Det norske Folks Historie/6/79

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (I-4-2s. 183-204).

Efter en yngre Forfatters Gjetning ſkal det have været den unge Jomfru Margretes Anliggender, der i Aaret 1290 kaldte Kong Erik tilbage fra hans danſke Tog[1]. Dette er i ſig ſelv heller ikke uſandſynligt, efterſom Forberedelſerne til hendes Afſendelſe til Skotland netop, efter hvad der her nedenfor ſkal viſes, faldt i anden Halvdeel af dette Aar, og ſikkert krævede hendes Faders Nærværelſe hjemme. Noget beſtemt Udſagn findes dog ikke derom, og de Forhandlinger, der havde hendes Afſendelſe til Følge, havde allerede taget ſin Begyndelſe i 1289, ſaaledes ſom det ovenfor er berørt. Den, der fra førſt af ſynes at have ſat dem i Gang, var den engelſke Konge, ſom nu engang havde foreſat ſig at benytte Lejligheden til at ſkaffe ſin Søn Skotlands Krone ved et Giftermaal mellem ham og den unge Tronfølgerinde. Med utrættelig Iver underhandlede han med Skotlands Rigsforſtanderſkab, med Kong Erik, med ſelve Paven; Kong Erik ſelv optræder i alle disſe Forhandlinger næſten kun ſom Biperſon. Ham havde det viſt været kjærere, om Margrete var bleven ugift indtil hun var bleven voxen, og at han imidlertid ſelv kunde være hendes Formynder: det var at forudſee, at hun ved Giftermaalet med Englands Tronfølger vilde ſaa at ſige være tabt for Norge, og at hele Indflydelſen vilde komme i den mægtige, herſkeſyge Kong Edwards Hænder. Dette kunde hverken være behageligt for Kong Erik, eller for Skoterne i Almindelighed, og det er ikke uſandſynligt, at ogſaa denne Betragtning for en ſtor Deel kan have bidraget til at de ſkotſke Regjeringsherrer ej holdt ſig det Kong Alexander givne Løfte efterrettelige, men en Tidlang vægrede ſig ved at anerkjende Margrete, og derved kom i det ſpendte Forhold til det norſke Hof, ſom Alf Jarls ovenfor omtalte Brev nokſom lægger for Dagen, og ſom ſiden efter endog foranledigede Kong Erik til at fordre en Godtgjørelſe. Kong Erik havde dog, naar han vilde ſætte ſin Datters Rettigheder igjennem, intet andet Valg end at henvende ſig til den engelſke Konge, thi ſelv var han neppe mægtig nok dertil, i det mindſte ikke ſaa længe han havde en Krig at føre, der var mere end tilſtrækkelig til at optage hans Stridskræfter. Alf Erlingsſøns Truſler og ſtore Ord have neppe gjort nogen Virkning. Bjarne Erlingsſøn udrettede heller ikke, ſom det lader til, noget ſynderligt under ſit Ophold i Skotland den følgende Vinter. Endog de Penge, der ſkyldtes Kong Erik ifølge Egteſkabscontracten, bleve, ſom vi have ſeet, tilbageholdte. I 1287 og 1288 finder man ej engang omtalt, at Underhandlinger bleve fortſatte, og maaſkee have de været ganſke afbrudte, med mindre man kan antage, at den før omtalte Magiſter Huguitio, den pavelige Tiende-Collector, i et af de Aar ſendtes over til Skotland for at virke i Margretes Interesſer, hvortil der findes en Antydning[2]. Men han kan i alle Fald ikke have gjort andet, end i Stilhed at bearbejde Gemytterne til Margretes og hendes Faders Fordeel: nogen Overeenskomſt blev ikke ſluttet, lige ſaa lidet ſom der endnu gjordes noget Skridt til at modtage den unge Kongedatter ſom Landets Dronning. Omſider ſaa da Kong Erik ſig, i Aaret 1289, nødt til at henvende ſig til Kong Edward, og ganſke at lægge ſine og Datterens Interesſer i hans Haand. Han ſendte i dette Øjemed trende Herrer til ham, nemlig Baronen Hr. Thryrik af Leikvange, den før omtalte Peter Algotsſøn fra Sverige, Kong Magnus’s forrige Cantſler, og Ridderen Guthorm af Oslo, med den meſt udſtrakte Fuldmagt til at raadſlaa med ham og vedtage de Foranſtaltninger, der maatte være hende meſt tjenlige. I Fuldmagtsbrevet nævnes ogſaa Ridderen Thorvald Thoresſøn, Hertugens Sysſelmand paa Hjaltland, men man ſeer af de paafølgende Forhandlinger, at han ikke kom med. Sandſynligviis var det beſtemt at Geſandterne paa Vejen til Skotland og England ſkulde anløbe Hjaltland og at han der ſkulde ſlutte ſig til dem, men enten have de af Vejr og Vind eller andre Omſtændigheder været forhindrede fra at tage denne Cours, eller og har han af en eller anden Grund ikke kunnet paatage ſig Hvervet[3]. Geſandtſkabet blev, ſom man maa antage, affærdiget fra Norge under Kongens Ophold i Tunsberg ſtrax efter hans Tilbagekomſt fra Krigstoget til Danmark, altſaa i de ſidſte Dage af Auguſt eller de førſte af September, thi i Løbet af denne Maaned maa Sendebudene være ankomne til England, efterſom de ſkotſke Regjeringsherrer den 3die October tilſkreve Kong Edward fra Melroſe Kloſter, at de paa hans Anmodning herved ſendte befuldmægtigede Geſandter for at raadſlaa om og træffe Aftale angaaende visſe af de norſke Sendebud til ham paa Bane bragte Anliggender, ſaaledes ſom det i et fra ham nylig modtaget Brev var antydet, lovende at godkjende alt, hvad der ſaaledes i hans Nærværelſe blev vedtaget, forudſat at det ikke ſtred mod Skotlands Frihed og Ære, eller kom dets Indbyggere til Skade[4]. Naar nemlig de ſkotſke Regjeringsherrer den 3die October kunde beſvare et Brev fra Kong Edward, hvori denne indbød dem til at udnævne Befuldmægtigede for at underhandle med de norſke Geſandter, maa dette Indbydelſesbrev være ſkrevet i September, og Geſandterne fra Norge ſelv være ankomne nogen Tid forud. Deres Andragende til Kong Edward gik ud paa, at han med Raad og Daad vilde hjelpe til, at Jomfru Margrete maatte blive adlydt ſom Skotlands Arving og Dronning, ſaa at hun herefter kunde herſke i dette Rige, ligeſom andre Konger i ſine Riger. Om de desforuden havde det Hverv, og Fuldmagt til, foreløbigt at aftale et Giftermaal mellem Margrete og Edwards unge Søn, er tvivlſomt, og man ſkulde ſnarere være friſtet til ej at antage det; thi vel ſeer man, at Kong Edward allerede paa denne Tid eller ſnarere før havde været betænkt paa at bortrydde den Hindring, begge de unge Børns Slægtſkab i tredie Grad ſtillede i Vejen for deres Egteſkab, ved at anholde ſaa betimeligt hos Pave Nikolaus om den fornødne Dispenſation, at denne allerede kunde udfærdiges den 16de November[5]; men man vil dog af det følgende ſee, at Edward en Tidlang maa have holdt dette Skridt ſaa vidt muligt hemmeligt, og at han ikke fremlagde Dispenſationen, førend det Fornødne var bragt i Orden om Margretes Modtagelſe af Skoterne, og disſe allerede vare bearbejdede til Fordeel for den paatænkte Forbindelſe, ſamt desuden havde hørt Rygter om, at en ſaadan Dispenſation virkelig ſkulde være erhvervet. Kong Edward frygtede vel, neppe uden Grund, at hvis hans Giftermaalsplan blev bekjendt, førend Gemytterne tilbørligt vare forberedte, vilde den, og dermed hans hele Haab om Englands og Skotlands Forening under hans Søns Herredømme, ganſke gaa overſtyr; Skoterne, ængſtlige for deres Selvſtændighed, kunde vægre ſig ved at modtage Margrete ſom deres Dronning, og vælge ſig en Konge blandt de andre Prætendenter til Kronen, og Kong Erik, hvis Mening det visſelig heller ikke var, ganſke at give Slip paa den fædrene Myndighed over ſin Datter og de Fordele, han deraf kunde høſte, naar hun tillige var Skotlands Dronning, men af hvis hele Holdning under de paafølgende Forhandlinger man tvert imod tydeligt kan ſee, at han kun tvungen af Omſtændighederne fandt ſig i hvad der ſkede, og ſaavel af Skoterne ſom af Edward betragtedes med Mistanke, ſom den, der nærede ganſke andre Planer med ſin Datter, vilde vel og have gjort Vanſkeligheder ved at ſende ſin Datter fra ſig, eller overhoved indgaa paa en Ordning af Sagerne, der banede Vejen for Edwards Henſigter. Dennes Politik var det derfor, ſom man af det følgende kan ſee, førſt, hvad der var det vigtigſte, at faa Margretes Anerkjendelſe og Modtagelſe af Skoterne bragt paa det Rene; naar Giftermaalsplanen holdtes hemmelig, og hans hele Ferd ſaaledes bar Præget af den ſtørſte Uegennyttighed, vidſte han at der heller ikke fra Kong Eriks Side vilde møde Indvendinger, thi han kunde ikke andet end være tilfreds med, at hans Datter blev anerkjendt af Skoterne, og modtagen ſom deres Dronning. Naar dette var beſtemt, og fra alle Sider ſikret ved højtidelige Løfter, da førſt var det paa Tide at bearbejde Skoterne til Fordeel for Giftermaalsplanen, og naar de førſt gik ind derpaa, og omfattede den med Interesſe, vilde det være ligegyldigt, hvad Kong Erik meente derom, thi det engang givne og beſvorne Løfte om at ſende hende maatte han holde. Det hele gik ſaaledes egentlig ud paa at vinde Skoterne og overliſte Kong Erik.

