Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/6/90

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Da Kong Erik døde, kun efterladende sig en toaarig Datter, ingen Søn, var hans Broder Hertug Haakon ifølge Loven den rette Tronarving, og saasnart Efterretningen om Broderens Død kom til ham, sandsynligviis i Oslo, skyndte han sig derfor nord til Throndhjem med sin unge Hustru for at lade sig hylde paa Ørething og umiddelbart derefter krone tilligemed hende i Christkirken. Dette skede, som man ved at sammenholde flere senere Brevskaber kan see, ikke fuldt Maanedsdagen efter Kong Eriks Død, nemlig St. Laurentii Dag den 10de August[1], og det var første Gang at man paa denne Maade saa Hyldingen og Kroningen foregaa under eet. Den dobbelte Ceremoni gik for sig med al den Pragt, man i Hast kunde skaffe til Veje. Lige fra Øren, hvor Hyldingen var foregaaet, og til Christkirken var Vejen og Gaden belagt med Duunklæder, Pell og Baldekin; det synes derfor, som om Kongen umiddelbart fra Hyldingen ude paa Øren begav sig i Procession op til Christkirken, hvor Dronningen rimeligviis allerede ventede ham, og hvor Erkebiskop Jørund forrettede Kroningen. Alle de ypperste Mænd i Norge og en Mængde Udlændinger, heder det, vare tilstede, og man saa den største Masse Folk, der i Norden kunde tænkes samlet paa eet Sted: Kongen holdt siden et herligt Gjestebud og gav den hellige Kirke mange Privilegier og Retterbøder, ligesom han ogsaa søgte at forlige Erkebiskoppen og Chorsbrødrene, der nu atter vare blevne Uvenner, hvilket dog kun lykkedes ham for en ganske kort Tid, thi saasnart han havde forladt Byen, siges der, begyndte den samme Trætte paany[2]. Haakons Ophold i Throndhjem varede heller ikke mere end i det højeste nogle faa Dage, da vi allerede den 24de August finde ham i Bergen, hvor han sandsynligviis paa denne Dag (St. Bartholomæi Dag) ogsaa lod sig hylde for Gulathinget, og hvor han, selvsamme Dag, under eet bekræftede alle de Retterbøder og Forordninger, hans afdøde Broder havde givet Bergen, ved derom at udstede et Brev, som han i Mangel af eget Rigs-Segl, der endnu ikke kunde være ferdigt, lod besegle med Kong Eriks Segl og sit eget Secret, udtrykkeligt tilføjende i Brevet, at Bekræftelsen ikke skulde gjelde længere end til han fandt for godt at give en ny Anordning[3]. I Bergen forblev han til sidst i Maaneden, da han endnu den 28de August derfra udstedte et Beskyttelsesbrev for Chorsbrødrene i Nidaros, som sandsynligviis havde sendt et Iilbud efter ham for at melde, at Trætten med Erkebiskoppen var udbrudt paa ny, og at de atter trængte til hans Værn[4]. Den tredie September finde vi ham paa Hvitingsø, udenfor Stavanger, altsaa paa Sø-Rejsen østover[5]; da Ryfylke og sandsynligviis ogsaa Egdafylke allerede hørte til hans Hertugdømme, behøvede han ikke at lade sig hylde der, ligesaa lidet som paa Oplandene og i Oslo-Syssel; kun Vestfold og den østre Deel af Viken stode endnu tilbage, eller Haugathing, Borgarthing og Elvebakkens Thing. Men her synes det, som om han har mødt nogen Modstand, idetmindste af Hr. Audun Hugleikssøn. Der fortælles nemlig kort og godt, uden videre Tillæg, at denne i Aaret 1299 efter Kong Haakons Thronbestigelse blev kastet i Fængsel[6] og tre Aar efter blev han henrettet, som det nedenfor nærmere skal fortælles; den Slutning ligger saaledes nær, at han som Fehirde i Tunsberg har gjort Vanskeligheder ved at opgive Kong Haakon Tunsberghuus, eller maaske endog, vel vidende at Haakon ikke var ham gunstig, har vægret sig ved at erkjende ham og søgt at hindre hans Hylding paa Haugathing, eller overhoved har traadt i Alf Erlingssøns Fodspor, skjønt forgjeves og til des større Skade for ham selv, saa at Kongen nu virkelig kunde give ham Landraadesag. Desværre nævnes der intet om Aarsagen til hans Fængsling, og der hersker en fuldkommen Taushed over hvad Kongen foretog sig, og hvor han ferdedes lige fra hiin 3die September, da han var paa Hvitingsø, indtil 16de October, da vi atter finde ham i Oslo. Vi vide saaledes ikke engang, om han kom saa langt som til Rigsgrændsen, for at lade sig hylde. Saa meget kan dog sees, at om Hr. Audun virkelig har vovet at byde ham Trods, var denne dog snart besejret, og ved Kongens Tilbagekomst til Oslo, sandsynligviis i de første Dage af October, kan han ansees at have været i ubestreden Besiddelse af Tronen.

