Det norske Folks Historie/6/91

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (I-4-2s. 333-343).

Kong Haakon var bleven hyldet og kronet i Auguſt Maaned, og havde derefter gjort en Rejſe rundt hele Kyſten, idet han maaſkee og, ſom vi have ſeet, havde dvælet noget i den ſydlige Deel af Viken i Anledning af Hr. Audun Hugleiksſøns Anliggender. Da han kom tilbage til Oslo i Begyndelſen eller Midten af October, var det fornemmelig begge Capitel-Sagerne, der ſynes at have optaget hans Tid, da det maatte være ham yderſt magtpaaliggende ſnareſt muligt at bringe dem til Ende. Vi have nylig omtalt, at han under ſit korte Ophold i Nidaros ved Kroningen bragte et midlertidigt Forliig i Stand mellem Erkebiſkoppen og Chorsbrødrene, men at han neppe havde forladt Byen, førend alt var ligeſaa galt ſom før. Sagen var denne, at da Erkebiſkoppen ikke havde holdt ſig Tuterø-Forliget efterretteligt, men ſtrax efter atter havde begyndt at gaa Capitlet for nær, havde dette paa ſin Side paany appelleret til Paven, der overdrog Biſkop Narve i Bergen og en af dennes Chorsbrødre at paakjende Sagen. Disſe havde den 10de Juni 1299 afſagt Dom ganſke til Capitlets Fordeel, og ſat den 8de September ſom den Friſt, inden hvilken Erkebiſkoppen under Straf af Interdict ſkulde have opfyldt den; ſkede dette ikke, og Erkebiſkoppen fremdeles vedblev at trodſe Dommen over St. Michaels Dag, ſkulde han være excommuniceret[1]. Saaledes ſtode Sagerne, da Kongen kom til Nidaros for at hyldes og krones, og det midlertidige Forliig, denne bragte i Stand, beſtod rimeligviis kun deri, at begge Parter under Kroningshøjtideligheden undgik at vække Forargelſe ved at viſe aabenbare Tegn paa Fiendſkab, ſamt maaſkee og i, at Kongen, for at undgaa videre Skandal, kan have bevirket en Udſættelſe i de til Dommens Opfyldelſe, eller i det mindſte til Iverkſættelſen af Bannstruſlerne faſtſatte Terminer, for, naar han kom tilbage til Oslo, endnu engang at prøve et mindeligt Forliig, til hvilken Ende ſandſynligviis baade Erkebiſkoppen og Biſkop Narve lovede at indfinde ſig der. Da Kongen ſiden paa ſin Rejſe langs Kyſten ſydefter kom til Hvitingsø, ſom vi have ſeet, indſtevnede han her ſelv den 3die September ſkriftligen ti af Biſkop Arnes Tilhængere til at møde for ſig (det forſtod ſig af ſig ſelv, at det maatte være i Oslo) inden en Maaned efter Stevningens Forkyndelſe, for at ſtande til Rette efterdi de havde ſiddet de pavelige Dommeres og Kongens tidligere Breve overhørige[2], og ſamme Dag var ogſaa de pavelige Dommeres Brev af 19de Juni, hvorved de indſkjærpede den af dem Aaret forud afſagte Dom mod Biſkoppen, indſatte Stavangers Capitel i Beſiddelſen af de Beneficier m. m., ſom Biſkoppen havde berøvet det, og til Slutning paakaldte den verdslige Myndigheds Hjelp, blevet oplæſt for Biſkoppen i Overvær af flere anſeede Mænd, blandt hvilke Grev Jakob af Halland, der ſaaledes rimeligviis har været i Følge med Kongen lige fra Throndhjem og her været tilſtede ved Kroningen[3]. Formodentlig fik da ogſaa baade Biſkop Arne og Chorsbrødrene Anmodning om at møde i Oslo, den førſte perſonligt, de ſidſte ved Fuldmægtige, for at Kongen ſelv kunde forlige dem; thi viſt er det, at baade Biſkop Arne og to Chorsbrødre, ſom Fuldmægtige, til den beſtemte Tid indtraf i Oslo. Paa denne Maade ſamledes i Løbet af October eller Begyndelſen af November Maaned alle de norſke Biſkopper; thi Biſkop Thorſtein af Hamar, der tilligemed Biſkop Eivind i Oslo og Abbeden i Hovedø var pavelig beſkikket Dommer i den ſtavangerſke Sag, maatte nødvendigviis være tilſtede. Sandſynligviis har Biſkop Narve ledſaget Kongen lige fra Bergen, medens