Det norske Folks Historie/6/84

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Til Kong Eriks adminiſtrative og legislatoriske Virkſomhed, efter at han ſelv havde overtaget Regjeringen, kjende vi mindre end til Hertug Haakons, og ſkjønt dette vel for en Deel kan tilſkrives tilfældige Omſtændigheder, maa Aarſagen dog væſentlig ſøges deri, at han udrettede mindre, deels fordi han var af en mindre kraftig og foretagelſeslyſten Charakteer overhoved, deels og fordi hans Tid og Opmerkſomhed var mere optagen med den danſke Krig, Forhandlingerne med de tydſke Stæder, de ſkotſk-engelſke Anliggender, Ordningen af Forholdene paa Island, og endeligen de heftige Stridigheder mellem Erkebiſkoppen og hans Chorsbrødre. Bergen var Kong Eriks faſte Reſidens, hvor han ſynes at have tilbragt hver eneſte Juul[1], uden at man dog finder Spor til at han ſaaledes ſøgte at forſkjønne den ved Bygninger og forherlige den ved kirkelige Stiftelſer, ſom hans Fader før ham, eller ſom hans Broder gjorde i Oslo. Alt, hvad vi vide herom, er at Arbejdet paa den nye Apoſtelkirke, hvilken hans Fader havde grundlagt, under ham maa være blevet fortſat, ſiden Kirken kunde indvies nogle faa Aar efter hans Død. Det lader endog til, at Forſtaaelſen mellem ham og Bergens Borgere ikke altid har været den bedſte, thi i de indledende Ord til den af os tidligere omtalte Retterbod, eller Retteerbodſamling, ſom han i 1295 udgav for Bergen, ytrer han ſig ſaaledes: „det er Gud og de gode Mænd, ſom dagligen have været hos os, bekjendt, at vi have haft ſtørre Velvilje for eder, end for nogen anden Kjøbſtad i Landet; men ſkjønt I paa eders Side have viiſt ſtørre Ulydighed i mange Stykker, end vi ventede, ſaa ville vi dog ej give alle Mænd Skyld derfor, men kun dem, der ere de fremmeſte deri“. Disſe Ord kunne vel tildeels iſær have gjeldt de i Bergen boſatte Tydſkere, der gjorde fælles Sag med deres Landsmænd Handelsfactorerne, og til hvem det oven omtalte Forbud mod at „tage Sammenhold eller digte ſig Love eller Sætninger“ maaſkee nærmeſt ſigter; imidlertid er det tydeligt nok, at ogſaa Indfødde maa have gjort ſig ſkyldige i noget lignende, eller at overhoved den i de tydſke Handelsrepubliker herſkende Asſociationsaand ogſaa har udbredt ſig til Byens egne Børn, og vakt oppoſitionelle Tendenſer hos dem, ſom hidtil ikke i lang Tid havde været ſporede. Thi Kongen retter ſit Forbud baade mod indenlandſke og udenlandſke, og ophæver ej alene alle Gilder undtagen Maria’s, Nikolas’s og Jetmunds, men forbyder endog, ſom vi have ſeet, alle Samdrikkelag af Smede, Englandsfarere, Arbejdsfolk, ja endog Arbejdskvinder. Hertil kommer og hans Forbud mod at nogen, med Undtagelſe af Gjaldkeren, dennes Fuldmægtige eller Tjenere, bar Vaaben i Kjøbſtaden, og hans Bud til Raadsmændene, at de ſkulde lægge mere Vind paa at røgte Folks Sager og Stadens Ret end hidtil. End videre ſeer man, at Gejſtlige og haandgangne Mænd i Byerne fremdeles vilde unddrage ſig fra at yde ordentlig Leding, paaberaabende ſig deres Fritagelſe for visſe Nev. Forordningen beſtemte udtrykkeligt, at ſaavel gejſtlige ſom haandgangne Mænd ſkulde gjøre Leding af ſine Gaarde ſom andre, ſaa ſnart Leding blev fordret, ellers ſkulde det tilbørlige Antal Folk af deres Gaard tilſiges under Femteſtevne, og den, ſom ſad denne Stevne overhørig, bøde 5 Mkr.[2]. Denne Forordning indeholder endog et formeligt Forbud mod den Udvidelſe, ſom Byen ſiden efter har faaet derved at der byggedes Huſe over paa Stranden, hvor Byens nuværende Hovedgade, Strandgaden, og bedſte Deel er. „Vi forbyde“, heder det, „nogen ſom helſt at bygge Huſe over paa Stranden eller andenſteds i vor Almenning, uden at vi ſelv have meddeelt Tilladelſe dertil i vort Brev, og han for øvrigt ſvarer ſlige Præſtationer deraf, ſom Bjarkøretten (Byloven) fordrer. Alle de, ſom have Huſe over paa Stranden uden at kunne fremviſe vort Brev derfor, ſkulle ranſages, hvorledes de ere komne dertil; de ſom da beviſe ſin lovlige Adkomſt, ſkulle faa Brev af os derpaa, men de øvrige ſkulle miſte Huſet. Hvo ſom bortgiver eller ſelger eller har bortgivet vore Almenninger over paa Stranden eller andenſteds, og ſaaledes