Det norske Folks Historie/6/75

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Af den Omſtændighed, at Kong Erik ikke ſelv var tilſtede i Tunsberg, da Udbetalingen ſkede, men havde bemyndiget Hertug Haakon til at handle paa hans Vegne, ja endog at tilſtaa Stæderne betydelige Friheder, maa man ſlutte, at Kongen i hele denne Sommer neppe engang var paa Øſtlandet, men opholdt ſig i eller ved Bergen, hvor da andre vigtige Anliggender maa have beſkjeftiget ham. For en ſtor Deel har vel hans Opmerkſomhed været henvendt paa Forholdene i Skotland, ſiden der endog i det følgende Aar, da han udſkrev Leding, var Tale om at han maaſkee vilde drage med en Flaade til Skotland[1]. Vi have allerede ſeet af Alf Jarls Skrivelſe til Jakob Stewart, at den ſkotſke Formynder-Regjering ikke var ret venligt ſtemt mod Norge; ſiden blev Bjarne Erlingsſøn ſendt til Skotland og tilbragte hele Vintren 1286—87 der, ſom det heder, for at ſikre Jomfru Margretes Herredømme derover[2], da Skotland, det vil ſige den ſkotſke Mellemregjeering, virkelig, trods alle Kong Alexanders Betryggelſesmidler, ſkal have viiſt ſig uvillig til at antage hende ſom ſin Dronning; hvorved dog den Tanke ligger nær, at Kong Erik gjorde Paaſtand paa ſtørre Myndighed i Egenſkab af ſin Datters nærmeſte Værge, end man i Skotland vilde indrømme ham, og at dette havde et ſpendt Forhold mellem ham og Formynder-Regjeringen til Følge. Hertil kommer, at den reſterende Halvdeel af Dronning Margretes Medgift endnu ikke var udredet. Vi have ovenfor ſeet, at Kong Alexander affandt ſig med de norſke Geſandter, der ſtrax efter Margretes Død ſendtes til Skotland, ved at anviſe Jordegods, men Aftalen ſynes at have været den, at Indtægterne af dette Jordegods ſkulde anvendes til en aarlig Udbetaling i ti Aar, indtil den hele Sum, 7000 Mkr. Sterling, var betalt. Siden Kong Alexanders Død i 1286 havde dog ingen ſaadan Udbetaling fundet Sted, og man havde indſkrænket ſig til at udrede de ved Tractaten af 1266 foreſkrevne 100 Mkr., maaſkee under Forevending af, at, da Margretes Datter var hendes nærmeſte Arving, og hun nu ſelv var Skotlands Dronning, ſkulde Udbetalingen ej længere ſkee til Kong Erik, men derimod til Regenterne ſelv paa hendes Vegne, med andre Ord aldeles ophøre[3]. Afſavnet maatte være ſaa meget føleligere for Kong Erik, ſom han juſt nu trængte ſaa højlig til Penge for at tilfredsſtille de tydſke Stæder. Under disſe Omſtændigheder kan man godt begribe, at Kongen helſt opholdt ſig i Bergen, hvor han bedſt kunde holde Øje med hvad der foregik i Skotland, iſær da han havde en ſaa tro og paalidelig Ven, ſom ſin Broder Hertug Haakon, til at varetage hans Tarv lige over for Danmark og de tydſke Stæder.

