Det norske Folks Historie/6/81

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er allerede ovenfor omtalt, at Kong Erik ſtrax efter ſin Tilbagekomſt fra Mødet i Kjøbenhavn 1294 havde, ſaaledes ſom det var beſtemt Aaret forud, et Møde med Befuldmægtigede fra de tydſke Stæder, for derved at komme til endeligt Forliig med disſe. Den eneſte Afvigelſe fra den oprindelige Aftale var, ſom ſagt, at Mødet ikke holdtes i Bergen, men i Tunsberg, formodentlig iſær paa Grund af Kongens paatænkte Tog til Danmark, dog var det ogſaa langt bekvemmere for alle Parter at mødes i Tunsberg, end paa et ſaa afſides Sted ſom Bergen. I Tunsberg indfandt der ſig da til den beſtemte Tid, nemlig Pints (6te Juni) følgende Geſandter og Befuldmægtigede, nemlig førſt og fremſt Hans Runesſe, for Lübeck, Riga og de Tydſke i Visby, hvilken var den egentlige Underhandler; dernæſt Walter v. Clut fra Wismar, Reinekin Robertsſøn fra Roſtock, Gottſchalk fra Stralſund, Waldewin fra Greifswalde og Anklam, Hartwig af Nagle fra Kampen, Hidde fra Stavern og Albert v. Bremen fra Stettin, ſamt endelig fra Bremen Geſandterne Walter Yſpal og Erik Radekes Søn; hvilken Stad dog nu ſtod paa Kongens Parti lige over for hine, ſaa at det endog var en af Henſigterne ved dette Møde at faa ſtiftet et Forliig mellem Bremen og de øvrige Stæder.

Forhandlingerne varede, ſom man ſeer, en Maaneds Tid, da de Akter, der indeholde deres Reſultater, ere daterede den 6te Juli[1]; dog ſeer man heraf, ſom det ſtrax nedenfor vil viſes, at Kongen og Hertugen allerede i Pintſedagene kom overeens med Hans v. Runesſe om at indgaa en ny Tractat med Stæderne, hvorved der tilſtodes Handelsmændene fra disſe, naar de kom til Norge, udvidede Friheder. Viſtnok tilſtode ogſaa Stæderne paa deres Side de Nordmænd, der maatte komme til dem, ſamme eller lignende Friheder, og Overeenskomſten udtaler udtrykkeligt Reciprocitets-Syſtemet, men det ligger dog i Sagens Natur, at de, ſom vandt meſt herved, vare Tydſkerne, der nu langt hyppigere beſøgte Norge, end Nordmændene de tydſke Stæder. Dette ſynes ogſaa Kongen og Hertugen at have følt, idet de, i den af dem udſtedte Gjenpart, indlede Opregnelſen af de udvidede Friheder med følgende Ord: „Da vi afſvor ſærdeles Maade ville forſyne alle Indbyggere af bemeldte Stæder, der ſom Gjeſter agte at beſøge vort Land for at handle, med mere udvidede Privilegier, for at de ſkulle kjende ſig des ſterkere forpligtede til at gjøre os til Behag, have vi villet tilſtaa dem efterſkrevne Begunſtigelſer“. Frihederne ere i Korthed følgende:

1. Naar de kom til Byer eller Thorper i Norge, ſkulde de frit kunne lægge til Bryggen, uden at ſpørge Gjaldkeren eller Sysſelmanden om Lov, dog ſaaledes, at de ſamme eller følgende Dag efter at de havde lagt til Bryggen anmeldte for Fehirden, hvilke eller hvad Slags Sager de havde bragt, og anholdt om Tilladelſe til at bringe dem over fra Skibene i Huſene, hvilken Tilladelſe ikke ſkulde negtes dem, undtagen at Fehirden inden tre Dage ſkulde kunne kjøbe for tilbørlig Priis de Sager, han anſaa nødvendige for Kongen, men ſkulde ogſaa i rette Tid betale Priſen. Hvis han ikke inden tre Dage beſtemte ſig, kunde de ſiden frit ſælge deres Varer til hvem de vilde[2]. Saa ſnart de vare komne inden for en Byes Takmark eller Diſtrict, vare de forpligtede til at ſælge ſine Varer der; ellers kunde de bringe dem hvorhen de vilde udenfor eller indenfor Riget, dog ikke nordligere end Bergen, undtagen naar dette tilſtodes nogen af ſærdeles Naade[3].

2. Af ethvert Skib, der bragte Rug eller Meel til nogen By, ſkulde der i Told betales eet Pund af bedſte Slags Korn ſom fandtes ombord, og ſom den kongelige Ombudsmand udvalgte, undtagen Hvedemeel (flúr).

3. De tydſke Handelsmænd, der kom til Staden, ſkulde være fritagne for Skibsdræt, undtagen ved kongelige Skibe[4].

4. Døde Nogen af dem inden Norges Grændſer, ſkulde hans Efterladenſkab udleveres til hans Arving eller dennes lovlige Fuldmægtig, der desangaaende medbragte aabent Vidnesbyrd fra den By, hvortil den Afdøde hørte, inden halvandet Aar fra Dødsdagen.

5. De ſkulde ikke være forpligtede til at møde til Vaabenthing, eller at følge Tyve til Galgen eller andre dømte Misdædere til Retterſtedet[5].

6. For at udrede Leding ſkulde de være frie, ſom før Juul vare ſejlfærdige og havde ſolgt ſine Varer; bleve de da ſenere af Vejr og Vind nødſagede til at dvæle i nogen By, ſkulde de lige fuldt være ſkattefrie, ſaa længe de ikke dreve Handel ved Kjøb eller Salg.

7. De ſkulde kunne oplægge ſine Varer i Huſe, tilhørende Byerne, hvor ſom helſt det faldt dem belejligt, naar de kun ikke ſolgte dem andenſteds, end paa de dertil ſærſkilt beſtemte Steder.

8. De ſkulde kunne udleje deres Skibe til andre, for at føres til de Steder, ſom de efter det oven anførte maatte beſøge, og ſkulde ikke være forpligtede til at leje Skibe af andre.

9. Naar Nogen for en mindre Gjeldsfordring eller Forſeelſe, der kunde afſones med Pengebod, ſøgtes ved Takſetning, ſkulde han kunne ſtille dette Tak ved ſin egen Huusvert og to Landsmænd, der havde eget Skib ved Bryggen, ſom ikke var ſejlfærdigt; dette var nok til Caution for Beløbet[6].

10. De ſkulde være fritagne for Vægtertjeneſte og Nattevagt[7].

11. Ingens Kiſte ſkulde underſøges, uden naar der var grundet Mistanke mod ham om Falſk eller Tyveri.

12. Den ſaakaldte Punder-Steen (Loddet i Punder-Vegten) ſkulde opbevares paa et offentligt Sted under paalidelig Bevogtning, ſaaledes at de, der vilde veje noget, havde fri Adgang dertil, og den ſkulde have ſamme Tyngde ſom fra gammel Tid og i Lovene beſtemt.

