Det norske Folks Historie/6/67

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi vende tilbage til Bryllups- og Kroningsfeſten om Sommeren 1281. Her var, ſom forhen nævnt, Erkebiſkoppen, alle Biſkopperne og mange af Storhøvdingerne tilſtede, og umiddelbart efter Feſtlighedernes Ophør ſynes derfor et Høvdingemøde at have været holdt, for at gjentage de afbrudte Forhandlinger om Stridspunkter mellem Kirkens og Kronens Repræſentanter, og, om muligt, bringe et Forlig til Veje. Men hertil vare dog Gemytterne paa begge Sider alt for ophidſede mod hinanden, og det er iſær tydeligt at ſee, at de verdslige Høvdinger nu ganſke lode det Maadehold fare, ſom de hidtil havde viiſt, ſaa længe det vigtige Giftermaals-Anliggende endnu ej var bragt paa det Rene, og muligtviis kunde lide Forhindring eller Skade ved et aabenbart Brud mellem dem og de gejſtlige Herrer. Striden luede derfor ſtrax op i fuld Flamme, og Bryllupsfeſten var, ſom nys bemerket, den ſidſte Lejlighed, hvorved man ſaa begge Parter nogenledes fredeligt tilſammen. Hvorledes Forhandlingerne begyndte, vides ikke, men ſaa meget kan man ſkjønne, at Erkebiſkoppen atter paa det indſtændigſte maa have fordret de forhadte Beſtemmelſer i Lovbogen ophævede, og at han paany har mindet om den Bannsſtraf, man paadrog ſig ved at paabyde og overholde Beſtemmelſer, ſigtende til at formindſke Kirkens Frihed og Indtægter. Men alle Foreſtillinger vare uvirkſomme, og den Truſel at appellere til Paven, ſom de verdslige Høvdinger oftere havde fremſat, blev nu endelig udført[1]. Herover blev Erkebiſkoppen ſaa forbitret, at han afbrød Forhandlingerne og forlod Bergen. Høvdingerne lode ſig imidlertid ikke afſkrække derved, men lagde kun end tydeligere ſin Henſigt for Dagen at berøve Kirken alle eller de fleſte af de Friheder, den havde erhvervet i Kong Magnus’s Tid, ſaavel bed Compoſitionen, ſom ved ſærſkilte Kongebreve. De erklærede de nye Tiendebeſtemmelſer for ulovlige og utaalelige Tiltag fra Kirkens Side, og fattede, ſom man af ſenere Hentydninger kan ſlutte, en formelig Beſlutning om deres Afſkaffelſe, ja man maa endog antage, at de have erklæret Compoſitionen ſelv ophævet, under Paaſkud af, at Erkebiſkoppen ikke ſamvittighedsfuldt havde overholdt den. De vilde naturligviis intet mere høre om Erkebiſkoppens nye Chriſtenret, hvor dette Tiendeſtatut bar optaget, men erklærede, at ingen verdslig Lov ſkulde gjelde uden den nye Lovbog, og ingen anden Chriſtenret end den, der bar vedtagen i 1244, ligeſom de overhoved ſøgte at bringe Kirken tilbage i den ſamme Stilling, ſom den indtog i Erkebiſkop Sigurds Tid[2]. De gik endog ſaavidt, at de i Kongens Navn lode Kong Magnus’s ovenfor omtalte Brev af 13de September 1277, om udvidede Friheder for Kirken, og navnlig om Erkebiſkoppens Myntret, tilbagekalde, og denne Tilbagekaldelſe oplæſte Hr. Bjarne af Giſke ſelv offentligt i Kongsgaarden[3], ſelvſamme Dag, Erkebiſkoppen forlod Bergen. Da