Det norske Folks Historie/6/69

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Paa Island havde imidlertid ogſaa en tilſvarende Kamp været ført mellem Kirkens Repræſentanter, fornemmelig Biſkop Arne, der baade ifølge ſin Stilling og ſin Kraft og Nidkjærhed kunde betragtes ſom Gejſtlighedens Hoved, og de verdslige Magthavere, om end ikke ganſke med den Voldſomhed, ſom i Norge, da Gemytterne for en ſtor Deel optoges af vigtige politiſke Spørgsmaal, hvortil de fortſatte Beſtræbelſer for at indføre norſk Ret og knytte Landet end nøjere til Norge gave Anledning. Hertil kom og, at Biſkop Arne, ſaa ivrigt han ſtod paa Kirkens Ret, dog i alt, hvad der ej vedkom denne, viſte ſig ſom en tro Tilhænger af Kongen, og ivrig Befordrer af hans Interesſer. Vi have ovenfor omtalt, hvorledes der allerede rimeligviis i 1277, ſtrax efter den nye Lovs Vedtagelſe i Norge, var ſkeet Forſøg paa at faa denne, eller rettere enkelte Dele af den, der kunde pasſe for Island, vedtagne ogſaa her, og at dette ſandſynligviis allerede tidligere var ſkeet med den nye Arvelov. Overhoved havde man Grund til at formode, at da Vejen nu engang var banet ved Antagelſen af det tidligere, efter norſk Lov formede Lovudkaſt, og den gamle politiſke Forfatning i Landet ſaaledes i Bund og Grund var omſtyrtet, vilde det ikke holde ſaa haardt at faa den nye, forbedrede Lov antagen. Men Forholdene paa Island tillode ikke at optage den nye norſke Lovbog i uforandret Skikkelſe, og da man heller ikke, og aller mindſt i de Tider, kunde være tjent med et Flikverk, hvorved den tidligere antagne Lov ſtykkeviis modificeredes efter den nyere, eller ogſaa denne ſelv behængtes med en heel Deel Undtagelſer og Tillæg, maatte Nødvendigheden af at lade udarbejde en egen Lovbog for Island, indrettet ſom den norſke, og med alle de Artikler i denne, der ogſaa kunde pasſe for Island, men tillige med alle de ſæregne eller modificerede Beſtemmelſer, ſom Forholdene udkrævede, paatrænge ſig. En ſaadan Lovbog blev da ogſaa udarbejdet i Slutningen af Kong Magnus’s Regjeringstid, ſandſynligviis under Tilſyn af Lagmanden Jon Einarsſøn, der juſt paa den Tid opholdt ſig i Norge[1], og efter hvilken Lovbogen ſenere bar faaet ſit vel bekjendte Navn „Jonsbok“, ſaa at det vel endog maa antages, at han udtrykkeligt var bleven kaldt over til Norge for denne Sags Skyld. Formodentlig have vel ogſaa Ravn Oddsſøn og Thorvard Thorarinsſøn, der begge tilbragte Tiden fra Sommeren 1278 til Sommeren 1279 i Norge, haft nogen Stemme med ved Arbejdet, eller udøvet nogen Indflydelſe derpaa, medens dette neppe kan antages om Sturla Thordsſøn, der kun tilbragte i det højeſte nogle faa Maaneder i Norge, og desuden ikke længer ſtod ſaa godt anſkreven hos de Magthavende, at man kan have villet betjene ſig af hans Hjelp, om han end havde opholdt ſig længe nok dertil i Norge. Det er tidligere berettet, hvorledes Ravn og Thorvard vendte tilbage til Island i 1279, den førſte med Titel af kongelig Merkesmand, medens Biſkopperne Arne og Jørund kort efter droge over til Norge, og tilbragte Vintren der, for at overvære det ſtore Provincial-Concilium, der ſkulde holdes Aaret efter. Ved hiin Titel var Ravn viſtnok bleven den fornemſte Mand paa Island, og man ſeer tydeligt af det Følgende, at han virkelig var gjort til Overbefalingsmand over den hele Ø, men ved hans Side ſattes nu ſom tidligere, en norſk Tilſynsmand, nemlig Eindride Bøggul, der ſaaledes endnu engang ſendtes til Island. Med ham fulgte Baronen eller Ridderen Lodin paa Bakke, der var bleven udnævnt til Lagmand, maaſkee i Jon Einarsſøns Fraværelſe, og ſom da ſikkert havde det Hverv, fremdeles at forberede den nye Lovbogs Antagelſe[2] Ogſaa de øvrige Sysſelmænd, Thorvard og Asgrim, ſynes ved denne Lejlighed at have faaet Herretitel, uagtet den ſidſte ikke havde været i Norge[3]. Hvad Eindride og Lodin udførte, er ikke berettet[4]. De bleve ſandſynligviis tilbagekaldte ved Kong Magnus’s Død, da Regjeringen vel trængte til mere anſeede og erfarne Underhandlere, ſaa meget mere ſom nu ej alene Kongen og Hertugen ſkulde hyldes, men ogſaa den nu færdigſkrevne Lovbog ſkulde antages. For at udrette disſe vigtige Erender ſendtes den vidt berejſte, erfarne og ſluge Diplomat Hr. Lodin Lepp, ſaavelſom Jon Lagmand. De kom til Island noget efter at Biſkopperne vare hjemkomne fra Conciliet. Biſkop Arne, der forlod Norge den 3die Auguſt, landede ved Ørebakke omkring den 22de; Lodin og Jon landede førſt ved Veſtmannaøerne, hvorfra de ſiden droge videre. De ankom for ſilde ud paa Aaret til endnu i det ſamme Aar at faa Lovbogen antagen, da Thingtiden allerede længe ſiden var forbi, men de berejſte endnu om Høſten en Deel af Landet, for at modtage Hyldingen i Kongens og Hertugens Navn. Heri mødte de ingen Hindringer; Biſkop Arne viſte ſig fremdeles ſom Kongedømmets oprigtige Ven, og hans egen Syſterſøn, Loft Helgesſøn, Beſtyreren af Skaalholts Biſkopsgods, var en af de førſte til at foregaa med ſit Exempel. Men Hyldingen var eet, Lov-Antagelſen et andet, og kun ſaa længe var alt godt og vel, ſom den ſidſte ikke var bragt paa Bane. Hr. Lodin tilbragte Vintren i Ro hos Hafrbjørn paa Seltjarnarnes, hvor han førte et prægtigt Huus; da Vaaren kom (1281), fortſatte han og Jon Lagmand deres Hyldingsrejſer[5]. Imidlertid havde mange baade om Høſten og i Løbet af Vintren og den følgende Vaar haft Anledning til at gjøre ſig bekjendte med Indholdet af den nye Lovbog, og fundet meget i den, ſom man var utilfreds med; Lagmændene ſyntes, at Beſtemmelſerne om Ubodemaal vare for ſtrenge, og at der var meget andet, hvormed Folket ikke var tjent; Biſkoppen var ligeledes misfornøjet med en heel Deel, fornemmelig hvad der tyktes ham at ſtride mod Kirkens Frihed, og ſelv de haandgangne Mænd havde flere Udſættelſer at gjøre. Da Thingtiden kom, begav Hr. Lodin ſig til Althinget, ledſaget af alle de haandgangne Mænd, og Biſkop Arne ligeſaa med en Mængde Gejſtlige; af Bønderne ſynes ogſaa en betydelig Mængde at have indfundet ſig. Alle tre Partier eller rettere Stænder overlagde nu om, hvad der var at gjøre, og man enedes ſnart om, ikke ſtrax at ville antage Lovbogen i dens Heelhed, hvorimod hvert Parti for ſig lod affatte en ſkriftlig Fortegnelſe over de Artikler, ſom det ønſkede udſtrøgne eller forandrede. Biſkop Arne, der fremdeles ledede Gejſtligheden, gjorde iſær Udſættelſer ved alle de Punkter, der ſtrede mod Compoſitionen, og desuagtet vare ordlydende optagne af den norſke Lovbog, uagtet Compoſitionen var ſenere indgaaet end denne blev lovtagen; ſaaledes ved Beſtemmelſerne om, at Lagmanden ſkulde dømme i alle Slags Sager, følgelig ogſaa i gejſtlige; ved den Kongen hjemlede Ret til at oppebære Bøder for flere Sager, der maatte henregnes blandt de kirkelige; fremdeles ved den Artikel, der gav Kongen Ret til at vejde Falke hvor ſom helſt, uden at undtage Gejſtlighedens Beſiddelſer. Overhoved indſkjærpede han Overholdelſen af Compoſitionens væſentligſte Beſtemmelſer, og fordrede iagttaget, hvad der ſiges at have været vedtaget paa Althinget 1253, nemlig at hvor Guds Lov kom i Strid med Landets Lov, ſkulde den førſte have Fortrinet[6]. Ligeledes ankede han ogſaa over en heel Deel Beſtemmelſer, der alene vedkom den verdslige Lovgivning, ſaaledes over den hyppige Anvendelſe af Ubodemaalsſtraffen, der ved nærmere Efterregning befandtes at være beſtemt for 60 Tilfælde, m. m. Bøndernes Udſættelſer gjaldt for det meſte verdslige Beſtemmelſer, og ſtemte i de fleſte Stykker med Biſkoppens, hvilket da heller ikke var at undres over, da de iſær lededes af Biſkoppens egen Syſterſøn og Forvalter Loft Helgesſøn. De haandgangne Mænds Udſættelſer ſynes kun at have været faa, men i det meſte maa de dog vel have faldt ſammen med Bøndernes, da de i alle Landboforhold havde Interesſer fælles med dem[7].