Haakon var ved denne Tid kun 29 eller i sit 29de Aar, altsaa i sin kraftigste eg mest blomstrende Alder. Han havde, som de fleste af Kong Sverres Ætlinger paa Norges Trone, lært mere i sin Ungdom, end Fyrster paa hans Tid plejede, thi han kunde baade tale og læse Latin[7], hvilket forudsatte, at han ogsaa kunde skrive sit Modersmaal, ligesom det er højst sandsynligt, at han forstod og talte det allerede i den Tid, i det mindste ved det norske Hof, saa yndede franske Sprog. Vi ville i det følgende komme til at omtale, hvorledes han søgte at forfremme Oplysning og Kundskaber ved sit Hof. Paa sin Dygtighed, Kraft og Iver i at føre Styrelsen havde han allerede som Hertug givet Prøver; end mere lagde han dette for Dagen i sin mere udvidede Virkekreds som Konge. Dog er det nok muligt, at denne Kraft var parret med vel megen Strenghed, og ikke altid understøttedes af den fornødne Fremsynethed og Statsklogskab; man kan imidlertid mere ane og føle dette end anføre iøjnefaldende Exempler derpaa. Hans Hustru Dronning Euphemia maa efter alt, hvad der fortælles om hende, have været meget elskværdig; selv livsglad og munter, synes hun og at have ville udbrede Glæde og Lystighed omkring sig; blandt de Fornøjelser, hun søgte at berede sig selv og sine Omgivelser, var ogsaa Læsningen af de paa den Tid saa udbredte og yndede franske Ridderromaner. Hun beskrives som meget smuk, skjønt hun paa den Tid, da hun egtede Haakon, ikke længer kan have været saa ung; da nemlig hendes Fader døde allerede i 1284, og optræder som fuldmyndig Mand allerede i 1256, maa man antage at den Tid, da hans fleste Børn bleve fødde, falder mellem 1260 og 1270, hvilket ogsaa godt stemmer dermed at hans ældste Søn Albrecht, Euphemias Broder, allerede var død 1290, efterladende flere Børn. Euphemia, Grev Güthers ældste Datter, var saaledes neppe fød senere end 1270, og altsaa ved sit Giftermaal med Haakon i det mindste 29 Aar gammel, eller af samme Alder som han. Hun skal ogsaa tidligere have været forlovet med Nikolas Fyrste af Rostock, der hævede Forbindelsen med hende[8]. Om Haakons tidligere Plan at egte en engelsk Dame, og det paa hans Vegne aftalte, men ikke istandbragte Giftermaal med Isabella af Joigny er ovenfor handlet; derhos havde han haft en Forbindelse i Landet selv med en Kvinde, hvis Navn ikke kjendes, og som omkring 1290 havde født ham en Datter, ved Navn Agnes, hvilken han offentligt vedkjendte sig som saadan, og som lader til at have nydt samme Hæder som om hun havde været hans egtefødde Datter[9].

