Det norske Folks Historie/6/76

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 154-161).

Alle disse Ubehageligheder, paa Kirkestriden nær, maa dog have været nogenledes bilagte eller endte, da Vaaren kom, thi da gjorde Kong Erik endelig Alvor af at udbyde Leding, for, naar Sommeren kom, at foretage et Krigstog. Der maa dog Kaabe været iagttaget en stor Hemmelighedsfuldhed med Hensyn til Togets Bestemmelse, siden det udtrykkeligt berettes, at nogle talte om, at det skulde gjelde Skotland, andre derimod, at Kongen agtede at drage til Danmark^[1]. Man seer dog tydeligt nok af de Forhandlinger, der i dette Aar fandt Sted mellem England og Skotland om den unge Dronning Margretes Hylding og Giftermaal, og som vi nedenfor komme til at omtale udførligt, at Kongen, om han end tidligere kunde have tænkt paa ved Vaabenmagt at tvinge de skotske Rigsforstandere til at modtage hans Datter, nu ikke længer nærede nogen saadan Plan, men overlod til Kong Edward i England at handle paa sine Vegne. Han har saaledes vistnok, da han udskrev Ledingen, allerede haft det bestemte Forsæt, at bekrige Danmark, og herom have vel ogsaa i det mindste de fornemste Høvdinger været underrettede, medens det derimod nok kan være muligt, at man lod Menigmand i det længste være uvidende om, hvorhen Toget skulde gaa. Af hvad der fortælles om Biskop Arne, der tilbragte Vintren i Nidaros, skulde det næsten synes, som om endog han og følgelig de fleste Andre paa den Kant, endnu i Begyndelsen af Mai Maaned, da han forlod Throndhjem for at gaa til Bergen, ikke vidste ret Besked om, hvor Kongen agtede sig hen; dog kan man vanskeligt tro, at i alle Fald han ikke skulde være bedre underrettet, da man seer, at Erkebiskoppen, med hvem han maa have omgaaets paa den fortroligste Fod, deeltog i Toget, og saaledes allerede paa den Tid, da Arne forlod Throndhjem, maa have faaet Tilsigelse eller Anmodning om, at følge med. Biskop Arnes Hensigt med Rejsen til Bergen var at bede Kongen om Tilladelse til at vende tilbage til Island. Hvad der berettes om Kongens Forhold ved denne Lejlighed giver os en tydelig Forestilling om hans Charakteersvaghed og den Lethed, hvormed hans Omgivelser kunde faa ham til at skifte Vilje. Da Arne kom til Bergen – det var just Christi Himmelfartsdag, 19de Mai, – laa Kongen allerede sejlfærdig med Flaaden ude i Florevaag, og Biskop Arne maatte saaledes lade sig ro ud til ham der. Formodentlig var han heldig nok til at faa Kongen i Tale, uden at Andre vare tilstede, thi Kongen gav ham strax Hjemlov med største Venlighed, da han bad derom, og Arne vendte nok saa fornøjet tilbage til Munkeliv, hvor han havde sin Bolig. Men aldrig saasnart fik Ravn Oddssøn dette at vide, førend han forestillede Audun Hugleikssøn, at det dog ikke gik an at give Arne Hjemlov, førend hans Sag var bragt til Ende; Audun Hugleikssøn talte til Kongen derom, og denne lod sig nu lige saa let bevæge til at tage sit Ord tilbage. Hr. Ravn bragte selv Biskoppen det ubehagelige Budskab, og meldte ham, at han snarest muligt skulle drage til Viken efter Kongen. Biskop Arne maatte finde sig heri, sendte to paalidelige Prester med Brev til sin Vicarius, Abbed Runulf, hvori han underrettede ham om, hvad han paa hans Vegne skulde gjøre, og tiltraadte derpaa Rejsen til Viken^[2].

