Det norske Folks Historie/6/85

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 294-301).

Paa Island havde endnu ikke de politiske Storme lagt sig, der vare een uundgaaelig Følge af den fuldstændige Omorganisation af den hele Forfatning og Lovgivning, som Kong Magnus allerede havde paabegyndt, men som endnu ikke havde kunnet fuldstændigt gjennemføres, og som stod i den nøjeste Forbindelse med de kirkelige Stridigheder, hvorom vi allerede ovenfor tildeels have berettet. Det var Kongens og hans Raadgiveres alvorlige Hensigt, ganske at fuldføre Reformen for paa den Maade at bringe Rolighed til Veje; de antoge visselig, at først naar dette var opnaaet, kunde Foreningen mellem Island og Norge, hvilken de ej formaaede at tænke sig som en Real-Union, betragtes som aldeles sikret. De islandske Anliggender omfattedes derfor af Kongen eller de, der handlede i hans Navn, med en Omhu, der næsten synes at overgaa den, han henvendte paa de indenlandske, og hvori vi vel og, som ovenfor bemerket, for en ikke ringe Deel kunne søge Grunden til at Kongen saa stadigt opholdt sig i Bergen. Vi have seet^[1], at Kirkegods-Sagen endnu ikke i 1290 var bleven bragt til Ende som man havde ventet, fordi Lagmanden Hr. Erlend sterke, der nu efter Ravns Død var Lægmændenes fornemste Støtte, ej havde villet indfinde sig for Erkebiskoppens Domstol, utilfreds med, at Biskop Arne ved de Instruxer, han i sine Breve meddeelte Abbed Runulf, der fungerede som Vicarius, foregreb den endnu ikke afsagte Dom, og at det heller ikke efter hans Tilbagekomst til Island samme Aar, lykkedes Abbed Runulf at bringe et Forlig i Stand med ham. Saaledes stode Sagerne, da Biskop Arne i Aaret 1291 vendte tilbage til Island, sandsynligviis førend det Møde holdtes i Bergen, hvorved Kong Erik indgik Forlig med Biskopperne, og disse, med Erkebiskoppen i Spidsen, i de fleste Stridsspørgsmaal gave efter^[2]. Thi ved sin Ankomst til Island viste han sig ikke i mindste Maade modfalden, han forordnede endog i sit Biskopsdømme, at de fleste Kirke-Ejendomme, som det heder, det vil sige de, som endnu vare i Lægmænds Værge, skulde overgives til Presterne, og denne Befaling synes ogsaa uvægerligen at være bleven efterkommet. Men denne Herlighed varede ikke længe, thi allerede det følgende Aar (1292) kom Hr. Thord Hallssøn af Madrevalle tilligemed en Hr. Christopher Viljamssøn^[3] til Island med et Kongebrev, der bød, at den samme Skik, med Hensyn til Kirkegodset, som havde fundet Sted førend Island var kommet under den norske Konges Herredømme, skulde gjenoprettes, og at følgelig alle de Kirker, der havde været i Lægmændenes Værge, skulde tilbagegives dem. Dette var naturligviis en umiddelbar Følge af Forliget i Bergen 1291, hvori ogsaa Biskop Jørund i Hole, der var bleven tilbage i Norge, maa have deeltaget. Han kom ligeledes tilbage til Island i 1292, medbringende Afskrifter af den Opfordringsskrivelse, som Pave Nikolaus den 1ste August 1291 havde ladet udgaa til hele den katholske Christenhed om at tage Korset mod de Vantroende, og han havde derfor sandsynligviis overværet et Provincial-Concilium, der ifølge Pavens Befaling var blevet afholdt i denne. Anledning, saaledes som det nedenfor nærmere skal omtales. Biskop Arne, der, maaske for at forherlige sin indbildte Sejr, havde ladet den hellige Thorlak, der aller først bragte denne Sag om Kirke-Ejendomme i Gang, skriinlægge paany^[4], modsatte sig vistnok den kongelige Befaling, og Biskop Jørund gjorde fælles Sag med ham, men med Hr. Thorvard Thorarinssøn i Spidsen satte dog Lægmændene sig i Besiddelse af flere Kirker med til hørende Ejendomme, og saaledes blussede nu Striden paany