vil unddrage os vor fædrene Ejendom, ham kalde vi en ſand Landraademand mod os“[3]. Vi erfare heraf, baade at man paa denne Tid havde begyndt at bebygge Stranden med Privathuſe, og at der maa have været egenmægtige Mænd blandt Kongens Omgivelſer, der havde tilladt ſig den Ret, ham uadſpurgt, at uddele Byggetomter der. Vi føle os her ſaa meget mere friſtede til at gjette paa Hr. Audun Hugleiksſøn, ſom netop en Gaard, kaldet Audunargaarden, og neppe tilhørende nogen anden end ham, laa paa Stranden[4]. Imidlertid kan det ikke have været ham, over hvem hine Udtryk udtalte Dadel, thi dertil var han ſelv for mægtig og højt ſtaaende, og ſandſynligviis var det vel endog ham, efter hvis Raad Kongen udgav Retterboden; men der maa have været andre, hvo det nu kan have været, der i dette Stykke tiltoge ſig for ſtor Myndighed, og der ſigtes vel og for en Deel til hvad enkelte af Regjeringsherrerne i Kongens Mindreaarighed utilbørligt kunne have tilladt ſig. Formodentlig var det iſær fornemmere Folk, der i Begyndelſen boſatte ſig paa Stranden, for her, i Kloſtrenes Nærhed, at have ſtørre Ro og Plads, end i den trange, af et travlt Handelsliivs Larm opfyldte, ældre Deel af Byen, og det er endog højſt ſandſynligt at de have anmodet Kongen om at hindre en alt for tæt Bebyggelſe af deres Naboſkab. Saaledes erfare vi, at ogſaa Erkebiſkoppen havde en Gaard paa Stranden, og end videre omtales andre betydelige, her beliggende Gaarde[5]. Denne er imidlertid ikke længer til, men kjendes kun, for ſaa vidt den omtales i den ſenere.

Kong Eriks Cantſler var, efter hans Moders Død, den før omtalte Baard Serksſøn, ligeſom Aake Chorsbroder ved Apoſtelkirken i Bergen, og ſaaledes hørende til den kongelige Capellgejſtlighed; men han ſynes ſiden at være bleven Chorsbroder ved ſelve Chriſtkirken[6], hvad der, ſaa længe Kong Eriks gode Ven, Broder Narve, var Biſkop i Bergen, ej behøvede at betegne noget Omſlag i Cantſlerens Sympathier; han kunde vel endog fremdeles vedblive at beholde ſit Canonicat ved Apoſtelkirken, og Kongen har maaſkee ſelv anmodet Biſkop Narve om at give ham det andet for at forſtemme ham og forbedre hans Indtægter. Baard Serksſøn maa, ſom vi af det følgende ville ſee, have været anſeet og yndet ved Curien[7]; men hvor vidt han var ſaa velſtuderet, ſom Hertugens Cantſler Aake, vides ikke. Hvad Kongens forrige Cantſler, Mag. Bjarne Lodinsſøn, tog ſig til, eller i hvad Stilling han var, ſiden han i 1295 var med paa Toget til Danmark og deeltog i Forhandlingerne i Midelfart, (ſe S. 221, 225), vides ikke; han forſvinder af Aarbøger og offentlige Documenter, indtil vi ſtrax efter Kongens Død finde ham i ſtor Unaade hos hans Broder, hvorom mere nedenfor paa ſit Sted. Hr. Audun Hugleiksſøn, der kalder ſig Kongens Sekretær, hvilket formodentlig her vil ſige det ſamme ſom Bevarer af det private Segl eller Secretum (paa Engelſk Lord Privy Seal), medens Cantſleren var den egentlige Storſeglbevarer, udførte dog viſtnok i Virkeligheden langt mere de egentlige Cantſlerforretninger end denne, eller var, ſom vi oftere have nævnt, den, der egentlig ſtyrede det Hele, neppe til Folkets Tilfredshed. Af de øvrige højere Hof-Embedsmænd nævnes endnu i 1294 en af Stallarerne, den før omtalte Hr. Gudleik Viljamsſøn[8], men ſynes ikke at have ſpillet nogen fremragende Rolle. Ligeledes Stallaren Olaf Ragnreidsſøn af Stein, † 1299. Hvo der blev Merkesmand i den 1288[9] afdøde Lodin Lepps Sted, vides ikke; lige ſaa lidet, hvo den Eyſtein var, der omtales ſom Drottſete 1281 (ſe S. 21). Hr. Bjarne Erlingsſøn ſynes ikke længer at have udøvet anden eller ſtørre Indflydelſe, end den, ſom en ſaa højbyrdig, højt ſtaaende og riig Mand ej kunde andet end udøve uanſeet ſit Forhold til Kongen og Hoffet; fra dette lader det til at baade han og flere af dem, der havde meget at ſige under Formynder-Regjeringen, ganſke drog ſig tilbage, og kun indfandt ſig efter ſærſkilt Kaldelſe, enten til Krigstjeneſte eller til Raadſlagning, eller for at drage udenlands ſom Geſandt, i hvilket Erende han hyppigt brugtes. Man kan ſaaledes hverken.