Det norske Folks Historie/6/71

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (I-4-2s. 117-124).

Forinden vi forfølge Begivenhedernes Traad videre, bliver det nødvendigt nærmere at betragte Forholdene i Landets højeſte Kredſe og blandt Kongens umiddelbare Omgivelſer, thi naar ſaadanne Forhold allerede udøve en ſtor Indflydelſe paa Begivenhedernes Gang endog i de meſt indſkrænkede Kongedømmer, maatte de i Norge, hvor nu ſaa ſtor og omfattende Myndighed laa indenfor Kronens Omraade, gjøre ſig mangedobbelt gjeldende. Vi have af Beretningen om den unge Konges Giftermaal og den desangaaende med Skotland ſluttede Tractat[1] ſeet, at Kongens Myndighedsalder maa have været beſtemt at ſkulle indtræde med hans fyldte 14de Aar, altſaa i Løbet af 1282. Men om denne Beſtemmelſe end nok ſaa meget ſtod paa Papiret, blev den dog ikke til Virkelighed, uagtet Kongen var baade Egtemand og Fader. Det heder fremdeles ved offentlige Forføjninger, at Enkedronningen og Raadet havde ſamtykt med Kongen deri[2], og dette viſer nokſom, at Enkedronningen var den egentlige Regentinde, med Raadet ved ſin Side. Det er, ſom ovenfor ytret, ikke uſandſynligt, at den unge Dronning Margrete med Tiden vilde have kunnet erhverve ſtørre Indflydelſe paa ſin Mand, end Moderen, hvis hun havde levet længe nok dertil, og at Frygten for en ſaadan Indflydelſe var Aarſagen til, at Enkedronningen havde ſaa meget imod Svigerdatterens Kroning. Men denne Frygt blev dog kortvarig, da den unge Dronning døde ſaa tidligt, og hvorledes nu end Forholdet var i hendes Levetid, er det aabenbart, at Kong Erik efter hendes Død var ikke mindre afhængig af Moderen, end før. Saaledes heder det om det ovenfor omtalte Kongebrev til Island, der paabød de arvelige Kirkers og Kirkegodſers Tilbagegivelſe, at Brevet var fra Kongen og Dronningen, hvilket atter viſer, at Dronningen maa have haft Deel i Regjeringen, eller med andre Ord, at hun var den egentlige Regentinde. Endog ſaa ſildigt ſom i 1285 ſee vi hende udfærdige Inſtruxen for Geſandterne, der ſkulde gaa til Sverige og Danmark, medens hendes Søn, Kongen, ikke engang nævnes anderledes end ſom ſamtykkende i hvad der ved denne Lejlighed ſkede. Dette Forhold vedvarede lige til hendes Død i Marts 1287, thi førſt da heder det, „at Kongen kom til at raade mere end før“. Hendes Magt har vel endog været ſtørre, da Kongen, efter at have opnaaet Myndighedsalderen, egentlig ſkulde regjere ſelv; thi da herſkede hun i hans Navn, medens hun tidligere maatte dele Magten med Formynderne. At den Raſkhed og Beſtemthed, hiin allerede ſom ung Pige lagde for Dagen ved at følge Biſkop Haakon til Norge, uden at afvente ſine Frænders nærmere Samtykke, ſenere udviklede ſig til en vis Haardhed og Myndighed, er umiskjendeligt. Hendes og hendes Raadgiveres haarde Færd mod Erkebiſkop Jon og Gejſtligheden, ſynes endog, ſom ovenfor omtalt, at have paadraget hende, den hellige Kong Eriks Datter, Forbud eller Bannſættelſe. At Folket ikke følte ſig tilfreds under hendes og hendes Raadgiveres Regjering, men fandt den haard og trykkende, er i og for ſig rimeligt, og kan desuden ſluttes af den Ytring, der forekommer i Biſkop Arnes Saga, „at alt, hvad Kongen foretog ſig efter at have faaet ſtørre Magt, tyktes