Det norske Folks Historie/6/69

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Paa Island havde imidlertid ogsaa en tilsvarende Kamp været ført mellem Kirkens Repræsentanter, fornemmelig Biskop Arne, der baade ifølge sin Stilling og sin Kraft og Nidkjærhed kunde betragtes som Gejstlighedens Hoved, og de verdslige Magthavere, om end ikke ganske med den Voldsomhed, som i Norge, da Gemytterne for en stor Deel optoges af vigtige politiske Spørgsmaal, hvortil de fortsatte Bestræbelser for at indføre norsk Ret og knytte Landet end nøjere til Norge gave Anledning. Hertil kom og, at Biskop Arne, saa ivrigt han stod paa Kirkens Ret, dog i alt, hvad der ej vedkom denne, viste sig som en tro Tilhænger af Kongen, og ivrig Befordrer af hans Interesser. Vi have ovenfor omtalt, hvorledes der allerede rimeligviis i 1277, strax efter den nye Lovs Vedtagelse i Norge, var skeet Forsøg paa at faa denne, eller rettere enkelte Dele af den, der kunde passe for Island, vedtagne ogsaa her, og at dette sandsynligviis allerede tidligere var skeet med den nye Arvelov. Overhoved havde man Grund til at formode, at da Vejen nu engang var banet ved Antagelsen af det tidligere, efter norsk Lov formede Lovudkast, og den gamle politiske Forfatning i Landet saaledes i Bund og Grund var omstyrtet, vilde det ikke holde saa haardt at faa den nye, forbedrede Lov antagen. Men Forholdene paa Island tillode ikke at optage den nye norske Lovbog i uforandret Skikkelse, og da man heller ikke, og aller mindst i de Tider, kunde være tjent med et Flikverk, hvorved den tidligere antagne Lov stykkeviis modificeredes efter den nyere, eller ogsaa denne selv behængtes med en heel Deel Undtagelser og Tillæg, maatte Nødvendigheden af at lade udarbejde en egen Lovbog for Island, indrettet som den norske, og med alle de Artikler i denne, der ogsaa kunde passe for Island, men tillige med alle de særegne eller modificerede Bestemmelser, som Forholdene udkrævede, paatrænge sig. En saadan Lovbog blev da ogsaa udarbejdet i Slutningen af Kong Magnus’s Regjeringstid, sandsynligviis under Tilsyn af Lagmanden Jon Einarssøn, der just paa den Tid opholdt sig i Norge[1], og efter hvilken Lovbogen senere bar faaet sit vel bekjendte Navn „Jonsbok“, saa at det vel endog maa antages, at han udtrykkeligt var bleven kaldt over til Norge for denne Sags Skyld. Formodentlig have vel ogsaa Ravn Oddssøn og Thorvard Thorarinssøn, der begge tilbragte Tiden fra Sommeren 1278 til Sommeren 1279 i Norge, haft nogen Stemme med ved Arbejdet, eller udøvet nogen Indflydelse derpaa, medens dette neppe kan antages om Sturla Thordssøn, der kun tilbragte i det højeste nogle faa Maaneder i Norge, og desuden ikke længer stod saa godt anskreven hos de Magthavende, at man kan have villet betjene sig af hans Hjelp, om han end havde opholdt sig længe nok dertil i Norge. Det er tidligere berettet, hvorledes Ravn og Thorvard vendte tilbage til Island i 1279, den første med Titel af kongelig Merkesmand, medens Biskopperne Arne og Jørund kort efter droge over til Norge, og tilbragte Vintren der, for at overvære det store Provincial-Concilium, der skulde holdes Aaret efter. Ved hiin Titel var Ravn vistnok bleven den fornemste Mand paa Island, og man seer tydeligt af det Følgende, at han virkelig var gjort til Overbefalingsmand over den hele Ø, men ved hans Side sattes nu som tidligere, en norsk Tilsynsmand, nemlig Eindride Bøggul, der saaledes endnu engang sendtes til Island. Med ham fulgte Baronen eller Ridderen Lodin paa Bakke, der var bleven udnævnt til Lagmand, maaskee i Jon Einarssøns Fraværelse, og som da sikkert havde det Hverv, fremdeles at forberede den nye Lovbogs Antagelse[2] Ogsaa de øvrige Sysselmænd, Thorvard og Asgrim, synes ved denne Lejlighed at have faaet Herretitel, uagtet den sidste ikke havde været i Norge[3]. Hvad Eindride og Lodin udførte, er ikke berettet[4]. De bleve sandsynligviis tilbagekaldte ved Kong Magnus’s Død, da Regjeringen vel trængte til mere anseede og erfarne Underhandlere, saa meget mere som nu ej alene Kongen og Hertugen skulde hyldes, men ogsaa den nu færdigskrevne Lovbog skulde antages. For at udrette disse vigtige Erender sendtes den vidt berejste, erfarne og sluge Diplomat Hr. Lodin Lepp, saavelsom Jon Lagmand. De kom til Island noget efter at Biskopperne vare hjemkomne fra Conciliet. Biskop Arne, der forlod Norge den 3die August, landede ved Ørebakke omkring den 22de; Lodin og Jon landede først ved Vestmannaøerne, hvorfra de siden droge videre. De ankom for silde ud paa Aaret til endnu i det samme Aar at faa Lovbogen antagen, da Thingtiden allerede længe siden var forbi, men de berejste endnu om Høsten en Deel af Landet, for at modtage Hyldingen i Kongens og Hertugens Navn. Heri mødte de ingen Hindringer; Biskop Arne viste sig fremdeles som Kongedømmets oprigtige Ven, og hans egen Systersøn, Loft Helgessøn, Bestyreren af Skaalholts Biskopsgods, var en af de første til at foregaa med sit Exempel. Men Hyldingen var eet, Lov-Antagelsen et andet, og kun saa længe var alt godt og vel, som den sidste ikke var bragt paa Bane. Hr. Lodin tilbragte Vintren i Ro hos Hafrbjørn paa Seltjarnarnes, hvor han førte et prægtigt Huus; da Vaaren kom (1281), fortsatte han og Jon Lagmand deres Hyldingsrejser[5]. Imidlertid havde mange baade om Høsten og i Løbet af Vintren og den følgende Vaar haft Anledning til at gjøre sig bekjendte med Indholdet af den nye Lovbog, og fundet meget i den, som man var utilfreds med; Lagmændene syntes, at Bestemmelserne om Ubodemaal vare for strenge, og at der var meget andet, hvormed Folket ikke var tjent; Biskoppen var ligeledes misfornøjet med en heel Deel, fornemmelig hvad der tyktes ham at stride mod Kirkens Frihed, og selv de haandgangne Mænd havde flere Udsættelser at gjøre. Da Thingtiden kom, begav Hr. Lodin sig til Althinget, ledsaget af alle de haandgangne Mænd, og Biskop Arne ligesaa med en Mængde Gejstlige; af Bønderne synes ogsaa en betydelig Mængde at have indfundet sig. Alle tre Partier eller rettere Stænder overlagde nu om, hvad der var at gjøre, og man enedes snart om, ikke strax at ville antage Lovbogen i dens Heelhed, hvorimod hvert Parti for sig lod affatte en skriftlig Fortegnelse over de Artikler, som det ønskede udstrøgne eller forandrede. Biskop Arne, der fremdeles ledede Gejstligheden, gjorde især Udsættelser ved alle de Punkter, der strede mod Compositionen, og desuagtet vare ordlydende optagne af den norske Lovbog, uagtet Compositionen var senere indgaaet end denne blev lovtagen; saaledes ved Bestemmelserne om, at Lagmanden skulde dømme i alle Slags Sager, følgelig ogsaa i gejstlige; ved den Kongen hjemlede Ret til at oppebære Bøder for flere Sager, der maatte henregnes blandt de kirkelige; fremdeles ved den Artikel, der gav Kongen Ret til at vejde Falke hvor som helst, uden at undtage Gejstlighedens Besiddelser. Overhoved indskjærpede han Overholdelsen af Compositionens væsentligste Bestemmelser, og fordrede iagttaget, hvad der siges at have været vedtaget paa Althinget 1253, nemlig at hvor Guds Lov kom i Strid med Landets Lov, skulde den første have Fortrinet[6]. Ligeledes ankede han ogsaa over en heel Deel Bestemmelser, der alene vedkom den verdslige Lovgivning, saaledes over den hyppige Anvendelse af Ubodemaalsstraffen, der ved nærmere Efterregning befandtes at være bestemt for 60 Tilfælde, m. m. Bøndernes Udsættelser gjaldt for det meste verdslige Bestemmelser, og stemte i de fleste Stykker med Biskoppens, hvilket da heller ikke var at undres over, da de især lededes af Biskoppens egen Systersøn og Forvalter Loft Helgessøn. De haandgangne Mænds Udsættelser synes kun at have været faa, men i det meste maa de dog vel have faldt sammen med Bøndernes, da de i alle Landboforhold havde Interesser fælles med dem[7].