Imidlertid havde formodentlig ogsaa Hertug Haakon udbudt Leding og foretaget Udrustninger i sit Leen, thi han deeltog i Toget. Erkebiskoppen, der efter gammel Sædvane fulgte med saavel som de øvrige Biskopper, uagtet den nys oprippede Strid endnu ikke var bilagt, rejste formodentlig, ligesom hans Forgængere ved lignende Lejligheder, over Land til Oslo og videre til Tunsberg, hvor sandsynligviis den største Deel af Flaaden samledes^[3]. Hvor stor Hæren og Flaaden var, angives ikke, men af Beretningen om de paafølgende Krigsbegivenheder seer man, at den maa have været betydelig. Af verdslige Herrer, der vare med, nævnes udtrykkeligt Audun Hugleikssøn, Bjarne Erlingssøn, Guthorm Gydassøn, og Ravn Oddssøn; desforuden nævnes i Almindelighed „flere Herremænd“; formodentlig have de fleste Baroner og Sysselmænd deeltaget i Toget. Under Opholdet i Tunsberg løste Erkebiskoppen Ravn Oddssøn fra det Bann, hvori han nys var sat, imod at han forud aflagde Eed, sandsynligviis paa at underkaste sig hans Dom^[4]. Derimod blev ikke Jon Brynjulfssøn løst fra Bannsættelsen, og maaskee var han af den Grund ej engang med paa Toget. Hvad der kan have bevæget Erkebiskoppen til at vise saadan Mildhed mod Ravn, er vanskeligt at sige; maaskee det er skeet efter Kongens udtrykkelige Anmodning, fordi man ellers rimeligviis ved religiøse Betænkeligheder kunde hindres fra at nyde godt af de Indsigter i Lægekunsten, der vare saa godt som arvelige i Ravns Æt, og som han under Krigstoget ogsaa kom til at anvende^[5]. Fra Tunsberg drog man syd til Ekerøerne, hvor Flaaden atter blev liggende i nogle Dage, idet man rimeligviis ventede de Ledingsfolk og Skibe, der vare udskrevne fra Ranafylke, saavel som de Fredløse, af hvilke idet mindste Marsk Stig udtrykkeligt nævnes. Først her indhentede Biskop Arne Kongen. Han havde i Bergen faaet sig en Tyvesesse, hvormed han sejlede sydefter langs Landet, og kom til Ekerøerne lidt før St. Hans. Han fornyede nu sin Bøn til Kongen om Hjemlov, men fik atter Afslag, og gik da ombord paa Kongens eget Skib, for at følge ham til Danmark. Under Opholdet ved Ekerøerne klagede en af de islandske Prester, fra hvilke Kirker vare tagne ved Hr. Ravns Foranstaltning, over denne i Erkebiskoppens egen Nærværelse, at han i Spidsen for en Flok Mænd havde taget hans Kirke i Besiddelse Ravn svarede roligt: „jeg tog ikke Kirken, men tyktes meget vel om at den blev tagen, og kan overhoved sige, at ingen Kirke blev tagen paa Island uden min Vilje“. Erkebiskoppen skød de Omkringstaaende til Vidne paa, at han saaledes havde erklæret sig for Ophavsmand til det saakaldte Kirkeran, og lod endog hans Ord optegne; men Ravn høstede dog almindeligt Roos for den Aabenhjertighed, hvormed han vedgik, hvad han havde gjort. Faa Dage efter fortsattes Sejladsen. Den 6te Juli sejlede Kongen med hele Flaaden ind i Øresund ved Nattetid, hvorved han havde det Uheld, at et af Skibene, der styredes af en Mand ved Navn Kolbein Katterygg, kulsejlede og hele Besætningen, i alt henved 160 Mand, druknede; deres Liig, der dreve i Land paa den skaanske Kyst, bleve der halshuggede, et Tegn paa, hvor forbitret Kystbefolkningen maa have været paa Nordmændene. Morgenen efter (7de Juli) lod Kongen sætte Ild paa Helsingør, og sejlede derpaa op for Kjøbenhavn, hvor han lagde sig for Anker i Refshaledybet^[6]. Det var hans Hensigt at angribe Staden, men Indbyggerne viste en saa kjek Holdning, at der ikke for det første blev noget af Angrebet; derimod droge Afdelinger af den norske Flaade om Løverdagen den 9de til Hveen og Amager, hvor de afbrændte Husene, og strax efter blev Høvdingen Thord Krytter sendt med en betydelig