Peter paa Eid, fik en Deel af Landet i Sysſel, ſynes det meſt at have været, for at de derved kunde holde ſig og ſine Folk. Hvad Lagmændene derimod angaar, da var Hr. Erlend ſterke kun paa mødrene Side af islandſk Ætt, og det ſamme kan ſiges om hans Søn Hauk Erlendsſøn, der blev Lagmand i 1295. Imidlertid havde Islændingerne, ſom ovenfor berettet, aabenbart nok erkjendt Kong Erik for deres Herre og „den ſom er ſat over Loven“ ved at lade Thorlak Lagmand overrække ham de paa Althinget vedtagne Forandringer i Lovbogen til Bekræftelſe. Men ſtrax efter maa der have været ytret tydelige Tegn til Misfornøjelſe, maaſkee i Anledning af at de tolv Bønder, der havde tilſvoret Biſkop Arne Kirkegodſerne, bleve ſtevnte over til Norge. Thi det er ovenfor berørt, at tolv haandgangne Mænd og tolv Bønder ſtrax efter bleve ſtevnte over til Norge, hvad enten nu dette var i 1298 eller 1299; i 1299 begav ligeledes Preſten Arne Helgesſøn, den afdøde Biſkop Arnes Syſterſøn, ſig til Norge, neppe uden Opfordring, medens derimod Hr. Erlend ſterke, ſom vi have ſeet, kom ud til Island, medbringende kongelig Befaling til højtideligen at fratage den forhenværende Lagmand, Jon Einarsſøn, ſin Herretitel[4]. Aaret efter (1300) rejſte han tilligemed Hr. Sturla Jonsſøn og Lagmanden Hr. Thorlak Narvesſøn til Norge, medens Odd Thorvardsſøn, der ſynes at have været en af de ſidſt indſtevnede haandgangne Mænd, kom tilbage til Island[5]; alle disſe hyppige Rejſer frem og tilbage, aabenbart ifølge kongelig Befaling, vidne om at meget har været anderledes end Kongen ønſkede, og at der herſkede en ikke ringe Gjæring. Det lader til at Kongen med de hyppige Kaldelſer til Norge af højbaarne Islændinger ikke alene har haft til Henſigt at raadſlaa med dem, tale godt for dem eller iretteſætte dem, men ogſaa at beholde dem hos ſig ſom Giſler, efter ſin Farfaders Exempel, eller i det mindſte at hindre dem, han anſaa for urolige Hoveder, fra at gjøre Skade; enkelte bleve ſaaledes, neppe med deres gode Vilje, flere Aar i Norge, ſom Thorlak Lagmand, der ej mere kom tilbage, men døde i Kongehelle 1303[6]. Den almindelige Misſtemning paa Øen maa tillige have været betydeligt forøget ved alle de Landeplager, der i denne Tid overgik den. I 1300 var den blevet hjemſøgt af et Udbrud af Hekla, frygteligere end noget tidligere. Store Bjergmasſer ſlyngedes ſammen, ſaa at Braget hørtes lige til Nordlandet, hvorhen ogſaa Aſken og Sanden førtes i ſaadan Mængde, at det blev ganſke mørkt, og man vidſte ikke, enten det var Dag eller Nat; mellem Vatns-Skard og Øxarheid blev Jorden ganſke tildækket med Sand, der føg ſammen i ſtore Fanner, ſaa at Folk næſten ikke kunde finde Vejen. Paa Sønderlandet og Øſterlandet faldt der ligeledes megen Sand, og dertil ſkede der voldſomme Jordſkjelv, ſaa at en Mængde Gaarde ſtyrtede ned. Og disſe Udbrud vedvarede næſten i et heelt Aar, lige fra Midſommer 1300. Det heftigſte Jordſkjelv var 30te December. Omtrent ſamtidigt 130i udbrød paa Nordlandet en ſmitſom Syge, der dræbte henved 600 Menneſker, ikke lidet i det tyndt befolkede Land. Ødelæggelſerne medførte Mangel og Dyrtid[7], og alligevel fik ikke Øen den Tilførſel, ſom Indbyggerne paaſtode havde været den lovet. Vi have ſeet, at ved Overeenskomſten i 1262 var det blevet beſtemt, at Norges Konge for de førſte to Aar ſkulde ſende ſex Skibe, ladede med Nødvendighedsartikler, til Landet, og dette var ſenere, uviſt naar, maaſkee ligeledes ved Jonsbogens Antagelſe 1281, blevet udvidet derhen, r at de ſex Skibe ſkulde ſendes aarligt. Men dette var blevet undladt i den ſidſte Tid. Heri, ſom i meget andet, ſaa Islændingerne et Brud paa Overeenskomſten, og vægrede ſig, efter hvad man af de paafølgende Forhandlinger kan ſlutte, for at hylde Haakon ſom Konge, og ſverge ham Troſkabs-Eed, førend han havde forpligtet ſig til visſe Betingelſer, navnlig om Syſlernes og Lagſtolenes Beſættelſe med Indfødde, om den aarlige Tilførſel og om Ophør af de ulovmedholdige Udenlandsſtevninger. Men det er aabenbart, at Kong Haakon ikke anſaa ſig bunden og ikke vilde være bunden ved nogen Overeenskomſt eller Betingelſer, og at han formelig gjorde dette til en Princip-Sag; han vilde have en ſimpel og ligefrem Underkaſtelſe, ſaa kunde man ſiden bønſkriftsviis andrage om de Forandringer, man ønſkede, ſaaledes ſom Lodin Lepp allerede ytrede i 1281[8]; overhoved ſynes det at have været hans Henſigt, ganſke at ſætte Island i Klasſe med de øvrige Skatlande. For da at viſe Islændingerne, at han ikke lod ſig ſkræmme af deres Trods, og at han ikke vilde vige et Haarsbred i ſin Beſlutning, gjorde han i 1301 et alvorligt Skridt og begav ſig rimeligviis ſtrax efter til Bergen, for faa meget nærmere at afvente dets Virkning. Han ſendte den myndige Hr. Alf af Kroken (i indre Sogn) med ſit Brev og Budſkab, at Islændingerne ſtrax, og ſom man maa