Det norske Folks Historie/6/86

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er allerede ovenfor omtalt, at Erkebiſkop Jørund ved Stridigheder med ſit eget Capitel hindredes fra at henvende ſaa megen Opmerkſomhed paa den islandſke Kirkeſag, ſom han ellers upaatvivleligt vilde have ofret den. Saaledes forholdt det ſig endnu om Vaaren 1297, da Forliget ſluttedes, og egentlig kan man vel ſige, at han i hele den Tid, hine Stridigheder ſtode paa, havde ſaa godt ſom tabt Interesſen for alt andet. Vi have ligeledes berørt, at ogſaa Kongen blev inddragen deri eller ſelv blandede ſig deri ſom Megler, hvortil han maatte føle ſig ſaa meget mere opfordret, ſom han derved fik den bedſte Lejlighed til at ſkaffe ſig en betydelig Overvegt over Erkebiſkoppen, og gjennem ham over Kirken i det hele taget.

Anledningen til Striden[1] laa vel nærmeſt deri, at den forfængelige og herſkeſyge Erkebiſkop Jørund, ſom udnævnt ved Pavens Proviſion ikke troede at ſkylde Capitlets Medlemmer nogen Forbindtlighed, og derfor paa en altfor fremfuſende Maade, uden tilbørlig Forſigtighed eller Conduite, ſøgt at vinde den Myndighed tilbage, ſom Capitlet i den lange Vacance, da det førte den hele Beſtyrelſe af Erkeſtolen, ganſke viſt havde tiltaget ſig paa det egentlige Erkebiſkops-Embedes Bekoſtning, hvorpaa det havde faaet alt for megen Smag til at ville afſtaa den med det Gode. Det laa i Sagens Natur, at der let kunde opſtaa Uenighed mellem ethvert Capitel og dets Biſkop om den gjenſidige Begrændsning af deres Myndighed, naar der ikke fandtes tilbørlig Fordragelighed eller Føjelighed i det mindſte paa een af Siderne; denne Dyd kunde man hverken vente at finde hos Jørund, eller hos det talrige og med rige Indtægter forſynede Capitel i Nidaros, der allerede forhen ved flere Lejligheder havde viiſt ſig heel egenmægtigt, og ſom ikke engang ſynes at have været bange for at ſætte visſe Indrømmelſer ud over det ſedvanlige og billige ſom Betingelſe for ſit Valg af denne eller hiin Candidat til Erkeſtolen. Dette aabenbarede ſig, ſom vi have ſeet, ved Sørles Valg 1253 og Byrges 1263[2]. Af de Aktſtykker, ſom Striden mellem Erkebiſkop Jørund og Capitlet fremkaldte, ſeer man, at den deels drejede ſig om visſe Præbender eller Indtægter, ſom Erkebiſkoppen ſynes at ville forholde Capitlet, deels om dettes Myndighed i det hele taget, ſom Erkebiſkoppen ſøgte at indſkrænke. Den ſkal allerede have taget ſin Begyndelſe i 1291, men førſt et Par Aar derefter høre vi noget nærmere derom; da lode Chorsbrødrene udſtede Atteſter og optage Thingsvidner om ſine Rettigheder[3], et Tegn paa, at Erkebiſkoppen har villet gjøre dem disſe ſtridige. Det ſtaar maaſkee og i Forbindelſe hermed, at Kongen i et Brev fra Bergen den 29de Juni 1293 til Hr. Erlend Agmundsſøn, Nikolas Lagmand og Eilif Lagmand, vidnede at han havde taget Chorsbrødrene i Nidaros under ſin Beſkyttelſe, og derfor befalede hine Mænd at de ſkulde underſtøtte dem til Lov og Ret, ſamt paaſee, at ingen Lægmand gjorde dem Fortred[4]. Thi vel nævnes ikke her Erkebiſkoppen udtrykkeligt, men man ſeer dog ſaa meget, at Chorsbrødrene maa have klaget over, at de ej fik „nyde Lov og Ret“, og denne Forulempelſe kunde neppe udgaa fra nogen anden, end Erkebiſkoppen.

