Det norske Folks Historie/6/85

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Paa Island havde endnu ikke de politiſke Storme lagt ſig, der vare een uundgaaelig Følge af den fuldſtændige Omorganiſation af den hele Forfatning og Lovgivning, ſom Kong Magnus allerede havde paabegyndt, men ſom endnu ikke havde kunnet fuldſtændigt gjennemføres, og ſom ſtod i den nøjeſte Forbindelſe med de kirkelige Stridigheder, hvorom vi allerede ovenfor tildeels have berettet. Det var Kongens og hans Raadgiveres alvorlige Henſigt, ganſke at fuldføre Reformen for paa den Maade at bringe Rolighed til Veje; de antoge visſelig, at førſt naar dette var opnaaet, kunde Foreningen mellem Island og Norge, hvilken de ej formaaede at tænke ſig ſom en Real-Union, betragtes ſom aldeles ſikret. De islandſke Anliggender omfattedes derfor af Kongen eller de, der handlede i hans Navn, med en Omhu, der næſten ſynes at overgaa den, han henvendte paa de indenlandſke, og hvori vi vel og, ſom ovenfor bemerket, for en ikke ringe Deel kunne ſøge Grunden til at Kongen ſaa ſtadigt opholdt ſig i Bergen. Vi have ſeet[1], at Kirkegods-Sagen endnu ikke i 1290 var bleven bragt til Ende ſom man havde ventet, fordi Lagmanden Hr. Erlend ſterke, der nu efter Ravns Død var Lægmændenes fornemſte Støtte, ej havde villet indfinde ſig for Erkebiſkoppens Domſtol, utilfreds med, at Biſkop Arne ved de Inſtruxer, han i ſine Breve meddeelte Abbed Runulf, der fungerede ſom Vicarius, foregreb den endnu ikke afſagte Dom, og at det heller ikke efter hans Tilbagekomſt til Island ſamme Aar, lykkedes Abbed Runulf at bringe et Forlig i Stand med ham. Saaledes ſtode Sagerne, da Biſkop Arne i Aaret 1291 vendte tilbage til Island, ſandſynligviis førend det Møde holdtes i Bergen, hvorved Kong Erik indgik Forlig med Biſkopperne, og disſe, med Erkebiſkoppen i Spidſen, i de fleſte Stridsſpørgsmaal gave efter[2]. Thi ved ſin Ankomſt til Island viſte han ſig ikke i mindſte Maade modfalden, han forordnede endog i ſit Biſkopsdømme, at de fleſte Kirke-Ejendomme, ſom det heder, det vil ſige de, ſom endnu vare i Lægmænds Værge, ſkulde overgives til Preſterne, og denne Befaling ſynes ogſaa uvægerligen at være bleven efterkommet. Men denne Herlighed varede ikke længe, thi allerede det følgende Aar (1292) kom Hr. Thord Hallsſøn af Madrevalle tilligemed en Hr. Chriſtopher Viljamsſøn[3] til Island med et Kongebrev, der bød, at den ſamme Skik, med Henſyn til Kirkegodſet, ſom havde fundet Sted førend Island var kommet under den norſke Konges Herredømme, ſkulde gjenoprettes, og at følgelig alle de Kirker, der havde været i Lægmændenes Værge, ſkulde tilbagegives dem. Dette var naturligviis en umiddelbar Følge af Forliget i Bergen 1291, hvori ogſaa Biſkop Jørund i Hole, der var bleven tilbage i Norge, maa have deeltaget. Han kom ligeledes tilbage til Island i 1292, medbringende Afſkrifter af den Opfordringsſkrivelſe, ſom Pave Nikolaus den 1ſte Auguſt 1291 havde ladet udgaa til hele den katholſke Chriſtenhed om at tage Korſet mod de Vantroende, og han havde derfor ſandſynligviis overværet et Provincial-Concilium, der ifølge Pavens Befaling var blevet afholdt i denne. Anledning, ſaaledes ſom det nedenfor nærmere ſkal omtales. Biſkop Arne, der, maaſke for at forherlige ſin indbildte Sejr, havde ladet den hellige Thorlak, der aller førſt bragte denne Sag om Kirke-Ejendomme i Gang, ſkriinlægge paany[4], modſatte ſig viſtnok den kongelige Befaling, og Biſkop Jørund gjorde fælles Sag med ham, men med Hr. Thorvard Thorarinsſøn i Spidſen ſatte dog Lægmændene ſig i Beſiddelſe af flere Kirker med til hørende Ejendomme, og ſaaledes blusſede nu Striden paany op, ſaa