Erkebiſkoppen rimeligviis er rejſt over Land, og fra Hamar af har gjort Følge med Biſkop Thorſtein[4]. Man ſkulde friſtes til at formode, at Kongen har tilſigtet noget mere ved denne Sammenkomſt, end alene Bilæggelſen af Capitelſtridighederne, nemlig et virkeligt Høvdingemøde, maaſkee fornemmelig i Anledning af Audun Hugleiksſøns Sag. Men man veed intet med Vished herom, ja man finder ikke engang Spor af at uſedvanligt mange verdslige Høvdinger vare tilſtede i Oslo i October eller November 1299, ligeſom ogſaa Audun Hugleiksſøn endnu tilbragte henved tre Aar i Fangenſkab, eller i det mindſte under indſkrænket Frihed[5]. At Erkebiſkoppen, ſkjønt han visſelig ikke havde efterkommet Dommen af 10de Juni, dog endnu ikke var lyſt i Forbud eller Bann, viſer ſig nokſom deraf, at han tilligemed ſin Dommer Biſkop Narve den 13de November kundgjorde, at Biſkop Arne og hans Capitel ſelv havde overdraget de af Paven beſkikkede Dommere venſkabeligt at forlige dem, ſamt at de ganſke havde underkaſtet ſig deres Kjendelſe[6], thi hvis Erkebiſkoppen havde været excommuniceret, kunde han ikke have optraadt paa den Maade. Formodentlig have han og Narve endog paa Kongens Opfordring ſøgt at tale Biſkop Arne og Chorsbrødrene til Rette, og faaet dem til at indgaa hiint Compromis. Ifølge dette afſagde nu de delegerede Dommere Biſkop Eivind og Abbeden i Hovedø den 1ſte December (Biſkop Thorſtein var denne Dag hindret fra at møde) en ny Kjendelſe, hvorved de tidligere fældte Domme og Bannſættelſer ophævedes, og Biſkop Arne tilpligtedes at lade Chorsbrødrene nyde deres Beneficier m. m.; dog blev Afgjørelſen af enkelte Punkter udſat til det følgende Aars Hallvardsmesſe[7]. Med Erkebiſkop Jørund og hans Chorsbrødre kom det derimod ikke til noget Forliig. Formodentlig henhører til denne Tid et Brev til Kongen fra Abbed Arne i Holm og en Erik paa Lade, hvori de, da de, ſom de ſige, vide bedſt Beſked om Sagen, underrette ham om, at Chorsbrødrene havde maattet lide ſtor Overlaſt og Haan, og bede ham paa det indſtændigſte om at lade dem nyde fin Ret[8]. Sandſynligviis var det ogſaa paa denne Tid, at Erkebiſkoppen erklærede den ham ſaa forhadte Chorsbroder Jon Elg, Capitlets Skatmeſter, afſat fra Embede og Beneficium, hvis han ikke inden en beſtemt Tid afgav til Erkebiſkoppen de til Chriſtkirkens Bygning ſkjenkede Gaver, ſom dog Capitlet i Forening med Erkebiſkoppen ſkulde beſtyre[9]. Hans Ferd vakte overhoved ſaadan Forargelſe, at ej alene Abbeden af Holm, ſom nys berørt, men ogſaa hele Skolen og alt Byfolket erklærede ſig for Chorsbrødrene, og der blandt hele Gejſtligheden ikke fandtes Nogen, der turde eller vilde frembære noget Budſkab, der var disſe imod[10]. Det er ſandſynligt, at Erkebiſkoppen under ſit Ophold i Oslo virkelig har faaet Kongen noget omſtemt til ſin Fordeel, og derved udvirket, at Dommens Fuldbyrdelſe og overhoved Sagens endelige Afgjørelſe endnu indtil videre udſattes, ſamt at han, tryg herved, efter ſin Hjemkomſt til Nidaros, der ſynes at have fundet Sted ſidſt i 1299, har vedblevet med ſin utilbørlige Fremferd mod Chorsbrødrene, hvilket igjen kan have foranlediget hiin Skrivelſe fra Abbed Arne og Erik paa Lade til Chorsbrødrenes Fordeel. Thi ſaa meget er viſt, at Kongen ikke længe efter, nemlig den 10de Februar 1300, fandt ſig foranlediget til at udſtede nyt Beſkyttelſesbrev for dem, hvorved han ſærſkilt paalagde ſine Sysſelmænd at ſkaffe dem Ret.i alle Dele mod hvem ſom helſt; og dette Brev er dateret fra Loo[11], hiin Gaard i Opdal[12], paa Vejen til Nidaros, hvor Kong Haakon Haakonsſøn havde ladet bygge en Veitſlehall med Capell; man ſkulde ſaaledes endog friſtes