Det norske Folks Historie/6/84

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Til Kong Eriks administrative og legislatoriske Virksomhed, efter at han selv havde overtaget Regjeringen, kjende vi mindre end til Hertug Haakons, og skjønt dette vel for en Deel kan tilskrives tilfældige Omstændigheder, maa Aarsagen dog væsentlig søges deri, at han udrettede mindre, deels fordi han var af en mindre kraftig og foretagelseslysten Charakteer overhoved, deels og fordi hans Tid og Opmerksomhed var mere optagen med den danske Krig, Forhandlingerne med de tydske Stæder, de skotsk-engelske Anliggender, Ordningen af Forholdene paa Island, og endeligen de heftige Stridigheder mellem Erkebiskoppen og hans Chorsbrødre. Bergen var Kong Eriks faste Residens, hvor han synes at have tilbragt hver eneste Juul[1], uden at man dog finder Spor til at han saaledes søgte at forskjønne den ved Bygninger og forherlige den ved kirkelige Stiftelser, som hans Fader før ham, eller som hans Broder gjorde i Oslo. Alt, hvad vi vide herom, er at Arbejdet paa den nye Apostelkirke, hvilken hans Fader havde grundlagt, under ham maa være blevet fortsat, siden Kirken kunde indvies nogle faa Aar efter hans Død. Det lader endog til, at Forstaaelsen mellem ham og Bergens Borgere ikke altid har været den bedste, thi i de indledende Ord til den af os tidligere omtalte Retterbod, eller Retteerbodsamling, som han i 1295 udgav for Bergen, ytrer han sig saaledes: „det er Gud og de gode Mænd, som dagligen have været hos os, bekjendt, at vi have haft større Velvilje for eder, end for nogen anden Kjøbstad i Landet; men skjønt I paa eders Side have viist større Ulydighed i mange Stykker, end vi ventede, saa ville vi dog ej give alle Mænd Skyld derfor, men kun dem, der ere de fremmeste deri“. Disse Ord kunne vel tildeels især have gjeldt de i Bergen bosatte Tydskere, der gjorde fælles Sag med deres Landsmænd Handelsfactorerne, og til hvem det oven omtalte Forbud mod at „tage Sammenhold eller digte sig Love eller Sætninger“ maaskee nærmest sigter; imidlertid er det tydeligt nok, at ogsaa Indfødde maa have gjort sig skyldige i noget lignende, eller at overhoved den i de tydske Handelsrepubliker herskende Associationsaand ogsaa har udbredt sig til Byens egne Børn, og vakt oppositionelle Tendenser hos dem, som hidtil ikke i lang Tid havde været sporede. Thi Kongen retter sit Forbud baade mod indenlandske og udenlandske, og ophæver ej alene alle Gilder undtagen Maria’s, Nikolas’s og Jetmunds, men forbyder endog, som vi have seet, alle Samdrikkelag af Smede, Englandsfarere, Arbejdsfolk, ja endog Arbejdskvinder. Hertil kommer og hans Forbud mod at nogen, med Undtagelse af Gjaldkeren, dennes Fuldmægtige eller Tjenere, bar Vaaben i Kjøbstaden, og hans Bud til Raadsmændene, at de skulde lægge mere Vind paa at røgte Folks Sager og Stadens Ret end hidtil. End videre seer man, at Gejstlige og haandgangne Mænd i Byerne fremdeles vilde unddrage sig fra at yde ordentlig Leding, paaberaabende sig deres Fritagelse for visse Nev. Forordningen bestemte udtrykkeligt, at saavel gejstlige som haandgangne Mænd skulde gjøre Leding af sine Gaarde som andre, saa snart Leding blev fordret, ellers skulde det tilbørlige Antal Folk af deres Gaard tilsiges under Femtestevne, og den, som sad denne Stevne overhørig, bøde 5 Mkr.[2]. Denne Forordning indeholder endog et formeligt Forbud mod den Udvidelse, som Byen siden efter har faaet derved at der byggedes Huse over paa Stranden, hvor Byens nuværende Hovedgade, Strandgaden, og bedste Deel er. „Vi forbyde“, heder det, „nogen som helst at bygge Huse over paa Stranden eller andensteds i vor Almenning, uden at vi selv have meddeelt Tilladelse dertil i vort Brev, og han for øvrigt svarer slige Præstationer deraf, som Bjarkøretten (Byloven) fordrer. Alle de, som have Huse over paa Stranden uden at kunne fremvise vort Brev derfor, skulle ransages, hvorledes de ere komne dertil; de som da bevise sin lovlige Adkomst, skulle faa Brev af os derpaa, men de øvrige skulle miste Huset. Hvo som bortgiver eller selger eller har bortgivet vore Almenninger over paa Stranden eller andensteds, og saaledes