Folket en Lindring“[3], ligeſom og at Hertug Haakon ſenere, efter ſelv at være bleven Konge, ligefrem dadlede den Fremfærd, „visſe Folk“ havde tilladt ſig mod Underſaatterne i hans og hans Broders Barndom, ſaavel ſom en Stund derefter. Det er ogſaa allerede ovenfor antydet, at Dronningen formodentlig bar den meſte Skyld for Krigen med de tydſke Stæder, idet hun enten hemmeligt eller aabenbart opmuntrede Hr. Alf Erlingsſøn til at foretage ſine Sørøvertog, eller i alle Fald ſenere gav ham Medhold. Thi i Stedet for at han, ſom man ſkulde mene, burde have faldt i Unaade, eller faaet haarde Iretteſættelſer for de Ulemper, han forvoldte Landet, blev han end mere hædret og forfremmet end før, og dette ſynes alene at kunne tilſkrives Enkedronningens mægtige Beſkyttelſe, iſær da han, ſom vi ville ſee, umiddelbart efter hendes Død pludſelig ſtyrtedes fra ſin Højde, uden at nogen af de øvrige Stormænd ſøgte at holde ham oppe. Hvad Aarſagen kan have været til denne Yndeſt, er vanſkeligt nok at ſige; at han var beſlægtet med Kongehuſet, gjorde neppe noget til Sagen, da han dog i alle Fald ikke var beſlægtet med hende, og Kongen ſelv ſenere lod ham falde; ſnarere maa det have været hans perſonlige Egenſkaber. Han har ſikkert haft noget raſkt og uforfærdet i ſit Væſen, der behagede den mandige Dronning. Derhos havde han, ſom det ſynes at have været Skik med de fleſte Medlemmer af Kongehuſet, nydt et Slags lærd Opdragelſe[4], og beſad maaſkee derfor ſtørre Dannelſe end ſedvanligt. Hertil kom, at han ſom Befalingsmand over Borgeſysſel maaſkee ogſaa havde Beſtyrelſen af Dronningens Livgedings-Beſiddelſer, ſom netop laa der[5], og at han ſaaledes ſtod i et nærmere Forhold til hende. Endelig var Hr. Thore Haakonsſøn ſiden 1276 gift med hans Syſter Ingebjørg, og da Thores Fader, Erkebiſkop Haakon, var den, der havde ført Dronning Ingeborg til Norge, og ved ſin Raſkhed bragt Giftermaalet til Veje, nærede Dronningen ſikkert megen Hengivenhed for ham og hans, ſaaledes vel og for hans Søn, Hr. Thore, og dette maatte igjen bidrage til at ſtyrke Svogerens Anſeelſe og Indflydelſe.

Men imidlertid havde Hertug Haakon, i 1284, naaet ſit 14de Aar, og da han, hvad hele hans øvrige Færd nokſom viſer, beſad langt anden Viljekraft og Charakteerfaſthed end Broderen, viſte han ſig nu ogſaa ſnart langt mere ſelvſtændig end han, og lagde allerede tydeligt for Dagen, at han misbilligede Moderens, eller hendes Yndlingers, Fremfærd, om hvilken han ſiden udtrykte ſig i ſaa ſtrenge Ord. For det førſte overtog han ſelv den umiddelbare Regjering af de Beſiddelſer, der vare ham tildeelte ſom Hertugdømme[6]. Sandſynligviis var det foreſkrevet af hans Fader, Kong Magnus, allerede da Hertugtitlen blev ham tildeelt i 1273, at det ſaaledes ſkulde ſkee, naar han havde fyldt det 14de Aar, ligeſom og at Erik ved ſamme Alder ſkulde ophøre at ſtaa under Formyndere. Men her traadte Forſkjellen mellem Brødrenes Charakteer tydeligt frem. Haakon ſynes ganſke at have unddraget ſig Moderens Indflydelſe, ved at ſkille ſig fra hendes og ſin Broders Hof, og opſlaa ſin egentlige Reſidens i Oslo, der fra nu af gjennem hele hans Levetid blev hans egentlige Reſidens, og ſom han forſkjønnede ved Bygninger og forherligede ved