Det norske Folks Historie/6/92

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Kong Haakon vendte, som man maa formode, umiddelbart fra Danmarkstoget, formodentlig sidst i September, tilbage til Oslo, hvor han synes at have overvintret, og hvor der den 9de November, Tornekronens Festdag, maa have været stor Stads, uvist i hvilken særdeles Anledning, siden det findes udtrykkeligt anført, at han den Dag bar sin Krone[1]. Maaskee var det i Anledning af at Jarlen paa Orknøerne, Jon Magnussøn, paa denne Tid, som man maa formode, var over i Norge og aflagde Kongen sin Leenshylding. Der fortælles nemlig at han i dette Aar festede Kong Eriks Datter[2]; han maa altsaa have været i Norge, og hans Hoved-Erende kan da ikke have været noget andet end at sverge Kong Haakon Troskabseed; thi dette kan neppe være skeet i 1299, da det vel ellers havde været omtalt, og Kong Haakon var ikke den der fandt sig i at denne vigtige Act blev udsat for længe. Jon Jarl kan paa denne Tid ikke have været yngre end 40 Aar; Forbindelsen var altsaa heel ulige og han maatte vente at blive en gammel Mand, inden han kunde holde Bryllup. Men slige ulige Forbindelser vare i disse Tider ej saa sjeldne, og vi ville snart erfare, at Kong Haakon paa lignende Maade bortfestede sin egen kun eetaarige Datter til en Mand, der vel var meget yngre, men dog fuldvoxen. Formodentlig haabede man, at Jon Jarl i Tidens Løb vilde faa en Søn med Ingebjørg, som kunde fornye den orknøiske Jarleætt, der nu var reen skotsk, med Blod af den norske Kongestamme, thi han synes selv kun at have haft en Datter, Katharina, gift med en Frænde af ham, ved Navn Magnus. Men Jon Jarl døde endnu førend Brylluppet kunde skee, sandsynligviis i 1310 eller tidligere, da Ingeborg i 1311, som vi ville see, blev bortfestet paany, og hans Efterfølger blev Svigersønnen Magnus, der fulgte ham som Jarl af Orknøerne og Katanes, i hvilken Egenskab vi finde ham første Gang omtalt 1312[3].

Formodentlig var det ogsaa først efter sin Tilbagekomst til Norge, at Kong Haakon fik Underretning om at der, som allerede ovenfor (S. 197) berørt, var fremstaaet i Bergen et Kvindemenneske, der udgav sig for Margrete, Kong Eriks Datter, der var død paa Orknøerne 1290. Hun var kommen med et Skib fra Lübeck, foregivende, som oven anført, at Fru Ingebjørg Erlingsdatter skulde have solgt hende, hvorved der vel, som vi paa hiint Sted have antydet, menes at Fru Ingebjøkg skulde have ladet sig bestikke til underhaanden at overgive hende til Folk, der ønskede hende af Vejen, og derpaa falskeligt have udgivet hende for død. Formodentlig foregav hun da tillige, at hun enten strax paa Orknøerne var bleven bragt ombord paa et Skib, der skulde til Tydskland, eller at hun senere havde fundet Lejlighed til at komme derhen. Hun var gift, og hendes Mand, rimeligviis en Tydsker, fulgte med hende. Skjønt det ifølge et Brev, som Biskoppen i Bergen henved tyve Aar senere lod udgaa, viste sig at hun allerede var noget til Aars, med graa og tildeels hvide Haar, og saaledes fød i det mindste 20 Aar før den Tid, da Kong Erik havde Bryllup med hendes foregivne Moder (altsaa syv Aar ældre end Kong Erik selv, som da kun var 13 Aar gammel), og uagtet Kongedatteren Margrete var død paa Orknøerne i Overvær af Rigets bedste Mænd, og hendes Liig af Biskoppen og Hr. Thore Haakonssøn var ført tilbage til Kong Erik, som selv havde ladet Kisten aabne, overbeviist sig om Ligets Identitet og derpaa ladet det begrave i Christkirken ved Siden af Moderens, uagtet hun, kort sagt, aabenbart var en grov Bedragerske, saa fandt hun dog megen Tiltro hos den store Mængde, og nogle Prester gave hende Medhold. Da hun, om hun endog virkelig havde været Kong Eriks Datter, den som død anseede Margrete, dog ifølge den bestaaende Lov om Kongearven ikke var berettiget til Kronen før Kong Haakon, kunde hun egentlig, og strengt taget, ikke være ham farlig. Men Sagen maatte dog være ham yderst ubehagelig og ikke engang ganske uden Fare, især hvis den kunde betragtes som en