op, saa at Sommeren 1293 endog kaldes Trættesommeren. Imidlertid kjender man ikke ret til Enkelthederne ved denne fornyede Strid. Man seer kun, at Biskop Arne ikke gav tabt, og at han i 1294 satte de Lægmænd, der havde efterkommet Kongens Befaling, i Forbud eller i det mindre Bann. Ogsaa Biskop Jørund gav sig en Mine af at true de Lægmænd, der i Hole Biskopsdømme havde gjort idet samme, med Bann, men kun, som man tydeligt kan see, for ej at lægge seg ud med sin ivrige Collega, og uden at mene noget oprigtigt dermed; det er saaledes heele charakteristisk, at han, da Sigurd i Lid paa Grund af Arveret havde sat sig i Besiddelse af Madrevalle Kirke og Gods, først sendte den unge Prest Laurentius Kalfssøn hen for at vise ham bort, med Befaling at sætte ham i Bann, hvis han ikke lystrede; men at han siden, da Laurentius udførte denne Befaling bogstaveligt, og Sigurd siden i Vrede med et talrigt Følge begav sig til Hole og truede Biskoppen, ej alene gjorde Undskyldninger for Sigurd og frakjøbte ham hans Ret til Kirken med en Pengesum, men var endog spag nok til at ytre, at Laurentius havde overtraadt sin Fuldmagt, saa at denne maatte bære det hele Ansvar^[5]. Hr. Erlend sterke var allerede bleven sat i Forbud af Abbed Runulf, og der tales ikke om at han forligede sig med Biskop Arne; formodentlig gjorde han fælles-Sag med de øvrige Lægmænd skjønt vi af Mangel paa udførlige Oplysninger intet vide derom med Bestemthed. Ogsaa Islands verdslige Anliggender beskjeftigede paa denne Tid Høvdingerne, og man erfarer af de Foranstaltninger der siden fandt Sted fra Regjeringens Side, at der maa have været holdt flere Møder og Forhandlinger, især, som man maa formode, paa Althinget, for at vedtage en Forestilling til Kongen om enkelte Forandringer i den nye Lov, hvis Nødvendighed Erfaringen havde godtgjort. Den fornemste Leder af dette Anliggende synes at have været Thorlak Narvessøn, der var bleven Lagmand i 1291, da Erlend sterke var bleven Sysselmand i Vestfjordene, og saaledes havde maattet overgive sit Lagmands-Embede^[6]. Ogsaa i Jon Lagmands Sted, der ved denne Tid maa have draget over til Norge, udnævntes der i 1292 en ny Lagmand ved Navn Sigurd Gudmundssøn, men dog kun, som det synes, midlertidigt, og uden at han havde saa meget at sige, som Thorlak^[7]. I Aaret 1293, formodentlig efter Thinget, drog saavel Thorlak som Hr. Thord af Madrevalle over til Norge, opsøgte Kongen, til hvem Thorlak nu overleverede den omtalte Forestilling. Imidlertid havde Kongen beskikket den unge Ridder Hr. Peter Gudleikssøn paa Eid til Sysselmand over hele Nordlændinge-Fjerdingen^[8]. Han kom til Island om Sommeren^[9], blev strax indbuden af Biskop Jorund til at være hans Vintergjest paa Hole Biskopsgaard, og modtog Tilbudet. Formodentlig havde han et særskilt Erende, siden han kun opholdt sig et Aar paa Øen, men hvad dette Erende var, vides ikke, ligesaa lidt som hvad han for øvrigt udrettede. Maaskee skulde han søge at berolige Gemytterne ved gode Løfter og overhoved megle Fred og Enighed, hvortil han ogsaa synes at have været vel skikket, da de Træk, der ere os opbevarede om ham vise os ham som en godmodig og spøgefuld Mand^[10]. Da han den følgende Sommer (1294) forlod Island, medtog han ogsaa den nys omtalte Prest Laurentius Kalfssøn, der var bleven nøje kjendt med ham, og benyttede sig af den gode Lejlighed til at kunne komme fra Hole, hvor han siden Begivenheden med Sigurd i Lid ikke længer befandt sig vel. Imidlertid havde, tidligt om Vaaren, ogsaa Hr. Erlend sterke, begivet sig til Norge, og saavel han, som Jon Lagmand, Hr. Thord paa Madrevalle, og sandsynligviis ogsaa Thorlak Lagmand vare