Det norske Folks Historie/6/72

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (I-4-2s. 125-136).

Men var den tydſke Krig forhadt, og blev derfor ſnart bilagt, ſaa ſynes derimod langt ſtørre Enighed at have herſket med Henſyn til Stemningen mod Danmark. Denne var afgjort fiendtlig. Skal man tro de ældſte lübeckſke Annaler, var Kong Erik i Norge iſær opbragt over, at den danſke Konge under Krigen med de tydſke Stæder havde forbundet ſig med disſe. Hertil kom fremdeles Enkedronningens Fordring paa ſine Arvegodſet, hvori baade Kongen og Hertugen, ſom hendes nærmeſte Arvinger, ikke vare mindre interesſerede end hun ſelv; og begge nærede vel og, ſom vi allerede have antydet, Haab om, ved Hjelp af de Misfornøjede i Landet at tilvende ſig Tronfølgen. Her var det følgelig liden Udſigt forhaanden til, at noget ſaadant Forlig mellem Norge og Danmark, ſom det, hvortil den ſvenſke Konge i ſin Dom havde ſøgt at holde Adgangen aaben, kunde komme i Stand. Det lader til, at man allerede i Begyndelſen af det følgende Aar fra danſk Side frygtede for at Krigen for Alvor ſkulde udbryde. Da Hertug Valdemar om Vaaren 1286 efter mange fremmede Fyrſters og danſke Herrers Foreſtillinger fik ſin Frihed igjen, maatte han paa et Høvdingemøde i Nyborg den 31te Marts udſtede en Forſikring hvori han erkjendte, at han af Ungdoms Uerfarenhed havde ladet ſig forlede til utilbørligt at tage Kronens Gods paa Als og i Hertugdømmet i Beſiddelſe, ſamt lovede, under Lens og Godſers Forbrydelſe, aldrig at raade til Kongens Død eller Fængſel, ikke at virke til at han miſtede Beſiddelſer, ſtørre og mindre, og ikke at indgaa Forbund og Stemplinger med Andre mod ham eller Riget, men derimod i Krigstilfælde at ſtaa Kongen og Riget bi. Hvis han havde gjort noget ſaadant Forbund, ſkulde han opſige det. Herved ſigtes, ſom ogſaa tidligere paapeget, aabenbart til hans formodede Stemplinger med Norge. Det tillægges, at han ikke ſkulde forholde Kong Erik Valdemarsſøns Døtre deres fædrene Arv og Gods, hvilket viſer, at han kun havde ladet Dronning Ingeborg faa, hvad der tilkom hende, men derimod endnu ſad inde med de andre Syſtres Gods i Hertugdømmet[1]. Den norſke Regjering, eller rettere Dronning Ingeborg, forberedede ſig ret for Alvor paa Krigen. Thi ej alene kunde det kaldes en Demonſtration, at Alf Erlingsſøn, Ophavsmanden til Krigen med de tydſke Stæder, og ſom allerede ſaa grumt havde herjet de danſke Kyſter, blev ophøjet til Jarl, men hvad endnu mere var, han ſendtes ſom Geſandt til Kong Edward i England, for at optage et Laan, ſamt tillige (maaſkee dog dette ſidſte Erende ikke aabenlyſt var ham meddeelt i hans Inſtruktion) at hverve Krigsfolk mod Danmark[2]. Den 22de Juni tilſkrev nemlig Kong Edward, der dengang var i Paris for at aflægge Kongen af Frankrig Hylding for ſine franſke Leen[3], Rigsforſtanderen i England, Edmund Jarl af Cornwall, følgende højſt beſynderlige Brev: „det ſkjendige, i vore Tider uhørte, Drab af den danſke Konge, Morfader til den ypperlige Fyrſte, vor Svoger og kjære Ven, Erik, Norges Konge, udført af ſamme Danekonges egne Brødre, og os meldt ved Brev og en Geſandt fra nys nævnte Konge i Norge, har indjaget Skræk i vort Hjerte, thi ifølge de bekjendte Udſagn „Felix, quem faciunt aliena pericula cautum“ (lykkelig den, der