Det norske Folks Historie/6/92

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (I-4-2s. 343-353).

Kong Haakon vendte, ſom man maa formode, umiddelbart fra Danmarkstoget, formodentlig ſidſt i September, tilbage til Oslo, hvor han ſynes at have overvintret, og hvor der den 9de November, Tornekronens Feſtdag, maa have været ſtor Stads, uviſt i hvilken ſærdeles Anledning, ſiden det findes udtrykkeligt anført, at han den Dag bar ſin Krone[1]. Maaſkee var det i Anledning af at Jarlen paa Orknøerne, Jon Magnusſøn, paa denne Tid, ſom man maa formode, var over i Norge og aflagde Kongen ſin Leenshylding. Der fortælles nemlig at han i dette Aar feſtede Kong Eriks Datter[2]; han maa altſaa have været i Norge, og hans Hoved-Erende kan da ikke have været noget andet end at ſverge Kong Haakon Troſkabseed; thi dette kan neppe være ſkeet i 1299, da det vel ellers havde været omtalt, og Kong Haakon var ikke den der fandt ſig i at denne vigtige Act blev udſat for længe. Jon Jarl kan paa denne Tid ikke have været yngre end 40 Aar; Forbindelſen var altſaa heel ulige og han maatte vente at blive en gammel Mand, inden han kunde holde Bryllup. Men ſlige ulige Forbindelſer vare i disſe Tider ej ſaa ſjeldne, og vi ville ſnart erfare, at Kong Haakon paa lignende Maade bortfeſtede ſin egen kun eetaarige Datter til en Mand, der vel var meget yngre, men dog fuldvoxen. Formodentlig haabede man, at Jon Jarl i Tidens Løb vilde faa en Søn med Ingebjørg, ſom kunde fornye den orknøiſke Jarleætt, der nu var reen ſkotſk, med Blod af den norſke Kongeſtamme, thi han ſynes ſelv kun at have haft en Datter, Katharina, gift med en Frænde af ham, ved Navn Magnus. Men Jon Jarl døde endnu førend Brylluppet kunde ſkee, ſandſynligviis i 1310 eller tidligere, da Ingeborg i 1311, ſom vi ville ſee, blev bortfeſtet paany, og hans Efterfølger blev Svigerſønnen Magnus, der fulgte ham ſom Jarl af Orknøerne og Katanes, i hvilken Egenſkab vi finde ham førſte Gang omtalt 1312[3].

Formodentlig var det ogſaa førſt efter ſin Tilbagekomſt til Norge, at Kong Haakon fik Underretning om at der, ſom allerede ovenfor (S. 197) berørt, var fremſtaaet i Bergen et Kvindemenneſke, der udgav ſig for Margrete, Kong Eriks Datter, der var død paa Orknøerne 1290. Hun var kommen med et Skib fra Lübeck, foregivende, ſom oven anført, at Fru Ingebjørg Erlingsdatter ſkulde have ſolgt hende, hvorved der vel, ſom vi paa hiint Sted have antydet, menes at Fru Ingebjøkg ſkulde have ladet ſig beſtikke til underhaanden at overgive hende til Folk, der ønſkede hende af Vejen, og derpaa falſkeligt have udgivet hende for død. Formodentlig foregav hun da tillige, at hun enten ſtrax paa Orknøerne var bleven bragt ombord paa et Skib, der ſkulde til Tydſkland, eller at hun ſenere havde fundet Lejlighed til at komme derhen. Hun var gift, og hendes Mand, rimeligviis en Tydſker, fulgte med hende. Skjønt det ifølge et Brev, ſom Biſkoppen i Bergen henved tyve Aar ſenere lod udgaa, viſte ſig at hun allerede var noget til Aars, med graa og tildeels hvide Haar, og ſaaledes fød i det mindſte 20 Aar før den Tid, da Kong Erik havde Bryllup med hendes foregivne Moder (altſaa ſyv Aar ældre end Kong Erik ſelv, ſom da kun var 13 Aar gammel), og uagtet Kongedatteren Margrete var død paa Orknøerne i Overvær af Rigets bedſte Mænd, og hendes Liig af Biſkoppen og Hr. Thore Haakonsſøn var ført tilbage til Kong Erik, ſom ſelv havde ladet Kiſten aabne, overbeviiſt ſig om Ligets Identitet og derpaa ladet det begrave i Chriſtkirken ved Siden af Moderens, uagtet hun, kort ſagt, aabenbart var en grov Bedragerſke, ſaa