Det norske Folks Historie/6/90

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Kong Erik døde, kun efterladende ſig en toaarig Datter, ingen Søn, var hans Broder Hertug Haakon ifølge Loven den rette Tronarving, og ſaaſnart Efterretningen om Broderens Død kom til ham, ſandſynligviis i Oslo, ſkyndte han ſig derfor nord til Throndhjem med ſin unge Huſtru for at lade ſig hylde paa Ørething og umiddelbart derefter krone tilligemed hende i Chriſtkirken. Dette ſkede, ſom man ved at ſammenholde flere ſenere Brevſkaber kan ſee, ikke fuldt Maanedsdagen efter Kong Eriks Død, nemlig St. Laurentii Dag den 10de Auguſt[1], og det var førſte Gang at man paa denne Maade ſaa Hyldingen og Kroningen foregaa under eet. Den dobbelte Ceremoni gik for ſig med al den Pragt, man i Haſt kunde ſkaffe til Veje. Lige fra Øren, hvor Hyldingen var foregaaet, og til Chriſtkirken var Vejen og Gaden belagt med Duunklæder, Pell og Baldekin; det ſynes derfor, ſom om Kongen umiddelbart fra Hyldingen ude paa Øren begav ſig i Procesſion op til Chriſtkirken, hvor Dronningen rimeligviis allerede ventede ham, og hvor Erkebiſkop Jørund forrettede Kroningen. Alle de ypperſte Mænd i Norge og en Mængde Udlændinger, heder det, vare tilſtede, og man ſaa den ſtørſte Masſe Folk, der i Norden kunde tænkes ſamlet paa eet Sted: Kongen holdt ſiden et herligt Gjeſtebud og gav den hellige Kirke mange Privilegier og Retterbøder, ligeſom han ogſaa ſøgte at forlige Erkebiſkoppen og Chorsbrødrene, der nu atter vare blevne Uvenner, hvilket dog kun lykkedes ham for en ganſke kort Tid, thi ſaaſnart han havde forladt Byen, ſiges der, begyndte den ſamme Trætte paany[2]. Haakons Ophold i Throndhjem varede heller ikke mere end i det højeſte nogle faa Dage, da vi allerede den 24de Auguſt finde ham i Bergen, hvor han ſandſynligviis paa denne Dag (St. Bartholomæi Dag) ogſaa lod ſig hylde for Gulathinget, og hvor han, ſelvſamme Dag, under eet bekræftede alle de Retterbøder og Forordninger, hans afdøde Broder havde givet Bergen, ved derom at udſtede et Brev, ſom han i Mangel af eget Rigs-Segl, der endnu ikke kunde være ferdigt, lod beſegle med Kong Eriks Segl og ſit eget Secret, udtrykkeligt tilføjende i Brevet, at Bekræftelſen ikke ſkulde gjelde længere end til han fandt for godt at give en ny Anordning[3]. I Bergen forblev han til ſidſt i Maaneden, da han endnu den 28de Auguſt derfra udſtedte et Beſkyttelſesbrev for Chorsbrødrene i Nidaros, ſom ſandſynligviis havde ſendt et Iilbud efter ham for at melde, at Trætten med Erkebiſkoppen var udbrudt paa ny, og at de atter trængte til hans Værn[4]. Den tredie September finde vi ham paa Hvitingsø, udenfor Stavanger, altſaa paa Sø-Rejſen øſtover[5]; da Ryfylke og ſandſynligviis ogſaa Egdafylke allerede hørte til hans Hertugdømme, behøvede han ikke at lade ſig hylde der, ligeſaa lidet ſom paa Oplandene og i Oslo-Sysſel; kun Veſtfold og den øſtre Deel af Viken ſtode endnu tilbage, eller Haugathing, Borgarthing og Elvebakkens Thing. Men her ſynes det, ſom om han har mødt nogen Modſtand, idetmindſte af Hr. Audun Hugleiksſøn. Der fortælles nemlig kort og godt, uden videre Tillæg, at denne i Aaret 1299 efter Kong Haakons Thronbeſtigelſe blev kaſtet i Fængſel[6] og tre Aar efter blev han henrettet, ſom det nedenfor nærmere ſkal fortælles; den Slutning ligger ſaaledes nær, at han ſom Fehirde i Tunsberg har gjort Vanſkeligheder ved at opgive Kong Haakon Tunsberghuus, eller maaſke endog, vel vidende at Haakon ikke var ham gunſtig, har vægret ſig ved at erkjende ham og ſøgt at hindre hans Hylding paa Haugathing, eller overhoved har traadt i Alf Erlingsſøns Fodſpor, ſkjønt forgjeves og til des ſtørre Skade for ham ſelv, ſaa at Kongen nu virkelig kunde give ham Landraadeſag. Desværre nævnes der intet om Aarſagen til hans Fængſling, og der herſker en fuldkommen Taushed over hvad Kongen foretog ſig, og hvor han ferdedes lige fra hiin 3die September, da han var paa Hvitingsø, indtil 16de October, da vi atter finde ham i Oslo. Vi vide ſaaledes ikke engang, om han kom ſaa langt ſom til Rigsgrændſen, for at lade ſig hylde. Saa meget kan dog ſees, at om Hr. Audun virkelig har vovet at byde ham Trods, var denne dog ſnart beſejret, og ved Kongens Tilbagekomſt til Oslo, ſandſynligviis i de førſte Dage af October, kan han anſees at have været i ubeſtreden Beſiddelſe af Tronen.

