Det norske Folks Historie/6/80

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (I-4-2s. 204-234).

Medens disſe Forhandlinger med Skotland ſtode paa, havde Ufreden med Danmark, ſom det ſynes, næſten ganſke hvilet. Om Sommeren 1291 havde den danſke Konge endog følt ſig ſaa tryg, at han med ſin Moder gjorde en Rejſe til Eſtland[1]. Dette havde han neppe vovet, hvis han havde haft noget Angreb fra Norge at befrygte. Formodentlig antog man da, at Magthaverne i Norge vare ſaa optagne, deels med de ſkotſke Succesſions-Anliggender, deels med Bilæggelſen af Striden med Gejſtligheden, at intet Krigstog i det mindſte i dette Aar vilde blive foretaget. Man maa heller ikke ſynderligt have frygtet de Fredløſe paa Hjelm og Hunehals, ligeſom der ikke findes Antydning til, at disſe i 1291 foretoge noget Angreb paa Kyſterne, idet mindſte intet af Betydenhed, ſom man har fundet værd at optegne. Formodentlig var man der endnu ikke bleven ret færdig med Opbyggelſen af Befeſtningerne[2]. Man kan forundre ſig over, at der under disſe Omſtændigheder ikke ſkede Forſøg fra danſk Side paa at hevne de tidligere norſke Herjetog. Men herpaa var neppe at tænke, ſaa længe Kong Erik endnu ikke ſelv havde overtaget Regjeringen, og ſaaledes kunde virke med ſtørre Kraft. Dette ſkede, ſom det ſynes, ikke førend i 1292, da han fyldte ſit 18de Aar. Fra den Tid ſporer man umiskjendelig ſtørre Virkſomhed fra danſk Side, og ſtørre Kraft i alle Regjeringshandlinger, end under Eriks Mindreaarighed. Imidlertid lagde han dog ikke ganſke Hænderne i Skjødet, med Henſyn til den norſke Fejde, men ſøgte at ſikre ſig Biſtand hos fremmede Magter, eller i det mindſte at forebygge, at de underſtøttede Norge. Saaledes ſkal han allerede 1290 have faaet de mecklenburgſke Fyrſter Henrik af Werle og Nikolas af Roſtock til at love, at de i to Aar ej vilde ſtaa den norſke Konge bi, eller tillade ham at drage gjennem deres Land, ſamt at deres Underſaatter ej ſkulde faa Tilladelſe til at tjene ham, hvorimod Kongen lovede at betale dem ej ubetydelige Pengeſummer[3]. Aaret 1292 gik ikke ganſke fredeligt hen. Nordmændene, ſiges der, viſte ſig i Danmark i Følge med de Fredløſe og gjorde ſtor Skade[4]. Formodentlig var det ved denne Lejlighed, at Hr. Thore Haakonsſøn hentede ſin Svoger Alf Jarls døde Legeme eller rettere Levningerne deraf, fra Stejlen ved Helſingborg, og førte dem til Tunsberg, for der at begraves. Men Kongen ſelv var ikke med, thi der ſiges udtrykkeligt i flere paalidelige Annaler, at han ej gjorde ſit tredie Krigstog til Danmark førend i det følgende Aar, 1293. Hiint Tog i 1292 ſynes ikke at have løbet af uden betydelige Uordener, der vakte nye, ſkjønt kun kortvarige Stridigheder med de tydſke Stæder. Thi af et Manifeſt, ſom Byen Stavern det følgende Aar lod udgaa, ſeer man, at nogle „Sørøvere“ havde ſamlet ſig ſammen ved Marſtrand, for derfra at rane og plyndre, men at de Pintſeaften (24de Mai) bleve grebne af endeel Kjøbmænd fra hiin Stad, og førte for Sysſelmanden, der hændede Dødsdom over dem. Her ligger det nærmeſt at antage, at disſe ſaakaldte Sørøvere hørte til den mod Danmark enten uddragende eller derfra hjemvendende Flaade; eller at de maaſkee endog hørte til de Fredløſes Skare, der nu ſkulde forlade Kongehelle for at tage Hjelm i varig Beſiddelſe. Da det er Indbyggerne af Byen Stavern, der førſt klage, maa man formode, at det fornemmelig var deres Skibe, ſom „Sørøverne“ agtede at angribe, og dette gjør Sagen for ſaa vidt mere rimelig, thi da Kong Erik og Hertug Haakon i Sikkerhedsbrevet af 1289 for Kampens Handelsmænd netop havde undtaget „Staveringerne“ for ſaa vidt man kunde kjende dem, maa Nordmændene og deres Forbundne endog have anſeet ſig berettigede til at angribe dem. Af denne Mening maa ogſaa Kongen have været, da vi fremdeles af hiint Manifeſt erfare, at han blev meget forbitret over hvad Kjøbmændene havde gjort, og beſluttede, ſnareſt muligt at lade dem undgjelde derfor[5]. Dette klinger ellers noget beſynderligt, da det jo var hans egen Sysſelmand, ſom havde hændet Dom over Ransmændene, men ſandſynligviis have de tydſke Kjøbmænd opført ſig uforſkammet og tiltruet ſig Dommen ved at fremmøde ſaa mandſterke paa Thinget, at Sysſelmanden nødſagedes til at lyſtre dem. Foruden Staverns Borgere var det ogſaa dem af Kampen, paa hvem Kongen iſær var opbragt. Sandſynligviis have disſe da kommet hine til Hjelp, og gjort fælles Sag med dem. For at betrygge ſig mod Kong Eriks Hevn henvendte Stæderne Stavern og Kampen ſig til de øſterſøiſke Stæder om Hjelp, og disſe, med Lübeck i Spidſen, lovede ogſaa at ſtaa dem bi, hvorimod hine forpligtede ſig til at holde ſammen med dem, naar de paa den Maade kom i et fiendtligt Forhold til Norges Konge. Denne Forpligtelſe udſtedtes, for Staverns Vedkommende den 25de April, og for Kampens den 5te Mai 1293[6]. Men det var viſtnok hverken Kongens eller de øſterſøiſke Stæders Alvor at lade det komme til Krig. I Særdeleshed maatte det under de nærværende Omſtændigheder være af yderſte Vigtighed for de norſke Fyrſter, at overholde den gode Forſtaaelſe med de tydſke Stæder, da Forholdet med England truede at blive ſpendt, og man var i aabenbar Krig med Danmark. Saaledes ſee vi da og, at Kongen og Hertugen ved Breve, ſom de i Forening udſtedte fra Tunsberg den 11te Auguſt 1292, gave alle Lübeckere og Stralſundere, ſandſynligviis endog Borgerne fra alle fem vendiſke Stæder, der maatte drage gjennem deres Slotte Hjelm og Hunehals, fuldkommen Sikkerhed paa Perſon og Ejendom, tilføjende at de mundtligen og udtrykkeligen havde erklæret ſaavel for Grev Jakob ſom for Hr. Marſk Stig, at derſom der i noget af de tvende Slotte fandtes Perſoner, der ſkyldte Penge til lübeckſke Borgere, ſkulde de tilholdes ufortøvet at betale, og hvis Lübeckerne bragte Varer tilfals, ſkulde Borgmændene ikke maatte tage noget med muligt, men kjøbe det paa ſkjellig Maade; havde hine ikke Lyſt til at afhænde deres Varer der, ſkulde de frit kunne føre dem videre, hvor ſom helſt[7]. Man ſkulde her være friſtet til at tro, at det netop er Marſtrand-Hiſtorien, der fremkaldte disſe Sikkerhedsbreve, da det, ſom ſagt, er højſt rimeligt, at Voldsmændene ved Marſtrand ej har været andre end en Deel Fredløſe, der vare med paa Toget, og agtede ſig til Hjelm. For øvrigt fandtes der blandt dem eller deres Krigere viſtnok ogſaa ikke faa af Alf Jarls forrige Tropper, der ved hans Utlegd og Død maatte ſøge andet Tilhold, og neppe kunde finde det bekvemmere end paa Hjelm og Hunehals, hvor man viſt modtog dem alt for gjerne. Disſe maatte netop føle ſig dobbelt friſtede til at begaa Voldſomheder paa et Tog, hvor de ſkulde hente hans Been, og ſaaledes Erindringen om det Liv, de havde ført under ham, ſaavel ſom Lyſten til at hevne hans Død, opfriſkedes. Fire Dage efter gav Hertug Haakon Greifswaldes Borgere, efter deres Sendebud, Hans v. Bues Begjæring, visſe ſærſkilte Friheder, nemlig at de ſkulde fritages fra det ſædvanlige Følge fra Thinget til Retterſtedet, naar Nogen ſkulde henrettes, at de, naar de kom for at fange Sild, kunde lægge deres Varer op uden at ſpørge Sysſelmanden ad; at de kunde lade Arv, falden i Norge, hente ved en Fuldmægtig; at hvis nogen af dem befandtes at have ſolgt forfalſket Meel eller andre forfalſkede Varer, behøvede han kun, til ſin Retfærdiggjørelſe, at aflægge Eenseed og give Kjøberen Pengene tilbage (Landsloven fordrede her Sættareed[8], ſaa at Udlændingen i dette Stykke var bedre faren end den Indfødde), ſamt endelig, at Kalmar-Artiklerne ogſaa ſkulde gjelde dem, naar de kom til hans Beſiddelſer, hvorimod han anmodede dem om at modtage venligt og behandle ærligt hans egne og hans Broders Underſaatter, der maatte komme til dem. De her opregnede Friheder ere dog viſtnok ved Breve, udſtedte enten ſamme Dag, eller tidligere, ogſaa tilſtaaede de øvrige vendiſke Stæder, og det baade af Kongen og Hertugen, men ſenere tabte eller endnu ikke fremdragne[9]. Man erfarer da ogſaa, at de vendiſke Stæder egentlig kun havde indgaaet den ſaakaldte Alliance med Stavern og Kampen for at kunne faa bragt Stilſtand og Fred til Veje, ſkjønt det rigtignok af de endelige Betingelſer for denne Fred er tydeligt, at de ogſaa benyttede ſig af Lejligheden til at faa deres Friheder udvidede. De ſendte i Mai eller Juni 1293 et Geſandtſkab til Bergen, beſtaaende af een Raadmand for hver af de fem Stæder, og der ſluttedes her, 12te Juni, en Overeenskomſt, hvorved det beſtemtes, at Fuldmægtige fra ſamme fem Stæder ſkulde møde i Bergen førſtkommende Pints, altſaa 6te Juni 1294, for der at afgjøre de gjenſidige Kæremaal, der fra begge Sider vare opkomne ſiden Forliget i Kalmar; blev man ikke der enig med hinanden, ſkulde dog Fred og Venſkab vedvare til St. Hansdag derefter, ſaa at ej alene de fem Stæders Borgere, men og de fra Kampen og Stavern, ſkulde frit kunne ſejle til Norge, hvorimod ogſaa Bremens Borgere ſaavel ſom andre Venner af Kong Erik ſkulde kunne beſøge Stæderne. Mellem Bremen og de øſterſøiſke Stæder herſkede der nemlig nu ſtort Uvenſkab, fordi hiin ikke havde gjort fælles Sag med dem i Krigen mod Norge, men tvert imod holdt Venſkab med dette og ſkilt ſig fra Forbundet. Det var endog blevet beſtemt paa et Møde i Wismar, at de, der under Krigen havde handlet med Norge, ſkulde ſtraffes med Tabet af al deres Ejendom, og at enhver Bremer, der kom til en af de forbundne Stæder, ſkulde udjages med alt ſit Gods[10]. Derimod havde Kong Erik ved et Brev, dateret Bergen den 15de Juli 1292, formedelſt den ſærdeles Kjærlighed, han nærede for Bremerne, der altid havde været velvillige og forekommende mod ham og hans Forfædre, taget dem i ſin ſærlige Beſkyttelſe, og beſtemt deres Told af Sildefiſke ved Norge til 5 Penninge Sterling af Leſten, i Stedet for at de andre fremmede Kjøbmænd maatte erlægge Told efter Sysſelmændenes Godtbefindende[11]. Stædernes Geſandter ſtillede nu Kong Erik højtidelig Forſikring paa, at behørig Ratification ſkulde meddeles paa den ſluttede Overeenskomſt, og inden førſtkommende Mortensdag nedlægges hos Minoriterne i Tunsberg; i modſat Fald ſkulde de ſelv inden Juul indfinde ſig i Tunsberg, og ikke forlade Byen førend Ratificationsbrevene vare komne[12]. Mødet i Bergen blev ogſaa holdt og Forliig ſluttet, ſom det i det følgende ſkal viſes. Kongen havde ſaaledes nu frie Hænder til at fornye Fiendtlighederne med Danmark, og undlod heller ikke at benytte ſig heraf.