Vi erfare af hvad der senere fandt Sted, at Kong Haakon allerede ved fin Tronbestigelse maa have foresat sig at bringe den Magt, Høvdingerne havde tiltaget sig under hans Broders Tid, især under Formynder-Regjeringen, inden de tilbørlige Skranker. Det lader ogsaa til, at han med megen Misfornøjelse fandt, og vel allerede længe stille havde harmet sig over, at mange af Magnaterne havde benyttet sig af Kong Eriks Svaghed til at skaffe sig Gaver eller Overdragelser af Jordegods, der hørte Kronen til, hvorved dennes Ejendomme og Indtægter forringedes; thi det vil i det følgende blive viist, at han foretog en formelig Reduction eller almindelig Tilbagekaldelse af bortskjenket Krongods, saavel som af alle Sysler og Forleninger. At Kongen ikke strax ved sin Tronbestigelse benyttede sig af den Lejlighed hertil, som frembød sig, da Syslernes og Jordegodsenes Indehavere efter gammel Vedtægt skulde melde sig til at faa Overdragelsen fornyet eller bekræftet, kommer vel deels af, at han ikke strax vovede at slaa et større Slag, men vilde vente, til han havde befæstet sig paa Tronen, deels ogsaa deraf, at han sandsynligviis forefandt saa meget, der uopsætteligt maatte udrettes, at han først maatte henvende al sin Opmerksomhed derpaa, førend han skred til nogen gjennemgribende Reform, og vel ogsaa frygtede for at sinke Forretningernes Gang, om han nu strax vilde have omgivet sig med et nyt Embedspersonale. Thi i flere af de Anordninger, han udgav i sine første Regjeringsaar, ytrer han udtrykkeligt, at han formedelst mangehaande Forretninger (sakir fjölskyldu) ikke har kunnet sætte sig saa nøje ind i den ham forelagte Sag, som fornødent til at treffe en ny Bestemmelse derom, men bestemmer derfor, at det indtil videre skal blive ved det Gamle, eller ved det ham forelagte Udkast[10]. Saaledes var Tilstanden i hans første Regjeringsaar saaatsige kun provisorisk eller midlertidig. De fleste Sysselmænd og højere Embedsmænd, med Undtagelse af Hr. Audun Hugleikssøn og de faa, der maaskee kunne have været indviklede i hans Sag, synes for det første at have vedblevet hver i sin Stilling; vi sinde f. Ex. Hr. Thore Haakonssøn fremdeles i Skidusysla, og alle Lagmændene i deres Embeder[11]. Imidlertid er det umuligt andet, end at Høvdingerne meget vel følte det uvisse i deres Stilling, og den maatte desuden aabenbare sig ved den Fornyelse af deres Syssel- eller Forlenings-Brev, som de ej kunde undgaa at tage, thi Fornyelsen kan her kun være given i Udtryk, der antydede det midlertidige. Under saadanne Omstændigheder kan man derfor nok forstaa, hvorledes Audun Hugleikssøn, der havde besiddet saa stor Magt, og, som man erfarer, benyttet sig deraf til at skaffe sig en overvættes Mængde Jordegods, kan have gjort Vanskeligheder ved at underkaste sig Kongen, eller at frasige sig sit Embede paa dennes Fordring. Ogsaa den forhenværende Lagmand paa Island, Jon Einarssøn, maa have viist Trods, siden han hjemsøgtes med Kongens særdeles Unaade, og straffedes som de haandgangne Mænd, der viiste Gjenstridighed eller Ulydighed. Han blev nemlig ved de tvende Riddere, Hr. Sturla Jonssøn og Hr. Erlend Olafssøn, der just var kommen til Island, og maaskee endog var sendt i dette Erende, „sagt ud af sin Værdighed“, det vil sige formeligt berøvet sin Riddertitel[12]. Hvad han havde forbrudt, siges ikke, men staar maaskee i Forbindelse med, hvad der fortælles, at der i 1298 eller 1299 stevnedes 12 Bønder og 12 haandgangne Mænd over til Norge, hvilket man muligviis kan ansee som Tegn, til at der har skeet Bevægelser, sigtende til at løsrive Landet fra Norge, i hvilke da Jon Lagmand maaskee kan have deeltaget. Han rejste Aaret efter over til Norge, vistnok for at forsvare sig eller bede Kongen om Naade, men, som det lader forgjeves; thi han kom tilbage i 1301, fremdeles uden Herretitel, og døde fem Aar efter[13].

