Det norske Folks Historie/6/82

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De nærmere Omſtændigheder ved den nu mellem Norge og England indtraadte Spending kunne, af Mangel paa oplyſende Actſtykker, ikke angives; kun ſaa meget ſeer man, at de ſkotſke Anliggender afgave den egentlige Grund dertil, deels fordi Kong Erik fremdeles havde Fordringer paa den ſkotſke Krone, der ej bleve tilfredsſtillede, deels vel ogſaa fordi han ikke kunde eller vilde opgive ſin Fordring paa Skotlands Krone overhoved. Dog lader Forholdet til at bane været tilſyneladende venligt, ſaa længe det endnu ikke var kommet til noget aabenbart Brud mellem Edward og hans kongelige Vaſall i Skotland, John Balliol. Thi Edward gav ſig i det mindſte Mine af at ivaretage Kong Eriks Interesſer mod denne. Paa et nok ſaa venſkabeligt Forhold tyder det, at Hertug Haakon endnu i 1294 ved et Brev, ſom han ſendte med ſin Hirdmand Haakon Ormsſøn, tilkjendegav Kong Edward ſit Ønſke at egte en engelſk Dame, og anholdt om hans Raad og Medvirkning dertil. Edward ſvarede i et Brev fra Weſtminſter, hvor han juſt holdt Parlement, den 15de Juni, at det var ham ſærdeles kjært at erfare det, og gav ham Lejdebrev for et Aar til perſonligt at komme til England og nærmere afhandle Sagen[1]. Men heraf blev der intet, thi juſt nu begyndte de Storme at drage op, der forſtyrrede det fredelige Forhold. Edwards hele Maade at behandle Skotlands Konge og Magnater paa var ſaa overmodig og anmasſende, at endog Nationer med mindre Stolthed end den ſkotſke umuligt kunde have taalt det, og da der juſt nu var opſtaaet en heftig Tviſt mellem Edward og hans Leensherre, den franſke Konge Philip den 4de, om Aquitanien, ſaa at det tegnede ſig til Krig, meente ogſaa Skoterne, at den belejlige Tid nu var kommen til at afryſte Aaget. Medens Kong Edward blandt ſine øvrige Vaſaller ogſaa opbød Kong John og de ſkotſke Magnater til Krigstjeneſte mod Frankrige, og endog udſtrakte til Skotland det almindelige Forbud mod at noget Skib drog fra hans Riges Havne over til Frankrige eller overhoved hiinſides Havet, erklærede det ſkotſke Parlement Fædrelandet uafhængigt, paaſtaaende, at Kong Johns Forpligtelſer til Kong Edward vare ham aftvungne, og derfor ugyldige[2]. Den naturlige Følge heraf maatte blive en nærmere Forbindelſe med Frankrige. Imidlertid havde Kong Edward allerede indledet Underhandlinger om Forbund mod Frankrige med den tydſke Konge Adolf af Nasſau, og Forbundet ſluttedes endnu om Høſten 1294, ſamt forſynedes med Kong Edwards Ratification den 22de October[3]. Embargoen paa alle Skibe i de engelſke Havne gjennemførtes med den ſtørſte Strenghed, ſaa at blandt andre ogſaa flere Skibe fra Lübeck bleve tilbageholdte, i hvilken Anledning Lübeckerne henvendte ſig til Kong Adolf, ſom igjen tilſkrev Kong Edward derom; denne ſvarede, ved Brev af 3die Juni, at Skibene øjeblikkeligt ſkulde frigives, naar de blot ſtillede Sikkerhed for, at de ikke ſejlede til den franſke Konges Beſiddelſer[4]. Det ſlaar ikke Fejl, at ogſaa norſke Skibe have lidt en lignende Behandling i engelſke Havne, og at dette kan have bidraget til at fremſkynde et Brud mellem Kong Erik og Kong Edward. Men det ſynes heller ikke at kunne betvivles, at den kloge og driftige franſke Konge ved hemmelige Agenter og Breve har opfordret ſaavel Kong Erik ſom den ſkotſke Konge til nærmere at forbinde ſig med ham mod England. Vi erfare nemlig, at begge Konger paa ſamme Tid ſendte Geſandter derhen i ſamme Erende, hvilket aabenbart forudſætter en tidligere Aftale. Thi den 24de Juni udſtedte Kong Erik et Fuldmagtsbrev for Hr. Audun Hugleiksſøn om at underhandle og ſlutte Tractat med Kong Philip i Frankrig om gjenſidigt Venſkab og Forbund, og om Tilſagn af Underſtøttelſe og Krigshjelp mod hvilke ſom helſt, det være ſig endog Kejſere eller Konger, fornemmelig Kongen af England og hans Hjelpere, ſaavel Tydſkernes Konge ſom andre[5]. Og 11 Dage efter, den 5te Juli, gav den ſkotſke Konge Biſkopperne af