Disſe Fiendtligheder ſynes allerede i længere Tid at have været forberedede. Saa vidt man af de ſparſomme Efterretninger kan ſkjønne, var der nu ſtiftet en virkelig Coalition mellem de norſke Fyrſter, Hertug Valdemar og de øvrige danſke Fredløſe og Misfornøjede om i Forening, og ſamtidigt, at paaføre Kong Erik Eriksſøn Krig, for om muligt med eet Slag at kunne knuſe ham. Sjælen i denne Coalition var, ſom man tydeligt kan ſee, Erkebiſkop Jens Grand. Man behøver kun at iagttage, hvor planmæsſigt han ſøgte at lægge ſin Konge Hindringer i Vejen, medens han derimod paa alle Maader ſøgte at ſkaffe hans Fiender Fremgang, for at føle ſig overbeviiſt om, at han her ikke handlede, efter ſom Øieblikkets Forhold indſkød ham, men efter formelig Aftale og klogt beregnede Anſlag. At Hertug Valdemar nu, efter at Kongen var bleven myndig, og han ſelv ſaaledes var fjernet fra al Indflydelſe, atter ſlog ſig til ſine gamle Venner, var i ſig ſelv ikke ſaa beſynderligt. Anledning til aabenbart at rejſe Oprørsfanen ſynes han at have taget ved at fremkomme for ſig og ſin Broder Erik med Fordringer paa endeel Beſiddelſer i og ved Fyn, der havde tilhørt hans Farbroder, Junker Abel Abelsſøn, og hvortil de paaſtode Arveret, navnlig Langeland, medens Kongen derimod, efter at være bleven myndig, fordrede Als, Ærø og Femern tilbage. Vel tales der ikke nærmere herom førend i det følgende Aar, men det maa dog betragtes ſom vedkommende denne Sag, at den unge Junker Erik, kaldet Langbeen, Hertug Valdemars Broder, den 23de Auguſt 1292, medens Kongen og Hoffet opholdt ſig i Nyborg, overfaldt og myrdede ved Nattetid Drottſeten, Hr. Skjalm Stigsſøn[13], rimeligviis fordi han anſaa ham for den, der iſær tilſkyndede Kongen til de Skridt, der vakte deres Misfornøjelſe. Ogſaa andre brave og Kongen hengivne Mænd bleve paa denne Tid dræbte efter Anſtiftelſe af de Fredløſes Venner, og da Erkebiſkoppen var den mægtigſte af disſe, betragtede man viſtnok ham ſom den egentlige Ophavsmand. Erkebiſkoppen havde imidlertid allerede paa et Provincial-Concilium, der holdtes i April 129l, faaet de under hans Forgængere vedtagne Beſtemmelſer om Kirkens Frihed og de Gejſtliges perſonlige Sikkerhed bekræftet, navnlig Erkebiſkop Jakobs bekjendte Veile-Statut, Cum ecclesia Daciana &c. der bød at hvis nogen Biſkop inden Rigets Grændſer efter Kongens Befaling, eller med hans Tilladelſe, fængſledes, lemleſtedes eller leed grov perſonlig Fornærmelſe, ſaa ſkulde hele Riget belægges med Interdict; ja endog naar det kun var ſkeet ved en Adelsmand, uden at man med Sikkerhed vidſte at det var efter Kongens Ønſke, men alene formodede det. Herved troede han vel tilſtrækkeligt at have ſikret ſig mod al udvortes Fare. Men et ſaadant Skridt kunde naturligviis ikke andet end ophidſe Kongen og dennes Tilhængere endnu mere imod ham. Om hans hemmelige Stemplinger med Kongens Fiender vidner det nokſom, at han — rigtignok kun efter Modpartiets ſenere Beſkyldning — afſendt i et offentligt Erende til Viborg, havde en Sammenkomſt med Marſk Stig og flere andre af de Fredløſe, og var i Følge med dem hele tre Dage, lige til Midelfart, overlæggende med dem, hvorledes de paa bedſte Maade atter kunde faa Landsviſt[14].

Idet følgende Aar, 1293, gjorde Kong Erik af Norge, ſom allerede er omtalt, et Tog til Danmark i egen Perſon[15]. Dette maa have været i Juli eller Auguſt Maaned, ſaaſom vi endnu den 29de Juni finde Kong Erik i Bergen[16], medens han derimod, efter hvad der ovenfor er viiſt, maa have holdt ſit Bryllup med Iſabella Bruce i Slutningen af Auguſt eller Begyndelſen af September. Sandſynligviis var det ved denne Lejlighed, at Erkebiſkoppen ſendtes til de norſke Fyrſter for at underhandle om Forliig paa eller ved det tidligere omtalte Varderø i Halland[17]. Det er i højeſte Maade beſynderligt, at Kongen vilde betro ham dette Hverv, men enten har man ikke kunnet undgaa at modtage hans Tjeneſte, naar han tilbød den, eller og har man troet, at han formaaede meſt hos de norſke Fyrſter; heller ikke havde han vel endnu ganſke taget Maſken af. Men hvis man kan tro dem, der ſenere paa Kongens Vegne anklagede ham, ſveeg han paa det ſkammeligſte den Tillid, man viſte ham, thi i Stedet for at raade til Fred, bad han dem, ſom det ſynes, ikke under nogen Omſtændigheder at indgaa Forliig, førend Kongemorderne vare indſatte igjen i deres Rettigheder. Dette kan man dog førſt ſenere have bragt i Erfaring, thi af Erkebiſkoppens ſenere Ferd kan man ikke faa andet ud, end at han maa have foregivet, at Forligsunderhandlingerne atter ſkulde optages, og imidlertid have truet enhver, der begyndte eller raadede til nye Fiendtligheder, med Bann. De norſke Fyrſter ſynes ellers ikke denne Gang at have udrettet ſtort. De ſkulle ingenſteds have gjort Landgang, men derimod alene have opbragt og plyndret Skibe[18]. Imidlertid finde vi dog Hertug Haakon den 24de Auguſt i Vedel (Vejle), hvor han den Dag udſtedte et Beſkjermelſesbrev[19] for Chorsbrødrene i Viborg, der befandt ſig paa Øen Lesø. Dette tyder viſtnok paa at den norſke Flaade ogſaa nu beherſkedes Farvandene. Men Hertugens Erende i Jylland var vel neppe ſaa meget at herje, ſom at beſøge Hertug Valdemar, og med ham nærmere at aftale Planer for Fremtiden; medens derimod Kong Erik ſandſynligviis er vendt tilbage til Bergen allerede i Begyndelſen af Auguſt, for at berede ſig til ſit Bryllup og modtage ſin Brud. Aarſagen, hvorfor der paa dette Tog ikke udrettedes mere, var maaſkee den, at Marſk Stig, af hvem man viſtnok havde ventet ſig betydelig Hjelp, afgik ved Døden[20]. Der ſiges ingenſteds, hvad Tid paa Aaret det var, men det rimeligſte er dog at det ſkede før, eller ſamtidigt med Nordmændenes Tog til Danmark, da man vel ellers paa en eller anden Maade vilde hørt ham eller de Fredløſe omtalt, og Toget ſelv vilde have været rigere paa Begivenheder, derſom der havde fundet nogen kraftig Medvirkning Sted fra de Fredløſes Side. En anden Omſtændighed, der rimeligviis ogſaa hindrede den norſke Konge fra at virke med faa ſtor Kraft ſom han ønſkede, var nogle i det Throndhjemſke forefaldne Begivenheder, om hvilke vi dog desværre ſavne nøjere Underretning; det heder kun at Hr. Lodin af Bakke kom ſom utleg til Island, og at mange andre throndhjemſke Herrer faldt i Utlegd[21]; men Aarſagen angives ikke, og man kan kun gjette paa, at de enten have vakt Uroligheder, eller ogſaa vægret ſig ved at deeltage i Toget til Danmark.

Slutningen af Aaret hengik, ſom det ſynes, uden Krigsbegivenheder, og den norſke Konge tilbragte ſom ſædvanligt Vintren i Bergen[22]. Men det var hans Agt, næſte Aar at komme igjen ſaa meget ſterkere, og rimeligviis var det ogſaa Aftalen, at Hertug Valdemar da fra ſin Side ſkulde bryde løs, om det var ham muligt. Der tales meget om de ſtore Forberedelſer, ſom den norſke Konge nu gjorde til at angribe Danmark, hvorledes han udruſtede ſine Skibe, og ſamlede en Mængde Folk[23]. Hermed maa han da, ſom det af det Følgende vil ſees, allerede tidligt paa Aaret 1294 eller maaſkee endog mod Slutningen af 1293, have været beſkjeftiget. Men den unge Kong Erik af Danmark, der tilbragte Julen i eller ved Randers, maaſkee for i Nærheden at kunne holde Øje med Hertug Valdemars Bevægelſer, udviklede fra ſin Side ſtor Virkſomhed til Landets Forſvar, og ſøgte endog, ſom man af det følgende kan ſee, at forekomme Nordmændenes Angreb ved at foranſtalte et Tog fra Skaane op til Halland og den ſydlige Deel af Norge ſaa tidligt paa Aaret, at de norſke Fyrſter endnu ikke kunde have faaet deres Skibe i Søen eller deres Folk ſamlede. Derved havde man viſtnok nærmeſt for Øje, at overrumple, indtage og ødelægge det forhadte Hunehals. Hans førſte Skridt var, ſaa vidt man kan ſee, at ſammenkalde et almindeligt Danehof til Nyborg for at aftale de fornødne Forſvarsanſtalter og udvirke overordentlige Pengebevilgninger til Udruſtningerne. Dette Møde maa ellers være holdt meget tidligt paa Aaret, maaſkee endog før den i 1282 beſtemte Tid, Midfaſte, der i dette Aar indtraf den 28de Marts[24]; muligt at det endog holdtes mod Slutningen af 1293. Men Erkebiſkoppen lagde, formodentlig i ſin ſelvtagne Egenſkab af Fredsmegler, alle mulige Hindringer i Vejen for Kongens Beſtræbelſer. Paa Danehofet ſatte han den fungerende Drottſete, Aake Jonsſøn, i Bann, formodentlig fordi han, trods hans Forbud, opfordrede Folket til at ſtaa Kongen bi ved hans Krigsforetagender, og dette, ſagde ſenere udtrykkeligt Kongens egne Mænd, vakte en ſaadan Forvirring„ at hele Danehofet ſkiltes ad med uforrettet Sag. Da Kongen ikke des mindre fik Folket til at underkaſte ſig et overordentligt Krigsſtyr, forbød Erkebiſkoppen ſtrengeligt ſine egne og Lunds Kirkes Undergivne at yde noget, og da Kongen i egen Perſon kom over til Skaane for at underſøge Befæſtningernes Tilſtand og treffe nærmere Anſtalter til Forſvar, forbød Erkebiſkoppen ſine Undergivne endog at ſælge Kongen og hans Mænd de nødvendige Levnetsmidler, under Banns Straf. Ikke des mindre opfordrede Kongen Erkebiſkoppen, ifølge hans Leenspligt, at møde frem til Krigstjeneſte med ſine Vaſaller, men han ſad naturligviis dette Bud overhørig, ja forbød endog ſine Bønder at opfylde deres Ledingspligt ifølge Opbudet. Da den kongelige Befalingsmand i Skaane ſamledes med andre af Kongens troe Mænd paa Liborii Høj udenfor Lund for at raadſlaa, bleve de overfaldne og adſplittede af Erkebiſkoppens Folk og Tjenerſkab, der kom dragende frem i ſtort Antal under Lunds Kirkes Fane og med klingende Spil, ſaa at det paa et hængende Haar var kommet til ſtor Blodsudgydelſe, og enda var det ſaa langt fra, at Erkebiſkoppen misbilligede dette, at han endog beſkyttede Voldsmændene. Fremdeles bannſatte han endnu flere af Kongens ypperſte Mænd, for derved, ſom man paaſtod, at tvinge dem til at opſige deres Herre Huldſkab og Troſkab. Han ſkal endog have ladet flere af Kongens troe Underſaatter, der døde inden hans Enemerker, opgrave af Kirkegaarden og deres Been kaſte i Havet, uden engang formeligt at have bannſat dem. Dette viſer, at han vilde have dem betragtede ſom faldne i Bann ipso facto, fordi de havde adlydt Kongens Befalinger, og grebet til Vaaben mod Rigets Fiender. Hans hele Optræden var ſaaledes paa det nærmeſte den ſamme ſom den norſke Erkebiſkop Peters, da denne i Aaret 1226 tiltog ſig paa egen Haand at paabyde Stilſtand mellem Kong Haakon Haakonsſøn og Sigurd Ribbung, truende hver den med Bann, ſom gjorde Ufred førend Forliigsmøde var prøvet[25]. Men man kan da heller ikke forundre ſig over at den danſke Konge ikke optog ſlig Ferd bedre end Kong Haakon havde optaget Erkebiſkop Peters Ferd. Toget til Nordre-Halland fandt imidlertid Sted, og ſom det ſynes, under Anførſel af Fyrſt Vitſlav af Rügen, der viſtnok gjerne greb Lejligheden til at hevne Angrebet paa Stegeborg. Kongen ſelv ſynes derimod ikke at have fulgt med, men at være forbleven i Skaane[26], maaſkee iſær for at holde Øje med Erkebiſkoppen, hvilken han endnu engang forgjeves opfordrede til at ſende Krigsfolk med de Kongelige mod Hunehals. Erkebiſkoppen vægrede ſig fremdeles ved at efterkomme Opfordringen, forbød ligeledes ſine Undergivne at gjøre det. Nordre Halland blev paa dette Tog herjet og Hunehals belejret, men ikke indtaget. De Kongelige paaſtode, at det for en ſtor Deel var Erkebiſkoppens Skyld, thi Beſætningen, heed det, fik Lejlighed til at ſlaa mange Folk ihjel, rimeligviis ved Udfald, og bortføre en Mængde Kvæg; dette vil da ſige at den kongelige Hær ikke har været ſterk nok til at ſtorme eller endog at indeſlutte Borgen, ſaa at dens Forſvarere have kunnet gjøre idelige Udfald, og derved ſkaffe ſig ſaa meget Proviant, at man ikke kunde tænke paa at udhungre den. Den mislykkede Belejring af Hunehals hindrede dog ikke Vitſlav fra at trænge videre frem mod Norden indenfor Norges Grændſer, hvor han herjede og brændte den halve Deel af Øen Hiſingen.[27]. Formodentlig var det hans Henſigt at ſtorme lige frem til Kongehelle og indtage Ragnhildholms Slot, men deraf blev dog intet, ſandſynligviis fordi de norſke Befalingsmænd, maaſkee Hertugen ſelv, imidlertid havde ſamlet de fornødne Forſvarstropper.

