Det norske Folks Historie/6/78

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Medens disse Forhandlinger stode paa, havde imidlertid Kongen og Regjeringen været ivrigt beskjeftigede deels med den danske Krig, deels, og man kan vel sige fornemmelig, med Kongedatterens, Dronning Margretes, Anliggender. I Aaret 1290 gjorde Kong Erik tilligemed flere af de Fredløse og sandsynligviis ogsaa med sin Broder Hertug Haakon et nyt Tog til Danmark, om hvilket vi dog kun vide meget lidet. Han kom, fortælles der, med en stor Flaade til Aalborg, og laa stille der i 15 Dage, i Forventning om at Indbyggerne skulde ville slutte sig til ham, men da de i dets Sted samlede sig for at gjøre ham Modstand, drog han bort igjen[1] og ned til Langeland, hvoraf en Deel blev herjet, den anden løskjøbte sig med Penge for videre Overlast. Derfra sejlede han til Svenborg, som lagdes i Aske, skjønt Byen tilhørte Hertug Valdemar: et temmelig sikkert Tegn paa, at denne ikke kan have spillet under Dække med ham[2]. Paa Tilbagevejen skal han have anløbet Aggersø og Omø ved Korsør, og brændt Nykjøbing i Odshered, saavel som Holbek[3]. Men det vigtigste, som skede paa dette Tog eller i dette Aar, var at Marsk Stig, som det foregives efter sin Hustru Fru Ingeborgs Raad, satte sig fast paa den lille Ø Hjelm tæt under den jydske Kyst, og indrettede her en Borg, hvor han tilligemed de øvrige jydske Fredløse i flere Aar havde Tilhold, og hvorfra han idelig foruroligede Jyllands Kyster og de danske Farvande[4]. De skulle ligeledes have sat sig fast paa Spro eller Sprogø i Beltet og paa Samsø, hvor de skulle have haft deres Oplag af allehaande Krigsfornødenheder og Levnetsmidler[5]. Sandsynligviis skede Besættelsen af disse Steder, idet den norske Flaade sejlede der forbi paa Farten gjennem og fra Beltet. End videre indrettede Grev Jakob og hans Mænd en Befæstning i lignende Form paa Hunehals i Nordre-Halland. Stedet tilhørte egentlig Erkestolen i Lund, men denne beklædtes siden 1289 af Stig Marsks Ven og Frænde og Kongehusets afsagte Fiende, Johan eller Jens Thorbernssøn Grand, forhen Provst i Roskilde, der paa alle Maader befordrede de Fredløses Interesser, og traadte endog nærmere i Forbindelse med Norges Konge og Hertug[6]. Begge Borge, saavel Hjelm som Hunehals, erklæredes at tilhøre den norske Konge og Hertug, hvilke siden efter kaldte dem sine Slotte[7], hvad enten de nu betragtede dem som selvtaget Pant for deres tilkommende Mødrenegods, eller fordi de derved vilde tilkjendegive, at de gjorde Fordring paa hele Danmarks Rige, og saaledes havde Ret til at tilegne sig hver enkelt Deel deraf, der kom i deres Magt. De Fredløse kunde ved denne Overdragelse siges at have gjort Fyldest for den fleeraarige Besiddelse af Ragnhildarholmens Slot, som Kongen havde overladt dem, og som de nu venteligt forlode, medens det dog fremdeles maatte være dem magtpaaliggende at nyde godt af hans Beskyttelse og kunne kalde sig hans Mænd. Fra disse faste Punkter maatte de Fredløse kunne anrette utrolig Skade i Riget, og man fik herved en Forestilling om, hvorledes det vilde have gaaet, om den norske Konge virkelig havde faaet overleveret alle de Besiddelser hist og her i Danmark, paa hvilke han gjorde Fordring, thi dette vilde neppe afholdt ham fra at føre Krigen, og han vilde kun derved saa meget bedre have kunnet fordele sine Krigere og Tilhængere rundt om i Landet. Foruden dette, at de nys nævnte faste Steder afgav sikre Udgangspunkter for idelige Plyndringstog, tilføjedes her ogsaa det danske Rige en anden, neppe mindre Skade, idet de Fredløse lode paa Hjelm og Hunehals slaa falsk Mynt ved kongelige Myntmestere, som de havde opsnappet, og som de tvang dertil mod deres Vilje[8].

