Det norske Folks Historie/6/70

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (I-4-2s. 82-117).

Det er allerede ovenfor berørt, at Striden mellem Gejſtligheden og Lægmændene i Norge umiddelbart afløſtes af ydre Fejder, tildeels med Danmark men iſær med de tydſke Stæder, og at disſe Fejder, der gave Regjeringsherrerne og Kongen andet at tænke paa, ſandſynligviis endog bidroge meget til, at Kirkeſtriden ſagtnede, og en ſtørre Rolighed opſtod i Landet ſelv. Det var fremdeles Dronning Ingeborgs Fordring paa Udleveringen af hendes fedrene Gods, ſom foranledigede Tviſt med Danmark, og denne drog igjen den tydſke Krig efter ſig. Ved Kong Eriks Thronbeſtigelſe var der nu tredive Aar henrundne ſiden Dronning Ingeborgs Ferden, Kong Erik Valdemarsſøns, Død, og i al denne Tid havde hun, eller de, der paa hendes Vegne ſyſlede dermed, forgjeves beſtræbt ſig for at faa Jordegodſet overdraget til fri Raadighed, ja ſandſynligviis havde hun ikke engang Landgildet deraf udbetalt, i alle Fald ikke uden for en højſt ubetydelig Deel, og det uagtet det allerede ved Skiftet i Lund 1263 var blevet beſtemt, hvormange og hvilke af Kong Eriks efterladte Patrimonial-Godſer ſkulde tilfalde enhver af hans fire Døttre[1]. Hvilke Godſer hver iſær af disſe Døttre fik for ſin Part, vides nu ikke, eller de Documenter, der handlede derom, ere idet mindſte ikke blevne opdagede; men man veed, hvor ſtort Kong Valdemar den 2dens efterladte Patrimonialgods var, og da nu en Trediedeel af dette tilfaldt hver af hans tre egtefødte Sønner, maa ſaaledes hver af Kong Eriks fire Døttre have arvet en Fjerdedeel af den Trediedeel, der faldt paa hver Part, altſaa en Tolvtedeel af det Hele. Dette Kong Valdemars Patrimonialgods, ſpredt over hele det danſke Rige, (nogle Godſer, oprindeligt tilhørende den gamle Sigridlev, eller Sigrid Storraades Gods, nedarvet gjennem hendes Datterſøn Sven Æſtridsſøn, laa endog i Sverige) var umaadeligt ſtort, og ſelv en Tolvtedeel deraf maa have udgjort en Masſe, hvis aarlige Afkaſtning, beregnet efter vore nuværende Pengeforhold, udgjorde en mere end fyrſtelig Indtægt[2]. Og her havde Dronning Ingeborg nu ej alene de rige Godſer ſelv at fordre, men ogſaa al den Landſkyld med øvrige Afkaſtningen der havde været forholdt hende lige ſiden Faderens Død, og ſom, om man end beregnede den nok ſaa ringe, og om man end fradrog, hvad der var medgaaet til hendes Underhold, indtil hun blev gift, ſamt de enkelte mindre Udbetalinger, der maaſkee kunde have været gjorte[3], eller de Godſer, der maaſkee allerede vare ſtillede til hendes Dispoſition, dog i al den Tid maa have været løbne op til en uhyre Sum. Aarſagen til, at Arven ſaa længe forholdtes Syſtrene, var nu vel viſtnok for en Deel den Omſtændighed, at de, ſom Døttre af Kong Erik, betragtedes med Ugunſt af dennes Brødre Abels og Chriſtophers Linjer, af hvilke denne nu beklædte Thronen, hiin havde Sønderjylland ſom Hertugdømme. Men meget bidrog vel ogſaa dertil den Forvirring, ſom havde herſket i Danmark, og den beſtandige Tviſt mellem den kongelige og hertugelige Linje, der endog, ſom vi have ſeet, ſtundom udartede til formelig Krig; thi da Godſerne, hvorom her var Spørgsmaal, for en Deel laa i Sønderjylland, var det ſaaledes ikke let for den danſke Konge, om han endog meente det oprigtigt, at faa Hertugen til at give Slip paa dem, hvis denne fandt for godt at ſidde inde med dem, og vi have ovenfor ſeet, at Kong Erik Chriſtophersſøn endog udtrykkeligt paaberaabte ſig dette, da Kong Magnus i Aaret 1277, ſandſynligviis ved ſine Geſandter Audun Hugleiksſøn og Guthorm Gydasſøn, alvorligt fornyede Fordringen. Hvad Dronning Ingeborg angaar, da nærede man vel ogſaa ſærdeles Uvilje mod hende, ſiden hun ved ſin raſke Beſlutning, at drage til Norge med Kong Haakons Sendebud, krydſede de Planer, den daværende Regjering i Danmark eller vel nærmeſt Enkedronningen Margrete, med Henſyn til hende havde lagt. Viſt er det, at Forholdet mellem Danmark og Norge under Kong Magnus’s hele Regjering var meget ſpendt, og vi have ſeet, hvorledes det endog allerede under ham nær var kommet til Krig mellem begge Lande. Under den fredelige Magnus blev dog aabenbar Krig forebygget. Men da han var død, og den myndige Dronning Ingeborg ſelv var kommen i Spidſen for Regjeringen, optoges Trætten paany; hun var ikke den, der lod ſig ſine Rettigheder frahevde, og vi ville ſtrax nedenfor ſee, at hun ikke engang var bange for ſaa at ſige at handle paa egen Haand. De, ſom havde de bedſte Udſigter til at vinde ved dette ſpendte Forhold, og derfor viſtnok ogſaa betragtede det med ſtor Tilfredshed, ſaa længe de ſelv ikke umiddelbart berørtes af en aabenbar Krigs Ubehageligheder, vare de tydſk-øſterſøiſke Stæder, thi det var at vente, at begge de tviſtende Parter under ſaadanne Omſtændigheder vilde kappes om at holde dem i godt Lune ved alſkens Indrømmelſer. Det er ſaaledes allerede fortalt, hvorledes Kong Magnus i 1278 maatte bekvemme ſig til at give dem et Frihedsbrev, vel ikke ſaa omfattende, ſom de egentlig havde ventet og ønſket, men dog allerede fordeelagtigt nok, og et godt Udgangspunkt, hvorfra ſiden mere og mere efterhaanden kunde vindes. Den danſke Konge havde allerede tidligere i ſamme Aar givet Lübeckerne, der beſøgte Hvidanger Marked i Sjæland, Toldfrihed og Fred[4], og erklæret de Friheder, Lübeckerne nød i hans Rige, udſtrakte ogſaa til Eſtland[5]. Aaret efter bekræftede han Lübeckerne i deres gamle Friheder med Henſyn paa Skanør Marked[6], om hvilke man kan gjør ſig den bedſte Foreſtilling af et Frihedsbrev, han omtrent ſamtidigt gav Borgerne af Greifswalde, thi i dette indrømmede han dem et Stykke Jord i Falſterbod mellem Tydſkernes gamle Kirkegaard og Stralſundernes Mark, hvor ingen uden deres eller Fogeders Tilladelſe maatte holde Boder, derhos bemyndigede han dem til at velge ſig en egen Dommer, der kunde dømme i alle deres Sager, ſtore og ſmaa, endog Livsſager[7]. Af og til undlode nu viſtnok de kongelige danſke Befalingsmænd at iagttage disſe udſtrakte Indrømmelſer, men aldrig ſaa ſnart klagede Lübeck paa egne og de øvrige øſterſøiſke Stæders Vegne over at Friheds-Brevene ikke tilſtrækkeligt overholdtes[8], førend et nyt Frihedsbrev udkom (1282)[9], og Aaret efter gav den danſke Konge Lübecks, Wismars, Roſtocks, Demmins, Stralſunds, Greifswaldes, Stettins og Anklams Borgere ej alene fuld Frihed til at beſøge de ſkaanſke Markeder, ſom før, og drive Forretninger der, hvad der i ſig ſelv ikke ſiger ſaameget, da ſaadanne Frihedsbreve fornyedes hvert Aar, og altſaa kun vidner om, at den gode Forſtaaelſe vedblev[10], men ſluttede ogſaa et treaarigt nærmere Forbund med Lübeckerne, hvorved han lovede at beſkytte dem mod al den Uret, der tilføjedes dem i hans Rige, og forbandt ſig til, om han blev uenig med dem, ſaa at Fejde maatte begynde, i Forvejen at opſige Forliget med et halvt Aars Varſel[11]. I hine Friheder deelagtiggjordes ogſaa Hamburgerne, til hvilke flere ſærſkilte Breve udſtededes, og ſom navnlig i Auguſt 1283 fik et Stykke Jord indrømmet ved Skanør eller Falſterbod, til at holde Udſalgs-Boder paa, ligeſom de øſterſøiſke Stæders Borgere. Derimod ſees ingen ſaadanne Friheder at have været indrømmede Bremen, heller ikke de øvrige Stæder af den ſaakaldte Hanſa, til hvilket Forbund paa den Tid endnu kun Hamburg tilligemed enkelte Stæder ved nordſøiſke Havne og Floder regnedes.

I Norge viiſte man ſig dog ikke ſaa ivrig for at holde Tydſkerne i godt Lune. Man ſøgte endnu, i alle Fald i Bergen, ved udtrykkelige Beſtemmelſer at hindre dem fra at tage ſig ſtørre Friheder, end Kong Magnus’s Brev af 1278 (ſ. o. IV. 1. S. 667) indrømmede. Saaledes beſtemtes der paa et Bymøde, der holdtes i Bergen den 16de September 1282, med Dronningens, Hertugens, Gjalkeren Jon Ragnvaldsſøns, og det højeſte kongelige Raads Samtykke, blandt andre, Byen vedkommende Beſtemmelſer, at udenlandſke Vinterſiddere, der hverken havde ført Meel, Malt eller Rug til Byen, ikke maatte opkjøbe Smør eller Skreid fra 8de Septbr. til 3die Mai, lige ſaa lidet ſom de maatte opkjøbe Kvæg paa Landet[12]. Man ſeer heraf, at de tydſke Vinterſiddere have drevet ſaadanne Opkjøb i Vintertiden, uagtet dette ſaa godt ſom var forbudt i Frihedsbrevet af 1278. At de ej med Rolighed fandt ſig i det nye, ſkærpede Forbud, og vel ikke engang indſkrænkede ſig til blotte Proteſter, kan man være overbeviiſt om, ſkjønt intet udtrykkeligt derom ſiges; man erfarer kun, at der fra tydſk Side klagedes over, at der ſkede Kjøbmændene Overlaſt, og at et mere og mere ſpendt Forhold indtraadte; det heder endog i et tydſk Chronicon, at Kongen var overtalt til at tro, „at man i hans Rige nok kunde undvære de Tydſke[13]. Denne Stemning ſynes, ſom det i det følgende vil ſees, fornemmelig at være udgaaet fra Dronningen og hendes nærmeſte Omgivelſer, tildeels endog imod den almindelige Stemning. Det laa da i Sagens Natur, at man ſøgte at knytte nærmere Forbindelſer med England og Skotland. Det allerede i 1281 iſtandbragte Giftermaal mellem den unge, endnu mindreaarige, Kong Erik og den ſkotſke Kongedatter Margrete var visſelig for en Deel en Frugt af denne Politik, og ligeſaa ſee vi Regjeringen beflitte ſig paa den ſtørſte Forekommenhed mod Kong Edward i England. Der var, f. Ex., ſom ovenfor nævnt, fremdeles Tale om Paagribelſen af den ulykkelige Guido af Montfort, hvis Komme til Norge man ſynes at have ventet, uagtet han i Virkeligheden, ſom det lader til, opholdt ſig i Italien, under Kongen af Neapels Beſkyttelſe[14]. I Aaret 1280 kom der virkelig en fremmed Ridder hemmeligt til Norge, der mistænktes for at være Guido af Montfort, og man gjorde ſtrax Anſtalter til hans Paagribelſe, ja lod endog Kong Edward ved Abbed Richard i Lyſekloſter, der maaſkee i dette ſæregne Erende ſendtes til England, vide, at Paagribelſen var ſkeet. Kong Edward takkede ſtrax meget for denne Høflighed i en Skrivelſe til Kong Erik, ſom han ſendte tilbage med Abbeden, og hvori han bad, at den paagrebne Ridder ſtrax maatte blive ſendt til England paa hans Bekoſtning, ligeſom han ogſaa tilføjede de varmeſte Anbefalinger for Abbeden, ſamt Ridderen Jon Ragnvaldsſøn, den nys omtalte Gjaldkere i Bergen, der, ſom Kong Edward havde hørt, viiſte ſtor Iver for hans Anligender[15]. Men man havde været for ſikker i ſin Sag, thi den mistænkelige Ridder fandt Lejlighed til at flygte bort, førend man endnu kunde faa ham fat, og da den norſke Konges Drottſete Eyſtein, om hvilken der ovenfor er nævnt, at han i 1280 ſendtes til Skotland, rimeligviis for at indlede Giftermaalet, kom tilbage til Norge, tilſkrev han Kong Edward, at det gjorde ham meget ondt at maatte underrette ham om det ovenfor omtalte Uheld, der var indtruffet under hans Fraværelſe; han ſelv, ſagde han, havde ikke ſparet nogen Møje for at paagribe Perſonen, men dette var, medens han var borte, ikke blevet udført, ſom han ønſkede[16]. Heraf maa man da ſlutte, at Drottſeten havde faaet det Hverv, at være Abbeden, der her egentlig optræder ſom Kong Edwards Erendſven, behjelpelig ved Paagribelſen, men at der maaſkee have været Andre, der have begunſtiget Flygtningen, og givet ham Lejlighed til at undſlippe. Det var da formodentlig for at gjøre dette godt igjen, og ikke give den engelſke Konge Anledning til Klage, at Hr. Audun Hugleiksſøn og Hr. Bjarne Erlingsſøn, de to fornemſte Medlemmer af Regjeringen, den 13de Januar 1281 ſluttede en Overeenskomſt med Abbed Richard, der fremdeles handlede i Kong Edwards Navn, og dennes Udſending Thomas af Ippegrave, om at de ſkulde an vende al ſin Flid og Omhu for at faa Guido paagreben, imod at Abbeden og Thomas godtgjorde deres Udlæg derved med 200 Mkr. Sterling, for hvilken Sum Thomas ſkulde blive tilbage ſom Sikkerhed, hvorhos Kongen af England for den Tjeneſte, de herved gjorde og fremdeles kom til at gjøre luun, ſkulde viſe dem al Erkjendtlighed[17]. Da Guido af Montfort neppe nogenſinde kom til Norge, ledede denne Tractat ikke til noget egentligt Reſultat, men man ſeer dog allerede deraf, hvor ſærdeles magtpaaliggende den norſke Regjering fandt det, at ſtaa paa en god Fod med Englands mægtige Konge.