Kongen eller hans Raadgivere heldte ſaaledes, ſom det ſynes, meſt til Chorsbrødrenes Parti. De talte ogſaa mange dygtige, agtede og formaaende Mænd i ſin Midte, ſom Audun Raude, Sighvat Lande, Eilif Arnesſøn, Jon Elg[5], medens Erkebiſkoppen derimod viſtnok af mange kun betragtedes ſom en forfængelig Nar, der kun ſkyldte et Lykketref, ikke egne Fortjeneſter, ſin Ophøjelſe. Hans Forhold i den islandſke Kirkeſag viſer ham ſom meget vaklende og uſikker, ja ikke engang ſom ganſke redelig. Vi vide dog ikke, hvad der egentlig i de førſte Par Aar forefaldt mellem ham og Chorsbrødrene; ſandſynligviis førtes Striden endnu nogenledes i Stilhed, og Kongen fik derfor endnu ikke Anledning til umiddelbart at blande ſig deri. Under disſe Omſtændigheder kom viſtnok en Opfordring fra Pave Nikolaus om at tage Korſet for under den engelſke Konges Anførſel at drage til det hellige Land, og frelſe det fra de Vantroende, der nys havde erobret Akre, den ſidſte chriſtne Beſiddelſe, højſt ubelejlig. Paven tilſagde ved Bulle fra Orvieto af 1ſte Auguſt 1291 alle dem, der deeltoge i Toget, visſe Indulgenſer[6], og ved Skrivelſe af 25de September bød han Erkebiſkopperne i Norden hver at ſammenkalde alle Prælater i ſin Provins, ſækulære og regulære, til et Concilium hver for at raadſlaa om, hvorledes Sagen bedſt kunne fremmes, og ſiden ſende Deputerede til Paven med Beretning om hvad man havde beſluttet[7]. Erkebiſkop Jorund holdt virkelig et ſaadant Provincial-Concilium i 1292 (Tiden paa Aaret angives ikke nøjagtigt), og flere ſynes ogſaa virkelig at have taget Korſet. I det mindſte maa dette Tilfældet paa Island, hvortil Biſkop Jørund af Hole, der havde deeltaget i Mødet, bragte den pavelige Opfordrings-Skrivelſe, ſaaledes ſom ovenfor berettet; og ligeledes have vi ſeet at Hertug Haakons Klerk, Gabriel Jonsſøn, der har ſkrevet mange af hans Breve, mellem 1289 og 1292 beſluttede ſig til at vende tilbage til ſit Fædreland, England, for at gaa med Kong Edward til Palæſtina[8]. Men vi have ligeledes omtalt, at det ſlet ikke var Kong Edwards alvorlige Henſigt, at drage afſted, og ſaaledes kom der intet ud af det Hele.