vil unddrage os vor fædrene Ejendom, ham kalde vi en sand Landraademand mod os“[3]. Vi erfare heraf, baade at man paa denne Tid havde begyndt at bebygge Stranden med Privathuse, og at der maa have været egenmægtige Mænd blandt Kongens Omgivelser, der havde tilladt sig den Ret, ham uadspurgt, at uddele Byggetomter der. Vi føle os her saa meget mere fristede til at gjette paa Hr. Audun Hugleikssøn, som netop en Gaard, kaldet Audunargaarden, og neppe tilhørende nogen anden end ham, laa paa Stranden[4]. Imidlertid kan det ikke have været ham, over hvem hine Udtryk udtalte Dadel, thi dertil var han selv for mægtig og højt staaende, og sandsynligviis var det vel endog ham, efter hvis Raad Kongen udgav Retterboden; men der maa have været andre, hvo det nu kan have været, der i dette Stykke tiltoge sig for stor Myndighed, og der sigtes vel og for en Deel til hvad enkelte af Regjeringsherrerne i Kongens Mindreaarighed utilbørligt kunne have tilladt sig. Formodentlig var det især fornemmere Folk, der i Begyndelsen bosatte sig paa Stranden, for her, i Klostrenes Nærhed, at have større Ro og Plads, end i den trange, af et travlt Handelsliivs Larm opfyldte, ældre Deel af Byen, og det er endog højst sandsynligt at de have anmodet Kongen om at hindre en alt for tæt Bebyggelse af deres Naboskab. Saaledes erfare vi, at ogsaa Erkebiskoppen havde en Gaard paa Stranden, og end videre omtales andre betydelige, her beliggende Gaarde[5]. Denne er imidlertid ikke længer til, men kjendes kun, for saa vidt den omtales i den senere.

Kong Eriks Cantsler var, efter hans Moders Død, den før omtalte Baard Serkssøn, ligesom Aake Chorsbroder ved Apostelkirken i Bergen, og saaledes hørende til den kongelige Capellgejstlighed; men han synes siden at være bleven Chorsbroder ved selve Christkirken[6], hvad der, saa længe Kong Eriks gode Ven, Broder Narve, var Biskop i Bergen, ej behøvede at betegne noget Omslag i Cantslerens Sympathier; han kunde vel endog fremdeles vedblive at beholde sit Canonicat ved Apostelkirken, og Kongen har maaskee selv anmodet Biskop Narve om at give ham det andet for at forstemme ham og forbedre hans Indtægter. Baard Serkssøn maa, som vi af det følgende ville see, have været anseet og yndet ved Curien[7]; men hvor vidt han var saa velstuderet, som Hertugens Cantsler Aake, vides ikke. Hvad Kongens forrige Cantsler, Mag. Bjarne Lodinssøn, tog sig til, eller i hvad Stilling han var, siden han i 1295 var med paa Toget til Danmark og deeltog i Forhandlingerne i Midelfart, (se S. 221, 225), vides ikke; han forsvinder af Aarbøger og offentlige Documenter, indtil vi strax efter Kongens Død finde ham i stor Unaade hos hans Broder, hvorom mere nedenfor paa sit Sted. Hr. Audun Hugleikssøn, der kalder sig Kongens Sekretær, hvilket formodentlig her vil sige det samme som Bevarer af det private Segl eller Secretum (paa Engelsk Lord Privy Seal), medens Cantsleren var den egentlige Storseglbevarer, udførte dog vistnok i Virkeligheden langt mere de egentlige Cantslerforretninger end denne, eller var, som vi oftere have nævnt, den, der egentlig styrede det Hele, neppe til Folkets Tilfredshed. Af de øvrige højere Hof-Embedsmænd nævnes endnu i 1294 en af Stallarerne, den før omtalte Hr. Gudleik Viljamssøn[8], men synes ikke at have spillet nogen fremragende Rolle. Ligeledes Stallaren Olaf Ragnreidssøn af Stein, † 1299. Hvo der blev Merkesmand i den 1288[9] afdøde Lodin Lepps Sted, vides ikke; lige saa lidet, hvo den Eystein var, der omtales som Drottsete 1281 (se S. 21). Hr. Bjarne Erlingssøn synes ikke længer at have udøvet anden eller større Indflydelse, end den, som en saa højbyrdig, højt staaende og riig Mand ej kunde andet end udøve uanseet sit Forhold til Kongen og Hoffet; fra dette lader det til at baade han og flere af dem, der havde meget at sige under Formynder-Regjeringen, ganske drog sig tilbage, og kun indfandt sig efter særskilt Kaldelse, enten til Krigstjeneste eller til Raadslagning, eller for at drage udenlands som Gesandt, i hvilket Erende han hyppigt brugtes. Man kan saaledes hverken.sige om ham eller om de øvrige i samme Stilling, som f. Ex. Hr. Thore Haakonssøn