Som Cantsler beholdt Haakon, ogsaa efterat have besteget Tronen, den dygtige Sira Aake, hvorimod Kong Eriks Cantsler Hr. Baard Serkssøn gik af; han døde allerede i 1301 og var sandsynligviis en meget gammel Mand[14]. Aake Cantsler maa vel betragtes som Kong Haakons fornemste Hjelper og Raadgiver i de Regjeringshandlinger, han foretog i den første Halvdeel af sin Regjeringstid. Som Merkesmand nævnes umiddelbart efter Kong Haakons Tronbestigelse Hr. Agmund Sigurdssøn af Hestbø i Ryfylke, der rimeligviis allerede beklædte denne Værdighed, medens han var Hertug[15]. Hvo der var hans Stallare, vides ej. Olaf Ragnridssøn af Stein, hvorom der tidligere er talt, var netop død i 1299. Han havde været gift med Magnhild Hallkellsdatter, sandsynligviis en Datter af Hr. Hallkell Krøkedans, som Alf Jarl lod dræbe, og havde med hende Datteren Brynhild, der synes at have været gift med en Hr. Aslak, sandsynligviis Hr. Aslak Ragnvaldssøn, der synes at have afløst Hr. Thore Haakonssøn som Sysselmand i Skidusyssel[16].

Haakon vedblev ogsaa som Konge at have sin egentlige Residens i Oslo, som han ved et langvarigt Ophold havde faaet kjært, forskjønnet og ophjulpet, og hvor han desuden bedre kunde holde Øje med det Danmark og Sverige forefaldende Begivenheder, i hvilke han selv tog en saa virksom Deel igjennem hele sin Regjeringstid. Oslo blev derved paa en vis Maade Rigets Hovedstad, hvilket det, og dets Efterfølger, Christiania, ogsaa senere har vedblevet at være. Det var sandsynligviis for at have en paalidelig Tilsynsmand i Bergen, hvor han nu selv sjeldnere opholdt sig, at han forflyttede Hr. Basse Guthormssøn derhen fra. Stavanger som Sysselmand[17]. I Bergen vedblev ogsaa Enkedronningen Isabella at bo, men som det synes meget indgetogent, under Biskoppens særdeles Beskyttelse[18]. Da Kongen ikke kunde flytte hele Apostelkirken med dens Personale til Oslo, søgte han, allerede umiddelbart ved sin Tronbestigelse, at sætte sin nys stiftede Capelgejstlighed ved Mariekirken i Oslo i en næsten lige saa glimrende Stilling med Hensyn til Indtægter og Anseelse. Paa selve Kroningsdagen gav han den saaledes betydelige Gaver, navnlig hele Ledingen af to Skibreder paa Follo, med det bestemte Forbehold, at hverken han selv eller hans Eftermænd skulde kunne tage denne Gave tilbage. Aaret efter, paa det Tog til Danmark, hvorom nedenfor skal handles, stadfestede han denne Gave, og bestemte nøjagtigt Udstrækningen af de dem i Oslo skjenkede Tomter, saaledes at deres Gaard grændsede umiddelbart op til, og kom til at staa i den nøjeste Forbindelse med Kongsgaarden[19]. Han skjenkede dem ligeledes nogle Tomter, som han før havde givet Bjarne (formodentlig Hr. Bjarne Lodinssøn) og Hr. Sæbjørn Helgessøn, men som vare faldne tilbage til Kronen, fordi de ikke havde bebygget dem inden den rette