Haakon var ved denne Tid kun 29 eller i ſit 29de Aar, altſaa i ſin kraftigſte eg meſt blomſtrende Alder. Han havde, ſom de fleſte af Kong Sverres Ætlinger paa Norges Trone, lært mere i ſin Ungdom, end Fyrſter paa hans Tid plejede, thi han kunde baade tale og læſe Latin[7], hvilket forudſatte, at han ogſaa kunde ſkrive ſit Modersmaal, ligeſom det er højſt ſandſynligt, at han forſtod og talte det allerede i den Tid, i det mindſte ved det norſke Hof, ſaa yndede franſke Sprog. Vi ville i det følgende komme til at omtale, hvorledes han ſøgte at forfremme Oplysning og Kundſkaber ved ſit Hof. Paa ſin Dygtighed, Kraft og Iver i at føre Styrelſen havde han allerede ſom Hertug givet Prøver; end mere lagde han dette for Dagen i ſin mere udvidede Virkekreds ſom Konge. Dog er det nok muligt, at denne Kraft var parret med vel megen Strenghed, og ikke altid underſtøttedes af den fornødne Fremſynethed og Statsklogſkab; man kan imidlertid mere ane og føle dette end anføre iøjnefaldende Exempler derpaa. Hans Huſtru Dronning Euphemia maa efter alt, hvad der fortælles om hende, have været meget elſkværdig; ſelv livsglad og munter, ſynes hun og at have ville udbrede Glæde og Lyſtighed omkring ſig; blandt de Fornøjelſer, hun ſøgte at berede ſig ſelv og ſine Omgivelſer, var ogſaa Læsningen af de paa den Tid ſaa udbredte og yndede franſke Ridderromaner. Hun beſkrives ſom meget ſmuk, ſkjønt hun paa den Tid, da hun egtede Haakon, ikke længer kan have været ſaa ung; da nemlig hendes Fader døde allerede i 1284, og optræder ſom fuldmyndig Mand allerede i 1256, maa man antage at den Tid, da hans fleſte Børn bleve fødde, falder mellem 1260 og 1270, hvilket ogſaa godt ſtemmer dermed at hans ældſte Søn Albrecht, Euphemias Broder, allerede var død 1290, efterladende flere Børn. Euphemia, Grev Güthers ældſte Datter, var ſaaledes neppe fød ſenere end 1270, og altſaa ved ſit Giftermaal med Haakon i det mindſte 29 Aar gammel, eller af ſamme Alder ſom han. Hun ſkal ogſaa tidligere have været forlovet med Nikolas Fyrſte af Roſtock, der hævede Forbindelſen med hende[8]. Om Haakons tidligere Plan at egte en engelſk Dame, og det paa hans Vegne aftalte, men ikke iſtandbragte Giftermaal med Iſabella af Joigny er ovenfor handlet; derhos havde han haft en Forbindelſe i Landet ſelv med en Kvinde, hvis Navn ikke kjendes, og ſom omkring 1290 havde født ham en Datter, ved Navn Agnes, hvilken han offentligt vedkjendte ſig ſom ſaadan, og ſom lader til at have nydt ſamme Hæder ſom om hun havde været hans egtefødde Datter[9].