End videre maa man antage, at de kirkelige Stridsſpørgsmaal, der nu i ſaa lang Tid havde hvilet, men ſom ved Erkeſtolens Beſættelſe atter maatte komme paa Bane, i en ikke ringe Grad fængſlede Kongens Opmerkſomhed og optog hans Tid, iſær da den nys udvalgte Erkebiſkop, Jørund, i Førſtningen lagde en høj Grad af Nidkjærhed for Dagen, og lod til at ville begynde ganſke hvor Jon havde ſluppet. Dette erfarede man aller førſt af hans Optræden i de islandſke Kirke-Anliggender. Striden mellem Biſkop Arne og de ſaakaldte Kirkeranere, eller Ravn Oddsſøn og hans Tilhængere, var atter blusſet op med fordoblet Styrke, iſær da Biſkop Arne havde faaet Efterretning om den djerve Chorsbroder Eindrides Valg til Erkebiſkop, og antog det for afgjort, at han vilde komme tilbage til Norge med Pallium, og da træde i Jons Fodſpor. Et nyt Forlig mellem Ravn og Arne i Skaalholt, omtrent paa ſamme Vilkaar ſom det forrige i Brautarholt, viſte ſig frugtesløſt, fordi Biſkoppen, ſtolende paa Medhold af den nye Erkebiſkop, ikke holdt ſig Vilkaarerne efterrettelig, men ſøgte ved Anvendelſe af Kirkens Tvangsmidler at faa de af Lægmændene tagne Kirkegodſer tilbage, medens Ravn og hans Venner lige ſaa ivrigt holdt paa dem; tilſidſt kom det dertil, at Biſkoppen ſatte flere af ſine Modſtandere formeligt i Bann og erklærede de øvrige forfaldne til Bannsſtraf ipso facto, medens Ravn paa ſin Side lod flere af de Preſter, der udførte Biſkoppens Foranſtaltninger, dømme utlæge. I Aaret 1287 var Striden kommen ſaa vidt, at Ravn endog truede Biſkoppen med at forholde ham hans Biſkopstiende, og forbyde ham at rejſe om paa Viſitats; man kunde befrygte de voldſomſte Storme, og den forſigtige Biſkop Jørund forlod endog Landet. Det blev derfor nødvendigt for Kongen at ſkride alvorligt ind, og han ſendte derfor allerede om Høſten 1287 ſin egen Stallare Olaf Ragneidsſøn af Stein ſaavel ſom Sighvat Halfdansſøn af Odde, der juſt havde været i Norge, til Island for at megle Fred og bringe Rolighed til Veje. Valget var meget heldigt, thi Olaf var ej alene rig og anſeet, men ſynes derhos at have været en forſtandig og maadeholdende Mand, der gjerne gav efter, hvor det paa nogen Maade kunde ſkee, for at ſkaffe Fred og Enighed til Veje; derhos er det aabenbart, at han havde Befaling af Kongen til at viſe ſaa megen Føjelighed ſom muligt mod Biſkop Arne, for hvem Kongen nærede megen perſonlig Ærbødighed, og hvem han nu desuden ſkyldte Erkjendtlighed, fordi han Aaret forud ſaa ivrigt havde ſøgt at fatte Ledingsudbudet i Kraft, medens derimod Ravn og de haandgangne Mænd havde lagt det Hindringer i Vejen. Et Beviis paa denne Erkjendtlighed havde Kongen allerede givet tidligere paa Aaret, idet han nemlig gjorde hans Frænde Loft Helgesſøn til ſin Hirdmand, og omſider tillod ham, efter fire Aars Fraværelſe, at vende tilbage til Island, hvor han ankom om Sommeren[4]. Ligeledes medgav Kongen nu Olaf Stallare et Brev til Biſkop Arne, hvori han takkede ham for hans udviſte Iver, bad ham tage venligt mod Olaf og Sighvat, og meddele dem ſine gode Raad; Kirkeſagen, ytrede han, burde ſkydes under Kongens og den vordende Erkebiſkops Dom, og ſelv lovede han, naar denne Dom ſkulde afſiges, i Forening med Erkebiſkoppen at forhjelpe Kirken til al den Ret, den billigtviis kunde fordre, hvorimod han anmodede Arne om at indſlutte ham og hans afdøde Moder i ſine Bønner. Olaf Stallare forlod Norge ſaa ſildigt, at Høſtſtormene tvang ham til at overvintre paa Hjaltland, ſaa at han ej kom til Island førend det