bliver klog af Andres Skade), og „Tunc tua res agitur, paries quum proximus ardet“ (naar næſte Vegg brænder, gjelder det dig) bør Skjendigheden af denne Udaad tjene alle Fyrſter og Adelsmænd til Exempel, og de bør alle rejſe ſig for at tage Hevn. Vi anmode eder derfor om, paa vores Vegne at meddele alle de Riddere af vort Rige ſamt alle andre, der med den ædle Mand, Alf af Thornberg, Jarl af Sarpsborg, den norſke Konges Geſandt, ville drage hen at ſtaa ſamme Konge bi, Tilladelſe dertil og fri Afrejſe“[4]. Vi ſee heraf, at Alf Jarl, der ſandſynligviis har opſøgt Kong Edward i Paris, maa have overleveret ham der et i Kong Eriks Navn ſkrevet Brev, hvori hans Morfader, den danſke Kong Erik Valdemarsſøns for 35 Aar tilbage ſtedfundne Drab blev omtalt, ſom om det ganſke nylig havde fundet Sted, og ſkildret med de ſorteſte Farver, ſom et forfærdeligt Tidernes Tegn, og ſom en Forbrydelſe, Norges Konge, den Dræbtes Datterſøn, nu var den nærmeſte til at hevne, men hvis Frygtelighed tillige gav ham retmæsſigt Krav paa alle velſindede Fyrſters Hjelp. At dette Brev, ſkjønt ſkrevet i Kongens Navn, egentlig var dicteret af Dronningen, maaſkee med Alfs Biſtand, er aabenbart, thi Kong Erik kunde dog ikke lettelig finde paa at opkoge en ſaa gammel Hiſtorie; med Dronningen var det derimod en anden Sag, hendes Faders uhevnede Død kunde vanſkeligt glemmes, og tjente i det mindſte nu ſom en tilſyneladende antagelig Grund for hendes fiendtlige Stræben mod ſine Frænder og ſit fordums Fædreland, medens hun dog egentlig kun havde Erhvervelſen af ſit Arvegods for Øje, og derhos nu ſnarere nærede Harme mod ſin Farbroder Chriſtophers, end mod Abels Efterkommere, da den ukjærlige Behandling, Chriſtophers myndige Enke Dronning Margrete i ſin Tid havde ladet blive alle de fire faderløſe Syſtre til Deel[5], juſt var af det Slags, der kunde efterlade varigt Nag, iſær hos en Kvinde af Dronning Ingeborgs Charakteer. Man ſeer af den engelſke Konges Skrivelſe, at Alf Jarl ogſaa mundtlig maa have talt i ſamme Aand og optændt hans Vrede mod de formodede Kongemordere. Den engelſke Konge anede mindſt, at han ved ſin Føjelighed netop middelbart ſatte Mænd, der maaſkee i ſelvſamme Øjeblik pønſede paa den daværende danſke Konges Drab, i Stand til lettere at udføre ſit Forehavende. Han lod det ikke blive derved. Fire Dage efter, fremdeles fra Paris, udſtedte han en Ordre til nogle Medlemmer af et Handelscompagni fra Lucca, om 14 Dage efter førſtkommende St. Michelsdag, at udbetale Alf Jarl, ſom havde Fuldmagt fra ſin Konge til Oppebørſelen, en Sum af 2000 Mkr. Sterling ſom Laan til Kong Eriks Brug, imod at Jarlen leverede ſit Fuldmagtsbrev, Qvittering for det oppebaarne, og Forpligtelſesbrev med Henſyn til Gjenbetalingen[6]. Pengene bleve ogſaa ganſke rigtigt udbetalte, endog, maaſkee mod en Rabat, før Tiden, thi allerede den 20de Juli udſtedte Alf Jarl et Brev, hvori han erkjendte at have modtaget Pengene, hvilket han ſiger at være ſkeet paa den faſtſatte St. Michelsdag uagtet denne endnu ikke var kommen, ſamt forpligtede ſig paa ſin Konges Vegne til at tilbagebetale Summen i London, Halvdelen Michelsdag 1287, og den anden Halvdeel ſ. D. 1288, bekræftende Løftet med Eed, og under Banns Straf for Kongen og dennes Arvinger, hvis der ſvigtedes i Udbetalingerne.