Vi erfare af hvad der ſenere fandt Sted, at Kong Haakon allerede ved fin Tronbeſtigelſe maa have foreſat ſig at bringe den Magt, Høvdingerne havde tiltaget ſig under hans Broders Tid, iſær under Formynder-Regjeringen, inden de tilbørlige Skranker. Det lader ogſaa til, at han med megen Misfornøjelſe fandt, og vel allerede længe ſtille havde harmet ſig over, at mange af Magnaterne havde benyttet ſig af Kong Eriks Svaghed til at ſkaffe ſig Gaver eller Overdragelſer af Jordegods, der hørte Kronen til, hvorved dennes Ejendomme og Indtægter forringedes; thi det vil i det følgende blive viiſt, at han foretog en formelig Reduction eller almindelig Tilbagekaldelſe af bortſkjenket Krongods, ſaavel ſom af alle Syſler og Forleninger. At Kongen ikke ſtrax ved ſin Tronbeſtigelſe benyttede ſig af den Lejlighed hertil, ſom frembød ſig, da Syſlernes og Jordegodſenes Indehavere efter gammel Vedtægt ſkulde melde ſig til at faa Overdragelſen fornyet eller bekræftet, kommer vel deels af, at han ikke ſtrax vovede at ſlaa et ſtørre Slag, men vilde vente, til han havde befæſtet ſig paa Tronen, deels ogſaa deraf, at han ſandſynligviis forefandt ſaa meget, der uopſætteligt maatte udrettes, at han førſt maatte henvende al ſin Opmerkſomhed derpaa, førend han ſkred til nogen gjennemgribende Reform, og vel ogſaa frygtede for at ſinke Forretningernes Gang, om han nu ſtrax vilde have omgivet ſig med et nyt Embedsperſonale. Thi i flere af de Anordninger, han udgav i ſine førſte Regjeringsaar, ytrer han udtrykkeligt, at han formedelſt mangehaande Forretninger (sakir fjölskyldu) ikke har kunnet ſætte ſig ſaa nøje ind i den ham forelagte Sag, ſom fornødent til at treffe en ny Beſtemmelſe derom, men beſtemmer derfor, at det indtil videre ſkal blive ved det Gamle, eller ved det ham forelagte Udkaſt[10]. Saaledes var Tilſtanden i hans førſte Regjeringsaar ſaaatſige kun proviſoriſk eller midlertidig. De fleſte Sysſelmænd og højere Embedsmænd, med Undtagelſe af Hr. Audun Hugleiksſøn og de faa, der maaſkee kunne have været indviklede i hans Sag, ſynes for det førſte at have vedblevet hver i ſin Stilling; vi ſinde f. Ex. Hr. Thore Haakonsſøn fremdeles i Skiduſyſla, og alle Lagmændene i deres Embeder[11]. Imidlertid er det umuligt andet, end at Høvdingerne meget vel følte det uvisſe i deres Stilling, og den maatte desuden aabenbare ſig ved den Fornyelſe af deres Sysſel- eller Forlenings-Brev, ſom de ej kunde undgaa at tage, thi Fornyelſen kan her kun være given i Udtryk, der antydede det midlertidige. Under ſaadanne Omſtændigheder kan man derfor nok forſtaa, hvorledes Audun Hugleiksſøn, der havde beſiddet ſaa ſtor Magt, og, ſom man erfarer, benyttet ſig deraf til at ſkaffe ſig en overvættes Mængde Jordegods, kan have gjort Vanſkeligheder ved at underkaſte ſig Kongen, eller at fraſige ſig ſit Embede paa dennes Fordring. Ogſaa den forhenværende Lagmand paa Island, Jon Einarsſøn, maa have viiſt Trods, ſiden han hjemſøgtes med Kongens ſærdeles Unaade, og ſtraffedes ſom de haandgangne Mænd, der viiſte Gjenſtridighed eller Ulydighed. Han blev nemlig ved de tvende Riddere, Hr. Sturla Jonsſøn og Hr. Erlend Olafsſøn, der juſt var kommen til Island, og maaſkee endog var ſendt i dette Erende, „ſagt ud af ſin Værdighed“, det vil ſige formeligt berøvet ſin Riddertitel[12]. Hvad han havde forbrudt, ſiges ikke, men ſtaar maaſkee i Forbindelſe med, hvad der fortælles, at der i 1298 eller 1299 ſtevnedes 12 Bønder og 12 haandgangne Mænd over til Norge, hvilket man muligviis kan anſee ſom Tegn, til at der har ſkeet Bevægelſer, ſigtende til at løsrive Landet fra Norge, i hvilke da Jon Lagmand maaſkee kan have deeltaget. Han rejſte Aaret efter over til Norge, viſtnok for at forſvare ſig eller bede Kongen om Naade, men, ſom det lader forgjeves; thi han kom tilbage i 1301, fremdeles uden Herretitel, og døde fem Aar efter[13].