Hvad Skridt den norſke Regjering eller rettere Dronningen ſtrax efter Kong Magnus’s Død gjorde, for at indtale hendes Arv ſamt hvad hun forøvrigt havde tilgode, vides ikke. Maaſkee foretoges der ikke noget alvorligt førend i 1283, da de verſte Storme med Gejſtligheden vare forbi, og man ſaaledes havde noget friere Hænder. Da blev der, fortælles der, holdt en Sammenkomſt mellem den danſke og norſke Konge paa Varderø, hvorved begge medbragte mange Skibe, og hvor tillige flere Landflygtige indfandt ſig[18]. Ved disſe Landflygtige forſtaaes viſtnok de mange danſke Stormænd, der paa denne Tid vare misfornøjede med Kongen, og tildeels endog havde ligget i Fejde med ham. Den fornemſte af disſe var hans egen Frænde, Hertug Valdemar af Sønderjylland, der endnu ikke havde opnaaet at blive forlenet med Hertugdømmet, og næſt ham Junker Jakob Nikolasſøn af Nordre Halland, der havde den ſamme Forurettelſe at beklage ſig over; thi uagtet Kong Valdemar i ſit Fangenſkab havde udſtedt et Brev, hvori han overdrog ſin da umyndige Sønneſøn, Nikolas af Halland, Jakobs Fader, Halvdelen af dette Landſkab til fri Beſiddelſe for ham ſelv og Arvinger i Fremtiden, ſom etſlags Erſtatning, fordi Nikolas, ſom Bidrag til Kongens Befrielſe, overlod Arven efter ſin Moder, den ſchwerinſke Grev Gunzelins Datter, til Hertug Albrecht af Saxland, ſaa havde dog lige ſiden Nikolas’s Død 1251 hverken hans ældſte Søn Nikolas, eller, da denne døde, hans anden Søn, den ovennævnte Jakob, faaet tiltræde Lenet, og Jakob fattede derfor det bitreſte Had til Kong Erik. Det var naturligt, at fælles Interesſer og, man kan ſige, fælles Forurettelſer maatte fremkalde visſe Tilnærmelſer og Sympathier mellem ham, tildeels ogſaa Hertug Valdemar, og det norſke Kongehuus, og hvis Jakob tænkte paa med væbnet Haand at ſætte ſig i Beſiddelſe af hvad han anſaa for ſin rette Arv, Nordrehalland, kunde han letteſt gjøre et ſaadant Tog fra Viken i Norge: derfor maatte det og af den Grund være ham vigtigt at ſikre ſig den norſke Regjerings Venſkab. Næſt disſe var Marſken Stig Andersſøn, hvorom der allerede forhen er talt, forbitret paa Kongen, iſær, ſom det fortælles, fordi denne ſkulde have ſtaaet i utilladelig Forbindelſe med hans Huſtru; han hørte til den talrige Familie, der nedſtammede fra Skjalm hvide, og var ſom ſaadan endog en Frænde af Junker Jakob[19]. Overhoved ſynes Kong Eriks Uſtadighed og heftige Sind, hvortil vel ogſaa anden perſonlig Uelſkværdighed ſluttede ſig, at have gjort ham, om ikke forhadt, ſaa dog i det mindſte mindre yndet og anſeet, iſær blandt Ariſtokratiet, og dette igjen iſær hos Stigs talrige og mægtige Frænder. Herrerne ophidſede igjen de ringere Klasſer, der klagede over nye indførte Byrder, og der herſkede megen Gjæring over hele Riget. For at ſtille de Misfornøjede tilfreds, havde Erik allerede om Vaaren 1282, paa tvende Hof eller Rigsmøder, det ene i Vordingborg, det andet i Nyborg, givet endeel Tilſagn, der tilſammen kunde kaldes en Haandfeſtning, hvorved han blandt andet forbandt ſig til aarligt at holde et Rigsmøde eller Hof, ikke at lade nogen fængſle uden at han var lovligt anklaget, m. m.[20]; men derved forebyggedes dog ikke Uroligheders Udbrud endnu ſamme Aar. Da man hverken finder Hertug Valdemars, Junker Jakobs eller Stig Marſks Navne under Haandfeſtnings-Documenterne, maa man endog antage, at de ikke engang have overværet Rigsmøderne. Alle Rigets Store, heder det i de Aarbøger for dette Aar, ſom omtale disſe Uroligheder, ſatte ſig op mod Kongen, og der udbrød en Fejde mellem denne paa den ene Side, og dem og Hertugen paa den anden[21]. Fordelen var dog endnu paa Kongens Side; han rykkede ind i Sønderjylland for at underlægge ſig Hertugens Arvebeſiddelſer, og nødſagede ham til at indſlutte ſig paa Gottorp Slot, der en Tidlang belejredes[22], medens derimod, ſom man af det ovenanførte Udſagn maa ſlutte, flere af de oprørſke Stormænd begave ſig ud af Landet, og i det mindſte enkelte af dem droge til Norge, for at anholde om Kong Eriks Biſtand[23]. Denne ſynes da ogſaa hans Moder, der ſelv befandt ſig i ſamme Stilling lige over for den danſke Konge, ſom Hertugen og Junker Jakob, at have tilſagt dem, og vel endog med Glæde grebet Lejligheden til, ſaaledes med ſtørre Eftertryk, og underſtøttet af et ſtort Parti i Danmark ſelv, at kunne indtale ſine Fordringer. Da nu derhos den danſke Konge hidtil forgjeves havde belejret Hertug Valdemar i Gottorp, og Fejden ſaa ud til at ville blive langvarig, fandt han det vel ſelv raadeligſt at lytte til de Foreſtillinger, ſom nu maa være ham gjorte fra den norſke Regjering, og ſaaledes maa man da antage, at hiin nys omtalte Sammenkomſt paa Varderø er bleven aftalt. Paa hvad Tid af Aaret den fandt Sted, vides ikke, men da de fleſte ſaadanne Sammenkomſter plejede at ſkee om Sommeren, maa man antage det ſamme om denne[24]. Der nævnes heller ikke, hvilke af de ſaakaldte Landflygtige, der indfandt ſig ved Mødet, om Junker Jakob eller Marſk Stig ſelv, eller endog Hertugen, mod givet Lejde, var tilſtede, men man maa kun formode, at der her fornemmelig har været forhandlet om Udleverelſen af den norſke Enkedronnings Arvegodſer ſamt tillige om Hertugens Forlening med Sønderjylland, uden at der dog kan være opnaaet mere, end at der lovedes Hertugen, Junker Jakob og de øvrige Misfornøjede Grid og Lejde til et Danehof, der ſkulde holdes i Vordingborg i de ſidſte Dage af Auguſt og de førſte af September Maaned, og hvor deres Sag ſkulde komme til Afgjørelſe. Thi Biſkoppen og Greven af Schwerin anſaa det dog nødvendigt, i et Brev af 28de Auguſt til de paa Danehofet forſamlede Magnater, at foreholde dem de Rettigheder, deres Frænde Junker Jakob havde til Nordre-Halland, og opfordre dem til at bevæge Kong Erik til at lade ham vederfares Ret[25]. Heraf maa man da ſlutte, at den danſke Konge beſtemt har tilbageviiſt al norſk Megling, og derfor ogſaa givet den norſke Enkedronning et ugunſtigt Svar paa hendes egne Fordringer. Men hvad enten nu den ſchwerinſke Skrivelſe eller Stormændenes eenſtemmigt udtalte Uvilje paa Danehofet har indvirket paa Kongen og indjaget ham Skræk, eller han omſider har indſeet ſin Uret, ſaa er det viſt, at han her bekvemmede ſig til at meddele ſaavel Hertug Valdemar den længe attraaede Forlening af Sønderjylland, ſom Junker Jakob, der nu kaldes „Greve“, og hans Arvinger, Forleningen med den nordenfor Ethra Aa liggende Deel af Halland Saaledes maa dog Fejden, i det mindſte mellem Kongen og Hertugen, ſaavel ſom Grev Jakob, være bilagt for det førſte, eller tilſyneladende: fuldſtændig kunde Forſoningen naturligviis ikke være, ſom det da ogſaa ſnart viiſte ſig. Derimod kan man maaſkee af den Omſtændighed, at Stig Marſk ikke nævnes blandt Vidnerne ved Forleningen af Nordrehalland, ſlutte, at han og hans Venner ej overvare Danehofet, og derfor endnu ikke havde været forligte med ſin Konge; og hvis, hvad man maa antage, den norſke Enkedronning ligeledes havde Befuldmægtigede ved Danehofet, for at drive Arvefordringen igjennem, maa Kongen her fremdeles have gjort Vanſkeligheder, thi dette ſaavel ſom Tviſten med de tydſke Stæder, har vel for en ſtor Deel næret Aarſag til, at den norſke Regjering om Høſten 1283 ſendte Hr. Hallkell Agmundsſøn ſom Geſandt til den tydſke Kong Rudolf af Habsburg, ved hvis Hof han opholdt ſig den hele Vinter, og kom ikke hjem førend den paafølgende Sommer[26]. Den treaarige „Enighed“, ſom Kong Erik af Danmark ſtrax efter Mødet ved Vordingborg ſluttede med Lübeck, ſtaar ſaaledes viſt ogſaa i nøjeſte Forbindelſe med alle disſe Forhandlinger. Imidlertid ſynes dog endnu inden Aarets Udgang en Art Forſoning at være kommen i Stand mellem Kongen og de misfornøjede Stormænd, ſom efter Sigende knyttedes fuldkommen[27] paa et Danehof, der i det følgende Aars Mai Maaned holdtes paa Vordingborg. Her kom tillige Arveſagen fore, da det, ſom det heed, efter Kong Eriks, Hertug Valdemars og den danſke Almeenheds Begjering, overdroges Biſkop Jakob af Slesvig, Kongens Cantſler, Biſkopperne Tuke af Ribe og Johan af Odenſe, Grev Jakob af Halland, Nikolas Hak, Jon Litle, Uffe Drottſete, Stig Andresſøn Marſk, Nikolas Knutsſøn, Jon Grubbe og Thomas Mule at afgive Voldgifskjendelſe om alle de Sager, der havde været mellem Kongen, Hertugen og det danſke Rige, og Enkedronningen i Norge og hendes Syſtre[28]. Ved dette Danehof har formodentligt ogſaa den fra Tydſkland tilbagevendende Hallkell Agmundsſøn været tilſtede, og drevet paa, at Arveſagen kunde komme til Endſkab, maaſkee har han og medbragt Foreſtillinger fra den tydſke Konge i ſamme Retning, for des kraftigere at indvirke paa den danſke Konge. At denne i alle Fald kun højſt nødigt, og alene paa Grund af tvingende Omſtændigheder, bekvemmede ſig til det her nævnte Skridt, ſees ſaavel af hans ſenere Fremfærd, ſom af den Omſtændighed, at blandt Voldgiftsmændene tælles, foruden Grev Jakob og Marſk Stig ſelv, ikke færre end trende af Hertugens Mænd, blandt hvilke i det mindſte een ſenere deeltog i Kong Eriks Drab; disſe Mænd kunde umuligt anſees ſom upartiſke[29]. Voldgiſtskjendelſen, der afgaves paa et Danehof ſom umiddelbart efter dette, i Ugen før Pinds, afholdtes i Nyborg, faldt ogſaa ganſke ud til de fire Syſtres Fordeel. Voldgiftsmændene erklærede nemlig, ved Skrivelſe af 24de Mai, at de ſaavel af de Klager, de fire Syſtre havde indgivet, ſom af troværdige Vidnesbyrd, vare komne til fuldkommen Vished om, at deres fedrene Gods, der laa ſpredt om i hele Danmark, var blevet dem forholdt, til deres ſtore Skade, hvorfor det ogſaa, hvor ſom helſt det i Kongeriget eller Hertugdømmet eller andenſteds befandtes at være taget med Vold, Uretfærdighed, mod deres Samtykke og Landets Love, ſkulde uden mindſte Vanſkelighed eller ugrundet Vægring tilbagegives og oplades dem med alle de Afkaſtninger og Indtægter, ſom i Mellemtiden vare oppebaarne, for ſaa vidt de ſelv eller deres lovlige Formyndere ikke havde afhændet noget deraf for tilbørligt Værd eller paa anden lovlig Maade[30]. Og endnu ſamme Dag ſees Kong Erik, ifølge Dommen, at have overladt og ſkjødet Jomfru Jutha en Deel Gods til Vederlag for hendes fedrene Arv i Nyborg By og Slot ſamt Landsbyen Hjulby[31], medens Hertug Valdemar ikke var mindre rede til at afſtaa den norſke Enkedronning, hvad han indeſad med af hendes Tilkommende, da han allerede Dagen efter udſtedte et Brev, hvori han erklærede, at han ifølge Voldgifskjendelſen havde tilbagegivet Dronning Ingeborg alle hendes fedrene Godſer inden Hertugdømmet, med Afkaſtninger og Indtægter, oppebaarne i i Mellemtiden, og derfor anmodede Alle og Enhver om, ikke at gjøre Dronningen eller hendes Befuldmægtigede mindſte Hinder eller Forfang i ſamme Godſers Beſtyrelſe[32]. Derimod ſees ikke noget lignende Brev at være udſtedt af Kong Erik med Henſyn til Dronning Ingeborgs og de to andre Syſtres Gods inden Kongeriget, og ſaa meget veed man, at i det mindſte Dronning Ingeborgs Gods ej blev hende tilbagegivet: Kong Erik har ſaaledes vel endog proteſteret mod Voldgiftskjendelſen for hendes Vedkommende. Viſt er det, at den hele Transaction maatte i den danſke Konges Øjne have et meget forhadt Udſeende, ſom om der herſkede et Forbund til hans Skade mellem den norſke Enkedronning og hans egne Underſaatter. Uagtet det nu heed, at han ſkulde være forligt med Hertug Valdemar og Grev Jakob, vare de dog begge intet mindre end tilfreds, og ſyntes begge, at de havde opnaaet for lidet: Hertugen fordrede ogſaa hele Als med Sønderborg og Nordborg ſamt endeel kongelige Gaarde i Sønderjylland, og ærgrede ſig over, at Forleningen var ham overdragen med den Forpligtelſe at gjøre Krigstjeneſte; Grev Jakob harmedes ſaavel over en lignende Forpligtelſe, der var paalagt ham, ſom over at han ikke havde faaet de allerede oppebaarne Indtægter af Halland udbetalte[33]. Begge vare yderſt opbragte paa Kongen, og Marſk Stig ſaavel ſom dennes talrige Venner deelte deres Stemning. Under disſe Omſtændigheder ſeer det noget underligt ud, at Grev Jakob og Marſk Stig endog ſkulde kunne deeltage i Voldgiftskjendelſen, ikke at tale om, at de paa en vis Maade dømte i ſin egen Sag. Med Kongens gode Vilje kunne de derfor neppe være opnævnte, men det maa være ſkeet ved Hertugens Beſtræbelſer, og dennes øjeblikkelige Beredvillighed til at efterkomme Kjendelſen med Henſyn til Dronning Ingeborgs Gods maatte end mere beſtyrke Kongen i den Tro, at det Hele var et mellem Hertugen, Greven, Marſk Stig, de øvrige Misfornøjede, og den norſke Regjering aftalt Spil, for at ſvække hans egen Magt, og ſkaffe en anden Nabomagt, med hvem han ſelv ſtod paa en ſpendt Fod, men af hvilken de ventede ſig Biſtand, ſtore Beſiddelſer og ſikkert Fodfæſte i Hjertet af hans eget Rige. Heri kunde han fra ſit Standpunkt ſom Danmarks Konge ikke finde ſig. Ved ſtrax at affinde ſig med Jutha kunde han viſe, at han var villig til at efterkomme Kjendelſen, for ſaa vidt ej Rigets Sikkerhed leed derved, men, ſom Sagerne ſtode, vilde det have været uforſvarligt, om han havde overladt den norſke Dronning, hvad hun fordrede: hendes næſte Skridt havde da maaſkee været at udnævne Grev Jakob, Marſk Stig og de øvrige Misfornøjede til ſine Befuldmægtigede, for at de kunde ſætte ſig faſt paa de hende tilfaldne Gaarde og derpaa begynde Oprør med fornyet Kraft. Maaſkee var det endog hendes Plan at ſtøde Kong Eriks Linje fra Tronen og ſkaffe ſin Søn, ſom Ætling af Kong Valdemars ældſte Søn, Danmarks Krone; i det mindſte var der ſenere Tale om noget ſaadant[34]. Meget af dette kan allerede have været bragt paa Bane, og i Folkemunde, tilſtrækkeligt til at beſtemme den danſke Konges Handlemaade, men hvorom de magre Kilder, der hidtil have været tilgængelige med Henſyn til disſe Begivenheder, intet nævne. Vi vide ikke engang, om Kong Erik formeligt har proteſteret mod Dommen, hvad den norſke Dronnings Arvedeel angaar, eller kun ſtiltiende undladt at efterkomme den. En Erklæring desangaaende maa vel have været ham afæſket, maaſkee ved Hr. Hallkell, og hans Svar have lydt benegtende; under alle Omſtændigheder maa Dronning Ingeborg have tabt Taalmodigheden, og fundet det paa Tide at anvende alvorligere Midler end blotte Foreſtillinger og Underhandlinger; thi fra nu af blev der, ſom vi ville ſee, øvet aabenbare Fiendtligheder mod Danmark, og under Omſtændigheder, ſom gjøre det ſandſynligt, at de øvedes, om ikke efter Dronningens udtrykkelige Befaling, ſaa dog efter hendes hemmelige Ønſke og Medvirkning.

