Det norske Folks Historie/6/82

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 250-259).

De nærmere Omstændigheder ved den nu mellem Norge og England indtraadte Spending kunne, af Mangel paa oplysende Actstykker, ikke angives; kun saa meget seer man, at de skotske Anliggender afgave den egentlige Grund dertil, deels fordi Kong Erik fremdeles havde Fordringer paa den skotske Krone, der ej bleve tilfredsstillede, deels vel ogsaa fordi han ikke kunde eller vilde opgive sin Fordring paa Skotlands Krone overhoved. Dog lader Forholdet til at bane været tilsyneladende venligt, saa længe det endnu ikke var kommet til noget aabenbart Brud mellem Edward og hans kongelige Vasall i Skotland, John Balliol. Thi Edward gav sig i det mindste Mine af at ivaretage Kong Eriks Interesser mod denne. Paa et nok saa venskabeligt Forhold tyder det, at Hertug Haakon endnu i 1294 ved et Brev, som han sendte med sin Hirdmand Haakon Ormssøn, tilkjendegav Kong Edward sit Ønske at egte en engelsk Dame, og anholdt om hans Raad og Medvirkning dertil. Edward svarede i et Brev fra Westminster, hvor han just holdt Parlement, den 15de Juni, at det var ham særdeles kjært at erfare det, og gav ham Lejdebrev for et Aar til personligt at komme til England og nærmere afhandle Sagen^[1]. Men heraf blev der intet, thi just nu begyndte de Storme at drage op, der forstyrrede det fredelige Forhold. Edwards hele Maade at behandle Skotlands Konge og Magnater paa var saa overmodig og anmassende, at endog Nationer med mindre Stolthed end den skotske umuligt kunde have taalt det, og da der just nu var opstaaet en heftig Tvist mellem Edward og hans Leensherre, den franske Konge Philip den 4de, om Aquitanien, saa at det tegnede sig til Krig, meente ogsaa Skoterne, at den belejlige Tid nu var kommen til at afryste Aaget. Medens Kong Edward blandt sine øvrige Vasaller ogsaa opbød Kong John og de skotske Magnater til Krigstjeneste mod Frankrige, og endog udstrakte til Skotland det almindelige Forbud mod at noget Skib drog fra hans Riges Havne over til Frankrige eller overhoved hiinsides Havet, erklærede det skotske Parlement Fædrelandet uafhængigt, paastaaende, at Kong Johns Forpligtelser til Kong Edward vare ham aftvungne, og derfor ugyldige^[2]. Den naturlige Følge heraf maatte blive en nærmere Forbindelse med Frankrige. Imidlertid havde Kong Edward allerede indledet Underhandlinger om Forbund mod Frankrige med den tydske Konge Adolf af Nassau, og Forbundet sluttedes endnu om Høsten 1294, samt forsynedes med Kong Edwards Ratification den 22de October^[3]. Embargoen paa alle Skibe i de engelske Havne gjennemførtes med den største Strenghed, saa at blandt andre ogsaa flere Skibe fra Lübeck bleve tilbageholdte, i hvilken Anledning Lübeckerne henvendte sig til Kong Adolf, som igjen tilskrev Kong Edward derom; denne svarede, ved Brev af 3die Juni, at Skibene øjeblikkeligt skulde frigives, naar de blot stillede Sikkerhed for, at de ikke sejlede til den franske Konges Besiddelser^[4]. Det slaar ikke Fejl, at ogsaa norske Skibe have lidt en lignende Behandling i engelske Havne, og at dette kan have bidraget til at fremskynde et Brud mellem Kong Erik og Kong Edward. Men det synes heller ikke at kunne betvivles, at den kloge og driftige franske Konge ved hemmelige Agenter og Breve har opfordret saavel Kong Erik som den skotske Konge til nærmere at forbinde sig med ham mod England. Vi erfare nemlig, at begge Konger paa samme Tid sendte Gesandter derhen i samme Erende, hvilket aabenbart forudsætter en tidligere Aftale. Thi den 24de Juni udstedte Kong Erik et Fuldmagtsbrev for Hr. Audun Hugleikssøn om at underhandle og slutte Tractat med Kong Philip i Frankrig om gjensidigt Venskab og Forbund, og om Tilsagn af Understøttelse og Krigshjelp mod hvilke som helst, det være sig endog Kejsere eller Konger, fornemmelig Kongen af England og hans Hjelpere, saavel Tydskernes Konge som andre^[5]. Og 11 Dage efter, den 5te Juli, gav den skotske Konge Biskopperne