Som Cantſler beholdt Haakon, ogſaa efterat have beſteget Tronen, den dygtige Sira Aake, hvorimod Kong Eriks Cantſler Hr. Baard Serksſøn gik af; han døde allerede i 1301 og var ſandſynligviis en meget gammel Mand[14]. Aake Cantſler maa vel betragtes ſom Kong Haakons fornemſte Hjelper og Raadgiver i de Regjeringshandlinger, han foretog i den førſte Halvdeel af ſin Regjeringstid. Som Merkesmand nævnes umiddelbart efter Kong Haakons Tronbeſtigelſe Hr. Agmund Sigurdsſøn af Heſtbø i Ryfylke, der rimeligviis allerede beklædte denne Værdighed, medens han var Hertug[15]. Hvo der var hans Stallare, vides ej. Olaf Ragnridsſøn af Stein, hvorom der tidligere er talt, var netop død i 1299. Han havde været gift med Magnhild Hallkellsdatter, ſandſynligviis en Datter af Hr. Hallkell Krøkedans, ſom Alf Jarl lod dræbe, og havde med hende Datteren Brynhild, der ſynes at have været gift med en Hr. Aſlak, ſandſynligviis Hr. Aſlak Ragnvaldsſøn, der ſynes at have afløſt Hr. Thore Haakonsſøn ſom Sysſelmand i Skiduſysſel[16].

Haakon vedblev ogſaa ſom Konge at have ſin egentlige Reſidens i Oslo, ſom han ved et langvarigt Ophold havde faaet kjært, forſkjønnet og ophjulpet, og hvor han desuden bedre kunde holde Øje med det Danmark og Sverige forefaldende Begivenheder, i hvilke han ſelv tog en ſaa virkſom Deel igjennem hele ſin Regjeringstid. Oslo blev derved paa en vis Maade Rigets Hovedſtad, hvilket det, og dets Efterfølger, Chriſtiania, ogſaa ſenere har vedblevet at være. Det var ſandſynligviis for at have en paalidelig Tilſynsmand i Bergen, hvor han nu ſelv ſjeldnere opholdt ſig, at han forflyttede Hr. Basſe Guthormsſøn derhen fra. Stavanger ſom Sysſelmand[17]. I Bergen vedblev ogſaa Enkedronningen Iſabella at bo, men ſom det ſynes meget indgetogent, under Biſkoppens ſærdeles Beſkyttelſe[18]. Da Kongen ikke kunde flytte hele Apoſtelkirken med dens Perſonale til Oslo, ſøgte han, allerede umiddelbart ved ſin Tronbeſtigelſe, at ſætte ſin nys ſtiftede Capelgejſtlighed ved Mariekirken i Oslo i en næſten lige ſaa glimrende Stilling med Henſyn til Indtægter og Anſeelſe. Paa ſelve Kroningsdagen gav han den ſaaledes betydelige Gaver, navnlig hele Ledingen af to Skibreder paa Follo, med det beſtemte Forbehold, at hverken han ſelv eller hans Eftermænd ſkulde kunne tage denne Gave tilbage. Aaret efter, paa det Tog til Danmark, hvorom nedenfor ſkal handles, ſtadfeſtede han denne Gave, og beſtemte nøjagtigt Udſtrækningen af de dem i Oslo ſkjenkede Tomter, ſaaledes at deres Gaard grændſede umiddelbart op til, og kom til at ſtaa i den nøjeſte Forbindelſe med Kongsgaarden[19]. Han ſkjenkede dem ligeledes nogle Tomter, ſom han før havde givet Bjarne (formodentlig Hr. Bjarne Lodinsſøn) og Hr. Sæbjørn Helgesſøn, men ſom vare faldne tilbage til Kronen, fordi de ikke havde bebygget dem inden den rette