Da Erkebiſkop Jørund, ſom før ſit Valg til Biſkop havde været en temmelig ubemerket Chorsbroder i Hamar, neppe kunde maale ſig med ſit Capitels fornemſte Medlemmer, ſom Sighvat, Audun og Jon Elg, i Kundſkaber, Talenter og Forretningsdygtighed, og desuden viſtnok ſavnede de indflydelſesrige Forbindelſer i Rom, ſom hine havde haft Anledning til at ſkaffe ſig ved Curien, maatte han, for at kunne kue dem ad Lovens Vej, ſkaffe ſig dygtige og lovkyndige Hjelpere. En ſaadan fik han førſt og fremſt i den flamſke Gejſtlige Johannes, (Jon Flaming), der længe havde ſtuderet i Paris og Orleans, og var, ſom det heder, en ſaa dygtig Juriſt (det vil ſige Canoniſt), at hans Lige ikke fandtes i Norge[9]. Rigtignok var han ikke det norſke Sprog ret mægtig, men denne Mangel blev dog nogenledes afhjulpen, da den forhen omtalte islandſke Preſt Laurentius Kalfsſøn ſiden efter traadte i Erkebiſkoppens Tjeneſte. Laurentius var, ſom vi have ſeet, om Høſten 1294 kommen over fra Island med Hr. Peter af Eid; han havde tilbragt Vintren i Bergen, og der endog tiltrukket ſig Kongens Opmerkſomhed ved ſin Dygtighed i at concipere og ſkrive Latin. Anledningen dertil var den, at Laurentius’s Ven og Beſkytter, Hr. Peter af Eid, vilde frie til en fornem Dame øſter i Viken, der var beſlægtet med Kongen, og til den Ende udbad ſig et Anbefalingsbrev fra denne; Kongen ſvarede at naar Peter ſelv vilde beſørge Skrivelſen opſat, ſaa ſkulde han gjerne ſætte ſit Indſegl (formodentlig Secretet) derfor, og Peter henvendte ſig nu til Laurentius, der ſtrax ſkrev Brevet, og det paa Latin, ſaa. ſiirligt, baade fra Indholdets og Formens Side, at Kongen, da Peter bragte ham det, roſte baade Stilen og Skriften ſærdeles, lod ſtrax Laurentius indbyde til ſit Taffel, og foreſlog ham Dagen efter at træde i hans Tjeneſte[10]. Da Laurentius undſkyldte ſig med at han havde aflagt Løfte om at drage i Pilegrimsferd til Nidaros, bad Kongen ham i det mindſte at tilbringe Julen hos ham, og beſøge ham, naar han kom tilbage. Vaaren efter (1295) rejſte Laurentius til Nidaros, og gjorde ſtrax Erkebiſkoppen ſin Opvartning, viſende ham en Orlovsſkrivelſe fra Biſkop Jørund, hvorved han fik Tilladelſe til at blive hos Erkebiſkoppen, ſaa længe denne ønſkede det. Erkebiſkoppen, der formodentlig allerede havde hørt Laurentius omtale, blev meget glad derved, ſagde, at han var Biſkop Jørund meget takſkyldig derfor, og bad Laurentius næſte Dag at komme med en Prøve paa ſin Ferdighed i at ſkrive. Laurentius bragte nogle Æres-Vers, ſom han havde digtet til den før omtalte Hallbera Thorſteinsdatter, der ſiden blev Abbedisſe i Reynesſtad. Erkebiſkoppen roſte meget Skriften, men anbefalede ham dog for Fremtiden ikke at befatte ſig med Verſemageri[11], men heller at ſtudere den canoniſke Ret under Jon Flæmings Vejledning. Laurentius fulgte ogſaa Erkebiſkoppens Raad og gjorde god Fremgang, og blev ham ſnart uundværlig, men naturligviis i ſamme Forhold en Torn i Øjnene paa Chorsbrødrene. Paa den Tid, da Laurentius kom til Erkebiſkoppen, var Striden juſt blusſet op i ſin fulde Styrke; Erkebiſkoppen havde dømt Chorsbrødrene i en Bod af 1000 Mkr. Sølv for udviiſt Ulydighed, og tillige, da de vægrede ſig ved at efterkomme Dommen, midlertidigt excommuniceret dem; Chorsbrødrene havde appelleret til Paven, og derhos formaaet Lagmanden og et Par andre Herrer til at forſøge en Megling[12]. Men alt dette