Det norske Folks Historie/6/74

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efterretningen om den danſke Konges Drab maa være kommen til Norge allerede før Aarets Udgang, og der have givet Anledning til mange Forhandlinger mellem Dronningen, hendes Sønner og de fornemſte Herrer. Dronningen har viſtnok nu troet, at Tiden var kommen til at ſee ſine Ønſker opfyldte, hvad enten hun indſkrænkede dem til Erhvervelſen af ſit Arvegods eller hun havde endnu ærgjerrigere Planer, haabende at ſee ſin Søn paa Danmarks Trone. Hvilke nu disſe end have været, da fik hun dem ej opfyldte, efterſom hun døde allerede i Marts 1287, ſom allerede ovenfor omtalt; men at Sønnen Kong Erik arvede disſe Planer, og omfattede dem med den ſtørſte Iver, ville de Begivenheder viſe, ſom her i det følgende omtales. Ogſaa Hertug Haakon ſluttede ſig her ganſke til ſin Broder, ligeſom overhoved en uforſtyrret Enighed ſynes at have herſket imellem Brødrene, ſiden Moderen døde. Det er ovenfor nævnt, at de den 14de April forlode Bergen tilſammen[1], og droge til Viken. Om de end ikke kaldtes derhen ved Efterretningen om Alf Jarls Uroligheder, der maaſkee neppe engang paa den Tid havde naaet dem, maatte det dog være dem magtpaaliggende at opholde ſig i Viken, for i ſaa meget ſtørre Nærhed at kunde holde Øje med de Begivenheder, der nu fandt Sted i Danmark; det var desuden ved dette Aars St. Hansdag, at den førſte Betalingstermin til Stæderne forfaldt. Hvor lidet yndet Kong Erik i Danmark end havde været, vakte hans ſkrækkelige Drab dog almindelig Forfærdelſe, og Morderne merkede derfor ſnart, at de, i det mindſte for det førſte, ikke kunde gjøre Regning paa Folkets Sympathier, hvorfor de og ſaa længe ſom muligt ſøgte at holde Folket i Uvidenhed om, hvo de vare. Deres Haab ſtod vel fremdeles til Hertug Valdemar, ſom var nærmeſt til at føre Formynderſkabet, og ſom klogeligt havde afholdt ſig ſaa godt fra alt, hvad der kunde udtydes ſom Deeltagelſe i Drabet, at man ikke med Henſyn dertil kunde rejſe nogen grundet Indvending imod hans Udnævnelſe til Formynder. Denne fandt ogſaa Sted paa det Danehof, ſom i Pintſedagene 1287 (28de Mai) blev afholdt i Nyborg. Her blev Hertugen ej alene udraabt til Rigsforſtander, men fik ogſaa Als og de øvrige omtviſtede Beſiddelſer tilbage, viſtnok fordi man derved ville vinde ham end mere for den unge Konges Sag. Derpaa blev Sagen angaaende Kongens Drab behandlet, og der blev nedſat en Dom, beſtaaende af Markgrev Otto af Brandenburg, Dronning Agnes’s Broder, Fyrſt Vitſlav af Rügen, de holſtenſke Grever, og 27 Adelsmænd, hine for at underſøge, disſe ſverge, hvo der vare Gjerningsmændene; Rygtet ſigtede allerede Grev Jakob, Marſk Stig og flere af deres Venner, ſaa ivrigt de end havde ſøgt at anſtille ſig uſkyldige, ſom Morderne, og de 27 Mænds Eed bekræftede, hvad Rygtet ſagde. Grev Jakob, Marſk Stig, Peter Jakobsſøn, Peter Pors, Nikolas Hallandsfar, Arnvid Benediktsſøn, Nikolas Knutsſøn, Uffe Dyre, og Jakob Blaafot, alle Riddere, ſamt Rane Jonsſøn og Aage Kake, Knaper eller af Vaaben, bleve følgelig alle ſammen dømte fredløſe, ſom Kongemordere, og deres Gods erklæret at være forbrudt til Kronen[2]. Hertug Valdemar maatte, om han end gjerne havde ſøgt at frelſe dem — de vare alle hans Venner, Nikolas Knutsſøn endog hans Mand — finde ſig i at