Det norske Folks Historie/6/76

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Alle disſe Ubehageligheder, paa Kirkeſtriden nær, maa dog have været nogenledes bilagte eller endte, da Vaaren kom, thi da gjorde Kong Erik endelig Alvor af at udbyde Leding, for, naar Sommeren kom, at foretage et Krigstog. Der maa dog Kaabe været iagttaget en ſtor Hemmelighedsfuldhed med Henſyn til Togets Beſtemmelſe, ſiden det udtrykkeligt berettes, at nogle talte om, at det ſkulde gjelde Skotland, andre derimod, at Kongen agtede at drage til Danmark[1]. Man ſeer dog tydeligt nok af de Forhandlinger, der i dette Aar fandt Sted mellem England og Skotland om den unge Dronning Margretes Hylding og Giftermaal, og ſom vi nedenfor komme til at omtale udførligt, at Kongen, om han end tidligere kunde have tænkt paa ved Vaabenmagt at tvinge de ſkotſke Rigsforſtandere til at modtage hans Datter, nu ikke længer nærede nogen ſaadan Plan, men overlod til Kong Edward i England at handle paa ſine Vegne. Han har ſaaledes viſtnok, da han udſkrev Ledingen, allerede haft det beſtemte Forſæt, at bekrige Danmark, og herom have vel ogſaa i det mindſte de fornemſte Høvdinger været underrettede, medens det derimod nok kan være muligt, at man lod Menigmand i det længſte være uvidende om, hvorhen Toget ſkulde gaa. Af hvad der fortælles om Biſkop Arne, der tilbragte Vintren i Nidaros, ſkulde det næſten ſynes, ſom om endog han og følgelig de fleſte Andre paa den Kant, endnu i Begyndelſen af Mai Maaned, da han forlod Throndhjem for at gaa til Bergen, ikke vidſte ret Beſked om, hvor Kongen agtede ſig hen; dog kan man vanſkeligt tro, at i alle Fald han ikke ſkulde være bedre underrettet, da man ſeer, at Erkebiſkoppen, med hvem han maa have omgaaets paa den fortroligſte Fod, deeltog i Toget, og ſaaledes allerede paa den Tid, da Arne forlod Throndhjem, maa have faaet Tilſigelſe eller Anmodning om, at følge med. Biſkop Arnes Henſigt med Rejſen til Bergen var at bede Kongen om Tilladelſe til at vende tilbage til Island. Hvad der berettes om Kongens Forhold ved denne Lejlighed giver os en tydelig Foreſtilling om hans Charakteerſvaghed og den Lethed, hvormed hans Omgivelſer kunde faa ham til at ſkifte Vilje. Da Arne kom til Bergen — det var juſt Chriſti Himmelfartsdag, 19de Mai, — laa Kongen allerede ſejlfærdig med Flaaden ude i Florevaag, og Biſkop Arne maatte ſaaledes lade ſig ro ud til ham der. Formodentlig var han heldig nok til at faa Kongen i Tale, uden at Andre vare tilſtede, thi Kongen gav ham ſtrax Hjemlov med ſtørſte Venlighed, da han bad derom, og Arne vendte nok ſaa fornøjet tilbage til Munkeliv, hvor han havde ſin Bolig. Men aldrig ſaaſnart fik Ravn Oddsſøn dette at vide, førend han foreſtillede Audun Hugleiksſøn, at det dog ikke gik an at give Arne Hjemlov, førend hans Sag var bragt til Ende; Audun Hugleiksſøn talte til Kongen derom, og denne lod ſig nu lige ſaa let bevæge til at tage ſit Ord tilbage. Hr. Ravn bragte ſelv Biſkoppen det ubehagelige Budſkab, og meldte ham, at han ſnareſt muligt ſkulle drage til Viken efter Kongen. Biſkop Arne maatte finde ſig heri, ſendte to paalidelige Preſter med Brev til ſin Vicarius, Abbed Runulf, hvori han underrettede ham om, hvad han paa hans Vegne ſkulde gjøre, og tiltraadte derpaa Rejſen til Viken[2].