Imidlertid havde Kong Eriks Taalmodighed naaet ſin Grændſe. Forbitret over al den Overlaſt, han havde maattet døje af Erkebiſkoppen, beſluttede han ſig, ſom han ſiden ytrede, for at undgaa ſit Livs og ſin Krones Tab, til det driſtige Skridt, at lade Erkebiſkoppen gribe og henſætte indtil videre i Fængſel paa Søborg Slot (5te og 6te April)[28]. Dette ſkede, ſom bekjendt, ved Kongens Broder Hertug Chriſtopher, og paa en meget voldſom Maade; Erkebiſkoppen ſaavel ſom hans ivrige Tilhænger og Hjelper, Provſt Jakob, bleve overvældede med Forhaanelſer og Mishandlinger, og i Fangenſkabet behandlede med næſten oprørende Haardhed. Dog paaſtod Kongen ſiden, at han ikke havde nogen Skyld i dette, og ikke engang vidſte, at de døjede ſaa meget ondt i Fængſlet. Dette maa nu ſtaa ved ſit Verd; man maa i alle Fald holde den unge Konge det noget til Gode, om han ikke var ſaa nøieregnende med hvorledes hans Mænd behandlede en Mand, der nu kunde betragtes ſom Fædrelandets eller i det mindſte Kongehuſets farligſte Fiende. Og ſaa meget er viſt, at han havde den almindelige Stemme paa ſin Side, og at Fiendernes Planer for det førſte ej kom til Udførelſe: et umiskjendeligt Tegn paa, at Erkebiſkoppen var den egentlige Hovedmand, og at Kongen ved at gjøre ham uſkadelig havde angrebet Ondet i Roden. Af de norſke Fyrſters paatænkte Tog til Danmark blev der nu intet, derimod maa de være dragne med ſine Skibe til Elven, for at dække Kongehelle og Elveſysſel, ligeſom det maa anſees ſom viſt, at de her enten ſelv aabnede Underhandlinger med Fyrſt Vitſlav eller lyttede til Fredsforſlag fra ham, ſamt at de ifølge en med ham truffen Aftale, ſtrax derefter, i Mai, begave ſig til Kjøbenhavn, og der havde en perſonlig Sammenkomſt med Kong Erik, ved hvilken ogſaa Vitſlav var tilſtede ſom Megler, men hvor det dog ikke lader til at man kom til nogen Enighed. Sandſynligviis have de norſke Fyrſter ikke villet indlade ſig paa at ſlutte nogen Fred, uden at ogſaa Hertug Valdemar deeltog deri[29]. Derpaa var der ikke nu at tænke, da Gemytterne paa begge Sider vare for ophidſede. De norſke Fyrſter maa derpaa ſtrax have vendt tilbage til Norge, ſiden vi allerede ved Pintſetid (6te Juni), finde dem i Tunsberg, hvor de, efter den i foregaaende Sommer trufne Aftale, modtoge de Befuldmægtigede fra de tydſke Stæder. Dette Møde ſkulde viſtnok efter den førſte Beſtemmelſe have været holdt i Bergen, men det var vel de nys omtalte Omſtændigheder, der foraarſagede, at det maatte holdes i Tunsberg, og dermed var vel ogſaa de tydſke Herrer vel tilfreds, da de derved fik ſaa meget kortere Rejſe. Om Mødet ſelv og de vigtige Ting, ſom der bleve beſtemte, ſkal i det følgende blive talt: her holde vi os for det førſte til den danſke Krig. Det er ej uſandſynligt, at Danekongen, ſiden han nu kunde aande friere for ſin farlige Fiende, ikke lod det blive med Toget mod Hunehals. Efter en enkeltſtaaende Beretning ſkal han have hjemſøgt Vendſysſel og ſtraffet Almuen, der havde gjort fælles Sag med de Fredløſe[30], et Sagn melder endog, at han ſkulde have erobret og nedbrudt Borgen paa Hjelm. Dette forholder ſig nu viſtnok ikke ſaa, thi Hjelm blev ikke erobret og nedbrudt førend Aaret ſenere, ſom det indenfor vil ſees. Men at han dog maaſkee har benyttet ſig af den Forvirring, der opſtod efter Marſk Stigs Død, og ladet forſøge et Angreb paa Borgen, hvorved flere af de Fredløſe bleve forſkrækkede, kunde man maaſkee ſlutte deraf, at en af deres ypperſte, Rane Jonsſøn, ikke længer vovede at opholde ſig der, men flygtede til Roeskilde, hvor han efter i nogen Tid at have holdt ſig ſkjult i et Kloſter, blev opdaget, greben og ſtejlet. Imidlertid er det dog vel ogſaa muligt, at det kun var Marſkens Død, der gjorde ham og flere af de Fredløſe ſaa modfaldne. Marſkens Sønner ſkulle ved hans Død være blevne uenige og have flygtet hver ſin Vej; deres Exempel kunde da ogſaa Rane have fulgt. Viſt er det, at han i 1294 blev greben og henrettet. Efter en af de gamle Viſer ſkal han, ſom ovenfor nævnt, have været gift med en Datter af Alf Jarl ved Navn Chriſtina, men noget tilforladeligt vides ikke derom[31]. Den øvrige Deel af Aaret ſynes at have gaaet fredeligt hen. I Danmark ſkulde egentlig ifølge Statutet et almindeligt Interdict være lyſt over Landet i Anledning af Erkebiſkoppens Fængſling, men det var ſaa langt fra at man holdt ſig dette efterretteligt, at endog Domcapitlet i ſelve Lund indgav en Foreſtilling til Paven imod dets Iagttagelſe. Det ſamme gjorde Capitlet i Ribe[32] og ſandſynligviis alle de øvrige Capitler, ſaa at der fremdeles blev holdt Gudstjeneſte over hele Riget: et umiskjendeligt Tegn paa, at Kongen havde den almindelige Stemme for ſig. Fra Tunsberg vendte Norges Konge tilbage til Bergen, hvor han forblev den øvrige Deel af Aaret[33].