at Sommeren 1293 endog kaldes Trætteſommeren. Imidlertid kjender man ikke ret til Enkelthederne ved denne fornyede Strid. Man ſeer kun, at Biſkop Arne ikke gav tabt, og at han i 1294 ſatte de Lægmænd, der havde efterkommet Kongens Befaling, i Forbud eller i det mindre Bann. Ogſaa Biſkop Jørund gav ſig en Mine af at true de Lægmænd, der i Hole Biſkopsdømme havde gjort idet ſamme, med Bann, men kun, ſom man tydeligt kan ſee, for ej at lægge ſeg ud med ſin ivrige Collega, og uden at mene noget oprigtigt dermed; det er ſaaledes heele charakteriſtiſk, at han, da Sigurd i Lid paa Grund af Arveret havde ſat ſig i Beſiddelſe af Madrevalle Kirke og Gods, førſt ſendte den unge Preſt Laurentius Kalfsſøn hen for at viſe ham bort, med Befaling at ſætte ham i Bann, hvis han ikke lyſtrede; men at han ſiden, da Laurentius udførte denne Befaling bogſtaveligt, og Sigurd ſiden i Vrede med et talrigt Følge begav ſig til Hole og truede Biſkoppen, ej alene gjorde Undſkyldninger for Sigurd og frakjøbte ham hans Ret til Kirken med en Pengeſum, men var endog ſpag nok til at ytre, at Laurentius havde overtraadt ſin Fuldmagt, ſaa at denne maatte bære det hele Anſvar[5]. Hr. Erlend ſterke var allerede bleven ſat i Forbud af Abbed Runulf, og der tales ikke om at han forligede ſig med Biſkop Arne; formodentlig gjorde han fælles-Sag med de øvrige Lægmænd ſkjønt vi af Mangel paa udførlige Oplysninger intet vide derom med Beſtemthed. Ogſaa Islands verdslige Anliggender beſkjeftigede paa denne Tid Høvdingerne, og man erfarer af de Foranſtaltninger der ſiden fandt Sted fra Regjeringens Side, at der maa have været holdt flere Møder og Forhandlinger, iſær, ſom man maa formode, paa Althinget, for at vedtage en Foreſtilling til Kongen om enkelte Forandringer i den nye Lov, hvis Nødvendighed Erfaringen havde godtgjort. Den fornemſte Leder af dette Anliggende ſynes at have været Thorlak Narvesſøn, der var bleven Lagmand i 1291, da Erlend ſterke var bleven Sysſelmand i Veſtfjordene, og ſaaledes havde maattet overgive ſit Lagmands-Embede[6]. Ogſaa i Jon Lagmands Sted, der ved denne Tid maa have draget over til Norge, udnævntes der i 1292 en ny Lagmand ved Navn Sigurd Gudmundsſøn, men dog kun, ſom det ſynes, midlertidigt, og uden at han havde ſaa meget at ſige, ſom Thorlak[7]. I Aaret 1293, formodentlig efter Thinget, drog ſaavel Thorlak ſom Hr. Thord af Madrevalle over til Norge, opſøgte Kongen, til hvem Thorlak nu overleverede den omtalte Foreſtilling. Imidlertid havde Kongen beſkikket den unge Ridder Hr. Peter Gudleiksſøn paa Eid til Sysſelmand over hele Nordlændinge-Fjerdingen[8]. Han kom til Island om Sommeren[9], blev ſtrax indbuden af Biſkop Jorund til at være hans Vintergjeſt paa Hole Biſkopsgaard, og modtog Tilbudet. Formodentlig havde han et ſærſkilt Erende, ſiden han kun opholdt ſig et Aar paa Øen, men hvad dette Erende var, vides ikke, ligeſaa lidt ſom hvad han for øvrigt udrettede. Maaſkee ſkulde han ſøge at berolige Gemytterne ved gode Løfter og overhoved megle Fred og Enighed, hvortil han ogſaa ſynes at have været vel ſkikket, da de Træk, der ere os opbevarede om ham viſe os ham ſom en godmodig og ſpøgefuld Mand[10]. Da han den følgende Sommer (1294) forlod Island, medtog han ogſaa den nys omtalte Preſt Laurentius Kalfsſøn, der var bleven nøje kjendt med ham, og benyttede ſig af den gode Lejlighed til at kunne komme fra Hole, hvor han ſiden Begivenheden med Sigurd i Lid ikke længer befandt ſig vel. Imidlertid havde, tidligt om Vaaren, ogſaa Hr. Erlend ſterke, begivet ſig til Norge, og ſaavel han, ſom Jon Lagmand, Hr. Thord paa Madrevalle, og ſandſynligviis ogſaa Thorlak Lagmand vare allerede