i Skien, at de enten vare misfornøjede eller i Unaade, men man faar kun et Indtryk af, at Hr. Auduns Vælde ved Hoffet har været saa overvejende og omfattende, at det ikke længer var dem behageligt at opholde sig i Kongens Nærhed mere end højst nødvendigt. Hr. Bjarnes Broder Vidkunn, der, som vi have seet, oftere var i Følge med ham paa hans Gesandtskaber, havde sidst i 1291 eller først i 1292 egtet en højbyrdig Kvinde, Gyrid Andresdatter, om hvis Familieforhold vi skulde kunne ønske at vide noget nærmere, da det nemlig, i et Dispensationsbrev, der paa Grund af Svogerskabsforhold maatte udvirkes for deres Egteskab hos Paven, heder, at de i deres Ansøgning om Dispensationen havde anført som deres Hensigt med dette Giftermaal, derved at bilægge et langvarigt Fiendskab mellem begges Slægt og Venner, der ikke paa anden Maade kunde bringes til Ende[10]. Men hvad dette var for en mægtig Ætt, der i lang Tid havde ligget i Uvenskab, maaskee endog i Fejde, med Giske- og Bjarkø-Ætten, findes ingensteds tydeligt angivet. Man kan kun af andre Brevskaber slutte saa meget, at Gyrids Familie havde store Besiddelser i Fjordene, Sogn og Ryfylke, og at navnlig Stovreim, eller som det og findes skrevet, Stodreim i Nordfjord var dens Hovedgods; da man nu tillige erfarer, at hun havde en Broder ved Navn Andres Andressøn unge, og at denne havde en Søn ved Navn Gregorius, hvilket viser, at Navnene Gregorius og Andres vare de sædvanlige i Ætten[11], bliver det saa godt som vist, at hendes Fader Andres maa have været en Søn af den i Aaret 1246 afdøde Hr. Gregorius Andressøn, hvis Fader Hr. Andres Simonssøn († 1218) var en Broder af Kong Philip i Viken, og Systersøn af Biskop Nikolas Arnessøn, der igjen, som vi have seet, var en Søn af Arne paa Stodreim eller Stovreim, hvorved vi saaledes atter henvises til Stovreim som Slægtens Odelsgaard[12]. Sandsynligviis har Hr. Gregorius Andressøn ved Biskop Nikolas’s Død 1225 været dennes eneste eller Hoved-Arving, og saaledes faaet blandt mange andre Besiddelser ogsaa Ættegaarden Stovreim. Han blev, som det ovenfor er viist, i Aaret 1242 gift med Kong Haakons naturlige Datter Cecilia, men døde allerede 1246, hvorefter hun i 1248 egtede Kong Harald af Man, men omkom med ham paa Rejsen til Syderøerne. Hvis Gyrids Fader var en Søn af hiin Gregorius Andressøn i hans Egteskab med Fru Cecilia, hvilket for Tidsregningens Skyld meget godt kan have været Tilfældet, maa hun saaledes have været nær beslægtet med Kongehuset; imidlertid kan det dog ogsaa være muligt, at Andres, om han var Søn af Hr. Gregorius, var fød i et tidligere Egteskab, og saaledes ikke ad denne Vej beslægtet med Kongehuset[13]. Men højbyrdig bliver dog Slægten lige fuldt, da den talte en Konge blandt sine Medlemmer, og derhos var nær forbunden med det regjerende Kongehuus baade gjennem Kong Philips Giftermaal med Christina, Kong Sverres Datter, og som nedstammende fra Kong Harald Gilles Dronning Ingerid, der i sit Egteskab med Arne paa Stovreim blev Moder til Margrete, Simon Kaaressøns Hustru og Hr. Gregorius Andressøns Farmoder. I Dispensationsbrevet for Gyrid og Vidkunn, heder det, at hun hørte under Stavangers, han under Oslo Biskopsdømme; hun maa saaledes have været opdragen i eller ved Stavanger, medens Vidkunn maa have været kongelig Sysselmand etsteds i Viken, maaskee i Elvesyssel. Hovedhensigten med Giftermaalet,at bilægge langvarig Familietvist, opnaaedes vistnok ganske, da man ej i det følgende hører om nogen saadan; dog maa det jo rigtignok indrømmes, at om den end før ikke derved var bleven bilagt, maatte den lige fuldt faa en snar Ende, da man seer, at Gyrids fædrene Frænder efter ikke mange Aars Forløb alle sammen vare døde, og at hendes og Vidkunns Søn Erling, optraadte som Odelsmand til Stovreim[14]. Denne Søn, Erling Vidkunnssøn, fød sandsynligviis 1292 eller 1293, blev siden Norges mægtigste og rigeste Mand, da han ej alene arvede hele Bjarkø- og Giske-Godset efter sin Fader og Farbroder, men ogsaa, efter sin Moder, det stovreimske Ætte-Gods, og end videre ved sit Giftermaal med en Datter af Hr. Thore Haakonssøn ogsaa fik betydelige Besiddelser paa Østlandet.

