Det norske Folks Historie/6/83

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Naar man undtager de Stridigheder, der i den ſenere Tid af Kong Eriks Regjering fandt Sted mellem forſkjellige gejſtlige Perſoner og Corporationer, veed man ikke ſynderligt om, hvad der tildrog ſig inden Norges egne Grændſer. Sandſynligviis indtraf der heller ikke meget af Vigtighed, og i det mindſte har man Ret til at fremſætte den glædelige Formodning, at der herſkede ſtørre Ro og Orden og foregik færre Voldshandlinger end i den foregaaende Tid. Det er for øvrigt ikke at undres over, om der, efter de Storme, der havde raſet under de kongelige Brødres Mindreaarighed, og den langvarige Spending, hvori Gemytterne havde været holdte, ſenere indtraadte en Tid, hvor de fleſte kun ſtræbte efter Ro, og i hvilken Underhandlingerne med England, Skotland, Frankrig, de tydſke Stæder og Danmark, ſaavel ſom Udruſtningerne mod dette Rige i 1293, 1294 og 1295 var næſten mere end man kunde overtage. Vel kan man, ved den Mangel paa udførlige Kilder, der desværre herſker i dette Tidsrum, ej med Beſtemthed benegte at vigtige indre Tildragelſer muligviis kunne have fundet Sted, uden at være omtalte, men paa den anden Side er det dog uſandſynligt, at en Begivenhed, der greb alvorligt ind i Statslivet, ej ſkulde have efterladt ſig mindſte Spor. Naar man derfor ſeer, at de islandſke Annaler, der dog pleje at omtale de mere betydende Tildragelſer i Norge, kun have lidet eller intet at melde derfra, medens vi derimod af de Lovgivningsarbejder, der ere os levnede fra denne Tid, ſee at Kongen og Hertugen have kunnet ofre mere end almindelig Tid og Opmerkſomhed paa Ordningen af flere indre Forhold, og vi derhos af de temmelig udførlige Actſtykker, der ere os levnede om de kirkelige Stridigheder, maa ſlutte, at de ogſaa ivrigt fulgte disſe og tildeels indtraadte ſom Meglere mellem de ſtridende Parter, faa vi et temmelig beſtemt Indtryk af, at det i det mindſte i Aarene fra 1293 til 1298 var uſædvanligt ſtille i Norge, og at alt hvad der ej vedkom Kirken gik ſin jevne rolige Gang. Den eneſte Undtagelſe, der ſynes at have fundet Sted herfra, var nogle Stemplinger, hvori Hadelands og Ringerikes Indbyggere i 1297 gjorde ſig ſkyldige imod Hertug Haakon, men om hvilke vi desværre ikke vide ſtor Beſkeed. Alt hvad der er kommet til vor Kundſkab derom, indſkrænker ſig til, hvad Hertugen ſelv ytrer i nogle indledende Ord til en ſtørre, fornemmeligt Landboforholdene vedkommende Retterbod, ſom han i 1297 og 1298 lod udgaa fra Oslo til Indbyggerne af Hadeland, Ringerike og ſandſynligviis ogſaa Raumarike. Den er ikke udſtedt under eet for Rauma- og Hada-Fylker, eller endog for Hadafylke alene, men for Hadeland (ikke Thoten) den 22de Juli 1297, og for Ringerike den 2den April 1298; Exemplaret for Raumarike er ej længer til[1]. Til Hadelands Indbyggere rettes følgende Ord: „Vi vente at de Fleſte ere bidende om den ſtore og uhørlige Forbrydelſe, hvori Hadelændingerne have gjort ſig ſkyldige ved Ulydigheds Sambaand imod os og vor Magt. I fortjente for den Sags Skyld efter Landets Love og al Ret at miſte Liv og Gods, men ſiden I kom til os, bedende ydmygeligen, ſom rimeligt var, om Naade og Miſkund, og baade Gud og de bedſte Mænd, der ere os nærmeſt, vide at vi gjerne ville gjøre, hvad der kan være Almuen til Gavn og Nytte, naar man kun ikke alt for meget nødſagede os til andet, ſaa gjør vi herved vitterligt for alle og enhver, at vi for Guds Skyld og for vor Faders og Moders Sjæle, efter de bedſte Mænds Bøn, have eftergivet eder vor Vrede, og gjort eder frie og ledige for denne Sag, dog dem undtagne, der have været Formænd og Ophavsmænd til denne Ulydighed, og ſaaledes, at hvert Aar herefter ſkal hver fuld Bonde udrede os fem Ertoger, og hver Eenvirke tre Ertoger. Og end fremdeles have vi viſt eder den Naade, ſkjønt I ej ere ſaa verdige dertil ſom Raumerne, der altid have viiſt os ſin gode Vilje i Lydighed og Føjelighed med megen Huldſkab, at vi give eder følgende Retterbøder“. Til Ringerikingerne ſiges der: „Saaſom I ved Sira Nikolas, Preſt paa Njardarhov, og anſeede Bønder, der to Gange ere komne til os paa eders Vegne, have erkjendt eders Brøde og ſtore Miisgjerning, hvori I have gjort eder ſkyldige ved eders Ulydigheds-Sambaand paa Hvitathing-(?)Volden, formedelſt falſke Mænds Opeggelſer og Overtalelſer; og I nu have lagt eders hele Sag i Guds og vore Hænder, bedende ydmygeligen at vi ville tilgive eder hvad I have forbrudt, lovende Gud og os fuldt og faſt, at I aldrig herefter ſkulle fordriſte eder til noget ſaadant, men at I ſkulle være os troe og hulde, og med Gods og Liv, efter hvad eders gamle Skyldighed kræver og I med kjærlig Lydighed ere pligtige, hjelpe vore Mænd, dem ſom indfinde ſig hos eder, til at ſtyrte alle dem, der ſtifte nogen Oprørsflok, eller gjøre Stemplinger mod os eller vore Eftermænd, hvilket Gud ikke lade nogen gjøre; da I end videre have lovet, at herefter evindeligen hvert Aar hver Bonde ſkal betale os 4 Ertoger og hver Eenvirke 2 Ertoger, ſamt bade ligeſom før, at vi ej ville lade eder være udeelagtige i den Velvilje, ſom vi have viſt andre vore Thegner ved forſkjellige Retsforbedringer i de Ting, der længe, ſom I ſige, have været eder til megen Tynge; ſaa, omendſkjønt I have handlet højſt uforſtandigt, ville vi dog lade eder nyde godt af den gode Vilje, I ellers ſtedſe have viiſt den verdige Herre Konge, vor kjære Broder, og os, ſiden vi kom til Rigsſtyrelſen, og eftergive vi eder da for Guds Skyld, og for vor Faders og Moders Sjæle, efter de bedſte Mænds Bøn, al vor Vrede og Ublidhed, og viſe eder den Naade og Miſkund, at vi give eder følgende Retterbøder“[2]. Man ſeer heraf tydeligt, at ſaavel Ringerikingerne ſom Hadelændingerne, altſaa overhoved Indbyggerne af Hadafylke, have viiſt ſig opſætſige, og navnlig enten paa Fylkesthinget eller maaſkee endog paa Lagthinget have gjort Stemplinger og flokket ſig ſammen, for med Magt at trodſe Hertugens Befalinger, men at de ere blevne ydmygede, og at der til Straf har været paalagt dem indtil videre hvert Aar at udrede en overordentlig Skat, der for Ringerike beſtemtes til 4 Ertoger for hver fuld Bonde 1 og 2 for hver Eenvirke, for Hadeland til 5 Ertoger for hver fuld Bonde i og 3 for hver Eenvirke. Om man heraf ſkal ſlutte, at Hadelændingerne havde forbrudt ſig haardere end Ringerikingerne, eller kun at Hadeland betragtedes ſom rigere og i Stand til at udrede mere end Ringerike, er lige ſaa uviſt, ſom Aarſagen til disſe Stemplinger og Gjenſtanden, hvorom der handledes. Naar maa erindrer; at Alf Erlingsſøns Ættegaard var Thornberg paa Ringerike og at han ſandſynligviis tidligere udøvede ſtor Indflydelſe og havde mange Familie- og Clientforbindelſer i det hele Fylke, ligger den Tanke nær, at de nys omtalte Uroligheder kunne have været en Eftervirkning af de Tildragelſer, der bevirkede hans Domfældelſe og Fredløshed[3]. Vi have ſeet, at der efter hans Død 1290 blev udſtedt Proclama til alle dem, der havde noget at fordre efter ham, om at melde ſig med deres Fordringer inden en vis Tid, og at alt, hvad han havde efterladt, da blev ganſke deelt mellem Fordringshaverne, ſaa at intet blev tilbage[4]. Man fulgte her den Beſtemmelſe, at hvor en Mands hele Ejendom var forbrudt til Kronen, ſkulde dog al privat Gjeld førſt afgjøres, og kun det Overſkydende, for ſaa vidt der blev noget, tilflyde Kongens eller i nærværende Tilfælde Hertugens Kasſe. Men Ejendommene vare dog ligefuldt forbrudte, og det ligger i Sagens Natur, at de kongelige eller hertugelige Ombudsmænd maatte tage dem i Beſiddelſe, førend Gjelds-Opgjøret fandt Sted. Ved denne Lejlighed er det meget muligt, at Hertugens Mænd kunne have viiſt ſig alt for nærgaaende og anmasſende. Hertil kommer, at da Hr. Alf, ſom nys antydet, viſtnok har haft ſine fleſte og paalideligſte Hjelpere blandt ſine Venner og Frænder i Hadafylke, bleve mange af disſe ligeledes „Landraademænd“, og forbrød ſom ſaadanne alt deres Gods; hvis nu dette er blevet inddraget med ſtørſte Strenghed, og ſaaledes maaſkee en Mængde anſeede Mænd og Familier jagede fra Gaard og Grund, kunde Stemningen i Fylket ej andet end blive meget mørk og nedtrykt og omſider let give ſig Luft i oprørſke Stemplinger, ſaadanne ſom de, Hertugen antyder i ſit Brev. Muligt er det end videre, at den af Alf Jarl dræbte Hr. Hallkell Agmundsſøns Frænder kunne have gjort Forſøg paa at hevne hans Død, hvilket Forſøg nærmeſt maatte rette ſig mod Alf Jarls Paarørende og forrige Tilhængere. Der levede paa denne Tid en Agmund Dans, ogſaa kaldet Agmund Krøkedans, eller Agmund unge Dans, altſaa aabenbart en Sønneſøn af den tidligere omtalte Baron Hr. Agmund Krøkedans, og ſandſynligviis, en Søn, i det mindſte en Broderſøn af Hr. Hallkell[5]; da vi nu erfare, at det i 1298 ved de foreløbige Underhandlinger om et Møde, ſom ſkulde holdes mellem de norſke Fyrſter og den danſke Konge, og ſom i det følgende nærmere ſkal omtales, udtrykkelig blev beſtemt, at Agmund Dans ej maatte komme dette Møde nærmere end i en vis angiven Afſtand, maa man nødvendigviis ſlutte at han ſtod i et fiendtligt Forhold til en af Fyrſterne, og ſandſynligviis havde grebet til Vaaben. Dette kan nu ikke have været mod Hertugen, hans Faders forrige Herre, ſom faa Aar ſenere baade gjorde ham til Baron og brugte ham til de vigtigſte Hverv; det maa altſaa have været Kongen, med hvem han ſtod paa en ſpendt Fod, og dette lader ſig godt forklare, hvis man antager, at han efter at være bleven voxen, omkring 1296 eller 1297, har ſøgt paa en voldſom og egenmægtig Maade at hevne Hr. Hallkells Drab, ej alene paa Jarlens Frænder i Hadafylke, men maaſkee endog paa hans Svoger, den mægtige Hr. Thore Haakonsſøn[6], og at dette igjen kan have bidraget til at gjøre Stemningen mod hans formodede Beſkytter, Hertugen, mindre gunſtig.