Efterretningen herom naaede Erkebiſkoppen, kunde han ikke længer være bekjendt at tilbageholde den Bannſtraale, hvormed han ſaa ofte havde truet, men excommunicerede Hr. Bjarne ſaavel ſom Hr. Andres Plytt, og ſendte Brevet herom til Biſkop Narve, der ogſaa højtideligt forkyndte eller lod forkynde Bannſættelſen[4]. Det maa anſees ſom et Slags Maadehold fra Erkebiſkoppens Side, baade at han ventede ſaa længe med Bannſættelſen, og at han kun rettede den mod tvende af Raadet, uagtet man af de ſtrax paafølgende Begivenheder ſeer, at de øvrige Regjeringsmedlemmer vare ganſke enige med de tvende bannſatte. Iſær er det merkeligt, at Hr. Audun Hugleiksſøn undgik Excommunication, da han dog paa denne Tid, ſom Kongens Frænde, regnedes for den ypperſte i Raadet[5]. Men man ſeer rigtignok, at Hr. Audun netop i denne Tid ſkjenkede 5 Maanedmaters Bool Jord til Munkeliv Kloſter[6]; maaſkee lykkedes det ham ved ſlige ſtore Gaver at vinde flere af de formaaende Gejſtlige for ſig. Sandſynligviis have vel ogſaa Bjarne og Andres Plytt været de virkſomſte til at faa de for Gejſtligheden ſaa forhadte Beſtemmelſer drevne igjennem. Erkebiſkoppen kunde imidlertid gjerne for den Sags Skyld have bannſat dem alle tilhobe, thi der ſtode de alle ſom een; i Stedet for, at man ifølge et af Hovedbudene ved Bannſættelſer ſkulde unddrage ſig fra alt Samkvem med de Bannſatte, gjorde de øvrige Høvdinger lig netop Umag for at tilkjendegive, hvor lidet de agtede Bannſtraalen, ej alene ved at omgaaes lige ſaa fortroligt med Hr. Bjarne, Hr. Andres og Hr. Hallkell, ſom før, og faa andre til at omgaaes dem paa ſamme Maade, men endog ved at viſe dem langt ſtørre Ære end forhen. Hvor lidet de verdslige Høvdinger enſede Bannet, ſaa man iſær da Andres Plytt kort efter døde, førend han endnu havde faaet Abſolution. Han ſkulde naturligviis ikke begraves ved nogen Kirke, men Høvdingerne lode ham lige fuldt højtideligt jordfæſte ved Apoſtelkirken, og da Stadens Preſter negtede at ringe med Kirkeklokkerne ved Begravelſen, lod Cantſleren Hr. Bjarne Lodinsſøn Chriſtkirkens Taarn bryde op, for at faa Ringningen begyndt her, og nu blev der ringet over hele Byen, hvad ſaa end Preſterne ſagde. Siden blev Bergens Preſter ſtevnede for Kongen, og der blev forelagt dem tvende Vilkaar, enten at fare utlæge, eller iagttage de gamle Sedvaner, og ſynge Mesſe, hvad ſaa end Biſkopperne ſagde. De valgte det ſidſte[7]. Forgjeves truede og bønfaldt Erkebiſkoppen Regjeringsherrerne om at høre op med de Tyngſler og Trængſler, der nu paalagdes Kirkerne, og om at tilbagegive Kirker og Preſter hvad der uretteligen var blevet dem berøvet, ſamt enten ganſke at udſlette af Lovbogen og Breve de nye Beſtemmelſer til Kirkens Skade, eller i det mindſte at give offentligt Tilſagn om, at de ikke for Eftertiden vilde anvende dem mod Kirken eller dens Ombudsmænd. Mod alle Truſler og Foreſtillinger fatte Høvdingerne den meſt afgjorte Trods[8].