Disſe Fiendtligheder gjaldt dog ogſaa tillige, og for den væſentligſte Deel, de tydſke Stæder, med hvilke Uvenſkabet nu var ſteget til det højeſte. I Bergen maa der være kommen til et heftigt Sammenſtød mellem Byens Borgere og de tydſke Kjøbmænd, thi vi erfare af flere Breve, at alt det Gods, der tilhørte de tydſke Kjøbmænd[35] i Bergen, i Aaret 1284 blev „takſat“ eller beſlaglagt. Hvad enten nu dette ſkede ved et virkeligt Opløb af de forbitrede Borgere, eller ved en offentlig Foranſtaltning af Gjaldkeren og Raadmændene, ſaa maa dog Dronningen eller Regjeringen ſtiltiende have givet dem, der udførte det, Medhold, thi, uagtet det heed, at det paagrebne Gods ſkulde gjengives Ejerne, fik de dog neppe mere end Halvparten tilbage. Herover blev der nu klaget fra Stæderne, og der blev virkelig ogſaa ſvaret i Kongens Navn, at alt ſkulde blive udleveret, og at de, der havde lidt Skade, ſkulde faa Erſtatning. Dette beroligede Stæderne nogenledes, og da Sommeren kom, begyndte deres Handelsfartøjer, ſom ſædvanligt, at drage til Norge. Men i Stedet for at møde fredelig Behandling, ſom de havde ventet, bleve disſe Skibe, da de kom ud paa Kattegattet eller Nordſøen, forfulgte, tildeels ogſaa opbragte og plyndrede af norſke Krigsſkibe, der alle, ſom det ſynes, tilhørte eller vare udruſtede af Hr. Alf Erlingsſøn af Thornberg; i det mindſte angives han overalt ſom den eneſte Ophavsmand til disſe Fiendtligheder, og ham alene gives Skylden for al den Skade, ſom blev gjort. Alf, hvis Fader Hr. Erling Alfsſøn var død Aaret forud, havde ſandſynligviis, ſom en af Kongehuſets nærmeſte Frænder, allerede før faaet Barontitel, og fik efter hans Død, ligeſom han, Borgeſysſel i Forlening[36]. Beliggenheden af denne Forlening gjorde det juſt bekvemt for ham at udruſte Skibe til at herje i de danſke Farvande; fra Sarpsborg af, hvor han havde ſit Hovedſæde, eller overhovedet fra den yderſte, ſejlbare Deel af Glommen, hvor han, ſom det nedenfor nærmere ſkal omtales, maaſkee endog havde en Søborg lige ved Indløbet, kunde hans Skibe med Lethed pasſe paa alle de Fartøjer, der kom ſøndenfra til Norge. Alf opbragte og plyndrede ej alene Skibe fra de øſterſøiſke Stæder, men ogſaa friſiſke Fartøjer, det vil ſige fra Zuyderſøen og dens nærmeſte Omgivelſer, ſom Kampen, Stavern, o. fl., derhos herjede han de danſke Kyſter, iſær Nørrejylland, ſamt plyndrede Laholm i Sydhalland og Skanør i Skaane[37], hvilket ſidſte iſær maatte være Tydſkerne til Skade, da de derved hindredes fra at beſøge Markedet. At Alf ingen officiel Bemyndigelſe havde hertil, er af det følgende klart, medens man dog paa den anden Side ſeer, at han blev begunſtiget af dem, der havde den egentlige Magt i Hænde, altſaa af Dronningen og hendes Venner; heraf maa man da ligefrem ſlutte, at han handlede enten efter hendes hemmelige Befaling, eller i Forvisningen om, at have gjort hende til Behag, uden at enſe, om de Beſindigere, og overhoved de, der ej yndede Dronningens Regimente, ryſtede paa Hovedet dertil. Hvad der nu maaſkee gjorde Hofpartiet og Hr. Alf ſaa meget driſtigere, var, at paa denne Tid Udſigten til, at Kong Erik i Norge ogſaa vilde kunne blive Skotlands i det mindſte midlertidige Herre, var nærmere end nogenſinde: den ſkotſke Konges Søn var nemlig død uden at efterlade Børn, den 28de Januar 1284[38], og dennes Datter i hendes Egteſkab med Kong Erik, Barnet Margrete, var ſaaledes nærmeſte Arving til Skotlands Throne; ved en højtidelig Akt, dateret 5te Februar 1284, Aattendedagen efter Kongeſønnens Dødsdag, havde de fornemſte ſkotſke Magnater forbundet ſig til, efter Kong Alexanders Død at erkjende hende for ret Arving til Kongeriget Skotland og Kongeriget Man med øvrige Øer, og forſvare hende i Beſiddelſen deraf[39]. Ligeledes havde den norſke Regjering ſandſynligviis i Forventning af hvad der vilde ſkee, om Sommeren ſ. A. i Kongens Navn ſendt Hr. Bjarne Erlingsſøn og hans Broder Hr. Vidkunn ſom Geſandter til Kong Edward i England, for at fornye det mellem begge Parters Fædre, Henrik og Magnus, 1269 ſluttede Forbund, og Kong Edward, der viſtnok allerede da nærede den Plan, med Tiden at faa et Giftermaal iſtand mellem ſin Søn og Thronfølger, Edward, og den norſke Margrete, viiſte Geſandterne den meſt udſøgte Høflighed og Forekommenhed, ſaa at Fornyelſen med Lethed kom iſtand; en Tractat desangaaende oprettedes den 20de Juli i Caernarvon i Wales, hvor Edward da holdt ſit Hof, og hvor hiin Søn juſt da blev født[40].

De Byer, hvis Skibe paa den her omtalte Maade vare blevne opbragte eller plyndrede, følte nu Nødvendigheden af at tage kraftige Forholdsregler, og handle i Forening, for at ſkaffe ſig Erſtatning. De øſterſøiſke Stæder gjorde Begyndelſen. „Da vi“, ſkrev ſenere Wismars Borgere til de nordſøiſke Stæder, „kunde ſkjønne, at vi intet udrettede ved Taalmodighed, beſluttede vi, efter Fyrſters, Herrers, Adelsmænds, flere andre Byers og eders Raad at ſætte os i Bekoſtning, og ſendte nogle af vore bedſte Mænd og andre Medborgere ud med Krigsſkibe for at bekrige Nordmændene, den almindelige Friheds Forſtyrrere, og for at ſtaa deres Afſindighed (insania) imod, ſamt bringe den forrige almindelige Frihed tilveje, uden dog at nyde anden Hjelp, end fra nogle Nabobyer ſamt to Byer af andre Provinſer“. De Byer, ſom her førſt omtales, vare Wismars Nabobyer Lübeck, Roſtock, Stralſund og Greifswalde, tilligemed Wismar de egentlig ſaakaldte vendiſke Stæder; de to andre vare Visby, eller egentlig kun de der boſatte Tydſkere, ſamt Riga. Disſe, med Lübeck i Spidſen, dannede ſaaledes det egentlige Krigsforbund, og hvorvel flere af de øvrige forurettede Stæder, navnlig Anklam og Demmin ved Øſterſøen, ſamt Hamburg, Grøningen, Stavern og Kampen ved Nordſøen, ſluttede ſig til dem, i det mindſte, ſom man maa formode, ved at yde Pengebidrag, og vi derhos erfare, at flere af Nabofyrſterne indgik et fælles Forſvarsforbund med de nævnte vendiſke Stæder tilligemed Kiel, Stettin og Hamburg, ſaaledes ſom det ſtrax nedenfor ſkal viſes, ſaa var det dog kun de her nævnte ſyv Stæder, hvilke Norges Regjering betragtede ſom ſine egentlige Modſtandere, og med hvem den ſiden underhandlede om Fred[41]. Disſe Stæder udruſtede nu i Haſt endeel Skibe, der ſejlede op under den norſke Kyſt, og, ſom der ſiges, gjorde megen Skade, dog neppe ſaa meget ved Plyndring, ſom ved at opbringe Skibe og hindre al Tilførſel. Ikke engang danſke Skibe ſkaanedes, naar de gik til, eller kom fra Norge, uagtet den venſkabelige Tilnærmelſe, der nu fandt Sted mellem Danmark og Stæderne. Saaledes erfarer man af en Klage, ſom den danſke Drottſete Uffe henvendte til Lübeck og de øvrige øſterſøiſke Stæder, at der ved Michelsdagstid 1284 var afgaaet et Skib, tilhørende nogle Borgere i Lund, til Norge med endeel Varer, men at det paa Tilbagevejen var blevet taget, tilligemed ſin hele Ladning, af de udſendte tydſke Kaperſkibe, der naturligviis betragtede det ſom fiendtligt, fordi det kom fra fiendtlig Havn. Drottſeten fordrede, at Stæderne ſkulde erſtatte Tabet, tilføjende, at da man fra danſk Side i alle Dele ſøgte at holde tryg Fred med Stæderne, kunde man baade ønſke og haabe, at det ſamme iagttoges af disſe[42]. Hvad Svar Stæderne gave paa denne Klage, erfares ikke, men de maa ſikkert til Gjengjeld have klaget over, at den danſke Konge endnu ikke ganſke havde afſkaaret al Handelsforbindelſe med Norge, og fordret, at han ſkulde give et beſtemt Forbud desangaaende, thi et ſaadant udſtedte han virkelig den 29de November, fra Odenſe. „Det er“, ytrede han her, „blevet klaget for os fra de vendiſke Stæder, at Nordmænd have tilføjet deres Kjøbmænd ſtor Skade og haarde Uretfærdigheder; men da Uretfærdigheder, hvilke det ſaa er, bør mishage os og enhver Chriſten, have vi lovet hine Stæder og deres Kjøbmænd, at Ingen ſkal have Lov til, fra vort Rige at føre nogen ſom helſt Ting til Norge, eller at drive Handel i Norge, og hvis nogen af vore Kjøbmænd vover at handle mod dette vort Forbud, ved at føre ſine Varer til Norge, og paa Vejen bliver plyndret, ville vi ikke paa nogen Maade ſøge at hevne dette. Alligevel forunde vi Nordmændene fuld Sikkerhed og Frihed til at komme i vort Rige, opholde ſig i vore Byer og tilliggende Havne og drive ſin Handel indtil 8 Dage efter førſtkommende Pints. Men hvis Nordmændene ikke inden den Tid kunne komme til Enighed med Stæderne, have vi lovet disſe, at de norſke Kjøbmænd ſiden efter ikke paa nogen Maade ſkulle faa drive Handel i vort Rige, førend der er givet ſaavel Os og Vore, ſom Stæderne fuld Ret og Erſtatning for den os og dem af Norges Konge tilføjede Skade“[43]. Det er beſynderligt nok, at der fra danſk Side kunde viſes ſaadan Langmodighed, efter hvad der allerede var forefaldet, og uagtet Stæderne øjenſynligt dreve paa, at Forbindelſen ganſke ſkulde afbrydes, for at gjøre Norges Afſperring fra Tydſkland fuldſtændig. Men blandt Medundertegnerne af Brevet vare Grev Jakob af Halland, Stig Marſk og Nikolas Knutsſøn, og det tør nok hænde, at deres Indflydelſe her atter gjorde ſig gjeldende; thi for Grev Jakobs Leen, Nordre Halland, der grænſede umiddelbart til Viken, maatte en pludſelig Afſperring mod Norge være meſt ubelejlig. Den danſke Konge erklærede tillige ſamme Dag ved et andet Brev, at han tiltraadte det nys omtalte Forbund, ſom Biſkopperne af Schwerin, Lübeck og Ratzeburg, Hertugerne Johan og Albrecht af Saxland, Hertug Bugislav af Venden, Fyrſt Vithav af Rügen, Hertug Valdemar af Jylland, Gerhard den ældre og yngre, Johan og Adolf, Grever af Holſten, Helmold og Nikolas, Grever af Schwerin, Henrik og hans Broderſønner Nikolas og Johan, Herrerne til Werle, Junker Nikolas af Roſtock, Johannes og hans Broderſønner, Herrerne til Meklenburg, ſamt Lübecks, Hamburgs, Kiels, Wismars, Roſtocks, Stralſunds, Greifswaldes, Demmins, Anklams og Stettins Borgere og alle Stæder inden fornævnte Herrers Beſiddelſer havde indgaaet til fælles Forſvar, lovende, at hvis nogen af hine Herrer eller deres Undergivne, eller de nævnte Stæders Borgere bleve forurettede, ſkulde han paa Opfordring advare Fornærmeren om at give Fyldeſtgjørelſe, og hvis denne ikke inden en Maaned efterkom Opfordringen, ſkulde han hjelpe den eller de Forurettede til at nyde fuld Ret, og ikke paa nogen Maade begunſtige den fornærmende Part[44]. I et tredie Brev, ſom han fremdeles ſamme Dag udſtedte, gjorde han vitterligt, at han med ſine bedſte Mænds Raad havde tiltraadt Forbundet paa aatte Aar, og førſt fra næſte Aars Pints at regne; ſaa nødigt ſynes man i Danmark at have villet ſkride til aabenbart Brud; med Lübecks Borgere indgik han dog den ſærſkilte gjenſidige Forpligtelſe, at de ſkulde holde ſammen i Raad og Daad, indtil ſaavel han, ſom de havde faaet fuldſtændig Erſtatning af Nordmændene for al lidt Skade[45]. I denne vaklende Politik ſporer man maaſkee fremdeles det mægtige danſke Oppoſitionspartis Indflydelſe.