Imidlertid havde formodentlig ogſaa Hertug Haakon udbudt Leding og foretaget Udruſtninger i ſit Leen, thi han deeltog i Toget. Erkebiſkoppen, der efter gammel Sædvane fulgte med ſaavel ſom de øvrige Biſkopper, uagtet den nys oprippede Strid endnu ikke var bilagt, rejſte formodentlig, ligeſom hans Forgængere ved lignende Lejligheder, over Land til Oslo og videre til Tunsberg, hvor ſandſynligviis den ſtørſte Deel af Flaaden ſamledes[3]. Hvor ſtor Hæren og Flaaden var, angives ikke, men af Beretningen om de paafølgende Krigsbegivenheder ſeer man, at den maa have været betydelig. Af verdslige Herrer, der vare med, nævnes udtrykkeligt Audun Hugleiksſøn, Bjarne Erlingsſøn, Guthorm Gydasſøn, og Ravn Oddsſøn; desforuden nævnes i Almindelighed „flere Herremænd“; formodentlig have de fleſte Baroner og Sysſelmænd deeltaget i Toget. Under Opholdet i Tunsberg løſte Erkebiſkoppen Ravn Oddsſøn fra det Bann, hvori han nys var ſat, imod at han forud aflagde Eed, ſandſynligviis paa at underkaſte ſig hans Dom[4]. Derimod blev ikke Jon Brynjulfsſøn løſt fra Bannſættelſen, og maaſkee var han af den Grund ej engang med paa Toget. Hvad der kan have bevæget Erkebiſkoppen til at viſe ſaadan Mildhed mod Ravn, er vanſkeligt at ſige; maaſkee det er ſkeet efter Kongens udtrykkelige Anmodning, fordi man ellers rimeligviis ved religiøſe Betænkeligheder kunde hindres fra at nyde godt af de Indſigter i Lægekunſten, der vare ſaa godt ſom arvelige i Ravns Æt, og ſom han under Krigstoget ogſaa kom til at anvende[5]. Fra Tunsberg drog man ſyd til Ekerøerne, hvor Flaaden atter blev liggende i nogle Dage, idet man rimeligviis ventede de Ledingsfolk og Skibe, der vare udſkrevne fra Ranafylke, ſaavel ſom de Fredløſe, af hvilke idet mindſte Marſk Stig udtrykkeligt nævnes. Førſt her indhentede Biſkop Arne Kongen. Han havde i Bergen faaet ſig en Tyveſesſe, hvormed han ſejlede ſydefter langs Landet, og kom til Ekerøerne lidt før St. Hans. Han fornyede nu ſin Bøn til Kongen om Hjemlov, men fik atter Afſlag, og gik da ombord paa Kongens eget Skib, for at følge ham til Danmark. Under Opholdet ved Ekerøerne klagede en af de islandſke Preſter, fra hvilke Kirker vare tagne ved Hr. Ravns Foranſtaltning, over denne i Erkebiſkoppens egen Nærværelſe, at han i Spidſen for en Flok Mænd havde taget hans Kirke i Beſiddelſe Ravn ſvarede roligt: „jeg tog ikke Kirken, men tyktes meget vel om at den blev tagen, og kan overhoved ſige, at ingen Kirke blev tagen paa Island uden min Vilje“. Erkebiſkoppen ſkød de Omkringſtaaende til Vidne paa, at han ſaaledes havde erklæret ſig for Ophavsmand til det ſaakaldte Kirkeran, og lod endog hans Ord optegne; men Ravn høſtede dog almindeligt Roos for den Aabenhjertighed, hvormed han vedgik, hvad han havde gjort. Faa Dage efter fortſattes Sejladſen. Den 6te Juli ſejlede Kongen med hele Flaaden ind i Øreſund ved Nattetid, hvorved han havde det Uheld, at et af Skibene, der ſtyredes af en Mand ved Navn Kolbein Katterygg, kulſejlede og hele Beſætningen, i alt henved 160 Mand, druknede; deres Liig, der dreve i Land paa den ſkaanſke Kyſt, bleve der halshuggede, et Tegn paa, hvor forbitret Kyſtbefolkningen maa have været paa Nordmændene. Morgenen efter (7de Juli) lod Kongen ſætte Ild paa Helſingør, og ſejlede derpaa op for Kjøbenhavn, hvor han lagde ſig for Anker i Refshaledybet[6]. Det var hans Henſigt at angribe Staden, men Indbyggerne viſte en ſaa kjek Holdning, at der ikke for det førſte blev noget af Angrebet; derimod droge Afdelinger af den norſke Flaade om Løverdagen den 9de til Hveen og Amager, hvor de afbrændte Huſene, og ſtrax efter blev Høvdingen Thord Krytter ſendt med en betydelig