I dette Aar, og sandsynligviis paa samme Tid, Kongen gjorde sit Søtog, viste den utlæge Alf Jarl sig atter i de danske Farvande og fortsatte sine Kaperier. Om han derved havde til Hensigt, at faa Utlegdsdommen ophævet og sine tabte Besiddelser i Norge tilbage, eller om han kun vilde erhverve Bytte, eller deeltog i Krigene af blot og bar Krigslyst, vides ikke, lige saa lidt som hvorledes han skaffede sig Folk og Skibe, eller om han siden sin Landflygtighed fra Norge havde opholdt sig hele Tiden i Sverige. Men hans Lykke var nu forbi. Da han, uvist af hvilken Grund, maaskee for at spejde, havde begivet sig i Land paa den danske Kyst, forklædt som en Messedreng, blev han kjendt af en fordums Skolekamerat, greben og ført i Lænker til Helsingborg, hvor Dronning Agnes just da opholdt sig. Her blev han, efter Drotseten Hr. David Thorsteenssøns Tilskyndelse, radbrækket og lagt paa Stejle. Efter den gamle Vise om disse Tildragelser skal han være bleven ført frem for Dronningen, der skal have spottet over hans liden Vext, hvortil han igjen skal have givet saa djerve og nærgaaende Svar, at Dronningen forbitret slog i Bordet, og sagde at han endnu næste Morgen skulde klæde Stejle og Hjul, hvorefter han da blev ført østenfor Byen og aflivet[9]. Hans Levninger bleve to Aar efter af Svogeren Hr. Thore Haakonssøn nedtagne, sandsynligviis i al Hemmelighed, og førte til Tunsberg, samt der rimeligviis begravne. Uagtet de til Utlegd fældte Ugjerningsmænds Gods efter Loven strax ved Domfældelsen var forbrudt til Kronen, sees det, at man dog ikke har skredet til nogen Inddragning førend efter hans Død. Da Hertug Haakon, efter at have besteget Tronen og saaledes mindst 9 til 10 Aar senere, fik et Brev fra Kong Edward i England om at den Gjeld, hvori Alf Jarl stod til Enken efter William af Gatton, endnu ikke var afgjort, svarede Haakon, at han Aaret efter Hr. Alfs Død efter de fra gammel Tid bestaaende Lovforskrifter havde ladet bekjendtgjøre over hele Riget, at Alle og Enhver, hvem han maatte have været noget skyldig, skulde melde sig til at faa deres Tilgodehavende udbetalt førstkommende Michelsdag efter at eet Aar fra hans Død at regne var udløbet; til hvilken Tid da alle indfandt sig, saavel indenlandske som fremmede, og deelte hans Efterladenskaber forholdsviis mellem sig efter Ret og Billighed, saa at intet blev tilbage[10]. Dette viser, at han maa have været meget forgjeldet, thi af Udtrykkene skulde man slutte, at ikke engang de private Creditorer fik fuld Betaling, end sige at noget blev tilovers til Kronen. Formodentlig har det været hans store Bekostninger ved at udruste Kaperskibe og holde Lejetropper, der saaledes overstege hans sikkert heel betydelige Indtægter. Maaskee var det den Omstændighed, at man allerede forud vidste, at der ej vilde blive noget tilovers til Kronen (eller i nærværende Tilfælde maaskee til Hertugen) som var Aarsag i at man ikke hastede saa meget med at udstede Proclama, maaskee har dog ogsaa Grunden været den, at man ej var utilbøjelig til at tilstaa ham Landsvist igjen og vel endog gjengive ham flere af hans Værdigheder og Besiddelser, hvis han gjorde sig fortjent dertil paa en eller anden Maade; og dette kan da muligviis have været den Spore, der drev ham til at komme frem af sit Smuthul og deeltage i Krigen paa egen Haand. – Alf Erlingssøn kan efter det her oplyste neppe have efterladt sig arveberettigede Børn, skjønt det rigtignok heder i en Vise, at han skulde have haft en Datter, Christina, der var gift med den bekjendte Rane Jonssøn, en af Kongemorderne, hvilket dog savner al anden Bekræftelse, og med ham uddøde derfor sandsynligviis denne Thornberg-Æt, der ved hans Farfader Alfs Giftermaal med Hertug Skules Syster var nøje beslægtet med selve Kongehuset. Uagtet Alf Erlingssøn aabenbart udrettede mere ondt end godt i den korte Tid, han havde noget at sige og tildrog sig Opmerksomheden, og hans Undergang derfor neppe var til Skade for Riget, maa han dog have været en højst merkelig Personlighed, der især gjorde et mægtigt Indtryk paa den store Hob, hvorfor ogsaa hans Navn endnu lever i Folkesagn og Folkeviser[11].

