Det norske Folks Historie/6/73

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den førſte Halvdeel af det følgende Aar 1287 var riig paa vigtige Begivenheder i Norge, og det er kun Skade, at de Beretninger, ſom ere os levnede derom, ere ſaa magre og mangelagtige. Dronning Ingeborg døde den 24de eller 26de Marts[1], og dette maatte nødvendigviis medføre mange Forandringer, da Kongen, ſom det udtrykkeligt ſiges, og hvad der allerede ovenfor er berørt, nu kom til at raade mere end før, og et mildere Syſtem blev herſkende. Ligeledes døde Hr. Erik Duggalsſøn, en af de fornemſte Regjeringsherrer. For Alf Jarl og hans ærgjerrige Planer maatte Dronningens Død ſikkert være yderſt ubelejlig, og det ſtaar viſtnok i umiddelbar Forbindelſe dermed, at vi ſtrax efter finde ham i Spidſen for en Oprørsflok, ſom det ſynes imod Hertugen ſelv. Hvad der berettes herom, er kun følgende: at der blev ſat Ild paa Byen Oslo[2], hvoraf i det mindſte en Deel ſynes at have været afbrændt, at derpaa Hr. Hallkell Agmundsſøn, Befalingsmanden paa Oslo Slot, blev tagen til Fange af Alf Jarl, og kaſtet i Fængſel, ſamt derefter mod Tro og Love dræbt paa Iſegran, men at Alf og alle de, der fulgte ham, bleve lyſte utlæge i Norge, og at han ſelv reddede ſig ved at flygte til Sverige, men at Aslak Skjenker med ſyv andre blev hængt, og ikke færre end 260 af hans Sveitunger eller Krigsmænd bleve dræbte[3], og at Hertug Haakon ſiden efter den 19de Auguſt, fra Oslo tilſkrev Staden Lübeck i et nyt Frihedsbrev ſaaledes: „Da vi nu lykkeligen reſidere i det Hertugdømme, ſom vor Fader, Kong Magnus, from Ihukommelſe, efterlod os, tænke vi idelig og altid paa, hvorledes vi paa ſømmeligſte Maade kunne efterfølge vor Faders Exempel i alle Slags Dyder, der, ſom vi visſeligen tro, ſtraale herligt hos Gud, og leve over hele Jorden i Menneſkernes Erindring og Omtale, ſaa at vi, ved at følge de ſamme Spor, kunne i den Tid, vi med Guds Naade have paataget os Hertugdømmets Styrelſe, ſtyre vore Skridt paa den meſt heldbringende Maade for os og Alle, der leve i Hertugdømmet ſammen med os, idet vi viſe dem den rette Vej og Maade at leve hæderligt. Overvejende alt dette omhyggeligt, have vi kun for Øje at den gjenoprettede Freds Plantning i Norge ſtrax kan voxe op til et højt Skud af Retfærdighed, Orden og Billighed, efter at Fiendſkabens Rødder, hidrørende fra nogle Menneſker, der hverken frygte Gud eller Menneſker, nu fra Grunden af ere bortſkaarne. Udeſtænges maa derfor omhyggeligt Oprørernes (rebellium) kaade Dumdriſtighed, Gud og retfærdige Menneſker forhadt, ſom her hos nogle Avindsmænd af Sandhed og Retfærdighed var rede til at gjøre Ondt, men derimod bør der i Fremtiden for alle gudfrygtige og ærlige Mænd, der i Fred ville beſøge Norge, følge Ro, Fred, ſand Kjærligheds Enighed, og vor ſærdeles Beſkyttelſes Naade“[4]. Hertugen ſtempler her aabenbart de ſamme Mænd, der havde været Hovedaarſag til Krigen mellem Norge og Stæderne, ſom virkelige Oprørere i Landet ſelv, glædende ſig over, at