Klageſkrifterne bleve nu fremlagte i Lagretten. Hr. Lodin Lepp blev ikke lidet forbitret over denne Modſtand, og forargede ſig iſær over at Bønderne — Bukarle, ſom han kaldte dem — underſtode ſig at ville ordne Lov og Ret i Landet, hvilket ene var Kongens Sag. Dette viſer nokſom, hvorledes man i Norge paa denne Tid allerede havde vant ſig til at betragte de haandgangne Mænd ſom en egen Herre- eller Adelſtand lige overfor Bønderne, og disſe ſom fødde til at lyde, uden at have nogen Stemme med i Lovgivnings-Sager; og naar Gejſtlighed, haandgangne Mænd og Bønder endog paa Island ſærſkilt traadte ſammen og affattede ſine Remonſtrationer, handlede de egentlig, og i ſin egen Bevidſthed, ſom Stænder — Gejſtlighed, Herreſtand og Bønder — ikke ſom blotte Partier eller Corporationer. Hr. Lodin, ſelv en af det norſke Ariſtokratis fornemſte Medlemmer, kunde nok finde det i ſin Orden at Gejſtlighed og Herrer proteſterede, men for Bønder anſaa han dette aldeles utilladeligt. Han vilde imidlertid nu ikke høre om nogen Indvending, men fordrede at hele Thingmængden ſkulde antage Lovbogen under eet. Dertil ſvarede hver Stand for ſig, at man aldeles ikke vilde indlade ſig paa noget ſaadant Skridt, hvorved man forſpildte Landets Frihed. Lodin ſvarede, at man førſt og fremſt ſkulde antage Lovbogen, ſaa kunde man ſiden bønligt anholde hos Kongen og Raadet om naadigſt Forandring i de Punkter, der maatte trænge til en ſaadan; derhos lod han Kongens Brev, der paabød Lovtagelſen, oplæſe, og ſagde, at Kongen vilde kaſte ſin Vrede paa dem, ſom handlede derimod. Nu tog Biſkop Arne Ordet, og ſagde, at han havde et Brev fra Erkebiſkoppen, der forbød ham at lovtage mange af Bogens Artikler; derpaa lod han de paa ſidſte Provincial-Concilium i Bergen vedtagne Statuter oplæſe, og hvori navnlig, ſom vi ſtave ſeet, Banns-Artiklerne vare opregnede. Ved at høre dette, gjorde Mængden megen Kvalm, og ſagde, at det var en Umulighed at leve og aande frit, naar man ſkulde være underkaſtet Ubodemaalsſtraf for 60 Forbrydelſer mod den verdslige Lov, og Bannsſtraf for 35 Forſeelſer mod den kirkelige. Da Larmen lagde ſig noget, ſagde Biſkop Arne, at nu havde de ſelv hørt, hvor ſtor Forſkjel der var mellem Lovbogens og Erkebiſkoppens Bud; at han ſelv for ſin Part aldeles ikke vilde ſamtykke i, hvad der ſtred mod Erkebiſkoppens Vilje, og at de, der vare enige med ham, viſt vilde følge hans Exempel; han nævnte førſt og fremſt Artiklerne om Lagmandens Jurisdiction og om Falkevejde, der ligefrem ſtrede mod Compoſitionen, thi i denne ſtod det, at Biſkoppen, ikke Lagmænd, ſkulde ſige Lov i, underſøge og dømme om alle de Sager, der vedkom Kirken, og at Kong Magnus udtrykkeligt havde fraſkrevet ſig den Ret, han eller hans Formænd tidligere maatte have haft dertil, ligeſom han og havde tilſtaaet Kirken det Privilegium, at Kongen ikke egenmægtigt ſkulde kunne forandre Lovene til Kirkens Skade, og at navnlig Kirkens gamle Frihed med Henſyn til Falkevejde ſkulde beſtaa. „Vi ville heller ikke“, ſaaledes ſluttede han, „finde os i at Kirken taber den Frihed, ſom for lang Tid ſiden her i Lagretten blev den tilſtaaet og vedtagen for hele Landet, nemlig at, hvor Guds Lov og Landets Lov modſige hinanden, ſkal den førſte altid raade.“ Denne hans Tale hilſedes med lydelige Bifaldsraab af Mængden. Hr. Lodin ſaa ſig om med truende Blik, men ſkjønnede dog ſnart, at han her ikke udrettede noget ved Hidſighed eller Truſler, ſaa længe Biſkoppen havde den ſtore Hob paa ſin Side: han ſøgte derfor ved en ſnu Vending at drage den fra ham. „Dette Brev“, ſagde han, „ſom I nu lod oplæſe, Hr. Biſkop, indeholder meget, ſom jeg ganſke underſkriver, men jeg tror dog ikke, at de, der udſtedte det, have haft Ret til at give disſe Beſtemmelſer for Alle. Hvad nu ellers Aageren angaar, ſom der omtaltes, da mener jeg og, at den er fyndig, og at Aagerkarle bør bannſættes; men hvilken Aager kan dog vel være ſtørre, end den utilbørlige Tiende-Ydelſe, der finder Sted her til Lands, idet Biſkopperne kræve Tiende af Sylgjer og Sølvbelter, Kopper og Kjørald og andet dødt Gods: jeg forundrer mig i Sandhed over, at Landets Børn taale ſlig Ubillighed, og ikke ſimpelt helt yde Tiende paa norſk Maade, hvilken er det ſædvanlige over hele Verden, og den eneſte ret lovtagne“. Men Hr. Lodin glemte her, at den Tiende-Ydelſe, ſom fandt Sted paa Island, allerede havde været gjeldende ſiden Biſkop Gisſurs Dage, og at Folket nu engang var vant dertil, og ej følte ſig beſværet deraf. Hans Ord fandt derfor ingen Gjenklang; endog Hr. Ravn Oddsſøn ytrede, at man var tilfreds med den Tiendeberegning, man havde, og ikke ønſkede nogen anden. Biſkop Arne paaberaabte ſig Pave Innocentius’s Ord til Styrke for, at den islandſke Tiendeydelſe ej kunde betragtes ſom Aager. Da Hr. Lodin merkede, at han ikke paa denne Maade kom nogen Vej, ſagde han kort og godt: „I ſagde, Hr Biſkop, at I vilde holde Eder Erkebiſkoppens Brev og Compoſitionen efterrettelig, men jeg proteſterer mod begge Dele; jeg har været mangeſteds i Verden, men ingenſteds har jeg ſeet en Konges Rettigheder ſaaledes trædes under Fødderne ſom her, og iſær af Biſkopperne.“ Der udſpandt ſig nu en heftig og langvarig Ordvexling, men Enden blev dog, at Lovbogen blev antagen, paa de Artikler nær, ved hvilke de haandgangne Mænd havde gjort Udſættelſer, og ſom de henſkøde til Kongens og Erkebiſkoppens nærmere Afgjørelſe. Kun ni Mænd med Loft Helgesſøn i Spidſen vovede at trodſe den myndige Lodin, og forenede ſine Indſigelſer med Biſkoppens, da hele Allmuen for øvrigt gav ſit Haandtag paa den nye Lov. Lodin blev ſaa forbitret derover, at han kaldte dem alle Ni Landraademænd, fornemmelig Loft, der, ſom han ſagde, tre Gange havde aflagt falſk Eed[8]; han forbød ham at følge med Biſkoppen fra Thinget, og vilde tage ham i Forvaring. Biſkoppen ſagde dog med Beſtemthed, at Loft ſkulde blive i Følge med ham, og Lodin vovede ikke at lade ham gribe[9]. Lodin og Biſkoppen droge hver ſin Vej fra Thinget, uden at give hinanden et godt Ord, hiin til Ørebakke for at gjøre ſit Skib ſejlfærdigt, og drage hjem med vel forrettet Sag, denne til Skaalholt, viſtnok heel bedrøvet og ærgerlig over ſit Nederlag. Den bitre Stemning mellem begge vedvarede endnu i nogen Tid. Hr. Lodin kaldte fremdeles dem, der proteſterede mod Lovbogens Antagelſe Landraademænd, og ſtevnede dem alle ni over til Norge, idet han endog truede med at lade Loft gribe og føre ſom Fange ombord paa ſit Skib. Der ſynes ej at have været ſaa faa, der gottede ſig over denne Strid mellem Biſkoppen og Kongens Befuldmægtigede, men de fleſte fandt dog at det ſaa galt ud, hvis de ej ſkulde blive forligte; naturligen ſøgte Hr. Ravn og Jon Lagmand at bringe en Forſoning til Veje imellem dem, ved at tilſkrive dem begge, og faa en Sammenkomſt i Stand. Denne fandt ogſaa Sted paa Ørebakke-Sanden, hvor Lodin, der nu var bleven noget roligere og mildere ſtemt, indbød Biſkoppen til et prægtigt Gjeſtebud, hvor ogſaa Thorvard Thorarinsſøn og Asgrim Thorſteinsſøn vare tilſtede. Lodin erkjendte, at han havde brugt for heftige Udtryk paa Thinget mod Biſkoppen ſelv, men vedblev ſin Paaſtand, at de Ni ſkulde ſtande til Rette for deres Ulydighed mod Kongens Bud, og de maatte alle haandfæſte ſin Sag under Kongens Dom, ſamt aflægge Eed paa, herefter at viſe Kongen fuldkommen Lydighed; den eneſte Lettelſe, Biſkoppen fik udvirket for dem, var, at kun fire af dem, hvoriblandt Loft, forpligtedes til at drage over til Norge. Siden blev der handlet om Tviſtepunkterne i Loven. Hr. Lodin indrømmede Biſkoppen noget ſtørre Bod i Kjetteri- og Selvmord-Sager, end Lovbogen angav; ligeſom han tillod, at der fremſattes ſkriftlig Bøn til Kongen om enkelte