Kong Edward var nu viſtnok ſaa meget beredvilligere til at rette ſig efter den norſke Regjerings Ønſker, ſom den Begivenhed virkelig var indtraadt, der for en Tid gav det norſke Kongehuus en overmaade ſtor Betydning med Henſyn til de politiſke Forhold i Englands umiddelbare Nærhed. Kong Alexander i Skotland var død ved et Ulykkestilfælde den 19de Marts 1286[7], uden at efterlade Sønner af ſit andet, kortvarige Egteſkab med Iſabella af Dreux; og den treaarige Margrete, Kong Eriks Datter, var ſaaledes nu virkelig Skotlands Tronarving, ligeſom ogſaa de ſkotſke Magnater allerede ved Forpligtelſesbrevet af 7de Februar 1284 havde erkjendt hende for ſin Herſkerinde. Nu gjaldt det altſaa for Edward, mere end nogenſinde, at holde ſig til Vens med den norſke Konge, for at denne ſkulde give ſit Samtykke til et vordende Giftermaal mellem Margrete og hans Søn Edward, der for henved to Aar ſiden var fød i Caernarvon, juſt ſom de norſke Geſandter, Brødrene Bjarne og Vidkunn, opholdt ſig der. Han var derfor, ſom man ſeer, idel Forekommenhed mod Alf Jarl. Denne havde ſandſynligviis ogſaa det Hverv, at holde Øje med hvad der foregik i det urolige Skotland, hvor det lader til, at Formynderne, trods det tidligere Løfte, gjorde Vanſkeligheder ved at modtage Margrete ſom deres Dronning, og overhoved lagde et mindre venſkabeligt Sindelag mod Norge for Dagen, end man under de nærværende Forhold ſkulde have ventet. Man erfarer af et Brev, ſom Alf Jarl ved denne Tid ſkrev til Jakob, Skotlands Steward (Drottſete), en af de ſex Rigsforſtandere, at man i Skotland endog havde tilbageholdt norſke Handelsſkibe, uviſt af hvad Grund[8]. Alf Jarl førte her ret et overmodigt Sprog, ſaa at man nokſom deraf kan ſee, at han nu følte ſig paa ſin Lykkes Tinde. „Vi forundres med Rette“, heder det i Brevet, „over at I lade vore Landsmænds Skibe beſlaglægge hos eder i Skotland, ſkjønt de intet have forſeet ſig imod eder, da dog Englands ophøjede Konge nu i den ſidſte Krig mellem os og de Tydſke, formedelſt det Venſkabsforbund, der var oprettet mellem os, ikke tillod nogen Tydſk at faſtholde vore Skibe i England, og nu, efter at Freden er ſluttet mellem os og dem, maa enhver have det, han har faaet, ellers kan Freden ej beſtaa. Vi have nemlig hørt, at I for nogen løgnagtig Sladders Skyld ſkal have ladet beſlaglægge et af vore Skibe i Berwick, men vi bede eder, formedelſt det Venſkabsforbund, ſom er gjort og ſtadfæſtet mellem os, at I herefter ville lade af med at gjøre Vore nogen Uretfærdighed eller Skade; men ville I ikke lade af, ſkulle I nok ſelv faa føle, at Norge ikke er ſaa udmattet, at det lader ſig ride paa Nakken af eder“. Alf taler her næſten ſom om han ſelv var Norges Fyrſte. Hvo veed, maaſkee tænkte Alf ſelv paa at faa Enkedronningen til Egte[9]. Senere hen i Aaret blev Hr. Bjarne Erlingsſøn ſendt til Skotland for at paaſee den unge Kongedatters Tarv, og ſikre hende Kronen[10]. Han tilbragte hele Vintren der, men det lader ikke til, at han var ganſke heldig i ſine Beſtræbelſer. Det lykkedes virkelig Alf Jarl at faa hvervet nogle Tropper i England; thi paa hiint oven meddeelte Brev er der paategnet, at Tilladelſen til at følge med Alf blev Vedkommende given, paa deres egen Riſico; der fortælles ogſaa, at Alf bragte „Fiportungar“ med ſig til Norge[11], hvorved neppe kan forſtaaes andet, end Sømænd og Krigere fra „the five ports“, ogſaa kaldet „the cinque ports“, de kongelige Krigshavne i det ſydlige England. Med Alf fulgte ogſaa, ſom ovenfor berørt, den pavelige Tiende-Collector Mag. Huguitio af Caſtiglione; ſandſynligviis har Huguitio truffet Alf i Paris, og bedet om at maatte gjøre Følge med ham[12]. Endelig lader det til, at han har medbragt nogle Geſandter fra en tatariſk Khan, ſandſynligviis Under-Khanen Argun, der var en ivrig Ven af de Chriſtne, og ſtræbte at komme i nærmere Forbindelſe med de chriſtne Magter. Saa meget er viſt, at der i Aaret 1286 kom tatariſke Geſandter til Norge[13]. Vi have ſeet, at Huguitio kom til Oslo i Auguſt Maaned; da kom følgelig ogſaa Alf Jarl hjem, og har formodentlig anviiſt de medbragte hvervede Tropper Plads i Sarpsborg eller paa Valdensholm, maaſkee endog tildeels i en Søborg, ſom det lader til at Hr. Alf har ladet opføre paa den lille Ø Iſegran ved Glommens Udløb[14]. I Bergen udſtedte ſiden Kong Erik, St. Michelsdag, ſit Brev, hvorved han godkjendte Laanet og Forpligtelſen, hvis ellers ikke dette Brev allerede paa Forhaand var udſtedt og medbragt til England af Alf Jarl, ſiden han allerede i ſin egen Skrivelſe af 20de Juli erkjendte Modtagelſen af Pengene den 29de September[15].