St. Andrews og Dunkeld ſaavel ſom to Riddere en lignende uindſkrænket Fuldmagt til at underhandle og ſlutte Tractat med hvilke ſom helſt Perſoner i Frankrig om hvad der vedkom ham ſelv, hans ældſte Søn Edward og Rigets Indbyggere[6]. At Kong Erik ikke førſt har henvendt ſig til Kong Philip, maa anſees afgjort, thi Forholdene vare ikke ſaadanne, at han uopfordret ſkulde ville have ruſtet ſig til Krig mod England; den danſke Krig kunde allerede give ham nok at tænke paa, og derhos befandt han ſig i et ſpendt Forhold til den ſkotſke Konge, der nok kunde vække Betænkeligheder hos ham mod at indgaa noget Forbund med en Magt, der var, eller maatte komme til at være, i venſkabelig Forſtaaelſe med denne. Derimod havde Kong Philip al mulig Opfordring til at ſætte et Forbund paa ſin Side mod hiint, mellem den engelſke og den tydſke Konge, og i Frankrige gik der viſtnok endnu ſiden Kong Ludvigs Tid Ry om Norges mægtige Flaade og dets Vælde til Søs, ſaa at et Forbund med Norge mod en Sømagt ſom England viſtnok maatte betragtes ſom ønſkeligt for Frankrige. Da nu Kong Philip under de nærværende Forhold ikke kunde tilbyde Kong Erik at ſkaffe ham Skotlands Krone, og paa den anden Side heller ikke kunde vente, at Kong Erik vilde underſtøtte ham uden Løfte om betydelige Fordele, har han vel, allerede da han indbød ham til at ſende Geſandter, givet ham foreløbigt Tilſagn om Subſidiepenge, ſaavel ſom om at ſkaffe ham hans Krav paa den ſkotſke Konge fyldeſtgjorte; man ſeer i alle Fald af de paafølgende Forhandlinger, at der udtrykkeligt var Tale herom. Og da Erik behøvede mange Penge, ſaavel til ſin Krig med Danmark, ſom til ſine Udbetalinger til Tydſkerne, er det forklarligt nok, at han fulgte Opfordringen, iſær da der herved ogſaa aabnedes ham Udſigt til at kunne lade den engelſke Konge føle ſin Hevn. Det lader end videre til, at Kong Philip ved at lade Opfordringen udgaa til begge Konger har foreſlaaet at knytte Forbindelſen faſtere ved Giftermaal mellem Medlemmer af deres og ſin egen Ætt. Allerede ved et Brev af ſamme Dag, ſom det oven omtalte Fuldmagtsbrev udſtededes, bemyndigede Kong John ſine Geſandter til at aftale det Fornødne om et Giftermaal mellem hans Søn Edward og en Niece eller Frændkone af den franſke Konge. Og da vi nu ogſaa erfare, at Hr. Audun Hugleiksſøn, efter ſin Ankomſt til Frankrige, afſluttede en lignende Aftale om eet Giftermaal mellem Hertug Haakon og en anden med det franſke Kongehuus beſlægtet Dame, ledes herved Formodningen naturligt hen paa, at det var den franſke Konge, ſom fra førſt af foreſlog at knytte begge Alliancer faſtere ved Svogerſkab. Imidlertid lader det til, at Hertug Haakon ikke har vidſt noget om denne Plan, ſom nu med Henſyn til ham var i Gjære. Det er nemlig ovenfor omtalt, at Kongen og Hertugen neppe tilbragte Julen 1294—1295 ſammen i Bergen, og at de viſtnok ikke kom ſammen i 1295 førend ſidſt i Juni eller førſt i Juli Maaned, da de rimeligviis mødtes i Tunsberg, for derfra i Forening at gjøre Krigstoget til Jylland. Men da Fuldmagten for Hr. Audun er udſtedt den 24de Juni, og uden at Hertugen nævnes ſom Medudſteder, opſtaar den ſtørſte Sandſynlighed for, at han er bleven afſendt, forinden Kongen endnu naaede Tunsberg; ja af den Omſtændighed, at der i Fuldmagten ikke nævnes noget Udſtedelſes-Sted, maa man enten ſlutte, at den i Haſt er udfærdiget under Rejſen, eller og, hvad der er endnu rimeligere, meddeelt Hr. Audun ſom Blanket til Udfyldning, hvilket beſtyrkes deraf, at den betegner Beſkaffenheden af de Puncter, Audun befuldmægtigedes til at vedtage, ſaa nøje, at det næſten ſeer ud ſom om den var affattet efter at disſe Puncter allerede vare vedtagne og beſtemte[7]. Meddelelſen af en ſaadan Fuldmagt in blanco hørte viſtnok ikke ganſke til Sjeldenhederne i hiin Tid[8], men vidnede dog altid om ſtor Tillid til Vedkommende, og forholder det ſig ſaaledes, ſom vi her have antaget, er det altſaa et Beviis paa, hvor højt betroet og formaaende Audun var.