ſige om ham eller om de øvrige i ſamme Stilling, ſom f. Ex. Hr. Thore Haakonsſøn i Skien, at de enten vare misfornøjede eller i Unaade, men man faar kun et Indtryk af, at Hr. Auduns Vælde ved Hoffet har været ſaa overvejende og omfattende, at det ikke længer var dem behageligt at opholde ſig i Kongens Nærhed mere end højſt nødvendigt. Hr. Bjarnes Broder Vidkunn, der, ſom vi have ſeet, oftere var i Følge med ham paa hans Geſandtſkaber, havde ſidſt i 1291 eller førſt i 1292 egtet en højbyrdig Kvinde, Gyrid Andresdatter, om hvis Familieforhold vi ſkulde kunne ønſke at vide noget nærmere, da det nemlig, i et Dispenſationsbrev, der paa Grund af Svogerſkabsforhold maatte udvirkes for deres Egteſkab hos Paven, heder, at de i deres Anſøgning om Dispenſationen havde anført ſom deres Henſigt med dette Giftermaal, derved at bilægge et langvarigt Fiendſkab mellem begges Slægt og Venner, der ikke paa anden Maade kunde bringes til Ende[10]. Men hvad dette var for en mægtig Ætt, der i lang Tid havde ligget i Uvenſkab, maaſkee endog i Fejde, med Giſke- og Bjarkø-Ætten, findes ingenſteds tydeligt angivet. Man kan kun af andre Brevſkaber ſlutte ſaa meget, at Gyrids Familie havde ſtore Beſiddelſer i Fjordene, Sogn og Ryfylke, og at navnlig Stovreim, eller ſom det og findes ſkrevet, Stodreim i Nordfjord var dens Hovedgods; da man nu tillige erfarer, at hun havde en Broder ved Navn Andres Andresſøn unge, og at denne havde en Søn ved Navn Gregorius, hvilket viſer, at Navnene Gregorius og Andres vare de ſædvanlige i Ætten[11], bliver det ſaa godt ſom viſt, at hendes Fader Andres maa have været en Søn af den i Aaret 1246 afdøde Hr. Gregorius Andresſøn, hvis Fader Hr. Andres Simonsſøn († 1218) var en Broder af Kong Philip i Viken, og Syſterſøn af Biſkop Nikolas Arnesſøn, der igjen, ſom vi have ſeet, var en Søn af Arne paa Stodreim eller Stovreim, hvorved vi ſaaledes atter henviſes til Stovreim ſom Slægtens Odelsgaard[12]. Sandſynligviis har Hr. Gregorius Andresſøn ved Biſkop Nikolas’s Død 1225 været dennes eneſte eller Hoved-Arving, og ſaaledes faaet blandt mange andre Beſiddelſer ogſaa Ættegaarden Stovreim. Han blev, ſom det ovenfor er viiſt, i Aaret 1242 gift med Kong Haakons naturlige Datter Cecilia, men døde allerede 1246, hvorefter hun i 1248 egtede Kong Harald af Man, men omkom med ham paa Rejſen til Syderøerne. Hvis Gyrids Fader var en Søn af hiin Gregorius Andresſøn i hans Egteſkab med Fru Cecilia, hvilket for Tidsregningens Skyld meget godt kan have været Tilfældet, maa hun ſaaledes have været nær beſlægtet med Kongehuſet; imidlertid kan det dog ogſaa være muligt, at Andres, om han var Søn af Hr. Gregorius, var fød i et tidligere Egteſkab, og ſaaledes ikke ad denne Vej beſlægtet med Kongehuſet[13]. Men højbyrdig bliver dog Slægten lige fuldt, da den talte en Konge blandt ſine Medlemmer, og derhos var nær forbunden med det regjerende Kongehuus baade gjennem Kong Philips Giftermaal med Chriſtina, Kong Sverres Datter, og ſom nedſtammende fra Kong Harald Gilles Dronning Ingerid, der i ſit Egteſkab med Arne paa Stovreim blev Moder til Margrete, Simon Kaaresſøns Huſtru og Hr. Gregorius Andresſøns Farmoder. I Dispenſationsbrevet for Gyrid og Vidkunn, heder det, at hun hørte under Stavangers, han under Oslo Biſkopsdømme; hun maa ſaaledes have været opdragen i eller ved Stavanger, medens Vidkunn maa have været kongelig Sysſelmand etſteds i Viken, maaſkee i Elveſysſel. Hovedhenſigten med Giftermaalet,at bilægge langvarig Familietviſt, opnaaedes viſtnok ganſke, da man ej i det følgende hører om nogen ſaadan; dog maa det jo rigtignok indrømmes, at om den end før ikke derved var bleven bilagt, maatte den lige fuldt faa en ſnar Ende, da man ſeer, at Gyrids fædrene Frænder efter ikke mange Aars Forløb alle ſammen vare døde, og at hendes og Vidkunns Søn Erling, optraadte ſom Odelsmand til Stovreim[14]. Denne Søn, Erling Vidkunnsſøn, fød ſandſynligviis 1292 eller 1293, blev ſiden Norges mægtigſte og rigeſte Mand, da han ej alene arvede hele Bjarkø- og Giſke-Godſet efter ſin Fader og Farbroder, men ogſaa, efter ſin Moder, det ſtovreimſke Ætte-Gods, og end videre ved ſit Giftermaal med en Datter af Hr. Thore Haakonsſøn ogſaa fik betydelige Beſiddelſer paa Øſtlandet.