Alf, hvis Ophøjelſe til Jarl ſkede, ſom det i en næſten ſamtidig Beretning ſiges, for at han ſkulde verje Norges Rige[16], men ſandſynligviis dog meſt for at han kunde fremtræde med deſto ſtørre Glands i ſit Geſandtſkab, havde ogſaa paa en anden Maade ſøgt at ſkaffe Krigsfolk til Veje, nemlig ved at give det Raad, at kræve Ledingstropper fra Island, foruden at kalde alle de haandgangne Mænd paa Øen til Krigstjeneſte i Norge. Det ſidſte var ganſke i ſin Orden; det førſte ſtreed imod Foreningsaktens Aand, om ikke mod dens udtrykkelige Betingelſer; heller ikke i den nys vedtagne Lovbog forpligtede „Thegnſkylden“, der her ſvarer til den norſke Udfarebaalk, Islændingerne til andre Præſtationer end Skat og Thingfarekjøb. Men dette forvoldte neppe Hr. Alf nogen Betænkelighed. Der udſtedtes et Kongebud, hvorved alle de haandgangne Mænd paa Island, og 30 Mand fra hver Fjerding ſtevndes over til Norge endnu ſamme Sommer. Derhos tilſkrev Kong Erik, eller blev der i hans Navn tilſkrevet ſaavel Hr. Ravn Oddsſøn ſom Biſkop Arne, om at underſtøtte Sagen. I Brevet til Ravn heed det, „at Nordmændene ikke kunde finde ſig i, at Islændingerne havde Ro og kunde ſidde ſtille, medens de ſelv idelig maatte drage i Leding, hvorfor Kongen efter Alfs Raad havde ladet dette Bud udgaa til Island, hvilket han haabede, at Ravn vilde underſtøtte. I Brevet til Biſkoppen ſtod der: „I have hørt, at vi ſærdeles indſtændigt have kaldt Folk til os fra Island, og vi bede eder derfor at ville forſtrække af eders Varebeholdning, til de opnævnte Mænds Udruſtning, imod at faa fuldſtændig Godtgjørelſe, ſaa ſnart vore Indtægter udbetales; hvis I velvilligt ville underſtøtte Sagen, da ſkal I ſaa meget tryggere en anden Gang kunne henvende eder til os“. Overbringeren af disſe Breve, ſaavel ſom af Udbudet, var den før omtalte islandſke Preſt Gudmund Hallsſøn, der tillige medbragte de koſtelige Klæder, ſom Kongen Aaret forud havde lovet den hellige Biſkop Jon. Til Islændingerne kunde det naturligviis ikke nytte at tale om at ville hevne Kong Erik Valdemarsſøns Drab, men Sira Gudmund vidſte at berette, at de Svenſke truede med at bryde ind i Viken og brænde der. Dette kan umuligt have forholdt ſig ſaaledes; thi der var jo netop aftalt et Møde mellem Kongerne Erik og Magnus paa Gullbergseid til St. Hans-Tider, og uagtet vel Magnus i det hele taget heldede til den danſke Konges Side, med hvem han endog havde aftalt at indgaa nærmere Svogerſkab, ſaa var der dog endnu ingen Grund for ham til at bekrige Norge, ligeſom der heller ikke findes Spor til, at han i Virkeligheden har tænkt derpaa. Enten har da hiint Sagn kun været et løſt Rygte, eller er det blevet aftalt i Norge, at Sira Gudmund ſkulde lade Ord falde derom, for at Udbudet ſkulde ſynes ſaa meget rimeligere. Men dette nyttede lidet. Sagen var overordentlig upopulær, og mødte afgjort Modſtand endog hos dem, man nærmeſt ſkulde regne paa, nemlig de haandgangne Mænd. Hr. Ravn modtog Kongens Anmodning meget koldt, og ytrede at dette var en højſt unødig Kvalm, ſom han ikke vilde befatte ſig med; han var desuden nu gammel og ſtiv, og duede ikke til at gaa i Krig. Den almindelige Mening var, at dette var noget nyt og uhørt; Mange paaſtode endog, at det Hele kun var blind Allarm, opdigtet for at udpresſe Penge. Men Biſkop Arne viſte ſig her, ſom ved alt, hvad der ikke ſtødte ſammen med Kirkens Interesſer, højſt ivrig og ufortrøden til at virke for Kongen; han talte ſelv paa Thingene, og erklærede, „at om Kongen havde indhentet hans Raad i dette Anliggende, vilde han have tilraadet Udbudet; ſaa megen Myndighed maatte dog Kongen have over ſine Thegner, og desuden kunde ikke de gjøre Fordring paa Hjelp fra Norge, om deres Land blev angrebet, naar de ikke nu vilde underſtøtte Nordmændene. Det var utilbørligt at kalde dette Udpresning, thi det var jo nødvendigt at man maatte kræve flere Penge, naar Udgifterne til det almene Bedſte vare ſaa meget ſtørre; den fortjente ikke Velgjerninger af Andre, ſom negtede Andre dem, og burde kaldes Drottinsſviger, Niding, Usling; Kongen havde i Fred den ſædvanlige Skat efter Leding, men i Krig ſaa meget mere, ſom Trangen var ſtørre, ſaa at endog hans og hans Thegners hele Ejendom da kunde ſiges at være fælles“. Saadanne Foreſtillinger ſmagte vel neppe Mange, men Biſkoppen drev det dog ved ſin Autoritet til, at de Fleſte i de Egne af Sønderlandet, hvor han ſelv var tilſtede, efterkom Udbudet temmelig villigt. Men Ravn og hans Venner gjorde fremdeles Modſtand. Den førſte gav ſig vel engang Mine af at ville begive ſig til Skibet og afrejſe, men foregav paa Vejen at være ſyg og vendte om igjen. Han udeblev ogſaa under ſamme Paaſkud fra de Udbudsthing, der holdtes paa Sønderlandet. Nogle, formodentlig af de ivrigſte Kongevenner, ſagde da reent ud, at han vilde være Kongen utro, Andre, at han med Flere fandt det unødvendigt; Enkelte troede og, at han frygtede for at Biſkoppen, om han rejſte, vilde benytte ſig af hans Fraværelſe til at lade hans Venner, der havde ſat ſig i Beſiddelſe af de arvelige Kirker, undgjelde derfor. Forſøget mislykkedes ganſke, og Sira Gudmund maatte med uforrettet Sag drage til Norge om Høſten. Han kunde ikke nokſom roſe Biſkop Arne for hans Villighed, men havde meget at ſige paa Hr. Ravn[17].