til at tro, at Kongen i den Anledning, midt om Vintren, havde foretaget en Skynderejſe heelt op til Nidaros. Men ſaa langt kom han vel neppe, eller i alle Fald kan han kun have været der i nogle ganſke faa Dage, thi man finder ingenſteds omtalt, at han i Januar eller Februar 1300 gjeſtede Nidaros, og hiin 10de Februar, da han udſtedte Beſkyttelſesbrevet, ſynes han allerede at have været paa Tilbagerejſen, da vi ſex Dage efter finde ham paa Faagaberg (Faaberg) ſydligſt i Gudbrandsdalen, hvor han den 16de Februar udſtedte et Beſkyttelſesbrev for Munkelivskloſter i Bergen, bekræftende dets ældre Privilegier, der havde været ham forelagte til Gjennemſyn, og forbydende Enhver at gjøre Munkene Ulempe under Straf af fuldt Brevbrud, 8 Ertogers og 13 Mkrs. Bod[13]. Rejſens Henſigt har dog ſaaledes maaſkee været en anden, end at ſkaffe Throndhjems Chorsbrødre Ret, nemlig enten at tage Veitſler, eller at forberede Udruſtningerne til det foreſtaaende Danmarkstog, og Udſendinger ſaavel fra Chorsbrødrene i Nidaros ſom fra Abbeden i Munkeliv kunne have benyttet Lejligheden til at opſøge ham, hine paa Opdal, medbringende det før omtalte Brev fra Abbeden i Holm, disſe paa Faaberg, medbringende ſine Frihedsbreve til Gjennemſyn og Bekræftelſe[14]. Thi Kongen havde baade Aake Cantſler og en Skriver, Jon Notarius, der ogſaa havde tjent under hans Broder, med ſig, altſaa hvad man kunde kalde hans Cancellie.

Det Tog, Kongen agtede at foretage til Danmark, var ikke egentlig et Krigstog, efterſom der ved det ſidſte Møde paa Valgø var tagen „en Dag“, ſom det heder, det vil ſige, ſluttet en Stilſtand, der ſkulde vare indtil en beſtemt Dag, da man atter ſkulde komme ſammen for at prøve nye Underhandlinger, og ſom denne Gang ſynes at have været St. Hansdag, ligeſom Stedet ſynes at have været i Halland, rimeligviis, ſom før, Preſtholm eller Valgø[15]. Toget var ſaaledes egentlig, hvad man kaldte Stevne-Leding. Men da det ogſaa her var af Vigtighed at kunne optræde med en betydelig Styrke, for at give ſine Fordringer tilbørligt Eftertryk, da det derhos muligviis kunde komme til Fiendtligheder, hvis den danſke Konge undlod at afgive Møde, iſær ſiden der klagedes over Brud paa Stilſtanden[16], og da det desuden maatte være Kongen om at gjøre, ved denne Leding, den førſte han udbød efter ſin Tronbeſtigelſe, at optræde med Glands, var det i ſin Orden, at Kongen gjorde ſaa ſtore Forberedelſer og Udruſtninger ſom muligt.

I Danmark herſkede der paa denne Tid ikke ringe Forvirring, thi Kongens Uformuenhed til at udrede den overdrevne Bod, hvori den over ham ved Curien afſagte Dom fældte ham til Erkebiſkop Jens, havde foraarſaget at Interdictet nu omſider var traadt i Kraft, ligeſom ogſaa nye Uenigheder med Erkebiſkoppen udſpandt ſig, ſaa at det ſaa ud til, at Sagen aldrig vilde tage nogen Ende. Hertil kom den ſlette Forſtaaelſe mellem Kongen og hans Broder Chriſtopher, ſom neppe anderledes end tilſyneladende var bilagt, og ſom nogle Aar ſenere kom til alvorligere Udbrud. End videre ſtod Venſkabet mellem Kongen og de tvende ſønderjydſke Brødre af Abels Ætt fremdeles kun paa ſvage Fødder. Der fortælles, at i Aaret 1298 blev Hegnesgavl Slot indtaget[17]; ſandſynligviis var det Junker Erik, der ſatte ſig i Beſiddelſe deraf, for ſaaledes at have et Underpant paa de Fordringer, han endnu troede at have paa Kongen; var dette ſkeet før Dagthingningen paa Valgø, ſaa har man heri Grunden til, at han ej maatte ſtedes til denne. Der var ſaaledes alle Udſigter til, at Kong Haakon, i Spidſen for en betydelig Krigsmagt, maatte kunne udvirke en meget fordeelagtig Fred. Togets mindre krigerſke Charakteer