følgende Aar, lidt før Thingtiden. Imidlertid havde Striden vedvaret med uforandret Heftighed. Men ved Olafs Ankomſt blev det anderledes. Kongens ſmigrende Brev, Olafs kloge og forſonlige Ferd, maaſkee og Efterretningen om, at ikke Eindride, men Jørund af Hamar var valgt til Erkebiſkop, formildede nu Arne, medens Ravn paa ſin Side ogſaa gav noget Kjøb, og ſaaledes blev der virkelig paa Althinget ſluttet et Forlig, hvorved, overeensſtemmende med Kongens Ønſke, Sagen henſtilledes til Kongens og Erkebiſkoppens Dom; indtil da ſkulde Kirkerne og Kirkegodſet vedblive at ſtaa under dem, der for Øjeblikket havde dem i Hænde, og Biſkoppen ſkulde løſe de i denne Sag bannſatte Mænd. Begge Parter ſkulde ſtille Borgen, at de i ſin Tid vilde efterkomme Dommen, og Olaf Stallare tilbød ſig ſelv at borge for Biſkop Arne. Ravn og Biſkoppen beſtemte ſig nu begge til at drage over til Norge, for perſonligt at røgte ſin Sag. Men kort efter kom Biſkop Jørund, der havde tilbragt Vintren hos ſin Navne, den nys udvalgte Erkebiſkop, tilbage til Island med Brev fra denne, hvori han paa det udtrykkeligſte indſkærpede Erkebiſkop Jons Dom af 1273; ſiden indløb ogſaa flere Breve fra ham af lignende Indhold, blandt andet med den Befaling, at Erkebiſkop Arnes Chriſtenret alene ſkulde gjelde. Hvis disſe Breve vare ankomne før, vilde de viſtnok have anſporet Biſkop Arne til at viſe ſig langt anderledes paaſtaaelig, og de vilde ſaaledes have gjort megen Skade. Men heldigviis kom de nu for ſildigt dertil, og ſkjønt der ikke manglede paa dem, der ſøgte at overtale Biſkoppen til at hæve Forliget og blive hjemme, lod han ſig dog ikke forlede af deres Overtalelſer, iſær da Olaf Stallare tilſkrev ham et venſkabeligt advarende Brev. Han tiltraadte ſin Overrejſe den 1ſte September, efter at have indſat Abbed Runulf i Ver til Beſtyrer af Biſkopsſtolen under ſin Fraværelſe. Paa ſamme Tid ſejlede ogſaa Olaf Stallare og Hr. Ravn fra Island. Arne kom efter noget over 14 Dages Overrejſe til Throndhjem, hvor han tilbragte Vintren; Olaf og Ravn droge derimod lige til Bergen, hvor Kongen viſtnok allerede længe havde ventet dem, og hvor der nu allerede foreløbigt blev forhandlet meget om Kirkeſagen[5]. Hvad Jørund imidlertid havde foretaget i Norge mod ſin Forgænger, Erkebiſkop Jons Modſtandere, vides ikke; muligtviis holdt han ſig her nogenledes ſtille, indtil Sira Sighvat var kommen tilbage med Pallium. Men da han havde faaet dette og ſaaledes følte ſig ſikker i Beſiddelſe af Erkeſtolen, troede han vel at kunne handle driſtigere. Han ytrede uforbeholdent til Biſkop Arne under dennes Vinterophold i Throndhjem, at han havde været for eftergivende mod Ravn og de øvrige Kirkeransmænd, ſiden han ej havde bannſat dem, og endnu i Vintrens Løb indſtevnede han Ravn for ſin Domſtol, at ſvare for hvad han havde forbrudt, iſær fordi han havde været med at forjage Erkebiſkop Jon, medens Arne indſtevnede ham ligeledes at ſtande til Rette for ſin Fremferd paa Island. Denne dobbelte Stevning var aabenbart en mellem Erkebiſkoppen og Arne aftalt Plan. Ravn ſad den overhørig, og ſom en Følge deraf tilſkreve de begge Biſkop Narve i Bergen, hvor Ravn opholdt ſig ved Hoffet, at han ſkulde lyſe denne i Bann. Narve vovede ikke andet end at opfylde Befalingen, og det lader ikke til, at Kongen gjorde noget Skridt for at hindre det. Senere, ud paa Vaaren, efter at have gjort en kort Viſitatsrejſe, bannlyſte han ogſaa ſelv Hr. Jon Brynjulfsſøn, den egentlige Fuldbyrder af Utlegdsdommen mod hans Forgænger[6].