var forgjeves, da Erkebiſkoppen kun vilde høre om fuldkommen Underkaſtelſe, og kort efter forlod han Nidaros for at ledſage Kongen paa hans Tog til Danmark, hvorfra han neppe kom igjen førend ſeenhøſtes. Imidlertid var ogſaa andre Tviſtemaal komne til, iſær mellem Erkebiſkoppen og Jon Elg, der blandt alle Chorsbrødrene ſyntes at have været ham meſt forhadt, men ſom derimod ſees at have været meget vel anſkreven hos den nye Pave, Bonifacius den 8de. Allerede i det følgende Aar maatte Kongen, ſom det ſynes efter begge Parters Anmodning, ſkride ind og megle et foreløbigt Forliig, og i Forbindelſe hermed ſtaar det vel, at Paven, til hvem Appellen imidlertid var indløben, ved Skrivelſe af 1ſte Februar 1297 forordnede Cantſleren Baard Serksſøn til at underſøge Sagen og fælde Dom uden Appel[13]. Dette var formodentlig ogſaa Anledningen til, at Erkebiſkop Jørund om Vaaren 1297 ſelv begav ſig til Kongen, hos hvem vi finde ham ſammen med Biſkop Arne af Skaalholt, da de begge, ſom nys berettet, paa Agvaldsnes beſeglede den angaaende Forliget i den islandſke Kirkeſag udſtedte Skrivelſe[14]. Erkebiſkoppen har formodentlig villet undgaa den Krænkelſe, at underkaſte ſig en formelig Dom, ſaa meget mere ſom han vel var overbeviiſt om, at denne vilde gaa ham imod, og har ſaaledes viſtnok anvendt al ſin Indflydelſe hos Kongen og Cantſleren, for at faa dem til, endnu engang at prøve den mindelige Afgjørelſes Vej. Man veed ikke nøje, hvad der ved denne Lejlighed blev forhandlet mellem Kongen og Erkebiſkoppen, men af det følgende er man berettiget til at ſlutte, at denne har erklæret ſig villig til hvad det ſkulde være, for at opnaa ſit Ønſke og faa Kongens Beſkyttelſe, og at Kongen ſaavel ſom hans Raadgivere med Glæde have grebet Lejligheden til at bringe den norſke Kirkes Overhoved i et Underdanigheds-Forhold under Kronen, hvorom Erkebiſkop Eyſtein for 130 Aar tilbage aldrig ſkulde have drømt. Om Sommeren, fortælles der, overvar Kongen Froſtathinget (der begyndte den 17de Juni), og gav her, ſom der ſiges, mange Anordninger med Erkebiſkoppens Raad og Samtykke[15], Hvilke disſe Anordninger vare, vides for Reſten ikke, maaſkee der, naar det kommer til Stykket, alene ſigtes til Forhandlingerne med Chorsbrødrene; thi ſaa meget er viſt, at ſaadanne Forhandlinger nu meget ivrigt maa have været drevne, thi umiddelbart efter Thinget, eller maaſkee endog førend det var ſluttet, den 23de Juni, kom der virkelig, under Kongens Megling, i det nærliggende Tuterø Kloſter, et Forliig i Stand mellem Erkebiſkoppen og Chorsbrødrene, ſom altſaa maa have ladet ſig overtale til at nøjes med den mindelige Afgjørelſes-Maade. Forliigsdocumentet, der egentlig kaldes en nærmere Forklaring af det forrige Sommer ſluttede midlertidige Forliig[16], blev indgaaet i Overvær af Kongen, Hr. Bjarne Erlingsſøn, Hr. Jon Ragnvaldsſøn og Cantſleren, og beſeglet, foruden af disſe, ogſaa af Erkebiſkoppen og Capitlet, ſamt udſtedt i tre ligelydende Gjenparter, til Kongen, Erkebiſkoppen og Capitlet. De Beſtemmelſer, det indeholdt, og ſom naturligviis netop maa have vedrørt Stridsemnerne, der ſaaledes aller bedſt heraf erfares, vare følgende: 1) Chorsbrødrene ſkulde viſe Erkebiſkoppen den ſkyldige Ærbødighed og Lydighed, og han igjen være dem en mild Fader og behandle dem hæderligt. 