Det norske Folks Historie/6/77

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter ſin Tilbagekomſt til Norge tilbragte Kong Erik omtrent en halvanden Maaneds Tid i Viken, beſkjeftiget, ſom det ſynes, med ſin Datters Anliggende i Egenſkab af Skotlands Dronning, i hvilken Anledning han affærdigede et Geſandtſkab til Kong Edward i England, ſaaledes ſom det i det følgende nærmere ſkal omtales. Han ſynes at have tilbragt det meſte af denne Tid i Tunsberg, med Undtagelſe af at han, ledſaget af Biſkop Arne, var Hertug Haakons Gjeſt ved et prægtigt Gilde, ſom denne gjorde i Oslo Jfr. Mariæ Fødſelsdag, den 8de September. Derefter ſynes Kongen ret med Alvor at have gjort ſig Flid for at komme til Enighed med Erkebiſkoppen i Tide, førend den Strid, ſom denne paany havde yppet, ſkulde gaa til de ſamme Yderligheder, ſom den tidligere under Erkebiſkop Jon. Man ſporer her viſtnok Biſkop Arnes Indflydelſe. Denne havde nu, ſom man tydeligt kan ſee, under det lange Samvære med Kongen vundet ſtor Indflydelſe hos ham, og ſynes næſten endog at være bleven ham uundværlig. Allerede den Maade, hvorpaa Kongen tog Verket fat, røber en ſterk religiøs Paavirkning, thi han beſluttede i de førſte Dage af October at drage ſom Pilegrim til St. Olafs Helligdom i Nidaros, og tage Biſkop Arne med. Denne har derfor vel benyttet Lejligheden til at ſkildre ham de Farer for hans Sjæls Frelſe, hvorfor han vilde udſætte ſig ved et nyt Brud med Kirken. Biſkop Arne ønſkede ogſaa meget, at Hr. Ravn ſkulde være med, for at man derved kunde faa bragt Sagen om Kirkegodſet til Endſkab for Kongen og Erkebiſkoppen; men Ravn undſkyldte ſig med Upasſelighed formedelſt det Saar, han havde faaet ved Stegeborg. Biſkop Arne troede heri at ſee Vranghed og Lyſt til at ſvige Udflugter, men ikke med Rette; thi det Saar, Ravn havde faaet i Lillefingeren, blev virkelig meget ſlemt, medens de to andre ſnart lægedes; hele Armen begyndte at visne, ſtrax efter Allehelgensdag maatte han lægge ſig til Sengs, miſtede Mælet og Samling noget efter Mortensmesſe, og døde i Tunsberg den 22de November, uden at have faaet gjort ſit Teſtamente, eller at have ytret nogen Anger over ſit tidligere Forhold[1]. Kongen og Biſkop Arne vare da forlængſt dragne fra Tunsberg, førſt til Oslo, og ſiden derfra den 28de October til Oplandene. Ogſaa Hertugen fulgte med, hvad enten han nu vilde deeltage i Pilegrimsfærden, eller alene være tilſtede ved Forhandlingerne i Nidaros. Biſkop Eivind i Oslo forſynede Biſkop Arne, der leed Pengemangel, med Rejſefornødenheder. Da de høje Rejſende kom til Ringsaker, traf de der Jon Brynjulfsſøn, der havde gjort Gjeſtebud for dem. Formodentlig var han altſaa Sysſelmand paa Hedemarken. Hertugen, fortælles der, var i en liden Stue for ſig ſelv med ſine Mænd, uviſt af hvad Aarſag, men Kongen og Biſkoppen vare i den ſamme Stue ſom Jon og formodentlig de øvrige Gjeſter. Da man ſkulde gaa til Bords, og Kongen havde taget Haandtvæt, ſatte Arne ſig ved hans ene Side, medens Jon ſatte ſig ved den anden, uagtet han endnu ikke var løſt af det Bann, hvori Erkebiſkoppen havde ſat ham om Vaaren. Men de havde ikke ſiddet ſaaledes længe, førend Arne ſagde til Kongen: „Herre, jeg beder eder, at I ej lader Jon ſpiſe ſammen med eder, ellers maa jeg gaa ud og ſpiſe paa et andet Sted“. Kongen blev ganſke rød ved disſe Ord, og befalede Jon ſtrax gaa fra Bordet og ſpiſe andenſteds. Jon adlød ſtrax. Dette vakte ſtor Forbauſelſe blandt de Tilſtedeværende. Biſkop Arne havde vel ganſke Retten paa ſin Side, men der ſkulde dog ſtor Uforfærdethed til at fremſætte en Begjæring af dette Slags. Kongens Eftergivenhed vidner imidlertid om den Magt, Biſkop Arne havde erhvervet over ham. Ankomſten til Mdaros ſkede førſt Mortensmesſedag (11te November); Erkebiſkoppen modtog de Kommende med en Procesſion. Biſkop Arne blev fremdeles hos Kongen, ſaa længe han opholdt ſig i Nidaros[2]. Her var nu ogſaa Hr. Erlend ſterke ankommen. Biſkop Arne havde nemlig, da Kongen paa Hr. Ravns Foreſtilling tilbagekaldte den ham tidligere givne Tilladelſe til at drage hjem, ſkrevet til Abbed Runulf, at han den Sommer ſkulde indſtevne Hr. Erlend til Norge, for at tage Afløsning af Erkebiſkoppen ſaavel for det Bann, hvori han var falden ved i ſin Tid at have været deelagtig i Erkebiſkop Jons Fordrivelſe, ſom for det andet, i hvilket han var falden paa Island ved at ſige Lov eller dømme om Kirkegodſet, imod den tidligere aflagte Eed, at alle disſe Sager ſkulde henſtaa til kirkelig Afgjørelſe[3]. Men Erkebiſkop Jørund var medgjørligere end hans Forgænger Jon eller Biſkop Arne vilde have været. Han løſte ſtrax Erlend, ſom det ſynes uden videre Vanſkelighed, og det ſlaar neppe Fejl, at Arne ærgrede ſig, da han ved ſin Ankomſt til Nidaros erfarede dette. Han havde tillige en anden Grund til at være misfornøjet med Erkebiſkoppen, nemlig at denne i Hemmelighed, næſten underfundigt, havde givet Odde Preſtekald til en islandſk Preſt, uagtet Arne havde lovet det til en anden. Viſtnok havde Erkebiſkoppen nu, ſaa længe Kirkeſagen ikke var afgjort, ifølge Biſkop Arnes egen Erkjendelſe Ret til at disponere over de ikke bortgivne Kirker i Skaalholts Biſkopsdømme, men ikke over dem, Arne allerede havde bortgivet; han undſkyldte ſig med, at han ikke vidſte noget om, at Odde Kirke hørte til disſes Tal, men den Hemmelighed, hvormed han havde gaaet til Verks, viſte dog, at han ikke havde ganſke god Samvittighed. Overhoved merkede nok Biſkop Arne alt for vel, at denne Erkebiſkop var langt fra at beſidde Jons Jernvilje og Udholdenhed. Han var rig nok paa Forſætter og kunde begynde en Sag med ſtor Iver og Kraft, men denne døde ſnart hen, naar han ſtødte paa nogen alvorlig Modſtand. Allerede hans overhaands Forfængelighed maatte gjøre ham lettere at paavirke og haandtere end Jon, ſom ufravendt havde et eneſte Maal, ſin Kirkes Forherligelſe, for Øje[4]. Dette viſte ſig og ſnart, da de kirkelige Anliggender kom til Afgjørelſe. Hvor føjelig ſtemt Kongen end fra førſt af kan have været, er det dog tydeligt, at hans Omgivelſer, der ikke vare Kirken ſaa gunſtige, havde faaet ham omſtemt, og det blev, ſom vi ville ſee, Erkebiſkoppen, der omſider drog det kortere Straa.