For Reſten viſer ſaavel den her omhandlede Retterbod ſom en anden, Hertugen allerede under et tidligere Ophold paa Hamar, om Vaaren 1293, udgav for Hedemarken og Thoten[7], at Magthaverne i Almindelighed og de fyrſtelige Ombudsmænd i Særdeleshed tillode ſig flere Misbrug, og overhoved gjorde ſig ſkyldige i ikke faa Undertrykkelſer, der allerede i og for ſig kunde være nok til at ſætte ondt Blod, medens man derimod ſeer at det var Hertugens alvorlige Ønſke at ſætte en Grændſe for alt ſaadant Uvæſen, og overhoved at lette Bøndernes Kaar. Ifølge Retterboden for Hedemarken m. m. maa Bønderne oftere have indgivet Beſværinger og andraget om Lettelſer og Forbedringer.

„Vi erkjende“, ſiger Hertugen her, „at det er vor Pligt, ſom det og er vor Vilje at ſee til vore Thegner og være betænkte paa deres Gavn og Nytte; derfor komme vi denne Gang her for at underſøge og randſage, hvorledes det i den ſidſte Tid er gaaet til, ſamt hvad der kunde være eder til meſt Nytte; Gud give, at vi kunde gjøre noget, der maatte komme eder til Gavn og Nytte i Længden; I have ogſaa bedet os, ſiden vi kom hid, at vi ſkulde tage i Overvejelſe hvad der kunde være eder til ſtørſt Gavn, og ſom hidtil ikke har været ſaa klart og nøje beſtemt, ſom det burde være. Derfor have vi nu overlagt derom med gode Mænds Raad og Biſtand, vor Herre Jeſu Chriſto til Ære og os alle til Gavn; og ſkal denne vor Anordning, ſom vi her have ladet ſammenſætte, for Fremtiden gjelde angaaende de Ting, hvorom I have bedet os“. Hertugen havde, da denne Anordning blev udgiven, tilbragt mindſt en Maaned paa Hamar[8], og ſaaledes taget ſig god Tid, hvoraf man ogſaa maa formode at han har overvejet alt paa det omhyggeligſte og ſamvittighedsfuldeſte. Vi ville her nærmere gjennemgaa de enkelte Beſtemmelſer i begge disſe Anordninger, der tildeels berøre de ſamme Emner og ſtemme om ej i Ord, ſaa dog i Indhold. Bønderne maa i Særdeleshed have følt ſig tyngede og forulempede med utilbørlig Skydsferd. „Rideſkyds“, heder det i Retterboden for Hadafylke m. m., „ſkal ikke ſkaffes andre end os, Biſkoppen og de Sendemænd, der fare vore og Landets Erender, ſom det fra gammel Tid har været Skik, dog ſaaledes, at det ikke altid ere de ſamme, der ſkaffe Skydſen, og heller ikke ſkal den ſkaffes andre Sendebud, end dem, vi udtrykkeligt nævne i vore Breve. Vi haabe derved at have ſørget for, at Almuen ikke altfor meget ſkal tynges ved denne Pligt“[9]. I Retterboden for Hedemarken og Thoten ſtaar der: „Saa ofte vi ſelv behøve Rideſkyds, ſkulle vi lade eder tilſige ſaa længe forud, at I have god Tid til at gjøre eder ſelv og eders Heſte færdige, hvis ikke en uforudſeet Nødvendighed kræver ſtørre Haſt; men vi ville ogſaa, at Skydſen da kommer grejdeligen til os, og ikke en eller anden ſvigefuldt unddrager ſig; heller ikke ſkulle idelig de ſamme udrede den. De Fanter (Tjenere eller Sendebud), der lægge ſig ud paa Vejene og tage ſig Rideſkyds, ſkulle, om de end faa Hug eller Saar, naar det kun ej volder deres Død, ikke faa nogen Bod af den, der gjorde det og forſvarede ſit. Alle ſkulle pasſe paa, at Skydſen kommer betimeligt til det Sted, hvor vi ſelv befinde os, og farer nogen for tidligt bort, da er det ſom om Skydſen var ugjort. Naar vi medgive nogen Rideſkydsbrev til at fare i vort nødvendige Erende, da ſkulle vi nævne i Brevet, hvormange Heſte ſamme Mand ſkal have. Den Skyds ſkulle Bønderne ſkaffe efter Jevnet, og ikke altid een og ſamme Bonde; men vi ſkulle ſørge for, at det faa ſjelden ſom muligt behøves“[10]. Vi ſee af disſe Beſtemmelſer, baade hvorledes Kongens og Biſkoppernes ældgamle Rettighed til at opkræve Skydsheſte hos Bønderne for ſig og ſit Følge paa ſine Rejſer om i Landet allerede forlængſt udſtraktes derhen, at han (og i nærværende Tilfælde Hertugen) ogſaa kunde fordre Skyds tilvejebragt for de Mænd, han ſendte i ſit Erende, om han ſelv ſad hjemme, og hvorledes endog ſtore Misbrug havde indſneget ſig med Henſyn til Maaden, hvorpaa denne Rettighed gjordes gjeldende. Det er tydeligt, at ogſaa Uberettigede fordrede at nyde godt deraf, enten ved at foregive at de rejſte i Kongens eller Hertugens Erende, eller ſimpelt hen fordi de ſtode i Kongens, Biſkoppens eller fornemme Kongsmænds Tjeneſte, og at de endog ofte med Magt tog de Heſte, de behøvede. Sandſynligviis fordrede da ogſaa alle de haandgangne Mænd, hvad enten de rejſte i offentligt Erende eller ikke, Friſkyds alene fordi de hørte til Kongens Hird; og det er ligeledes at formode, at Biſkoppernes Mænd og Tjenere fordrede det ſamme. End videre kan det ſkjønnes, at der ingen ordentlig Fordeling af Byrden fandt Sted, men at een og den ſamme Bonde den ene Gang efter den anden maatte ſkaffe Heſte, viſtnok fordi hans Gaard laa belejligere til ved Landevejen, medens andre, der boede afſides, ganſke forſkaanedes. Paa alt dette Uvæſen, der formodentlig iſær havde indſneget ſig under Formynderregjeringen, ſøgte nu Hertugen ved de her meddeelte Befalinger at raade Bod: han indſkrænkede Rettigheden udtrykkeligt til ſig ſelv, Biſkopperne, og dem, han ſendte i ſit Erende, hvilke ſidſte, ſom man ſeer, til deres Legitimation ſkulde medbringe et aabent Brev, hvori Antallet af de Heſte, de kunde fordre, udtrykkeligt var angivet; derhos ſørgede han for, at Byrden blev ligeligen fordeelt, hvilket neppe kunde ſkee paa anden Maade, end at enten Bønderne ſig ſelv imellem, eller Sysſelmændene ved Hjelp af deres Lensmænd fik bragt etſlags Regulativ iſtand, hvorved det beſtemtes deels i hvilken Orden alle Bønderne i en vis Kreds ſkulde ſkydſe, deels hvor de ſkulde fremmøde med ſine Heſte og hvor langt disſe ſkulde benyttes. Dette maatte igjen medføre Faſtſættelſen af beſtemte Stationer eller Skydsſkifter; ſaaledes ſee vi her den førſte Begyndelſe til det endnu i Norge herſkende Skydsvæſen, der i ſin Oprindelſe ene og alene hviler paa Kongens ældgamle Ret til at fordre Friſkyds af Bønderne paa ſine Rejſer. Naar det førſte var ſtiltiende vedtaget, ſom vi ſee det allerede var for Kong Eriks og Hertug Haakons Tid, at Kongen kunde fordre Friſkyds ogſaa for enhver, der rejſte i hans Erende, og ſaaledes ved at meddele en Mand Rideſkydsbrev, kunde ſkaffe ham fri Befordring, maatte det og ſtaa i hans Magt at befale Bønderne at ſkydſe en Mand efter en vis Taxt; dette maatte endog, naar den Skik, at udſtede Rideſkydsbreve blev alt for almindelig, forekomme de Skydspligtige ſom en Lettelſe og Velgjerning. Saaledes var ogſaa Forholdet, da den førſte Skydsanordning med beſtemte Taxter efter Vejlængden blev given; men dette ſkede dog ikke førend ſaa langt nede i Tiden, ſom Begyndelſen af det 17de Aarhundrede, og paa Grund af Misbrug liig dem, over hvilke der klagedes paa Hertug Haakons Tid, men af langt ſtørre Udſtrækning, efterſom tilſidſt hver eneſte Adelsmand, nu indtagende ſamme Stilling, ſom fordum den haandgangne Mand, fordrede Friſkyds[11]. Der findes ingen Beſtemmelſer om Skydsvæſenet udgivne af Kong Erik ſelv, ſvarende til dem, Hertug Haakon udgav for Oplandene. Men Aarſagen dertil er viſtnok den, at Landrejſer endnu ſaa godt ſom alene vare brugelige paa Øſtlandet, og nærmeſt paa Oplandene, medens derimod de fleſte Rejſer veſtenfjelds og nordenfjelds ſkede til Vands, og de, der efter ſin Stilling kunde have krævet Rideſkyds, om der havde været Tale om en ſaadan, her altid rejſte paa eget Fartøj, og med egne Folk[12].