Tilstilning af det med hans absolutistiske Regjeringsprinciper misfornøjede Stormandsparti, og dette er slet ikke usandsynligt. Dette Parti kunde nok ønske at støde ham fra Tronen, inden han fik Lejlighed til at foretage de Reformer, som de vistnok allerede i Tankerne forudsaa; men for at kunne støde ham fra Tronen maatte de have en Tronprætendent af det gamle Kongehuus at opstille imod ham, og da der nu ingen anden mandlig Ættling af Kongehuset fandtes end Haakon selv, og de saaledes, med Tilsidesættelse af Kongearve-Loven, som de maaskee agtede at erklære ugyldig, maatte søge en kvindelig, vilde ingen være bedre skikket dertil end Margrete, hvis hun atter kunde fremmanes, eftersom Kong Erik virkelig ved Egteskabscontracten i Roxburgh 1281 havde tilstaaet den Datter eller de Døttre, han maatte faa med Margrete af Skotland, en betinget Arveret til Kongedømmet, ej at tale om, at hun tillige vilde være Skotlands Dronning. Dette forklarer ogsaa, hvorfor de, om de nærede oprørske Planer, heller ønskede at fremmane Margrete fra de Døde, end holde sig til Ingebjørg, Kong Eriks Datter med Isabella Bruce. Til Ingebjørgs Fordeel var ingen saadan Bestemmelse given, hertil kom vel, at de ikke engang let kunde faa hende i sin Vold. At et tydsk Fruentimmer af egen Indskydelse skulde kunne finde paa at udgive sig for den for ti Aar siden afdøde Margrete, og vove at træde frem i Norge med denne Paastand, synes næsten utænkeligt: der maa have været dem, der, opmerksomme paa en vis Liighed, overtalte hende dertil, og oplærte hende i hvilke Historier hun skulde fortælle for at gjøre sin Paastand sandsynlig. Og her falder atter Mistanken paa Hr. Audun Hugleikssøn, der, om han end sad fangen, dog vist endnu kunde virke gjennem mange mægtige og indflydelsesrige Forbindelser, og det end mere, hvis han, som man snarest skulde antage, atter var sat paa fri Fod mod Løfte om og Borgen for at holde sig rolig og intet foretage mod Kongen. Han havde nu lidet at tabe og overmaade meget at vinde, og kunde vel være sikker paa, om det første Forsøg gik nogenledes heldigt, at faa flere med sig. Fra sit Ættesæde paa Hegranes i Jolustør, hvorhen han synes at have draget sig tilbage[4], kunde han temmelig let vedligeholde alskens hemmelige Forbindelser i Bergen, ogsaa med de tydske Kjøbmænd. Og siden den foregivne Margrete kom fra Lübeck, er det ogsaa højst rimeligt, at flere af de tydske Kjøbmænd, med hvilke Hr. Audun i den senere Tid som Fehirde i Tunsberg havde staaet i nøje Berørelse, have haft nogen Deel i Planen. Formodentlig blev hun og hendes Mand strax satte i Forvaring, indtil Kongen selv kunde komme til Bergen og nærmere undersøge Sagen, thi hun blev ikke afstraffet førend i det følgende Aar. Man vovede vel neppe at foretage noget alvorligere Skridt førend Kongen selv var tilstede. Rimeligviis ønskede han ogsaa personligt at see og udspørge hende, og har derfor udtrykkeligt befalet at vente med Sagens Afgjørelse, indtil han selv kunde komme. Det synes derhos troligt, at man ogsaa ønskede flere af Kongedatterens Ledsageres, navnlig Fru Ingebjørg Erlingsdatters Nærværelse og Vidnesbyrd, førend man afgjorde Sagen. Kongen kom neppe til Bergen førend henimod Høsten 1301, for at tilbringe Vintren der[5]. Da blev den foregivne Margrete brændt paa Nordnes som en Bedragerske, og hendes Mand halshuggen. Idet hun førtes ud af Kongsgaardens Port for at bringes til Retterstedet, skal hun have sagt: „jeg erindrer grant, da jeg som Barn blev ført ud af denne selvsamme Port, for at drage til Skotland; da var der ved Apostelkirken en islandsk Prest, ved Navn Havlide, hos min Fader Kong Erik, og da Klerkerne ophørte med at synge, istemmede Sira Havlide Hymnen „Veni creator“, der netop blev sungen til Ende, som man bar mig ombord paa Skibet“. Da man siden fortalte dette til Presten Havlide Steinssøn, der imidlertid var kommen tilbage til Island og ikke døde førend 1319 som Prest til Breidebolstad, sagde han at det forholdt sig ganske rigtigt, og dette Udsagn af ham har