af St. Andrews og Dunkeld saavel som to Riddere en lignende uindskrænket Fuldmagt til at underhandle og slutte Tractat med hvilke som helst Personer i Frankrig om hvad der vedkom ham selv, hans ældste Søn Edward og Rigets Indbyggere^[6]. At Kong Erik ikke først har henvendt sig til Kong Philip, maa ansees afgjort, thi Forholdene vare ikke saadanne, at han uopfordret skulde ville have rustet sig til Krig mod England; den danske Krig kunde allerede give ham nok at tænke paa, og derhos befandt han sig i et spendt Forhold til den skotske Konge, der nok kunde vække Betænkeligheder hos ham mod at indgaa noget Forbund med en Magt, der var, eller maatte komme til at være, i venskabelig Forstaaelse med denne. Derimod havde Kong Philip al mulig Opfordring til at sætte et Forbund paa sin Side mod hiint, mellem den engelske og den tydske Konge, og i Frankrige gik der vistnok endnu siden Kong Ludvigs Tid Ry om Norges mægtige Flaade og dets Vælde til Søs, saa at et Forbund med Norge mod en Sømagt som England vistnok maatte betragtes som ønskeligt for Frankrige. Da nu Kong Philip under de nærværende Forhold ikke kunde tilbyde Kong Erik at skaffe ham Skotlands Krone, og paa den anden Side heller ikke kunde vente, at Kong Erik vilde understøtte ham uden Løfte om betydelige Fordele, har han vel, allerede da han indbød ham til at sende Gesandter, givet ham foreløbigt Tilsagn om Subsidiepenge, saavel som om at skaffe ham hans Krav paa den skotske Konge fyldestgjorte; man seer i alle Fald af de paafølgende Forhandlinger, at der udtrykkeligt var Tale herom. Og da Erik behøvede mange Penge, saavel til sin Krig med Danmark, som til sine Udbetalinger til Tydskerne, er det forklarligt nok, at han fulgte Opfordringen, især da der herved ogsaa aabnedes ham Udsigt til at kunne lade den engelske Konge føle sin Hevn. Det lader end videre til, at Kong Philip ved at lade Opfordringen udgaa til begge Konger har foreslaaet at knytte Forbindelsen fastere ved Giftermaal mellem Medlemmer af deres og sin egen Ætt. Allerede ved et Brev af samme Dag, som det oven omtalte Fuldmagtsbrev udstededes, bemyndigede Kong John sine Gesandter til at aftale det Fornødne om et Giftermaal mellem hans Søn Edward og en Niece eller Frændkone af den franske Konge. Og da vi nu ogsaa erfare, at Hr. Audun Hugleikssøn, efter sin Ankomst til Frankrige, afsluttede en lignende Aftale om eet Giftermaal mellem Hertug Haakon og en anden med det franske Kongehuus beslægtet Dame, ledes herved Formodningen naturligt hen paa, at det var den franske Konge, som fra først af foreslog at knytte begge Alliancer fastere ved Svogerskab. Imidlertid lader det til, at Hertug Haakon ikke har vidst noget om denne Plan, som nu med Hensyn til ham var i Gjære. Det er nemlig ovenfor omtalt, at Kongen og Hertugen neppe tilbragte Julen 1294–1295 sammen i Bergen, og at de vistnok ikke kom sammen i 1295 førend sidst i Juni eller først i Juli Maaned, da de rimeligviis mødtes i Tunsberg, for derfra i Forening at gjøre Krigstoget til Jylland. Men da Fuldmagten for Hr. Audun er udstedt den 24de Juni, og uden at Hertugen nævnes som Medudsteder, opstaar den største Sandsynlighed for, at han er bleven afsendt, forinden Kongen endnu naaede Tunsberg; ja af den Omstændighed, at der i Fuldmagten ikke nævnes noget Udstedelses-Sted, maa man enten slutte, at den i Hast er udfærdiget under Rejsen, eller og, hvad der er endnu rimeligere, meddeelt Hr. Audun som Blanket til Udfyldning, hvilket bestyrkes deraf, at den betegner Beskaffenheden af de Puncter, Audun befuldmægtigedes til at vedtage, saa nøje, at det næsten seer ud som om den var affattet efter at disse Puncter allerede vare vedtagne og bestemte^[7]. Meddelelsen af en saadan Fuldmagt in blanco hørte vistnok ikke ganske til Sjeldenhederne i hiin Tid^[8], men vidnede dog altid om stor Tillid til Vedkommende, og forholder det sig saaledes, som vi her have antaget, er det altsaa et Beviis paa, hvor højt betroet og formaaende Audun var.