antage, ubetinget ſkulde aflægge ham Troſkabs-Eed efter den Formular, Lovbogen indeholdt[9]. De to daværende Lagmænd, Thorlak Narvesſøn og Thorſtein (Hauk Erlendsſøn maa allerede tidligere være vendt tilbage til Norge), bleve afløſte af tvende Nordmænd, Hr. Lodin af Bakke, der allerede 1279 havde været brugt i en lignende Sendelſe, og Baard Høgnesſøn, med Jurisdiction over hver ſin Halvdeel af Landet, og medbringende ligeledes et Kongebrev, der ſatte en Bod af 15 Mkr. for hver den, ſom tilſideſatte deres Orſkurd[10]. I Følge med Hr. Alf var ogſaa en Hr. Svein Lang, ſom Sysſelmand i Skagafjorden, og Hr. Kolbein Bjarnesſøn, der ligeledes ſynes at have faaet Sysſel; denne ſidſte var en Islænding, hvor vidt Svein Laag ligeledes var islandſk, er uviſt. Alf og de ſynes end videre at have medbragt et overordentligt Skattepaabud, men den nærmere Sammenhæng hermed kjendes ikke[11]. Ogſaa Jon Einarsſøn, den forhenværende Lagmand, kom nu tilbage; maaſkee han havde ydmyget ſig for Kongen og lovet at underſtøtte Udſendingerne ved ſin Indflydelſe, ſiden han atter benævnes „Herre“. At Kongens Budſkab vakte almindelig Harme, er heel rimeligt, men vi erfare dog, at det alligevel lykkedes hans Udſendinger paa det nærmeſte at ſætte hans Vilje igjennem. Skade, at der ikke fortælles det mindſte om, hvorledes de bare ſig ad, og hvilke alvorlige Sammenſtød de om Vintren og Vaaren, ſom man upaatvivleligt maa antage, havde med Oppoſitionens Ledere. Alt, hvad vi erfare, er at paa Althinget 1302 (altſaa omkring 1ſte Juli) blev der aflagt ham Troſkabs-Eed, da, ſom det ſædvanligt heed, Land og Thegner bleve ham tilſvorne, ſamt frie Hænder givne ham til at foretage de Forandringer i Lovbogen, han maatte finde tjenlige efter de bedſte Islændingers Raad[12]. Beſtemmelſen herom, ſkriftligt affattet, lød ſaaledes: „Dette er Nevndarmændenes Samtykt, at de ville tilſverge Kong Haakon Land og Thegner efter den Eedsformular, ſom ſtaar i vor Bog, og ſom hans eget Brev tykkes os at viſe, og hermed ville vi overdrage til den værdige Herre, Kong Haakon, at foretage de Forbedringer i den Bog, den værdige Herre Kong Magnus ſendte os med Jon Lagmand, ſom han ſelv finder tjenlige med de bedſte Mænds Raad og Samtykke, der findes i vort Land“[13]. Dog opnaaede man ikke at ſaa Eden aflagt aldeles ubetinget. Der blev, ſom man af de forhaandenværende Actſtykker kan ſee, opſat en udførlig Remonſtration, hvori ogſaa den tidligere Overeenskomſt af 126s og maaſkee Artiklerne af 1281 bleve optagne, men hvor de Punkter, man ønſkede indrømmede, fremſattes mere ſom Betingelſer for Troſkabsedens Overholdelſe, end ſom blotte Andragender[14]. Den ſluttede nemlig med følgende Ord: „Dette blev vedtaget og ſamtykket af Almuen paa Althinget, foruden af de haandgangne Mænd, med fuldt Thingtag, at vi med fuldkommen Godvilje byde vor værdige Herre Haakon, Norges Konge, den kronede, vor Tjeneſte, ſamt love at have og overholde den Lovbog, ſom den velſignede Kong Magnus ſendte os, ſaaledes ſom vi ſvore ſidſte Gang. Ogſaa ville vi holde alle vore Eder til Kongedømmet under de Punkter, der bleve ſamtykte mellem Kongedømmet og de Thegner, der bebo Landet. Det førſte er at vi ville betale Skat og Thingfarekjøb, 20 Alen, ſom Lovbogen udviſer, ſamt for Reſten yde al den underſaatlige Skyldighed (Thegnſkylda), ſom Loven med beſtemte Grændſer paalægger os. Til Gjengjeld fordre vi, formedelſt Landets Fattigdom og dette Folks Trang, ſom Landet bygger, at faa de Løfter opfyldte, ſom i det førſte bleve os givne paa Kongens Vegne, thi vi tro klarligen at kunne ſee, at vort Land kun kan beſtaa i kort Tid formedelſt Fattigdom, hvis ſaa meget Gods ſkal drages ud af det, og lidet eller intet kommer i Stedet. Løfterne vare, at Sysſelmændene og Lagmændene i vort Land ſkulle være islandſke, og at ſex Skibe hvert Aar, undtagen lovligt Forfald, ſkulle gaa til Island, ladte med de gode Sager, der kunne være til Nytte for Landet og os. Heller ikke ville vi have flere Udenlandsſtevninger end Lovbogen tillader[15], thi deraf have vi faaet mangfoldig Skade, og dette tykkes vi ej at kunne udholde. Al den Budſkab, der paabyder os mere Afdræt eller Tyngſel end der før er beſvoret og ſamtykt, indſee vi ikke paa nogen Maade at kunne udholde formedelſt Landets Fattigdom. End mindre tør vi nu for vor Herre Jeſu Chriſto med Uoprigtighed love mere, og derved gjøre os uværdige til de Guds Naadegaver, hvori vi hidtil med Guds Miſkund ere blevne deelagtige, os til Sjælebod. Vi bede indſtændigt vor værdige Herre, Kong Haakon den kronede, og alle andre gode Mænd at de ikke trænge paa os med ſtørre Paalæg end Loven hjemler. Det give vor Herre Jeſus Chriſtus, at dette vort Raad maa blive Gud ſelv til Ære, alle hellige Mænd til Lov og Priis, og Kongen i Norge og alt hans rette Raad til Hæder og Forherligelſe, men os til Fred og Frelſe, Amen“[16].