Kongen ſelv ſynes nu, efter ſin Moders Død, næſten at have heldet mere til Kirkens end til Lægmændenes Side, eller i det mindſte at have været fuldkommen upartiſk. Men den Indflydelſe, hans Omgivelſer engang havde faaet over ham, kunde han, ſom vi allerede ovenfor have berørt, ikke ſaa let afryſte; dertil manglede han den fornødne Charakteerſtyrke, iſær da ogſaa legemlig Svaghed kom til, og derſom hans Omgivelſer havde lagt den ſamme Heftighed for Dagen mod Jørund, ſom tidligere mod Jon, vilde vel ogſaa paany Ubehageligheder af ſamme Slags, ſom i dennes ſidſte Dage, have indtraadt. Men deels vare Stormændene nu, da de ikke længer havde Dronningen i Spidſen, øjenſynligt mindre heftigt ſtemte end før, ja holdt ikke engang ſaaledes ſammen, ſom under Formyndertiden, deels var Erkebiſkop Jørund paa ſin Side, hvor ſtore Ophævelſer han end i Begyndelſen gjorde, langt lettere at paavirke ved Truſler og Smigrerier end hans Forgænger, og kom desuden ſnart i et ubehageligt Forhold til ſine Chorsbrødre, alt dette bragte ham, ſom vi ville ſee, til inden kort Tid at nedſtemme den høje Tone, han i Begyndelſen iſtemte. Da nu derhos Kongen, ſom man af hans Brev til Biſkop Arne kan ſee, optraadte meglende, hvor det lod ſig gjøre, og ſikkert heri ogſaa underſtøttedes af ſin Broder Hertugen, er det ikke vanſkeligt at forſtaa, hvorledes Storme af et alvorligere Slags nu kunde forebygges, og omſider et Slags Forlig bringes til Veje. Det laa desuden baade i Kongens og Stormændenes Interesſe, nu, da den alvorlige Krig mod Danmark foreſtod, at ſtræbe efter Enighed og hindre al Splid indenlands; men det lader til, at der alene mellem de verdslige Herrer var Splid nok til at kunne optage Kongens og hans Raadgiveres Opmerkſomhed. De Storme, ſom Alf Erlingsſøns Uroligheder havde vakt, kunde neppe endnu ganſke have lagt ſig. I alle Fald erfare vi, at der fremdeles forefaldt blodige Scener endog mellem Rigets fornemſte Mænd, hvad enten nu disſe ſtode i Forbindelſe med den Alfſke Fejde eller ej. Om Høſten 1288 blev Hr. Gaute i Tolga, den ældſte af Rigets Baroner[7], dræbt af en anden fornem Mand fra Ryfylke, nemlig Hallvard af Harde. Denne vilde nemlig ſtikke en anden Mand med en Kniv, ſandſynligviis i et Drikkelag, men kom uheldigviis til at ramme Hr. Gaute. Til ſlige Voldſomheder kunde det ſaaledes endnu dengang komme i de højeſte Kredſe. Drabsmanden ſøgte Friſted i St. Svithuns Kirke i Stavanger (i denne By maa ſaaledes Drabet være begaaet), men Hr. Gautes Søn, Iſak, allerede Baron ligeſom Faderen, lod ham med Magt ſlæbe ud af Kirken og halshugge, uagtet Drabet paa en vis Maade kunde ſiges at være et Vaadesdrab. Til Straf for denne Selvtægt blev igjen Hr. Iſak Gautesſøn lyſt utlæg[8]. Uagtet alt dette foregik i den Deel af Norge, der hørte til Hertugens Leen, maa dog ogſaa Virkningen deraf have være ſporet blandt Kongens Omgivelſer, hvor ſikkert baade Hr. Iſak og Hr. Hallvard havde Frænder og Venner. Det er endog heel rimeligt, at det var Kongen, der under Hertugens Fraværelſe paa Øſtlandet fik Hr. Iſak ſagſøgt og dømt, thi ſtrax efter Hertugens Ophøjelſe paa Tronen finde vi Hr. Iſak Gautesſøn atter hjemme i Landet ſom en af hans fornemſte Mænd og ypperſte Raadgivere[9].

  1. Arne B. Saga, Cap. 70.
  2. Dette ſiges udtrykkeligt i en Notits i den endnu utrykte Olifs og Landres Saga. Han hørte, heder det her, denne Fortælling, da han Vintren efter Kong Alexanders Død (altſaa 1286—1287) ſad i Skotland for at frede og ſikre Riget under Jomfru Margrete, Kong Eriks Datter.