Ikke længe efter Kongens Ankomſt blev den islandſke Kirkeſag foretagen. Erlend ſterke mødte i ſit eget Navn, for Ravn mødte en Fuldmægtig. Kongen, Hertugen og Erkebiſkoppen vare alle tre tilſtede. Biſkop Arne fremtraadte ſom Sagſøger, og da Erkebiſkoppen egentlig ſlet ikke havde ſat ſig ind i Sagen, lod han ſig ganſke lede af ham. Denne ſynes at have foreſat ſig, at Erlend ikke ſkulde nyde ſynderligt godt af ſin let erhvervede, og viſt efter hans Mening tilſnegne Afløsning. Han anførte ſom Søgsmaalspoſter mod ham, førſt, at han ſagde det at være Lov, d. e. dømte det lovligt, at Hr. Ravn lagde de omſpurgte Kirker i Skaalholts Biſkopsdømme under Lægmændene, dernæſt, at han og Hr. Ravn ledede alle Forſøg paa at nedbryde Kirkelovene, og tiltoge ſig Afgjørelſe af Spørgsmaalet om Raadigheden over Kirkens Tiender; fremdeles, at de havde gjort flere Kirkers Forvaltning til Gjenſtand for Kjøb, ſamt endelig, at Erlend havde erklæret ſig for beſkikket Lagmand ſaavel over Chriſtenretten ſom den verdslige Ret, m. m. Arne vidſte at fremſtille dette ſaa indlyſende, at Erlend og hans Staldbrødre ikke kunde ſvare videre dertil, og alle Dommerne heldte afgjort til Arnes Side; Erlend vidſte da ingen anden Udvej end at forlange Sagen udſat, indtil Ravn blev ſaa friſk, at han kunde møde. Ravn var da nemlig endnu ikke død, eller, om han var det, kunde hans Død endnu ikke være bekjendt i Throndhjem[5]. Erlend fik virkelig den forlangte Udſættelſe, og Erkebiſkoppen indſtevnede ham for ſig til næſte Aars Mariemesſe fyrre eller 15de Auguſt, hvor han ogſaa ſkulde ſtande til Rette, fordi han havde været med at fordrive Erkebiſkop Jon[6]. Omtrent til den Tid havde Erkebiſkoppen ſammenkaldt eller agtede at ſammenkalde et Provincial-Concilium, hvorfor man maa formode, at det var hans Henſigt, her at lade den islandſke Kirkeſag komme til endelig Behandling, ſaa meget mere ſom man erfarer, at en Kaldelſe eller Stevning allerede var udgaaet til Biſkop Jørund af Hole. Denne ſaavel ſom Abbed Runulf havde imidlertid været meget virkſomme paa Island. I det før omtalte Brev, ſom Biſkop Arne ſendte Abbeden fra Bergen om Vaaren 1289, og hvori han anmodede ham om at ſtevne Hr. Erlend Olafsſøn over til Norge, ſtod der tillige, at det alene tilkom Erkebiſkoppen at disponere over Kirkegodſerne paa Island; at Erkebiſkoppen erklærede Arne for den rette Dommer over alle (kirkelige) Forbrydelſer i ſit Biſkopsdømme, og at alle hans Undermænd ſkulde lyſtre hans Dom i disſe Sager, ſamt endelig, hvad der iſær giver et merkeligt Indblik i Kong Eriks Perſonlighed, at Erkebiſkoppen, ſom han ſelv ſagde, havde ſpurgt Kong Erik, om det virkelig var ſandt, hvad man foregav, at Ravn havde taget Kirkerne efter hans Brev og Befaling, og at Kongen dertil havde ſvaret, „at de (d. e. Raadgiverne) vendte Brevene efter ſin egen Vilje“[7]. Paa Grund af alt dette bød derfor Biſkop Arne i ſit Brev, at alle Kirker og deres Gods ſkulde tages tilbage under Skaalholts Biſkopsſtol. Strax efter Hr. Erlends Rejſe til Norge ſatte virkelig ogſaa baade Abbeden og Biſkop Jørund ſig i Bevægelſe, idet de droge rundt om i Skaalholts Biſkopsdømme, og ved hver Kirke lode anſtille Underſøgelſe om dens Gods, hvor vidt det var i Behold eller ej, ſamt erklærede alle ikke bortgivne Kirker at ſtaa til Erkebiſkoppens Dispoſition. Fremdeles lode de paa et Preſtemøde oplæſe et Brev fra Erkebiſkoppen, der bemyndigede Biſkoppen i Hole til at handle paa hans Vegne. Ikke faa af de Lægmænd, der i ſin Tid havde taget ſine Ættekirker tilbage, tabte nu Modet, iſær da hverken Ravn eller Erlend vare tilſtede og kunde tage Stødet. De forpligtede ſig til at fravige Kirkerne næſte Vaar, og for Reſten underkaſte ſig den Skrift, Erkebiſkoppen maatte paalægge dem, mod ſtrax at løſes fra det Forbud eller Bann, hvori de ved deres Forhold vare faldne. Men da man ikke blev færdig med disſe Forhandlinger førend efter Vintrens Begyndelſe, kunde man naturligviis ikke vide noget derom i Norge, da Kirkeſagen førſte Gang var fore, ſaaledes ſom det nys er omtalt. Havde Erlend Olafsſøn vidſt det, vilde han ſikkert have talt et andet Sprog, og højtideligt proteſteret mod at Biſkop Arne lod ſine Befuldmægtigede paa Island foregribe Dommen, og allerede nu handle, ſom om denne var afſagt til hans Fordeel.