Denne Remonſtrations-Skrivelſe, der ſynes at have været ledſaget af et Udkaſt til den Form, under hvilken den nye Unions-Act ønſkedes affattet og beſvoren, og hvori man, foruden de i Remonſtrationen antydede Hovedpunkter, for Sikkerheds Skyld ogſaa havde optaget Artiklerne af 1262, ſkjønt de tildeels ikke længer pasſede til Forholdene, kun udeladende, hvad der allerede indeholdtes i hine[17], overbragtes formodentlig til Kong Haakon af Hr. Alf ſelv, der tilligemed Svein Lang, Erlend ſterke, Lodin af Bakke og Baard Høgnesſøn forlod Island, de ſidſte ſandſynligviis ifølge den i Skrivelſen indeholdte Begjæring, om at Landet maatte fritages for andre Lagmænd end indfødde. Kongen, ſom i Løbet af Vintren, Vaaren og Sommeren meget ivrigt havde ſøgt at ophjelpe Bergens Handel, ſom det i det følgende ſkal omtales, havde ogſaa paa et Bymøde paa Mariekirkegaard blandt andre Beſtemmelſer faaet vedtaget den, at ingen Udlænding ſkulde have Lov til at ſende ſine Varer nordenfor Bergen eller andenſteds til Udſalg i Herederne, eller ſlutte Handelsforbindelſer med Island eller Kongens øvrige Skatlande[18]. Dette viſte nokſom, hvorledes han betragtede Island. Alf, heder det, fortalte ham mange Nyheder fra Island, og disſe ſaavel ſom Remonſtrationen vare ikke ſkikkede til at ſætte ham i godt Lune. Om Remonſtrationen brød han ſig dog ikke ſynderligt; vel ſendte han Thorlak Narvesſøn ud ſom Lagmand, ſom det ſynes, for Nordlandet, medens Gudmund Sigurdsſøn og Snorre Markusſøn bleve Lagmænd for Sønderlandet, hvorved ſaaledes Island fik tre Lagmænd paa een Gang, men dette ſkede dog viſtnok alene af den Grund, at der for Øjeblikket ingen anden var at ſende, og det følgende Aar kom Nordmanden Baard Høgnesſøn atter ſom Lagmand til Island, i Følge med Erlend ſterke, Thord af Madrevalle, Svein Lang og Alf af Kroken. Man havde nu ſaaledes fremdeles tre Lagmænd ſamtidigt paa Island. Men endnu i ſamme Aar bleve Erlend, Thord, Hr. Sigurd Halfdansſøn og mange andre haandgangne Mænd og Bønder ſtevnede over til Norge, ja’ endog Biſkop Jørund paa Hole og Abbed Runulf, der lige ſiden Biſkop Arnes Død havde beſtyret Skaalholts Biſkopsdømme, ſaaſom der endnu ikke var udvalgt nogen ny Biſkop, formodentlig, af den Aarſag, at Uenigheden mellem Erkebiſkop Jørund og hans Chorsbrødre hidtil havde hindret Foretagelſen af,et Valg. Den af Kong Haakon angivne Henſigt med at kalde alle disſe islandſke Stormænd til Norge kan ikke have været nogen anden end den, at høre deres Raad om de Forbedringer, der ſkulde gjøres i Landsloven, ſaaledes ſom de ſelv havde forlangt det. Men ved Siden heraf tænkte han ſikkert ogſaa at benytte ſig af deres Nærværelſe til at aflokke eller aftrue dem yderligere Indrømmelſer og Skattebevilgninger[19]. Det følgende Aar (1304) indfandt mange eller rimeligviis endog de fleſte af de Indſtevnede ſig i Norge, navnlig Hr. Erlend og Hr. Sturla Jonsſøn; Hr. Alf af Kroken fulgte ogſaa med. Det er højſt rimeligt, at Biſkop Jørund og Abbed Runulf lode møde ved Fuldmægtig, hvilket var blevet dem tilladt, men ellers var Skaalholts Biſkopsſtol nu endeligen bleven beſat med den oven nævnte Arne Helgesſøn, den forrige Biſkop Arnes Syſterſøn, der havde opholdt ſig i Norge lige ſiden 1299. Han blev indviet den 25de October 1303, og maa naturligviis ſom Biſkop over Islands ſtørſte og fornemſte Biſkopsdømme have været ſelvſkreven til at deeltage i Raadſlagningerne. Det ſynes forøvrigt at ligge i Sagens Natur, at for det meſte kun Kongeligſindede eller de, der i det mindſte ſtode paa en god Fod med Kongen, havde adlydt Opfordringen om at komme til Norge, eller maaſkee endog, at ingen andre end de vare indkaldte, medens derimod de ivrige Oppoſitionsmænd bleve hjemme[20]. Forhandlingerne eller i det mindſte Forberedelſerne til Forhandlingerne maa have været —temmelig langvarige, da det Retterbodsbrev, ſom blev Reſultatet deraf, ikke er dateret førend langt hen i det følgende Aar (Tunsberg den 23de Juni 1305). Det bærer, merkeligt nok, ikke mindſte Spor af at voldſomme politiſke Storme havde fundet Sted; af Udtrykkene i dets Indledning ſkulde den, der ej kjendte til de forudgaaende Begivenheder, ſlutte, at der aldrig havde herſket andet end den fredeligſte og venſkabeligſte Stemning mellem Kongen og det islandſke Folk. „I ſkrev til os“, heder