fandt hun dog megen Tiltro hos den ſtore Mængde, og nogle Preſter gave hende Medhold. Da hun, om hun endog virkelig havde været Kong Eriks Datter, den ſom død anſeede Margrete, dog ifølge den beſtaaende Lov om Kongearven ikke var berettiget til Kronen før Kong Haakon, kunde hun egentlig, og ſtrengt taget, ikke være ham farlig. Men Sagen maatte dog være ham yderſt ubehagelig og ikke engang ganſke uden Fare, iſær hvis den kunde betragtes ſom en Tilſtilning af det med hans abſolutiſtiſke Regjeringsprinciper misfornøjede Stormandsparti, og dette er ſlet ikke uſandſynligt. Dette Parti kunde nok ønſke at ſtøde ham fra Tronen, inden han fik Lejlighed til at foretage de Reformer, ſom de viſtnok allerede i Tankerne forudſaa; men for at kunne ſtøde ham fra Tronen maatte de have en Tronprætendent af det gamle Kongehuus at opſtille imod ham, og da der nu ingen anden mandlig Ættling af Kongehuſet fandtes end Haakon ſelv, og de ſaaledes, med Tilſideſættelſe af Kongearve-Loven, ſom de maaſkee agtede at erklære ugyldig, maatte ſøge en kvindelig, vilde ingen være bedre ſkikket dertil end Margrete, hvis hun atter kunde fremmanes, efterſom Kong Erik virkelig ved Egteſkabscontracten i Roxburgh 1281 havde tilſtaaet den Datter eller de Døttre, han maatte faa med Margrete af Skotland, en betinget Arveret til Kongedømmet, ej at tale om, at hun tillige vilde være Skotlands Dronning. Dette forklarer ogſaa, hvorfor de, om de nærede oprørſke Planer, heller ønſkede at fremmane Margrete fra de Døde, end holde ſig til Ingebjørg, Kong Eriks Datter med Iſabella Bruce. Til Ingebjørgs Fordeel var ingen ſaadan Beſtemmelſe given, hertil kom vel, at de ikke engang let kunde faa hende i ſin Vold. At et tydſk Fruentimmer af egen Indſkydelſe ſkulde kunne finde paa at udgive ſig for den for ti Aar ſiden afdøde Margrete, og vove at træde frem i Norge med denne Paaſtand, ſynes næſten utænkeligt: der maa have været dem, der, opmerkſomme paa en vis Liighed, overtalte hende dertil, og oplærte hende i hvilke Hiſtorier hun ſkulde fortælle for at gjøre ſin Paaſtand ſandſynlig. Og her falder atter Mistanken paa Hr. Audun Hugleiksſøn, der, om han end ſad fangen, dog viſt endnu kunde virke gjennem mange mægtige og indflydelſesrige Forbindelſer, og det end mere, hvis han, ſom man ſnareſt ſkulde antage, atter var ſat paa fri Fod mod Løfte om og Borgen for at holde ſig rolig og intet foretage mod Kongen. Han havde nu lidet at tabe og overmaade meget at vinde, og kunde vel være ſikker paa, om det førſte Forſøg gik nogenledes heldigt, at faa flere med ſig. Fra ſit Ætteſæde paa Hegranes i Joluſtør, hvorhen han ſynes at have draget ſig tilbage[4], kunde han temmelig let vedligeholde alſkens hemmelige Forbindelſer i Bergen, ogſaa med de tydſke Kjøbmænd. Og ſiden den foregivne Margrete kom fra Lübeck, er det ogſaa højſt rimeligt, at flere af de tydſke Kjøbmænd, med hvilke Hr. Audun i den ſenere Tid ſom Fehirde i Tunsberg havde ſtaaet i nøje Berørelſe, have haft nogen Deel i Planen. Formodentlig blev hun og hendes Mand ſtrax ſatte i Forvaring, indtil Kongen ſelv kunde komme til Bergen og nærmere underſøge Sagen, thi hun blev ikke afſtraffet førend i det følgende Aar. Man vovede vel neppe at foretage noget alvorligere Skridt førend Kongen ſelv var tilſtede. Rimeligviis ønſkede han ogſaa perſonligt at ſee og udſpørge hende, og har derfor udtrykkeligt befalet at vente med Sagens Afgjørelſe, indtil han ſelv kunde komme. Det ſynes derhos troligt, at man ogſaa ønſkede flere af Kongedatterens Ledſageres, navnlig Fru Ingebjørg Erlingsdatters Nærværelſe og