De Befuldmægtigede, der nu afſendtes fra Skotland, vare Biſkopperne af St. Andrews og Glasgow, Sir Robert Bruce den ældre, Herre til Annandale, og Sir John Comyn. Mødet holdtes efter Kong Edwards Beſtemmelſe i Salisbury, hvor ogſaa Kong Edward lod Befuldmægtigede fremmøde, nemlig Biſkopperne af Worceſter og Durham, ſamt William Jarl af Pembroke, og John Jarl af Guarenne. Der var ſaaledes i alt tre norſke, fire ſkotſke og fire engelſke Befuldmægtigede[6]. Efter mange Debatter og Forhandlinger enedes de forſamlede Herrer endelig om følgende Punkter, hvorom de den 6te November udſtedte deres Brev:

1. At Jomfru Margrete, der her kaldes Dronning og Arving, ſkulde komme til England eller Skotland inden næſte Aars Allehelgensdag (1ſte Novbr.) fri for al Giftermaals- og Feſtemaals-Aftale; de norſke Geſandter ſkulde ſørge for at dette ſkede ſaaledes, med mindre Dronningen havde en gyldig Undſkyldningsgrund.

2. Kongen af England lovede, at hvis Dronning Margrete kom i hans Hænder, fri for al Egteſkabs-Aftale, ſkulde han, naar Skotland var roligt og fredeligt, ſaa at hun ſikkert kunde komme derhen og opholde ſig der, ſamt Skotlands Folk anmodede ham derom, ſende hende til Skotland, lige ſaa fri for ſaadanne Egteſkabs-Aftaler, ſom hun kom, dog ſaaledes at Skoterne, førend de modtoge hende, ſkulde ſtille ham tilſtrækkelig Sikkerhed for, at de ej vilde bortgifte hende uden efter hans Foranſtaltning, Vilje og Raad, eller med hendes Faders, den norſke Konges, Samtykke.

3. De ſkotſke Befuldmægtigede lovede for ſig og ſine Landsmænd, at de ſkulde ſikre Jomfru Margrete Skotlands Rige, førend hun kom derind, at de ſkulde ſtille Borgen for at hun trygt kunde komme derſom i ſit Rige og opholde ſig der efter Behag, ſom Landets Herſkerinde og Arving, ſamt at de for alt dette ſkulde ſtille ſaadan Sikkerhed, ſom billigt kunde fordres, og de norſke Geſandter ſagde at de kunde præſtere.

4. Hvis der blandt Skotlands Rigsforſtandere eller Miniſtre var nogen, ſom de norſke Befuldmægtigede eller Dronningen fandt uduelige eller mistænkelige, ſkulde de ſtrax fjernere„ og nye, bedre indſættes i deres Sted, efter Overlæg og Omſorg af retſkafne Mænd fra Skotland og Norge, ſamt dem, Kongen af England dertil beſkikkede. Kunde de ſkotſke og de norſke Mænd ej blive enige i dette Stykke, ſkulde de raade, til hvilke de engelſke Geſandter ſluttede ſig, og det ſamme ſkulde ogſaa gjelde i alle andre Forhandlinger imellem hine Mænd, Skotland vedkommende, hvorfor der ogſaa ſkulde afgives en Beretning ſaavel til Englands ſom til Norges Konge om det ſkotſke Riges Tilſtand.

5. Ved næſte Aars Midfaſte ſkulde de nys berørte ſkotſke Mænd indfinde ſig i eller ved Grændſeſtaden Roxburgh, og de af den engelſke Konge udnævnte ved Warks eller Carham, hvor der da ſkulde handles nærmere om Opfyldelſen af de ovenforbeſtemte Punkter ſamt de Sikkerheder, der vare at ſtille.

Brevet blev chirographariſk udfærdiget i tre Exemplarer, to paa Franſk, for England og Skotland, og eet paa Latin for Norge, ſamt beſeglet af alle de elleve Herrer[7]. Under ſamme Dag udſtedte Kong Edward, fra Clarendon[8], et Brev, hvori han vedtog det ovenfor paa hans Vegne givne Løfte om at ſende Margrete fri for enhver Forpligtelſe til Skotland, under de der opſtillede Betingelſer; hvorhos han ogſaa ſamme Dag tilſkrev Skotlands Prælater, Magnater og menige Almue, at da han paa det ivrigſte ønſkede at bringe ſin kjære Slægtning Dronning Margretes Anliggender paa det Rene, til Guds Ære, Rigets Bedſte og hendes egen Fordeel, bad han dem indſtændigt fat viſe de i hendes Navn indſatte Rigsforſtandere den Opmerkſomhed og Lydighed, at han ſelv og Dronningen kunde have Grund til at roſe deres Loyalitet. Saa ſnart det nu foreſtaaende Parlement i London var til Ende, ſkulde han ſende nogle Medlemmer af ſit eget Raad til Skotland, af hvilke, ſaavel ſom af Rigsforſtanderen, han vilde faa vis Underretning om Rigets Tilſtand, den han med Guds Hjelp haabede var rolig og fredelig[9]. Man ſeer for øvrigt af alle disſe Forhandlinger, at han her optraadte ganſke ſom Skotlands øverſte Leensherre, og at Skoterne ſelv heller ikke ligefrem proteſterede derimod. Muligt, at han dog derhos handlede i Egenſkab af Margretes nærmeſte Frænde i England og Skotland. Han havde ellers nu faaet ſikret ſig det vigtigſte, Margretes Anerkjendelſe, og benyttede Tiden paa det bedſte til ogſaa at bringe det paa det rene. Hvilke Mænd han ſendte for at raadſlaa med de ſkotſke Regjeringsherrer, vides ikke, heller ikke hvad Forhandlinger der fandt Sted imellem dem[10]; ſaa meget ſeer man kun, at de maa have forſtaaet at drive Sagen, og benyttet Tiden godt, thi den 17de Marts, Fredagen efter Midfaſte, der var den i Overeenskomſten til Salisbury beſtemte Tid til Sikkerhedens Stilling m. m.[11], tilſkrev allerede ſamtlige Biſkopper, Abbeder og Baroner i Skotland, med Rigsforſtanderne i Spidſen, fra Brigham baade Kong Edward og Kong Erik hver ſit Brev, hvori de paa det ivrigſte anbefalede Giftermaalet mellem Dronning Margrete og den engelſke Kongeſøn. I Brevet til Kong Edward heed det, at de „paa Grund af hans gode Rygte, den Retfærdighed han viſte imod alle, og det gode Naboſkab og den ſtore Fordeel, Skotland havde nydt af ham, hans Fader og Forfædre“, vare ſærdeles glade ved at have hørt, at Paven ſkulde have meddeelt ſin Dispenſation til Egteſkabet mellem hans Søn og Dronning Margrete; de udbade ſig nu herom tilforladelig Efterretning; var Dispenſationen allerede erhvervet, gave de herved ſit Samtykke til Giftermaalet, og ſkulde den førſt erhverves, vare de villige til, i Forening med Kong Edward at gjøre de nødvendige Skridt til dens Erhvervelſe; under alle Omſtændigheder ſkulde de ſende Geſandter til ham ved det Parlement, der foreſtaaende Paaſke (2den April) ſkulde holdes i London, for at handle nærmere om dette Anliggende. Til Kong Erik talte de et alvorligere, næſten bydende og truende, Sprog, der viſer, at Stemningen mod ham endnu ikke var den bedſte. „Da de“, heed det, „vare forvisſede om at han ønſkede hvad der kunde befordre hans Datters og hendes Riges Hæder, og da Paven nu, efter hvad der var almindelig Tale paa forſkjellige Kanter af Verden, havde givet Tilladelſe til at Englands Tronarving maatte egte hende, havde de paa Rigets Vegne ſamtykket i dette Giftermaal, hvorfor de nu herved anmodede ham om at foranſtalte det fornødne til, at hans Datter ſnareſt muligt kunde blive ſendt til England, i det aller ſeneſte inden Allehelgensdag, ſom det forhen var aftalt; derved vilde han ſærdeles forbinde dem; „men ſkulde det hende, at han ikke gjorde det, ſaa vilde de træffe de bedſte Forholdsregler, Gud maatte indgive dem til Rigets og Folkets Gavn“. Dette var, med andre Ord, at true med Frafald fra hans Datter, hvis han ej føjede ſig efter deres Ønſke, og den Aftale, de, ham uadſpurgt, maatte træffe med Kong Edward. Under de nærværende Omſtændigheder var der dog intet andet for, end at finde ſig deri, og rette ſig derefter, ellers kunde hans Datter lettelig gaa Glip af ſin Krone. Edward og Skoterne bare ſig ogſaa i deres videre Forhandlinger paa det nærmeſte ad, ſom om Margretes egen Fader aldeles ingen Stemme havde med Henſyn til hendes fremtidige Skjebne; naar de henvendte ſig til ham, var det ej om noget Samtykke, men kun om at paadrive Margaretes Afſendelſe. Der ſynes heller ikke paa denne Tid at have været norſke Geſandter i England eller Skotland, der kunde optræde naa hans Vegne, thi de ſidſte Geſandter vare i det mindſte om Vaaren 1290 hjemme i Norge[12], og havde rimeligviis allerede vendt tilbage ſtrax efter at have ſluttet Overeenskomſten i Salisbury; og der tales ingenſteds om noget nyt Geſandtſkab, afſendt i 1290. Kong Edward lovede derhos, og Biſkop Anton af Durham ſaavel ſom Jarlerne af Cornwall og Guarenne indeſtode for, at han efter Paaſken ſkulde ſkaffe de ſkotſke Sendebud hans Forpligtelſesbrev paa, at derſom Dronning Margrete ikke kom til England eller Skotland inden næſte Allehelgensdag, eller hvis Kong Erik ikke ved ſin Eed og ſit aabne Brev, ſamt edeligt Forløfte fra Erkebiſkop Jørund, Biſkopperne i Bergen, Stavanger og Oslo, Hertug Haakon, Thryrik af Leikvange, Audun Hugleiksſøn og Bjarne Erlingsſøn, der ligeledes ſkulde give deres aabne Brev derpaa, beſeglet med i det mindſte fem af de nævnte Herrers Segl, at Margrete ſkulde blive afſendt til den beſtemte Tid, med mindre lovligt Forfald hindrede det, — da ſkulde han lade udbetale de ſkotſke Rigsforſtandere 3000 Mk. i Berwick til den Tid, ſom nærmere maatte blive aftalt med de ſkotſke Geſandter. Tiden beſtemtes ſenere til Mortensdag, og Kongen udſtedte det lovede Forpligtelſesbrev derom den 15de Mai[13]. Hvad der for øvrigt imidlertid forhandledes paa Parlementet i London mellem Kong Edward og de ſkotſke Geſandter, meldes ikke udtrykkeligt; man maa kun ſlutte ſig dertil, af hvad der herefter ſkede. Det var formodentligt ifølge den mellem dem ſluttede Aftale, at Kong Edward overdrog Biſkop Anton af Durham den meſt udſtrakte Fuldmagt til enten ſelv eller ved Fuldmægtige eller Sendebud, at underhandle med Kong Erik om alt, hvad der vedkom dem ſelv og deres Børn, ſamt træffe den Overeenskomſt derom, ſom maatte findes tjenlig. Det Brev, hvori han underretter Kong Erik herom, er dateret fra Woodſtock den 10de April. Han ytrer her, at han, efter Biſkoppens egen indſtændige og hyppigt gjentagne Begjæring har overdraget denne Fuldmagt til ham, der har for Øje og ivrigt ſøger at befordre Kong Eriks Gavn af Riget Skotland, hvilken ogſaa Kong Edward ſelv i dette ſom i andet ønſker den bedſte Fremgang[14]. Syv Dage efter tilſkrev han ogſaa Kong Erik et andet Brev, hvori han endelig rykkede frem med Underretningen om at han havde faaet og virkelig var i Beſiddelſe af den pavelige Dispenſation for det paatænkte Giftermaal; han bad derfor nu indſtændigt Kong Erik at paaſkynde Margretes Afrejſe. Det vilde, ſlutter han, gjøre ham ondt, om deres Ønſker i denne Sag ſkulde være forſkjellige, eller om Erik heri vilde gjøre nogen Forhaling, „hvilket ikke vilde være ſømmeligt for den kongelige Værdighed“[15]. Her var ikke længer Tale om at forlange Kong Eriks Samtykke til Giftermaalet; man forudſatte ligeſom at det faldt af ſig ſelv, og at det kun var utilbørligt, derſom han gjorde Vanſkeligheder derved. Vi have ſtrax ovenfor ſeet, at Kong Edward uden videre tiltog ſig at give Løfter og Forſikringer om hvad Kong Erik ſkulde gjøre, og vedtog endog at betale en Mulct, hvis det ej ſkede; ret ſom om Kong Erik her ſlet ingen Vilje havde.

