Det norske Folks Historie/6/89

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Denne Overeenskomſt eller Vaabenſtilſtand til Valgø var den ſidſte, ſom Kong Erik ſluttede med Danmark. Efter at være vendt tilbage til Bergen, hvor han den 13de November 1298 atter lagde ſin Velvilje for Nidaros’s Chorsbrødre (ſom han i Brevet kalder „ſine egne Klerker“) for Dagen ved at tilſtaa dem Domsret over 6 af Communens daglige Svende og Sekter af dem i alle Sager undtagen Drab, Lemlæſtelſe og Ubodemaal — dog Erkebiſkoppens Frihed og Leen uforkrænket — ſamt fuld Myndighed, ſaa længe det behagede Kongen, til at paatale og bilægge alle de Kongedømmet vedkommende Sager, der maatte forefalde i Commune- og Præbende-Gaardene, i Hoſpitalgaarden og Kirkegaarden nordenfor Chriſtkirken, med Ret til at oppebære alle deraf faldende Sekter og Udtællinger i Løsøre, medens Kongen alene ſkulde have de faſte Ejendomme, der maatte forbrydes[1], er han — rimeligviis ſvag og ſygelig, ſom han altid var ſiden ſit Ulykkestilfælde i 1283 — falden i en langvarig Sygdom, da man ſiden Udſtedelſen af hans Brev ikke hører det mindſte fra ham førend hans Død berettes; denne indtraf ligeledes i Bergen, Mandagen den 13de Juli 1299[2]. Man ventede dog vel neppe hans Død ſaa hurtigt, da vel ellers flere Stormænd, navnlig Hertugen, havde været tilſtede ved hans Dødsleje. Man har udtrykkeligt Vidnesbyrd om, at Dagen før hans Død, 4de Søndag efter Trinitatis, vare, foruden Dronning Iſabella, ogſaa Hr. Bjarne Erlingsſøn, Brynjulf Petersſøn, Sira Finn, Provſt ved Apoſtelkirken, og tvende Prædikebrødre tilſtede i Breidaſtuen i Kongsgaarden, hvor han laa ſyg, og hvor de hørte ham ſige, at da han i ſit Teſtamente havde glemt ſin gode Ven Biſkop Narve, der altid havde været ham huld, blid og føjelig, ſkjenkede han ham herved Gaarden Thoſke i Senjen til Ejendom og fri Forføjning efter Behag. Men hverken Audun Hugleiksſøn eller Hertugen ſynes at have været tilſtede[3]; den førſte opholdt ſig rimeligviis i Tunsberg ved ſin Fehirdſle, og man tør maaſkee i den Omſtændighed, at ikke han, men derimod Bjarne Erlingsſøn, i den ſeneſte Tid var umiddelbart om Kongens Perſon, ſee et Beviis paa at han nu ſtod ſig mindre godt med Kongen, og at Bjarne tildeels havde indtaget hans Plads. Hertugen havde maaſkee netop holdt ſit Bryllup[4]. Man maa antage, at Kong Erik blev begraven ved Chriſtkirken i Bergen, hvis han ellers ikke valgte ſig Hvileſted hos ſine Venner, Dominicanerne; man veed intet beſtemt derom, da hans Teſtamente ikke længer haves.

Erik var ved ſin Død endnu ikke 31 Aar gammel, efter at have baaret Kongenavn i 26 Aar, været virkelig Konge i over 19 Aar, og ſelv ført Kongemagten, i det mindſte af Navn, i 17 Aar, ſamt efter at have været to Gange gift, førſte Gang allerede for 17 Aar tilbage. Ved at ſee disſe Tal, og overhoved finde ham omtalt ſom Konge i en lang Række af Aar, friſtes man ſaa let til at foreſtille ſig ham ældre end han virkelig var, og ſom en Følge deraf at tillægge ham ſtørre Tilregnelighed for de under ham ſkede Regjeringshandlinger, end det.egentlig er tilbørligt. Men naar man ſammenholder de desværre alt for ſparſomme Efterretninger om hans Perſonlighed, faa vi det Indtryk, at denne var højſt ſvag og ubetydelig, og at det for det meſte var andre, der herſkede i hans Navn. I hans Mindreaarighed var dette Raadet, med Dronningen i Spidſen; da han var bleven legalt myndig, ſkjønt endnu kun 14 Aar