dette ſkede, uden at turde give dem noget Medhold; og Eden blev bekræftet ſamt de dømte erklærede i Bann af den danſke Erkebiſkop med alle hans Lydbiſkopper. For de Domfældte, der rimeligviis ſelv vare tilſtede paa Danehofet, hvorfra de ej kunde udeblive uden paa Forhaand at røbe ſin Skyldighed, var der nu for det førſte intet andet Vilkaar end at forlade Landet, og de begave ſig ſtrax til Norge, hvor de fandt en venlig Modtagelſe af Kongen og Hertugen, der juſt paa denne Tid opholdt ſig i Tunsberg i Anledning af Udbetalingen til de tydſke Stæder[3]. Om de Fredløſe opſøgte Kongen og Hertugen i Tunsberg, eller kun fra Halland af ſatte over Grændſen, vides ikke; kun ſaa meget er viſt, at begge de kongelige Brødre den 25de Juni udſtedte et Beſkyttelſesbrev for flere af dem. Her heder det: „Vi gjøre herved vitterligt, at vi, havende for Øje de opofrende Tjeneſter, ſom Forfædrene til nærværende Brevs Ihændehavere, dHrr. Stig Andresſøn, Nikolas Knutsſøn, Nikolas Hallandsfar, Peter Jakobsſøn, Peter Pors og Stig Nikolasſøn, Riddere, Aage Kake og Rane Jonsſøn, Knaper, troligen havde ydet vore Forfædre, de berømmelige Konger af Danmark, have fundet for godt at antage ovenbemeldte Riddere og Knaper til vore Mænd, og tage dem under vor Fred og Beſkyttelſe til ſærdeles Forſvar, lovende dem, at vi ville holde dem i Kjærlighed og Ære, og troligen ſtaa dem bi med gode Raad og Daad, i at forfølge ſine Sager ſamt forſvare ſig mod Forurettelſer, ligeſom vi heller ikke uden dem eller deres Arvinger ville ſtifte Enighed med Kongen af Danmark eller andre deres Fiender. Og at det foran ſkrevne fra vor Side faſt ſkal blive overholdt, derom have tilligemed os Herrerne Gaute af Tolga, Bjarne af Bjarkø, Thore Haakonsſøn, Audun Hugleiksſøn, Jon Brynjulfsſøn, Guthorm Gydasſøn, Iſak Gautesſøn, Baroner, Gudleik Viljamsſøn, Lodin Lepp, Audulf Tovesſøn og Nikolas Jute, vore Riddere, givet Forſikring, hvis Segl ogſaa tilligemed vore ere vedhængte“. Disſe Mænd var det ſaaledes, ſom toge ſin Tilflugt til Norge, og ſom, efter hvad allerede Brevet viſer, nu ſvore Kongen og Hertugen Troſkabseed, ſaa meget mere ſom Kongen til deres Sikkerhed overlod dem Slottet paa Ragnhildholmen ved Kongehelle[4], hvor de vare ganſke nær ved den hallandſke Grændſe. Dette var allerede i og for ſig ſelv det ſamme ſom at erklære Danmark Krig, men en formelig Erklæring paafulgte ſtrax efter[5]. I denne, der indeholdtes i en Skrivelſe fra Kong Erik til den unge Kong Erik Eriksſøn i Danmark, paaberaabte hiin ſig, „at man fremdeles forholdt ham hans Moders Fædrenearv, og at det var ſkeet hans Frænde Grev Jakob ſaavel ſom de andre Fredløſe ſtor Uret, fordi der var ſvoret dem Sag paa Hænde, uden at de ſelv havde faaet Adgang til at verge ſig med Kjøns-Eed“. At Kongen og Hertugen nu havde anſeet Tiden belejlig til at vinde det ſaa længe omtviſtede Arvegods ved Vaabenmagt, er i ſig ſelv højſt rimeligt, hvorhos det nok er muligt, at de kunne have fundet Fremgangsmaaden mod de Fredløſe for haard; men af disſe Aarſager alene havde de dog neppe erklæret formelig Krig, hvis de ej havde ventet ſig ſtørre Frugter, og det er derfor neppe uden Grund, hvad en af de danſke Annaliſter beretter, at de Fredløſe lovede Kong Erik det danſke Rige[6], hvoraf igjen følger, at Kong Erik virkelig udſtrakte ſine Hænder