de nu endelig ganſke vare udryddede, og da vi ovenfor have ſeet, at det netop var Hr. Alf, der betragtedes ſom Krigens Ophavsmand, er det tydeligt, at han her ſigter til ham, og i faa Ord antyder hans Partis Nederlag og Udryddelſe. Af alt dette bliver det klart, at en blodig, ſkjønt kortvarig Fejde har været ført. Den rimeligſte Maade at forklare Sagen paa er den, at Alf efter Dronningens Død rimeligviis har vægret ſig ved at give Slip paa de Beſiddelſer i Borgeſysſel, ſom udgjorde Dronningens Livgeding, og ſom maaſkee nu ſkulde tilfalde Hertugen. Det kan vel ogſaa hænde, at Hertugen, hvem Alfs Udnævnelſe til Jarl ganſke viſt var meget imod, og for hvem maaſkee dette var en af Hovedbevæggrundene til ſiden, efter at han var bleven Konge, ganſke at ophæve den indenlandſke Jarleværdighed[5], har ſøgt at udvirke hos Kongen, at Alfs Forleninger ſkulde fratages ham, og at Alf ikke med det gode har villet givet Slip paa dem, men forſvaret ſig med væbnet Haand, eller at han endog, forudſeende at ſaadant vilde ſkee, ſtrax paa Forhaand, efter Dronningens Død, har udſtukket Oprørsfanen. Hvorom alting er, ſaa har han ført en Fejde mod Hertugen og hans Mænd, maaſkee endog mod Kongen ſelv, der tilligemed Hertugen forlod Bergen den 14de April, og ilede til Viken. Alf har da uden al Tvivl benyttet ſig af de Lejetropper, han Aaret forud havde bragt fra England. Formodentlig har han vel ogſaa faaet nogen Underſtøttelſe af Venner og Undergivne i hans Hjemſtavn, Hadafylke, iſær Ringerike, hvor der endnu ni eller ti Aar ſenere ytrede ſig Misfornøjelſe og Stemplinger mod Hertugen[6]. Det lader til, at han har gjort et Angreb paa Oslo, og ſat Ild paa den, ſamt maaſkee ved denne Lejlighed overrumplet Hr. Hallkell Agmundsſøn, og taget ham til Fange. Naar det heder, at Hr. Hallkell blev indkaſtet, altſaa i et faſt Slot, og ſiden dræbt paa Iſegran, ligger den Slutning nær, at Alf allerede tidligere under ſine Herjetog i de danſke Farvande, har paa denne lille Ø, der beherſker Indløbet til Glommen, og ſom nu danner en Deel af Frederiksſtads Befæſtninger, opført en Borg eller Skandſe, bag hvilken hans Skibe kunde ligge ſikre mod Overfald af de tydſke Krydſere, uden at han behøvede at lade dem gaa lige op til Sarpsborg, hvilket var ubelejligt, naar det, ſom det ofte kunde hænde for ham, gjaldt at gjøre hurtige Udfarter og pasſe hvert belejligt Øjeblik; det bliver under denne Forudſætning end videre ſandſynligt, at Hr. Alfs Overfald paa Oslo er ſkeet ved en driſtig Sejlads ind ad Fjorden[7], at han har faaet Hr. Hallkell i ſin Vold, og paa Tilbagevejen ſat ham fangen paa Iſegran, hvor han da ſenere paa en ſkammelig Maade har ladet ham dræbe, maaſkee efter at der fra Kongens og Hertugens Side var aabnet Underhandlinger. Hvorledes Kampen førtes, og Alf blev overvunden, erfares ikke, men at en Kamp maa have fundet Sted, ſees deraf, at 260 af Alfs Krigsmænd bleve dræbte; thi da det ikke er tænkeligt, at ſaa mange Mænd bleve henrettede eller aflivede med koldt Blod, maa de