Styrke til Skanør, for at angribe denne Stad, men de vare uheldige, og Thord ſelv faldt med henved 70 Mand. Nu blev Kongen ſelv i noget over fire Uger liggende ſtille ved Amager med endeel af Skibene, uden at foretage ſig noget, medens Stig Marſk, ſandſynligviis med de øvrige Fredløſe, der vare med paa Toget, gik til Samsø, hvor Marſken indtog og nedbrød Borgen, og ſiden til Beltet, maaſkee i det Haab, at de her vilde faa aabenbar eller hemmelig Biſtand af Hertug Valdemar, mellem hvem og det kongelige Parti der fremdeles herſkede ſtor gjenſidig Mistillid, og ſom for ikke ret lang Tid ſiden endog havde haft en formelig Fegtning at beſtaa med de Kongelige paa et Møde, han havde med Enkedronningen og Kongen i Skjelfiſkør. Anledningen og de nærmere Omſtændigheder angives noget forſkjelligt: efter en Beretning ſkal Hertug Valdemar have troet at ſpore ſvigagtige Anſlag mod hans Sikkerhed, og derfor have grebet til Vaaben; efter en anden ſkal der være opkommen Strid mellem Hertugens og Dronningens Mænd; ſaa meget er viſt, at Blod blev udgydt, at flere faldt, at Staden tildeels lagdes i Aſke, og at Hertugen tog Drottſeten, Hr. Peter Hoſøld, til Fange, og lod ham henſætte i ſtrengt Fængſel paa Nordborg Slot. Den rette Sammenhæng hermed bliver vel aldrig opklaret, dog ſynes man i alle Fald denne Gang at maatte fritage Hertugen for at have haft Ondt i Sinde; man finder ikke mindſte Spor til, at han ſenere i mindſte Maade ſtod de Fredløſe eller Nordmændene bi[7]. Stig og hans Følge hjemſøgte førſt Tornborg, ſom de lagde i Aſke tilligemed Kirken, derpaa Skjelfiſkør, hvor de opbrændte de Huſe, der ſtode tilbage ſiden ſidſte Brand; derfra gik de til Falſter, hvor de indtoge Nykjøbing, og ſatte Ild paa den. Imidlertid havde endeel Nordmænd under Audun Hugleiksſøn gjort et uheldigt Angreb paa Laaland, hvor mange Nordmænd ſkulle være dræbte af Indbyggerne. Stig Marſk og Audun droge nu i Forening tilbage til Kong Erik, der fremdeles laa ved Amager; de ankom her den 28de Juli[8]. Erkebiſkoppen tilligemed de øvrige Biſkopper fik nu Orlov til at drage hjem med ſine Skibe. Biſkop Arne, ſom maaſkee vilde benytte Lejligheden til at ſlippe hjem, eller i det mindſte ſige Erkebiſkoppen Farvel, roede ſelv anden i en liden Baad ud til hans Skib. Men Kongen havde imidlertid ſendt Hr. Guthorm Gydasſøn med nogle andre til Erkebiſkoppen, for udtrykkeligt at bede denne om, at Arne maatte forblive hos ham, ſaa længe Toget varede, og Erkebiſkoppen havde ſamtykt i Begjæringen. Paa Tilbagevejen fra Erkebiſkoppen mødte Guthorm Biſkop Arne, og troede ſandſynlig viis, at han vilde flygte, thi han roede med ſin ſtore Skude ſaa haardt ind paa Biſkoppens lille Baad, at den nær havde kantret, og lod Biſkoppen ſaavel ſom hans Følgeſvend uden videre gribe og hale over til ſig. Han meldte ham nu Erkebiſkoppens Svar, at han ſkulde blive hos Kongen om Sommeren, hvorover Arne ærgrede ſig meget; men der var intet derved at gjøre; han maatte finde ſig i hvad der ſkede. Den unge danſke Konge, der i denne Tid opholdt ſig i Vordingborg[9], aabnede nu Underhandlinger, og tilſkrev ſaavel Kong Erik, ſom Hertugen, klagende over, at de ikke alene underſtøttede Grev Jakob og de øvrige Kongemordere, men dertil herjede paa hans Rige. Han ledſagede dette Brev med et andet til Biſkop Arne, hvori han bad denne anvende ſine Overtalelſer paa Kong Erik, at han vilde opgive Greven og lade Herjingen fare. Kong Erik ſendte i den Anledning ſaavel Biſkop Arne ſom Hr. Bjarne Erlingsſøn og flere andre fornemme Mænd i Land til Kjøbenhavn for at underhandle, maaſkee med Danekongen ſelv, der i det Øjemed kan have begivet ſig derhen fra