allerede lidt før Pintsetid i Tunsberg, hvor Kongen og Hertugen skulde møde Gesandterne fra de tydske Stæder, og slutte et nyt Forliig med dem. Det er ikke usandsynligt, at de alle fire, eller i det mindste et Par af dem, havde været i Følge med Kongen paa hans Tog fra Bergen, og oppebiede i Tunsberg hans og Hertugens Tilbagekomst fra det ovenfor omtalte Forliigsmøde i Kjøbenhavn^[11]. Under hiint Ophold i Tunsberg, endnu medens Underhandlingerne med Tydskerne stode paa, og førend endnu Kongen og Hertugen udstedte deres Frihedsbrev for disse, udgav Kongen, den 2den Juli, en meget omfattende Retterbod eller som den snarere kunde kaldes Retterbod-Samling for Island, i hvis Indledning han udtrykkeligt erklærer, at, da Thorlak Lagmand havde forelagt ham sine Landsmænds Forestilling om at han deels vilde borttage, deels tilføje enkelte Ting hist og her i Lovbogen, havde han samtykket i deres Begjæringer, og herved givet dem denne Forordning. Da Artiklerne mestendeels vedrøre de særegne Landboforhold, ansee vi det ikke nødvendigt, her at gjennemgaa dem enkeltviis; man maa antage, at Kongen simpelt hen har fulgt det ham forelagte Udkast, og Forordningen kan altsaa betragtes som en Lov, Islændingerne havde givet sig selv og som derfor vel ogsaa blev modtagen med desto større Glæde^[12]. Men man erfarer intet om, hvor vidt der tillige har været forhandlet med Kongen om Islands offentlige Ret, hvor der dog endnu var saa meget tilbage at klare, i Særdeleshed Spørgsmaalet om Embedernes Besættelse med Indfødde, og om Kongens Ret til at stevne Islændinger over til Norge, med andre Ord, om Island endnu skulde betragtes som en halv selvstændig, kun med Norge under een Krone forenet Stat, eller om det ganske skulde blive en norsk Provins. Dette var Kong Magnus’s Plan, som ogsaa Kong Erik og hans Raadgivere forfulgte; men Islændingerne vare heel misfornøjede dermed, og undlode neppe at protestere derimod; vi kunne saaledes nok antage, at ogsaa denne Sag kom paa Bane ved de Forhandlinger mellem Kongen og de islandske Høvdinger, der gik forud for den nye Forordnings Udstedelse, skjønt intet udtrykkeligt nævnes derom. Thorlak, Erlend og Thord paa Madrevalle vendte endnu samme Aar tilbage til Island med Kongebrevet, og Thorlak blev før sin Afrejse gjort til Ridder^[13]. Jon Einarssøn derimod, som ogsaa fulgte med, fik maaskee Syssel, siden han fra denne Tid ophørte at være Lagmand, og ligeledes hans Substitut Sigurd Gudmundssøn ej mere omtales som saadan^[14]. I hans Sted udnævntes Hr. Erlends Søn Hauk, en særdeles dannet og kundskabsrig Mand, bevandret ikke mindre i den norske end i den islandske Ret, en flittig og skjønsom Samler af fædrelandshistoriske Skrifter, hvilke han for det meste endog med egen Haand afskrev i en Bog, som han førte med sig, og som endnu for største Delen er til under Navnet Hauksbók, indeholdende et interessant Udvalg af Sagaer, med en fortrinlig Text, der overalt vidne om hans Smag og Forstandighed^[15]. At Kongen udnævnte Hauk, skyldes vistnok for en Deel hans Faders Indflydelse, hvor skikket eller selvskreven han end kunde siges at være til dette Hverv; dog søgte man maaskee tillige derved saagodtsom det efter Omstændighederne kunde skee, at berolige Islændingerne og paa lempeligste Maade imødekomme deres Ønsker. Thi Hauk, fød af en islandsk Moder og maaskee endog paa Island, med den varmeste Interesse for Øens historiske Minder og Skrifter, kunde derved betragtes som Islænding, medens hans Interesser dog lige fuldt maatte være norske. Aaret efter beskikkede Kongen en ny Sysselmand for Nordlandet, Gudmund Skaldstikel, der ligeledes synes at have været en Islænding.