Styrke til Skanør, for at angribe denne Stad, men de vare uheldige, og Thord selv faldt med henved 70 Mand. Nu blev Kongen selv i noget over fire Uger liggende stille ved Amager med endeel af Skibene, uden at foretage sig noget, medens Stig Marsk, sandsynligviis med de øvrige Fredløse, der vare med paa Toget, gik til Samsø, hvor Marsken indtog og nedbrød Borgen, og siden til Beltet, maaskee i det Haab, at de her vilde faa aabenbar eller hemmelig Bistand af Hertug Valdemar, mellem hvem og det kongelige Parti der fremdeles herskede stor gjensidig Mistillid, og som for ikke ret lang Tid siden endog havde haft en formelig Fegtning at bestaa med de Kongelige paa et Møde, han havde med Enkedronningen og Kongen i Skjelfiskør. Anledningen og de nærmere Omstændigheder angives noget forskjelligt: efter en Beretning skal Hertug Valdemar have troet at spore svigagtige Anslag mod hans Sikkerhed, og derfor have grebet til Vaaben; efter en anden skal der være opkommen Strid mellem Hertugens og Dronningens Mænd; saa meget er vist, at Blod blev udgydt, at flere faldt, at Staden tildeels lagdes i Aske, og at Hertugen tog Drottseten, Hr. Peter Hosøld, til Fange, og lod ham hensætte i strengt Fængsel paa Nordborg Slot. Den rette Sammenhæng hermed bliver vel aldrig opklaret, dog synes man i alle Fald denne Gang at maatte fritage Hertugen for at have haft Ondt i Sinde; man finder ikke mindste Spor til, at han senere i mindste Maade stod de Fredløse eller Nordmændene bi^[7]. Stig og hans Følge hjemsøgte først Tornborg, som de lagde i Aske tilligemed Kirken, derpaa Skjelfiskør, hvor de opbrændte de Huse, der stode tilbage siden sidste Brand; derfra gik de til Falster, hvor de indtoge Nykjøbing, og satte Ild paa den. Imidlertid havde endeel Nordmænd under Audun Hugleikssøn gjort et uheldigt Angreb paa Laaland, hvor mange Nordmænd skulle være dræbte af Indbyggerne. Stig Marsk og Audun droge nu i Forening tilbage til Kong Erik, der fremdeles laa ved Amager; de ankom her den 28de Juli^[8]. Erkebiskoppen tilligemed de øvrige Biskopper fik nu Orlov til at drage hjem med sine Skibe. Biskop Arne, som maaskee vilde benytte Lejligheden til at slippe hjem, eller i det mindste sige Erkebiskoppen Farvel, roede selv anden i en liden Baad ud til hans Skib. Men Kongen havde imidlertid sendt Hr. Guthorm Gydassøn med nogle andre til Erkebiskoppen, for udtrykkeligt at bede denne om, at Arne maatte forblive hos ham, saa længe Toget varede, og Erkebiskoppen havde samtykt i Begjæringen. Paa Tilbagevejen fra Erkebiskoppen mødte Guthorm Biskop Arne, og troede sandsynlig viis, at han vilde flygte, thi han roede med sin store Skude saa haardt ind paa Biskoppens lille Baad, at den nær havde kantret, og lod Biskoppen saavel som hans Følgesvend uden videre gribe og hale over til sig. Han meldte ham nu Erkebiskoppens Svar, at han skulde blive hos Kongen om Sommeren, hvorover Arne ærgrede sig meget; men der var intet derved at gjøre; han maatte finde sig i hvad der skede. Den unge danske Konge, der i denne Tid opholdt sig i Vordingborg^[9], aabnede nu Underhandlinger, og tilskrev saavel Kong Erik, som Hertugen, klagende over, at de ikke alene understøttede Grev Jakob og de øvrige Kongemordere, men dertil herjede paa hans Rige. Han ledsagede dette Brev med et andet til Biskop Arne, hvori han bad denne anvende sine Overtalelser paa Kong Erik, at han vilde opgive Greven og lade Herjingen fare. Kong Erik sendte i den Anledning saavel Biskop Arne som Hr. Bjarne Erlingssøn og flere andre fornemme Mænd i Land til Kjøbenhavn for at underhandle, maaskee med Danekongen selv, der i det Øjemed kan have begivet sig derhen fra Vordingborg, eller