Vordingborg, eller med hans Moder; men man kunde ikke komme til nogen Enighed, og ſkiltes ad med uforrettet Sag. Derpaa lettede Kongen Anker den 6te Auguſt[10], ſejlede med hele Flaaden ſyd om Møen til Grønſund, og gjorde her Landgang til begge Sider, baade paa Falſter, hvor Stubbekjøbing blev afbrændt og Landet herjet[11], og paa Møen, hvor Stegeborg, eller, ſom den da kaldtes, Nyhuus[12], blev angrebet, ſkjønt det ikke tilhørte den danſke Konge, men Fyrſt Vitſlav af Rügen, der havde Møen m. m. inde ſom Pant for den Medgift, han ſkulde have med ſin Huſtru Agnes af Braunſchweig, en Datters Sønnedatter af Kong Valdemar den 1ſte[13]. Vitſlav fik nogle Aar ſenere Lejlighed til at hevne ſig for den lidte Skade[14]. Nordmændene ſtormede Borgen en heel Dag og en Nat, men forgjeves, og med ſtort Tab baade af Faldne og Saarede. Blandt de ſidſte var Hr. Ravn Oddsſøn. Der fortælles om ham, at han ellers hver Dag, han gik i Land, plejede at tage Velſignelſe af Biſkop Arne, der altſaa nu maa have ſtaaet paa en nogenlunde venſkabelig Fod med ham; men juſt den Dag, da man drog op til Borgen, glemte han det, og erindrede det ikke, førend han var kommen et Stykke paa Vejen. Da han talte derom til de nærmeſte, ſagde nogle af disſe, der vare fra Throndhjem, at han jo endnu kunde vende om og tage Velſignelſen med; men han ſvarede, at det nu fik gaa ſom det vilde, det var for ſeent at vende om. Længer ud paa Dagen, medens Skudkampen ſtod paa, kom et Bud fra Kongen til Ravn, raabende, at han ſtrax maatte komme for at forbinde nogle Saarede. De fiendtlige Krigere, der ſtode paa Volden, hørte Budet tydeligt raabe „Hr. Ravn“, og ſaa i det ſamme en Mand rejſe ſig, hvis Dragt og Ruſtning ſvarede til Herretitlen; de ſigtede derfor alle paa ham, og ſendte en heel Regn af Pile ned over ham, af hvilke trende traf, en i Armen, en i Ryggen og en i Lillefingeren. Det ſidſte Saar, ſkjønt det ubetydeligſte, viſte ſig ſiden at være farligſt. Mariemesſedag den 15de Auguſt, lettede Kongen Anker fra Grønſund, og ſejlede med hele Flaaden over til Fyn, hvor de kom endnu ſamme Aften. Morgenen efter holdt Kongen Raad med ſin Broder Hertugen, Biſkop Arne, og ſine ſædvanlige Raadgivere, om hvad man videre ſkulde tage ſig fore. Han ſelv vilde helſt endnu forſøge en Dyſt mod Danekongen, men de fleſte vare af anden Mening, og Enden blev, at man den Dag ſejlede op under Samsø. Herfra tænkte maaſke Marſken og Flere at drage til Jylland og forſøge ſin Lykke der, men om de end nærede en ſaadan Plan, forbød den ſig ſelv, da allerede Morgenen efter en heel Deel af Hæren, ſandſynligviis Ledingstropperne, uden Orlov ſejlede hjem til Norge. Kongen maatte ſaaledes finde ſig i at opløſe den øvrige Deel af Flaaden og vende tilbage til Tunsberg, hvor han ankom endnu før Bartholomæusmesſe (24de Auguſt)[15].

Saaledes endte Kong Eriks førſte Krigstog til Danmark. Selv høſtede han ikke videre Fordeel deraf, og tilføjede heller ikke Danekongen ſaa megen Skade, ſom hans uſkyldige Underſaatter, hvis Huſe brændtes og hvis Ejendom plyndredes. Men det var nu engang den Tids Maade at føre Krig paa. Der gaves dog i det mindſte enkelte, ſom forargede ſig derover, nemlig Biſkop Arne, der var ſaa ilde tilfreds med, at Kong Erik forſynede Flaaden ved at tage Strandhugg, ſom det heed, d. e. røve og nedſlagte Kvæg hvor de kunde komme til, at han foreſatte ſig, og ſtrengt overholdt, ikke at nyde nogen Mad, ikke engang Brød og Smør, ſom ej hørte til det Forraad, man havde medbragt hjemme fra Norge. Derved leed han ſelv ſaa meget, at han fik Skjørbug og miſtede flere Tænder, men det enſede han ej. Han blev ikke bedre, førend han kom tilbage til Norge.