Kirkestriden vedblev dog fremdeles, og var formodentlig Aarsag i, at saavel Hr. Thorvard Thorarinssøn, som Hr. Christopher og Hr. Sighvat Halfdanssøn i 1295 forlod Island; Thorvard døde strax efter. Ved Thorvards Afrejse synes Lægmændene tildeels at have tabt Modet, og det er tillige heel sandsynligt, at flere Landeplager og andre Ulykker, der i denne Tid gik over Landet, gjorde dem ængstlige og følgelig mere spagfærdige. I 1294 skede et forfærdeligt Udbrud af Hekla; Jordskjælvene, der ledsagede det, vare saa voldsomme, at Jorden sprak paa mange Steder, en Mængde Huse faldt ned og flere Folk omkom, fornemmelig i Fljotslid og Rangaarvalle-Egnen. I Fagradal dræbte et Steenskred 11 Mænd; i Haukadal, ved Eyjafjeldet, opkom der store kogende Kilder, hvor ingen forhen havde været, og andre, som før fandtes, bleve borte; etsteds blev der en saa dyb Revne, at man ikke kunde see til Bunden. Rangaaen forandrede sit Løb og Asken faldt saa tykt, at man kunde gaa tørskoet over Aaen; Thjorsaaen blev ligeledes skjult af Aske, og paa Havet mellem Island og Færøerne laa der sorte Flager, dannede af Asken^[16]. Dette kunde nok hos mange vække Skrupler. Det var maaskee i Anledning, om ikke ligefrem paa Grund deraf, at Biskop Jorund stiftede tvende Klostere (1295), et Benedictiner-Nonnekloster paa Stad paa Reynisnes (ogsaa kaldet Reynisstad), og et Augustiner-Munkekloster paa Madrevalle. Tanken om at oprette et Kloster paa Stad var rigtignok allerede opstaaet hos Gissur Jarl^[17], og han skjenkede Gaarden Stad dertil paa sin Dødsseng (1268), men dette var dog kun en enkelt Gaard, og det Jordegods, Jørund lagde til Klostret, var saa langt mere, at han maa betragtes som dets egentlige Stifter. Han fik ogsaa den rige og anseede Hallbera Thorsteinsdatter, der siden selv blev Abbedisse der, og flere andre rige og mægtige Kvinder til at gaa derind med meget Gods^[18]. Herved kunde han efter de Tiders Anskuelser indlægge sig større og sikrere Fortjenester, end ved at stille sig ved sin Collegas Side i Skrankerne mod de verdslige Høvdinger. Men han havde heller ikke, som Arne, Kongens personlige Venskab at stole paa. Thi derved udrettede denne dog tilsidst mere, end man engang skulde have ventet. I 1295 sendte Kongen, rimeligviis ifølge Hr. Thorvards Forestillinger, et, som det heder, meget strengt Brev til Island, Kirkesagen vedkommende, men dette afholdt dog ikke Arne fra at gaa Lægmændene saa haardt paa Livet, at omsider virkelig Almuen i hans Biskopsdømme faldt til Fode, og tolv Bønder paa de øvriges Vegne tilsvore ham alle Kirker med tilhørende Gods i Biskopsdømmet^[19]. Strax efter drog han forsigtigviis over til Norge^[20] for personligt at handle med Kongen og Erkebiskoppen; og uagtet Kongen i Førstningen var saa misfornøjet med det Skede, at han endog lod hine 12 Bønder stevne