Det norske Folks Historie/6/88
Medens de ovenfor beskrevne Stridigheder mellem Domcapitlerne i Nidaros og Stavanger og deres Foresatte, Biskopperne, fandt Sted, havde der, ifølge Stilstanden i Hegnesgavl hersket fuldstændig Vaabenhvile mellem Norge og Danmark; Stilstanden var nemlig sluttet paa tre Aar indtil Sommeren 1298[1]. Den danske Konge var i denne Tid ogsaa for en Deel optagen af Erkebiskop Jens’s Anliggende, thi ifølge dennes Klage, overbragt af Provst Jakob, som Kongen havde ladet sætte paa fri Fod, efterat han i nogen Tid havde deelt Erkebiskoppens Fangenskab, stadfestede Pave Bonifacius Constitutionen „Cum ecclesia Daciana“, hvorved Interdict paabødes over hele Riget, og sendte Isarnus, Erkeprest i Carcassonne, som Legat til Danmark for at undersøge Sagen, og indstevne Parterne for Pavens Domstol. Isarnus ankom til Danmark i Februar 1296, efterat Erkebiskoppen allerede, som det ovenfor er omtalt, var undsluppen af sit Fængsel; og efter hans Foranstaltning drog Erkebiskoppen ud paa Vaaren selv til Italien, medens Kongen sendte sin Cantsler Magister Martinus og Provst Guido i Ribe for at føre hans Sag ved den pavelige Curie. Erkebiskoppen fornegtede heller ikke nu det grundige Had, han maa have baaret til Kongen, i den korte Tid han havde været paa fri Fod; saa syg og daarlig han var, forsøgte han dog, som det synes, at indlede nye Stemplinger mod Kong Erik. Under Processen ankede nemlig Erkebiskoppen senere over, at Kongen, uagtet givet Lejde for ham og hans Mænd, udstedt paa Isarnus’ Forlangende, dog havde ladet flere af hans Mænd, gejstlige og verdslige, der havde begivet sig til ham paa hans Borg Hamershuus, berøve deres Gods, og fornemmelig paastod han, at Kongen havde ladet den lundske Chorsbroder Asle, der var sendt som et særdeles Bud i Lund Kirkes Erende, anholde og plyndre. Men Kongens Befuldmægtigede svarede dertil, at Kongen ikke havde ladet tage Gods fra nogen af dem, der laa inde paa Hamershuus, undtagen en eneste, der efter Landets Love var erklæret fredløs for begangne.Misgjerninger; hvad Asle angik, da var han bleven anholdt som mistænkelig, eftersom Kongen, der vidste, at der nu færdedes saa mange Sendebud igjennem Landet, tildeels fra Fiender og Landsforrædere, havde tilholdt sine Embedsmænd, især dem i Søhavnene, nærmere at undersøge hvad deres Erende var; en saadan Undersøgelse, anstillet mod Asle, havde viist, at han var sendt af Erkebiskoppen til Kongerne i Norge og Sverige, til mange anseede Mænd i begge Lande, ja endog til de Fredløse, og at han havde mange Breve til dem fra Erkebiskoppen mod Kongen, hvorfor han var bleven sendt til denne, som igjen efter Isarnus’ Raad sendte ham til Lund, for at irettesættes af Capitlet[2]. Det lader saaledes til, at Asle, hvilken man efter Navnet at dømme skulde antage for en Nordmand og derfor maaskee med Flid valgt til denne Sendelse, ikke engang naaede frem til Norge, eftersom det aabenbart var paa Henrejsen, ikke paa Tilbagerejsen, at han blev anholdt. Dette var vel ogsaa Erkebiskoppens sidste Forsøg for denne Gang paa at sætte sig i Forbindelse med den norske Konge og de Fredløse, thi snart efter forlod han Danmark, og kom ikke igjen, førend Pavens Dom var falden, den 20de Februar 1298, hvorved Kongen forpligtedes til at betale Erkebiskoppen i Skadeserstatning 4900 Mkr. brændt Sølv, og Riget erklæredes under Forbud, indtil denne Forpligtelse opfyldtes[3]. Kong Erik, som imidlertid i Juni 1296 havde haft sit Bryllup med den svenske Kongedatter Ingeborg[4], blev Aaret efter ueens med sin Broder Junker Christopher, saa at der endog nær var kommet til alvorlige Fiendtligheder mellem dem[5]; uagtet Striden denne Gang blev bilagt, var dog dette det første ydre Tegn paa en Uenighed, som siden gik meget videre.
