Det norske Folks Historie/6/72

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 125-136).

Men var den tydske Krig forhadt, og blev derfor snart bilagt, saa synes derimod langt større Enighed at have hersket med Hensyn til Stemningen mod Danmark. Denne var afgjort fiendtlig. Skal man tro de ældste lübeckske Annaler, var Kong Erik i Norge især opbragt over, at den danske Konge under Krigen med de tydske Stæder havde forbundet sig med disse. Hertil kom fremdeles Enkedronningens Fordring paa sine Arvegodset, hvori baade Kongen og Hertugen, som hendes nærmeste Arvinger, ikke vare mindre interesserede end hun selv; og begge nærede vel og, som vi allerede have antydet, Haab om, ved Hjelp af de Misfornøjede i Landet at tilvende sig Tronfølgen. Her var det følgelig liden Udsigt forhaanden til, at noget saadant Forlig mellem Norge og Danmark, som det, hvortil den svenske Konge i sin Dom havde søgt at holde Adgangen aaben, kunde komme i Stand. Det lader til, at man allerede i Begyndelsen af det følgende Aar fra dansk Side frygtede for at Krigen for Alvor skulde udbryde. Da Hertug Valdemar om Vaaren 1286 efter mange fremmede Fyrsters og danske Herrers Forestillinger fik sin Frihed igjen, maatte han paa et Høvdingemøde i Nyborg den 31te Marts udstede en Forsikring hvori han erkjendte, at han af Ungdoms Uerfarenhed havde ladet sig forlede til utilbørligt at tage Kronens Gods paa Als og i Hertugdømmet i Besiddelse, samt lovede, under Lens og Godsers Forbrydelse, aldrig at raade til Kongens Død eller Fængsel, ikke at virke til at han mistede Besiddelser, større og mindre, og ikke at indgaa Forbund og Stemplinger med Andre mod ham eller Riget, men derimod i Krigstilfælde at staa Kongen og Riget bi. Hvis han havde gjort noget saadant Forbund, skulde han opsige det. Herved sigtes, som ogsaa tidligere paapeget, aabenbart til hans formodede Stemplinger med Norge. Det tillægges, at han ikke skulde forholde Kong Erik Valdemarssøns Døtre deres fædrene Arv og Gods, hvilket viser, at han kun havde ladet Dronning Ingeborg faa, hvad der tilkom hende, men derimod endnu sad inde med de andre Systres Gods i Hertugdømmet^[1]. Den norske Regjering, eller rettere Dronning Ingeborg, forberedede sig ret for Alvor paa Krigen. Thi ej alene kunde det kaldes en Demonstration, at Alf Erlingssøn, Ophavsmanden til Krigen med de tydske Stæder, og som allerede saa grumt havde herjet de danske Kyster, blev ophøjet til Jarl, men hvad endnu mere var, han sendtes som Gesandt til Kong Edward i England, for at optage et Laan, samt tillige (maaskee dog dette sidste Erende ikke aabenlyst var ham meddeelt i hans Instruktion) at hverve Krigsfolk mod Danmark^[2]. Den 22de Juni tilskrev nemlig Kong Edward, der dengang var i Paris for at aflægge Kongen af Frankrig Hylding for sine franske Leen^[3], Rigsforstanderen i England, Edmund Jarl af Cornwall, følgende højst besynderlige Brev: „det skjendige, i vore Tider uhørte, Drab af den danske Konge, Morfader til den ypperlige Fyrste, vor Svoger og kjære Ven, Erik, Norges Konge, udført af samme Danekonges egne Brødre, og os meldt ved Brev og en Gesandt fra nys nævnte Konge i Norge, har indjaget Skræk i vort Hjerte, thi ifølge de bekjendte Udsagn „Felix, quem faciunt aliena pericula cautum“ (lykkelig den, der bliver