I Vinterens Løb kan der ikke have forefaldt noget af Betydenhed. Men fra begge Sider ſynes man at have forberedet ſig til alvorlig Kamp i det kommende Aar. Da det fremdeles var Stædernes Henſigt at blokere Norge og ved fuldkommen Afſkjæren af al Tilførſel bringe det til ſaadan Yderlighed, at det maatte ønſke Fred til enhver Priis, henvendte Lübecks Borgere ſig paa de øvrige Stæders Vegne umiddelbart til Kong Edward af England med Klage over de Forurettelſer, Nordmændene havde tilføjet dem, og med Bøn om, at han ikke vilde tillade nogen Udførſel af Fødevarer (comestibilia) eller andre nyttige Sager fra ſit Rige til Norge, ſaa længe dette Rige ikke havde givet Stæderne tilbørlig Erſtatning[46]. Ligeledes henvendte Stæderne ſig til dem af de før nævnte Fyrſter, der vare deres ſaakaldte Øvrigheder eller Patroner, med Anmodning om deres Mellemkomſt; i Følge deraf tilſkrev Hertug Johan af Saxland Kong Edward, og forenede ſine Bønner med Stædernes, om at han ej vilde tillade Nordmænd at kjøbe Fødevarer i hans Rige. Omtrent den ſamme Anmodning gjorde Henrik, Herre af Werle, Sveriges Konge i en Skrivelſe til denne[47]. Anaſtaſia, Fyrſtinde til Meklenburg, og hendes Sønner ſaavel ſom Henrik af Werle, tilſkreve derhos, „forpligtede ved det nys ſluttede Forbund mellem Fyrſter, Grever, Adelsmænd, Riddere, Kjøbmænd og Landes Indbyggere“ Kong Erik ſelv, og anmodede ham om at lade Stæderne nyde Ret og Erſtatning[48]. Man ſkulde have ventet, at de Uvejr, der ſaaledes trak op over Norge, i det mindſte havde bragt Alf Erlingsſøn, deres Ophavsmand, i Unaade; men herpaa var neppe at tænke, ſaa længe Dronningen levede; tvert imod blev han, ſom vi ville ſee, endnu mere hædret, og førſt efter Dronningens Død lykkedes det hans Modſtandere at fælde ham. Alligevel betragtede man i Norge disſe Forberedelſer fra Stædernes Side ikke uden en vis Ængſtelſe, og i Særdeleshed frygtede man Blokaden. Dette ſees af et Brev, ſom Kong Erik den 7de Marts fra Bergen ſkrev til den engelſke Konge[49], øjenſynligt for at modarbejde Virkningen af hine før omtalte Breve fra Lübeck og Hertugen af Saxland; i dette Brev takkede han Kong Edward for al den Venlighed, han forrige Sommer havde viiſt hans Geſandter, og for den Forbunds- og Venſkabs-Tractat, han havde indgaaet med ham, bedende ham indſtændigt, nu eftertrykkeligt at ville overholde den ſaaledes fornyede, mellem begges Forfædre indgangne og troligen overholdte Alliance og gode Forſtaaelſe, i hvilken Anledning han ej vilde undlade at underrette ham om, at Tydſkerne, ſom han ſelv og hans Forfædre altid havde begunſtiget og ſtyrket med flere Privilegier og Friheder, nu havde ſammenſvoret ſig om at ville til næſte Sommer, efter hvad han havde hexet, angribe hans Rige. „Om deres Indfald i vort Rige“, ſkrev han „kærer jeg mig ellers ikke det mindſte, naar man kun kan hemme deres væmmelige Plan, at ſende Kaperſkibe til Kyſterne mod de Kjøbmænd, der ville ſejle over til eders Rige eller andre Lande. Vi bede eder derfor, at I af Kjærlighed til os ville med eders vældige Arm tugte alle ſaadanne Rænkeſmede og Forſtyrrere af vort Riges Velvære; vi ſkulle i lignende Tilfælde uden Vægring ſtaa eder og eders bi“. Kongen ſluttede med at udbede ſig Kong Edwards Svar paa Anmodningen tilbageſendt med Overbringeren, hvis Navn ikke anføres, men, ſom man ſeer, førte Herretitel, altſaa var Ridder eller Baron, og kaldes Kongens kjære og troe Mand, hvorhos han meldte, at han ſelv var ved god Helbred. En Følge af de fra de nordtydſke Fyrſter indkomne Foreſtillinger var det vel, at Kongen ſex Dage ſenere ſkrev et Brev til Lübeck, Hamburg, Wismar, Roſtock, Bremen[50], Stralſund, Greifswalde, Stettin, Demmin, Anklam, Elbing, Gotland, Riga og Reval, i en beroligende Tone, ytrende, at, uagtet Menneſkeſlægtens onde Fiende, betragtende Kjærlighed med onde Øjne, uophørligt arbejdede paa at forbitre Venſkabets og Hengivenhedens Baand mellem Menneſkene, var det en Pligt at modſtaa ſamme Fiende med oprigtig og uſkrømtet Iver; da nu de tydſke Kjøbmænd paaſtod inden det norſke Riges Grænſer, og Nordmændene omvendt i de tydſke Stæder, at have lidt ſtore Retskrænkelſer og Skadetilføjelſer, vilde han derfor efter Evne bidrage til, at al Uenighed, ſom maatte flyde af disſe Ubehageligheder, ganſke kunde undgaaes, og erklærede herved, at for Fredens Skyld og til fælles Bedſte vilde han lade enhver tydſk Kjøbmand, der enten for ham ſelv eller Lagmændene lovligt beviſte, at han fra norſk Side havde lidt nogen Forurettelſe, nyde fuld Rets-Erſtatning efter Rigets Love og Sædvaner, ligeſom han ogſaa ventede, at den ſamme Behandling vilde blive de Nordmænd til Deel, der paa lignende Maade godtgjorde for vedkommende Raadmænd, at de vare blevne forurettede af Stædernes Borgere; desforuden ſkulde de tydſke Kjøbmænd, der naar ſom helſt beſøgte Norge, nyde de ſamme Friheder, Rettigheder og Privilegier, ſom Kongens Fader og Forfædre havde tilſtaaet dem, naar kun de norſke Kjøbmænd, der beſøgte Stæderne, nøde de ſamme Friheder og Rettigheder, ſom de fra gammel Tid havde plejet at nyde. Men denne Skrivelſe affærdigede Sagen alt for let, og det Erſtatningstilbud, den indeholdt, var alt for lidet beſtemt, til at Stæderne dermed kunde lade ſig nøje. De vilde have Tilſagn om en beſtemt Erſtatnings-Sum. Det er vel heller ikke uſandſynligt, at de endog med en vis Glæde grebe Lejligheden til at bringe Norge i den yderſte Knibe, og derved tiltvinge ſig endnu ſtørre Handelsrettigheder og Friheder i Landet end før. I Vaarens Løb maa man i Norge have indſeet, at Krigen var uundgaaelig. Ved Pintſetid ſkulde derhos alle Forbindelſer afbrydes med Danmark. Det gjaldt ſaaledes fremfor alt at ſikre ſig Forbindelſen med England, og derfor ſendte Kong Erik, der endnu opholdt ſig i Bergen, tre Dage før Pints (10de Mai) den beſeglede og ratificerede Chirograf-Gjenpart af Traktaten, ſom Hr. Bjarne og Hr. Vidkunn Aaret forud havde afſluttet, til Kong Edward i England, med fornyet Anmodning om, at han vilde forhindre Norges Fiender Tydſkerne fra at tilføje Kjøbmænd, der fra England droge til Norge eller omvendt, Skade til Lands eller Vands inden hans Herredømme, og ikke tillade dem at ſøge Tilflugt eller Smuthul i engelſke Havne[51]. Det var formodentlig ikke længe derefter, eller maaſkee allerede før, at Hr. Alf Erlingsſøn atter ſtak i Søen med en Flaade, og mishandlede nu, ſom det lader, Danmarks Kyſter endnu mere ubarmhjertigt, end Aaret forud. Saaledes plyndrede han Horſens og Kallundborg, og herjede paa flere af de danſke Øer[52]. Hertil havde han ogſaa for ſaa vidt ſtørre Grund end før, ſom Danmarks Konge havde tiltraadt det før omtalte Forbund. Alf ſynes endog at have truet Kjøbenhavn[53]; men en Flaade af mere end 30 ſtore, ſterkt bemandede Kogger, ſom Stæderne havde udruſtet, tvang ham til at trække ſig tilbage. Dog ſkal han, hvis der ligger nogen Sandhed til Grund for, hvad den gamle Kæmpeviſe beretter[54], — og dette maa man dog antage, da de fleſte af de hiſtoriſke Viſer om Begivenhederne i disſe urolige Tider ſynes at være blevne til ſamtidigt, — ved Liſt og Forvovenhed have frataget Tydſkerne flere Skibe, og gjort et ſtort Bytte. Det heder i Viſen:

Alf han ſtaar i Fremmerſtavn,
Han ſeer de Kogger fra Kjøbenhavn,
Kjende I Alf?

Alf han ſeer ud i Søen ſaa vide,
Han veed de Stier, ſom Skibene monne ſkride.

„Hisſet ſeer jeg de Kogger ni,
Det bliver mit Gods, ſom der er udi“.

Han ſætter ſig alene i Baad,
Og faa ror han de Kogger imod.

„Vel mødt, vel mødt, raſke Hofmænd,
Hvor ville I i Havnen ind?“ —

„Vi ſejle os til den Havn ind,
Som vi kunde gjenneſte Hr. Alf finde“. —

„Hvad ville I da give den Mand,
Som Eder Hr. Alf viſe kan?“ —

„Vi ville give ham Guld og Sølv,
Penninge, ſaa mange han have vil.

„Ad Gave og Skjenk ſkal han ej lede,
Snekken med al ſin ganſke Rede“. —

„Kjære Hofmænd, hvad ville I Alf gjøre,
Om I kunne hannem opſpore?“ —

„Hans Svenne dem ville vi hugge og ſlaa,
Hannem ſelv vi lægge den Bolte paa“. —

„Her ſkulle I Mindre-Alf finde,
Saa liden Sejr I af mig vinde“. —

„Vel op, vel op, I raſke Drenge,
I hugge ſønder baade Toug og Strenge!“ —

Hr. Alf han hugg, til han var mod,
Han ſtod i femten Ridderes Blod;

Saa tog han alle de Kogger ni
Og ſejlede dermed til Norge fri.

Og der kom Tidende til Roſtock ind,
Der blegned ſaa mangen Roſenskind.

Der græd Enker, og der græd Børn,
Dem havde gjort fattig denne ſkadelige Ørn.

Man ſeer heraf, at ni af Koggerne, fornemmelig roſtockſke, havde adſkilt ſig fra den øvrige Flaade for at oplede Alf, og bringe den forhadte og frygtede Corſar ſom Fange til Tydſkland, men at han ſelv forklædt maa have lokket dem i et Baghold, hvor hans øvrige Flaade, eller i det mindſte et ſtørre Antal norſke Skibe laa, og der givet ſig tilkjende, ſamt efter en blodig Kamp erobret alle de ni Skibe. At han vendte tilbage til Norge med Bytte, er viſt nok, thi dette ſiges udtrykkeligt i danſke Annaler[55]. De tydſke Stæder udruſtede, eller, ſom det heder, lejede nu en ny Flaade, med hvilken de lagde ſig udenfor Helſingør. De danſke Annaler ſige, at de bleve liggende her i 8 Uger, uden at udrette noget, der fortjente Roos eller Erindring, og derpaa vendte tilbage, uden at have indlagt ſig nogen Ære[56]. Dette kan maaſkee for ſaa vidt være rigtigt, ſom de ikke udførte nogen glimrende Krigerdaad, men de tilføjede dog Norge ſtor Skade ved at afſkjære Tilførſelen, og det er derfor viſtnok ganſke rigtigt, hvad den gamle lübeckſke Annaliſt ſiger, „at Stæderne fornemmelig lagde Kogger i Øreſund og paa andre Steder, og hindrede al Tilførſel af Korn, Øl, Brød og andet Gods til Norge, hvoraf der opſtod ſaa ſtor Hungersnød, at man maatte gaa til Forlig“[57]. Det var juſt i Aarets førſte Halvdeel, da Forraadene fra det forrige Aars Indhøſtning og viſtnok ſparſomme Tilførſel vare udtømte, og den meſte Forſyning udenlands fra tiltrængtes: den Blokade, Stæderne tilvejebragte, maatte ſaaledes, om den end ſlet ikke var fuldſtændig, dog frembringe en næſten uudholdelig Mangel, og et ivrigt Ønſke om at faa Freden gjenoprettet maatte være almindeligt i det hele Land. Maaſkee har ogſaa den ſvenſke Konge, for hvem denne Fejde i den umiddelbare Nærhed af hans Rige maatte være yderſt ubelejlig, og ſom ej alene i Egenſkab af Gotlands Herre var Patron for Tydſkerne i Visby, men ſom nu desuden havde indgaaet nærmere Forbindelſe med den danſke Konge ved et aftalt Giftermaal mellem hans Søn og dennes Datter[58], opfordret Norges Konge til at ſlutte Fred. Saa meget er viſt, at man fra norſk Side henvendte ſig til ham, førſt og fremſt, ſom det lader, om Forbund, og om dette ikke kunde opnaaes, om hans Mægling. Endog den danſke Konge ſøgte man nu at forſone ved Erſtatningstilbud, for at han ej ſkulde underſtøtte Tydſkerne. Allerede i Slutningen af Mai eller Begyndelſen af Juni, enten ſamtidigt med eller ſtrax efter at Forbudet mod Handel med Danmark indtraadte, bleve Biſkop Narve i Bergen og Hr. Bjarne Erlingsſøn ſendte ſom Geſandter, baade til Sveriges og til Danmarks Konge. Inſtructionen for disſe Geſandter haves endnu. Den er, merkeligt nok, ikke engang udſtedt af Kong Erik ſelv, men af hans Moder Dronning Ingeborg, Abbed Erik i Munkeliv, og Hr. Erik Duggalsſøn, uagtet han ſelv ſynes at have været tilſtede[59], da det tilføjes, at Sendefærden og Inſtruxen ſamtykkedes ſaavel af ham, ſom af 8 tilſtedeværende Medlemmer af hans egentlige Raad, nemlig Erlend, Provſt ved Apoſtelkirken, Hr. Gudleik Viljamsſøn, Ridder, Hr. Lodin (Lepp), Merkesmand, Hr. Sigurd, Lagmand[60], Hr. Haakon Ragnvaldsſøn, Hr. Vidkunn Erlingsſøn, Hr. Nikolas, Hr. Ivar Gudlaugsſøn. Man ſeer heraf, hvor meget Dronningen fremdeles har haft at ſige, uagtet Kongen dog nu heelt ſiden han fyldte ſit 14de Aar, 1282, egentlig ſkulde have været betragtet ſom myndig. Inſtruxen lød, at de førſt ſkulde begive ſig til Kongen af Sverige, og ſøge af ham at udvirke et Brev, af Indhold ſom et dem medgivet Concept; lykkedes dette ikke, da ſkulde de dog ſøge at faa en Overeenskomſt i Stand, ſaa vidt muligt ſtemmende med udkaſtet, dog med Udeladelſe af en Artikel „om beſoldede Tropper“; altſaa ſynes det at have været foreſlaaet, at Kong Magnus ſkulde indgaa Forbund med Norge mod Tydſkerne, og at der ſkulde lejes fremmede Tropper. Under alle Omſtændigheder ſkulde de aftale en Sammenkomſt med den ſvenſke Konge til førſtkommende St. Hans-Dag, paa Gullbergseid, ſom man af det følgende erfarer. Derefter ſkulde de begive ſig til den danſke Konge, ſandſynligviis paa det Danehof, ſom i de ſidſte Dage af Mai afholdtes i Nyborg, for at underſøge, forhandle om og ſlutte et endeligt Opgjør om de Tviſtemaal, der nu herſkede mellem Rigerne; de havde faaet Fuldmagt til at love den danſke Konge en Erſtatningsſum for den Skade, Alf havde anrettet, og for denne Sum ſætte Øen Ordoſt og, om det behøvedes, Nabo-Øen Thjorn til Pant, men Summen maatte dog ikke overſtige 6000 Mkr., og deri ſkulde afkortes ſaa meget, ſom det befandtes, at den Skade, Nordmændene paa ſin Side havde lidt af de Danſke, beløb ſig til. Summen ſkulde afdrages med 1000 Mkr. aarligt, at udbetale enten i Tunsberg eller i Kongehelle, indtil den var fuldt udredet. Den danſke Konge ſkulde dog ikke kunne beſætte hine Øer, førend Betalingsterminerne vare udløbne. De ſkulde end videre aftale og beramme en Sammenkomſt med den danſke Konge, ligeledes paa Gullbergseid, i det aller ſeneſte til Knutsmesſe eller 10de Juli. Hvis der kom Geſandter fra de tydſke Stæder til Danekongen for at indlede Forlig, medens de norſke Geſandter vare hos ham, da ſkulde de foreſlaa dem, at Stæderne ſkulde ſende paalidelige Geſandter til Forligsmøde med Norges Konge (naturligviis paa Gullbergseid), og hertil ſkulde de norſke Geſandter meddele ſikkert Lejde. Fremdeles ſkulde de, om muligt, ſøge at udvirke en Overeenskomſt med Kongen af Danmark om, at hverken han eller Kongen af Norge ſkulde være forligt eller indgaa Forlig med Tydſkerne, ſaa længe disſe vare uforligte med een af begge Konger, med andre Ord, at den danſke Konge ſkulde forſage ſit nys indgaaede Forbund med Stæderne, men derimod tage Parti med Norges Konge[61]. — Da der her ikke nævnes et Ord om Dronning Ingeborgs Arvegods, ja ikke engang om Pengefordring paa Danmark, men derimod om Udtællinger dertil, er det aabenbart, at man i Norge for Øjeblikket maa have været meget ængſtlig for Krigens Udfald, og ſelv med ſtore Opofrelſer har villet kjøbe Fred. Med Kong Magnus i Sverige kom vel ikke, ſom man maa antage, nogen Forening i Stand, men han lovede dog, ſom man af det følgende erfarer, at indfinde ſig til den beſtemte Tid. De tydſke Stæder maa og have indgaaet hiint i Inſtruxen antydede Løfte om at ſende Geſandter til Gullbergseid, da ſaadanne virkelig bleve afſendte; hvad enten nu virkelig de norſke Herrer traf Stædernes Udſendinger i Danmark, ſom det i Inſtruxen forudſattes muligt, eller det paa anden Maade er blevet aftalt. Ogſaa den danſke Konge maa have givet i det mindſte et Tilſagn om at deeltage i Underhandlingerne; thi vi ville ſee, at man i alle Fald ventede Geſandter fra ham til Sammenkomſten paa Gullbergseid. Merkeligt er det for Reſten, at den norſke Regjering med Flid ſynes at have villet undgaa at underhandle med de Danſke og med Stæderne ſamtidigt. Førſt naar Underhandlingerne med de ſidſte maatte antages at være tilendebragte, ſkulde den danſke Konge eller hans Udſendinger indfinde ſig.