lidt før Pintſetid i Tunsberg, hvor Kongen og Hertugen ſkulde møde Geſandterne fra de tydſke Stæder, og ſlutte et nyt Forliig med dem. Det er ikke uſandſynligt, at de alle fire, eller i det mindſte et Par af dem, havde været i Følge med Kongen paa hans Tog fra Bergen, og oppebiede i Tunsberg hans og Hertugens Tilbagekomſt fra det ovenfor omtalte Forliigsmøde i Kjøbenhavn[11]. Under hiint Ophold i Tunsberg, endnu medens Underhandlingerne med Tydſkerne ſtode paa, og førend endnu Kongen og Hertugen udſtedte deres Frihedsbrev for disſe, udgav Kongen, den 2den Juli, en meget omfattende Retterbod eller ſom den ſnarere kunde kaldes Retterbod-Samling for Island, i hvis Indledning han udtrykkeligt erklærer, at, da Thorlak Lagmand havde forelagt ham ſine Landsmænds Foreſtilling om at han deels vilde borttage, deels tilføje enkelte Ting hiſt og her i Lovbogen, havde han ſamtykket i deres Begjæringer, og herved givet dem denne Forordning. Da Artiklerne meſtendeels vedrøre de ſæregne Landboforhold, anſee vi det ikke nødvendigt, her at gjennemgaa dem enkeltviis; man maa antage, at Kongen ſimpelt hen har fulgt det ham forelagte Udkaſt, og Forordningen kan altſaa betragtes ſom en Lov, Islændingerne havde givet ſig ſelv og ſom derfor vel ogſaa blev modtagen med deſto ſtørre Glæde[12]. Men man erfarer intet om, hvor vidt der tillige har været forhandlet med Kongen om Islands offentlige Ret, hvor der dog endnu var ſaa meget tilbage at klare, i Særdeleshed Spørgsmaalet om Embedernes Beſættelſe med Indfødde, og om Kongens Ret til at ſtevne Islændinger over til Norge, med andre Ord, om Island endnu ſkulde betragtes ſom en halv ſelvſtændig, kun med Norge under een Krone forenet Stat, eller om det ganſke ſkulde blive en norſk Provins. Dette var Kong Magnus’s Plan, ſom ogſaa Kong Erik og hans Raadgivere forfulgte; men Islændingerne vare heel misfornøjede dermed, og undlode neppe at proteſtere derimod; vi kunne ſaaledes nok antage, at ogſaa denne Sag kom paa Bane ved de Forhandlinger mellem Kongen og de islandſke Høvdinger, der gik forud for den nye Forordnings Udſtedelſe, ſkjønt intet udtrykkeligt nævnes derom. Thorlak, Erlend og Thord paa Madrevalle vendte endnu ſamme Aar tilbage til Island med Kongebrevet, og Thorlak blev før ſin Afrejſe gjort til Ridder[13]. Jon Einarsſøn derimod, ſom ogſaa fulgte med, fik maaſkee Sysſel, ſiden han fra denne Tid ophørte at være Lagmand, og ligeledes hans Subſtitut Sigurd Gudmundsſøn ej mere omtales ſom ſaadan[14]. I hans Sted udnævntes Hr. Erlends Søn Hauk, en ſærdeles dannet og kundſkabsrig Mand, bevandret ikke mindre i den norſke end i den islandſke Ret, en flittig og ſkjønſom Samler af fædrelandshiſtoriſke Skrifter, hvilke han for det meſte endog med egen Haand afſkrev i en Bog, ſom han førte med ſig, og ſom endnu for ſtørſte Delen er til under Navnet Hauksbók, indeholdende et interesſant Udvalg af Sagaer, med en fortrinlig Text, der overalt vidne om hans Smag og Forſtandighed[15]. At Kongen udnævnte Hauk, ſkyldes viſtnok for en Deel hans Faders Indflydelſe, hvor ſkikket eller ſelvſkreven han end kunde ſiges at være til dette Hverv; dog ſøgte man maaſkee tillige derved ſaagodtſom det efter Omſtændighederne kunde ſkee, at berolige Islændingerne og paa lempeligſte Maade imødekomme deres Ønſker. Thi Hauk, fød af en islandſk Moder og maaſkee endog paa Island, med den varmeſte Interesſe for Øens hiſtoriſke Minder og Skrifter, kunde derved betragtes ſom Islænding, medens hans Interesſer dog lige fuldt maatte være norſke. Aaret efter beſkikkede Kongen en ny Sysſelmand for Nordlandet, Gudmund Skaldſtikel, der ligeledes ſynes at have været en Islænding.