Den danske Konge havde saaledes al Aarsag til at glæde sig over, at der for Øjeblikket var Stilstand med Norge, og til at ønske at den ved det forestaaende Møde paa Eegholm maatte blive fornyet. Den blev imidlertid ikke ganske saa samvittighedsfuldt overholdt, som man skulde have ventet; i det mindste klagede man fra begge Sider over at den krænkedes. Fornemmelig ankede de Fredløse over, at de dem ved Stilstanden givne Løfter ikke fuldstændigt opfyldtes. Ifølge disse sendte vel den danske Konge, som det heder, strax efter Stilstandens Afslutning Breve til alle Landsthing, at saavel de norske Fyrsters, som de Fredløses Mødrenegods skulde oplades dem, og det blev dem ogsaa virkelig opladt, baade hvad Kongen selv og hans Broder Junker Christopher havde i sit Værge. Men de Fredløse eller deres Fuldmægtige fik, heder det videre, ikke beholde det længer end til alt Kornet var tærsket og Landgildet skulde oppebæres, thi da toge de kongelige det atter fra dem, baade i Sjæland, Skaane og Halland, og da en Hr. Thorkil Magnussøn, stolende paa det Tilsagn, at de Fredløse skulde have Grid paa de mindre Øer, men kun ikke paa Hovedlandene, havde sendt sine Svenne til Lesø, hvor han synes at have haft Ejendomme, kom endeel af de kongelige over dem, toge dem alle til Fange tilligemed en Frænde af Hr. Thorkil, som de førte til Aalborg, hvor han siden blev henrettet, og optoge af Hr. Thorkils Gods til henved 300 Mkrs. Værdi. Siden lod ogsaa Kongen optage noget af hans Gods, og endelig røvede Hr. Nils Brok, en af Kongens ypperste Mænd og Raadgivere, samme Hr. Thorkils Systerdatter og bortgiftede hende uden hendes og Frænders Vilje[6]. Paa den anden Side klagedes der oftere fra dansk Side over at de Fredløse ikke havde holdt sig rolige eller Stilstanden efterrettelige. Altsaa var der Stridsemner nok at handle om ved Modet paa Eegholm, der skulde holdes den 24de Juni. Dette blev dog, som man seer, udsat, uvist af hvad Grund; der tales nemlig senere om en Overeenskomst, som Hr. Audun Hugleikssøn og Hr. Bjarne af Bjarkø omtrent ved denne Tid i de norske Fyrsters Navn sluttede i Kjøbenhavn[7], og hvorved det blandt andet synes at have været bestemt, at det Møde, der skulde have været holdt paa Eegholm, nu skulde udsættes til Mariemesse sidere (8de Septbr.), og holdes paa Prestholm eller det nærliggende Balgø[8] ved Hallands Kyst. Til dette Møde udstedte den danske Konge og hans Broder Junker Christopher et Lejdebrev for Kong Erik i Norge og Hertug Haakon; og Brevet besegledes tilligemed Kongen og hans Broder ogsaa af Fyrst Vitslav af Rügen, Hertug Erik af Sønderhalland og tolv danske Herrer (hvoriblandt den før omtalte Nils Brok), der herved indestod for, at Lejdet skulde iagttages og aflagde Eed paa, at hvis Danekongen handlede derimod, skulde det staa enhver frit for at skjelde ham ud, hans Undersaatter skulde være løste fra deres Troskabseed, alt hans Arvegods, rørligt eller urørligt, skulde hefte som Underpant, alle den norske Konges Fordringer skulde have Fremme, og Erkebiskoppen i Nidaros med sit Capitel skulde kunne sætte Danekongen i Bann. Lejdet skulde gjelde for de norske Fyrster og deres Følge i 15 Dage, fra oven nævnte 8de September at regne, dog maatte Junker Erik af Langeland H, den jydske Hertugs Broder, og de Fredløse ikke indfinde sig der, eller komme Mødet nærmere, end til Helgø, ligesom heller ikke Agmund Dans, der altsaa paa denne Tid maa have været i den Unaade hos Kong Erik, som ovenfor er omtalt, maatte komme det nærmere end til Aaby. For øvrigt skulde den af Hr. Bjarne og Hr. Audun nys sluttede Aftale, hvis nærmere Bestemmelser man ikke kjender, staa ved Magt[9].