Kongen og Hertugen opholdt ſig ikke længe i Nidaros. Allerede den 30te November forlode de Byen for at drage til Bergen, medens Biſkop Arne nu blev tilbage, og paa Erkebiſkoppens Indbydelſe flyttede til ham, hos hvem han tilbragte hele Vintren og en god Deel af Sommeren, indtil han atter fik Penge hjemmefra. Aarſagen til, at Arne nu ikke fulgte med Kongen, var vel fornemmelig den, at han i Vintrens Løb ſkulde raadſlaa med Erkebiſkoppen om de videre Skridt, der vare at foretage med Henſyn til Kirkeſagen, og fornemmelig om de Skriftemaal, der var at paalægge dem, der havde givet tabt; Men tillige er det ikke uſandſynligt, at der var indtraadt en Kulde mellem ham og Kongen, da det i det mindſte efter Biſkop Arnes Anſkuelſer maatte ſynes, ſom om Kongen i ſine Underhandlinger med Erkebiſkoppen var traadt denne alt for nær, og Arne ſaaledes vel, neppe uden Føje, troede at ſpore, at Kongen havde ladet ſig omſtemme. Ellers hviler der over denne Sag et ſtort Mørke, da man mangler udførlige Sagaberetninger derom, medens de annaliſtiſke Optegnelſer fra disſe Aar ere yderſt magre, og de virkelige diplomatariſke Aktſtykker faa eller ingen. Om Kongens og Hertugens Skridt og Foretagender i Løbet af Vintren 1289—1290 og den paafølgende Vaar, lige til den 4de Paaſkedag, 5te April, veed man ſaa godt ſom intet, med Undtagelſe af, at Kongen, uviſt hvorfor, bar ſin Krone, altſaa holdt ſtor Stads paa den Dag; og fremdeles hører man intet fra dem, førend de den 14de Mai, i Bergen[8], udſtedte en Bekjendtgjørelſe, der viſer, at det nu var kommet til et foreløbigt Forlig mellem dem og Erkebiſkoppen ſaavel ſom de øvrige Biſkopper, hvorved disſe vare den indrømmende eller tabende Part. „Ideligen“, heder det her, „har der været klaget for os og ytret fra Almuens Side ſaavel her ſom andenſteds, ſiden vi uværdigen toge Rigsſtyrelſen efter vor Fader, at Provſter og andre lærde Mænd have tynget dem mere ved Tiende-Ydelſer og andre nye Paafund, end de hidtil havde plejet at være underkaſtede; og man har bedet os at finde paa Raad, ſom vi ogſaa ere pligtige til, mellem de lærde Mænd og Lægmændene, at disſe ikke ſkulle lide for ſtor Tyngſel. Og da vi nu kjende os ſkyldige at bære Omhu for alle de under vor Magt og vort Værn ſtillede Menneſkers Tarv, ville vi herved gjøre vitterligt, at vi ere komne overeens med Hr. Erkebiſkop Jørund og vore andre Biſkopper i Landet, at den gamle Chriſtendomsbaalk ſkal ſtaa ved Magt med Henſyn til Tiende-Ydelſer, Penge-Sekter, og alt andet dette vedkommende, ſom de lærde Mænd have Ret til og ſom man plejede at iagttage efter gammel Vane, førend Compoſitionen blev ſluttet i Tunsberg mellem vor Fader, den værdige Kong Magnus, og Hr. Jon Erkebiſkop. Vi byde vore Mænd, alle ſom een, i hvad Stand og Rang han er, at gjøre den hellige Kirke Ret og udrede til dens lærde Mænd al den dem tilkommende Skyldighed grejdeligen, iſær dem, der have Oppebørſelen at beſørge, ſaa ſnart I ville have Hjelp af Gud og Tak af os. Derimod byde vi alle vore haandgangne Mænd at ſee nøje efter og pasſe paa, at der ikke bliver lagt ſtørre Tyngder paa Almuen, end vi og Biſkopperne nu have ſamtykt, ſaa at ingen af Parterne bliver krænket i ſine Rettigheder, thi I og Alle ſkulle vide, at vi anſee os lige ſaa ſkyldige at forhjelpe den hellige Kirke og hendes lærde Mænd paa den ene Side, ſom Lægmændene paa den anden Side, hver til ſin Ret“. Vi ſee af denne Bekjendtgjørelſe, at der ikke lang Tid i Forvejen maa have fundet Underhandlinger Sted mellem Erkebiſkoppen og begge de fyrſtelige Brødre; og da det maa anſees viſt, at disſe ikke beſøgte Nidaros, eller vare ſammen med Erkebiſkoppen, ſiden de forlode Nidaros den 30te November 1289, maa man altſaa ſlutte, at de Underhandlinger, hvorved de erhvervede det i Bekjendtgjørelſen paaberaabte Samtykke af ham, netop bleve førte under deres nys omtalte Ophold i Nidaros fra 11te til 30te November. Men det var ingen ringe Indrømmelſer, hvortil Erkebiſkoppen her maa have bekvemmet ſig. Thi ihvorvel det ikke udtrykkeligt heder, at Compoſitionen af 1277 ſkulde være ophævet, og Bekjendtgjørelſen mere berører Kirkens Indtægter end dens Rettigheder og Friheder overhoved, var det dog allerede en ſtor Ydmygelſe for Erkebiſkoppen, at han maatte godkjende, hvad man fra Gejſtlighedens Side havde fundet ſaa forfærdeligt, Ophævelſen af Tillægsakten om den forhøjede Tiendeydelſe; og i det mindſte middelbart havde Erkebiſkoppen med ſin Eftergivenhed erkjendt, at Gejſtligheden havde viiſt ſig for anmasſende, og derfor nu burde træde tilbage inden Sømmelighedens Grændſer. Det er desuden ſlet ikke ſagt, at Erkebiſkoppen ikke har indrømmet andet og mere end hvad der ſtaar i Bekjendtgjørelſen, fordi denne vedkommer kun Tienden og Sekter. Det vil ſtrax blive viiſt, at et endeligt Forlig mellem Kongen og Biſkopperne ſluttedes Aaret efter, og at den gamle Tingenes Orden da virkelig paa det nærmeſte blev bragt tilbage. Heraf lader det ſig formode, hvad ogſaa Bekjendtgjørelſens Udtryk beſtyrke, at de Indrømmelſer, denne omhandler, have dannet den førſte Begyndelſe til en gradeviis, men næſten fuldſtændig Renunciation fra Kirkens Side paa alle under Kong Magnus erhvervede Rettigheder. At Erkebiſkoppen kun nødtvungen fandt ſig heri, og tog ſig dette meget nær, kan man allerede paa Forhaand vide, og det aabenbarer ſig desuden nokſom af de Skridt, han ſtrax efter foretog ſig, ſaaledes ſom det nedenfor vil ſees. For Biſkop Arne har han ſikkert udgydt ſit Hjerte i Beklagelſer, baade under Forhandlingerne ſelv og under deres paafølgende Samvære, og Arne kunde derfor, ſom ſagt, neppe være vel ſtemt mod Kongen. I Bekjendtgjørelſen tales der ogſaa om de øvrige Biſkoppers Samtykke. Da intet almindeligt Biſkopsmøde nys var afholdt, paa hvilket et ſaadant Samtykke kunde erhverves fra dem alle paa een Gang — et Møde ſkulde, ſom nys berørt, juſt afholdes i Efterſommeren — maa Kongen enkeltviis og underhaanden have henvendt ſig til enhver af de øvrige Biſkopper, ligeſom til Erkebiſkoppen, og dette beſtyrker end mere, hvad der ovenfor er ytret om Indrømmelſernes Charakteer og Betydning. Noget kunde man vel allerede have bearbejdet Biſkopperne, ſaavel ſom Erkebiſkoppen ſelv, under deres Nærværelſe paa Toget forrige Sommer, men til nogen Enighed kan man da endnu ikke være kommen, ſiden Bekjendtgjørelſen ikke er udſtedt ſtrax efter, endnu i Høſten 1289. Sandſynligviis har Kongen og Hertugen faaet Biſkop Eivinds Samtykke under deres Ophold i Oslo, ſidſt i October, Biſkop Thorſteins paa deres Rejſe gjennem Hedemarken; med Biſkop Narve kunde de daglig være ſammen i Bergen efter Ankomſten did, og paa ham vare de vel allerede fra førſt af ſikre; og den ſtavangerſke Biſkop Arnes Samtykke kunde der i Tiden fra December 1289 til Mai 1290 være Lejlighed nok til at erholde.

Det er end videre charakteriſtiſk, at den her anførte Bekjendtgjørelſe endog tildeels er affattet, ſom om den ſkulde være til Fordeel for Gejſtligheden, eller have til Henſigt at forebygge, at Lægmændene opførte ſig alt for overmodigt mod de Gejſtlige, thi der indſkærpes hine alvorligt, at udrede til Kirken, hvad den tilkommer, og Fyrſterne bemerke endog, at de ikke ere mindre ſkyldige at ſtaa paa Kirkens, end paa Lægmændenes Ret. Derved ſtoppede man paa en vis Maade Munden for al Proteſt fra Gejſtlighedens Side. Men det lader tillige ane, at denne har gjort endnu ſtørre Eftergivelſer, end de i Brevet berørte.