Man maatte ogſaa i Sandhed være en højt betroet Mand og føle ſig i Beſiddelſe af en ſtor Magtfuldkommenhed, for at kunne vedtage ſaadanne Forpligtelſer paa ſin Konges Vegne, ſom de, Hr. Audun i Kong Eriks Navn vedtog i en Subſidie-Tractat, der ſluttedes i Paris den 22de October. Hovedpunkterne i denne højſt merkelige Overeenskomſt ere følgende:

1. I den Krig, ſom Frankriges Konge for Tiden fører mod Englands Konge ſamt hans Hjelpere, navnlig Kongen af Tydſkland, ſkal Norges Konge ſtaa ham bi med Raad og Daad, og underſtøtte ham med tohundrede Langſkibe (galeis) og hundrede ſtore Skibe, vel og tilſtrækkeligt forſynede med Vaaben, Krigsredſkaber, Levnetsmidler m. m., fire Maaneder hvert Aar, ſaa længe ſom Krigen varer, ſamt med 50,000 gode, udvalgte og vel udruſtede Krigsfolk, af hvilke fire ſkulle foreſtaa hvert Skib eller Galej.

2. I Vederlag for denne Hjelp ſkal Frankriges Konge udbetale Norges Konge 30,000 Pund Sterling, dog ſaaledes, at hvis han ikke ønſker ſaa mange Hjelpetropper, ſkal Norges Konge dog være forpligtet til at ſende ham det Antal, han forlanger, men der ſkal ſkee forholdsviis Afdrag i Summen, ſaaledes f. Ex. at hvis den franſke Konge kun ønſker en Trediedeel af Troppeantallet, ſkal han og kun betale en Trediedeel af Summen. Hvis han ønſker at beholde Hjelpetropperne hos ſig udover de beſtemte fire Maaneder, ſkal han forholdsviis godtgjøre dette[9].