derefter. Dette lade ogſaa ſenere Ytringer i den Proces, der anlagdes mod de Fredløſes Frænde Johannes Grand, Erkebiſkop i Lund ſiden 1289, formode. I Forbindelſe hermed ſtaar det maaſkee ogſaa, at vi i de førſte Aar herefter ingen aldeles beſtemte Tegn finde til, at Hertug Valdemar ſpillede under Dække med de Fredløſe, om han end ikke ſtod paa nogen venſkabelig Fod med Dronningen. Valdemar, der viſtnok ſelv tragtede efter Danmarks Krone, kunde vel neppe ſynes om, at den norſke Konge nærede lignende Planer. Den unge danſke Konge ſvarede paa Krigserklæringen, eller der blev ſvaret i hans Navn, med en venlig Begjæring om, at Fejden i Mindelighed maatte afſkaffes, og chriſtent Blod ſkaanes: han ſkulde gjerne overlade den norſke Konge, hvad han havde af hans Mødrenearv, men meget deraf ſtod hos Hertug Valdemar; han bad indſtændigt, at Kong Erik i Norge ej vilde tage ſig af de Fredløſe, der ſaa ſkjendigt havde dræbt hans Fader. Men Kong Erik, ſiges der, vilde ikke høre om nogen Fredsſlutning uden at de Fredløſe bleve indtagne med deri[7]. Hans Harme, ſiges der, ſkal iſær være optændt mod den dræbte Danekonge og hele den danſke Regjering, fordi den i hans ſidſte Fejde med Stæderne havde ſluttet ſig ſaa nøje til disſe[8]. Dette faar nu ſtaa ved ſit Værd. Umiddelbart efter Krigserklæringen maa Kong Erik have gjort Udruſtninger for at prøve et Herjetog, thi han ſamlede, fortælles der, endeel Skibe i den Henſigt, at øve Fiendtligheder mod Danmark, men efter at have ligget ved Ekerøerne i 6 Uger, og befundet, at hans Styrke var utilſtrækkelig, vendte han tilbage igjen, dog brændte de Fredløſe imidlertid Midelfart og Hindsholm[9]. Det er tydeligt nok, at da Krigsudruſtningerne førſt kunne have ſkeet efter at hiint Beſkyttelſesbrev udſtedtes, var det for ſeent paa Aaret til at nogen ſtørre Styrke kunde tilvejebringes. Et Udbud kunde neppe i rette Tid naa Sysſelmændene og Baronerne i det nordenfjeldſke, end mindre var der at tænke paa Udbud af Ledingstropper derfra; Hertugen var ſandſynligviis endnu optagen med Fejden imod Alf Jarl, og Kongen havde derfor neppe andre Folk og Skibe at tage til, end dem han ſelv havde medbragt, og dem han i Haſt kunde faa ſamlet fra den ſydligſte Deel af Viken. Imidlertid have da de Fredløſe, ſom upaatvivleligt ogſaa vare med paa Flaaden, gjort et hurtigt Tog til den nordlige Deel af Fyn, for at herje de kongelige Beſiddelſer der i Egnen, ſamt maaſkee og for at prøve, om de kunde faa Folket over paa ſin Side. Hertil var dog deres Ferd ikke ſkikket, og Stemningen ſaavel i ſom udenfor Danmark (Norge naturligviis undtaget) vedblev at være meget ugunſtig for dem. Endnu for Beſkyttelſesbrevet udſtedtes af de norſke Fyrſter, havde de brandenburgſke Markgrever ved et Brev af 5te Juni erklæret, at hverken de ſelv eller deres Venner vilde indgaa noget Forlig med dem, og ſenere lod endog den tydſke Konge, Rudolf af Habsburg, Kongemorderne erklære fredløſe over hele Riget. Ogſaa de tydſke Stæder lukkede ſine Havne for dem, hvorfor den unge Konge, ſtrax efter at han var bleven kronet i Lund, bevidnede dem ſin Tak, og tillige meddeelte de lübeckſke Handelsmænd fuld Frihed og Sikkerhed til at rejſe frem og tilbage gjennem hans Beſiddelſer, fritagende deres Skibe, der maatte ſtrande paa danſke Kyſter, fra at behandles efter Strandretten[10].