gejſtlige Stiftelſer, ligeſom hans Fader og Farfader havde forherliget Bergen. Man finder ham ſtundom endog kaldet Hertug af Oslo. Merkeligt nok, har han endog i Førſtningen dateret i det mindſte eet Brev, ſom han udſtedte, fra Overtagelſen af Hertugdømmets Beſtyrelſe. Han erklærede, ſom det ſtrax nedenfor nærmere vil blive viiſt, ligefrem i dette, at han ingen Deel havde i Krigen med Tydſkerne, og misbilligede ſaaledes ganſke Regjeringens Færd i dette Stykke. Sandſynligviis har han vel ogſaa i andre Henſeender lagt ſin Misfornøjelſe med, hvad der var ſkeet, for Dagen. Af dette Oppoſitionsforhold maatte da igjen Følgen være, at de Stormænd, der faldt i Unaade hos Enkedronningen, eller ikke vare tilfreds med Regjeringens Færd, ſluttede ſig til Hertug Haakon. Blandt dem var upaatvivleligt Hr. Hallkell Agmundsſøn, hvilken vi i 1286 finde ſom Hertugens Befalingsmand paa Oslo Slot. Han havde tidligere, ſom vi have ſeet, ivrigt deeltaget i Regjeringsherrernes Beſtræbelſer for at ſætte den nye Lovbogs Beſtemmelſer i Kraft, og var derfor endog ſat i Bann, men ſiden findes han ikke mere nævnt blandt de mere fremtrædende og indflydelſesrige Magnater. Han blev, ſom ovenfor berørt, om Høſten 1283 ſendt i Geſandtſkab til den tydſke Kong Rudolf, og kom hjem den følgende Sommer (1284); Julen derefter tilbragte han hos Kongen, og gjorde mod Slutningen af 1285 en Rejſe til Haalogaland, ſandſynligviis i offentligt Erende, hvorfra han kom tilbage ved Vintertid; han kan derfor ikke være traadt i Hertugens Tjeneſte førend i Begyndelſen af 1286, og den Slutning ligger altſaa nær, at han maa have været misfornøjet med Hr. Alf Erlingsſøns Indflydelſe, iſær da vi ville ſee, at Alf allerede det følgende Aar ſtræbte ham efter Livet, og tog ham af Dage.

Ligeſom Hr. Alf Erlingsſøn aabenbart var Dronningens Yndling, ſynes den anden Frænde af Kongehuſet, Hr. Audun Hugleiksſøn eller Heſtekorn, at have haft meſt at ſige hos Kongen. Allerede ved 1281 ſiges der om ham, at han var højeſt i Raadet med Kongen[7], altſaa ſtod i Spidſen for Formynderregjeringen. Dette ſkyldtes maaſkee for en ſtor Deel hans Indſigter i Landsloven, der var uundværlig ſaa længe det gjaldt at faa den nye Lovbog, i hvis Affattelſe han desuden viſtnok havde ſtor Deel, fuldkommen indført. Siden finde vi ham vel ikke i en ſaa fremragende Stilling, men dog fremdeles i Beſiddelſe af ſtor Indflydelſe hos Kongen, og benyttet til de vigtigſte og ærefuldeſte Hverv. Aller ſidſt finde vi ham ſom Kongens Fehirde i Tunsberg; det er ikke uſandſynligt, at han allerede fra den Tid af, da den egentlige Formynderregjering ophørte, fik denne vigtige Poſt. Under Kong Magnus havde han været Stallare, maaſkee vedblev han ogſaa at beklæde denne Poſt, og var derfor mere om Kongens Perſon; han kaldes ogſaa ſenere hans Sekretær. Ogſaa en anden af Kong Magnus’s Stallarer Olaf af Stein, eller ſom han tillige kaldtes, Olaf Ragneidsſøn, vedblev at være Stallare under Kong Erik[8]. Den tredie af Kong Magnus’s Stallarer, Vigleik Audunsſøn, oplevede neppe Kong Eriks Tronbeſtigelſe[9], og i hans Sted var det ſandſynligviis, at Hr. Gudleik Villjamsſøn, der allerede i 1283 nævnes ſom Stallare[10], udnævntes; han kaldes og, ſom vi have ſeet, i Inſtruxen for