Det norske Folks Historie/6/88

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Medens de ovenfor beſkrevne Stridigheder mellem Domcapitlerne i Nidaros og Stavanger og deres Foreſatte, Biſkopperne, fandt Sted, havde der, ifølge Stilſtanden i Hegnesgavl herſket fuldſtændig Vaabenhvile mellem Norge og Danmark; Stilſtanden var nemlig ſluttet paa tre Aar indtil Sommeren 1298[1]. Den danſke Konge var i denne Tid ogſaa for en Deel optagen af Erkebiſkop Jens’s Anliggende, thi ifølge dennes Klage, overbragt af Provſt Jakob, ſom Kongen havde ladet ſætte paa fri Fod, efterat han i nogen Tid havde deelt Erkebiſkoppens Fangenſkab, ſtadfeſtede Pave Bonifacius Conſtitutionen „Cum ecclesia Daciana“, hvorved Interdict paabødes over hele Riget, og ſendte Iſarnus, Erkepreſt i Carcasſonne, ſom Legat til Danmark for at underſøge Sagen, og indſtevne Parterne for Pavens Domſtol. Iſarnus ankom til Danmark i Februar 1296, efterat Erkebiſkoppen allerede, ſom det ovenfor er omtalt, var undſluppen af ſit Fængſel; og efter hans Foranſtaltning drog Erkebiſkoppen ud paa Vaaren ſelv til Italien, medens Kongen ſendte ſin Cantſler Magiſter Martinus og Provſt Guido i Ribe for at føre hans Sag ved den pavelige Curie. Erkebiſkoppen fornegtede heller ikke nu det grundige Had, han maa have baaret til Kongen, i den korte Tid han havde været paa fri Fod; ſaa ſyg og daarlig han var, forſøgte han dog, ſom det ſynes, at indlede nye Stemplinger mod Kong Erik. Under Procesſen ankede nemlig Erkebiſkoppen ſenere over, at Kongen, uagtet givet Lejde for ham og hans Mænd, udſtedt paa Iſarnus’ Forlangende, dog havde ladet flere af hans Mænd, gejſtlige og verdslige, der havde begivet ſig til ham paa hans Borg Hamershuus, berøve deres Gods, og fornemmelig paaſtod han, at Kongen havde ladet den lundſke Chorsbroder Asle, der var ſendt ſom et ſærdeles Bud i Lund Kirkes Erende, anholde og plyndre. Men Kongens Befuldmægtigede ſvarede dertil, at Kongen ikke havde ladet tage Gods fra nogen af dem, der laa inde paa Hamershuus, undtagen en eneſte, der efter Landets Love var erklæret fredløs for begangne.Misgjerninger; hvad Asle angik, da var han bleven anholdt ſom mistænkelig, efterſom Kongen, der vidſte, at der nu færdedes ſaa mange Sendebud igjennem Landet, tildeels fra Fiender og Landsforrædere, havde tilholdt ſine Embedsmænd, iſær dem i Søhavnene, nærmere at underſøge hvad deres Erende var; en ſaadan Underſøgelſe, anſtillet mod Asle, havde viiſt, at han var ſendt af Erkebiſkoppen til Kongerne i Norge og Sverige, til mange anſeede Mænd i begge Lande, ja endog til de Fredløſe, og at han havde mange Breve til dem fra Erkebiſkoppen mod Kongen, hvorfor han var bleven ſendt til denne, ſom igjen efter Iſarnus’ Raad ſendte ham til Lund, for at iretteſættes af Capitlet[2]. Det lader ſaaledes til, at Asle, hvilken man efter Navnet at dømme ſkulde antage for en Nordmand og derfor maaſkee med Flid valgt til denne Sendelſe, ikke engang naaede frem til Norge, efterſom det aabenbart var paa Henrejſen, ikke paa Tilbagerejſen, at han blev anholdt. Dette var vel ogſaa Erkebiſkoppens ſidſte Forſøg for denne Gang paa at ſætte ſig i Forbindelſe med den norſke Konge og de Fredløſe, thi ſnart efter forlod han Danmark, og kom ikke igjen, førend Pavens Dom var falden, den 20de Februar 1298, hvorved Kongen forpligtedes til at betale Erkebiſkoppen i Skadeserſtatning 4900 Mkr. brændt Sølv, og Riget erklæredes under Forbud, indtil denne Forpligtelſe opfyldtes[3]. Kong Erik, ſom imidlertid i Juni 1296 havde haft ſit Bryllup med den ſvenſke Kongedatter Ingeborg[4], blev Aaret efter ueens med ſin Broder Junker Chriſtopher, ſaa at der endog nær var kommet til alvorlige Fiendtligheder mellem dem[5]; uagtet Striden denne Gang blev bilagt, var dog dette det førſte ydre Tegn paa en Uenighed, ſom ſiden gik meget videre.