Om Hr. Thore Haakonsſøn ſelv vides for Reſten ikke ſynderligt; han ſynes at have tilbragt fin Alderdom roligt i ſin Sysſel. Med ſin Huſtru Ingebjørg Erlingsdatter havde han Sønnen Haakon, der endnu i hans Levetid opnaaede Ridderverdigheden, og Døtrene Chriſtina og Elin[15]. Heller ikke veed man nøje, hvorledes Syſlerne vare fordeelte, ikke engang hvo der efter Alf Jarl havde faaet den vigtige Borgeſysſel, der i den ſidſte Tid var ſaa godt ſom bleven en faſt Forlening for de kongelige Frænder. Man kan alene anſee det for temmelig ſikkert, at alle eller de Hefte verdſlig Herrer, der nævnes ſom Forſikringsmænd ved Stilſtanden til Hegnesgavl 1295[16], tillige vare Sysſelmænd, for ſaa vidt de ikke, ſom Gudleik Viljamsſøn og Olaf Ragndidsſøn beklædte Hof-Embeder. Af disſe ſynes Erlend Aamundesſøn at have haft Sysſel etſteds i det Throndhjemſke[17], medens Jon Brynjulfsſøn, maaſkee efter at have været Befalingsmand i ſelve Nidaros, maa være bleven forflyttet til Hedemarken, hvor vi i 1289 have ſeet ham beverte Kongen og Hertugen paa Ringsaker[18]; Jon Ragnvaldsſøn, tidligere i Bergen, ſees ſenere at være kommen til Throndhjem[19]; Guthorm Gydasſøn var maaſkee i Oslo og Jon Ivarsſøn paa Raumarike[20]; Sighvat paa Leirhole hørte hjemme paa Valdres[21], og har idet mindſte ſenere Sysſelmand i Valdres og Hallingdal; ſandſynligviis var han det allerede i Kong Eriks Tid. Agmund Sigurdsſøn hørte hjemme paa Heſtbø i Ryfylke, hvor han maaſkee havde Sysſel for Hertugen; han blev ſenere Baron, og hans Sønner nogle af Landets mægtigſte Mænd. Bedre Beſkeed veed man om, hvo der var Lagmænd rundt om i Landet i Kong Eriks ſidſte Regjerings-Aar. I 1294 nævnes en Peter ſom Lagmand i Viken (Ranafylke), Einar ſom Lagmand i Tunsberg, og den for omtalte Vige ſom Lagmand i Skidan[22], hvilket Embede han endnu ſees at have beklædt lang Tid derefter. Hvo der var Lagmand i Oslo, vides ikke, lige ſaa lidt ſom hvo der indehavde begge Lagmandsſtolene paa Oplandene. Lagmanden i Ryfylke og Egdafylke, altſaa for Agvaldsnes Lagthing, var Sigurd Ormsſøn af Naade[23], der i det mindſte ſenere førte Herretitel. Gulathings Lagmand var Hr. Sigurd paa Aga i Hardanger[24]; Bergens Lagmand, ſaa vidt man kan ſee, en Hr. Nikolaus, og Throndhjems en vis Eilif[25]. Hvo der var Haalogalands Lagmand, er ikke oplyſt.

Til Livet ved Kong Eriks Hof kjendes ikke ſynderligt. Saa vidt man af de faa Antydninger, der hiſt og her forefindes, kan ſlutte, maa alt omtrent have gaaet til ſom i hans Faders og Farfaders Tid, dog maaſkee med mindre Stivhed og Etikette end under Kong Magnus; i det mindſte lader det til, at der under Formynder-Regjeringen indførtes en noget friere og raaere Tone, hvorpaa vel Dronning Margrete ſøgte at raade noget Bod[26], men viſtnok uden at udrette ſaa ſærdeles meget, da hun levede ſaa kort; i den unge Konges lange Enkemands-Tid herſkede formodentlig temmelig Frihed, og Iſabella, der ved ſit Giftermaal med ham i 1293 ſynes endnu at have været ſaa godt ſom et Barn, kunde neppe ſtrax udøve nogen Indflydelſe, i 1297 fødte hun en Datter, der blev kaldet Ingeborg efter Kongens Moder[27], og det har ſikkert været Kongen ilde tilpas, at dette ikke blev en Søn. De mange ſ fremmede Geſandter, fra Skotland, England, Frankrige, Tydſkland, Danmark, ja endog fra Tatarerne, der fra Tid til anden kom til Eriks Hof, maa have bidraget ikke ſaa lidet til at vække Liv og Rørelſe. Overhoved erfarer man, at dette beſøgtes af mange Udlændinger; navnlig fortælles der, at om Julen 1294—95 opholdt ſig der ved hans Hof i Bergen mange udmerkede Mænd fra forſkjellige Lande, der forſtode ſig paa mangt og meget[28]. Flere ſynes dog kun at have været omrejſende Kunſtnere, og blandt dem en Mand fra Flandern, der udtrykkeligt nævnes, og ſom i Sagaen, der omtaler ham, kaldes Thrand Fiſilier (Navnet maa være noget forvanſket)[29]. Af hvad der fortælles om ham, erfares det merkelige, at han gjorde Kunſter med Krud. Det heder nemlig, at han om Julen „legede Hærbreſt“ (d. e. frembragte Krigsbrag), hvilket er et ſaa ſterkt Knald, at kun faa udholde at høre det; frugtſommelige Koner komme for tidligt derved, Mandfolk falde ned af deres Sæder o. a. d.“. Thrand fortalte ſin Ven, Preſten Laurentius fra Island, hvad han behøvede til at frembringe Knaldet, „og det var fire Ting: Ild, Svovl, Pergament og Stry“. Man kan ikke tvivle paa, at Kul og Salpeter ogſaa maa have været med, men at enten Laurentius ſelv har erindret fejl, da han fortalte dette til andre, eller at Nedſkriveren ikke har opfattet Sagen rigtigt. „Denne Hærbreſt“, tilføjes der, „frembringe Folk ofte i Strid, for at de, ſom ikke ere forberedte derpaa, ſkulle tage Flugten“.