3. Med Henſyn til Troppernes Stilling og Subſidiepengenes Betaling beſtemmes, at hvert Aar inden Midten af Marts Maaned ſkal Frankriges Konge tilkjendegive Norges Konge, hvor ſtort Antal Tropper han ønſker førſtkommende Vaar. Denne Styrke ſkal Norges Konge da ſkaffe til Veje, ſaa at den, fuldfærdig, kan tiltræde Overfarten den 1ſte Mai; imidlertid ſkal Norges Konge have ſendt paalidelige Mænd til Flandern for at modtage Pengene, ledſagede af Giſler, der borge for at Hjelpetropperne rigtigt komme tilſtede; Kongen af Frankrige ſkal da inden ſamme Mai Maaned have udbetalt i gode og lovlige Sterlinger eller Gros de Tours, hvad der maatte være at ſvare for to Maane der, nemlig 15000 Pd. Sterling, hvis den hele Styrke var forlangt, og forholdsviis mindre, hvis en ringere Styrke ønſkedes. Den anden i Halvdeel af Summen, for de ſidſte to Maaneder, 15000 Pd. Sterl. eller forholdsviis mindre, ſkal han betale, naar de to førſte Maaneder ere forløbne, om han ellers ønſker at beholde Tropperne den hele Tid; vil han beholde dem længere, ſkal han godtgjøre dette efter ſamme Beregning. Giſlerne ſkulle end videre indeſtaa for at Pengene tilbagebetales Kongen af Frankrige, om denne ej faar Hjelpen eller ikke vil have den.

4. Hvis Kongen af Frankrige forlanger Hjelpen ſenere end Midten af Marts, ſkal Norges Konge være berettiget til at udſætte Troppernes Afſendelſe lige ſaa mange Dage efter 1ſte Mai.

5. Kongen af Norge og hans Efterfølgere ſkulle ved denne Tractat være forpligtede til at underſtøtte Frankriges Konge og Eftermænd paa denne Maade og paa disſe Vilkaar.

6. Som Borgen for Opfyldelſen fra Kong Eriks Side ſtilles han ſelv, hans Arvinger, Efterfølgere, hans Rige, Rigets Indbyggere, Kronens Ejendomme, og alle Indbyggernes faſte Gods og Løsøre.

7. Kongen af Frankrige ſkal ſende Geſandter til Norge for at modtage Kong Eriks Ratification[10].

Man maa i Sandhed forundre ſig over, at Audun kunde vedtage en Forpligtelſe for Kong Erik til at ſtille en ſaa ſtor Troppeſtyrke, der ſynes aldeles at maatte have overſteget Landets Evner. Man friſtes til at formode, at han allerede fra førſt af har tænkt paa, naar Tiden kom, at hitte paa en Udvej for Kongen til at unddrage ſig Forpligtelſens Opfyldelſe, og at hans Hoved-Øjemed kun har været, for det førſte at ſkaffe Penge til Veje. Thi uagtet den førſte Udbetaling ikke ſkulde ſkee førend det følgende Aars April Maaned i der tidligſte, fik han dog allerede ſtrax forſkudsviis udbetalt af Summen 6000 Mkr. Sterling, hver til en Vegt af 13 Shilling 4 Pence, for, ſom det heed, at ſamle og udruſte den Flaade, der næſte Vaar ſkulde ſendes fra Norge til den franſke Konges Underſtøttelſe. Endnu ſamme Dag, den 22de October, udſtedte han ſin Tilſtaaelſe herfor, lovende, at hvis Hjelpen fra Norge ikke kom, ſkulde hine Penge betales tilbage, og ſtillende ſig, ſit Gods og Kong Erik ſelv ſom Sikkerhed. Biſkop Simon af Paris udſtedte ligeledes en Notarialatteſt desangaaende[11].