Det var formodentlig Meningen, at Biſkop Anton ſkulde overbringe begge disſe Breve til Norge. Men hvor vidt han virkelig drog derhen, kan man af de forhaandenværende Beretninger og Aktſtykker ej godt ſee. Der tales vel ikke i de gamle Annaler om at nogen engelſk Biſkop om Vaaren eller Sommeren var i Norge, men de tale rigtignok heller intet om de ſkotſke Geſandter, hvilke, ſom man med Beſtemthed veed, ſenere paa Høſten kom til Norge for at hente Margrete, eller overhoved om hendes Afrejſe; af hiin Taushed kan man derfor ikke ſlutte, at Biſkop Anton ej kom til Norge. At Forhandlinger med Kong Erik havde fundet Sted i Sommerens førſte Halvdeel, førend han tiltraadte Toget til Danmark, og at hans foreløbige Samtykke maa være erholdt, med andre Ord, at han maa have opgivet Haabet om at kunne træffe nogen for ſig fordeelagtig Beſtemmelſe om ſin Datters Giftermaal, ſynes klart deraf, at ſex af Kong Edward dertil ſærſkilt udnævnte Befuldmægtigede, hvoriblandt fremdeles Biſkop Anton af Durham, allerede i Juli Maaned kunde ſkride til formeligt at afſlutte en Overeenskomſt med Skotlands Regjering og Magnater om Betingelſerne for Giftermaalet mellem begge de kongelige Børn, hvorved der endog omhandledes, hvad der ſkulde ſkee, hvis de døde barnløſe[16], og at Skotlands Regjering henſtillede denne Overeenskomſt til Edwards Ratihabition[17], ſamt udnævnte tre Befuldmægtigede, Biſkop Robert af Glasgow, Biſkop Alan af Katanes og John Comyn til at aftale det videre med Edward, uden at Erhvervelſen af Kong Eriks Samtykke med et eneſte Ord er omtalt[18], og uagtet dette i det mindſte ikke officielt var erhvervet, da Kong Edward førſt under 28de Auguſt, da han meddeelte Ratihabitionen, udnævnte Biſkopperne Anton af Durham og Robert af Glasgow, ſamt John af Guarenne, John Comyn, og Mag. Henrik af Newark til ſine Geſandter og Befuldmægtigede til at træffe Overeenskomſt med Kong Erik eller hans befuldmægtigede Sendebud om Feſtemaalet mellem den unge Edward og Margrete. For Formens Skyld udſtedte ogſaa den unge Edward en lignende Fuldmagt til Jon af Guarenne alene[19]. Det var aabenbart ikke Henſigten at disſe Befuldmægtigede ſkulde gaa til Norge, men alene at de ſkulde begive ſig til Skotland eller i det højeſte til Orknøerne for der at møde Befuldmægtigede fra Norge, thi i et Brev af ſamme Dag til Skoterne[20] meldte Kong Edward disſe, at han til Riget Skotlands Fred og Gavn ſendte dem Biſkop Anton for midlertidigt at træde i Margretes og den unge Edwards Sted, og i Forening med Rigsforſtanderne og Magnaterne at frede og ordne Riget. De oven nævnte ſkotſke Befuldmægtigede lovede paa Rigets Vegne, at hvis Margrete kom inden Allehelgensdag, fri for alle Egteſkabsbaand, ſkulde alle Rigets Feſtninger blive den unge Edward overgivne; kom hun ikke, ſkulde Slotsherrerne dog edeligen forpligte ſig at beholde Fæſtningerne for Margrete og Edward. I et andet Brev, dateret den 1ſte September, bekjendtgjorde Kong Edward, at, da Norges Konge agtede at ſende Befuldmægtigede til England for at handle[21] om Sager, der vedkom dem begge, havde han meddeelt ſamme Biſkop Anton Fuldmagt til at lade de norſke Geſandter faa det behørige Lejde[22]. Imidlertid havde begge Edwarderne, Fader og Søn, under 29de Auguſt befuldmægtiget Biſkop Anton, John af Guarenne og Henrik af Newark til ganſke at afſlutte Giftermaalet, og for at Sagen kunde gaa raſkere, vedtog Biſkop Anton paa Kong Edwards Vegne at udbetale aarligen til Norge 400 Pund Sterling, indtil Margrete havde fyldt ſit 15de Aar, hvorhos Kongen bød at den ſkotſke Kæmereer ſkulde udbetale Magiſter Huguitio 200 Pund, fordi han troligt havde tjent Margrete og haft Bekoſtninger for hendes Skyld[23]. Disſe Udbetalinger eller Løfter om Udbetalinger kunne maaſkee forklare, hvorfor Erik holdt ſig ſaa pasſiv. Han befandt ſig aabenbart i den ſtørſte Forlegenhed paa Grund af den danſke Krig og Udtællingerne til de tydſke Stæder, og kunde ikke godt undvære Edwards Hjelp. Allerede tidligere paa Aaret, før Pints, havde han henvendt ſig til Kong Edward med Beklagelſe over, at uagtet Skotland ifølge hans Egteſkabscontract ſkyldte ham 700 Mkr. Sterling aarligt, ſaa vilde der dog til foreſtaaende Pints være fire Aar hengaaet, (altſaa ſiden Kong Alexanders Død), hvori han aldeles intet havde faaet; men for des eftertrykkeligere at kunne befordre ſine egne og ſin Datters Anliggender, havde han laant, hvad han ſaaledes havde tilgode, nemlig 2800 Mkr., af ſine kjære Kjøbmænd William Daverſon og William Suat, imod at give dem Anviisning paa hiin Afgift; han anmodede derfor Edward om hans kraftige Medvirkning til at Skotlands Rigsforſtandere og Camerarier udbetalte disſe Penge til ſamme Kjøbmænd, hvorom han ogſaa havde tilſkrevet dem umiddelbart[24]. Man kan for Reſten ikke godt ſee, om de Geſandter fra Norge, Kong Edward ventede, ſkulde ſendes tidligere end Margrete ſelv, eller om det var de ſamme, der ſkulde være i Følge med hende. Det ſidſte ſynes dog at være det rimeligſte, da der ſaa ſildigt ſom førſt i September, da Kong Edward ſkrev hiint Brev om Lejde for de norſke Geſandter, kun var to Maaneder til Allehelgensdag, inden hvilken, i det aller ſeneſte, Margrete ſelv ſkulde være kommen til Skotland, og i denne korte Tid vilde man vel neppe ſende to Geſandtſkaber. Man erfarer desuden af ſenere Brevſkaber og Beretninger[25], at det var Kong Eriks Beſtemmelſe, allerede temmelig tidligt, enten ſidſt i September eller førſt i October, at ſende hende til Orknøerne, hvorfra hun deſto lettere til den beſtemte Tid kunde indtreffe i Skotland, og de Geſandter, der fulgte hende, kunde da lettelig, om det behøvedes, foreløbigt aflægge et Beſøg der eller i England; men den egentlige Afſlutning af Egteſkabscontracten ſelv, der for Reſten med Henſyn til Kong Erik nu var en blot Formſag, ſynes at ſkulle have foregaaet paa Orknøerne, hvorhen derfor ogſaa ſaavel engelſke ſom ſkotſke Befuldmægtigede ſkulde begive ſig. De ſkotſke Magnater havde allerede ſendt et Geſandtſkab, beſtaaende af tvende velſtuderede og retſkafne Mænd, Michael af Wemyng og Michael Scott, til Norge for at afhente Margrete[26]; formodentlig var det da efter Overlæg med dem, at den her omhandlede Beſtemmelſe blev truffen.