2) Chorsbrødrene ſkulde tages paa Raad med i Udvælgelſen af Biſkopper til Island, Grønland, Færøerne og Syderøerne[17], ſamt ved Bekræftelſen af de andre Biſkoppers, Abbeders, Abbedisſers og Priorers Valg. 3) Deres Raad og Samtykke udfordredes til Beſtyrelſen af alle Kirker i Byen, Præbender og Beneficier i Chriſtkirken, Vejtſlekirker paa Landet, og Beneficier uden Sogn; ligeledes til Afſættelſe af de dertil engang beſkikkede Mænd, men alle andre Kirker paa Landet kunde Erkebiſkoppen bortgive uden deres Samtykke. 4) Al Jurisdiction ſkulde Erkebiſkoppen have og udøve med Chorsbrødrenes Raad, men ej interdicere eller bannſætte nogen Læg eller Lærd, naar dette kunde vække Uro og Opſigt, eller overhoved foretage ſig noget vigtigere Skridt af dette Slags, uden deres Samtykke. 5) Med deres Raad og Samtykke ſkulde Erkebiſkoppen beſkikke Skolemeſter, Sacriſtan, Skatmeſter til at modtage Ofret til St. Olaf m. m., Vicarier og Diaconer. 6) Kirkens Gods og Liggendefæ, Bordſtel, Guld, Klenodier og Offer ſkulle modtages og forvares med Capitlets Vidende og Samtykke, og en eller to af dem have Nøglerne dertil. Af alt hvad der teſtamenteredes til Nidaros Kirke ſkulde Erkebiſkoppen have det halve og Chorsbrødrene det halve, undtagen hvad der ſkjenkedes Kirken til Vedligeholdelſe og Chorsbrødrene til Aartidehold, eller til Kirkegaarden; men ældre Gaver af Konger, Erkebiſkopper og andre for deres Aartid, ſkulde ſkiftes efter gammel Skik mellem Chorsbrødrene, Bypreſterne og Skoleklerkerne. 8) Tilladelſe til at begraves paa Kirkegaarden ſkulde førſt ſøges hos Erkebiſkoppen, naar han var indenbys, og dernæſt af Chorsbrødrene; men naar han var borte, var Chorsbrødrenes Tilladelſe nok; men i ſelve Kirken maatte ingen begraves uden med begges Samtykke. 9) Enhver Chorsbroder ſkulde have 1 Mk. brændt og et Pund Vox hvert Aar, og ſkulde den, der forvalter Ofret og Kirkegodſet, promte udbetale dem dette hver 11te Auguſt, eller idet mindſte inden 9de September i det aller ſeneſte. Denne Indtægt for det allerede forløbne Aar ſkulde ſtrax betales dem; og for deres Afſavn deraf i al den Tid, ſiden Erkebiſkoppen tiltraadte ſit Embede, ſamt hvad de ellers kunde fordre af Erkebiſkoppen, gav denne til deres Commune Kirken paa Stein (Bynesſets Kirke) med al den erkebiſkoppelige Indtægt, han plejede at faa fra Sognet, og hele den Lod, der tilfaldt Preſten, hvorhos de med Erkebiſkoppens Samtykke kunde beſkikke en af ſin egen Midte eller hvilken ſom helſt anden til at beklæde Preſte-Embedet der; dog med Forbehold af den Rettighed, Erkebiſkoppen ved ſin aarlige Viſitats plejede at faa. Derhos gav han dem ogſaa ſin Halvdeel af Olafskirken, ſaa at de nu havde en heel, med fuld Preſteindtægt, dog ſaaledes, at de ſkulde holde Vicarier der ſaa mange Dage ſom ſædvanligt; paa ſamme Maade ſkulde de og have Haugs Kirke (i Verdalen). 10) Skatmeſteren ſkulde aflægge Regnſkab for Erkebiſkoppen og Chorsbrødrene .hvert Aar, og Brev udſtedes derom, ſom ſkulde ligge under begge Parters Varetægt. 11) Med de Kirker og andre Beneficier, ſom Erkebiſkoppen paa egen Haand eller Chorsbrødrene paa egen Haand havde bortgivet, ſkulde det ſaaledes have ſit Forblivende det førſte Aar, men med de Beneficier, der fra nu af bleve ledige, ſkulde der forholdes ſom oven meldt. 12) Dette Over-Forliig ſkulde ſtaa ubrødeligt i Erkebiſkop Jørunds Dage, dog uden Skaar i de Sedvaner og Rettigheder, ſom en af Parterne eller begge kunne ville underkaſte ſin Dommers Prøvelſe.