Man maatte ogsaa i Sandhed være en højt betroet Mand og føle sig i Besiddelse af en stor Magtfuldkommenhed, for at kunne vedtage saadanne Forpligtelser paa sin Konges Vegne, som de, Hr. Audun i Kong Eriks Navn vedtog i en Subsidie-Tractat, der sluttedes i Paris den 22de October. Hovedpunkterne i denne højst merkelige Overeenskomst ere følgende:

1. I den Krig, som Frankriges Konge for Tiden fører mod Englands Konge samt hans Hjelpere, navnlig Kongen af Tydskland, skal Norges Konge staa ham bi med Raad og Daad, og understøtte ham med tohundrede Langskibe (galeis) og hundrede store Skibe, vel og tilstrækkeligt forsynede med Vaaben, Krigsredskaber, Levnetsmidler m. m., fire Maaneder hvert Aar, saa længe som Krigen varer, samt med 50,000 gode, udvalgte og vel udrustede Krigsfolk, af hvilke fire skulle forestaa hvert Skib eller Galej.

2. I Vederlag for denne Hjelp skal Frankriges Konge udbetale Norges Konge 30,000 Pund Sterling, dog saaledes, at hvis han ikke ønsker saa mange Hjelpetropper, skal Norges Konge dog være forpligtet til at sende ham det Antal, han forlanger, men der skal skee forholdsviis Afdrag i Summen, saaledes f. Ex. at hvis den franske Konge kun ønsker en Trediedeel af Troppeantallet, skal han og kun betale en Trediedeel af Summen. Hvis han ønsker at beholde Hjelpetropperne hos sig udover de bestemte fire Maaneder, skal han forholdsviis godtgjøre dette^[9].

3. Med Hensyn til Troppernes Stilling og Subsidiepengenes Betaling bestemmes, at hvert Aar inden Midten af Marts Maaned skal Frankriges Konge tilkjendegive Norges Konge, hvor stort Antal Tropper han ønsker førstkommende Vaar. Denne Styrke skal Norges Konge da skaffe til Veje, saa at den, fuldfærdig, kan tiltræde Overfarten den 1ste Mai; imidlertid skal Norges Konge have sendt paalidelige Mænd til Flandern for at modtage Pengene, ledsagede af Gisler, der borge for at Hjelpetropperne rigtigt komme tilstede; Kongen af Frankrige skal da inden samme Mai Maaned have udbetalt i gode og lovlige Sterlinger eller Gros de Tours, hvad der maatte være at svare for to Maane der, nemlig 15000 Pd. Sterling, hvis den hele Styrke var forlangt, og forholdsviis mindre, hvis en ringere Styrke ønskedes. Den anden i Halvdeel af Summen, for de sidste to Maaneder, 15000 Pd. Sterl. eller forholdsviis mindre, skal han betale, naar de to første Maaneder ere forløbne, om han ellers ønsker at beholde Tropperne den hele Tid; vil han beholde dem længere, skal han godtgjøre dette efter samme Beregning. Gislerne skulle end videre indestaa for at Pengene tilbagebetales Kongen af Frankrige, om denne ej faar Hjelpen eller ikke vil have den.

4. Hvis Kongen af Frankrige forlanger Hjelpen senere end Midten af Marts, skal Norges Konge være berettiget til at udsætte Troppernes Afsendelse lige saa mange Dage efter 1ste Mai.