Geſandterne af 1285 Medlem af Kongens nærmeſte Raad. De øvrige verdslige Medlemmer af Raadet, ſom her nævnes, ere ligeledes, paa Vidkunn Erlingsſøn og Lodin Merkesmand nær, Mænd, der enten ikke før havde ſpillet nogen Rolle, eller hvis Familieforhold ikke kjendes, nemlig Hr. Sigurd Lagmand paa Aga, Hr. Haakon Ragnvaldsſøn, Hr. Nikolas, og Hr. Ivar Gudlaugsſøn. Hr. Haakon var maaſkee en Broder til den før omtalte Hr. Jon Ragnvaldsſøn, der i Aaret 1282 beklædte Gjaldkere-Poſten i Bergen, og kort forhen havde lagt ſaadan Iver for Dagen i at faa den foregivne Guido af Monfort greben, at den engelſke Konge ſærſkilt anbefalede ham til Kong Eriks Yndeſt; dog er der ingen Vished desangaaende, ligeſaa lidt ſom, hvor vidt de begge vare Sønner af Lendermanden Ragnvald Urka. Hr. Nikolas var upaatvivleligt den ſamme, ſom i et Brev fra 1287 forekommer blandt Kongens Riddere under Navn af Nikolas Jute, og ſom man derfor maa antage var en af de danſke Herrer, der havde ledſaget Dronning Ingeborg paa hendes ſkyndſomme Rejſe fra Danmark, og ſiden taget Tjeneſte ved det norſke Hof; er dette rigtigt, maa han have været en af Dronningens ſærdeles Yndlinger. Til disſes Tal hørte maaſkee ogſaa den ſyderøiſke Kongeſøn, Hr. Erik Duggalsſøn, der nævnes ſom Medudſteder af Inſtruxen. De højbyrdige Brødre Bjarne Erlingsſøn og Vidkunn Erlingsſøn ſynes, efter hvad der allerede er viiſt, fra den Tid af, da den egentlige Formynderregjering ophørte, meſt at have været brugte i Geſandtſkaber og derimod ikke længer at have taget umiddelbar Deel i Rigsſtyrelſen. Merkeligt nok, forſvinder ogſaa Hr. Bjarne Lodinsſøn ſom Cantſler efter 1282, da han paa en ſaa voldſom Maade fremtvang Hr. Andres Plytts Begravelſe ved Apoſtelkirken. Da Kongen og Hertugen i Aaret 1283 udſtedte Beſkyttelſesbrevet for Chorsbrødrene i Nidaros, var det Gudleik Stallare, der beſeglede Brevet, og ſaaledes udførte en Cantſlers Forretninger. Maaſkee var Bjarne Lodinsſøn da fraværende paa det Geſandtſkab, der afgik til Skotland efter Dronning Margretes Død[11], men heller ikke ſenere finde vi ham ſom Cantſler, uagtet han dog, ſom vi ville ſee, levede og ſpillede en fremragende politiſke Rolle flere Aar efter. Formodentlig har han derfor kun beklædt Cantſler-Embedet under Formynder-Regjeringen. Som kongelig Cantſler finde vi derimod i det mindſte fra 1287 den bergenſke Chorsbroder, Baard Serksſøn. Man faar ſaaledes ved en nærmere Betragtning af Forholdene i Norge paa denne Tid det Indtryk, at den egentlige Magt var hos Dronningen, der med en Camarilla ved Siden regjerede yderſt vilkaarligt, og, trodſende den almindelige Mening, ſøgte at ſætte ſine egne ærgjerrige og egennyttige Henſigter igjennem, medens Kongen, uagtet han nok i ſit Hjerte misbilligede meget af hvad der ſkede, dog nu engang var kommen i Vane med at underordne ſin Vilje under Moderens, og lod Sagerne gaa ſin Gang, idet han i Stilhed ventede paa bedre Tider, hvorimod Hertugen, der rimeligviis aldrig havde været ſaa yndet af ſin Moder, viſte ſig ſelvſtændig og ſtod i Spidſen for det ſtørre og beſindigere, men nu paa en Maade oppoſitionelle Parti, hvis Hoveder derfor vel ogſaa ſluttede ſig om ham, hvad maaſkee ogſaa Kongen ſelv gjerne havde gjort, om han havde haft Mod