Vi ville i det Følgende ſnart ſee, at Forliget, trods Slutnings-Artiklen, dog ikke blev ubrødeligt, og at kun efter faa Aars Forløb Tviſten blusſede op igjen med ſtørre Heftighed end før. Sandſynligviis har vel og neppe nogen af Parterne ſelv næret noget Haab eller oprigtigt Ønſke om at Forliget ſkulde beſtaa, og hvis nogen virkelig har ſmigret ſig med et ſaadant Haab, var det viſtnok alene Kongen. Men ſaa meget havde dog denne opnaaet, at Erkebiſkoppen nu ganſke havde kaſtet ſig i Kongemagtens Arme, og et tydeligt og forbauſende Beviis fik man derpaa, da Kongen, ſandſynligviis ved dette ſamme Froſtathing, gjorde Erkebiſkoppen til ſin Jarl[18], og denne ſom ſaadan ſvoor ham Troſkabseed, ja fik endog Vejtſler eller Forleninger af ham. De nærmere Omſtændigheder ved denne i Norges hele Hiſtorie eneſtaaende Tildragelſe kjendes desverre ikke; man ſeer kun af et ſenere Brev, at Kongen „ved nogle af ſine Raadgiveres Tilſkyndelſe“ havde faaet Erkebiſkoppen til at aflægge ſig „homagium“ — det vil ſige at erklære ſig for Kongens haandgangne Mand —, uden Pavens Vidende og Samtykke, og at der fra begge Sider desangaaende udſtedtes aabne Breve, beſeglede, det ene med Kongens, det andet med Erkebiſkoppens og Capitlets Segl angaaende visſe Rettigheder, der med Jarletitlen tildeeltes Erkebiſkoppen til Gjengjeld for at han gik Kongen til Haande[19]. Man erfarer tillige af et aabent Brev, ſom Kong Erik det følgende Aar udſtedte fra Bergen den 13de November, til Bedſte for Chorsbrødrene i Nidaros, der herved fik fuld Domsret over 6 af Communens daglige Svenne, tilligemed den deraf faldende Sagøre undtagen for Manddrab og andre Ubødemaal, — at Erkebiſkoppen virkelig havde faaet et „feudum“, d. e. Leen eller Vejtſler; ganſke med den Jurisdiction og Ret til at tage Sagøre, ſom efter Hirdſkraa (ſe ovf. IV. 1 S. 546) tilkom Jarlen, thi det heder, hvor Chorsbrødrenes Sekt og Sagefaldsret omtales „dog den Frelſe ubeſkaaren, ſom vi have givet Hr. Erkebiſkoppen, og tilhører hans „feudum[20]. Kun Skade, at vi ikke vide, hvor dette feudum laa; man ſynes alene af de mulige Sammenſtød med Capitlets Ret, ſom Brevet antyder, at maatte ſlutte, at det har været etſteds i det Throndhjemſke. For Reſten ſees af den Omſtændighed, at Chorsbrødrene beſeglede det Brev, der oprettedes, da Erkebiſkoppen fik Jarletitel, at de maa have givet ſit Samtykke dertil, om end nødtvunget. Da Hr. Audun Hugleiksſøn ikke var med at beſegle Forliget, og ſaaledes ſandſynligviis ej fulgte Kongen til Nidaros, maa man fornemmelig gjette paa at Bjarne Erlingsſøn, maaſkee ogſaa Cantſleren, have faaet dette bragt i Stand, i det Haab derved at ſtyrke Kongens Magt og ſvække Erkebiſkoppens; muligviis var det Hele endog allerede aftalt, da Erkebiſkop Jørund om Vaaren var hos Kongen ſammen med Biſkop Arne. Men hvor meget Kongemagten vel end øjeblikkelig kunde vinde ved dette Skridt, var.det dog neppe vel betænkt, thi havde denne Tingenes Orden varet længe ved, vilde man viſtnok i Norge have ſporet de ſamme ſørgelige Følger af gejſtlig og verdslig Myndigheds Combination, ſom andenſteds. Man har imidlertid her et iøjnefaldende Beviis paa Jørunds egen Uklogſkab og Forfængelighed. Beſynderligt er det for Reſten, at vi ikke i det følgende finde dette Forhold ſaa meget omtalt, ſom man ſkulde have ventet; man ſkulde formode, at Erkebiſkoppen ſelv, i Bevidſtheden om det utilbørlige deri, ſøgte ſaa meget ſom muligt at holde det i Baggrunden.