Om Hr. Thore Haakonssøn selv vides for Resten ikke synderligt; han synes at have tilbragt fin Alderdom roligt i sin Syssel. Med sin Hustru Ingebjørg Erlingsdatter havde han Sønnen Haakon, der endnu i hans Levetid opnaaede Ridderverdigheden, og Døtrene Christina og Elin[15]. Heller ikke veed man nøje, hvorledes Syslerne vare fordeelte, ikke engang hvo der efter Alf Jarl havde faaet den vigtige Borgesyssel, der i den sidste Tid var saa godt som bleven en fast Forlening for de kongelige Frænder. Man kan alene ansee det for temmelig sikkert, at alle eller de Hefte verdslig Herrer, der nævnes som Forsikringsmænd ved Stilstanden til Hegnesgavl 1295[16], tillige vare Sysselmænd, for saa vidt de ikke, som Gudleik Viljamssøn og Olaf Ragndidssøn beklædte Hof-Embeder. Af disse synes Erlend Aamundessøn at have haft Syssel etsteds i det Throndhjemske[17], medens Jon Brynjulfssøn, maaskee efter at have været Befalingsmand i selve Nidaros, maa være bleven forflyttet til Hedemarken, hvor vi i 1289 have seet ham beverte Kongen og Hertugen paa Ringsaker[18]; Jon Ragnvaldssøn, tidligere i Bergen, sees senere at være kommen til Throndhjem[19]; Guthorm Gydassøn var maaskee i Oslo og Jon Ivarssøn paa Raumarike[20]; Sighvat paa Leirhole hørte hjemme paa Valdres[21], og har idet mindste senere Sysselmand i Valdres og Hallingdal; sandsynligviis var han det allerede i Kong Eriks Tid. Agmund Sigurdssøn hørte hjemme paa Hestbø i Ryfylke, hvor han maaskee havde Syssel for Hertugen; han blev senere Baron, og hans Sønner nogle af Landets mægtigste Mænd. Bedre Beskeed veed man om, hvo der var Lagmænd rundt om i Landet i Kong Eriks sidste Regjerings-Aar. I 1294 nævnes en Peter som Lagmand i Viken (Ranafylke), Einar som Lagmand i Tunsberg, og den for omtalte Vige som Lagmand i Skidan[22], hvilket Embede han endnu sees at have beklædt lang Tid derefter. Hvo der var Lagmand i Oslo, vides ikke, lige saa lidt som hvo der indehavde begge Lagmandsstolene paa Oplandene. Lagmanden i Ryfylke og Egdafylke, altsaa for Agvaldsnes Lagthing, var Sigurd Ormssøn af Naade[23], der i det mindste senere førte Herretitel. Gulathings Lagmand var Hr. Sigurd paa Aga i Hardanger[24]; Bergens Lagmand, saa vidt man kan see, en Hr. Nikolaus, og Throndhjems en vis Eilif[25]. Hvo der var Haalogalands Lagmand, er ikke oplyst.

Til Livet ved Kong Eriks Hof kjendes ikke synderligt. Saa vidt man af de faa Antydninger, der hist og her forefindes, kan slutte, maa alt omtrent have gaaet til som i hans Faders og Farfaders Tid, dog maaskee med mindre Stivhed og Etikette end under Kong Magnus; i det mindste lader det til, at der under Formynder-Regjeringen indførtes en noget friere og raaere Tone, hvorpaa vel Dronning Margrete søgte at raade noget Bod[26], men vistnok uden at udrette saa særdeles meget, da hun levede saa kort; i den unge Konges lange Enkemands-Tid herskede formodentlig temmelig Frihed, og Isabella, der ved sit Giftermaal med ham i 1293 synes endnu at have været saa godt som et Barn, kunde neppe strax udøve nogen Indflydelse, i 1297 fødte hun en Datter, der blev kaldet Ingeborg efter Kongens Moder[27], og det har sikkert været Kongen ilde tilpas, at dette ikke blev en Søn. De mange s fremmede Gesandter, fra Skotland, England, Frankrige, Tydskland, Danmark, ja endog fra Tatarerne, der fra Tid til anden kom til Eriks Hof, maa have bidraget ikke saa lidet til at vække Liv og Rørelse. Overhoved erfarer man, at dette besøgtes af mange Udlændinger; navnlig fortælles der, at om Julen 1294–95 opholdt sig der ved hans Hof i Bergen mange udmerkede Mænd fra forskjellige Lande, der forstode sig paa mangt og meget[28]. Flere synes dog kun at have været omrejsende Kunstnere, og blandt dem en Mand fra Flandern, der udtrykkeligt nævnes, og som i Sagaen, der omtaler ham, kaldes Thrand Fisilier (Navnet maa være noget forvansket)[29]. Af hvad der fortælles om ham, erfares det merkelige, at han gjorde Kunster med Krud. Det heder nemlig, at han om Julen „legede Hærbrest“ (d. e. frembragte Krigsbrag), hvilket er et saa sterkt Knald, at kun faa udholde at høre det; frugtsommelige Koner komme for tidligt derved, Mandfolk falde ned af deres Sæder o. a. d.“. Thrand fortalte sin Ven, Presten Laurentius fra Island, hvad han behøvede til at frembringe Knaldet, „og det var fire Ting: Ild, Svovl, Pergament og Stry“. Man kan ikke tvivle paa, at Kul og Salpeter ogsaa maa have været med, men at enten Laurentius selv har erindret fejl, da han fortalte dette til andre, eller at Nedskriveren ikke har opfattet Sagen rigtigt. „Denne Hærbrest“, tilføjes der, „frembringe Folk ofte i Strid, for at de, som ikke ere forberedte derpaa, skulle tage Flugten“.