Den ſelvſamme Dag oprettedes end videre mellem Kong Philip og Norges Konge en formelig Alliance-Tractat, hvorved begge Konger gjenſidigt forpligtedes til at underſtøtte hinanden mod deres Fiender. Henſigten hermed var vel fornemmelig at betage Forholdet det odiøſe eller mindre hederlige, der muligens kunde ſynes at ligge i den Omſtændighed, at Norge ſlet hen ſtillede Tropper for Penge. Her optraadte det ganſke ved Frankriges Side ſom allieret Magt, og derhos beſtemtes nærmere begge Magters Forhold til Skotland. Hovedpunkterne ere følgende:

1. Der ſkulde være et ſtedſevarende og ubrødeligt Venſkabs- og Enighedsforhold mellem begge Konger og deres Eftermænd ſaavel ſom mellem Rigerne ſelv.

2. Hvis nogen, der ikke ſtod under franſk Leenshøjhed, han være ſig Fyrſte eller hvilken ſom helſt Magthaver, paaførte Norges Konge eller hans Efterfølgere Krig, eller gjorde dem anden Fortred, ſkulde den franſke Konge anmode hine om eller tilholde dem at aflade dermed; det ſamme ſkulde Norges Konge omvendt gjøre med Henſyn til den franſke, og hjalp ikke Anmodningen, ſkulde den ene Part ſtaa den anden bi i den paafølgende Krig.

3. Da Norges Konge ved den ſluttede Convention var forpligtet til at yde Frankriges Konge Hjelp i den nærværende Krig med England, forpligtede Kong Philip ſig og ſine Efterkommere til ligeledes at opfylde Conventionens Beſtemmelſer.

4. Hvad Skotlands Konge angik, der for ſine Beſiddelſer i Frankrige var Philips Vaſall, ſkulde denne ikke være forpligtet til at ſtaa Norges Konge bi i de Krige, denne muligtviis kunde komme til at føre med hiin, lige ſaa lidet ſom Norges Konge ſkulde være forpligtet til at hjelpe Frankrige, om det fik Krig med Skotland. Heller ikke ſkulde Frankriges Konge underſtøtte Skotlands Konge eller Eftermænd i nogen Krig mod Norges Konge, uden for ſaa vidt hiin maatte erklære ſig beredt til at underkaſte ſig den franſke Konges Dom eller Voldgift med Henſyn til alle de Sager, der foranledigede Krigen. Erklærede Skotlands Konge ſig beredt til, angaaende alle de Kæremaal, Norges Konge havde eller maatte faa mod ham, inden et Aar fra Dato at underkaſte ſig Kong Philips Dom, da ſkulde ogſaa nærværende Tractats Betingelſer gjelde mellem Skotland og Norge. Da den ſkotſke Konge havde tilſagt Kong Philip ſin Velſtand, ſkulde den norſke Konge under enhver Omſtændighed, ſaa længe nærværende Krig ſtod paa, ikke bekrige hiin, eller fremkomme med nye Klagemaal imod ham.

5. I de Krige, ſom begge de contraherende Konger ifølge denne Tractat førte i Forening, ſkulde ingen af dem være berettiget til at ſlutte Separatfred, men begge ſkulde indſluttes i ſamme Fredstractat.

6. Enhver af de contraherende Konger ſkulde vare forpligtet til at ſkaffe den anden Ret mod fine Vaſaller eller Undergivne, for ſaa vidt der var Spørgsmaal derom.

7. Norges Konge ſkulde i Overvær af franſke Sendebud ratificere Tractaten ſaavel ſom de øvrige Conventioner og Stipulationer.

Uagtet man af denne Tractat kun kjender eet Exemplar, udſtedt af Kong Philip under dennes Segl[12], kan der dog neppe være nogen Tvivl om, at ogſaa et andet har været udſtedt, enten af Audun, eller ſenere af Kong Erik ſelv, ved Ratificationen, men nu forkommet.