Kirkeſtriden vedblev dog fremdeles, og var formodentlig Aarſag i, at ſaavel Hr. Thorvard Thorarinsſøn, ſom Hr. Chriſtopher og Hr. Sighvat Halfdansſøn i 1295 forlod Island; Thorvard døde ſtrax efter. Ved Thorvards Afrejſe ſynes Lægmændene tildeels at have tabt Modet, og det er tillige heel ſandſynligt, at flere Landeplager og andre Ulykker, der i denne Tid gik over Landet, gjorde dem ængſtlige og følgelig mere ſpagfærdige. I 1294 ſkede et forfærdeligt Udbrud af Hekla; Jordſkjælvene, der ledſagede det, vare ſaa voldſomme, at Jorden ſprak paa mange Steder, en Mængde Huſe faldt ned og flere Folk omkom, fornemmelig i Fljotslid og Rangaarvalle-Egnen. I Fagradal dræbte et Steenſkred 11 Mænd; i Haukadal, ved Eyjafjeldet, opkom der ſtore kogende Kilder, hvor ingen forhen havde været, og andre, ſom før fandtes, bleve borte; etſteds blev der en ſaa dyb Revne, at man ikke kunde ſee til Bunden. Rangaaen forandrede ſit Løb og Aſken faldt ſaa tykt, at man kunde gaa tørſkoet over Aaen; Thjorsaaen blev ligeledes ſkjult af Aſke, og paa Havet mellem Island og Færøerne laa der ſorte Flager, dannede af Aſken[16]. Dette kunde nok hos mange vække Skrupler. Det var maaſkee i Anledning, om ikke ligefrem paa Grund deraf, at Biſkop Jorund ſtiftede tvende Kloſtere (1295), et Benedictiner-Nonnekloſter paa Stad paa Reynisnes (ogſaa kaldet Reynisſtad), og et Auguſtiner-Munkekloſter paa Madrevalle. Tanken om at oprette et Kloſter paa Stad var rigtignok allerede opſtaaet hos Gisſur Jarl[17], og han ſkjenkede Gaarden Stad dertil paa ſin Dødsſeng (1268), men dette var dog kun en enkelt Gaard, og det Jordegods, Jørund lagde til Kloſtret, var ſaa langt mere, at han maa betragtes ſom dets egentlige Stifter. Han fik ogſaa den rige og anſeede Hallbera Thorſteinsdatter, der ſiden ſelv blev Abbedisſe der, og flere andre rige og mægtige Kvinder til at gaa derind med meget Gods[18]. Herved kunde han efter de Tiders Anſkuelſer indlægge ſig ſtørre og ſikrere Fortjeneſter, end ved at ſtille ſig ved ſin Collegas Side i Skrankerne mod de verdslige Høvdinger. Men han havde heller ikke, ſom Arne, Kongens perſonlige Venſkab at ſtole paa. Thi derved udrettede denne dog tilſidſt mere, end man engang ſkulde have ventet. I 1295 ſendte Kongen, rimeligviis ifølge Hr. Thorvards Foreſtillinger, et, ſom det heder, meget ſtrengt Brev til Island, Kirkeſagen vedkommende, men dette afholdt dog ikke Arne fra at gaa Lægmændene ſaa haardt paa Livet, at omſider virkelig Almuen i hans Biſkopsdømme faldt til Fode, og tolv Bønder paa de øvriges Vegne tilſvore ham alle Kirker med tilhørende Gods i Biſkopsdømmet[19]. Strax efter drog han forſigtigviis over til Norge[20] for perſonligt at handle med Kongen og Erkebiſkoppen; og uagtet Kongen i Førſtningen var ſaa misfornøjet med det Skede, at han endog lod hine 12 Bønder ſtevne over til