Endelig beſluttede da Erkebiſkoppen ſig til at ſende Befuldmægtigede til Curien for paa egne og de øvrige Biſkoppers Vegne at ſvare de kongelige Sendebud, der allerede vare dragne til Rom med Appellen[9]. Ved Efterretningen herom ſendte Høvdingerne endnu en Geſandt paa Kongens Vegne, ſandſynligviis med de mere udſtrakte Forholdsordrer, ſom de ſidſt indtrufne Omſtændigheder gjorde nødvendige. Disſe ſidſte Geſandter maa være ankomne til Rom ved Juletider. Den Pave, ſom da herſkede, var Simon af Brie, en Franſkmand af Fødſel, Cardinalpresbyter af St. Cecilia, udvalgt til Pave den 23de Februar ſ. A., og indviet den 23de Marts, under Navn af Martinus den 4de. Da Geſandterne havde indfundet ſig hos ham, overdrog han tre Cardinaler, nemlig en Biſkop, en Presbyter og en Diaconus[10], at høre begge Parters Beſværinger, og ſiden afgive Indberetning derom til ham ſelv. Geſandterne udviklede nu vidt og bredt for disſe Cardinaler, hvad de havde at fremføre; men den kongelige Geſandt fremſatte blandt andet den Fordring, at Paven ſkulde ſende en Legat umiddelbart til Norge, for at tilbagekalde alle de Tyngſler, ſom Kongen, hans Raadgivere og hans Mænd i hele Riget lede af Biſkopperne og andre Gejſtlige — hermed kan intet andet være meent, end en formelig Ophævelſe ſaavel af Compoſitionen, ſom af Statutet —; ſkede det ikke, erklærede de, at Kongen tog ſin Appel tilbage. Paa denne Fordring kunde man naturligviis ikke indlade ſig, og dermed ſynes ogſaa Underhandlingerne at være blevne afbrudte og de erkebiſkoppelige Geſandter at have begivet ſig hjem, uden at Paven afſagde nogen Dom eller overhoved endog ligefrem tog noget Parti, men alene holdt ſig til det Punkt, der interesſerede Curien meſt, fordi det vedkom en Indtægtskilde for denne, nemlig Forbudet mod at ſælge de Gejſtlige Sølv, hvilket hindrede Sexaars-Tiendens regelmæsſige Overſendelſe. Om denne Sag findes nemlig ikke færre end trende Breve, udſtedte af Paven den 4de Marts 1282, netop paa den Tid, da Geſandterne maa antages at have tiltraadt Tilbagerejſen, og ſom Paven ſaaledes viſtnok har medgivet disſe. Det ene indeholdt en ligefrem Opfordring til Kong Erik om at tilbagekalde Forbudet mod at ſælge Sølv til de Gejſtlige, da disſe derved hindredes i at udrede Sexaars-Tienden til det hellige Lands Befrielſe. Dette var, ſom vi have ſeet, netop en af Erkebiſkoppens Hoved-Anker, og har derfor vel ogſaa netop været en af de Hovedbeſværinger, ſom hans Befuldmægtigede fremſatte[11]. Det andet Brev bemyndigede uden videre Erkebiſkoppen til at omſætte den fra Island, Færøerne og Grenland indkomne Sexaars-Tiende i Sølv eller Guld, da de Varer, hvori denne Tiende ydedes, ikke godt kunde ſendes til Rom eller det hellige Land, og navnlig den grønlandſke, der kun ydedes i Huder, Selſkind, Hvalrostænder og Skindreeb, endog vanſkeligt kunde ſælges til rimelig Priis[12]. Det tredie Brev var ligeledes ſtilet til Kong Erik ſelv. Paven erindrede ham deri om det hellige Lands beklagelſesværdige Stilling, og opfordrede ham indſtændigt til at have Medlidenhed med dets Trængſler og bidrage hvad han formaaede til, at det maatte blive udfriet af de Vantroendes Hænder, ſamt derfor endelig ikke hindre eller lade hindre, at Sexaars-Tienden frit udførtes af Landet[13]. Men det maadeholdne, endog venlige Sprog, Paven her fører til og om Kong Erik, og den Omſtændighed, at han kun berører dette ene Punkt, viſer dog nokſom, at han ikke har villet lægge ſig ud med ham eller hans Raad, og at Erkebiſkoppen derfor heller ikke har faaet det forønſkede Medhold, hvilket under nærværende Omſtændigheder næſten var det ſamme, ſom om Paven ſtiltiende havde erklæret ſig for Kongen. Aarſagen til, at Paven viſte denne øjenſynlige Eftergivenhed, ſkyldtes vel den Tradition om Norges Vælde til Søs, der endnu havde holdt ſig ſiden Haakon Haakonsſøns Tider. Paven, ſelv Franſkmand og nøje forbunden med den franſke Konge i Neapel, hvem han nærmeſt ſkyldte ſin Ophøjelſe paa Paveſtolen, vidſte ſandſynligviis ret god Beſked om den franſke Kong Ludvigs tidligere Underhandlinger og venſkabelige Forbindelſe med Kong Haakon, og havde maaſkee Haab om at kunne vinde hans Sønneſøn, om ej for et nyt Korstog, ſaa dog for de franſke Interesſer i Italien, navnlig lige over for den øſtromerſke Kejſer, der nylig var lyſt i Bann, ſom den der mod givet Løfte fremdeles begunſtigede Schismaet, og ſom Kong Carl af Neapel alvorligt tænkte paa at bekrige under Kirkens Beſkyttelſe. Faa Uger efter at Paven havde udſtedt de nys omtalte Breve, indtraf ogſaa den bekjendte ſicilianſke Veſper (i Marts 1282), der ſkilte Kong Carl ved Sicilien, og aabnede en farlig Krig mellem ham og Kongen af Aragon. Alt dette optog Pavens Opmerkſomhed ſaaledes, at et ſaa fjernt Lands Anliggender, ſom Norges, ganſke maatte træde i Skyggen.