Klageskrifterne bleve nu fremlagte i Lagretten. Hr. Lodin Lepp blev ikke lidet forbitret over denne Modstand, og forargede sig især over at Bønderne – Bukarle, som han kaldte dem – understode sig at ville ordne Lov og Ret i Landet, hvilket ene var Kongens Sag. Dette viser noksom, hvorledes man i Norge paa denne Tid allerede havde vant sig til at betragte de haandgangne Mænd som en egen Herre- eller Adelstand lige overfor Bønderne, og disse som fødde til at lyde, uden at have nogen Stemme med i Lovgivnings-Sager; og naar Gejstlighed, haandgangne Mænd og Bønder endog paa Island særskilt traadte sammen og affattede sine Remonstrationer, handlede de egentlig, og i sin egen Bevidsthed, som Stænder – Gejstlighed, Herrestand og Bønder – ikke som blotte Partier eller Corporationer. Hr. Lodin, selv en af det norske Aristokratis fornemste Medlemmer, kunde nok finde det i sin Orden at Gejstlighed og Herrer protesterede, men for Bønder ansaa han dette aldeles utilladeligt. Han vilde imidlertid nu ikke høre om nogen Indvending, men fordrede at hele Thingmængden skulde antage Lovbogen under eet. Dertil svarede hver Stand for sig, at man aldeles ikke vilde indlade sig paa noget saadant Skridt, hvorved man forspildte Landets Frihed. Lodin svarede, at man først og fremst skulde antage Lovbogen, saa kunde man siden bønligt anholde hos Kongen og Raadet om naadigst Forandring i de Punkter, der maatte trænge til en saadan; derhos lod han Kongens Brev, der paabød Lovtagelsen, oplæse, og sagde, at Kongen vilde kaste sin Vrede paa dem, som handlede derimod. Nu tog Biskop Arne Ordet, og sagde, at han havde et Brev fra Erkebiskoppen, der forbød ham at lovtage mange af Bogens Artikler; derpaa lod han de paa sidste Provincial-Concilium i Bergen vedtagne Statuter oplæse, og hvori navnlig, som vi stave seet, Banns-Artiklerne vare opregnede. Ved at høre dette, gjorde Mængden megen Kvalm, og sagde, at det var en Umulighed at leve og aande frit, naar man skulde være underkastet Ubodemaalsstraf for 60 Forbrydelser mod den verdslige Lov, og Bannsstraf for 35 Forseelser mod den kirkelige. Da Larmen lagde sig noget, sagde Biskop Arne, at nu havde de selv hørt, hvor stor Forskjel der var mellem Lovbogens og Erkebiskoppens Bud; at han selv for sin Part aldeles ikke vilde samtykke i, hvad der stred mod Erkebiskoppens Vilje, og at de, der vare enige med ham, vist vilde følge hans Exempel; han nævnte først og fremst Artiklerne om Lagmandens Jurisdiction og om Falkevejde, der ligefrem strede mod Compositionen, thi i denne stod det, at Biskoppen, ikke Lagmænd, skulde sige Lov i, undersøge og dømme om alle de Sager, der vedkom Kirken, og at Kong Magnus udtrykkeligt havde fraskrevet sig den Ret, han eller hans Formænd tidligere maatte have haft dertil, ligesom han og havde tilstaaet Kirken det Privilegium, at Kongen ikke egenmægtigt skulde kunne forandre Lovene til Kirkens Skade, og at navnlig Kirkens gamle Frihed med Hensyn til Falkevejde skulde bestaa. „Vi ville heller ikke“, saaledes sluttede han, „finde os i at Kirken taber den Frihed, som for lang Tid siden her i Lagretten blev den tilstaaet og vedtagen for hele Landet, nemlig at, hvor Guds Lov og Landets Lov modsige hinanden, skal den første altid raade.“ Denne hans Tale hilsedes med lydelige Bifaldsraab af Mængden. Hr. Lodin saa sig om med truende Blik, men skjønnede dog snart, at han her ikke udrettede noget ved Hidsighed eller Trusler, saa længe Biskoppen havde den store Hob paa sin Side: han søgte derfor ved en snu Vending at drage den fra ham. „Dette Brev“, sagde han, „som I nu lod oplæse, Hr. Biskop, indeholder meget, som jeg ganske underskriver, men jeg tror dog ikke, at de, der udstedte det, have haft Ret til at give disse Bestemmelser for Alle. Hvad nu ellers Aageren angaar, som der omtaltes, da mener jeg og, at den er fyndig, og at Aagerkarle bør bannsættes; men hvilken Aager kan dog vel være større, end den utilbørlige Tiende-Ydelse, der finder Sted her til Lands, idet Biskopperne kræve Tiende af Sylgjer og Sølvbelter, Kopper og Kjørald og andet dødt Gods: jeg forundrer mig i Sandhed over, at Landets Børn taale slig Ubillighed, og ikke simpelt helt yde Tiende paa norsk Maade, hvilken er det sædvanlige over hele Verden, og den eneste ret lovtagne“. Men Hr. Lodin glemte her, at den Tiende-Ydelse, som fandt Sted paa Island, allerede havde været gjeldende siden Biskop Gissurs Dage, og at Folket nu engang var vant dertil, og ej følte sig besværet deraf. Hans Ord fandt derfor ingen Gjenklang; endog Hr. Ravn Oddssøn ytrede, at man var tilfreds med den Tiendeberegning, man havde, og ikke ønskede nogen anden. Biskop Arne paaberaabte sig Pave Innocentius’s Ord til Styrke for, at den islandske Tiendeydelse ej kunde betragtes som Aager. Da Hr. Lodin merkede, at han ikke paa denne Maade kom nogen Vej, sagde han kort og godt: „I sagde, Hr Biskop, at I vilde holde Eder Erkebiskoppens Brev og Compositionen efterrettelig, men jeg protesterer mod begge Dele; jeg har været mangesteds i Verden, men ingensteds har jeg seet en Konges Rettigheder saaledes trædes under Fødderne som her, og især af Biskopperne.“ Der udspandt sig nu en heftig og langvarig Ordvexling, men Enden blev dog, at Lovbogen blev antagen, paa de Artikler nær, ved hvilke de haandgangne Mænd havde gjort Udsættelser, og som de henskøde til Kongens og Erkebiskoppens nærmere Afgjørelse. Kun ni Mænd med Loft Helgessøn i Spidsen vovede at trodse den myndige Lodin, og forenede sine Indsigelser med Biskoppens, da hele Allmuen for øvrigt gav sit Haandtag paa den nye Lov. Lodin blev saa forbitret derover, at han kaldte dem alle Ni Landraademænd, fornemmelig Loft, der, som han sagde, tre Gange havde aflagt falsk Eed[8]; han forbød ham at følge med Biskoppen fra Thinget, og vilde tage ham i Forvaring. Biskoppen sagde dog med Bestemthed, at Loft skulde blive i Følge med ham, og Lodin vovede ikke at lade ham gribe[9]. Lodin og Biskoppen droge hver sin Vej fra Thinget, uden at give hinanden et godt Ord, hiin til Ørebakke for at gjøre sit Skib sejlfærdigt, og drage hjem med vel forrettet Sag, denne til Skaalholt, vistnok heel bedrøvet og ærgerlig over sit Nederlag. Den bitre Stemning mellem begge vedvarede endnu i nogen Tid. Hr. Lodin kaldte fremdeles dem, der protesterede mod Lovbogens Antagelse Landraademænd, og stevnede dem alle ni over til Norge, idet han endog truede med at lade Loft gribe og føre som Fange ombord paa sit Skib. Der synes ej at have været saa faa, der gottede sig over denne Strid mellem Biskoppen og Kongens Befuldmægtigede, men de fleste fandt dog at det saa galt ud, hvis de ej skulde blive forligte; naturligen søgte Hr. Ravn og Jon Lagmand at bringe en Forsoning til Veje imellem dem, ved at tilskrive dem begge, og faa en Sammenkomst i Stand. Denne fandt ogsaa Sted paa Ørebakke-Sanden, hvor Lodin, der nu var bleven noget roligere og mildere stemt, indbød Biskoppen til et prægtigt Gjestebud, hvor ogsaa Thorvard Thorarinssøn og Asgrim Thorsteinssøn vare tilstede. Lodin erkjendte, at han havde brugt for heftige Udtryk paa Thinget mod Biskoppen selv, men vedblev sin Paastand, at de Ni skulde stande til Rette for deres Ulydighed mod Kongens Bud, og de maatte alle haandfæste sin Sag under Kongens Dom, samt aflægge Eed paa, herefter at vise Kongen fuldkommen Lydighed; den eneste Lettelse, Biskoppen fik udvirket for dem, var, at kun fire af dem, hvoriblandt Loft, forpligtedes til at drage over til Norge. Siden blev der handlet om Tvistepunkterne i Loven. Hr. Lodin indrømmede Biskoppen noget større Bod i Kjetteri- og Selvmord-Sager, end Lovbogen angav; ligesom han tillod, at der fremsattes skriftlig Bøn til Kongen om enkelte