Alt dette afbrød dog, ſom vi allerede have ſeet, ikke det venſkabelige Forhold, ſom nu var indtraadt mellem Norge og de tydſke Stæder, og uagtet der vel ikke nu blev noget af det omhandlede Fyrſtemøde, lagde dog Kong Erik nokſom for Dagen, at det var hans Henſigt ſamvittighedsfuldt at overholde de Forpligtelſer, der ved Forliget i Kalmar vare blevne ham paalagte. Han vilde vel endog netop med Flid viſe Kong Magnus, at han, hvad der end kunde være imellem dem, hædrede hans Dom. Paa St. Hansdag, ſom var Termindagem vare Kongen og Hertugen ganſke rigtigt tilſtede i Tunsberg, for at møde Stædernes Befuldmægtigede, thi Dagen efter udſtedte de, ſom vi have ſeet, hiint Beſkyttelſesbrev for de danſke Herrer. Der indfandt ſig ogſaa Befuldmægtigede fra Lübeck, Wismar, Roſtock og Stralſund, men derimod ingen fra Visby, Riga og Greifswalde, og da man i ſex Dage forgjeves havde ventet paa dem, og hine Befuldmægtigede heller ikke, ſom det lader, havde Fuldmagt til at modtage de ſidſtnævnte Stæders Andeel af Summen, kunde denne Gang ingen Udbetaling ſkee, uagtet den dog ganſke viſt maa være tilbuden fra Kong Eriks Side. Det blev da beſtemt med de tilſtedeværende Befuldmægtigedes Samtykke, at Pengene ſkulde førſt udbetales den 8de September 1288, fremdeles i Tunsberg, og hvis ogſaa da enkelte Stæders Fuld mægtige udebleve, ſkulde den Part, der faldt paa dem, udredes til dem, der indfandt ſig, imod at disſe ſkriftligt indeſtode Kongen for, at han for Eftertiden ſkulde være fri for ſamme Stæders Krav; ja hvis disſe, under Forevending af, at Pengene ikke vare betalte til rette Tid, vilde hjemſøge Kongen med Krig, ſkulde hine endog med hele deres Vaabenmagt ſtaa Kongen bi. Herom udſtedte Kongen den 5te Juli en Erklæring i Tunsberg, hvori han gjentog, at han ubrødeligen vilde overholde Kong Magnus’s Dom[11]. Aarſagen, hvorfor Fuldmægtige fra de tre Stæder ej havde indfundet ſig, var viſtnok iſær den, at Alf Erlingsſøns Fejde endnu ej var til Ende, og at de frygtede for hans Kaperier. Men i ethvert Tilfælde kan det ej betvivles, at den Udſættelſe med Betalingen, ſom Kong Erik derved fik, kom højſt belejligt med Henſyn til hans Udruſtninger mod Danmark, der maatte drives med Kraft og kræve ſtore Bekoſtninger, om de ſkulde kunne lede til noget ordentligt Reſultat. Vi ſee ogſaa, at der i Løbet af hele Aaret 1288 ikke blev gjort noget Tog til Danmark fra Norge, men at alle Krigsforetagender i dette Aar indſkrænkede ſig til, at Marſk Stig, rimeligviis fra ſit Tilhold paa Kongehelle, gjorde flere, ſom der ſiges, hemmelige d. e. uformodede Tog til Nørrejylland, og der anrettede megen Skade[12]. Formodentlig havde han ogſaa de øvrige jydſke Fredløſe med ſig, og deres Henſigt var viſtnok med væbnet Haand at ſætte ſig i Beſiddelſe af deres, ifølge