Om Maaden, hvorpaa den unge Margrete udſtyredes og afſendtes fra Norge, og af hvilke Herrer og Damer hendes Følge beſtod, er ingen Optegnelſe levnet. Det er ikke uſandſynligt, at Magiſter Huguitio har været med, da det lader til, at han havde ſaa meget med Margretes Anliggender at beſtille; maaſkee ogſaa Mag. Peter Algøtsſøn, der ligeledes ſees at have været meget brugt i disſe Sager. Men om de medſendte Baroners og Ridderes Navne er det umuligt at fremſatte nogen ſikker Gjetning. Saa meget kan man alene ſige med Vished, at Bjarne Erlingsſøn ikke kan have været med, da han juſt paa denne Tid indſtevnedes af Erkebiſkop Jørund[27]. Derimod maa det anſees udenfor al Tvivl, at en af Damerne i Margretes Følge var Fru Ingebjørg Erlingsdatter[28], Alf Jarls Syſter og Hr. Thore Haakonsſøns Huſtru; ſom nær beſlægtet med Kongehuſet maa hun endog have været den fornemſte af Fruerne, og den ſom nærmeſt havde den unge Kongedatter i ſin Varetægt. Uſandſynligt er det derfor ikke, at ogſaa hendes Mand, Hr. Thore Haakonsſøn, har været med i Følget.

Men Edwards klogt anlagte Planer og glimrende Forhaabninger ſkulde dog denne Gang blive til Intet, og de Fordele, Kong Erik maaſkee endnu lovede ſig af Datterens Ophøjelſe paa Skotlands Trone, gaa tabt. Det ſpæde ſexaarige Barn ſkal ikke have taalt Sørejſen paa denne ſildige Aarstid, ſaa at hun allerede undervejs blev ſyg, og rimeligviis i en meget daarlig Forfatning ankom til Orknø. Efter en enkelt Beretning ſkulle endog hendes Ledſagere paa Grund af hendes Sygdom have ladet Skibene, der førte hende og Følget, løbe ind til Orknøerne[29], men dette kan dog ikke forholde ſig ſaaledes, da det tydeligt nok kan ſees, at det allerede før hendes Afrejſe var beſtemt, at hun ſkulde bringes til Orknøerne og at de norſke Geſandter i hendes Følge der ſkulde mødes med de engelſke og ſkotſke Befuldmægtigede, ſaaledes ſom det ovenfor er viiſt. Allerede i de førſte Dage af October kom det Rygte til Skotland, at hun ſkulde være død, og vakte der ſtor Sorg hos alle fredelſkende Mænd, da netop de indvortes Fejder mellem de mægtige og uregjerlige Stormænd nys vare blevne nogenledes bilagte og Landefreden gjenoprettet i Forventning om hendes Ankomſt og om en kraftig Regjering under Kong Edwards Opſigt, medens derimod hendes Død vilde give Løſenet til nye Uroligheder. Der haves endnu et Brev til Kong Edward, dateret 7de October, fra Biſkoppen af St. Andrews, hvori denne underretter ham om det ſørgelige Rygte, og levende ſkildrer Stemningen og Forholdene i den Anledning[30]. „Efterſom det nys var beſtemt i eders Nærværelſe“, ſkriver han, „ſamledes de ſkotſke Sendebud, der havde været hos eder, ſaavel ſom nogle andre af Skotlands Stormænd, ved Perth Søndag efter Michelsdag (1ſte Octbr.) for at høre eders Svar paa, hvad ſamme Geſandter hos eder havde andraget og forhandlet om; og efter at have hørt dette Svar, takkede de troe Stormænd og en Deel af Rigets Menige eders Højhed paa det aller forbindtligſte, hvorpaa bemeldte eders Geſandter, ſaavel ſom vi, gjorde os rede til at drage til Orknøerne, for at underhandle med de norſke Geſandter og modtage vor Dronning. Men da lød blandt Folket det ſørgelige Rygte, at ſamme vor Frue ſkulde være død, hvorover Skotlands Rige er foruroliget, og det menige Folk fortvivlet. Sir Robert Bruce, ſom før ikke havde villet indfinde ſig ved hiin Samling, er nu efter Enkeltes Tilſkyndelſe kommen did med en betydelig Styrke, dog veed vi endnu ikke, hvad han agter at gjøre, eller paa hvad Maade han vil gaa frem. Men Jarlerne af Mar og Atholl have allerede opbudt deres Hære; de andre Magnater begive ſig ligeledes hver til ſit Parti, og man kan ſaaledes frygte for en almindelig Krig og ſtor Blodsudgydelſe, hvis ikke den Højeſte, ved eders Flid og Biſtand, bringer hurtig Hjelp. Biſkoppen af Durham, Jarlen af Guarenne og vi ſelv have ſiden hørt, at vor Frue er kommen ſig af ſin Sygdom, men endnu meget ſvag; vi ere derfor komne overeens om at opholde os her ved Perth, indtil vi af nogle til Orknøerne afſendte Riddere have faaet Vished om hendes Tilſtand, ſom Gud give maatte være god og tilfredsſtillende. Faa vi gunſtige Efterretninger om hende, hvilke vi vente Dag efter Dag, ere vi færdige at rejſe didhen efter Beſtemmelſen for da, ſaa godt vi formaa, at udføre oven nævnte Hverv. Kommer Sir John Balliol til eder, raade vi eder, at I ſeer til at forhandle med ham paa ſaadan Maade, at i alle Tilfælde eders Ære og Fordeel bevares. Men ſkulde det hænde, at vor Frue, hvilket Gud forbyde, ſiger denne Verden Farvel, da var det ønſkeligt, om eders Excellens fandt for godt at nærme eder Grændſen, for at trøſte det ſkotſke Folk og forebygge Blodsudgydelſe, ſaa at Rigets troe Mænd kunne bevare ſin Eed ukrænket, og tage den til Konge, ſom med Rette bør arve Riget, dog kun for ſaa vidt han vil rette ſig efter eders Raad“.

