Det norske Folks Historie/6/68

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Det viste sig nu fremdeles, at det eneste Punkt af den hele Strid mellem Gejstligheden og Kronen i Norge, som den pavelige Curie omfattede med Iver og Interesse, og for hvilket alt andet stod i Skyggen, var de Hindringer, som Regjeringen havde lagt i Vejen for Indsamlingen og Udførelsen af Sexaars-Tienden. Erkebiskop Jon havde selv begyndt Indsamlingen, men formedelst de mange Hindringer endnu kun faaet den samlet for eet Aar, da han maatte forlade Landet. De indsamlede Penge og Varer, som Regjeringen forbød at udføre eller omsætte i rede Sølv, havde han deels ladet blive hos Under-Collectorerne, deels nedlagt i sin Kirke[1]. Efter hans Død var naturligviis Indsamlingen gaaet istaa. Men Pave Honorius udnævnte d. 1ste November 1285 sin Capellan, Huguitio, Sogneprest til Castiglione i Arezzo Biskopsdømme, til sin Indsamler af Sexaarstienden i alle tre nordiske Riger, og gav ham dertil udstrakte Fuldmagter og mange Anbefalinger; man seer imidlertid af Fuldmagten, at Paven ved denne Sendelse nærmest havde Norge for Øje, da den fornemmelig handler om, hvad der her var skeet og fremdeles skulde skee[2]. Huguitio fik Myndighed til at bannsætte alle dem, især Gejstlige, som lagde ham Vanskeligheder i Vejen. Selv skulde han af de indsamlede Penge for sin Umag nyde 18 smaa tourske Sous dagligt[3]. I en egen Skrivelse fik han Ordre til, at udbetale til nogle florentinske Kjøbmænd, hvad han fik indsamlet i Norge, ligesom ogsaa disse Kjøbmænd fik Anbefalingsskrivelser til alle Troende om at lade dem passere frit og ubehindret i Kirkens Erinde til Danmark, Norge og Sverige. Paven meddeelte derhos Huguitio under 22de November en Afskrift af den Fuldmagt, som Erkebiskop Jon tidligere havde faaet. Huguitio kom ikke afsted, førend i det følgende Aar. Der findes tvende pavelige Skrivelser af 5te Januar 1286, begge til Kong Erik, hvori Honorius fornyer sin Formands Anmodning til ham om at ophæve Forbudet mod Salg af brændt Sølv eller Sterlinger til de Gejstlige, og om ingen Hindringer at lægge i Vejen for Sexaarstiendens Udførelse af Landet, hvilke Skrivelser man maa antage, at Huguitio selv bragte med[4]. Han sees at have lagt Vejen over England, hvor han traf Jarlen Alf Erlingssøn, der just da, som det i det Følgende skal berettes, var sendt som Gesandt fra Norge; da Alf rejste hjem, blev han i Følge med ham, og maa være ankommen til Norge i August Maaned[5]. Han udstedte i Oslo den 28de August en verificeret Afskrift af det pavelige Fuldmagtsbrev, formodentlig til offentlig Kundgjørelse og almindeligt Eftersyn[6], og lod tillige udgaa en Opfordring til alle Gejstlige og Verdslige i Oslo Biskopsdømme om inden Juul at betale den Tiende, de skyldte til det hellige Land, samt ellers at udrede Gaver og efterkomme Løfter, Korsløsninger o. a. d., hvortil de maatte have forpligtet sig, lovende dem i saa Fald Absolution for det Bann, hvori de ved Forsømmelsen vare faldne, men i modsat Fald truende med Bann og Bøder. Biskop Andres lod siden denne Opfordring kundgjøre, oversat paa Norsk[7]. For Resten har vel Huguitio ladet lignende Opfordringer udgaa til de øvrige Biskopsdømmer. Det lader ikke til at han mødte Vanskeligheder; han maa tvert imod under sit Ophold i Norge, der blev temmelig langvarigt, have vundet Kongens og Regjeringsherrernes Yndest og Tillid, da vi finde ham benyttet i Underhandlinger med fremmede Magter. Man følte vel, at den Eftergivenhed, Paven havde viist, fortjente at mødes med en lignende, især da de Summer, hvorom der var Tale, hovedsageligt gik af Kirkens og Gejstlighedens egen Kasse, saa at Afgiften snarere bidrog til at svække, end at styrke denne. Huguitio sendte, sandsynligviis strax efter sin Ankomst til Norge, alle de af Erkebiskoppen indsamlede Penge ved sin Notarius til Moziernes og Alfaniernes Compagnier i Florents; hele Summen befandtes, efterat være optællet