Kong Erik ſynes, ſom ſædvanligt ved ſlige Møder, at have gjort Udruſtninger og opbudt den ſaakaldte Stevne-Leding, for at optræde med ſømmelig Værdighed. Thi ſaa meget er viſt, at de bergenſke Bymænds Ledingsſkib var med paa Toget; ombord paa dette var Islændingen Loft Helgesſøn, ſom endnu ikke havde faaet Tilladelſe til at rejſe hjem[62]. Hertug Haakon, der nys havde tiltraadt Beſtyrelſen af ſit Hertugdømme, fulgte med; derimod ſynes Enkedronningen at være bleven hjemme. Der fortælles, at Flaaden en Tidlang ikke kunde faa god Vind, og at man gjorde Bønner og Løfter til mange Helgener, men forgjeves, indtil den islandſke Preſt Gudmund Hallsſøn foreſlog Kongen at love den hellige Biſkop Jon i Hole ſine bedſte Pellsklæder, hvis han ſkaffede dem Bør, „thi han var meget hurtig til at opfylde ſlige Bønner“; Kongen ſamtykkede deri, ſigende, at den hellige Jon nu fik viſe, at han ej var ſeendrægtig, ſom man almindeligviis beſkyldte Islændingerne for; der kom ogſaa ſtrax en friſk Vind, ſaa at man paa fire Dage naaede Beſtemmelſesſtedet[63], hvilket enten maa have været Lindholmen, lige overfor Gullbergseid, eller Kongehelle. Kongen kom formedelſt hiin Forſinkelſe neppe til den aftalte Dag, 25de Juni, men nogle faa Dage ſenere, thi ogſaa den ſvenſke Konge finde vi Dagen efter, nemlig 25de Juni, ikke paa Gullbergseid, men i Ljodhuus, hvor han den Dag udſtedte et Lejdebrev, gjeldende paa 8 Dage, for den danſke Herre, Jon Litle og Udſendingerne fra de tydſke Stæder, ſamt dem, han vilde medbringe paa den danſke Konges Vegne, ikke, ſom han tilføjede, fordi hine Mænd ellers havde behøvet at nære nogen Tvivl om deres Sikkerhed, men fordi Fyrſt Vitſlav af Rügen i en perſonlig Samtale udtrykkeligt havde bedet derom[64]. Man ſeer heraf, at ogſaa Fyrſt Vitſlav maa have været tilſtede ved Bindet, og da det tillige lader til, at Grev Jakob ſaavel ſom Erik Knutsſøn, den nys udnævnte Hertug til Søndre Halland, var tilſtede, maa Mødet have været ret glimrende. De tydſke Geſandter, ſom indfandt ſig, vare Johannes Munk og Raadmanden Fromold af Fifhuſen fra Lübeck, Hasſe af Krukow fra Wismar, Albert Spitznagel fra Roſtock, Gorſchalk Unververde fra Stralſund, og Henrik af Wolgaſt fra Greifswalde. De øvrige Stæder maa altſaa ikke ſærſkilt have ladet ſig repræſentere. Der blev nu, heder det, holdt mange Møder og Forhandlinger, uden at dog Kong Erik og Stædernes Sendebud kunde komme til fuldkommen Enighed eller ſtrax faa en endelig Fredsſlutning i Stand. Men det aftaltes dog, at der førſtkommende Michelsdag ſkulde holdes et nyt Forligsmøde i Kalmar under den ſvenſke Konges Forſæde, og at Tviſten der ſkulde komme til endelig Afgjørelſe, ſaaledes nemlig, at Kong Erik i ſit og ſine Underſaatters Navn ſkulde ſende to ſaakaldte Dommere og to Procuratorer, medens hver af Stæderne ligeledes ſkulde ſende „Dommere og Procuratorer“; hine norſke og tydſke Dommere ſkulde i den ſvenſke Konges Nærværelſe træde ſammen og høre de Sager og Kæremaal, ſom fra begge Sider bleve dem forebragte (naturligviis af Procuratorerne), og derpaa afſige Dom; hvad begge Parters Dommere da bleve enige om, ſkulde ubrødeligen ſtaa ved Magt, men hvor de ej kunde enes, ſkulde den ſvenſke Konge ſom Opmand afſige ſin Kjendelſe, og den ſkulde uden Appell tages til Følge. Dog aflagde han for Sikkerheds Skyld Eed paa, at han ſkulde dømme retfærdigt, og at alle de Sager, der bleve bragte paa Bane den førſte Mødesdag, ſkulde være afgjorte eller paadømte inden en Maaned derefter, men at de øvrige, ſom der ikke bragtes paa Bane, ſkulde forebringes og afgjøres paa ſamme Maade, ſom oven anført, ved en Sammenkomſt, ſom alle tre Konger i Norden ſkulde have Aaret efter, den 1ſte Juli, paa Gullbergseid. Hvo ſom nu af den ſvenſke Konge eller de omtalte Dommere blev dømt i en Pengebod, ſkulde udrede denne inden eet Aar fra Dommens Afſigelſe; for øvrigt ſkulde Kong Erik godkjende de Domme, Kong Magnus eller Dommerne ſaaledes afſagde, og paaſee dem ſamvittighedsfuldt efterlevede, ſaa ſnart han fik Melding derom fra Kong Magnus. Fremdeles aflagde ſaavel Kong Erik, ſom hans Broder Hertug Haakon, der i Tilfælde af hans dødelige Afgang var Thronarving, Eed paa, at alle Punkter af Dommen ubrødeligen og uden nogen Udflugter ſkulde blive overholdte, ſamt at de Fanger fra de tydſke Stæder, ſom paa den Tid, dette foreløbige Møde holdtes, fandtes i Norge, ſkulde ſættes i Frihed og kunne vende tilbage til ſit Hjem med alt ſit Gods. End videre lovede Kongen, at Kjøbmændene fra ſamme Stæder ſkulde fra førſtkommende 1ſte Auguſt frit og tryggeligen kunne komme til Norge, drive ſin Handel der, og nyde de bedſte Friheder, ſom de kunde godtgjøre at have nydt i Kong Magnus’s og Kong Haakon Haakonsſøns Tid, for ſaa vidt Nordmændene til Gjengjeld i Stæderne nøde de bedſte Friheder, de der nogenſinde tidligere havde nydt, ſamt at Stæderne ikke biſtode Kongens eller Landets Fiender, der negtede ham eller hans Underſaatter Retfærdighed, med Raad, Daad, offentlig eller hemmelig Begunſtigelſe, til Norges Konges og hans Underſaatters Skade. Hvis Nordmænd fornærmede nogen Borger af en af Stæderne, ſkulde fuldſtændig Ret ſkaffes den Fornærmede efter Landets Love. Det tilføjedes udtrykkeligt, at i denne Forhandling vare ogſaa Riga og Visby indbegrebne, og at de lübeckſke Befuldmægtigede paa de øvrige Stæders Vegne ſvore og lovede, at Ratihabition ſkulde paafølge. Ogſaa de øvrige Stæder, der ikke havde ſendt Geſandter, (her ſigtes iſær til Grøningen, Stavern og Kampen) ſkulde kunne indtages i Overeenskomſten, naar de kun beſvore og ſendte Kong Erik Brev paa, at de tiltraadte de foranførte Betingelſer[65].

Af det før omtalte Lejdebrev, ſom Kong Magnus udſtedte for de danſke Geſandter, ſynes man at maatte ſlutte, at Forhandlingerne om den her meddeelte Stilſtand og Præliminærtractat maa have været førte under Forudſætning af, at Danmarks Konge ej alene vilde deeltage i Underhandlingerne, enten perſonligt eller ved Geſandter, men ogſaa ſamtykke i hvad der var aftalt, navnlig i at et Møde af alle tre Konger ſkulde holdes det følgende Aar. Men det var ſaa langt fra, at den danſke Konge perſonligt eller ved Geſandter deeltog i Underhandlingerne, at han tvert imod, ſom det ſynes, nu betragtede dem med ſtørſte Mistænkelighed, ſom om de kun havde hans Skade til Øjemed, og navnligen ſøgte at hindre de misfornøjede Stormænd i hans Rige fra at deeltage i dem. Thi da Hertug Valdemar, ſom nogle Annaler berette, vilde gaa til Sverige, eller, ſom det andetſteds ſiges, til Norge, lod Kongen ham tilligemed hans Drottſete, Tuke Apelgard, gribe i Helſingør, og bringe i Lænker til Søborg Slot i Nordſjæland, hvor de henſad i nogle Maaneder. Der tilføjes viſtnok, at Hertugens Henſigt med at gaa til Sverige eller Norge var at ſkaffe ſig en Krigshær mod Kong Erik i Danmark, eller ſlutte et Forbund imod ham, men da han naturligviis ikke offentliggjorde en ſaadan Plan, maa den danſke Konge og hans Raadgivere kun have ſluttet ſig til, at han havde dette i Sinde, og hans aabenlyſt fremſatte Paaſkud til Rejſen kan ſaaledes neppe have været noget andet, end at overvære Kongemødet og Underhandlingerne paa Gullbergseid[66]. For ſaa vidt ſom han da ſiden agtede at beſøge Kong Erik, eller følge med ham til Kongehelle, hvor denne virkelig begav ſig hen ſtrax efter Mødet, kunde han netop ſiges at ville gaa baade til Sverige og Norge, og da han i alle Fald ikke kunde vente at faa nogen Hjelp af den ſvenſke Konge, vidner hiint Udſagn, at han vilde gaa til Sverige, juſt om, at Mødet paa Gullbergseid, hvor vi ogſaa have ſeet, at andre Fyrſter, ſom Hertug Haakon og Fyrſt Vitſlav, vare tilſtede, i det mindſte var det foregivne Maal for hans Rejſe. Naar han ønſkede at treffe Kong Erik, var det ogſaa belejligſt at opſøge ham under hans Ophold ved Gøta-Elven, foruden at det ſaa mindſt mistænkeligt ud, at ſøge ham ved Fyrſtemødet. Hvad der bevægede Kong Erik i Danmark til at ſlutte, at Valdemar havde Ondt i Sinde, angives ikke; det heder viſtnok i en enkelt Annal, at han allerede havde paaført ſin Konge Krig, men i ſaa Fald havde han vel ikke rejſt gjennem Sjæland; det er altſaa tydeligt nok, at han endnu ingen aabenbare Skridt havde gjort til at begynde Fejde, men at man alene mistænkte ham for at pønſe derpaa. Hertil havde man dog al mulig Grund. Valdemar var, ſom ovenfor nævnt, ikke tilfreds med de Betingelſer, hvorpaa han havde faaet Forleningen, og tviſtede desuden med Kongen om Als og flere Godſer i Hertugdømmet, ſom Kongen regnede til ſit Patrimonialgods. Denne Trætte var nys ved tolv Mands Dom paa Danehofet i Nyborg den 28de Mai afgjort ganſke til Kongens Fordeel, idet baade Als og Arvegodſet tildømtes denne[67]. Herover maatte Hertugen naturligviis blive yderſt forbitret, og har vel endog ladet ſig forlyde med, at han ikke agtede at bryde ſig om Dommen, eller overhoved givet ſaa tydelige Tegn paa ſin Harme[68], at Kongen maatte finde det højſt mistænkeligt, da han, ſandſynligviis neppe en Maaned efter Dommens Afſigelſe[69], vilde begive ſig til Fyrſtemødet paa Gullbergseid, ſaa at Kongen for Sikkerheds Skyld anſaa det bedſt at lade ham gribe og fængſle. Kongen lod det ikke engang blive derved, men ſatte ſig endog i Beſiddelſe af Hertugens Slot Tønder[70], og lod det nedbryde; alt dette viſer nokſom, at han maa have anſeet ſig aldeles overbeviiſt om Hertugens paatænkte Forræderi. Det ſeer ogſaa ikke lidet mistænkeligt ud, at Hertugens Ven, Forbundne og Med-Interesſerede, Grev Jakob af Nordre-Halland i dette Aar blev gjort til Ridder af den norſke Konge, medens Erik Knutsſøn af Søndre-Halland, ligeſaa blev gjort til Ridder af den ſvenſke Konge[71]. Det kan neppe betvivles, at dette er ſkeet paa Feſtlighederne under Mødet, hvorved da ſikkert ogſaa Hertugen ſkulde indfinde ſig; at Jakob modtog Ridderværdigheden af den norſke Konges Haand, vidner om hans nærmere Forſtaaelſe med denne, og formodentlig ſkulde da Hertugen, om han var kommen, have oplagt Raad med ham og Grev Jakob mod Danmarks Konge. Under ſaadanne Omſtændigheder kan man nok finde det rimeligt, at denne, om han end tidligere havde lovet at deeltage i Forhandlingerne, nu tabte Lyſten dertil. Men paa den anden Side have da vel ogſaa Stædernes Befuldmægtigede anſeet ſig berettigede at handle paa egen Haand, iſær da Overeenskomſten kun var foreløbig, og det endnu ſtod den danſke Konge frit for at deeltage i de endelige Forhandlinger. Da Overeenskomſten ſluttedes, og Kong Erik udſtedte ſit Brev, vidſte man ſandſynligviis allerede, hvad der var ſkeet i Danmark, og at den danſke Konge intet vilde have med disſe Underhandlinger at ſkaffe. Til dette uvenſkabelige Sindelag fra danſk Side ſigtes der umiskjendeligt i Kong Eriks Brev, hvor det gjøres til en af Betingelſerne for de tydſke Kjøbmænds midlertidige Adgang til at handle i Norge, „at de ikke underſtøttede Kongens eller Landets Fiender, der negtede ham eller hans Underſaatter Retfærdighed“. Ogſaa Kong Magnus af Sverige udſtedte ſamme Dag (3die Juli), et aabent Brev, hvori han bevidnede, at han havde paataget ſig Voldgiftshvervet mellem Norges Konges Underſaatter paa den ene Side, og de ſyv tydſke Søſtæder, Lübeck, Wismar, Roſtock, Stralſund, Greifswalde, Visby og Riga paa den anden, og aflagt Eed paa at ville dømme retfærdigt. Foruden de allerede anførte Beſtemmelſer tilføjedes det her, at hvis en af de to Bud eller Befuldmægtigede, ſom Stæderne ſkulde ſende, døde, inden han kom til Mødet, ſkulde den overlevende have Fuldmagt paa begges Vegne, ſamt at, for ſaa vidt nogen anden Stad, der meente at have lidt lignende Overlaſt fra norſk Side, ønſkede at indſluttes i Voldgiften, maatte den underrette ham derom ſkriftligt inden førſtkommende Michelsdag, dog ſaaledes at hvis nogen Stad formedelſt lovlige Hindringer ikke til den Tid kunde bringe noget ſaadant Brev, men dog ſendte Mænd med tilſtrækkelig Fuldmagt til det Møde, ſom ſkulde holdes paa Gullbergseid den følgende Sommer, ſkulde der dog vederfares den Retfærdighed[72]. Da Mødet var hævet, begav Kong Erik ſig, ſom det ovenfor er nævnt, tilbage til Kongehelle, hvor han den 9de Juli udſtedte et aabent Brev, i hvilket han forpligtede ſig til at ſende enhver af de ſyv Stæder en Gjenpart af det nys anførte Forſikrings-Brev til Mødet i Kalmar, for ſaa vidt de ſamme Stæder igjen ſendte ham eller hans Sendebud et lignende[73].