over til Norge for at staa til Ansvar, lykkedes det dog Arne omsider at bringe en endelig Afgjørelse til Veje, som efter Omstændighederne endog maatte kaldes ret fordeelagtig. Det blev nemlig med alle Parters Samtykke bestemt, at alle de Kirker, hvis Gods for Halvdelen eller mere ejedes fra gammel Tid af Lægfolket, skulde overgives til disse, frie for ethvert Krav fra Biskoppens Side; men for alle de øvrige Kirker skulde han raade alene. Denne Overeenskomst blev indtagen i og forkyndt ved et kongeligt Brev, dateret Agvaldsnes den 2den Mai 1297, og beseglet af Kongen, Erkebiskoppen og Biskop Arne^[21]. Saaledes endtes denne langvarige og heftige Strid, der havde beskjeftiget den nidkjære Biskop Arne i saa godt som hele hans Embedstid, og optaget hans bedste Kræfter. Han overlevede heller ikke længe dette Forliig, thi han døde allerede den 17de April 1298 i Bergen, uden at gjensee sit Fædreland, i sit 61de Aar^[22]. Han blev begraven i Munkelivs Kloster, hvor han under sit Ophold i Bergen altid plejede at bo, og hvortil han allerede i 1280 havde skjenket Kirkebø Kirke paa Vestmanna-Øerne ved Island^[23].

Dette Forliig synes for det første at have gjenoprettet et Slags Rolighed paa Island, og der berettes i det mindste ikke om nogen fremtrædende Tilkjendegivelse af Misnøje paa Øen, i den korte Tid, Kong Erik levedel

1. Se ovf. S. 168–170.
2. I Annalerne, der omtale Biskop Arnes Hjemrejse 1291, staar der ikke udtrykkeligt, hvad Tid paa Aaret Arne vendte tilbage. Da man nu heller ikke veed, hvad Tid paa Aaret Biskopperne var til Møde i Bergen, bliver det umuligt at bestemme, hvor vidt Arne overvar dette.
3. Et Par Haandskrifter af Annalerne nævne ogsaa en Hr. Peter af Mo som ankommen i Følge med Thord og Christopher. Da man ej for Resten kjender til nogen Mand af dette Navn, torde det vel være en Fejltagelse.
4. Dette siges udtrykkeligt i Annalerne. Dog fortælles der i Thorlaks Saga Cap. 52, at allerede Biskop Paal lod gjøre et Skriin til ham. Arne har da maaskee bekostet et nyt og prægtigere Skriin.
5. Laurentius Saga, Cap. 6.
6. De isl. Annaler, ved 1291.
7. Han nævnes kun en eneste Gang, og da vi siden sinde Hauk Erlendssøn som Lagmand i Jons Sted, medens Thorlak vedblev, maa man antage at Sigurds Udnævnelse blot har været midlertidig.
8. Annalerne, saavel som Laurentius Saga. Han kaldes her kun „Peter af Eid“, men at han er den samme som „Peter Gudleikssøn“, sees af Munkelivsbogen S. 57, hvor han 1298 sælger Helge Hviit 14 Maanedmaters Bool i Eid i Nordfjord, og Side 146, hvor han sælger Abbeden til Munkeliv 20 Maanedmaters Bool i sit Odel, Eid i Stryn i Nordfjord. Formodentlig var han en Søn af Gudleik Villjamssøn. At han maa have været ung i 1293, sees deels deraf, at han først Aaret efter begyndte Frieri, deels deraf, at han nævnes temmelig længe derefter.
