Det norske Folks Historie/6/68

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det viſte ſig nu fremdeles, at det eneſte Punkt af den hele Strid mellem Gejſtligheden og Kronen i Norge, ſom den pavelige Curie omfattede med Iver og Interesſe, og for hvilket alt andet ſtod i Skyggen, var de Hindringer, ſom Regjeringen havde lagt i Vejen for Indſamlingen og Udførelſen af Sexaars-Tienden. Erkebiſkop Jon havde ſelv begyndt Indſamlingen, men formedelſt de mange Hindringer endnu kun faaet den ſamlet for eet Aar, da han maatte forlade Landet. De indſamlede Penge og Varer, ſom Regjeringen forbød at udføre eller omſætte i rede Sølv, havde han deels ladet blive hos Under-Collectorerne, deels nedlagt i ſin Kirke[1]. Efter hans Død var naturligviis Indſamlingen gaaet iſtaa. Men Pave Honorius udnævnte d. 1ſte November 1285 ſin Capellan, Huguitio, Sognepreſt til Caſtiglione i Arezzo Biſkopsdømme, til ſin Indſamler af Sexaarstienden i alle tre nordiſke Riger, og gav ham dertil udſtrakte Fuldmagter og mange Anbefalinger; man ſeer imidlertid af Fuldmagten, at Paven ved denne Sendelſe nærmeſt havde Norge for Øje, da den fornemmelig handler om, hvad der her var ſkeet og fremdeles ſkulde ſkee[2]. Huguitio fik Myndighed til at bannſætte alle dem, iſær Gejſtlige, ſom lagde ham Vanſkeligheder i Vejen. Selv ſkulde han af de indſamlede Penge for ſin Umag nyde 18 ſmaa tourſke Sous dagligt[3]. I en egen Skrivelſe fik han Ordre til, at udbetale til nogle florentinſke Kjøbmænd, hvad han fik indſamlet i Norge, ligeſom ogſaa disſe Kjøbmænd fik Anbefalingsſkrivelſer til alle Troende om at lade dem pasſere frit og ubehindret i Kirkens Erinde til Danmark, Norge og Sverige. Paven meddeelte derhos Huguitio under 22de November en Afſkrift af den Fuldmagt, ſom Erkebiſkop Jon tidligere havde faaet. Huguitio kom ikke afſted, førend i det følgende Aar. Der findes tvende pavelige Skrivelſer af 5te Januar 1286, begge til Kong Erik, hvori Honorius fornyer ſin Formands Anmodning til ham om at ophæve Forbudet mod Salg af brændt Sølv eller Sterlinger til de Gejſtlige, og om ingen Hindringer at lægge i Vejen for Sexaarstiendens Udførelſe af Landet, hvilke Skrivelſer man maa antage, at Huguitio ſelv bragte med[4]. Han ſees at have lagt Vejen over England, hvor han traf Jarlen Alf Erlingsſøn, der juſt da, ſom det i det Følgende ſkal berettes, var ſendt ſom Geſandt fra Norge; da Alf rejſte hjem, blev han i Følge med ham, og maa være ankommen til Norge i Auguſt Maaned[5]. Han udſtedte i Oslo den 28de Auguſt en verificeret Afſkrift af det pavelige Fuldmagtsbrev, formodentlig til offentlig Kundgjørelſe og almindeligt Efterſyn[6], og lod tillige udgaa en Opfordring til alle Gejſtlige og Verdslige i Oslo Biſkopsdømme om inden Juul at betale den Tiende, de ſkyldte til det hellige Land, ſamt ellers at udrede Gaver og efterkomme Løfter, Korsløsninger o. a. d., hvortil de maatte