Vidnesbyrd, førend man afgjorde Sagen. Kongen kom neppe til Bergen førend henimod Høſten 1301, for at tilbringe Vintren der[5]. Da blev den foregivne Margrete brændt paa Nordnes ſom en Bedragerſke, og hendes Mand halshuggen. Idet hun førtes ud af Kongsgaardens Port for at bringes til Retterſtedet, ſkal hun have ſagt: „jeg erindrer grant, da jeg ſom Barn blev ført ud af denne ſelvſamme Port, for at drage til Skotland; da var der ved Apoſtelkirken en islandſk Preſt, ved Navn Havlide, hos min Fader Kong Erik, og da Klerkerne ophørte med at ſynge, iſtemmede Sira Havlide Hymnen „Veni creator“, der netop blev ſungen til Ende, ſom man bar mig ombord paa Skibet“. Da man ſiden fortalte dette til Preſten Havlide Steinsſøn, der imidlertid var kommen tilbage til Island og ikke døde førend 1319 ſom Preſt til Breidebolſtad, ſagde han at det forholdt ſig ganſke rigtigt, og dette Udſagn af ham har viſtnok, da det blev bekjendt i Norge, ikke bidraget lidet til at beſtyrke den Tro hos Mængden, at hun var den rette Margrete, og uſkyldigt brændt. I de islandſke Annaler, hvis Beretninger for disſe Tider maa antages for det meſte at være tilførte ſtrax efter Begivenhederne ſelv, og ſaaledes at antyde den Foreſtilling, Samtiden gjorde ſig om dem, omtales den falſke Margrete ved 1300 og 1301, hvor hendes Ankomſt og Aflivelſe fortælles, kun ſom „en Kone fra Tydſkland, der ſagde at hun var Kong Eriks Datter og heed Margrete“; men ved 1319 derimod, hvor Sira Havlides Død berøres, og i den Anledning nysanførte Beretning om hendes Udſagn meddeles, heder det, uden Skygge af Tvivl, at han juſt var hos Kong Erik, da Margrete, Kongens Datter, ſkulde føres til Skotland, ſaaledes ſom hun ſelv ſiden vidnede, førend hun blev brændt paa Nordnes“ o. ſ. v., og da var Troen paa hendes Egthed i den Grad befæſtet hos Hoben, at man gjorde Pilegrimsrejſer til hendes Henrettelſesſted paa Nordnes og byggede et Capell derover, ſaa at den daværende Biſkop, Audfinn, maatte forbyde det ved et ſtrengt Brev, hvori han udhævede hine ovenfor anførte Beviſer paa Uſandheden af hendes Foregivende[6].

Det var formodentlig ikke længe efter den falſke Margretes Henrettelſe, at ogſaa Hr. Audun Hugleiksſøn maatte lade ſit Liv. Han blev nemlig, ſom det ganſke korteligen fortælles i Annalerne, hængt i Bergen 1302; etſteds henføres endog den falſke Margretes og hans Aflivelſe til ſamme Aar, 1302[7]. Heraf maa man ſlutte at hendes Henrettelſe fandt Sted kort før hans, kort efter Julen 1301—1302, og det bliver ſaaledes højſt ſandſynligt, at han er bleven indviklet med i hendes Sag og befunden deelagtig i Bedrageriet. Da han leed en vanærende Død og alt hans vidløftige Jordegods blev inddraget under Kronen, undergik han ſaaledes den haardeſte Nidingsſtraf, og denne Straf var for ſtor, hvis det forholdt ſig ſaaledes, ſom et uſikkert Sagn, hvilket vi allerede ovenfor have berørt, angiver, at han ſkulde have vanæret Kongens eller, ſom hun da kaldtes, Hertugens Brud, da han ſkulde føre hende fra England eller Frankrige (altſaa i 1295)[8]. I det mindſte er det ikke let at indſee, hvorfor Kong Haakon da ikke ligeſaa gjerne lod ham dømme til Døde og henrette umiddelbart efterat han havde ladet ham fængſle, ſamme Aar, ſom han beſteg Tronen. Han maa have lidt Straf for hvad Loven kalder det højeſte Nidingsverk, „at raade Land og Thegner undan Kongen“, altſaa Højforræderi[9]. End videre er det ſandſynligt, at Kongen har givet ham Sag fordi han ikke havde gjort Regnſkab for de 6000 Mkr. Sterling, ſom han i 1295 havde oppebaaret af de franſke Subſidiepenge (ſ. o. S. 255); thi disſe vare