Om det virkelig forholdt ſig ſaaledes, at Margrete var kommen ſig igjen af fin førſte Sygdom, faar ſtaa ved ſit Værd, men i ſaa Fald vare de gode Forhaabninger om hendes Helbred kun af kort Varighed, da hun døde paa Orknøerne uden at ſætte Foden paa Skotlands Grund. Ved hendes Død maa der dog have været ſæregne Omſtændigheder, der gjorde, at der hvilede en vis Dunkelhed derover, ſaa at man ikke engang nøje veed Tiden, da den indtraf[31], og mange endog ikke troede at hun var død, hvorved det ti Aar ſenere blev muligt for en Kvinde fra Tydſkland, ganſke viſt en Bedragerſke, at udgive ſig for hende og vinde Tiltro, ſaaledes, ſom det paa ſit Sted nærmere ſkal berettes. Hun paaſtod, at Fru Ingebjørg Erlingsdatter havde ſolgt hende[32], det vil vel ſige for Penge ladet ſig bevæge til at overgive hende til Folk, der ønſkede hende af Vejen, og at disſe igjen havde ſkaffet hende bort til andre Lande. Heraf fremgaar i alle Fald ſaa meget, at Fru Ingebjørg, ſaaledes ſom det ogſaa ovenfor er antaget, maa have været med paa Rejſen til Orknøerne, og haft Barnet under ſin Varetægt, ſamt at der rimeligviis maa have været noget i den Maade, hvorpaa hun under Sygdommen behandlede hende, der var hendes øvrige Omgivelſer paafaldende og gav Anledning til mistænkelige Rygter. Uſandſynligt er det viſtnok ikke at en eller anden af de Prætendenter til Skotlands Krone, ſom meldte ſig efter Margretes Død, og ſom altſaa meente at kun dette Pigebarn ſtod imellem ham og hans Ønſkers Maal, kan have hemmeligt indfundet ſig hos Fru Ingebjørg og ved ſtore Pengeſummer ſøgt at beſtikke hende til at rydde Barnet af Vejen, eller overlade ham det, men det ſynes dog ikke rimeligt, at hun ſkulde have kunnet bekvemme ſig til, eller endog vovet at begaa en ſaadan Nidingsſtreg; det maatte da ligefrem være af Had til Kongen og Kongehuſet over den haarde Behandling, hendes Broder Alf Jarl havde maattet lide, hvis bedrøvelige Endeligt hun juſt i den Tid begræd. Men ſaa meget er dog ſikkert, at Kong Erik ſelv, hendes egen Fader, maa have anſeet ſig vis paa at hun var død, ligeſom heller ikke Kong Edward, der dog tabte ſaa meget ved dette Dødsfald, tvivlede derpaa; heller ikke er der Spor af at Fru Ingebjørgs Mand, Hr. Thore Haakonsſøn, faldt i nogen Unaade, hvilket dog maaſkee vilde have været Tilfældet, hvis hans Huſtru havde begaaet en ſaa ſkammelig Handling; heller ikke ſynes hun ſelv at have været under mindſte Forfølgelſe; hun døde ikke førend 1315, fremdeles, ſom det lader, nydende den ſtørſte Anſeelſe[33]. Troen paa at Margrete eller Pigen fra Norge (the Maid of Norway) ſom Skoterne kaldte hende, ikke var død, men kun bragt til Side, har ſaaledes viſtnok kun herſket blandt de lavere Klasſer, fornemmelig i Skotland, hvor de Begivenheder, hvortil hendes Død gav Anledning, nok kunde bringe alle Fædrelandsvenner til at ønſke, at Efterretningen maatte være uſand. Som bekjendt, optraadte Kong Edward nu ganſke i Egenſkab af Skotlands Leensherre, idet han indkaldte de ſkotſke Magnater til et Møde eller Parlement allerede i det følgende Aars Mai Maaned (1291), for her at handle om Rigets Anliggender, og navnlig om hvilken der maatte blive at vælge til Konge af de Prætendenter, ſom havde meldt ſig. De indfandt ſig ogſaa, navnlig Prætendenterne, og Edwards førſte Skridt var nu, førend han gik ind paa Arveſagen, at faa en Tilſtaaelſe af dem, at de overlode ham at dømme imellem dem i Egenſkab af Skotlands øverſte Leensherre. Denne Tilſtaaelſe blev given, ja med Rigsforſtandernes Samtykke blev endog Skotlands Beſtyrelſe overdraget til Edward, indtil Kjendelſen mellem Prætendenterne var afſagt. Det blev da beſtemt, at John Balliol og hans Svoger John Comyn, Rigsforſtanderen, der ligeledes var en af Prætendenterne, ſkulde udnævne 40 Mænd, Robert Bruce ligeledes 40, og Kong Edward 24, der førſt kommende 2den Auguſt ſkulde træde ſammen i Berwick, for at tage Sagen under Behandling. Dette ſkede. Prætendenterne indleverede der ſine Andragender, og Kongen, der vel gjerne udhalede Tiden ſaa meget ſom muligt, udſatte Sagens videre Behandling til et Parlement, ſom han 2den Juni næſte Aar (1292) agtede at holde, ligeledes i Berwick[34]. Der blev ſaaledes Friſt nok til at ogſaa Kong Erik i Norge kunde fremkomme med Fordring paa Skotlands Krone ſom ſin Datters Arving efter norſk Lov. Han afſendte ogſaa virkelig et Geſandtſkab, beſtaaende af Magiſter Huguitio, Mag. Peter Algøtsſøn, Mag. Bjarne Lodinsøn, den forrige Cantſler, Hr. Villjam af Torge, Ridder, og Arne, Chorsbroder i Bergen[35], for at fremſætte hans Fordringer. De ſkulle allerede være komne til Skotland eller England, nogle i Juni, nogle i Juli[36], og deres Hverv var foruden at anmelde Fordringen og anmode Kong Edward om ej at tildømme nogen anden Skotlands Krone, til Præjudits for deres Konge og Herre, ogſaa paa dennes Vegne at fordre de 700 Mkr. for hvert af de førſte fire Aar efter Kong Alexanders Død, tilſammen 2800, hvorom der ovenfor har været talt (og ſom ſaaledes endnu ikke vare betalte), fremdeles 700 Mkr. for det ſidſte Aar, og endelig 100000 Pund Sterling ſom Godtgjørelſe af Skoterne, fordi de ikke ſtrax havde taget hans Datter til Dronning[37]. Sagen blev nu tagen under Behandling, og det viſte ſig ſnart, at een af de tvende, John Balliol eller Robert Bruce, vilde komme til at gaa af med Sejeren. Det var vel heller ikke længer nogen Hemmelighed, at Edward havde beſluttet at give John Balliol Fortrinet, fordi han viſte ſig langt føjeligere og medgjørligere, og gjerne bekvemmede ſig til enhver Ydmygelſe for at komme i Beſiddelſe af Kronen. Kong Edward beſtemte foreløbigt den 6te November til den endelige Doms Afſigelſe, men denne Termin blev igjen forlænget til 17de November. Imidlertid ſkal Kong Edward den 12te November have kaldet de norſke Geſandter for ſig, og ſpurgt dem om hvad Retsgrund de agtede at anføre til Styrke for deres Herres Paaſtand, al den Stund den unge Margrete ingen Børn havde efterladt, og Arveretten ſaaledes var gaaet over i en anden Linje. Hertil ſkulle de have ſvaret, at de ingen Beſked kunde give, førend de havde faaet talt med Kong Erik, og det ſamme Svar ſkulle de have gjentaget, da Spørgsmaalet anden og tredie Gang blev dem forelagt[38]. Det ſynes noget underligt, at de ikke ſkulde have belavet ſig paa at møde alle Indvendinger; men ſandſynligviis have de indſeet, at det ikke under nogen Omſtændighed vilde lykkes dem at ſkaffe Kong Erik Skotlands Krone, og at det derfor var klogeſt, naar de i det mindſte vilde opnaa at faa de fordrede Pengeſummer betalte, ikke at ſtøde Edward for Hovedet ved alt for ſtor Paaſtaaelighed, da de ej kunde undvære hans Hjelp. Saaledes erklærede de da ſamme Dag, Dommen ſkulde afſiges, tilligemed ſyv af de andre Prætendenter, at de toge deres Fordringer paa Kronen tilbage, og Dommen lød følgelig, at de intet ſkulde have af Riget. Af de øvrige Prætendenter blev heller ikke nogen kjendt berettiget, undtagen John Balliol, hvem Riget ſaaledes blev tildømt, og til hvem Edward derfor ſtrax udfærdigede et Overdragelſesbrev, hvorimod han allerede anden Dag derefter ſvor Edward Troſkabseed, og den paafølgende anden Juledag, efter imidlertid at være kronet i Stene, højtideligt hyldede Edward ſom Skotlands Overleensherre[39]. Hvad Geſandternes andre Fordringer angaar, da ſkal Edward have erklæret, at de, ſom uvedkommende Succesſionen, ej kunde paadømmes af Succesſionsdommerne, men maatte afgjøres af Skotlands Stænder[40]. Dette maa dog, uviſt paa hvad Maade eller i hvad Form, være ſkeet ſtrax, thi i de Breve af 8de Februar og 16de November, ſom ſtrax nedenfor omtales, heder det udtrykkeligt, at Kong Erik i den kongelige Hofret (curia), der holdtes i Edwards eget Overvær i Berwick[41], fik Dom paa ſin Ret til Afgifterne af de før omtalte Jordegodſer, ſom Kong Alexander i ſin Tid havde ſtillet ham til Sikkerhed for den ham tilkommende anden Halvdeel — 7000 Mkr. — af Dronning Margretes Medgift. Kong Edward overtog endog ſelv at tilfredsſtille endeel af disſe Pengefordringer, thi den 28de Decbr. befalede han i Skrivelſer fra Newcaſtle nogle Befalingsmænd i Skotland og andre, der ſkyldte ham Penge, at udbetale til Kong Erik, i Alt 801 Pd. 3 Sh. 6 Pence 1 Farthing, i Liqvidation paa de 802 Pd. 16 Sh. 10 Pence og 1 Farthing, ſom han ifølge den nys erhvervede Dom havde tilgode i Afgift af Godſerne Ratho, Bathket, Balhelwy og Rothemay[42]. End videre tilſkrev Kong Edward fra Hounslow, 8de Februar 1293, den nye Konge i Skotland, John Balliol, at da „hans meget kjære Ven“, Norges berømmelige Konge, nys ved et Brev havde tilkjendegivet ham, at han havde givet Mag. Peter Algøtsſøn Anviisning paa ſit Tilgodehavende af Skotland, for deraf at gjøre ſig betalt for en Sum, han havde at fordre hos ham, men Mag. Peter havde mødt Vanſkeligheder ved at faa Pengene udbetalte, vilde han herved have Kong John venſkabeligt anmodet om at ſkaffe ſamme Mag. Peter, hvad ham tilkom. Herom underrettede han ogſaa ved Brev af ſamme Dag Kong Erik, beroligende ham med, at hvis Kong John ikke holdt ſig Anmodningen efterrettelig, var der Lejlighed til at faa rettet paa Sagen ved næſte Parlement, der ſkulde holdes ved St. Hanstider, og hvor Kong John ſkulde fremmøde, ſaa at Kong Erik altſaa blot behøvede at ſende Befuldmægtigede did. Mag. Peter havde, ſom man ſeer, imidlertid ſøgt at vinde Kong Edwards Yndeſt ved alſkens Opmerkſomheder; ſaaledes takkede Kongen ham ved Brev af ſamme Dag for to ſmukke Jagthøge, to ſmukke Falke, og flere andre ſkjønne Gaver, underrettede ham om, at han havde behørigt tilſkrevet Kong John om Pengene, og lovede ham, at hvis han ſelv eller en anden paa hans Vegne indfandt ſig til oven nævnte Parlement, med tilſtrækkelig Fuldmagtsbrev fra deres Herre, ſkulde han (Kong Edward) gjøre alt for ham hvad der pasſende kunde ſkee[43]. Hvor vidt Kong Erik virkelig ſendte Befuldmægtigede til ſamme Parlement, vides ej. Der findes viſtnok et Brev fra Hertug Haakon til Kong Edward, dateret Hamar Palmeſøndag den 22de Marts, og et andet fra Kong Erik til ham, dateret Bergen, tredie Pintſedag den 19de Mai, men disſe tvende Breve indeholde kun Anbefaling for Gabriel Johnſon, en engelſk Gejſtlig fra Yorks Diøces, der længe havde tjent baade Kongen og Hertugen ſom Klerk, og ſom nu havde taget Korſet og ønſkede at blive med i Kong Edwards Følge, naar denne, ſom man troede, vilde drage til det hellige Land, hvilket dog ikke var hans Henſigt, om han end havde givet ſig Mine deraf[44]. Det ſidſte, man hører om Kong Eriks Pengefordringer, er i den før omtalte Skrivelſe fra Kong Edward af 16de November, hvori han atter tilholder Kong John at udbetale det Tilbageſtaaende, ſaa at han ikke ſelv ſkal blive nødt til at tage Haand i Hanke med[45]. Senere opſtod der kjendelig Kulde mellem Kong Edward og Erik, der viſtnok i ſit Hjerte var meget misfornøjet med den Maade, hvorpaa hiin fra førſt til ſidſt havde behandlet hans Anliggender, og i Skotland ſelv blev Forvirringen ſaa ſtor, at de norſke Fordringer i det mindſte for en Tid ganſke kom i Glemmebogen.

