Det norske Folks Historie/6/87

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

En anden Strid mellem en Biſkop og hans Capitel, der fandt Sted paa denne Tid, men hvori det blev Hertugens, ikke Kongens Sag at blande ſig, da den forefaldt inden Hertugdømmets Grændſer, førtes mellem Biſkop Arne af Stavanger og hans Chorsbrødre, og, ſom det ſynes, med langt ſtørre Heftighed og Raahed end den throndhjemſke, i det mindſte før Forliget paa Tuterø[1]. Den drejede ſig fornemmelig og oprindelig om Biſkopsſtolens Tiende af Finnø, ſom Biſkop Thorgils med Kong Magnus’s Samtykke i Aaret 1266 havde ſkjenket ſit Capitel[2], og ſom hans Eftermand Biſkop Arne, efter længe at have ſtaaet ſig godt med ſine Chorsbrødre, vilde fratage dem. Naar Striden begyndte, vides ikke nøje, med mindre det Beſkyttelſesbrev, Hertugen den 12te Mai 1292 udſtedte for Stavangers Chorsbrødre, er et Tegn paa, at Biſkoppen da havde ſøgt at anfegte deres Rettigheder. Men i 1294 var den i fuld Gang, thi da fradømte Biſkoppen dem under 10de December den omſpurgte Tiende, og de appellerede ſtrax til Pave Bonifacius, der udnævnte Hertugens Cantſler Aake til at dømme i Sagen. Denne tildømte Chorsbrødrene Tienden, under Forbuds eller Banns Straf for Overtræderen, men ikke deſto mindre tilſideſatte Biſkoppen Dommen, og lod Tienden opkræve. Nu ſkreed Hertugen ſelv ind, idet han under et Ophold i Stavanger, hvor han rimeligviis netop paa Grund af dette Anliggende havde begivet ſig hen, ſtadfæſtede Cantſlerens Dom ved Brev af 24de Novbr. 1296[3], og Cantſleren forkyndte ved et Brev, udſtedt Dagen efter, at Biſkoppen ifølge Dommen allerede var falden i Forbudsſtraf, at han, hvis han fremdeles vedblev at forulempe Chorsbrødrene, var ſuſpenderet, og hvis han 8 Dage efter Suſpenſionen vedblev fin Forhærdelſe, ifølge den Cantſleren meddeelte apoſtoliſke Bemyndigelſe var excommuniceret[4]. Alt dette frugtede dog ikke ſtort, og Grunden til Biſkoppens Trodſighed ſees at være den, at han imidlertid ſelv ved en Appel fra ſin Side havde faaet Paven til at udnævne andre Dommere; thi allerede den 19de Januar 1296, længe førend Paven kunde have hørt noget om Cantſlerens Dom: ja maaſkee endog førend denne var afſagt, beſkikkede Paven Biſkopperne af Oslo og Hamar ſamt Abbed Halle i Hovedø til at indkalde begge Parter for ſig i Oslo, dømme mellem dem, og ſtrax uden Appel lade Dommen exekvere[5]. I Forventningen af at denne Dom ſkulde falde gunſtigere, eller maaſkee endog kun paa Grund af den Friſt, ſom ved denne nye Foranſtaltning erhvervedes, tillod Biſkoppen ſig end flere Forurettelſer mod Capitlet, og iſær mod en af dets Medlemmer, Ingemund, ſom han dømte fra Embede og ſom nu perſonligt appellerede til Paven, der overdrog hans Sag til de allerede beſkikkede Dommere[6]. Disſe lode Stevningen udgaa den 17de Mai 1297, men da Stevnedagen kom, næſte Søgnedag efter Mariemesſe ſidre (9de Septbr.), mødte kun Capitlets Fuldmægtige, medens Biſkoppen udeblev. Stevningen fornyedes, men med ſamme Udfald, og Dommerne dømte nu Biſkoppen til at erſtatte Modparten dens Omkoſtninger; derpaa udgik den tredie, peremtoriſke, Stevning 21de April 1298, til 2den Juni; men imidlertid lod Biſkop Arne indlevere en Proteſt mod den hele Rettergang, grundet paa alle Slags Udflugter[7]. Han udeblev naturligviis fremdeles, da Stevnedagen kom, men Dommerne afviſte hans Appel ſom ugyldig, og afſagde den 13de Juni en Dom, ganſke til Fordeel for Capitlet og Ingemund. Biſkoppen ſkulde ſætte Capitlet i Beſiddelſe af alt hvad han ulovligt havde berøvet det, og erſtatte det dets Omkoſtninger med 15 Mkr. courant Sølv; Ingemund frikjendtes for Biſkoppens Beſkyldninger og ſkulde have tilbage, hvad der var ham frataget. Dommen blev ved tre Preſter Biſkop Arne lovligt forkyndt, og Banns Straf tilføjet for den, der i Anledning af denne Sag vovede at tilføje Capitlet eller Ingemund nogen Skade. Men Dommens Execution fandt den ſtørſte Modſtand, ej alene af Biſkoppen, men ogſaa af en Deel Preſter, han havde indſat i de af ham afſatte Chorsbrødres Kald, og ſom nu ej vilde give Slip paa disſe[8]. Biſkoppen øvede endog nye Forurettelſer mod Capitlet og Ingemund, og Forvirringen blev ſtørre end nogenſinde før. Hertugen havde imidlertid gjentagne Gange ſøgt at beſkytte Capitlet i dets lovlige Ret, men forgjeves, og ſaaledes drog denne forargelige Strid ſig hen under hele den ſidſte Deel af Kong Eriks Regjeringsaar, og ind i hans Efterfølger, Hertug Haakons.