13. Naar de lede Skibbrud inden Rigets Grændſer, ſkulde de frit kunne bjerge deres Gods ved egen eller andres Hjelp, og nyde og bruge ſamme Gods eller Skibe efter Behag, indtil de frivilligt fraſagde ſig dem eller overgave dem ſom Vrag[8].

14. Naar en af Skibsfolkene begik en Forbrydelſe, ſkulde han ſtraffes efter Lovene, og ingen uſkyldig ſtraffes i hans Sted, undtagen for ſaa vidt de ifølge Landets Love eller Stedets Vedtægt ſkulde ſtraffes, ſom med Vidende havde unddraget nogen Forbryder fra Retten eller med Magt forſvaret ham.

15. Ingen Privatperſons Forbrydelſe ſkulde lægges vedkommende Stad til Laſt, uden at denne vægrede ſig forat ſkaffe Ret, anmodet derom.

16. Enhver, der anklagedes for en Brøde, hvorom han-ikke lovligt kunde overbeviſes, ſkulde, om muligt, frigjøre ſig ved Eed i Forening med andre hans Ligemænd i Stand og Stilling, der bedſt kunde vide hvad Sandheden var, efter Lagmandens Dom; kunde han ikke frigjøres for Beſkyldningen, ſkulde han ſtraffes efter Lovene. Derhos ſkulde i alle civile og criminelle Søgsmaal mod Stædernes Borgere ingen andre end ordentlige Folk af godt Rygte bruges ſom Vidne.

17. Naar nogen Kjøbmand i Norge havde kjøbt Varer af Tydſkerne og givet dem Feſtepening, d. e. Penge paa Haanden, men ikke afhentet Varerne ſamme Dag, kunde Ejeren frit ſælge dem til hvem ſom helſt, undtagen hvad der ſkulde kjøbes til Kongens Brug.

Alle disſe Friheder, ſiges der tilſidſt i Brevet, tilſtodes kun for ſaa vidt de Friheder, Stæderne ligeledes havde tilſtaaet Norges Borgere, ſaavel ſom de mellem Norges Fyrſter og Stæderne indgangne Overeenskomſter, troligt overholdtes af disſe, ſamt for ſaa vidt der blev givet klækkelig Godtgjørelſe for den Skade, Fyrſterne ſelv eller deres Underſaatter havde lidt af Stædernes Indbyggere.

I det Gjenbrev ſom Stæderne ſiden udſtedte til Norges Fyrſter i Anledning af denne ſidſte Overeenskomſt, hvilken der udtrykkeligt ſiges allerede at være ſluttet ved Pintſetid, findes de Friheder, der tilſtaaes norſke Borgere i Stæderne, angivne næſten ordlydende med dem, der i oven omhandlede Brev tilſtodes Tydſkerne i Norge. Hvad der findes afvigende, er kun hvad der er afhængigt af den ene eller anden Parts locale Forhold. Stædernes Gjenbrev — det vil ſige, det der er udſtedt af Lübeck i Forening med Riga og Tydſkerne i Visby[9]; de øvrige Stæders Gjenbreve, der dog maa have været ligelydende, ere rimeligviis tabte — begynder Opregnelſen af de ſærſkilte Friheder med en Artikel, der ganſke ſvarer til Art. 7 i den norſke Gjenpart, nemlig om Frihed for Nordmændene til at oplægge Varer i Stædernes Huſe, men kun ikke til at ſælge dem paa andre ende de ſærſkilt dertil anviſte Steder. Art. 2 ſvarer ganſke til den norſke Gjenparts Art. 8. Art. 3 ſvarer til den norſke Gjenparts Art. 9, dog ſaaledes, at da der ikke i de tydſke Stæder kan være Tale om Takſetning og Takførſel, lyder den ſaaledes: „Hvis nogen Nordmand bliver indſtevnt af Dommeren paa Grund af en Pengeſag eller ringe Forſeelſe, eller han ſigtes af en anden, kunne hans Huusvert og to Landsmænd, der eje eget Skib, ſom ikke er ſejlfærdigt, borge for hans Tilſtedeblivelſe, ſaa at han ikke ſættes i Fængſel, eller ſaa at han, om han ſkulde være fængſlet, mod denne Caution ſættes paa fri Fod“. Den norſke Gjenpart har her intet om Fængſel, fordi dette ej anvendtes i ſlige Tilfælde. Art. 4 ſtemmer ganſke med Art. 13 i den norſke Gjenpart. Art. 5 og 6 om Nattevagt m. m., og Underſøgelſe af ens Gjemmer, ere ordlydende med Art. 10 og 11 i den norſke. Art. 7 ſvarer til den norſke Gjenparts Art. M; men hvad der ſvarer til Art. 15 i denne, nemlig at Privates fornærmelige Handlinger ikke ſkulde tilregnes Kongen eller Hertugen, med mindre de, anmodede om at ſkaffe Ret, negtede det, danner her Art. 9. Art. 8 er eenslydende med den norſke Gjenparts Art. 17, paa det nær, at Udtrykket „Feſtepening“ her ikke forekommer, men derimod kun „Pening“ (datis arrhis, quas vulgo denarium dicunt)[10]. Den norſke Gjenparts Art. 143, der handler om Kongens Forkjøbsret og andre ſærligt norſke Forhold, kunde ej faa noget tilſvarende i den tydſke, lige ſaa lidet ſom Art. 12, om Punderen, og Art. 16, om Medeedsmænd og Vidner.

Naar disſe Gjenbreve udſtedtes, vides ikke; det eneſte, man ſom ſagt har, nemlig det lübeckſke, mangler Datering. Sandſynligviis udfærdigedes de fleſte i Løbet af 1294, ſiden det udtrykkeligt heder, at Overeenskomſten i ſig ſelv allerede var ſluttet ved Pintſetider ſamme Aar. Enkelte kom dog nok ſenere, ſaaledes viſtnok det fra Kampen, da man veed, at der den 16de October 1296 ſluttedes i Bergen en Overeenskomſt mellem dets Borgere og Kong Erik, hvorved netop de her ovenfor anførte Beſtemmelſer ſynes at være blevne bekræftede[11].

Med Henſyn til de private Sager beſtemtes det, at de Søgsmaal, der vare rejſte mod Kongen, Hertugen og hans Undergivne, og ſom formedelſt enten Sagſøgerens eller den Sagſøgtes Fraværelſe ikke vare blevne afgjorte, ſkulde til næſte Aars St. Hansdag behandles og endeligt afgjøres, i Tunsberg med dem, der vare øſtenfor, i Bergen for dem, der vare veſtenfor Lindesnes. End videre beſtemtes det, at der ſkulde ſkaffes Fyrſterne, deres Underſaatter og Bergens Borgere fuld Retserſtatning, angaaende de Klager og Søgsmaal, de maatte have mod nogen af Byerne eller deres Indbyggere, ſaa ſnart vedkommende Stads Raadmænd derom anmodedes[12]. Og endelig ſkulde der være ſtadig Fred og Enighed mellem hine Stæder og Bremens Indbyggere, ligeſaa vel ſom mellem Fyrſterne og ſamme Byer, og paa begge Sider ſkulde man nyde godt af de bedſte Friheder, man nogenſinde havde haft.