Fredløshedsdommen til Kronen forbrudte Ejendomme, eller i det mindſte at oppebære de ſædvanlige Indtægter deraf; man maa ogſaa antage, at de fremdeles have ſøgt at overtale Folket til at gjøre Opſtand og give ſig under den norſke Konge. Vi ville nemlig ſee, hvorledes Kong Erik ſenere hen virkelig indfandt ſig ved Jylland i Haab eller Forventning om, at Indbyggerne vilde gjøre fælles Sag med ham, altſaa vel rimeligviis ifølge Udſigter, ſom Marſk Stig havde foreſpejlet ham; men ſom, da det kom til Stykket, viſte ſig at være ganſke ugrundede. At det faldt Kong Erik vanſkeligt at opdrive Pengene til de tydſke Stæder, eller at man maaſkee allerede til Forberedelſe af Udruſtningerne havde brugt en Deel af de forhen tilvejebragte Penge, maa man ſlutte deraf, at da den forlængede Termin, 8de September, kom, havde man ikke engang fuldt Halvparten af den beſtemte Sum, 6000 Mkr., tilſtede. Thi Hertug Haakon, ſom da, befuldmægtiget af ſin Broder til at handle paa hans Vegne, havde begivet ſig til Tunsberg, det aftalte Udbetalingsſted, udredede her til Stædernes Sendebud, Fromold af Fifauſen fra Lübeck, Henrik Munk fra Roſtock og Johan Skoke fra Stralſund, hvilke ogſaa medbragte Fuldmagt fra de øvrige 4 Stæder[13] , 2870 Mkr., og fik et Aars Henſtand med det øvrige, hvorimod han, efter den ham af Kong Erik givne Fuldmagt, og med Bifald og Samtykke af Grev Jakob af Halland og Bjarne Erlingsſøn ſamt flere anſeede Mænd, der paa den Tid var nærværende, tilſagde Indbyggerne af hine ſyv Stæder fuldkommen Fritagelſe fra at erlægge den ſædvanlige Landvarde eller Afgift ved Sildefiſket den anſtundende Vinter, og hvis fuld Betaling af Summen heller ikke fandt Sted i September 1289, ſkulde hiin Afgiftsfrihed ogſaa vedvare for den følgende Vinter, ſamt fremdeles, indtil Betaling ſkede. Kun fordredes, paa det at ingen uberettiget ſkulde tilſnige ſig ſamme Frihed, at enhver Skibsfører fra en af hine Stæder ſkulde medbringe et af Raadmændene i den By, Skibet tilhørte, udſtedt Certificat, om at han ſaavelſom Skibet der hørte hjemme. For øvrigt bekræftede Hertugen paany alle de Beſtemmelſer med Henſyn til Stædernes Handelsrettigheder i Norge, der vare faſtſatte, enten ved Kalmarforliget eller ved andre Lejligheder. Heraf ſeer man, hvor godt de kloge Tydſkere forſtode at benytte ſig af Omſtændighederne til ſin Fordeel. I Stedet for at tage Anledning af Norges Pengemangel til at fornye Krigen, foretrak de at ſkaffe ſig nye Friheder, der viſtnok kun, ſom det heed, ſkulde være midlertidige, men ſom de dog neppe et Øjeblik tvivlede paa vilde blive vedvarende, da der ej var Udſigt til, at Norge under en bekoſtelig Krig vilde kunne ſkaffe den ſtørre Halvdeel af Pengeſummen til Veje[14]. Heri toge de heller ikke Fejl, ſom det i det følgende vil vise ſig.