aabenbarer ſig for øvrigt deri, at Dronning Euphemia ledſagede ſin Mand, og dette forudſætter igjen, at mange andre Damer i hendes Følge have været med. Hvor ſtor Flaade Kongen havde, angives ikke, men ſaa meget ſeer man, at de fornemſte Baroner, nemlig de, der hørte til Raadet, vare med, og alle Biſkopperne, paa Erkebiſkoppen nær. Narve af Bergen og Arne af Stavanger havde ſandſynligviis tilbragt hele Vintren og Vaaren i Oslo, den førſte fordi han ſom meget gammel Mand neppe kan have vovet at rejſe tilbage til Bergen om Vintren eller Vaaren, den anden, fordi han vel under enhver Omſtændighed fandt det tilraadeligſt at oppebie den endelige Dom i de Punkter, der endnu vare uafgjorte mellem ham og hans Chorsbrødre, og denne var berammet til Afſigelſe den 15de Mai. Den faldt dog ikke førend den 14de Juni, og den tilkjendte kun en kongelig Hirdmand og en Fuldmægtig for Lagmanden, der uretfærdigt vare blevne excommunicerede af nogle Preſter i Stavangers Biſkopsdømme, fordi de havde udført Dommernes og Kongens Bud, en Pengebod af hine, blandt hvilke en var Biſkoppens egen Broder[18]. Kongen havde imidlertid, den 1ſte Juni, givet Stavangers Chorsbrødre et nyt Beſkyttelſesbrev, aldeles ligelydende med det forrige, han ſom Hertug havde forundt dem[19].

Den 14de Juni var altſaa i det mindſte Biſkop Eivind, der dog ſkulde være med paa Toget, ikke afſejlet. Kong Haakon ſelv med Hovedflaaden var dog nok allerede kommen afſted, thi den 8de Juni udſtedte han fra et Sted, kaldet Budaſker, et Brev, hvori han overlod Mariekirken i Oslo Kornledingen af alle de Gaarde, han havde ſkjenket den; Stedet ſynes efter Navnet at dømme at have været en Havn ved Kyſten mellem nogle Skjer, hvor han altſaa har ligget med Flaaden[20]. Den 22de var han kommen til Ekerøerne udenfor Indløbet til Gøtaelven, thi da udſtedte han herfra hiint ſtore Beſkyttelſes- og Gavebrev for Gejſtligheden ved Mariekirken i Oslo, hvorom der ovenfor er talt, og da maa ogſaa Biſkop Eivind være kommen efter, thi dette Brev beſegledes, foruden af Kongen, ved hans Cantſler Aake, ogſaa af Dronning Euphemia, alle de fire Biſkopper, Hr. Bjarne Erlingsſøn, Hr. Thore Haakonsſøn, Hr. Ulfhedin Bjørnsſøn, Hr. Iſak Gautesſøn og Hr. Peter Andresſøn. Heraf ſeer man ſaaledes at Dronningen og alle hine Herrer vare med paa Toget[21]. Man erfarer nu intet med Sikkerhed om Kongens Bevægelſer, førend vi den 12te Juli finde ham enten ved Aalborg eller ved Aaros, eller et andet Sted paa Nørrejyllands Kyſt, udſtedende et Beſkyttelſesbrev for de viborgſke Chorsbrødre, der opholdt ſig paa Lesø, omtrent ligelydende med det, han tidligere ſom Hertug, i 1293, havde udſtedt fra Vedel, hvilket altſaa viſer, at hans Tog nu havde antaget en mere krigerſk Charakteer, og at man ventede at Nordmændene med det førſte vilde begynde at herje[22]. Sandſynligviis har Kong Haakon ved Ankomſten til det Sted, hvor, ſom vi have formodet, Mødet ſkulde holdes mellem ham og den danſke Konge, ingen forefundet, og efter at have ligget:nogle Dage og ventet forgjeves, ſejlet over til Jyllands Kyſt for, efter hvad man nu kunde kalde den ſtaaende Skik ved disſe Tog til Danmark, at ſtyre ned til Fyn og Sjæland, ſamt videre ned gjennem Beltet til Smaaøerne, og under Forbifarten herje paa Kyſterne. Saaledes finde vi ham den 16de Juli, fire Dage efter at han udſtedte hiint Beſkyttelſesbrev, liggende ved Fænøkalv i Midelfartſund, ganſke nær ved Hegnesgavl, hvor han maaſkee netop ſøgte hen, fordi, hvis vor ovenfor fremſatte Formodning er rigtig, Junker Erik af Langeland havde det i Beſiddelſe. Her var det da formodentlig hans Henſigt at aabne Fiendtlighederne. Men, fortælles der, Junker Erik begav ſig den 16de Juli efter egen Tilſkyndelſe til Kong Haakon, ledſaget af Klerken Meſter Henrik og Ridderen Hr. Knud Mule, og overtalte ham til endnu at prøve et Forliigsmøde med Danekongen. Det beſtemtes foreløbigt, at dette Møde.