Hertug Haakon synes ikke at have opholdt sig ret ofte hos Broderen, efter at han selv havde overtaget Hertugdømmets Bestyrelse. Det var især Krigstogene til Danmark, der bragte Brødrene sammen, og oftere kom da Kongen til Østlandet, end Hertugen til Bergen. Det var sandsynligviis Dronning Ingeborgs Død i Marts 1287, der ved den Tid kaldte Hertugen til Bergen, hvorfra han den 14de April drog til Tunsberg, i Følge med Kongen, og Aarsagen, hvorfor denne saa tidligt begav sig derhen, var maaskee Alf Jarls Uroligheder, deels ogsaa Efterretningen om de sidste Begivenheder i Danmark, der gjorde det ønskeligt for ham at være nærmere; til Midsommertid skulde han ellers under enhver Omstændighed indfinde sig i Tunsberg formedelst Udbetalingen til de tydske Stæder (s. o. S. 141). Fra Tunsberg udstedte Kongen og Hertugen, som vi have seet, i Forening, Beskyttelsesbrevet for de fredløse danske Herrer, den 25de Juni 1287. Siden droge Brødrene hver til sit. I 1288 var Kong Erik ikke paa Østlandet, og befuldmægtigede Hertug Haakon til at underhandle paa sine Vegne med Tydskerne (s. o. S. 147, 148). I 1289, fra Juni af, vare Brødrene tilsammen paa det danske Tog, og droge siden, som vi have seet, tilsammen til Throndhjem, samt senere til Bergen, hvor Hertugen overvintrede, og hvorfra han den 14de Mai i Forening med Kongen udstedte den forhen (S. 166) omtalte Bekjendtgjørelse om det med Erkebiskoppen sluttede Forlig[30]. Strax efter tiltraadte begge Brødrene, vistnok fremdeles tilsammen, det andet Krigstog til Danmark[31], men Høsten og Vintren efter tilbragte Hertugen i Oslo[32], Kongen i Bergen, hvor den sidste ved Seenhøstes Tider fornemmelig var optagen med sin Datter Margretes Afsendelse til Skotland[33]. I hele 1291 synes Brødrene ikke at have været samlede. I 1292 vare Hertugen, som ovenfor omtalt, ved Hallvardsmesse-Tider i Ryfylke, hvor dengang ogsaa Erkebiskoppen var.[34]; i Juli finde vi Hertugen i Oslo[35] medens Kongen endnu var i Bergen[36], i August derimod vare de begge samlede i Tunsberg[37] ligesom det og lader til at de tilbragte Vintren sammen i Bergen, da de nemlig den 3die Marts i Forening udstedte Bekræftelesesbrevet paa en af Sigurd Gulathings Lagmand afsagt Dom[38]. Siden skiltes de ad for nogle Maaneder, idet Hertugen drog til Oplandene, sandsynligviis over Land, da han allerede inden Udgangen af Marts var paa Hamar[39], medens Kongen derimod forblev i Bergen; de samledes siden, i Juli eller August Maaned, til et nyt Danmarkstog saaledes som det ovenfor er berettet. Vintren 1293–1294 synes Brødrene at have tilbragt hver i sit Hjem; men om Sommeren vare de atter sammen, deels som man maa formode, paa det ovenfor antagne Tog til Danmark og Mødet i Kjøbenhavn, deels i Tunsberg, for at underhandle med Tydskerne[40]. Vintren 1294–1295 vare de ligeledes hver for sig, Erik i Bergen og Haakon paa Østlandet[41]. Men om Sommeren, vare de, som vi have seet, sammen paa det store Tog til Danmark, der sluttede med Stilstanden i Hegnesgavl[42]. Efter Hjemkomsten droge de sandsynligviis atter hver til sit; men om Sommeren 1296 var Hertugen i Bergen, maaskee i Anledning af at Erik af Langeland og hans Hustru Sophia, Kongens og Hertugens Modersyster, aflagde et Besøg ved det norske Hof. Vi have endnu fire Breve, udstedte i Bergen den 24de Juli af Kongen, Hertugen, Junker Erik og Fru Sophia vedkommende noget Jordegods, som Jomfru Agnes, Dronning: Ingeborgs afdøde Syster, havde skjenket til St. Claræ Kloster i Roeskilde; i det ene Brev renuncerer Kongen og Hertugen paa den Ret, de maaskee selv kunne have dertil som Agnes’s Systersønner; i det andet bevidne de, at Junker Erik renuncerer paa sin mulige Ret dertil, og i de to øvrige give Junker Erik og Fru Sophia selv deres Afkald[43]. En Uge efter var Hertugen endnu i Bergen, da det før omtalte Frihedsbrev for Hamburgerne, som Kong Erik udstedte i Bergen den 31te Juli 1206, omtaler Hertug Haakon og Junker Erik Erikssøn som nærværende[44]. Siden drog Hertugen til Stavanger, hvor Stridighederne mellem Biskoppen og Capitlet rimeligviis kaldte ham hen, medens Kongen synes at være forbleven i Bergen. Det lader til, at Hertugen har tilbragt Julen i Stavanger, siden han endnu var der saa sildigt som 24de November[45]. Sommeren efter finde vi ham atter i Oslo, medens Kongen, som det nærmere skal omtales, drog til Frostathing.