neppe tilbagebetalte. Der er ogſaa et andet Sagn om ham ſaalydende: „Ridder Audun til Aalhuus (hans Ættegaard Hegranes laa nemlig i Nærheden af Aalhuus Kirke i Joluſtør, og dens Ruiner ſkulle endnu af Almuen kaldes Aalhuus) vilde utilbørligt udvide ſin Magt, og laa derfor ideligt i Strid med en Herſe i Nauſtdal; dette mishagede Kongen, der lod ham kalde til Bergen. Audun nedgrov for Sikkerheds Skyld ſine Skatte, ſænkede ſit ſtore Sølvbord ned i Jølſtervandet, og begav ſig afſted, ledſaget af ſin Vaabendrager. Medens de hvilede undervejs, ſatte en Ravn ſig ned i Nærheden af dem, og gav ſig til at ſkrige heel ynkeligt. Audun, der vidſte at Vaabendrageren forſtod at tyde Fugleſkrig, ſpurgte ham om han ſkjønnede hvad Ravnen ſagde. „Ja“, var Vaabendragerens Svar, „den ſiger at du drager bort, men kommer aldrig mere tilbage“. „Det ſkal du have løjet“, ſagde Audun, ſpendte ſin Bue, ſkjød Vaabendrageren ihjel, og drog derpaa ene til Bergen, hvor han blev aflivet“. Noget ſandt ſynes dog at maatte ligge til Grund herfor; man maa dog hjemme i Bygden have erindret ſom en merkelig Begivenhed, at han, den mægtige Herre, drog til Bergen, og der maatte lade Livet, og det ſynes ſaaledes temmelig viſt, at han umiddelbart før fin Domfældelſe maa have været paa fri Fod, og opholdt ſig hjemme paa ſin Borg Hegranes. Den rette Sammenhæng af denne gaadefulde Sag, om hvilken de ſamtidige Kilder desværre intet nærmere melde, turde ſaaledes være denne, at Audun virkelig ved ſin Fremferd i 1295, da han med eller mod Hertug Haakons Ønſke ſkulde ſkaffe ham en Brud, havde paadraget ſig hans Unaade, der viſtnok end mere tiltog, fordi Hertugen med Misnøje betragtede den Indflydelſe, han havde hos Kongen, og ſom han i høj Grad ſynes at have misbrugt til ſin egen Berigelſe; at Haakon, ſaaledes ſom ovenfor antydet, ſtrax efter ſig Tronbeſtigelſe har fordret at Audun ſkulde tilbagegive ſine Forleninger, maaſkee ogſaa krævet Regnſkab af ham for de franſke Subſidiepenge, og at denne har gjort Vanſkeligheder derved, ja endog, vel bidende at Kongen ikke var ham gunſtig, har viiſt formelig Trods, vægret ſig ved at hylde ham eller oplade ham Tunsberghuus, e. a. d.; at han er kommen tilkort og bleven ſat faſt, men efter en Tids Forløb atter har faaet ſin Frihed, mod Løfte om at forholde ſig rolig og ikke foretage ſig noget til Kongens Skade; at han da har begivet ſig til ſin Ættegaard Hegranes og en Stund holdt ſig i Ro, men af Harme over ſit Fald dog ſat allehaande hemmelige Stemplinger mod Kongen i Gang, og navnlig været Medvider i eller Ophavsmand til den falſke Margretes Fremtræden; at Kongen under ſit Ophold i Bergen ſtrax efter hendes Aflivelſe eller maaſkee endog før har indſtevnet ham til ſig for at ſtaa til Rette, at han uagtet fine Mænds Advarſler har indfundet ſig i den Tanke, at man ikke ſkulde kunne faa noget Beviis mod ham, men at han dog er bleven befunden ſkyldig, maaſkee endog med Tilſideſættelſe af de tilbørlige Retsformer, og henrettet ſom Landsforræder[10]. Naar det i Sagnet heder, at Audun laa i Strid med en „Herſe“ i Nauſtdal, kan dette nok, Herſetitelen fraregnet, forholde ſig rigtigt, thi vi have ſeet, at der under Kongerne Haakon Haakonsſøn og Magnus Haakonsſøn var en mægtig Lendermand i Firdafylke, Eiliv af Nauſtdal. Denne Eiliv blev dræbt i 1277, uden at man kjender de nærmere Omſtændigheder derved; det er meget muligt, at det netop har været i en Strid med Audun Hugleiksſøn; thi da de begge viſtnok vare de mægtigſte Mænd der i Egnen, er der intet rimeligere end at der herſkede ſtor Skinſyge og Splid imellem dem, iſær