klog af Andres Skade), og „Tunc tua res agitur, paries quum proximus ardet“ (naar næste Vegg brænder, gjelder det dig) bør Skjendigheden af denne Udaad tjene alle Fyrster og Adelsmænd til Exempel, og de bør alle rejse sig for at tage Hevn. Vi anmode eder derfor om, paa vores Vegne at meddele alle de Riddere af vort Rige samt alle andre, der med den ædle Mand, Alf af Thornberg, Jarl af Sarpsborg, den norske Konges Gesandt, ville drage hen at staa samme Konge bi, Tilladelse dertil og fri Afrejse“^[4]. Vi see heraf, at Alf Jarl, der sandsynligviis har opsøgt Kong Edward i Paris, maa have overleveret ham der et i Kong Eriks Navn skrevet Brev, hvori hans Morfader, den danske Kong Erik Valdemarssøns for 35 Aar tilbage stedfundne Drab blev omtalt, som om det ganske nylig havde fundet Sted, og skildret med de sorteste Farver, som et forfærdeligt Tidernes Tegn, og som en Forbrydelse, Norges Konge, den Dræbtes Dattersøn, nu var den nærmeste til at hevne, men hvis Frygtelighed tillige gav ham retmæssigt Krav paa alle velsindede Fyrsters Hjelp. At dette Brev, skjønt skrevet i Kongens Navn, egentlig var dicteret af Dronningen, maaskee med Alfs Bistand, er aabenbart, thi Kong Erik kunde dog ikke lettelig finde paa at opkoge en saa gammel Historie; med Dronningen var det derimod en anden Sag, hendes Faders uhevnede Død kunde vanskeligt glemmes, og tjente i det mindste nu som en tilsyneladende antagelig Grund for hendes fiendtlige Stræben mod sine Frænder og sit fordums Fædreland, medens hun dog egentlig kun havde Erhvervelsen af sit Arvegods for Øje, og derhos nu snarere nærede Harme mod sin Farbroder Christophers, end mod Abels Efterkommere, da den ukjærlige Behandling, Christophers myndige Enke Dronning Margrete i sin Tid havde ladet blive alle de fire faderløse Systre til Deel^[5], just var af det Slags, der kunde efterlade varigt Nag, især hos en Kvinde af Dronning Ingeborgs Charakteer. Man seer af den engelske Konges Skrivelse, at Alf Jarl ogsaa mundtlig maa have talt i samme Aand og optændt hans Vrede mod de formodede Kongemordere. Den engelske Konge anede mindst, at han ved sin Føjelighed netop middelbart satte Mænd, der maaskee i selvsamme Øjeblik pønsede paa den daværende danske Konges Drab, i Stand til lettere at udføre sit Forehavende. Han lod det ikke blive derved. Fire Dage efter, fremdeles fra Paris, udstedte han en Ordre til nogle Medlemmer af et Handelscompagni fra Lucca, om 14 Dage efter førstkommende St. Michelsdag, at udbetale Alf Jarl, som havde Fuldmagt fra sin Konge til Oppebørselen, en Sum af 2000 Mkr. Sterling som Laan til Kong Eriks Brug, imod at Jarlen leverede sit Fuldmagtsbrev, Qvittering for det oppebaarne, og Forpligtelsesbrev med Hensyn til Gjenbetalingen^[6]. Pengene bleve ogsaa ganske rigtigt udbetalte, endog, maaskee mod en Rabat, før Tiden, thi allerede den 20de Juli udstedte Alf Jarl et Brev, hvori han erkjendte at have modtaget Pengene, hvilket han siger at være skeet paa den fastsatte St. Michelsdag uagtet denne endnu ikke var kommen, samt forpligtede sig paa sin Konges Vegne til at tilbagebetale Summen i London, Halvdelen Michelsdag 1287, og den anden Halvdeel s. D. 1288, bekræftende Løftet med Eed, og under Banns Straf for Kongen og dennes Arvinger, hvis der svigtedes i Udbetalingerne.

