Det norske Folks Historie/6/78

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Medens disſe Forhandlinger ſtode paa, havde imidlertid Kongen og Regjeringen været ivrigt beſkjeftigede deels med den danſke Krig, deels, og man kan vel ſige fornemmelig, med Kongedatterens, Dronning Margretes, Anliggender. I Aaret 1290 gjorde Kong Erik tilligemed flere af de Fredløſe og ſandſynligviis ogſaa med ſin Broder Hertug Haakon et nyt Tog til Danmark, om hvilket vi dog kun vide meget lidet. Han kom, fortælles der, med en ſtor Flaade til Aalborg, og laa ſtille der i 15 Dage, i Forventning om at Indbyggerne ſkulde ville ſlutte ſig til ham, men da de i dets Sted ſamlede ſig for at gjøre ham Modſtand, drog han bort igjen[1] og ned til Langeland, hvoraf en Deel blev herjet, den anden løskjøbte ſig med Penge for videre Overlaſt. Derfra ſejlede han til Svenborg, ſom lagdes i Aſke, ſkjønt Byen tilhørte Hertug Valdemar: et temmelig ſikkert Tegn paa, at denne ikke kan have ſpillet under Dække med ham[2]. Paa Tilbagevejen ſkal han have anløbet Aggersø og Omø ved Korsør, og brændt Nykjøbing i Odshered, ſaavel ſom Holbek[3]. Men det vigtigſte, ſom ſkede paa dette Tog eller i dette Aar, var at Marſk Stig, ſom det foregives efter ſin Huſtru Fru Ingeborgs Raad, ſatte ſig faſt paa den lille Ø Hjelm tæt under den jydſke Kyſt, og indrettede her en Borg, hvor han tilligemed de øvrige jydſke Fredløſe i flere Aar havde Tilhold, og hvorfra han idelig foruroligede Jyllands Kyſter og de danſke Farvande[4]. De ſkulle ligeledes have ſat ſig faſt paa Spro eller Sprogø i Beltet og paa Samsø, hvor de ſkulle have haft deres Oplag af allehaande Krigsfornødenheder og Levnetsmidler[5]. Sandſynligviis ſkede Beſættelſen af disſe Steder, idet den norſke Flaade ſejlede der forbi paa Farten gjennem og fra Beltet. End videre indrettede Grev Jakob og hans Mænd en Befæſtning i lignende Form paa Hunehals i Nordre-Halland. Stedet tilhørte egentlig Erkeſtolen i Lund, men denne beklædtes ſiden 1289 af Stig Marſks Ven og Frænde og Kongehuſets afſagte Fiende, Johan eller Jens Thorbernsſøn Grand, forhen Provſt i Roskilde, der paa alle Maader befordrede de Fredløſes Interesſer, og traadte endog nærmere i Forbindelſe med Norges Konge og Hertug[6]. Begge Borge, ſaavel Hjelm ſom Hunehals, erklæredes at tilhøre den norſke Konge og Hertug, hvilke ſiden efter kaldte dem ſine Slotte[7], hvad enten de nu betragtede dem ſom ſelvtaget Pant for deres tilkommende Mødrenegods, eller fordi de derved vilde tilkjendegive, at de gjorde Fordring paa hele Danmarks Rige, og ſaaledes havde Ret til at tilegne ſig hver enkelt Deel deraf, der kom i deres Magt. De Fredløſe kunde ved denne Overdragelſe ſiges at have gjort Fyldeſt for den fleeraarige Beſiddelſe af Ragnhildarholmens Slot, ſom Kongen havde overladt dem, og ſom de nu venteligt forlode, medens det dog fremdeles maatte være dem magtpaaliggende at nyde godt af hans Beſkyttelſe og kunne kalde ſig hans Mænd. Fra disſe faſte Punkter maatte de Fredløſe kunne anrette utrolig Skade i Riget, og man fik herved en Foreſtilling om, hvorledes det vilde have gaaet, om den norſke Konge virkelig havde faaet overleveret alle de Beſiddelſer hiſt og her i Danmark, paa hvilke han gjorde Fordring, thi dette vilde neppe afholdt ham fra at føre Krigen, og han vilde kun derved ſaa meget bedre have kunnet fordele ſine Krigere og Tilhængere rundt om i Landet. Foruden dette, at de nys nævnte faſte Steder afgav ſikre Udgangspunkter for idelige Plyndringstog, tilføjedes her ogſaa det danſke Rige en anden, neppe mindre Skade, idet de Fredløſe lode paa Hjelm og Hunehals ſlaa falſk Mynt ved kongelige Myntmeſtere, ſom de havde opſnappet, og ſom de tvang dertil mod deres Vilje[8].