  3. I et udateret Brev fra Kong Erik i Norge til Kong Edward i England, ſkrevet før Pints 1290 (Rymeri foedera I. 2. S. 732) ſiger hiin, at ſkjønt det ſkotſke Rige ifølge Egteſkabskontrakten (ratione maritagii) ſkyldte ham aarlig 700 Mkr. Sterl., vilde der nu til førſtkommende Pints 1290 være 4 Aar, i hvilke Afgiften ej var betalt. Nu tales der, ſom vi vide, intet om nogen ſaadan aarlig Afgift i Traktaten af 1281; men da Kong Eriks Brev viſer, at den dog i Anledning af Egteſkabstraktaten maa have været faſtſat, bliver det altſaa rimeligſt, at Tingen har været ordnet paa den ovenfor angivne Maade; derved forklares det da ogſaa bedſt, hvorledes Fordun paa det ovenfor (S. 32) angivne Sted kan tale om 700 Mkr. Den der af os fremſatte Gisning, at 700 kan være en Skrivfejl for 7000, bortfalder ſaaledes, og det bliver tillige klart, at de her berørte Qvitteringer fra Bjarne Lodinsſøn (og Broder Maurits) for 700 Mkr., ſamt fra Audun Hugleiksſøn og Ivar Olafsſøn for 350 Mkr., hvilke forefandtes i det ſkotſke Arkiv 1291—92, netop ere Qvitteringer for et heelt og et halvt Aars-Afdrag. Blandt disſe Arkivſager fandtes ogſaa Qvitteringer for den aarlige Afgift af 100 Mkr., beſtemt ved Freden til Perth af 1266, for Aarene 1282—89 incl. ſamt 1291, kun ikke for 1290.
  4. Arne B. Saga Cap. 62, jvfr. c. 48. Her fortælles det om Loft, at han, da han den førſte Høſt, han tilbragte i Norge (1283), blev ſaa unaadigt behandlet af Kongen og mødt med ſaa megen Uvilje ved Hoffet, gav Hallkell Agmundsſøn, der juſt ſkulde drage til den tydſke Konge, fem Hundreder Baadmaal: Hallkell bad da Bjarne Erlingsſøn at finde paa Raad for ham, men intet ſkede. Da Hallkell kom hjem om Sommeren 1284, tog han Loft til ſig. I Julen indbød Erlend Aamundesſøn (maaſkee rettere Erling Aamundesſøn, ſenere Ridder) Loft til Kongsgaarden, og Hallkell bad for ham, men forgjeves. Om Sommeren 1285 fulgte han med til Rigsgrændſen i Bymændenes Skib (til Mødet paa Gullbergseid), og tilbage om Høſten; om Vintren, da Hallkell kom tilbage fra Haalogaland, begav han ſig til ham, og tilbragte Reſten af Vintren hos ham. Vaaren efter (1286) drog han med de øvrige Islændinger til Viken; der bad Lodin Lepp og Hr. Thorvard for ham, Søndag efter Botolfsmesſe, og Kongen tog ham til Naade i Tunsberg. Den følgende Vinter tilbragte han hos Kongen, vel behandlet; i Begyndelſen af Faſten 1287 gjorde Kongen ham til ſin Hirdmand, og gav ham derpaa Hjemlov; han begav ſig til Throndhjem og derfra til Island.
  5. Arne B. Saga, Cap. 53—69. Jvfr. Keyſers N. Kirkehiſtorie II. S. 56—58, hvor disſe Begivenheder paa Island udførligere berettes.
  6. Arne B. Saga Cap. 70. Keyſers N. Kirkehiſtorie S. 60, 61.
  7. Hr. Gaute i Tolga nævnes førſt blandt alle Baroner, endog foran Audun Hugleiksſøn, i Beſkikkelſesbrevet for de danſke Fredløſe af 25de Juni 1287; han maa altſaa have været ældſt Baron af dem alle. Desuden ſeer man, at hans Søn, Hr. Iſak Gautesſøn, her ligeledes nævnes blandt Baronerne; og da neppe nogen naaede denne Værdighed, førend han var kommen til de modnere Aar, iſær naar Faderen endnu var i Live, viſer dette, at Gaute ſelv maa have været meget gammel.
  8. Arne B. Saga Cap. 70. Harde er en Ø i Buknfjorden.
  9. Se f. Ex. Dipl. Norv. I. No. 92.