  1. De esromske Annaler, Langebeks Scr. I. S. 248. Annalerne i Assmusens Arkiv S. 245. Om de forskjellige Aars-Angivelser for dette Tog, og at 1290 maa være det rette, se ovf. S. 144.
  2. De isl. Annaler, ved 1290, jvfr. de esromske.
  3. Huitfeldt S. 302.
  4. Aaret 1290 som det, hvori Hjelm befæstedes, nævnes i de fleste Annaler, der handle om disse Begivenheder. Scr. R. D. I. 256, II. 175, V. 88.
  5. Huitfeldt, l. c. Nye Samlinger til den danske Historie III. 115. Scriptt. V. 626.
  6. Se Processen mod Erkebiskop Jens, i Langebeks Scriptt. VI. 288, 292, hvor der udtrykkeligt klages over Erkebiskoppen, „at han tillod Grev Jakob at opbygge og befæste et Slot paa Erkebiskoppens egen Grund“. Hunehals laa ikke langt fra det nuværende Kongsbakka.
  7. Se nedenfor Kongens og Hertugens Sikkerhedsbrev af 21de August for de lübeckske Borgere, der rejste gjennem deres Befæstninger Hunehals og Hjelm.
  8. Se Erkebiskop Jens Proces, l. c. S. 286.
  9. Annalerne, saavel de danske som de islandske, melde her kun at han blev henrettet ved Helsingborg, de isl. sige meiddr (d. e. lemlæstet) ok drepinn, de danske, at han blev rotatus, d. e. enten radbrekket, eller lagt paa Stejle, flere tilføjende, at det var skeet efter Drotseten Hr. David Thorsteenssøns Raad. De visbyske Annaler (Scr. I. 255) sige at han „da han fornyede sin Ondskab, blev fangen, og paa Drotsetens Besaling rotatus“. I Visen derimod heder det:

    Alf, han er i Norges Land fød, hannem lyster der ikke at være,
    han haver vel 15 Hereder i Leen, han kan sig deraf nære:
    Alf, han ganger paa grønne Vold og læser der sine Tide

    der møder ham Bendikt Rimaardssøn (Reinmodssøn), hans Skjebne var ham ikke blid:
    „God Morgen, god Dag, liden Mindre-Alf, du est faa modig en Herre,
    Men bliver du Kongens Fange idag, ikke staar Landet desværre“.
    „Ikke saa er jeg mindre Hr. Alf, du tør det ikke vente,
    Jeg er en liden Messedreng, skal Viin for Presten hente“.
    Saa løfted han op hans høje Hat og saa ham i hans Pande,
    „Alt er du norske Hr. Mindre-Alf, om jeg kan ret forstande.
    Du haver og været en Klerk med mig, det maa jeg sige forsande,
    Jeg kjendte dig i det Skolehuus, du gjorde os andre stor Vaande“.
    „Og est du Bendikt Rimaardssøn, og da est du min Frænde,
    Du svær en Eed for mig i Dag, at du mig aldrig kjendte“.,
    Men de toge hannem, Mindre Hr Alf, de sloge ham Bolten om Fod,
    førte de hannem til Helsingborg, den danske Dronning imod.