For Reſten maa man vel ſøge Aarſagen til, at Tractaterne ikke afſluttedes førend langt hen i October, medens Forhandlingerne dog ſikkert begyndte allerede i Juli, deels i Forpligtelſens Størrelſe, der nok kunde vække Betænkeligheder, deels vel og i de Vanſkeligheder, ſom det ſpendte Forhold mellem Norge og Skotland frembød. Kong Philip har viſtnok i det længſte arbejdet paa at faa en formelig Venſkabs- og Forbundstractat oprettet mellem begge Riger, men forgjeves. Thi Skotlands Geſandter oprettede Dagen efter (23de October) en egen Forbundstractat med Frankrige, i hvilken Norge ej engang nævnes[13], og i hiin Forbundstractat mellem Frankrige og Norge, hvis Hovedpuncter vi nys have anført, berøres endog Muligheden af at det kunde komme til Krig mellem Skotland og Norge. Og det eneſte Løfte, de ſkotſke Geſandter gave paa deres Konges Vegne med Henſyn til Norge, var at denne ikke ſkulde angribe Norge i den Tid Kong Erik underſtøttede Frankrige mod England[14]. En ſaadan Stemning mellem de tvende Magter, hvormed Frankrige nu indgik Forbund, kunde nok bevirke, at Forhandlingerne gik i Langdrag. Formodentlig er det kun med ſtor Møje lykkets Kong Philip at faa Løfte om Udſættelſe af alle Fiendtligheder mellem dem begge indtil videre, for at han kunde nyde Hjelp af dem begge mod England.

Tractaten mellem Skotland og Frankrige har ellers ganſke de ſamme Indlednings-Ord, ſom den franſk-norſke. Et af dens Hovedpunkter er Aftalen om et Giftermaal mellem Kong Philips Broderdatter og den ſkotſke Konges Søn; for øvrigt handles der kun om ivrig gjenſidig Biſtand og fælles Krigsførſel mod England.

Det var maaſkee førſt efter Tractatens Afſluttelſe, at man ſkred til at underhandle om et Giftermaal for Hertug Haakon, ſiden der ikke nævnes noget om denne Sag i den fransk-norſke Tractat, medens derimod hiint andet Giftermaal udtrykkeligen omtales i den franſk-ſkotſke; eller ogſaa var Grunden hertil netop den, at Hertug Haakon ikke var underrettet om, hvad der ſkede i hans Navn, og man ſaaledes ikke kunde være ſikker paa, at han, naar alt kom til alt, vilde godkjende det, hvorfor det ikke var raadeligt at have nogen Artikel derom indtagen i Tractaten. Den Dame, ſom Audun, eller Kong Philip, udſaa til Hertugens Brud, var Iſabella, en Datter af Grev Johan af Joigny, eg beſlægtet med Kong Philips Dronning Johanna, (Datter af Kong Henrik i Navarra, Greve af Champagne og Brie), ſkjønt man nu ikke ret veed, hvorledes[15]. Iſabellas Moder Maria (Grev Johan var allerede død i 1283) gav ogſaa ſit Samtykke, og overdrog ved Fuldmagtſkrivelſe af 18de November de Geſandter, ſom Kong Philip ſendte til Norge i Følge med Hr. Audun, at aftale og afſlutte det nærmere angaaende Giftermaalet, Medgiften, Morgengaven, o. ſ. v.[16] Disſe Geſandter vare Magiſter Johan de Foreſts, en Gejſtlig, og to Riddere, Peter „de Canaberis“ og Johan Foinon. Philip gav dem ved ſit Brev, dateret Paris den 17de November, den fornødne Fuldmagt, og anmodede Kong Erik om at have fuldkommen Tillid til, hvad de paa hans Vegne forebragte[17].