Det ſtaar upaatvivleligt i nærmeſte Forbindelſe hermed, hvad enkelte af de islandſke Annaler berette, at Hr. Audun Hugleiksſøn fik Jarlsnavn, ligeſom Hr Alf, ja endog, ſom et Par Haandſkrifter ſige, blev gjort til Jarl over Island. Det er højſt rimeligt, at en ſaadan Foranſtaltning har været paatænkt, for at Udbudet kunde drives med ſtørre Klem, og tillige for at Audun, der ligeledes var beſlægtet med Kongen, ikke ſkulde ſtaa tilbage for Alf; maaſkee har man paa Island troet, at det vilde ſkee, og dette maa da have bidraget end mere til at gjøre Ravn gjenſtridig, da han i ſaa Fald vilde have maattet fravige ſin Statholder-Myndighed. Men det er viſt nok, at det ikke ſkede, thi Audun kaldes i intet ſenere Brev Jarl, ikke engang i dem, han ſelv udſtedte[18].

Under disſe Forhold ſkulde man neppe vente, at det Møde mellem alle de tre nordiſke Mimers Konger, ſom ifølge Kong Erik Magnusſøns Brev af 3de Juli 1285 ſynes at have været aftalt, eller i det mindſte foreſlaaet at ſkulle finde Sted den 1ſte Juli 1286, kunde komme fuldſtændigt i Stand. Saa vidt man kan ſkjønne, indfandt heller ikke den danſke Konge ſig[19], medens det dog lader til, at Norges og Sveriges Konger ere komne ſammen. Det fortælles nemlig udtrykkeligt, at Loft Helgesſøn tilligemed de øvrige Islændinger, der opholdt ſig i Bergen, om Vaaren 1286 droge til Viken, hvilket neppe kan forklares anderledes, end at en ny Stevneleding da fandt Sted; fremdeles ſeer man, at Kongen den 23de Juni var i Tunsberg, viſtnok paa Vejen til Elven[20], og endelig er det allerede ovenfor omtalt, at ikke færre end fem norſke Biſkopper ſaavel ſom Biſkop Brynjulf af Skara den 10de Juli vare i Ljodhuus, hvilket ogſaa tyder paa, at et Fyrſtemøde nys havde fundet Sted. Det vilde ogſaa have været uforſvarligt, om ej i det mindſte den ſvenſke Konge var kommen, for efter Løfte at afgjøre de endnu ikke tilendebragte Spørgsmaal, thi ſaadant vilde kunne have bevirket, at Krigen begyndte paany. Desuden havde Staden Wismar ogſaa opfordret de veſterlandſke Stæder eller den egentlige Hanſa, nemlig Stade, Osnabrück, Münſter, Coesfeld, Soeſt, Dortmund, Leeuwarden, Groeningen, Stavern, Kampen, Zwoll, Deventer, Zütphen, Harderwick og Muyden til at benytte ſig af Lejligheden og ſende Geſandter med Breve til den ſvenſke Konge for at underkaſte ſig hans Dom[21]. Imidlertid er det højſt forunderligt, at der i alle de hidtil opdagede Breve, ſom vedkomme disſe Anliggender, ingen Hentydning ſkeer til ſlige Forhandlinger i Juli 1286. Af et Brev, ſom Kong Erik udſtedte den 5te Juli 1287, ſeer man, at der ganſke rigtigt indfandt ſig Fuldmægtige fra Lübeck, Wismar, Roſtock og Stralſund i Tunsberg til den førſte Betalings-Termin, St. Hansdag 1287[22], men her tales ikke med et eneſte Ord om Mødet 1286. Ligeledes erfarer man, at i alle Fald Kampen førſt i 1289, og Stavern endnu ſenere forligede ſig med Kong Erik[23]. Da man dog ikke kan antage, at Stæderne ganſke have undladt at lade møde, maa man formode, at Forhandlingerne kun have været kortvarige og af liden Interesſe. Et Slags endeligt Opgjør, i det mindſte med de ſyv Stæder, ſynes dog at maatte være ſkeet, thi i det før omtalte Brev, hvori Hertug Haakon fralægger ſig al Deel i Krigen med Tydſkerne, ſiger han, at „da ved Guds Naade Fred og Enighed nu endelig var gjenoprettet mellem Norge og Stæderne, vilde han ubrødeligen have overholdt den overalt i Hertugdømmet, hvor de tydſke Kjøbmænd handlede, rejſte eller opholdt ſig, hvorfor han ogſaa havde befalet Hallkell Krøkedans, ſin Befalingsmand paa Oslo