Den danſke Konge havde ſaaledes al Aarſag til at glæde ſig over, at der for Øjeblikket var Stilſtand med Norge, og til at ønſke at den ved det foreſtaaende Møde paa Eegholm maatte blive fornyet. Den blev imidlertid ikke ganſke ſaa ſamvittighedsfuldt overholdt, ſom man ſkulde have ventet; i det mindſte klagede man fra begge Sider over at den krænkedes. Fornemmelig ankede de Fredløſe over, at de dem ved Stilſtanden givne Løfter ikke fuldſtændigt opfyldtes. Ifølge disſe ſendte vel den danſke Konge, ſom det heder, ſtrax efter Stilſtandens Afſlutning Breve til alle Landsthing, at ſaavel de norſke Fyrſters, ſom de Fredløſes Mødrenegods ſkulde oplades dem, og det blev dem ogſaa virkelig opladt, baade hvad Kongen ſelv og hans Broder Junker Chriſtopher havde i ſit Værge. Men de Fredløſe eller deres Fuldmægtige fik, heder det videre, ikke beholde det længer end til alt Kornet var tærſket og Landgildet ſkulde oppebæres, thi da toge de kongelige det atter fra dem, baade i Sjæland, Skaane og Halland, og da en Hr. Thorkil Magnusſøn, ſtolende paa det Tilſagn, at de Fredløſe ſkulde have Grid paa de mindre Øer, men kun ikke paa Hovedlandene, havde ſendt ſine Svenne til Lesø, hvor han ſynes at have haft Ejendomme, kom endeel af de kongelige over dem, toge dem alle til Fange tilligemed en Frænde af Hr. Thorkil, ſom de førte til Aalborg, hvor han ſiden blev henrettet, og optoge af Hr. Thorkils Gods til henved 300 Mkrs. Værdi. Siden lod ogſaa Kongen optage noget af hans Gods, og endelig røvede Hr. Nils Brok, en af Kongens ypperſte Mænd og Raadgivere, ſamme Hr. Thorkils Syſterdatter og bortgiftede hende uden hendes og Frænders Vilje[6]. Paa den anden Side klagedes der oftere fra danſk Side over at de Fredløſe ikke havde holdt ſig rolige eller Stilſtanden efterrettelige. Altſaa var der Stridsemner nok at handle om ved Modet paa Eegholm, der ſkulde holdes den 24de Juni. Dette blev dog, ſom man ſeer, udſat, uviſt af hvad Grund; der tales nemlig ſenere om en Overeenskomſt, ſom Hr. Audun Hugleiksſøn og Hr. Bjarne af Bjarkø omtrent ved denne Tid i de norſke Fyrſters Navn ſluttede i Kjøbenhavn[7], og hvorved det blandt andet ſynes at have været beſtemt, at det Møde, der ſkulde have været holdt paa Eegholm, nu ſkulde udſættes til Mariemesſe ſidere (8de Septbr.), og holdes paa Preſtholm eller det nærliggende Balgø[8] ved Hallands Kyſt. Til dette Møde udſtedte den danſke Konge og hans Broder Junker Chriſtopher et Lejdebrev for Kong Erik i Norge og Hertug Haakon; og Brevet beſegledes tilligemed Kongen og hans Broder ogſaa af Fyrſt Vitſlav af Rügen, Hertug Erik af Sønderhalland og tolv danſke Herrer (hvoriblandt den før omtalte Nils Brok), der herved indeſtod for, at Lejdet ſkulde iagttages og aflagde Eed paa, at hvis Danekongen handlede derimod, ſkulde det ſtaa enhver frit for at ſkjelde ham ud, hans Underſaatter ſkulde være løſte fra deres Troſkabseed, alt hans Arvegods, rørligt eller urørligt, ſkulde hefte ſom Underpant, alle den norſke Konges Fordringer ſkulde have Fremme, og Erkebiſkoppen i Nidaros med ſit Capitel ſkulde kunne ſætte Danekongen i Bann. Lejdet ſkulde gjelde for de norſke Fyrſter og deres Følge i 15 Dage, fra oven nævnte 8de September at regne, dog maatte Junker Erik af Langeland H, den jydſke Hertugs Broder, og de Fredløſe ikke indfinde ſig der, eller komme Mødet nærmere, end til Helgø, ligeſom heller ikke Agmund Dans, der altſaa paa denne Tid maa have været i den Unaade hos Kong Erik, ſom ovenfor er omtalt, maatte komme det nærmere end til Aaby. For øvrigt ſkulde den af Hr. Bjarne og Hr. Audun nys ſluttede Aftale, hvis nærmere Beſtemmelſer man ikke kjender, ſtaa ved Magt[9].