Kong Edward var nu vistnok saa meget beredvilligere til at rette sig efter den norske Regjerings Ønsker, som den Begivenhed virkelig var indtraadt, der for en Tid gav det norske Kongehuus en overmaade stor Betydning med Hensyn til de politiske Forhold i Englands umiddelbare Nærhed. Kong Alexander i Skotland var død ved et Ulykkestilfælde den 19de Marts 1286^[7], uden at efterlade Sønner af sit andet, kortvarige Egteskab med Isabella af Dreux; og den treaarige Margrete, Kong Eriks Datter, var saaledes nu virkelig Skotlands Tronarving, ligesom ogsaa de skotske Magnater allerede ved Forpligtelsesbrevet af 7de Februar 1284 havde erkjendt hende for sin Herskerinde. Nu gjaldt det altsaa for Edward, mere end nogensinde, at holde sig til Vens med den norske Konge, for at denne skulde give sit Samtykke til et vordende Giftermaal mellem Margrete og hans Søn Edward, der for henved to Aar siden var fød i Caernarvon, just som de norske Gesandter, Brødrene Bjarne og Vidkunn, opholdt sig der. Han var derfor, som man seer, idel Forekommenhed mod Alf Jarl. Denne havde sandsynligviis ogsaa det Hverv, at holde Øje med hvad der foregik i det urolige Skotland, hvor det lader til, at Formynderne, trods det tidligere Løfte, gjorde Vanskeligheder ved at modtage Margrete som deres Dronning, og overhoved lagde et mindre venskabeligt Sindelag mod Norge for Dagen, end man under de nærværende Forhold skulde have ventet. Man erfarer af et Brev, som Alf Jarl ved denne Tid skrev til Jakob, Skotlands Steward (Drottsete), en af de sex Rigsforstandere, at man i Skotland endog havde tilbageholdt norske Handelsskibe, uvist af hvad Grund^[8]. Alf Jarl førte her ret et overmodigt Sprog, saa at man noksom deraf kan see, at han nu følte sig paa sin Lykkes Tinde. „Vi forundres med Rette“, heder det i Brevet, „over at I lade vore Landsmænds Skibe beslaglægge hos eder i Skotland, skjønt de intet have forseet sig imod eder, da dog Englands ophøjede Konge nu i den sidste Krig mellem os og de Tydske, formedelst det Venskabsforbund, der var oprettet mellem os, ikke tillod nogen Tydsk at fastholde vore Skibe i England, og nu, efter at Freden er sluttet mellem os og dem, maa enhver have det, han har faaet, ellers kan Freden ej bestaa. Vi have nemlig hørt, at I for nogen løgnagtig Sladders Skyld skal have ladet beslaglægge et af vore Skibe i Berwick, men vi bede eder, formedelst det Venskabsforbund, som er gjort og stadfæstet mellem os, at I herefter ville lade af med at gjøre Vore nogen Uretfærdighed eller Skade; men ville I ikke lade af, skulle I nok selv faa føle, at Norge ikke er saa udmattet, at det lader sig ride paa Nakken af eder“. Alf taler her næsten som om han selv var Norges Fyrste. Hvo veed, maaskee tænkte Alf selv paa at faa Enkedronningen til Egte^[9]. Senere hen i Aaret blev Hr. Bjarne Erlingssøn sendt til Skotland for at paasee den unge Kongedatters Tarv, og sikre hende Kronen^[10]. Han tilbragte hele Vintren der, men det lader ikke til, at han var ganske heldig i sine Bestræbelser. Det lykkedes virkelig Alf Jarl at faa hvervet nogle Tropper i England; thi paa hiint oven meddeelte Brev er der paategnet, at Tilladelsen til at følge med Alf blev Vedkommende given, paa deres egen Risico; der fortælles ogsaa, at Alf bragte „Fiportungar“ med sig til Norge^[11], hvorved neppe kan forstaaes andet, end Sømænd og Krigere fra „the five ports“, ogsaa kaldet „the cinque ports“, de kongelige Krigshavne i det sydlige England. Med Alf fulgte ogsaa, som ovenfor berørt, den pavelige Tiende-Collector Mag. Huguitio af Castiglione; sandsynligviis har Huguitio truffet Alf i Paris, og bedet om at maatte gjøre Følge med ham^[12]. Endelig lader det til, at han har medbragt nogle Gesandter fra en tatarisk Khan, sandsynligviis Under-Khanen Argun, der var en ivrig Ven af de Christne, og stræbte at komme i nærmere Forbindelse med de christne Magter. Saa meget er vist, at der i Aaret 1286 kom tatariske Gesandter til Norge^[13]. Vi have seet, at Huguitio kom til Oslo i August Maaned; da kom følgelig ogsaa Alf Jarl hjem, og har formodentlig anviist de medbragte hvervede Tropper Plads i Sarpsborg eller paa Valdensholm, maaskee endog tildeels i en Søborg, som det lader til at Hr. Alf har ladet opføre paa den lille Ø Isegran ved Glommens Udløb^[14]. I Bergen udstedte siden Kong Erik, St. Michelsdag, sit Brev, hvorved han godkjendte Laanet og Forpligtelsen, hvis ellers ikke dette Brev allerede paa Forhaand var udstedt og medbragt til England af Alf Jarl, siden han allerede i sin egen Skrivelse af 20de Juli erkjendte Modtagelsen af Pengene den 29de September^[15].