hvis Audun, hvad der er meget troligt, har villet udvide ſin Magt paa den andens Bekoſtning, ſom Sagnet udtrykkelig melder. Eiliv ſynes at have haft en Søn af ſamme Navn, der efterfulgte ham i hans Beſiddelſer og rimeligviis i Lendermandsværdigheden; han glemte viſtnok ikke Audun Faderens Drab, om end denne ved ſin Yndeſt hos Kong Magnus og Kong Erik ſlap med at betale Bøder; ja ſelv om Audun ikke var Faderens Drabsmand, men kun havde benyttet ſin Magt til at gjøre utilbørlige Indgreb i Eilivs Rettigheder, var det naturligt, og derfor ſandſynligt, at Eiliv benyttede ſig af hans Fald til at ſkaffe ſig Hevn eller Oprejsning ved at ſætte Kongen end mere op imod ham, og at Almuen i Egnen, der kun havde det for Øje, der fore gik i deres Nærhed, antog dette for Hovedaarſagen til Auduns Død[11]. Hans haarde Straf ſynes dog almindeligviis at have været anſeet ſom fortjent, i det mindſte betragtedes den ſaaledes i ſenere Tider[12], og ſelv Sagnet fortæller om ham ſom den, der uretfærdigt greb om ſig. Alt hans Gods faldt, ſom ſagt, under Kronen; han havde Beſiddelſer paa flere Steder i Landet, dog vel meſt i ſin Hjemme-Egn Firdafylke[13], iſær maa han have haft meget Gods i Nordfjord, da det endnu i over hundrede Aar derefter vedblev at udgjøre en ſamlet Masſe under Navn af Audun Heſtakorns Gods eller Nordfjord-Godſet. Kong Magnus ſkjenkede det i 1361 til ſin Fehirde Otte Reymar eller Rømer, efterat den ſvenſke Herre Algot Benediktsſøn en Tidlang havde haft det; ſiden tilfaldt og tildømtes det (i 1412) Ottes Søn Svale Rømer, i hvis Ætt det ſynes at have holdt ſig udeelt, indtil Ætten ſelv uddøde paa Mandsſiden og Godſet adſplittedes[14]. Auduns Huſtru heed Gyrid, og levede i 1281; at han havde Børn er viſt, men hvo de vare, vides ikke[15].

Der er al Grund til at tro, at flere misfornøjede Stormænd have været i hemmelig Forſtaaelſe med Audun og lagt Planer til at ſtøde Kongen fra Tronen. Thi vi erfare, at ſamme Aar, 1302, maaſkee i September, da Kongen opholdt ſig ved Rigsgrændſen, ſom det nedenfor ſkal omtales, blev Hr. Bjarne Lodinsſøn fængſlet og ſat paa Ragnhildarholms Slot ved Kongehelle[16]. Heller ikke her angives Aarſagen. Men naar man erindrer at Bjarne Lodinsſøn havde været Cantſler under Formynder-Regjeringen, altſaa en gammel Collega og rimeligviis Ven af Audun Hugleiksſøn, der paa den Tid havde meſt at ſige i Raadet, og dermed ſammenholder, hvad der paa ſit Sted nedenfor vil blive berettet, at han ſenere hen virkelig ſlog ſig til Kongens Uvenner og førte en fiendtlig Hær mod Norge, bliver det overmaade ſandſynligt, at han har været i Ledtog med Audun, eller i det mindſte er bleven betydeligt compromitteret ved de Oplysninger, der fremkom under Søgsmaalet mod ham. Maaſkee har Bjarne ſelv været Sysſelmand i Elveſysſel, og er af Kongen bleven beſkyldt for at ville ſpille Ragnhildarholms Slot i fremmede Hænder. Men den kloge, i alſkens Lærdom vel forfarne Mand maa have vidſt at frigjøre ſig for Beſkyldningerne, ſaa at man ej kunde faa nogen Sag paa ham, thi i 1305 finde vi ham paa fri Fod og i en højt anſeet Stilling. Men ganſke uſkyldig var han neppe, hvis man kan ſlutte fra den Rolle, han ſenere ſpillede.

  1. De isl. Annaler, ved 1300. Ved Krúnumessudagr, ſom Feſtdagen her kaldes, har Suhm forſtaaet den ſædvanlige Festum coronæ spineæ, 4de Mai, men Norge havde ſiden 1274, ſom vi have ſeet (IV. 1. S. 566, 567), faaet en egen Tornekronefeſt, d. 9de Novbr., da det Stykke af den hellige Tornekrone, ſom den franſke Konge havde foræret Kong Magnus, højtideligt opſtilledes i Apoſtelkirken i Bergen.