Kong Erik, der i det hele viſte megen Omhu for Nidaros Kirke og St. Olafs Helligdom, lagde ogſaa kort efter, den 25de Novbr. ſ. denne for Dagen ved at tage alle Pilegrime, inden- og udenlandſke, der beſøgte den, i ſin ſærdeles Varetægt, og ſtrengt at forbyde alle og enhver at tilegne ſig de for dem beſtemte Hvilepladſe, beſkadige deres Farkoſter eller ſvige dem i Handel[21].

  1. Jeg ſkildrer denne Strid her kun i al Korthed, fordi den allerede med en Udførlighed, Fuldſtændighed og Klarhed, ſom intet lader tilbage at ønſke, er fremſtillet i Keyſers „Den norſke Kirkes Hiſtorie under Katholicismen“, § 58 (II. S. 68—82).
  2. Se ovf. IV. I. S. 137, 468.
  3. Dipl. Norv. III. 32, 34, 35.
  4. Dipl. Norv. II. No. 34.
  5. Sighvat Vigfusſøn Lande er allerede oftere omtalt. Han maa paa denne Tid have været temmelig gammel, da han allerede i 1268 nævnes ſom Chorsbroder, rigtignok den yngſte (Dipl. Norv. III. 11). Audun Thorbergsſøn Raud, Preſt til Throndenes, er ligeledes oftere nævnt; han blev ſiden, ſom vi ville ſee, Biſkop paa Hole, og var en meget ſtorſindet Mand, af ophøjet Tænkemaade. Eilif, kaldet korte, blev Jørunds Eftermand paa Erkeſtolen og viſte ſig her fra en ſaare hæderlig Side. Jon Gudmundsſøn, kaldet Elg, var, ſom det ſynes, den ſtridbareſte og trættekjæreſte af Chorsbrødrene, hvilken Erkebiſkoppen ogſaa iſær lod til at have lagt for Had. Han havde tidligere været med Sighvat og Audun ved Curien for at overbringe Eindride Efterretningen om hans Valg til Erkebiſkop (S. 59), og hvis han vægrede ſig ved at modtage det, at foreſlaa en anden. Dette blev, ſom vi have ſeet, Jørund, og derfor betragtede vel endog Sighvat, Audun og Jon denne ſom en, der ſkyldte dem ſin Ophøjelſe, og følgelig de ſtørſte Forpligtelſer. Under ſit Ophold ved Curien ſynes Jon at have vundet megen Anſeelſe og at have knyttet mægtige Forbindelſer.
  6. Celſes Bullarium S. 95.
  7. Man har viſtnok kun det til Erkebiſkoppen af Upſala afgaaede Brev (Liljegrens Dipl. II. 1052), men af den blotte Omſtændighed, at et Concilium blev afholdt i Norge 1292, ſees det nokſom, at en ligelydende Skrivelſe ogſaa maa have været afgaaet derhen. Paven havde foreſkrevet at Conciliet, om muligt, ſkulde holdes ſaa tidligt, at de Deputerede kunde være i Rom ved Kyndelmesſetider, dog ytrede han ſelv Tvivl om at det lod ſig gjøre ſaa ſnart, og anmodede derfor Erkebiſkoppen om i alle Fald at holde det ſaa tidligt ſom muligt. I Norge holdtes det neppe førend om Vaaren.