5. Kongen af Norge og hans Efterfølgere skulle ved denne Tractat være forpligtede til at understøtte Frankriges Konge og Eftermænd paa denne Maade og paa disse Vilkaar.

6. Som Borgen for Opfyldelsen fra Kong Eriks Side stilles han selv, hans Arvinger, Efterfølgere, hans Rige, Rigets Indbyggere, Kronens Ejendomme, og alle Indbyggernes faste Gods og Løsøre.

7. Kongen af Frankrige skal sende Gesandter til Norge for at modtage Kong Eriks Ratification^[10].

Man maa i Sandhed forundre sig over, at Audun kunde vedtage en Forpligtelse for Kong Erik til at stille en saa stor Troppestyrke, der synes aldeles at maatte have oversteget Landets Evner. Man fristes til at formode, at han allerede fra først af har tænkt paa, naar Tiden kom, at hitte paa en Udvej for Kongen til at unddrage sig Forpligtelsens Opfyldelse, og at hans Hoved-Øjemed kun har været, for det første at skaffe Penge til Veje. Thi uagtet den første Udbetaling ikke skulde skee førend det følgende Aars April Maaned i der tidligste, fik han dog allerede strax forskudsviis udbetalt af Summen 6000 Mkr. Sterling, hver til en Vegt af 13 Shilling 4 Pence, for, som det heed, at samle og udruste den Flaade, der næste Vaar skulde sendes fra Norge til den franske Konges Understøttelse. Endnu samme Dag, den 22de October, udstedte han sin Tilstaaelse herfor, lovende, at hvis Hjelpen fra Norge ikke kom, skulde hine Penge betales tilbage, og stillende sig, sit Gods og Kong Erik selv som Sikkerhed. Biskop Simon af Paris udstedte ligeledes en Notarialattest desangaaende^[11].

Den selvsamme Dag oprettedes end videre mellem Kong Philip og Norges Konge en formelig Alliance-Tractat, hvorved begge Konger gjensidigt forpligtedes til at understøtte hinanden mod deres Fiender. Hensigten hermed var vel fornemmelig at betage Forholdet det odiøse eller mindre hederlige, der muligens kunde synes at ligge i den Omstændighed, at Norge slet hen stillede Tropper for Penge. Her optraadte det ganske ved Frankriges Side som allieret Magt, og derhos bestemtes nærmere begge Magters Forhold til Skotland. Hovedpunkterne ere følgende:

1. Der skulde være et stedsevarende og ubrødeligt Venskabs- og Enighedsforhold mellem begge Konger og deres Eftermænd saavel som mellem Rigerne selv.

2. Hvis nogen, der ikke stod under fransk Leenshøjhed, han være sig Fyrste eller hvilken som helst Magthaver, paaførte Norges Konge eller hans Efterfølgere Krig, eller gjorde dem anden Fortred, skulde den franske Konge anmode hine om eller tilholde dem at aflade dermed; det samme skulde Norges Konge omvendt gjøre med Hensyn til den franske, og hjalp ikke Anmodningen, skulde den ene Part staa den anden bi i den paafølgende Krig.

3. Da Norges Konge ved den sluttede Convention var forpligtet til at yde Frankriges Konge Hjelp i den nærværende Krig med England, forpligtede Kong Philip sig og sine Efterkommere til ligeledes at opfylde Conventionens Bestemmelser.

4. Hvad Skotlands Konge angik, der for sine Besiddelser i Frankrige var Philips Vasall, skulde denne ikke være forpligtet til at staa Norges Konge bi i de Krige, denne muligtviis kunde komme til at føre med hiin, lige saa lidet som Norges Konge skulde være forpligtet til at hjelpe Frankrige, om det fik Krig med Skotland. Heller ikke skulde Frankriges Konge understøtte Skotlands Konge eller Eftermænd i nogen Krig mod Norges Konge, uden for saa vidt hiin maatte erklære sig beredt til at underkaste sig den franske Konges Dom eller Voldgift med Hensyn til alle de Sager, der foranledigede Krigen. Erklærede Skotlands Konge sig beredt til, angaaende alle de Kæremaal, Norges Konge havde eller maatte faa mod ham, inden et Aar fra Dato at underkaste sig Kong Philips Dom, da skulde ogsaa nærværende Tractats Betingelser gjelde mellem Skotland og Norge. Da den skotske Konge havde tilsagt Kong Philip sin Velstand, skulde den norske Konge under enhver Omstændighed, saa længe nærværende Krig stod paa, ikke bekrige hiin, eller fremkomme med nye Klagemaal imod ham.