Forandringer i Ubodemaals-Bestemmelserne m. m.; hvorimod Biskoppen ligeledes paa sin Side eftergav enkelte Punkter, i hvilke han hidtil havde været paastaaelig. Om Biskop Jørund er her ikke engang Tale, da han, som de senere Begivenheder især viste, helst vilde have undgaaet enhver Tvist, og alene formedelst sin Stilling var nødt til at samtykke i hvad Arne gjorde, men derfor og helst overlod til ham at handle. Af Bøndernes Besværinger optoges kun tvende, for saa vidt de ikke tillige fandtes i Gejstlighedens Protestbrev; alle de øvrige erklæredes utilbørlige. Derimod kunde Lodin og Biskoppen ej komme til Enighed om Hovedpunkterne, nemlig Lagmandens Jurisdiction i Kirkesager, og den Bestemmelse, at Kirkeretten i Collisions-Tilfælde skulde have Fortrinet for den verdslige. Alligevel bleve de paa en Maade forligte, og Lodin forærede endog Biskoppen sit Telt, som han havde brugt paa Thinget og nu sidst paa Sanden, medens Skibet tiltakledes: dette var imidlertid kun en Høflighedspligt, han skyldte Biskoppen, der selv tidligere havde gjort Gjestebud for ham og givet ham Foræringer[10]. Lodin gik derpaa til Sejls, ledsaget af Thorvard Thorarinssøn, der saavel som Ravn Oddssøn og rimeligviis flere af de haandgangne Mænd nu vilde drage over til Norge for personligt at underhandle med Regjeringsherrerne og Erkebiskoppen om de Forandringer, de ønskede foretagne i Lovbogen. Ravn, som sejlede paa et andet Skib, blev dog dreven tilbage af Modvind[11], og kom ikke over til Norge i dette Aar. Lodin og Thorvard synes derimod at have haft en heldig Overrejse, og maa saaledes være komne til Norge ved Høstens Begyndelse Imidlertid havde Lodin, som det synes, allerede umiddelbart efter Thinget sendt en Beretning om, hvad der var forefaldet, med den lovkyndige Hr. Erlend Olafssøn[12], kaldet den sterke, en Mand, der fra denne Tid af tog en virksom Deel i de politiske Forhandlinger paa Island. Han skal have været af norsk Herkomst paa fædrene, men var af islandsk paa mødrene Side, og var ligeledes gift med en Islænderinde af høj Byrd; hans Herretitel viser, at han var Ridder og følgelig hørte til de haandgangne Mænds Tal. Hans mundtlige Beretninger om det Forefaldne vare derfor vistnok ikke fordeelagtige for Biskoppen, og da nu tillige Lodins eget Brev maa have været skrevet medens denne endnu var i den mest oprørte Sindstilstand, er det ej at undres over, at Regjeringsherrerne i Norge, der desuden nu allerede laa i aabenbar Fejde med Erkebiskoppen, bleve umaadeligt opbragte paa de islandske Biskopper, og ej vare langt fra at kalde dem begge, endog Biskop Jørund, Landraademænd.

Den Lovbog (Jonsbogen), som man saaledes havde faaet vedtagen paa Island, og som endnu tildeels gjelder der, var ialt Væsentligt ligelydende med den norske, og afveeg kun fra denne i de Dele, som formedelst de locale og politiske Forhold ej kunde passe for Island. Saaledes er Thingfarebaalken den samme, paa Capitlerne om Althinget, om Nevndarmænd og om Stevninger nær; Nevndarmændenes Antal er nedsat fra 140, som Lovbogen af 1271 foreskrev, til 84[13]. Den saakaldte Christendomsbaalk, med Kongearvetallet og Hyldingsederne, er ligelydende med den tilsvarende i Norges Lovbog, ligesaa Mandhelgen, Arvebaalken, Kjøbebaalken med Farmannaloven, og Tyvebaalken, paa det nærmeste. Derimod er Utfarebaalken udeladt, da Islændingerne ej vare ledingspligtige, og i dens Sted er en kort Baalk, kaldet Thegnskylda, der indeholder Folkets Forpligtelser til at adlyde Kongen og at yde ham Skat og Thingfarekjøb, hver Bonde i Alt 20 Alen Vadmaal aarligt[14], hvorhos Sysselmændenes Pligter foreskrives, og det navnlig forbydes dem at foretage sine Embedsrejser med større Følge end 9 Mand. Endelig omhandles Udlændingernes Ret paa Island. Efter Arvebaalken indskydes en egen Baalk om Fattiges og Umyndiges Forsørgelse; dernæst følger Landabrigde og Landsleigebaalken, endelig en egen Baalk, kaldet Rekabaalk, om Drivtømmer m. m.; i alt dette gjorde de særegne islandske Forhold egne Bestemmelser nødvendige, og her var da den ældre Lovgivning Kilden. For øvrigt var, som vi have seet, den egentlige Omstyrtning af Øens gamle Statsforfatning allerede skeet ved Antagelsen af Lovbogen, eller rettere udkastet, af 1271; hvad „Jonsbogen“ indeholdt af offentlig Ret, var kun Modification og nærmere Bestemmelser af hvad hiint Udkast allerede foreskrev; hvis det havde været ganske nyt, vilde Lovbogen vistnok have mødt en langt anden Modstand.

Det følgende Aar (1282) drog Ravn Oddssøn over til Norge, uden denne Gang at hindres af Vejret; Asgrim Thorsteinssøn var saaledes nu den eneste kongelige Sysselmand paa Øen, og følgelig at betragte som et Slags Statholder, skjønt rigtignok Ravn idetmindste synes at have indsat paa Nordlandet en Lensmand eller Underbestyrer i sit Sted, nemlig Hr. Thord paa Madrevalle[15]; det er endog ikke usandsynligt, at han ogsaa, naar han selv var hjemme paa Island, lod Nordlandet bestyre ved ham, da Vestfjordene og Nordlandet tilsammen vistnok var et alt for stort District til at een Mand bekvemt kunde overtage Bestyrelsen af det Hele. Biskop Arne havde nu en sand Trængselstid at gjennemgaa, thi Asgrim Thorsteinssøn, hvis Syssel netop indebefattede Districtet omkring Skaalholt, og som derfor altid havde det i sin Magt at gjøre ham Fortred, naar han fandt for godt, stod i den sidste Tid, trods Svogerskabet imellem dem, paa en meget spendt Fod med ham, fordi Biskoppen ej tillod ham at leve sammen med en Frille, han elskede, saavel som og af andre Grunde, og han greb derfor enhver Lejlighed til at chicanere Biskoppen selv, eller hans Venner[16]. Især gik det ud over Loft Helgessøn, uagtet rlsgjrim var gift med dennes Syster. Asgrim krævede Skat og Thingfarekjøb af Biskoppens egne Huusfolk i Skaalholt, og det hjalp ikke, at Biskoppen forbød det, og indvendte, at det dog ikke kunde være Kongens Mening at fordre mere af Skaalholts Biskopsgods end af Hole, der dog udtrykkeligt var fritaget: for at undgaa Overlast af Asgrim maatte Folkene betale. Asgrim antog sig derhos ogsaa andre Mænds Fordringer paa at faa Gods tilbagebetalt, som de paastode, at Biskoppen uretteligen havde tilegnet m; Biskoppen betalte Asgrim med samme Mynt, og „forulempede ham i alt, hvori han troede lovmedholdigt at kunne gjøre det“. Forholdet var saaledes saa slet som muligt, og Biskoppen i det hele taget den, der trak det kortere Straa, da der om Sommeren 1282 kom et Skib til Ørebakke fra Norge med formelig Stevning til Loft. Asgrim, der skulde besørge Stevningen, udførte dette naturligviis med største Velbehag; han stevnede Thing og lod Loft befale at indfinde sig der. Han lod sig forlyde med, at Loft var Landraademand, og skulde blive bragt ombord som Fange, hvis han ikke gik frivilligt; det skulde ikke nytte ham at søge Fristed i andre Kirker end Skaalholts. Imidlertid havde dog ogsaa Loft selv faaet Nys om, hvad der var i Gjære, og om Asgrims Trusler; han skrev øjeblikkeligt til Biskoppen, og bad ham om hans Bistand, medens han selv for Sikkerheds Skyld tog sit Ophold i den ved hans Gaard liggende Kirke, hvor Asgrim ikke vovede at forurolige ham. Paa Thinget indfandt han sig naturligviis ikke. Biskoppen skrev for ham til Asgrim, men førend han fik Svar tilbage, vare alle Skibslejligheder til Norge ophørte for det Aar, saa at Loft ej kom afsted, uagtet der med et andet Skib indløb endnu en Stevning. Asgrim var yderst forbitret derover, og erklærede paa de Heredsmøder, han havde med Bønderne, at Loft var Landraademand, og at alt hans Gods var forbrudt til Kongen, ligesom han og lod falde Ord om, at alle de øvrige, der havde protesteret mod Lovbogen, vare eller skulde blive indstevnte til Norge[17].