Man maa formode at Kong Erik paa denne Tid befandt ſig i nogen Forlegenhed, ſiden han ved denne Lejlighed ſaa betydeligt udvidede Stædernes Rettigheder. Enten have de maaſkee truet med at tage Parti for Danmark, eller de have ſtrengt fordret Udbetalingen af hvad der endnu ſtod tilbage af de dem ved Dommen i Kalmar tilkjendte 6000 Mkr. Sølv, ſkjønt de rigtignok midlertidigt nøde Afgiftsfrihed af deres Sildefangſt under Norges Kyſt, indtil fuld Betaling var ſkeet. Vi ville desuden ſee at der nu indtraadte et Brud mellem ham og England, hvilket viſtnok ſtod i Sammenhæng med hans Villighed mod Tydſkerne.

Det var ikke mere end billigt og rimeligt, at Staden Bremen, der havde ſtaaet ſaa troligt paa Norges Side, medens de øſterſøiſke Stæder havde været dets Fiender, ej alene deelagtiggjordes i disſe Friheder, ment nød endnu flere og ſæregne Begunſtigelſer. Ikke nok med ſaaledes, at Tolden eller Landvarden for de bremiſke Sildefangere ved Norges Kyſter allerede i 1292 var nedſat til 5 Peninger Sterling af Læſten[13], blev denne Told nu yderligere forringet til 3 Peninger Sterling. Herom udgav Kong Erik i Tunsberg den 21de Juli et Brev[14], der begynder ſaaledes: „Det er ikke mere end rimeligt, at de, der have gjort ſig fortjente fremfor andre, ogſaa fremfor andre hædres med pasſende Gunſtbeviisninger. Vi gjøre derfor herved vitterligt, at da de os elſkelige Borgere, Kjøbmænd og ſamtlige Indvaanere af Staden Bremen ved deres oprigtige Troſkab have gjort ſig fortjente til ſærdeles at nyde Beviſer paa vor Yndeſt, og ved deres forekommende Hengivenhed have fremfor andre erhvervet et Krav paa vor Velvilje, optage vi dem fra dette Øjeblik af blandt vore fortroligſte og ſærdeles Venner, og indtage dem-i vort Venſkabsſamfund fremfor alle engelſke og tydſke Kjøbmænd“. Han paalægger derfor alle ſine Underſaatter under Truſel om ſin Vrede, overalt at modtage og behandle Bremerne ſom Kongens og Rigets ſærdeles Venner og Velyndere, at viſe dem den ſtørſt mulige Velvilje, ſtaa dem bi mod alle Fornærmelſer og endelig ikke ſelv vove at tilføje dem nogen Uret, Skade eller Ulempe. Hvad nu ellers denne Toldnedſættelſe for Bremerne angaar, da kunde dog de ſyv øſterſøiſke Stæders Borgere roſe ſig af at nyde en endnu ſtørre, ſkjønt rigtignok kun midlertidigt, da der nemlig, ſom vi ovenfor have ſeet, var bevilget dem fuldkommen Afgiftsfrihed ved Sildefangſten i Norge, indtil alt hvad der ſtod tilbage af de 6000 Mkr. Sølv, ſom det ved den kalmarſke Dom var paalagt Norges Konge at betale, var udredet. Og endnu i 1298 vare de ikke fuldſtændigt betalte, ſom det kan ſees af en Opfordring, Kong, Erik fra Bergen den 17de April 1298 lod udgaa til Lübeckerne om at ſende Befuldmægtigede til Tunsberg for at modtage Reſten, ligeſom man erfarer, at der endnu mod Slutningen af ſamme Aar ſkede mindre Udbetalinger[15].

Hvorledes de ſærſkilte Erſtatningsſpørgsmaal bleve afgjorte, der vare henviſte til Afgjørelſe i Bergen og Tunsberg ved Midſommerstid 1295, vides ikke; ſandſynligviis bleve de dog vel uden ſynderlig Vanſkelighed paadømte af vedkommende Lagmænd, og hvis Kongen, ſom det ovenfor er antaget for ſandſynligt[16], endnu ikke havde forladt Norge den 24de Juni 1295 kunde han ſelv være tilſtede ved Forhandlingerne, i det mindſte i Tunsberg.

I alle de her og ovenfor omtalte Forhandlinger havde Hamburg endnu ikke ſynderligt deeltaget. I den ſidſte Fejde havde Staden været neutral, hverken, ſom de øſterſøiſke Stæder, fejdet med Norge, eller, ſom Bremen, ligefrem taget dets Parti. Kun Hertug Haakon havde, ſom ovenfor viiſt, i ſit Frihedsbrev for de tydſke Søſtæder af 29de Auguſt 1286 ogſaa nævnt Hamburg, og denne Stad havde for Reſten, ſom man maa antage, intet yngre Beſkyttelſesbrev end Kong Magnus’s af 29de Juli 1264[17], hvori han, efter at have godkjendt den af tolv Hamburgere og andre Tydſkere aflagte Renſelſes-Eed med Henſyn til en Mistanke, der hvilede paa Hamburgerne, at de ſkulde have dræbt en Nordmand (hvilket endog havde forvoldt en i længere Tid varende Kulde mellem dem og hans Fader Kong Haakon), nu erklærede alt glemt, og optog dem i ſamme Naade og Forbund, ſom de havde nydt i hans Faders Dage. Men dette Brev indeholdt dog ingen ſærſkilte Friheder, lige ſaa lidet ſom Hertugens af 1286. Nu derimod udſtedte Kong Erik i Bergen den 31te Juli 1296 et eget Frihedsbrev ogſaa for de hamburgſke Borgere[18]. Hvilke Underhandlinger der gik forud for dette, vides ikke, men merkeligt er det, at uagtet flere af Artiklerne fra Indholdets Side ſvare til de oven anførte i Frihedsbrevene for de øſterſøiſke Stæder, ere dog Ordene anderledes, og end videre, at Hertug Haakon her kun beſegler ſom Vidne, ikke nævnes ved Kongens Side ſom Medudſteder. Som Motiver anføres kun, „at Hamburgerne hidtil havde plejet at beſøge Norge med deres Varer til Landets Forbedring, og ligeledes i ſine Territorier hjulpet og forfremmet norſke Borgere“. Frihederne ere følgende:

1. Fritagelſe for Skibsdræt.

2. Fritagelſe for at følge Misdædere til Retterſtedet.

3. Ret til, over hele Riget at lægge til Bryggen og losſe uden nogen Bod eller Kjendelſe.

4. Ret til at ſælge hvad de ville fra deres Skibe og kjøbe hvad de ville fra andres Skibe.

5. De behøvede kun i to Dage efter Ankomſten at vente paa Kongens Ombudsmand, om han vilde kjøbe noget til Kongen; kjøbte han noget, ſkulde han betale det inden 14 Dage.

6. Ingen af Kongens Folk ſkulde have Ret til at tvinge en hamburgſk Kjøbmand til at ſælge ham noget til eget Brug mod ſin Vilje.