Det aftalte Møde fandt virkelig Sted, og, ſom man af ſenere Brevſkaber kan ſee, paa Balgø, der ligeſom Preſtholm ej ligger langt fra Vardberg, hvilket Slot, der nævnes ſom færdigt ſyv Aar efter[10], Grev Jakob formodentlig netop paa den Tid havde grundlagt, maaſkee endog paa det i ſelvſamme Sted, der kaldtes Varderhø eller Vardhø, og hvor, ſom vi have ſeet, lignende Møder tidligere havde været holdte, nemlig i 1283 og 1293. Den norſke Konge indfandt ſig til dette Møde i Spidſen for en Flaade, eller havde, ſom det heed, Leding fra Norge, hvad enten nu denne Leding allerede var udbuden førend Mødet aftaltes i Kjøbenhavn, eller ſenere[11]. Sandſynligviis var ogſaa Hertug Haakon i Følge med ham. Om Forhandlingerne ſelv erfares intet nærmere, kun ſiges der ſaa meget, at der ſluttedes en ny Overeenskomſt, eller rettere en ny Stilſtand, mellem begge Konger, ſaavidt ſkjønnes, til Midſommer 1300[12], og omtrent paa de ſamme Vilkaar ſom det forrige, idet; mindſte blev det fremdeles vedtaget, at ingen af de Fredløſe maatte opholde ſig paa nogen Ø, hvor Kongen var paa ſamme Tid, eller overhoved nogenſteds lade ſig ſee for ham. Der er end videre al Grund til at tro, at Hertug Haakon ved denne Lejlighed ſelv underhandlede med Fyrſt Vitſlav, der ſandſynligviis var tilſtede, ſiden han nys forud havde beſeglet Lejdebrevet ſom Forlover, om et Giftermaal med hans Datterdatter Euphemia, hvis Fader, Günther af Arnſtein, Greve af Ruppin, allerede var død 1284, og for hvem Vitſlav ganſke traadte i Faders i Sted[13]. Thi det er viſt, at Haakon egtede hende i den førſte Halvdeel af det følgende Aar, og den førſte Aftale om Giftermaalet ſynes ſaaledes vanſkeligt at have kunnet finde Sted ſenere end paa den Tid, da Mødet holdtes. Hvorledes det for øvrigt gik til, at Vitſlav, en Vaſall af den danſke Konge, kunde indgaa ſaa nøje Forbindelſe med en Fyrſte, der paa denne Tid ſtod i fiendtligt Forhold til hans Leensherre, vides ikke; maaſkee har den danſke Konge ſelv ønſket Forbindelſen, i den Tanke at den ſkulde lede til endelig Fred; maaſkee har der og paa denne Tid været et mindre venſkabeligt Forhold mellem Danekongen og Fyrſt Vitſlav, der var for mægtig til ikke at torde handle paa egen Haand, naar han fandt for godt. Som Euphemias Medgift vedtog Vitſlav at betale 3000 Mkr. brændt Sølv efter kølnſk Vegt, hvorhos Hertugen forbandt ſig til at give hende en Morgengave af 1000 Mkrs. Indtægt af ſit Visøre, regnet efter gammel Taxt, ſamt tillige, ſom Livgeding, hele Bygdø (nu Ladegaardsøen) med Tilliggelſer[14]. Efter Mødet drog Kong Erik tilbage til Bergen, hvor vi finde ham i November, og hvor han ſom ſædvanligt tilbragte Julen. Hvor vidt Hertug Haakon ſtrax vendte tilbage til Oslo eller fulgte med Vitſlav til hans Hjem, eller til Danmark, for maaſkee her nærmere at aftale Feſtemaalet, vides ikke.

  1. Se ovfr. S. 228—230.
  2. Se herom Brevſkaberne henhørende til Erkebiſkop Jens’s Proces i Langebeks Scr. r. D. VI. 236.
  3. Langebeks Scr. r. Dan. VI. S. 328—329.
  4. Dette omtales i en Mængde danſke Annaler, ſe Suhm XI. S. 223.
  5. Suhm XI. S. 263, 204.
  6. Se Kong Haakons Ankepoſter i det ovenfor omtalte Manifeſt af 1307 eller 1308, jfr. Huitfeld I. S. 339 flg., Suhm XI. S. 76 flg.