Da Erkebiſkoppens Sendebud ſaaledes kom hjem med ſaadan Beſked, ſom her er berettet, bleve Regjeringsherrerne baade des mere forbitrede paa Erkebiſkoppen, og paa den anden Side endnu driſtigere end forhen, paa Grund af den kjendelige Lemfældighed, den hellige Fader havde lagt for Tagen. De lode endog de biſkoppelige Ombudsmænd, Klerker og Provſter fængſle, ſom ikke vilde underkaſte ſig Kongens Bud og ſvare de almindelige Skatter; de Gjenſtridige bleve enten jagede i Landflygtighed eller berøvede en ſtor Deel af deres Gods[14]. Hvilket Sprog man førte, og hvilken Fremgangsmaade man anvendte, ſees bedſt af en Skrivelſe, ſom Kongen og Hertugen, det vil ſige Raadet i deres Navn, lode udgaa til Befalingsmændene i Viken, Hr. Erling Alfsſøn og hans Svigerſøn Hr. Thore Biſkopsſøn, ſaavel ſom de øvrige Sysſelmænd og haandgangne Mænd paa Øſtlandet[15]. Efter at have takket „alle gode Mænd“ for al den Lydighed, Huldſkab og Troſkab, de havde viiſt Kongedømmet baade under Kong Haakons, Kong Magnus’s, og nu tillige under Kongens og Hertugens egen Regjering, vedblive Fyrſterne ſaaledes: „Vi have hørt et Rygte om, men antage det dog ikke for fuld Sandhed, at nogle lærde Mænd her, ſaa og nogle Lægmænd, der ſtaa under Biſkoppen eller andre lærde Mænd, ville unddrage ſig deres underſaatlige Pligt mod Kongedømmet, hvilken de baade i ældre og nyere Tid have været underkaſtede, nemlig med Henſyn til de Skatter, der kunne falde iblandt dem, mindre eller ſtørre, hvilke de ſige ikke at være pligtige til at udbetale os eller vore Ombudsmænd; ſaa og angaaende almindeligt Udbud, hvilket vi have til Landſens Tarv, og ſom de ligeledes reent ud negte at underkaſte ſig. Skulde ſaadanne Ting kjendes for Ret og ſligt Uvæſen vedvare, da tykkes vi at ſkjønne, at det ikke vil vare lang Tid, førend vi paany have Næskonger her i Landet. Vi og de gode Mænd, der raade med os, finde derfor, at hvis vi ville beholde Kongenavnet og værne om Kronens Ære, maa vi kun tillade dem at bygge og bo i Landet og kun taale dem i vort Rige, der ville være i vor Thegnſkyldighed ſamt lyde vore Bud; men de derimod, der ſkille ſig derfra, ſkulle fare did, hvor de ikke behøve at høre nogen til uden ſig ſelv, og ikke at lyde nogen Mands Bud, hvo det ſaa er. Man behøver ikke at tvivle paa, at vi ville have og beholde ſlig Frihed i alle Dele baade med Henſyn til Lærde og Læge, ſaa længe vi herſke, ſom vor Fader og vore Forfædre have haft, ſkjønt man nu i mange Dele mere har ſøgt at gaa os for nær, end det har hendt de fleſte før os: derfor maa de, der ſtaa os imod, vel betænke hvad de gjøre!“

Lignende Opraab udgik formodentlig ogſaa til de øvrige Befalingsmænd i Landet, for ſaa vidt de ikke ſelv vare Medlemmer af Raadet, og overalt ſynes den ſtrengeſte Fremfærd at have fundet Sted mod alle de Gejſtlige og Gejſtliges Tjenere, der ikke vilde give efter. Hr. Audun Hugleiksſøn holdt et Thing paa Mariæ Kirkegaard i Bergen, og lod her den ſtavangerſke Biſkop Arnes Mænd lyſe utlæge fordi Biſkoppen ej vilde, at de ſkulde betale Leding; de maatte flygte fra Landet, og Hr. Gaut af Tolga, der havde ſit Hjem i Nærheden af Stavanger, tog deres Gods. Paa ſamme Maade