med hans Moder; men man kunde ikke komme til nogen Enighed, og skiltes ad med uforrettet Sag. Derpaa lettede Kongen Anker den 6te August^[10], sejlede med hele Flaaden syd om Møen til Grønsund, og gjorde her Landgang til begge Sider, baade paa Falster, hvor Stubbekjøbing blev afbrændt og Landet herjet^[11], og paa Møen, hvor Stegeborg, eller, som den da kaldtes, Nyhuus^[12], blev angrebet, skjønt det ikke tilhørte den danske Konge, men Fyrst Vitslav af Rügen, der havde Møen m. m. inde som Pant for den Medgift, han skulde have med sin Hustru Agnes af Braunschweig, en Datters Sønnedatter af Kong Valdemar den 1ste^[13]. Vitslav fik nogle Aar senere Lejlighed til at hevne sig for den lidte Skade^[14]. Nordmændene stormede Borgen en heel Dag og en Nat, men forgjeves, og med stort Tab baade af Faldne og Saarede. Blandt de sidste var Hr. Ravn Oddssøn. Der fortælles om ham, at han ellers hver Dag, han gik i Land, plejede at tage Velsignelse af Biskop Arne, der altsaa nu maa have staaet paa en nogenlunde venskabelig Fod med ham; men just den Dag, da man drog op til Borgen, glemte han det, og erindrede det ikke, førend han var kommen et Stykke paa Vejen. Da han talte derom til de nærmeste, sagde nogle af disse, der vare fra Throndhjem, at han jo endnu kunde vende om og tage Velsignelsen med; men han svarede, at det nu fik gaa som det vilde, det var for seent at vende om. Længer ud paa Dagen, medens Skudkampen stod paa, kom et Bud fra Kongen til Ravn, raabende, at han strax maatte komme for at forbinde nogle Saarede. De fiendtlige Krigere, der stode paa Volden, hørte Budet tydeligt raabe „Hr. Ravn“, og saa i det samme en Mand rejse sig, hvis Dragt og Rustning svarede til Herretitlen; de sigtede derfor alle paa ham, og sendte en heel Regn af Pile ned over ham, af hvilke trende traf, en i Armen, en i Ryggen og en i Lillefingeren. Det sidste Saar, skjønt det ubetydeligste, viste sig siden at være farligst. Mariemessedag den 15de August, lettede Kongen Anker fra Grønsund, og sejlede med hele Flaaden over til Fyn, hvor de kom endnu samme Aften. Morgenen efter holdt Kongen Raad med sin Broder Hertugen, Biskop Arne, og sine sædvanlige Raadgivere, om hvad man videre skulde tage sig fore. Han selv vilde helst endnu forsøge en Dyst mod Danekongen, men de fleste vare af anden Mening, og Enden blev, at man den Dag sejlede op under Samsø. Herfra tænkte maaske Marsken og Flere at drage til Jylland og forsøge sin Lykke der, men om de end nærede en saadan Plan, forbød den sig selv, da allerede Morgenen efter en heel Deel af Hæren, sandsynligviis Ledingstropperne, uden Orlov sejlede hjem til Norge. Kongen maatte saaledes finde sig i at opløse den øvrige Deel af Flaaden og vende tilbage til Tunsberg, hvor han ankom endnu før Bartholomæusmesse (24de August)^[15].

Saaledes endte Kong Eriks første Krigstog til Danmark. Selv høstede han ikke videre Fordeel deraf, og tilføjede heller ikke Danekongen saa megen Skade, som hans uskyldige Undersaatter, hvis Huse brændtes og hvis Ejendom plyndredes. Men det var nu engang den Tids Maade at føre Krig paa. Der gaves dog i det mindste enkelte, som forargede sig derover, nemlig Biskop Arne, der var saa ilde tilfreds med, at Kong Erik forsynede Flaaden ved at tage Strandhugg, som det heed, d. e. røve og nedslagte Kvæg hvor de kunde komme til, at han foresatte sig, og strengt overholdt, ikke at nyde nogen Mad, ikke engang Brød og Smør, som ej hørte til det Forraad, man havde medbragt hjemme fra Norge. Derved leed han selv saa meget, at han fik Skjørbug og mistede flere Tænder, men det ensede han ej. Han blev ikke bedre, førend han kom tilbage til Norge.