Med Henſyn til Søgsmaal og Rettens Beſtyrelſe overhoved gjentog Hertugen for det førſte i begge Retterbøder det allerede i Loven givne Forbud mod at Sysſelmænd eller andre Rettens Beſtyrere i Tilfælde af privat Retskrænkelſe inddrev Kongens (Hertugens) Sekt, førend den Fornærmede havde faaet ſin Bod[13]. Altſaa maa den Praxis have indſneget ſig, at Kongeſekten oppebares uden Henſyn til om Forbryderens Ejendom var ſaa ubetydelig, at den Fornærmede intet fik. End videre forbødes det Sysſelmændene eller Leensmændene at tilſtede nogenſomhelſt lovligen indſtevnet Mand at ſidde hjemme, ſaa at Sagſøgeren derved hindredes fra at faa ſin Ret[14]. Det maa altſaa være blevet almindeligt, at de tilſtode fornemmere Mænd ſaadanne Begunſtigelſer, maaſkee endog ifølge Beſtikkelſe, thi i Retterboden for Hedemarken og Thoten heder det udtrykkeligt i den følgende Artikel: „Vi ville ikke paa nogen Maade taale at Folks Ret tilſideſættes for Beſtikkelſe, Venſkab, Gaver eller andet ſaadant, ſom ej er pasſende“[15]. I den ſamme Retterbod forbødes det ogſaa Sysſelmændene eller Leensmændene at ſtevne nogen Bonde til Lagmanden udenfor det Diſtrikt, over hvilket denne var ſat, og heller ikke for øvrigt, uden at man førſt forgjeves hjemme, før Stevningen, havde forelagt ſamme Bonde en fuldſtændig Fremſtilling af Klagen, og forgjeves ſøgt at faa ſin Ret af ham[16]. Man har ogſaa, juſt ved denne Tid, Exempler paa, at Bønder ſtevnedes til Lagmanden, uanſeet om denne opholdt ſig udenfor ſit egentlige Diſtrikt. Saaledes har man en Dom af Vige, Lagmand i Skidan eller Skien (ſandſynligviis den førſte, der nogenſinde beklædte dette Embede), afſagt den 2den Juni 1294, men i Tunsberg, ikke i Skien, og dog i Nærværelſe af begge Parterne, ſom altſaa, ſkjønt de hørte til Skidans Lagthing, dog maa have været ſtevnede til Tunsberg, og det uagtet Vige kun opholdt ſig her midlertidigt, for at gjøre Kongen og Hertugen, der juſt ved denne Tid ventedes til Tunsberg for at underhandle med de tydſke Stæders Udſendinger[17], ſin Opvartning, hvilket man tydeligt kan ſee deraf, at han ſelv i Dommen, ſaavel ſom i et 11 Dage ſenere i Forening med Einar Lagmand i Tunsberg udſtedt Bekræftelſesbrev deraf, omtaler flere anſeede Mænd fra forſkjellige Kanter ſom nærværende, hvilke neppe vilde have ſamlet ſig der uden i Anledning af Kongens og Hertugens Nærværelſe; det var nemlig Hr. Thore Haakonsſøn, Sysſelmand i Skidan, Stallaren Hr. Gudleik Viljamsſøn, Peter, Lagmand i Viken, begge de islandſke Lagmænd Hr. Jon og Hr. Erlend ſterke, den islandſke Befalingsmand Hr. Thord paa Madrevalle og flere andre[18]. En ſaadan Praxis, at ſtevne Bønderne udenfor Lagſoknet, maatte naturligviis forvolde dem megen unødig Møje og Bekoſtning, og havde maaſkee for en Deel ſin Grund deri, at flere Lagſokn, ſom f. Ex. Skidans, endnu vare nye og Grændſerne ikke rigtigt beſtemte. Naar Hertugen forbød at ſtevne Indbyggerne af Thoten og Hedemarken udenfor Lagſoknet, var dette maaſkee foranlediget deraf, at Lagmanden for den nordre Deel af Oplandene har plejet at paadømme Sager, vedkommende hiin, naar han var tilſtede paa Eidſiva Thing, der egentlig laa udenfor hans Diſtrikt. Med Henſyn hertil var det vel og, at Hertugen i Retterboden for Ringerike, Hadeland og Raumarike „tillod“ disſe Diſtrikters Indbyggere at have deres Lagthing paa Eidsvold ſom før, men foreſkrev udtrykkeligt, at Lagmanden ſelv ſkulde bo paa Raumarike, for at baade de der boede nordenfor og de der boede ſøndenfor, med Lethed ſkulde kunne komme til ham[19]. Sysſelmanden eller Lagmanden ſkulde ej ſtevne Bønder til Lagmanden udenfor Hjemthingsdiſtriktet til Erlæggelſe af Sagøre, førend Sagen ſelv var nøje underſøgt og beviiſt hjemme i Bygden[20]. Med Henſyn til Leensmændene beſtemtes det for Hedemarken og Thoten, at til dette Ombud kun duelige Bønder ſkulde tages, der havde deres Herkomſt hjemme i Bygdelaget og ſom vare bekjendte for at være brave og hederlige Mænd; haandgangne Mænd maatte aldeles ikke beklæde dette Ombud, „ſaadanne ſom vare vindeſyge og fulde af Kneb til at tynge Kotkarlen, der kan lidet eller intet af Loven“[21]. Paa Hadeland ſkulde der kun være to Leensmænd, og paa Ringerike kun een, og ſaa vidt vederheftige, at de kunde ſvare Ret og Skjel, om de forbrøde ſig. Heller ikke her maatte haandgangne Mænd tages dertil, uden for ſaa vidt Bønderne ſelv ſamtykkede deri, og ingen af disſe Leensmænd maatte, naar han rejſte om i ſine Forretninger, have flere Svenne end een, for hvis Spagfærdighed og Skikkelighed ſamt gode Opførſel mod Thegnerne han kunde indeſtaa[22]. Alt dette viſer nokſom, at der har været drevet meget Uvæſen med Leensmands-Ombudene, idet ikke Bønder udnævntes dertil, men haandgangne Mænd, der behandlede Bønderne med Haardhed og Overmod, og rejſte omkring med kaade Svenne, der endnu gjorde ondt verre. Man ſeer ogſaa, at de oftere maa have undladt at indfinde ſig ved de Sager, de ſelv havde paaſtevnt, efterſom det i Retterboden for Hedemarken og Thoten udtrykkeligt foreſkrives, at naar en Leensmand havde indſtevnet en Mand for Retten, ſkulde han ogſaa ſelv møde ham, eller ſvare Stevnefald ſom andre[23].

Uagtet det allerede i Loven ſelv var beſtemt, at Sysſelmændene hvert Aar efter endt Lagthing ſkulde bekjendtgjøre for Bønderne hvad der her var forhandlet eller vedtaget, blev Budet dog gjentaget for Hedemarken og Thoten, under Afſættelſes Straf for Sysſelmanden, hvis han undlod at opfylde dette Bud. Sandſynligviis har man da en Tidlang ladet det det gaa i Glemmebogen.

En Beſtemmelſe, der maa have givet Anledning til mange Misligheder og meget Underſlæb, var den i Landslovens VII. 14, at naar Nogen trængte til at kjøbe Sædekorn hjemme i Bygden, ſkulde han henvende ſig til Kongens Ombudsmand, der igjen ſkulde kræve Thing og opnævne ſkjønſomme Mænd til at anſtille Underſøgelſe paa alle Gaarde om hvor der fandtes overflødigt Korn, ſamt hvor det fandtes, at tvinge Vedkommende til at ſælge for gængſe Priis. Til Forebyggelſe af alle Misligheder herved beſtemte Hertugen for Hedemarken og Thoten, at der til ſlige Underſøgelſer alene ſkulde nævnes paalidelige Mænd, der vilde udføre ſit Hverv med Billighed og ikke tage noget til ſig ſelv; ſamt at Betalingen ſtrax ſkulde fremlægges, inden man drog bort, og efter almindelig Priis, ej efter en eller to Mænds Vurdering[24].