vistnok, da det blev bekjendt i Norge, ikke bidraget lidet til at bestyrke den Tro hos Mængden, at hun var den rette Margrete, og uskyldigt brændt. I de islandske Annaler, hvis Beretninger for disse Tider maa antages for det meste at være tilførte strax efter Begivenhederne selv, og saaledes at antyde den Forestilling, Samtiden gjorde sig om dem, omtales den falske Margrete ved 1300 og 1301, hvor hendes Ankomst og Aflivelse fortælles, kun som „en Kone fra Tydskland, der sagde at hun var Kong Eriks Datter og heed Margrete“; men ved 1319 derimod, hvor Sira Havlides Død berøres, og i den Anledning nysanførte Beretning om hendes Udsagn meddeles, heder det, uden Skygge af Tvivl, at han just var hos Kong Erik, da Margrete, Kongens Datter, skulde føres til Skotland, saaledes som hun selv siden vidnede, førend hun blev brændt paa Nordnes“ o. s. v., og da var Troen paa hendes Egthed i den Grad befæstet hos Hoben, at man gjorde Pilegrimsrejser til hendes Henrettelsessted paa Nordnes og byggede et Capell derover, saa at den daværende Biskop, Audfinn, maatte forbyde det ved et strengt Brev, hvori han udhævede hine ovenfor anførte Beviser paa Usandheden af hendes Foregivende[6].

Det var formodentlig ikke længe efter den falske Margretes Henrettelse, at ogsaa Hr. Audun Hugleikssøn maatte lade sit Liv. Han blev nemlig, som det ganske korteligen fortælles i Annalerne, hængt i Bergen 1302; etsteds henføres endog den falske Margretes og hans Aflivelse til samme Aar, 1302[7]. Heraf maa man slutte at hendes Henrettelse fandt Sted kort før hans, kort efter Julen 1301–1302, og det bliver saaledes højst sandsynligt, at han er bleven indviklet med i hendes Sag og befunden deelagtig i Bedrageriet. Da han leed en vanærende Død og alt hans vidløftige Jordegods blev inddraget under Kronen, undergik han saaledes den haardeste Nidingsstraf, og denne Straf var for stor, hvis det forholdt sig saaledes, som et usikkert Sagn, hvilket vi allerede ovenfor have berørt, angiver, at han skulde have vanæret Kongens eller, som hun da kaldtes, Hertugens Brud, da han skulde føre hende fra England eller Frankrige (altsaa i 1295)[8]. I det mindste er det ikke let at indsee, hvorfor Kong Haakon da ikke ligesaa gjerne lod ham dømme til Døde og henrette umiddelbart efterat han havde ladet ham fængsle, samme Aar, som han besteg Tronen. Han maa have lidt Straf for hvad Loven kalder det højeste Nidingsverk, „at raade Land og Thegner undan Kongen“, altsaa Højforræderi[9]. End videre er det sandsynligt, at Kongen har givet ham Sag fordi han ikke havde gjort Regnskab for de 6000 Mkr. Sterling, som han i 1295 havde oppebaaret af de franske Subsidiepenge (s. o. S. 255); thi disse vare neppe tilbagebetalte. Der er ogsaa et andet Sagn om ham saalydende: „Ridder Audun til Aalhuus (hans Ættegaard Hegranes laa nemlig i Nærheden af Aalhuus Kirke i Jolustør, og dens Ruiner skulle endnu af Almuen kaldes Aalhuus) vilde utilbørligt udvide sin Magt, og laa derfor ideligt i Strid med en Herse i Naustdal; dette mishagede Kongen, der lod ham kalde til Bergen. Audun nedgrov for Sikkerheds Skyld sine Skatte, sænkede sit store Sølvbord ned i Jølstervandet, og begav sig afsted, ledsaget af sin Vaabendrager. Medens de hvilede undervejs, satte en Ravn sig ned i Nærheden af dem, og gav sig til at skrige heel ynkeligt. Audun, der vidste at Vaabendrageren forstod at tyde Fugleskrig, spurgte ham om han skjønnede hvad Ravnen sagde. „Ja“, var Vaabendragerens Svar, „den siger at du drager bort, men kommer aldrig mere tilbage“. „Det skal du have løjet“, sagde Audun, spendte sin Bue, skjød Vaabendrageren ihjel, og drog derpaa ene til Bergen, hvor han blev aflivet“. Noget sandt synes dog at maatte ligge til Grund herfor; man maa dog hjemme i Bygden have erindret som en merkelig Begivenhed, at han, den mægtige Herre, drog til Bergen, og der maatte lade Livet, og det synes saaledes temmelig vist, at han umiddelbart før fin Domfældelse maa have været paa fri Fod, og opholdt sig hjemme paa sin Borg Hegranes. Den rette