gammel, vedblev Dronningen at herſke, om muligt med endnu ſtørre Magt end før, indtil ſin Død 1287, og derefter ſynes Audun Hugleiksſøn at have afløſt hende indtil 1295, da maaſke Bjarne Erlingsſøn blev den, ſom fik meſt at ſige. Det er derfor heel ubilligt og urimeligt, naar man i de nyere Tider har givet ham Øgenavnet „Preſtehader“ paa Grund af den Strid, der i hans Mindreaarighed fandt Sted med Gejſtligheden[5], thi deels var det Formynder-Regjeringen, ikke ham, ſom yppede og førte denne Strid, deels viſte Erik ſig endog, efter ſelv at være kommen til Roret, perſonligt velvilligt ſtemt mod Gejſtligheden, og ſøgte, for ſaavidt hans Omgivelſer tillode ham at raade ſig ſelv, ſnarere dens Gavn end dens Skade; han ſøgte ſaa vidt muligt at megle Fred og Forliig i de Stridigheder, dens Medlemmer havde med Lægfolk og med hinanden indbyrdes; han ſynes ikke engang, idet mindſte ej af egen Tilſkyndelſe, at have villet benytte ſig af den Lejlighed, Striden mellem Erkebiſkoppen og Domkapitlet i Nidaros frembød, til at udvide Kongedømmets Indflydelſe paa Kirkens Bekoſtning; han viſte ſig gavmild mod Gejſtlige og gejſtlige Stiftelſer, og han var, ſom vi have ſeet, meget vel anſkreven hos Paven. Hiint Tilnavn, ſom hans Samtid og Eftertid i en lang Række af Aar aldeles ikke kjendte, ſom alene kan være grundet paa en Misforſtaaelſe, og ſom kun vækker falſke Foreſtillinger, bør derfor ganſke udſlettes og gaa i Forglemmelſe. Selv kaldte Erik ſig i ſine offentlige Breve ſtundom „Erik Magnus, med Guds Miſkund Norges Konge, den kronede, Søn af Kong Magnus den kronede“, eller kortere „Erik, med Guds M. Norges Konge“ o. ſ. v. Ogſaa paa de under hans Regjering prægede Mynter, hele eller halve Peninger, findes hans Navn og Titel deels ſkrevet ERIC MAGN(VS) REX NORVEG(IE), eller REX ERICVS, eller ERICVS REX NORWEG(IE). Ved flere af disſe, om hvis ſlette Gehalt der ovenfor er talt, er det for øvrigt at merke, at de, hvad der endnu paa den Tid i Europa var en Sjeldenhed, fremſtille Rigsvaabenet, nemlig Loven med Øxen[6]. — Med ſin Broder Hertug Haakon ſynes Erik at have levet paa den bedſte Fod; der findes i det mindſte intet, der tyder hen paa at de, efter at være komne til Myndigheds-Aarene, ſtode paa nogen ſpendt Fod med hinanden; ſaa vidt man kan ſkjønne, overlod Erik ſin Broder ganſke Forvaltningen af hans hertugelige Leen, uden i mindſte Maade at blande ſig deri, ligeſom man heller ikke finder Spor af at Hertugen har ſøgt at trænge ſig ind i Kongedømmets Styrelſe, ſaa megen Opfordring han end kan have haft dertil, iſær da Audun Hugleiksſøn, der aabenbart var ham perſonligt forhadt, havde faaet Magten i Hænderne. Dog kan det nok være muligt, at denne Omſtændighed har bidraget meget til, at Hertugen ikke oftere var ſammen med ſin Broder, nemlig fordi han ikke kunde finde ſig til Rette i dennes Omgivelſer; for Erik var det viſtnok ogſaa belejligſt at optræde uden Broderen ved Siden, da en Sammenligning mellem dem alt for meget vilde falde ud til dennes Fordeel. Erik var ſygelig, halt, og ganſke viſt overhoved af et uanſeeligt og mindre fordeelagtigt Ydre, medens det derimod rimeligviis tydeligt aabenbarede ſig i Hertugens Udvortes, at han var ſin Broder langt overlegen i Kraft og Evner; i det mindſte ſynes man at maatte ſlutte af det Tilnavn „Haalegg“ (d. e. Højlegg) der gaves ham af Islændingerne, at han har været høj af Væxt, et Fortrin, Nordmændene altid ſatte megen Priis paa hos ſine Fyrſter.