Der klagedes tillige fremdeles over Myntens daarlige Gehalt. Thi i Retterboden for Hedemarken og Thoten ſiger Hertugen: „Hvad Peningen angaar, om hvilken I have ytret at den gjelder lidet, da veed baade Gud og alle gode Mænd, at den nu er lige ſaa god ſom da den var paa ſit bedſte i vor Faders Dage, medens det for øvrigt er til ſtørſt Skade for os tvende Brødre ſelv at den er lidet verd, thi det er os, der tage de fleſte ind. Saa ſnart Gud under os at komme ſammen, ſkulle vi med de bedſte Mænds Raad og Biſtand gjøre Udvej til, at Sølvcourſen kan blive til ſtørre Nytte ſaavel for os Brødre, ſom for alle dem, der bebo Riget“. Man erfarer imidlertid ikke at noget blev gjort, og Pengenes Gehalt vedblev at være daarlig[25].

Leiglændingerne ſynes at have været plagede med alſkens utilbørlige Paalæg og Fordringer, ej alene af deres Landdrotner, men ogſaa af Sysſelmændene og Leensmændene. I Retterboden for Hadeland og Ringerike ytrer Hertugen: „Da Almuen klager over at den nu en Tidlang har været meget tynget af de „Tilgaver“, ſom Landdrotnen eller hans Ombudsmænd har paalagt dem, og vi ſelv ligeledes ere blevne noget bedragne paa anden Maade ved de ſamme Tilgaver, forbyde vi alle og enhver, i hvad Stand eller Stilling han er, herefter at tage „Tilgave“, eller kræve andet eller mere af nogen Ejendom end den aftalte Landſkyld og Aabud. Ligeledes forbyde vi hver og een at tage Skyld-Veitſler (Pligtgjeſtebud) af ſine Landbønder til andre Tider end han rejſer om og bortbygger fine Ejendomme; og ſelv da ville vi at det ſkulde tages med Maadehold, ſaa at ikke de, der ſkulle give dem, tynges med alt for ſtor Bekoſtning, og Landet derved fyldes med Tiggere og andre løſe Folk. Vi have og fritaget dem for alle Skyld-Veitſler for Sysſelmænd og Leensmænd ſamt alle de andre Tolde og Afgifter, disſe nu en Tidlang have paalagt dem, forbydende Sysſelmændene og Leensmændene paa det ſtrengeſte herefter at underſtaa ſig at tynge Bønderne mere, ſaafremt de ej ville miſte deres Embede og dertil falde i vor Unaade“[26]. Det lader til, at Landdrotnerne allerede da havde begyndt med den ſkammelige Ferd at gjøre Vegtlodderne tungere end tilbørlig, for derved at forøge den Landſkylds-Afgift, ſom de ſkulde oppebære in natura, meſtendeels efter Vegt. Thi det er aabenbart iſær for at forebygge dette, at Hertugen i Retterboden for Hedemarken og Thoten forordner, at en normal Skippunder og Smørpunder ſkal ligge under Lagmandens Forvaring i Hamar, den førſte af ſamme Vegt ſom Skippunderen i Oslo, den ſidſte ſaaledes indrettet, at hvert Spann ſkal kunne afvejes paa den, og til den Vegt, at halvfemte Spann udgjør en Hefſælde (halvt Saald) for at bruges i Landſkyldsbetaling, Kjøb og Salg, ſamt at Landſkylden ſkal udredes efterſom det er aftalt i Contracten, ved hvis Udløb en ny Aftale ſkal treffes mellem Landdrotnen og Leiglændingen efter den her nævnte Punder[27]. Ogſaa i Retterboden for Hadeland og Ringerike, der ligeledes henſtiller det til Parterne ſelv at ſlutte Bygſelcontracter, beſtemmes det at der ſkal ſtaa en juſteret Normalvegt af Steen i Kirken paa Gran, og en anden i Kirken paa Norderhov, ſvarende til den i Oslo, efter hvilken de øvrige Pundere kunne rettes, og Bedragerier derved forebygges[28]. Dette gjorde maaſkee i Norge en Ende paa de før omtalte Udſugelſer; paa Orknøerne og Hjaltland derimod, hvor ingen ſaadan Beſtemmelſe ſynes at være given, tiltog Uvæſenet i de ſenere Tider i en ſaa foruroligende Grad, at Jordafgifterne omſider næſten forhøjedes til det Tidobbelte, og at man der nu omſtunder ikke engang kjender de gamle Vegters rette Størrelſe, uagtet Gaardens Matrikulſkyld endnu angives derefter[29].

Man maa formode, at Indbyggerne af Hedemarken og Thoten have bedet Hertugen om at nedſætte Straffen for Ukvemsord. Thi det heder i Retterboden: „Saaſom der ofte af onde Ord kan komme Manddrab og andre onde Verk, er det ikke pasſende at den derfor beſtemte Bod nedſættes, thi den er foreſkreven gode og forſtandige Mænd til Frelſe, men onde og dumme til Advarſel; derfor er det ikke mere end billigt, at de lide legemlig Pine ſaavel ſom ſtraffes paa Penge og Gods, der med onde Ord vekke ſtore Ubehageligheder, der give Anledning til megen Fare og Vaade, iſær i Bryllupper, Gilder eller Julegjeſtebud ſamt andre talrige Sammenkomſter; enhver, der har ret Vid til at ſkjønne, vil klart indſee, at dette er en ſtor Retterbod for alle ſpagfærdige og ſedelige Folk, der kun ville det ſom godt og nyttigt er“. Imidlertid ſeer man dog af Retterboden for Hadeland og Ringerike, at Hertugen ſenere, i det mindſte for disſe Landſkaber, gik ind paa betydelig Nedſættelſe af flere Sekter, navnlig for Ukvemsord[30]. Her heder det nemlig: „Om 8 Ertogers og 13 Merkers Sager og Skjeldsordsſager (brigzlamál) beſtemme vi, at alle de, der forbryde ſig i ſaa Henſeende, og efter at være overbeviſte derom forlige ſig hjemme med Sagſøgeren, kun ſkulle gjelde af Sagøren, men to (Tredie-) Dele, om de lade Sagen gaa til Lagmanden uden at ville bøde hjemme, med mindre de have lagt ſaa megen Nidingſkab for Dagen, at vi ſelv ikke finde det tilbørligt at nogen Eftergivenhed eller Naade viſes“[31]. Dette ſynes at maatte forklares ſaaledes, at Sekten, naar ikke ſærdeles graverende Omſtændigheder vare tilſtede, i det mindſte ſkulde være nedſat til to Trediedele, og, hvis Sagvolderen forligede ſig hjemme, endog til een Trediedeel: en ikke ubetydelig Indtægtsopofrelſe fra Hertugens Side for at befordre Fredſommelighed og god Orden. Ganſke vovede man dog endnu ikke at forbyde Folk at tage ſig ſelv til Rette. I Retterboden for Hedemarken og Thoten beſtemmes der, at naar uvittige og daarlige Folk veltede ſig ind paa ſagesløs Mand, og denne inden lovlig Bods Udredelſe hevnede ſig paa Fornærmeren, uden at overſkride det rette Forhold, da ſkulde han være fri for Søgsmaal; men var Hevnen ſtørre, ſkulde der forholdes efter Miſkund og Lagmandens Orſkurd ſamt de forſtandige Mænds Dom, hvilke Sagen maatte blive overdragen til Afgjørelſe[32].

Ogſaa med Henſyn til Ledingen eller rettere Visøren foreſkrev Hertugen flere Lettelſer. Saaledes beſtemte han for Hedemarken og Thoten, at der ved Ledingsnævninger aldrig ſkulde opnævnes flere, end han ſelv havde foreſkrevet i ſit Brev, undtagen for det Tilfælde at en eller anden ſenere blev ſyg, thi da ſkulde en ny ſættes i Steden: vilde Styrmanden have een eller to Svende, ſkulde ſaa mange færre Bønder nævnes, og der maatte ikke bruges Udpresninger mod Bønderne efter at de vare komne til Skibet[33]. Man ſeer for øvrigt heraf det merkelige, at Ledingsmænd ogſaa opnævntes fra de indre Diſtrikter, men da viſtnok kun for at fremmøde i Oslo eller andenſteds ved Kyſten, og hjelpe til at bemande Skibene, thi Oplandene ſelv ſtillede ingen Skibe og var ikke inddeelt i Skibreder. — Enhver, ſom havde mindre Jordbrug end to Merkers Bool, ſkulde kun gjøre Eenvirkes-Gjerd (Præſtation); havde han ikke engang Mrks. Bool, ſkulde denne Eenvirke-Gjerd nedſættes for hver Øresleje ringere end Mk.[34] Forældreløſe Børn, der endnu vare ſammen i een Huusholdning, ſkulde ogſaa tilſammen kun udrede een Gjerd, indtil de adſkiltes. Denne ſidſte Beſtemmelſe gjentages ogſaa for Ringerike og Hadeland[35]. Beſtemmelſen i Utfarebaalkens Cap. let, at „Drengmænd“ og andre, der ejede mindre end til 6 vejede Mkrs. Verdi foruden ſine Klæder, dog ſkulde være i Beſiddelſe af Skjold, Spyd, Sverd eller Øxe, og at en Arbejdsmand ſom tog fuld Leje, førſte Aar ſkulde anſkaffe ſig Øxe, andet Aar Skjold, tredje Aar Spyd, formildedes ved Retterboden af 1297 derhen, at Lejemænd herefter ikke ſkulde være tvungne til at anſkaffe ſig Vaaben, førend de ejede 3 Mkrs. Verdi foruden ſine Klæder; heller ikke ſkulde de, der ikke ejede mere, være forpligtede til ſelv at fremmøde paa det aarlige Vaabenthing, men kunde ſlippe med at ſende ſine Vaaben til Thinget[36].

Endelig gav Hertugen i Retterboden for Hadeland og Ringerike nogle nærmere Beſtemmelſer om Fællig mellem Egtefolk, ſamt om Almenninger og Fiſkevand.