Sammenhæng af denne gaadefulde Sag, om hvilken de samtidige Kilder desværre intet nærmere melde, turde saaledes være denne, at Audun virkelig ved sin Fremferd i 1295, da han med eller mod Hertug Haakons Ønske skulde skaffe ham en Brud, havde paadraget sig hans Unaade, der vistnok end mere tiltog, fordi Hertugen med Misnøje betragtede den Indflydelse, han havde hos Kongen, og som han i høj Grad synes at have misbrugt til sin egen Berigelse; at Haakon, saaledes som ovenfor antydet, strax efter sig Tronbestigelse har fordret at Audun skulde tilbagegive sine Forleninger, maaskee ogsaa krævet Regnskab af ham for de franske Subsidiepenge, og at denne har gjort Vanskeligheder derved, ja endog, vel bidende at Kongen ikke var ham gunstig, har viist formelig Trods, vægret sig ved at hylde ham eller oplade ham Tunsberghuus, e. a. d.; at han er kommen tilkort og bleven sat fast, men efter en Tids Forløb atter har faaet sin Frihed, mod Løfte om at forholde sig rolig og ikke foretage sig noget til Kongens Skade; at han da har begivet sig til sin Ættegaard Hegranes og en Stund holdt sig i Ro, men af Harme over sit Fald dog sat allehaande hemmelige Stemplinger mod Kongen i Gang, og navnlig været Medvider i eller Ophavsmand til den falske Margretes Fremtræden; at Kongen under sit Ophold i Bergen strax efter hendes Aflivelse eller maaskee endog før har indstevnet ham til sig for at staa til Rette, at han uagtet fine Mænds Advarsler har indfundet sig i den Tanke, at man ikke skulde kunne faa noget Beviis mod ham, men at han dog er bleven befunden skyldig, maaskee endog med Tilsidesættelse af de tilbørlige Retsformer, og henrettet som Landsforræder[10]. Naar det i Sagnet heder, at Audun laa i Strid med en „Herse“ i Naustdal, kan dette nok, Hersetitelen fraregnet, forholde sig rigtigt, thi vi have seet, at der under Kongerne Haakon Haakonssøn og Magnus Haakonssøn var en mægtig Lendermand i Firdafylke, Eiliv af Naustdal. Denne Eiliv blev dræbt i 1277, uden at man kjender de nærmere Omstændigheder derved; det er meget muligt, at det netop har været i en Strid med Audun Hugleikssøn; thi da de begge vistnok vare de mægtigste Mænd der i Egnen, er der intet rimeligere end at der herskede stor Skinsyge og Splid imellem dem, især hvis Audun, hvad der er meget troligt, har villet udvide sin Magt paa den andens Bekostning, som Sagnet udtrykkelig melder. Eiliv synes at have haft en Søn af samme Navn, der efterfulgte ham i hans Besiddelser og rimeligviis i Lendermandsværdigheden; han glemte vistnok ikke Audun Faderens Drab, om end denne ved sin Yndest hos Kong Magnus og Kong Erik slap med at betale Bøder; ja selv om Audun ikke var Faderens Drabsmand, men kun havde benyttet sin Magt til at gjøre utilbørlige Indgreb i Eilivs Rettigheder, var det naturligt, og derfor sandsynligt, at Eiliv benyttede sig af hans Fald til at skaffe sig Hevn eller Oprejsning ved at sætte Kongen end mere op imod ham, og at Almuen i Egnen, der kun havde det for Øje, der fore gik i deres Nærhed, antog dette for Hovedaarsagen til Auduns Død[11]. Hans haarde Straf synes dog almindeligviis at have været anseet som fortjent, i det mindste betragtedes den saaledes i senere Tider[12], og selv Sagnet fortæller om ham som den, der uretfærdigt greb om sig. Alt hans Gods faldt, som sagt, under Kronen; han havde Besiddelser paa flere Steder i Landet, dog vel mest i sin Hjemme-Egn Firdafylke[13], især maa han have haft meget Gods i Nordfjord, da det endnu i over hundrede Aar derefter vedblev at udgjøre en samlet Masse under Navn af Audun Hestakorns Gods eller Nordfjord-Godset. Kong Magnus skjenkede det i 1361 til sin Fehirde Otte Reymar eller Rømer, efterat den svenske Herre Algot Benediktssøn en Tidlang havde haft det; siden tilfaldt og tildømtes det (i 1412) Ottes Søn Svale Rømer, i hvis Ætt det synes at have holdt sig udeelt, indtil Ætten selv uddøde paa Mandssiden og Godset adsplittedes[14]. Auduns Hustru heed Gyrid, og levede i 1281; at han havde Børn er vist, men hvo de vare, vides ikke[15].