Kong Erik opgav dog maaſkee endnu ikke aldeles Haabet om at tilvende ſig, eller i det mindſte ſine Efterkommere, Arvefordringer paa Skotland. Han var ſelv endnu en ung Mand, kun 24 Aar gammel, og det var naturligt, at han tænkte paa, ved et nyt Giftermaal, heldigere end det foregaaende, at vedligeholde ſin Ætt. Han opfordredes vel endog indſtændigt dertil af ſine nærmeſte Omgivelſer, fornemmelig Audun Hugleiksſøn, der, i det mindſte efter de ſenere Begivenheder at dømme, neppe ſtod ſig godt med Hertugen og derfor ikke kunde ønſke, at Kronen arvedes af denne, hvilket vilde blive Tilfældet, hvis Kongen døde uden at efterlade nogen Søn. Men det Valg, Erik, eller hans Raadgivere, nu traf, vidner, ſom det ſynes, umiskjendeligt om, at deres Hu fremdeles ſtod til Skotlands Krone. Valget faldt nemlig paa Iſabella, Sønnedatter af den ſamme Robert Bruce, Herre til Annandale, der ved de ſidſte Forhandlinger om Arveretten til Skotlands Trone var bleven erkjendt for den meſt berettigede næſt John Balliol, og af flere, eller maaſkee de fleſte, endog anſaaes for mere berettiget end denne, men utilbørligt tilſideſat formedelſt Edwards Indflydelſe. For ſaa vidt altſaa denne i Tidens Løb ſkulde ophøre, og Skotland atter ſkulde kunne hæve ſig af den ydmygende Tilſtand, hvori det nu befandt ſig, var der Udſigt til, at Robert Bruces Ætt dog tilſidſt ſkulde komme paa Skotlands Trone, hvilken Udſigt, ſom bekjendt, ogſaa efter ikke faa lang Tid gik i Opfyldelſe. Det var derfor ret klogt betænkt af Kong Erik eller hans Raadgivere, men vidner ogſaa umiskjendeligt om beſtemte Planer, at han ſøgte at gifte ſig ind i Brum-Familien. Iſabellas Fader Robert, Søn af Robert Bruce til Annandale, var ved Giftermaal med Margrete af Carrick bleven Jarl af Carrick; foruden Datteren Iſabella havde han Sønnerne Robert og Edward, af hvilke den førſte ſiden ſaa berømmeligt tilkæmpede ſig Skotlands Krone. Det ſkjønnes ikke rettere, end at de ſamme Geſandter, der fremmødte for Kong Erik med Arvefordringen paa Skotland, ogſaa indledede og aftalte Giftermaalet mellem ham og Iſabella, thi dette ſtod allerede i 1293[46]. Den 24de Juli dette Aar gav Kong Edward fra Canterbury hendes Fader Robert Bruce, Jarl af Carrick, Lejdebrev for at kunne gjøre en Rejſe til Norge, opholde ſig der en Tid, og igjen rejſe tilbage[47]; formodentlig bragte da Jarlen ſelv ſin Datter over til Norge, og overvar Brylluppet. Iſabella maa for Reſten da have været meget ung, neppe engang fuldvoxen, hvilket kan ſluttes deels deraf, at hendes Farfader endnu paa den Tid var i Live, deels af at hun ikke førend i 1297[48] fødde ſin Mand noget Barn, og endelig deraf, at hun, merkeligt nok, ikke døde førend i Aaret 1358, hvorved hun, om man endog ſætter hendes Fødſel ſaa ſeent ſom 1280, og hendes Giftermaal følgelig til hendes 13de Aar, dog ved ſin Død bliver 78 Aar gammel[49]. Hun tilbragte, ſom det lader, ſin meſte Tid ſtille i Bergen[50], uden at blande ſig i de politiſke Storme, ſom i hendes modnere Aar ryſtede Norge.

Havde Erik virkelig det Haab, at hans Giftermaal med Iſabella ſkulde kunne bringe en ny Forbindelſe mellem Skotland og Norge til Veje, og maaſkee ſkaffe hans Ætt nye Arvefordringer, ſaa gik det dog ingenlunde i Opfyldelſe. Iſabella fødde ham ikke engang nogen Søn, kun en Datter, Ingeborg; og ſelv da hendes Broder Robert var bleven Skotlands Konge, blev Forbindelſen mellem begge Riger eller Kongefamilierne ikke nærmere, thi da var imidlertid Iſabellas Mand, Kong Erik, død, og hun ſelv var vel allerede bleven fremmed for ſit Fædreland, ſom hun i en ſaa ung Alder havde forladt. Det meſte, Norge derefter havde med Skotland at ſkaffe, indſkrænkede ſig til Oppebærelſen af den aarlige Afgift af 100 Vita Sterling der endnu en Tidlang ſynes at have været betalt nogenlunde ordentligt, om juſt ikke regelmæsſigt, og til en Fornyelſe af Tractaten af 1266, ſom det i det følgende ſkal viſes[51]. Ogſaa Orknøernes Jarler bleve nu mere og mere fremmede for Norge; ſaavel Magnus Magnusſen, der døde 1284[52], ſom hans Broder og Efterfølger Jon, nævnes oftere ſom Jarler af Katanes, da de nemlig i Egenſkab heraf optraadte ſom ſkotſke Magnater[53]. Ikke deſto mindre opſtod der dog blandt Skoterne et Sagn om, at Nordmændene ſiden „den norſke Piges“ Tid havde Rettigheder paa Skotland, ſom de ſeent eller tidligt vilde kræve med væbnet Haand; man ſang et myſtiſkt Vers af den bekjendte ſkotſke Digter og Spaamand, Thomas af Erceldoune, kaldet Thomas Rhymer, hvor der hentydes til den ſorte Flaade, der ſkulde komme fra Norge til Forth-Fjorden; førſt naar den var borte, heed det, ſkulde man kunne bygge varige Borge:

It will be seen upon a day
Between the Bass and Bay
Craigin and Fidderay, —
The black fleet of Norroway;
Quhen the black fleet is come and gane
Then may they biggit thair burgh of lime and stane,
Quhilk they biggit ak straw and hay,
That will stand till doomes day
[54].