Friſt. For disſe Tomter ſkulde de være .fri for Leding og al Slags Told, Skat og Skyld undtagen Thegngilde og Alejemaal. En af Kongen tilforordnet Lægmand, rimeligviis Sysſelmanden, ſkulde paa deres Anmodning være forpligtet til at ſtraffe deres Svenne og Tjeneſtemænd, der dagligen vare paa deres Koſt, hvad enten de forſaa ſig inden- eller udenfor deres Gaard, undtagen i Kongens egen Gaard, Skib eller Nærværelſe. Det forſtod ſig af ſig ſelv, at Chorsbrødrene ogſaa ſkulde oppebære Sekten for alle deslige ikke undtagne Sager; det fremgaar ogſaa af hvad Kongen endvidere beſtemte, nemlig at hvis Udengaardsmænd, der ej ſtode i deres Tjeneſte, forbrøde ſig paa de nys nævnte Tomter ſaaledes at de forfaldt i Sekt, ſkulde Chorsbrødrene have hele Kongedømmets Ret, undtagen hvis det var ſkeet i Kongens egen Nærværelſe. End videre overdrog Kongen dem en Mølle med tilhørende Lykke, ſamt nogle Søboder. Fremdeles tog han Kirken, Kirkegaarden, deres Tomter, dem ſelv ſamlede og enkeltviis, deres Svenne og deres Tjeneſtemænd ſamt alt hvad de ejede og ejendes maatte vorde, under Guds og Kongedømmets Beſkyttelſe i alt hvad Ret var. Hvis nogen dræbte eller ſaarede en anden i Mariekirken eller paa Kirkegaarden, ſkulde han have forbrudt Liv og Lemmer, Gods og Fred, ſom om det var ſkeet i Kongens eget Paaſyn, og hans Løsøre ſkulde anvendes til Kirkens Vedligeholdelſe[20], ſaaledes ſom Kongen fandt det tjenligſt. Hvis nogen forgreb ſig paa ſelve de Gejſtlige, „ſom der tjente Gud og Kongedømmet“, da ſkulde det Thegngilde eller de Bøder ſom derfor udrededes, tilfalde Kirken til Vedligeholdelſe, medens Kongen forbeholdt ſig at raade for Fredkjøb og Landsviſt; Løsøret ſkulde og tilfalde Kirken, hvis Sagen blev Ubødemaal. Kirken ſkulde have tre Mænd ledige for Nevninger og alleſlags Ledingsferder, hvad enten de vare kongelige haandgangne Mænd eller indenlandſke eller udenlandſke Kjøbmænd. Deres Provſt eller Formand ſkulde have Lendermands Ret eller Rang med alle dertil hørende Udmerkelſer, de Preſter af dem, der havde Præbender, ſkulde have Ridders Ret, Vicarier ſamt Diakoner Hirdmands, og Klerker Kjerteſvends. Saaledes fik da ſaavel Provſten ſom Præbende-Preſterne Herre-Titel. Ved en ſtreng Skrivelſe blev det ſiden forbudt Alle og Enhver, og navnlig de kongelige Ombudsmænd, at hindre Mariekirken i Beſiddelſen af de den tillagte Ejendomme. Indrømmelſen af disſe overordentlige Begunſtigelſer, der endog ſynes at have overgaaet, hvad der hidtil var blevet Apoſtelkirken i Bergen til Deel, og ſom ſtaar i Forbindelſe med mere omfattende Planer til at ſtifte en egen kongelig Capelgejſtlighed over hele Riget, hvorom der i det følgende vil blive handlet udførligt, ſkyldes viſtnok for en ſtor Deel Cantſleren, Magiſter Aake, der ſelv, maaſkee ved Kongens Kroning, beſkikkedes til Provſt ved Mariekirken[21].