Der er al Grund til at tro, at flere misfornøjede Stormænd have været i hemmelig Forstaaelse med Audun og lagt Planer til at støde Kongen fra Tronen. Thi vi erfare, at samme Aar, 1302, maaskee i September, da Kongen opholdt sig ved Rigsgrændsen, som det nedenfor skal omtales, blev Hr. Bjarne Lodinssøn fængslet og sat paa Ragnhildarholms Slot ved Kongehelle[16]. Heller ikke her angives Aarsagen. Men naar man erindrer at Bjarne Lodinssøn havde været Cantsler under Formynder-Regjeringen, altsaa en gammel Collega og rimeligviis Ven af Audun Hugleikssøn, der paa den Tid havde mest at sige i Raadet, og dermed sammenholder, hvad der paa sit Sted nedenfor vil blive berettet, at han senere hen virkelig slog sig til Kongens Uvenner og førte en fiendtlig Hær mod Norge, bliver det overmaade sandsynligt, at han har været i Ledtog med Audun, eller i det mindste er bleven betydeligt compromitteret ved de Oplysninger, der fremkom under Søgsmaalet mod ham. Maaskee har Bjarne selv været Sysselmand i Elvesyssel, og er af Kongen bleven beskyldt for at ville spille Ragnhildarholms Slot i fremmede Hænder. Men den kloge, i alskens Lærdom vel forfarne Mand maa have vidst at frigjøre sig for Beskyldningerne, saa at man ej kunde faa nogen Sag paa ham, thi i 1305 finde vi ham paa fri Fod og i en højt anseet Stilling. Men ganske uskyldig var han neppe, hvis man kan slutte fra den Rolle, han senere spillede.

  1. ↑ De isl. Annaler, ved 1300. Ved Krúnumessudagr, som Festdagen her kaldes, har Suhm forstaaet den sædvanlige Festum coronæ spineæ, 4de Mai, men Norge havde siden 1274, som vi have seet (IV. 1. S. 566, 567), faaet en egen Tornekronefest, d. 9de Novbr., da det Stykke af den hellige Tornekrone, som den franske Konge havde foræret Kong Magnus, højtideligt opstilledes i Apostelkirken i Bergen.