have forpligtet ſig, lovende dem i ſaa Fald Abſolution for det Bann, hvori de ved Forſømmelſen vare faldne, men i modſat Fald truende med Bann og Bøder. Biſkop Andres lod ſiden denne Opfordring kundgjøre, overſat paa Norſk[7]. For Reſten har vel Huguitio ladet lignende Opfordringer udgaa til de øvrige Biſkopsdømmer. Det lader ikke til at han mødte Vanſkeligheder; han maa tvert imod under ſit Ophold i Norge, der blev temmelig langvarigt, have vundet Kongens og Regjeringsherrernes Yndeſt og Tillid, da vi finde ham benyttet i Underhandlinger med fremmede Magter. Man følte vel, at den Eftergivenhed, Paven havde viiſt, fortjente at mødes med en lignende, iſær da de Summer, hvorom der var Tale, hovedſageligt gik af Kirkens og Gejſtlighedens egen Kasſe, ſaa at Afgiften ſnarere bidrog til at ſvække, end at ſtyrke denne. Huguitio ſendte, ſandſynligviis ſtrax efter ſin Ankomſt til Norge, alle de af Erkebiſkoppen indſamlede Penge ved ſin Notarius til Moziernes og Alfaniernes Compagnier i Florents; hele Summen befandtes, efterat være optællet og underſøgt i Florents, at udgjøre noget over 2314 Mkr. fiint Sølv efter romerſk Vegt, men kun en mindre Deel deraf var omſat til engelſke Sterlinger eller rede Sølv; det meſte ſendte Huguitio i norſke Penge af forſkjellig Gehalt, hvad enten han nu har fundet det umuligt eller ufornødent at omſætte de norſke Penge til Sterling eller brændt Sølv i Landet ſelv, thi man kan dog ej antage, at der nu længer fra Regjeringens Side lagdes nogen Hinder i Vejen for Vexlingen. Underſøgelſen ſkede ved pavelige Kammer-Guldſmede og Kjøbmænd, og til Vejledning ved Underſøgelſen havde Huguitio ſendt under ſin Forſegling til den romerſke Curie et Vegtlod af Bly, der angav det norſke Pund[8]. Hvor meget Huguitio ſelv fik ſamlet, findes ingenſteds angivet; kun erfare vi, at han opholdt ſig længe i Norge, og at han maa have vundet Kongens og hans Raadgiveres Yndeſt og Tillid i en ualmindelig Grad, ſiden vi finde ham benyttet i den norſke Regjerings Tjeneſte ſom Underhandler med England baade i 1290 og i 1292. Hiin oven nævnte Sum maa anſees for ſærdeles betydelig, naar den, ſom det udtrykkeligt ſiges, kun udgjorde eet Aars Tiende; men man kan neppe antage, at Huguitio for de følgende Aar fik ſamlet forholdsviis lige ſaa meget, da Omſtændighederne nu vare mindre gunſtige, og da der ej alene, ſom ovenfor omtalt, havde været Uaar, men tillige en højſt ubelejlig Fejde med de nordtydſke Handelsſtæder, hvorom der i det følgende vil blive handlet nærmere, forøgede Mangelen i Landet, og denne Krig igjen afløſtes af en med Danmark. Disſe Krige og vigtige Forhandlinger med Skotland og England, hvortil Kongens Svogerſkab med den ſkotſke Kongefamilie gav Anledning, bidroge vel ogſaa for en ſtor Deel til at afdrage Magthavernes Opmerkſomhed fra Kirkeſtriden, og ſaaledes at berede Kirkens Tjenere en mindre ubehagelig Stilling.