Folkets Vilkaar ſynes under Kong Eriks Myndighedstid at have været taalelig gode, i det mindſte tales der efter Uaaret og Sygdommen i 1283 ikke om nogen ſtørre Ulykker, ſom overgik det. Thi at der om Vintren 1296 indtraf en uſedvanligt ſterk Froſt, ſaa at man ſkal have kunnet ride fra Oslo til Jylland[7], behøver ikke at have medført nogen Ulempe, eller at regnes ſom nogen Landeplage. Den Omſtændighed, at Norge kunde udholde de hyppige Krigstog til Danmark uden, ſom det ſynes, at føle ſig ſaa ſærdeles trykket derved, røber en temmelig god Forfatning; af den Umag, den franſke Kong Philip aabenbart gjorde ſig for at faa Norge paa ſin Side, og af de Forpligtelſer, Hr. Audun Hugleiksſøn paa Norges Vegne kunde vedtage — om han end her lovede alt for meget — kan man dog ſlutte ſaa meget, at Norge endnu vejede meget i den politiſke Vegtſkaal, og at det norſke Folk i Udlandet betragtedes ſom mægtigt og krigerſk. Men hvad man kunde befrygte, om Kong Erik havde levet længer, det var viſtnok, at Ariſtokratiet paany ſkulde faa for ſtor Overhaand ved Siden af hans perſonlige Svaghed, og at et Lendermandsvelde, liigt det, der havde fundet Sted under Harald Gilles Sønner og Magnus Erlingsſøn, men langt mere utaaleligt, fordi det ikke hvilede paa de national-patriarchalſke Forhold, ſom hiint, ſkulde være blevet oprettet. Under Formynder-Regjeringen havde Baronerne viſtnok allerede forſøgt det, og virkelig udøvet en ikke ringe Magt, men de hemmedes dog viſt endeel af den myndige Dronning, og da hendes Søn opnaaede den legale Myndighedsalder, vidſte hun med ſaa kraftig Haand at gribe Regjeringens Tøjler, at kun den enkelte, hun ſelv begunſtigede, kunde naa nogen mere fremragende Magt. Da hun var død, og den velmenende, men ſvage, Konge ſelv ſkulde regjere, kom der en gunſtigere Tid for Ariſtokraterne. Hvis der da havde været forundt Kong Erik et langt Liv, vilde de upaatvivleligt ikke have endt, førend Kongemagten blot var bleven til en Skygge af hvad den var i Haakon Haakonsſøns og Magnus Haakonsſøns Dage. Nu kunde man viſtnok, med Blikket vendt mod de Begivenheder, der nogle Menneſkealdre ſenere fandt Sted, friſtes til at ſpørge, om Norge ikke vilde have været vel faren med en ſaadan Tingenes Orden. At den maaſkee vilde have bevaret Folkets Selvſtændighed længere end denne bevaredes, ja muligviis endog vedligeholdt den ud over de kritiſke Perioder, er ſandſynligt, men en anden Sag er det, om dette igjen vilde have været til Norges ſande Gavn. I alle Fald er det her ikke Stedet nærmere at underſøge dette. Her være det nok at bemerke at Kong Eriks Død, og hans Broder Hertug Haakons Tronbeſtigelſe, bragte den Udvikling af det monarchiſke Princip, der ſiden Kong Magnus’s Død havde været ſtandſet, atter i Gang.

  1. Dipl. Norv. I. 89.
  2. Om Kong Eriks Dødsdag har der været nogen Uvished, fordi Annalerne og Laurentius Saga nævne VI. id. Jul., d. e. 10de Juli. Men det kan ikke være noget tydeligere Vidnesbyrd, end det ſom indeholdes i de tvende Breve angaaende hans Gave til Biſkop Narve af Gaarden Thoſke, af hvilke det ene er trykt i Dipl. Norv. III. 64, det andet i Saml. V. 543. Her ſtaar det udtrykkeligt at han døde Mandagen efter Seljumanna-Mesſe, d. e. 13de Juli.
  3. Audun Hugleiksſøn var dog i Bergen den 8de Februar 1299, og havde altſaa tilbragt Julen der, Dipl. Norv. II. 46; men hvis han eller Hertugen havde været der, da Kongen døde, vilde de upaatvivleligt have været nævnte i Brevet om Thoſke.
  4. Detmar ſiger udtrykkeligt, at han blev Konge ſtrax efter at have giftet ſig.
  5. Saa vidt vides, forekommer Øgenavnet „Preſtehader“ ikke førend i det af Worm forfattede Tillæg, der ledſager Peder Clausſøns Overſættelſe af de norſke Kongeſagaer. Om Tilnavnet ſkriver ſig fra Worm, eller fra P. Clausſøn, eller fra en eller anden yngre islandſk Samler, vides ikke.
  6. Se Holmboe das älteſte Münzweſen Norw. S. 42. Her anføres fem Varieteter, a) en Pening: paa Fremſiden + REX ERICVS: en Krone, paa Bagſiden + CRVX : IH(ES)V XPI: et Kors; b) en Halvpening, paa Fremſiden + ERIC MAGN REX NORVEG: det norſke Vaabenſkjold med Løven, paa Bagſiden CRV. SCA . IIIV.XPI. Et ſtort Liljekors, med Liljer mellem Armene; c) Halvpening, paa Fremſiden + ERIC MAG REX NORVE — det norſke Vaabenſkjold — paa Bagſiden ſom den foregaaende; d) Pening, paa Fremſiden + ERICVS REX NORWEG — kronet Anſigt — paa Bagſiden + CIVITAS: BERGENSIS. Kors med Roſetter mellem Armene; e) Halvpening, paa Fremſiden + ERICVS REX — kronet Anſigt — paa Bagſiden CRVX : CRISTI i et Kors med et Smaakors mellem Armene.
  7. Se Annalerne i Fants Scr. rer. Svec I. S. 26, 55.