Under Krigstoget, og ſandſynligviis iſær under det lange Ophold ved Kjøbenhavn, plejede Kongen, ſom det lader, livlige Underhandlinger med de nordtydſke Stæder, i Særdeleshed de tre friſiſke, der ikke vare komne til Forlig med Kongen. Et ſaadant kom nu i Stand med Staden Kampen, uviſt paa hvad Vilkaar, men derimod endnu ikke med Stavern. Den 31te Juli udſtedte nemlig Kongen og Hertugen i Fællesſkab et Brev, dateret fra Kjøbenhavns Reed, hvori de gjorde vitterligt for alle Norges Indbyggere, at da de nu havde indgaaet Forlig med Kampens Borgere, ſom de ſamvittighedsfuldt vilde overholde, og ikke paa ſin Side være de førſte til at bryde, forbøde de herved hver og een at hindre dem eller gjøre dem nogen Myren, hvor de viſte ſig i Norge med ſin Kjøbmandsbedrift, ſaa længe de ſelv overholdt Forliget, hvorhos de ogſaa ſkulde nyde Fred, hvor ſom helſt de maatte møde norſke Krigsſkibe under den herſkende Fejde. Derimod tillagdes det udtrykkeligt, at Borgerne af Stavern ikke ſkulde nyde godt af denne Fred, hvis man traf dem, og kjendte dem ſom ſaadanne. Da Grøningen her ikke berøres, ſkjønt denne By ellers plejer at nævnes ſammen med Kampen og Stavern, ſkulde man næſten formode, at der ogſaa med den er indgaaet Forlig, og et eget Brev udſtedt derom[16]. Med Lübeckerne var nu Forſtaaelſen, ſom det ſynes, ſærdeles god, iſær da man vel under Krigstoget trængte til at kjøbe Levnetsmidler af dem. Den 14de Auguſt, Dagen førend den norſke Flaade forlod Grønſund, tilſkrev Kongen og Hertugen i Forening herfra Lübecks Foged, Raadmænd og Commune et meget venligt Brev, hvori de bade dem melde Stadens Borgere, at de trygt kunde komme til Hæren med ſine Varer og Levnetsmidler; det var deres oprigtige Vilje at ſkaffe ſaavel Lübeckerne ſom Andre, der gjorde dem Tjeneſter, god Fred; og om nogen af dem leed Skade i Hæren, ſkulde de holde dem ſkadesløſe[17]. Da Hæren ſaa ſnart efter ſejlede tilbage til Norge, blev der vel ikke ſynderlig Anledning for Lübeckerne til at forſyne den med Levnetsmidler; men ellers vilde de viſt ikke have undladt at benytte ſig af den gode Lejlighed til at fortjene Penge. At de under Fejden holdt ſig inde med Nordmændene, maa man ſlutte deraf, at de ſtrax efter denne Tid befandt ſig i et ſpendt Forhold med Danekongen.

  1. Arne B. Saga Cap. 70.
  2. Sammeſteds.
  3. I Tunsberg plejede ogſaa Haakon Haakonsſøn og Magnus Haakonsſøn førſt at ſamle Hovedmasſen af ſin Flaade, naar de ſkulde gjøre Tog til Elven eller til Danmark. Nu maatte Tunsberg ſaa meget mere blive Hovedſtation, ſom det hørte til Kongens Beſiddelſer i Viken, og indeholdt et af hans ſterkeſte Slotte, hvor der tillige var Fehirdſle. Vi ville ogſaa ſee, at Kongen efter Toget vendte tilbage til Tunsberg, og der; ſom man maa formode, lagde fine Skibe op for Vintren, ſiden han rejſte over Land til Nidaros, og derfra til Bergen. At Erkebiſkoppen indfandt ſig hos Kongen i Tunsberg, ſees af hvad der her ſtrax efter fortælles, nemlig at han i denne By løſte Ravn af Bannet.