bleve Erkebiſkoppens Mænd behandlede i Throndhjem[16]. Forgjeves optraadte Erkebiſkoppen med hele ſin Embedsmyndighed, paamindende, advarende og truende. Forgjeves ſatte han endnu flere af Kongens Mænd i Bann, ja endog, ſom det lader, Dronningen ſelv[17], og med hende da vel og det hele Raad. Regjeringsherrerne ſvarede med det driſtige Skridt, at lyſe Erkebiſkoppen ſelv og to af hans ivrigſte Tilhængere, Biſkop Andres af Oslo og Biſkop Thorfinn af Hamar utlæge, og nødte dem virkelig til at forlade Landet, medens de Bannſatte lode ſom om de intet vidſte af Bannfættelſen[18]. Erkeſtolens og Biſkopsſtolenes Gods toge de verdslige Herrer ſelv i Forvaring. Over Erkeſtolens Ejendomme fik ſaaledes Jon Brynjulfsſøn Beſtyrelſen. Han havde ſandſynligviis i længere Tid været Befalingsmand i Throndhjem og derfor iſær været virkſom ved Gjennemførelſen af de vedtagne Lovbeſtemmelſer og de Gejſtliges Afſtraffelſe, ſamt nu ſidſt ved Erkebiſkoppens Fordrivelſe[19]. Han tog nu ſin Bolig i Erkebiſkopsgaarden, hvor han ſov med ſin Kone i Erkebiſkoppens egen Seng, hvilket iſær ſynes at have forarget Erkebiſkoppens Venner; han tog ogſaa alle Chorsbrødrenes Ejendomme og Præbender under ſig, og betalte Chorsbrødrene ſelv kun visſe Uge- eller Maaneds-Penge[20]. Nu ſynes ogſaa, da Thingtiden kom, den ſtore Retterbod at have været fremlagt paa Lagthingene og formeligt at være vedtagen af Folket. Tilfældigviis er der os opbevaret en kort Beretning om, hvorledes Hr. Bjarne af Giſke bar ſig ad denne Sommer oppe i Vaagen, hvor han vel optraadte i Egenſkab af Sysſelmand, eller vel endog maaſkee ſom Overbefalingsmand over det hele Landſkab, hvis mægtigſte Mand han var ſom Herre til Bjarkø[21]. Han holdt et Møde paa Brudarberg i Vaagen, hvori Fjerdingsthinget for denne Deel af Haalogaland ſynes at have været afholdt, og hvor man da tillige ſynes at have plejet at oplæſe den ſaakaldte Vaagabok, en for Vaagen og dens Fiſkerier ſærſkilt gjeldende Lovbog, der da neppe kan have været andet end den gamle Bjarkøret, forøget med alle de ſæregne Beſtemmelſer, der ſkulde iagttages ved Fiſkerierne, og ſaaledes og et fuldſtændigt Regulativ af Tiende-Ydelſen ved disſe. Hr. Bjarne forbød nu at oplæſe Vaagaboken, ſigende, at Kongen ikke vilde have flere Lovbøger i Landet end een, og at Vaagaboken derfor ſkulde være ophævet; han erklærede, at ingen anden Chriſtenret ſkulde gjelde end den gamle af 1244, der var given af Kong Haakon og Erkebiſkop Sigurd; at heller ingen Tiender ſkulde udredes, uden de, der vare brugelige i Erkebiſkop Sigurds Tid, og at derfor de ſenere paalagte vare ulovlige, altſaa med andre Ord, at det nye Tiende-Regulativ af 1277, optaget i Overſættelſen af Compoſitionen, ſkulde være ophævet, ligeſom denne ſelv, og Kongebrevet af 1277 om Myntretten m. m.; ſom ulovlig forbød han altſaa Baade-Tiende, Kuleige-Tiende og Oſte-Tiende; Skreide-Tiende ſkulde kun betales af hvad der var tilovers, naar Fiſkerne havde faaet ſine Omkoſtninger godtgjorte; ligeledes forbød han Sel-Tiende. Derbos dømte han Chorsbrødrene Sighvat Lande og Audun Raud, Preſt til Throndenes, i Pengebøder, viſtnok fordi de havde vægret ſig ved at udrede