og undersøgt i Florents, at udgjøre noget over 2314 Mkr. fiint Sølv efter romersk Vegt, men kun en mindre Deel deraf var omsat til engelske Sterlinger eller rede Sølv; det meste sendte Huguitio i norske Penge af forskjellig Gehalt, hvad enten han nu har fundet det umuligt eller ufornødent at omsætte de norske Penge til Sterling eller brændt Sølv i Landet selv, thi man kan dog ej antage, at der nu længer fra Regjeringens Side lagdes nogen Hinder i Vejen for Vexlingen. Undersøgelsen skede ved pavelige Kammer-Guldsmede og Kjøbmænd, og til Vejledning ved Undersøgelsen havde Huguitio sendt under sin Forsegling til den romerske Curie et Vegtlod af Bly, der angav det norske Pund[8]. Hvor meget Huguitio selv fik samlet, findes ingensteds angivet; kun erfare vi, at han opholdt sig længe i Norge, og at han maa have vundet Kongens og hans Raadgiveres Yndest og Tillid i en ualmindelig Grad, siden vi finde ham benyttet i den norske Regjerings Tjeneste som Underhandler med England baade i 1290 og i 1292. Hiin oven nævnte Sum maa ansees for særdeles betydelig, naar den, som det udtrykkeligt siges, kun udgjorde eet Aars Tiende; men man kan neppe antage, at Huguitio for de følgende Aar fik samlet forholdsviis lige saa meget, da Omstændighederne nu vare mindre gunstige, og da der ej alene, som ovenfor omtalt, havde været Uaar, men tillige en højst ubelejlig Fejde med de nordtydske Handelsstæder, hvorom der i det følgende vil blive handlet nærmere, forøgede Mangelen i Landet, og denne Krig igjen afløstes af en med Danmark. Disse Krige og vigtige Forhandlinger med Skotland og England, hvortil Kongens Svogerskab med den skotske Kongefamilie gav Anledning, bidroge vel ogsaa for en stor Deel til at afdrage Magthavernes Opmerksomhed fra Kirkestriden, og saaledes at berede Kirkens Tjenere en mindre ubehagelig Stilling.

Men om end et Slags forsonligere Stemning var indtraadt fra de verdslige Herrers Side, gik denne dog ikke saa vidt, at de endog skulde have ladet Chorsbrødrene i Nidaros frie Hænder i at vælge til Erkebiskop, hvem de vilde. Da Narves Valg, som det maatte være let at forudsee, var blevet casseret i Aaret 1286, og Chorsbrødrene saaledes skulde skride til nyt Valg, udkaarede de eenstemmigt en af deres eget Collegium, ved Navn Eindride, der havde været en ivrig Tilhænger af Erkebiskop Jon, og derfor ved Udbrudet af Striden mellem ham og Formynderne havde forladt Landet, og var dragen til Italien, hvor han endnu opholdt sig i Bologna. Denne hans Hengivenhed for Erkebiskop Jon, der vistnok udsprang af eller var forenet med strenge kirkelige Grundsætninger, var det vel, som anbefalede ham i Chorsbrødrenes Øjne, medens den derimod var en lige saa vegtig Grund for Raadsherrerne til een som alle at modsætte sig hans Valg. Det saa ikke, siges der i en næsten samtidig Beretning, saa uligt ud til, at han vilde komme til at fare samme Vej som hans Formand, Erkebiskop Jon. Ikke desmindre sendte Chorsbrødrene fire af deres egen Midte, de før nævnte Sighvat Raude og Audun Lande samt en Jon og en Thore, til Italien for at melde Eindride Valget og erholde pavelig Stadfestelse derpaa. De fik derhos Myndighed til, hvis Eindride ikke modtog Valget, eller dette forkastedes, da at udvælge en af sin egen Midte, eller hvem de ellers fandt skikket dertil. Eindride, der ikke var uvidende om den Ugunst, hvori han stod hos Raadet, saavel som om den mislige Stilling, hvori den norske Kirke, fra et hierarchisk Standpunkt betragtet, nu befandt sig, afslog at modtage Valget, viseligen foretrækkende en ringere, men roligere Stilling for en Hæderspost, der alene vilde bringe ham Uro og Sorger, naar han skulde opfylde sine Embedspligter saaledes, som han vistnok tænkte sig dem. Med denne Besked droge da Udsendingerne videre til Paven, udviklede for ham, i hvilken Nød den norske Kirke var stedt, bade ham om at forsørge den med en duelig Hyrde, og betegnede som saadan Jørund, der Aaret forud