I Aaret 1285 hændte det nu, at to anseede islandske Gejstlige, Brødrene Adalbrand og Thorvald Helgessønner, boende i Vestfjorden, opdagede et Land, vestenfor Island, sandsynligviis paa en Rejse fra eller til Norge[46]. Det siges ikke, hvor langt det skulde have ligget fra Island, men sandsynligviis maa det have været Newfoundland, den mest mod Østen fremspringende Deel af Nord-Amerika. Man kaldte det deels simpelt hen Nyland (der, merkeligt nok, ganske svarer til det senere franske Navn paa Newfoundland, Terre Neuve), deels Dunøer. Opdagelsen synes at have gjort nogen Opsigt, da den omtales i Annalerne; og fire Aar senere afsendte endog Kong Erik en vis Rolf, der paa Grund heraf blev kaldet Landa-Rolf, for at oplede og undersøge det nye Land. Rolf begav sig først til Island (1289), hvor han det følgende Aar rejste om og opfordrede Folk til at følge med paa Toget. Men om dette virkelig gik for sig, og hvorledes det i saa Fald løb af, nævnes ikke. Sandsynligviis gik det ikke noget videre heldigt, ellers havde man vel hørt noget mere til dets Resultater. Om Rolf selv veed man kun, at han døde i Aaret 1295.

    her ei saa heftigt Anfald af Vanvid, at han døde (c. 1290). Arne B. Saga Cap. 79.

  1. Naar vi undersøge de os levnede Breve, der ere udstedte af Kong Erik, ville vi see at de næsten alle, med nogle saa Undtagelser, ere udstedte i Bergen; de, som ere givne fra Tunsberg, Nidaros, eller fra Danmark paa hans Krigstog, ere alle udstedte om Sommeren. Det maa ansees som en merkelig Undtagelse, at han 1289 drog seenhøstes til Throndhjem, og blev der til 30te November. Men selv da, saa seent paa Aaret, vendte han tilbage til Bergen, hvor han altsaa blev om Julen. Annalerne fortælle, at han 4de Paaskedag (5te April) derefter (1290) bar Kronen, uden at oplyse, hvad Anledningen dertil var. Det maa have været en eller anden stor Fest.
  2. Rb. af 9de Marts 1295, Art. 1.
  3. Sammesteds, Art. 6.
  4. Dipl. Norv. II. 133.
  5. Dipl. Norv. II. 137, 165.
  6. I en pavelig Skrivelse af 11te Novbr. 1291 (Dipl. Norv. III. 31) kaldes han Canonicus ved Apostelkirken (hans Tilnavn er for øvrigt i Afskriften af denne Skrivelse forvansket til „Serglow“); men i Pavebrev af 1ste Febr. 1287 (sammesteds No. 38), kaldes han „Canonicus i Bergen“, hvilken Benævnelse vistnok kunde siges at passe, om han fremdeles kun var Chorsbroder ved Apostelkirken i Bergen, ikke Kathedralkirken, men som dog efter sædvanlig Brug maa antages at betegne en Chorsbroder ved denne.