Saaledes var da en Stilſtand med de øſterſøiſke Stæder ſluttet, og da der ikke tales om noget nyt Herjetog fra norſk Side i dette Aar efter det før omtalte under Hr. Alf Erlingsſøn, have vel Fiendtlighederne ganſke ophørt for den øvrige Deel af Aaret. Fra 1ſte Auguſt af har vel altſaa Skibsfarten fra Stæderne nogenledes kunnet foregaa ſom før, og den trykkende Dyrtid i Norge begyndt at ophøre.

Mødet i Kalmar blev afholdt ganſke ſom foreſkrevet. Hvilke de to Befuldmægtigede og Dommere vare, der ſendtes fra Norge, vides desværre ikke, lige ſaa lidet ſom hvad de tydſke Geſandter heed; ſandſynligviis har man fra norſk Side ſendt nogle af de meſt anſeede Herrer, og man ſkulde friſtes til at antage, at ogſaa denne Gang Bjarne Erlingsſøn og hans Broder Vidkunn, ſom de meſt øvede Underhandlere, have været brugte, tilligemed et Par Gejſtlige. Stæderne ſynes at have valgt ſine Befuldmægtigede m. m. og raadſlaaet om disſes Inſtruction, paa et Fællesmøde i Roſtock; her blev det ogſaa beſluttet at anholde om Grid for Fyrſt Vitſlav af Rügen til Mødet i Kalmar, da man ventede, at han ved ſin Nærværelſe vilde udrette meget til Stædernes Fordeel. Raadmændene i Roſtock ſkrev i de forſamlede Stæders Navn til dem i Lübeck om at udvirke en ſaadan Grid. Sandſynligviis var da Vitſlav tilſtede ved Mødet[74]. Det viſte ſig ſnart ved Forhandlingerne, at Sagerne vare for mange og for indviklede, til at de udvalgte Dommere kunde faa dem afgjorte; desuden var ogſaa Tiden vel knap. De benyttede ſig derfor af ſin Fuldmagt til at paakalde Kong Magnus’s Voldgiftskjendelſe, og det blev da vedtaget, at hvad han i Løbet af en Maaned, fra St. Lucas’s Dan (18de October) at regne, dømte, det ſkulde ſtaa urokkeligt ved Magt, under en Bod af 20000 Mkr. (kølnſk Vegt), ſom den, der enten ikke underkaſtede ſig Dommen, eller brød den, efter at den var afſagt, ſkulde udrede, Halvdelen til Kong Magnus, Halvdelen til den fornærmede Part. Efter flere Forhandlinger, og efter at mange forſtandige Mænds Raad var hørt, afſagde Kong Magnus den 31te October følgende Dom:

1. Der ſkulde for Fremtiden beſtandig være Fred og Venſkab mellem begge Parter, Norge og Stæderne, uden nogen Falſkhed eller Svig.

2. Alt det Gods, ſom af tydſke Kjøbmænds takſatte[75] eller beſlaglagte Varer endnu var tilbage i Norge, ſkulde, paa Ejernes eller deres Arvingers Fordring, tilbagegives Vedkommende i Bergen, ſaafremt Fordringen indgaves inden næſte Aars St. Hans Dag, hvilket ſkulde være den yderſte Reſtitutions-Termin[76].

3. For at Venſkabsbaandet kunde knyttes endnu ſterkere, efter at alle gjenſidige Skadetilføjelſer vare ophørte og al Tviſt udſlettet, ſkulde Nordmændene, inden et Aar fra næſte St. Hans Dag at regne, udrede til Stædernes Befuldmægtigede, i Tunsberg, 6000 Mkr. norſke Sølvpenge, hvoraf der gik 3 Mkr. paa een Mk. reent, til Deling blandt de Skadelidte. Pengene ſkulde erlægges i Tunsberg, til Stædernes Befuldmægtigede.

4. Da Indbyggerne i Stralſund tidligere havde foretaget ſig noget til Skade for Kong Eriks gode Navn og Rygte[77], og Indbyggerne af Roſtock havde holdt nogle af Kongens Mænd fangne over den ved Stilſtanden til Gullbergseid faſtſatte Tid, ſkulde disſe to Byer inden et Aar fra næſte St. Hansdag at regne, ſende ſex ſkjellige Geſandter, Stralſund fire, og Roſtock to, til Kong Erik med Undſkyldningsbreve fra Byernes Fornemſte, og med ydmyg Bøn til Kongen om hans Tilgivelſe, fordi de havde forbrudt ſig mod hans kongelige Ære og Værdighed.

5. Alle de Perſoner, Skibe og Ejendele, der ifølge Stilſtanden til Gullbergseid ſkulde tilbagegives, men endnu ikke vare udleverede, ſkulde ſtrax paa Fordring løsgives, ſeneſt inden næſte St. Hans Dag.

6. Med begge Parters Befuldmægtigedes Samtykke beſtemtes det, at Indbyggerne af de oftere nævnte ſyv Stæder ſkulde i Norge, og Nordmændene i de ſamme Stæder, kunne kjøbe hvad ſom helſt, lige ſaa godt ſom de vare Indfødde, ej alene af Borgere og Kjøbſtadsmænd, men og af Fremmede og Bønder, og frit udføre hvad de kjøbte, med mindre der var paabudt almindeligt Forbud, der lige ſaa vel gjaldt for Landets egne Børn; ellers ſkulde intet ſæregent Forbud kunne hindre Stædernes Indbyggere i Norge eller Nordmændene i Stæderne fra at kjøbe alt hvad de lyſtede, til hvilken ſom helſt Tid af Dagen, fra Morgen til Aften.

7. Da der, ſom det heed, „af ringe Ord ofte kunde komme Ordvexling, af Ordvexling Uenighed, og af Uenighed virkelig Fare“, beſtemtes der, til Forebyggelſe deraf, med begge Parters Befuldmægtigedes Samtykke, at hvad enten Indbyggere af hine Stæder gjorde eller talte noget til Spot eller Foragt for en Nordmand, eller omvendt, ſkulde den, der gjorde ſig ſkyldig i ſaadant, ſtraffes, ſom om Krænkelſen var tilføjet Fornærmerens egen Landsmand, og dette ſkulde i det ſeneſte ſkee inden en Maaned efter at Norges Konge havde tilſkrevet Stæderne, eller disſe Kongen, om at en ſaadan Æreskrænkelſe havde fundet Sted.

8. Til des ſtørre Befæſtelſe af Fred og Venſkab mellem begge Parter, beſtemtes det, at alle de Privilegier, ſom Kong Erik og hans Forgjængere havde tilſtaaet Borgerne af de nævnte tydſke Stæder, ſkulde fremdeles ſtaa ved Magt, og desforuden tilføjedes, med de kongelige norſke Befuldmægtigedes Samtykke, følgende yderligere Friheder: a) at de ſkulde kunne maale Haa-Tran[78] hvor de vilde til fri Udførſel, b) at de ſkulde nyde Landets Love ſom de Indfødde, hvad enten de ſtevnedes for Fehirderne eller Andre, og c) at Kjøbmændene fra hine 7 Stæder, naar de kom til nogen norſk Kjøbſtads Havn, ſkulde kunne lægge til Bryggen, uden at ſpørge Gjaldkeren om Tilladelſe; dog ſkulde hans Tilladelſe indhentes til at losſe.

9. „For at ikke Ubetydeligheder ſkulde rokke, hvad der burde være urokkeligt“, beſtemtes det, at, hvis Privatmænd af den ene Part fornærmede Privatmænd af den anden, ſkulde ſaadanne Overtrædelſer ſtraffes efter Lov eller Sedvane paa det Sted, hvor Fornærmelſen ſkede, men Freden lige fuldt vedvare; og hvis nogen, der tilhørte den ene Part, ſamlede en heel Skare omkring ſig og røvede og plyndrede fra den anden, ſkulde han ikke nyde nogen Opmuntring, Biſtand eller Tilflugt hos de øvrige paa ſamme Side, men derſom ſaadant alligevel blev ham til Deel, ſkulde vedkommende Part lide den Straf, ſom nedenfor beſtemmes, men Freden ſelv derfor ikke afbrydes[79].

10. Hvis Danmarks Konge, klagende over, at Norges Konge havde forurettet ham, paakaldte Stædernes Hjelp mod ham, ſkulde Stæderne tilſkrive den ſidſte, at han maattee lade Danmarks Konge vederfares Retfærdighed. Svarede da Norges Konge paa Skrivelſen, at han dertil var villig, og at han var beredt til at antage en Dag, paa hvilken han og Danmarks Konge ſkulde komme ſammen og handle om Forliig, da ſkulde Stæderne, ſaa længe Norges Konge fremdeles lagde det ſamme Sindelag for Dagen, ikke hjelpe Kongen af Danmark, eller foretage ſig noget mod Norges Konge, offentligt eller hemmeligt. Naar da begge Konger vare komne ſammen, ſkulde hver af dem vælge een, og begge tilſammen en tredie Voldgiftsmand, der ſkulde paadømme, hvilken af dem der havde ſtørſt Ret paa ſin Side; dømte da disſe tre, eller to af dem, til Fordeel for Norges Konge, ſkulde Stæderne ikke yde Danekongen nogen Hjelp imod ham, men faldt Kjendelſen til Fordeel for Danekongen, ſkulde de nok kunne hjelpe denne, dog kun ſaaledes, at, uagtet Krigen begyndte, ſkulde Folk fra Stæderne, ſom befandt ſig i Norge, og Nordmænd, der befandt ſig i Stæderne, alligevel inden en Maaned efter Dommens Afſigelſe frit kunne vende tilbage med ſit Gods, ja endog, om de ønſkede det, blive hvor de vare, uden Fare for Gods eller Perſon, indtil Krigen var endt. Men hvis Stædernes Indbyggere ikke i 8 Aar, fra ſidſte Pints at regne, hjalp Danekongen, ſkulde de ſenere ikke ſtaa ham bi mod Norges Konge, men hver Stad ſkulde alene have Ret til at hjelpe ſin egen nærmeſte Skytsherre, hvis Norges Konge angreb ham; de ſkulde heller ikke indgaa Forbund med andre Magter mod Norges Konge, men altid undtage ham, og paa lignende Maade ſkulde Norges Konge, hvis han indgik Alliance med andre Magter, altid undtage Stæderne fra at bekriges.

11. For at Frugterne af ſtor Møje og Anſtrengelſe ikke ſkulde ſpildes ved liſtige Paafund og frek Letſindighed, ſkulde denne Dom ſtaa urokkeligt ved Magt og ubrødelig overholdes af begge Parter, og Straffen for enten ikke at underkaſte ſig den eller ſenere at bryde den ſkulde være den ovenfor omtalte, 20000 Mkr. reent Sølv, kølnſk Vegt.

12. Da Stædernes Sendebud ved det foreløbige Møde paa Gullbergseid havde anmeldt, at Byerne Kampen, Stavern og Groeningen ønſkede at indeſluttes i Forliget, og det ſamme Ønſke nu fremdeles blev fremſat, beſtemtes der, at, hvis disſe tre Byer inden førſtkommende St. Hansdag ſendte Kong Magnus og Kong Erik deres Breve paa, at det virkelig var deres Vilje, var Kong Magnus villig til at afgjøre deres Anliggender paa ſamme Maade ſom de ſyv Stæders, efter bedſte Samvittighed, ſamt angive en Dag, naar Befuldmægtigede fra dem og Norges Konge i det Øjemed ſkulde indfinde ſig hos ham; kunde det ikke ſkee inden næſte St. Hansdag, eller overhoved inden den Tid ingen Overeenskomſt kom i Stand, ſkulde, til Overholdelſe af Freden mellem Norge og de ſyv øſterſøiſke Stæder, disſe ikke maatte indlade ſine Varer i Skibe, tilhørende en af hine trende, og omvendt heller ikke nogen af disſe tre indlade ſine Varer i Skibe, tilhørende en af hine.