7. Naar Sælgeren krævede Betalingen af en Kjøber, ſkulde den erlægges inden 8 Dage fra Paakrævelſen. Skede ikke dette, ſkulde det tilkjendegives Dommeren, der ſtrax ſkulde tvinge Kjøberen til at fly Sælgeren Pant, hvori denne i Tilfælde af fremdeles manglende Betaling kunde holde ſig ſkadesløs.

8. Ethvert Skib, der kom fra Hamburg til Norge med tunge Varer (Korn), ſkulde give i Told et Pund Meel, og derefter have Ret til at kjøbe Ved ſamt hvilken ſom helſt andre Varer, og udføre dem.

9. Ethvert hamburgſk Skib, der drog i Sildefiſke, ſkulde kun betale i Told 3 Peninger af Læſten (altſaa ikke mere end Bremerne), og Skibsfolkene have Tilladelſe til at hugge Brænde og anden til Skibet nødvendig Ved uden derfor at bøde.

10. Ethvert hamburgſk Skib, der kom til Norge om Vintren, kunde overvintre der uden at erlægge Tiende eller anden Afgift, mod at betale i Told det foreſkrevne Pund Meel.

11. Alle Dommere og Ombudsmænd ſkulde underſtøtte Hamburgs Borgere i deres Anliggender, ſom om de vare Landets egne Børn.

12. Blev nogen hamburgſk Borger ſtevnet med Takſetning, ſkulde han kunne frigjøre ſig ved to vederheftige Mænd, tydſke eller norſke.

13. Hvis nogen Hamburger var i ſin Forretning eller Arbejde, førend der ringedes med Klokkerne, ſkulde han kunne vedblive med Arbejdet, uden at det regnedes ham til Brøde; men derſom han arbejdede uden før at være beſkjeftiget, ſkulde han bøde en Øre.

14. Ethvert Skib, der kom fra Hamburg til Norge med Varer, ſkulde give i Told et Pund Meel, af hvad Slags end Ladningen var. Derved fik Beſætningen Ret til at lade deres Skib med Ved ſaavel ſom andre Varer. (Dette er tildeels en Gjentagelſe af hvad der beſtemmes i Art. 7 og 8).

15. Hvis hamburgſke Borgere lede Skibbrud i Norge, ſkulde de frit og uhindret kunne beholde og bringe i Sikkerhed de Varer, ſom de bjergede ved egen Anſtrengelſe. Hvis de havde maattet kalde Folk til Hjelp, ſkulde de give dem en Godtgjørelſe af ſex Ører norſk for hver bjerget Læſt.

Disſe Friheder, i Forbindelſe med dem, der tidligere vare givne, udgjorde ſaaledes Grundlaget for de tydſke Stæders og Borgeres egentlige Handelsrettigheder i Norge. Heri var endnu intet overdrevent eller utilbørligt; der var endog, ſom allerede paapeget, lagt an paa fuldſtændig Reciprocitet mellem Norge og Stæderne, og der var her kun Tale om de tydſke Handelsmænd, der hvert Aar beſøgte Norge og handlede i den lovbeſtemte Tid om Sommeren. Forholdet vilde vel ogſaa i alt Væſentligt have vedblevet at være det ſamme, hvis de ældre Beſtemmelſer, der foreſkreve, at Tydſkerne kun ſkulde handle fra Korsmesſe om Vaaren til Korsmesſe om Høſten, og ikke i Regelen have noget Vinterſæde, vare blevne ſtrengt overholdte[19]. En ſaadan Beſtemmelſe eller Vedtægt gjaldt virkelig allerede fra gammel Tid, og med ſtadigt Henhold dertil var den før omtalte Artikel i Anordningen for Bergen af 1282 given. Men ikke deſto mindre ſkede der, og havde der allerede længe ſkeet, hyppige Undtagelſer herfra, hvad vi da og i det Foregaaende oftere have haft Anledning til at antyde. Der tales allerede om tydſke Vinterſiddere i Bergen paa Kong Haakon. Haakonsſøns Tid[20], end mere ſiden efter, og vi erfare af ſenere Forhandlinger, at naar overhoved udenlandſke Handelsmænd ſaaledes uagtet Lov eller Vedtægt ſad Vintren over i Norge, var det Kongen, der i Kraft af ſin Dispenſationsret fritog dem fra Budets ſtrenge Overholdelſe, upaatvivlelig mod en vis Afgift eller Kjendelſe til den kongelige Kasſe, men under den Forudſætning, at de vare den almindelige Lov underkaſtede[21]. Dette var i det mindſte Tilfældet i Bergen; i Oslo og Tunsberg maa Forholdet have været noget lignende, men herom veed man liden eller ingen Beſkeed. Der var naturligviis aldrig Tale eller Spørgsmaal om at formene Udlændinger at tage ſtadigt Ophold i Riget, og det almindelige Forbud mod at tage Vinterſæde rettede ſig egentlig kun mod Handelsmænd ſom ſaadanne, viſtnok fordi man derved troede at hindre, at al Detailhandel ganſke faldt i deres Hænder, og fordi man vilde forebygge de Uordener, hvortil alt for mange Fremmedes ſtadige Nærværelſe i de Tider oftere gave Anledning. Iſær betragtede man, ſom det allerede af Kong Sverres Tale i Anledning af Optøjerne i 1186 kan ſees, dem, der handlede med Viin og andre Luxus-Artikler, med Ugunſt, medens derimod de, der bragte Kornvarer til Landet, modtoges med Velvilje og Taknemlighed[22]: det var derfor ogſaa disſe, for hvem Undtagelſen fra den gjeldende Regel nærmeſt ſkede, hvilket man nokſom ſeer af den allerede forhen omtalte Artikel af 1282, „at de udenlandſke Mænd, der ſade i Landet Vintren over, og hverken bragte Rug, Meel eller Malt, ſkulde hverken faa kjøbe Smør, Skind eller Skreid mellem Korsmesſerne om Vintren“[23]; thi heri gives tydeligt tilkjende, at de, der førte Kornvarer til Landet, ej alene kunde ivente Tilladelſe til at ſidde Vintren over, men ogſaa kunde gjøre deres Indkjøb hos Bønderne, medens de andre, om de end fik Tilladelſen, dog ikke maatte drive noget Slags Handels-Speculation, hvilket dog vel for en ſtor Deel var Henſigten med Vinteropholdet, og hvorfor de vel og paa mange Maader ſøgte at omgaa Forbudet. Ogſaa de Beſtemmelſer i Byloven, der forbøde Opkjøb af de til Byen kommende indenlandſke Varer umiddelbart fra Baadene eller Skibene, der formildedes noget i Privilegierne for Tydſkerne af 1278 og 1279, men dog i det Hele taget bekræftedes i Tillægsartiklerne til Kalmarforliget, ſigtede, ſom det er let at ſkjønne, til at hindre de fremmede tilrejſende Kjøbmænd fra at træde i umiddelbar Forbindelſe med Landbefolkningen, og ſaaledes tilrive ſig Monopolet paa indenlandſke Artikler i Landet ſelv, hvorved en indenlandſk Handelsſtand umuligt vilde kunne beſtaa. Det nyttede imidlertid lidet, ved Magtſprog at ville hindre denne Tingenes Gang, thi Sagen var egentlig den, at Norge endnu ikke ret havde Elementerne til en egen Handelsſtand. De, der tidligere dreve Handel en gros, vare, ſom vi have ſeet, Medlemmerne af de fornemſte og rigeſte Familier, der hertil anvendte nogle Aar af deres Ungdom for derved tillige at ſee fremmede Lande og ligeſom fuldende ſin Opdragelſe. Men de Foreſtillinger om Standsforſkjel og ariſtokratiſk Liv, der lige ſaavel gjorde ſig gjeldende i Norge ſom andenſteds i Norden paa disſe Tider, og vare nøje forbundne med det nye Titelvæſen og den forøgede Hof-Etikette, maatte medføre, at den fornemme Ungdom nu ikke længer, ſom endnu paa Sverres Tid, efter hvad vi have ſeet udviklet i Kongeſpejlet[24], fandt det pasſende at beſkjeftige ſig med Handel, men enten tidligt gik i Hoftjeneſte, eller rejſte udenlands paa anden Maade. Da det dog var de fornemme Familier, der vare i Beſiddelſe af den meſte Capital i tildrage, blev denne ſaaledes unddragen Handelen, og de indfødde Nordmænd, der vilde beſkjeftige ſig med Handel, og ſom nu for det meſte maa have hørt til de ringere, ubemidlede Klasſer, kunde ſaaledes umuligt i Længden holde ſig ved Siden af de rigere Udlændinger, der desuden viſtnok vare langt anderledes erfarne Forretningsmænd, end Nordmændene. De ſtore Jordegodsejere, der havde Producter til Afſætning, maatte ſelv finde ſig bedre tjente med at ſælge deres Varer umiddelbart og i det Store til de rige Udlændinger, der ſandſynligviis ſtrax kunde betale dem contant, eller med fremmede Luxusvarer i Bytte, end at indlade ſig med indenlandſke Handelsmænd, der neppe havde Penge til at kjøbe i ſtore Partier, og maaſkee endda behøvede Credit. Paa ſlig Viis kunde en indenlandſk Handelsſtand ikke komme op, og hvad der var Virkning, blev igjen ſaa at ſige Aarſag, idet Udlændingernes Handelsvælde atter fremſkyndede det totale Ophør af det forrige Syſtem, nemlig at de yngre Medlemmer af de fornemmere Ætter ſelv handlede. Ja man kan vel endog antage, ſom det ogſaa ovenfor er antydet, at den Overvegt, de fremmede Handelsmænd alene ved deres ſtørre Capital og Dygtighed tilvendte ſig paa det norſke Handelsmarked, allerede fra førſt af bidrog til at hiin Skik begyndte at aflægges, indtil det omſider heed, at den højbaarne Yngling var for fornem til at være Kjøbmand[25]. Saaledes var det ganſke i ſin Orden, at driftige og kloge udenlandſke Handelsmænd udfyldte det Hul i de norſke Samfundsforhold, ſom Norges ſæregne Indretninger, i Forbindelſe med de forandrede Tider og Ideer medførte[26].