det, „og bad om nogen Eftergivelſe og Formildelſe i visſe Punkter, der vedrørte Landet i enkelte Stykker, og da vi altid have prøvet Godvilje og Lydighed af eder (!), ſende vi eder dette Brev, hvori vi have angivet de Retsforbedringer, vi have gjort“. Disſe Retsforbedringer vedkomme dog ingen af de før omtalte unionelle Vilkaar, men alene ſpecielle privatretlige Beſtemmelſer hiſt og her i Lovbogen[21]. Hine Vilkaar ſynes ſaaledes ikke engang at have været paa Bane, medens der derimod er al Grund til at tro, at de islandſke Raadſlagningsmænd virkelig have ſamtykket i flere nye Skattepaalæg og Tyngſler, ſaaledes ſom det ſtrax i det følgende vil ſees, og, at dette har været Grunden til at ſaa venlige Udtryk ere brugte. Man maa derhos antage, at Kongens Henſigt var, for det førſte ikke at ſende Retterbodsbrevet ud til Island, førend det havde viiſt ſig, at Islændingerne gik ind paa hans nye Skattefordringer.

Imidlertid havde Gjæringen og Forvirringen paa Island naaet ſit højeſte. Nordlandets og Veſterlandets Indbyggere vilde i 1304 ikke engang ſøge Althinget, men indrettede Heredsthing, to i hver Fjerding, hvor de afgjorde ſine Sager, og Althinget ſøgtes kun af Sønderlandet og Øſterlandet. Og dog var der her ikke mindre end tre Lagmænd tilſtede, nemlig Gudmund Sigurdsſøn og Snorre, ſamt Hauk Erlendsſøn, der var ſendt over i Baard Høgnesſøns Sted, hvad enten nu denne ikke havde været udnævnt paa længere Tid end et Aar, eller frivilligt havde fraſagt ſig Beſtillingen, der nu maatte være forbunden med mange Ubehageligheder. Paa dette ſaakaldte .Thing, heder det, ſagde hver af de tre Lagmænd ſin forſkjellige Lov om Skatte-Ydelſen[22]. Ikke længe efter ſynes Hauk Erlendsſøn at være vendt tilbage til Norge[23]. Om alle disſe Uroligheder maa Kongen allerede have faaet Efterretning førend han udſtedte Retterbodsbrevet, og hans Fremfærd mod Islændingerne var derfor i Gjerningen en ganſke anden, end man af Retterbodsbrevets Udtryk ſkulde have ventet. Dette ſynes, ſom ſagt, indtil videre at være blevet tilbageholdt; derimod ſendte Kongen Breve til Island, hvorved alle de Beſkyttelſesbreve, ſom ſiden Kong Magnus’s Død havde været givne for Øen, bleve tilbagekaldte (maaſkee forſtaaes herved en udtrykkelig Ugyldighedserklæring af de Tilſagn, Raadet maa antages at have givet i 1281) og mange, ſom det heder, „uhørte Forlangender“ fremſattes, navnlig dette, at enhver Lægmand paa Island, der ejede fem Hundreder eller derover, ſkulde betale Kongen en Alen af hvert Hundrede[24]. Denne høje Skat, een Procent af Formuen, var det dog viſtnok Kongens Mening kun at fordre een Gang for alle, ſom en Hjelp ved de bekoſtelige Krige og Udruſtninger han nu havde haft og fremdeles vilde faa; at det ſkulde være en aarlig Skat, er ikke tænkeligt. Overbringeren af disſe Breve var Alf af Kroken, der nu for tredie Gang ſendtes ud til Island, denne Gang forlenet med Nordlandet og Øſterlandet. At de Islændinger, med hvilke Kongen nys havde raadſlaaet i Norge, havde givet ſit Samtykke til hiint Skattepaalæg m. m., kan, efter hvad der ovenfor er viiſt, neppe betvivles. Men paa Øen ſelv mødte det, ſom man kunde vente, den heftigſte Modſtand, og denne forøgedes end mere ved den Forbitrelſe, ſom Alfs myndige og henſynsløſe Optræden vakte. Da han rejſte om i Landet for at bekjendtgjøre Kongebudene paa Thingene, erklærede han blandt andet mange gode Bønder utlæge, formodentlig fordi de havde været med i at tilſideſætte Althinget. Herover udbrød almindelig Harme. Paa Oddeyre-Thing og Hegranes-Thing[25] ſtyrtede Mængden endog ind paa ham, for at mishandle ham eller ſlaa ham ihjel. Iſær ſaa det farligt ud for ham paa Hegranes Thing; en heel Deel af de yngre, uroligere Folk ſlog paa Skjoldene, og brød frem med Raab og Skrig; de vilde have dræbt ham, hvis ikke Hr. Thord af Madrevalle og andre af Herrerne vare komne ham til Hjelp, og havde ladet holde Skjolde for ham. Selv var han ſaa rædd, at han, ſom det fortælles, ikke vidſte, hvor han ſkulde gjøre af ſig. Han rejſte under Hr. Thords Beſkyttelſe fra Thinget, og begav ſig til Dynhage i Hørgaardal, hvor han efter Julen blev ſyg og døde, maaſkee af Følgerne af den Forſkrækkelſe, hvori han havde været paa Thinget. Til Norge kom ſiden det Rygte at Islændingerne havde dræbt ham, og Kongen, ſom ſelv