Frist. For disse Tomter skulde de være .fri for Leding og al Slags Told, Skat og Skyld undtagen Thegngilde og Alejemaal. En af Kongen tilforordnet Lægmand, rimeligviis Sysselmanden, skulde paa deres Anmodning være forpligtet til at straffe deres Svenne og Tjenestemænd, der dagligen vare paa deres Kost, hvad enten de forsaa sig inden- eller udenfor deres Gaard, undtagen i Kongens egen Gaard, Skib eller Nærværelse. Det forstod sig af sig selv, at Chorsbrødrene ogsaa skulde oppebære Sekten for alle deslige ikke undtagne Sager; det fremgaar ogsaa af hvad Kongen endvidere bestemte, nemlig at hvis Udengaardsmænd, der ej stode i deres Tjeneste, forbrøde sig paa de nys nævnte Tomter saaledes at de forfaldt i Sekt, skulde Chorsbrødrene have hele Kongedømmets Ret, undtagen hvis det var skeet i Kongens egen Nærværelse. End videre overdrog Kongen dem en Mølle med tilhørende Lykke, samt nogle Søboder. Fremdeles tog han Kirken, Kirkegaarden, deres Tomter, dem selv samlede og enkeltviis, deres Svenne og deres Tjenestemænd samt alt hvad de ejede og ejendes maatte vorde, under Guds og Kongedømmets Beskyttelse i alt hvad Ret var. Hvis nogen dræbte eller saarede en anden i Mariekirken eller paa Kirkegaarden, skulde han have forbrudt Liv og Lemmer, Gods og Fred, som om det var skeet i Kongens eget Paasyn, og hans Løsøre skulde anvendes til Kirkens Vedligeholdelse[20], saaledes som Kongen fandt det tjenligst. Hvis nogen forgreb sig paa selve de Gejstlige, „som der tjente Gud og Kongedømmet“, da skulde det Thegngilde eller de Bøder som derfor udrededes, tilfalde Kirken til Vedligeholdelse, medens Kongen forbeholdt sig at raade for Fredkjøb og Landsvist; Løsøret skulde og tilfalde Kirken, hvis Sagen blev Ubødemaal. Kirken skulde have tre Mænd ledige for Nevninger og alleslags Ledingsferder, hvad enten de vare kongelige haandgangne Mænd eller indenlandske eller udenlandske Kjøbmænd. Deres Provst eller Formand skulde have Lendermands Ret eller Rang med alle dertil hørende Udmerkelser, de Prester af dem, der havde Præbender, skulde have Ridders Ret, Vicarier samt Diakoner Hirdmands, og Klerker Kjertesvends. Saaledes fik da saavel Provsten som Præbende-Presterne Herre-Titel. Ved en streng Skrivelse blev det siden forbudt Alle og Enhver, og navnlig de kongelige Ombudsmænd, at hindre Mariekirken i Besiddelsen af de den tillagte Ejendomme. Indrømmelsen af disse overordentlige Begunstigelser, der endog synes at have overgaaet, hvad der hidtil var blevet Apostelkirken i Bergen til Deel, og som staar i Forbindelse med mere omfattende Planer til at stifte en egen kongelig Capelgejstlighed over hele Riget, hvorom der i det følgende vil blive handlet udførligt, skyldes vistnok for en stor Deel Cantsleren, Magister Aake, der selv, maaskee ved Kongens Kroning, beskikkedes til Provst ved Mariekirken[21].