Dette vilde nu i og for ſig ikke have været ſaa forderveligt for Landet, hvis det blot havde haft den Følge, der ogſaa uden ſæregne Foranſtaltninger fra Udlændingernes Side vilde have været den naturligſte, at der i Byerne nedſatte ſig Udlændinger, ſom bleve norſke Borgere, og dannede den egentlige Handelsklasſe. Dette ſkede visſelig, hvorom de flere tydſke Navne nokſom vidne, ſom vi fra det 13de Aarhundredes Udgang ſtøde paa i Brevſkaber, vedkommende Byerne. Men disſe oprindeligen udenlandſke Borgerfamilier vilde dog, underkaſtede Landets Love, og hvad der ſnart faldt af ſig ſelv, beſvogrede og paa andre Maader nøje forbundne med indfødde Familier, ſnart blive fremmede for deres Fædres Hjem og dele deres nye Fædrelands Interesſer; deres medbragte Capitaler vilde derved komme Norge, ikke Moderlandet, til Gode. De vilde ſaaledes i Tidens Løb bidrage til at frigjøre Norge fra det fremmede Handelsaag, i Stedet for at bringe det dybere og dybere derunder. Det var dette, ſom de tydſke Stæders kloge Handelsherrer forudſaa og ſøgte at forebygge ved en Forholdsregel, der var den egentlige Rod til de Ulemper, Handelsforbindelſen med Nordtydſkland bragte over Storm; de oprettede nemlig ikke egentlige Handelshuſe i Norge, men ſendte kun Aar efter Aar Varer derhen paa egne Skibe, og ſtillede dem, efter at de var oplagte, under Beſtyrelſe af paalidelige Factorer, der ſtode i nøjeſte Afhængighed af vedkommende Handelshuſe hjemme; der, om de end bleve Aar efter Aar i Norge, dog fremdeles vare og betragtede ſig ſom Fremmede, og hvem det derfor ſtrengt var forbudet at gifte ſig og ſtifte nogen Familie; de ſkulde ſtedſe med alle deres Interesſer, hele deres Digten og Tragten, tilhøre deres fædrene Stad og deres Principaler; deres Contorer ſkulde være et Lübeck, et Wismar, Roſtock, o. ſ. v. paa norſk Bund, der ikke engang vilde lyde under norſk Ret, og en norſk Handelsſtand med fædrelandſke Interesſer ſkulde ſaaledes kvæles i Fødſelen[27]. Det er let at indſee, at et ſaadant Syſtem ikke kunde gjennemføres uden ſtore Conflicter — vi ville og i det Følgende ſee flere Exempler derpaa —; og de tydſke Handelsfactorer, i Bevidſtheden af, at hvad de fordrede og vilde ſætte igjennem, var en Uſurpation, antoge, ſom man let kan begribe, et henſynsløſt, overmodigt, opirrende Væſen, ej at tale om de Uordener og den Ryggesløshed, ſom det ſtadige Ophold af ſaa mange ugifte, overmodige og henſynsløſe Mænd i deres kraftigſte Alder maatte give Anledning til[28]. Naar de da dreve det alt for vidt, gav Nordmændenes Harme ſig ſtundom vel og Luft i Opløb eller andre Represſalier, ligeſom det maa antages, at de Fornærmelſer, hvorover de tydſke Kjøbmænd klagede i 1284, havde ſit Udſpring af disſe ſelvſamme Forhold. De Friheder, der ved de ovenfor omtalte og anførte Akter bleve tilſtaaede de tydſke Kjøbmænd, ere viſtnok ikke overdrevne, og vare desuden, ſom vi have ſeet, grundede paa fuldkommen Reciprocitet: men disſe Friheder gjaldt kun de Kjøbmænd, der om Sommeren med deres Skibe kom til Landet; om de efterſiddende Factorer var der ikke Tale, fordi Loven ikke erkjendte deres Tilværelſe, og naar da de ogſaa, under deres Vinterophold, der aabenbart alene var dem bevilget under den Forudſætning at de ſkulde ſtaa under Landets almindelige Lov, ej alene fordrede fremdeles at nyde godt af Privilegierne, men endog ſøgte at danne et fra Landsloven undtaget Samfund, maatte mangehaande Forviklinger opſtaa, og naar Regjeringen, ſom, man tydeligt kan ſee, fandt ſig i mange af deres Anmasſelſer, da var det fordi det allerede var kommet dertil, at man ikke kunde undvære dem. Dette lod ſig tænke, ſaa længe endnu Handelsforbindelſen med England var levende, og vi have ſeet, hvor magtpaaliggende Kong Erik eller rettere hans Moder under den forrige Krig med de tydſke Stæder havde ladet det ſig være at bevare Venſkabet med England og fornemmelig at holde Handels-Samkvemmet ved lige. Men uheldigviis frembragte den Vending, ſom de ſkotſke Anliggender omſider toge, førſt Kulde, ſiden endog, ſom vi ville ſee, formeligt Uvenſkab mellem Englands og Norges Konger. Førſt fra denne Tid af blev Tilnærmelſen mellem Norge og de tydſke Stæder ret oprigtig, ja Kong Erik lod ſig det nu endog være magtpaaliggende at megle Enighed mellem Bremen og de øſterſøiſke Stæder, hvorved den Fordeel, han kunde høſte af en Splid mellem Stæderne indbyrdes gik tabt. Hertil kom ogſaa Fornyelſen af den danſke Krig i 1293, 1294 og 1295, der gjorde det utilraadeligt at lægge ſig ud med de mægtige tydſke Stæder.