ſkulde holdes paa Tornborg ved Korsør, og hvis Danekongen ſamtykkede deri og lod Kong Haakon dette vide inden 1ſte Auguſt, da var denne villig til at underkaſte ſig to eller tre Fyrſters og Herrers Voldgiftskjendelſe, forudſat at Danekongen gjorde det ſamme; Voldgiftsmændene ſkulde aflægge Eed paa, at de intet vilde gjøre for Gunſt eller Venſkab, men alene hvad Ret var, og ej af ondt Forſæt lade Sagen uafgjort; de, eller deres Fuldmægtige, ſkulde have Lejde til Fredsmødet; døde nogen af dem, ſkulde en anden antages i hans Sted, der og ſkulde ſverge og give Brev paa at han vilde gjøre hvad han vidſte var retteſt for Gud; den ene Part ſkulde ſaa betimeligt underrette den anden om Stedet, hvor Fredsmødet ſkulde holdes, at han kunde ſende de af ham valgte Voldgiftsmænd derhen. Imidlertid ſkulde Kong Haakon, Grev Jakob og de øvrige Fredløſe ſaavel ſom deres Arvinger, eller deres Befuldmægtigede, nyde ſit Gods med al den Ret, de havde haft dertil, førend Krigen begyndte. Naar de kom til Tornborg, ſkulde ogſaa de, der havde gaaet i Forløfte for den danſke Konge med Henſyn til den ſidſte Stilſtand, ſom Nordmændene paaſtod var brudt, være tilſtede, og den danſke Konge inden en vis Tid godtgjøre Nordmændene deres Skade, med mindre Forloverne ſvor at intet Brud havde fundet Sted; det ſamme erklærede Kong Haakon ſig villig til paa ſin Side[23]. Junker Erik maa derpaa have begivet ſig til Danekongen og vundet hans Samtykke til denne Ordning af Sagerne, maaſkee ogſaa ſin egen Tilgivelſe, thi Kong Erik udſtedte virkelig, der ſiges ikke hvorfra eller hvad Dag, et Lejdebrev for Kong Haakon, til at komme og underhandle med ham Søndagen efter Mariemesſe fyrre, d. e. 21de Auguſt. Dog beſtemtes Stedet ikke til Tornborg, men til det noget ſydligere beliggende Skjelfiſkør, maaſkee fordi den norſke Flaade der kunde have et tryggere Leje ved det nærliggende Eegholm, end ved den aabne Kyſt udenfor Korsør. Danekongen tilſtod ved dette Lejdebrev Kong Haakon med Følge, indtil 100 Mænd, Grid til at komme fra deres Skibe ved Eegholm til Skjelfiſkør og tilbage igjen, dog med Undtagelſe af hans Faders Drabsmænd og deres Tilhængere, der fremdeles ej maatte komme for ham; han bekræftede Griden ved Eed, og lovede at overholde den uden nogen Svig; holdt han den ikke, maatte han og hans Forlovere udſkjeldes, hans Underſaatter være løſte fra ſin Troſkabseed, alle de Sager, ſom Norges Konge eller Underſaatter havde mod ham, anſees for retfærdige, og hans Forſvar intet gjelde; Biſkoppen i Ribe ſkulde kunne bannſætte ham og hans Forlovere uden Varſel, og paabyde hans Bannſættelſe i andre Biſkopsdømmer, indtil Norges Konge.blev fuldkommen tilfredsſtillet, og det efter ſin egen Eed alene; imidlertid ſkulde alt hans Arvegods være den norſke Konge pantſat. Som Forlovere indtegnedes og rimeligviis medbeſeglede Fyrſt Vitſlav af Rügen, Kongens Broder Junker Chriſtopher, Hertug Valdemar af Jylland, Junker Erik af Langeland, og 22 andre danſke Herrer, hvoriblandt Laurents Tygesſøn, Kongens Marſk, og den førnævnte Knud Mule[24]. Der klagedes ellers ſenere fra norſk Side over, at en danſk Herre, Hr. Peder Ebbesſøn, der allerede ſkulde have krænket Stilſtanden til Valgø ved at forgribe ſig paa Hr. Jakob Blaafods, en af de Fredløſes, Svenne, nu ogſaa i Mellemtiden mellem den foreløbige Overeenskomſt ved Fænøkalv og den Dag, Mødet ſkulde holdes i