en Tid troede det, gav mange Sag derfor, ſaa at de maatte frigjøre ſig ved Eed[26]. Paa det følgende Althing (1306) enedes Bønderne om beſtemt at negte de meſt overdrevne af Kongens Fordringer, og der oprettedes desangaaende umiddelbart efter Thingets Slutning i Skaalholt (20de Juli) et Document, kaldet „Forening mellem de bedſte Mænd og Almuen paa Island“, hvor tillige begge de forhen fremſatte Fordringer, at Sysſelmænd og Lagmænd ſkulde være indfødde Islændinger, og at man frabad ſig Udenlandsſtevninger, gjentoges, den ſidſte nærmere forklaret ſaaledes, „at man ikke vilde have Udenlandsſtevniuger i de Sager, ſom Sysſelmændene og Lagmændene kunde faa overtaget“[27]. Overbringeren af denne Erklæring til Norge var formodentlig Svein Laag, der i dette Aar baade ſendtes ud til Island og rejſte tilbage igjen til Norge, hvoraf man maa ſlutte, at hans Erende havde været at indfinde ſig paa Althinget, eller rettere paa de Diſtrictsthing, der nu traadte i dets Sted, for at underſtøtte Kongebrevet. Samme Aar rejſte ogſaa Baard Høgnesſøn til Norge, og afløſtes af Hauk Erlendsſøn, der nu forblev et Aar paa Island, og i denne Tid gjorde ſig fortjent af Landet ved, i Forening med den i 1305 tilbagevendte Biſkop Arne, at oprette et Hoſpital for Gejſtlige paa Gaarden Gaulverjabø i Floen, maaſkee efter hans nys afdøde Faders Ønſke[28]. Det lader til at Kongen nu har indſeet, at det ikke kunde nytte ham med Magt at-ville ſætte ſin Fordring igjennem, og at han derfor ſtiltiende lod den falde, uden dog paa den anden Side udtrykkeligen at give ſit Samtykke.til de af Islændingerne opſtillede Punkter. I 1307 ſendte Kongen Baard Høgnesſøn og en Ivar Holm ud med kongelige Retter bøder, ſom det heed, det vil upaatvivleligt ſige, med Retterbodsbrevet af 1305, hvortil Islændingerne nu førſt fandtes værdige, ſamt med et Brev, hvori der.intet ſtod om Extraſkat, men derimod kun, at af de tyve Alen, ſom hver Bonde ſkulde udrede i Skat og Thingfarekjøb, ſkulde Sysſelmændene herefter have de ti, eller Halvdelen, medens de forhen kun havde haft de fem[29]. Fra denne Tid af ſynes Urolighederne nogenledes at have lagt ſig paa Island. Dog blev der ikke holdt ordentlige eller regelmæsſige Althing, og ſaaledes gik det hen indtil i 1313, da Kongen i et Brev, dateret Agvaldsnes den 19de Juni, ſatte dem haardt til Rette, fordi de nu i 9 Aar intet almindeligt Thing havde holdt, til Almuens ſtørſte Skade[30]. Dette ſynes at have hjulpet, og Aaret efter, da Kongen, ſom det i det Følgende ſkal berettes, nys havde foretaget en Lovreviſion og udgivet en omfattende Retterbod for Norge, gav han i en lignende Retterbod for Island en Afgjørelſe paa det af Islændingerne iſær paaklagede Punkt, om Udenlandsſtevninger, ganſke henholdende ſig til Proteſten af 1306; thi Retterbodens førſte Artikel lød ſaaledes, at kun, naar Lagmændene og Sysſelmændene ikke kunde faa overtaget en Sag, ſkulde den indſtevnes til Norge, med tolv Maaneders Varſel. Det beſtemtes derhos i Artikel 7, at ingen maatte ſkyde ſin Sag unden Lagmand og Sysſelmand for dermed at hindre Modparten fra at nyde ſin Ret, naar ſkjønſomme Mænd ſaa at de kunde overtage dens Behandling. Den 2den, 3die og 4de Artikel handle nærmere om Stevninger og Varſel, men den 5te viſer tydeligt, at Kongen nu havde opgivet al Fordring paa ſtørre Skat. Her forandres nemlig Lovens Bud, at de 20 Alens Skat ogſaa ſkal ydes af den, der ſelv ikke har Bo, naar han ejer ti Hundreder gjeldfrit, derhen, at han, naar han har umyndige eller fattige Slægtninger at forſørge, for hver af disſe ſkal have eet Hundrede at raade over, og derforuden ſelv eje eet Hundrede, førend han er ſkattepligtig[31]. Men om Indfødsrettens Anerkjendelſe faldt der endnu ikke nogen Beſtemmelſe, lige ſaa lidet ſom ſiden efter, og det er aabenbart, at Kongerne i denne Henſeende ikke anſaa ſig bundne ved tidligere, og heller ikke for Fremtiden vilde binde ſig ved nye Tilſagn. Om de ſex aarlige Tilførſelsſkibe tales der heller ikke, ſkjønt det rigtignok ſynes at være en billig Fordring, at Kongen, naar han forbød Udlændinger at handle paa Landet, ſikrede det den nødvendige Forſoning paa anden Maade. Dog maa det, efter ſenere Antydninger at dømme, i det mindſte have været Henſigten at overholde dette, ſkjønt Overholdelſen ikke ſkede nøjagtigt[32].