Slot, at modtage hæderligt alle de Tydſkere, der kom ſejlende til Staden med ſine Varer, behandle dem venligt, og forſvare dem i Nydelſen af deres gamle Friheder; til Gjengjeld bad han om, at man vilde behandle hans Underſaatter ligeſaa godt i Stæderne“[24]. Siden Brevet er dateret ſaa ſeent ſom den 29de Auguſt, ſynes Ytringen om Fredens Gjenoprettelſe ſaaledes nærmeſt at maatte hentyde til et Møde i den foregaaende Juli Maaned. Endog den danſke Konge ſynes ikke at have holdt ſig aldeles uden Deeltagelſe i Forhandlingerne Maaſkee endog allerede det Punkt i Kong Magnus’s Dom, at Kongerne i Danmark og Norge, om muligt, ſkulde aftale en Dag til Forligsmøde, ophævede den tidligere Plan, at de ſkulde perſonligt ſamles paa Gullbergseid om Sommeren 1286, og at den danſke Konge derfor kun har anſeet det nødvendigt, at tilkjendegive ſin Beredvillighed til at rette ſig efter Dommen, ja maaſkee endog ladet aftale Dagen. Det heder nemlig, at, da Sira Gudmund Hallsſøn kom tilbage fra Island, var der allerede indledet Underhandlinger mellem Rigerne, ſaa at det ej for det førſte kom til nogen Kamp. Da Danekongen ikke oplevede Aarets Ende, og Kilderne overhoved ere ſaa magre, vide vi intet videre herom. Men det ſtaar dog viſt i Forbindelſe hermed, at Grev Jakob af Halland den 19de October i Skjelfiſkør (Skjelſkør) udſtedte et Brev, hvori der nøjagtigt gjordes Rede for, hvad der tilfaldt hver iſær af Kong Eriks Valdemarsſøns fire Døtre af hans efterladte Gods, og hvor det omtales, at Dronning Ingeborg og hendes Syſter Dronning Sophia havde ladet møde hver ved ſin Fuldmægtig[25]. Heraf ſynes man at maatte ſlutte, at den danſke Konge ej alene har ſamtykket i at lade ſin Tviſt med Norges Konge afgjøre ved Voldgift paa den af Kong Magnus antydede Maade, men at han og, for at Dommerne ſkulde erkjende, at han havde Retten paa ſin Side, har erklæret ſig villig til at lade Dronning Ingeborg og hendes Syſtre faa, hvad der tilkom dem, ſaa at der endog blev holdt et formeligt Skifte under Grev Jakobs Beſtyrelſe. Dette lader igjen formode, at han har ledet denne Sag, fremmødt paa Dane-Kongens Vegne ved Gullbergseid, og overhoved nu givet ſig Mine af at være hans Ven, og oprigtigt at ønſke Fred, ſamt at Kongen virkelig har fæſtet Lid til ham. Men Grev Jakob havde aldrig været mindre at tro, end i dette Øjeblik. Han ſaavelſom de øvrige Stormænd, der allerede før havde ligget i Fejde med Kongen, havde nu atter hemmeligt ſammenſvoret ſig imod ham, og Hertug Valdemar ſelv, harmfuld over Dommen i Nyborg, Fængſlingen og den aftvungne Forſikring, ſiges at have ſtaaet i Ledtog med dem[26]. Hvor vidt dette forholder ſig ſaa, er vanſkeligt at ſige. Ved Kongens Drab vilde unegteligt Hertug Valdemar, ſom nærmeſte mandlige Frænde, faa Formynderſkabet for Kongens unge Søn, og naar han fik Magten, var det ſandſynligt, at det hele Parti vilde faa Overhaand. Det var derfor rimeligt, at Valdemar ikke ugjerne ſaa en Begivenhed indtræffe, der ſkaffede ham ſtore politiſke Fordele, paa ſamme Tid ſom den tilfredsſtillede hans private Hevnfølelſe, og at derfor den almindelige Mening ſnart ſtemplede ham ſom Deeltager i Sammenſværgelſen, uagtet det naturligviis laa baade i hans og de Sammenſvornes Interesſe at vogte ſig for alle ydre Tegn paa en ſaadan Forſtaaelſe. Af ſamme Grund betegnede den almindelige Stemme, efter at Gjerningen var ſkeet, ogſaa Norges Konge ſom hemmelig Deeltager i Mordplanen. Men eet er at tage virkelig Deel, et andet at tage Parti med Gjerningsmændene, efter at Gjerningen ſelv er udført, og naar