I dette Aar, og ſandſynligviis paa ſamme Tid, Kongen gjorde ſit Søtog, viſte den utlæge Alf Jarl ſig atter i de danſke Farvande og fortſatte ſine Kaperier. Om han derved havde til Henſigt, at faa Utlegdsdommen ophævet og ſine tabte Beſiddelſer i Norge tilbage, eller om han kun vilde erhverve Bytte, eller deeltog i Krigene af blot og bar Krigslyſt, vides ikke, lige ſaa lidt ſom hvorledes han ſkaffede ſig Folk og Skibe, eller om han ſiden ſin Landflygtighed fra Norge havde opholdt ſig hele Tiden i Sverige. Men hans Lykke var nu forbi. Da han, uviſt af hvilken Grund, maaſkee for at ſpejde, havde begivet ſig i Land paa den danſke Kyſt, forklædt ſom en Mesſedreng, blev han kjendt af en fordums Skolekamerat, greben og ført i Lænker til Helſingborg, hvor Dronning Agnes juſt da opholdt ſig. Her blev han, efter Drotſeten Hr. David Thorſteensſøns Tilſkyndelſe, radbrækket og lagt paa Stejle. Efter den gamle Viſe om disſe Tildragelſer ſkal han være bleven ført frem for Dronningen, der ſkal have ſpottet over hans liden Vext, hvortil han igjen ſkal have givet ſaa djerve og nærgaaende Svar, at Dronningen forbitret ſlog i Bordet, og ſagde at han endnu næſte Morgen ſkulde klæde Stejle og Hjul, hvorefter han da blev ført øſtenfor Byen og aflivet[9]. Hans Levninger bleve to Aar efter af Svogeren Hr. Thore Haakonsſøn nedtagne, ſandſynligviis i al Hemmelighed, og førte til Tunsberg, ſamt der rimeligviis begravne. Uagtet de til Utlegd fældte Ugjerningsmænds Gods efter Loven ſtrax ved Domfældelſen var forbrudt til Kronen, ſees det, at man dog ikke har ſkredet til nogen Inddragning førend efter hans Død. Da Hertug Haakon, efter at have beſteget Tronen og ſaaledes mindſt 9 til 10 Aar ſenere, fik et Brev fra Kong Edward i England om at den Gjeld, hvori Alf Jarl ſtod til Enken efter William af Gatton, endnu ikke var afgjort, ſvarede Haakon, at han Aaret efter Hr. Alfs Død efter de fra gammel Tid beſtaaende Lovforſkrifter havde ladet bekjendtgjøre over hele Riget, at Alle og Enhver, hvem han maatte have været noget ſkyldig, ſkulde melde ſig til at faa deres Tilgodehavende udbetalt førſtkommende Michelsdag efter at eet Aar fra hans Død at regne var udløbet; til hvilken Tid da alle indfandt ſig, ſaavel indenlandſke ſom fremmede, og deelte hans Efterladenſkaber forholdsviis mellem ſig efter Ret og Billighed, ſaa at intet blev tilbage[10]. Dette viſer, at han maa have været meget forgjeldet, thi af Udtrykkene ſkulde man ſlutte, at ikke engang de private Creditorer fik fuld Betaling, end ſige at noget blev tilovers til Kronen. Formodentlig har det været hans ſtore Bekoſtninger ved at udruſte Kaperſkibe og holde Lejetropper, der ſaaledes overſtege hans ſikkert heel betydelige Indtægter. Maaſkee var det den Omſtændighed, at man allerede forud vidſte, at der ej vilde blive noget tilovers til Kronen (eller i nærværende Tilfælde maaſkee til Hertugen) ſom var Aarſag i at man ikke haſtede ſaa meget med at udſtede Proclama, maaſkee har dog ogſaa Grunden været den, at man ej var utilbøjelig til at tilſtaa ham Landsviſt igjen og vel endog gjengive ham flere af hans Værdigheder og Beſiddelſer, hvis han gjorde ſig fortjent dertil paa en eller anden Maade; og dette kan da muligviis have været den Spore, der drev ham til at komme frem af ſit Smuthul og deeltage i Krigen paa egen Haand. — Alf Erlingsſøn kan efter det her oplyſte neppe have efterladt ſig arveberettigede Børn, ſkjønt det rigtignok heder i en Viſe, at han ſkulde have haft en Datter, Chriſtina, der var gift med den bekjendte Rane Jonsſøn, en af Kongemorderne, hvilket dog ſavner al anden Bekræftelſe, og med ham uddøde derfor ſandſynligviis denne Thornberg-Æt, der ved hans Farfader Alfs Giftermaal med Hertug Skules Syſter var nøje beſlægtet med ſelve Kongehuſet. Uagtet Alf Erlingsſøn aabenbart udrettede mere ondt end godt i den korte Tid, han havde noget at ſige og tildrog ſig Opmerkſomheden, og hans Undergang derfor neppe var til Skade for Riget, maa han dog have været en højſt merkelig Perſonlighed, der iſær gjorde et mægtigt Indtryk paa den ſtore Hob, hvorfor ogſaa hans Navn endnu lever i Folkeſagn og Folkeviſer[11].