Ogſaa mellem de Sæculargejſtlige og Tiggerordenerne var der heftig Strid. Vi have allerede tidligere ſeet, hvorledes Prædikebrødrene i Bergen, ſtrax efter deres Kloſters Oprettelſe der, vare blevne forurettede af Chorsbrødrene ſaaledes at endog Cardinal Vilhelm maatte blande ſig i Sagen. Det var dog let at forudſee, at Striden ikke dermed kunde være afgjort, da baade Biſkopperne og Preſterne vedbleve at betragte Tiggermunkene med ſkjeve Øjne, hine, fordi de vare eximerede eller fritagne for alt biſkoppeligt Tilſyn, disſe, fordi de ved deres Ret til at prædike, høre Skriftemaal og overhoved optræde ſom Sjæleſørgere grebe ind i Forholdet mellem Sognepreſt og Menighed, og gjorde dem Afbræk i deres Indtægter. Omkring 1290 var Spendingen mellem Chorsbrødrene og Dominicanerne i Bergen atter bleven ſaa heftig, at hine havde faaet iſtandbragt et Forbud, gjeldende for alle, der i Bergens Biſkopsdømme nøde kirkelige Indtægter, mod at give Prædikebrødrene Huusly, Mad eller Almisſe. Biſkop Narve derimod, ſom ſelv havde været Prædikebroder, kunde ikke andet end misbillige dette, og ſøgte paa et Preſtemøde at faa Forbudet hævet. Herom vilde Chorsbrødrene intet høre, tvert imod udbrøde de i de heftigſte Beſkyldninger mod Prædikebrødrene, og fik, imod Biſkoppens Ønſke, den Beſlutning ſat igjennem, at enhver Preſt, der viſte Prædikebrødrene noget Venſkab, ſkulde miſte ſit Embede; derhos maatte alle de tilſtedeværende Preſter under Banns- og Afſættelſesſtraf forpligte ſig til at holde denne Beſlutning hemmelig. Biſkoppen maa ſaaledes ogſaa her have været næſten afmægtig lige over for ſit Capitel. Prædikebrødrene fik dog Nys om Beſlutningen, og henvendte ſig nu i et Klageſkrift til Kongen ſelv om Beſkyttelſe. De ſluttede Klageſkriftet med de Ord, „at de ſkreve driſtigt, fordi de vidſte at Brevet ej kom i Fiendehaand“[9]. Dette viſer, at de maa have været ſikre paa Kongens Venſkab, og ſtolet paa at erholde Biſtand af ham. Om de fik den, vides ikke; dog er det ſandſynligt, at han ej lod dem i Stikken. Imidlertid vedvarede Striden dog endnu i en lang Række af Aar.