være faldne i en Kamp. Aslak Skjenker, der formodentlig har hørt til den Hird, hvormed Alf ſom Jarl havde omgivet ſig, maa være bleven fangen tilligemed andre af Alfs mere anſeede Hirdmænd, ſiden der fortælles, at han ſelv 8de blev hængt. Af Hertugens Brev til Lübeckerne ſynes man og at maatte ſlutte, at disſe Uroligheder endnu en Tidlang har hindret den fredelige Handelsforbindelſe mellem Stædernes Skibe og Norge, men at alt maa have været forbi, da Brevet blev ſkrevet, den 19de Auguſt, ſiden Hertugen der taler om Uroſtifternes „Udryddelſe fra Grunden af“; imidlertid ſeer man dog ogſaa, at denne maa have fundet Sted kun kort Tid i Forvejen. Man erfarer end videre, at hverken Audun Hugleiksſøn eller Alfs egen Svoger, Thore Haakonsſøn, gjorde fælles Sag med ham, ſiden de netop i Juni Maaned, da Fejden neppe endnu ganſke var til Ende, opholdt ſig hos Kongen og Hertugen i Tunsberg, ſom det af disſes Beſkyttelſesbrev for de danſke Kongemordere ſees[8]. Heller ikke lader det til, at andre bekjendte Stormænd have taget Alfs Parti. Alf tog, ſom der fortælles, ſin Tilflugt til et Kloſter i Sverige, og ſkal, efter en ſvenſk Beretning, have gjort Knæfald for Kong Magnus og underkaſtet ſig hans Naade[9], hvoraf man da vel ogſaa maa ſlutte, at Magnus har tilſagt ham ſin Beſkyttelſe. Muligt, at Kong Magnus ſelv ikke ſaa ugjerne havde ſeet, om Alfs Opſtand, eller hvad man nu ſkal kalde det, var lykkets. Der er endnu opbevaret et Brudſtykke af et Brev fra Kong Magnus til Alf, ſaa lydende: „Efterdi Gud har givet eder Naade og Lykke, ſaa at eders ſtore Ry er vidt udbredt over mange Land og Riger, eders Venner til Glæde, og eders Fiender i Sandhed til Frygt og Rædſel, da raade vi eder, at I ej farer haſteligen frem i eders Raad og Anſlag uden vel betænkt Raad, ſaaſom I ſelv bedſt veed, at de Anſlag, ſom man begynder med vel beraadt Hu og Sind, gaa heldigere end de, ſom man begynder ubetænkt; paa det at I, ſom nu har et navnkundigt og vidt berømt Ry, ikke ſkal give eder i nogen Fare, hvorved eders Navn og Lykke kunde formindſkes. Og om endog alle Ting kunde gaa efter eders Vilje og Forſæt, er det dog godt, at man ſeer ſig for vel og tryggeligen“[10]. Der er unegtelig intet Forehavende, med Henſyn til hvilket et Advarſelsbrev ſom dette bedre kunde pasſe, end en Opſtand eller Fejde mod Hertugen. Kong Magnus fraraader ham ikke ubetinget at udføre, hvad han har i Sinde, men kun for ſaa vidt ſom han ej kunde være ſikker paa et heldigt Udfald. Handles der ſaaledes om en paatænkt Fejde, er det ikke den heldige, men den uheldige Fejde, Kong Magnus ſøger at forebygge. Da der nu neppe her kan være Tale om noget af Alfs tidligere Søtog, thi disſe maatte Kong Magnus fra ſit Standpunkt vel ubetinget fraraade ham, ſynes alene den her omhandlede Fejde at kunne være tilbage at gjette paa, ſom Brevets Gjenſtand, og derpaa pasſe Udtrykkene unegtelig bedſt. Hermed ſtemmer det og, at Alf flygtede til Sverige og fik Beſkyttelſe der, thi en ſaadan maa være bleven ham til Deel, ſiden