Saaledes vedblev Islands unionelle Forhold til Norge at være lidet betryggende for Landets Selvſtændighed. Det eneſte, Islændingerne havde paa det Rene, var, hvad allerede Kong Haakon Haakonsſøn havde indrømmet, Landørernes Ophævelſe og Opladelſen af Arv, falden i Norge. Men dette angik mere Privatforhold; i ſtatsretlig Henſeende var der intet andet viſt, end hvad Islændingerne havde lovet, nemlig underſaatlig Lydighed og Skatſkyldighed under Norges Konge, og det kom derfor an paa dennes Opfattelſe af Forholdene og Sindelag for øvrigt, om han vilde behandle Island ſom en Provins, eller ſom en af Norge uafhængig Beſiddelſe. At det førſte ikke ganſke blev Tilfældet, ſkyldes viſtnok mere Øens afſondrede Beliggenhed end nogen Loyalitet fra Kongernes og Magthavernes Side.

  1. Ved „Utanſtefnur“ forſtaaes her viſtnok, ſom Jon Sigurdsſøn har viiſ i ſit Skrift om Islands ſtatsretlige Forfatning S. 24, ikke ſlige Kaldelſer, der ſkeede i Kongens Erende eller offentlig Tjeneſte, men alene ſaadanne, hvor Islændingerne udenfor de i Loven hjemlede Tilfælde ſtevntes til Norge for at ſtaa til Rette, og ſaaledes droges fra ſit Værnething.
  2. Se ovf. IV. 1. S. 307.
  3. Jvfr. ovfr., S. 64—71. At virkelig Islændingerne i 1281 maa have opſat Betingelſer eg faaet et Slags Tilſagn om de ſenere opſtillede Punkter, ſynes alene at kunne ſluttes deraf, at de i 1302, ſom vi ville ſee, paaſtaa at det var dem lovet, at der hvert Aar ſkulde komme ſex Skibe, medens der i Overeenskomſten af 1262 ikke er Tale om de ſer Skibe for mere end de to førſte Aar. Derhos omtales Tilſagnet om at Lagmænd„og Sysſelmænd ſkulde være islandſke, men det blev ikke givet og kunde ikke gives i 1262, af de ovenfor omtalte Grunde: det maa ſaaledes have været givet af Raadet paa egen Haand, og derfor ſiden være betragtet af Kongerne ſom ugyldigt. Der tales ogſaa udtrykkeligt i Annalerne for 1305 om Tilbagekaldelſe af Beſkyttelſesbreve for Island, givne efter Kong Magnus’s Død. Se nedenfor S. 363.
  4. Isl. Annaler, ved 1299. Samtidigt med Erlend ſterke og rimeligviis i Følge med ham kom ogſaa Eyjulf Asgrimsſøn, Søn af den i 1285 ff. o. S. 81) afdøde Hr. Asgrim Thorſteinsſøn. Han førte Herretitel, og havde viſtnok Sysſel, ligeſom hans Fader.
  5. Annalerne, ved 1300. Odd Thorvardsſøn var en Søn af Hr. Thorvard Thorarinsſøn, der var død i Norge 1297. Naar Odd rejſte til Norge, ſiges ikke; muligt kan det dog ogſaa have været i Anledning af Faderens Dødsfald. Den 22de Mai 1300 var han endnu i Bergen, thi da finde vi ham ſom Medbeſegler paa et Brev, hvorved Hr. Peter paa Eid ſolgte en Part af ſit Odelsgods Eid til Munkelivs-Kloſter (Munkelivsbogen S. 147). Dette tyder paa at Peter paa Eid under ſit Ophold paa Island har ſluttet Venſkab med Odd. Denne kaldes her Hr. Odd Thorvardsſøn, altſaa havde han da faaet Herretitel. Han døde Vaaren efter ſin Hjemkomſt til Island, 1ſte Marts 1301.
  6. De isl. Annaler, ved ilsom Thorlaks Dødsdag var den 15de Marts.
  7. De. isl. Annaler ved 1300 og 1301. Det bemerkes udtrykkeligt i Annalerne, at der paa ſamme Tid ſkede Udbrud (af Ætna) paa Sicilien, aabenbart fordi Nedſkriveren derved har villet antyde en Forbindelſe mellem de underjordiſke eruptive Masſer paa begge Steder, ſkjønt ſaa langt fjernede fra hinanden. Blandt de Ulykkestilfælde, der i de isl. Annaler anføres for disſe Aar, er ogſaa det, at et Skib, kaldet Holtabjørnsbusſen, forliſte ved, Færøerne med henved 50 Mand. Men det er vel et ſtort Spørgsmaal, om dette Skib var islandſk, thi det maa have tilhørt og faaet Navn efter den nogle Aar forud afdøde Holtabjørn, hvis Søn Audun var Prior i Hovedø Kloſter, og hvis Enke Ragnhild i 1296 gav ſig ind i Kloſtret med alt ſit Gods, for hvilket Audun kjøbte Gaarden Solberg i Syllingdal og lod hende efter hendes Død begrave i Kloſterkirkens Chor, hvor hendes Liigſteen endnu findes. (Langes Kloſterhiſtorie S. 406). Heraf ſkulde man ſlutte at Holtabjørn har været en Nordmand.
  8. Se ovf. S. 65.
  9. At Alf kom med Kongens Budſkab, ſiges i Annalerne; at dette har været ſkriftligt, og indeholdt en ſaadan Befaling, ſom her ovenfor anført, ſees af de Udtryk, i hvilke Nevndarmændene raa Thinget i 1302 erklærede ſig villige til at ſverge Kongen Troſkabseed, ſe ſtrax nedenfor.