  4. Arne B. Saga Cap. 73.
  5. Ved Stegeborgs Belejring blev Ravn, ſom det udtrykkeligt ſiges, opfordret til at forbinde de Saarede. Ravn var, ſom vi vide, Datterſøn af den ypperlige Læge Ravn Sveinbjørnsſøn, og om denne fortælles der udtrykkeligt, at han nedſtammede fra en af dem, ſom Kong Magnus den gode i Slaget paa Lyrſkogsheden havde valgt til at forbinde de Saarede, og hvis Ætlinger ſiden gjennem de følgende Led vare dygtige Læger.
  6. Dagen angives i Arne B. Saga ſom Octaven efter Petersmesſe, i de esromſke Annaler, der ellers nøje ſtemme med Sagaen, undtagen at Aaret urigtigt ſynes at være 1287, ſom Onsdag efter Octaven efter Petersmesſe; det er aabenbart, at Udtrykket her enten er unøjagtigt, eller at en Fejl er indløben, thi Octaven efter Petersmesſe var ſelv en Onsdag. Maaſkee man ſkal læſe „in quarta feria, octava apostolorum Petri et Pauli“.
  7. Om disſe Optøjer i Skjelfiſkør, og Forvirringen ved Aarsangivelſen, ſe Suhm, XI. S. 15. 59. At Aaret er 1289, ſees bedſt deraf, at Peter Drottſete nævnes ſom Vidne ved de kongelige Breve indtil Udgangen af April dette Aar.
  8. De esromſke Annaler. Der ſtaar vel ikke udtrykkeligt, at Audun var Befalingsmand over de Nordmænd, der hjemſøgte Laaland, men det maa ligefrem ſluttes deraf, at han, ſom det heder, i Forening med Stig drog derfra til Kongen.
  9. Man har to Breve af Kong Erik Menved, daterede fra Vordingborg i dette Aar, det ene er dateret den 29de Juli, det andet den 28de September (Suhm, X. 62). Af det førſte ſeer man altſaa, at han endnu var i Vordingborg St. Olafsdag. Da det nu i Arne B. Saga udtrykkeligt heder, at Danekongen „efter Olafsdag“ tilſkrev Norges Konge og Hertug, og at der ſtrax efter blev underhandlet forgjeves i Kjøbenhavn, førend Flaaden afſejlede, hvilket ſkede den 6te Auguſt, ſaa at der altſaa kun kan være Tale om et Tidsrum af nogle faa Dage mellem Olafsdagen og Brevets Modtagelſe, maa Danekongen enten have ſendt Brevet fra Vordingborg, eller ſelv perſonligt begivet ſig til Kjøbenhavn for at underhandle.
  10. I Arne B. Saga ſtaar kun „nær Laurentiusmesſe“, altſaa i de nærmeſte Dage før den 10de Auguſt. De esromſke Annaler have derimod Løverdag efter 1ſte Auguſt, hvilken i 1289 er den ſjette. Der ſtaar nemlig: Sabbato proximo, efter at ſtrax forud feria quinta ante diem b. Petri ad vincula (Thorsdag for 1ſte Auguſt eller 28de Juli) er nævnt; proximo maa her aabenbart henføres til Petri ad vincula, ikke til Thorsdagen forud, ellers kom Kongen til at afſejle den 30te Juli, og der vilde ſaaledes ej blive nogen Tid til Underhandlingerne „efter Olafsmesſen“.
  11. Stubbekjøbings Afbrændelſe nævnes kun i de esromſke Annaler.
  12. Arne B. Saga nævner kun Nyjahús, de esromſke Annaler derimod Castrum domini Wiszlavi.
  13. At Vitſlav havde Møen, Kjøge m. m. i Medgift, ſees af de hos HuitfeldtS 348 og 379 meddeelte Breve.
  14. Nemlig da han i 1294 brændte Hiſingen, ſe nedenfor.
  15. Se Arne B. Saga, Cap. 74.
  16. Utrykt Brev i Kampens Arkiv, afſkr. af Chr. Lange. Brevet er beſeglet af Kongens Cantſler Baard Serksſøn, og Hertugens, Erlend, men derimod ſkrevet af Gabriel Klerk, der af flere andre Breve ſees at have været Hertugens Skriver.
  17. Lübecks Urkundenb. No. 527. Disſe tvende her nævnte Breve ere, ved Siden af Biſkop Arnes Saga, uafviſelige Beviisgrunde for at Kong Eriks Tog ſkede i 1289, ej i 1290.