Foruden de tydſke Handelsfactorer, der repræſenterede de ſtore Handelshuſe i Stæderne, var der ogſaa en heel Deel andre, virkelig boſatte Udlændinger, nemlig visſe Haandverksfolk. At Mængden af disſe var udenlandske kan, ſom allerede ovenfor ytret, neppe betvivles; de blotte Navne paa deres Haandteringer, ſom sútarar (Skomagere), sniddarar (Schneider) eller skraddarar (Schröder — Skrædere), plásumeistarar o. ſ. v., vidne nokſom om den udenlandſke Oprindelſe. Flere vare vel og engelſke og ſkotſke, men enkelte Haandteringer dreves udelukkende af Tydſkere, og dette var fornemmelig Skomager-Haandverket. Det er i alle Fald viſt, at de talrige Suterer eller Skomagere i Bergen vare Tydſkere, eller Vinterſiddernes Landsmænd[29], og det ſamme var ſikkert ogſaa Tilfældet i de øvrige Byer i det ſydlige Norge; ſandſynligviis vare endog i Nidaros de fleſte Haandverkere tydſke, om end for Reſten de nys ſkildrede Handelsforhold ikke vedkom denne By, der ikke engang maatte beſøges af de tydſke Handelsſkibe, og ſom nu rimeligviis havde ſin ſtørſte Næring af den talrige Gejſtlighed og de ſammenſtrømmende Pilegrimme. I Bergen, hvor hvert Haandverk, ſom vi have ſeet, efter Byloven ſkulde have ſit ſærſkilte Sted, havde Sutererne faaet deres Plads anviiſt fra Vaagsbunden, det vil ſige Byens daværende ſydligſte Ende, til den yderſte Deel af St. Hallvards Kirkegaard[30]. De kaldtes derfor ſædvanligviis „Sutererne i Vaagsbunden“, og ſynes at have udgjort et talrigt Lag. Uagtet de vare Haandverkere, ikke egentlige Handelsmænd, ſees det, at de dog underhaanden maa have drevet Handel under deres Landsmænds Beſkyttelſe, thi i den oftere omtalte Anordning af 1282 om Handelen i Bergen forbydes det udtrykkeligt Sutererne at kjøbe mere Skindvare end de behøvede til deres Arbejde, ſaavel ſom at kjøbe mere Smør end de ſelv brugte. De have ſaaledes drevet paa at opkjøbe Skind og Smør blandt Bønderne, og afſat, hvad de ej behøvede, til de tydſke Kjøbmænd, eller maaſkee iſær til de efterſiddende Factorer, ſom derved kunde omgaa Forbudet mod Opkjøb. Paa den Maade maatte der, endog uanſeet Landsmandſkabet, opſtaa en nærmere Forbindelſe mellem Sutererne og Kjøbmændene. Men da nu end ydermere Landsmandſkabet kom til, laa det nær ved Haanden, at forſøge paa at udſtrække de disſe givne Privilegier ogſaa til hine. Desuden lader det til, at Sutererne virkelig havde faaet visſe Friheder, maaſkee fordi Kongen og Hoffet ønſkede at de ſkulde nedſætte ſig i Byen; thi det heder i det mindſte ſiden efter, at Sutererne ſtod under Kongens ſæregne Beſkyttelſe[31]. Det ſynes desuden, ſom om flere andre, ligeledes for det meſte tydſke, Haandverkere, navnlig Skræderne, Guldſmedene og Bagerne, for at nyde godt af Suterernes Friheder lode ſig indſkrive blandt dem, eller at Navnet „Suterer“ i det mindſte ved en Talebrug, der vanſkeligt kan forklares paa anden Maade, udſtraktes til Udøvere af andre Haandverker end Skomagerprofesſionen[32]; dette forklarer den øjenſynlige Talrighed, hvormed de optræde. At Sutererne, ſtolende enten paa den kongelige Beſkyttelſe, eller paa deres Landsmænds Vælde, tildeels og paa deres Uundværlighed, fordrede ublue Priſer, ſeer man af den oftnævnte Beſlutning af 1282, der indeholder en udførlig Taxt for alt Skomager-Arbejde, med disſe forudſkikkede Ord: „det tyktes Folk ſlemt at holde ud under de Utilbørligheder (úlög), ſom Sutererne nu tillade ſig med Henſyn til Priſerne for Skomager-Arbejde, i højere Grad end det nogenſinde har været Tilfældet under lignende Varepriſer; og da Almuen klager meget herover, beſtemmes følgende“, o. ſ. v. — Der ſynes endog at ſigtes til et nærmere, formeligen aftalt, Sammenhold mellem Kjøbmændene og Sutererne, hvor det heder i den Retterbod, ſom Kong Erik udgav for Bergen den 9de Marts 1295, medens han gjorde ſine Forberedelſer til Danmarkstoget: „vi forbyde fuldkommen baade inden- og udenlandſke at tage ſig noget Sammenhold eller gjøre noget Sammenløb eller digte ſig nogen Lov eller Vedtægter, thi dette ſynes os Ingen at kunne gjøre, uden Kongen med gode Mænds Raad; hvo ſom gjør det, være Landraademand og have forbrudt alt hvad han ejer, og fare utlæg“[33]. Det Overmod, Tydſkerne i Bergen paa den Tid lagde for Dagen, og ſom Kong Erik ved hiin Beſtemmelſe maaſkee ſøgte at holde noget i Tømme, havde upaatvivlelig faaet ſin meſte Næring ved det ſpendte Forhold, hvori Kong Erik nu befandt ſig til den engelſke Konge, og ſom gav dem Udſigten til, ganſke at fortrænge de engelſke Kjøbmænd af Markedet. Det var viſtnok ogſaa — ſom nys forhen antydet — den ſamme Spending med England, der gjorde Kong Erik des villigere til at indrømme Tydſkerne de Friheder, der ved de foranførte Privilegier af 1294 blev dem til Deel. Overhoved kunne vi fra denne Tid af regne Grundlæggelſen af det tydſke Handelsvælde i de ſydlige norſke Kjøbſtæder, iſær Bergen, og vi ville allerede efter faa Aars Forløb ſee Exempler paa, hvor vidt de tydſke Handelsmænd vovede at drive deres Anmasſelſer. Her var, ſom ſagt, ikke længer Tale om de Privilegier, der vare givne til Bedſte for de aarligt om Sommeren ankommende Handelsmænd, men om hvor vidt de Tydſkere, Handelsfactorer og Haandverkere, der havde taget faſt Bolig i Bergen, ſkulde danne en egen Republik for ſig ſelv, eller anſees ſom en Deel af Lübeck, der ej engang ſtod under norſk Lov: Fordringer, ſom ingen Regjering pasſende kunde indrømme, og ſom der heller ikke i lang Tid var Tale om at indrømme, men ſom det dog var Tydſkernes uafladelige Beſtræbelſe at tilvende ſig. Hvorledes dette omſider lykkedes dem, i ſørgelige Tider, da Norge ſaa godt ſom ganſke havde tabt ſin Selvſtændighed, vil, naar vi komme til denne Periode af Fædrelandets Hiſtorie, blive viiſt. Men i dette Tidsrum, vi her have for os, da Riget endnu var kraftigt og anſeet, lykkedes det ikke de Fremmede at ſkaffe deres Beſtræbelſer noget Skin af Lovlighed; deres Tiltag bare endnu altid Præg af ulovlige Anmasſelſer, ſom Autoriteterne anſaa ſig berettigede og forpligtede til at hemme, og ſom de virkelig ogſaa nogenledes formaaede at holde inden visſe Skranker, om end ikke fuldt ſaa meget, ſom ønſkeligt kunde være.