At alle disſe Beſtemmelſer ogſaa udvidedes til den øvrige Deel af Oplandene, navnlig Gudbrandsdalene, er højſt rimeligt, men noget beſtemt Vidnesbyrd derom findes ikke. Derimod have vi en tidligere Retterbod af Hertugen, udſtedt i Oslo den 9de Februar 1291, der er given for ſamtlige Indbyggere af Oplandene, og ſom væſentligſt handler om Arbejdsmænds og Tjeneſtefolks[37] Løn, for hvilken der her faſtſættes i en vis Taxt. Man ſeer af hans Ytringer i de indledende Ord, at Almuen ſelv havde henvendt ſig til ham og klaget ſin Nød; det maa ſaaledes have været vanſkeligt i de Egne at faa Arbejdsmænd for rimelig Løn, ſandſynligviis fordi, ſom der fremdeles klagedes over, de fleſte vilde drive Handel. Den aarlige[38] Løn for Verkmænd, der udførte fuldt Arbejde, beſtemtes for Hadafylke til Saald Smør, ſom i Æqvivalent for 2 Ører, og 5 Alen Lerred for en Øre eller ogſaa 12 Alen Strige for en Øre og 3 Ører Sølv i rede Penge. Paa Raumarike beſtemtes Lønnen til 3 Ørers Verdi i Vaadmaal eller Lerred og 3 Ører Sølv, i Gudbrandsdalene til 12 Alen Vaadmaal og 3 Ører Sølv. Da det imidlertid var at forudſee, at kun de Færreſte vilde fæſte ſig i Tjeneſte, naar de ikke kunde betinge ſig ſaa høj Løn, ſom de vilde, ſøgte man at tvinge dem dertil ved at forbyde enhver, under een Marks Bod, at udleje Huus til arbejdsføre Folk, Mænd eller Kvinder. Ved ſamme Retterbod forandredes for Oplandene Onnfrede-Tiden (den Hvile af alle Søgsmaal og Stevninger, der ſkulde finde Sted under Vaar- og Høſt-Onnen), hvilken Loven (I. 10) faſtſatte fra Mariæ Bebudelſes Dag e(25de Marts) til Hallvardsmesſe (15de Mai) ſamt fra Seljumannamesſe (8de Juli) til Korsmesſe om Høſten (14de Septbr.), derhen, at den om Vaaren ſkulde vedvare 14 Dage efter Hallvardsmesſe, men om Høſten ogſaa begynde ſaa meget ſenere efter Seljumannamesſe[39]. Lovens Beſtemmelſe, der formodentlig nærmeſt var rettet efter Forholdene i Gulathingslagen, pasſede nemlig ikke for Oplandene, hvor Vaaren indtraadte ſildigere, og heller ikke for Viken, hvor vi i det følgende ville ſee at Hertugen, efter at han var bleven Konge, gjorde en lignende Forandring.

Til Hertugens Leen, eller Hertugdømme, hørte ogſaa, ſom det tidligere er omtalt, Rygjafylke og rimeligviis Egdafylke, ſamt Færøerne og Hjatland. Det er, ſom ligeledes ovenfor berørt, ikke uſandſynligt, at Rygja- og Egda-Fylke ved denne Lejlighed fik et eget Lagthing paa Agvaldsnes, der holdtes til den for Lagthingene over hele Norge beſtemte Tid, 17de Juni, og var Gulathinget ganſke ſideordnet. Det omtales imidlertid ikke førend ved 1322, men her unegteligt ſaaledes, ſom om det allerede havde beſtaaet i længere Tid[40]. Skjønt Hertugen viſtnok ogſaa henvendte ſin Opmerkſomhed paa denne fjernere Deel af ſine Beſiddelſer, lader det dog til, at han forholdsviis ſjeldnere opholdt ſig der, og at den derfor ikke nød ſaa meget godt af hans umiddelbare Tilſyn, ſom Øſtlandet, hvor han havde ſin ſtadige Reſidens. Det maa formodentlig have været for at raade Bod paa flere Misligheder, ſom ſynes at have fundet Sted ſiden hans Beſøg der i 1292[41], at han i Aaret 1295, da han ſelv drog i Leding til Danmark, beſkikkede Abbed Erik i Munkeliv til, paa ſine Vegne, og med den meſt udſtrakte Fuldmagt, at berejſe Rygjafylke, og „rette paa, hvad der kunde trænge til at rettes“. Abbedens Fuldmagt gik endog ſaa vidt, at han kunde tilbagekalde en for nogen Tid tilbage af Lagmanden, Hr. Hallvard Kolt, afſagt Orſkurd, og erklære hans Brev derom ugyldigt[42]. Det maa da visſelig ogſaa antages, at mangt og meget er blevet bragt i Orden; men imidlertid var der udbrudt en heftig Strid mellem Biſkoppen i Stavanger og hans Capitel, ſaaledes ſom det nedenfor ſkal omhandles, og ſom gjorde Hertugens perſonlige Nærværelſe nødvendig; derfor finde vi Hertugen atter i Stavanger mod Slutningen af 1296[43]. Formelige Retterbøder af et ſaa omfattende Indhold ſom de oven omhandlede til Oplandene, vides dog ikke af ham at være udſtedte til Agvaldsnes Lagſokn.

En ſaadan udgav han derimod til Færøerne, vedkommende Landboforholdene. Dens enkelte Beſtemmelſer ere for os af mindre Interesſe, men Følgeſkrivelſen og Indledningen kaſter et ikke uvigtigt Lys paa Skatlandenes legislatoriſke og adminiſtrative Forhold. „Den aandelige Fader og vor kjæreſte Ven, Hr. Biſkop Erlend i Færøerne og Hr. Sigurd, Lagmand i Hjatland, ſom vi have ſendt til eder“, heder det, „forelagde os paa Almuens Vegne de Mangler, ſom de fandt ved Bunade-Baalken, og derfor lode vi paa disſe fire Blade ſammenſætte denne Forordning, ſom vi med de bedſte Mænds Raad desangaaende have gjort, efter ſom vi vente, at det ſkal være Almuen til ſtørſt Gavn. Om Chriſtenretten kunne vi derimod ingen anden Beſtemmelſe for Tiden give, end at den ſkal ſtaa ved Magt ſaaledes ſom vor verdige Hr. Fader lod ſammenſætte, og overleverede til Hr. Biſkop Erlend, ſom Landsbogen ſelv udviſer“. Anordningen ſelv begynder med disſe indledende Ord, der viſe, at den er beſtemt til at indføres i Lovbogen og oplæſes af Lagmanden: „Det er nu hernæſt, at disſe ere de Ting, ſom ere Landet gavnligſt og ſom min Herre Hertugen har tilſagt os, men ſom ikke ſtaa i den Lovbog, vor verdige Herre Kong Magnus den kronede gav os, og ſom blev ſamtykt paa Althinget“. Vi lære af alt dette, at Færøerne nu havde Lagmand tilfælles med Hjatland: en Foranſtaltning, der maaſkee allerede ſkyldes Kong Sverre, da han ved Harald Orknøjarls Underkaſtelſe i Bergen 1195 fratog ham Hjatland[44]. Hjatland og Færøerne ſynes paa denne Maade at have vedblevet at have Lagmand tilfælles i det mindſte noget over et Aarhundrede. Vi lære end videre, at der ved Lovreformen under Kong Magnus maaſkee var indrettet en egen Redaction for Færøerne, ſiden en af Baalkerne benævnes med det i den norſke Lovbog ukjendte Navn „Bunadarbaalk“, hvis ellers ikke dette kun er en egen paa Færøerne brugelig Benævnelſe for „Landslejebaalken“; ligeledes ſees det, at Lagthing i det mindſte i Anordningen har Navnet „Althing“ fælles med det islandſke. Endelig ſees det, at den til Færøerne ſendte Lovbog i ſin Tid var bleven vedtagen paa dette „Althing“, og at den maa have indeholdt en Chriſtenret, der virkelig traadte i Kraft, og ſom ſynes ikke at kunne have været nogen anden end Kong Magnus’s, der ej blev gjeldende i Norge. Originalen til denne Anordning, der ſædvanligviis kaldes Sandebrevet og gjaldt paa Færøerne meget langt nede i Tiden, er endnu til, dateret fra Oslo 28de Juni 1298 og forſynet med Hertugens Monogram ſamt Aake Cantſlers egenhændige Paategning[45].

Skjønt denne Anordning ogſaa ſynes at kunne have pasſet for Hjatland, er der dog ikke Spor af at den har været udſtrakt dertil. Der vides overhoved ikke mere om Hertugens Forhold til dette Landſkab, end at det hørte til hans Leen, og at hans Sysſelmand derover var den forhen omtalte Hr. Thorvald Thoresſøn, der i 1298 eller 1299 blev beſkyldt af nogle enkelte for Underſlæb[46], men neppe med Grund, eller i alle Fald uden ſat Beſkyldningen ſandt Tiltro paa højere Stæder, da han ogſaa længe efter den Tid, og medens Hertugen var bleven Konge, vedblev i Beſtillingen.