Forandringer i Ubodemaals-Beſtemmelſerne m. m.; hvorimod Biſkoppen ligeledes paa ſin Side eftergav enkelte Punkter, i hvilke han hidtil havde været paaſtaaelig. Om Biſkop Jørund er her ikke engang Tale, da han, ſom de ſenere Begivenheder iſær viſte, helſt vilde have undgaaet enhver Tviſt, og alene formedelſt ſin Stilling var nødt til at ſamtykke i hvad Arne gjorde, men derfor og helſt overlod til ham at handle. Af Bøndernes Beſværinger optoges kun tvende, for ſaa vidt de ikke tillige fandtes i Gejſtlighedens Proteſtbrev; alle de øvrige erklæredes utilbørlige. Derimod kunde Lodin og Biſkoppen ej komme til Enighed om Hovedpunkterne, nemlig Lagmandens Jurisdiction i Kirkeſager, og den Beſtemmelſe, at Kirkeretten i Colliſions-Tilfælde ſkulde have Fortrinet for den verdslige. Alligevel bleve de paa en Maade forligte, og Lodin forærede endog Biſkoppen ſit Telt, ſom han havde brugt paa Thinget og nu ſidſt paa Sanden, medens Skibet tiltakledes: dette var imidlertid kun en Høflighedspligt, han ſkyldte Biſkoppen, der ſelv tidligere havde gjort Gjeſtebud for ham og givet ham Foræringer[10]. Lodin gik derpaa til Sejls, ledſaget af Thorvard Thorarinsſøn, der ſaavel ſom Ravn Oddsſøn og rimeligviis flere af de haandgangne Mænd nu vilde drage over til Norge for perſonligt at underhandle med Regjeringsherrerne og Erkebiſkoppen om de Forandringer, de ønſkede foretagne i Lovbogen. Ravn, ſom ſejlede paa et andet Skib, blev dog dreven tilbage af Modvind[11], og kom ikke over til Norge i dette Aar. Lodin og Thorvard ſynes derimod at have haft en heldig Overrejſe, og maa ſaaledes være komne til Norge ved Høſtens Begyndelſe Imidlertid havde Lodin, ſom det ſynes, allerede umiddelbart efter Thinget ſendt en Beretning om, hvad der var forefaldet, med den lovkyndige Hr. Erlend Olafsſøn[12], kaldet den ſterke, en Mand, der fra denne Tid af tog en virkſom Deel i de politiſke Forhandlinger paa Island. Han ſkal have været af norſk Herkomſt paa fædrene, men var af islandſk paa mødrene Side, og var ligeledes gift med en Islænderinde af høj Byrd; hans Herretitel viſer, at han var Ridder og følgelig hørte til de haandgangne Mænds Tal. Hans mundtlige Beretninger om det Forefaldne vare derfor viſtnok ikke fordeelagtige for Biſkoppen, og da nu tillige Lodins eget Brev maa have været ſkrevet medens denne endnu var i den meſt oprørte Sindstilſtand, er det ej at undres over, at Regjeringsherrerne i Norge, der desuden nu allerede laa i aabenbar Fejde med Erkebiſkoppen, bleve umaadeligt opbragte paa de islandſke Biſkopper, og ej vare langt fra at kalde dem begge, endog Biſkop Jørund, Landraademænd.

Den Lovbog (Jonsbogen), ſom man ſaaledes havde faaet vedtagen paa Island, og ſom endnu tildeels gjelder der, var ialt Væſentligt ligelydende med den norſke, og afveeg kun fra denne i de Dele, ſom formedelſt de locale og politiſke Forhold ej kunde pasſe for Island. Saaledes er Thingfarebaalken den ſamme, paa Capitlerne om Althinget, om Nevndarmænd og om Stevninger nær; Nevndarmændenes Antal er nedſat fra 140, ſom Lovbogen af 1271 foreſkrev, til 84[13]. Den ſaakaldte Chriſtendomsbaalk, med Kongearvetallet og Hyldingsederne, er ligelydende med den tilſvarende i Norges Lovbog, ligeſaa Mandhelgen, Arvebaalken, Kjøbebaalken med Farmannaloven, og Tyvebaalken, paa det nærmeſte. Derimod er Utfarebaalken udeladt, da Islændingerne ej vare ledingspligtige, og i dens Sted er en kort Baalk, kaldet Thegnſkylda, der indeholder Folkets Forpligtelſer til at adlyde Kongen og at yde ham Skat og Thingfarekjøb, hver Bonde i Alt 20 Alen Vadmaal aarligt[14], hvorhos Sysſelmændenes Pligter foreſkrives, og det navnlig forbydes dem at foretage ſine Embedsrejſer med ſtørre Følge end 9 Mand. Endelig omhandles Udlændingernes Ret paa Island. Efter Arvebaalken indſkydes en egen Baalk om Fattiges og Umyndiges Forſørgelſe; dernæſt følger Landabrigde og Landsleigebaalken, endelig en egen Baalk, kaldet Rekabaalk, om Drivtømmer m. m.; i alt dette gjorde de ſæregne islandſke Forhold egne Beſtemmelſer nødvendige, og her var da den ældre Lovgivning Kilden. For øvrigt var, ſom vi have ſeet, den egentlige Omſtyrtning af Øens gamle Statsforfatning allerede ſkeet ved Antagelſen af Lovbogen, eller rettere udkaſtet, af 1271; hvad „Jonsbogen“ indeholdt af offentlig Ret, var kun Modification og nærmere Beſtemmelſer af hvad hiint Udkaſt allerede foreſkrev; hvis det havde været ganſke nyt, vilde Lovbogen viſtnok have mødt en langt anden Modſtand.

Det følgende Aar (1282) drog Ravn Oddsſøn over til Norge, uden denne Gang at hindres af Vejret; Asgrim Thorſteinsſøn var ſaaledes nu den eneſte kongelige Sysſelmand paa Øen, og følgelig at betragte ſom et Slags Statholder, ſkjønt rigtignok Ravn idetmindſte ſynes at have indſat paa Nordlandet en Lensmand eller Underbeſtyrer i ſit Sted, nemlig Hr. Thord paa Madrevalle[15]; det er endog ikke uſandſynligt, at han ogſaa, naar han ſelv var hjemme paa Island, lod Nordlandet beſtyre ved ham, da Veſtfjordene og Nordlandet tilſammen viſtnok var et alt for ſtort Diſtrict til at een Mand bekvemt kunde overtage Beſtyrelſen af det Hele. Biſkop Arne havde nu en ſand Trængſelstid at gjennemgaa, thi Asgrim Thorſteinsſøn, hvis Sysſel netop indebefattede Diſtrictet omkring Skaalholt, og ſom derfor altid havde det i ſin Magt at gjøre ham Fortred, naar han fandt for godt, ſtod i den ſidſte Tid, trods Svogerſkabet imellem dem, paa en meget ſpendt Fod med ham, fordi Biſkoppen ej tillod ham at leve ſammen med en Frille, han elſkede, ſaavel ſom og af andre Grunde, og han greb derfor enhver Lejlighed til at chicanere Biſkoppen ſelv, eller hans Venner[16]. Iſær gik det ud over Loft Helgesſøn, uagtet rlsgjrim var gift med dennes Syſter. Asgrim krævede Skat og Thingfarekjøb af Biſkoppens egne Huusfolk i Skaalholt, og det hjalp ikke, at Biſkoppen forbød det, og indvendte, at det dog ikke kunde være Kongens Mening at fordre mere af Skaalholts Biſkopsgods end af Hole, der dog udtrykkeligt var fritaget: for at undgaa Overlaſt af Asgrim maatte Folkene betale. Asgrim antog ſig derhos ogſaa andre Mænds Fordringer paa at faa Gods tilbagebetalt, ſom de paaſtode, at Biſkoppen uretteligen havde tilegnet m; Biſkoppen betalte Asgrim med ſamme Mynt, og „forulempede ham i alt, hvori han troede lovmedholdigt at kunne gjøre det“. Forholdet var ſaaledes ſaa ſlet ſom muligt, og Biſkoppen i det hele taget den, der trak det kortere Straa, da der om Sommeren 1282 kom et Skib til Ørebakke fra Norge med formelig Stevning til Loft. Asgrim, der ſkulde beſørge Stevningen, udførte dette naturligviis med ſtørſte Velbehag; han ſtevnede Thing og lod Loft befale at indfinde ſig der. Han lod ſig forlyde med, at Loft var Landraademand, og ſkulde blive bragt ombord ſom Fange, hvis han ikke gik frivilligt; det ſkulde ikke nytte ham at ſøge Friſted i andre Kirker end Skaalholts. Imidlertid havde dog ogſaa Loft ſelv faaet Nys om, hvad der var i Gjære, og om Asgrims Truſler; han ſkrev øjeblikkeligt til Biſkoppen, og bad ham om hans Biſtand, medens han ſelv for Sikkerheds Skyld tog ſit Ophold i den ved hans Gaard liggende Kirke, hvor Asgrim ikke vovede at forurolige ham. Paa Thinget indfandt han ſig naturligviis ikke. Biſkoppen ſkrev for ham til Asgrim, men førend han fik Svar tilbage, vare alle Skibslejligheder til Norge ophørte for det Aar, ſaa at Loft ej kom afſted, uagtet der med et andet Skib indløb endnu en Stevning. Asgrim var yderſt forbitret derover, og erklærede paa de Heredsmøder, han havde med Bønderne, at Loft var Landraademand, og at alt hans Gods var forbrudt til Kongen, ligeſom han og lod falde Ord om, at alle de øvrige, der havde proteſteret mod Lovbogen, vare eller ſkulde blive indſtevnte til Norge[17].