  1. Huitfeldt S. 302, ſom rigtignok fejlagtigt nævner Margretes Død, thi hun døde meget ſenere end Erik kan antages at være dragen hjem. Det Hele er formodentlig kun en Gisning og Combination af Huitfeldt ſelv.
  2. I 1290 befalede nemlig Kong Edward, ſom det vil ſees, at der ſkulde udbetales Huguitio af det ſkotſke Skatkammer 200 Pund, fordi han med Troſkab, megen Umag og Bekoſtning havde tjent Dronning Margrete. Dette kan neppe have været uden i Egenſkab af Underhandler, hvilket han ej var i 1289 og 1290.
  3. De os levnede Aktſtykker angaaende denne Sendelſe frembyde enkelte Vanſkeligheder med Henſyn til Tiden. Hos Rymer I. 2. S. 706, meddeles Fuldmagtsbrevet for de fire oven nævnte Herrer, Thryrik af Leikvange, Peter Algotsſøn, Thorvald Thoresſøn, og Guthorm af Oslo; men Brevet er dateret apud civitatem Burgensem 1ſte April i Kongens tiende Regjeringsaar. Dette vilde være 1ſte April 1290, da Eriks 10de Aar løber fra 10de Mai 1289 til 10de Mai 1290. At Brevet dog ikke kan være udfærdiget da, viſer ſig deels deraf, at tre af de her nævnte Geſandter allerede, ſom det nedenfor ſkal berettes, vare i England om Høſten 1289, og ſluttede Forliget i Salisbury, deels ogſaa deraf, at Thryrik af Leikvange, en af Geſandterne, i Kong Edwards Brev af 15de Mai 1290, der nedenfor vil blive omtalt, nævnes ſom en af de norſke Herrer, hvis Forløfte for Kong Erik det ved Paaſketid 1290 (2den April) var Tale om at udvirke, hvilket viſer, at han, lige ſaavel ſom de øvrige, der her nævnes, nemlig Erkebiſkoppen, tre af Biſkopperne, Audun Hugleiksſøn og Bjarne Erlingsſøn, om Vaaren 1290 var hjemme i Norge, og ikke paa nogen Geſandtſkabsrejſe i England. En Fejl maa ſaaledes ſinde Sted i Dateringen, men hvilken, er ikke let at ſige. Nærmeſt ligger det for Haanden at antage 10de (decimo, xmo) urigtigt læſt eller ſkrevet i Stedet for 9de (nono, ixno), i hvilket Tilfælde ogſaa i Stedet for „Burgensem“ ſkal læſes „Bergensem“, og Kongen allerede maa have udſtedt Fuldmagten i Bergen, førend han tiltraadte Toget til Danmark, ſkjønt Geſandterne ej kom afſted, førend om Høſten. Eller og maa „Apr.“ være urigtigt læſt i Stedet for „Septbr.“, og Brevet være udſtedt i Borg d. e. Sarpsborg, under et Beſøg, Kongen kan have gjort der medens han opholdt ſig i Viken. Det førſte er dog det rimeligſte; det forklarer ogſaa bedſt, hvorfor Thorvald Thoresſøn ej kom med, thi naar Brevet var udſtedt i Bergen, og Geſandterne efter den førſte Beſtemmelſe ſkulde rejſe ud derfra, laa det ogſaa i deres Vej at anløbe Hjaltland, hvorimod de, naar de førſt rejſte ud om Høſten, fra Viken, ikke uden alt for ſtor Omvej kunde lægge Courſen ſaa langt nord. Det torde vel endog hende, at netop den Omſtændighed, at Geſandterne ej kom afſted førend i Kongens 10de Aar, har foranlediget Fejlen i Dateringen. — Thryrik af Leikvange kaldes i Fuldmagtsbrevet, der er udſtedt paa Latin, Terricus de Campis Ludi, og i et ſenere paa Franſk udſtedt Brev Terri des Champs de Jeu, hvor altſaa Ættegaards-Navnet ligefrem er overſat, ligeſom ved Alf Erlingsſøn Navnet Thornberg = Mons Spinæ. — Thorvald Thoresſøn kaldes Thorvaldus de Shetland; han forekommer ſom Sysſelmand paa Hjaltland i flere Breve til 1307, ſee Dipl. Norv. I. No. 89, 109. Af No. 81 ſees at han 1292 var gift med Fru Sigrid Olafsdatter, hvis Fader Olaf Hallvardsſøn ejede Eikeland i Hvinisdal, hvis Guthorm af Oslo ej udtrykkeligt kaldtes Ridder, kunde man antage ham for den ſamme ſom Guthorm Gydasſøn, der oftere er omtalt, og ſom netop havde hjemme i Oslo, men han forekommer allerede i 1287 ſom Baron.
  4. Rymer, I. 2. S. 713.
  5. Sammeſteds S. 72i. Slægtſkabet beſtod i at Margrete, Kong Eriks Dronning, Alexander den 3dies Datter, den unge Margretes Moder, var Kongeſønnen Edwards kjødelige Syſkendebarn; Alexander blev nemlig 1251 gift med Margrete, Kong Henrik den 2dens Datter, Kong Edward den 1ſtes Syſter; deres Datter var Kong Eriks Dronning Margrete, den unge Margretes Moder.
  6. Dette viſer udtrykkeligt, at Fuldmagten, for de norſke Geſandter har været udſtedt til disſe Forhandlinger; thi ogſaa fra norſk Side ſkulde der oprindelig ſendes fire.
  7. Rymer I. 2. S. 719, 720.
  8. Sammeſteds, S. 719. Kongens Brev er dateret ſimpelt hen 6te November, medens Overeenskomſten er dateret St. Leonards Dag, der ogſaa er 6te November. Clarendon Park ligger ganſke tæt ved Salisbury, og Kongen har formodentlig opholdt ſig der under hele Mødet.
  9. Rymer I. 2. S. 721.
  10. Sandſynligviis var det dog fornemmelig den i disſe Forhandlinger ſaa meget benyttede Biſkop Anton af Durham, hvis Biſkopsdømme grændſede nærmeſt til Skotland, og ſom ſaaledes formodentlig af alle Englands Biſkopper baade kjendte bedſt til de ſkotſke Forhold, og havde ſtørſt Indflydelſe der i Landet.
  11. Rymer I. 2. S. 731. Brevene, der ere forfattede paa Franſk, ere daterede Fredag efter Gregoriusdag, men denne, 12te Marts, var i 1290 Midfaſte Søndag.
  12. Se ovf. S. 185, Note.
  13. Rymer I. 2. S. 734.
  14. Sammeſteds, S. 731.
  15. Sammeſteds.
  16. Brev hos Rymer S. 735, dateret Brigham 18de Juli, Tirsdag før St. Margretes Dag. De Beſtemmelſer i dette Brev, ſom ſigte til at værne om Skotlands Selvſtændighed, vedkomme os ej her.
  17. Rymer S. 736.
  18. Brev hos Rymer S. 737, dateret Kalthon 31te Juli.
  19. Trende Breve ſammeſteds, daterede Northampton den 28de Auguſt.
  20. Sammeſteds.
  21. Sammeſteds S. 737.
  22. Brev ſammeſteds S. 739, dateret Geytynton 1ſte Sept.
  23. Suhm, XI. S. 99. Hvorfra Suhm har faaet dette Brev, hvilket ikke findes hos munter, og ſom han citerer uden at nævne Kilden, vides ikke.
  24. Brev, uden Datum, hos Rymer S. 732.
  25. Se fornemmelig det nedenfor meddeelte Brev fra Biſkoppen af St. Andrews.
  26. Fordun, Hearnes Udgave S. 953.
  27. Se ovenfor S. 170.
  28. Dette fremgaar af Beretningen om den falſke Margrete, ſe nedenfor.
  29. Hemingford, hist. Edw. I. S. 30.
  30. Rymer, S. 741.
  31. Fordun l. c., ſaavel ſom S. 967, ſætter hendes Død til 1291, ganſke reiſt aldeles urigtigt: men maaſkee kom ikke den paalidelige Efterretning derom til Skotland førend efter Nytaar; Trivet i D’Achery Spicilegium 4to VIII. 653 ſætter den endnu urigtigere til 1289. Hvis hun er den Dronning Margrete, der nævnes i et gammelt Kalendarium, er hun død den 16de November, hvilket nok kunde pasſe, ſ. o. S. 31. Note 4. De islandſke Annaler ſætte hendes Død til 1290.
  32. Isl. Annaler ved 1300.