Det følgende Aars Begivenheder lade formode, at der i Løbet af Vintren har været hyppige Budſendinger mellem Hertug Valdemar og de norſke Fyrſter, og en fælles Krigsplan for det kommende Aar aftalt. Thi det er viſt, at ſaavel Hertug Valdemar, ſom den danſke Konge nu gjorde alvorlige Forberedelſer til Krigen. Valdemar befæſtede Gottorp Slot med Volde og Grave, og ſkaffede ſig desforuden, viſtnok for Penge, mange Riddere og Svende fra Holſten, Saxland og Weſtphalen til Hjelp[34]. Kongen, heder det, lagde en ſtor Skat paa Kloſtre og Kjøbſtæder[35], hvilket dog vel neppe er at forſtaa anderledes, end at han nu, da Erkebiſkoppen var gjort uſkadelig, uden Indſigelſe fra Gejſtlighedens Side kunde hæve det ham tidligere bevilgede overordentlige Krigsſtyr. Heraf ſeer man ſaa meget, at Krigen med Sikkerhed ventedes fra begge Sider, og ikke var nogen Hemmelighed, ja ſandſynligviis endog allerede var erklæret, eller i det mindſte betragtedes ſom uundgaaelig. Det er ikke uſandſynligt, at Kongen her for ſaa vidt var den angribende Part, ſom han, forfølgende den Fordeel, Erkebiſkoppens Fængſling gav ham, ſamt opmuntret ved det ſidſte Aars ikke uheldige Krigførſel, kan have fordret med end ſtørre Strenghed af Hertug Valdemar, under Truſel om Krig, at han ſkulde give Slip paa Als m. m., ſamt overhoved alt hvad han og hans Broder havde i Beſiddelſe øſtenfor Midelfartſund; muligt er det endog, at Fordringen allerede ved eller ſtrax efter det oven omhandlede Møde i Kjøbenhavn er bleven fremſat og afſlaaet paa en Maade, der gjorde Krigen vis. Men hvad enten nu Krigen formeligt erklæredes eller ej, laa det i Sagens Natur, at Jylland, eller overhoved den Deel af Riget, der laa veſtenfor Beltet, denne Gang maatte blive Krigsſkuepladſen; i denne Deel laa de omtviſtede Beſiddelſer; der maatte Sammenſtødet mellem Kongen og Hertugen ſkee, om et ſaadant overhoved ſkulde finde Sted; der havde Abels Linje ſine fleſte Tilhængere; der havde desuden de Fredløſe ſtørſt Indflydelſe og kunde udrette meſt til Fordeel for den norſke Konge, hvilken de fremdeles erkjendte ſom deres Herre. Aftalen mellem Hertug Valdemar og de norſke Fyrſter maa rimeligviis have gaaet ud paa, at tvinge den danſke Konge til at ſplitte ſine Stridskræfter, hvilket vilde ſkee, naar de landede med den norſke Flaade i det nordlige Jylland, medens Hertug Valdemar greb til Vaaben i det ſydlige. Henſigten var da vel om de ſejrede, aldeles at berøve den unge danſke Konge Tronen, og at dele Riget mellem ſig, ſaaledes at Valdemar fik Kongenavnet[36]. For at ſkaffe ſig end flere Territorial-Fordringer, og vel og for tillige at knytte en nærmere Familieforbindelſe med de norſke Fyrſter, giftede den unge Junker Erik ſig med Sophia, en Datter af Kong Erik Valdemarsſøns Enke Jutha i hendes ſenere Egteſkab med Burchard, Borggreve af Roſenberg i Saxland[37], og ſaaledes en Halvſyſter af hendes Døtre med Kong Erik, nemlig den afdøde norſke Dronning Ingeborg, den ſvenſke Dronning Sophia, og begge de forhenværende Nonner i St. Agnes’s Kloſter i Roeskilde, Agnes og Jutha, af hvis betydelige Efterladenſkaber hiin Sophia, formodentlig ved Teſtament, havde faaet Arveret til en Deel, og nu bragte denne Ret over til ſin Mand. Man kan ikke tvivle om, at de norſke Fyrſter ogſaa have gjort betydelige Udruſtninger, thi vi erfare, at Erkebiſkoppen ſelv, ſaavel ſom Biſkop Narve af Bergen og Biſkop Eivind af Oslo vare med, ſaavel ſom en Mængde Baroner og Riddere, navnlig Hr. Bjarne Erlingsſøn og hans Broder Vidkunn, Hr. Thore Haakonsſøn, Hr. Jon Brynjulfsſøn, Hr. Iſak Gautesſøn (ſom ſaaledes allerede da var tagen til Naade igjen), Hr. Guthorm Gydasſøn, Hr. Gudleik Viljamsſøn, Hr. Thorvald Thoresſøn fra Hjaltland, Magiſter Bjarne Lodinsſøn o. fl. Ellers vide vi desværre intet nærmere om Forberedelſerne til Toget. Man veed ikke engang, hvad Tid Kong Erik forlod Bergen, hvor han tilbragte Vintren, og hvor han endnu var den 5te Marts[38]. Sandſynligviis kom han ikke afſted, førend temmelig ſildigt, efter St. Hansdags Tider, da han paa denne Dag udſtedte en Fuldmagt for Hr. Audun Hugleiksſøn, der ſkulde afgaa ſom Geſandt til Frankrig i et Erende, der nedenfor vil blive nærmere omhandlet: en Sag ſom denne var dog viſt bragt i Orden, førend Kongen tiltraadte Toget[39]. Uheldigviis nævnes ikke Stedet, hvor denne Fuldmagt er given; men man maa formode, at det er ſkeet i eller paa Vejen til Tunsberg, hvor Søtogene til Danmark ſædvanligviis plejede at udgaa, idet nemlig Kongen og Hertugen ſamledes her, og hvor Kongen nu desuden i Anledning af de tydſke og danſke Fejder ſaa godt ſom hvert Aar regelmæsſigt begav ſig hen ved Midſommerstid. Det kan dog ikke have været længe efter denne, at vi finde Kongen og Hertugen med deres Flaade i Limfjorden, ved Aalborg. Omtrent paa ſamme Tid (10de Juli) finde vi den danſke Konge i Ribe[40], viſtnok rede til at rykke ud mod Hertug Valdemar, der ſtod i Spidſen for en betydelig Troppeſtyrke ikke langt derfra. Det kom dog ikke til nogen Kamp, thi der blev ſtrax aabnet Underhandlinger, og en Stilſtand vedtaget, hvorved det blandt andet beſtemtes, at den norſke Fyrſtes Mænd ſkulde kunne rejſe igjennem Jylland med Sikkerhed og Fred for Danekongens Mænd, og omvendt disſe for de norſke. Ved disſe de norſke Mænds Rejſer igjennem Jylland ſigtedes der viſtnok til de Budſendinger, der nu ſkulde gaa frem og tilbage mellem de norſke Fyrſter og Hertug Valdemar, da det nemlig faldt af ſig ſelv, at en Stilſtand ej kunde ſluttes af hine, uden at ogſaa han, deres Forbundne, toges paa Raad med og en Stilſtand forudſatte desuden i de Tider altid Berammelſe af et Forligsmøde; om alt dette var det nødvendigt at underrette Hertugen og treffe Aftale med ham. Forligsmødet ſynes med kort Varſel at have været berammet at ſkulle holdes i eller ved Svenborg. For Stilſtandens Overholdelſe borgede paa Danekongens Vegne Biſkop Nikolas af Børglum, Biſkop Jens af Aarhuus, Hr. David Thorſteensſøn, dengang fungerende ſom Drottſete (maaſkee for Jylland), og flere, i alt 24 Riddere[41]. Men, ſaavidt man erfarer, gav Udtrykket „Kong Eriks og Hertug Haakons Mænd“ ſtrax Anledning til at denne Stilſtand ophørte. Medens de Danſke derunder kun ſynes at have villet forſtaa virkelige Nordmænd, benyttede derimod, ſom man tydeligt kan ſkjønne, enkelte af de Fredløſe ſig heraf til at drage igjennem Jylland, hvad enten det nu var for at begive ſig til Hertug Valdemar, eller for at ſee til ſine Ejendomme, eller de endog ligefrem droge i den norſke Konges Erende. Uden at enſe, at de nu ſtode under de norſke Fyrſters Beſkyttelſe, og fordrede at betragtes ſom hans Mænd, lod Drottſeten, Hr. David, en af dem, Hr. Sven Friis, altſaa en anſeet Mand, gribe i Horſens ſom fredløs med to andre i hans Følge, Jens Pallesſøn og Jens Foot, og alt hvad de medbragte tage fra dem; en fjerde, der ſagdes at være de norſke Fyrſters Tjeneſtemand, men hvis Navn, Thrugøt Laale, tydeligt viſer at han var Danſk, og viſtnok hørte til de Fredløſe, blev endog dræbt, og hans Heſte og Ejendele tagne; fra andre tog man Vaaben og Heſte m. m.; ſaa at man maa formode at de danſke Krigsmænd have gjort Jagt paa alle de Fredløſe, der viſte ſig paa jydſk Bund. De norſke Fyrſter tilſkreve ſtrax hine Herrer, der havde gaaet i Borgen for Stilſtanden, herom, fordrede de Fangne udleverede, Bøder for de Dræbte, og Skaden erſtattet. Men denne Begjæring blev ikke opfyldt. De norſke Fyrſter begave ſig nu, ſandſynligviis med hele Flaaden, ſyd til Svenborgſund[42]. Her mødte Biſkop Giſiko af Fyen, Junker Erik, formodentlig efter Tilſigelſe, og Drottſeten Hr. David tilligemed mange andre af de Riddere, der havde gaaet god for. Stilſtanden. Kongen af Norge forlangte nu paa det indſtændigſte, at de Fangne ſkulde frigives og Skaden erſtattes; ſaavel han ſelv, ſom hans Broder Hertug Haakon erklærede ſig paa ſin Side beredt til, om man kunde paaviſe nogen Brøde, deres Mænd havde begaaet, at give al ønſkelig Fyldeſtgjørelſe. Men deres Bøn blev ikke alene afſlaaet, tvert imod bleve Hr. Sven, Jens Pallesſøn og Jens Foot bragte til den danſke Konge, der lod dem henrette. Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at Underhandlingerne ved hiint Afſlag maatte blive afbrudte, ſelv om ikke, hvad det lader til, flere af dem, der ſkulde have været tilſtede ved Mødet, vare udeblevne. Saa vidt man kan ſee, ſejlede den norſke Flaade nu fra Svenborg længer ind i Midelfartſund, enten til Als eller Aarøſund, medens Danekongen rykkede imod Hertug Valdemar, og mødte ham paa Sommerſted Hede (en Miils Vej nordveſtligt fra Haderslev), hvor han maaſkee allerede i længere Tid havde været lejret. Folkemonen ſynes ganſke at have været paa hans Side, thi der ſiges, at han i Alt havde henved 1400 Riddere og Svenne, medens Kongen kun havde 600; denne ſkal rigtignok ogſaa, ſom det heder, have haft en heel Mængde „Huusfolk“, hvorved vel forſtaaes Fodfolk hjemme fra Landet; men Rytteriet, fornemmelig det lejede, udgjorde paa den Tid Hovedſtyrken, og derefter regnede man, om den ene Hær kunde anſees for at være den anden overlegen. Man havde allerede paa begge Sider ordnet ſig til Strid, da der atter aabnedes Underhandlinger, i hvilke ogſaa Befuldmægtigede fra de norſke Fyrſter deeltoge, hvad enten de nu allerede forhen havde begivet ſig til Hertugens Lejr, for med ham at aftale den videre Krigsplan, eller de bleve ſendte efter en til deres Herrer udtrykkelig afgaaen Indbydelſe om at deeltage i Underhandlingerne. En ſaadan Indbydelſe kunde viſtnok i meget kort Tid baade fremſættes og beſvares, da den norſke Flaade, ſom nys nævnt, nu rimeligviis laa for Anker etſteds ved Kyſten ganſke i Nærheden. Det er ogſaa højſt ſandſynligt, at det var denne Nærhed i Forening med Hertugens ſtørre Troppeſtyrke, der atter bragte Danekongen og hans Raadgivere til at vælge Underhandlingernes Vej. Det heed ſiden, at hvis det var kommet til Slag, da havde Hertugen ſikkert vundet Danmarks Krone[43]. Der aftaltes nu et nyt Møde, ſom ſkulde holdes førſtkommende Mariemesſe øvre (8de September) i eller ved Midelfart. Her ſkulde de norſke Fyrſter perſonligt komme ſammen med Danekongen, og fuld Grid dertil meddeles ſaavel Fyrſterne ſom deres Mænd; de af disſe, hvem Danekongen da ikke kunde overbeviſe om at være ſkyldige i hvad han ſigtede dem for (her menes altſaa aabenbart Kongemorderne og deres Hjelpere) ſkulde faa deres Gods tilbage, have hans Venſkab, og nyde fuld Fred. Imidlertid ſkulde der være Vaabenhvile og Grid fra begge Sider. Herom udſtedte Kongen af Danmark et aabent Brev, og 50 Riddere gave med ham deres Forløfte derpaa. Da den beſtemte Dag kom, og begge Parter ſamledes i Midelfart, ſynes Forſikringen fra den danſke Konges Side at være bleven fornyet, og bekræftet ved et nyt Forløfte af 50 Svenne[44]. Alligevel kunde disſe Forſikringer dog ikke ſikre Kongemorderne og de øvrige Fredløſe mod de Kongeligſindedes Forbitrelſe. Endnu inden Sammenkomſten i Midelfart begav Hr. Aage Kake, en af dem, der ved Dommen af i 1287 vare erklærede for Kongemordere, og ſom de norſke Fyrſter ved Brevet af 25de Juni 1287 udtrykkeligt havde taget i Beſkyttelſe ſom ſine egne Mænd, ſig til Viborg, i Fortrøſtning til den forkyndte Grid; men aldrig ſaa ſnart fik Bymændene ham at ſee, førend de ſtyrtede over ham, dræbte fire af hans Mænd og ſaarede ham ſelv ſaa haardt, at han kort derefter døde; hans Broder, der var i Følge med ham, kaſtede de i Fængſel med ſex Svenne, af hvilke een ved den haarde Behandling, han leed, døde i Fængſlet. Saavel denne, ſom de øvrige Dræbte bleve begravede i uindviet Jord, hvor de groveſte Forbrydere plejede at lægges; de Fangne ſendte de til Kongen, der ikke ſatte dem paa fri Fod, førend de havde betalt ſvære Løſepenge. Dette var maaſkee Aarſagen til hiin Fornyelſe af Forſikringen ved Sammentrædet i Midelfart. Her var, ſom det ſynes, foruden de norſke Fyrſter, Danekongen og dennes Broder, ogſaa Hertug Varldemar, Junker Erik, Grev Jakob af Halland og Grev Henrik af Holſten tilſtede, eller i det mindſte ikke langt borte[45], ej at tale om de gejſtlige og verdslige Stormænd i begge Kongers Følge. Imidlertid deeltog, ſom det ſynes, Hertug Valdemar ſelv ikke i disſe Underhandlinger, og hans Broder, Hr. Erik, kun i Egenſkab af de norſke Fyrſters Beſvogrede og Beſkyttede, det vil ſige med Henſyn til hans Fordringer paa ſin Huſtru Sophias Mødrenearv. Underhandlingerne førtes i meer end et Par Ugers Tid: et tilſtrækkeligt Tegn paa, hvor vanſkeligt man havde for at komme til Enighed. Ja ſelv medens Underhandlingerne ſtode paa, ſøgte nogle af Danekongens Mænd, dog viſtnok uden hans Vidende eller Samtykke, at benytte ſig af Stilſtanden og Grev Jakobs Fraværelſe til ſvigagtigt at overrumple Hunehals. Dette gik ſaaledes til, at en danſk Herre, ved Navn Tule Ebbesſøn, med en heel Deel Frænder og Venner, hvoriblandt og en Preſt, begave ſig til Aas Kloſter i Halland, der laa et Par Mile fra Hunehals, og derfra anmodede Grevens Befalingsmand, Nikolas Jakobsſøn, (ſandſynligviis den ſamme, der i Beſkyttelſesbrevet kaldes Nikolas Hallandsfar) om at komme til dem for at de kunde tales ved, idet de ej alene paaberaabte ſig Stilſtanden og den almindelige Grid, men ſendte ham et af dem ſelv beſeglet Brev, hvori de tilſagde ham og de Mænd, han medbragte, ſærſkilt Grid til Mødet. Han ſlog Lid dertil, og begav ſig til dem, ſelv trettende, ganſke ubevæbnet; de toge vel imod ham og man ſatte ſig til at drikke, men imidlertid ſendte Hr. Tule Ebbesſøn ſin Broder og nogle flere hen efter endeel Bevæbnede, der ſtode færdige i Nærheden; de brøde ind, toge Nikolas og alle hans Folk til Fange, halshuggede tre af dem, og ſendte de aatte bort til et Sted i Nærheden, men toge Nikolas Jakobsſøn ſelv og en vis Herman Plumog, der ſandſynligviis var hans Næſtbefalende, med ſig til Hunehals, og opfordrede Beſætningen til at aabne Portene for dem, antagende, at naar Krigerne fra Murene ſaa deres Høvedsmænd iblandt dem, vilde de ſtrax efterkomme Begjæringen. Men Beſætningen merkede Uraad, og vægrede ſig. Da hine ſaaledes merkede, at de ikke kunde faa deres Plan udført, rede de op i Heredet, toge en af Grevens Fogder til Fange, og plyndrede hans Gods. Da Grev Jakob fik dette at vide, klagede han ſtrax for den norſke Konge, Hertug Valdemar, Junker Erik og Grev Henrik ſaavel ſom flere af Forloverne paa Sommerſted Hede over Stilſtandsbrudet, og disſe anmodede ſtrax Danekongen og hans Brødre om, i Kraft af deres givne Løfte og Æresord, at befale de Fangne udleverede, og den dem tilføjede Skade godtgjort. Denne Gang erkjendte ogſaa virkelig Danekongen, at det Skede var utilbørligt, og tilſkrev Hr. Tule Ebbesſøn ſaavel ſom hans Ledſagere, at de ſtrax ſkulde ſætte de Fangne paa fri Fod, og give dem deres Gods tilbage[46]. Denne Befaling blev, ſom vi ville ſee, ikke efterkommen, men inden dette blev bekjendt for de forſamlede Fyrſter og Herrer i Midelfart, maatte nogen Tid gaa hen, og imidlertid kom det virkelig til en Art af Forliig, det vil ſige en længere Stilſtand, for hvilken Breve udſtedtes og beſegledes paa Hegnesgavl eller Hinsgavl Kongsgaard, tæt ved Midelfart, Søndagen efter Matthæi Dag, d. e. 25de September 1295. Paa blivende Fred var endnu ikke at tænke, men det maatte dog altid anſees ſom et Gode, at Stilſtanden nu blev ſluttet paa henved tre Aar, nemlig indtil et nyt Møde, ſom Fyrſterne ſkulde holde med hinanden St. Hansdag 1298 paa den lille Ø Eegholm, i Nærheden af Skjelfiſkør[47]. Man kjender kun Indholdet af det Brev, der udſtedtes af den norſke Konge og medbeſegledes af hans Mænd, for at tjene den danſke Konge til Sikkerhed; dennes Gjenbrev til Kongen af Norge, der dog maa have været ligelydende, paa Medbeſeglernes Navne nær, er for længe ſiden tabt. Stilſtandens vigtigſte Artikler løde ſaaledes:

1. Stilſtanden ſkulde vare fra Udſtedelſesdagen af indtil 15 Dage efter St. Hansdag 1298, for ſaa vidt Fred da ikke oprettedes; imidlertid ſkulde begge Parter have Frihed til at ſkaffe ſig de fornødne Beviisligheder, og ſelv, eller deres Mænd, uhindret kunne drage frem og tilbage gjennem begges Riger, undtagen de Fredløſe.

2. Kong Erik og Hertug Haakon af Norge ſkulde faa deres mødrene Gods, for ſaa vidt det allerede var dem tildømt, til frit Brug; fordrede de mere, ſkulde dette paadømmes efter Landsloven.

3. Grev Jakob, Nils Knutsſøn, Peder Jakobsſøn, Nikolas Hallandsfar, Lage Lagesſøn, med flere, læge og lærde, der tidligere vare rømte fra Danmark til Norge, og, for ſaa vidt enkelte af dem vare døde, deres Arvinger, ſkulde frit og uden Forfang kunne opholde ſig i Danmark, dog ſaaledes, at de, der vare dømte ſom Kongemordere, ikke maatte komme for Kongens, Hertug Chriſtophers eller Hertug Valdemars Manna; ſkede det uforvarende, ſkulde de med tolv Slægtningers Eed godtgjøre, at det ej var ſkeet af Forſæt; imidlertid ſkulde Kongen give Befaling til, at alt deres Gods ſkulde tilbagegives dem. Dette blev, ſom det ſynes, enten ſamtidigt eller ſtrax efter nærmere forklaret ſaaledes, at de Fredløſe ſkulde nyde fuld Grid og Sikkerhed paa alle Øer, men ikke paa Faſtlandet (meginland), hvortil man dog viſt ogſaa regnede Sjæland og Fyen[48].