det Skede ikke længer ſtaar til at ændre. Uagtet Planen ſikkert var aftalt i længere Tid, og navnlig Grev Jakob paa Mødet i Skjelfiſkør, kun lidet over en Maaned før Udførelſen, var fuldt beſtemt paa at handle, ſaa ſynes dog den norſke Konges Charakteer at have været altfor aaben og hæderlig til at han ſkulde have villet beſudle ſig med Deelagtighed i et ſaa ſkjendigt Forehavende, ſom det, der beredtes mod den danſke Konge. At han ſiden tog ſig af Morderne, ſom vi ville ſee, er en anden Sag; thi deels holdt han ſig vel ikke ſaa ganſke overbeviiſt om, at Mordet virkelig var begaaet af dem, deels havde flere af dem lidt de blodigſte Fornærmelſer af den danſke Konge[27], hvilke nok kunde oprøre den unge Kong Eriks Retfærdighedsfølelſe og vække hans Sympathier for dem; endelig hørte de fleſte af dem til Ætter, der havde ſtaaet i venſkabeligt Forhold til Dronningens Fader og Forfædre[28], medens derimod det uvenſkabeligſte Forhold nu allerede havde længe herſket mellem det norſke og det danſke Hof, og iſær mellem Dronningen og Kong Chriſtophers Ætlinger. Vi tro derfor at kunne frigjøre den norſke Konge for den Beſkyldning, at have ſtaaet i Ledtog med de Sammenſvorne og kun for et Syns Skyld at have ſamtykket i at aabne Fredsunderhandlinger. Det ſamme bør man vel, indtil andet beviſes, antage om Hertug Valdemar. — Hvorledes de Sammenſvorne udførte ſin blodige Plan, er bekjendt. Medens Kongen ſeenhøſtes 1286 rejſte om paa Thingene i Jylland, blev han af Rane Jonsſøn, en af de Sammenſvorne, paa St. Ceciliæ Dag, 22de Novbr., forledet til at gaa paa Jagt i Omegnen af Viborg, og at tage Natteleje i en Lade ved den afſidesliggende Landsby Finthorp eller Finderup. Her brøde de Sammenſvorne, forklædte i Munkekapper, ind om Natten, og bare Vaaben paa ham med den meſt raſende Forbitrelſe, ſaa at han fik mindſt henved 60 Saar, hvoraf hvert iſær havde været nok til at ende hans Dage. Derpaa begave de ſig bort i Stilhed, ſom de vare komne, og det varede nogen Tid, førend man opdagede, hvo de vare.

  1. Dette merkelige Brev findes kun i danſk Overſættelſe hos Huitfeldt S. 290, hvorefter Suhm igjen har meddeelt det X. 920. Det er forſynet med Intimation og Forløfte, dateret Lübeck den 20de April, af Biſkop Hermann i Schwerin, Hertug Johan af Saxland, de holſtenſke Hertuger, Greverne af Schwerin, Hoya og Meklenburg, hvilke altſaa vare de fremmede Fyrſter, der hjalp til at udvirke hans Frigivelſe.
  2. Om Lejetropper havde der allerede været Tale i 1285, af Inſtruxen for Geſandterne at dømme, ſe ovf. S. 105.
  3. Hyldingen aflagdes Onsdag i Pintſeugen, 5te Juni, ſee Brev hos Rymer.
  4. Brevet er aftrykt hos Rymer, ſamt ogſaa i Thorkelins Analecta S. 159, men her urigtigt henført til 1287.
  5. Herom vidner den Omſtændighed, at Ingeborg maatte ſaa godt ſom flygte fra Danmark, men iſær at Syſtrene Agnes og Jutha, der havde taget Sløret, atter forlode Kloſtret, fordi de der havde det for ſlemt; det ſynes temmelig viſt, at Dronning Margrete havde tvunget dem til at gaa i Kloſter, og at dette maaſkee og ſkulde have været Ingeborgs Lod. Se Suhm X. 929. Den Forekommenhed, ſom Hertug Valdemar viſte Dronning Ingeborg, og det venſkabelige Forhold, ſom herſkede mellem ham og det norſke Kongehuus overhoved, viſer aabenbart, at Dronningen ikke betragtede ham, Abels Sønneſøn, med Had. Højſt charakteriſtiſk er det, at i den engelſke Konges Brev tales der om Eriks Drab ved ſine Brødre, uagtet det jo kun ſkede ved Abel alene. Dronningen vilde aabenbart velte en Deel af Blodſkylden paa Chriſtophers Ætt.