Alf, hvis Ophøjelse til Jarl skede, som det i en næsten samtidig Beretning siges, for at han skulde verje Norges Rige^[16], men sandsynligviis dog mest for at han kunde fremtræde med desto større Glands i sit Gesandtskab, havde ogsaa paa en anden Maade søgt at skaffe Krigsfolk til Veje, nemlig ved at give det Raad, at kræve Ledingstropper fra Island, foruden at kalde alle de haandgangne Mænd paa Øen til Krigstjeneste i Norge. Det sidste var ganske i sin Orden; det første streed imod Foreningsaktens Aand, om ikke mod dens udtrykkelige Betingelser; heller ikke i den nys vedtagne Lovbog forpligtede „Thegnskylden“, der her svarer til den norske Udfarebaalk, Islændingerne til andre Præstationer end Skat og Thingfarekjøb. Men dette forvoldte neppe Hr. Alf nogen Betænkelighed. Der udstedtes et Kongebud, hvorved alle de haandgangne Mænd paa Island, og 30 Mand fra hver Fjerding stevndes over til Norge endnu samme Sommer. Derhos tilskrev Kong Erik, eller blev der i hans Navn tilskrevet saavel Hr. Ravn Oddssøn som Biskop Arne, om at understøtte Sagen. I Brevet til Ravn heed det, „at Nordmændene ikke kunde finde sig i, at Islændingerne havde Ro og kunde sidde stille, medens de selv idelig maatte drage i Leding, hvorfor Kongen efter Alfs Raad havde ladet dette Bud udgaa til Island, hvilket han haabede, at Ravn vilde understøtte. I Brevet til Biskoppen stod der: „I have hørt, at vi særdeles indstændigt have kaldt Folk til os fra Island, og vi bede eder derfor at ville forstrække af eders Varebeholdning, til de opnævnte Mænds Udrustning, imod at faa fuldstændig Godtgjørelse, saa snart vore Indtægter udbetales; hvis I velvilligt ville understøtte Sagen, da skal I saa meget tryggere en anden Gang kunne henvende eder til os“. Overbringeren af disse Breve, saavel som af Udbudet, var den før omtalte islandske Prest Gudmund Hallssøn, der tillige medbragte de kostelige Klæder, som Kongen Aaret forud havde lovet den hellige Biskop Jon. Til Islændingerne kunde det naturligviis ikke nytte at tale om at ville hevne Kong Erik Valdemarssøns Drab, men Sira Gudmund vidste at berette, at de Svenske truede med at bryde ind i Viken og brænde der. Dette kan umuligt have forholdt sig saaledes; thi der var jo netop aftalt et Møde mellem Kongerne Erik og Magnus paa Gullbergseid til St. Hans-Tider, og uagtet vel Magnus i det hele taget heldede til den danske Konges Side, med hvem han endog havde aftalt at indgaa nærmere Svogerskab, saa var der dog endnu ingen Grund for ham til at bekrige Norge, ligesom der heller ikke findes Spor til, at han i Virkeligheden har tænkt derpaa. Enten har da hiint Sagn kun været et løst Rygte, eller er det blevet aftalt i Norge, at Sira Gudmund skulde lade Ord falde derom, for at Udbudet skulde synes saa meget rimeligere. Men dette nyttede lidet. Sagen var overordentlig upopulær, og mødte afgjort Modstand endog hos dem, man nærmest skulde regne paa, nemlig de haandgangne Mænd. Hr. Ravn modtog Kongens Anmodning meget koldt, og ytrede at dette var en højst unødig Kvalm, som han ikke vilde befatte sig med; han var desuden nu gammel og stiv, og duede ikke til at gaa i Krig. Den almindelige Mening var, at dette var noget nyt og uhørt; Mange paastode endog, at det Hele kun var blind Allarm, opdigtet for at udpresse Penge. Men Biskop Arne viste sig her, som ved alt, hvad der ikke stødte sammen med Kirkens Interesser, højst ivrig og ufortrøden til at virke for Kongen; han talte selv paa Thingene, og erklærede, „at om Kongen havde indhentet hans Raad i dette Anliggende, vilde han have tilraadet Udbudet; saa megen Myndighed maatte dog Kongen have over sine Thegner, og desuden kunde ikke de gjøre Fordring paa Hjelp fra Norge, om deres Land blev angrebet, naar de ikke nu vilde understøtte Nordmændene. Det var utilbørligt at kalde dette Udpresning, thi det var jo nødvendigt at man maatte kræve flere Penge, naar Udgifterne til det almene Bedste vare saa meget større; den fortjente ikke Velgjerninger af Andre, som negtede Andre dem, og burde kaldes Drottinssviger, Niding, Usling; Kongen havde i Fred den sædvanlige Skat efter Leding, men i Krig saa meget mere, som Trangen var større, saa at endog hans og hans Thegners hele Ejendom da kunde siges at være fælles“. Saadanne Forestillinger smagte vel neppe Mange, men Biskoppen drev det dog ved sin Autoritet til, at de Fleste i de Egne af Sønderlandet, hvor han selv var tilstede, efterkom Udbudet temmelig villigt. Men Ravn og hans Venner gjorde fremdeles Modstand. Den første gav sig vel engang Mine af at ville begive sig til Skibet og afrejse, men foregav paa Vejen at være syg og vendte om igjen. Han udeblev ogsaa under samme Paaskud fra de Udbudsthing, der holdtes paa Sønderlandet. Nogle, formodentlig af de ivrigste Kongevenner, sagde da reent ud, at han vilde være Kongen utro, Andre, at han med Flere fandt det unødvendigt; Enkelte troede og, at han frygtede for at Biskoppen, om han rejste, vilde benytte sig af hans Fraværelse til at lade hans Venner, der havde sat sig i Besiddelse af de arvelige Kirker, undgjelde derfor. Forsøget mislykkedes ganske, og Sira Gudmund maatte med uforrettet Sag drage til Norge om Høsten. Han kunde ikke noksom rose Biskop Arne for hans Villighed, men havde meget at sige paa Hr. Ravn^[17].