Om Ravns og de øvrige haandgangne Mænds Optræden i Norge vides ikke stort: da han kom, var Bruddet mellem Erkebiskoppen og Raadsherrerne allerede fuldstændigt, saa at der ikke længere kunde være Tale om at forelægge Kongen og Erkebiskoppen de Punkter, hvorved Kongsmændene havde gjort Udsættelse, til Afgjørelse i Fællesskab. Raadsherrerne afgjorde dem derfor paa egen Haand, og, saavidt man maa formode, til de haandgangne Mænds Tilfredshed, siden vi erfare, at Ravn saavel som Erlend Olafssøn paa det nøjeste sluttede sig til deres Parti, og ivrigt toge Deel i deres haarde Fremfærd mod Erkebiskoppen[18]. Til Biskop Arnes og Bøndernes Udsættelser blev der neppe taget videre Hensyn, i det mindste findes flere af de paaankede Artikler uforandrede i Haandskrifterne af den islandske Lov. Mod Arne og den hele islandske Gejstlighed raadede fremdeles den uvenligste Stemning. En Frugt af denne, vistnok hovedsageligt fremkaldt ved Ravns og Thorvards Bestræbelser, var en i Kongens og Enkedronningens Navn udstedt Forordning til Island[19], hvorved Erkebiskop Jons Dom af 1273 aldeles ophævedes, idet der bestemtes, at alle de Kirker med tilhørende Gods, der uretteligen vare tagne fra Lægmændene, og som disse og deres Forfædre med ret og lovlig Hævd havde besiddet arveligt, samt ifølge Maaldagerne udredet Afgifter for, men som Gejstlige nu uretteligen havde taget under sig, skulde falde tilbage til Lægmændene, der alene skulde være forpligtede til at give et vist Antal Gejstlige det aarlige bestemte Underhold; overhoved skulde den Tingenes Orden, der herskede i Kong Haakon Haakonssøns og Erkebiskop Sigurds Dage, aldeles gjenoprettes, ligesom ogsaa kun den Christenret i Stort og Smaat og det Tiende-Regulativ skulde gjelde, der gjaldt i deres Tid; hvad Falkevejde angaar, skulde man rette sig efter de kongelige Breve, og hvad Ravn ellers bestemte; de, der handlede mod Forordningen, skulde straffes med Brevbrud (en Bod af 8 Ertoger og 13 Mkr.) og Kongens Vrede. Dette var, som man seer, fuldkommen et Sidestykke til de Foranstaltninger, der paa denne samme Tid fandt Sted i Norge. Forordningen skulde egentlig sættes i Kraft af Hr. Ravn, der først Aaret efter agtede sig til Island, men en Gjenpart deraf synes dog allerede enten i 1282, eller i Begyndelsen af 1283 at være sendt ud til Ravns Substitut, Hr. Thord paa Madrevalle, der strax havde en Sammenkomst med Biskop Jørund desangaaende, og fandt den sluge, kun paa sin egen Bekvemmelighed betænkte Prælat, nok saa medgjørlig. Thi det var alene, naar Jørund havde den nidkjære Arne ved Siden, at han saa at lille for Skams Skyld gjorde fælles Sag med ham: helst vilde han, som sagt, undgaa at lægge sig ud med de Kongelige. Han gjorde derfor ingen Indsigelser mod Kirkernes Afstaaelse, og overlod Thord selv allerede strax Kirken paa hans Gaard Madrevalle, ligesom han forbandt sig til at gjøre Afkald paa alle de Kirker i Hole Biskopsdømme, som Hr. Ravn eller andre forstandige Mænd troede at have lovlig Fordring paa. Men dette skede naturligviis i al Stilhed, uden noget Overlæg med Biskop Arne, der endog i længere Tid var ganske uvidende om, hvorledes hans Collega bar Kappen paa begge Skuldre[20]. Imidlertid vedblev Uvenskabet og de gjensidige Chicaner mellem Arne og Hr. Asgrim. Det lykkedes vel Biskoppens særdeles Ven, den forstandige Abbed Runulf i Ver, i Løbet af Vintren at bringe et Slags Forsoning mellem dem til Veje, hvorved dog Biskoppen var den indrømmende Part; men snart udbrød Uvenskabet igjen, isærdeleshed for Lofts Skyld, der fremdeles, trods Asgrims Trusler, sad Stevningen overhørig; og da nu tillige Asgrim fremdeles krævede Skat af Biskoppens Huusfolk, og vægrede sig ved at tilbagebetale den Skat, han allerede havde oppebaaret, skreed Biskoppen til at sætte ham i det mindre Bann, efter først at have givet ham tre.Paamindelser, som Kirkeordningen bød. Herved opirredes Asgrim end mere, og stevnede Loft atter til Things. Loft udeblev som før, men beredede sig derimod for Alvor paa at drage over til Norge, uden at lade Asgrim faa mindste Nys derom, førend han ud paa Sommeren kom ned til Skibet, hvormed han skulde afgaa. Der var ogsaa Asgrim tilstede, og overfusede Loft med Skjeldsord og Trusler, men Loft svarede trodsigt, at da han baade før havde udredet al pligtig Skat og Skyld til Kronen, og nu dertil stod i Begreb med at efterkomme Stevningen, havde Asgrim intet at klage over. Asgrim kunde eller torde heller ikke gjøre ham noget. Dog undlod han vel neppe i sine Breve til Norge, at sværte Loft paa det aller værste, om han ellers kunde sværtes mere end det allerede var skeet. Biskoppen medgav Loft et Brev til Kong Erik selv, hvori han anbefalede ham paa det bedste, og bad om, at Kongen vilde vise sig naadig imod ham, tilføjende, at det ej var af Ulydighed eller slet Vilje, men kun formedelst tilfældige Hindringer, at han først nu efterkom Stevningen. Skibet afsejlede ikke førend ved Midten af August Maaned, og kom saaledes først om Høsten til Bergen. Her fik han snart at føle, hvor daarligt hans Sager stode, thi Kongen var saa forbitret paa ham, at han endog forbød ham at vise sig i Kongsgaarden. Han fik ikke engang overleveret Kongen Biskop Arnes Brev førend midt i October, da han en Dag mødte ham paa Jonsvoldene, og da vexledes der kun en kold Hilsen. Han skrev, strax efter sin Ankomst, sandsynligviis med islandske Skibe, der sejlede hjem om Høsten, tvende Breve til Biskop Arne, for at underrette ham om Sagernes Stilling. I det første, hvilket han tillige vedlagde en Afskrift af den nye kongelige Forordning for Island om Kirkernes Tilbagegivelse, hvorom Biskop Arne endnu ikke havde erfaret det mindste, skrev han blandt andet: „Jeg vil ikke undlade at underrette eder om, at I er bleven meget sværtet her i Norge; jeg har selv seet de Breve, der bleve skrevne fra Island til Kongen med Hr. Erlend: kan være, at Brevskriverne synes, at de have holdt sig Sandheden efterrettelig; men I vil vist sinde det overdrevet; man blev her saa forbitret derover, at baade I og Biskop Jørund bleve kaldte Landraademænd, især fordi I gjorde Hr. Lodin Modstand paa Thinget“. Loft berørte nu i sit Brev flere af de Krænkelser, den norske Gejstlighed i de sidste Par Aar havde maattet døje, og tog deraf Anledning til at bede Biskoppen „for Guds Skyld at forlige sig med Kongedømmet saa godt skee kunde, da det er bedre, selv at vælge det gode end at tvinges til det onde;“ han skrev, at han var overbeviist om, at Raadet ikke vilde lade fare lempeligere med de Gejstlige paa Island, end det nu skede i Norge. I det andet Brev, der ikke kan være skrevet stort senere, fortalte han Biskop Arne om, hvorledes Biskop Jørund havde baaret sig ad, og om hans Forhandlinger med Hr. Thord paa Madrevalle. Begge disse Breve kom endnu samme Høst til Island; han ensede ikke stort, hvad man i Norge sagde om ham selv, men det gjorde ham meget ondt at erfare sin Collegas Svaghed. Alligevel var det saa langt fra, at han derved tabte Modet, at han meget mere følte sig opfordret til at vise sig dobbelt standhaftig. Hans første Skridt var at sende sin Ven Abbed Runulf en Afskrift af den kongelige Forordning, saavel som af Lofts Brev, for at høre hans Mening om, hvorledes Forordningen skulde forstaaes, og hans Raad om, hvad derved var at gjøre. Ligeledes begyndte der en ivrig Brevvexling mellem begge Biskopperne om, hvilke Kirker deri Forordningen vare meente, eller vel overhoved om, hvorledes man skulde forholde sig, naar de kongelige Befuldmægtigede kundgjorde Forordningen, og paabød dens Efterlevelse. Arne kunde vel ikke nu længer have nogen god Tro til Biskop Jørund, men han haabede vel fremdeles, som før, at imponere ham, naar de vare personligt sammen.