vi efter tre Aars Forløb ville ſee ham komme frem igjen, mægtig nok til at udruſte Kaperſkibe paa egen Haand. Paa lignende Maade ſee vi ogſaa ſvenſke Uroſtiftere tage Flugten til Norge og finde Beſkyttelſe der omtrent paa ſamme Tid. Da Folke, Søn af Lagmanden Algot Brynjulfsſøn i Veſtergøtland, ved ſin Broder Karls Hjelp havde røvet den danſke Herre David Thorſteinsſøns Brud Ingerid, en Datter af Hr. Svantepolk Knutsſøn og Benedicta, Datter af Sune Folkesſøn, og ſaaledes nær beſlægtet ſaavel med det danſke ſom det ſvenſke Kongehuus[11], flygtede han med hende til Norge, og fulgtes ſtrax efter af ſin Broder Karl, Benedict, og Peter, der beklædte Cantſlerværdigheden hos Kong Magnus; og de fandt i Norge ikke alene en venlig Optagelſe[12], men Kong Erik benyttede ſig endog af Peter Algotsſøn allerede Aaret efter i en vigtig Sendelſe til Skotland[13], medens Karl Algotsſøn, der, uviſt hvorfor og hvorledes, vendte tilbage til Sverige, blev henrettet. Disſe Tegn paa en uvenlig Stemning mellem Norge og Sverige finde ogſaa tilſtrækkeligt ſin Forklaring i den Krig, der nu for Alvor udbrød mellem Norge og Danmark, med hvis Kongefamilie Kong Magnus var ſaa nær forbunden ved den før omtalte Giftermaals-Aftale mellem hans Søn, Kong Byrge, og Kong Eriks Datter Margrete, og ſom ſnart knyttedes end faſtere ved en ny Forbindelſe mellem Kong Eriks unge Søn og Efterfølger, Erik, og Kong Magnus’s Datter Ingeborg[14].

  1. Arne B. Saga Cap. 61. Der ſtaar: Dronningen døde næſte Dag … Mariæ Bebudelſe; der ſees ikke, om det var før eller efter.
  2. Isl. Annaler, ved 1287. Det maa her lægges ſærdeles Merke til, at der ikke ſom ved de ſædvanlige Beretninger om Ildebrande ſtaar brann bœr í Osló, men brendr bœr í Osló, hvilket betegner, at Oslo By blev ſat i Brand.
  3. Sammeſteds; dog maa her ogſaa de nedenunder Texten anførte Varianter tages med.
  4. Lübecks Urkundenb. No. 317; ogſaa i Thorkelins Dipl. II. S. 111.
  5. Det er her værd at erindre, at Alf Jarl virkelig var den ſidſte indenlandſke Jarl i Norge.
  6. Se nedenfor, jvfr. Hertugens Retterbod af 1297 og 1298, aftrykt i Norges gl. Love III. S. 27 fgg.
  7. Maaſkee Anlægget af Akershuus Slot har været en Følge af, at Slottet paa Vaakeberg ſom var det, hvori Hallkell befalede, kunde overrumples af Alf.
  8. Se nedenf S. 142.
  9. Ericus Olai S. 80.
  10. Abſalon Pedersſøns Norges Beſkr. i Suhms Samlinger, II. S. 47.
  11. Svantepolk Knutsſøn var Søn af Hertug Knut, der igjen var en Søn af Kong Valdemar i Danmark.
  12. Ericus Olai, S. 80. Dalin henfører dette med Mesſenius til 1287, men det ſees ikke, paa hvilken Hjemmel.
  13. Se nedenfor, jvfr. flere Breve hos Rymer fra 1289; altſaa havde Peter Algotsſøn i det mindſte da allerede været en Stund i Kongens Tjeneſte.
  14. Rimkrøniken: Huitfeldt S. 300 (ſom dog tidligere paa en højſt urigtig Maade omtaler dette ved 1286, S. 292, kaldende det en Giftermaalshandel mellem Frøken Ingeborg, K. Erik Glippings Syſter, og Hertug Erik af Noge, K. Magnus’s Søn).