Det staar upaatvivleligt i nærmeste Forbindelse hermed, hvad enkelte af de islandske Annaler berette, at Hr. Audun Hugleikssøn fik Jarlsnavn, ligesom Hr Alf, ja endog, som et Par Haandskrifter sige, blev gjort til Jarl over Island. Det er højst rimeligt, at en saadan Foranstaltning har været paatænkt, for at Udbudet kunde drives med større Klem, og tillige for at Audun, der ligeledes var beslægtet med Kongen, ikke skulde staa tilbage for Alf; maaskee har man paa Island troet, at det vilde skee, og dette maa da have bidraget end mere til at gjøre Ravn gjenstridig, da han i saa Fald vilde have maattet fravige sin Statholder-Myndighed. Men det er vist nok, at det ikke skede, thi Audun kaldes i intet senere Brev Jarl, ikke engang i dem, han selv udstedte^[18].

Under disse Forhold skulde man neppe vente, at det Møde mellem alle de tre nordiske Mimers Konger, som ifølge Kong Erik Magnussøns Brev af 3de Juli 1285 synes at have været aftalt, eller i det mindste foreslaaet at skulle finde Sted den 1ste Juli 1286, kunde komme fuldstændigt i Stand. Saa vidt man kan skjønne, indfandt heller ikke den danske Konge sig^[19], medens det dog lader til, at Norges og Sveriges Konger ere komne sammen. Det fortælles nemlig udtrykkeligt, at Loft Helgessøn tilligemed de øvrige Islændinger, der opholdt sig i Bergen, om Vaaren 1286 droge til Viken, hvilket neppe kan forklares anderledes, end at en ny Stevneleding da fandt Sted; fremdeles seer man, at Kongen den 23de Juni var i Tunsberg, vistnok paa Vejen til Elven^[20], og endelig er det allerede ovenfor omtalt, at ikke færre end fem norske Biskopper saavel som Biskop Brynjulf af Skara den 10de Juli vare i Ljodhuus, hvilket ogsaa tyder paa, at et Fyrstemøde nys havde fundet Sted. Det vilde ogsaa have været uforsvarligt, om ej i det mindste den svenske Konge var kommen, for efter Løfte at afgjøre de endnu ikke tilendebragte Spørgsmaal, thi saadant vilde kunne have bevirket, at Krigen begyndte paany. Desuden havde Staden Wismar ogsaa opfordret de vesterlandske Stæder eller den egentlige Hansa, nemlig Stade, Osnabrück, Münster, Coesfeld, Soest, Dortmund, Leeuwarden, Groeningen, Stavern, Kampen, Zwoll, Deventer, Zütphen, Harderwick og Muyden til at benytte sig af Lejligheden og sende Gesandter med Breve til den svenske Konge for at underkaste sig hans Dom^[21]. Imidlertid er det højst forunderligt, at der i alle de hidtil opdagede Breve, som vedkomme disse Anliggender, ingen Hentydning skeer til slige Forhandlinger i Juli 1286. Af et Brev, som Kong Erik udstedte den 5te Juli 1287, seer man, at der ganske rigtigt indfandt sig Fuldmægtige fra Lübeck, Wismar, Rostock og Stralsund i Tunsberg til den første Betalings-Termin, St. Hansdag 1287^[22], men her tales ikke med et eneste Ord om Mødet 1286. Ligeledes erfarer man, at i alle Fald Kampen først i 1289, og Stavern endnu senere forligede sig med Kong Erik^[23]. Da man dog ikke kan antage, at Stæderne ganske have undladt at lade møde, maa man formode, at Forhandlingerne kun have været kortvarige og af liden Interesse. Et Slags endeligt Opgjør, i det mindste med de syv Stæder, synes dog at maatte være skeet, thi i det før omtalte Brev, hvori Hertug Haakon fralægger sig al Deel i Krigen med Tydskerne, siger han, at „da ved Guds Naade Fred og Enighed nu endelig var gjenoprettet mellem Norge og Stæderne, vilde han ubrødeligen have overholdt den overalt i Hertugdømmet, hvor de tydske Kjøbmænd handlede, rejste eller opholdt sig, hvorfor han ogsaa havde befalet Hallkell Krøkedans, sin Befalingsmand paa