  2. ↑ De isl. Annaler (Flatø-Annalerne)
  3. ↑ Jons Fader, Magnus Gilbertssøn, var død før 1276, da Sønnen Magnus Magnussøn, Jons ældre Broder, fik Jarlsnavn, s. o. IV. 1. S. 680, og da Jon selv fulgte sin Broder som Jarl i 1284, maa han da mindst, som del synes, have været 24 Aar gammel eller fød 1260; da bliver han ved 1300 kun 40 Aar gammel, hvilket nok lader sig høre. Men dette kan rigtignok ikke bestaa med det orknøiske genealogiske Documents Udsagn, at Jarlen Magnus V. var Jon Jarls Søn, thi da denne Magnus havde en Dattersøn, Malise af Stratherne, der allerede var gift, ja endog havde en giftefærdig Datter i 1334, see Liber Insulæ missarum, Appendix No. 26, jfr. Symbolæ ad hist. ant. Norv. S. 53, saa maatte Malise da selv være mindst 34 Aar gammel, altsaa fød c. 1300, og hans Moder, Magnus Jarls Datter, kunde ej være fød senere end 1284, og heraf følger igjen, at Magnus maatte være sød i det seneste 1264, og Jon følgelig ikke senere end omkring 1240, hvorved han bliver 60 Aar ved 1300. Men herved er at merke, at uagtet Documentet om de orknøiske Jarlers Genealogie kalder Magnus en Søn af Jon, saa kan man dog ikke ganske stole derpaa, da det ogsaa tidligere udgiver en Jarls Efterfølger for hans Søn uden at han i Virkeligheden var det. Hertil kommer, at naar den i 1231 dræbte Jon Jarl havde Eftermanden Magnus, død 1239, og denne igjen først esterfulgtes af Gilbert I., denne siden af Gilbert II., død 1256, maa denne sidste Gilbert være død forholdsviis ung, og hans Søn Magnus kunde neppe blive Fader til Jon Jarl førend omkring 1260, hvorved denne igjen heller ikke kan blive gammel nok til at være Fader til Magnus V. Nu heder det i Douglas’s Peerage of Scotland (se o. III. 779) ifølge skotske Diplomer, at Magnus V., Orknøernes Jarl, skulde have egtet Katharina, Datter af Jon, Jarl af Katanes; da man nu finder, at Magnus virkelig var gift med en Katharina, deri 1329, vistnok som Enke, kalder sig Grevinde af Orknø og Katanes (Dipl. Norv. II. 168, 170), maa man antage at Douglas’s Udsagn i det Hele taget er rigtigt, kun med Undtagelse af, at han har kaldt Jon Jarl i Katanes alene, fordi han i skotske Diplomer hyppigst benævnes saaledes. Denne Jon Jarl er aabenbart ingen anden end Jon Magnussøn af Orknø, og Magnus bliver saaledes kun hans Frænde. Snarere er det Magnus, ikke Jon, som var Søn af Mælkolm af Katanes (se ovf. l. c.), og Sønnesøn af den i 1239 afdøde Magnus Jarl.
  4. ↑ Herom mere strax nedenfor.
  5. ↑ Isl. Annaler, ved 1301. Man har et Brev udstedt af Kong Haakon i Oslo, 26de Marts 1301, (Dipl. Norv. II. 62), siden har man intet fra ham førend fra Bergen, 5te October 1301 (Dipl. Norv. II. 64). Sædvanligviis, naar Kongerne vilde overvintre paa et Sted, hvor de ikke stadigt opholdt sig, plejede de at drage derhen seenhøstes.
  6. ↑ Isl. Annaler, ved 1300, 1301 og 1319. Biskop Audfinns Brev, hvori det udtrykkeligt siges at hun kom fra Lübeck, var 20 Aar ældre end Kong Eriks Bryllupsdag, samt graahærdet m. m., findes nu kun i en nyere Paraphrase, indført i en Codex i det kgl. Bibl. i Stockholm; Indholdet deraf er meddeelt hos Suhm, XII. S. 29. Det er dateret 1ste Februar 1320. I Paraphrasen staar at Biskoppen og „Hr. Tire“ førte Margretes Liig til Bergen; dette „Tire“ kan ikke være andet end en Fejllæsning for „Thore“, nemlig Hr. Thore Haakonssøn, Fru Ingebjørg Erlingsdatters Mand, der efter hvad vi ovenfor have viist, maa have været med i hendes Følge. Man har et senere Brev fra Biskop Audfinn, dateret 2den April 1320, aftrykt hos Suhm XII. 338 efter Bartholiniana E. S. 61, hvor Biskoppen beretter til Erkebiskoppen, at han i Vintrens Løb (nemlig 1ste Februar) lod forbyde den Uvane med Pilegrimsferder til Nordnes og Paakaldelser af den Kone, der for mange Aar siden var bleven brændt og havde udgivet sig for Kong Eriks Datter, men at en Chorsbroder fra Nidaros havde søgt at hindre Oplæsningen af Forbudet i Apostelkirken. Om denne Sag ere ogsaa en heel Deel Vidnesbyrd anførte, (Bartholiniana E. 36–48). Absalon Pederssøn (Norges Beskr. S. 96) siger fejlagtigt at den falske Margrete kom fra Skotland. Det er ham som beretter, at der blev bygget en Kirke til hendes Ære: han siger ogsaa, at der blev gjort en Vise derom. – Th. Torvessøn fortæller (Hist. Norv. IV. 403) at Bedragersken ifølge sit Foregivende „var bleven solgt af Ingebjørg Erlingsdatter til en Søn af den orknøiske Jarl Magnus“. Dette er kun en Uagtsomhedsfejl ved Benyttelsen af Flatø-Annalerne, hvor der først fortælles om den falske Margrete, hvilken Beretning ender med de Ord: „og sagde sig at være solgt af Ingebjørg Erlingsdatter“: siden umiddelbart derefter om Kong Eriks Datters Bortsestelse til Jarlen Jon Magnussen. Th Torvessøn maa have læst „ok kveðst seld hafa verit af Ingibjörgu Erl dóttur Jóni jarli Magnussyni“, med Udeladelse af de mellemliggende Ord: fest dóttir Eiriks konungs.