Hertug Haakon ſynes ikke at have opholdt ſig ret ofte hos Broderen, efter at han ſelv havde overtaget Hertugdømmets Beſtyrelſe. Det var iſær Krigstogene til Danmark, der bragte Brødrene ſammen, og oftere kom da Kongen til Øſtlandet, end Hertugen til Bergen. Det var ſandſynligviis Dronning Ingeborgs Død i Marts 1287, der ved den Tid kaldte Hertugen til Bergen, hvorfra han den 14de April drog til Tunsberg, i Følge med Kongen, og Aarſagen, hvorfor denne ſaa tidligt begav ſig derhen, var maaſkee Alf Jarls Uroligheder, deels ogſaa Efterretningen om de ſidſte Begivenheder i Danmark, der gjorde det ønſkeligt for ham at være nærmere; til Midſommertid ſkulde han ellers under enhver Omſtændighed indfinde ſig i Tunsberg formedelſt Udbetalingen til de tydſke Stæder (ſ. o. S. 141). Fra Tunsberg udſtedte Kongen og Hertugen, ſom vi have ſeet, i Forening, Beſkyttelſesbrevet for de fredløſe danſke Herrer, den 25de Juni 1287. Siden droge Brødrene hver til ſit. I 1288 var Kong Erik ikke paa Øſtlandet, og befuldmægtigede Hertug Haakon til at underhandle paa ſine Vegne med Tydſkerne (ſ. o. S. 147, 148). I 1289, fra Juni af, vare Brødrene tilſammen paa det danſke Tog, og droge ſiden, ſom vi have ſeet, tilſammen til Throndhjem, ſamt ſenere til Bergen, hvor Hertugen overvintrede, og hvorfra han den 14de Mai i Forening med Kongen udſtedte den forhen (S. 166) omtalte Bekjendtgjørelſe om det med Erkebiſkoppen ſluttede Forlig[30]. Strax efter tiltraadte begge Brødrene, viſtnok fremdeles tilſammen, det andet Krigstog til Danmark[31], men Høſten og Vintren efter tilbragte Hertugen i Oslo[32], Kongen i Bergen, hvor den ſidſte ved Seenhøſtes Tider fornemmelig var optagen med ſin Datter Margretes Afſendelſe til Skotland[33]. I hele 1291 ſynes Brødrene ikke at have været ſamlede. I 1292 vare Hertugen, ſom ovenfor omtalt, ved Hallvardsmesſe-Tider i Ryfylke, hvor dengang ogſaa Erkebiſkoppen var.[34]; i Juli finde vi Hertugen i Oslo[35] medens Kongen endnu var i Bergen[36], i Auguſt derimod vare de begge ſamlede i Tunsberg[37] ligeſom det og lader til at de tilbragte Vintren ſammen i Bergen, da de nemlig den 3die Marts i Forening udſtedte Bekræfteleſesbrevet paa en af Sigurd Gulathings Lagmand afſagt Dom[38]. Siden ſkiltes de ad for nogle Maaneder, idet Hertugen drog til Oplandene, ſandſynligviis over Land, da han allerede inden Udgangen af Marts var paa Hamar[39], medens Kongen derimod forblev i Bergen; de ſamledes ſiden, i Juli eller Auguſt Maaned, til et nyt Danmarkstog ſaaledes ſom det ovenfor er berettet. Vintren 1293—1294 ſynes Brødrene at have tilbragt hver i ſit Hjem; men om Sommeren vare de atter ſammen, deels ſom man maa formode, paa det ovenfor antagne Tog til Danmark og Mødet i Kjøbenhavn, deels i Tunsberg, for at underhandle med Tydſkerne[40]. Vintren 1294—1295 vare de ligeledes hver for ſig, Erik i Bergen og Haakon paa Øſtlandet[41]. Men om Sommeren, vare de, ſom vi have ſeet, ſammen paa det ſtore Tog til Danmark, der ſluttede med Stilſtanden i Hegnesgavl[42]. Efter Hjemkomſten droge de ſandſynligviis atter hver til ſit; men om Sommeren 1296 var Hertugen i Bergen, maaſkee i Anledning af at Erik af Langeland og hans Huſtru Sophia, Kongens og Hertugens Moderſyſter, aflagde et Beſøg ved det norſke Hof. Vi have endnu fire Breve, udſtedte i Bergen den 24de Juli af Kongen, Hertugen, Junker Erik og Fru Sophia vedkommende noget Jordegods, ſom Jomfru Agnes, Dronning: Ingeborgs afdøde Syſter, havde ſkjenket til St. Claræ Kloſter i Roeskilde; i det ene Brev renuncerer Kongen og Hertugen paa den Ret, de maaſkee ſelv kunne have dertil ſom Agnes’s Syſterſønner; i det andet bevidne de, at Junker Erik renuncerer paa ſin mulige Ret dertil, og i de to øvrige give Junker Erik og Fru Sophia ſelv deres Afkald[43]. En Uge efter var Hertugen endnu i Bergen, da det før omtalte Frihedsbrev for Hamburgerne, ſom Kong Erik udſtedte i Bergen den 31te Juli 1206, omtaler Hertug Haakon og Junker Erik Eriksſøn ſom nærværende[44]. Siden drog Hertugen til Stavanger, hvor Stridighederne mellem Biſkoppen og Capitlet rimeligviis kaldte ham hen, medens Kongen ſynes at være forbleven i Bergen. Det lader til, at Hertugen har tilbragt Julen i Stavanger, ſiden han endnu var der ſaa ſildigt ſom 24de November[45]. Sommeren efter finde vi ham atter i Oslo, medens Kongen, ſom det nærmere ſkal omtales, drog til Froſtathing.