  1. De esromſke Annaler, Langebeks Scr. I. S. 248. Annalerne i Aſsmuſens Arkiv S. 245. Om de forſkjellige Aars-Angivelſer for dette Tog, og at 1290 maa være det rette, ſe ovf. S. 144.
  2. De isl. Annaler, ved 1290, jvfr. de esromſke.
  3. Huitfeldt S. 302.
  4. Aaret 1290 ſom det, hvori Hjelm befæſtedes, nævnes i de fleſte Annaler, der handle om disſe Begivenheder. Scr. R. D. I. 256, II. 175, V. 88.
  5. Huitfeldt, l. c. Nye Samlinger til den danſke Hiſtorie III. 115. Scriptt. V. 626.
  6. Se Procesſen mod Erkebiſkop Jens, i Langebeks Scriptt. VI. 288, 292, hvor der udtrykkeligt klages over Erkebiſkoppen, „at han tillod Grev Jakob at opbygge og befæſte et Slot paa Erkebiſkoppens egen Grund“. Hunehals laa ikke langt fra det nuværende Kongsbakka.
  7. Se nedenfor Kongens og Hertugens Sikkerhedsbrev af 21de Auguſt for de lübeckſke Borgere, der rejſte gjennem deres Befæſtninger Hunehals og Hjelm.
  8. Se Erkebiſkop Jens Proces, l. c. S. 286.
  9. Annalerne, ſaavel de danſke ſom de islandſke, melde her kun at han blev henrettet ved Helſingborg, de isl. ſige meiddr (d. e. lemlæſtet) ok drepinn, de danſke, at han blev rotatus, d. e. enten radbrekket, eller lagt paa Stejle, flere tilføjende, at det var ſkeet efter Drotſeten Hr. David Thorſteensſøns Raad. De visbyſke Annaler (Scr. I. 255) ſige at han „da han fornyede ſin Ondſkab, blev fangen, og paa Drotſetens Beſaling rotatus“. I Viſen derimod heder det:

    Alf, han er i Norges Land fød, hannem lyſter der ikke at være,
    han haver vel 15 Hereder i Leen, han kan ſig deraf nære:
    Alf, han ganger paa grønne Vold og læſer der ſine Tide

    der møder ham Bendikt Rimaardsſøn (Reinmodsſøn), hans Skjebne var ham ikke blid:
    „God Morgen, god Dag, liden Mindre-Alf, du eſt faa modig en Herre,
    Men bliver du Kongens Fange idag, ikke ſtaar Landet desværre“.
    „Ikke ſaa er jeg mindre Hr. Alf, du tør det ikke vente,
    Jeg er en liden Mesſedreng, ſkal Viin for Preſten hente“.
    Saa løfted han op hans høje Hat og ſaa ham i hans Pande,
    „Alt er du norſke Hr. Mindre-Alf, om jeg kan ret forſtande.
    Du haver og været en Klerk med mig, det maa jeg ſige forſande,
    Jeg kjendte dig i det Skolehuus, du gjorde os andre ſtor Vaande“.
    „Og eſt du Bendikt Rimaardsſøn, og da eſt du min Frænde,
    Du ſvær en Eed for mig i Dag, at du mig aldrig kjendte“.,
    Men de toge hannem, Mindre Hr Alf, de ſloge ham Bolten om Fod,
    førte de hannem til Helſingborg, den danſke Dronning imod.