Imidlertid var Hr. Ravn tilligemed Hr. Erlend, nu Lagmand i den fratrædende Sturlas Sted, kommen tilbage til Island, men saa sildigt paa Aaret, at Thingtiden forlængst var omme, saa at den offentlige Kundgjørelse maatte udsættes til det følgende Aars Thing. Men da Ravn var belavet paa en skarp Modstand af Biskop Arne, og vel allerede havde hørt noget om de Forberedelser, denne gjorde til at svare Lægmændenes Fordringer, benyttede han Mellemtiden til Underhandlinger med Biskopperne, især Arne, for enten med det gode eller ved Trusler at bringe ham til Eftergivenhed. Thi Jørund havde allerede, som vi have seet, givet sit Samtykke til Hr. Thord. I Vinterens Løb gik der hyppige Budsendinger mellem dem, og om Vaaren havde de en Sammenkomst i Brautarholt paa Kjalarnes, hvor ogsaa mange andre Stormænd vare tilstede. Ravn fremlagde her den kongelige Forordning, og fordrede den efterkommen i dens videste Fortolkning. Biskop Arne svarede, vistnok efter de Raad, Abbed Runulf havde givet ham, og hvori ogsaa Jørund i sine Breve til ham havde erklæret sig enig, at da Forordningen kun talte om de arvelige Kirker, der „uretteligen“ vare tagne fra Lægmændene, saavelsom om status quo paa Erkebiskop Sigurds og Kong Haakons Tid, kunde der her ej være Tale om de Kirker, hvorom der ingen Bestemmelse fandtes, at de skulde arves i Ætten, ligesaa lidet som om dem, der ved Salg eller Giftermaal vare komne ud af Ætten, eller om dem, over hvilke Biskopperne allerede i Erkebiskop Sigurds Tid havde haft Dispositionsret; heller ikke kunde de Mænd, der efter den Tid frivilligt havde afstaaet Kirker, nu have nogen Ret til at fordre dem tilbage, ligesaa lidet som de, der af Biskopperne vare indsatte til Bestyrere, nu kunde skyde sig under Kongemagten og fordre at beholde Kirkerne i Kronens Navn. Men Ravn vilde ikke høre noget om en Fortolkning, der opstillede saa mange Undtagelser, at Forordningens Bud næsten intet fik at betyde. Han truede Biskoppen ligefrem med samme Behandling, som Biskopperne i Norge havde lidt, hvis han ikke samtykkede i Kongens Bud. Biskoppen, heder det, saa nu megen Vaande paa begge Sider, samt at, om han ikke gav efter, vilde mangen Uskyldig komme til at lide, og Kirken og Gejstligheden blive beskæmmet; han besluttede da, for Folkets Skyld, at samtykke, og efter mange Forhandlinger erklærede han sig „for at vise sit velvillige Sindelag mod Kongen, Hertugen og Enkedronningen“, villig til at taale og føje sig efter Forordningen, saaledes som Biskop Jørund allerede havde gjort, kun ikke at samtykke i den, og med det ubestemte Forbehold „at der intet skede imod den Lydighed, der skyldtes den almægtige Gud“. Til Gjengjeld indrømmede Hr. Ravn, at der skulde udredes Tiende af alle de Ejendomme i Skaalholts Biskopsdømme, som Kronen havde eller kom til at faa, samt at Biskopsstolen skulde beholde den Ret, den nød førend han blev Biskop, og overhoved nyde samme Friheder, som Hole Biskopsstol. Dette Forliig blev skriftligt optegnet og beseglet. Ligeledes forligede Biskoppen sig nu ogsaa med Hr. Asgrim, der lovede til Vaaren at tilbagebetale de uretteligt krævede Skatter, og til Gjengjeld blev løst af det kirkelige Forbud, hvori Biskoppen havde sat ham[21].

Men medens Biskoppen og Ravn saaledes underhandlede og sluttede Forliig, havde ogsaa de øvrige Stormænd og haandgangne Mænd, saavelsom alle de, for hvilke der nu aabnedes Udsigt til at berige sig paa Kirkernes Bekostning, Sammenkomster, og aftalte med hinanden, at de strax vilde sætte sig i Besiddelse af alle de Kirker og Kirkegodset; paa hvilke de efter den gunstigste Udtydning af Kongebudet troede at kunne gjøre Fordring, uden engang at oppebie Forordningens Kundgjørelse til Thinge. Da Biskop Arne erfarede dette, følte han sig vel for afmægtig til at forebygge Udførelsen, men skrev kun et Circulære til alle Prester i sit Biskopsdømme, at de ikke ved nogen frivillig Afstaaelse skulde give Sagen et Udseende, som om de samtykkede i hvad der skede: de skulde protestere mod Lægmændenes Færd, og vidnesfast erklære, at hvad disse toge, toge de mod deres Vilje. Dette Bud efterkom de fleste, og gjorde overhoved al den passive Modstand, som stod i deres Magt. Men derved hindredes dog ikke Lægmændene fra at udføre sin Beslutning, og en Mængde Kirker med tilhørende Gods kom saaledes atter i de forrige Ejeres, eller deres Descendenters, Hænder. Blandt dem var ogsaa Odde, som Erkebiskop Jon i 1283 udtrykkeligt havde fradømt Sighvat Halfdanssøn og hans Brødre, og Vatnsfjord, som Einar Thorvaldssøn ved samme Dom havde maattet give Slip paa; men om Sighvat tilføjes det dog, at han helst havde ladet alt blive som det var, og tildeels mod sin Vilje fulgte Strømmen.