I Aaret 1285 hændte det nu, at to anſeede islandſke Gejſtlige, Brødrene Adalbrand og Thorvald Helgesſønner, boende i Veſtfjorden, opdagede et Land, veſtenfor Island, ſandſynligviis paa en Rejſe fra eller til Norge[46]. Det ſiges ikke, hvor langt det ſkulde have ligget fra Island, men ſandſynligviis maa det have været Newfoundland, den meſt mod Øſten fremſpringende Deel af Nord-Amerika. Man kaldte det deels ſimpelt hen Nyland (der, merkeligt nok, ganſke ſvarer til det ſenere franſke Navn paa Newfoundland, Terre Neuve), deels Dunøer. Opdagelſen ſynes at have gjort nogen Opſigt, da den omtales i Annalerne; og fire Aar ſenere afſendte endog Kong Erik en vis Rolf, der paa Grund heraf blev kaldet Landa-Rolf, for at oplede og underſøge det nye Land. Rolf begav ſig førſt til Island (1289), hvor han det følgende Aar rejſte om og opfordrede Folk til at følge med paa Toget. Men om dette virkelig gik for ſig, og hvorledes det i ſaa Fald løb af, nævnes ikke. Sandſynligviis gik det ikke noget videre heldigt, ellers havde man vel hørt noget mere til dets Reſultater. Om Rolf ſelv veed man kun, at han døde i Aaret 1295.

    her ei ſaa heftigt Anfald af Vanvid, at han døde (c. 1290). Arne B. Saga Cap. 79.

  1. Naar vi underſøge de os levnede Breve, der ere udſtedte af Kong Erik, ville vi ſee at de næſten alle, med nogle ſaa Undtagelſer, ere udſtedte i Bergen; de, ſom ere givne fra Tunsberg, Nidaros, eller fra Danmark paa hans Krigstog, ere alle udſtedte om Sommeren. Det maa anſees ſom en merkelig Undtagelſe, at han 1289 drog ſeenhøſtes til Throndhjem, og blev der til 30te November. Men ſelv da, ſaa ſeent paa Aaret, vendte han tilbage til Bergen, hvor han altſaa blev om Julen. Annalerne fortælle, at han 4de Paaſkedag (5te April) derefter (1290) bar Kronen, uden at oplyſe, hvad Anledningen dertil var. Det maa have været en eller anden ſtor Feſt.
  2. Rb. af 9de Marts 1295, Art. 1.
  3. Sammeſteds, Art. 6.
  4. Dipl. Norv. II. 133.
  5. Dipl. Norv. II. 137, 165.
  6. I en pavelig Skrivelſe af 11te Novbr. 1291 (Dipl. Norv. III. 31) kaldes han Canonicus ved Apoſtelkirken (hans Tilnavn er for øvrigt i Afſkriften af denne Skrivelſe forvanſket til „Serglow“); men i Pavebrev af 1ſte Febr. 1287 (ſammeſteds No. 38), kaldes han „Canonicus i Bergen“, hvilken Benævnelſe viſtnok kunde ſiges at pasſe, om han fremdeles kun var Chorsbroder ved Apoſtelkirken i Bergen, ikke Kathedralkirken, men ſom dog efter ſædvanlig Brug maa antages at betegne en Chorsbroder ved denne.