til at afryſte Aaget. Den haarde Fremfærd mod Gejſtligheden havde ſikkert allerede været misbilliget af Mange, men her havde dog Fleerheden af de verdslige Herrer fælles Interesſer med Hoffet, og ſynes derfor at have underſtøttet Dronningen og hendes Raadgivere. Sin egentlige Højde maa derimod Misfornøjelſen have naaet ved Krigen med de tydſke Stæder, og de Ulemper, den paaførte Landet; her ſavnede ej alene de ringere Klasſer af Folket den uundværlige Tilførſel, men ogſaa for Stormændene, der trak ſtore Indtægter af de tydſke Kjøbmænds Leje-Afgifter, maatte Krigen medføre ſtort Tab, og da man, ſom vi have ſeet, anſaa Hr. Alf Erlingsſøn for den egentlige Ophavsmand dertil, og han umiskjendeligt begunſtigedes af Dronningen, var det viſtnok ogſaa hende, mod hvem Misfornøjelſen fornemmelig rettede ſig. Her viſte ogſaa den almindelige Stemme ſig mægtigere end hiin og hendes Camarilla; hun maatte ſelv, ſom vi have ſeet, give Befaling til at aabne Underhandlinger, og da hun ikke omtales i de Breve, der udſtedtes under Mødet paa Gullbergseid, medens derimod Hertugen var tilſtede der, og ſenere hen, efter Fredens Slutning, endog ligefrem fralagde ſig Andeel i Krigen, maa man antage, at Hertugens og de øvrige Misfornøjedes Foreſtillinger denne Gang havde givet Kongen Mod, eller ſaa godt ſom tvunget ham til at handle uafhængigt af ſin Moder. Man ſeer tydeligt, hvor magtpaaliggende det var de norſke Stormænd at faa Fred, deraf, at det ved Kalmar-Freden tillodes de tydſke Kjøbmænd, om endog Stæderne ſenere ſkulde komme til at underſtøtte Danmark, at forblive i Norge. De fornemme Gaard-Ejere vilde kun i højeſte Nød give Slip paa den Indtægt, de havde af Kjøbmændenes Leje[12]. Denne Omſtændighed, kunde man ſige, giver igjen Opoſitionspartiets Bevæggrunde en mindre ædel Charakteer, og fra et viſt Standpunkt lader det ſig vel endog indvende, at Dronningens og hendes Omgivelſer netop have haft Landets Ære og Velfærd for Øje, ved at ville tilintetgjøre Tydſkernes Indflydelſe i Landet, og befrie Norge fra et Handels-Aag, ſom tegnede ſig til at blive mere og mere trykkende. Men ſaa fremſynet var man neppe paa den Tid, og Forholdene havde allerede ordnet ſig ſaaledes, at Norge ikke vel kunde undvære den tydſke Handel. Desuden har det til alle Tider viiſt ſig at være den bedſte Politik, at lade Handelsforholdene udvikle ſig uden Indſkrænkning. Endnu kunde Tydſkernes Friheder ikke ſiges at være ubillige; at de maaſkee i Virkeligheden allerede ſom ofteſt fortrængte Landets egne Børn fra Markedet, kom alene af deres ſtørre Handelskyndighed og Rigdom paa Capital, men hvor Forholdet allerede var ſaaledes beſkaffent, kunde enhver voldſom Indgriben deri alene bringe Landet ſelv Skade og Ulempe, hvilket da ogſaa tilfulde viſte ſig, da man forſøgte derpaa.

  1. Se ovenfor S. 27, 28, Tractatens Art. 9 og 10.
  2. Saaledes Beſtemmelſerne af 16de Septbr. 1282 om Handel og Arbejdstaxter i Bergen. Maaſkee havde Erik da endnu ikke fyldt ſit 14de klar, hvilket er viſt nok, derſom det, der i Chr. de Lanercost ſiges om Kongeſønnens Fødſel St. Franciſci Dag (4de Octbr.), gjelder ham. Men vi ville her ſee flere Exempler paa, at Kongens legale Myndighed ikke gjorde nogen videre Forandring i Forholdet.