Hvad Erkebiſkoppen imidlertid tog ſig for, vides ikke, undtagen dette, at han var Biſkop Arne behjelpelig med at affatte Domme og foreſkrive Poenitenſer for de ovenfor omtalte Lægmænd paa Island, der, ængſtede ved Abbed Runulfs og Biſkop Jørunds beſtemte Fremgangsmaade, havde godvilligt krøbet til Korſet, og underkaſtet ſig den Skrift, Erkebiſkoppen maatte paalægge dem. Da Sommeren kom, ſendte Biſkop Arne Breve over til Island, der indeholdt disſe Domme m. m., ſamt Banntruſel for hver den, der endnu ikke paa lignende Maade underkaſtede ſig inden en beſtemt af Biſkoppen faſtſat Termin. Her meldtes derhos Hr. Ravns Død, der viſt vakte ſtor Glæde hos Gejſtligheden, men gjorde Modpartiet end mere forknyt. Men omtrent ſamtidigt med disſe Breve ankom ogſaa Lagmanden, Hr. Erlend Olafsſøn, der altſaa ikke enſede den ham af Erkebiſkoppen forelagte Steevning. Han anſaa ſig vel nemlig ikke længer bunden af denne, efter at have hørt, at Biſkop Arne allerede havde foregrebet den endelige Dom, og givet Befaling til at gaa hans Venner og Tilhængere ſaa haardt paa Klingen. Og at Kongen gav ham Medhold, kan man nokſom ſee deraf, at han nu i Ravns Sted havde forlenet ham med Syſlen over hele Veſtfjerdingen[9]. Erlend afſlog nu beſtemt at underkaſte ſig nogen Skrift, og ſøgte vel ogſaa at oplive Modet paa Lægmændene; Følgen heraf var, at han efter et Par frugtesløſe Samtaler med Abbeden blev ſat i det ſaakaldte Forbud, medens Abbeden fremdeles, ſom det heder, tog ſaa haardt fat paa Kirkens Modſtandere at hele Lægmændenes Hob maatte lukke Munden for ham[10]. Erlends Udeblivelſe fra Stevnen havde imidlertid den Følge, at Kirkegods-Sagen endnu en Tidlang henſtod uafgjort. Mellem Kongen og Erkebiſkoppen blev der heller ikke, ſaa vidt man kan ſee, forhandlet videre i Aaret 1290, thi om Sommeren var Kongen, ſom det nedenfor ſkal berettes, fraværende paa et nyt Tog til Danmark, og derpaa fulgte vigtige Forhandlinger med England og Skotland, der ſynes ganſke at have optaget Kongens Tid. Man maa endog antage, at Kongen og Erkebiſkoppen gjenſidigt have lovet hinanden, ikke at udſtede noget almindeligt Bud, der vedkom Forholdet mellem Kirke og Kongemagt, eller iſtandbringe nogen ſom helſt legislatoriſk Foranſtaltning af dette Slags, førend en endelig Overeenskomſt var ſluttet imellem dem. Thi paa det Biſkopsmøde, der virkelig holdtes i Nidaros ſidſt i Auguſt, og hvor alle de indenlandſke Biſkopper, paa Narve af Bergen nær, vare tilſtede, tilligemed Erlend af Færøerne og Arne af Skaalholt (Jørund af Hole var endnu ikke ankommen) blev der kun vedtaget Beſtemmelſer af reen kirkelig Natur. Ikke engang den islandſke Sag kunde komme paa Bane, da Erlend ſterke, ſom nys omtalt, ej havde lyſtret Stevningen, og Biſkop Jørund ej var tilſtede. Det beſtemtes, at alle virkelige Sjæleſørgere eller Sognepreſter ſkulde hver Søndag prædike for ſin Menighed om Troen, Daaben og Confirmationen, ſamt lære Sognebørnene Credo, Paternoſter og Ave Maria m. m.; at Preſter, Provſter og andre Kirkens Forſtandere ſkulde flittigt underviſe baade Læge og Lærde om at tro paa og hædre Chriſti Legeme og Blod; at Preſterne ſelv ſkulde underviſes af ſine Foreſatte om ſine Pligter og jevnligt prøves deri, at Preſten kun ſkulde læſe een Mesſe om Dagen, undtagen ved de ſtore Feſter og ved nogle andre ſærſkilt beſtemte Lejligheder, at Chrisma og Euchariſtien ſkulde gjemmes under Laas og Lukke, og de hellige Kar ſamt Gjemmer holdes rene; at ingen Preſt uden uomgængelig Nødvendighed maatte meddele en anden Preſts Sognefolk Sacramentet, og at ingen forud maatte forlange Penge for nogen gejſtlig Forretning, men at dog den, der efter at have modtaget Tjeneſte af Preſten, negtede at yde ham ſin Skyldighed, kunde tvinges dertil af Biſkoppen eller dennes Official; at Forvalterne over Kirketienden ej maatte ſælge denne uden Sognepreſtens og tvende forſtandige Sognemænds Vidende; at Hovedpreſten ved en Begravelſeskirke ſkulde ſaa vidt muligt holde en Vicarius, for at der altid kunde være een tilſtede og forrette; at ethvert Collegium af Gejſtlige, iſær Chorsbrødre ved Biſkopsſtolene, ſkulde beſtandig lade ſig forelæſe hellige Skrifter ved deres Bord, for ikke at lytte til daarlig Tale; at hver Preſt ſkulde overholde, at den lovbeſtemte Tillysning ſkede tre Helligdage for hvert Egteſkab, der ſtiftedes, og at de, der tvert imod denne Beſtemmelſe indgik lønligt Feſtemaal, ſkulde ſtraffes efter deres Fortjeneſte, og deres Børn udelukkes fra alle gejſtlige Grader, medens de Preſter, der ej forbøde ſlige Forbindelſer, eller ſelv overvare Brylluppet, ſkulde miſte ſit Embede i tre Aar og derhos yderligere ſtraffes efter Omſtændighederne. — Man ſynes her endog med Flid at have afholdt ſig fra alt, hvad der berørte det ſtore Stridsſpørgsmaal. Flere af disſe Beſtemmelſer vare ogſaa aabenbart allerede i lang Tid beſtaaende Regler, ſom nu kun paany indſkærpedes, eller ſamledes under eet[11].