5. I de Krige, som begge de contraherende Konger ifølge denne Tractat førte i Forening, skulde ingen af dem være berettiget til at slutte Separatfred, men begge skulde indsluttes i samme Fredstractat.

6. Enhver af de contraherende Konger skulde vare forpligtet til at skaffe den anden Ret mod fine Vasaller eller Undergivne, for saa vidt der var Spørgsmaal derom.

7. Norges Konge skulde i Overvær af franske Sendebud ratificere Tractaten saavel som de øvrige Conventioner og Stipulationer.

Uagtet man af denne Tractat kun kjender eet Exemplar, udstedt af Kong Philip under dennes Segl^[12], kan der dog neppe være nogen Tvivl om, at ogsaa et andet har været udstedt, enten af Audun, eller senere af Kong Erik selv, ved Ratificationen, men nu forkommet.

For Resten maa man vel søge Aarsagen til, at Tractaterne ikke afsluttedes førend langt hen i October, medens Forhandlingerne dog sikkert begyndte allerede i Juli, deels i Forpligtelsens Størrelse, der nok kunde vække Betænkeligheder, deels vel og i de Vanskeligheder, som det spendte Forhold mellem Norge og Skotland frembød. Kong Philip har vistnok i det længste arbejdet paa at faa en formelig Venskabs- og Forbundstractat oprettet mellem begge Riger, men forgjeves. Thi Skotlands Gesandter oprettede Dagen efter (23de October) en egen Forbundstractat med Frankrige, i hvilken Norge ej engang nævnes^[13], og i hiin Forbundstractat mellem Frankrige og Norge, hvis Hovedpuncter vi nys have anført, berøres endog Muligheden af at det kunde komme til Krig mellem Skotland og Norge. Og det eneste Løfte, de skotske Gesandter gave paa deres Konges Vegne med Hensyn til Norge, var at denne ikke skulde angribe Norge i den Tid Kong Erik understøttede Frankrige mod England^[14]. En saadan Stemning mellem de tvende Magter, hvormed Frankrige nu indgik Forbund, kunde nok bevirke, at Forhandlingerne gik i Langdrag. Formodentlig er det kun med stor Møje lykkets Kong Philip at faa Løfte om Udsættelse af alle Fiendtligheder mellem dem begge indtil videre, for at han kunde nyde Hjelp af dem begge mod England.

Tractaten mellem Skotland og Frankrige har ellers ganske de samme Indlednings-Ord, som den fransk-norske. Et af dens Hovedpunkter er Aftalen om et Giftermaal mellem Kong Philips Broderdatter og den skotske Konges Søn; for øvrigt handles der kun om ivrig gjensidig Bistand og fælles Krigsførsel mod England.

Det var maaskee først efter Tractatens Afsluttelse, at man skred til at underhandle om et Giftermaal for Hertug Haakon, siden der ikke nævnes noget om denne Sag i den fransk-norske Tractat, medens derimod hiint andet Giftermaal udtrykkeligen omtales i den fransk-skotske; eller ogsaa var Grunden hertil netop den, at Hertug Haakon ikke var underrettet om, hvad der skede i hans Navn, og man saaledes ikke kunde være sikker paa, at han, naar alt kom til alt, vilde godkjende det, hvorfor det ikke var raadeligt at have nogen Artikel derom indtagen i Tractaten. Den Dame, som Audun, eller Kong Philip, udsaa til Hertugens Brud, var Isabella, en Datter af Grev Johan af Joigny, eg beslægtet med Kong Philips Dronning Johanna, (Datter af Kong Henrik i Navarra, Greve af Champagne og Brie), skjønt man nu ikke ret veed, hvorledes^[15]. Isabellas Moder Maria (Grev Johan var allerede død i 1283) gav ogsaa sit Samtykke, og overdrog ved Fuldmagtskrivelse af 18de November de Gesandter, som Kong Philip sendte til Norge i Følge med Hr. Audun, at aftale og afslutte det nærmere angaaende Giftermaalet, Medgiften, Morgengaven, o. s. v.^[16] Disse Gesandter vare Magister Johan de Forests, en Gejstlig, og to Riddere, Peter „de Canaberis“ og Johan Foinon. Philip gav dem ved sit Brev, dateret Paris den 17de November, den fornødne Fuldmagt, og anmodede Kong Erik om at have fuldkommen Tillid til, hvad de paa hans Vegne forebragte^[17].