Da Biskop Arne erfarede, hvad der var skeet, erklærede han, at siden Lægmændene handlede saa egenmægtigt, behøvede heller ikke han længer at holde, hvad han havde lovet i Brautarholt, nemlig stiltiende at taale, kun ikke ligefrem at samtykke i, hvad der skede, for saa vidt som det ej stred mod den Lydighed, man skyldte Gud; Lægmændene, sagde han, fortolkede Kongens Befaling altfor meget til deres eget Bedste. Disse paastode derimod, at Biskoppen uden skjellig Grund brød sit givne Løfte, og Hr. Asgrim tog endog deraf Anledning til at undlade, hvad han havde lovet, at tilbagebetale de tre Aars Skatter, som han havde oppebaaret af Huusfolkene paa Skaalholt. Saaledes stod det hen til Althinget. Her indfandt sig Hr. Ravn, Hr. Erlend, Asgrim og Jon Lagmand, tilligemed en Mængde andre anseede Mænd, blandt dem ogsaa den gamle Sturla Thordssøn, der dog allerede i længere Tid havde draget sig tilbage fra det offentlige Liv, og heller ikke overlevede Thinget i mange Maaneder. Biskop Arne kom ikke i de første Dage til Thinget. Men uden at bryde sig derom, lod Ravn den kongelige Forordning oplæse, og efterat man derhos havde gjort opmerksom paa, hvor mange Hindringer Presterne havde lagt i Vejen for Kirkernes Tilbagegivelse, og hvorledes de heri havde handlet imod Forordningens Bud, opfordrede endeel af Herrerne saavel som en stor Deel af Hoben Hr. Ravn og Lagmændene til at lade Forordningen højtideligt lovtage; dette skede med Haandtag af Lagretten, ligesaa lovtoges Forligsartiklerne til Brautarholt. Da Biskop Arne, som endnu sad hjemme i Skaalholt, fik dette at vide, blev han forbitret, og sagde, at man ligefrem havde vedtaget Bestemmelser mod Kirkens Frihed (altsaa handlet lige imod Statutets Forbud); men strax efter fik han Breve fra Ravn, Lagmændene og andre mægtige Mænd, at han dog maatte komme paa Thinget med sine Abbeder og Provster, for at man kunde komme til et mindeligt Forliig; man skulde lempe sig saa vidt man formaaede, og fornemmelig søge at forlige ham med Asgrim. Biskoppen var nok saa villig til at efterkomme Anmodningen, men han troede først at maatte sikre sig ved at forlange Grid, da han havde faaet Advarsel om, at der var Forræderi i Gjære mod ham, eller at man vilde behandle ham saaledes som Erkebiskoppen to Aar tidligere. Ravn tilsagde ham dog strax Grid. Han reed da trøstigt til Thinget. Her gav han strax sin Mening om det Forefaldne tilkjende ved at forkynde, at alle de Gejstlige, der havde været med at vedtage Forordningen i Lagretten, vare faldne i Bann. Siden, da man gik til Lagretten, erklærede han til Jon Lagmand, at saavel han, som de øvrige Herrer og samtlige Medlemmer af Lagretten egentlig vare hjemfaldne til Bannsstraffen. Der udspandt sig nu en lang Ordvexling, hvorved især Biskop Arne udførligt opregnede al den Overlast, som Kirken efter hans Mening havde lidt, paastod at Lagmændene havde overtraadt Forordningen og Forliget, og sluttede med at erklære, at han intet Forliig vilde slutte, uden at Kongsmændene, navnlig Asgrim og hans Søn Eyjulf, gjorde ham deres Ret og Skyldighed, at Nidaroos Kirke beholdt sine gamle Friheder, navnlig med Falkevejde og det aarlige Meelskib, og endelig at Ravn og Kongsmændene bevirkede Loft Helgessøns Tilbagekomst. Ravn tog derpaa Ordet og svarede i en forsonligere Tone end hidtil. Han begyndte med at tilkjendegive sin Forundring over, at Biskoppen kunde tale om Overtrædelse af Forordningen og overhoved om Forliigsbrud, da Skylden herfor tvertimod var paa Biskoppens og Gejstlighedens Side. „Det er saa langt fra“, sagde han, „at vi have gaaet videre end Kongebrevet bød, at vi tvert imod ikke paa langt nær have opfyldt dets Bud, thi der er endnu mange Kirker tilbage, som vi ikke have taget, skjønt Brevene fordrede det; det er saa langt fra, at vi ville nedbryde Kirkens Frihed, at vi ikke engang nyde vor egen gamle Frihed. Skjønt Hr. Biskoppen synes at mene, at der skeer Klerkerne Uret, fordi de maa ophøre med de Anmasselser, de nu i en Tid have tiltaget sig, og skjønt de kalde dette haard Fremfærd fra vor Side, saa skulle vi dog med Rolighed høre denne Beskyldning, for min Herre Kongens Skyld, vi vide jo desuden, at Ingen i vort Land har at raade over Lovene, uden Kongen. Derimod indrømmer jeg, at Biskoppen har meget for sig, i hvad han ytrer om Skattefrihed for Skaalholts Huusfolk, Tiende af Kongens Ejendomme, Nidaroos Kirkes Frihed og Førselsret, samt Falkevejde paa Kirkens Ejendele, uagtet nu dette synes at verre i Kongens Magt; det forekommer mig og, at han har Ret til at fordre, at saavel Kongsmænd som Almuesmænd svare for de Søgsmaal, den gamle Christenret underkaster dem, men derimod forbyder jeg reentud, under den Straf, Forordningen fastsætter (Brevbrud), at Nogen i stort eller smaat adlyder hine andre Fordringer, de Gejstlige opstille. Ligeledes erklærer jeg for Alle og Enhver, at jeg anseer Brautarholts-Forliget brudt, og jeg forkynder, at jeg er bleven enig med mine Collegier om at følge det Exempel, som allerede er givet i Norge, hvis ikke det bliver overholdt herefter, som hidtil ej har været iagttaget“. Biskop Arne svarede hertil listigt nok, at han takkede Gud, fordi Hr. Ravn selv havde indseet og erkjendt, at Kongens Bud i enkelte Stykker streed mod den gamle Christenret, men at han beklagede meget, at han betragtede det som Uret og ulovligt, naar en gammel Uvane, Lægmændenes Raadighed over Kirkerne, afskaffedes. Hvad Brautarholts-Forliget angaar, da havde Biskoppen eller hans Prester aldeles ikke brudt det, thi deels havde han altid sagt, at han kun vilde stiltiende taale, men ikke samtykke i Forordningens Bud, hvis Lægmændene holdt sine Løfter; deels havde han som Betingelse for denne stiltiende Taalen opstillet, at Forordningen selv skulde være retteligen fortolket, medens nu det modsatte var skeet; endelig havde han kun indskrænket denne Taalen til hvad der ej ligefrem streed imod den Lydighed, man skyldte Gud. Derfor havde han befalet sine Prester at protestere mod, at man fratog dem deres Kirker; desuden, sagde han, vilde det have været magtesløst, om han endog selv havde stillet Kirkerne under Lægmændenes Raadighed, da Paven nu engang havde overdraget de Gejstlige denne Ret, og endelig var Aftalen i Brautarholt kun midlertidig, indtil en ny Erkebiskop var indsat. Disse Ord ledsagedes af sterkt Bifald fra de tilstedeværende Gejstlige og hele Mængden; endog flere af de haandgangne Mænd ytrede sig til Fordeel for Biskoppen; de øvrige derimod bleve ved sit. Imidlertid synes det, som om det store Medhold, Biskoppen fandt, i Forbindelse med den Billigheds- og Retfærdighedsfølelse, der unegtelig besjælede Ravn, nu stemmede ham til nogen Eftergivenhed, thi efter flere Taler frem og tilbage kom det endelig til et Forliig, der blev bekræftet ved et skriftligt Document under begge Parters Segl; for dette Forliigsdocument lagdes det tidligere Forliig i Brautarholt væsentligt til Grund, dog indrømmede Ravn desforuden, og det indførtes i Documentet, at der skulde gives fuld Erstatning for alt det Gods, der tilhørte de Kirker eller gejstlige Stiftelser, hvoraf Lægmændene havde sat sig i Besiddelse. End videre skulde Biskoppen og de Gejstlige efter Jevnederdom bede, hvad enhver befandtes at have handlet urigtigt. Hr. Asgrim maatte gjentage sit Løfte om at tilbagebetale de tre Aars Skat og Thingfarekjøb. Endelig udfærdigedes der i Biskoppens, Ravns, begge Lagmændenes, Hr. Asgrims og Sturla Thordssøns Navn en Skrivelse til Kong Erik, hvori der ærbødigst anholdtes om, at han vilde tillade, at der ydedes Tiende af alle kongelige Ejendomme paa Island, sig selv til Sjælehjelp og Biskopsstolen til Gavn; at han vilde renoncere paa Skat og Thingfarekjøb af begge Biskopsstole, og udtrykkeligt bekræfte denne Frihed med sit Brev og Segl; at han fremdeles vilde tillade Erkestolens aarlige Skib at sejle, at Loft Helgessøn maatte faa Tilladelse til at rejse hjem, og at Kongen vilde formilde eller naadigst ophæve den Dom, som de haandgangne Mænd nu havde afsagt over de ni, der havde været gjenstridige paa Thinget 1281, og som var temmelig streng, da en af dem var dømt til den fulde Bod af 8 Ertoger og 13 Mkr[22], de øvrige deels til 9, deels til 5 Merkers Bod. Man anmodede ogsaa Kongen om at give udtrykkelig skriftlig Erklæring ved ethvert af de opregnede Punkter, om han bifaldt det eller ej.