  1. Se herom iſær Suhm XI. 190, 191. Forſkjellige Gjenparter af de norſke Fyrſters Brev findes i de forſkjellige Stæders Archiver, ligelydende i Hovedſagen, men hvert ſærſkilt henvendt til vedkommende Stad og indeholdende dens Fuldmægtigs Navn. Deraf lærer man de forſkjellige Geſandters Navne at kjende. Frihedsbrevet er aftrykt paa flere Steder, bedſt i Thorkelins Dipl. II. S. 147 og i Lübecks Urkundenb. No. 621.
  2. Disſe Beſtemmelſer ere egentlig en nærmere Forklaring og Sammenſmeltning af Art. 5 i Frihedsbrevet af 1278 (ſ. o. IV. 1. S. 114, hvor der dog er indløbet den Fejl, at der ſtaar „i tre Dage ikke ſkulde kunne forbyde“ i Stedet for „i mere end tre Dage ikke ſkulde kunne forbyde“), ſamt Art. 8, Litr. c. i den kalmarſke Dom, ſ. o. S. 114.
  3. Denne Indſkrænkning af Tydſkernes Ret til at fare nordenfor Bergen er her paa dette Sted førſte Gang udtalt i de nu forhaanden værende Frihedsbreve, men den maa ganſke viſt have herſket fra tidligere Tider, ja endog oftere have været faſtſat i nu tabte Brevſkaber, ſaaledes at den her kun er en Gjentagelſe; ellers vilde Brevet ikke have forbedret, men forværret Tydſkernes Kaar i Norge. Man kan ogſaa ſlutte ſig til dens Tilværelſe fra den Omſtændighed, at der aldrig omtales tydſke Handelsmænd, boſatte i Nidaros.
  4. Hidtil gjaldt i dette Fald Beſtemmelſen efter Privilegierne af 1278, Art. 4 (ſ. o. IV. 1 S. 668). Det var ifølge denne ej alene de kongelige Skibe, ſom de fremmede Kjøbmænd maatte hjelpe at drage ud, men ogſaa de private, der vare ſaa ſtore at deres Hjelp ej kunde undværes.
  5. Denne Frihed var tildeels allerede tidligere given, ſ. o., hvor Hertug Haakons Brev af 1292 til Greifswalderne omtales, S. 209.
  6. Modification af Art. 7 i Privilegierne af 1278 (ſ. o. IV. 1. S. 668).
  7. Udvidelſe af Friheden, given ved Art. 1 i Privilegierne af 1278.
  8. Omtrent ligelydende med Art. 6 i ſamme Privilegier.
  9. Af denne haves ikke den egentlige Original, men kun en norſk Overſættelſe, indført i en Samling af Retterbøder og andre Beſtemmelſer for Bergen, nedſkreven omkring 1600, og nu opbevaret i den arnamgn. Mſkr. Saml. under No. 330 fol. Da Nedſkrivningen er ſkeet i en ſaa ſildig Tidsalder, er ſaaledes og Skrivemaaden af de gamle norſke Ord meget urigtig, og Ordene heel forvanſkede, dog kan man i de fleſte Tilfælde ſkjønne, hvad der ſkulde ſtaa. Sproget i Overſættelſen vidner om, at den er ſamtidig med Udſtedelſen. Indledningen begynder ſaaledes: Öllum mönnum þeim sem þ. br. s. e. h. senda fólgútar, raðsmenn ok almenningr staðanna Lybiku, Rigu ok Þýzku í Visbý kveðju með várum herra. Vér gerum öllum mönnum kunnigt at sættargerð þessa er hér fylgir gerðum vér um hvítasunnu þá er liðnir váru (her mangler noget) millim mikilsháttar hófðingja Eiríks N. konungs ok Hákonar Noregs hertuga, þeirra undirmanna ok staðarins af Bremen í einum stað, en i annan stað fyrir vára nefnda staði ok þá aðra staði er við hafit liggja svá sem er Rostok, Stralsund, Gripsvald, Tanklem (d. e. t’Anklam, zu Anklam) Kampen, Stavern, var þessor sætt gör með herra Jón Lodennasa ráðsmanna sendiboða ok umboðsmann staðarins af Lybiku ok allra annarra þeirra er viðr váru komnir af hálfu fyrrnefndra staða samþykkjandi ok með insiglum styrkjandi hana á þenni hátt. — Her er det tydeligt nok ved Sammenligningen med Originalerne af de af de norſke Fyrſter udſtedte Breve, at „Jon Lodennaſa“ er en Afſkriver- eller Overſætter-Fejl for „Jon“ eller „Johan Runesſe“, thi ſaaledes heed netop den Geſandt og Fuldmægtig for Lübeck m. fl. (nuncius et procurator civitatum Lübeck, Ryge et Teutonicorum in Wisby), der indfandt ſig hos Kongen og Hertugen i Tunsberg, og ſluttede Overeenskomſten med dem. Brevet ſlutter med disſe Ord: „og for at alt dette des faſtere ſkal overholdes fra vor Side, blev Staden Lübecks Segl ſat for dette Brev“, men Datum mangler. Af denne norſke Overſættelſe meddeler igjen Th. Torvesſøn Hist. Norv. IV. 389 en af ham ſelv forfattet latinſk Overſættelſe, hvor man af Navnet „Jonas Ladenas“ ſeer, at han enten har benyttet det ſelvſamme Haandſkrift, hvorom ovenfor er talt, eller en Afſkrift deraf. Det er beſynderligt nok, at han, ſom dog ſtrax forud (S. 387—389) meddeler den norſke Gjenpart i den latinſke Original, og her ganſke rigtigt ſkriver „Johannes Runesſe“, ikke har rettet Fejlen paa det andet Sted, og at han overhoved ikke har bemerket, at de fleſte Artikler i Stædernes Brev ere eenstydende med tilſvarende i de norſke Kongers, thi han kunde da have ſvaret ſig den Umag at levere en uafhængig Overſættelſe, der nu, ſammenlignet med den latinſke Text, ſeer