  7. Vi ville see Paven overdrage ham vigtige Undersøgelses- og Dommer-Hverv.
  8. Dipl. Norv. I. No. 83.
  9. Lodin Lepps Død 1288 omtales kun i Biskop Arnes Saga, Cap. 70.
  10. Brev af Pave Nikolaus IV. til Biskop Eivind i Oslo, dateret Orvieto 20de August 1291 (Dipl. Norv. I. 79.
  11. Ifølge Brev af 6te Febr. 1309 (Dipl. Norv. II. 93) aflagde Fru Gyrid Andresdatter, Enke efter Hr. Vidkunn, den Dag efter Kong Haakons Bud, Regnskab for eller rettere opgjorde Mellemregningen i Anledning af hendes Bestyrelse af Brodersønnens, Gregorius Andressøns Gods, da denne, som det lader, skulde fare til Rom over Flandern. Hans Fader, der da maa have været død, kaldes Andres unge, hvilket Tilnavn han aabenbart har faaet medens Faderen, Andres den ældre, levede, for at adskille ham fra denne. Nærværende ved Opgjøret vare flere fornemme Mænd og Kvinder, navnlig Bjarne Erlingssøn og en Fru Thorbjørg, til hvilken det siges at Fru Gyrid havde betalt 85 Maanedsmater paa Gregorius’s Conto; heraf maa man slutte, at Thorbjørg var hans Moder. Dette bestyrkes af fire Breve, daterede i Bergen 30te Septbr. 1324, 1ste Octbr. 1324, 18de Juli 1325 og 15de Marts 1330 (Dipl. Norv. I. No. 176, 177, 181, 208), at Hr. Erling, Vidkunns og Gyrids Søn, da indløste Stovreim Gaard som sin Odel efter den da afdøde Fru Thorbjørgs Arvinger, Arnfinn Skekja og Anund Imba; samt at hun havde testamenteret en Deel til Barfodbrødrene og Chorsbrødrene i Bergen. Siden Gregorius, der her maatte være den nærmeste Arving, ikke nævnes, maa han paa den Tid være død, og Fru Thorbjørg have arvet Stovreim efter ham, medens Odelsretten dertil naturligviis forblev hos Gyrids Linje. Brevet af 1309 viser, at Gregorius Andressøns Gods laa i Fjordene og Sogn, samt tildeels i Ryfylke.
  12. Se ovf. III. S. 603, 710, 1012, samt IV. 1. S. 3.
  13. Var Andres, Gyrids Fader, fød i Gregorius’s Egteskab med Cecilia, da maa det have været ved 1243, 1244, 1245 eller 1246; han maa saaledes, hvis han levede i 1291, da hans Datter skulde giftes, paa denne Tid have været 46–48 Aar gammel, hvilket netop passer. At han virkelig var en Søn af Kongedatteren, skulde man slutte deraf, at Kong Haakon V i 1309 selv paabød Opgjøret angaaende Gregorius den unges Gods, som om han skulde have været hans Frænde.
  14. Se de nys ovenfor citerede Breve fra 1324. At Gregorius Andressøn da var død, er aabenbart, thi ellers vilde Erling Vidkunnssøn ej kunne have optraadt som Odelsmand til Stovreim. Man kjender Gregorius’s Dødsdag, 2den Januar, Langebeks Scr. r. D. 384.
  15. Hr. Haakon Thuressøn forekommer i mange Breve, aller først (dog ikke med Herretitel) i 1305–1306 (Dipl. Norv. I. 108). Som hans Syster omtales Christina udtrykkeligt i Br. af 6te Juni 1318 (Dipl. Norv. III. 113), og hun er visselig den stamme „Fru Christina“, der i Brev af 24de Marts 1329 nævnes from Medejer i noget Jordegods paa Ragnvaldsø tilligemed Hr. Haakon Thoressøn og Hr. Erling Vidkunnssøn. Denne var Medeier, fordi han var gift med Hr. Thores anden Datter Elin, se samme Brev af 1329; det viser, at Elin og Christina havde hver sin Fjerdedeel (Systerlod), og Haakon følgelig Halvdelen. Heraf seer man tillige, at Thore ikke havde flere Sønner. Da Christina i hiint Brev kaldes Frue, maa hun have været gift, og det bliver da sandsynligst, at hun er den Christina, der i det daarlige Uddrag af Bjarne Erlingssøns Testamente, som vi nu besidde, kaldes hans Sønnedatter, i Stedet for hans Sønnekone, og at Bjarne, hvis Søn Andres (der altsaa efter vor Antagelse var hendes Mand) var død allerede da Testamentet gjordes 1308 eller 1309, har overdraget hende Giske kun til Benyttelse paa Levetid, med det Forbehold, at det ved hendes Død skulde tilfalde Hoved-Arvingen, Erling Vidkunnssøn, der virkelig ikke synes at have faaet Giske i Besiddelse førend henved 1340. Dette formodede Egteskab mellem Andres Bjarnessøn og Christina Thoresdatter forklarer ogsaa, hvorfor Bjarne til Vidner paa sit Testament havde Hr. Thore Haakonssøn og Fru Ingeborg Erlingsdatter, samt betænkte dem med Gaver; thi de skulde naturligviis varetage og repræsentere deres Datters, Andres’s Enkes Interesser.
  16. Se ovf. S. 221–231.
  17. Se Kong Eriks Brev af 29de Juni 1293, rettet til Hr. Erlend Aamundessøn samt Lagmændene Nikolas og Eilif om at hjelpe Chorsbrødrene mod Overlast af Lægmænd (Dipl. Norv. II. 34).
  18. Se ovf. S. 163.
  19. Se Brev af 15de Marts 1297, udstedt af Jon Ragnvaldssøn, Audun og Baard Vigleikssønner og Eilif Lagmand, i Nidaros, Dipl. Norv. III. 35.
  20. Guthorms og Jons Gods laa fornemmelig paa Raumarike, se hansEnke Jarthruds Testament af 8de Mai 1307 (Dipl Norv. II. 85, I. 111, III. 92).