Men om end et Slags forſonligere Stemning var indtraadt fra de verdslige Herrers Side, gik denne dog ikke ſaa vidt, at de endog ſkulde have ladet Chorsbrødrene i Nidaros frie Hænder i at vælge til Erkebiſkop, hvem de vilde. Da Narves Valg, ſom det maatte være let at forudſee, var blevet casſeret i Aaret 1286, og Chorsbrødrene ſaaledes ſkulde ſkride til nyt Valg, udkaarede de eenſtemmigt en af deres eget Collegium, ved Navn Eindride, der havde været en ivrig Tilhænger af Erkebiſkop Jon, og derfor ved Udbrudet af Striden mellem ham og Formynderne havde forladt Landet, og var dragen til Italien, hvor han endnu opholdt ſig i Bologna. Denne hans Hengivenhed for Erkebiſkop Jon, der viſtnok udſprang af eller var forenet med ſtrenge kirkelige Grundſætninger, var det vel, ſom anbefalede ham i Chorsbrødrenes Øjne, medens den derimod var en lige ſaa vegtig Grund for Raadsherrerne til een ſom alle at modſætte ſig hans Valg. Det ſaa ikke, ſiges der i en næſten ſamtidig Beretning, ſaa uligt ud til, at han vilde komme til at fare ſamme Vej ſom hans Formand, Erkebiſkop Jon. Ikke desmindre ſendte Chorsbrødrene fire af deres egen Midte, de før nævnte Sighvat Raude og Audun Lande ſamt en Jon og en Thore, til Italien for at melde Eindride Valget og erholde pavelig Stadfeſtelſe derpaa. De fik derhos Myndighed til, hvis Eindride ikke modtog Valget, eller dette forkaſtedes, da at udvælge en af ſin egen Midte, eller hvem de ellers fandt ſkikket dertil. Eindride, der ikke var uvidende om den Ugunſt, hvori han ſtod hos Raadet, ſaavel ſom om den mislige Stilling, hvori den norſke Kirke, fra et hierarchiſk Standpunkt betragtet, nu befandt ſig, afſlog at modtage Valget, viſeligen foretrækkende en ringere, men roligere Stilling for en Hæderspoſt, der alene vilde bringe ham Uro og Sorger, naar han ſkulde opfylde ſine Embedspligter ſaaledes, ſom han viſtnok tænkte ſig dem. Med denne Beſked droge da Udſendingerne videre til Paven, udviklede for ham, i hvilken Nød den norſke Kirke var ſtedt, bade ham om at forſørge den med en duelig Hyrde, og betegnede ſom ſaadan Jørund, der Aaret forud var bleven indviet, ja endog, ſom det ſynes, valgt af Biſkop Andres af Oslo til Biſkop i Hamar, hvor han for var Chorsbroder, ved ſamme Lejlighed, ſom Dolgfinn indviedes til Biſkop paa Orknø i den 1284 afdøde Biſkop Peters Sted[9]. Pave Honorius, der neppe kjendte mere til ham, end hvad Udſendingerne havde gjort ham viis paa, ſtolede paa deres Ord, og udvalgte da ved Proviſion Jørund til Erkebiſkop (15de Febr. 1287), idet han tillige med ſin apoſtoliſke Myndighed løſte ham fra det Baand, der bandt ham til Hamars Kirke. I Norge troede man fuldt og faſt, at Eindride ſkulde blive Erkebiſkop, men da Udſendingerne nu kom tilbage med Efterretningen om Jørunds Valg, maa Kongen og hans Raad være blevne behageligt overraſkede, ſiden der ikke tales om mindſte Indſigelſe fra deres Side. Jørund modtog Valget, og overtog Beſtyrelſen af Erkeſtolen ſom udvalgt Erkebiſkop, medens Sighvat atter ſendtes til Rom for at hente Pallium, hvilket Jørund, ſom allerede indviet Biſkop, efter ſædvanlig Skik anſaaes fritagen for, perſonligt at hente[10]. Men imidlertid var Pave Honorius død d. 3die April, og Paveſtolen ſtod ledig i over 10 Maaneder, inden hans Eftermand, Nikolaus d. 4de (Hieronymus af Aſcoli, Minorit, og Cardinalbiſkop af Præneſte), blev udvalgt d. 15de Februar ſamt kronet d. 25de Febr. 1288 Indtil da maatte Sighvat vente, førend han kunde faa Pallium udleveret. Denne Forhaling kan dog ikke have vakt ſynderlig Ulempe, ſiden Jørund allerede havde den biſkoppelige Vielſe, og ſaaledes kunde udføre alle biſkoppelige Forretninger. Han ſynes og, da Biſkop Andres af Oslo var død d. 2den Mai 1287, at have indviet dennes Eftermand, Eivind, tilligemed ſin egen Eftermand paa Hamars Biſkopsſtol, Thorſtein Olafsſøn, ligeledes forhen Chorsbroder ſammeſteds. Den 10de October 1288 blev han med de ſædvanlige Højtideligheder iklædt Pallium af Biſkopperne Arne af Stavanger og Eivind af Oslo, og indviede ſelv derpaa i ſamme Mesſe, underſtøttet af Biſkopperne Arne af Skaalholt, der nys var kommen fra Island, og Thorſtein af Hamar, en Biſkop Thord til Grønland i den 1280 afdøde Biſkop Olafs Sted[11]. Saaledes havde da endelig Norge atter faaet en Metropolitan, efter at denne Værdighed i over ſex Aar havde ſtaaet ubeſat.

