Det norske Folks Historie/6/89
Denne Overeenskomst eller Vaabenstilstand til Valgø var den sidste, som Kong Erik sluttede med Danmark. Efter at være vendt tilbage til Bergen, hvor han den 13de November 1298 atter lagde sin Velvilje for Nidaros’s Chorsbrødre (som han i Brevet kalder „sine egne Klerker“) for Dagen ved at tilstaa dem Domsret over 6 af Communens daglige Svende og Sekter af dem i alle Sager undtagen Drab, Lemlæstelse og Ubodemaal – dog Erkebiskoppens Frihed og Leen uforkrænket – samt fuld Myndighed, saa længe det behagede Kongen, til at paatale og bilægge alle de Kongedømmet vedkommende Sager, der maatte forefalde i Commune- og Præbende-Gaardene, i Hospitalgaarden og Kirkegaarden nordenfor Christkirken, med Ret til at oppebære alle deraf faldende Sekter og Udtællinger i Løsøre, medens Kongen alene skulde have de faste Ejendomme, der maatte forbrydes[1], er han – rimeligviis svag og sygelig, som han altid var siden sit Ulykkestilfælde i 1283 – falden i en langvarig Sygdom, da man siden Udstedelsen af hans Brev ikke hører det mindste fra ham førend hans Død berettes; denne indtraf ligeledes i Bergen, Mandagen den 13de Juli 1299[2]. Man ventede dog vel neppe hans Død saa hurtigt, da vel ellers flere Stormænd, navnlig Hertugen, havde været tilstede ved hans Dødsleje. Man har udtrykkeligt Vidnesbyrd om, at Dagen før hans Død, 4de Søndag efter Trinitatis, vare, foruden Dronning Isabella, ogsaa Hr. Bjarne Erlingssøn, Brynjulf Peterssøn, Sira Finn, Provst ved Apostelkirken, og tvende Prædikebrødre tilstede i Breidastuen i Kongsgaarden, hvor han laa syg, og hvor de hørte ham sige, at da han i sit Testamente havde glemt sin gode Ven Biskop Narve, der altid havde været ham huld, blid og føjelig, skjenkede han ham herved Gaarden Thoske i Senjen til Ejendom og fri Forføjning efter Behag. Men hverken Audun Hugleikssøn eller Hertugen synes at have været tilstede[3]; den første opholdt sig rimeligviis i Tunsberg ved sin Fehirdsle, og man tør maaskee i den Omstændighed, at ikke han, men derimod Bjarne Erlingssøn, i den seneste Tid var umiddelbart om Kongens Person, see et Beviis paa at han nu stod sig mindre godt med Kongen, og at Bjarne tildeels havde indtaget hans Plads. Hertugen havde maaskee netop holdt sit Bryllup[4]. Man maa antage, at Kong Erik blev begraven ved Christkirken i Bergen, hvis han ellers ikke valgte sig Hvilested hos sine Venner, Dominicanerne; man veed intet bestemt derom, da hans Testamente ikke længer haves.
Erik var ved sin Død endnu ikke 31 Aar gammel, efter at have baaret Kongenavn i 26 Aar, været virkelig Konge i over 19 Aar, og selv ført Kongemagten, i det mindste af Navn, i 17 Aar, samt efter at have været to Gange gift, første Gang allerede for 17 Aar tilbage. Ved at see disse Tal, og overhoved finde ham omtalt som Konge i en lang Række af Aar, fristes man saa let til at forestille sig ham ældre end han virkelig var, og som en Følge deraf at tillægge ham større Tilregnelighed for de under ham skede Regjeringshandlinger, end det.egentlig er tilbørligt. Men naar man sammenholder de desværre alt for sparsomme Efterretninger om hans Personlighed, faa vi det Indtryk, at denne var højst svag og ubetydelig, og at det for det meste var andre, der herskede i hans Navn. I hans Mindreaarighed var dette Raadet, med Dronningen i Spidsen; da han var bleven legalt myndig, skjønt endnu kun 14 Aar gammel, vedblev Dronningen at