  2. De isl. Annaler (Flatø-Annalerne)
  3. Jons Fader, Magnus Gilbertsſøn, var død før 1276, da Sønnen Magnus Magnusſøn, Jons ældre Broder, fik Jarlsnavn, ſ. o. IV. 1. S. 680, og da Jon ſelv fulgte ſin Broder ſom Jarl i 1284, maa han da mindſt, ſom del ſynes, have været 24 Aar gammel eller fød 1260; da bliver han ved 1300 kun 40 Aar gammel, hvilket nok lader ſig høre. Men dette kan rigtignok ikke beſtaa med det orknøiſke genealogiſke Documents Udſagn, at Jarlen Magnus V. var Jon Jarls Søn, thi da denne Magnus havde en Datterſøn, Maliſe af Stratherne, der allerede var gift, ja endog havde en giftefærdig Datter i 1334, ſee Liber Insulæ missarum, Appendix No. 26, jfr. Symbolæ ad hist. ant. Norv. S. 53, ſaa maatte Maliſe da ſelv være mindſt 34 Aar gammel, altſaa fød c. 1300, og hans Moder, Magnus Jarls Datter, kunde ej være fød ſenere end 1284, og heraf følger igjen, at Magnus maatte være ſød i det ſeneſte 1264, og Jon følgelig ikke ſenere end omkring 1240, hvorved han bliver 60 Aar ved 1300. Men herved er at merke, at uagtet Documentet om de orknøiſke Jarlers Genealogie kalder Magnus en Søn af Jon, ſaa kan man dog ikke ganſke ſtole derpaa, da det ogſaa tidligere udgiver en Jarls Efterfølger for hans Søn uden at han i Virkeligheden var det. Hertil kommer, at naar den i 1231 dræbte Jon Jarl havde Eftermanden Magnus, død 1239, og denne igjen førſt eſterfulgtes af Gilbert I., denne ſiden af Gilbert II., død 1256, maa denne ſidſte Gilbert være død forholdsviis ung, og hans Søn Magnus kunde neppe blive Fader til Jon Jarl førend omkring 1260, hvorved denne igjen heller ikke kan blive gammel nok til at være Fader til Magnus V. Nu heder det i Douglas’s Peerage of Scotland (ſe o. III. 779) ifølge ſkotſke Diplomer, at Magnus V., Orknøernes Jarl, ſkulde have egtet Katharina, Datter af Jon, Jarl af Katanes; da man nu finder, at Magnus virkelig var gift med en Katharina, deri 1329, viſtnok ſom Enke, kalder ſig Grevinde af Orknø og Katanes (Dipl. Norv. II. 168, 170), maa man antage at Douglas’s Udſagn i det Hele taget er rigtigt, kun med Undtagelſe af, at han har kaldt Jon Jarl i Katanes alene, fordi han i ſkotſke Diplomer hyppigſt benævnes ſaaledes. Denne Jon Jarl er aabenbart ingen anden end Jon Magnusſøn af Orknø, og Magnus bliver ſaaledes kun hans Frænde. Snarere er det Magnus, ikke Jon, ſom var Søn af Mælkolm af Katanes (ſe ovf. l. c.), og Sønneſøn af den i 1239 afdøde Magnus Jarl.
  4. Herom mere ſtrax nedenfor.
  5. Isl. Annaler, ved 1301. Man har et Brev udſtedt af Kong Haakon i Oslo, 26de Marts 1301, (Dipl. Norv. II. 62), ſiden har man intet fra ham førend fra Bergen, 5te October 1301 (Dipl. Norv. II. 64). Sædvanligviis, naar Kongerne vilde overvintre paa et Sted, hvor de ikke ſtadigt opholdt ſig, plejede de at drage derhen ſeenhøſtes.
  6. Isl. Annaler, ved 1300, 1301 og 1319. Biſkop Audfinns Brev, hvori det udtrykkeligt ſiges at hun kom fra Lübeck, var 20 Aar ældre end Kong Eriks Bryllupsdag, ſamt graahærdet m. m., findes nu kun i en nyere Paraphraſe, indført i en Codex i det kgl. Bibl. i Stockholm; Indholdet deraf er meddeelt hos Suhm, XII. S. 29. Det er dateret 1ſte Februar 1320. I Paraphraſen ſtaar at Biſkoppen og „Hr. Tire“ førte Margretes Liig til Bergen; dette „Tire“ kan ikke være andet end en Fejllæsning for „Thore“, nemlig Hr. Thore Haakonsſøn, Fru Ingebjørg Erlingsdatters Mand, der efter hvad vi ovenfor have viiſt, maa have været med i hendes Følge. Man har et ſenere Brev fra Biſkop Audfinn, dateret 2den April 1320, aftrykt hos Suhm XII. 338 efter Bartholiniana E. S. 61, hvor Biſkoppen beretter til Erkebiſkoppen, at han i Vintrens Løb (nemlig 1ſte Februar) lod forbyde den Uvane med Pilegrimsferder til Nordnes og Paakaldelſer af den Kone, der for mange Aar ſiden var bleven brændt og havde udgivet ſig for Kong Eriks Datter, men at en Chorsbroder fra Nidaros havde ſøgt at hindre Oplæsningen af Forbudet i Apoſtelkirken. Om denne Sag ere ogſaa en heel Deel Vidnesbyrd anførte, (Bartholiniana E. 36—48). Abſalon Pedersſøn (Norges Beſkr. S. 96) ſiger fejlagtigt at den falſke Margrete kom fra Skotland. Det er ham ſom beretter, at der blev bygget en Kirke til hendes Ære: han ſiger ogſaa, at der blev gjort en Viſe derom. — Th. Torvesſøn fortæller (Hist. Norv. IV. 403) at Bedragerſken ifølge ſit Foregivende „var bleven ſolgt af Ingebjørg Erlingsdatter til en Søn af den orknøiſke Jarl Magnus“. Dette er kun en Uagtſomhedsfejl ved Benyttelſen af Flatø-Annalerne, hvor der førſt fortælles om den falſke Margrete, hvilken Beretning ender med de Ord: „og ſagde ſig at være ſolgt af Ingebjørg Erlingsdatter“: ſiden umiddelbart derefter om Kong Eriks Datters Bortſeſtelſe til Jarlen Jon Magnusſen. Th Torvesſøn maa have læſt „ok kveðst seld hafa verit af Ingibjörgu Erl dóttur Jóni jarli Magnussyni“, med Udeladelſe af de mellemliggende Ord: fest dóttir Eiriks konungs.