Om Ravns og de øvrige haandgangne Mænds Optræden i Norge vides ikke ſtort: da han kom, var Bruddet mellem Erkebiſkoppen og Raadsherrerne allerede fuldſtændigt, ſaa at der ikke længere kunde være Tale om at forelægge Kongen og Erkebiſkoppen de Punkter, hvorved Kongsmændene havde gjort Udſættelſe, til Afgjørelſe i Fællesſkab. Raadsherrerne afgjorde dem derfor paa egen Haand, og, ſaavidt man maa formode, til de haandgangne Mænds Tilfredshed, ſiden vi erfare, at Ravn ſaavel ſom Erlend Olafsſøn paa det nøjeſte ſluttede ſig til deres Parti, og ivrigt toge Deel i deres haarde Fremfærd mod Erkebiſkoppen[18]. Til Biſkop Arnes og Bøndernes Udſættelſer blev der neppe taget videre Henſyn, i det mindſte findes flere af de paaankede Artikler uforandrede i Haandſkrifterne af den islandſke Lov. Mod Arne og den hele islandſke Gejſtlighed raadede fremdeles den uvenligſte Stemning. En Frugt af denne, viſtnok hovedſageligt fremkaldt ved Ravns og Thorvards Beſtræbelſer, var en i Kongens og Enkedronningens Navn udſtedt Forordning til Island[19], hvorved Erkebiſkop Jons Dom af 1273 aldeles ophævedes, idet der beſtemtes, at alle de Kirker— med tilhørende Gods, der uretteligen vare tagne fra Lægmændene, og ſom disſe og deres Forfædre med ret og lovlig Hævd havde beſiddet arveligt, ſamt ifølge Maaldagerne udredet Afgifter for, men ſom Gejſtlige nu uretteligen havde taget under ſig, ſkulde falde tilbage til Lægmændene, der alene ſkulde være forpligtede til at give et viſt Antal Gejſtlige det aarlige beſtemte Underhold; overhoved ſkulde den Tingenes Orden, der herſkede i Kong Haakon Haakonsſøns og Erkebiſkop Sigurds Dage, aldeles gjenoprettes, ligeſom ogſaa kun den Chriſtenret i Stort og Smaat og det Tiende-Regulativ ſkulde gjelde, der gjaldt i deres Tid; hvad Falkevejde angaar, ſkulde man rette ſig efter de kongelige Breve, og hvad Ravn ellers beſtemte; de, der handlede mod Forordningen, ſkulde ſtraffes med Brevbrud (en Bod af 8 Ertoger og 13 Mkr.) og Kongens Vrede. Dette var, ſom man ſeer, fuldkommen et Sideſtykke til de Foranſtaltninger, der paa denne ſamme Tid fandt Sted i Norge. Forordningen ſkulde egentlig ſættes i Kraft af Hr. Ravn, der førſt Aaret efter agtede ſig til Island, men en Gjenpart deraf ſynes dog allerede enten i 1282, eller i Begyndelſen af 1283 at være ſendt ud til Ravns Subſtitut, Hr. Thord paa Madrevalle, der ſtrax havde en Sammenkomſt med Biſkop Jørund desangaaende, og fandt den ſluge, kun paa ſin egen Bekvemmelighed betænkte Prælat, nok ſaa medgjørlig. Thi det var alene, naar Jørund havde den nidkjære Arne ved Siden, at han ſaa at lille for Skams Skyld gjorde fælles Sag med ham: helſt vilde han, ſom ſagt, undgaa at lægge ſig ud med de Kongelige. Han gjorde derfor ingen Indſigelſer mod Kirkernes Afſtaaelſe, og overlod Thord ſelv allerede ſtrax Kirken paa hans Gaard Madrevalle, ligeſom han forbandt ſig til at gjøre Afkald paa alle de Kirker i Hole Biſkopsdømme, ſom Hr. Ravn eller andre forſtandige Mænd troede at have lovlig Fordring paa. Men dette ſkede naturligviis i al Stilhed, uden noget Overlæg med Biſkop Arne, der endog i længere Tid var ganſke uvidende om, hvorledes hans Collega bar Kappen paa begge Skuldre[20]. Imidlertid vedblev Uvenſkabet og de gjenſidige Chicaner mellem Arne og Hr. Asgrim. Det lykkedes vel Biſkoppens ſærdeles Ven, den forſtandige Abbed Runulf i Ver, i Løbet af Vintren at bringe et Slags Forſoning mellem dem til Veje, hvorved dog Biſkoppen var den indrømmende Part; men ſnart udbrød Uvenſkabet igjen, iſærdeleshed for Lofts Skyld, der fremdeles, trods Asgrims Truſler, ſad Stevningen overhørig; og da nu tillige Asgrim fremdeles krævede Skat af Biſkoppens Huusfolk, og vægrede ſig ved at tilbagebetale den Skat, han allerede havde oppebaaret, ſkreed Biſkoppen til at ſætte ham i det mindre Bann, efter førſt at have givet ham tre.Paamindelſer, ſom Kirkeordningen bød. Herved opirredes Asgrim end mere, og ſtevnede Loft atter til Things. Loft udeblev ſom før, men beredede ſig derimod for Alvor paa at drage over til Norge, uden at lade Asgrim faa mindſte Nys derom, førend han ud paa Sommeren kom ned til Skibet, hvormed han ſkulde afgaa. Der var ogſaa Asgrim tilſtede, og overfuſede Loft med Skjeldsord og Truſler, men Loft ſvarede trodſigt, at da han baade før havde udredet al pligtig Skat og Skyld til Kronen, og nu dertil ſtod i Begreb med at efterkomme Stevningen, havde Asgrim intet at klage over. Asgrim kunde eller torde heller ikke gjøre ham noget. Dog undlod han vel neppe i ſine Breve til Norge, at ſværte Loft paa det aller værſte, om han ellers kunde ſværtes mere end det allerede var ſkeet. Biſkoppen medgav Loft et Brev til Kong Erik ſelv, hvori han anbefalede ham paa det bedſte, og bad om, at Kongen vilde viſe ſig naadig imod ham, tilføjende, at det ej var af Ulydighed eller ſlet Vilje, men kun formedelſt tilfældige Hindringer, at han førſt nu efterkom Stevningen. Skibet afſejlede ikke førend ved Midten af Auguſt Maaned, og kom ſaaledes førſt om Høſten til Bergen. Her fik han ſnart at føle, hvor daarligt hans Sager ſtode, thi Kongen var ſaa forbitret paa ham, at han endog forbød ham at viſe ſig i Kongsgaarden. Han fik ikke engang overleveret Kongen Biſkop Arnes Brev førend midt i October, da han en Dag mødte ham paa Jonsvoldene, og da vexledes der kun en kold Hilſen. Han ſkrev, ſtrax efter ſin Ankomſt, ſandſynligviis med islandſke Skibe, der ſejlede hjem om Høſten, tvende Breve til Biſkop Arne, for at underrette ham om Sagernes Stilling. I det førſte, hvilket han tillige vedlagde en Afſkrift af den nye kongelige Forordning for Island om Kirkernes Tilbagegivelſe, hvorom Biſkop Arne endnu ikke havde erfaret det mindſte, ſkrev han blandt andet: „Jeg vil ikke undlade at underrette eder om, at I er bleven meget ſværtet her i Norge; jeg har ſelv ſeet de Breve, der bleve ſkrevne fra Island til Kongen med Hr. Erlend: kan være, at Brevſkriverne ſynes, at de have holdt ſig Sandheden efterrettelig; men I vil viſt ſinde det overdrevet; man blev her ſaa forbitret derover, at baade I og Biſkop Jørund bleve kaldte Landraademænd, iſær fordi I gjorde Hr. Lodin Modſtand paa Thinget“. Loft berørte nu i ſit Brev flere af de Krænkelſer, den norſke Gejſtlighed i de ſidſte Par Aar havde maattet døje, og tog deraf Anledning til at bede Biſkoppen „for Guds Skyld at forlige ſig med Kongedømmet ſaa godt ſkee kunde, da det er bedre, ſelv at vælge det gode end at tvinges til det onde;“ han ſkrev, at han var overbeviiſt om, at Raadet ikke vilde lade fare lempeligere med de Gejſtlige paa Island, end det nu ſkede i Norge. I det andet Brev, der ikke kan være ſkrevet ſtort ſenere, fortalte han Biſkop Arne om, hvorledes Biſkop Jørund havde baaret ſig ad, og om hans Forhandlinger med Hr. Thord paa Madrevalle. Begge disſe Breve kom endnu ſamme Høſt til Island; han enſede ikke ſtort, hvad man i Norge ſagde om ham ſelv, men det gjorde ham meget ondt at erfare ſin Collegas Svaghed. Alligevel var det ſaa langt fra, at han derved tabte Modet, at han meget mere følte ſig opfordret til at viſe ſig dobbelt ſtandhaftig. Hans førſte Skridt var at ſende ſin Ven Abbed Runulf en Afſkrift af den kongelige Forordning, ſaavel ſom af Lofts Brev, for at høre hans Mening om, hvorledes Forordningen ſkulde forſtaaes, og hans Raad om, hvad derved var at gjøre. Ligeledes begyndte der en ivrig Brevvexling mellem begge Biſkopperne om, hvilke Kirker deri Forordningen vare meente, eller vel overhoved om, hvorledes man ſkulde forholde ſig, naar de kongelige Befuldmægtigede kundgjorde Forordningen, og paabød dens Efterlevelſe. Arne kunde vel ikke nu længer have nogen god Tro til Biſkop Jørund, men han haabede vel fremdeles, ſom før, at imponere ham, naar de vare perſonligt ſammen.