Hertug Haakons fornemſte Raadgiver og Hjelper i hans betydelige adminiſtrative og legislatoriſke Virkſomhed var uden al Tvivl den før omtalte Aake Cantſler, thi førſt efter at Aake var bleven Cantſler, i 1293, ſynes denne Virkſomhed ret at være bleven udfoldet. Hertugens tidligere Cantſler var Erlend Gudbrandsſøn, om hvilken intet vides; han forekommer i Breve indtil 1290[47], hvorefter det lader til, at Hertugen i nogle Aar hjalp ſig uden Cantſler; i det mindſte nævnes ingen ſaadan i de faa af Hertugen ſelv mellem 1290 og 1293 udſtedte Breve, men det heder kun om to fra 1292 at disſe beſegledes i Hertugens egen Nærværelſe[48]. Det førſte af ham ſom Cantſler beſeglede Brev, der er opbevaret til vore Dage, er den oven anførte Retterbod for Hedemarken og Thoten af 23de April 1293. Han kaldtes her Diaconus; af et andet Brev, udſtedt 1296, ſees det at han var Chorsbroder ved Apoſtelkirken i Bergen og ſaaledes hørte til den kongelige Capellgejſtlighed[49]. Vi erfare derhos andenſteds fra, at han havde ſtuderet udenlands, ſandſynligviis i Paris, og kaldtes Meſter, d. e. Magiſter, ſamt anſaaes for en dygtig og veltalende Klerk[50]. Man kan ſaaledes ſige, at han ſaa godt ſom var opdragen til det Embede, han beklædte, og det er ikke uſandſynligt, at Hertugen i de Aar, han ej havde nogen faſt anſat Klerk, netop ventede paa at han ſkulde komme hjem, for at kunne tage ham i ſin Tjeneſte. Blandt de Forføjninger, ſom Hertugen gjorde efter Samraad med Hr. Aake, var formodentlig den, at Mariakirken i Oslo, der var at betragte ſom Hertugens Capell, og ſtod i et Slags Forbindelſe med Kongsgaarden, indrettedes til en Collegiatkirke, med et Capitel eller Chorsbrødre-Collegium og en Provſt ſom Formand, ganſke i Liighed med Apoſtelkirken i Bergen. Vi vide viſtnok ikke nøjagtigt Aaret, naar denne Indretning ſkede, men man kan dog med temmelig Sikkerhed henføre det til Tiden mellem Udgangen af 1296 og Sommeren 1299[51]. Dette var Begyndelſen til en mere omfattende Organiſation af en kongelig Capellgejſtlighed over hele Norge, der kom i Stand noget ſildigere, efter at Hertug Haakon var bleven Konge, og havde faaet frie Hænder til at disponere over Krongodſet. Da Aake Cantſler, ſom Provſt ved Mariakirkens Collegium, netop var paa det nøjeſte interesſeret i Sagen, kan han umuligt have været uden Indvirkning paa Foranſtaltningen, og man ſkulde formode, at alt endog af ham har været forberedt ſaaledes, at Hertugen, ſaa ſnart han kom til Magten, haſtigt kunde bringe det paa det Rene. Overhoved viſer denne Foranſtaltning, ligeſom flere andre, at Hertugen, om han endog ſkulde blive Konge, fremdeles agtede at gjøre Oslo til ſin egentlige Reſidens, hvad den da ogſaa blev, ſom vi i det følgende ville ſee. Han uddeelte Tomter til Bebyggelſe for flere af ſine Hofmænd[52]; han havde allerede ſtiftet et Minoriterkloſter (ſandſynligviis ſtrax efter Alf Jarls Forjagelſe 1287)[53], og maa tillige omtrent paa ſamme Tid have opført Borgen Akershuus paa de Klipper, der danne den ſydveſtligſte Spids af Akersneſet. Man veed nemlig ikke nøjagtigt Tiden, naar denne Borg grundlagdes, men erfarer kun, at den allerede var til i 1300, og ſaaledes i det mindſte maa have været paabegyndt nogle Aar før den Tid, medens man paa den anden Side deraf, at Borgen i hiint Aar endnu kun kaldes „Akersnes“, temmelig tydeligt kan ſlutte, at den da ikke kan have ſtaaet længe[54]. Det ligger ſaaledes nærmeſt at antage, at Alf Erlingsſøns Fejde har været den egentlige Anledning til dens Anlæggelſe. Forudſat nemlig, at det er rigtigt, hvad vi ovenfor have antaget, at Alf Jarl, da han fik Hallkell Agmundsſøn i ſin Vold, overfaldt og indtog Borgen paa Vaakeberg ved Oslo, og at det var ved denne Lejlighed, at Byen kom i Brand, er det ogſaa højſt rimeligt, at Hertugen deraf har taget Anledning til at anlægge en ny Borg paa et faſtere og mere belejligt Sted, hvorfra Adgangen til Byen bedre kunde bevogtes. Det er desuden heel ſandſynligt, at den forrige Borg ved hiint Angreb var ødelagt; viſt er det, at man ſiden ikke mere hører Tale om den. Overhoved ſkulde man formode, at Branden i 1287 var den Begivenhed og Anledning, fra hvilken alle Kong Haakons Anlæg, og umiddelbare og middelbare Bygnings-Foranſtaltninger i og ved Oslo kunne dateres, at han med den ſtørſte Iver har ſøgt at bringe Byen igjen paa Fode, og derfor ſaavel ſelv bygget ſom opmuntret ſine Mænd til at bygge, og varigere og ſolidere end hidtil. Der tales om nogle ham tilhørende Teglhuus[55], hvormed enten maa forſtaaes et Teglbrænderi, eller Huſe, opførte af Tegl; i begge Tilfælde lære vi heraf, at han lod bygge af dette Materiale. De Gaarde, hans Hofmænd opførte, bleve ſiden efter, maaſkee lige til ſildigere Tider, benævnte efter dem, hvilket viſer, at i det mindſte de vare ganſke nye, eller anlagte paa Steder, hvor forhen ingen fandtes. Da nu ligeledes andre Navne paa Gaarde i Oslo ſynes at være opkomne paa denne Tid, hvoraf enkelte endog vidnede om tydſke Ejere, der boſatte ſig her, og hvis Familier bleve ganſke nationaliſerede[56], opſtaar der ſterk Formodning om, at Hertug Haakons Beſtræbelſer for at udvide og forſkjønne Oslo, der ogſaa fortſattes efter at han var bleven Konge, begynde ligeſom en ny Epoche i Byens Hiſtorie, ſom hvis Udgangspunkt man i det nys anførte meſt pasſende kan opſtille Alf Jarls Fejde og Branden i 1287.

Hvor vidt Byen Hamar nød noget godt af den Byggelyſt, ſom Hertug Haakon aabenbart havde arvet efter ſin Fader, er uviſt, paa Grund af manglende Oplysninger. At han tog ſig af Stavanger, er umiskjendeligt, ſkjønt vi nu kun kjende hans Forhold til Chorsbrødrene i denne By, hvilke han tog i ſin ſærſkilte Beſkyttelſe, og hvem han ſkjenkede Byggetomter[57]. Hans Befalingsmand i Stavanger, og maaſkee Sysſelmand i Ryfylke, var Ridderen Hr. Basſe Guthormsſøn, der ſiden efter, dog neppe førend Haakon var bleven Konge, forflyttedes til Bergen[58]. Et Kloſter, der førſt begynder at nævnes paa denne Tid, men dog maa være ældre end Hertug Haakons Myndighedsperiode, og hvis Oprettelſe ſaaledes ej kan ſkyldes ham, er St. Laurentii Kloſter paa Utſtein, en Kongsgaard i Ryfylke, beliggende paa den nu ſaakaldte Kloſterø i Buknfjorden. Det var et regulært Auguſtiner-Convent, med en Abbed i Spidſen, der erhvervede ikke ubetydelige Beſiddelſer, og navnlig lige fra dets Stiftelſe af ſynes at have beſiddet eller ſtaaet i Forbindelſe med St. Olafs Kirke i Stavanger, der altid betjentes af Munke fra Kloſtret[59].

Da Hertug Haakon endnu var et Barn under den heftige Strid mellem Gejſtligheden og de verdslige Herrer, og efter ſelv at have overtaget Hertugdømmets Beſtyrelſe viſte Kirken og dens Tjenere al ſømmelig Liberalitet og Opmerkſomhed, fulgte ogſaa heraf, at han i det hele taget ſtod ſig godt med Gejſtligheden, og var vel anſkreven ved Curien. Herpaa havde man iſær Beviis, efter at han var bleven Konge; men et Tegn derpaa var det viſtnok, at allerede i 1296 fem Erkebiſkopper og 12 Biſkopper fra forſkjellige Kanter, ſamlede i Rom, udſtedte i Forening et Brev, hvorved de „i Betragtning af hans ædle Byrd, ſtore Dyder, tidlige Berømmelſe, ſamt iſær af hans umaadelige Kjærlighed til Gud og den hellige Kirke, ſamt af hans øvrige Fromheds Fortjeneſter“ ſom en ſømmelig Belønning, og for at opmuntre ham til at vedblive ſaaledes, tilſtode alle dem, der, efter at have gjort Bod og Skrifte, hørte Mesſe i hans eller hans Huſtrues Nærværelſe, eller med fromt Sind bade for deres eller deres Børns Held, eller deres Sjæle, naar de vare døde, 40 Dages Aflad fra paalagte Poenitentſer, med Vedkommende Biſkops Tilladelſe[60]. Man ſeer iøvrigt heraf, at disſe Prælater paa den Tid ſtode i den Formening, at Hertug Haakon allerede var gift. Men da det neppe vilde have været nogen Anbefaling for ham hos Paven, om han havde egtet en Fyrſtinde af det franſke Kongehuus, er det rimeligere, at man antog ham gift med en Slægtning af Kong Edward i England, ſaaledes ſom det fra førſt af var paatænkt.