  6. Rymer I. 2.
  7. Chron. de Lanercost. Fordun, X. 40.
  8. Brevet kjendes nu kun gjennem Abſalon Pedersſøns danſke Parafraſe, Suhms Samll. II. S. 47, deraf har Th. Thorvesſøn igjen givet en latinſk Overſættelſe, IV. S. 377. Det er udateret, men da Freden med de tydſke Stæder omtales ſom ſluttet, og Alf blev fredløs i 1287, kan det alene tilhøre 1286, eller hans Geſandtſkabstid.
  9. Af det i Thorkelins Analecta S. 161 meddeelte Brev angaaende et Erſtatningskrav fra Enken efter Borgeren William af Gatton ſees det, at Alf enten har laant Penge af hende under Opholdet i England, eller haft en Kjærlighedshiſtorie med hende; hun fordrede nemlig Godtgjørelſe „super quodam delicto, quod dominus Oliverus Comes de Sarpsburg: ..contraxit cum eadem; dette tyder paa en Kjærlighedsforſtaaelſe, men ſnarere ſynes der dog i Stedet for delicto at burde læſes debito (Gjeld).
  10. Se nedenfor.
  11. Isl. Annaler.
  12. I nogle Redactioner af Annalerne ſtaar der nemlig: kómu Tartarar í Noreg ok Hugoitius ok fiportungar með Herra Alfi. Her ſynes baade Tartarar, Hugoitius ok fiportungar at høre ſammen.
  13. Det ſiges i alle Annaler, og Arne B. Saga, Cap. 57.
  14. Se herom mere nedenfor.
  15. Rymer, I. 2. S. 667.
  16. Arne B. Saga Cap. 57. Alfs Udnævnelſe til Jarl henføres i nogle Annaler til 1285: maaſkee ſkete den Juledag 1285, da ſlige Ophøjelſer iſær plejede at finde Sted paa den Dag.
  17. Arne B. Saga Cap. 57.
  18. Se f. Ex. Kong Eriks Brev til den franſke Konge af 24de Juni 1295, Thorkelins Dipl. II. S. 166, hvor Audun alene kaldes dominus de Hegranes, carus consanguineus et secretarius noster, ſamt Auduns eget Brev af 4de Oct. 1298 (Lappenbergs Sartorius II. S. 738), hvor han alene kalder ſig Kongens Fehirde. Biſkop Arnes Saga kalder ham fremdeles kun Hr. Audun, og de ypperlige Annales regii vide heller ikke om anden Jarle-Udnævnelſe i 1286, end Alfs. Men merkeligt er det dog, at allerede Hauk Erlendsſøns Annaler — og da Hauk allerede blev Lagmand 1295, maatte han have oplevet, hvad der var ſkeet i 1286 — vidne, at „Alf og Audun bleve Jarler“. Sagen maa derfor upaatvivleligt have været paa Bane, eller i det mindſte maa et Rygte derom verre kommet til Island.
  19. Kong Erik var, ſandſynligviis til Danehof, i Nyborg den 2den Juni (Suhm X. 925, 926) og var den 17de Auguſt i Odenſe.
  20. Arne B. Saga Cap. 48. Søndag efter Botolfsmesſe (altſaa 23de Juni) bade Hr. Lodin Lepp og Hr. Thorvard Thorarinsſøn, heder det her, Kongen om Tilgivelſe for Loft, og han tog ham til Naade i Tunsberg.
  21. Udateret Brev i Lübecks Urk. Buch No. 501.
  22. Sammeſteds No. 512.
  23. Brev fra Kong Erik af 31te Juli 1289, i Kampens Archiv, ſe nedenfor.
  24. Urk. Buch No. 494.
  25. Kun meddeelt i Udtog hos Huitfeldt S. 292.
  26. Langebeks Scr. I. 125, II. 389, V. 531, 615.
  27. Dette er i det mindſte viſt om Marſk Stig; og i de Annaler hos Asmusſen (II. 245) der ende med 1319, ſiges der udtrykkeligt om de Sammenſvorne, at „de havde lidt grov Forurettelſe“.
  28. I Beſkyttelſesbrevet af 1287 (ſe nedenfor) tales der udtrykkeligt om de Tjeneſter, deres Forfædre havde viiſt Kong Eriks mødrene Forfædre.