Imidlertid var Hr. Ravn tilligemed Hr. Erlend, nu Lagmand i den fratrædende Sturlas Sted, kommen tilbage til Island, men ſaa ſildigt paa Aaret, at Thingtiden forlængſt var omme, ſaa at den offentlige Kundgjørelſe maatte udſættes til det følgende Aars Thing. Men da Ravn var belavet paa en ſkarp Modſtand af Biſkop Arne, og vel allerede havde hørt noget om de Forberedelſer, denne gjorde til at ſvare Lægmændenes Fordringer, benyttede han Mellemtiden til Underhandlinger med Biſkopperne, iſær Arne, for enten med det gode eller ved Truſler at bringe ham til Eftergivenhed. Thi Jørund havde allerede, ſom vi have ſeet, givet ſit Samtykke til Hr. Thord. I Vinterens Løb gik der hyppige Budſendinger mellem dem, og om Vaaren havde de en Sammenkomſt i Brautarholt paa Kjalarnes, hvor ogſaa mange andre Stormænd vare tilſtede. Ravn fremlagde her den kongelige Forordning, og fordrede den efterkommen i dens videſte Fortolkning. Biſkop Arne ſvarede, viſtnok efter de Raad, Abbed Runulf havde givet ham, og hvori ogſaa Jørund i ſine Breve til ham havde erklæret ſig enig, at da Forordningen kun talte om de arvelige Kirker, der „uretteligen“ vare tagne fra Lægmændene, ſaavelſom om status quo paa Erkebiſkop Sigurds og Kong Haakons Tid, kunde der her ej være Tale om de Kirker, hvorom der ingen Beſtemmelſe fandtes, at de ſkulde arves i Ætten, ligeſaa lidet ſom om dem, der ved Salg eller Giftermaal vare komne ud af Ætten, eller om dem, over hvilke Biſkopperne allerede i Erkebiſkop Sigurds Tid havde haft Dispoſitionsret; heller ikke kunde de Mænd, der efter den Tid frivilligt havde afſtaaet Kirker, nu have nogen Ret til at fordre dem tilbage, ligeſaa lidet ſom de, der af Biſkopperne vare indſatte til Beſtyrere, nu kunde ſkyde ſig under Kongemagten og fordre at beholde Kirkerne i Kronens Navn. Men Ravn vilde ikke høre noget om en Fortolkning, der opſtillede ſaa mange Undtagelſer, at Forordningens Bud næſten intet fik at betyde. Han truede Biſkoppen ligefrem med ſamme Behandling, ſom Biſkopperne i Norge havde lidt, hvis han ikke ſamtykkede i Kongens Bud. Biſkoppen, heder det, ſaa nu megen Vaande paa begge Sider, ſamt at, om han ikke gav efter, vilde mangen Uſkyldig komme til at lide, og Kirken og Gejſtligheden blive beſkæmmet; han beſluttede da, for Folkets Skyld, at ſamtykke, og efter mange Forhandlinger erklærede han ſig „for at viſe ſit velvillige Sindelag mod Kongen, Hertugen og Enkedronningen“, villig til at taale og føje ſig efter Forordningen, ſaaledes ſom Biſkop Jørund allerede havde gjort, kun ikke at ſamtykke i den, og med det ubeſtemte Forbehold „at der intet ſkede imod den Lydighed, der ſkyldtes den almægtige Gud“. Til Gjengjeld indrømmede Hr. Ravn, at der ſkulde udredes Tiende af alle de Ejendomme i Skaalholts Biſkopsdømme, ſom Kronen havde eller kom til at faa, ſamt at Biſkopsſtolen ſkulde beholde den Ret, den nød førend han blev Biſkop, og overhoved nyde ſamme Friheder, ſom Hole Biſkopsſtol. Dette Forliig blev ſkriftligt optegnet og beſeglet. Ligeledes forligede Biſkoppen ſig nu ogſaa med Hr. Asgrim, der lovede til Vaaren at tilbagebetale de uretteligt krævede Skatter, og til Gjengjeld blev løſt af det kirkelige Forbud, hvori Biſkoppen havde ſat ham[21].

Men medens Biſkoppen og Ravn ſaaledes underhandlede og ſluttede Forliig, havde ogſaa de øvrige Stormænd og haandgangne Mænd, ſaavelſom alle de, for hvilke der nu aabnedes Udſigt til at berige ſig paa Kirkernes Bekoſtning, Sammenkomſter, og aftalte med hinanden, at de ſtrax vilde ſætte ſig i Beſiddelſe af alle de Kirker og Kirkegodſet; paa hvilke de efter den gunſtigſte Udtydning af Kongebudet troede at kunne gjøre Fordring, uden engang at oppebie Forordningens Kundgjørelſe til Thinge. Da Biſkop Arne erfarede dette, følte han ſig vel for afmægtig til at forebygge Udførelſen, men ſkrev kun et Circulære til alle Preſter i ſit Biſkopsdømme, at de ikke ved nogen frivillig Afſtaaelſe ſkulde give Sagen et Udſeende, ſom om de ſamtykkede i hvad der ſkede: de ſkulde proteſtere mod Lægmændenes Færd, og vidnesfaſt erklære, at hvad disſe toge, toge de mod deres Vilje. Dette Bud efterkom de fleſte, og gjorde overhoved al den pasſive Modſtand, ſom ſtod i deres Magt. Men derved hindredes dog ikke Lægmændene fra at udføre ſin Beſlutning, og en Mængde Kirker med tilhørende Gods kom ſaaledes atter i de forrige Ejeres, eller deres Deſcendenters, Hænder. Blandt dem var ogſaa Odde, ſom Erkebiſkop Jon i 1283 udtrykkeligt havde fradømt Sighvat Halfdansſøn og hans Brødre, og Vatnsfjord, ſom Einar Thorvaldsſøn ved ſamme Dom havde maattet give Slip paa; men om Sighvat tilføjes det dog, at han helſt havde ladet alt blive ſom det var, og tildeels mod ſin Vilje fulgte Strømmen.