9. Han var i Bergen den 3die Marts 1293, se Munkelivsbogen S. 86.
10. Laurentius Saga Cap. 7. Der var megen Spøg, fortælles der, mellem Peter og Laurentius, der selv var ung (26 Aar gl.); engang spurgte Laurentius ham, hvorledes de søsyge saa ud: Peter vilde dengang ikke svare ham derpaa, men siden, paa Overrejsen, da Laurentius blev meget søsyg, sagde Hr. Peter: „nu kan jeg besvare dit Spørgsmaal; den søsyge er graaladen og indfalden, som Du“.
11. Hr. Jon Lagmand paa Island, Hr. Erlend sterke og Hr. Thord paa Madrevalle nævnes i Dipl. Norv. I. 82 og 83, som nærværende i Tunsberg baade den 2. den. Juni 1294, ved Vige Lagmands før omtalte Domsafsigelse, og den 11te Juni, da Einar Lagmand i Tunsberg og Vige bekræftede Dommen, jfr. ovf. S. 217, 218.
12. Retterboden er sidst og bedst aftrykt i Jon Sigurdssøns Lovsamling for Island, I. S. 17 flg. Kun er Dagen, Svithunsvaka, her urigtigt angiven som 15de i Stedet for 2den Juli; denne Dag der endnu kaldes Syftesok, forstod man altid i Norge ved Svithunsvaka.
13. I Flatø-Annalerne staar der, at baade Jon og Thorleif i 1294 kom til Island med Herretitel; for Jons Vedkommende er det urigtigt, da han allerede længe for var bleven Ridder; men maaskee menes dermed, at han havde faaet Syssel.
14. I det nys nævnte Brev af 11te Juni 1294 kaldes han endnu Lagmand, i Annalerne ved 1300 „forhenværende Lagmand“. Siden, under Kong Haakon, faldt han reent i Unaade og mistede sin Titel.
15. Om Hauk, se Annaler for nord. Oldk. og Hist. 1847, 169–216, 388–389; antiqv. Tidsskrift 1846–48, S. 108–116; Biskupasøgur I. Fortalen S. XI. flg. Hauksbogen, eller det der er tilbage af den, er nu deelt i tre Stykker, det største er No. 545 qv. i den arnamagn. Samling; her findes og et og andet, han har ladet skrive af andre; et andet Stykke er No. 371 sammest. (Landnama og Kristnisaga), det tredie er No. 675 qv. (Lucidarius).
16. Isl. Annaler, 1294.
17. Se ovf. VI. 1. S. 619.
18. Se Biskop Audiens Brev af 1315, Finn Jonssøns isl. Kirkehist. II. 164.
19. Annalerne, ved 1296.
20. At han drog over i 1296, siges i alle Haandskrifter af Annalerne, nemlig den ypperlige Cod. Regius og Cod. Arnen. 415, der synes at være forfattet under Hauk Erlendssøns Opsigt; alene Flatø-Annalerne lader ham drage til Norge i 1297.
21. Brevet er sidst og bedst aftrykt i Lovs. for Island, I. 23. Her er Dateringen udtrykkelig angiven til „Korsmesse-Aften i vort 17de Riges Aar“; er dette Korsmesse-Aften om Vaaren, bliver det 2den Mai 1297, er det Korsmesse om Høsten, bliver det 13de Septbr. 1296. Da nu Arne neppe kom saa tidligt til Norge som i September 1296, og, om han nu var kommen, dog ikke i den Hast kunde have sluttet Overeenskomsten, maa det være Korsmesse om Vaaren 1297, som her menes. Formodentlig var det de stavangerske Capitel-Stridigheder, der kaldte Kongen og Erkebiskoppen til Agvaldsnes paa den Tid, se nedenfor.
22. Annalerne ved 1298.
23. Munkelivsbogen S. 99.