  1. Beretning om Indſamlingen i Norge, blandt de langebekſke Afſkrifter i det kgl. danſke Geheimearchiv, udtogsviis, men unøjagtigt, meddeelt hos Suhm, H. af D. X. S. 844, 845.
  2. Brev af 1ſte November 1285, indehold. Fuldmagt og Inſtrux for Huguitio, i Dipl. Norv. I. No. 75, jvfr. Bzovii Annales col. 925 og Suhm, X. S. 1026, hvor et af de pavelige Anbefalingsbreve er aftrykt. Dette Brev er ſtilet til en Konge, men Kongens Navn ſtaar in blanco, hvilket viſer, at Huguitio maa have faaet ligelydende Anbefalingsſkrivelſer til alle tre Nordens Konger; ſandſynligviis vare ogſaa de til andre Fyrſter og Stormænd ſtemmende dermed. Pavens i det følgende omtalte Skrivelſe til Huguitio om at overſende Pengene ved florentinſke Kjøbmænd vedkommer fornemmelig, hvad der ſtrax oppebares af Danmark og Sverige, hvor allerede Magiſter Bertrand Almeriks Søn, ſenere Erkebiſkop i Arles, havde ſamlet endeel til 1282, men ladet noget blive tilbage, hvilket nu Paven ved en egen Skrivelſe bød Biſkoppen af Aareos (enten Aarhuus i Danmark eller Veſteraas i Sverige) at ſamle og levere Huguitio, ſom da igjen ſkulde levere det til Florentinerne. Disſe nævnes i Brevet til Huguitio ſaaledes: Bindus Isquartiæ de Thomasii Spilati, et Lapis Ugonis Spinæ ac Ildebrandus Brunecti. Jacominus Alfani et Forensis Alfani de Alfanorum societatibus. I Pasſet for Kjøbmændene, dateret 5te November, nævnes Azulinus Salvi, Baldus Raffoli, Bentinus Bonvazati, Cianus Michaelis de Thomasii Spillati et Lapis Hugonis Spinæ ac Ildebrandinus Brunecti, Jacominus Alfani, Forensinus Johannis Alfani, Brosius Juncti et Johannes Gualterotti de Alfanorum societatibus, et mercatores florentini. (Langebekſke Afſkrifter).
  3. Dette ſtaar allerſidſt i Beſkikkelſesbrevet, afſkrevet efter Regeſten, men mangler i den Afſkrift, der er aftrykt i Dipl. Norv.