Det aftalte Møde fandt virkelig Sted, og, som man af senere Brevskaber kan see, paa Balgø, der ligesom Prestholm ej ligger langt fra Vardberg, hvilket Slot, der nævnes som færdigt syv Aar efter[10], Grev Jakob formodentlig netop paa den Tid havde grundlagt, maaskee endog paa det i selvsamme Sted, der kaldtes Varderhø eller Vardhø, og hvor, som vi have seet, lignende Møder tidligere havde været holdte, nemlig i 1283 og 1293. Den norske Konge indfandt sig til dette Møde i Spidsen for en Flaade, eller havde, som det heed, Leding fra Norge, hvad enten nu denne Leding allerede var udbuden førend Mødet aftaltes i Kjøbenhavn, eller senere[11]. Sandsynligviis var ogsaa Hertug Haakon i Følge med ham. Om Forhandlingerne selv erfares intet nærmere, kun siges der saa meget, at der sluttedes en ny Overeenskomst, eller rettere en ny Stilstand, mellem begge Konger, saavidt skjønnes, til Midsommer 1300[12], og omtrent paa de samme Vilkaar som det forrige, idet; mindste blev det fremdeles vedtaget, at ingen af de Fredløse maatte opholde sig paa nogen Ø, hvor Kongen var paa samme Tid, eller overhoved nogensteds lade sig see for ham. Der er end videre al Grund til at tro, at Hertug Haakon ved denne Lejlighed selv underhandlede med Fyrst Vitslav, der sandsynligviis var tilstede, siden han nys forud havde beseglet Lejdebrevet som Forlover, om et Giftermaal med hans Datterdatter Euphemia, hvis Fader, Günther af Arnstein, Greve af Ruppin, allerede var død 1284, og for hvem Vitslav ganske traadte i Faders i Sted[13]. Thi det er vist, at Haakon egtede hende i den første Halvdeel af det følgende Aar, og den første Aftale om Giftermaalet synes saaledes vanskeligt at have kunnet finde Sted senere end paa den Tid, da Mødet holdtes. Hvorledes det for øvrigt gik til, at Vitslav, en Vasall af den danske Konge, kunde indgaa saa nøje Forbindelse med en Fyrste, der paa denne Tid stod i fiendtligt Forhold til hans Leensherre, vides ikke; maaskee har den danske Konge selv ønsket Forbindelsen, i den Tanke at den skulde lede til endelig Fred; maaskee har der og paa denne Tid været et mindre venskabeligt Forhold mellem Danekongen og Fyrst Vitslav, der var for mægtig til ikke at torde handle paa egen Haand, naar han fandt for godt. Som Euphemias Medgift vedtog Vitslav at betale 3000 Mkr. brændt Sølv efter kølnsk Vegt, hvorhos Hertugen forbandt sig til at give hende en Morgengave af 1000 Mkrs. Indtægt af sit Visøre, regnet efter gammel Taxt, samt tillige, som Livgeding, hele Bygdø (nu Ladegaardsøen) med Tilliggelser[14]. Efter Mødet drog Kong Erik tilbage til Bergen, hvor vi finde ham i November, og hvor han som sædvanligt tilbragte Julen. Hvor vidt Hertug Haakon strax vendte tilbage til Oslo eller fulgte med Vitslav til hans Hjem, eller til Danmark, for maaskee her nærmere at aftale Festemaalet, vides ikke.
- ↑ Se ovfr. S. 228–230.
- ↑ Se herom Brevskaberne henhørende til Erkebiskop Jens’s Proces i Langebeks Scr. r. D. VI. 236.
- ↑ Langebeks Scr. r. Dan. VI. S. 328–329.
- ↑ Dette omtales i en Mængde danske Annaler, se Suhm XI. S. 223.
- ↑ Suhm XI. S. 263, 204.
- ↑ Se Kong Haakons Ankeposter i det ovenfor omtalte Manifest af 1307 eller 1308, jfr. Huitfeld I. S. 339 flg., Suhm XI. S. 76 flg.