I Oslo var det Minoriterne eller Franciſcanerne, over hvilke Domcapitlets Harme iſær gik ud, uagtet det ikke, ſom i Bergen, kunde have noget Bryderi af deres umiddelbare Nærhed, da den Tomt, Hertug Haakon havde overladt dem, laa temmelig langt fra Domkirken og Chorsbrødrenes Huus; den laa nemlig hiinſides Elven, paa de ſaakaldte Lykker, ved Foden af Eikeberg, og Levninger af Kloſtret ere endnu til i Oslo’s Hoſpital[10]. Men ikke desmindre viſte Biſkop Eivind og hans Chorsbrødre ſig meget fiendtlige mod det nye Kloſter-Anlæg. Da de af Hertugen fra Danmark indkaldte Brødre havde paabegyndt Bygningen af et Bedehuus, fremſtod Erkepreſten Simon i Biſkoppens Navn, og nedlagde Proteſt mod Arbejdets Fremme. Brødrene paaberaabte ſig ſine Privilegier, der fritoge dem fra al biſkoppelig Overhøjhed og forbøde Sæculargejſtlige at hindre deres Nedſættelſe paa noget Sted, hvor Folket kaldte dem, og hvor de kunde leve ſømmeligt. Men Erkepreſten brød ſig intet om disſe Foreſtillinger, og Brødrene appellerede derfor til Paven; da gik Erkepreſten endog ſaa vidt, at han lyſte Brødrene i Bann og lod Capitlets Skolemeſter med endeel bevæbnede nedbryde alt, hvad der var bygget. Forgjeves klagede Brødrene til Biſkoppen, thi denne, ſaa langt fra at ſkaffe dem Ret, lod endog Bannſættelſen gjentage i ſit Biſkopsdømmes Kirker, ſamt udſtrække den til Brødrenes Velgjørere og Velyndere. Brødrene derimod paaſtode, at Erkepreſten og Skolemeſteren formedelſt den udøvede Voldsgjerning ſelv vare faldne i Bann, og henvendte ſig fremdeles til Paven, deres umiddelbare Overhoved, om Hjelp. Denne, der ſelv hørte til Minoriternes Orden og derfor vel maatte føle ſig ſaa meget mere opfordret til at ſtaa Medlemmer af denne Orden ſom ſaadanne bi, tilſkrev den 11te November 1291 Abbed Erik i Munkene, Provſten ved Apoſtelkirken i Bergen og Cantſleren Baard Serksſøn, Chorsbroder ſammeſteds, at de ſkulde ſtevne Biſkop Eivind, Erkepreſten, Skolemeſteren og Oslo hele Domcapitel til inden fire Maaneders Forløb at møde for Pavens Domſtol, Biſkoppen perſonligt eller ved Fuldmægtig, Erkepreſten og Skolemeſteren perſonligt, og Domcapitlet ved Fuldmægtig, for at høre Dom og ſvare Ret[11]. Hvorledes det videre gik med denne Sag, vides ikke, men i 1298 findes en Viceguardian for Kloſtret omtalt, hvilket viſer, at det da maa have været i fuld Stand[12]; altſaa have vel Biſkoppen og Capitlet maattet give efter, for ſaa vidt man kan antage, at Kloſtret byggedes paa den fra førſt af anviſte Tomt.

Med Dominicanerne eller Prædikebrødrene derimod ſynes Biſkop Eivind, merkeligt nok, at have været i den bedſte Forſtaaelſe, da man finder, at de paa et Provincialmøde, holdt i Aarhuus 22de Auguſt 1291, vedtoge at hver Preſt af deres Orden inden Provinſen ſkulde holde Forbønner for ham[13]. Dette var nu viſtnok en Opmerkſomhed, der ogſaa blev mange Lærde og Læge til Deel, navnlig for Norges Vedkommende, Kong Erik, Hertug Haakon, Erkebiſkop Jørund, Biſkop Narve af Bergen, Biſkop Thorſtein af Hamar, Hr. Guthorm Gydasſøn, Hr. Bjarne og Hr. Thore Haakonsſøn. Men det vidner dog om et venſkabeligt Forhold mellem Ordenen og dem, for hvem Forbønnerne ſkulde holdes. Maaſkee ſtaar denne gode Forſtaaelſe mellem Prædikebrødrene og Biſkop Eivind netop i umiddelbar Forbindelſe med en tilſvarende Misſtemning mellem ham og Minoriterne, thi mellem begge disſe Tiggerordener herſkede der paa denne Tid megen Skinſyge, og de kunde ſaaledes vanſkeligt have Venner tilfælles. Hermed hænger det vel ogſaa ſammen, at Prædikebrødrene, der ſees at have haft ſaa mange fornemme Venner, henvendte ſig til den verdslige Magt om Beſkyttelſe, medens Minoriterne foretrak at vende ſig lige til Paven.

  1. Ogſaa om den ſtavangerſke Strid fatter jeg mig kort, henviſende til R. Keyſers udførlige Fremſtilling i den norſke Kirkes Hiſtorie, II. Cap. 59 S. 83—89.
  2. Dipl. Norv. II. 13.
  3. Sammeſteds I. 84.
  4. Dipl. Norv. IV. 15.
  5. Sammeſteds IV. 10.
  6. Sammeſt. No. 13.
  7. Sammeſt. No. 16, 17, 20—24.
  8. Sammeſt. No. 25—30.
  9. Dipl. Norv. II. 28.
  10. Det torde dog nok ogſaa være muligt, at den Tomt, Hertugen ved Kloſtrets Stiftelſe ſkjenkede Brødrene, ikke var den, paa hvilken Kloſtret ſenere blev anlagt, eller hvor Hoſpitalet nu ſtaar, men laa længer inde i Byen, ſaa nær ved Biſkops— og Chorsbrødre-Gaardene, at disſe kunde paaſtaa, at det var deres Grund, ſamt at dette baade kan have været det Paaſkud, under hvilket Biſkoppen vilde hindre Kloſtrets Anlæggelſe, og tillige, under hiin Forudſætning, Aarſagen til at de maatte anlægge dette længer ude. Men da intet med Vished vides herom, har jeg blot vovet at fremſætte dette ſom en Gisning.
  11. Dipl. Norv. III. 31.
  12. Dipl. Norv. VI. 30.
  13. Stephens: Brottſtycken af en Dominicanerordens Capitelbok, Kjøbenhavn 1852, S. 12—15.