  7. ↑ Laurentius’s Saga, Cap. 16.
  8. ↑ Sagnet om at Audun skulde være bleven henrettet „fordi han voldtog Kongen af Norges Gemalinde, som han skulde føre fra England til Norge“ anføres saaledes i den Beretning om Oldsager fra Bergen 1626, der er aftrykt i de suhmske Samlinger II. 3, 43. Siden har Arendt i sine Bemerkninger om den her ovenfor, S. 1, omtalte Liigsteen paa Fjærde ytret, at den var en Mindesteen over en Prindsesse „om hvilken Traditionen fortalte at hun havde fød en Datter, for hvis Tilværelse Gesandten, der havde hentet hende, fik Skylden“. Men Faye oplyser i Norske Sagn S. 183, at han ved Undersøgelse paa Stedet ikke har hørt noget om et saadant Sagn, derimod lyder Sagnet, at der i en Viig ved Hesnes, kaldet Drotningviken, strandede et Skib med en Dronning eller Prindsesse, der enten var død undervejs, eller omkom ved denne Lejlighed, og blev begraven i Fjærde Kirke, hvor Marmorstenen sattes over hende. Efter et andet Sagn blev Stenen ikke sat strax, men ført fra Udlandet paa et andet Skib til Birkestranden, i Kiilsviken, hvor den Onde fik fat paa den, saa at den forsvandt. Stenen blev imidlertid af en Prest Pharo opdaget paa Gaarden Moi, og bragt til Fjærde Kirke, hvorfra den senere er kommen til Christiania. Indskriften antyder, som vi allerede have viist, en Datter af en norsk Konge og en dansk Fyrstinde, og kan saaledes ikke vedkomme den Brud, Audun skulde hjemføre for Hertug Haakon.
  9. ↑ Landsloven IV. 3. Ifølge Absalon Pederssøn var der ogsaa dem, der fortalte at Audun blev brændt. Formodentlig blev hans Liig brændt. Dette skal ogsaa være skeet med Bedragerskens Mands Legeme.
  10. ↑ Hvad der i høi Grad bestyrker dette, er den Omstændighed, at allerede ældre Beretninger omtale begge Henrettelser næsten under eet: saaledes Laurentius’s Saga Cap. 16: „da blev Audun Hestakorn hængt, og Margrete, der udgav sig for Kong Eriks Datter, brændt“; og Absalon Pederssøn l. c.: „Hr. Audun fangen 1299, hængt paa Nordnes 1303 (skal være 1302), somme sige brændt; samme Tid, noget tilforn blev Margrete brændt paa Nordnes“, o. s. v.
  11. ↑ Om Eiliv paa Naustdal, se ovf. IV. 1. S. 477. Naustdal i Førde, Eilivs Herresæde, er kun faa Mile fra Hegranes i Jølster. Blandt de Lendermænd og Riddere, der i Oslo i Juni 1319 besvore Overeenskomsten mellem Norge og Sverige, nævnes ogsaa Eiliv i Naustdal; han maa sikkert have været en Søn af den forhen nævnte, og i alle Fald den, med hvem Audun havde været i Uenighed. En Søn af ham igjen var formodentlig den Eiliv Eilivssøn, Ridder, der egtede en Datter af Hr. Erling Vidkunnssøn, og druknede med hende 1358.
  12. ↑ Absalon Pederssøn anfører S. 45 Auduns Henrettelse som et Beviis paa Kongens Retfærdighed.