    Her antydes det, at Alf, forklæd, som en Messedreng, var kommen i Land paa den danske Kyst, sandsynligviis i Nærheden af Helsingborg, men at Benedikt Reinmodssøn, en fordums Skolekamerat, kjendte og forraadte ham. Dette viser da ogsaa, at Alf i sin Ungdom havde gaaet i Skole. Naar der tales om, at han havde 15 Hereder i Leen, sigter dette til hans Forlening med 15 af Borgesyssels Skibreder; men af Visens Ord skulde det næsten synes, som om han endnu havde Forleningen, da han blev fangen. Dette behøver man dog ikke at tage bogstaveligt, men kun som om det sigtede til hans tidligere Stilling, og alene skulde antyde, hvor unødigt det var for ham at agere Sørøver. Han blev nu, som Visen fremdeles beretter, ført frem for Dronningen paa hendes Befaling:

    „Tager I nu Mindre Hr. Alf, lader ham i Stuen indgange,
    I lade de Fruer og stolte Jomfruer skue saa riig en Fange!“
    Det da svared den danske Dronning, det første hun Mindre Alf saa:
    „Er det ikke andet for en Mand, der saadanne Sagne gaar fraa?“
    – „Endog jeg er paa Vexten liden, dog er jeg mandeligen køn (kœnn, tydsk kühn);
    Men aldrig lever du saa god en Dag, at du føder saadan en Søn.
    Jeg gav dertil min Kaabe blaa, (der) er skaaren i Roser og Lilje
    Jeg maatte ikkun een Nat hos eder sove, om det var saa eders Vilje.
    „Maatte jeg en Nat ikkun hos eder sove – det vidste ikke uden eders Terne –
    det vil jeg for Sanden sige, I bade for mig saa gjerne“. –
    Det svared hannem danske Dronning – hun slog fin Haand mod Bord –:
    „Du skal klæde en Stejle imorgen, førend Folk de gange til Bord.
    – „Hvi stejlede du ikke Knut af Sønderborg, ikke Ivar af Holstebro?
    Ikke da vare de meget bedre end jeg, dog de vare dig mest tro“.
    Toge de liden Greve Hr. Alf, lode hannem af Stuen Udgange;
    „Nok saa have Fruer og stolte Jomfruer skuet den skalkagtige Fange“.

    „Og de ledte Mindre Greve Hr. Alf østenfor Helsingborg ud;
    Sine Synder han kjendtes saa klagelig, saa fast raabte han til Gud“.

    Visen lægger ham nu endeel Ord i Munden, der bære Præget af at være senere tildigtede, især da det endog heder „en Greve var jeg af Erlings Æt over Tunsbergs Len det rige“, thi han havde, som vi have seet, ikke noget med Tunsberg at bestille, og hans Ættegaard Thornberg, hvilken man har forvexlet med Tunsberg, var intet Len. Han kaldte sig, som ovenfor viist, Jarl af Sarpsborg, og er virkelig denne sidste Deel af Visen lige saa gammel som det øvrige, maa der oprindeligt have staaet „over Sarpsborgs Len det rige“. Han anklager sig i dette sit Skriftemaal for at have „taget og røvet uden Skjel“, bedrevet „grueligt Mord paa hver han fik i Sinde, og sparet hverken Kone eller Mø, men dem „baade læstet og skjendt“, at han havde berøvet den fattige Borger Gods og Liv, og at Enker og faderløse Børn skreg til Gud over ham. Det tør nok hænde, at hans Ferd i Danmark har været saaledes beskaffen, men det er ikke synderligt rimeligt, at han skulde have udtrykt saa stor Anger derover. (Rahbeks og Nyerups Udv. danske Viser II. S. 215–219.)

  10. Thorkelins Analecta, S. 161.
  11. Se de oven anførte Viser. Naar det i den sidste heder, at hans blaa Kaabe var skaaren i Roser og Liljer, skulde man formode, at han førte Roser og Liljer i sit Vaabenskjold, men dette var dog neppe Tilfældet, thi i en Registratur over Breve i det engelske Scaccarium (Exchequer), meddelt i Palgraves „Kalendars and Inventaries of the treasures of the Exchequer“, hvor Registratoren i Margen ved hvert registeret Brev eller Samling af Breve har tegnet den Signatur, der var anbragt uden paa Æsken eller Posen, hvori Brevet laa, findes der ved de ovenfor omtalte Breve af Alf Jarl fra Aaret 1286 tegnet Forparten af en Hund, med en Lænke om Halsen, hvori en Sverdklinge. Da man nu ved de Breve, der vexledes mellem Norge og England i Anledning af Guido af Montfort, finder Norges Vaaben vedtegnet, ligesaa Castillas ved Breve fra Castilla, o. s. v., maatte man slutte, at Hundehovedet med Lænken og Sverdet var Alf Jarls Merke.