Hr. Audun og de franſke Geſandter kom ſandſynligviis tilbage til Norge ved Juletider, maaſkee endog ikke førend i Begyndelſen af det følgende Aar, og ſaaledes formodentlig atter paa en Tid, da Kongen og Hertugen ikke vare ſammen. Kong Erik gav ganſke rigtig ſin Ratification i Bergen, den 29de Marts 1296[18]; og her er fremdeles ikke Tale om Hertugen eller om Giftermaalet. Da nu dette, ſom allerede nævnt, heller ikke fandt Sted, ligger viſtnok den Slutning nær, at Hertug Haakon, da det kom til Stykket, ikke vilde indlade ſig derpaa[19]. Men maaſkee var det ogſaa kun en Følge af, at Conventionens egne Bud ikke kom til Udøvelſe, thi allerede 24de April det følgende Aar, da Kong Edward i Berwick laa færdig til at angribe Skotland, ſluttede Kong Philip Stilſtand med ham lige til Juul[20], og ſlog ſaaledes Haanden af den ſkotſke Konge, der blev aldeles ydmyget, medens tillige hele Skotland nødtes til Underkaſtelſe. Under disſe Omſtændigheder kunde der ej være Tale om nogen Udruſtning fra Norge. Hvor vidt de oppebaarne 6000 Mkr. nogenſinde bleve tilbagebetalte, vides ikke. Sandſynligviis var der ogſaa Tale herom, da der ſenere anlagdes Dødsſag mod Hr. Audun Hugleiksſøn, ſom der i det følgende ſkal berettes.