  33. Isl. Annaler, ved 1315. Hun kaldes her fremdeles Fru Ingebjørg Erlingsdatter, og hendes Aartid ſtaar desuden anført i et Kalendarium, hvor ellers blot kongelige Perſoner og Medlemmer af Giſke-Ætten findes.
  34. Om alt dette, ſe Rymer, I. 2, S. 755 til 760. En af de Mænd, John Balliol opnævnte, var Biſkop Marcus af Syderøerne.
  35. Rymer, l. c. Huitfeldt, I. S. 303. Der findes dog urigtigt „Henrik Preſt til Caſtelle“ i Stedet for Huguitio Preſt til Caſtiglione. Arne af Bergen (hos Rymer urigtigt ſkrevet Arwo) kaldes her Audi af Haranger.
  36. Suhm, XI. 129 ſiger at Arne allerede var kommen i Juni, og omtaler et Leidebrev for Peter Algøtsſøn udſtedt i Juli, men angiver ej ſin Hjemmel.
  37. Saaledes Huitfeldt, ſom her maa have haſt Brevſkaber, der nu ſavnes. Suhm maa ogſaa have haft et Brev herom, ſiden han veed at berette, at Kongens Brev, hvori Fordringen paa 100000 Mkr. fremſættes, var udſtedt fra Tunsberg. Er dette rigtigt, da maa Brevet være ſkrevet i anden Halvdeel af Juli Maaned, da Kong Erik endnu den 15de var i Bergen, men den 11te Auguſt i Tunsberg, ſe nedenfor.
  38. Dette berettes ligeledes alene hos Huitfeld.
  39. Rymer, I. 2. S. 762—780.
  40. Huitfeld l. c.
  41. I Brevet af 28de Decbr. tales der kun om „curia nostra“ (d. e. vort Hof eller vor Hofret), i Brevet af 16de Nov. 1293 derimod om curia nostra apud Berewyck, hvor Erik nys (nuper) havde faaet fin Ret til de 7000 Pd. godkjendt i Edwards egen Nærværelſe. Da nu Edward i Nov. 1293 ikke havde været i Berwick, eller holdt noget Hof der ſiden hiint Møde i Nov. 1292, maa det altſaa være det, hvortil der ſigtes.
  42. Rymer l. c. jvfr. o. S. 32. Befalingerne, udſtedte fra Newcaſtle, ere rettede til „Præpositi“ (provosts, Borgermeſtre) af Linlithgow, om at betale 59 Pd 2 Sh. 1 P.; til William af St. Clair, „Vicecomes“ af Edinburgh, at betale 345 Pd. 5 Sh. 1 P.; til Borgerne af Ayr, om 40 Pd.; til John Jarl af Asſeles, Forpagter (firmarius) af Rothemay, om 308 Pd., og til „Provoſterne“ af Edinburgh, om 48 Pd. 16 Sh. 4 P. 1 Farthing. Dette udgjør tilſammen 801 Pd. 3 Sh. 6 P. 1 F. og der manglede ſaaledes 1 Pd. 13 Sh. 4 P.
  43. Rymer S. 785, 786.
  44. Rymer S. 787, 788.
  45. Rymer S. 792.
  46. De isl. Annaler, ved 1293. Ifølge Suhm XI. S. 146 ſkal det have været Audun Hugleiksſøn, der bragte Giftermaalet i Stand; ſaa vidt vides, findes ingen udtrykkelig Hjemmel for denne Angivelſe, men efter hvad der ovenfor er viiſt, er den dog nok for ſaa vidt rigtig, ſom Audun vel var den, der fra førſt af fik Kongen til at bejle til Iſabella; men at han ſelv ſkulde have rejſt over til Skotland ſom Geſandt, naar der dog allerede før var Geſandter der, er lidet troligt.
  47. Rymer I. 2. 790. Leidet gjaldt førſt til Michelsdag, ſiden til næſte Aars Michelsdag. Sandſynligviis ſtod da Brylluppet i Auguſt 1293, kort førend Kong Erik drog til Danmark, ſe nedenfor.
  48. Isl. Annaler, ved 1297.
  49. Isl. Annaler, ved 1358.
  50. Herom mere nedenfor, ſe iſær Dipl. Norv, II. 152, hvor man erfarer, at hun af Biſkop Audfinn i Aaret 1324 fik en Gaard overladt; og hendes Teſtamente af 1316, Suhm XI. 788.
  51. Nemlig i 1312, ſe nedenfor. I dette Aar blev ogſaa Afgiften betalt for de fem forløbne Aar, hvilket ſynes at viſe, at den da havde været betalt indtil 1306.
  52. Isl. Annaler, ved 1284, jvfr. Arne B. Saga Cap. 38.
  53. Magnus Jarl forekommer under Titlen Jarl af Katanes, ganſke ſom en ſkotſk Magnat, i de ſkotſke Herrers Forſikringsbrev af 5te Febr. 1284, ſe ovenfor S. 96. Jon Jarl, hans Efterfølger, nævnes ſom Jarl af Katanes i Underſkrifterne paa Brevet af Marts 1290, hvor Skotlands Herrer anmode Kong Edward at bringe det ofte omtalte Giftermaal i Stand. — Da Øen Man og Syderøerne fremdeles ſtode under Erkebiſkoppen af Nidaros i gejſtligt Henſeende, og deres Forbindelſe med Norge ſaaledes ikke ganſke var hævet, ligeſom ogſaa endnu flere af de Mænd levede, der havde været den norſke Konges Undergivne, og Forhold, opſtaaede før Afſtaaelſen, endnu vedbleve at gjøre ſig gjeldende, ville vi her, for Fuldſtændighedens Skyld, tilføje følgende korte Efterretninger: i 1275 vilde Manværingerne løsrive ſig fra Skotlands Herredømme og toge Gudrød, Magnus’s Søn, til Konge; men Kong Alexander foranſtaltede et Tog til Øen under Jon de Veſey, der landede den 7de October ved Ragnvaldsvad, og efter forgjeves at have opfordret Gudrød til at underkaſte ſig, angreb ham og fældte ham med de fleſte af hans Folk. (Den manſke Krønike, ſamt Chron. de Lanercost). Efter Alexanders Død var Tilſtanden paa Øen ſaa mislig, at Indbyggerne underkaſtede ſig Kong Edward (Rymer, S. 740), der og lod den beſtyre ved en Statholder, men overdrog den igjen ved Brev af 5te Januar 1293 til Kong John Balliol (Rymer S. 785). Kort efter gjorde derimod Affreka, beſlægtet med, og, ſom hun paaſtod, Arving efter Kong Magnus af Man, Fordring paa Øen og henvendte ſig desangaaende til Kong John ſelv; da han afviſte hende, ſøgte hun om Biſtand hos Kong Edward, der i den Anledning ſom Skotlands Overleensherre indfordrede John for ſin Domſtol ved Skrivelſe af 15de Juni 1293. Denne Affreka var ſandſynligviis en Sønnedatter af hiin Affreka, Kong Gudrøds Datter, der egtede John af Courcy, ſe den manſke Krønike ved 1205. Hvad Skjebne hendes Fordring fik, nævnes ej. — Ved Mødet i Berwick om Sommeren 1292 var ogſaa Biſkop Marcus af Syderøerne tilſtede, ſaavel ſom Alexander af Argyll, Herre til Lorn, Angus Mac Donald af Ila, (ſ. o. IV. S. 463) og hans Søn Alexander, hvilke alle tre under 7de Juli gave Forſikring om at de ſkulde holde Fred paa Øerne indtil næſte Parlement, 14 Dage efter Michelsdag (Rymer l. c.).
  54. Om Thomas af Erceldoune eller Thomas Rhymer, ſe iſær Indledningen til Sir Walter Scotts Udgave af Triſtam og Iſolde. Han levede idet 13de Aarhundrede, og man har tillagt ham flere Spaadomskvad om Skotlands tilkommende Skjebne, blandt hvilke dog det her anførte ikke plejer at findes; det er nemlig kun meddeelt af Mag. Abſalon Pedersſøn i hans „Norges Beſkrivelſe“, Suhms Samlinger II. 73, men meget forvanſket, ſkjønt ikke værre, end at det lader ſig berigtige, ſaaledes ſom ovenfor er ſkeet. Baſs eller Baſs Rock, Craig og Fidderay eller Fiddra, der nævnes i Verſet, ere Holme i Indløbet til Forth-Fjorden. Altſaa. „den vil en Dag i Tiden blive ſeet, mellem Baſs-Rock, Bugten, Craig og Fiddra, (følgellg i Forthfjorden), den ſorte Flaade fra Norge; naar den ſorte Flaade er kommen og gaaet, da førſt kan de bygge deres Borg af Kalk og Steen, ſom de før byggede af Straa og Hø; den vil ſtande til Dommedag.