  7. Laurentius’s Saga, Cap. 16.
  8. Sagnet om at Audun ſkulde være bleven henrettet „fordi han voldtog Kongen af Norges Gemalinde, ſom han ſkulde føre fra England til Norge“ anføres ſaaledes i den Beretning om Oldſager fra Bergen 1626, der er aftrykt i de ſuhmſke Samlinger II. 3, 43. Siden har Arendt i ſine Bemerkninger om den her ovenfor, S. 1, omtalte Liigſteen paa Fjærde ytret, at den var en Mindeſteen over en Prindſesſe „om hvilken Traditionen fortalte at hun havde fød en Datter, for hvis Tilværelſe Geſandten, der havde hentet hende, fik Skylden“. Men Faye oplyſer i Norſke Sagn S. 183, at han ved Underſøgelſe paa Stedet ikke har hørt noget om et ſaadant Sagn, derimod lyder Sagnet, at der i en Viig ved Hesnes, kaldet Drotningviken, ſtrandede et Skib med en Dronning eller Prindſesſe, der enten var død undervejs, eller omkom ved denne Lejlighed, og blev begraven i Fjærde Kirke, hvor Marmorſtenen ſattes over hende. Efter et andet Sagn blev Stenen ikke ſat ſtrax, men ført fra Udlandet paa et andet Skib til Birkeſtranden, i Kiilsviken, hvor den Onde fik fat paa den, ſaa at den forſvandt. Stenen blev imidlertid af en Preſt Pharo opdaget paa Gaarden Moi, og bragt til Fjærde Kirke, hvorfra den ſenere er kommen til Chriſtiania. Indſkriften antyder, ſom vi allerede have viiſt, en Datter af en norſk Konge og en danſk Fyrſtinde, og kan ſaaledes ikke vedkomme den Brud, Audun ſkulde hjemføre for Hertug Haakon.
  9. Landsloven IV. 3. Ifølge Abſalon Pedersſøn var der ogſaa dem, der fortalte at Audun blev brændt. Formodentlig blev hans Liig brændt. Dette ſkal ogſaa være ſkeet med Bedragerſkens Mands Legeme.
  10. Hvad der i høi Grad beſtyrker dette, er den Omſtændighed, at allerede ældre Beretninger omtale begge Henrettelſer næſten under eet: ſaaledes Laurentius’s Saga Cap. 16: „da blev Audun Heſtakorn hængt, og Margrete, der udgav ſig for Kong Eriks Datter, brændt“; og Abſalon Pedersſøn l. c.: „Hr. Audun fangen 1299, hængt paa Nordnes 1303 (ſkal være 1302), ſomme ſige brændt; ſamme Tid, noget tilforn blev Margrete brændt paa Nordnes“, o. ſ. v.
  11. Om Eiliv paa Nauſtdal, ſe ovf. IV. 1. S. 477. Nauſtdal i Førde, Eilivs Herreſæde, er kun faa Mile fra Hegranes i Jølſter. Blandt de Lendermænd og Riddere, der i Oslo i Juni 1319 beſvore Overeenskomſten mellem Norge og Sverige, nævnes ogſaa Eiliv i Nauſtdal; han maa ſikkert have været en Søn af den forhen nævnte, og i alle Fald den, med hvem Audun havde været i Uenighed. En Søn af ham igjen var formodentlig den Eiliv Eilivsſøn, Ridder, der egtede en Datter af Hr. Erling Vidkunnsſøn, og druknede med hende 1358.