Leding; Audun maatte desuden betale Sekter tilbage, han paa Erkebiſkoppens Vegne havde oppebaaret for Hoorſager; den Skik, at Forældrene gave Salt og Vox til Kirken med Børn, der ſkulde døbes, forbød Hr. Bjarne at iagttage for Eftertiden, og erklærede, at Kongens Lagmand ſkulde dømme i Sager vedkommende Chriſtenretten, ſom i alle andre verdslige Sager. Lignende Skridt, men hvorom ingen Beretning er opbevaret til vore Dage, have vel andre af Regjeringsherrerne eller deres Befuldmægtigede, foretaget paa Landets øvrige Thing, fornemmelig Lagthingene, hvor Retterboden ſkulde vedtages. Der tales blandt andet om et talrigt Thing, der i dette Aar holdtes i Nidaros[22]. Sandſynligviis har det været Froſtathing (der, ſom ovenfor omtalt, kunde holdes, og vel ſom ofteſt holdtes, i Byen), hvor Hr. Jon Brynjulfsſøn har ladet Retterboden vedtage, og for Reſten, ligeſom Hr. Bjarne i Vaagen, har erklæret den ældre Chriſtenret for enegjeldende, og de ſenere kirkelige Beſtemmelſer magtesløſe. Kort og godt, alt hvad Erkebiſkop Jon under Kong Magnus’s Regjering havde udvirket til Kirkens og Gejſtlighedens Fordeel, ophævedes fuldſtændigt, uden mindſte Undtagelſe, Compoſitionen ſelv ſaavel ſom alt det øvrige. Dette ligger allerede nokſom i den almindelige Erklæring, at ingen anden Chriſtenret ſkulde gjelde, end Kong Haakons og Erkebiſkop Sigurds, thi derved førtes Tilſtanden ganſke tilbage til hvad den var i 1244.

Erkebiſkoppen tog ſin Tilflugt til Sverige, hvorhen Biſkop Andres ſynes at have fulgt ham. Thorfinn kom, ſom det heder, ikke uden Vanſkeligheder fra Landet, og begav ſig derpaa til Søs til Kloſteret Doeſt ved Brügge i Flandern, hvor han tidligere havde tilbragt nogle Aar, men leed Skibbrud paa Vejen, og ankom ſaaledes i en temmelig mislig Forfatning. I Kloſtret fandt han en venlig og gjeſtfri Optagelſe[23]. Der findes ingen Spor til, at Kong Magnus i Sverige tog ſig af Erkebiſkoppen; den ſvenſke Gejſtlighed har vel givet ham og hans Følge nødtørftig Underholdning, da hans egne Indtægter vare beſlaglagte af de Kongelige. Striden havde faaet et ganſke andet Udfald, end viſtnok han ſelv og hans Raadgivere havde ventet; i Stedet for Sejr, Ære og Magt havde han nu Ydmygelſe og Fattigdom, hans Paaſtaaelighed havde baaret ham bitre Frugter, og det kunde neppe være ham til ſynderlig Trøſt, at hans Venner og Beundrere kaldte ham den ſtandhaftige. Det ſynes endog, ſom om denne Standhaftighed omſider havde fundet ſin Grændſe, og at han tænkte paa at forlige ſig med Høvdingerne, ſiden det heder, at han allerede mod Slutningen af Aaret agtede ſig tilbage til ſin Erkeſtol. Men Døden overraſkede ham, inden dette kunde ſkee, i Skara, den 21de December 1282[24]. Jon Brynjulfsſøn vilde ikke engang tillade, at hans Liig førtes tilbage til Throndhjem og begroves ved Chriſtkirken, ſaa at hans Venner maatte jorde det i Skara. Aaret efter, da Heftigheden ſynes at have lagt ſig noget, blev det dog ført til Nidaros og begravet. Hans Tilhængere kaldte ham endog ſiden en Helgen. De to andre Biſkopper droge efter hans Død lige til Rom, for at klage deres Nød for Paven ſelv. De kongelige Sendebud vare imidlertid blevne tilbagekaldte.