Skjelfiſkør, havde faret til ſamme Hr. Jakob Blaafods Gaard og taget derfra Gods til en Værdi af over 600 Mkr.; men denne Jakob Blaafod var, vel at merke, en af dem, der ſigtedes for Deeltagelſe i Kongemordet, og mod dem var det neppe muligt for Kong Erik at ſtyre ſine Mænds Harme[25]. Det er imidlertid et Spørgsmaal, om ikke dette foranledigede nogen Udſættelſe af den berammede Sammenkomſt mellem Kongerne. Man ſeer jo viſtnok, at Kong Haakon begav ſig fra Fænøkalv til Beltet, ſiden vi den 14de Auguſt finde ham ved Kalundborg, hvor han den Dag udſtedte et Bekræftelſesbrev paa de Friheder, hans Fader havde forundt de tydſke Stæder, hvis Udſendinger ſaaledes her maa have opſøgt ham[26]. Men der tales ingenſteds udtrykkeligt om at Kongerne kom ſammen i Skjelfiſkør[27]; derimod ſiges der i de islandſke Annaler, der pleje at være meget paalidelige, at Kongerne, efter at der var tagen Dag til Fred (nemlig ved den foreløbige Aftale paa Fænøkalv), holdt Møde i Halland, og her ſluttede Fred, det vil ſige Stilſtand, paa tre Aar[28]. Nu er det højſt ſandſynligt, at Kong Haakon paa Grund af det foregivne Brud paa den foreløbige Trygd har vægret ſig ved at komme til Skjelfiſkør, og at derpaa nye Underhandlinger ere aabnede, der endtes med, at en Sammenkomſt er kommen i Stand i Halland, hvor Kong Haakon maatte anſee ſig mere betrygget mod Svig, formodentlig atter paa Valgø, og i September Maaned[29]. Naar det heder, at der her ſluttedes Fred paa tre Aar, ſaa maa dette viſtnok forſtaaes paa den Maade, at den danſke Konge virkelig gik ind paa de i Aftalen til Fænøkalv opſtillede Betingelſer, ſaaledes at det endelige Opgjør ved Voldgift beſtemtes at ſkulle finde Sted om tre Aar, og at der imidlertid ſkulde være Stilſtand eller Fred mellem Rigerne, og Kongen, ſaavelſom de Fredløſe, indtil da beholde de Ejendomme, hvorpaa de gjorde Fordring. Til denne fredelige Ende paa Toget har ſikkert ogſaa Dronning Euphemias Nærværelſe bidraget meget, thi hendes Morfader Vitſlav var, ſom vi have ſeet, ſelv en af Forloverne for Kong Eriks Lejdebrev, og befandt ſig ſaaledes i denne Tid blandt hans nærmeſte Omgivelſer. Euphemia maa naturligviis under Mødet og maaſkee før have haft mange Samtaler med ſin Morfader, og det var da naturligt, at denne, for hvem Freden var ønſkeligſt, da han ogſaa havde mange Beſiddelſer i Danmark, bad hende om at anvende al ſin Indflydelſe hos Kong Haakon for at ſtemme ham forſonligt. Paa en varig Fred ſynes der endnu ikke at have været at tænke: Kong Erik lader endog til at have betragtet det ſom en Æresſag ej at ſlutte nogen ſaadan ſaalænge en eneſte af dem, han anſaa for ſin Faders Drabsmænd, var i Live og ſkulde indbegribes deri; og Kong Haakon kunde heller ikke for ſin Æres Skyld være bekjendt at lade dem ganſke i Stikken, efter at han engang havde taget dem i Forſvar. Under disſe Omſtændigheder maatte det betragtes ſom et tilfredsſtillende Reſultat af Toget, at de og Kongen ſelv med Henſyn til ſine Godſer i Danmark i det mindſte i tre Aar nøde eller i al Fald ſkulde nyde de Fordele, Freden kunde bringe dem. Med denne treaarige Fred kan man ſige at den danſk-norſke Krigs mellemſte Periode var afſluttet. Da Krigen atter blev optagen, havde den ſkiftet Charakteer. Det var da ikke længer den norſke Konges Mødrenearv og de danſke Fredløſes Stilling, der dannede Hovedſtridsſpørgsmaalet, men de ſvenſke Anliggender, der hidtil havde været ganſke udenfor Striden; Krigen var nu egentlig en Tronkrig mellem Fyrſterne i Sverige, hvori Norge og Danmark kun deeltoge, underſtøttende hver ſit Parti, og det var en ſvenſk Fyrſte, ſom herefter ſpillede den meſt fremragende Rolle.