Under Krigstoget, og sandsynligviis især under det lange Ophold ved Kjøbenhavn, plejede Kongen, som det lader, livlige Underhandlinger med de nordtydske Stæder, i Særdeleshed de tre frisiske, der ikke vare komne til Forlig med Kongen. Et saadant kom nu i Stand med Staden Kampen, uvist paa hvad Vilkaar, men derimod endnu ikke med Stavern. Den 31te Juli udstedte nemlig Kongen og Hertugen i Fællesskab et Brev, dateret fra Kjøbenhavns Reed, hvori de gjorde vitterligt for alle Norges Indbyggere, at da de nu havde indgaaet Forlig med Kampens Borgere, som de samvittighedsfuldt vilde overholde, og ikke paa sin Side være de første til at bryde, forbøde de herved hver og een at hindre dem eller gjøre dem nogen Myren, hvor de viste sig i Norge med sin Kjøbmandsbedrift, saa længe de selv overholdt Forliget, hvorhos de ogsaa skulde nyde Fred, hvor som helst de maatte møde norske Krigsskibe under den herskende Fejde. Derimod tillagdes det udtrykkeligt, at Borgerne af Stavern ikke skulde nyde godt af denne Fred, hvis man traf dem, og kjendte dem som saadanne. Da Grøningen her ikke berøres, skjønt denne By ellers plejer at nævnes sammen med Kampen og Stavern, skulde man næsten formode, at der ogsaa med den er indgaaet Forlig, og et eget Brev udstedt derom^[16]. Med Lübeckerne var nu Forstaaelsen, som det synes, særdeles god, især da man vel under Krigstoget trængte til at kjøbe Levnetsmidler af dem. Den 14de August, Dagen førend den norske Flaade forlod Grønsund, tilskrev Kongen og Hertugen i Forening herfra Lübecks Foged, Raadmænd og Commune et meget venligt Brev, hvori de bade dem melde Stadens Borgere, at de trygt kunde komme til Hæren med sine Varer og Levnetsmidler; det var deres oprigtige Vilje at skaffe saavel Lübeckerne som Andre, der gjorde dem Tjenester, god Fred; og om nogen af dem leed Skade i Hæren, skulde de holde dem skadesløse^[17]. Da Hæren saa snart efter sejlede tilbage til Norge, blev der vel ikke synderlig Anledning for Lübeckerne til at forsyne den med Levnetsmidler; men ellers vilde de vist ikke have undladt at benytte sig af den gode Lejlighed til at fortjene Penge. At de under Fejden holdt sig inde med Nordmændene, maa man slutte deraf, at de strax efter denne Tid befandt sig i et spendt Forhold med Danekongen.

1. Arne B. Saga Cap. 70.
2. Sammesteds.
3. I Tunsberg plejede ogsaa Haakon Haakonssøn og Magnus Haakonssøn først at samle Hovedmassen af sin Flaade, naar de skulde gjøre Tog til Elven eller til Danmark. Nu maatte Tunsberg saa meget mere blive Hovedstation, som det hørte til Kongens Besiddelser i Viken, og indeholdt et af hans sterkeste Slotte, hvor der tillige var Fehirdsle. Vi ville ogsaa see, at Kongen efter Toget vendte tilbage til Tunsberg, og der; som man maa formode, lagde fine Skibe op for Vintren, siden han rejste over Land til Nidaros, og derfra til Bergen. At Erkebiskoppen indfandt sig hos Kongen i Tunsberg, sees af hvad der her strax efter fortælles, nemlig at han i denne By løste Ravn af Bannet.