  7. Vi ville ſee Paven overdrage ham vigtige Underſøgelſes- og Dommer-Hverv.
  8. Dipl. Norv. I. No. 83.
  9. Lodin Lepps Død 1288 omtales kun i Biſkop Arnes Saga, Cap. 70.
  10. Brev af Pave Nikolaus IV. til Biſkop Eivind i Oslo, dateret Orvieto 20de Auguſt 1291 (Dipl. Norv. I. 79.
  11. Ifølge Brev af 6te Febr. 1309 (Dipl. Norv. II. 93) aflagde Fru Gyrid Andresdatter, Enke efter Hr. Vidkunn, den Dag efter Kong Haakons Bud, Regnſkab for eller rettere opgjorde Mellemregningen i Anledning af hendes Beſtyrelſe af Broderſønnens, Gregorius Andresſøns Gods, da denne, ſom det lader, ſkulde fare til Rom over Flandern. Hans Fader, der da maa have været død, kaldes Andres unge, hvilket Tilnavn han aabenbart har faaet medens Faderen, Andres den ældre, levede, for at adſkille ham fra denne. Nærværende ved Opgjøret vare flere fornemme Mænd og Kvinder, navnlig Bjarne Erlingsſøn og en Fru Thorbjørg, til hvilken det ſiges at Fru Gyrid havde betalt 85 Maanedsmater paa Gregorius’s Conto; heraf maa man ſlutte, at Thorbjørg var hans Moder. Dette beſtyrkes af fire Breve, daterede i Bergen 30te Septbr. 1324, 1ſte Octbr. 1324, 18de Juli 1325 og 15de Marts 1330 (Dipl. Norv. I. No. 176, 177, 181, 208), at Hr. Erling, Vidkunns og Gyrids Søn, da indløſte Stovreim Gaard ſom ſin Odel efter den da afdøde Fru Thorbjørgs Arvinger, Arnfinn Skekja og Anund Imba; ſamt at hun havde teſtamenteret en Deel til Barfodbrødrene og Chorsbrødrene i Bergen. Siden Gregorius, der her maatte være den nærmeſte Arving, ikke nævnes, maa han paa den Tid være død, og Fru Thorbjørg have arvet Stovreim efter ham, medens Odelsretten dertil naturligviis forblev hos Gyrids Linje. Brevet af 1309 viſer, at Gregorius Andresſøns Gods laa i Fjordene og Sogn, ſamt tildeels i Ryfylke.
  12. Se ovf. III. S. 603, 710, 1012, ſamt IV. 1. S. 3.
  13. Var Andres, Gyrids Fader, fød i Gregorius’s Egteſkab med Cecilia, da maa det have været ved 1243, 1244, 1245 eller 1246; han maa ſaaledes, hvis han levede i 1291, da hans Datter ſkulde giftes, paa denne Tid have været 46—48 Aar gammel, hvilket netop pasſer. At han virkelig var en Søn af Kongedatteren, ſkulde man ſlutte deraf, at Kong Haakon V i 1309 ſelv paabød Opgjøret angaaende Gregorius den unges Gods, ſom om han ſkulde have været hans Frænde.
  14. Se de nys ovenfor citerede Breve fra 1324. At Gregorius Andresſøn da var død, er aabenbart, thi ellers vilde Erling Vidkunnsſøn ej kunne have optraadt ſom Odelsmand til Stovreim. Man kjender Gregorius’s Dødsdag, 2den Januar, Langebeks Scr. r. D. 384.
  15. Hr. Haakon Thuresſøn forekommer i mange Breve, aller førſt (dog ikke med Herretitel) i 1305—1306 (Dipl. Norv. I. 108). Som hans Syſter omtales Chriſtina udtrykkeligt i Br. af 6te Juni 1318 (Dipl. Norv. III. 113), og hun er visſelig den ſtamme „Fru Chriſtina“, der i Brev af 24de Marts 1329 nævnes from Medejer i noget Jordegods paa Ragnvaldsø tilligemed Hr. Haakon Thoresſøn og Hr. Erling Vidkunnsſøn. Denne var Medeier, fordi han var gift med Hr. Thores anden Datter Elin, ſe ſamme Brev af 1329; det viſer, at Elin og Chriſtina havde hver ſin Fjerdedeel (Syſterlod), og Haakon følgelig Halvdelen. Heraf ſeer man tillige, at Thore ikke havde flere Sønner. Da Chriſtina i hiint Brev kaldes Frue, maa hun have været gift, og det bliver da ſandſynligſt, at hun er den Chriſtina, der i det daarlige Uddrag af Bjarne Erlingsſøns Teſtamente, ſom vi nu beſidde, kaldes hans Sønnedatter, i Stedet for hans Sønnekone, og at Bjarne, hvis Søn Andres (der altſaa efter vor Antagelſe var hendes Mand) var død allerede da Teſtamentet gjordes 1308 eller 1309, har overdraget hende Giſke kun til Benyttelſe paa Levetid, med det Forbehold, at det ved hendes Død ſkulde tilfalde Hoved-Arvingen, Erling Vidkunnsſøn, der virkelig ikke ſynes at have faaet Giſke i Beſiddelſe førend henved 1340. Dette formodede Egteſkab mellem Andres Bjarnesſøn og Chriſtina Thoresdatter forklarer ogſaa, hvorfor Bjarne til Vidner paa ſit Teſtament havde Hr. Thore Haakonsſøn og Fru Ingeborg Erlingsdatter, ſamt betænkte dem med Gaver; thi de ſkulde naturligviis varetage og repræſentere deres Datters, Andres’s Enkes Interesſer.
  16. Se ovf. S. 221—231.
  17. Se Kong Eriks Brev af 29de Juni 1293, rettet til Hr. Erlend Aamundesſøn ſamt Lagmændene Nikolas og Eilif om at hjelpe Chorsbrødrene mod Overlaſt af Lægmænd (Dipl. Norv. II. 34).
  18. Se ovf. S. 163.
  19. Se Brev af 15de Marts 1297, udſtedt af Jon Ragnvaldsſøn, Audun og Baard Vigleiksſønner og Eilif Lagmand, i Nidaros, Dipl. Norv. III. 35.