  1. Biſkop Narves og Chorsbroderen Peter Matas Dom, dateret Nidaros 10de Juni 1299, Dipl. Norv, II. 50. Denne Peter Mata maa have været en anſeet Mand, da han ogſaa brugtes i den ſtavangerſke Capitelſtrid.
  2. Dipl. Norv. II. 53.
  3. Dipl. Norv. III. 41, 44.
  4. Biſkop Thorſtein var viſtnok hindret fra at være tilſtede, da Dommen afſagdes 1ſte December, men dette hindrer ikke at han i October og November, da Sagen foreløbigt ventileredes, kan have været med, thi Afſtanden fra Oslo til Hamar var ſaa kort, at om Embedsforretninger kaldte ham did, hvilket er ſandſynligt, kunde Rejſen være gjort frem og tilbage paa et Par Dage, og længere behøver derfor ej hans Fraværelſe at antages. Udtrykkene i Erkebiſkoppene og Biſkop Narves Brev af 13de Juni ſynes at forudſætte Thorſteins Nærværelſe. Han deeltog ſiden heller ikke i Tillægsdommen af 14de Juni 1300, uagtet han da ſynes at maatte have været i Oslo, men dette var vel fordi han ej havde deeltaget i Hoveddommen. Abbed i Hovedø var nu Baard, der i 1299 fulgte Halle, ej alene ſom Abbed, men og ſom Dommer i Capitelſagen.
  5. Se herom nedenfor. Det er muligt, at han kan have været ſat paa fri Fod mod Æresord eller Caution.
  6. Dipl. Norv. IV. 47.
  7. Dipl. Norv. IV. 47.
  8. Dipl. Norv. II. 56.
  9. Dette ſees af Mag. Baltrams Dom, dateret Rom 11te April 1302, Dipl. Norv. III. 50.
  10. Laurentius Saga, Cap. 13.
  11. Dipl. Norv. II. 57.
  12. Se ovf. IV. 1. S. 130.
  13. Munkelivsbogen, S. 7, 8.
  14. Udſendingerne fra Kloſtret kunde let tage Vejen over Fillefjeld, Valdres, Land og Vardal til Mjøſens nordlige Ende.
  15. Dette maa man ſlutte deraf, at Kong Haakon to Dage før St. Hansdag var i Ekerøerne, hvorfra han let paa en Dags Tid kunde komme til Egnen ved Vardberg, eller maaſkee endog ſydligere; da det udtrykkeligt ſiges at der ved Valgø var „tagen en Dag“, altſaa beſtemt et nyt Møde, og Haakon dog ikke allerede i Juni kunde ville ſætte ſig i Bevægelſe for at drage til det Møde, der i Auguſt holdtes eller ſkulde holdes i Skjelfiſkør, hvilket desuden førſt kort i Forvejen udtrykkeligt blev berammet, og da man end videre tydeligt kan ſee, at Junker Eriks Mellemkomſt ved Fænøkalv maa have ſkeet for at forebygge virkelige Fiendtligheder, er det aabenbart, at Kong Haakon tidligere har indfundet ſig til et berammet Møde, men der forgjeves ventet paa den danſke Konge. Da man nu derhos ſaa hyppigt finder de ſtørre Feſtdage, og St. Hans Dag i Særdeleshed, brugte ſom Stevnedag ved ſlige Møder, og ſeer Kong Haakon ved Ekerøerne allerede to Dage forud, ligger den Slutning nær, at Mødet ſkulde holdes St. Hans Dag; det kan i ſaa Fald heller ikke have været berammet til et Sted, der laa fjernere fra Ekerøerne, end at man da let kunde komme dertil fra disſe inden St. Hans Dag, hvilket antyder et eller andet Sted ved Hallands eller Skaanes Kyſt. Dette viſer ogſaa den Omſtændighed, at Kongen aabenbart allerede havde været paa Stevneſtedet, og der ingen truffen, da han i Juli, ſom det nedenfor vil ſees, ſejlede over til Jylland, i den Henſigt at herje. Stevneſtedet maa altſaa have ligget paa hans Vej mellem Ekerøerne og Jylland. Da nu Preſtholm, Valgø eller Vardhø allerede tidligere brugtes ſom Stevneſted, er det højſt rimeligt, at det ogſaa denne Gang var valgt dertil. Det ſidſte Fredsmøde ſamme Aar holdtes ogſaa i Halland, ſee nedenfor.