4. Kongen af Norge ſkulde beholde Hjelm og Hunehals uanfegtede af den danſke Konge, ſaa længe Stilſtanden varede; dog maatte der ikke ſlaaes nogen Mynt der, hvorved Danmarks Mynt forringedes. Hvis allerede noget af de tvende Slotte var belejret eller indtaget, ſkulde det tilbagegives, og Beſætningen ſættes paa fri Fod; de ſom vare fangne udenfor, ſkulde ligeledes ſættes paa fri Fod og deres Ejendele gives dem tilbage, imod Sikkerhed, at de ſkulde fremſtille ſig for begge Konger, naar de næſte Gang vare ſamlede. Her ſigtes, ſom man ſeer, fornemmelig til hvad der ſidſt var forefaldet ved Hunehals. Paa ſamme Maade ſkulde den norſke Konge behandle danſke Fanger; ingen nye Fæſtninger maatte i Mellemtiden bygges, nogen af Parterne til Skade eller Kjøbmænd til Forhindring.

5. Kjøbmænd ſkulde i Fred kunne fare til begge Riger, ſejle og handle, undtagen naar almindeligt Forbud udſtedtes; ingen uſedvanlig Told ſkulde fordres; naar Handelsſkibe ſtrandede, maatte Beſætningen frit bjerge Godſet, indtil de overgave det ſom Vrag.

6. Junker Erik, Hertug Valdemars Broder, ſkulde frit have og nyde alt det Gods i Danmark, der tilhørte hans Huſtru Fru Sophia, og ſom var tilfaldet denne i Arv efter Kong Eriks Døtre Jutha og Agnes; paa hvilken Opladelſe Danekongen ſkulde give ham ſit aabne Brev. Dog ſkulde Junker Erik ſtaa hver den til Rette, ſom havde lovlig Tiltale paa noget af dette Gods.

7. Paa det Gods, der tilhørte Hertug Erik i ſøndre Halland, Hertug Knuts Søn, ſkulde Kongen hverken ſelv eller ved andre gjøre ham noget Hinder. — Hvad andre Sager, der kunde være dem imellem, ſkulde afgjøres ved Voldgift af Biſkop Jens i Roskilde, Hr. Jon Litle, Hr. Oluf Tynesſøn, Hr. Uffe Jonsſøn og Hr. David Thorſteensſøn.

8. Vilde Nogen tiltale Kongen af Danmark eller hans Frænder om den afdøde ſvenſke Dronning Sophias fædrene Gods, da ſkulde dette ſkee efter danſk Lov og Ret.

For dette Forligs Overholdelſe indeſtode trende Biſkopper og 20 verdslige Herrer paa hver Side, ſaaledes, ſom ovenfor berørt, at den Gjenpart, der overleveredes til den danſke Konge, medbeſegledes af de norſke Herrer, og den, Norges Konge fik, af de danſke. De norſke Herrer vare Erkebiſkop Jørund tilligemed de to oven nævnte Biſkopper, Narve og Eivind, ſamt af Verdslige: Hr. Bjarne Erlingsſøn af Bjarkø, Hr. Thore Haakonsſøn, Hr. Jon Brynjulfsſøn, Hr. Iſak Gautesſøn, Hr. Erlend Aamundesſøn, Hr. Vidkunn Erlingsſøn, Hr. Bjarne Lodinsſøn, der her kalder ſig juris civilis professor, Hr. Guthorm Gydasſøn, Hr. Jon Ragnvaldsſøn, Hr. Gudleik Viljamsſøn, Hr. Thorvald Thoresſøn, Hr. Jon Ivarsſøn, Hr. Erlend Arnesſøn, Hr. Sighvat af Leirhole paa Valdres, Hr. Agmund Sigurdsſøn, ſamt flere, hvis Navne ikke findes tydeligt gjengivne[49]. De danſke Herrers Navne kjendes ikke, da den anden Gjenpart er borte, men efter al Sandſynlighed var blandt Biſkopperne den nys nævnte Giſiko af Fyn og Jens af Roskilde, og blandt de Verdslige Hr. David Thorſteensſøn og Hr. Laurentius Tukesſøn Marſk. Sandſynligviis blev den ved ſlige Forſikringer ſædvanlige Beſtemmelſe vedtagen, at Danekongen, hvis han brød Stilſtanden, ſkulde være underkaſtet de norſke Biſkoppers Bann, og omvendt de norſke Fyrſter i ſamme Tilfælde de danſke Biſkoppers[50]. Hertug Valdemar ſynes, ſom det allerede er nævnt, ej at have deeltaget i Dagthingningen. I det mindſte kom der, ſom ſtrax nedenfor vil ſees, intet Forliig mellem ham og Danekongen i Stand førend førſt i det følgende Aar, ja der forefaldt maaſkee endog Fiendtligheder mellem dem i Tiden mellem Stilſtanden og dette Forliig. Hvorledes det gik til at de norſke Fyrſter ſluttede Separat-Stilſtand, vides ikke; dog ſynes det at være ſkeet med Hertug Valdemars Samtykke, og uden at gjøre Brud paa den gode Forſtaaelſe mellem dem. Det er ikke umuligt, at han nu troede ſig ſterk nok til at hjelpe ſig ſelv, og desuden maatte vel de norſke Fyrſter under alle Omſtændigheder drage hjem, ſiden Ledingstiden nu var udløben. Det var formodentlig ſtrax før deres Afrejſe, at Kong Erik, ſom det fortælles, ſlog den unge Junker Erik af Langeland til Ridder, hvis det ikke allerede var ſkeet før Sammenkomſten i Midelfart, thi viſt er det, at det ſkede i dette Aar, og det ſynes dog vanſkeligt at kunne have ſkeet medens den danſke Konge, Junker Eriks Frænde og Leensherre, var tilſtede, thi dette vilde have været en Fornærmelſe mod denne[51]. Strax efter Forliget lod Danekongen Brev udgaa til Læsning ved alle Landsthing, at alt det Gods, der tilkom de norſke Fyrſter ſom deres Mødrenearv, ſkulde oplades dem, og at ligeledes de Fredløſe ſkulde faa deres Ættegods tilbagegivet. Den norſke Flaade ſtyrede vel ſom ſædvanligt til Tunsberg, og aftakkedes der, idet Hertugen drog til Oslo, og Kongen til Bergen. Sandſynligviis overvintrede han der, da han, ſom vi nedenfor ville ſee, udſtedte et Brev derfra den 29de Marts. Erkebiſkop Jørund, der ogſaa var med paa Toget, ſom vi have ſeet, overvintrede i Nidaros[52].

Skjønt Stilſtanden til Hegnesgavl ikke af nogen af Parterne blev ſamvittighedsfuldt overholdt, ſaa var den dog en Velſignelſe for begge Riger, da den for flere Aar afbrød det aabenbare Krigsforhold mellem dem, og atter gjenoprettede den fredelige Handelsforbindelſe; thi vi ville nedenfor erfare, hvorledes den, da Udløbstiden var kommen, fornyedes paa ſenere Møder, ſaa at dette Tog i 1295 var det ſidſte egentlige Krigstog, Kong Erik foretog til Danmark, og ſaavel han, ſom den danſke Konge, fra denne Tid af kunde beſkjeftige ſig med andre Anliggender. Med Hertug Valdemar kom det, ſom ſagt, ikke til noget Forlig, førend i Begyndelſen af 1296; ja der er endog Grund til at formode, at der ſeenhøſtes 1295 endnu forefaldt Fiendtligheder imellem dem, da der etſteds tales om, at Kongen jagede Hertug Valdemars Hær paa Flugten ved Grønſund[53]. Dette maa nu ſtaa ved ſit Verd; muligviis kan det være denne Sejr paa den ene Side, i Forbindelſe med den Omſtændighed, at det i December 1295 var lykkets Erkebiſkop Jens at undkomme fra ſit Fængſel, ſom ſtemte begge Parter til Fred. Denne kom i Stand i Vordingborg, den 3die Februar 1296, hvilket Forliig man kan betragte ſom en Fuldſtændiggjørelſe af Overeenskomſten til Hegnesgavl, dog med den Forſkjel, at denne var eller idetmindſte ſkulde være en blivende endelig Fred, hiin derimod kun midlertidig[54]. Ogſaa af den herved udfærdigede Akt have vi kun et ſkjødesløſt og neppe fuldſtændigt Uddrag[55]. Der beſtemtes, heder det, førſt og fremſt, at alle de gjenſidige Breve og Beviisligheder, ſom Kongen af Danmark paa den ene Side, og Brødrene Valdemar og Erik paa den anden havde givet hinanden, ſkulde ſtaa ved Magt; dernæſt, at om der fremdeles opkom Trætte mellem dem, ſkulde Kongen underkaſte ſig ſin Stiffader Grev Gerhard af Holſtens Voldgift. Denne Artikel maa have medført, at Als med Tilbehør blev tilbagegivet; den fulgte og lige frem af, at de tidligere Brevſkaber bekræftedes, thi til disſe hørte Hertugens Forſikring af 31te Marts 1286 (ſ. o. S. 125) hvorved han gav Slip paa Als, m. m. Hertugen og hans Broder lovede, at om Kong Erik og Hertug Haakon i Norge ikke ved det nye, i Overeenskomſten til Hegnesgavl aftalte, Møde kunde blive forligte med Danekongen, ſkulde de ſvare til Rette efter danſk Lov (det vil da viſtnok ſige, at de ſelv ſkulde ſøge at overtale dem dertil, thi ligefrem love det paa deres Vegne kunde de jo ikke); og vilde ikke de norſke Fyrſter indgaa Forlig, eller ſvare til Rette, ſkulde Hertugen og hans Broder ikke holde med dem, men med Kongen af Danmark. De øvrige Artikler vedkomme ikke Forholdet til Norge, og forbigaaes derfor her. Om Langeland nævnes intet; men at Kongen erkjendte Erik ſom Langelands Herre ved den Overeenskomſt, ſom ſluttedes efter den ſidſte Krig, altſaa enten allerede ved Hegnesgavl eller nu i Vordingborg, fortælles i flere Annaler, der behandle disſe Begivenheder; og at det førſt ſkede nu, kan man ſlutte deraf, at Erik paa ſelvſamme Dag, Forliget til Vordingborg ſluttedes, 3die Februar, ſtadfeſtede Indbyggerne af Rudkjøbing de Friheder m. m., ſom de havde haft i hans Faders, Hertug Eriks, og Farbroders, Junker Abels, Tid. Havde han allerede i Overeenskomſten til Hegnesgavl faaet Overdragelſen, vilde han ogſaa da ſtrax, eller i det mindſte tidligere end nu, have udſtedt et ſaadant Stadfeſtelſesbrev[56].