- ↑ Alt hvad man veed herom, indskrænker tiet til hvad der ytres i det af Danekongen og hans Broder udstedte Lejdebrev for de norske Fyrster til Mødet paa Valget; det heder nemlig – efter Huitfelds skjødesløse Uddrag –: „at den Forhandling, som kort tilforn var gjort i Kjøbenhavn med Herre Lennert Birkerø og Odder Hugleikssøn paa Herrernes Vegne, skulde staa ved Magt“. I disse Navne gjenkjendes strax de latinske Former Bernardus de Benkereye og Odwynus Huglaci.
- ↑ Han var altsaa paa denne Tid atter i Fiendskab med Danekongen, men Anledningen dertil kjendes ikke.
- ↑ Huitfeld I. S. 310, 311, Suhm XI. S. 277, 278.
- ↑ Vardberg Slot nævnes neppe tidligere end i det Brev af 8de Marts 1305, hvorved Grev Jakob af Halland afstaar sit Grevskab til Kong Haakon, blandt andet for den Bistand, han havde ydet ham i at opføre Hunehals og Vardberg Slotte (Dipl. Norv. IV. 60). Det gamle Vardberg laa næsten en Miils Vej nordenfor det nuværende, ganske nær ved det før omtalte Varø, og det er derfor al Grund til at antage, at Varderhø er det selvsamme Sted, som det, hvor Vardberg Slot byggedes. Det er ikke usandsynligt, at et Slags Flekke eller Fiskerleje allerede tidligere har ligget der, og at dette er det Getkjerr, der herjedes af Nordmændene i 1256, se ovf. IV. 1. 8. 154.
- ↑ Den 28de Juni, altsaa senere end den Tid, der var berammet til Mødet paa Eegholm, var dog Hertugen endnu i Oslo, thi da udgav han den store Retterbod for Færøerne. Der siges i det kgl. Haandskrift af de isl. Annaler, at Hr. Sturla Jonssøn og Thorleif Lagmand i 1298 kom ud til Island; i Flatø-Annalerne, som for Resten henføre dette til 1299, tilføjes det, at de medbragte Breve, som stevnede tolv Bønder og tolv haandgangne Mænd over til Norge. Da hiint Haandskrift altid plejer at have den rigtige Læsemaade, er ogsaa vistnok dets Angivelse om de tvende Herrers Ankomst til Island i 1298 den rette; men i saa Fald maa ogsaa de af dem medbragte Stevningsbreve være komne til Island i 1298, ikke 1299. Her kunde man fristes til at tro, at disse Stevninger, især af de haandgangne Mænd, havde Hensyn til Ledingen.
- ↑ Det var nemlig netop ved den Tid, at Haakon efter at være bleven Konge gjorde sit første Tog til Danmark.
- ↑ Om Euphemias Slægtskabsforhold findes der fuldstændig Oplysning i Michel, Gesch. der geistl. Stiftungen der Mark Brandenburg, IV. S. 4 og 5, hvor kun den Fejl er begaaet, at Euphemias Morfader kaldes Jaromar, ikke Vitslav. Greverne af Ruppin stammede fra en gammel thüringsk Ætt, der besad Familieborgen Arnstein, hvorfor ogsaa Günther af Ruppin i et Brev af 1256 kalder sig Günther af Arnstein, Greve af Mühlingen (hans ældre Broder Walter havde da Ruppin). Günthers og Walters Fader Gebhard var død 1256, Walter døde 1279, og Günther som rigtignok allerede 1273 kalder sig Greve af Ruppin, døde 1284. Han havde to Døtre, Euphemia og Sophie, der blev gift med Johan, Fyrste af Werle, samt tre Sønner, af hvilke den ældste, Albrekt, døde allerede 1290, ligeledes efterladende tre Sønner. Den Omstændighed, at Vitslav, Euphemias Morfader, ganske, som det sees, var traadt hende i Faders Sted, saa at han endog overtog Udredelsen af hendes Medgift, og, naar han omtalte hende, kaldte hende Datter, har givet Anledning til at Flere virkelig have antaget hende for Vitslavs Datter; men i det kgl. Haandskrift af de isl. Annaler staar der udtrykkeligt at hun var hans Datterdatter; det samme siges af den paalidelige Detmar, ved 1299.
- ↑ Dipl. Norv. IV. 61.