Ihvorvel Biskoppen saaledes havde gaaet ind paa betydelige Indrømmelser, saa havde han dog paa den anden Side vundet enkelte ikke ubetydelige Fordele, især i den Erkjendelse fra Lægmændenes Side, at der var visse Punkter, hvori den kongelige Forordning gik for vidt. Disse Fordele forfulgte han da ogsaa, og søgte tillige at forebygge Sigtelser mod ham selv for Svaghed og utidig Føjelighed, ved at udstede et Manifest, der skulde oplæses over hele hans Biskopsdømme, og hvori han fremstillede Resultatet af Forhandlingerne paa Thinget som en af ham vunden Sejr, og nøje foreskrev, hvad der af hans tidligere Bestemmelser endnu kunde staa ved Magt. „Vi forudsætte“, heder det, „at det er eder bekjendt, hvorledes Kongsmændene i vort Fravær nu sidst afvigte Sommer lode den kongelige Forordning, der kom hid ifjor Sommer, stadfæste ved Haandtag i Lagretten, uden mindste Undtagelse, men hvorledes de rettede herpaa, da vi kom paa Thinget, idet Jon Lagmand bevidnede i Lagretten, at de ej meente at have stadfæstet, hvad der streed mod Guds Lov og Ret. Vi fandt det da ogsaa i sin Orden, at de slap for at falde i Bann, saa længe de overholdt hvad de lovede; men hvis de fremdeles angribe Guds og den hellige Kirkes Ret ved at tiltage sig Dom og Lovsagn over Christenretten, da falde de i det Bann, som den hellige Kirkes Lovbøger saavel som Erkebiskop Jons og hans Lydbiskoppers Brev foreskrive, og da Lagmændene ej have Magt til at give Love angaaende Christenretten, om Enkelte end paastaa det, da forkynde vi herved, at alt vedkommende Daaben, Faste, Helligdagshold, Biskoppernes Bestyrelse af Kirkerne og deres Gods, Falkevejde, Tiende, Respecteren af Kirker og Gejstlige, Egteskabslysning Gudslægtskab og Skriftemaal og klager, samt alt andet, der efter Guds Lov ene tilkommer Biskoppen eller dem, han dertil forordner, at raade for og dømme over, skal fremdeles staa ved Magt, saaledes som vi før have ordnet og paabudet det. Vi bede eder alle, vel og forsvarligt at iagttage eders skyldige Lydighed mod den himmelske Konge, der har Magt over den jordiske Konges og vor alles Liv og Sjæl“. For Øjeblikket var der nu et Blikstille paa Øen; Asbjørn og hans Søn Eyjulf forligede sig med Biskoppen, og Ravn selv lagde forsonligt Sindelag for Dagen ved at true dem, der negtede at udrede til Biskoppen, hvad der tilkom ham, og tilholde dem at gjøre sin Skyldighed. Til denne mildere Stemning bidrog maaskee for endeel, at der nu i et Aars Tid havde hersket en forfærdelig Dyrtid der i Landet ligesom i Norge, først paa Nordlandet og siden paa Sønderlandet, hvilket gav Gemytterne andet at tænke paa end de politiske Stridigheder, og af frommere Sjæle betragtedes som et Tegn paa Guds Vrede[23]. Alligevel maatte det være temmelig klart for Enhver, at Roligheden ikke vilde blive langvarig. Asgrim begyndte allerede om Høsten at give Anledning til nye Ubehageligheder, ved fremdeles at vægre sig ved at tilbagebetale de uretteligt oppebaarne Skatter. Sagen var vel egentlig den, at Asgrim, der var ødsel og levede paa en stor Fod, havde ondt ved at tilvejebringe Pengene, og, for at undgaa det, henskød sig under det Ansvar, hvori han stod til Kongen; han paastod endog, at Kong Magnus i sin Tid havde erklæret, at Huusfolkene i Skaalholt vare skattepligtige. Da Asgrim ikke vilde lade sig sige af Biskoppens Forestillinger, skreed denne til at sætte ham i Forbud paany, og dette Forbud udstraktes ogsaa til hans Ven og Hjelper, Orm Kløingssøn i Tunga, af Haukadals-Ætten. Men strax efter Julen blev Asgrim paa en Rejse pludselig dødssyg, og lod nu sende Iilbud til Biskoppen med Bøn om Tilgivelse, og om at han maatte faa Absolution førend han døde: han var villig til at gjøre alt, hvad han kunde, for at blive forligt med Biskoppen. Biskoppen sagde da til Provsten, Odd Svartssøn, den stumme, der havde bragt ham Budet fra Asgrim, at han skulde skynde sig tilbage og løse ham strax fra Forbudet, naar han virkelig vilde gjøre sin Skyldighed; „det skulde verre mig kjært“, sagde han, „at høre at han blev løst, hvis det paa nogen Viis kan skee“. Provsten fandt Asgrim endnu i Live, og denne erklærede sig nu villig til at overlade Biskoppen at dømme dem imellem Derpaa løste Provsten ham, tog gav ham den sidste Olje og Sacramenter Faa Øjeblikke efter opgav Asgrim sin Aand (1ste Febr. 1285). Morgenen efter blev hans Liig bragt til Skaalholts Kirke, og Biskoppen selv gik det imøde og sang over det, men Orm Kløingssøn, der vilde være med i Følget, skjønt han endnu var bannsat, og selv ved Asgrims Dødsleje havde søgt at afsnakke ham med at forlige sig med Biskoppen, hvorover Asgrim var bleven meget vreed, fik ikke Tilladelse til at komme til Skaalholt, og maatte ifølge et Bud fra Biskoppen, der sendtes Liigtoget imøde, vende om igjen paa Vejen. Asgrims Død forhalede maaskee ogsaa Stridighedernes Gjen-Udbrud for en kort Stund; men længe varede Roligheden ikke, som i det følgende skal sees[24].

  1. ↑ Jon Einarssøn nævnes som værende paa Island endnu i 1277 (s. o. IV. 1. S. 642), og der nævnes intet om, at han da ledsagede Thorvard og Sturla til Norge. Derimod vide vi, at han i 1280 kom fra Norge til Island med Lovbogen; han maa saaledes være rejst til Norge enten i 1278 eller i 1279.
  2. ↑ Om Eindrides og Lodin af Bakkes Sendelse tales der intet i Arne B. Saga, og heller ikke i Annales regii, men derimod i Flatø-Annalerne, Hauk Erlendssøns Annaler, og flere. Espolin beretter i sine Aarbøger (I. 6): „Om Ravn Oddssøn er det at sige, at han var hos Kong Magnus den Vinter (1278–79), og blev Kongens Merkesmand og Hirdstjore over alt Landet; Thorvard Thorarinssøn og Lodin af Bakke bleve Lagmænd, og kom ud Sommeren (1279) med Kongens og Erkebiskoppens Breve, som det berettes i Arne Biskops Saga“. Intet staar dog herom i de Haandskr. af Arne B. Saga, som nu haves, og her maa saaledes en Erindringsfejl være indløben. Det er ikke engang rigtigt, at Thorvard blev Lagmand, ligesom der overhoved i Beretningerne om disse Begivenheder hos Espolin findes flere, især chronologiske Fejl. Hvorfra han ellers har hine nøjagtige Efterretninger, vides ikke, lige saa lidet som der i Arne B. Saga eller nogen af Annalerne findes omtalt, hvad han sammesteds siger, at Thorvard var gift med Brynjulf Jonssøns Enke. Men der gives muligtviis Slægtoptegnelser paa Island, som Espolin her har benyttet. Angivelsen savner vel sikker historisk Hjemmel, men fortjener dog altid at omtales. – Lodin af Bakke maa ikke forvexles med Lodin Lepp, der kom til Island Aaret efter. Lodin af Bakke var yngre, og levede endnu hen i det 14de Aarhundrede.
  3. ↑ Se foregaaende Anm. Espolin siger udtrykkeligt, at alle de Kongsmænd, der da rejste fra Norge til Island, fik Herretitel, og vist er det, at Arne B. Saga fra den Tid af benævner baade Ravn, Thorvard, Asgrim og Jon med Titelen „Herre“; men af Annalerne seer man dog, at Jon ej fik Herretitel førend i 1294.
  4. ↑ Usandsynligt er det ej, at til dette Eindrides sidste Ophold henhører, hvad der ovfr. IV. 1. S. 644 fortælles om Asgrim Thorsteinssøns Affære med Eindride Bøggul, der i Arne B. S. Cap. 27 ikke fortælles med anden Tidsbestemmelse end at det skede, „i det Aar, Eindride foor med Kongens Budskab“, hvilket lige saavel kan være 1279, som 1277; og Begivenheden selv berettes efter at allerede Kong Magnus’s Død og Biskop Arnes Hjemkomst 1280 er fortalt.