Efter Kong Haakons Tronbestigelse finder man aller først endeel gejstlige og verdslige Herrer tilsammen benævnte „Raadet“ ved Siden af en myndig Konge. Under Formynder-Regjeringen havde man, som ovenfor viist, kaldet de Herrer, der styrede tillige med Dronningen, Raadet, og denne Benævnelse havde ogsaa vedligeholdt sig om dem, der stode ved hendes Side efter at Kongen havde naaet den legale Myndighedsalder[22]. Dog hører man i den sidste Deel af Kong Eriks Regjering ikke noget „Raad“ omtale, maaskee fordi denne Institution endnu ikke betragtedes som nødvendig, maaskee og fordi Hr. Audun Hugleikssøn ikke ønskede at dele Raadgivermagten med nogen Anden. Men hos Kong Haakon finde vi, som sagt, endeel gejstlige og verdslige Herrer kaldte Herrerne af Raadet, og det ikke saaledes, at man kan henføre denne Benævnelse til Hirdskraaens Udsagn, at Lendermændene i Kraft af deres Titel vare Kongens „højeste Raadgivere“; thi foruden Lendermænd og Biskopper, der kunne kaldes selvskrevne Raadgivere, nævnes og endeel Riddere, der ikke kunde fordre en saadan Ret[23]. Altsaa maa dog blandt Ridderne et vist Udvalg eller en formelig Udnævnelse til Raadsherre (Rigsraad) have fundet Sted. Nu er,det visselig noget paafaldende, at en Konge, som Haakon, der sees at have været saa skinsyg paa sin Myndighed, skulde have villet sætte sig et Raad ved Siden. Men da man tillige af alle hans Regjeringshandlinger seer, at han aldeles ikke lod sig binde ved nogen andens Mening, men handlede ganske efter Forgodtbefindende, og saaledes i Ordets strengeste Forstand behandlede det saakaldte Raad kun som Raad, maa man antage at han ved at oprette det alene har søgt at efterligne hvad der allerede var Skik og Brug i de nærmeste Lande, og at man har betragtet et saadant Raad som en til Kronens Glands og Værdighed nødvendig Institution; hvorhos det dog vel ogsaa turde være muligt, at han har beklædt de Raadsherrer, der havde stadigt Ophold i Bergen, med en særegen højere Myndighed til at afgjøre Sager paa hans Vegne, som etslags Statholderskab[24]. Imidlertid er det klart, at ved Siden af en svag Konge maatte et beskikket Raad, sammensat af Landets Ypperste, med Lethed kunne tilrive sig større Magt, end fra Begyndelsen af paatænkt. Dette blev ogsaa omsider Tilfældet i Norge. Blandt dem, der i Kong Haakons første Aar nævnes som Medlemmer af Raadet, forekomme, foruden Biskopperne og Cantsleren, følgende Lægmænd: Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Thore Haakonssøn, Hr. Ulfhedin Bjarnessøn (om hvem for Resten intet vides, ej engang, hvor han hørte hjemme), Hr. Isak Gautessøn, Hr. Jon Ivarssøn Rand, der allerede forekommer som medbeseglende Stilstandsbrevet paa Hegnesgavl, en mægtig og rig Baron paa Raumarike, Hr. Sæbjørn Helgessøn, der siden oftere nævnes i offentlige Acter, og synes at have hørt hjemme i Ryfylke, skjønt han ogsaa havde Besiddelser andensteds i Landet; Hr. Vidkunn Erlingssøn og Hr. Peter Andressøn, sandsynligviis en Søn af Hr. Andres Plytt[25]. Overhoved lader det til, at Kong Haakon saa vidt muligt har beholdt de samme Omgivelser, han havde som Hertug; de fleste af hans højtstaaende Mænd synes at have været fra Østlandet eller Ryfylke, det vil sige fra de Dele af Landet, der udgjorde hans hertugelige Leen, og hvor han saaledes allerede tidligere havde haft Anledning til at gjøre deres Bekjendtskab.

  1. ↑ Se Lange, i Dipl. Norv. I. Indl. S. XXVII. hvor det vises, at Dagen, fra hvilken han regnede sin Regjering, altsaa Hyldingsdagen, var efter 9de August og før 12te August; da nu Hyldingen skulde foregaa paa en Søn- eller Festdag, og ingen saadan indtreffer mellem 9de og 12te August, uden St. Laurentii Dag, den 10de, bliver det saaledes paa denne, Hyldingen og Kroningen foregik. Vel siges der i Flatø-Annalerne, at Kroningen foregik paa Allehelgensdag, men dette er aabenbart urigtigt; Allehelgensdag var Haakon ikke engang i Nidaros, thi baade 16de Oct. og 24de Novbr. finde vi ham i Oslo (Norges gl. Love III, Rb. 12, og Dipl. Norv. II. 55). Det kgl. Haandskrift af Annalerne nævner ingen Dag, men siger kun at han blev kronet paa samme Tid, som han fik Kongenavn. Heller ikke Laurentii Saga, der taler udførligt om Hyldingen og Kroningen, nævner Dagen. Den sindrige Formodning, Keyser har fremsat i en Note til S. 92 i „den norske Kirkes Historie“ Vol. II., at allraheilagramessu kan være en gammel Læsefejl for á laurentius messu, forkortet, har vist fuldkommen sin Rigtighed.