ud ſom en vilkaarlig Omſkrivning, og ikke engang fra Udtrykkenes Side, er nøjagtig, idet han f. Ex. overſætter „fólguntar, ráðsmenn ok almenningr“ med „prætores, senatores, populusque“ i Stedet for „advocati, consules et universitas“. Formodentlig har han ikke forſtaaet „Tanklem“ ſiden han ganſke har udeladt det. Dog er denne torfæiſke Paraphraſe igjen aftrykt hos Willebrandt (III. 10). Paa en vis Maade kan det dog ſiges, at den rette latinſke Text endnu haves, naturligviis med Undtagelſe af den udeladte Datering, thi ved det nye Forliig, der i 1305 ſluttedes mellem K. Haakon og Staden Kampen, udſtedte Kongen et Brev, der i alt, hvad der ikke vedkommer Intimation og Slutning, ordlydende ſtemmer med Kongebrevet af 6te Juli 1294, medens Staden Kampens Gjenbrev, der i Original er meddeelt hos Suhm XI. S. 890, Ord til andet ſees at indeholde de ſamme Artikler, ſom Overſættelſen af det lübeckſke: man kan ſaaledes være vis paa, at Originalen af dette ligeledes ſtemmede ordlydende med hiint.
  10. I Overſættelſen ſtaar her noget, der ſeer ud ſom „Gudtzpenning“, hvilket dog ſynes at være forvanſket.
  11. Se de nys omtalte Breve af 1305. Da endog disſe ſtemme ordlydende med Brevene af 1294, er det endnu ſandſynligere at det var Tilfældet med de Breve, der vexledes i Anledning af den paaberaabte Tractat af 16de October 1296.
  12. Blandt dem, mod hvem Kongen havde Søgsmaal, var, ſom man ſeer, de lübeckſke Borgere Wilkin v. Bremen og Hewrard Roth, hvilke han ſamme Dag, Frihedsbrevet udſtedtes, gav Lejde at komme til ſig og føre deres Sag, ſamt vende tilbage. Lüb. Urk. B. No. 636. (Brevet er her urigtigt henført til 1295).
  13. S. o. S. 209.
  14. Thorkelins Dipl. Arn. II. S. 155. Ogſaa i Casſels Nachdr. von einigen Freyheitsbrieſen o. ſ. v. S. 18.
  15. Lappenbergs Sartorius II. S. 189, 738.
  16. S. o. S. 221.
  17. Lappenberg, Hamb. Urk. B. No. 678. Ogſaa i Lappenbergs Sartorius, II. S. 91.
  18. Lappenberg, Hamb. Urk. B. No. 692. (Efter Originalen; et Aftryk efter en ſlet Afſkrift findes i Thorkelins Dipl. II. 175).
  19. Beſtemmelſen findes dog, merkeligt nok, ikke i Byloven, men paaberaabes ſom udtrykkelig Lov i Eindride Lagmands Dom af 1311 (Cod. Arnam. 331 fol.), ligeſom ikke engang Tydſkerne benegtede den, og desuden det paapegede Sted i Anordn. af 1282 er formet derefter. Det maa ſaaledes formodentlig have ſtaaet i en nu tabt Forordning, ældre end Byloven af 1276, maaſkee Bergens ældre Bjarkøret, der nu ej haves.
  20. I Vidnesbrevet af 18de Septbr. 1309, Dipl. Norv. I. 122, omtales udtrykkeligt, hvorledes en Tydſker paa Kong Haakon Haakonsſøns Tid havde lejet Huus for et heelt Aar. I dette Vidnesbyrd paaberaaber en gammel Tydſker ſig, at han og hans Brødre havde været mere end 30 Aar i Bergen, altſaa fra før end 1279 o. ſ. v.
  21. Dom af 1311, l. c.
  22. Se ovenf. III. S. 202.
  23. Det vil ſige fra Korsmesſe om Høſten (8de Septbr.) til Korsmesſe om Vaaren (3die Mai).
  24. Se ovenfor III. S. 399—402.
  25. Se ovenfor III. S. 1099.
  26. Naar man læſer de i Diplomer og andenſteds indeholdte Antydninger af Handelsforholdene i Norge i det 14de Aarhundrede, ja endog blot lægger Merke til de Individer, der omtales i Byerne, vil man have vanſkeligt ved at paapege nogen eneſte Perſon, ſom man kunde kalde en virkelig norſk Kjøbmand. „Bymændene“ ſynes meſt at have været Gaardejere, der havde Fortjeneſte af at udleje Vaaningsværelſer og Handelslocaler til de Fremmede.
  27. Se „den norſke So“ Suhms Saml. II. S. 14—16. Her ſkildres vel Forholdene i en ſildigere Periode, men hvilke dog aabenbart kun var Fortſættelſen af det ældre Syſtem. Dette viſer ſig iſær af Forhandlingerne om de Stridigheder angaaende Vinterſiddernes Tiende, ſom fandt Sted 1309—1311 hvorom der nedenfor vil blive handlet.
  28. Se fremdeles den norſke So, ſamt end tidligere Biſkop Jakobs Brev til Bergens Borgere af 11 Marts 1390, Dipl. Norv. III. 487.
  29. Dette ſees ligeledes nokſom af Forhandlingerne om Suterernes og Vinterſiddernes Uvillighed til at yde Tiende.
  30. S. o. IV. 1. S. 573.
  31. Dipl. Norv. I. 120.
  32. Blandt dem, der under hine Forhandlinger nævnes blandt „Tydſkerne“, var ogſaa „Henzi skraddari“.
  33. Norges gl. L. III. S. 25. Exemplet ſynes at have været ſmittende, eller den Skik at have indſneget ſig, at danne heel eller halv politiſke Asſociationer, thi Kongen forbyder ligeledes „Samdrikker eller Gilder“ af Ledſagemænd (d. e. Lodſer), Guldſmede, Jærnſmede Englandsfarere, Svende (?), Arbejdsmænd, Bryggermænd; ja endog „Hjemmekvinder“; overhoved alle Samdrikker, undtagen de ſedvanlige Skytninger.