Da Biſkop Arne erfarede, hvad der var ſkeet, erklærede han, at ſiden Lægmændene handlede ſaa egenmægtigt, behøvede heller ikke han længer at holde, hvad han havde lovet i Brautarholt, nemlig ſtiltiende at taale, kun ikke ligefrem at ſamtykke i, hvad der ſkede, for ſaa vidt ſom det ej ſtred mod den Lydighed, man ſkyldte Gud; Lægmændene, ſagde han, fortolkede Kongens Befaling altfor meget til deres eget Bedſte. Disſe paaſtode derimod, at Biſkoppen uden ſkjellig Grund brød ſit givne Løfte, og Hr. Asgrim tog endog deraf Anledning til at undlade, hvad han havde lovet, at tilbagebetale de tre Aars Skatter, ſom han havde oppebaaret af Huusfolkene paa Skaalholt. Saaledes ſtod det hen til Althinget. Her indfandt ſig Hr. Ravn, Hr. Erlend, Asgrim og Jon Lagmand, tilligemed en Mængde andre anſeede Mænd, blandt dem ogſaa den gamle Sturla Thordsſøn, der dog allerede i længere Tid havde draget ſig tilbage fra det offentlige Liv, og heller ikke overlevede Thinget i mange Maaneder. Biſkop Arne kom ikke i de førſte Dage til Thinget. Men uden at bryde ſig derom, lod Ravn den kongelige Forordning oplæſe, og efterat man derhos havde gjort opmerkſom paa, hvor mange Hindringer Preſterne havde lagt i Vejen for Kirkernes Tilbagegivelſe, og hvorledes de heri havde handlet imod Forordningens Bud, opfordrede endeel af Herrerne ſaavel ſom en ſtor Deel af Hoben Hr. Ravn og Lagmændene til at lade Forordningen højtideligt lovtage; dette ſkede med Haandtag af Lagretten, ligeſaa lovtoges Forligsartiklerne til Brautarholt. Da Biſkop Arne, ſom endnu ſad hjemme i Skaalholt, fik dette at vide, blev han forbitret, og ſagde, at man ligefrem havde vedtaget Beſtemmelſer mod Kirkens Frihed (altſaa handlet lige imod Statutets Forbud); men ſtrax efter fik han Breve fra Ravn, Lagmændene og andre mægtige Mænd, at han dog maatte komme paa Thinget med ſine Abbeder og Provſter, for at man kunde komme til et mindeligt Forliig; man ſkulde lempe ſig ſaa vidt man formaaede, og fornemmelig ſøge at forlige ham med Asgrim. Biſkoppen var nok ſaa villig til at efterkomme Anmodningen, men han troede førſt at maatte ſikre ſig ved at forlange Grid, da han havde faaet Advarſel om, at der var Forræderi i Gjære mod ham, eller at man vilde behandle ham ſaaledes ſom Erkebiſkoppen to Aar tidligere. Ravn tilſagde ham dog ſtrax Grid. Han reed da trøſtigt til Thinget. Her gav han ſtrax ſin Mening om det Forefaldne tilkjende ved at forkynde, at alle de Gejſtlige, der havde været med at vedtage Forordningen i Lagretten, vare faldne i Bann. Siden, da man gik til Lagretten, erklærede han til Jon Lagmand, at ſaavel han, ſom de øvrige Herrer og ſamtlige Medlemmer af Lagretten egentlig vare hjemfaldne til Bannsſtraffen. Der udſpandt ſig nu en lang Ordvexling, hvorved iſær Biſkop Arne udførligt opregnede al den Overlaſt, ſom Kirken efter hans Mening havde lidt, paaſtod at Lagmændene havde overtraadt Forordningen og Forliget, og ſluttede med at erklære, at han intet Forliig vilde ſlutte, uden at Kongsmændene, navnlig Asgrim og hans Søn Eyjulf, gjorde ham deres Ret og Skyldighed, at Nidaroos Kirke beholdt ſine gamle Friheder, navnlig med Falkevejde og det aarlige Meelſkib, og endelig at Ravn og Kongsmændene bevirkede Loft Helgesſøns Tilbagekomſt. Ravn tog derpaa Ordet og ſvarede i en forſonligere Tone end hidtil. Han begyndte med at tilkjendegive ſin Forundring over, at Biſkoppen kunde tale om Overtrædelſe af Forordningen og overhoved om Forliigsbrud, da Skylden herfor tvertimod var paa Biſkoppens og Gejſtlighedens Side. „Det er ſaa langt fra“, ſagde han, „at vi have gaaet videre end Kongebrevet bød, at vi tvert imod ikke paa langt nær have opfyldt dets Bud, thi der er endnu mange Kirker tilbage, ſom vi ikke have taget, ſkjønt Brevene fordrede det; det er ſaa langt fra, at vi ville nedbryde Kirkens Frihed, at vi ikke engang nyde vor egen gamle Frihed. Skjønt Hr. Biſkoppen ſynes at mene, at der ſkeer Klerkerne Uret, fordi de maa ophøre med de Anmasſelſer, de nu i en Tid have tiltaget ſig, og ſkjønt de kalde dette haard Fremfærd fra vor Side, ſaa ſkulle vi dog med Rolighed høre denne Beſkyldning, for min Herre Kongens Skyld, vi vide jo desuden, at Ingen i vort Land har at raade over Lovene, uden Kongen. Derimod indrømmer jeg, at Biſkoppen har meget for ſig, i hvad han ytrer om Skattefrihed for Skaalholts Huusfolk, Tiende af Kongens Ejendomme, Nidaroos Kirkes Frihed og Førſelsret, ſamt Falkevejde paa Kirkens Ejendele, uagtet nu dette ſynes at verre i Kongens Magt; det forekommer mig og, at han har Ret til at fordre, at ſaavel Kongsmænd ſom Almuesmænd ſvare for de Søgsmaal, den gamle Chriſtenret underkaſter dem, men derimod forbyder jeg reentud, under den Straf, Forordningen faſtſætter (Brevbrud), at Nogen i ſtort eller ſmaat adlyder hine andre Fordringer, de Gejſtlige opſtille. Ligeledes erklærer jeg for Alle og Enhver, at jeg anſeer Brautarholts-Forliget brudt, og jeg forkynder, at jeg er bleven enig med mine Collegier om at følge det Exempel, ſom allerede er givet i Norge, hvis ikke det bliver overholdt herefter, ſom hidtil ej har været iagttaget“. Biſkop Arne ſvarede hertil liſtigt nok, at han takkede Gud, fordi Hr. Ravn ſelv havde indſeet og erkjendt, at Kongens Bud i enkelte Stykker ſtreed mod den gamle Chriſtenret, men at han beklagede meget, at han betragtede det ſom Uret og ulovligt, naar en gammel Uvane, Lægmændenes Raadighed over Kirkerne, afſkaffedes. Hvad Brautarholts-Forliget angaar, da havde Biſkoppen eller hans Preſter aldeles ikke brudt det, thi deels havde han altid ſagt, at han kun vilde ſtiltiende taale, men ikke ſamtykke i Forordningens Bud, hvis Lægmændene holdt ſine Løfter; deels havde han ſom Betingelſe for denne ſtiltiende Taalen opſtillet, at Forordningen ſelv ſkulde være retteligen fortolket, medens nu det modſatte var ſkeet; endelig havde han kun indſkrænket denne Taalen til hvad der ej ligefrem ſtreed imod den Lydighed, man ſkyldte Gud. Derfor havde han befalet ſine Preſter at proteſtere mod, at man fratog dem deres Kirker; desuden, ſagde han, vilde det have været magtesløſt, om han endog ſelv havde ſtillet Kirkerne under Lægmændenes Raadighed, da Paven nu engang havde overdraget de Gejſtlige denne Ret, og endelig var Aftalen i Brautarholt kun midlertidig, indtil en ny Erkebiſkop var indſat. Disſe Ord ledſagedes af ſterkt Bifald fra de tilſtedeværende Gejſtlige og hele Mængden; endog flere af de haandgangne Mænd ytrede ſig til Fordeel for Biſkoppen; de øvrige derimod bleve ved ſit. Imidlertid ſynes det, ſom om det ſtore Medhold, Biſkoppen fandt, i Forbindelſe med den Billigheds- og Retfærdighedsfølelſe, der unegtelig beſjælede Ravn, nu ſtemmede ham til nogen Eftergivenhed, thi efter flere Taler frem og tilbage kom det endelig til et Forliig, der blev bekræftet ved et ſkriftligt Document under begge Parters Segl; for dette Forliigsdocument lagdes det tidligere Forliig i Brautarholt væſentligt til Grund, dog indrømmede Ravn desforuden, og det indførtes i Documentet, at der ſkulde gives fuld Erſtatning for alt det Gods, der tilhørte de Kirker eller gejſtlige Stiftelſer, hvoraf Lægmændene havde ſat ſig i Beſiddelſe. End videre ſkulde Biſkoppen og de Gejſtlige efter Jevnederdom bede, hvad enhver befandtes at have handlet urigtigt. Hr. Asgrim maatte gjentage ſit Løfte om at tilbagebetale de tre Aars Skat og Thingfarekjøb. Endelig udfærdigedes der i Biſkoppens, Ravns, begge Lagmændenes, Hr. Asgrims og Sturla Thordsſøns Navn en Skrivelſe til Kong Erik, hvori der ærbødigſt anholdtes om, at han vilde tillade, at der ydedes Tiende af alle kongelige Ejendomme paa Island, ſig ſelv til Sjælehjelp og Biſkopsſtolen til Gavn; at han vilde renoncere paa Skat og Thingfarekjøb af begge Biſkopsſtole, og udtrykkeligt bekræfte denne Frihed med ſit Brev og Segl; at han fremdeles vilde tillade Erkeſtolens aarlige Skib at ſejle, at Loft Helgesſøn maatte faa Tilladelſe til at rejſe hjem, og at Kongen vilde formilde eller naadigſt ophæve den Dom, ſom de haandgangne Mænd nu havde afſagt over de ni, der havde været gjenſtridige paa Thinget 1281, og ſom var temmelig ſtreng, da en af dem var dømt til den fulde Bod af 8 Ertoger og 13 Mkr[22], de øvrige deels til 9, deels til 5 Merkers Bod. Man anmodede ogſaa Kongen om at give udtrykkelig ſkriftlig Erklæring ved ethvert af de opregnede Punkter, om han bifaldt det eller ej.