Hr. Audun og de franske Gesandter kom sandsynligviis tilbage til Norge ved Juletider, maaskee endog ikke førend i Begyndelsen af det følgende Aar, og saaledes formodentlig atter paa en Tid, da Kongen og Hertugen ikke vare sammen. Kong Erik gav ganske rigtig sin Ratification i Bergen, den 29de Marts 1296^[18]; og her er fremdeles ikke Tale om Hertugen eller om Giftermaalet. Da nu dette, som allerede nævnt, heller ikke fandt Sted, ligger vistnok den Slutning nær, at Hertug Haakon, da det kom til Stykket, ikke vilde indlade sig derpaa^[19]. Men maaskee var det ogsaa kun en Følge af, at Conventionens egne Bud ikke kom til Udøvelse, thi allerede 24de April det følgende Aar, da Kong Edward i Berwick laa færdig til at angribe Skotland, sluttede Kong Philip Stilstand med ham lige til Juul^[20], og slog saaledes Haanden af den skotske Konge, der blev aldeles ydmyget, medens tillige hele Skotland nødtes til Underkastelse. Under disse Omstændigheder kunde der ej være Tale om nogen Udrustning fra Norge. Hvor vidt de oppebaarne 6000 Mkr. nogensinde bleve tilbagebetalte, vides ikke. Sandsynligviis var der ogsaa Tale herom, da der senere anlagdes Dødssag mod Hr. Audun Hugleikssøn, som der i det følgende skal berettes.