Derimod fortſatte Erkebiſkoppen, maaſkee mere for at det ikke ſkulde ſee ud, ſom om han med eet var ſlaaet af Marken, end med nogen Tanke, end ſige Haab om at udrette noget af Betydenhed, ſin allerede begyndte Forfølgelſe mod dem, der havde været med at fordrive Erkebiſkop Jon. Raden kom nu til Hr. Bjarne Erlingsſøn. I de førſte Dage af November[12] indſtevnede Erkebiſkoppen ham med tre Maaneders Friſt til at møde for ſig i Nidaros, for at ſtande til Rette for hvad han havde gjort mod Kirken „da han var i Kongens Gaard“, førſt ved at tilbagekalde Brevet af 13de September 1277, og ſaaledes berøve Erkeſtolen baade Myntretten og de øvrige i ſamme Brev indeholdte Friheder, dernæſt ved at afſkaffe Tienden paa Haalogaland, m. m. Men Hr. Bjarne lyſtrede ikke Stevningen, og da Erkebiſkoppen forgjeves havde ventet ham fra 22de Februar til 9de Marts 1291, lod han Vidner føre mod ham in contumaciam for en dertil indkaldt Forſamling, beſtaaende af Biſkop Arne af Skaalholt, den nys ankomne Biſkop Jørund af Hole, Chorsbrødrene, Dominicanerprioren Lodin og mange andre Gejſtlige. Det var naturligviis ikke vanſkeligt at oplyſe, hvad der var ſkeet i Egenſkab af offentlig Foranſtaltning, og ſom Hr. Bjarne ſelv aller mindſt lagde Dølgsmaal ſtaa, nemlig at han havde erklæret Myntbrevet ugyldigt, afſkaffet Vaagaboken, forbudt Ydelſen af visſe Tiender, o. ſ. v.; — men jo mere notoriſk alt ſammen forhen var, deſto mindre maatte hele denne Demonſtration have at betyde, iſær da Erkebiſkoppen ſelv allerede havde givet Slip paa meget af det ſamme, ſom Bjarne havde erklæret afſkaffet. Brevet ſelv, hvor Vidneforhøret er beſkrevet, indeholder intet om, at Bjarne blev ſat i Bann eller Forbud for ſin Udeblivelſe[13], og heller ikke ſeer man Spor dertil i andre Beretninger. Formodentlig har Erkebiſkoppen ikke tordet drive Sagen videre mod den mægtige Bjarne, men underhaanden ſluttet Forlig med ham, ſom tidligere med Hr. Erlend, maaſkee for et Syns Skyld paalæggende ham en ringe Skrift. Det ſamme er vel ſkeet med den allerede tidligere bannſatte Hr. Jon Brynjulfsſøn. At Erkebiſkoppen ikke gik lige løs paa Hr. Audun Hugleiksſøn, der upaatvivlelig var Kongens højre Haand og Sjælen i alt hvad der i den ſenere Tid var ſkeet til Hierarchiets Svækkelſe, viſer nokſom, hvor lidet Mod Erkebiſkoppen havde til at vove noget driſtigere Skridt. For Reſten var det vel betænkt, at han holdt Kongen ſelv udenfor det Hele, og betragtede hans Raadgivere ſom dem, der ene bar Anſvaret for hvad der er ſkeet og fremdeles ſkede i det Øjemed at berøve Kirken de Friheder, den havde erhvervet under Erkebiſkop Jon, ej alene fordi han derved undgik noget Brud med Kongen, men og fordi det i Virkeligheden forholdt ſig ſaaledes, og viſtnok var den almindelige Mening, at Raadgiverne vare de egentlige Ophavsmænd til hvad der ſkede i Kongens Navn. Som en anden i ſig ſelv lidet betydende Demonſtration fra Erkebiſkoppens Side, hvorved han kun vilde give ſig Udſeende af at være den, der i øvrigt ſtod paa ſin Ret, maa det betragtes, at Erkebiſkoppen til ſamme Tid ſom han optog Forhøret over Bjarne Erlingsſøn, ogſaa lod begge de islandſke Biſkopper optage et Vidneforhør om, at det altid havde været Erkebiſkoppens og ikke Kongens Ombudsmand, der paa Thomasmesſe lyſte Julefreden i Nidaros, efter Bylovens Bydende[14]. Formodentlig var det ham ogſaa om at gjøre, at forſyne ſig med alle de Beviisligheder om Erkeſtolens Friheder, han kunde tilvejebringe, for at have dem ved Haanden, naar disſe Sager atter kom til Forhandling, og et endeligt Forlig ſkulde indgaaes. Et ſaadant kom ogſaa, ſom man ſeer, i Stand endnu ſamme Aar i Bergen[15], men desværre erfare vi ej de nærmere Omſtændigheder derved, lige ſaa lidet ſom det udtrykkeligt angives, hvilke Betingelſerne vare. Alt hvad der berettes, er, „at Kong Erik i 1291 indgik Forlig med Biſkopperne i Bergen“. Da ſaaledes alle Norges Biſkopper maa have været ſammenkaldte til et Møde i Bergen, for at bringe den lange Tviſt til Ende, er det ikke uſandſynligt, at dette Møde allerede har været aftalt og berammet, da Erkebiſkoppen lod begge hine Forhør optage, og at i det mindſte det ſidſte har været optaget for at kunne fremlægges der. Men kjende vi end ikke Forhandlingerne ved Mødet, kunne vi dog antage ſom temmelig ſikkert, at Erkebiſkoppen her i alt Væſentligt har givet efter, og at navnlig ſaavel flere af de meſt forhadte Beſtemmelſer i Compoſitionen ſom den derpaa byggede nye Tiende-Anordning i Brevet af 13de September 1277, Erkebiſkop Jons Chriſtenret, og Statuterne af 1280, udtrykkeligen er blevne hævede. Der findes nemlig i flere Lovbøger en almindelig Forordning eller rettere Inſtruction for Lagmænd og Sysſelmænd om hvad de havde at paaſee til Opretholdelſe af Indbyggernes Rettigheder lige over for Gejſtligheden, hvilken netop berører de Punkter, der ſiden Compoſitionens Udſtedelſe vare de vigtigſte Stridspunkter, og med Henſyn til disſe gjenopretter den tidligere Tingenes Orden, ſamt hvis Indledning i de fleſte Haandſkrifter lyder ſaaledes: „disſe Forſkrifter bør Sysſelmændene og Lagmændene iagttage og omhyggeligt overholde til Opretholdelſe af den værdige Hr. N. N. Norges Konges Thegners og Undermænds Rettigheder“. Thi dette N. N. viſer nu for det førſte, at Forordningen har været beſtemt til gjentagen Oplæsning eller Indſkærpelſe under forſkjellige Kongers Regjeringstid; og da der nu tillige i enkelte Haandſkrifter virkelig i Stedet for „N. N.“ ſtaar „Eriks“ eller „Haakons“, ſynes man med Beſtemthed at maatte ſlutte, at den allerede har været udſtedt i Kong Eriks Tid, ſkjønt ellers den Omſtændighed, at et Haandſkrift lader Anordningen udſtedes af Haakon, og tilſiger, at Brevet blev gjort, oplæſt for og ſamtykt af Almuen i hans tiende Regjerings Aar (1308 eller 1309) viſer, at han maa have fornyet den, ligeſom man og erfarer, at Haakons Eftermand, Kong Magnus Eriksſøn, udſtrakte den, forſynet med en ny Indledning, til Island. Det er endog ikke uſandſynligt, at de fleſte af disſe Beſtemmelſer aller førſt have været vedtagne af Formynder-Regjeringen ſtrax efter den ſidſte Sammenkomſt med Biſkoppen i Bergen 1281, for at oplæſes paa Thingene eller omdeles til Sysſelmændene og Lagmændene[16]. Beſtemmelſerne ere følgende:

1. At ingen Sekter (Pengebøder) paalægges Underſaatterne udover hvad den gamle Chriſtenret kjender, og heller ingen andre nye eller hidtil uvante Afgifter, enten for Forbud, Takſetninger eller Stevner-, naar der ſkal lyſes til Feſtemaal eller Bryllup. Her ſigtes aller ſidſt til de i Cap. 41 af Erkebiſkop Jons Chriſtenret indeholdte Forſkrifter om Bryllups Afholdelſe efter Feſtemaalet.

2. De Anordninger, Folk gjøre i deres ſidſte Dage, hvad enten de give noget til Kirker eller til Kloſtre eller til Andre, ſkulle ikke holdes uden for ſaa vidt Lovbogen beſtemmer og gammel Skik har været.

3. Sejl og Redſkab til Landværnsſkibene ſkulle hænge i Kirken efter gammel Skik. (Dette ſigter ligefrem til Artikel 4 af Statuterne af 1280, hvorved der under Bannsſtraf forbødes at bruge Kirken til Opbevaringsſted for Sejl, Smør eller andre Varer).

4. Lægmænd ſkulle kunne arve Klerker og Preſter i alle Dele efter gammel Skik.

5. Leding ſkulle Alle udrede efter Jordegods og anden Ejendom. (Dette var, ſom vi have ſeet, maaſkee det vigtigſte Stridspunkt).