13. Alle de foranførte Beſtemmelſer ſkulde, ſom ſagt, være uryggelige, dog forbeholdt Kong Magnus ſig Retten til endnu i et Aar at kunne nærmere fortolke og forklare de Punkter, der maatte befindes tvivlſomme eller dunkle. — En ſaadan nærmere Forklaring af den 5te Artikel gav Kong Magnus allerede ſamme Dag ved et eget Brev, idet han beſtemte, at Artiklen nok i Almindelighed ſkulde gjelde, men dog indſkrænkes ſaaledes, at Nordmændene i Stæderne ej ſkulde kunne kjøbe Varer fra Fragtvogne, og Stædernes Indbyggere ikke i Norge fra Skibene. Fremdeles gjentog Kong Magnus i en ſærſkilt Skrivelſe, hvad han havde beſtemt i Artikel 10 om Mæglingen mellem den danſke og norſke Konge og Stædernes Forhold til dem begge. Det ſees heraf, at Stæderne, ſkjønt de alene ventede paa, at de 8 Aar, paa hvilke de havde forenet ſig med Kongen af Danmark, ſkulde være udløbne, dog, ſaa længe disſe varede, ej vilde ganſke ſkille ſig fra ham, ſaafremt han havde Retten paa ſin Side, og vilde lade Tviſtemaalet ordentligt paadømmes, ſamt at de ſøgte at holde ham Adgangen til at deeltage i Fredsſlutningen ſaa vidt muligt aaben.

Det faldt af ſig ſelv, at, for ſaa vidt nogen Ratification af denne Kjendelſe udkrævedes fra Kong Eriks og Hertug Haakons Side, maa denne være paafulgt ſtrax efter Geſandternes Tilbagekomſt til Norge. Noget ſaadant Ratificationsdocument haves viſtnok ikke, men derimod et aabent Brev fra Hertug Haakon, hvori han bekjendtgjør paa Norſk det væſentlige Indhold af Kjendelſens 6te, 7de, 8de og 9de Artikel, det vil ſige de Artikler, der vedkom de egentlige fremtidige Handelsforhold. En lignende Bekjendtgjørelſe har maaſkee ogſaa Kongen udſtedt for de Dele af Riget, der ikke hørte til Hertugdømmet, hvis ellers ikke Hertugen efter hans Fuldmagt har udſtedt ſin for det hele Rige. Denne indeholder dog allerede i og for ſig tilſtrækkeligt Vidnesbyrd om, at ſaavel Kongen ſom Hertugen underkaſtede ſig Kjendelſen[80].

Denne Akt eller Overeenskomſt gjorde virkelig Ende paa Stridighederne mellem Norge og de øſterſøiſke Stæder, uagtet enkelte ſærſkilte Erſtatningsſpørgsmaal dog endnu ikke vare afgjorte, og Krigen med Danmark, ſom det i det Følgende vil ſees, ej alene vedvarede, men ogſaa antog en langt alvorligere Charakteer end hidtil. Uagtet der ogſaa ſenere af og til indtraf Tilfælde, hvor der herſkede nogen Spending mellem Stæderne og den norſke Regjering, ſædvanligviis opſtaaede deraf, at hine altid ſøgte at udvide ſine Friheder, medens denne i det mindſte en Tidlang ſtræbte at holde deres Kjøbmænd inden de tilbørlige Skranker, ſaa blev dog Handelsforbindelſen ſelv ikke i flere Generationer afbrudt, og Overeenskomſten i Kalmar danner derfor et Hovedpunkt i denne Handelsforbindelſes Hiſtorie. Den betragtedes ogſaa af Stæderne ſom Grundlaget for deres Handelsforhold i Norge, og paaberaabtes altid ved ſenere Forhandlinger, denne Sag vedkommende. Det Fodfæſte, deres driftige Handelsmænd herved fik i Norge, viſte ſig viſtnok i ſenere Tider ſkadeligt for Landets egen Opkomſt, og bidrog unegteligt meget til at ſvække dets Kræfter og Indbyggernes Foretagelſes-Aand. Men at Følgerne vilde blive ſaa ſkadelige, var vanſkeligt at forudſee paa den Tid, Overeenskomſten ſluttedes. Norge følte ſig endnu for kraftigt og anſeet blandt Europas Stater, til at frygte ſaadant. Overeenskomſten ſelv gjennemførte desuden et fuldſtændigt Gjenſidigheds-Syſtem, og havde ſaaledes i det mindſte Billigheden for ſig.