Oslo Slot, at modtage hæderligt alle de Tydskere, der kom sejlende til Staden med sine Varer, behandle dem venligt, og forsvare dem i Nydelsen af deres gamle Friheder; til Gjengjeld bad han om, at man vilde behandle hans Undersaatter ligesaa godt i Stæderne“^[24]. Siden Brevet er dateret saa seent som den 29de August, synes Ytringen om Fredens Gjenoprettelse saaledes nærmest at maatte hentyde til et Møde i den foregaaende Juli Maaned. Endog den danske Konge synes ikke at have holdt sig aldeles uden Deeltagelse i Forhandlingerne Maaskee endog allerede det Punkt i Kong Magnus’s Dom, at Kongerne i Danmark og Norge, om muligt, skulde aftale en Dag til Forligsmøde, ophævede den tidligere Plan, at de skulde personligt samles paa Gullbergseid om Sommeren 1286, og at den danske Konge derfor kun har anseet det nødvendigt, at tilkjendegive sin Beredvillighed til at rette sig efter Dommen, ja maaskee endog ladet aftale Dagen. Det heder nemlig, at, da Sira Gudmund Hallssøn kom tilbage fra Island, var der allerede indledet Underhandlinger mellem Rigerne, saa at det ej for det første kom til nogen Kamp. Da Danekongen ikke oplevede Aarets Ende, og Kilderne overhoved ere saa magre, vide vi intet videre herom. Men det staar dog vist i Forbindelse hermed, at Grev Jakob af Halland den 19de October i Skjelfiskør (Skjelskør) udstedte et Brev, hvori der nøjagtigt gjordes Rede for, hvad der tilfaldt hver især af Kong Eriks Valdemarssøns fire Døtre af hans efterladte Gods, og hvor det omtales, at Dronning Ingeborg og hendes Syster Dronning Sophia havde ladet møde hver ved sin Fuldmægtig^[25]. Heraf synes man at maatte slutte, at den danske Konge ej alene har samtykket i at lade sin Tvist med Norges Konge afgjøre ved Voldgift paa den af Kong Magnus antydede Maade, men at han og, for at Dommerne skulde erkjende, at han havde Retten paa sin Side, har erklæret sig villig til at lade Dronning Ingeborg og hendes Systre faa, hvad der tilkom dem, saa at der endog blev holdt et formeligt Skifte under Grev Jakobs Bestyrelse. Dette lader igjen formode, at han har ledet denne Sag, fremmødt paa Dane-Kongens Vegne ved Gullbergseid, og overhoved nu givet sig Mine af at være hans Ven, og oprigtigt at ønske Fred, samt at Kongen virkelig har fæstet Lid til ham. Men Grev Jakob havde aldrig været mindre at tro, end i dette Øjeblik. Han saavelsom de øvrige Stormænd, der allerede før havde ligget i Fejde med Kongen, havde nu atter hemmeligt sammensvoret sig imod ham, og Hertug Valdemar selv, harmfuld over Dommen i Nyborg, Fængslingen og den aftvungne Forsikring, siges at have staaet i Ledtog med dem^[26]. Hvor vidt dette forholder sig saa, er vanskeligt at sige. Ved Kongens Drab vilde unegteligt Hertug Valdemar, som nærmeste mandlige Frænde, faa Formynderskabet for Kongens unge Søn, og naar han fik Magten, var det sandsynligt, at det hele Parti vilde faa Overhaand. Det var derfor rimeligt, at Valdemar ikke ugjerne saa en Begivenhed indtræffe, der skaffede ham store politiske Fordele, paa samme Tid som den tilfredsstillede hans private Hevnfølelse, og at derfor den almindelige Mening snart stemplede ham som Deeltager i Sammensværgelsen, uagtet det naturligviis laa baade i hans og de Sammensvornes Interesse at vogte sig for alle ydre Tegn paa en saadan Forstaaelse. Af samme Grund betegnede den almindelige Stemme, efter at Gjerningen var skeet, ogsaa Norges Konge som hemmelig Deeltager i Mordplanen. Men eet er at tage virkelig Deel, et andet at tage Parti med Gjerningsmændene, efter at Gjerningen selv er udført, og