Ihvorvel Biſkoppen ſaaledes havde gaaet ind paa betydelige Indrømmelſer, ſaa havde han dog paa den anden Side vundet enkelte ikke ubetydelige Fordele, iſær i den Erkjendelſe fra Lægmændenes Side, at der var visſe Punkter, hvori den kongelige Forordning gik for vidt. Disſe Fordele forfulgte han da ogſaa, og ſøgte tillige at forebygge Sigtelſer mod ham ſelv for Svaghed og utidig Føjelighed, ved at udſtede et Manifeſt, der ſkulde oplæſes over hele hans Biſkopsdømme, og hvori han fremſtillede Reſultatet af Forhandlingerne paa Thinget ſom en af ham vunden Sejr, og nøje foreſkrev, hvad der af hans tidligere Beſtemmelſer endnu kunde ſtaa ved Magt. „Vi forudſætte“, heder det, „at det er eder bekjendt, hvorledes Kongsmændene i vort Fravær nu ſidſt afvigte Sommer lode den kongelige Forordning, der kom hid ifjor Sommer, ſtadfæſte ved Haandtag i Lagretten, uden mindſte Undtagelſe, men hvorledes de rettede herpaa, da vi kom paa Thinget, idet Jon Lagmand bevidnede i Lagretten, at de ej meente at have ſtadfæſtet, hvad der ſtreed mod Guds Lov og Ret. Vi fandt det da ogſaa i ſin Orden, at de ſlap for at falde i Bann, ſaa længe de overholdt hvad de lovede; men hvis de fremdeles angribe Guds og den hellige Kirkes Ret ved at tiltage ſig Dom og Lovſagn over Chriſtenretten, da falde de i det Bann, ſom den hellige Kirkes Lovbøger ſaavel ſom Erkebiſkop Jons og hans Lydbiſkoppers Brev foreſkrive, og da Lagmændene ej have Magt til at give Love angaaende Chriſtenretten, om Enkelte end paaſtaa det, da forkynde vi herved, at alt vedkommende Daaben, Faſte, Helligdagshold, Biſkoppernes Beſtyrelſe af Kirkerne og deres Gods, Falkevejde, Tiende, Reſpecteren af Kirker og Gejſtlige, Egteſkabslysning Gudſlægtſkab og Skriftemaal og klager, ſamt alt andet, der efter Guds Lov ene tilkommer Biſkoppen eller dem, han dertil forordner, at raade for og dømme over, ſkal fremdeles ſtaa ved Magt, ſaaledes ſom vi før have ordnet og paabudet det. Vi bede eder alle, vel og forſvarligt at iagttage eders ſkyldige Lydighed mod den himmelſke Konge, der har Magt over den jordiſke Konges og vor alles Liv og Sjæl“. For Øjeblikket var der nu et Blikſtille paa Øen; Asbjørn og hans Søn Eyjulf forligede ſig med Biſkoppen, og Ravn ſelv lagde forſonligt Sindelag for Dagen ved at true dem, der negtede at udrede til Biſkoppen, hvad der tilkom ham, og tilholde dem at gjøre ſin Skyldighed. Til denne mildere Stemning bidrog maaſkee for endeel, at der nu i et Aars Tid havde herſket en forfærdelig Dyrtid der i Landet ligeſom i Norge, førſt paa Nordlandet og ſiden paa Sønderlandet, hvilket gav Gemytterne andet at tænke paa end de politiſke Stridigheder, og af frommere Sjæle betragtedes ſom et Tegn paa Guds Vrede[23]. Alligevel maatte det være temmelig klart for Enhver, at Roligheden ikke vilde blive langvarig. Asgrim begyndte allerede om Høſten at give Anledning til nye Ubehageligheder, ved fremdeles at vægre ſig ved at tilbagebetale de uretteligt oppebaarne Skatter. Sagen var vel egentlig den, at Asgrim, der var ødſel og levede paa en ſtor Fod, havde ondt ved at tilvejebringe Pengene, og, for at undgaa det, henſkød ſig under det Anſvar, hvori han ſtod til Kongen; han paaſtod endog, at Kong Magnus i ſin Tid havde erklæret, at Huusfolkene i Skaalholt vare ſkattepligtige. Da Asgrim ikke vilde lade ſig ſige af Biſkoppens Foreſtillinger, ſkreed denne til at ſætte ham i Forbud paany, og dette Forbud udſtraktes ogſaa til hans Ven og Hjelper, Orm Kløingsſøn i Tunga, af Haukadals-Ætten. Men ſtrax efter Julen blev Asgrim paa en Rejſe pludſelig dødsſyg, og lod nu ſende Iilbud til Biſkoppen med Bøn om Tilgivelſe, og om at han maatte faa Abſolution førend han døde: han var villig til at gjøre alt, hvad han kunde, for at blive forligt med Biſkoppen. Biſkoppen ſagde da til Provſten, Odd Svartsſøn, den ſtumme, der havde bragt ham Budet fra Asgrim, at han ſkulde ſkynde ſig tilbage og løſe ham ſtrax fra Forbudet, naar han virkelig vilde gjøre ſin Skyldighed; „det ſkulde verre mig kjært“, ſagde han, „at høre at han blev løſt, hvis det paa nogen Viis kan ſkee“. Provſten fandt Asgrim endnu i Live, og denne erklærede ſig nu villig til at overlade Biſkoppen at dømme dem imellem Derpaa løſte Provſten ham, tog gav ham den ſidſte Olje og Sacramenter Faa Øjeblikke efter opgav Asgrim ſin Aand (1ſte Febr. 1285). Morgenen efter blev hans Liig bragt til Skaalholts Kirke, og Biſkoppen ſelv gik det imøde og ſang over det, men Orm Kløingsſøn, der vilde være med i Følget, ſkjønt han endnu var bannſat, og ſelv ved Asgrims Dødsleje havde ſøgt at afſnakke ham med at forlige ſig med Biſkoppen, hvorover Asgrim var bleven meget vreed, fik ikke Tilladelſe til at komme til Skaalholt, og maatte ifølge et Bud fra Biſkoppen, der ſendtes Liigtoget imøde, vende om igjen paa Vejen. Asgrims Død forhalede maaſkee ogſaa Stridighedernes Gjen-Udbrud for en kort Stund; men længe varede Roligheden ikke, ſom i det følgende ſkal ſees[24].

  1. Jon Einarsſøn nævnes ſom værende paa Island endnu i 1277 (ſ. o. IV. 1. S. 642), og der nævnes intet om, at han da ledſagede Thorvard og Sturla til Norge. Derimod vide vi, at han i 1280 kom fra Norge til Island med Lovbogen; han maa ſaaledes være rejſt til Norge enten i 1278 eller i 1279.
  2. Om Eindrides og Lodin af Bakkes Sendelſe tales der intet i Arne B. Saga, og heller ikke i Annales regii, men derimod i Flatø-Annalerne, Hauk Erlendsſøns Annaler, og flere. Eſpolin beretter i ſine Aarbøger (I. 6): „Om Ravn Oddsſøn er det at ſige, at han var hos Kong Magnus den Vinter (1278—79), og blev Kongens Merkesmand og Hirdſtjore over alt Landet; Thorvard Thorarinsſøn og Lodin af Bakke bleve Lagmænd, og kom ud Sommeren (1279) med Kongens og Erkebiſkoppens Breve, ſom det berettes i Arne Biſkops Saga“. Intet ſtaar dog herom i de Haandſkr. af Arne B. Saga, ſom nu haves, og her maa ſaaledes en Erindringsfejl være indløben. Det er ikke engang rigtigt, at Thorvard blev Lagmand, ligeſom der overhoved i Beretningerne om disſe Begivenheder hos Eſpolin findes flere, iſær chronologiſke Fejl. Hvorfra han ellers har hine nøjagtige Efterretninger, vides ikke, lige ſaa lidet ſom der i Arne B. Saga eller nogen af Annalerne findes omtalt, hvad han ſammeſteds ſiger, at Thorvard var gift med Brynjulf Jonsſøns Enke. Men der gives muligtviis Slægtoptegnelſer paa Island, ſom Eſpolin her har benyttet. Angivelſen ſavner vel ſikker hiſtoriſk Hjemmel, men fortjener dog altid at omtales. — Lodin af Bakke maa ikke forvexles med Lodin Lepp, der kom til Island Aaret efter. Lodin af Bakke var yngre, og levede endnu hen i det 14de Aarhundrede.
  3. Se foregaaende Anm. Eſpolin ſiger udtrykkeligt, at alle de Kongsmænd, der da rejſte fra Norge til Island, fik Herretitel, og viſt er det, at Arne B. Saga fra den Tid af benævner baade Ravn, Thorvard, Asgrim og Jon med Titelen „Herre“; men af Annalerne ſeer man dog, at Jon ej fik Herretitel førend i 1294.