Efter Kong Haakons Tronbeſtigelſe finder man aller førſt endeel gejſtlige og verdslige Herrer tilſammen benævnte „Raadet“ ved Siden af en myndig Konge. Under Formynder-Regjeringen havde man, ſom ovenfor viiſt, kaldet de Herrer, der ſtyrede tillige med Dronningen, Raadet, og denne Benævnelſe havde ogſaa vedligeholdt ſig om dem, der ſtode ved hendes Side efter at Kongen havde naaet den legale Myndighedsalder[22]. Dog hører man i den ſidſte Deel af Kong Eriks Regjering ikke noget „Raad“ omtale, maaſkee fordi denne Inſtitution endnu ikke betragtedes ſom nødvendig, maaſkee og fordi Hr. Audun Hugleiksſøn ikke ønſkede at dele Raadgivermagten med nogen Anden. Men hos Kong Haakon finde vi, ſom ſagt, endeel gejſtlige og verdslige Herrer kaldte Herrerne af Raadet, og det ikke ſaaledes, at man kan henføre denne Benævnelſe til Hirdſkraaens Udſagn, at Lendermændene i Kraft af deres Titel vare Kongens „højeſte Raadgivere“; thi foruden Lendermænd og Biſkopper, der kunne kaldes ſelvſkrevne Raadgivere, nævnes og endeel Riddere, der ikke kunde fordre en ſaadan Ret[23]. Altſaa maa dog blandt Ridderne et viſt Udvalg eller en formelig Udnævnelſe til Raadsherre (Rigsraad) have fundet Sted. Nu er,det visſelig noget paafaldende, at en Konge, ſom Haakon, der ſees at have været ſaa ſkinſyg paa ſin Myndighed, ſkulde have villet ſætte ſig et Raad ved Siden. Men da man tillige af alle hans Regjeringshandlinger ſeer, at han aldeles ikke lod ſig binde ved nogen andens Mening, men handlede ganſke efter Forgodtbefindende, og ſaaledes i Ordets ſtrengeſte Forſtand behandlede det ſaakaldte Raad kun ſom Raad, maa man antage at han ved at oprette det alene har ſøgt at efterligne hvad der allerede var Skik og Brug i de nærmeſte Lande, og at man har betragtet et ſaadant Raad ſom en til Kronens Glands og Værdighed nødvendig Inſtitution; hvorhos det dog vel ogſaa turde være muligt, at han har beklædt de Raadsherrer, der havde ſtadigt Ophold i Bergen, med en ſæregen højere Myndighed til at afgjøre Sager paa hans Vegne, ſom etſlags Statholderſkab[24]. Imidlertid er det klart, at ved Siden af en ſvag Konge maatte et beſkikket Raad, ſammenſat af Landets Ypperſte, med Lethed kunne tilrive ſig ſtørre Magt, end fra Begyndelſen af paatænkt. Dette blev ogſaa omſider Tilfældet i Norge. Blandt dem, der i Kong Haakons førſte Aar nævnes ſom Medlemmer af Raadet, forekomme, foruden Biſkopperne og Cantſleren, følgende Lægmænd: Hr. Bjarne Erlingsſøn, Hr. Thore Haakonsſøn, Hr. Ulfhedin Bjarnesſøn (om hvem for Reſten intet vides, ej engang, hvor han hørte hjemme), Hr. Iſak Gautesſøn, Hr. Jon Ivarsſøn Rand, der allerede forekommer ſom medbeſeglende Stilſtandsbrevet paa Hegnesgavl, en mægtig og rig Baron paa Raumarike, Hr. Sæbjørn Helgesſøn, der ſiden oftere nævnes i offentlige Acter, og ſynes at have hørt hjemme i Ryfylke, ſkjønt han ogſaa havde Beſiddelſer andenſteds i Landet; Hr. Vidkunn Erlingsſøn og Hr. Peter Andresſøn, ſandſynligviis en Søn af Hr. Andres Plytt[25]. Overhoved lader det til, at Kong Haakon ſaa vidt muligt har beholdt de ſamme Omgivelſer, han havde ſom Hertug; de fleſte af hans højtſtaaende Mænd ſynes at have været fra Øſtlandet eller Ryfylke, det vil ſige fra de Dele af Landet, der udgjorde hans hertugelige Leen, og hvor han ſaaledes allerede tidligere havde haft Anledning til at gjøre deres Bekjendtſkab.

  1. Se Lange, i Dipl. Norv. I. Indl. S. XXVII. hvor det viſes, at Dagen, fra hvilken han regnede ſin Regjering, altſaa Hyldingsdagen, var efter 9de Auguſt og før 12te Auguſt; da nu Hyldingen ſkulde foregaa paa en Søn- eller Feſtdag, og ingen ſaadan indtreffer mellem 9de og 12te Auguſt, uden St. Laurentii Dag, den 10de, bliver det ſaaledes paa denne, Hyldingen og Kroningen foregik. Vel ſiges der i Flatø-Annalerne, at Kroningen foregik paa Allehelgensdag, men dette er aabenbart urigtigt; Allehelgensdag var Haakon ikke engang i Nidaros, thi baade 16de Oct. og 24de Novbr. finde vi ham i Oslo (Norges gl. Love III, Rb. 12, og Dipl. Norv. II. 55). Det kgl. Haandſkrift af Annalerne nævner ingen Dag, men ſiger kun at han blev kronet paa ſamme Tid, ſom han fik Kongenavn. Heller ikke Laurentii Saga, der taler udførligt om Hyldingen og Kroningen, nævner Dagen. Den ſindrige Formodning, Keyſer har fremſat i en Note til S. 92 i „den norſke Kirkes Hiſtorie“ Vol. II., at allraheilagramessu kan være en gammel Læſefejl for á laurentius messu, forkortet, har viſt fuldkommen ſin Rigtighed.