  8. Se ovenfor S. 201. Gabriel Klerk har ſkrevet Hertugens Gavebrev til Vidar Gjeſt og Andres Gjeſt af 22de Mai 1289 eg 27de Mai 1290; Kongens og og Hertugens Brev til Kampens Borgere af 31te Juli 1289 (ſ. o. S. 160), Hertugens Beſkyttelſesbrev for Stavangers Chorsbroder af 12te Mai 1292, og et andet Beſkyttelſesbrev, Hertugen den 8de Juli 1292 udſtedte for en Bonde i Gudbrandsdalen, Bjørn Eyſteinsſøn (Dipl. Norv. III. 33). Han ſkrev en udmerket ſiirlig Haand, og Sproget er ſaa reent, ſom om han havde været en fød Nordmand.
  9. Laurentius Saga.Cap. 9.
  10. Laurentius Saga, Cap. 8. Skade at der ikke nævnes, hvad det var for en Slægtning af Kongen øſter i Viken, til hvilken Peter bejlede. Det maa enten have været en Datter af Hr. Thore Haakonsſøn med Ingebjørg Erlingsdatter, Kongens Næſtſyſkendebarn, eller med en Datter af Audun Hugleiksſøn, der paa denne Tid var Kongens Fehirde i Tunsberg, ſ. ovf. S. 121. Det er ellers beſynderligt nok, at Kongens Skrivelſe ved denne Lejlighed ſkulde være affattet paa Latin. Men maaſkee anſaaes dette for hæderligere, end om den var ſkreven paa Norſk.
  11. Erkebiſkoppen ſagde ved denne Lejlighed til Laurentius: „Veed Du ikke, quod versificatura nihil est nisi falsa figura“, men Laurentius ſvarede: „I maa og vide, quod versificatura nihil est nisi maxima cura“.
  12. Dipl. Norv. III. 36.
  13. Sammeſt. No. 38.
  14. Det er maaſkee ej uden Betydning, at ikke den beſkikkede Cantſler, Baard Serksſøn, beſeglede dette Brev, men en Hr. Finn, ſandſynligviis en Søn af Gaut paa Mel. Thi Baard har formodentlig enten været for beſkjeftiget med Sagen til at følge Kongen, eller maaſkee, for at ſynes mere upartiſk, midlertidigt opgivet Cantſler-Embedet ſaa længe Sagen ſtod paa. Paven titulerer ham heller ikke for Cantſler, og ferſk i et Brev, udſtedt af Kongen i Bergen den 29de Auguſt (Dipl. Norv. II. 41), beſegler han atter ſom Cantſler. Men muligt er det ogſaa, at Kongen, Erkebiſkoppen og Biſkop Arne kun har gjort et kortvarigt Beſøg til Agvaldsnes, ſkjønt det er vanſkeligt at forſtaa, hvorfor de netop der, i Hertugens Beſiddelſer, ſkulde afgjøre den islandſke Kirkeſag.
  15. Isl. Annaler, ved 1297.
  16. Dipl. Norv. III. 39.
  17. Dette er ikke ganſke rigtigt, og viſer kun at Capitlet i Nidaros har gjort overdrevne Fordringer paa Ret til at beſætte visſe Biſkopsſtole. Thi Syderøerne havde ſiden Biſkop Simons Tid (ſ. o. IV. 1. S. 61) havt et eget Domcapitel, hvilket altſaa Valgretten tilkom.
  18. Se de isl. Annaler ved 1297.
  19. Kong Haakons Brev af 13de Jan. 1310, Dipl. Norv. I. 125.
  20. Dipl. Norv. I. 89.
  21. Dipl. Norv. I. 87.