  2. ↑ Laurentius Saga Cap. 13. Den Omstændighed, at Vejen fra Øren til Kirken var belagt med Klæde, viser netop at Kroningen foregik umiddelbart efter Hyldingen.
  3. ↑ Norges gl. Love III. Rb. 11.
  4. ↑ Dipl. Norv. II. 52.
  5. ↑ Sammest. 53.
  6. ↑ Isl. Annaler ved 1299.
  7. ↑ Vi ville nedenfor see, hvorledes han ved ei Forsøg paa at bilægge Erkebiskoppens Strid med Chorsbrødrene holdt en Tale paa Latin. Hans, sandsynligviis egenhændige, latinske Paategning paa Retterbodsbrevet til Færøerne er allerede omtalt.
  8. ↑ Westphalens Mon. I. 273, 275.
  9. ↑ Agnes’s Alder kan ikke saa meget sluttes deraf at hun allerede 1302 blev bortfestet til Hafthor Jonssøn, da hun da – efter hvad der i den Tid hyppigt indtraf – gjerne kan have været et Barn, som af den Omstændighed, at hendes Sønner Jon og Sigurd Hafthorssønner maa antages at have været komne til Skjels Aar, da de i 1333 begyndte Stemplinger mod deres Fætter Kong Magnus. Dog kan Agnes nok være noget yngre end ovenfor er antaget.
  10. ↑ Saaledes f. Ex. i hans midlertidige Bekræftelsesbrev af 31te Mai 1305 paa det jemtelandske Regulativ for Tiende og Presterettigheder, se nedenfor; fremdeles i Indledningen til den store Reform-Retterbod af 1308 („skjønt vi formedelst Travlhed ej have saaledes efterseet som vi burde og ønskede, da vi overtoge Regjeringen“).
  11. ↑ Se f. Ex. Hr. Thore Haakonssøns Brev af 20de Marts 1303, hvor han omtaler sin Embedsrejse gjennem Thelemarken 1302, Dipl. Norv. I. 95. Vige Lagmand i Skidan forekommer endnu i 1308, Dipl. Norv. I. 116; Sigurd paa Rande i Ryfylke, Sigurd paa Aga, Nikolas i Bergen o. fl. ville i det følgende blive omtalte.
  12. ↑ De isl. Annaler. ved 1299. Dipl. Norv. II. 64 sammenholdt med 41 viser, hvorledes Afsættelse fra Hirdmandsverdigheden for Ulydighed skeede; Hirdmanden Eilif Skodra, Broder og Arving af Hr. Markus Emma, havde allerede i længere Tid unddraget sig fra at udrede de Legater, denne havde givet til Christkirken og Chorsbrødrene i Nidaros. Ved hiint Brev, dateret Bergen den 5te Oct. 1301, befaler Kongen paa det strengeste Eilif Skovra at efterkomme Testamentet, inden 14 Dage, i modsat Fald skulde Hr. Basse Guthormssøn (Sysselmanden) og Hr. Peter Peterssøn paa Spaanheim „sige ham af Tjenesten“. Han var kun Hirdmand, derfor bruges her ikke Ordet „Nafnbot“, men kun „Tjeneste“; Jon Lagmand derimod var Ridder.
  13. ↑ Isl. Annaler ved 1306. Her kaldes han atter „Hr. Jon Lagmand“; maaskee han senere var tagen til Naade igjen.
  14. ↑ Det er dog muligt at dette er at henføre til 1298, se ovf. S. 306 Not. 2.
  15. ↑ Agmund Sigurdssøn i Hestbø, Merkesmand, nævnes ved 1300 i Dipl. Norv. IV. 49, 2den Juni 1302 i Dipl. Norv. IV. 54. Som Ridder nævnes han allerede ved Hegnesgavl-Stilstanden 1295, se ovenfor S. 230, og 1297 i Dipl. Norv. I. 84.