Norge for at ſtaa til Anſvar, lykkedes det dog Arne omſider at bringe en endelig Afgjørelſe til Veje, ſom efter Omſtændighederne endog maatte kaldes ret fordeelagtig. Det blev nemlig med alle Parters Samtykke beſtemt, at alle de Kirker, hvis Gods for Halvdelen eller mere ejedes fra gammel Tid af Lægfolket, ſkulde overgives til disſe, frie for ethvert Krav fra Biſkoppens Side; men for alle de øvrige Kirker ſkulde han raade alene. Denne Overeenskomſt blev indtagen i og forkyndt ved et kongeligt Brev, dateret Agvaldsnes den 2den Mai 1297, og beſeglet af Kongen, Erkebiſkoppen og Biſkop Arne[21]. Saaledes endtes denne langvarige og heftige Strid, der havde beſkjeftiget den nidkjære Biſkop Arne i ſaa godt ſom hele hans Embedstid, og optaget hans bedſte Kræfter. Han overlevede heller ikke længe dette Forliig, thi han døde allerede den 17de April 1298 i Bergen, uden at gjenſee ſit Fædreland, i ſit 61de Aar[22]. Han blev begraven i Munkelivs Kloſter, hvor han under ſit Ophold i Bergen altid plejede at bo, og hvortil han allerede i 1280 havde ſkjenket Kirkebø Kirke paa Veſtmanna-Øerne ved Island[23].

Dette Forliig ſynes for det førſte at have gjenoprettet et Slags Rolighed paa Island, og der berettes i det mindſte ikke om nogen fremtrædende Tilkjendegivelſe af Misnøje paa Øen, i den korte Tid, Kong Erik levedel

  1. Se ovf. S. 168—170.
  2. I Annalerne, der omtale Biſkop Arnes Hjemrejſe 1291, ſtaar der ikke udtrykkeligt, hvad Tid paa Aaret Arne vendte tilbage. Da man nu heller ikke veed, hvad Tid paa Aaret Biſkopperne var til Møde i Bergen, bliver det umuligt at beſtemme, hvor vidt Arne overvar dette.
  3. Et Par Haandſkrifter af Annalerne nævne ogſaa en Hr. Peter af Mo ſom ankommen i Følge med Thord og Chriſtopher. Da man ej for Reſten kjender til nogen Mand af dette Navn, torde det vel være en Fejltagelſe.
  4. Dette ſiges udtrykkeligt i Annalerne. Dog fortælles der i Thorlaks Saga Cap. 52, at allerede Biſkop Paal lod gjøre et Skriin til ham. Arne har da maaſkee bekoſtet et nyt og prægtigere Skriin.
  5. Laurentius Saga, Cap. 6.
  6. De isl. Annaler, ved 1291.
  7. Han nævnes kun en eneſte Gang, og da vi ſiden ſinde Hauk Erlendsſøn ſom Lagmand i Jons Sted, medens Thorlak vedblev, maa man antage at Sigurds Udnævnelſe blot har været midlertidig.
  8. Annalerne, ſaavel ſom Laurentius Saga. Han kaldes her kun „Peter af Eid“, men at han er den ſamme ſom „Peter Gudleiksſøn“, ſees af Munkelivsbogen S. 57, hvor han 1298 ſælger Helge Hviit 14 Maanedmaters Bool i Eid i Nordfjord, og Side 146, hvor han ſælger Abbeden til Munkeliv 20 Maanedmaters Bool i ſit Odel, Eid i Stryn i Nordfjord. Formodentlig var han en Søn af Gudleik Villjamsſøn. At han maa have været ung i 1293, ſees deels deraf, at han førſt Aaret efter begyndte Frieri, deels deraf, at han nævnes temmelig længe derefter.