  2. Laurentius Saga Cap. 13. Den Omſtændighed, at Vejen fra Øren til Kirken var belagt med Klæde, viſer netop at Kroningen foregik umiddelbart efter Hyldingen.
  3. Norges gl. Love III. Rb. 11.
  4. Dipl. Norv. II. 52.
  5. Sammeſt. 53.
  6. Isl. Annaler ved 1299.
  7. Vi ville nedenfor ſee, hvorledes han ved ei Forſøg paa at bilægge Erkebiſkoppens Strid med Chorsbrødrene holdt en Tale paa Latin. Hans, ſandſynligviis egenhændige, latinſke Paategning paa Retterbodsbrevet til Færøerne er allerede omtalt.
  8. Weſtphalens Mon. I. 273, 275.
  9. Agnes’s Alder kan ikke ſaa meget ſluttes deraf at hun allerede 1302 blev bortfeſtet til Hafthor Jonsſøn, da hun da — efter hvad der i den Tid hyppigt indtraf — gjerne kan have været et Barn, ſom af den Omſtændighed, at hendes Sønner Jon og Sigurd Hafthorsſønner maa antages at have været komne til Skjels Aar, da de i 1333 begyndte Stemplinger mod deres Fætter Kong Magnus. Dog kan Agnes nok være noget yngre end ovenfor er antaget.
  10. Saaledes f. Ex. i hans midlertidige Bekræftelſesbrev af 31te Mai 1305 paa det jemtelandſke Regulativ for Tiende og Preſterettigheder, ſe nedenfor; fremdeles i Indledningen til den ſtore Reform-Retterbod af 1308 („ſkjønt vi formedelſt Travlhed ej have ſaaledes efterſeet ſom vi burde og ønſkede, da vi overtoge Regjeringen“).
  11. Se f. Ex. Hr. Thore Haakonsſøns Brev af 20de Marts 1303, hvor han omtaler ſin Embedsrejſe gjennem Thelemarken 1302, Dipl. Norv. I. 95. Vige Lagmand i Skidan forekommer endnu i 1308, Dipl. Norv. I. 116; Sigurd paa Rande i Ryfylke, Sigurd paa Aga, Nikolas i Bergen o. fl. ville i det følgende blive omtalte.
  12. De isl. Annaler. ved 1299. Dipl. Norv. II. 64 ſammenholdt med 41 viſer, hvorledes Afſættelſe fra Hirdmandsverdigheden for Ulydighed ſkeede; Hirdmanden Eilif Skodra, Broder og Arving af Hr. Markus Emma, havde allerede i længere Tid unddraget ſig fra at udrede de Legater, denne havde givet til Chriſtkirken og Chorsbrødrene i Nidaros. Ved hiint Brev, dateret Bergen den 5te Oct. 1301, befaler Kongen paa det ſtrengeſte Eilif Skovra at efterkomme Teſtamentet, inden 14 Dage, i modſat Fald ſkulde Hr. Basſe Guthormsſøn (Sysſelmanden) og Hr. Peter Petersſøn paa Spaanheim „ſige ham af Tjeneſten“. Han var kun Hirdmand, derfor bruges her ikke Ordet „Nafnbot“, men kun „Tjeneſte“; Jon Lagmand derimod var Ridder.
  13. Isl. Annaler ved 1306. Her kaldes han atter „Hr. Jon Lagmand“; maaſkee han ſenere var tagen til Naade igjen.
  14. Det er dog muligt at dette er at henføre til 1298, ſe ovf. S. 306 Not. 2.
  15. Agmund Sigurdsſøn i Heſtbø, Merkesmand, nævnes ved 1300 i Dipl. Norv. IV. 49, 2den Juni 1302 i Dipl. Norv. IV. 54. Som Ridder nævnes han allerede ved Hegnesgavl-Stilſtanden 1295, ſe ovenfor S. 230, og 1297 i Dipl. Norv. I. 84.