  20. Guthorms og Jons Gods laa fornemmelig paa Raumarike, ſe hansEnke Jarthruds Teſtament af 8de Mai 1307 (Dipl Norv. II. 85, I. 111, III. 92).
  21. Leirholar, nu Leerhool, er en ſtor Gaard i den øverſte Deel af Valdres.
  22. Dipl. Norv. I. 83, 84.
  23. Se Brev af 15de Mai 1306, Dipl. Norv. IV. 63; dette er et ypperligt Beviis for at Egdafylke og Ryfylke havde fælles Lagmand; ellers forekommer Sigurd ſom Lagmand i 1299 (Dipl. Norv. II. 54).
  24. Sigurd nævnes allerede i flere Breve af 1293, f. Ex. Dipl. Norv. VI. 6.
  25. Foranførte Brev af 1293, jfr. Munkelivsbogen S. 57.
  26. Se hvad der ovenfor S. 31 er anført, at hun ifølge Chron. de Lanercost ſkulde have indført bedre Sæder ved Hoffet.
  27. De isl. Annaler, ved 1297.
  28. Laurentius Saga, Cap. 8.
  29. „Thrand“ kan umuligt være noget flamſk Navn, ſaaat man visſelig maa formode, at den oprindelige flamſke Form maa have været forvanſket, men hvorledes denne har lydt, lader ſig neppe engang gjette. Ved „fisiler“ maa man tænke paa det franſke fusilier, af fusil, Bøsſe.
  30. S. o. S. 162—166.
  31. S. o. S. 178, 179.
  32. Af Forhandlingerne om Margretes Afſendelſe kan man tydeligt ſee, at Hertugen ej var i Bergen ved Høſtetid 1290; den 9de Febr. 1291 udſtedte han ſin nys omtalte Retterbod om Arbejdstaxter for Oplandene, altſaa var han om Vintren i Oslo.
  33. S. o. S. 193—195.
  34. Hertugens før omtalte Beſkyttelſesbrev for Chorsbrødrene i Stavanger, dateret Stavanger den 12te Mai 1292; Dipl. Norv. I. No. 80, jvfr. Erkebiſkoppens Brev fra Stavanger af 30te Mai 1292, Dipl. Norv. II. 31.
  35. Se det før omtalte Brev, dateret Oslo, Tredievaka 13 Hert. Aar; Dipl. Norv. III. 209.
  36. Se Kongens Frihedsbrev for Bremerne af 15de Juli 1292, ſe ovenfor S. 209.
  37. Den 11te Aug. udſtedte de i Forening Sikkerhedsbrevet for de Lübeckere og Stralſundere, der beſøgte Hjelm og Hunehals, ſ. o. S. 207.
  38. Dipl. Norv. III. 33.
  39. Dette er en yderligere Beſtyrkelſe paa, at det oftere omtalte Brev, ſom Hertugen udſtedte i Oslo á þriðjavöku i ſit 13de Riges Aar, ej kan være udſtedt 25de Marts 1293, men maa være at henføre til Juli 1292. Hertil kan vel ogſaa lægges, at Brevet ſiges at være ſkrevet af „Gabriel Klerk“; men denne havde, ſom man maa ſlutte af Hertugens Anbefalingsbrev for ham til den engelſke Konge af 22de Marts 1293 (ſ. o. S. 201) allerede forladt Hertugens Tjeneſte, førend han kunde ſkrive et Brev den 25de.
  40. S. o. S. 215, 217, 234 fgg.
  41. Dette ſees deels af Laurentius’s Saga Cap. 8, deels deraf, at Kongen den 9de Marts 1295 udgav ſin Retterbod for Bergen i denne Stad, uden at nævne Hertugen.
  42. S. o. S. 221—231.
  43. Højer, Continuat. Alberti Stadensis, S. 101, 102.
  44. Se o. S. 241—243.
  45. Denne Dag udſtedte han nemlig i Stavanger Cantſler Aakes Dom om Tienden af Finø, Dipl Norv. I. 84.
  46. De isl. Annaler. Adalbrande og Thorvald, Sønner af Helge Lambkaarsſøn omtales meget i Arne Biſkops Saga. Det var Adalbrand ſom om Sommeren 1276 bragte Kongens Advarſelsbrev angaaende Vedtagelſen af Arnes Chriſtenret til Island, ſe ovenf. IV. 1. S. 640. Arne B. Saga, Cap. 17, 18. De vare begge en Tidlang meget vel anſkrevne hos Biſkop Arne, der overdrog Thorvald Provſtedømme ſamt Holts og Vatnsfjords Kirker. Man hører for Reſten ikke ſynderligt til dem førend i 1286, da Hr. Ravn Oddsſøn ankede over at Thorvald ſad inde med de nys nævnte Kirker, man veed ſaaledes ej om det var paa en Rejſe fra Norge eller til Norge, at de opdagede Nyland. Men da Thorvald ſenere, i 1288, indgik Forlig med Hr. Ravn Oddsſøn, blev Biſkoppen yderſt forbitret paa ham, og flere Ubehageligheder forefaldt nu imellem dem, indtil endelig Thorvald forlod Island for at drage til Norge. Men paa Vejen leed han Skibbrud ved Færøerne, og viſte under Opholdet her tydelige Tegn paa Vanvid; ſiden kom han til Norge, og fik