var bleven indviet, ja endog, som det synes, valgt af Biskop Andres af Oslo til Biskop i Hamar, hvor han for var Chorsbroder, ved samme Lejlighed, som Dolgfinn indviedes til Biskop paa Orknø i den 1284 afdøde Biskop Peters Sted[9]. Pave Honorius, der neppe kjendte mere til ham, end hvad Udsendingerne havde gjort ham viis paa, stolede paa deres Ord, og udvalgte da ved Provision Jørund til Erkebiskop (15de Febr. 1287), idet han tillige med sin apostoliske Myndighed løste ham fra det Baand, der bandt ham til Hamars Kirke. I Norge troede man fuldt og fast, at Eindride skulde blive Erkebiskop, men da Udsendingerne nu kom tilbage med Efterretningen om Jørunds Valg, maa Kongen og hans Raad være blevne behageligt overraskede, siden der ikke tales om mindste Indsigelse fra deres Side. Jørund modtog Valget, og overtog Bestyrelsen af Erkestolen som udvalgt Erkebiskop, medens Sighvat atter sendtes til Rom for at hente Pallium, hvilket Jørund, som allerede indviet Biskop, efter sædvanlig Skik ansaaes fritagen for, personligt at hente[10]. Men imidlertid var Pave Honorius død d. 3die April, og Pavestolen stod ledig i over 10 Maaneder, inden hans Eftermand, Nikolaus d. 4de (Hieronymus af Ascoli, Minorit, og Cardinalbiskop af Præneste), blev udvalgt d. 15de Februar samt kronet d. 25de Febr. 1288 Indtil da maatte Sighvat vente, førend han kunde faa Pallium udleveret. Denne Forhaling kan dog ikke have vakt synderlig Ulempe, siden Jørund allerede havde den biskoppelige Vielse, og saaledes kunde udføre alle biskoppelige Forretninger. Han synes og, da Biskop Andres af Oslo var død d. 2den Mai 1287, at have indviet dennes Eftermand, Eivind, tilligemed sin egen Eftermand paa Hamars Biskopsstol, Thorstein Olafssøn, ligeledes forhen Chorsbroder sammesteds. Den 10de October 1288 blev han med de sædvanlige Højtideligheder iklædt Pallium af Biskopperne Arne af Stavanger og Eivind af Oslo, og indviede selv derpaa i samme Messe, understøttet af Biskopperne Arne af Skaalholt, der nys var kommen fra Island, og Thorstein af Hamar, en Biskop Thord til Grønland i den 1280 afdøde Biskop Olafs Sted[11]. Saaledes havde da endelig Norge atter faaet en Metropolitan, efter at denne Værdighed i over sex Aar havde staaet ubesat.

  1. ↑ Beretning om Indsamlingen i Norge, blandt de langebekske Afskrifter i det kgl. danske Geheimearchiv, udtogsviis, men unøjagtigt, meddeelt hos Suhm, H. af D. X. S. 844, 845.
  2. ↑ Brev af 1ste November 1285, indehold. Fuldmagt og Instrux for Huguitio, i Dipl. Norv. I. No. 75, jvfr. Bzovii Annales col. 925 og Suhm, X. S. 1026, hvor et af de pavelige Anbefalingsbreve er aftrykt. Dette Brev er stilet til en Konge, men Kongens Navn staar in blanco, hvilket viser, at Huguitio maa have faaet ligelydende Anbefalingsskrivelser til alle tre Nordens Konger; sandsynligviis vare ogsaa de til andre Fyrster og Stormænd stemmende dermed. Pavens i det følgende omtalte Skrivelse til Huguitio om at oversende Pengene ved florentinske Kjøbmænd vedkommer fornemmelig, hvad der strax oppebares af Danmark og Sverige, hvor allerede Magister Bertrand Almeriks Søn, senere Erkebiskop i Arles, havde samlet endeel til 1282, men ladet noget blive tilbage, hvilket nu Paven ved en egen Skrivelse bød Biskoppen af Aareos (enten Aarhuus i Danmark eller Vesteraas i Sverige) at samle og levere Huguitio, som da igjen skulde levere det til Florentinerne. Disse nævnes i Brevet til Huguitio saaledes: Bindus Isquartiæ de Thomasii Spilati, et Lapis Ugonis Spinæ ac Ildebrandus Brunecti. Jacominus Alfani et Forensis Alfani de Alfanorum societatibus. I Passet for Kjøbmændene, dateret 5te November, nævnes Azulinus Salvi, Baldus Raffoli, Bentinus Bonvazati, Cianus Michaelis de Thomasii Spillati et Lapis Hugonis Spinæ ac Ildebrandinus Brunecti, Jacominus Alfani, Forensinus Johannis Alfani, Brosius Juncti et Johannes Gualterotti de Alfanorum societatibus, et mercatores florentini. (Langebekske Afskrifter).