6. Den de Fattige tilkommende Fjerdedeel af Tienden ſkal tages af alle Tiender, og deles efter gammel Sedvane.

7. Alle Klerke-Tjenere ſkulle ſtaa under ſamme Lydighedsforhold til Kongedømmet ſom andre Thegner, baade med Henſyn til Sekter og Søgsmaal, Skat og Skyld, Told og andre Paalæg, undtagen ſaa mange ſom det udtrykkeligt er tilſtaaet Biſkopperne, nemlig af Erkebiſkoppens Mænd 100, hvilke han ſelv nævner, der ſkulle være ledingsfrie, Skutilſveinerne ſelv tredie og Huuskarlerne ſelv anden, ſamt derhos fritagne for Nævninger, Ledingsfærd med Kongen og Skibsdræt, og 40 af hver af de indenlandſke Biſkoppers Mænd, ſom de ligeledes ſelv opnævne. Hvis Erkebiſkoppens Mænd ſlaas indbyrdes i hans Nærværelſe, i hans Gaard eller paa hans Skib, naar to andre Skibe ere tilſtede, da tilkommer den halve Sekt Kongen og den halve Sekt Erkebiſkoppen, undtagen i Manddrabs- eller Lemmetabs-Tilfælde, hvor Kongen tager Sekten alene. Men ſkeer det ikke i Erkebiſkoppens Nærværelſe, da har Erkebiſkoppen ingen Sekt at fordre. Heller ikke have de andre Biſkopper Ret til nogen Sekter enten af ſine egne Mænd eller andre uden dem alene, ſom den gamle Chriſtenret tilſtaar dem. Og kun under den Betingelſe ſkulle Erkebiſkoppens eller Biſkoppens Mænd nyde de nys nævnte Friheder, at de alle ere navngivne i et ved hver Biſkopsſtol hvilende Brev. — Denne Artikel gjør en væſentlig Indſkrænkning i de Rettigheder, der ved Compoſitionens Art. 12 og iſær ved det yderligere Frihedsbrev af 13de September 1277 vare tilſtaaede Erkebiſkoppen og Biſkopperne. Compoſitionen beſtemte, at hvis Erkebiſkoppens 100 Mænd ſtredes i hans Nærværelſe, ſkulde han dømme dem og oppebære hele Sekten, med Undtagelſe af Drabs- og Lemlæſtelſes-Tilfælde, hvor Dommen og Sekten tilkom Kongen, dog ſaaledes, at der ogſaa her ydedes Erkebiſkoppen en Kjendelſe for hans Æres Skyld; og i alle andre Tilfælde ſkulde Erkebiſkoppen og Kongen dele Sekten. Brevet af 13de September 1277 gik endnu videre, idet det tilſtod Erkebiſkoppen den hele Sekt, om ogſaa Slagsmaalet ſkede i hans Fraværelſe, undtagen naar Kongen ſelv var tilſtede, hvor Halvdelen af Sekten for hans Æres Skyld tilkom ham, og fremdeles, ſom før, i Drabs- og Lemlæſtelſes-Tilfælde; end videre tilſtodes der ogſaa hver af de øvrige Biſkopper halv Sekt, hvis ſaadanne Slagsmaal, uden at medføre Drab eller Lemmetab, foregik i deres Nærværelſe; og den fornærmede Part ſkulde derhos have Valget, om han vilde underkaſte ſig Kongens eller vedkommende Biſkops Dom. Nu derimod ophævedes, ſom man ſeer, ganſke den Lydbiſkopperne tilſtaaede Sekt, og i Stedet for at Erkebiſkoppen forhen fik den hele Sekt, tilſtodes der ham kun halv Sekt, hvis Slagsmaalet ſkede i hans Nærværelſe, medens han intet fik, om det ſkede i hans Fravær. Beſtemmelſen om at Erkebiſkoppens og Biſkoppens Mænd ej ſkulde kunne nyde godt af Ledingsfriheden uden for ſaa vidt deres Navne ſaa at ſige vare indregiſterede ved Brev, ſigtede vel til at forebygge, at flere end det lovbeſtemte Antal fordrede at nyde denne Frihed.

8. Det forbydes udtrykkeligt at tilſtaa Provſterne eller deres Ombudsmænd almindelige Tolde (Afgifter) undtagen Rumaſkatten.

9. Det forbydes Enhver at give Betaling for Begravelſe, Barnedaab, den ſidſte Olje, Herrens Legeme, eller lignende kirkelige Goder, undtagen hvad han vil yde frivilligt, thi Preſterne ere pligtige at meddele disſe Goder gratis.

10. Det erklæres for ubilligt, at de, hvis Forfædre have ladet oprette Capeller, til hvilke de ſelv have lagt visſe Indtægter, for der at faa holdt Mesſe og andre kirkelige Forretninger, ſkulle ſavne Gudstjeneſten og dog fremdeles betale, naar Biſkoppen negter at ſkaffe Preſt dertil efter gammel Sedvane. For dette Tilfælde ſkulde altſaa, ſom det ſynes at ligge i Ordene, vedkommende Ejer af Capellet være berettiget til at tilbagekalde den gjorte Beſtemmelſe, eller i det mindſte ſelv oppebære Indtægterne, indtil Biſkoppen efter ſin Skyldighed havde udnævnt en Preſt. Biſkopperne derimod anſaa ſig viſtnok berettigede til egenmægtigt at ſkalte og valte med det Gods, der engang var lagt til Kirker og gejſtlige Stiftelſer, og navnlig at lade ſlige Capeller ſtaa ubeſatte, for at anvende Indtægterne til andre Øjemed.

11. Hvis nu Provſterne og deres Ombudsmænd overtraadte de her givne Forſkrifter, og ved Bann eller andre haarde Forholdsregler tvang Kongens Thegner til at underkaſte ſig nye Sekter eller Paalæg, ſom de ej for have været underkaſtede, ſkal enhver Lagmand eller Sysſelmand, ſom Bonden dertil opfordrer, være pligtig at underſtøtte ham til Nydelſen af de hidtil gjeldende Love, hvorimod de ogſaa paa den anden Side ſkulle tilholde Bønderne at yde Kirken dens Ret, hvis Provſtens Kæremaal vare retfærdige. Men finde de, at Provſten forurettede Thegnerne, og ikke paa nogen Maade ville lyde deres Advarſler, men ved Bann og andre Tyngſler tvinge Bonden til at underkaſte ſig de utilbørlige Paalæg, ſaa ſkulle heller ikke de, der ſaaledes forholdt andre deres Ret, ſelv nyde ſin lovlige Ret, og Sysſelmanden eller Lagmanden ſkulle ſige til Provſten eller hans Ombudsmand, at de ej ville ſkaffe dem deres Ret, uden de ſelv ere retfærdige mod Andre. Hvis Sysſelmændene eller Lagmændene blive overbeviſte om, at de ej ville forhjelpe Kongens Thegner til deres Ret, da ſkulle de være forvisſede om at miſte Kongens Venſkab ſamt letteligen ogſaa deres Embede. Men finde de, at Provſterne eller deres Ombudsmænd ikke holde ſig det oven anførte efterretteligt, da ſkulle de forbyde enhver, Mand eller Kvinde, at arbejde for dem eller tjene dem, ſaavel ſom at leje Huus og Skib af dem. —