  1. Norges gl. Love III. No. 7. Det vil her ſees, at de Haandſkrifter, man hidtil har opdaget af Retterboden, ere meget daarlige, og at navnlig Aarstallet er mangelagtigt angivet. Kun den forholdsviis bedſte Afſkrift, der indeholder Redactionen for Hadeland, angiver beſtemt 1297, Maria Magdalena Dag, Hertugdømmets 18de Aar. De bedſte af dem, der indeholde Redactionen for Ringerike, udelade Aarstallet; de øvrige, der mere kunne kaldes Overſættelſer eller Parafraſer, angive „7 Nætter før Paaſke“ 1297 og een af dem desuagtet „18de Riges Aar“, de øvrige „8de Riges Aar“. Dette har bevæget Paus, der kun kjendte de ſidſte, til i fin Overſættelſe (Norges Love II. 187) at datere Retterboden 1287, 7de April. Men der ſiges i Slutningen, at Aake Kantſler indſeglede Brevet i Hertugens Nærværelſe, og Aake forekommer aldrig ſom Kantſler før 1293: i 1287, 1288, 1289, 1290 nævnes udtrykkeligt Erlend Gudbrandsſøn ſom Hertugens Kantſler. Altſaa maa Dateringen fra Hertugens 18de Aar være den rette, og dette bliver 4 Dage før Paaſke, 2den April 1298. At Retterboden ogſaa er given for Raumerne, men viſtnok med en egen Intimation, ſees deraf, at de udtrykkeligt nævnes, og at Lagthinget paa Eidsvold omtales. Derimod gjaldt Retterboden ikke Indbyggerne paa Thoten, der allerede havde faaet Retterbod i 1293.
  2. Denne Indledning forekommer kun i et daarligt Haandſkrift fra ſildigere Tider, hvor der i Stedet før Njarðarhof eller Nierdarhof ſtaar formedelſt Afſkriverens Uvidenhed Mendarhof; ligeledes er Retterboden ſtilet til „ollum a Wickuna“, hvilket aabenbart maa være en Fejllæsning for ollum a Ringarike, thi Viken har intet med Njardarhov eller Ringerike at beſtille. Formodentlig er ogſaa „Huitathingsville“ Skrivfejl i Stedet for Eidsivathingsville (hvis her ellers ikke ſigtes til Fylkesthinget før Hadafylke, eller Halve- eller Tredingsthinget, ſkjønt det i ſaa Fald ikke godt kan paaviſes, hvor ſamme Thing er at ſøge).
  3. Se ovenf. S. 137, 138.
  4. Se ovenf. S. 182.
  5. Agmund Krøkedans den yngre nævnes aller førſt i et Brev af 3die Marts 1293 (Munkelivsbogen S. 85); dernæſt i det oven berørte Dokument om Mødet mellem Fyrſterne, hvorom nedenfor; ſiden berettes det Annalerne for 1302, at Kong Haakon ſendte Agmund unge Dans mod Karelerne med en ſtor Styrke, og endelig, for 1309, at han blev dræbt; men denne Angivelſe maa være urigtig, da han endnu forekommer i et Diplom af 19de Febr. 1310 ſom „Agmundus dictus Danz baro“ (Dipl. Norv. I 126). Han blev, ſom man ſeer af Abſalon Pedersſøns „Norges Beſkrivelſe“ S. 95, 96, viſtnok henrettet, men det maa have været efter 1310, med mindre man vil antage, at Agmund Dans og Agmund unge Dans vare to forſkjellige Perſoner, hvilket dog er lidet troligt.
  6. Thore Haakonsſøn var, ſom det ovenfor er nævnt, gift med Ingebjørg Erlingsdatter, Hr. Alfs Syſter. Ingebjørgs Faders, Erling Alfsſøns, Moder var en Datterdatter af Erling paa Kviden i Valdres; her maa ſaaledes ogſaa Thornberg-Folkene have haft Slægtninger. Man ſeer ellers tydeligt af Dipl. Norv. IV. No. 58, dateret 13de Decbr. 1304, at ſelve Ættegaarden Thornberg maa være inddragen under Kronen, ſiden Kongen her disponerede over det Gods, Thornbergmændene havde lagt til Capellet paa Thornberg, og ſkjenket til ſine „Hirdpreſter“.
  7. Den er udgiven fra Hamar 23de April 1293. Norges gl. Love III. No. 5.
  8. Den 22de Marts havde han fra Hamar tilſkrevet den engelſke Konge, ſe ovenf. S. 201.
  9. Rb. af 1297, Art. 8.
  10. Rb. af 1293, Art. 9. Ordet fantr, ſom paa den Tid brugtes, var laant fra det Tydſke; det betegner egentlig „Fodgænger“, gotiſk fanþs, Angl. féde (Omlyd af fóð, og deraf kommer ſaavel det franſke fantassin, ſom infanterie; men det brugtes hos os meſt om fornemme Mænds Sendebud (ſe Biſkop Haakons Brev i Munchs og Ungers Oldn. Læſeb S. 130). Da ſaadanne „Fanter“, ſom det af Rb. ſees, vare fremmede og ilde lidte i Bygderne, blev Ordet omſider i Norge en Benævnelſe paa Landſtrygere. I Fjeldegnene bruges det dog mere i Betydningen af en fremmed Mand, der ej hører til Bondeſtanden.
  11. Se Chriſtian IV Forordning om Fordringſkab udi Norge, dateret Bergen 1ſte Aug. 1622 (Origin. i norſke Rigsarchiv).
  12. Der ſkal nedenfor blive handlet om de ſaakaldte Taverneshuſe eller Vertshuſe, ſom Kongen og Hertugen oprettede. At Beliggenheden af disſe maatte have Indflydelſe paa eller ogſaa rette ſig efter Skydstationernes Plads, ſynes uomtviſteligt. Hvad Rb. og Diplomer for Retten ikke oplyſe, er hvor vidt Biſkopperne, eller i det mindſte Erkebiſkoppen, havde Ret til, ligeſom Kongen og Hertugen, at udſtede Rideſkydsbrev.
  13. Rb. af 1293, Art. 1, Rb. af 1297, Art. 13. Jfr. Landsl. IV. 20.
  14. Rb. af 1293, Art. 2, Rb. af 1297, Art. 12.
  15. Rb. af 1293, Art. 3.
  16. Sammeſteds, Art 4.
  17. Fra Pintſetid, altſaa fra 6te Juni 1294, underhandlede Kongen her med Hans v. Runesſe og de øvrige tydſke Udſendinger, ſe ovenf. S. 234.
  18. Dipl Norv. I. No 82 og 83. Det førſte, af 2den Juul, indeholder Dommen, det andet, af 13de Juni, Bekræftelſen. Det førſte mangler viſtnok Udſtedelſesſted, men da Dommen angives at være afſagt i Overvær af de ſamme Herrer, der ogſaa nævnes i det ſidſte, der udtrykkelig er dateret fra Tunsberg, og man ilte med nogen Rimelighed kan antage, at de alle førſt havde været i Skien, er det tydeligt, at ogſaa hiint er udſtedt raa ſamme Sted.
  19. Rb. af 1297, Art. 6.
  20. Sammeſt., Art. 13.
  21. Rb. af 1293, Art. 7.
  22. Rb. af 1297, Art. 15.
  23. Rb. af 1293, Art. 4.
  24. Sammeſt., Art. 12.
  25. Sammeſt., Art. 10. Hvor daarlige de norſke Penge vare, have vi ſeet ovenf. S. 4, jfr. 57, 58. For øvrigt har man Mynter ſaavel af Kong Erik, ſom Hertug Haakon, der alle ere af ſlet, men meget forſkjellig Gehalt.
  26. Rb. af 1297, Art. 10, 11.
  27. Rb. af 1293, Art. 11.
  28. Sammeſt., Art. 5.
  29. Mackenzie: The general grievances and oppressions of Orkney and Shetland.
  30. Rb. af 1293, Art. 5.
  31. Rb. af 1297, Art. 1.
  32. Rb. af 1293, Art. 6.
  33. Rb. af 1295, Art. 13.
  34. Sammeſt., Art. 14.
  35. Sammeſt., Art. 15, af 1297, Art. 7.
  36. Rb. af 1297, Art. 3.
  37. Der tales alene om „Verkmænd“, men det er tydeligt at ſee, at egentlige Tjeneſtefolk i den Betydning, Ordet nuomſtunder tages vare deri indbefattede.
  38. Ordet „aarlig“ tilføjes ikke; der ſtaar kun „Verkmænd der arbejde (vinna) fuld Orke“. Men dette er aabenbart eenstydigt med Landslovens Udtryk „tager fuld Leje“, i før omtalte III. 11, og da det her heder: „naar en Verkmand gaar i førſt Viſt (d. n. Condition) og tager fuld Leje, kjøbe han ſig førſte Sommer“ o. ſ. v, ſeer man tydeligt, at ved Lejen forſtaaes Lejen for den hele „førſte Viſt“, d. e. den førſte Aarscondition. Betalingen, der ſættes til henved 6 Ører, pasſer ogſaa efter de Tiders Forhold alene paa Aarsbetaling. I Gudbrandsdalen var Betalingen mindre, nemlig fem Ører, for faa vidt man efter den ſædvanlige Taxt kan regne 12 Alen Vaadmaal til to Ører; men dette lader ſig ogſaa heel vel forklare deraf, at Gudbrandsdalen var en mere afſides Bygd, hvor Fornødenhederne vare færre og billigere. De rede Sølvpenge, der udgjorde en Deel af Lønnen, var vel ellers kun almindelige norſke Penge af daarligt Gehalt, ſaa at Hovedbetalingen var den, der erlagdes i Varer. Da Øſterdalene ikke her nævnes, maa man enten antage, at de ikke hørte til Hertugdømmet, eller ogſaa at de have været regnede ſom Underafdeling deels af Gudbrandsdalen deels af Hedemarken.