  5. ↑ Arne B. Saga Cap. 25.
  6. ↑ Flatø-Annalerne. Se Isl. Annaler ved 1253.
  7. ↑ Arne B. Saga, Cap. 28. Her findes et temmelig udførligt Uddrag af Gejstlighedens og Bøndernes Remonstrationer. Vi ansee det ufornødent at gjennemgaa dem stykkeviis, da kun de færreste bleve tagne til Følge. Hvad Gejstlighedens Indlæg angaar, da seer man tydeligt, at det har bestaaet af to Hoveddele, den ene indeholdende Udsættelser ved de enkelte Lov-Artikler, hvoriblandt da ogsaa mange, vedkommende den verdslige Lovgivning, den anden, der opregnede de Punkter af Compositionen, der fremdeles fordredes overholdte, f. Ex. om Sekter for Kjetteri, om Kirkens Domsret i Egteskabssager m. m.; forklarer man ikke Sagaens Ord paa den Maade, vilde man ellers faa ud, at den til Island sendte Lovbog maa have indeholdt en Christenret, hvilket dog, efter hvad der ovenfor er fremstillet, ej lader sig antage.
  8. ↑ Den ene Gang var det vel, efter Lodins Mening, da han aflagde Troskabseden for Eindride Bøggul (se ovf. IV. 1. S. 644), den anden Gang, da han aflagde den for Lodin selv.
  9. ↑ Arne B. Saga, Cap. 29.
  10. ↑ Sammesteds, Cap. 31.
  11. ↑ Dette omtales kun i de isl. Annaler for 1281.
  12. ↑ Hvad Tid Hr. Erlend rejste over til Norge, vides ikke; man veed kun, at han om Høsten 1283 kom fra Norge til Island med Ravn, og man seer derhos af Lofts Brev til Biskop Arne, skrevet fra Norge samme Høst 1283, at Erlend tidligere havde medbragt Breve fra Island, hvori Biskoppens Ferd skildredes med de sorteste Farver, og hvor det især lader til at hans Optræden paa Thinget var sat i et hadefuldt Lys (se nedenf. S. 74). Men da det er klart, at Lodin selv ved sin Ankomst om Høsten 1281 maa have givet den fuldstændigste Beretning om det Forefaldne, kan man ikke antage, at Loft vilde have paaberaabt sig senere indløbne Breve om denne Sag, i Stedet for at tale om Lodins egen Beretning. Hine Breve synes saaledes at maatte være ældre end denne, og Lofts Hensigt at have været den, at underrette Biskoppen om den første Oprindelse til den Harme, man nærede mod ham i Norge. Heraf synes da at følge, at Erlend har bragt Brevene fra Island umiddelbart efter Thingtiden 1281. Med Vished kan man dog ikke paastaa det. – Hvad Erlend angaar, da er det kun et Sagn, anført i Espolins Aarbøger, at han skulde være af norsk Herkomst paa fædrene Side. Hans Moder Valgerd Flosedatter nedstammede i 6te Led fra hiin Snorre, Karlsevnes Søn, der var fød i Viinland 1003, se ovenfor I. 2. S. 460. Erlend var gift med Jarngerd eller Jorunn, en Datter af Bødvar i Bø, (Navnforskjellen synes nemlig alene at grunde sig paa en Fejltagelse, og Jarngerd og Jorunn at være een og samme Person, hvis Navn oprindelig kun har været angivet ved Begyndelsesbogstavet).
  13. ↑ Nemlig: fra Mulathing 6, Skaftaafells Thing 6, Rangaa Thing 8, Aarnes Thing 12, Kjalarnes Thing 9, Tveraa Thing 8, Thorsnes Thing 8, Thorskefjords Thing 5, Hunavats Thing 6, Hegranes Thing 8, Vadle Thing 6, Thingeyar Thing 4. Jfr. ovf. IV. 1. S. 628.
  14. ↑ Heraf var 10 Alen den egentlige Skat, og gik til Kongen, 10 Alen Thingfarekjøb, og oppebares af Sysselmanden.
  15. ↑ Dette maa man slutte af de Transactioner mellem Thord og Biskop Jørund, der strax nedenfor omtales.
  16. ↑ Arne B. Saga, Cap. 30.
  17. ↑ Arne B. Saga, Cap. 32, 33.
  18. ↑ Vi erfare nemlig af Arne B. Saga Cap. 70 og 71, at Erkebiskop Jørund i 1289 erklærede baade Ravn og Erlend bannsatte ipso facto, fordi de havde været deelagtige i Erkebiskop Jons Forjagelse.
  19. ↑ Forordningen haves ej i sin Heelhed, men dens vigtigste Indhold sees af de Uddrag, der hist og her meddeles i Arne Biskops Saga.
  20. ↑ Han fik det først at vide af de Breve, som Loft strax efter sin Ankomst til Norge om Høsten 1283 tilskrev ham. Hvad Forordningen angaar, da heder det i de Forhandlinger, der fandt Sted paa Thinget 1284, at den kom til Island „forrige Sommer“, altsaa i 1283, men dette hindrer dog ikke, at en tidligere Gjenpart af den allerede 1282 i al Hemmelighed kan være sendt fra Ravn til Hr. Thord og Biskop Jørund, med Anmodning om, at de indtil videre vilde holde den hemmelig, og at dette virkelig maa have været Tilfældet, sees af det følgende. Saa meget er aabenbart, at Biskop Arne ikke havde mindste Nys derom, førend Loft sendte ham en Afskrift deraf i sit Brev fra Norge. Men da det Brev, Arne medgav Loft ved hans Afrejse fra Island, var dateret 12te August (Arne B. Saga Cap. 35), og Loft selv saaledes først ved denne Tid, omtrent.midt i August, afsejlede, kan han ikke være kommen til Norge førend i det aller tidligste den 22de August, og da det maa have varet nogen Tid, inden han fik de Breve at see, som han omtaler i sin Skrivelse, samt erhvervede den Afskrift af Forordningen, han vedlagde, kan hans Brev fra Norge ej være skrevet førend omkring 5te September, og det kan ikke være kommet til Island førend midt i Maaneden. Tidligere kan altsaa Forordningen der ikke være kommen til almindelig Kundskab, lige saa lidet som Biskop Arne før den Tid kjendte den. Ordene i Sagaen, at den kom om Sommeren, passe dog nogenledes, da Sommeren i videste Forstand regnedes lige til Vinterdag; men siden Loft dog tillige kunde berette, hvorledes Jørund havde handlet med Hensyn til Forordningen, maa denne være kommen den sidste tidligere til Hænde, og da Arne alligevel ikke vidste Besked derom, maa han have holdt den hemmelig. Det er ellers ikke saa usandsynligt, at Hr. Ravn, der ifølge Arne B. Saga Cap. 48 kom til Island om Høsten 1283, selv medbragte Lofts første Brev, hvorved denne, vedlæggende Afskrift af Forordningen, opregnede alt hvad der i Norge var skeet mod Gejstligheden, og søgte at overtale ham til Eftergivenhed, thi dette passede med Navns og de Kongeligsindedes egen Interesse. Man kan netop heel vel tænke sig, at Loft med Flid har skrevet to Breve, det ene til at sendes med Ravn, og indrettet saaledes, at denne, om han fandt for godt, kunde læse det, det andet derimod af et mere confidentielt Indhold. Underligt er det for øvrigt, at det Uddrag af Lofts Brev, der meddeles i Sagaen, og som gjennemgaar hvad der skede lige siden 1281 eller Begyndelsen af 1282, ikke omtaler Erkebiskoppens egen Forjagelse. Men sandsynligviis var denne saa bekjendt, at han ej sandt det nødvendigt at omtale den, hvorimod det vel kunde være muligt, at Biskop Arne ikke kjendte saa nøie til det øvrige. Merkeligt er det ellers, at man ifølge Arne B. Saga Cap. 36 ikke erfarede Erkebiskoppens Forjagelse paa Island, førend om Sommeren 1283. Dette viser, at den maa have fundet Sted efter at Sejladsen var ophørt i 1282.
  21. ↑ Arne B. Saga, Cap. 37.
  22. ↑ I Sagaens nuværende Text staar kun „13 Mkr.“, men her maa vist „8 Ertoger“ være udeglemt, da 8 Ertoger og 13 Mkr. netop var Brevbrudsboden.
  23. ↑ Arne Biskops Saga, Cap. 48.
  24. ↑ Arne Biskops Saga Cap. 42–47, 49, 50.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/6/69&oldid=75075»