  16. Se Manifeſtet af 1307 eller 1308 hos Huitfeld l. c.
  17. De ſjælandſke Annaler i Langebeks Scr. R. D. II. 636.
  18. Dipl. Norv. IV. 48.
  19. Dipl. Norv, I. 91.
  20. Suhm, XI. 373, efter en ny Overſættelſe, ſandſynligviis i de langebekſke Afſkrifter.
  21. Dipl. Norv. I. 92. Her omtales og for førſte Gang Akershuus; det heder nemlig at Brevet er udfærdiget chirographariſk i to Gjenparter, af hvilke den ene ſkulde opbevares i Mariekirken, den anden „i Akersnes“. Borgen havde da ſaaledes endnu ikke faaet ſit Navn Akershuus, men brugtes dog allerede til at opbevare Archivſager, eller ſom kongelig Fehirdſle.
  22. Suhm omtaler dette Brev, anførende de huitfeldſke Samlinger (XI. 376), men nævner „Aslo“ ſom Udſtedelſesſtedet. Dette maa allerede af den Grund være urigtigt, at Kongen den 16de Juli laa ved Fænøkalv, hvor han vel endog var ankommen i det mindſte Dagen forud, thi da kunde han ej den 12te være i Oslo, ſom han havde forladt for den 22de Juni. Heller ilte vilde Udſendinger fra Chorsbrødrene i Viborg have opſøgt ham i Oslo; dette kan kun have været paa et Sted ved Jyllands Kyſt, ligeſom tidligere i Vedel: thi førſt naar hans Flaade laa ved Jylland, var der Fare forhaanden for Lesø. Her maa ſaaledes „Aslo“ være en Fejllæsning i Stedet for „Aalborg“, „Aaros“ eller et andet Navn paa et Sted ved Jyllands Kyſt, der forkortet kunde ligne Aslo.
  23. Huitfeld, S. 313, ſom maa have haft Originaldocumentet, der nu desværre er tabt, og hvoraf han kun giver et maadeligt Uddrag. Ogſaa de isl. Annaler omtale løſeligt denne foreløbige Overeenskomſt ſaaledes: „tekinn dagr til friðar“.
  24. Huitfeld, 313. Her maa man ogſaa nøies med hans ſkjødesløſe og i flere Stykker dunkle Uddrag; Originalen, ſom han maa have haft, findes ikke længer.
  25. Se det oftere omtalte Manifeſt af 1307 eller 1308, Huitfeld S. 342.
  26. Brevet citeres af Dreyer, der altſaa maa have haft det, Spec. jur. S. LXXXVIII, men i ſin Udgave af Sartorius S. 194 ytrer Lappenberg, at han ej har kunnet finde det. Dreyer læſer Udſtedelſesſtedet Kalmesburch, men naar man veed, hvor liigt et d og et s ofte kunne være i den da brugelige curſive Diplomſkrift, og dertil erindrer at Dreyer ikke var ſynderlig dygtig i at læſe gamle Breve, indſeer man ſtrax, at der her maa have ſtaaet kalundburgh, hvilket af en mindre erſaren Diplomlæſer let kunde gjøres til kalmisburch. Noget Sted, hvis Navn ligner Kalmesburg, og hvor Kongen ſkulde have kunnet ligge den 14de Auguſt, exiſterer desuden ikke. For Reſten kunde den Omſtændighed, at Kong Haakon lagde ſig ved Kalundborg, maaſkee endog var i Land der, tyde paa en hemmelig Forbindelſe mellem ham og Junker Chriſtopher.
  27. Huitfeld ſiger vel, at de mødtes, uden at udrette ſtort, men det er aabenbart, at han ikke veed mere om Mødet, end hvad han har erfaret af Lejdebrevet, og at han kun har forudſat, at Mødet blev holdt, men, da han ikke fandt noget Reſultat deraf optegnet, tilføjet „at intet ſynderligt blev udrettet“.
  28. Isl. Annaler, ved 1300.
  29. Da man, ſom ovenfor paapeget, ſædvanligviis brugte at beſtemme ſlige Møder til en eller anden Feſtdag, er det ſandſynligt, at man her har valgt Mariemesſe ſidre (8de Sept.) eller Korsmesſe om Høſten (14de Sept.), eller Søndagene derefter. Hvad der i det Hele taget beſtyrker dette Udſagn om den treaarige Fredsſlutning i Halland, er ogſaa den Omſtændighed, at Grev Jakob af Halland netop omtaler Krigen med Danmark ſom vedvarende i ſit Brev af Marts 1305 (Dipl. Norv. III. 60), hvorom nedenfor.