  39. Norges gl. Love, III. No. 4. I Rb. ſelv nævnes ikke „Seljumannamesſe“, men „Tredievaka“, der hidtil antoges for at være Mariæ Bebudelſesdag, 25de Marts. Men Chr. Lange har i „Aarsberetninger fra det kgl. danſke Geheimearchiv“ II. S. 73—78 med ſaadan Evidens viiſt, at Tredievaka maa være et paa Øſtlandet brugeligt Navn for 8de Juli, at der ej længer kan være mindſte Tvivl tilbage derom. Saa meget er f. Ex. klart af det foregaaende, at da Hertugen, ſom vi have ſeet, opholdt ſig paa Hamar i det mindſte fra 22de Marts 1293 til 23de April 1293, kan et af ham i Oslo, Tredievaka i hans 13de Aar dateret Brev (Dipl. Norv. III. 33) ej være 25de Marts 1293; derimod pasſer det godt med 8de Juli 1292. Dette vilde desuden, om det var udſtedt i Marts 1293, have været beſeglet af Aake Cantſler.
  40. Dipl. Norv. I. 168. Jfr. ovf. IV. 1. S. 501.
  41. Brev fra Hertug Haakon, dateret Stavanger 12te Mai 1292, findes i Dipl. Norv. I. No. 80. Dette Brev er et Beſkyttelſesbrev for Chorsbrødrene i Stavanger, og et ſaadant ſynes netop at maatte tilhøre hans førſte Ophold der paa Stedet.
  42. Brev af Abbed Erik, dateret Stavanger 24de Mai 1295, Dipl. Norv. II. 35. Dommen, ſom han afſagde, var mellem Suldølerne og Preſten i Sand, angaaende Fiſket i Aaen mellem Sand og Farſtad.
  43. Hertugens Brev af 24de Novbr. 1296, Dipl. Norv. I. 84. Han havde om Sommeren været i Bergen, ſe nedenfor.
  44. Jfr. ovenf. til. S. 290. I alle Fald maa dette være blevet beſtemt ved Magnus Jarls Forlig med Kong Magnus i 1267, ſe ovenf. IV. 1. S. 467.
  45. Norges gl. Love III. No. 10. Originalen er nu indheftet i en Codex af Gulathingsloven (C. 20 qv.) i det ſtockholmſke kgl. Bibl., indeholdende Gulathingslovem men med Tilføjelſer, der viſe at den har været brugt ſom Lovbog paa Færøerne. Hvorledes den er kommen til Sverige, vides ikke. Hertugens Monogram findes anbragt øverſt oppe til Venſtre, ved Begyndelſen, med Tillægget (Haqui)nus dei gra(cia dux) manu propria scripsimus et signauimus (det indcirklede er utydeligt); dette er ſandſynligviis ſkrevet med Hertugens egen Haand. Ved Slutningen ſtaar der, viſtnok ogſaa egenhændigt, Et ego Ako domini ducis Norwegie cancellarius s(ub)scripsi manu propria hic in fine. Ogſaa en anden Gulathingslov, der ſees at have været paa Færøerne (nu i Lands Univ.-Bibl. Cod. II. L. 12) ſtaar denne Anordning indtagen. Af den Omſtændighed at begge disſe Gulathingsbøger have været brugte paa Færøerne, ſkulde man rigtignok ſlutte, at man der ingen ſæregen Lovredaction havde, lige ſaa lidet ſom paa Hjatland og Orknøerne.
  46. Dipl. Norv. I. 89. Dette Brev er et Vidnesbyrd, ſom Hr. Thorvald ſelv lod optage paa Hjatlands Lagthing (der holdtes ved Hallvardsmesſe-Tid) 1299 om nogle Ukvemsord og Beſkyldninger, en vis Ragnhild Simonsdatter ved Paaſketid ſamme Aar havde fremført mod ham i „Hertugsgaarden“ paa Papø, angaaende Gaarden Brekaſetr. Hun ſagde at han havde ſveget Hertugen og kaldte ham en Judas. Men i 1307 finde vi Hr. Thorvald fremdeles ſom Sysſelmand (Dipl. Norv. I. 109). Han var ſom ovenfor (S. 185) anført, i 1292 gift med Sigrid, Datter af Olaf Hallvardsſøn. (Denne Olaf var maaſkee Søn af Hr. Hallvard af Harde). Siden blev han gift med Ragndid Jonsdatter, Syſter til Hr. Hafthor Jonsſøn, og havde med hende Datteren Herdis.
  47. Dipl. Norv. III. 24. II. 25, 26, 27.
  48. Dipl. Norv. I. 80. III. 33. Om det ſidſte jfr. hvad ovf. er anmerket angaaende Dateringen.
  49. Dipl. Norv. IV. 15.
  50. Laurentius Saga Cap. 15.
  51. Da Aake Cantſler i Brev af 25de Novbr. 1296 (Dipl. Norv. IV. 15) endnu kalder ſig Chorsbroder ved Apoſtelkirken i Bergen, kan Indſtiftelſen af Capitlet ved Mariekirken, der maa have ſtaaet i umiddelbar Forbindelſe med hans Udnævnelſe til Provſt derved, da endnu ej have fundet Sted, men da det i Kong Haakons Brev af 22de Juni 1300 (Dipl. Norv. I. 92) heder, at Kongen ved ſin Kroning (10de Aug. 1299) havde givet „de lærde Mænd, der tjene ved Mariekirken i Oslo, vort Capeell“, betydelige Indtægter, følger heraf, at disſe „lærde Mænd“ allerede for Kroningen fandtes ved Kirken. Men Sagen er den, at da han ſom Hertug ej kunde bortſkjenke noget af det Krongods, hvormed han var forlenet, maatte han vente indtil Hyldingen og Kroningen med at give Kirken den fornødne Dotering.
  52. Ved Brev, udſtedt i Oslo den 22de Mai 1289, ſkjenkede Hertugen ſin Gjeſt Vidar ſaavel ſom Ragnhild Thoralfs Kone en Tomt nord ved Liten, næſt nedenfor Brandsgaarden. Her opførtes den ſaakaldte Vidarsgaard (Dipl. Norv. II. 25). Ved Brev, dateret Tunsberg 27de Mai 1290, formodentlig ſtrax for Udfarten til Danmark det Aar, gav han ſin Gjeſt Andres en Tomt eller paa Lykkerne nordenfor ſine Teglhuus (Dipl. Norv. II. 27). Ved Brev, dateret Oslo 10de April 1298, gav han Aamunde Slupp for lang og tro Tjeneſte en Tomt nord ved Liden, mellem Kongsgaarden og Bagergaarden (Dipl. Norv. IV. 19). Her byggedes Gaarden Sluppen.
  53. Aaret er ikke viſt; kun ſeer man af Pave Nikolaus’s Skrivelſe af 11te Novbr. 1291, aftrykt i Dipl. Norv. III. 31, at Hertug Haakon for den Tid, med ſin Broder Kongens og Folkets Samtykke havde indkaldt nogle Brødre fra Provinſen Dacia (der ogſaa indbefattede Norge og Sverige), og overladt dem den ham tilhørende Tomt i Oslo for at bygge Huſe og Kirke paa, og at de allerede havde paabegyndt Bygningen af et Oratorium, da Erkepreſten i Oslo i Biſkoppens Navn gjorde Forbud mod Arbejdets Fremme.
  54. Kong Haakons Forfremmeiſesbrev for Mariækirkens Chorsbrødre, dateret Ekerøerne den 22de Juni 1300, Dipl. Norv. I. 92. Her ſiges det udtrykkeligt at en Gjenpart af Brevet ſkulde ligge paa Akersnes, hvilket viſer, at Borgen da maa have været færdig og det kongelige Archiv være flyttet did.
  55. Se nys berørte Gavebrev til Andres Gjeſt.
  56. De to oven anførte Gaarde, Vidarsgaard og Sluppen, havde begge Navne efter Mænd, der ſtode i Hertugens Tjeneſte. Gaarden Pauſen heed aabenbart efter Nikolas Paus, der var Lagmand omkring 1230, eller maaſkee hans Fader eller Frænde; men „Paus“, det nedertydſke Navn for „Pabſt“, vidner om tydſk Herkomſt, og Familien maa ſaaledes være indvandret fra Tydſkland. Saa og Familien Skult, der ejede Gaarden Skulten. En Tydſker, Herman Skult, omtales i Bergen 1309, ſe Dipl. Norv. I. 122. „Skult“ er det Midtydſke Schultheiß, Schulze, i Chriſtian den 2dens Love kaldet Scultus, paa Hollandſk Schout. Jfr. her det Brev, ſom Hertugen ſtrax efter Tilendebringelſen af de Alfſke Uroligheder tilſkrev Lübeck den 19de Aug. 1287, ſe ovenfor S. 136.
  57. Ved Brev, dateret Oslo 19de Febr. 1208, ſkjenkede Hertug Haakon Chorsbrødrene i Stavanger en Tomt til Gaard, øſter paa det Sted, hvor deres Stue ſtod, ned fra Kirkegaarden lige til Veſten, og fra Gaarden til Hoſpitalsageren frem til Gaden ved Svithuns Kirkegaard. Hr. Basſe Guthormsſøn, til hvem Brevet var ſtilet, fik Beſaling at lade Tomten opmaale og indberette Maalet til Hertugen. Dipl. Norv. III. 41.
  58. Hr. Basſe omtales i Brev af 18de Septbr. 1309 (Dipl. Norv. I. 122) ſom forhenværende Sysſelmand i Bergen; i Kong Haakons Brev af 5te Octbr. 1301 nævnes han ſammen med Hr. Peter af Spaanheim, en hørdelandſk Ridder, aabenbart i Egenſkab af Sysſelmand i Bergen. Da han 3 Aar forud var Sysſelmand i Stavanger, er det tydeligt, at hans Forflyttelſe har fundet Sted ved Tronſkiftet.
  59. Langes Kloſterhiſtorie, S. 377, 378.
  60. Dipl. Norv. II. 38. De her nævnte Erkebiſkopper ere fra Bourges, Jeruſalem, Raguſa, Salerno og Lyon. — Dagen angives ej, ſaa at man ej kan ſee om Brevet er udſtedt før eller efter Reſultatet af Audun Hugleiksſøns Sendelſe til Frankrige var blevet bekjendt.