  16. ↑ Olafs Død 1299 omtales i Annalerne. At han var gift med Fru Magnhild, sees hos Absalon Pederssøn, Suhms Saml. II. 94; ligeledes sees det af Fru Magnhild Hallkellsdatters eget Brev af 6te Febr. 1282, hvorved hun solgte en Deel af Sæm i Sogn til Munkelivkloster, at hendes Mand heed Olaf; hun sætter nemlig „sin Olafs“ Indsegl for Brevet (Munkelivsbogen S. 138). Ved Brev af 1290 (ssteds S. 140) solgte hun mere af samme Gaard; her nævner hun som Vidner sin „Maag“, Hr. Aslak, en Hr. Viljam (sandsynligviis af Torge paa Haalogaland), og sin Datter Fru Brynhild.
  17. ↑ Hr. Basse nævnes endnu som Befalingsmand i Stavanger i Brev af 7de April 1299 (Dipl. Norv. II. 48); men i October 1301 finde vi ham i Bergen, see Kongens føromtalte Brev til Eilif Skodra, saavel som Vidnesbrevet af 18de September 1309 (Dipl. Norv. I. 122) hvor der tales om en Eed, aflagt for nogle Aar tilbage for Biskop Narve, Hr. Basse Guthormssøn, „der da var Sysselmand i Bergen“, o. fl.; Narve døde 16de Oct. 1304.
  18. ↑ Ved Brev af 25de Marts 1324 overlod Biskop Audfinn i Bergen Dronning Isabella for Livstid en Biskopsstolen tilhørende Gaard ved Siden af Biskopsgaarden, tildeels af Steen, „formedelst den mangfoldige Godvilje og mange Velgjerninger, hun havde viist hans Formænd, Bergens Biskopper, og især ham“. Dipl. Norv. II. 152.
  19. ↑ Nemlig Brev, dateret Ekerøerne den 22de Juni 1300, Dipl. Norv. I. 92.
  20. ↑ Der staar „til uppgerðar“, hvilket strengt taget betyder „til Opførelse“, men sees at være det almindeligt vedtagne Udtryk paa „Vedligeholdelse“, især hvor betydelige Udvidelser behøvedes, saaledes som vistnok her var Tilfældet.
  21. ↑ Dipl. Norv. II. 83.
  22. ↑ Se ovf. S. 105.
  23. ↑ Se fornemmelig Anordningen om Kongearven og Rigsstyrelsen af 9de Sept. 1302, hvor Kongen udtrykkeligt erklærer at have forandret Kongearven „med Raad og Samtykke af Erkebiskoppen, de fire øvrige Biskopper, Lendermændene Bjarne Erlingssøn, Ulfhedin Bjarnessøn, Isak Gautessøn, Jon Ivarssøn, Sæbjørn Helgessøn, Hr. Aale Cantsler, alt vort øvrige Raad, og alle andre bedste Mænd, forsamlede hos os“. (Norges gl. Love, III. S. 46). Omkring 1303 skriver end videre Presten paa Vossevangen og Peter paa Finnin til „alt Kong Haakons Raad i Bergen“, det vil sige alle de der værende Medlemmer af Raadet; (Dipl. Norv. II. 71). Den 10de og 12te April 1306 omtales ligeledes enkelte af Raadet i Bergen (Dipl. Norv, II. 82 og III. 64), nemlig Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Sæbjørn Helgessøn, Hr. Aake Cantsler, Hr. Snare Aslakssøn, Hr. Erling Aamundessøn og Lagmændene Hr. Hauk og Hr. Heming, af hvilke de sidste idet mindste ikke vare Baroner; og dette var netop paa en Tid, da Kongen selv var i Bergen, da dette berøres i det sidstnævnte Brev.
  24. ↑ Dette synes nemlig halv om halv at kunne sluttes af det nys omtalte Brev fra Presten paa Vossevangen og Peter paa Finnin til Raadet i Bergen.
  25. ↑ Jeg har her ogsaa medtaget dem, der medbeseglede det store Gavebrev til Mariekirken 1300, thi dette gjorde de vistnok i Egenskab af Raadsherrer.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/6/90&oldid=76510»