  13. ↑ At han havde Besiddelser paa Østlandet, navnlig paa Raumarike, paa Follo, og i Oslohered, sees af hans i Fællesskab med Biskop Andres af Oslo udstedte Brev af 24de Marts 1279 (Dipl. Norv. II. 19), hvorved han „af Taknemmelighed for de mangfoldige Hedersbeviisninger og den Forfremmelse, han havde nydt af Kongedømmet“ indløser til Kronen Gaarden Bjarka paa Follo, som en Jon Holtessøn havde skjenket til Hallvardskirken, og som Kong Haakon Haakonssøn i sin Tid havde givet hans Morfader Audun, imod at han (Audun) overdrog til Hallvardsiirken Gaardene Auduns-Formo, Gaustad, Thoresegg, Viigstein, Uppin og Flygstad paa Raumarike, søndre Bryn og en Part af Baarderud ved Aker, af østre Oo og af Øykrin i Oslohered, samt en Part af Myklebø paa Follo, hvilke Gaarde han selv havde arvet efter Jon Holtessøn. Dette, sammenholdt med at Audun kaldes Kongens Frænde, viser at hans Morfader Audun neppe kan være nogen anden end den Audun i Borg, Frænde af Kong Haakon Haakonssøns Moder Inga, hos hvem hun opholdt sig, da Kong Haakon Sverressøn blev kjendt med hende, se ovf. III. S. 439. Ogsaa Jon Holtessøn maa have været en Frænde af Audun, maaskee Farbroder. Ved det før omtalte Brev af 8de Febr. 1299 solgte Erlend paa Belsaas Audun en Part af Egg i Skaun, sandsynligviis paa Raumarike, hvilket viser at han maa have haft Besiddelser i Nærheden. Aslak, Søn af Fehirden Jon Tviskaven, udnævnte ham tilligemed Kong Erik omkring 1290 til sine Testament-Executorer, og gav ham en Part i Gaarden Saltnes i Budviken (Dipl. Norv. II. 45). I 1281 skjenkede Audun fem Mmbool i Unnarsetr i Stavenes i Søndfjord, hvilket var hans Odel, til Munkelivs Kloster, til Sjælehjelp for hans Fader, hans Hustru Gyrid og hans Afkom (Munkelivsbogen S. 166); altsaa havde han da Børn.
  14. ↑ Gavebrevet, dateret Baahuus, den 29de Septbr. 1361, findes i Dipl Norv. II. 365. Det bestemtes her at hvis Otte Rømer fik Børn med fin Hustru Gertrud, skulde Godset være deres Odel til evig Tid; men døde han barnløs før hende, skulde hun beholde det for Livstid og derpaa skulde det falde tilbage under Kronen. Brev af 30te Nov. 1411, Dipl. Norv. I. 630, viser at Kongedømmet imidlertid maa have villet tage det tilbage, men at Svale Rømer vindicerede sig det, og den 26de Januar 1412 tildømtes det ham (Dipl. Norv. II. 620). I 1435 var det vistnok endnu samlet, thi ved et Brev af Erkebiskop Aslak fra samme Aar bevidnes det, at da Svale Rømer paa sit yderste vilde bortskjenke Gaarden Myklebostad i Nordfjord, modsatte hans Stifter Fru Elsebe sig dette, forestillende ham at Kong Magnus havde skjenket hans Forældre det (her menes naturligviis hele Nordfjordgodset) saaledes at det skulde forblive hos Slægten (Dipl. Norv. I. 749).
  15. ↑ At hans Hustru heed Gyrid og at han havde Børn, sees af nys omtalte Gavebrev af 1281. At Hr. Bjarne Audunssøn, som det har været antaget, skulde være hans Søn, synes lidet rimeligt; af Bjarnes Gavebreve sees det at hans meste Gods laa paa Vestfolden; desuden synes det ikke rimeligt at han efter hvad der var overgaaet Faderen skulde have taget Tjeneste hos Kongen. Audiens Secret eller mindre Segl findes endnu heelt og holdent vedhængende den i Paris opbevarede Gjenpart af Tractaten af 1296. Skjoldet fremstiller en Rose, omgiven med Slyngninger af Løvverk. Omskriften er slet hen SECRETVM ODOENI.
  16. ↑ De isl. Annaler, ved 1302.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/6/92&oldid=76520»