naar det Skede ikke længer staar til at ændre. Uagtet Planen sikkert var aftalt i længere Tid, og navnlig Grev Jakob paa Mødet i Skjelfiskør, kun lidet over en Maaned før Udførelsen, var fuldt bestemt paa at handle, saa synes dog den norske Konges Charakteer at have været altfor aaben og hæderlig til at han skulde have villet besudle sig med Deelagtighed i et saa skjendigt Forehavende, som det, der beredtes mod den danske Konge. At han siden tog sig af Morderne, som vi ville see, er en anden Sag; thi deels holdt han sig vel ikke saa ganske overbeviist om, at Mordet virkelig var begaaet af dem, deels havde flere af dem lidt de blodigste Fornærmelser af den danske Konge^[27], hvilke nok kunde oprøre den unge Kong Eriks Retfærdighedsfølelse og vække hans Sympathier for dem; endelig hørte de fleste af dem til Ætter, der havde staaet i venskabeligt Forhold til Dronningens Fader og Forfædre^[28], medens derimod det uvenskabeligste Forhold nu allerede havde længe hersket mellem det norske og det danske Hof, og især mellem Dronningen og Kong Christophers Ætlinger. Vi tro derfor at kunne frigjøre den norske Konge for den Beskyldning, at have staaet i Ledtog med de Sammensvorne og kun for et Syns Skyld at have samtykket i at aabne Fredsunderhandlinger. Det samme bør man vel, indtil andet bevises, antage om Hertug Valdemar. – Hvorledes de Sammensvorne udførte sin blodige Plan, er bekjendt. Medens Kongen seenhøstes 1286 rejste om paa Thingene i Jylland, blev han af Rane Jonssøn, en af de Sammensvorne, paa St. Ceciliæ Dag, 22de Novbr., forledet til at gaa paa Jagt i Omegnen af Viborg, og at tage Natteleje i en Lade ved den afsidesliggende Landsby Finthorp eller Finderup. Her brøde de Sammensvorne, forklædte i Munkekapper, ind om Natten, og bare Vaaben paa ham med den mest rasende Forbitrelse, saa at han fik mindst henved 60 Saar, hvoraf hvert især havde været nok til at ende hans Dage. Derpaa begave de sig bort i Stilhed, som de vare komne, og det varede nogen Tid, førend man opdagede, hvo de vare.

1. Dette merkelige Brev findes kun i dansk Oversættelse hos Huitfeldt S. 290, hvorefter Suhm igjen har meddeelt det X. 920. Det er forsynet med Intimation og Forløfte, dateret Lübeck den 20de April, af Biskop Hermann i Schwerin, Hertug Johan af Saxland, de holstenske Hertuger, Greverne af Schwerin, Hoya og Meklenburg, hvilke altsaa vare de fremmede Fyrster, der hjalp til at udvirke hans Frigivelse.
2. Om Lejetropper havde der allerede været Tale i 1285, af Instruxen for Gesandterne at dømme, se ovf. S. 105.
3. Hyldingen aflagdes Onsdag i Pintseugen, 5te Juni, see Brev hos Rymer.
4. Brevet er aftrykt hos Rymer, samt ogsaa i Thorkelins Analecta S. 159, men her urigtigt henført til 1287.
5. Herom vidner den Omstændighed, at Ingeborg maatte saa godt som flygte fra Danmark, men især at Systrene Agnes og Jutha, der havde taget Sløret, atter forlode Klostret, fordi de der havde det for slemt; det synes temmelig vist, at Dronning Margrete havde tvunget dem til at gaa i Kloster, og at dette maaskee og skulde have været Ingeborgs Lod. Se Suhm X. 929. Den Forekommenhed, som Hertug Valdemar viste Dronning Ingeborg, og det venskabelige Forhold, som herskede mellem ham og det norske Kongehuus overhoved, viser aabenbart, at Dronningen ikke betragtede ham, Abels Sønnesøn, med Had. Højst charakteristisk er det, at i den engelske Konges Brev tales der om Eriks Drab ved sine Brødre, uagtet det jo kun skede ved Abel alene. Dronningen vilde aabenbart velte en Deel af Blodskylden paa Christophers Ætt.