  21. Leirholar, nu Leerhool, er en stor Gaard i den øverste Deel af Valdres.
  22. Dipl. Norv. I. 83, 84.
  23. Se Brev af 15de Mai 1306, Dipl. Norv. IV. 63; dette er et ypperligt Beviis for at Egdafylke og Ryfylke havde fælles Lagmand; ellers forekommer Sigurd som Lagmand i 1299 (Dipl. Norv. II. 54).
  24. Sigurd nævnes allerede i flere Breve af 1293, f. Ex. Dipl. Norv. VI. 6.
  25. Foranførte Brev af 1293, jfr. Munkelivsbogen S. 57.
  26. Se hvad der ovenfor S. 31 er anført, at hun ifølge Chron. de Lanercost skulde have indført bedre Sæder ved Hoffet.
  27. De isl. Annaler, ved 1297.
  28. Laurentius Saga, Cap. 8.
  29. „Thrand“ kan umuligt være noget flamsk Navn, saaat man visselig maa formode, at den oprindelige flamske Form maa have været forvansket, men hvorledes denne har lydt, lader sig neppe engang gjette. Ved „fisiler“ maa man tænke paa det franske fusilier, af fusil, Bøsse.
  30. S. o. S. 162–166.
  31. S. o. S. 178, 179.
  32. Af Forhandlingerne om Margretes Afsendelse kan man tydeligt see, at Hertugen ej var i Bergen ved Høstetid 1290; den 9de Febr. 1291 udstedte han sin nys omtalte Retterbod om Arbejdstaxter for Oplandene, altsaa var han om Vintren i Oslo.
  33. S. o. S. 193–195.
  34. Hertugens før omtalte Beskyttelsesbrev for Chorsbrødrene i Stavanger, dateret Stavanger den 12te Mai 1292; Dipl. Norv. I. No. 80, jvfr. Erkebiskoppens Brev fra Stavanger af 30te Mai 1292, Dipl. Norv. II. 31.
  35. Se det før omtalte Brev, dateret Oslo, Tredievaka 13 Hert. Aar; Dipl. Norv. III. 209.
  36. Se Kongens Frihedsbrev for Bremerne af 15de Juli 1292, se ovenfor S. 209.
  37. Den 11te Aug. udstedte de i Forening Sikkerhedsbrevet for de Lübeckere og Stralsundere, der besøgte Hjelm og Hunehals, s. o. S. 207.
  38. Dipl. Norv. III. 33.
  39. Dette er en yderligere Bestyrkelse paa, at det oftere omtalte Brev, som Hertugen udstedte i Oslo á þriðjavöku i sit 13de Riges Aar, ej kan være udstedt 25de Marts 1293, men maa være at henføre til Juli 1292. Hertil kan vel ogsaa lægges, at Brevet siges at være skrevet af „Gabriel Klerk“; men denne havde, som man maa slutte af Hertugens Anbefalingsbrev for ham til den engelske Konge af 22de Marts 1293 (s. o. S. 201) allerede forladt Hertugens Tjeneste, førend han kunde skrive et Brev den 25de.
  40. S. o. S. 215, 217, 234 fgg.
  41. Dette sees deels af Laurentius’s Saga Cap. 8, deels deraf, at Kongen den 9de Marts 1295 udgav sin Retterbod for Bergen i denne Stad, uden at nævne Hertugen.
  42. S. o. S. 221–231.
  43. Højer, Continuat. Alberti Stadensis, S. 101, 102.
  44. Se o. S. 241–243.
  45. Denne Dag udstedte han nemlig i Stavanger Cantsler Aakes Dom om Tienden af Finø, Dipl Norv. I. 84.
  46. De isl. Annaler. Adalbrande og Thorvald, Sønner af Helge Lambkaarssøn omtales meget i Arne Biskops Saga. Det var Adalbrand som om Sommeren 1276 bragte Kongens Advarselsbrev angaaende Vedtagelsen af Arnes Christenret til Island, se ovenf. IV. 1. S. 640. Arne B. Saga, Cap. 17, 18. De vare begge en Tidlang meget vel anskrevne hos Biskop Arne, der overdrog Thorvald Provstedømme samt Holts og Vatnsfjords Kirker. Man hører for Resten ikke synderligt til dem førend i 1286, da Hr. Ravn Oddssøn ankede over at Thorvald sad inde med de nys nævnte Kirker, man veed saaledes ej om det var paa en Rejse fra Norge eller til Norge, at de opdagede Nyland. Men da Thorvald senere, i 1288, indgik Forlig med Hr. Ravn Oddssøn, blev Biskoppen yderst forbitret paa ham, og flere Ubehageligheder forefaldt nu imellem dem, indtil endelig Thorvald forlod Island for at drage til Norge. Men paa Vejen leed han Skibbrud ved Færøerne, og viste under Opholdet her tydelige Tegn paa Vanvid; siden kom han til Norge, og fik