  10. De isl. Annaler, ved 1301. Et enkelt Haandſkrift af disſe har kun „fem“ i Stedet for „femten“ Mkr. ſom den for Overhørighed af Lagmændenes Orſkurd faſtſatte Bod. Naar det i de annaliſtiſke Optegnelſer i Laurentius’s Saga Cap. 16 heder, at Hr. Alf havde faaet Nordlandet og Øſterlandet til Beſtyrelſe, er dette aabenbart en Forvexling med hvad der fandt Sted 1305, ſom man kan ſee af Sammenligning med Annalerne. Af hvilken Ætt Alf i Kroken var, vides ikke; han nævnes aller førſt i 1298, ſom Medudſteder af et Brev fra Nidaros 10de Marts 1298 (Dipl. Norv. II. 43), og af et fra Bergen eller maaſkee fra Nordfjord, 14de October 1298; ved det ſidſte ſolgte Peter paa Eid ligeledes en Deel af ſin Odelsgaard Eid (Munkelivsbogen S. 57).
  11. Man maa ſlutte dette af Udtrykkene i den nedenfor anførte Remonſtrationsſkrivelſe, hvor der ligefrem tales om at man vil paabyde Islændingerne „ſtørre Afdræt og Tyngſel, end der for var beſvoret og ſamtykt“, og klages over at ſaa meget Gods ſkal drages ud af Landet, og lidet eller intet kommer i dets Sted.
  12. De isl. Annaler ved 1302.
  13. Norges gamle Love III. No. 62, S. 146, Varianten efter Cod. C. 21 qv.i det ſtockholmſke kgl. Bibliothek, fra Midten af 14de Aarhundrede.
  14. Her maa vi henviſe til hvad der ovenfor er ytret, IV. 1. 368 og 369, Note. At den Deel af det i Norges gl. Love I. S. 461 B. meddeelte Document, der følger efter Lacunen, næſten Ord til andet ſtemmer med den Skrivelſe, der er aftrykt i N. gl. Love III. S. 145, under Titel: „Islændingernes Overeenskomſt med Kong Haakon Magnusſøn“, er aabenbart, og de ere ſaaledes begge Copier af det ſamme Brev, kun med enkelte Varianter. Derimod er det ligeſaa viſt, at den fortie Deel af hiint Document, der gaar forud for Lacunen, er en Copi af hen oprindelige Overeenskomſt af 1262. Hvad der har ligget imellem, og har udgjort to Blade, kan ſaaledes neppe have været andet end en kort Udſigt over de Forhandlinger, Unionen vedkommende, der laa imellem 1262 og 1302, med Optagelſe af den for omtalte Foreſtilling, indgiven af de haandgangne Mænd 1281, ſamt Raadets ſaakaldte Samtykke dertil. Den ſaakaldte Gamli Sáttmáli, eller det under Titlen: „Islændingernes Overeenskomſt med Kong Haakon Haakonsſøn“ i N. gl. Love I. S. 460, litr. A. aftrykte Document, der tillige findes i den trykte Udgave af Jonsbogen S. 472, ſamt i Lovſamling for Island I. S. 11, viſer ſig tydeligt kun at være et Sammendrag af de i Skrivelſen af 1302 opſtillede Punkter, hvortil de allerede i 1262 vedtagne ere føjede, ſkjønt den om Jarlen ikke pasſer mere. At den er at henføre til 1302, viſer alene Udtrykket „Haakon den kronede“, og det er en fuldſtændig Fejltagelſe, naar den hidtil har været henført til Haakon Haakonsſøn. Men det er ikke uſandſynligt, ſom vi ogſaa i Texten have antydet, at den er bleven forfattet allerede paa Althinget 1302 for at ledſage Remonſtrationen ſom et Udkaſt til den Form, hvori Overeenskomſten nu ſkulde ſamtykkes, idet ogſaa for Sikkerheds Skyld de allerede vedtagne Artikler optoges, ſkjønt enkelte af dem ikke længer kunde ſiges at pasſe til Forholdene.
  15. Dette er i Sammendraget eller Udkaſtet nærmere forklaret ſaaledes: ingen Udenlandsſtevninger uden for det Tilfælde at vore Mænd af Althinget dømmes bort fra Landet.
  16. Skrivelſen er her berigtiget ved at ſammenligne begge de oven omtalte Copier, af hvilke den i N. gl. Love I. er den bedſte: den anden indeholder flere Fejl, men er fuldſtændigere.
  17. Se ovf. S. 359 Note 3.
  18. Norges gl. Love III. No. 53. S. 134. Om denne Anordning og dens Datering vil der i det Følgende nærmere blive talt.
  19. I 1304, heder det i Annalerne, tog Kongen ogſaa Rumaſkat, d. e. Peterspeningen, af Island; men om det kun ſkal betegne, at den opkrævedes under hans Autoritet, eller om han virkelig oppebar den ſom et Laan til at beſtride ſine mange Udgifter, kan ikke godt ſees.
  20. De isl. Annaler, 1303, 1304.
  21. Retterboden er fuldſtændigt aftrykt i „Lovſamling for Island“, I. S. 17. Forhen ſtode kun dens enkelte Artikler at læſe hiſt og her i Jonsbogen, fordeelte efter Materien.