  1. Brevet fra Edward, rigtigt dateret, findes i Rymeri foedera. Det er ogſaa aftrykt i Thorkelins Analecta S. 160, men urigtigt henført til 1295.
  2. Det egentlige Opſigelſesbrev fra Kong John til Edward blev denne førſt præſenteret i Berwick den 5te April 1296, da Krigen allerede var begyndt fra Edwards Side, ſe Rymeri foedera, vol. I. p. II. S. 836.
  3. Rymeri foedera, ib. S. 812.
  4. Sammeſteds S. 145. Lübecks Urkundenb. No. 633.
  5. Thorkelins Dipl. II. S. 165.
  6. Rymeri foedera, vol. I. p, II. S. 822.
  7. Der tales udtrykkeligt om at love, Subventioner og Subſidier af alle Slags, almindelige og ſpecielle, beſtandige og midlertidige, mod hvem ſom helſt, om det ſaa var Kejſere og Konger, navnlig Kongen af England og hans Hjelpere, ſaavel Kongen af Tydſkland, ſom andre“; om at „transigere, aftale, i Kongens Navn at love hvad det ſkulde være, ſtille hvilken ſom helſt Sikkerhed for Løftets Overholdelſe“, m. m.
  8. En ſaadan Fremgangsmaade anvendtes f. Ex. af Erkebiſkop Jørund, da han i 1307 ſendte Laurentius ſom Viſitator til Island. Laurentius forſynedes da med tre Blanketter under Erkebiſkoppens Segl. Se Laurentius Saga, Cap. 18.
  9. Uagtet det af Ordene i denne Artikel ſkulde ſynes ſom om de 30000 £ var alt, hvad der ſkulde betales, om endog Krigen varede i flere Aar, viſer dog Art. 3 tydeligt, at Summen ſkulde betales for enhver firemaanedlig Udruſtning af 50000 Mand.
  10. Brevet, i hvilket ogſaa Auduns Fuldmagt er indtaget, er dateret fra det kongelige Palads i Paris, og medbeſeglet af Biſkopperne af Paris og Dol, i Overvær af flere navngivne Mænd. Det er endnu utrykt, og opbevares i det franſke Trésor des Chartes. En Afſkrift af dette og følgende Breve er for nogle Aar ſiden kommen til Norge, og forvares i Rigsarchivet.
  11. Begge disſe Breve ere ligeledes utrykte, og findes i Trésor des Chartes. Formodentlig maa det være en ved flygtig Læsning af det førſte opſtaaet Fejltagelſe, naar det heder i Leblancs Monnoyes de France p. 167, at den norſke Konges Geſandt gav den franſke Konge Modtagelſesbeviis for 500 Mkr. Sterl. Der maa være læſt 500 i Stedet for 6000. Eller ogſaa har Audun underhaanden modtaget en Gave; men intet ſaadant Brev findes nu blandt de til Norge komne Afſkrifter af Actſtykkerne i denne Sag.
  12. Dette Exemplar bevares nu med Kong Philips vel vedligeholdte Segl i det kgl. danſke Geheimearkiv, og et (ſlet) Aftryk findes i Thorkelins Dipl. II. S 162—168. Af Abſalon Pedersſøns Norges Beſkrivelſe i Suhmſke Samlinger II. 64), ſees det, at det i ſin Tid havde været i den bergenſke Leensherre Erik Roſenkrantz’s Værge (formodentlig fordi det havde været opbevaret i Bergens Fehirdſle), men af ham blev overleveret til Kong Chriſtian den 3die.
  13. Rymeri foedera, I. S. 830.
  14. Utrykt Brev i det franſke Trésor des Chartes.
  15. Udførlige Underretninger om Marias og Iſabellas Slægtſkabsforhold findes i Anselme et Dufourny hist. généalogique et chronologique de la maison de France &c. 3die udg. II. 849. Dog findes det ikke her angivet, hvorledes Iſabella var beſlægtet med den franſke Dronning, ſaaledes ſom Abſalon Pedersſøn angiver l. c., idet han dog urigtigt forklarer Joigny (i Champagne) med Jülich.
  16. Brevet er aftrykt i Thorkelins Dipl. II. S. 180 efter en Afſkrift af et ældre Aftryk i Baluze hist. généal. de la maison d’Auvergne II. 340, men er der urigtigt henført til 1296.
  17. Utrykt Brev i Trésor des Chartes.
  18. Sammeſteds.
  19. Jeg har her med Flid undladt at berøre det Sagn om Hr. Auduns utilladelige Forhold til den Fyrſtinde, han ſkulde bringe fra England til Norge ſom Kongens Brud, ſom Werlauff med faa megen Lærdom og Sindrighed i Afhandlingen om Fjære-Stenen i „Antkqvariſke Annaler“ I. 82—104 har ſat i Forbindelſe, ſaavel med den hiſtoriſke Beretning om det ved Audun aftalte Giftermaal mellem Hertugen og Iſabella af Joigny, ſom med det til hiin Steen knyttede Sagn, fordi alt dette bedſt omhandles, hvor der bliver Tale om Hr. Auduns Fængſling og Henrettelſe. Saa meget ville vi dog foreløbigt anføre her, at om det end ſkulde have fin Rigtighed, ſom hiint Sagn kunde ſynes at antyde, at Audun ſkulde have forført Hertugens beſtemte Brud, ſaa kan dog neppe Fjære-Stenen være noget Mindesmerke om denne, da Indſkriften, rigtigt læſt, taler om en Datter af Norges Konge og en danſk Fyrſtinde (ſe ovenf. S. 1); heller ikke er det ſandſynligt, at Audun, der i 1295 viſt var en Mand paa henved de 60, ſkulde have forført en ung Fyrſtinde, og navnlig ikke Iſabella af Joigny, da han i ſaa Fald neppe vilde have kunnet beholde ſig ophøjede og indflydelſesrige Stilling hos Kong Erik, hvor meget denne end i ſit Hjerte kan have ſøgt at begunſtige ham, og Sagen desuden maatte have gjort en Opſigt og vakt en Skandal, der vilde have haft en Efterklang i Annalerne. Men derimod er det højſt ſandſynligt, at Audun, for at befordre Alliancen med Frankrige, der aabenbart laa ham meget paa Hjertet, kan have forpurret det Giftermaal med en engelſk Dame, ſom Hertugen ved Kong Edwards Hjelp havde ſøgt at indlede, og at dette ſaavel har givet Anledning til det ſenere Sagn, ſom til Hertugens Forbitrelſe imod ham.
  20. Rymeri foedera, I. S. 837.