  4. Dipl. Norv. I. 76, 77.
  5. Isl. Annaler. Der ſtaar her: „Hugo nuntius eller Hugonisius i Stedet for Huguitius, Huguitio.
  6. Dipl. Norv. I. 78.
  7. Dipl. Norv. II. 22. 23. Man ſeer af Andres’s Ord „Hr. Huguitio Pavens Capellan og Sendemand flyede os et Brev paa Latin, da han ſidſt var i Oslo“, at Huguitio var rejſt fra Oslo, da Overſættelſen kundgjordes; paa den anden Side ſeer man af Udtrykket „hans (Pavens) Sendemand, der nu er kommen i Landet“, at der ej var lang Tid hengaaet ſiden Huguitios Ankomſt. Altſaa var han ganſke nys ankommen, da han i Oslo den 28de Auguſt udſtedte hine verificerede Afſkrifter.
  8. Utrykt Afſkrift af de pavelige Regeſter i det danſke Geh. Archiv. Suhm H. af D. X. S. 844 leverer et kort Uddrag deraf, men henfører det urigtigt til 1282, fordi dette Aar omtales ſom det, hvori Bertrandus Almerici forlod Danmark. Det hele Document er nemlig en udateret Beretning om, hvor meget der var udrettet med Henſyn til Pavetiendens Indſamling lige fra 1275 til det Aar, hvori Documentet er ſkrevet. Det begynder med Indſamlingen i Sverige og Danmark; denne Deel, der er den vidløftigſte, er trykt i Fortalen til Lagerbrings ſv. Hiſtorie, 4de Deel, ſamt Dipl. Svec. I. No. 743, og her nævnes i Førſtningen 1282 ſom det Aar, da Bertrand efter et tiaarigt Ophold forlod Norden. Dernæſt følger en kort Notits om, hvo der ved Affattelſestiden var, eller havde været, Collectorer i de nordiſke Lande, Skotland og Nordtydſkland. I Skotland, heder det, var det Mag. Raimund de Vitiis, Chorsbroder i Aſti, fordum Capellan hos Cardinal Uberto; han var endnu, da dette blev ſkrevet, i Skotland. I Norge var det førſt Erkebiſkop Jon, og efter ham Huguitio, der endnu opholdt ſig der. I Danmark førſt Mag. Bertrand, og efter ham, ſamt flere mellemliggende Aar, Huguitio, der fremdeles var der. I Kølns, Bremens og Magdeburgs Provincier ſamt i Cammins Biſkopsdømme førſt Mag. Raynerius, Provſt i Clavaſium, ſiden Prioren af St. Andreas i Rom, ſom endnu var der. Endelig følger Regnſkabet over de i Norge indſamlede Penge. Af dette ſees, at af den Sum, Erkebiſkop Jon og hans Subcollectorer havde ſamlet, og ſom Huguitio nu ſendte ved ſin Notar Gerius Raynaldi af Arezzo, var 520 Mrk. Sølv, af Godhed ſom de nye engelſke Sterlinger, hvoraf der gik 12 Sh. 6 Pence paa en norſk Vegt-Mark; men da den norſke Mark var 14 Unze ſamt 4 Gran mindre end den romerſke, udgjorde hiint Sølvs Vegt kun 503 Mkr. 2 Unzer 16 Tarener i romerſk Vegt. Desforuden var der tynde norſke Penge (Bracteater) til en Vegt af 4400 Mkr. norſk, hvilken Myntſort, nøje prøvet, indeholdt 14 Sølv af venetianſk Gehalt ſamt 1 Taren mere for hvert Pund; reduceret til reent venetianſk Sølv indeholdt da hine 4400 Mkr. kun 717 Pund, 8 Unzer, 9 Tarener Sølv efter romerſk Vegt. Fremdeles gamle tykke Penge til en Vegt af 5000 Mkr., hver Mark beregnet at indeholde 8 Skill.; men af ſamme Myntſort indeholdt den romerſke Mark 13 Sk. 3 Penge; denne Myntſort indeholdt ligeledes 14 Sølv af ven. Gehalt ſamt 1 Taren mere for hvert Pund. Reducerede til reent ven. Sølv udgjorde hine 5000 Mkr. 408 Pd. 1 Unze 8 Tarener 7 Gran efter romerſk Vegt. Endelig gamle tynde Penge, til en Vegt af 500 Mkr. norſk, hvilke reducerede til reent ven. Selv udgjorde 81 Pd. 6 Unzer 20 Tarener Romerſk. Summen af alle de norſke Penge, reducerede til romerſk Vegt, udgjorde altſaa 1207 Pd. 4 Unzer 7 Tarener 7 Gran, hvilket, udtrykt i Mark, var 1811 Mkr. 7 Tar. 7 Gr. romerſk (eet Pund regnedes ſaaledes til 112 Mk.); dette, tillagt hine 503 Mkr. 2 Unzer 16 Tarener, udgjorde i Alt 2314 Mkr. 2 Unzer 23 Tarener og 7 Gran, alt romerſk Vegt. Det var ved Sammenligningen af det forſeglede norſke Pundslod med det romerſke, at man ſandt den norſke Mark at være 14 Unze 4 Gran ringere end den romerſke. En Sum af 2314 Mk. fiint Sølv repræſenterede i de Tider mindſt en Værdi af 160000 Spdlr. nutildags: et ikke ringe Beløb for et eneſte Aar.