  4. Uſandſynligt er det ej, at til dette Eindrides ſidſte Ophold henhører, hvad der ovfr. IV. 1. S. 644 fortælles om Asgrim Thorſteinsſøns Affære med Eindride Bøggul, der i Arne B. S. Cap. 27 ikke fortælles med anden Tidsbeſtemmelſe end at det ſkede, „i det Aar, Eindride foor med Kongens Budſkab“, hvilket lige ſaavel kan være 1279, ſom 1277; og Begivenheden ſelv berettes efter at allerede Kong Magnus’s Død og Biſkop Arnes Hjemkomſt 1280 er fortalt.
  5. Arne B. Saga Cap. 25.
  6. Flatø-Annalerne. Se Isl. Annaler ved 1253.
  7. Arne B. Saga, Cap. 28. Her findes et temmelig udførligt Uddrag af Gejſtlighedens og Bøndernes Remonſtrationer. Vi anſee det ufornødent at gjennemgaa dem ſtykkeviis, da kun de færreſte bleve tagne til Følge. Hvad Gejſtlighedens Indlæg angaar, da ſeer man tydeligt, at det har beſtaaet af to Hoveddele, den ene indeholdende Udſættelſer ved de enkelte Lov-Artikler, hvoriblandt da ogſaa mange, vedkommende den verdslige Lovgivning, den anden, der opregnede de Punkter af Compoſitionen, der fremdeles fordredes overholdte, f. Ex. om Sekter for Kjetteri, om Kirkens Domsret i Egteſkabsſager m. m.; forklarer man ikke Sagaens Ord paa den Maade, vilde man ellers faa ud, at den til Island ſendte Lovbog maa have indeholdt en Chriſtenret, hvilket dog, efter hvad der ovenfor er fremſtillet, ej lader ſig antage.
  8. Den ene Gang var det vel, efter Lodins Mening, da han aflagde Troſkabseden for Eindride Bøggul (ſe ovf. IV. 1. S. 644), den anden Gang, da han aflagde den for Lodin ſelv.
  9. Arne B. Saga, Cap. 29.
  10. Sammeſteds, Cap. 31.
  11. Dette omtales kun i de isl. Annaler for 1281.
  12. Hvad Tid Hr. Erlend rejſte over til Norge, vides ikke; man veed kun, at han om Høſten 1283 kom fra Norge til Island med Ravn, og man ſeer derhos af Lofts Brev til Biſkop Arne, ſkrevet fra Norge ſamme Høſt 1283, at Erlend tidligere havde medbragt Breve fra Island, hvori Biſkoppens Ferd ſkildredes med de ſorteſte Farver, og hvor det iſær lader til at hans Optræden paa Thinget var ſat i et hadefuldt Lys (ſe nedenf. S. 74). Men da det er klart, at Lodin ſelv ved ſin Ankomſt om Høſten 1281 maa have givet den fuldſtændigſte Beretning om det Forefaldne, kan man ikke antage, at Loft vilde have paaberaabt ſig ſenere indløbne Breve om denne Sag, i Stedet for at tale om Lodins egen Beretning. Hine Breve ſynes ſaaledes at maatte være ældre end denne, og Lofts Henſigt at have været den, at underrette Biſkoppen om den førſte Oprindelſe til den Harme, man nærede mod ham i Norge. Heraf ſynes da at følge, at Erlend har bragt Brevene fra Island umiddelbart efter Thingtiden 1281. Med Vished kan man dog ikke paaſtaa det. — Hvad Erlend angaar, da er det kun et Sagn, anført i Eſpolins Aarbøger, at han ſkulde være af norſk Herkomſt paa fædrene Side. Hans Moder Valgerd Floſedatter nedſtammede i 6te Led fra hiin Snorre, Karlsevnes Søn, der var fød i Viinland 1003, ſe ovenfor I. 2. S. 460. Erlend var gift med Jarngerd eller Jorunn, en Datter af Bødvar i Bø, (Navnforſkjellen ſynes nemlig alene at grunde ſig paa en Fejltagelſe, og Jarngerd og Jorunn at være een og ſamme Perſon, hvis Navn oprindelig kun har været angivet ved Begyndelſesbogſtavet).
  13. Nemlig: fra Mulathing 6, Skaftaafells Thing 6, Rangaa Thing 8, Aarnes Thing 12, Kjalarnes Thing 9, Tveraa Thing 8, Thorsnes Thing 8, Thorſkefjords Thing 5, Hunavats Thing 6, Hegranes Thing 8, Vadle Thing 6, Thingeyar Thing 4. Jfr. ovf. IV. 1. S. 628.
  14. Heraf var 10 Alen den egentlige Skat, og gik til Kongen, 10 Alen Thingfarekjøb, og oppebares af Sysſelmanden.
  15. Dette maa man ſlutte af de Transactioner mellem Thord og Biſkop Jørund, der ſtrax nedenfor omtales.
  16. Arne B. Saga, Cap. 30.
  17. Arne B. Saga, Cap. 32, 33.
  18. Vi erfare nemlig af Arne B. Saga Cap. 70 og 71, at Erkebiſkop Jørund i 1289 erklærede baade Ravn og Erlend bannſatte ipso facto, fordi de havde været deelagtige i Erkebiſkop Jons Forjagelſe.
  19. Forordningen haves ej i ſin Heelhed, men dens vigtigſte Indhold ſees af de Uddrag, der hiſt og her meddeles i Arne Biſkops Saga.
  20. Han fik det førſt at vide af de Breve, ſom Loft ſtrax efter ſin Ankomſt til Norge om Høſten 1283 tilſkrev ham. Hvad Forordningen angaar, da heder det i de Forhandlinger, der fandt Sted paa Thinget 1284, at den kom til Island „forrige Sommer“, altſaa i 1283, men dette hindrer dog ikke, at en tidligere Gjenpart af den allerede 1282 i al Hemmelighed kan være ſendt fra Ravn til Hr. Thord og Biſkop Jørund, med Anmodning om, at de indtil videre vilde holde den hemmelig, og at dette virkelig maa have været Tilfældet, ſees af det følgende. Saa meget er aabenbart, at Biſkop Arne ikke havde mindſte Nys derom, førend Loft ſendte ham en Afſkrift deraf i ſit Brev fra Norge. Men da det Brev, Arne medgav Loft ved hans Afrejſe fra Island, var dateret 12te Auguſt (Arne B. Saga Cap. 35), og Loft ſelv ſaaledes førſt ved denne Tid, omtrent.midt i Auguſt, afſejlede, kan han ikke være kommen til Norge førend i det aller tidligſte den 22de Auguſt, og da det maa have varet nogen Tid, inden han fik de Breve at ſee, ſom han omtaler i ſin Skrivelſe, ſamt erhvervede den Afſkrift af Forordningen, han vedlagde, kan hans Brev fra Norge ej være ſkrevet førend omkring 5te September, og det kan ikke være kommet til Island førend midt i Maaneden. Tidligere kan altſaa Forordningen der ikke være kommen til almindelig Kundſkab, lige ſaa lidet ſom Biſkop Arne før den Tid kjendte den. Ordene i Sagaen, at den kom om Sommeren, pasſe dog nogenledes, da Sommeren i videſte Forſtand regnedes lige til Vinterdag; men ſiden Loft dog tillige kunde berette, hvorledes Jørund havde handlet med Henſyn til Forordningen, maa denne være kommen den ſidſte tidligere til Hænde, og da Arne alligevel ikke vidſte Beſked derom, maa han have holdt den hemmelig. Det er ellers ikke ſaa uſandſynligt, at Hr. Ravn, der ifølge Arne B. Saga Cap. 48 kom til Island om Høſten 1283, ſelv medbragte Lofts førſte Brev, hvorved denne, vedlæggende Afſkrift af Forordningen, opregnede alt hvad der i Norge var ſkeet mod Gejſtligheden, og ſøgte at overtale ham til Eftergivenhed, thi dette pasſede med Navns og de Kongeligſindedes egen Interesſe. Man kan netop heel vel tænke ſig, at Loft med Flid har ſkrevet to Breve, det ene til at ſendes med Ravn, og indrettet ſaaledes, at denne, om han fandt for godt, kunde læſe det, det andet derimod af et mere confidentielt Indhold. Underligt er det for øvrigt, at det Uddrag af Lofts Brev, der meddeles i Sagaen, og ſom gjennemgaar hvad der ſkede lige ſiden 1281 eller Begyndelſen af 1282, ikke omtaler Erkebiſkoppens egen Forjagelſe. Men ſandſynligviis var denne ſaa bekjendt, at han ej ſandt det nødvendigt at omtale den, hvorimod det vel kunde være muligt, at Biſkop Arne ikke kjendte ſaa nøie til det øvrige. Merkeligt er det ellers, at man ifølge Arne B. Saga Cap. 36 ikke erfarede Erkebiſkoppens Forjagelſe paa Island, førend om Sommeren 1283. Dette viſer, at den maa have fundet Sted efter at Sejladſen var ophørt i 1282.
  21. Arne B. Saga, Cap. 37.
  22. I Sagaens nuværende Text ſtaar kun „13 Mkr.“, men her maa viſt „8 Ertoger“ være udeglemt, da 8 Ertoger og 13 Mkr. netop var Brevbrudsboden.
  23. Arne Biſkops Saga, Cap. 48.
  24. Arne Biſkops Saga Cap. 42—47, 49, 50.