  22. De isl. Annaler for 1304.
  23. Nemlig enten allerede i 1304 eller i 1305, thi i 1306 kom han atter, ſom vi ville ſee, fra Norge til Island.
  24. De isl. Annaler for 1305.
  25. Begge disſe Thing vare paa Nordlandet.
  26. De isl. Annaler, ved 1305, Laurentius’s Saga, Cap. 17. Denne fortæller en ret løjerlig Hiſtorie om en Bonde, ved Navn Berg Rindil, en ſtor Galning, der havde været en af de ivrigſte blandt Løskarlene til at trænge frem mod Alf paa Hegranes-Thing. Da. Biſkop Jørund ſamme Aften ſad til Bords paa en Gaard i Nærheden, kom Berg ſtyrtende ind i Stuen, og kaſtede ſig for Biſkoppens Fødder, ſigende: „jeg overgiver mig i Guds og eders Naade, Hr. Biſkop!“ Paa Biſkoppens Spørgsmaal, hvad der var paa Ferde, ſvarede han: „der er hændt mig en ſørgelig Ulykke idag, jeg har dræbt Krok-Alf paa Hegranes Thing!“ „Hvorledes kom du til at ſaare Alf“, ſpurgte Biſkoppen. „Jeg gjennemborede ham med et Spyd, Herre“, ſvarede Berg. „og nu tilbyder jeg mig at underkaſte mig den Skrift, I vil paalægge mig“. „Staa du kun op, Berg“, ſagde Biſkoppen; „du har nok ſeet Fejl, thi du har ikke dræbt Krok-Alf, og han lever endnu; ſæt dig ved Bordet og faa dig Mad, thi jeg behøver ikke at være bange for at ſidde til Bords med dig: du er ingen Manddraber“. „Beed da I det bedre end jeg ſelv“, ſagde Berg, „der har hændts mig endnu en Ulykke; jeg dræbte en Mand til“. „Ti du kun ſtille“, ſagde Biſkoppen, „og lyv ikke paa dig ſelv i din Dumhed; alle veed jo nok at du ikke er nogen Helt, eller prøvet i Kamp og Strid; tvert imod, jeg tror du er en ſtor Hare, naar det kommer an paa at viſe Mod“. Medens Biſkoppen og Berg talede herom, kom der nogle ind, ſom havde været paa Thinget, og fortalte at Alf var i Live, og vilde i Følge med Hr. Thord drage nord over Heden. Men øieblikkelig, da Berg ſaa, at der kom Fremmede ind, tog han Benene fat, løb til Kirken og gjemte ſig i Choret, indtil Biſkoppen kom og fik talet Mod og Fornuft i ham. Siden anſaa man Berg for endnu dummere end før.
  27. Dette Document er aabenbart den endnu utrykte, ſaakaldte Árnesinga-Skrá. De islandſke Annaler have kun denne Beretning: „Paa Althinget blev Befalinger modſagte, ſom Hr. Alf havde medbragt“; eller „Bøndernes Forening paa Althinget om at negte de Forlangender, ſom Kongebrevet meſt indtrængende opſtillede“. Men i Jon Sigurdsſøns Skrift om Islands ſtatsretlige Stilling S. 23 er det viiſt, at Árnesinga-Skrá, der er dateret 20de Juli, men ſavner Aarstal, ej kan være at henføre til noget andet Aar end 1306, følgelig bliver den det over Bøndernes Proteſt opſatte Document.
  28. De isl. Annaler, for 1306—1308. De melde for 1306 Baard Høgnesſøns Rejſe fra Island, Svein Langs og Hauk Erlendsſøns Ankomſt, og Sveins Tilbagerejſe til Norge. Da man af et Brev i Munkelivsbogen S. 80 ſeer, at Hauk Erlendsſøn endnu var i Bergen ſom Lagmand den 22de Juli 1306, kan han ikke være kommen til Island før Thinget, der begyndte den 29de Juni, men Svein Lang derimod rejſte neppe frem og tilbage i et Aar, uden for at overvære Althinget. I enkelte Haandſkrifter af Annalerne henføres Hauks Tilbagerejſe til 1307, men dette er aabenbart urigtigt, da alle ere enige i at Hoſpitalet ſtiftedes 1308. Man finder ham heller ikke omtalt i Norge førend i et Brev dateret Bergen, 18de Sept. 1309 (Dipl. Norv. I. 121). Hans Fader Erlend omtales ikke efter 1305, hvorimod Hauk i 1306 førſte Gang kaldes „Herr Hauk“; dette ſynes at viſe, at Erlend ſterke da maa være død, og det bliver da rimeligt, at han for at forſone ſig med Kirken har teſtamenteret Gaulverjabø til at anvendes ſom det ovenfor er berettet. Om Gaulverjabø ſe ovf. I. 1, S. 5te, 541.
  29. De isl. Annaler, ved 1307.
  30. Brevet findes kun i lat. Overſættelſe hos Th. Thørvesſøn, IV. 438.
  31. Retterboden er aftrykt i „Lovſamling for Island“, S. 27, ogſaa dens Artikler ſtode hidtil kun at læſe adſpredte i Jonsbogen. Naar det forøvrigt heder at den er dateret Bergen 14de Juni 1314, da er dette noget beſynderligt, da Kongen allerede i April havde været paa Agvaldsnes, og i Mai ſamt Auguſt var i Oslo. Men en Rejſe til Bergen i Juni kunde han ſagtens have gjort.
  32. Naar der i 1419 ankes over at de ſex Skibe nu i lang Tid ikke vare ſendte til Island, (Jon Sigurdsſøn, om Islands ſtatsretl. Stilling S. 31), kan dog ikke dette „i lang Tid“ betyde et heelt Aarhundrede; altſaa maa Skibene dog i det mindſte nogenlunde ordentligt have været ſendte i den førſte Halvdeel af det 14de Aarhundrede eller længer.