  9. Biſkop Thorfinns Teſtamente betænkes ogſaa „Hr. Jørund“ og „Hr. Thorſtein Olafsſøn“ med Gaver, og indſættes til Executorer, idet Teſtator kalder dem „mine Chorsbrødre“. Disſe kunne neppe være andre end Thorfinns tvende Eftermænd. At Andres udvalgte Jørund, forhen Chorsbroder i Hamar, til Biſkop i Hamar, ſaavel ſom Dolgfinn, der indviedes ſamtidigt med ham, til Biſkop paa Orknø, ſiges ligefrem i Arne B. Saga Cap. 57; nu er det vel muligt at „valgt“ (kosit) paa dette Sted ſtaar fejlagtigt i Stedet for „viet“, da der andenſteds (i Annalerne) kun er Tale om Vielſen, og der ej vides, hvorledes han kunde komme til at vælge nogen Biſkop til Orknøerne; men alligevel er det klart, at, naar Andres ſom den, der ſkulde forrette Vielſen, havde Magten i Hænder, undlod han viſt ikke at anvende den til Fordeel for Oslo Capitels tidligere omtalte Prætenſion paa at raade med ved Hamars Biſkopsſtols Beſættelſe, om han end ikke ligefrem kunde gjøre denne Prætenſion gjeldende, efter at Erkebiſkop Jon havde afſagt Dommen til Fordeel for Hamars Capitel; og dette har ſandſynligviis netop været Grunden til, at Oslo Capitel, trods hiin Dom, i 1305 fornyede Fordringen, hvilken dog naturligviis Jørund, da Erkebiſkop, ej godkjendte, Dipl. Norv. I. No. 105. Jørund og Dolgfinn maa være blevne indviede omkring 10 Juli 1286, thi paa denne Dag udſtedte Biſkop Andres, der forrettede Indvielſen, ſaavel ſom Biſkopperne Arne af Stavanger og Narve af Bergen, ſamt Jørund, „Electus“ til Hamar og Dolgfinn, „Electus til Orknøerne“ i Ljodhuus i Veſtergautland Afladsbrev til Bedſte for Strengnes nys paabegyndte Domkirke. Liljegr. Dipl Sv. II. No. 916. At Arne og Narve maa have været de asſiſterende Biſkopper ved Vielſen, er aabenbart. Biſkop Brynjulf af Skara var og tilſtede, thi hans Afladsbrev for Stavanger Domkirke er dateret ſamme Dag, ſe Dipl. Norv. III. No. 23. Indvielſen er maaſkee foregaaet Søndagen derefter, den 14de Juli, i Konghella.
  10. Arne Bp. Saga Cap. 58, 61, jfr. Pavebrev (utrykt) af 15de Febr. 1287; Keyſer, N. Kirkeh. II. S. 51—53.
  11. Annalerne. Arne B. Saga Cap. 69.