4. Arne B. Saga Cap. 73.
5. Ved Stegeborgs Belejring blev Ravn, som det udtrykkeligt siges, opfordret til at forbinde de Saarede. Ravn var, som vi vide, Dattersøn af den ypperlige Læge Ravn Sveinbjørnssøn, og om denne fortælles der udtrykkeligt, at han nedstammede fra en af dem, som Kong Magnus den gode i Slaget paa Lyrskogsheden havde valgt til at forbinde de Saarede, og hvis Ætlinger siden gjennem de følgende Led vare dygtige Læger.
6. Dagen angives i Arne B. Saga som Octaven efter Petersmesse, i de esromske Annaler, der ellers nøje stemme med Sagaen, undtagen at Aaret urigtigt synes at være 1287, som Onsdag efter Octaven efter Petersmesse; det er aabenbart, at Udtrykket her enten er unøjagtigt, eller at en Fejl er indløben, thi Octaven efter Petersmesse var selv en Onsdag. Maaskee man skal læse „in quarta feria, octava apostolorum Petri et Pauli“.
7. Om disse Optøjer i Skjelfiskør, og Forvirringen ved Aarsangivelsen, se Suhm, XI. S. 15. 59. At Aaret er 1289, sees bedst deraf, at Peter Drottsete nævnes som Vidne ved de kongelige Breve indtil Udgangen af April dette Aar.
8. De esromske Annaler. Der staar vel ikke udtrykkeligt, at Audun var Befalingsmand over de Nordmænd, der hjemsøgte Laaland, men det maa ligefrem sluttes deraf, at han, som det heder, i Forening med Stig drog derfra til Kongen.
9. Man har to Breve af Kong Erik Menved, daterede fra Vordingborg i dette Aar, det ene er dateret den 29de Juli, det andet den 28de September (Suhm, X. 62). Af det første seer man altsaa, at han endnu var i Vordingborg St. Olafsdag. Da det nu i Arne B. Saga udtrykkeligt heder, at Danekongen „efter Olafsdag“ tilskrev Norges Konge og Hertug, og at der strax efter blev underhandlet forgjeves i Kjøbenhavn, førend Flaaden afsejlede, hvilket skede den 6te August, saa at der altsaa kun kan være Tale om et Tidsrum af nogle faa Dage mellem Olafsdagen og Brevets Modtagelse, maa Danekongen enten have sendt Brevet fra Vordingborg, eller selv personligt begivet sig til Kjøbenhavn for at underhandle.
10. I Arne B. Saga staar kun „nær Laurentiusmesse“, altsaa i de nærmeste Dage før den 10de August. De esromske Annaler have derimod Løverdag efter 1ste August, hvilken i 1289 er den sjette. Der staar nemlig: Sabbato proximo, efter at strax forud feria quinta ante diem b. Petri ad vincula (Thorsdag for 1ste August eller 28de Juli) er nævnt; proximo maa her aabenbart henføres til Petri ad vincula, ikke til Thorsdagen forud, ellers kom Kongen til at afsejle den 30te Juli, og der vilde saaledes ej blive nogen Tid til Underhandlingerne „efter Olafsmessen“.
11. Stubbekjøbings Afbrændelse nævnes kun i de esromske Annaler.
12. Arne B. Saga nævner kun Nyjahús, de esromske Annaler derimod Castrum domini Wiszlavi.
13. At Vitslav havde Møen, Kjøge m. m. i Medgift, sees af de hos HuitfeldtS 348 og 379 meddeelte Breve.
14. Nemlig da han i 1294 brændte Hisingen, se nedenfor.
15. Se Arne B. Saga, Cap. 74.
16. Utrykt Brev i Kampens Arkiv, afskr. af Chr. Lange. Brevet er beseglet af Kongens Cantsler Baard Serkssøn, og Hertugens, Erlend, men derimod skrevet af Gabriel Klerk, der af flere andre Breve sees at have været Hertugens Skriver.
17. Lübecks Urkundenb. No. 527. Disse tvende her nævnte Breve ere, ved Siden af Biskop Arnes Saga, uafviselige Beviisgrunde for at Kong Eriks Tog skede i 1289, ej i 1290.