Ved at betragte den her meddeelte Anordning ſeer man ſtrax, at den ikke ligefrem opregner, hvilke Rettigheder der bleve Biſkopperne berøvede, og hvilke der ere dem levnede, men at den, ſom ſagt, kun meddeler de kongelige Embedsmænd Inſtructioner om, hvad de havde at iagttage i Anledning af de Indſkrænkninger, ſom, uden at det angives hvorledes, ere ſkede i de ſtore Friheder og Rettigheder, Biſkopperne tidligere havde erholdt. Det er altſaa klart, at for ſaa vidt — hvad vi med Rette tro at kunne antage — ſom en ſaadan Indſkrænkning er ſkeet ved en formelig Overeenskomſt mellem Kongen og Erkebiſkoppen tilligemed Lydbiſkopperne, da har denne Overeenskomſt ogſaa indeholdt andet og mere, end hvad der findes i hiin Anordning, nemlig hvad der ikke kunde foranledige nogen ſærſkilt Forſkrift for Kronens Embedsmænd. Saaledes ſee vi f. Ex. i Beſtemmelſen om Erkebiſkoppens og Biſkoppernes Sekter en fuldſtændig Ophævelſe af de ſtore Rettigheder i ſaa Henſeende, der tilſtodes disſe Prælater i Brevet af 13de September 1277, hvor ogſaa Myntretten paany blev Erkebiſkoppen indrømmet, og ſom derfor kaldtes Stedjabrevet eller Myntbrevet; og da vi nu ovenfor have ſeet, at Formynder-Regjeringen i Aaret 1281 formeligt ophævede dette Stedjabrev, og Hr. Bjarne Erlingsſøn offentligt kaldte det tilbage, ligger følgelig den Slutning nær, at Erkebiſkoppen ved Forliget af 1291 erkjendte denne Tilbagekaldelſe gyldig, og ſaaledes tillige gjorde Afkald paa de øvrige Friheder, Stedjabrevet indrømmede ham, navnlig Ledingsfriheden for hans Arbejdsfolk ved Chriſtkirken, hvilket ogſaa den oven anførte udtrykkelige Indſkrænkning af Ledingsfriheden til 100 af Erkebiſkoppens og 40 af hver Biſkops Mænd øjenſynligt bekræfter. Vi erfare ligeledes, at Erkebiſkoppen fra 1281 af virkelig ſavnede Myntretten i over halvandet hundrede Aar.

End videre have vi ſeet, at der med Henſyn til den erkebiſkoppelige Jurisdiction ſkede betydelige Indſkrænkninger i ſelve Compoſitionens Artikel 12, og at den i Forbindelſe med Compoſitionen paabudne nye Tiendeanordning ganſke blev ophævet, idet alene den gamle Chriſtenret i dette Stykke erklæredes gjeldende. Ogſaa dette var, ſom vi vide, en Foranſtaltning, der allerede var ſkeet under Formynder-Regjeringen, og ſom Erkebiſkoppen følgelig nu maa have godkjendt, uagtet han nys netop havde ladet optage Vidnesbyrd over Hr. Bjarne Erlingsſøns Virkſomhed ved at ſætte Foranſtaltningen igjennem.

Fremdeles ſlutte vi af Artikel 5, at Erkebiſkoppen nu maa have ladet al Modſtand mod det ſaa meget omſtridte nye Syſtem for Ledingsudredelſen fare.

Overhoved ſynes intet andet at være blevet ſtaaende af Compoſitionen, foruden den oven omtalte Ledingsfrihed for Erkebiſkoppens 100 og hver Biſkops 40 Mænd ſamt for Preſterne, end hvad der allerede havde været indrømmet ved Erkeſtolens Oprettelſe, nemlig Capitlernes frie Valgret ved Biſkopsſtolenes Beſættelſe og visſe reenkirkelige Sagers Undtagelſe fra verdslig Domſtol, med andet mere, der nu betragtedes uadſkilleligt fra en ordentlig organiſeret Kirkeforfatning, ſamt de enkelte mindre Friheder, der ikke grebe ind i Kongedømmets egentlige Myndighed, ſom Retten til at ſende Meelſkibet til Island, Retten til at kjøbe Falke m. m. Man vilde imidlertid viſtnok fejle meget ved at tænke ſig, at Compoſitionen formeligt hævedes ved den nye Overeenskomſt af 1291, (hvad der udtrykkeligt hævedes, var aabenbart kun Tienderegulativet og Stedjabrevet), tvert imod er den endog ſnarere bleven udtrykkeligt bekræftet, med visſe ſærſkilt opregnede Undtagelſer, men disſe Undtagelſer vare ſaa mange og vigtige, at de betoge Compoſitionen hele dens Betydning. Erkebiſkoppen vandt imidlertid ſaa meget ved denne Maade at ordne Sagen paa, at han ſkaanedes for, hvad der efter alt, hvad der tidligere havde fundet Sted, maatte anſees for en ſtor Ydmygelſe, formeligt at maatte erklære Compoſitionen, dette den nidaroſiſke Kirkes højt priſte Klenodie, magtesløs, og at han dertil altid holdt den Udvej aaben for ſine Efterfølgere, paany og under heldigere Omſtændigheder, naar de nu ſtedfundne Forhandlinger vare gangne i Glemmebogen og man maaſkee havde med en føjeligere Regjering at beſtille, at kunne opfriſke Compoſitionen og benytte den ſom et Document, der egentlig fremdeles var gjeldende, men kun ved Misbrug var kommet ud af Kraft.

Erkebiſkoppen havde dog vel neppe, hvor ſvag og uſtadig han end kunde være, denne Gang viiſt ſig ſaa medgjørlig, hvis der ikke var indtruffet Omſtændigheder, der gjorde det nødvendigt for ham, til enhver Priis at ſkaffe ſig Fred med den verdslige Magt, og Kongens Beſkyttelſe. Der udbrød nemlig, ſom ovenfor berørt, juſt paa denne Tid[17] en heftig og langvarig Strid mellem ham og hans eget Domcapitel, der foranledigede de forargeligſte Optrin og ved flere end een Lejlighed krævede Kongemyndighedens Mellemkomſt Striden ſelv, der førſt flere Aar derefter naaede ſit højeſte, ſkal paa ſit Sted blive nærmere omtalt. Her ville vi kun bemerke, at Elementerne dertil rimeligviis længe havde været forhaanden, og at Erkebiſkoppen allerede forudſaa dens Udbrud, da han indgik Forlig med Kongen. Det er endog ikke ſaa uſandſynligt, at den Villighed, hvormed Erkebiſkoppen indlod ſig paa Forliget, har fremſkyndet det aabenbare Brud mellem ham og Capitlet, hvis ledende Medlemmer ſynes at have hyldet ſamme Grundſætninger ſom den ovenfor omtalte Eindride, altſaa med andre Ord at have hørt til Erkebiſkop Jons Skole, og derfor kun med ſtort Mishag ſeet deres Foreſatte, Erkebiſkoppen, give Slip paa de Fordele, Erkebiſkop Jon med ſaa megen Møje og med ſaa ſtore Opofrelſer havde ſøgt at erhverve[18].