  1. Suhm, XI. S. 103; efter Arndts liefl. Chronik. II. 69 og Gadebuſch liefl. Jahrh I. 332.
  2. Huitfeldt ſiger rigtignok, at de i 1290 bleve færdige med at befæſte Hjelm, men dette er dog viſtnok kun hans egen Gjetning, da Annalerne kun fortælle at de Fredløſe i det Aar befæſtede Øen, hvilket, naar man nærmere iagttager Begivenhedernes Gang, ikke kan betyde andet end at de da paabegyndte Befeſtninger, og ſaaledes neppe kunne være blevne færdige førend faa ſildigt, at de i alle Fald ikke have kunnet udføre nogen betydeligere Krigsforetagender førend i 1292.
  3. Suhm XI. S. 89, efter Rudloffs Mecklenburg. Geſch. II. 83.
  4. Detmars Chronicon, ved 1292. Dette er viſtnok ikke altid nøjagtigt i Aars-Angivelſen, i Særdeleshed har det, ſom vi allerede før have ſeet Prøve paa, for Skik at omtale under eet Aar, hvad der kun begyndte i ſamme Aar, men fortſattes i de følgende. Navnlig ville vi ſee, at det ſaaledes for 1293 omtaler Begivenheder, ſom aabenbart fandt Sted 1294 og 1295; man kunde ſaaledes ſlutte, at den ogſaa omtaler for 1292, hvad der hører til 1293, og at følgelig det Tog fra Norge, ſom den nævner for hiint Aar, er Toget 1293, ſom den ej berører. Men herved er dog at merke,“ at de øvrige Begivenheder, den omtaler i 1292, ere rigtige for det Aar, og da nu dertil kommer, at den blot nævner „Nordmændene“, ikke Kongen, og at Thore Haakonsſøn, ſom ovenfor viſes, virkelig i det Aar maa have gjort et Tog til Danmark, bliver det dog nok alligevel det retteſte at ſtole raa Angivelſen.
  5. Lübecks Urkundenbuch, No. 601; 603.
  6. I disſe Breve forekommer det Udtryk, at Sørøverne bleve paagrebne „a communi mercatore“. Dette Udtryk, ſom ogſaa bruges i enkelte andre Breve, har aabenbart en collectiv Betydning: „en Deel menige Kjøbmænd“. I Brevene af 1293 kaldes ogſaa den, der lod Sørøverne dømme til Døde, justitiarius, men hermed kan ikke Lagmanden være meent, der kun var Civildommer; det maa være Sysſelmanden, der i Criminaltilfælde ſkulde ſtevne Thing, og paa Thinget lade Forbryderen, hvis han var ſkyldig til Døden, dømme til Døde, ſamt umiddelbart derfra føres til Retterſtedet.
  7. Lübecks Urk. B. No. 594. Lappenbergs Sartorius II. 166. Her erfares, at der i Stralſunds Archiv gives et ligelydende Brev for denne Stad; ſandſynligviis har der da, ſom det ſedvanligt ſkede, været udſtedt eet Exemplar for hver af Stæderne. Disſe Breve torde maaſkee netop være udſtedte i Anledning af at Hjelm og Hunehals nu vare færdige og havde faaet Beſætning.
  8. Kjøbebaalk, Cap. 10, i Byloven Cap. 4.
  9. Thorkelins Dipl. Arn II. 134. Det lader ellers noget beſynderligt, at Hertugen her deelagtiggjør Greiſswalde i Kalmarforligets Goder, da Staden dog udtrykkeligt nævnes i dette; men ſandſynligviis ſkal denne Vending kun betegne en fortſat Anerkjendelſe af Forliget.
  10. Lübecks Urkundenbuch No. 611. Beſlutningen henføres der til 1293, men det er aabenbart, at den maa være meget ældre, eller tilhøre Krigsperioden umiddelbart for 1285, thi efter den Tid kunde der ej være Tale om at forbyde de enkelte Individer at handle med Norge.
  11. Thorkelins Dipl. II. S. 131.
  12. Lüb. Urk. B. No. 605, 606. Begge Breve ere udſtedte 12te Juni. I det førſte, af Kong Erik, nævnes kun de fem Raadmænd, Hans Doway fra Lübeck, Hasſe v. Krukow fra Wismar, Reiner v. Lange fra Roſtock, Hans v. Bard fra Stralſund, og Gerhard v. Calmeren fra Greifswalde; men i det andet, fra Stædernes Befuldmægtigede, foruden disſe fem Mænd ogſaa Hartvig v. Nagle fra Kampen, og Rudolf fra Stavern.
  13. Flere af de danſke Annaler, ſe Langebeks Scriptt. I. 295, 372, II. 175, III. 269, 315, IV. 230, V. 457, jvf. Kongens Klage over Erkebiſkoppen. Scriptt. VI. 289.
  14. Scr. r. Dan. S. 292, 317. Tidsbeſtemmelſen tilføjes ej, men da Stig døde 1293, kan det ej være ſenere end dette Aar.
  15. I de isl. Annaler ſtaar intet herom, men de fleſte danſke Annaler nævne Toget ſom Kong Eriks „tredie Expedition til Danmark“. Man kan derfor ikke tvivle om at den fandt Sted. Dette følger desuden af hvad der berettes om Erkebiſkoppens Ferd.
  16. Se Brevet No. 34 i Dipl. Norv. II. (S. 31). Dette, dateret Bergen Petersvaka i Eriks 14de Riges Aar, er her urigtigt henført til 1294; Eriks 14de R. Aar begynder nemlig den 10de Mai 1293 og ender 9de Mai 1294.
  17. Om denne Underhandling paa muntrere tales der paa flere Steder i Erkebiſkop Jens’s Proces, nemlig Scr. r. D. VI. S. 292, 317, 322, 368, uden nogen nærmere Tidsbeſtemmelſe, men dog ſaaledes, at man faar Indtrykket af at den gik forud for de norſke Fyrſters ſaakaldte ſtore Udruſtninger, Danehofet i Nyborg, Kongens Beſøg i Skaane og Toget til Hunehals; navnlig faar man dette Indtryk S. 368. Heraf ſeer man i alle Fald, at det ej kan have fundet Sted i 1294; Spørgsmaalet er kun, om det ikke, ſom det med 1523 ſluttende Chron. i Scriptt. VI. 223 angiver, fandt Sted i 1292. Men dette Chron. er yderſt forvirret og uordentligt i fine Tidsbeſtemmelſer, og af den Omſtændighed, at det omtaler Sammenkomſten umiddelbart efter at have omtalt Skjalm Drottſetes Drab, ſom det lader foregaa i 1242, ſkulde man netop formode at 1293 er det rette Aar, thi da Skjalm blev dræbt 1292, har Nedſkriveren, ved at benytte ældre Annaler, urigtigt læſt xcij ſom xlij; og da han nu derefter begynder et nyt Aar, bliver det rimeligſt at dette maa bære 1293, hvor man let kan tænke ſig en enkelt Ener udeladt. Huitfeldt omtaler ogſaa denne Sammenkomſt under 1294, men kalder Stedet Gjederø. Maaſkee han her har Ret, og Varderø er den ſamme Ø ſom Geterø ved Vardberg, hvis det ikke ſnarere ſkal læſes Varderhø, og er det nuværende Varø, en Gaard ſtrax ſyd for Vardberg. For Reſten ſige baade han og Chroniſten, at begge Konger af Danmark og Norge her mødtes, Chroniſten tilføjende „med mange Skibe og Fredløſe“, eller aldeles det ſamme Tillæg, hvormed Petrus Olai omtaler Mødet paa Varderø 1283, ſe ovf. S. 87; deraf ſkulde man friſtes til at tro, enten at Veir. Olais Omtale af et Møde paa Varderø 1283 er urigtig, og at intet Møde da fandt Sted, men at han kun indſatte under 1283, hvad der ſkulde ſtaa under 1293, eller ogſaa, at der vel holdtes tvende Sammenkomſter paa Varderø, en 1283 og en 1293, men at Huitfeldt og Chroniſten have forvexlet dem, eller omtalt den ſidſte med Ord, der alene pasſe paa den førſte. Denne Antagelſe ſynes, naar man nærmere overvejer Sagen, at være den rigtigſte. Thi hvad der ſiges, at begge Konger mødtes, pasſer ikke paa Sammenkomſten 1293, hvor Erkebiſkoppen, ſom vi have ſeet, mødte paa den danſke Konges Vegne, hvorimod det netop kunde pasſe paa et Møde i 1283, ligeſom et ſaadant ogſaa ſelv ganſke pasſer ind i de øvrige, i det Aar eller paa den Tid ſtedfundne Forhandlinger.
  18. Saaledes Huitfeldt, l. c.
  19. Thorkelins Dipl, II. S. 142.
  20. Huitfeldt S. 304. Nogle henføre og hans Død til 1294; herom ſe Suhm XI. 141. Sandſynligviis hvilede der ſaadan Hemmelighedsfuldhed derover, at man ikke ret vidſte, om han døde i 1293 eller 1294.
  21. Isl. Annaler ved 1293.
  22. Dette ſees af Breve, udſtedte af Kongen i Bergen i Marts Maaned.
  23. Herom er der megen Tale i Kongens Klager over Erkebiſkop Jens. Saaledes heder det f. Ex. i Scr VI. 368, (hvor Tidsordenen bedſt ſynes at være iagttaget), efter at Varderø-Mødet er omtalt, at Kongen af Danmark, ved at høre at Norges Konge havde beredet ſig, ſine Skibe og en ſtor Mængde Bevæbnede til, efter Erkebiſkoppens Raad, at angribe Riget, ſammenkaldte et Møde i Nyborg o. ſ. v.
  24. Sammeſteds. At dette Danehof (thi Danehof maa det have været, ſiden, ifølge den udtrykkelige Angivelſe, Erkebiſkoppen, Biſkopperne, Rigets Baroner og Almuen vare tilſtede) holdtes umiddelbart før de Udruſtninger, ſom forberedede Hallandstoget, og i Anledning af det befrygtede Angreb fra Norge, ſom man derved vilde forekomme, er af hele Beretningen i Procesſen klart. Kongen, heder det, hørte at der truedes med Angreb fra Norge; han ſammenkaldte da Danehof og drog ſiden ſelv over til Skaane for at drive paa Udruſtningerne. At Danehofet, ſom Suhm ſynes at mene, ſkulde have fundet Sted allerede i Anledning af det forventede norſke Angreb i 1293, er utænkeligt, thi efter Erkebiſkoppens Optræden der kunde Kongen ikke betro ham Fredsmegler-Hvervet ved Sammenkomſten paa Varderø, der i ſaa Fald maatte have fundet Sted ſenere, hvorimod det netop er rimeligt, at Erkebiſkoppen, efter førſt at have paataget ſig Hvervet, ſiden benyttede ſig deraf til at paatvinge Kongen en Stilſtand og under Banns Straf forbyde alle Udruſtninger. Antages Danehofet at have fundet Sted før det norſke Tog 1293, maatte ogſaa Kongens Nærværelſe i Skaane og endeel af Erkebiſkoppens Kranglerier være at henføre til den Tid, men ej at tale om at dette er uſandſynligt i og for ſig, giver Maaden, hvorpaa Sagen omtales i Procesſen, ingen Anledning til at fordele Kranglerierne paa to forſkjellige Tider. De omtales alene i Forbindelſe med Udruſtningerne til Hallandstoget. Vel var Kongen ogſaa i Mai 1293 i Skaane, ſaaſom han (ſe Suhm XI. 130) den 17de Mai 1293 i Væ (ved det nuværende Chriſtiansſtad) fritog denne Bys Borgere for Told og Leding; men netop denne Fritagelſe viſer, at der da endnu ikke kan have været Tale om Udruſtninger, hvorimod det falder aller naturligſt, at Kongens Beſøg i Skaane for at tilſee Udruſtningerne var det ſelvſamme, under hvilket han omſider, den 5te April, lod Erkebiſkoppen fængſle. Viſtnok anfører Suhm XI. 155 et Brev af Kong Erik, dateret Ribe 6te April, men ſiden berigtiger han ſelv S. 157 denne Fejltagelſe, opſtaaet ved en Forcexling af Sixtus Paves Dag (6te April) med Sixtus Paves og Følges Dag, 6te Aug., paa hvilken Dag eller Dagen før Kongen ogſaa udſtedte et andet Brev i Ribe (Suhm X. 171). Det vil desuden, af hvad der nedenfor viſes, fremgaar, at det befrygtede Angreb fra Norge netop har været ventet i April eller Mai 1294, ſaa at Kongen altſaa, for at møde og forekomme det, maatte gjøre ſine Anſtalter tidligere, og navnlig begive ſig til Skaane maaſkee allerede i Marts.
  25. Se ovenfor III. S. 716, 717. Det ſkarpe Brev, Kong Haakon ſkrev til Erkebiſkop Peter, vilde juſt have pasſet, om det var ſkrevet af Kong Erik Mendved til Erkebiſkop Jens.
  26. Dette fremgaar af det nys fremſtillede. Thi da Kongen ved Erkebiſkoppens Fængſling var i Lund, hvilket viſer ſig af Beretningen om de enkelte Omſtændigheder derved, kan han neppe have været med paa Toget, der juſt paa den Tid ſynes at have fundet Sted. Der tales desuden aldrig i Erkebiſkoppens Procesakter om andet end at Kongen „ſendte“ Folk mod Hunehals og bad Erkebiſkoppen om at „ſende“ Tropper med dem.
  27. De isl. Annaler ved 1294. De esromſke Annaler, Scr. r. D. I. S. 249.
  28. Dagen angives i den af Huitfeldt meddeelte Beretning om Erkebiſkoppens Fængſling til Fredag før Palmeſøndag; men dette er rimeligviis en Misforſtaaelſe (af et meget hyppigt Slags) af Latinens feria 2da ante palmas, (angives i Chron. der ender med 1317, Scr. R. D. II. 175), dette er ikke „to Dage“ før Palmeſøndag, altſaa Fredag den 9de, men „Mandag“ før Palmeſøndag, eller den 5te April. De isl. Annaler omtale urigtigt Fængſlingen under 1295. Om Rigtigheden af 1294 kan der, efter Gjennemlæsningen af Procesakterne, ej være mindſte Tvivl. Henimod Juul 1294 heed det, at Erkebiſkoppen havde ligget 36 Uger i Taarnet; dette viſer og al Fængſlingen forefaldt i førſte Halvdeel af April 1294.