1. Brevet fra Edward, rigtigt dateret, findes i Rymeri foedera. Det er ogsaa aftrykt i Thorkelins Analecta S. 160, men urigtigt henført til 1295.
2. Det egentlige Opsigelsesbrev fra Kong John til Edward blev denne først præsenteret i Berwick den 5te April 1296, da Krigen allerede var begyndt fra Edwards Side, se Rymeri foedera, vol. I. p. II. S. 836.
3. Rymeri foedera, ib. S. 812.
4. Sammesteds S. 145. Lübecks Urkundenb. No. 633.
5. Thorkelins Dipl. II. S. 165.
6. Rymeri foedera, vol. I. p, II. S. 822.
7. Der tales udtrykkeligt om at love, Subventioner og Subsidier af alle Slags, almindelige og specielle, bestandige og midlertidige, mod hvem som helst, om det saa var Kejsere og Konger, navnlig Kongen af England og hans Hjelpere, saavel Kongen af Tydskland, som andre“; om at „transigere, aftale, i Kongens Navn at love hvad det skulde være, stille hvilken som helst Sikkerhed for Løftets Overholdelse“, m. m.
8. En saadan Fremgangsmaade anvendtes f. Ex. af Erkebiskop Jørund, da han i 1307 sendte Laurentius som Visitator til Island. Laurentius forsynedes da med tre Blanketter under Erkebiskoppens Segl. Se Laurentius Saga, Cap. 18.
9. Uagtet det af Ordene i denne Artikel skulde synes som om de 30000 £ var alt, hvad der skulde betales, om endog Krigen varede i flere Aar, viser dog Art. 3 tydeligt, at Summen skulde betales for enhver firemaanedlig Udrustning af 50000 Mand.
10. Brevet, i hvilket ogsaa Auduns Fuldmagt er indtaget, er dateret fra det kongelige Palads i Paris, og medbeseglet af Biskopperne af Paris og Dol, i Overvær af flere navngivne Mænd. Det er endnu utrykt, og opbevares i det franske Trésor des Chartes. En Afskrift af dette og følgende Breve er for nogle Aar siden kommen til Norge, og forvares i Rigsarchivet.
11. Begge disse Breve ere ligeledes utrykte, og findes i Trésor des Chartes. Formodentlig maa det være en ved flygtig Læsning af det første opstaaet Fejltagelse, naar det heder i Leblancs Monnoyes de France p. 167, at den norske Konges Gesandt gav den franske Konge Modtagelsesbeviis for 500 Mkr. Sterl. Der maa være læst 500 i Stedet for 6000. Eller ogsaa har Audun underhaanden modtaget en Gave; men intet saadant Brev findes nu blandt de til Norge komne Afskrifter af Actstykkerne i denne Sag.
12. Dette Exemplar bevares nu med Kong Philips vel vedligeholdte Segl i det kgl. danske Geheimearkiv, og et (slet) Aftryk findes i Thorkelins Dipl. II. S 162–168. Af Absalon Pederssøns Norges Beskrivelse i Suhmske Samlinger II. 64), sees det, at det i sin Tid havde været i den bergenske Leensherre Erik Rosenkrantz’s Værge (formodentlig fordi det havde været opbevaret i Bergens Fehirdsle), men af ham blev overleveret til Kong Christian den 3die.
13. Rymeri foedera, I. S. 830.
14. Utrykt Brev i det franske Trésor des Chartes.
15. Udførlige Underretninger om Marias og Isabellas Slægtskabsforhold findes i Anselme et Dufourny hist. généalogique et chronologique de la maison de France &c. 3die udg. II. 849. Dog findes det ikke her angivet, hvorledes Isabella var beslægtet med den franske Dronning, saaledes som Absalon Pederssøn angiver l. c., idet han dog urigtigt forklarer Joigny (i Champagne) med Jülich.
16. Brevet er aftrykt i Thorkelins Dipl. II. S. 180 efter en Afskrift af et ældre Aftryk i Baluze hist. généal. de la maison d’Auvergne II. 340, men er der urigtigt henført til 1296.
17. Utrykt Brev i Trésor des Chartes.
18. Sammesteds.
19. Jeg har her med Flid undladt at berøre det Sagn om Hr. Auduns utilladelige Forhold til den Fyrstinde, han skulde bringe fra England til Norge som Kongens Brud, som Werlauff med faa megen Lærdom og Sindrighed i Afhandlingen om Fjære-Stenen i „Antkqvariske Annaler“ I. 82–104 har sat i Forbindelse, saavel med den historiske Beretning om det ved Audun aftalte Giftermaal mellem Hertugen og Isabella af Joigny, som med det til hiin Steen knyttede Sagn, fordi alt dette bedst omhandles, hvor der bliver Tale om Hr. Auduns Fængsling og Henrettelse. Saa meget ville vi dog foreløbigt anføre her, at om det end skulde have fin Rigtighed, som hiint Sagn kunde synes at antyde, at Audun skulde have forført Hertugens bestemte Brud, saa kan dog neppe Fjære-Stenen være noget Mindesmerke om denne, da Indskriften, rigtigt læst, taler om en Datter af Norges Konge og en dansk Fyrstinde (se ovenf. S. 1); heller ikke er det sandsynligt, at Audun, der i 1295 vist var en Mand paa henved de 60, skulde have forført en ung Fyrstinde, og navnlig ikke Isabella af Joigny, da han i saa Fald neppe vilde have kunnet beholde sig ophøjede og indflydelsesrige Stilling hos Kong Erik, hvor meget denne end i sit Hjerte kan have søgt at begunstige ham, og Sagen desuden maatte have gjort en Opsigt og vakt en Skandal, der vilde have haft en Efterklang i Annalerne. Men derimod er det højst sandsynligt, at Audun, for at befordre Alliancen med Frankrige, der aabenbart laa ham meget paa Hjertet, kan have forpurret det Giftermaal med en engelsk Dame, som Hertugen ved Kong Edwards Hjelp havde søgt at indlede, og at dette saavel har givet Anledning til det senere Sagn, som til Hertugens Forbitrelse imod ham.
20. Rymeri foedera, I. S. 837.