herske, om muligt med endnu større Magt end før, indtil sin Død 1287, og derefter synes Audun Hugleikssøn at have afløst hende indtil 1295, da maaske Bjarne Erlingssøn blev den, som fik mest at sige. Det er derfor heel ubilligt og urimeligt, naar man i de nyere Tider har givet ham Øgenavnet „Prestehader“ paa Grund af den Strid, der i hans Mindreaarighed fandt Sted med Gejstligheden[5], thi deels var det Formynder-Regjeringen, ikke ham, som yppede og førte denne Strid, deels viste Erik sig endog, efter selv at være kommen til Roret, personligt velvilligt stemt mod Gejstligheden, og søgte, for saavidt hans Omgivelser tillode ham at raade sig selv, snarere dens Gavn end dens Skade; han søgte saa vidt muligt at megle Fred og Forliig i de Stridigheder, dens Medlemmer havde med Lægfolk og med hinanden indbyrdes; han synes ikke engang, idet mindste ej af egen Tilskyndelse, at have villet benytte sig af den Lejlighed, Striden mellem Erkebiskoppen og Domkapitlet i Nidaros frembød, til at udvide Kongedømmets Indflydelse paa Kirkens Bekostning; han viste sig gavmild mod Gejstlige og gejstlige Stiftelser, og han var, som vi have seet, meget vel anskreven hos Paven. Hiint Tilnavn, som hans Samtid og Eftertid i en lang Række af Aar aldeles ikke kjendte, som alene kan være grundet paa en Misforstaaelse, og som kun vækker falske Forestillinger, bør derfor ganske udslettes og gaa i Forglemmelse. Selv kaldte Erik sig i sine offentlige Breve stundom „Erik Magnus, med Guds Miskund Norges Konge, den kronede, Søn af Kong Magnus den kronede“, eller kortere „Erik, med Guds M. Norges Konge“ o. s. v. Ogsaa paa de under hans Regjering prægede Mynter, hele eller halve Peninger, findes hans Navn og Titel deels skrevet ERIC MAGN(VS) REX NORVEG(IE), eller REX ERICVS, eller ERICVS REX NORWEG(IE). Ved flere af disse, om hvis slette Gehalt der ovenfor er talt, er det for øvrigt at merke, at de, hvad der endnu paa den Tid i Europa var en Sjeldenhed, fremstille Rigsvaabenet, nemlig Loven med Øxen[6]. – Med sin Broder Hertug Haakon synes Erik at have levet paa den bedste Fod; der findes i det mindste intet, der tyder hen paa at de, efter at være komne til Myndigheds-Aarene, stode paa nogen spendt Fod med hinanden; saa vidt man kan skjønne, overlod Erik sin Broder ganske Forvaltningen af hans hertugelige Leen, uden i mindste Maade at blande sig deri, ligesom man heller ikke finder Spor af at Hertugen har søgt at trænge sig ind i Kongedømmets Styrelse, saa megen Opfordring han end kan have haft dertil, især da Audun Hugleikssøn, der aabenbart var ham personligt forhadt, havde faaet Magten i Hænderne. Dog kan det nok være muligt, at denne Omstændighed har bidraget meget til, at Hertugen ikke oftere var sammen med sin Broder, nemlig fordi han ikke kunde finde sig til Rette i dennes Omgivelser; for Erik var det vistnok ogsaa belejligst at optræde uden Broderen ved Siden, da en Sammenligning mellem dem alt for meget vilde falde ud til dennes Fordeel. Erik var sygelig, halt, og ganske vist overhoved af et uanseeligt og mindre fordeelagtigt Ydre, medens det derimod rimeligviis tydeligt aabenbarede sig i Hertugens Udvortes, at han var sin Broder langt overlegen i Kraft og Evner; i det mindste synes man at maatte slutte af det Tilnavn „Haalegg“ (d. e. Højlegg) der gaves ham af Islændingerne, at han har været høj af Væxt, et Fortrin, Nordmændene altid satte megen Priis paa hos sine Fyrster.