  3. ↑ Dette staar allersidst i Beskikkelsesbrevet, afskrevet efter Regesten, men mangler i den Afskrift, der er aftrykt i Dipl. Norv.
  4. ↑ Dipl. Norv. I. 76, 77.
  5. ↑ Isl. Annaler. Der staar her: „Hugo nuntius eller Hugonisius i Stedet for Huguitius, Huguitio.
  6. ↑ Dipl. Norv. I. 78.
  7. ↑ Dipl. Norv. II. 22. 23. Man seer af Andres’s Ord „Hr. Huguitio Pavens Capellan og Sendemand flyede os et Brev paa Latin, da han sidst var i Oslo“, at Huguitio var rejst fra Oslo, da Oversættelsen kundgjordes; paa den anden Side seer man af Udtrykket „hans (Pavens) Sendemand, der nu er kommen i Landet“, at der ej var lang Tid hengaaet siden Huguitios Ankomst. Altsaa var han ganske nys ankommen, da han i Oslo den 28de August udstedte hine verificerede Afskrifter.
  8. ↑ Utrykt Afskrift af de pavelige Regester i det danske Geh. Archiv. Suhm H. af D. X. S. 844 leverer et kort Uddrag deraf, men henfører det urigtigt til 1282, fordi dette Aar omtales som det, hvori Bertrandus Almerici forlod Danmark. Det hele Document er nemlig en udateret Beretning om, hvor meget der var udrettet med Hensyn til Pavetiendens Indsamling lige fra 1275 til det Aar, hvori Documentet er skrevet. Det begynder med Indsamlingen i Sverige og Danmark; denne Deel, der er den vidløftigste, er trykt i Fortalen til Lagerbrings sv. Historie, 4de Deel, samt Dipl. Svec. I. No. 743, og her nævnes i Førstningen 1282 som det Aar, da Bertrand efter et tiaarigt Ophold forlod Norden. Dernæst følger en kort Notits om, hvo der ved Affattelsestiden var, eller havde været, Collectorer i de nordiske Lande, Skotland og Nordtydskland. I Skotland, heder det, var det Mag. Raimund de Vitiis, Chorsbroder i Asti, fordum Capellan hos Cardinal Uberto; han var endnu, da dette blev skrevet, i Skotland. I Norge var det først Erkebiskop Jon, og efter ham Huguitio, der endnu opholdt sig der. I Danmark først Mag. Bertrand, og efter ham, samt flere mellemliggende Aar, Huguitio, der fremdeles var der. I Kølns, Bremens og Magdeburgs Provincier samt i Cammins Biskopsdømme først Mag. Raynerius, Provst i Clavasium, siden Prioren af St. Andreas i Rom, som endnu var der. Endelig følger Regnskabet over de i Norge indsamlede Penge. Af dette sees, at af den Sum, Erkebiskop Jon og hans Subcollectorer havde samlet, og som Huguitio nu sendte ved sin Notar Gerius Raynaldi af Arezzo, var 520 Mrk. Sølv, af Godhed som de nye engelske Sterlinger, hvoraf der gik 12 Sh. 6 Pence paa en norsk Vegt-Mark; men da den norske Mark var 1⁄4 Unze samt 4 Gran mindre end den romerske, udgjorde hiint Sølvs Vegt kun 503 Mkr. 2 Unzer 16 Tarener i romersk Vegt. Desforuden var der tynde norske Penge (Bracteater) til en Vegt af 4400 Mkr. norsk, hvilken Myntsort, nøje prøvet, indeholdt 1⁄4 Sølv af venetiansk Gehalt samt 1 Taren mere for hvert Pund; reduceret til reent venetiansk Sølv indeholdt da hine 4400 Mkr. kun 717 Pund, 8 Unzer, 9 Tarener Sølv efter romersk Vegt. Fremdeles gamle tykke Penge til en Vegt af 5000 Mkr., hver Mark beregnet at indeholde 8 Skill.; men af samme Myntsort indeholdt den romerske Mark 13 Sk. 3 Penge; denne Myntsort indeholdt ligeledes 