  29. Her har man intet andet at holde ſig til, end hvad der anføres i Kong Haakons Manifeſt af 1307 eller 1308, ſom meddeles i et daarligt Udtog af Huitfeldt S. 339, og efter ham hos Suhm XI. 576 fgg, hvilket fra nu af bliver vor vigtigſte Ledetraad med Henſyn til Krigsbegivenhederne, men hvor heller ingen nærmere Tidsbeſtemmelſer findes, og hvor man ſaaledes alene ved at iagttage Følgerækken af de enkelte Angivelſer, og ſammenholde dem med de ſparſomme Efterretninger, der findes hiſt og her i Annaler og Chronica, nogenledes kan bringe Chronologien paa det rene. Her ville vi foreløbigt, under eet, ſøge at faſtſtille, hvad der af ſamme Manifeſt vedkommer Krigshiſtorien indtil 1296. Manifeſtet begynder med en Bøn om at alt, hvad der er forbrudt imod Norge „ſiden Kong Erik og Hertug Haakon fore til Kjøbenhavn og Hr. Vitſlav var hos,“ maatte bødes og bedres; derpaa opregnes de enkelte Fornærmelſer. Som Udgangspunkt regnes altſaa et Beſøg, Kong Erik og Hertug Haakon aflagde i Kjøbenhavn, hvor ogſaa Fyrſt Vitſlav var tilſtede, og hvor der følgelig maa have været forhandlet om Fred eller Stilſtand. Nu er det tydeligt nok, at her ikke Toget til Kjøbenhavn 1289 kan være meent, eller overhoved noget Møde før Hallandstoget 1294, ikke engang Mødet paa Varderø, thi ellers vilde Angrebet paa Hunehals og Ødelæggelſen af Hiſingen have været anført ſom Klagepunkter, ligeſom Kong Haakon i ſit andet Manifeſt af 1307 (Thorkelins Analecta, S. 91—94) klagede over Indtagelſen og Nedbrydelſen af Hjelm. Altſaa maa denne Rejſe til Kjøbenhavn have ſunket Sted efter Vitſlavs Tog til Halland og Hiſingen. At de islandſke Annaler intet nævne derom, kan her ikke være nogen Indvending mod Antagelſens Rigtighed, thi de ere meget mangelagtige og unøjagtige i Angivelſen af Krigsbegivenhederne efter 1290: de omtale ſaaledes ikke med et eneſte Ord Kong Eriks Tog i 1293, lige ſaa lidet det endnu vigtigere i 1295 (ſe nedenfor). Nu vide vi af Procesakterne mod Erkebiſkop Jens, at der fra Norge i Tidsrummet nærmeſt før Erkebiſkoppens Fængſling, altſaa i Begyndelſen af 1294, forberededes et ſtort Tog til Danmark. Disſe Udruſtninger maatte viſtnok endog paaſkyndes ved Efterretningen om Vitſlavs Indfald i Halland og Elveſysſel, der maa have fundet Sted omtrent ſamtidigt med Erkebiſkoppens Fængſling. Men i Stedet for at drage til Danmark maa Kongen og Hertugen have draget til Elven, mod Vitſlav. Da de ſaaledes her ganſke viſt ſtødte ſammen med Vitſlav, ligger det aabenbart nærmeſt at forklare hine Ord i Haakons Manifeſt paa den oven nævnte Maade, nemlig at det er kommet til Underhandlinger, og at et Møde har været berammet at ſkulle holdes umiddelbart derefter i Kjøbenhavn, hvor Vitſlav ſelv ſkulde være tilſtede. Dette Møde maa ſaaledes være holdt i Mai Maaned, hvilket ogſaa ſtemmer fortrinligt dermed, at Kong Erik allerede fra Pintſedag (6te Juni) 1294, da han, ſom det vil ſees, modtog de tydſke Stæders Geſandter, ikke forlod Norge, da han fra Tunsberg, hvor han aller ſidſt nævnes 21de Juli, maa være dragen til Bergen, ſiden han ifølge Laurentius Saga Cap. 8 allerede var der, da Peter af Eid og Laurentius, der om Sommeren forlod Island, ankom did og udtrykkeligt ſiges at være blevne der indtil Juul og over Julen. Saaledes falder det formodede Tog til Elven, ſamt Beſøget i Kjøbenhavn før Pintſetid 1294. Nu ſee vi af Suhm XI. 171, at den danſke Konge den 7de Juni udſtedte et Brev i Kjøbenhavn, (hvorved vi i Forbigaaende bemærker, at det Brev, Suhm omtaler S. 133 efter Pontoppidans Origines Hafnienses S. 64—65 ſom udſtedt af Kong Erik i Kjøbenhavn 18de Mai 1293, er det ſelvſamme ſom det nys omtalte, og kun urigtigt dateret 1293 i Stedet for 1294 hos Pontoppidan). Har altſaa Kongen opholdt ſig her i Begyndelſen af Juni, er det højſt ſandſynligt, at han ſelv har underhandlet med de norſke Fyrſter. Her ſtemme alle Omſtændigheder ſaa godt ſammen, at de gjenſidigt beſtyrke hinanden og at der bliver liden eller ingen Tvivl tilbage om Antagelſens Rigtighed i alle Hovedtræk. At vi her alene have med en Begivenhed i 1294 at gjøre, bekræftes endnu mere af de næſt følgende Klagepunkter i Manifeſtet. Som det førſte Brud anføres nemlig, at uagtet en med Kong Erik Magnusſøn indgaaet Dag eller Stilſtand i Aalborg bleve dog flere af de norſke Fyrſters Venner tagne til Fange, hvorefter Kongen og Hertugen kom til „Svinneſund“ (der efter Contexten tydeligt kan ſees at være Svinborg- d. e. Svenborg-Sund, ikke Svineſund i Norge) og havde her en Sammenkomſt om denne Sag med Biſkoppen af Fyn, Erik af Langeland, o. fl.; dernæſt nævnes Dagthingningen paa Sommerſted-Hede mellem Hertug Valdemar og Kongen, og endelig den der aftalte Sammenkomſt ved Midelfart 8de September, hvilken ogſaa ſenere omtales ſom „Dagthingning ved Hegnesgavl“ (Hindsgavl), der ligger tæt ved Midelfart. Her er det tydeligt nok, at der alene ſigtes til Begivenheder, forefaldne paa det i flere Annaler omtalte og utvivlſomme Tog til Danmark, de norſke Fyrſter foretoge i 1295, og ſom endte med Stilſtanden ved Hegnesgavl. Thi vel herſker der ſtor Forvirring i Angivelſerne herom (ſe Suhm XI. 227), Huitfeldt ſætter Modet paa Sommerſted-Hede 1296, ligeledes den danſke Overſ. af Rykloſters Annaler; men til Modvegt herimod kan anføres, at Detmar, der for øvrigt har den nøjagtigſte Beretning om Sammenſtødet og Dagthingningen paa Sommerſted-Hede, henfører den til 1293. Da man nu tydeligt af Manifeſtet ſeer, at Mødet paa Sommereſted-Hede gik forud for det paa Hegnesgavl, og alle de bedſte Annaler henføre dette til 1295, ſom det paa ſit Sted ſkal viſes; ej at tale om at Huitfeldt maa have haft ſelve Documentet og Stilſtanden til Thegnesgavl for ſig, og denne desuden i Hertug Valdemars Forliig til Vordingborg af 3die Febr. 1296 omtales ſom forudgaaet: er det aabenbart, at hvad der i Manifeſtet omtales mellem dette Forlig og Mødet i Kjøbenhavn, alene vedkommer 1295; altſaa ligger Mødet i Kjøbenhavn forud for den Tid. Det vil derhos i det følgende ſees, at Brudet paa Stilſtanden til Aalborg, der tydeligt kan ſkjønnes at maatte have fundet Sted i Begyndelſen af de norſke Fyrſters Tog til Danmark 1295, aller bedſt forklares derved, at Hertug Valdemar og Kong Erik Mendved juſt paa den Tid laa med Hære mod hinanden i Sønderjylland, indtil de kom ſammen paa Sommerſted-Hede; den danſke Konge har nemlig ikke villet tillade Mænd, der oven i Kjøbet af deres Navne kunne ſees at have været Danſke, og ſandſynligviis af de Fredløſes Tal, at drage gjennem Jylland mellem de norſke Fyrſter og Hertug Valdemar. Udtrykket i Manifeſtet, at Hertug Valdemar „var ſendt op ad Sommerſted-Hede“, er viſtnok kun en Misforſtaaelſe af „var staddr uppá S.“, der maa have ſtaaet i Originalen, thi de norſke Fyrſter kunde dog ikke „ſende“ Hertug Valdemar, ſom om han var deres Undergivne. Ved altſaa paa denne Maade nøje at følge Manifeſtet, faar man Klarhed i den hele Sammenhæng, der ellers bliver ganſke forvirret. Alt det vil end tydeligere fremgaa af den herefter følgende Fremſtilling.
  30. Bartholin, Ms. Hist. Eccl. Dan. efter den ældre Svaning, ſe Suhm XI. 183.
  31. Se om alt dette Suhm XI. S. 180—183. Det maa dog bemerkes, at i Manifeſtet af 1308 tales der ikke med et Ord om noget Angreb paa Hjelm 1294.
  32. Suhm XI. 161. Jvfr. Pontoppidans Annales I. S. 766.
  33. Dette er allerede ovenfor viiſt, nærmeſt ifølge Laurentius Saga Cap. 8.
  34. Dette beretter udtrykkeligt Detmar, ſe nedenfor.
  35. Annalerne, der ende med 1317, meddeelte i Scr. r. Han II. S. 175.
  36. Naar Detmar (ſ. u.) udtrykkeligen ſiger, at det var et almindeligt Sagn, at Hertug Valdemar, hvis han havde holdt Slag med Kongen paa Sommerſted-Hede, vilde have vundet Danmarks Krone, viſer dette tydeligt, at hans Henſigt maa have været, hvis hans ſejrede, at antage Kongenavnet.
  37. Denne Sophias Slægtſkabsforhold ere ypperligt blevne fremdragne og viſte i Højers lille Afhandling „de Sophia Langelandica“, aftrykt bag i hans Udgave af „Continuatio Alberti Stadensis“, Kjøbenhavn 1720.
  38. Paa denne Dag udſtedte han en Retterbod for Bergen, ſe Norges gamle Love III. S. 23. Dateringen 17de Marts 1294 er urigtig i Thorkelins Dipl. Arnam. II. 145, hvor Retterboden ogſaa findes meddeelt.
  39. Thorkelins Dipl. Arn. II. S. 166, 167. Aarstallet ſtaar her ikke angivet, men da Brevet er indtaget i den af den franſke Konge udſtedte og beſeglede Forbundsakt af 23de October 1295, er det aabenbart, at Fuldmagten ikke kan være udſtedt Aaret forud.
  40. Brevet No. 627 i Lübecks Urkundenbuch. Det er her rigtignok henført til 7de Januar, men dette kommer kun af en Forvexling af Knut Konges Dag med Knut Hertugs Dag. Brevet er dateret „in die beati Kanuti regis et martyris“, og det er 10de Juli.
  41. Alt dette erfares alene af Kong Haakons ovenfor omtalte Manifeſt.
  42. Vi gjentage, at det maa være dette, og ikke Svineſund i Norge, der ſkal forſtaaes ved „Svinneſund“, ſom Navnet ſkrives i Manifeſtet. Det beſtyrkes ogſaa deraf, at Biſkoppen af Fyn mødtes til Underhandling. At Mødet maa have været aftalt ved Aalborg, ſynes ligefrem at fremgaa af Beretningen. Svenborg kaldtes i ældre Tider Svinaborg, og det er endog meget muligt, at Sundet kaldtes Svinaſund, ikke Svinaborgsſund.
  43. Dette ſiges udtrykkeligt hos Detmar, fra hvem hine Detailler om Modet paa Sommerſted-Hede ere hentede. Fra ham har igjen Corner hentet ſin Beretning (hos Eccard IV. 947). Men Detmar henfører Begivenhederne urigtigt til 1293, Corner endog til 1292. Aarſagen er vel den oven omtalte, at Detmar ofte omhandler under eet Aar, hvad der kun begyndte i ſamme Aar. Da nu Hertugens Uenighed med Kongen visſelig begyndte 1293, maaſkee allerede 1292, har han villet omtale den hele Tviſt ſamt dens Udfald ved ſamme Lejlighed. — Paa den her ſkildrede Maade forholder det ſig altſaa med Sammenkomſten paa Sommerſted-Hede, om hvilken der har herſket megen urede, alt ſammen af den Grund, at Huitfeldt (S. 309) beretter, at Danmarks, Sveriges og Norges Konger ved St. Hansdags Tider 1296 mødtes paa Sommerſted-Hede, og handlede om almindelig Fred, men ſluttede kun Stilſtand paa to Aar. Hvor Huitfeldt har dette fra, vides ikke; men det maa formodentlig være fra ſamme oprindelige Kilde, ſom Notitſen i den danſke Fortſættelſe af Rykloſters Annaler S. 193, at Kongen og Hertugen i 1296 mødtes „med begge deres Hære“ paa Sommerſted-Hede; det ſamme ſiges og af Stral Scr. r. Dan. III. 317. At Aarstallet her er urigtigt, ſees tydeligt nok deraf, at Manifeſtet, ſom her er den ſikreſte Kilde, kun veed af en eneſte Sammenkomſt paa Sommerſted-Hede at ſige, nemlig den der gik forud for Stilſtanden til Hegnesgavl, altſaa i 1295. Sommerſted-Hede var desuden ikke et Sted, hvor det kunde falde nogen ind at beramme Sammenkomſt, naar den ej tilfældigt havde fundet Sted; dette ſkede i Sommeren 1295, da den danſke Konge, ſom vi have ſeet, laa ved Ribe, og Hertug Valdemar rykkede op fra Slesvig, rimeligviis heldende ſig ſaa meget ſom muligt paa Øſtſiden, for at ſtøtte ſig til den norſke Flaade, der imidlertid havde pasſeret Svenborg og nu vel var i Midelfartsſund. Sommerſted-Hede ligger omtrent midtvejs mellem Ribe og Haderslev; altſaa var det naturligt, at Sammenſtødet dengang fandt Sted der, men at man Aaret efter ſkulde beramme Møde paa et ſaa ubelejligt Sted, var en Urimelighed. Hertil kommer nu, at Hertugen allerede havde forligt ſig med Kongen i Februar 1296, ligeſom at Stilſtanden til Hegnesgavl af September 1295 gjaldt indtil 1298; der var altſaa om Sommeren 1296 ingen Anledning til at underhandle. At den ſvenſke Konge ſkulde have været tilſtede, er end mere urimeligt. Dette viſer ogſaa Werlauff (Nord. Tidſk. II. S. 539), men har dog ikke vovet at forlade Huitfeldts Udſagn om at Mødet, følgelig et nyt Møde paa Sommerſted Hede, fandt Sted i 1296. Dog behøver man her kun at lægge nærmere Merke til Manifeſtets Beretning (ſe nedf. S. 227, Note) for at ſee, at Mødet ſkede før Sammenkomſten i Midelfart, hvilken igjen ifølge Manifeſtet fandt Sted, før Stilſtanden ſluttedes til Hegnesgavl, det vil ſige, hvad man af Manifeſtet tydeligt ſeer, at Sammenkomſten i Midelfart begyndte den 8de Septbr., og ſluttede med Udſtedelſen af Hegnesgavl-Documentet den 25de. Viſtnok ſiger Huitfeldt, uviſt med hvad Hjemmel, at det foregivne Møde paa Sommerſtedhede 1296 holdtes St. Hans Dag, hvilket, om man henfører det til 1295, ikke pasſer med det af os foranførte, at Kong Erik den 24de Juni endnu ſandſynligviis var i Norge. Men hvis Datum-Angivelſen hos Huitfeldt virkelig er egte, da har han ſikkert forvexlet decollatio Johannis baptistæ (29de Auguſt) med hans nativitas (24de Juni). Naar man henfører Dagthingningen paa Sommerſted Hede til 29de Aug., bortfalde ikke alene alle Vanſkeligheder, men alt pasſer endog paa det nøjeſte. Den 24de Juni var den norſke Konge endnu i Norge; omkring den 1ſte Juli var han maaſkee ved Aalborg; den 10de Juli var den danſke Flaade i Ribe; omtrent paa ſamme Tid, eller lidt ſenere, var den norſke Konge ved Svenborg; i Auguſt Maaned ſtode den danſke Konge og Hertug Valdemar en Tidlang over for hinanden paa Sommerſted Hede; den 29de Auguſt aftaltes da endelig et Møde, med 12 Dages Varſel, til 8de September, i det derved nærliggende Midelfart. Muligt endog at Varſlet var det ſædvanlige, af 14 Dage, thi Huitfeldt ſiger kun „ved St. Hans Dags Tid“; Dagthingningen kan være ſkeet nogle Dage for Helligdagen.
  44. Hvis ellers ikke dette er en Misforſtaaelſe af Huitfeldt, og Originalen her kun har omtalt den af den norſke Konge ſtillede Sikkerhed.
  45. Dette ſynes at maatte ſluttes af, hvad der ſtrax nedenfor berettes om at Grev Jakob, ved at erfare Attentatet paa at overrumple Hunehals, ſtrax klagede til den norſke Konge, Hertug Valdemar, Junker Erik og Grev Henrik, thi Tiden var for kort til at mange Budſendinger kunde gaa mellem det nordligſte af Halland, Slesvig og Holſten. Man ſeer tydeligt, at Efterretningen om Attentatet ikke naaede til Midelfart førend henimod Slutningen af Mødet, thi den dertil ſigtende Artikel i Stilſtandsbrevet viſer, at man ved Udſtedelſen af dette endnu ikke vidſte hvad Virkning Kongens Bud om Fangernes Frigivelſe havde gjort.
  46. Beretningen herom findes i Kong Haakons Manifeſt. Om Tiden, da Attentatet paa Hunehæls foregik, heder det her førſt „men (d. e. medens) den Dagthingning ſtod ved Midelfart, og alle Mand ſkulde Fred have paa den Loven (Forſikring) ſom før er ſagt, (nemlig paa Sommerſted Hede), da foor Kongens Mand af Danmark Hr. Tuli Ebbesſøn — — — — — — til Aas Kloſter i Halland“ o. ſ. v.; og ſiden, efter at Beretningen er ſluttet: „dette ſkede alt i den Fred, der lovet var paa Sommerſted Hede og imedens den Dagthingning var ved Hegnesgavl“. Dette beviſer til Overflod, (thi egentlig ſees det allerede af de oven anførte Beviisſteder), a) at Dagthingningen ved Midelfart og Dagthingningen ved Hegnesgavl er een og den ſamme; b) at hine Affærer i Halland netop ſkede medens Underhandlingerne ſtode paa, altſaa i Tiden fra 8de Septbr. til 25de Sept. 1295. Man ſeer ogſaa, at Artikel 4 af Hegnesgavl-Forliget 1295, hvor der ſiges om Hjelm og Hunehals, at de, for ſaa vidt de vare erobrede, ſkulde tilbagegives, og at de af Beſætningen, der vare fangne enten udenfor eller indenfor, ſkulde ſættes paa fri Fod, ligefrem ſigter til hiint Attentat paa at forraſke Hunehals, hvis endelige Udfald man ved Stilſtandens Afſlutning endog ikke nøje kjendte. Dette viſer altſaa klart, at man ikke med Suhm og Werlauff, under den urigtige Forudſætning at der i 1296 var et nyt Møde paa Sommerſted Hede, og at Dagthingningen ved Midelfart fandt Sted 8de Septbr. derefter, kan henføre Attentatet til Tiden efter Stilſtanden 1295; der ſiges end ydermere i Manifeſtet ſelv, at i Forliget til Hegnesgavl lovede Kongen af Danmark, med Forløfte af tre Biſkopper og 20 Riddere, at de ved Hunehals Fangne ſkulde frigives; dette er igjen ligefrem en Hentydning til Stilſtandsbrevets Artikel 4. End videre kan man, af hvad der nævnes om Forløfte af 3 Biſkopper og 20 Riddere, erkjende Identiteten af den Forſikring, Kongen af Danmark her gav, med den Stilſtand af 25de Sept. 1295, hvoraf Huitfeldt meddeler Uddrag; thi den Gjenpart, hvoraf han leverer Uddrag, nemlig den der er udſtedt af den norſke Konge, er netop forſynet med 3 Biſkoppers og 20 Ridderes Forløfte; det er ſaaledes klart, at den danſke Konges Gjenbrev, der nu er tabt, har været forſynet med Forløfte af det ſamme Antal Prælater og verdslige Herrer. Saaledes bliver der her fuldkommen Vished i Sagen. Men af denne Vished fremgaar da end yderligere Vished om Rigtigheden af det ovenfor antagne om Sommerſted-Mødet. Thi naar Hegnesgavl-Stilſtanden og Sammenkomſten ved Midelfart er eet, og fandt Sted i 1295, medens ingen ſaadan Sammenkomſt fandt Sted i 1296, og Sommerſted-Mødet gik forud for hiin Sammenkomſt, falder ogſaa Sommerſted-Mødet ſelv i 1295, og der bliver ikke Tale om noget ſaadant i 1296.
  47. Huitfeldt nævner udtrykkeligt i begge Udgaver 1298, hvilket ogſaa pasſer med alt det øvrige. Werlauff ſynes at have antaget det for en Trykfejl, idet han l. c. S. 508) ſætter 1296.
  48. Tillægget, at de ej maatte komme paa Faſtlandet, nævnes alene i Manifeſtet, men da Huitfeldt kun meddeler et Udtog af Stilſtands-Documentet, er ret muligt at han kan have udeladt dette Punkt.
  49. Den Omſtændighed, at Huitfeldt meddeler Navnene, viſer tydeligt, at han maa have haft Original-Documentet; men desværre er uddraget S. 306, 307 ſkjødesløſt, og nogle af Navnene ſaa fordrejede, at de neppe kjendes igjen, ſaaledes kaldes Erkebiſkop Jørund „Ferrand“; Jon Brynjulfsſøn „Johannes Benolpff“, Vidkunn Erlingsſøn „Vedmund Erlandsſøn“, Sighvat af Leirhólum „Sigurd Lorelom“ o. ſ. v., (man ſeer forøvrigt af Formen Johannes m. fl. at Originalen har været paa Latin). De fleſte Navne kunne dog beſtemmes ved Sammenligning med andre ſamtidige Documenter, og de ere ovenfor anførte; men fem af dem ere uſikre, tildeels endog i den Form, de forekomme, umulige, nemlig Elling Davidſøn, Torlack Skenck, Erland Arneſøn, Esbern Rinckij, Anders Levi, Effvind Iſlackſøn“. Det tør dog hende, at Breve ville findes, hvori de omtales under deres rette Navne.
  50. Forliget omtales i flere danſke Annaler med de faa Ord: „Stilſtand bevilgedes de Fredløſe“. Saaledes i Annalerne, der ſlutte med 1523, Scr. r. d. II. 527. I de Annaler, der meddeles i Asmusſens Arkiv II. B., heder det farligere ved 1295: „Kongen berammede et Vidde, hvorved Erik, Norges Konge, de Sammenſvornes Modtager, var tilſtede; hvor der ſikredes de Fredløſe Amneſti og deres Børn fik Tilladelſe til at vende tilbage til Riget, ſamt erhvervede deres tabte Godſer tilbage, dog ſaaledes, at Kongens Faders Mordere aldrig maatte komme for hans Øjne“. De isl. Annaler henføre Forliget til 1296; men dette kan deels forklares derved, at de udtrykkelig nævne Hertug Valdemar, der ikke forligede ſig førend i Febr. 1296, deels ogſaa deraf, at Efterretningen om Forliget i 1295 ej kan være kommen til Island før 1296, ſamtidigt med den om Valdemars Forlig i 1296; Junker Eriks Giftermaal omtales heller ikke førend i 1296.
  51. Dette ſiges i Manifeſtet.
  52. Af Laurentius Saga Cap. 10 ſees, at Erkebiſkoppen var i Throndhjem Søndagen Lætare, d. e. 4de Marts, altſaa maa han have overvintret der.
  53. Dette Slag omtales kun paa et eneſte Sted, nemlig i det Chronicon, der ender 1317, Scr. rer. Dan. II. S. 175. Thi at Huitfeldt omtaler det S. 306, kan ikke betragtes ſom noget uafhængigt Vidnesbyrd, da han ſees netop at have benyttet hiint Chronicon. Beretningen om Slaget i Grønſund forekommer her ogſaa under tildeels mistænkelige Omſtændigheder. Chronicon’et, der ellers udmerker ſig ved rigtige Aarstal, ſiger, tildeels rigtigt, under 1295, „at Kongen, der ſkulde føre Krig med Hertug Valdemar, ſkatlagde Stæder og Kloſtre haardeligen, at der da paa den norſke Konges fjerde Tog til Danmark blev ſluttet Stilſtand mellem begge Kongerne, Hertug Valdemar og de Fredløſe, at Erik, Hertug Valdemars Broder, blev ſlaaet til Ridder af den norſke Konge og egtede hans Moderſyſter Sophia, og at Erkebiſkop Jens undkom Natten efter St. Luciæ-Dag“ m. m. — Derefter ſiges der for 1296, „at Kong Erik af Danmark egtede den ſvenſke Kongedatter Ingeborg“, og endelig for 1297: „Kongen belejrede ſin Broder Chriſtopher i Kalundborg. Hertug Valdemar kom med Norges Konge mod Kong Erik, men der blev ſluttet Stilſtand ved Hegnesgavl (der ſiges, vel at merke, ikke med Hertugen) Kongen drev Valdemars Hær paa Flugten ved Grønſund, og Hertugen afſtod Øerne hiinſides Midelfart“. Hvad Striden mellem Kongen og hans Broder Chriſtopher angaar, da har det ſin Rigtighed: den forefaldt i 1297, og ved Kalundborg. Men hvad der fortælles om Hertug Valdemars og den norſke Konges Tog mod Kong Erik, og Stilſtanden ved Hegnesgavl m. m., hører, ſom man tydeligt kan ſee af det foregaaende, til 1295. Da nu de ſamme Begivenheder allerede ere omtalte ved 1295, men kortere og med andre Ord, kan man ikke forklare Gjentagelſen anderledes, end at det ſidſte har i det oprindelige Haandſkrift, ſom Afſkriveren i 1317 benyttede, været tilføjet i Margen, for at fuldſtændiggjøre det andet, ſaaledes at det ſkulde læſes under 1295 ſammen med dette, men at Afſkriveren ved en let tænkelig Fejltagelſe af Henviisningen har henført det til 1297. Af denne Mening maa ogſaa Huitfeldt have været, ſiden han omtaler Slaget ved Grønſund under 1295. Men i dette Tillæg omtales tydeligt nok Slaget ved Grønſund, ſom om det havde fundet Sted efter Forliget til Hegnesgavl, i Mellemtiden fra dette indtil Hertugen afſtod Øerne øſtenfor Midelfart, det vil ſige indtil Forliget til Vordingborg 3die Februar 1296. Uſandſynligt er det ikke, at et ſaadant Slag virkelig har fundet Sted, og Notitſen derom har, fraregnet det urigtige Aarstal, Troværdighedens Præg. Men dette er ogſaa alt, hvad man kan ſige om en ſaa eneſtaaende Beretning.
  54. Dette kunde maaſkee bidrage til at forklare, hvorfor Hertugen ikke nævnes i Stilſtands-Akten, ſkjønt det dog maa antages at denne ſluttedes med hans Samtykke.
  55. Huitfeldt, S. 307. Maaden, hvorpaa Forliget omtales og Akten meddeles, er yderſt forvirret, ſaa at man ikke godt kan ſee, hvad der virkelig ſtod i Akten og hvad han ſelv tilføjer. Saaledes begynder Afſnittet: „Med Hertug Valdemar af Sønderjylland blev det og forligt; han ſtod igjen fra Als, Ærø og Femern, efter den Doms Lydelſe, udi Kong Erik Chriſtopherſens Tid udgangen var“. Dette Forlig kunde ſynes at være ſkeet paa Hegnesgavl, da det omtales umiddelbart efter at Stilſtands-Akten er meddeelt; men da Hertug Valdemar ej omtales i denne, maa dog Meningen være den, at Bemerkningen om Afſtaaelſen af Als m. m. vedkommer den ſtrax efter nævnte Akt af 3die Febr. 1296. Desuden vilde der efter et ſaadant Forliig allerede ved Hegnesgavl i det mindſte ikke have været Anledning til noget Slag ved Grønſund.
  56. Suhm XI. 219. Brevet til Bedſte for Rudkjøbing er dateret St. Ansgarii Dag, 3die Februar, medens Forliget i Vordingborg er dateret Dagen efter Mariæ Renſelſe. Denne forſkjellige Betegningsmaade af een og ſamme Dag vidner des ſterkere for begge Dateringers Rigtighed.