Folkets Vilkaar synes under Kong Eriks Myndighedstid at have været taalelig gode, i det mindste tales der efter Uaaret og Sygdommen i 1283 ikke om nogen større Ulykker, som overgik det. Thi at der om Vintren 1296 indtraf en usedvanligt sterk Frost, saa at man skal have kunnet ride fra Oslo til Jylland[7], behøver ikke at have medført nogen Ulempe, eller at regnes som nogen Landeplage. Den Omstændighed, at Norge kunde udholde de hyppige Krigstog til Danmark uden, som det synes, at føle sig saa særdeles trykket derved, røber en temmelig god Forfatning; af den Umag, den franske Kong Philip aabenbart gjorde sig for at faa Norge paa sin Side, og af de Forpligtelser, Hr. Audun Hugleikssøn paa Norges Vegne kunde vedtage – om han end her lovede alt for meget – kan man dog slutte saa meget, at Norge endnu vejede meget i den politiske Vegtskaal, og at det norske Folk i Udlandet betragtedes som mægtigt og krigersk. Men hvad man kunde befrygte, om Kong Erik havde levet længer, det var vistnok, at Aristokratiet paany skulde faa for stor Overhaand ved Siden af hans personlige Svaghed, og at et Lendermandsvelde, liigt det, der havde fundet Sted under Harald Gilles Sønner og Magnus Erlingssøn, men langt mere utaaleligt, fordi det ikke hvilede paa de national-patriarchalske Forhold, som hiint, skulde være blevet oprettet. Under Formynder-Regjeringen havde Baronerne vistnok allerede forsøgt det, og virkelig udøvet en ikke ringe Magt, men de hemmedes dog vist endeel af den myndige Dronning, og da hendes Søn opnaaede den legale Myndighedsalder, vidste hun med saa kraftig Haand at gribe Regjeringens Tøjler, at kun den enkelte, hun selv begunstigede, kunde naa nogen mere fremragende Magt. Da hun var død, og den velmenende, men svage, Konge selv skulde regjere, kom der en gunstigere Tid for Aristokraterne. Hvis der da havde været forundt Kong Erik et langt Liv, vilde de upaatvivleligt ikke have endt, førend Kongemagten blot var bleven til en Skygge af hvad den var i Haakon Haakonssøns og Magnus Haakonssøns Dage. Nu kunde man vistnok, med Blikket vendt mod de Begivenheder, der nogle Menneskealdre senere fandt Sted, fristes til at spørge, om Norge ikke vilde have været vel faren med en saadan Tingenes Orden. At den maaskee vilde have bevaret Folkets Selvstændighed længere end denne bevaredes, ja muligviis endog vedligeholdt den ud over de kritiske Perioder, er sandsynligt, men en anden Sag er det, om dette igjen vilde have været til Norges sande Gavn. I alle Fald er det her ikke Stedet nærmere at undersøge dette. Her være det nok at bemerke at Kong Eriks Død, og hans Broder Hertug Haakons Tronbestigelse, bragte den Udvikling af det monarchiske Princip, der siden Kong Magnus’s Død havde været standset, atter i Gang.
- ↑ Dipl. Norv. I. 89.
- ↑ Om Kong Eriks Dødsdag har der været nogen Uvished, fordi Annalerne og Laurentius Saga nævne VI. id. Jul., d. e. 10de Juli. Men det kan ikke være noget tydeligere Vidnesbyrd, end det som indeholdes i de tvende Breve angaaende hans Gave til Biskop Narve af Gaarden Thoske, af hvilke det ene er trykt i Dipl. Norv. III. 64, det andet i Saml. V. 543. Her staar det udtrykkeligt at han døde Mandagen efter Seljumanna-Messe, d. e. 13de Juli.
- ↑ Audun Hugleikssøn var dog i Bergen den 8de Februar 1299, og havde altsaa tilbragt Julen der, Dipl. Norv. II. 46; men hvis han eller Hertugen havde været der, da Kongen døde, vilde de upaatvivleligt have været nævnte i Brevet om Thoske.
- ↑ Detmar siger udtrykkeligt, at han blev Konge strax efter at have giftet sig.
- ↑ Saa vidt vides, forekommer Øgenavnet „Prestehader“ ikke førend i det af Worm forfattede Tillæg, der ledsager Peder Claussøns Oversættelse af de norske Kongesagaer. Om Tilnavnet skriver sig fra Worm, eller fra P. Claussøn, eller fra en eller anden yngre islandsk Samler, vides ikke.
- ↑ Se Holmboe das älteste Münzwesen Norw. S. 42. Her anføres fem Varieteter, a) en Pening: paa Fremsiden + REX ERICVS: en Krone, paa Bagsiden + CRVX : IH(ES)V XPI: et Kors; b) en Halvpening, paa Fremsiden + ERIC MAGN REX NORVEG: det norske Vaabenskjold med Løven, paa Bagsiden CRV. SCA . IIIV.XPI. Et stort Liljekors, med Liljer mellem Armene; c) Halvpening, paa Fremsiden + ERIC MAG REX NORVE – det norske Vaabenskjold – paa Bagsiden som den foregaaende; d) Pening, paa Fremsiden + ERICVS REX NORWEG – kronet Ansigt – paa Bagsiden + CIVITAS: BERGENSIS. Kors med Rosetter mellem Armene; e) Halvpening, paa Fremsiden + ERICVS REX – kronet Ansigt – paa Bagsiden CRVX : CRISTI i et Kors med et Smaakors mellem Armene.
- ↑ Se Annalerne i Fants Scr. rer. Svec I. S. 26, 55.