    Her antydes det, at Alf, forklæd, ſom en Mesſedreng, var kommen i Land paa den danſke Kyſt, ſandſynligviis i Nærheden af Helſingborg, men at Benedikt Reinmodsſøn, en fordums Skolekamerat, kjendte og forraadte ham. Dette viſer da ogſaa, at Alf i ſin Ungdom havde gaaet i Skole. Naar der tales om, at han havde 15 Hereder i Leen, ſigter dette til hans Forlening med 15 af Borgeſysſels Skibreder; men af Viſens Ord ſkulde det næſten ſynes, ſom om han endnu havde Forleningen, da han blev fangen. Dette behøver man dog ikke at tage bogſtaveligt, men kun ſom om det ſigtede til hans tidligere Stilling, og alene ſkulde antyde, hvor unødigt det var for ham at agere Sørøver. Han blev nu, ſom Viſen fremdeles beretter, ført frem for Dronningen paa hendes Befaling:

    „Tager I nu Mindre Hr. Alf, lader ham i Stuen indgange,
    I lade de Fruer og ſtolte Jomfruer ſkue ſaa riig en Fange!“
    Det da ſvared den danſke Dronning, det førſte hun Mindre Alf ſaa:
    „Er det ikke andet for en Mand, der ſaadanne Sagne gaar fraa?“
    — „Endog jeg er paa Vexten liden, dog er jeg mandeligen køn (kœnn, tydſk kühn);
    Men aldrig lever du ſaa god en Dag, at du føder ſaadan en Søn.
    Jeg gav dertil min Kaabe blaa, (der) er ſkaaren i Roſer og Lilje
    Jeg maatte ikkun een Nat hos eder ſove, om det var ſaa eders Vilje.
    „Maatte jeg en Nat ikkun hos eder ſove — det vidſte ikke uden eders Terne —
    det vil jeg for Sanden ſige, I bade for mig ſaa gjerne“. —
    Det ſvared hannem danſke Dronning — hun ſlog fin Haand mod Bord —:
    „Du ſkal klæde en Stejle imorgen, førend Folk de gange til Bord.
    — „Hvi ſtejlede du ikke Knut af Sønderborg, ikke Ivar af Holſtebro?
    Ikke da vare de meget bedre end jeg, dog de vare dig meſt tro“.
    Toge de liden Greve Hr. Alf, lode hannem af Stuen Udgange;
    „Nok ſaa have Fruer og ſtolte Jomfruer ſkuet den ſkalkagtige Fange“.

    „Og de ledte Mindre Greve Hr. Alf øſtenfor Helſingborg ud;
    Sine Synder han kjendtes ſaa klagelig, ſaa faſt raabte han til Gud“.

    Viſen lægger ham nu endeel Ord i Munden, der bære Præget af at være ſenere tildigtede, iſær da det endog heder „en Greve var jeg af Erlings Æt over Tunsbergs Len det rige“, thi han havde, ſom vi have ſeet, ikke noget med Tunsberg at beſtille, og hans Ættegaard Thornberg, hvilken man har forvexlet med Tunsberg, var intet Len. Han kaldte ſig, ſom ovenfor viiſt, Jarl af Sarpsborg, og er virkelig denne ſidſte Deel af Viſen lige ſaa gammel ſom det øvrige, maa der oprindeligt have ſtaaet „over Sarpsborgs Len det rige“. Han anklager ſig i dette ſit Skriftemaal for at have „taget og røvet uden Skjel“, bedrevet „grueligt Mord paa hver han fik i Sinde, og ſparet hverken Kone eller Mø, men dem „baade læſtet og ſkjendt“, at han havde berøvet den fattige Borger Gods og Liv, og at Enker og faderløſe Børn ſkreg til Gud over ham. Det tør nok hænde, at hans Ferd i Danmark har været ſaaledes beſkaffen, men det er ikke ſynderligt rimeligt, at han ſkulde have udtrykt ſaa ſtor Anger derover. (Rahbeks og Nyerups Udv. danſke Viſer II. S. 215—219.)

  10. Thorkelins Analecta, S. 161.
  11. Se de oven anførte Viſer. Naar det i den ſidſte heder, at hans blaa Kaabe var ſkaaren i Roſer og Liljer, ſkulde man formode, at han førte Roſer og Liljer i ſit Vaabenſkjold, men dette var dog neppe Tilfældet, thi i en Regiſtratur over Breve i det engelſke Scaccarium (Exchequer), meddelt i Palgraves „Kalendars and Inventaries of the treasures of the Exchequer“, hvor Regiſtratoren i Margen ved hvert regiſteret Brev eller Samling af Breve har tegnet den Signatur, der var anbragt uden paa Æſken eller Poſen, hvori Brevet laa, findes der ved de ovenfor omtalte Breve af Alf Jarl fra Aaret 1286 tegnet Forparten af en Hund, med en Lænke om Halſen, hvori en Sverdklinge. Da man nu ved de Breve, der vexledes mellem Norge og England i Anledning af Guido af Montfort, finder Norges Vaaben vedtegnet, ligeſaa Caſtillas ved Breve fra Caſtilla, o. ſ. v., maatte man ſlutte, at Hundehovedet med Lænken og Sverdet var Alf Jarls Merke.