  7. Alt hvad man veed herom, indſkrænker tiet til hvad der ytres i det af Danekongen og hans Broder udſtedte Lejdebrev for de norſke Fyrſter til Mødet paa Valget; det heder nemlig — efter Huitfelds ſkjødesløſe Uddrag —: „at den Forhandling, ſom kort tilforn var gjort i Kjøbenhavn med Herre Lennert Birkerø og Odder Hugleiksſøn paa Herrernes Vegne, ſkulde ſtaa ved Magt“. I disſe Navne gjenkjendes ſtrax de latinſke Former Bernardus de Benkereye og Odwynus Huglaci.
  8. Han var altſaa paa denne Tid atter i Fiendſkab med Danekongen, men Anledningen dertil kjendes ikke.
  9. Huitfeld I. S. 310, 311, Suhm XI. S. 277, 278.
  10. Vardberg Slot nævnes neppe tidligere end i det Brev af 8de Marts 1305, hvorved Grev Jakob af Halland afſtaar ſit Grevſkab til Kong Haakon, blandt andet for den Biſtand, han havde ydet ham i at opføre Hunehals og Vardberg Slotte (Dipl. Norv. IV. 60). Det gamle Vardberg laa næſten en Miils Vej nordenfor det nuværende, ganſke nær ved det før omtalte Varø, og det er derfor al Grund til at antage, at Varderhø er det ſelvſamme Sted, ſom det, hvor Vardberg Slot byggedes. Det er ikke uſandſynligt, at et Slags Flekke eller Fiſkerleje allerede tidligere har ligget der, og at dette er det Getkjerr, der herjedes af Nordmændene i 1256, ſe ovf. IV. 1. 8. 154.
  11. Den 28de Juni, altſaa ſenere end den Tid, der var berammet til Mødet paa Eegholm, var dog Hertugen endnu i Oslo, thi da udgav han den ſtore Retterbod for Færøerne. Der ſiges i det kgl. Haandſkrift af de isl. Annaler, at Hr. Sturla Jonsſøn og Thorleif Lagmand i 1298 kom ud til Island; i Flatø-Annalerne, ſom for Reſten henføre dette til 1299, tilføjes det, at de medbragte Breve, ſom ſtevnede tolv Bønder og tolv haandgangne Mænd over til Norge. Da hiint Haandſkrift altid plejer at have den rigtige Læſemaade, er ogſaa viſtnok dets Angivelſe om de tvende Herrers Ankomſt til Island i 1298 den rette; men i ſaa Fald maa ogſaa de af dem medbragte Stevningsbreve være komne til Island i 1298, ikke 1299. Her kunde man friſtes til at tro, at disſe Stevninger, iſær af de haandgangne Mænd, havde Henſyn til Ledingen.
  12. Det var nemlig netop ved den Tid, at Haakon efter at være bleven Konge gjorde ſit førſte Tog til Danmark.
  13. Om Euphemias Slægtſkabsforhold findes der fuldſtændig Oplysning i Michel, Geſch. der geiſtl. Stiftungen der Mark Brandenburg, IV. S. 4 og 5, hvor kun den Fejl er begaaet, at Euphemias Morfader kaldes Jaromar, ikke Vitſlav. Greverne af Ruppin ſtammede fra en gammel thüringſk Ætt, der beſad Familieborgen Arnſtein, hvorfor ogſaa Günther af Ruppin i et Brev af 1256 kalder ſig Günther af Arnſtein, Greve af Mühlingen (hans ældre Broder Walter havde da Ruppin). Günthers og Walters Fader Gebhard var død 1256, Walter døde 1279, og Günther ſom rigtignok allerede 1273 kalder ſig Greve af Ruppin, døde 1284. Han havde to Døtre, Euphemia og Sophie, der blev gift med Johan, Fyrſte af Werle, ſamt tre Sønner, af hvilke den ældſte, Albrekt, døde allerede 1290, ligeledes efterladende tre Sønner. Den Omſtændighed, at Vitſlav, Euphemias Morfader, ganſke, ſom det ſees, var traadt hende i Faders Sted, ſaa at han endog overtog Udredelſen af hendes Medgift, og, naar han omtalte hende, kaldte hende Datter, har givet Anledning til at Flere virkelig have antaget hende for Vitſlavs Datter; men i det kgl. Haandſkrift af de isl. Annaler ſtaar der udtrykkeligt at hun var hans Datterdatter; det ſamme ſiges af den paalidelige Detmar, ved 1299.
  14. Dipl. Norv. IV. 61.