  1. Arne B. Saga Cap. 78. Ravns Venner, fortælles det her, ſpurte ham paa det ſidſte, om han ikke havde en Bøn at gjøre Kong Erik, ſom de kunde fremføre for ham, da han neppe ſelv fik ham at ſee; han ſkjønnede hvad de ſagde, og fik Taarer i Øjnene, men kunde ikke faa mere frem end „Sturla, Sturla“, hvilket man udtydede ſaaledes, at han bad om Kongens Naade for ſin Søn Sturla og ſin Syſterſøn af ſamme Navn; og Kongen, heder det, gjorde dem ſiden begge til Riddere.
  2. Arne B. Saga Cap. 77, 78.
  3. Arne B. Saga Cap. 71.
  4. Arne B. Saga Cap. 75.
  5. Han døde nemlig, ſom vi have ſeet, den 22de November, og da den her omtalte Behandling af Kirkeſagen i det aller ſeneſte kan have foregaaet den 29de, ſiden Kongen og Hertugen, der vare tilſtede derved, rejſte fra Nidaros den 30te, er det umuligt, at Efterretningen fra Tunsberg om Ravns Død til den Tid kunde have naaet Throndhjem. Der ſtaar ogſaa udtrykkeligt, at den ej kom til Nidaros førend ud paa Vintren.
  6. Arne B. Saga Cap. 77.
  7. Sammeſteds Cap. 71.
  8. Brevet (Norges gl. Love, III. S. 17) er dateret Bergen 7 Nætter før (eller efter en enkelt Variant „efter“) Pints i Kongens 11te Aar (en Variant, der har 6te, en anden, der har 13de, ere aabenbart fejlagtige) hvilket bliver 14de (eller 21de) Mai 1290, da Regjeringsaarene regnes fra 10de Mai. Det er urigtigt, naar Suhm har henført Brevet til 3die Juni 1291. Men han omtaler det ved en Forglemmelſesfejl paa to Steder, baade ved 1290 eg 1291, (XI. S. 94, 115). Samtidigt med Bekjendtgjørelſen er upaatvivlelig et Beſkyttelſesbrev, udſtedt af Kongen og Hertugen for Munkelivs Kloſter, i Bergen, 1290, i Kongens 11te Regjerings-Aar. (Thorkelins Dipl. II. S. 127).
  9. De islandſke Annaler.
  10. Arne B. Saga Cap. 79.
  11. Norges gl. Love, III. S. 241. Jvfr. Keyſer „den norſke Kirkes Hiſtorie“, II. S. 66, hvor et udførligere Uddrag af Concilbeſtemmelſerne gives.
  12. Ugen efter Allehelgensmesſe, ſom det i Brevet heder.
  13. Brevet er aftrykt efter Originalen i Dipl. Norv. III. No. 30.
  14. Brevet er aftrykt i Dipl. Norv. III. No. 28. Det er her henført til den 15de Febr. 1290, og viſt er det, at det er dateret i førſte Faſteuge 1290, men da det er ligeſaa viſt af Arne B. Saga og Annalerne, at Biſkop Jørund om Vintren 1289—1290 var paa Island (ſ. ovf. S. 165), og at han ej kom til Norge førend om Høſten 1290, er det aabenbart, at Brevet er fra 1291, og at de islandſke Biſkopper her have regnet Aaret fra 25de Marts. Da Faſten i 1291 begynder med Aſke-Onsdag, 7de Marts, og førſte Faſteuge ophører med Løverdag den 10de, bliver altſaa dette Forhør omtrent ganſke ſamtidigt med det ovenfor anførte, ſom Erkebiſkoppen ſelv optog, hvilket igjen indeholder en Beſtyrkelſe mere for, at det ſidſte virkelig henhører til 1291.
  15. Flatø-Annalerne, ved 1291.
  16. Se Norges gl. Love III. S. 82—85. Naar man her nærmere betragter Text og Varianter, vil man ſee, at de fleſte og bedſte Haandſkrifter hverken have Intimation eller Slutning med Aarsangivelſe, ligeſaa lidet ſom noget beſtemt Kongenavn. Af ſtørſte Betydning er det her, at de tre Haandſkrifter 60 qv. 322 fol. og 304 fol. i den arnamagn. Samling, der ſelv ere ſkrevne endnu i Kong Haakons Regjeringstid, ſtrax efter 1315, allerede have N.N. — Kong Eriks Navn findes kun i een Codex, nemlig den tunsbergſke, men med en meget god Haand, neppe yngre end 1325: Kong Haakons Navn i Stedet for N. N. kun i to Papircodices fra det 16de Aarhundrede; Intimationen af Kong Haakon med den Slutning, at Forordningen blev lovtagen i hans 10de Regjerings Aar, findes kun i een Codex med Haand fra 15de Aarhundrede. I en enkelt Codex fra det 16de Aarhundrede er Forordningen ſat i umiddelbar Forbindelſe med K. Haakons Befaling af 28de Juli 1316, at den gamle Chriſtenret midlertidigt ſkal gjelde, og endelig findes i fire islandſke Codices en Intimation af Kong Magnus (ſee N. gl Love III. 194), hvor Forordningen kaldes „Anordning af vor Morfader Kong Haakon“, men hvor dette kun behøver at ſigte til den Fornyelſe eller Indſkærpelſe af den, ſom ifølge det før omtalte Tillæg i en enkelt Afſkrift viſer ſig at maatte have fundet Sted i Kong Haakons 10de Aar. Af det anførte ſees det nokſom, at Forordningen oprindelig har været uden Tidsbeſtemmelſe. Dette pasſer ogſaa med dens hele Charakteer af Inſtruction for Embedsmænd, ikke af noget ſedvanligt almindeligt Paabud. Og da nu Afſkriften i den tunsbergſke Codex, der ſelv maa være ſkreven efter en ældre, ikke vel kunde faa Navnet „Erik“ indſat, med mindre det havde ſtaaet i Originalen, og denne igjen, der maa have været ſkreven ganſke nær ved, maaſkee under Eriks egen Regjeringstid, ej kunde have Navnet ved en Fejltagelſe, bliver det utvivlſomt, at Forordningen hidrører fra hans Tid, hvilket ogſaa pasſer bedſt med Indholdet, iſær naar man antager, at den oprindeligt er udſtedt af Formynderregjeringen. Dette ſynes næſten endog at ligge i Ordene „til Opretholdelſe af den værdige Hr. N. N. Norges Konges Thegners og Undermænds Rettigheder“; thi ſaaledes kunde ikke en udſtedende Konge tale om ſig ſelv, men derimod kunde det netop have været en pasſende Udtryksmaade for Regjeringsherrerne, naar de, ſom Bjarne Erlingsſøn paa Haalogaland, i Aaret 1282 efter Erkebiſkop Jons Forjagelſe forbød Tiender m. m., ſe ovenf. S. 40, 41. Her maa man navnlig, ved Forordningens Art. 1, der forbød andre Sekter, end dem i den gamle Chriſtenret hjemlede, tænke paa, at Bjarne tvang Sira Audun Raude til at tilbagebetale de Sekter, han paa Erkebiſkoppens Vegne havde oppebaaret for Hoors-Sager. Den ſidſte Straffetruſel, at det ſkulde forbydes alle og enhver at arbejde for de gjenſtridige Gejſtlige, eller at leje Huus af dem, ſtemmer ogſaa ganſke med Regjeringsherrernes vel bekjendte Færd i 1281 og 1282. Spørgsmaalet bliver nu kun, om Forordningen virkelig er at ſætte i Forbindelſen med Overeenskomſten af 1291, eller den kun er bleven affattet i 1281 eller 1282, men har hvilet lige til 1308 eller 1309, da Kong Haakon opfriſkede den. Herved ville vi kun bemerke, at Kong Haakon neppe vilde have kunnet opfriſke den, hvis dens Indhold ikke allerede tidligere ved en formelig Overeenskomſt mellem Kronen og Kirken var erkjendt tilbørligt; og en ſaadan Overeenskomſt vides ikke at have fundet Sted efter den i 1291. Den maa ſaaledes viſtnok ved denne Lejlighed være bleven erkjendt for den Retteſnor, Embedsmændene ſkulde følge.
  17. Begyndelſen af Striden mellem Erkebiſkoppen eg Chorsbrødrene henføres i Annalerne til 1291.
  18. Det er her af væſentlig Betydning, at Erkebiſkop Jørunds ivrigſte Modſtandere af Capitlet, Sighvat Lande og Audun Raude, netop vare de, deri 1282 lede haardeſt Medfart af Bjarne Erlingsſøn, og ſiden vare Medlemmer af den Deputation, der ſkulde overbringe Eindride Meldingen om hans Valg til Erkebiſkop.