6. Rymer I. 2.
7. Chron. de Lanercost. Fordun, X. 40.
8. Brevet kjendes nu kun gjennem Absalon Pederssøns danske Parafrase, Suhms Samll. II. S. 47, deraf har Th. Thorvessøn igjen givet en latinsk Oversættelse, IV. S. 377. Det er udateret, men da Freden med de tydske Stæder omtales som sluttet, og Alf blev fredløs i 1287, kan det alene tilhøre 1286, eller hans Gesandtskabstid.
9. Af det i Thorkelins Analecta S. 161 meddeelte Brev angaaende et Erstatningskrav fra Enken efter Borgeren William af Gatton sees det, at Alf enten har laant Penge af hende under Opholdet i England, eller haft en Kjærlighedshistorie med hende; hun fordrede nemlig Godtgjørelse „super quodam delicto, quod dominus Oliverus Comes de Sarpsburg: ..contraxit cum eadem; dette tyder paa en Kjærlighedsforstaaelse, men snarere synes der dog i Stedet for delicto at burde læses debito (Gjeld).
10. Se nedenfor.
11. Isl. Annaler.
12. I nogle Redactioner af Annalerne staar der nemlig: kómu Tartarar í Noreg ok Hugoitius ok fiportungar með Herra Alfi. Her synes baade Tartarar, Hugoitius ok fiportungar at høre sammen.
13. Det siges i alle Annaler, og Arne B. Saga, Cap. 57.
14. Se herom mere nedenfor.
15. Rymer, I. 2. S. 667.
16. Arne B. Saga Cap. 57. Alfs Udnævnelse til Jarl henføres i nogle Annaler til 1285: maaskee skete den Juledag 1285, da slige Ophøjelser især plejede at finde Sted paa den Dag.
17. Arne B. Saga Cap. 57.
18. Se f. Ex. Kong Eriks Brev til den franske Konge af 24de Juni 1295, Thorkelins Dipl. II. S. 166, hvor Audun alene kaldes dominus de Hegranes, carus consanguineus et secretarius noster, samt Auduns eget Brev af 4de Oct. 1298 (Lappenbergs Sartorius II. S. 738), hvor han alene kalder sig Kongens Fehirde. Biskop Arnes Saga kalder ham fremdeles kun Hr. Audun, og de ypperlige Annales regii vide heller ikke om anden Jarle-Udnævnelse i 1286, end Alfs. Men merkeligt er det dog, at allerede Hauk Erlendssøns Annaler – og da Hauk allerede blev Lagmand 1295, maatte han have oplevet, hvad der var skeet i 1286 – vidne, at „Alf og Audun bleve Jarler“. Sagen maa derfor upaatvivleligt have været paa Bane, eller i det mindste maa et Rygte derom verre kommet til Island.
19. Kong Erik var, sandsynligviis til Danehof, i Nyborg den 2den Juni (Suhm X. 925, 926) og var den 17de August i Odense.
20. Arne B. Saga Cap. 48. Søndag efter Botolfsmesse (altsaa 23de Juni) bade Hr. Lodin Lepp og Hr. Thorvard Thorarinssøn, heder det her, Kongen om Tilgivelse for Loft, og han tog ham til Naade i Tunsberg.
21. Udateret Brev i Lübecks Urk. Buch No. 501.
22. Sammesteds No. 512.
23. Brev fra Kong Erik af 31te Juli 1289, i Kampens Archiv, se nedenfor.
24. Urk. Buch No. 494.
25. Kun meddeelt i Udtog hos Huitfeldt S. 292.
26. Langebeks Scr. I. 125, II. 389, V. 531, 615.
27. Dette er i det mindste vist om Marsk Stig; og i de Annaler hos Asmussen (II. 245) der ende med 1319, siges der udtrykkeligt om de Sammensvorne, at „de havde lidt grov Forurettelse“.
28. I Beskyttelsesbrevet af 1287 (se nedenfor) tales der udtrykkeligt om de Tjenester, deres Forfædre havde viist Kong Eriks mødrene Forfædre.