  1. Det ſiges udtrykkeligt i de isl. Annaler ved 1287.
  2. Huitfeldt, l. c. Dommen eller Eedserklæringen haves vel neppe nu, men den omtales i de fleſte Annaler, og der hentydes dertil i de brandenburgſke Markgrevers Brev af 5te Juni 1287, ſe Suhm XI. S. 14.
  3. Se Kong Eriks Brev af 5te Juli 1287, Lübecks Urkundb. No. 512, jvfr. nedenfor.
  4. Rykloſters Annaler ſaavel ſom mange flere ved d. A. Der tales altid kun om Kongehelle Slot, men da der ingen anden Borg var ved Kongehelle end Ragnhildholmen, er det tydeligt nok denne, der menes.
  5. Krigserklæringen findes kun meddeelt i Udtog hos Huitfeldt, l. c., og han ſætter den igjen umiddelbart foran Kong Eriks Søtog til Kjøbenhavn, hvilket Huitfeldt henfører til 1288, medens det dog, ſom det nedenfor vil ſees, ſkede i 1289. Heraf kunde man igjen ledes til at formode, at ogſaa Krigserklæringen førſt var af 1289. Men vi ville ſee, at Erik virkelig allerede gjorde, eller prøvede at gjøre et Tog til Danmark 1287; desuden kaldes i Krigserklæringen, ſaavel ſom i Svaret derpaa, Erik Eriksſøn „udvalgt“ Konge til Danmark, hvilken Benævnelſe ej pasſer, efter at han var kronet, og hvor forſkjellige Angivelſerne end ere om Eriks Kroningsdag (man finder Juledag 1287, 1288, 1289), ſaa er det dog af diplomatariſke Grunde ſikkert, at den fandt Sted i 1287.
  6. Langebeks Scr. V. 532.
  7. Huitfeldt l. c.
  8. Detmar, S. 161.
  9. Dette omtales kun i de esromſke Annaler, og der endog paa en ſaadan Maade, at man ikke tydeligt kan ſee, om det virkelig er at henføre til 1287, og ikke til et ſenere Aar. Disſe Annaler berette nemlig under 1287 førſt om Kongemordernes Fredløshedsdom paa Danehofet ved Pintſetider, hvilket er nok ſaa rigtigt; derpaa heder det: „i dette Aar kom Norges Konge til Helſingør“ o. ſ. v. — og her fortælles nu temmelig udførligt de Krigsbegivenheder, om hvilket vi nedenfor ville ſee, at de aldeles beviisligt tilhøre 1289. Dernæſt heder det atter: „i dette Aar kom Kongen af Norge til Aalborg“, o. ſ. v., og der fortælles om, at Langeland og Svenborg brændtes, Begivenheder, der med lige ſaa ſtor Sikkerhed kunne beviſes at tilhøre 1290. Tredie Gang heder det atter: „i dette Aar vilde Kongen af Norge bekrige Danmark“, o. ſ. v.; og her fortælles da om det frugtesløſe Ophold i Ekerøerne ſamt Opbrændelſen af Midelfart og Hindsholm. Gaar man videre, vil man finde for 1288: „Abſalon Anderſøns Død“, og for 1289: „Kong Erik af Norge kom med en Hær, og brændte Skjelfiſkør, Tornborg, Helſingør, Nykjøbing“ o. ſ. v.; med andre Ord, man finder her de ſamme Begivenheder kort og annaliſtiſk optegnede, ſom tidligere ere udførligt berettede under 1287. Da nu disſe Annaler overhoved ere kortfattede, bliver det klart, at de udførligere Notitſer for flere Aar, ſom findes under 1287, ikke have ſtaaet i det oprindelige Haandſkrift, man af en ſenere Afſkriver, maaſkee netop den, der ſkrev det nu exiſterende Haandſkrift, efter hvilken Aftrykket er gjort hos Langebek, ere tilſatte andenſteds fra, og ved en Uagtſomheds- eller Uvidenheds-Fejl indſkudte under 1287, i Stedet for at fordeles til de rette Aar. Her bliver da nu Spørgsmaalet: hører den ſidſte med „I dette Aar“ begyndende Notits under 1287 til det, der oprindeligt ſtod under 1287, eller danner det Slutningen af det utilbørligt Indſkudte, ſaa at man retteſt burde henføre det til 1291, eller endelig: ſkulde det høre til 1288, ſaaledes at Aarstallet egentlig burde have ſtaaet foran „hoc anno“, og „Absalon Anderssön obiit umiddelbart efter „Henxholm incendebant“ uden nogen Adſkillelſe? Hvor rimeligt dette ſidſte end ved førſte Øjekaſt kunde ſynes, ſaa kan man dog ikke vel antage det, da deels intet ſaadant Tog til Danmark omtales i de bedſte Annaler, deels ogſaa den Omſtændighed, at Kong Erik Sommeren 1288 gav ſin Broder Hertugen Fuldmagt til at handle med Tydſkerne paa ſine Vegne, viſer, at han den Sommer ikke engang var paa Øſtlandet, ligeſom man og af enkelte Ytringer i Biſkop Arnes Saga faar det beſtemte Indtryk, at Kong Erik den hele Sommer opholdt ſig i Bergen; det heder ſaaledes blandt andet, at Olaf Stallare indſtændigt opfordrede Arne til „at drage til Bergen“, og ſlutte ſig til Kongen (Cap. 67). P. Olai henfører rigtignok i ſin „Chronicon Reg. Dan.“ Aalborrgstoget til 1288, (Scr. I. 196), men han viſer ſig her heelt igjennem yderſt ukritiſk og upaalidelig. Hvad Aaret 1291 angaar, da er Sagen tvivlſommere, men heller ikke da ſynes Kong Erik at have været paa Tog, i det mindſte findes andenſteds ikke fjerneſte Antydning dertil. Endelig maa man være berettiget til at ſlutte noget derfra, at Kong Eriks Krigserklæring ifølge Huitfeldt var ſtilet til Danmarks „udvalgte Konge“, og ligeledes Svaret herpaa fra „den udvalgte Konge“, altſaa begge Dele ældre end Kroningen, der foregik i December 1287. Men naar førſt en Krigserklæring var udſtedt, kan man ikke vel antage, at han ſkulde have ventet et heelt Aar indtil han gjorde ſit førſte Tog.
  10. Breve i Lübecks Urk. B. No. 502 og 522, begge daterede Helſingør den 2den Januar 1288 „præsentibus consiliariis nostris“. Udgiverne af Urk. B. have viſtnok antaget No. 502 at være udſtedt 2den Januar 1287, fordi der her tales om at, den i Brevet omhandlede Sag ſkulde forhandles paa Danehofet i Nyborg førſtkommende St. Hans, og en nærmere Beſtemmelſe om denne Forhandling ſiges at indeholdes i No. 507, dateret 8de April 1287. Men ved Sammenhold af No. 506, 511, 520 og 526 ſees det tydeligt, at den Forhandling om denne Sag, der bebudes i No 502, hører til Aaret 1288. Kong Erik Menved var neppe i Skaane ved Juletider 1286—87. Den eens-lydende Datering af 502 og 522 viſer ogſaa, at de høre ſammen.
  11. Lübecks Urk. B. No. 512.
  12. Dette fortælles udtrykkeligt i i Rykloſters Annaler (Langeb. Scr. I. S. 170), hvilke ſlutte ved dette Aar, ſaa at Beretningen maa anſees for ſamtidig. Det gjentages i de Annaler, der ſlutte med 1317, (Langeb. Scr. II. S. 174) men ved Trykfejl eller Læſefejl ſtaar her Norvegia iſtedetfor Noriucia.
  13. Et ſaadant Fuldmagtsbrev til Lübecks Raadmænd udſtedte de i Visby boſatte Tydſkeres Øvrighed den 30te Juni 1288 (Urk. B. No. 524), og lignende Fuldmagtsbreve maa da og være indløbne fra de øvrige Stæder, der ej ſendte egne Befuldmægtigede.
  14. Lübecks Urk. B. No. 527.