1⁄4 Sølv af ven. Gehalt samt 1 Taren mere for hvert Pund. Reducerede til reent ven. Sølv udgjorde hine 5000 Mkr. 408 Pd. 1 Unze 8 Tarener 7 Gran efter romersk Vegt. Endelig gamle tynde Penge, til en Vegt af 500 Mkr. norsk, hvilke reducerede til reent ven. Selv udgjorde 81 Pd. 6 Unzer 20 Tarener Romersk. Summen af alle de norske Penge, reducerede til romersk Vegt, udgjorde altsaa 1207 Pd. 4 Unzer 7 Tarener 7 Gran, hvilket, udtrykt i Mark, var 1811 Mkr. 7 Tar. 7 Gr. romersk (eet Pund regnedes saaledes til 11⁄2 Mk.); dette, tillagt hine 503 Mkr. 2 Unzer 16 Tarener, udgjorde i Alt 2314 Mkr. 2 Unzer 23 Tarener og 7 Gran, alt romersk Vegt. Det var ved Sammenligningen af det forseglede norske Pundslod med det romerske, at man sandt den norske Mark at være 1⁄4 Unze 4 Gran ringere end den romerske. En Sum af 2314 Mk. fiint Sølv repræsenterede i de Tider mindst en Værdi af 160000 Spdlr. nutildags: et ikke ringe Beløb for et eneste Aar.
  9. ↑ Biskop Thorfinns Testamente betænkes ogsaa „Hr. Jørund“ og „Hr. Thorstein Olafssøn“ med Gaver, og indsættes til Executorer, idet Testator kalder dem „mine Chorsbrødre“. Disse kunne neppe være andre end Thorfinns tvende Eftermænd. At Andres udvalgte Jørund, forhen Chorsbroder i Hamar, til Biskop i Hamar, saavel som Dolgfinn, der indviedes samtidigt med ham, til Biskop paa Orknø, siges ligefrem i Arne B. Saga Cap. 57; nu er det vel muligt at „valgt“ (kosit) paa dette Sted staar fejlagtigt i Stedet for „viet“, da der andensteds (i Annalerne) kun er Tale om Vielsen, og der ej vides, hvorledes han kunde komme til at vælge nogen Biskop til Orknøerne; men alligevel er det klart, at, naar Andres som den, der skulde forrette Vielsen, havde Magten i Hænder, undlod han vist ikke at anvende den til Fordeel for Oslo Capitels tidligere omtalte Prætension paa at raade med ved Hamars Biskopsstols Besættelse, om han end ikke ligefrem kunde gjøre denne Prætension gjeldende, efter at Erkebiskop Jon havde afsagt Dommen til Fordeel for Hamars Capitel; og dette har sandsynligviis netop været Grunden til, at Oslo Capitel, trods hiin Dom, i 1305 fornyede Fordringen, hvilken dog naturligviis Jørund, da Erkebiskop, ej godkjendte, Dipl. Norv. I. No. 105. Jørund og Dolgfinn maa være blevne indviede omkring 10 Juli 1286, thi paa denne Dag udstedte Biskop Andres, der forrettede Indvielsen, saavel som Biskopperne Arne af Stavanger og Narve af Bergen, samt Jørund, „Electus“ til Hamar og Dolgfinn, „Electus til Orknøerne“ i Ljodhuus i Vestergautland Afladsbrev til Bedste for Strengnes nys paabegyndte Domkirke. Liljegr. Dipl Sv. II. No. 916. At Arne og Narve maa have været de assisterende Biskopper ved Vielsen, er aabenbart. Biskop Brynjulf af Skara var og tilstede, thi hans Afladsbrev for Stavanger Domkirke er dateret samme Dag, se Dipl. Norv. III. No. 23. Indvielsen er maaskee foregaaet Søndagen derefter, den 14de Juli, i Konghella.
  10. ↑ Arne Bp. Saga Cap. 58, 61, jfr. Pavebrev (utrykt) af 15de Febr. 1287; Keyser, N. Kirkeh. II. S. 51–53.
  11. ↑ Annalerne. Arne B. Saga Cap. 69.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/6/68&oldid=74476»