  16. Olafs Død 1299 omtales i Annalerne. At han var gift med Fru Magnhild, ſees hos Abſalon Pedersſøn, Suhms Saml. II. 94; ligeledes ſees det af Fru Magnhild Hallkellsdatters eget Brev af 6te Febr. 1282, hvorved hun ſolgte en Deel af Sæm i Sogn til Munkelivkloſter, at hendes Mand heed Olaf; hun ſætter nemlig „ſin Olafs“ Indſegl for Brevet (Munkelivsbogen S. 138). Ved Brev af 1290 (ſſteds S. 140) ſolgte hun mere af ſamme Gaard; her nævner hun ſom Vidner ſin „Maag“, Hr. Aſlak, en Hr. Viljam (ſandſynligviis af Torge paa Haalogaland), og ſin Datter Fru Brynhild.
  17. Hr. Basſe nævnes endnu ſom Befalingsmand i Stavanger i Brev af 7de April 1299 (Dipl. Norv. II. 48); men i October 1301 finde vi ham i Bergen, ſee Kongens føromtalte Brev til Eilif Skodra, ſaavel ſom Vidnesbrevet af 18de September 1309 (Dipl. Norv. I. 122) hvor der tales om en Eed, aflagt for nogle Aar tilbage for Biſkop Narve, Hr. Basſe Guthormsſøn, „der da var Sysſelmand i Bergen“, o. fl.; Narve døde 16de Oct. 1304.
  18. Ved Brev af 25de Marts 1324 overlod Biſkop Audfinn i Bergen Dronning Iſabella for Livstid en Biſkopsſtolen tilhørende Gaard ved Siden af Biſkopsgaarden, tildeels af Steen, „formedelſt den mangfoldige Godvilje og mange Velgjerninger, hun havde viiſt hans Formænd, Bergens Biſkopper, og iſær ham“. Dipl. Norv. II. 152.
  19. Nemlig Brev, dateret Ekerøerne den 22de Juni 1300, Dipl. Norv. I. 92.
  20. Der ſtaar „til uppgerðar“, hvilket ſtrengt taget betyder „til Opførelſe“, men ſees at være det almindeligt vedtagne Udtryk paa „Vedligeholdelſe“, iſær hvor betydelige Udvidelſer behøvedes, ſaaledes ſom viſtnok her var Tilfældet.
  21. Dipl. Norv. II. 83.
  22. Se ovf. S. 105.
  23. Se fornemmelig Anordningen om Kongearven og Rigsſtyrelſen af 9de Sept. 1302, hvor Kongen udtrykkeligt erklærer at have forandret Kongearven „med Raad og Samtykke af Erkebiſkoppen, de fire øvrige Biſkopper, Lendermændene Bjarne Erlingsſøn, Ulfhedin Bjarnesſøn, Iſak Gautesſøn, Jon Ivarsſøn, Sæbjørn Helgesſøn, Hr. Aale Cantſler, alt vort øvrige Raad, og alle andre bedſte Mænd, forſamlede hos os“. (Norges gl. Love, III. S. 46). Omkring 1303 ſkriver end videre Preſten paa Vosſevangen og Peter paa Finnin til „alt Kong Haakons Raad i Bergen“, det vil ſige alle de der værende Medlemmer af Raadet; (Dipl. Norv. II. 71). Den 10de og 12te April 1306 omtales ligeledes enkelte af Raadet i Bergen (Dipl. Norv, II. 82 og III. 64), nemlig Hr. Bjarne Erlingsſøn, Hr. Sæbjørn Helgesſøn, Hr. Aake Cantſler, Hr. Snare Aslaksſøn, Hr. Erling Aamundesſøn og Lagmændene Hr. Hauk og Hr. Heming, af hvilke de ſidſte idet mindſte ikke vare Baroner; og dette var netop paa en Tid, da Kongen ſelv var i Bergen, da dette berøres i det ſidſtnævnte Brev.
  24. Dette ſynes nemlig halv om halv at kunne ſluttes af det nys omtalte Brev fra Preſten paa Vosſevangen og Peter paa Finnin til Raadet i Bergen.
  25. Jeg har her ogſaa medtaget dem, der medbeſeglede det ſtore Gavebrev til Mariekirken 1300, thi dette gjorde de viſtnok i Egenſkab af Raadsherrer.