  3. Arne Biſkop Saga, Cap. 61.
  4. I Kjæmpeviſen taler Hr. Benedikt Reinmodsſøn om, at han og Alf havde gaaet i Skole ſammen.
  5. Se ovf. IV. I. S. 214.
  6. Herom kan der efter Frihedsbrevet for de tydſke Stæder af 29de Aug. 1286, hvis Indhold nedenfor vil blive nærmere gjengivet, ikke være mindſte Tvivl. Det er nemlig dateret „Asloiæ, in decollatione sancti Johannis baptistæ, anno suscepti regiminis ducatus nostri secundo (Lübecks Urk. Buch No. 494). Da de ſenere Breve af Hertugen, ſom ere daterede efter hans Hertugdømmes Aar, unegteligt regne Aarene fra Faderens Dødsdag, ſe f. Ex. Retterbod af 27de April 1293 (N. gl. L. III. S. 19), har dette bevæget Sartorius, der ogſaa meddeler Brevet efter Originalen paa Treſen i Lübeck (II. S. 126), til at henføre det til 1282 (ſkjønt det da retteſt ſkulde være 1281). Men da der i Brevet udtrykkeligt tales om den Krig, der havde været mellem Nordmændene og Tydſkerne, men nu lykkeligt var endt, er det klart, at Brevet maa være ſkrevet efter Fredsſlutningen til Kalmar 1285, thi i Aarene før 1281 var der hverken Tale om Krig eller Fredsſlutning. Brevet kan dog heller ikke være yngre end 1286, ſiden han taler om, at Freden nunc (nu nys) er ſluttet, og dette henpeger maaſkee endog nærmeſt paa det ſidſte Opgjorsmøde ved Gullbergseid Juli 1286. Det „andet Aar“ af den overtagne Beſtyrelſe af Hertugdømmet maa altſaa være at regne fra en Dag i ſidſte Halvdeel af 1283 eller førſte af 1284. Da nu Haakon var fød 1270, altſaa 14 Aar i 1284, og da vi af Tractaten med England ſee, at Eriks Myndigheds- og Selvſtændigheds-Tid regnedes at indtræde med hans 14de Aar, hvorfor vi ere berettigede til at antage det ſamme gjeldende med Henſyn til Haakon, kan det følgelig alene være Myndighedsalderens Opnaaelſe, eller Hertugens 14de Fødſelsdag, 1284, hvorefter Dateringen her er regnet. Denne Dag falder altſaa i den Deel af Aaret, der ligger forud for 29de Auguſt. Der er ogſaa Forſkjel i Udtrykket mellem „Tiltrædelſen af Hertugdømmets Beſtyrelſe“, hvorfra Aarene her regnes, og ſimpelt hen „Hertugdømmets Aar“, ſom det ellers i hans ſenere Breve benævnes.
  7. Arne Biſkops Saga Cap. 81.
  8. At Hr. Olaf Ragneidsſøn, hvorom mere i det følgende, var den ſamme ſom Olaf af Stein, eller Olaf Stallare, ſees af isl. Annaler S. 164 ſamt Bp. Arnes Saga Cap. 164. Hans Moder Ragneid maa have været meget højbyrdig, ſiden han benævnes efter hende. Man ſkulde friſtes til at tro, at det var Hertug Skules Datter Ragndid eller Ragnseid, der ſenere, efter hvad der ovenfor er antaget, blev Abbedisſe i Rein Kloſter.
  9. Hans Søn Audun førte Herretitel i Aaret 1301 (Dipl, Norv. III. 47), ja maaſkee endog i 1297, hvor han og Broderen Baard optræde ſom anſeede Mænd ved Siden af Hr. Jon Ragnvaldsſøn; (Dipl. Norv. II. 40); Baards Søn Vigleik Baardsſøn var gift og ſelvſtændig, Faderen altſaa ſikkert død, 1315 (Dipl. Norv. III. 105); Vigleik Stallare tilhører derfor viſtnok den Generation af Stormænd, der allerede vare komne til Anſeelſe i Haakon Haakonsſøns Dage. Sandſynligviis er han endog neppe nogen anden end den Vigleik Preſteſøn eller Provſteſøn, der 1251 ſendtes ſom Geſandt til Rusland ſ. o. IV. 1. S. 104.
  10. Nemlig i Kongens og Hertugens Beſkyttelſesbrev for Chorsbrødrene i Nidaros, Dipl. Norv, II. No. 20. Her omtales ingen Kantſler for Hertugen, ſaaledes ſom ſenere, hvilket viſer, at han da endnu regnedes ſom umyndig.
  11. Se ovenf. S. 32, Note.
  12. Af Brevet i Dipl. Norv. III. 37, dateret Bergen 10de Mai 1296, hvor flere tydſke Kjøbmænd nævnes, ſeer man, at tvende boede til Leje i Leppen, d. e. Hr. Lodin Lepps Gaard, men da dette kun var 8 Aar efter hans Dyd, er det højſt ſandſynligt, at han allerede i levende Live havde plejet at udleje Stuer paa lignende Maade. Da han nu, ſom vi ſee, tillige hørte til Raadet, er det rimeligt, at han anvendte al ſin Indflydelſe for at faa de afbrudte Forbindelſer gjenoprettede. Og det ſamme have vel ogſaa de øvrige Herrer gjort, der ejede Gaarde i Bergen og Oslo.