  12. Abſalon Pedersſøn anfører S. 45 Auduns Henrettelſe ſom et Beviis paa Kongens Retfærdighed.
  13. At han havde Beſiddelſer paa Øſtlandet, navnlig paa Raumarike, paa Follo, og i Oslohered, ſees af hans i Fællesſkab med Biſkop Andres af Oslo udſtedte Brev af 24de Marts 1279 (Dipl. Norv. II. 19), hvorved han „af Taknemmelighed for de mangfoldige Hedersbeviisninger og den Forfremmelſe, han havde nydt af Kongedømmet“ indløſer til Kronen Gaarden Bjarka paa Follo, ſom en Jon Holtesſøn havde ſkjenket til Hallvardskirken, og ſom Kong Haakon Haakonsſøn i ſin Tid havde givet hans Morfader Audun, imod at han (Audun) overdrog til Hallvardsiirken Gaardene Auduns-Formo, Gauſtad, Thoresegg, Viigſtein, Uppin og Flygſtad paa Raumarike, ſøndre Bryn og en Part af Baarderud ved Aker, af øſtre Oo og af Øykrin i Oslohered, ſamt en Part af Myklebø paa Follo, hvilke Gaarde han ſelv havde arvet efter Jon Holtesſøn. Dette, ſammenholdt med at Audun kaldes Kongens Frænde, viſer at hans Morfader Audun neppe kan være nogen anden end den Audun i Borg, Frænde af Kong Haakon Haakonsſøns Moder Inga, hos hvem hun opholdt ſig, da Kong Haakon Sverresſøn blev kjendt med hende, ſe ovf. III. S. 439. Ogſaa Jon Holtesſøn maa have været en Frænde af Audun, maaſkee Farbroder. Ved det før omtalte Brev af 8de Febr. 1299 ſolgte Erlend paa Belsaas Audun en Part af Egg i Skaun, ſandſynligviis paa Raumarike, hvilket viſer at han maa have haft Beſiddelſer i Nærheden. Aſlak, Søn af Fehirden Jon Tviſkaven, udnævnte ham tilligemed Kong Erik omkring 1290 til ſine Teſtament-Executorer, og gav ham en Part i Gaarden Saltnes i Budviken (Dipl. Norv. II. 45). I 1281 ſkjenkede Audun fem Mmbool i Unnarſetr i Stavenes i Søndfjord, hvilket var hans Odel, til Munkelivs Kloſter, til Sjælehjelp for hans Fader, hans Huſtru Gyrid og hans Afkom (Munkelivsbogen S. 166); altſaa havde han da Børn.
  14. Gavebrevet, dateret Baahuus, den 29de Septbr. 1361, findes i Dipl Norv. II. 365. Det beſtemtes her at hvis Otte Rømer fik Børn med fin Huſtru Gertrud, ſkulde Godſet være deres Odel til evig Tid; men døde han barnløs før hende, ſkulde hun beholde det for Livstid og derpaa ſkulde det falde tilbage under Kronen. Brev af 30te Nov. 1411, Dipl. Norv. I. 630, viſer at Kongedømmet imidlertid maa have villet tage det tilbage, men at Svale Rømer vindicerede ſig det, og den 26de Januar 1412 tildømtes det ham (Dipl. Norv. II. 620). I 1435 var det viſtnok endnu ſamlet, thi ved et Brev af Erkebiſkop Aſlak fra ſamme Aar bevidnes det, at da Svale Rømer paa ſit yderſte vilde bortſkjenke Gaarden Mykleboſtad i Nordfjord, modſatte hans Stifter Fru Elſebe ſig dette, foreſtillende ham at Kong Magnus havde ſkjenket hans Forældre det (her menes naturligviis hele Nordfjordgodſet) ſaaledes at det ſkulde forblive hos Slægten (Dipl. Norv. I. 749).
  15. At hans Huſtru heed Gyrid og at han havde Børn, ſees af nys omtalte Gavebrev af 1281. At Hr. Bjarne Audunsſøn, ſom det har været antaget, ſkulde være hans Søn, ſynes lidet rimeligt; af Bjarnes Gavebreve ſees det at hans meſte Gods laa paa Veſtfolden; desuden ſynes det ikke rimeligt at han efter hvad der var overgaaet Faderen ſkulde have taget Tjeneſte hos Kongen. Audiens Secret eller mindre Segl findes endnu heelt og holdent vedhængende den i Paris opbevarede Gjenpart af Tractaten af 1296. Skjoldet fremſtiller en Roſe, omgiven med Slyngninger af Løvverk. Omſkriften er ſlet hen SECRETVM ODOENI.
  16. De isl. Annaler, ved 1302.