  9. Han var i Bergen den 3die Marts 1293, ſe Munkelivsbogen S. 86.
  10. Laurentius Saga Cap. 7. Der var megen Spøg, fortælles der, mellem Peter og Laurentius, der ſelv var ung (26 Aar gl.); engang ſpurgte Laurentius ham, hvorledes de ſøſyge ſaa ud: Peter vilde dengang ikke ſvare ham derpaa, men ſiden, paa Overrejſen, da Laurentius blev meget ſøſyg, ſagde Hr. Peter: „nu kan jeg beſvare dit Spørgsmaal; den ſøſyge er graaladen og indfalden, ſom Du“.
  11. Hr. Jon Lagmand paa Island, Hr. Erlend ſterke og Hr. Thord paa Madrevalle nævnes i Dipl. Norv. I. 82 og 83, ſom nærværende i Tunsberg baade den 2. den. Juni 1294, ved Vige Lagmands før omtalte Domsafſigelſe, og den 11te Juni, da Einar Lagmand i Tunsberg og Vige bekræftede Dommen, jfr. ovf. S. 217, 218.
  12. Retterboden er ſidſt og bedſt aftrykt i Jon Sigurdsſøns Lovſamling for Island, I. S. 17 flg. Kun er Dagen, Svithunsvaka, her urigtigt angiven ſom 15de i Stedet for 2den Juli; denne Dag der endnu kaldes Syftesok, forſtod man altid i Norge ved Svithunsvaka.
  13. I Flatø-Annalerne ſtaar der, at baade Jon og Thorleif i 1294 kom til Island med Herretitel; for Jons Vedkommende er det urigtigt, da han allerede længe for var bleven Ridder; men maaſkee menes dermed, at han havde faaet Sysſel.
  14. I det nys nævnte Brev af 11te Juni 1294 kaldes han endnu Lagmand, i Annalerne ved 1300 „forhenværende Lagmand“. Siden, under Kong Haakon, faldt han reent i Unaade og miſtede ſin Titel.
  15. Om Hauk, ſe Annaler for nord. Oldk. og Hiſt. 1847, 169—216, 388—389; antiqv. Tidsſkrift 1846—48, S. 108—116; Biſkupaſøgur I. Fortalen S. XI. flg. Hauksbogen, eller det der er tilbage af den, er nu deelt i tre Stykker, det ſtørſte er No. 545 qv. i den arnamagn. Samling; her findes og et og andet, han har ladet ſkrive af andre; et andet Stykke er No. 371 ſammeſt. (Landnama og Kriſtniſaga), det tredie er No. 675 qv. (Lucidarius).
  16. Isl. Annaler, 1294.
  17. Se ovf. VI. 1. S. 619.
  18. Se Biſkop Audiens Brev af 1315, Finn Jonsſøns isl. Kirkehiſt. II. 164.
  19. Annalerne, ved 1296.
  20. At han drog over i 1296, ſiges i alle Haandſkrifter af Annalerne, nemlig den ypperlige Cod. Regius og Cod. Arnen. 415, der ſynes at være forfattet under Hauk Erlendsſøns Opſigt; alene Flatø-Annalerne lader ham drage til Norge i 1297.
  21. Brevet er ſidſt og bedſt aftrykt i Lovſ. for Island, I. 23. Her er Dateringen udtrykkelig angiven til „Korsmesſe-Aften i vort 17de Riges Aar“; er dette Korsmesſe-Aften om Vaaren, bliver det 2den Mai 1297, er det Korsmesſe om Høſten, bliver det 13de Septbr. 1296. Da nu Arne neppe kom ſaa tidligt til Norge ſom i September 1296, og, om han nu var kommen, dog ikke i den Haſt kunde have ſluttet Overeenskomſten, maa det være Korsmesſe om Vaaren 1297, ſom her menes. Formodentlig var det de ſtavangerſke Capitel-Stridigheder, der kaldte Kongen og Erkebiſkoppen til Agvaldsnes paa den Tid, ſe nedenfor.
  22. Annalerne ved 1298.
  23. Munkelivsbogen S. 99.