  1. Se ovf. IV. 1. S. 480, 481.
  2. Nøjagtig Fortegnelſe paa alt Kong Valdemars Gods, baade Konunglev eller Krongods og Patrimonialgods, findes i den bekjendte „Kong Valdemars Jordebog“, aftrykt i Langebeks Scr. R. Dan. 7de Deel.
  3. Ved Dommen i 1284 undtages udtrykkeligt, ſom det vil ſees, det Gods fra Extradition, ſom Syſtrene allerede ſelv eller ved Formyndere havde afhændet. Det er vel ikke ſaa uſandſynligt, at en Deel kan være ſolgt forud, ſom et Slags ventende Arv, og kjøbt af Andre ved et Slags Speculation, hvorhos det i alle Fald er viſt, at Jutha og Agnes maa have faaet en Deel Gods overdraget, ſiden der tales om det Gods, de bragte Kloſtret i Roskilde.
  4. Kong Eriks Brev af 21de April 1278, Lübeck Urkundenb No. 395.
  5. Kg. Eriks Br. af 18de Mai 1278, ſammeſteds No. 396.
  6. Brev af 30te Juli 1280, ſmſts. No. 400.
  7. Br. af 12te Juni 1280, Suhm, X. 1001. Liljegrens Dipl. Sv. I. No. 889.
  8. Det udaterede Klagebrev, Urkundenb. No. 428, er ſandſynligviis fra 1282.
  9. Br. af 1ſte Juli 1282, Urkundenb. No. 429.
  10. Brev af 27de Juli 1283, ſmſts. No. 448. Brevet ſiger viſtnok udtrykkeligt „isto anno“, og Friheden gjelder altſaa kun det Aar; men der er tillige et lignende Brev af 17de Auguſt 1284 (Lappenbergs Sartorius II. No. 54) for det løbende Aar, der viſer, at disſe Frihedsbreve fornyedes aarviis.
  11. Br. af 19de September 1283, Urkundb. No. 451.
  12. Norges gl. Love III. S. 12.
  13. Reimar Kocks Krønike, ved 1284.
  14. Den 20de Septbr. 1280 tilſkrev Fyrſten af Salerno K. Edward om Betingelſerne for Guidos Tilgivelſe, eg ſiger udtrykkeligt at han derom havde tilſkrevet ham og faaet Svar fra ham. Rymeri foedera I. 2. S. Turin.
  15. Rymeri foedera I. 2. S. 587. Den i Brevet nævnte Johannes Rolandi, miles, der af Udtrykkene ſees at have været i Norge, da det blev ſkrevet, maa ganſke viſt være Jon Ragnvaldsſøn, ogſaa kaldet Jon Ragnaldsſøn.
  16. Rymeri foedera I. 2. S. 581.
  17. Smſts. Dette er det eneſte af alle tre ovenfor nævnte Skrivelſer, ſom er forſynet med Aarstal, og da dette i Brevet ſelv er 1280, har Rymer henført det hertil, og ſaaledes ſat det foran de to andre. Men af den Omſtændighed, at netop Bjarne og Audun, de to fornemſte Regjeringsherrer, indgik en Forpligtelſe, ſom under andre Forhold den regjerende Konge maatte paatage ſig ſelv, er det klart, at de her optræde i Egenſkab af Formyndere, og at Orvereenskomſten ſaaledes ej kan være indgaaet i Januar 1280, da Kong Magnus endnu levede, men maa være ſluttet i Januar 1281. Det er ogſaa en bekjendt Sag, at man i England lige fra Midten af det 13de Aarhundrede til 1755 regnede Aaret fra 25de Marts. Brevet er vel hos Rymer paategnet „Anno 8“, det vil ſige K. Edwards 8de Aar, der løber fra 20de Nov. 1279 til 20 Nov. 1280, men dette kan enten ſkrive ſig fra en Fejltagelſe hos ham, eller ogſaa er det allerede i ſin Tid urigtigt paategnet Brevet af en eller anden Archivmand. Drottſetens Brev, ſaavelſom den engelſke Konges, mangle Dateringen, men her bliver det ſidſtes Henførelſe til Edwards 8de Aar ſandſynligere, og at de begge høre til eet Aar er aabenbart. — Paa den her antydede Maade forekommer det os, at de chronologiſke Vanſkeligheder ved hine tre Breves Ordning bedſt undgaaes, og at Sammenhængen bliver rimeligſt.
  18. Dette fortælles alene i Petr. Olai annaliſtiſke Excerpter (Langebek Scr. I. S. 188); han er vel ingen gammel Forfatter, og beſidder heller ingen ſynderlig Kritik, men det er dog aabenbart, at han i det hele taget har haft gode Kilder, og flere end der nu ſtaar til vor Raadighed. Det er derfor ingen Grund til at forkaſte hans Udſagn paa dette Sted, iſær da det pasſer ſaa ſaare vel til de ſamtidige og følgende Begivenheder. At de isl. Annaler eller Arne B. Saga intet nævner om dette Møde, kan ej ſvække Beretningens Troværdighed, thi de undlade at omtale mange endog vigtigere Sager, der ej middelbart vedkom Island. Vi ville ſee, at der ogſaa omtrent tre Aar ſenere holdtes Møde paa Varderø, hvis Beliggenhed vel maa ſøges i Nærheden af Vardberg i Halland.
  19. Slægtſkabsforholdet mellem Stig, Junker Jakob ſamt Stamfaderen, Skjalm hvide, ſees af Tabellerne i Langebeks Scr IV. S. 544. Jakobs Moder Cecilia var en Sønnedatter af Jakob Sunesſøn.
  20. Se Geheimearkivets Aarsberetninger, II. S. 2—9.
  21. Dette nævnes omſtændeligt i Detmars paalidelige Krønike (Grautofs Udg. I. S. 157): „i det ſamme Aar (1282) begyndte en ny Orlog i Danmark mellem Kongen og Hertugen og de adelige Mænd i Riget; det vedvarede en Stund“. Ligeſaa de ved 1410 ophørende Annaler i Langebeks Ser. V. 531: „1282; alle Danmarks Fornemme gjorde Oprør mod Kongen“; ſamt i Rykloſters Annaler (Scr. I. S. 170): „Strid opſtaar mellem Kong Erik og de Fornemme“.
  22. Dette nævnes ligeledes hos Detmar, ved 1283: „i dette Aar blev Orlogen udjevnet i Danmark, og Hertug Valdemar kom atter i ſit Land, ſom Kongen havde frataget ham altſammen, paa Gottorp nær; det havde Kongen forebygget med et Huus, ſom de Tydſke kaldte Luſeborg. Fra Gottorp vergede Hertugen ſig, indtil han fik ſit Land igjen“.
  23. Krigen ſynes at have været fort, eller rettere Hertug Valdemar at have holdt ſig indeſluttet, om Vintren 1282—83, og ud paa Vaaren, thi den 16de Decbr. finde vi Kong Erik i Flensborg (Suhm X. S. 841). Derimod finde vi tre af de Misfornøjede, Junker Jakob, Stig Marſk og Nikolas Knutsſøn den 9de Decbr. i Ribe, (Suhm X. S. 849), altſaa ikke hos Kongen, og derfor viſtnok enten i Begreb med at gribe til Vaaben mod ham, eller allerede i aabenbar Opſtand.
  24. Hos Petrus Olai nævnes denne Sammenkomſt efter Danehofet i Vordingborg, hvilket har bevæget Suhm (X. S. 869) til at antage, at den virkelig fandt Sted ſenere. Men man behøver kun at gjennemlæſe faa af P. Olai’s Optegnelſer, for at overbeviſe ſig om, at han under hvert Aar anfører Tildragelſerne uden Henſyn til deres chronologiſke Forhold. Aaret 1283 kan ſelv tjene til Exempel; thi efter at have omtalt Danehofet i Vordingborg (Sept.) nævner han, at vor Frue Kirke i Ribe faldt ned Juledags Nat, derpaa omtales Valdemars Forlening med Jylland og Jakobs med Halland, hvilket atter henhører til September: endelig nævnes da Mødet paa „Varderø“. Af Kong Eriks Brev af 8de Sept., trykt hos Suhm X. 1017, ſamt i Dipl. Svec. I. No. 773, ſees det, at Danehofet i Vordingborg holdtes paa den her angivne Tid, men ſaa ſilde ſom Midten af September kunde vanſkeligt noget Møde mellem Kongerne have været holdt, thi det var paa den Tid, at man ſnarere indſtillede alle ſtørre Søtog, end tiltraadte dem. Hvis det forholder ſig rigtigt, hvad de iſl. Annaler berette, at Dronning Margrete døde i Tunsberg, kan man forklare hendes og Kongens Ophold der af de Forberedelſer, han havde fore til Toget, iſær hvis den Læſemaade er rigtig, ſom henfører hendes Død til 9de Juni.
  25. Lilj. Dipl. Svec. I. No. 772.
  26. Arne B. S. S. Cap. 48.
  27. Petrus Olai, l. c. De neſtrvedſke Annaler, Scr. I. 372.
  28. Der ſtaar viſtnok ikke i Dommen, der afſagdes 24 Mai paa det næſtfølgende Danehof i Nyborg, at Voldgiften var de her nævnte Herrer overdragen paa Danehofet i Vordingborg, men da dette holdtes ved Himmelfartstid (18de Mai) og Dommen afſagdes den 24de Mai, kan man dog ikke regne kortere Tid end 6 Dage for Voldgiftsmændene til at afhandle Sagen og ſætte ſig ind i den. Sandſynligviis blev vel endog dette ſidſte Danehof berammet, hovedſageligt for at Kjendelſen der kunde afſiges. At Mødet i Vordingborg holdtes Himmelfartsdag og at en fulkommen Forſoning der ſandt Sted, ſiges udtrykkeligt i de Neſtvedſke Annaler l. c. Netop ved en ſaadan „Forſoning“ var det da ogſaa rimeligt, at Arveſagen beſtemtes at ſkulle nyde Fremme.
  29. I Hertug Valdemars Brev af 15de Aug. 1284 (Suhm X. 887) nævnes udtrykkeligt Nikolas Knutsſøn, Thomas Mule og Johannes Grubbe ſom hans Riddere. Hvad Nikolas Hak angaar, der forhen havde været Marſk under Kong Chriſtopher, forekommer han vel ſenere ſom en af Erik Eriksſøns Mænd, da de Misfornøjede vare fredløſe, men mistænkeligt er det dog, at han den 9de Decbr. 1282, da Kongen var ifærd med at bekrige Herttugen, var i Ribe ſammen med Marſken og Junker Jakob; man ſkulde formode, at heller ikke han raa den Tid var Kongen gunſtig.
  30. Dipl. Norv. IV. No. 4.
  31. Suhm, X. S. 1021.
  32. Dipl. Norv. IV. No. 5.
  33. Huitfeld S. 285, 286. „Ingen af dem“, ſiger Huitfeld, „vare endda tilfreds, Grev Jakob fordi han ikke fik Opbørſelen deraf (af Nordre Halland), han ſaa længe havde miſt, og for han ſkulde gjøre 50 Mand deraf til Tjeneſte, menende, han vilde haft Halland fri, efterdi der gaves frit Gods fore, uanſeet denne Konge intet havde taget fra ham, men fik ham det igjen, han i de andres Tider havde miſt; derover fattede han et Had til Kongent“.
  34. Nemlig i Procesſen mod Erkebiſkop Johannes Grand, Scr. rer. d. VI. 283. Her klages nemlig, 1296, over, at Erkebiſkoppen og hans Frænder og Venner, efter Kong Eriks Drab, arbejdede paa ganſke at udrydde den danſke Konges Æt, men at ſkaffe den norſke Konge og Hertug Herredømmet i Landet.
  35. Brev 1286 i Lübecks Urkundenb No. 501 og 1010, jfr. Dipl. Norv. I. No. 74.
  36. Dette ſees fornemmelig deraf, at han, efter at være ophøjet til Jarl, kaldte ſig Comes de Sarpsburg, thi paa Sarpsborg havde ogſaa Faderen, Hr. Erling, ſit fornemſte Tilhold, ſom det af de ovenfor meddeelte Beretninger ſees; det beſtyrkes ogſaa af den gamle danſke Kæmpeviſe, der veed at fortælle, at Alf havde 15 Hereder (d. e. Borgeſysſels 16 Skibreder, Mosſedal undtagen) i Leen.
  37. I de jydſke Annaler hos Langebek Scr. II. 527 ſiges der udtrykkeligt, at Skagen herjedes; Huitfeld S. 281 nævner Nordkanten af Jylland. Skanør nævnes i Langeb. Scr. IV. 265, V. 221, ligeſom det ogſaa kan ſees af Kong Eriks Beſkyttelſesbrev af 17 Aug. 1284, for de Tydſke, der vilde beſøge Skanør, at dette ej med Sikkerhed havde kunnet ſkee i 1284. De visbyſke Annaler (Scr. I. S. 255) ſige, at Alf Erlingsſøn tilligemed andre Nordmænd tog mange Skibe, og plyndrede mange Byer i Danmark. I de esromſke Annaler ſtaar der (Scr. I. 241), at Alf „egit piraticam“ d. e. herjede til Søs, og plyndrede alle dem, han fandt, Danſke, Tydſke, Friſer, o. a.
  38. Kongeſønnen Alexanders Død i Aaret 1284 omtales ogſaa af Fordun, og henføres til ſamme Aar ſom det, hvori Margrete døde, eller 1283, fordi Aaret regnedes fra 25de Marts, og Dødsdagen, 28de Januar, ſaaledes falder i det foregaaende Aar. Fordun, ſaavel ſom Chron. de Lanercost fol. 192 b, henfører ogſaa conſeqvent Kong Alexanders Død i Marts 1286 til 1285. Ellers er den ſidſte Krønike ikke altid paalidelig med Henſyn til Dag-Angivelſer, hvorpaa man netop ved dette Sted har et Exempel, da den, ſom ovenfor (S. 31) viiſt, lader Margrete af Norge dø i Februar, 30 Dage efter Broderen Alexander, da hun dog, ſom vi have ſeet, døde i April eller Juni 1283.
  39. Acts of Scotl. I. S. 82, Rymeri foedera I. 2 S. 638. Ogſaa her nævnes 1283, ikke 1284, ſom Aarstallet, men der tilføjes: i Kong Alexanders 35te Regjeringsaar, og da han begyndte ſin Regjering 13de Juli 1249, falder følgelig Marts Maaned af hans 35te Regjeringsaar i 1284.
  40. Breve hos Rymer af 19de og 20de Juli 1284. Det var formodentlig ved denne Lejlighed, at Kong Edward forærede Bjarne en koſtbar Guldring, ſom denne ſelv nævner i ſit Teſtament.
  41. Vi have her nærmeſt fulgt den Fremſtilling af Sagen, der findes i Wismars Brev til Nordſøſtæderne af 1286, meddeelt i Lübecks Urkundenb. No. 501. Willebrandt, i fin hanſ. Chronik II. 15, fortæller om et ſtort Forbund mellem alle de øſterſøiſke og nordſøiſke Stæder, paa Bremen nær, under Lübecks Forſtanderſkab, men herom findes intet i de originale Actſtykker fra hiin Tid. Detmar (S. 159) ſiger vel, at Stæderne ved Øſterſøen og Veſterhavet, paa Bremen nær, forenede ſig; men han omtaler under eet Aar, hvad der hører til flere, ſaaledes navnlig og under 1284 det Forlig, ſom ſtiftedes i Kalmar 1285 ved Kong Magnus’s Voldgiftskjendelſe.
  42. Lübecks Urkundenb. No. 470. Brevet er udateret, men det er tydeligt nok, at det henhører til dette Aar.
  43. Brev aftrykt hos Suhm, X. 1023.
  44. Lübecks Urkundenb. 465.
  45. Sammeſteds, No. 466. Pintſedag 1285 faldt paa 13de Mai.
  46. Urkundenbuch No. 1010.
  47. Sammeſteds No. 481. Sveriges Konge kaldes her ved en Fejltagelſe E. (Ericus?) iſtedetfor M. (Magnus).
  48. Sammeſteds No. 1011. Dipl. Norv. I. 74. Der er her paa ſidſte Sted udtalt den Formodning, at Brevene fra Anaſtaſia og Henrik af Werle, der nu forefindes i Lübecks Arkiv, ikke have været afleverede til K. Erik. Det er muligt; men at dog lignende Breve fra andre nordtydſke Fyrſter maa have været ham tilſendte, maa man ſlutte af Reimar Kocks Udſagn, „at Stæderne klagede for ſine Øvrigheder, der ſkreve og ſendte Geſandter til Kongen“.
  49. Rymer, I. 2. S. 662, Urkundenb. No. 489. Paa begge Steder er Brevet urigtigt henført til 1286, fordi Regjeringsaaret er angivet at være det 6te; men af de ældre Udgaver af Rymer ſees, at Aarsangivelſen er utydelig eller ulæſelig. At Brevet er ſkrevet 1285, ſees nokſom af Indholdet: kun da pønſede Stæderne paa Krig, og det var, ſom vi have ſeet, netop i Sommeren 1284, at hans Geſandter, for hvis venlige Modtagelſe han takker, havde været i England og ſluttet Tractaten. Suhm X. 916 har ogſaa paapeget Fejltagelſen.
  50. Det er underligt, at Bremen her nævnes, da det dog maa anſees viſt, at denne Stad nu ei laa i Krig med Norge: men Aarſagen er vel den, at dette Brev endnu, ſom det ſynes, med Flid ignorerer de ſyv øſterſøiſke Stæders Krigsforhold til Norge, og holder ſig til den tidligere Tingenes Orden.
  51. Rymer I. 2. S. 654, Lübecks Urkundenb. No. 476.
  52. Se iſær de esromſke Annaler, hos Langebek Scr. I. S. 248, jvfr. II. 438, 527, III. 314, V. 625 og Huitfeldt I. S. 288.
  53. Se den nedenfor anførte Kæmpeviſe.
  54. Rahbek og Nyerup, udv. danſke Viſer fra Middelalderen, II. S. 212.
  55. Navnlig de esromſke l. c.
  56. De esromſke Annaler.
  57. Detmars Krønike, l. c.
  58. Kong Magnus’s Søn Byrge, der nys havde faaet Kongenavn, ment endnu et Barn, var i 1284 bleven trolovet med den danſke Konges Datter Margrete; idetmindſte udſtedte Pave Martin d. 23 Decbr. i dette Aar en Dispenſation for dem med Henſvn til Slægtſkab. Raynaldus, Ann. Eccl. XIV. 360. Dipl. Svec. I. No. 797.
  59. Muligt, at han dog allerede tidligere havde givet ſit Samtykke, og juſt paa den Dag befandt ſig andenſteds, iſær da ikke Hr. Audun og andre af de meſt anſeede Regjeringsherrer nævnes. Dog ſeer man af Brevet til England, at han den 10de Mai var i Bergen, og ſtort ſenere kan Inſtruxen ej være udfærdiget.
  60. Hans Ættegaard var Aga i Hardanger; han var Gulathings Lagmand.
  61. Thorkelins Dipl. II. S. 104—106. Dette merkelige Brev mangler Datum og Sted; men da Inſtruxen ſiges at være meddeelt 1285 i Kong Eriks 6te Regjeringsaar, altſaa efter 10de Mai, medens dog St. Hans Dag nævnes ſom en tilkommende Stevnedag, der førſt ſkulde aftales med den ſvenſke Konge og Tydſkerne, kan Udſtedelſestiden neppe henlægges ſenere end den anden Halvdeel af Mai Maaned. Den ſvenſke Konge var ellers neppe langt borte, da han i hele den tidligere Deel af dette Aar ſynes at have holdt ſig i Veſtergøtland. Hans Teſtament er dateret Skara, 22de Febr., Dipl. Sv. I. No. 802. Opholdt han ſig, ſom heel rimeligt er, i Ljodhuus paa den Tid, de norſke Geſandter afgik, behøvede de ikke engang at gjøre nogen Omvei for at tale med ham, inden de opſøgte den danſke Konge.
  62. Arne B. Saga, Cap. 48.
  63. Laurentius’s Saga, Cap. 5.
  64. Sartorius’s Geſch. udg. af Lappenberg, II. 141.
  65. Brevet er aftrykt paa flere Steder, bedſt efter den endnu i Lübeck tilværende Original, med Kongens Segl, i Lübecks Urkundenb. No. 478.
  66. Fængſlingen omtales i flere Annaler, navnlig Rykloſters (Scriptt. R. D. S. 190) og de esromſke (ſmſts. S. 248) ſamt hos Detmar; men Stedet angives kun hos L. Stral (Scr. III. 314) ſamt af Huitfeldt (S. 289). Dog ſiges der ogſaa i de med 1363 ophørende ſjælandſke Annaler, der ere aftrykte i Asmuſens Archiv (II. S. 243), at Hertugen og hans Drottſete bleve henſatte paa Søborg Slot. Som Aarſag angives her ligefrem, at han bekrigede Kong Erik. De Annaler hos Langebek (Scr. II. S. 174), der ſlutte med 1317, ſige, at Hertugen vilde gaa til Sverige for at ſkaffe en Hær til Veje mod Kongen. Huitfeldt veed at fortælle, at Hertugen „var paa Anſlag at ville drage udi Norge, der at forbinde ſig mod Kongen“.
  67. Dommen findes meddeelt hos Huitfeldt S. 288, og efter ham hos Suhm, X. S. 898.
  68. At han har ytret eller i ſine Gjerninger viiſt noget ſaadant, ſees tydeligt nok af det Forſikringsdocument, Hertugen ved ſin Frigivelſe Aaret efter maatte udſtede. Her renoncerer han udtrykkelig paa Als og det kongelige Patrimonialgods i Hertugdømmet. Han lover tillige, aldrig mere at raabe til eller befordre Kongens Død eller Fangenſkab, eller bidrage til at berøve ham Beſiddelſer, eller forbinde ſig, conſpirere eller practiſere mod Riget o. ſ. v., hvilket ogſaa altſammen nokſom lægger for Dagen, hvad man mistænkte ham for. Se Brevet, meddeelt hos Huitfeldt S. 290, og hos Suhm, X. 921.
  69. Dommen afſagdes 28de Mai, og Mødet paa Gullbergseid var berammet til 24de Juni. Det er endog ikke uſandſynligt, at Hertugen allerede havde hemmeligt henvendt ſig til de norſke Geſandter, Bjarne og Biſkop Narve, paa Danehofet i Nyborg.
  70. Dette berettes, foruden af Huitfeldt, udtrykkeligt i de esromſke Annaler l. c. S. 248.
  71. Dette fortælles i de esromſke Annaler, Scr. I. S. 248, ſaavel ſom paa flere andre Steder; det heder endog hos Stral (Scr. III. 314), at Grev Jakob blev creeret til eques auratus af Norges Konge. Dette betegner vel, at han blev dubbet til Ridder paa den ellers i Europa brugelige Maade, ikke paa den norſke Viis, da Ridder- eller Skutilſveins-Titelen i Norge kun var en Rangtitel, ringere end det Trin, Jakob allerede ſom Greve havde naaet.
  72. Lübecks Urkundenb. No. 479.
  73. Sammeſteds, No. 480.
  74. Sammeſteds, No. 483.
  75. I Domsbrevet, der er forfattet paa Latin, bruges Udtrykket taxatus, der lige frem ſynes at være det norſke taksettr, latiniſeret.
  76. Meningen var aabenbart, ſkjønt det ikke ſiges udtrykkeligt, at Fordringerne ſkulde prøves og godkjendes paa det Mode, man tænkte at afholde paa Gullbergseid den 1ſte Juli 1286.
  77. Hvori dette beſtod, nævnes ingenſteds.
  78. I Originalen halyus, d. e. efter ſvenſk Form, hátjús, eller, ſom det kaldes i Erkebiſkop Jons Tiende-Regulativ, hákarlalýsi, hákerlingalýsi.
  79. Her ſigtes umiſkjendeligt til Hr. Alf Erlingsſøns paa egen Haand foretagne Herjetog. Straffen var den allerede ovenfor omtalte og i Artikel 11 gjentagne Bod af 20000 Mkr. Sølv.
  80. Kong Magnus’s Voldgiftskjendelſe, dateret 31te Octbr., er aftrykt paa flere Steder, ſidſt, efter Originalen, i Lübecks Urkundenb. No. 484. Beſynderligt nok, findes hans Forklaring af Artikel 5 ikke aftrykt ſammeſteds, men ſtaar at læſe i Thorkelins Dipl. II. S. 106, aftrykt efter en verificeret Copi af 1552. Hertug Haakons Brev findes uden Datum, i danſk Parafraſe, i det Corpus af Beſtemmelſer vedkommende de Kontorſke i Bergen, ſom Chr. Walkendorf lod ſamle i 1560; efter denne fejlfulde og mangelagtige Parafraſe har Th. Thorvesſøn meddeelt Brevet paa Latin i ſin Hist. Norv. IV. S. 394. Derimod findes den fuldſtændigt paa Norſk i en Codex af Lovbeſtemmelſer for Byen Bergen, ſamlet omkr. 1550, og nu opbevaret i den arnamagnæanſke Samling; Retſkrivningen er vel her noget forvanſket, dog ikke værre, end at man med Lethed kan paapege det rette. Den har følgende merkelige Indledning: „Dette Forlig (Sættargerð) gjorde Kong Magnus i Sverige i Kalmar mellem Norges Konge og Tydſkerne angaaende det, ſom Hr. Alf havde misgjort imod dem, Aar 1285; Haakon med Guds Miſkunn Norges Hertug o. ſ. v.“ Heraf ſeer man, at alle Fiendtligheder, der vare øvede mod Tydſkerne, udtrykkeligt tillægges Alf alene. Dateringen mangler ſaavel her, ſom i den danſke Parafraſe, men det er aabenbart, at Hertugen maa have udſtedt Brevet ſtrax efter Geſandternes Tilbagekomſt med det ſluttede Forlig ligeſom det er tydeligt nok, at Brevet, beſtemt til en Retteſnor for menige Borgere, lige fra førſt af har været affattet paa Norſk, ſaa at Overſættelſen af de fire indtagne Artikler følgelig er ſamtidig.