Uagtet nu viſtnok Almuen maa have været meget misfornøjet med de nye Tiendebeſtemmelſer, ſom overhoved over den Begjærlighed og Herſkeſyge, Gejſtligheden under disſe Forhandlinger lagde for Dagen, og man vel maa antage, at Høvdingerne neppe uden en ſaa almindelig Misfornøjelſe vilde have vovet at ſpænde Buen ſaa højt, kunde dog den Forvirring, der ved Erkebiſkoppens og ſaa mange andre Gejſtliges Forjagelſe fra Landet nødvendigviis maatte indtræde i alle kirkelige Forhold, ikke andet end volde megen Ulempe og vække alvorligere Bænkeligheder hos alle frommere Folk, hvorhos man af mangt og meget kan ſlutte, at Høvdingerne nu, da de ingen Modſtand fra Kirkens Side havde at befrygte, tillode ſig ſtore Anmasſelſer og viſte Haardhed mod Underſaatterne, ſaa at Stemningen blev mindre gunſtig mod dem end før. Hertug Haakon talte ſelv i en Retterbod, ſom han udgav 26 Aar ſenere, efter at være bleven Konge, om „den utilbørlige Fremfærd, ſom visſe Mænd i hans og hans Broders Barndom havde øvet mod Kongens Thegner“[25], og man maa deraf ſlutte, at dette Høvdinge-Regimente ikke har været mildt, og at den unge, opvakte Hertug Haakon viſt allerede i ſit 12te Aar med en vis Uvilje iagttog Tingenes Gang. Der indtraf nu ogſaa flere ulykkelige Begivenheder, hvilke Gejſtligheden ikke undlod at udlægge ſom Guds Straf for hvad der var ſkeet mod Kirken og dens Tjenere, og ſom den ſtore Mængde derfor lettelig bragtes til at betragte i ſamme Lys. Allerede ſamme Aar, Erkebiſkoppen døde, rammedes Nidaros af en Ildebrand[26]. Det følgende Aar døde Dronning Margrete, ſom det forhen er nævnt[27], efter et kort, og ſikkert heel glædeløſt Egteſkab, da ſaa godt ſom den hele Tid lige fra hendes Giftermaal til hendes Død, var gaaet hen under de nys nævnte idelige politiſke Storme. Ligeledes døde Hr. Erling Alfsſøn og flere andre anſeede Mænd, hvoriblandt Hirdpreſten Thord, Sturla Thordsſøns Søn. Det lader endog til, at en Art Epidemi har herſket i Landet. Ligeledes indtraf der Kvægſyge og Hungersnød. Den unge Konge ſelv havde nær ſat Livet til, da Heſten, han reed paa, løb ud, og han ſelv faldt af Sadelen, men blev hængende med Fødderne i Stigbøjlerne, medens Hovedet ſlæbtes paa Jorden over Stok og Steen, da Heſten endelig var ſtandſet og Følget kom efter, blev han tagen op ſom død: han kom ſig vel igjen nogenledes, men følte dog altid et Meen efter de voldſomme Stød, han havde faaet. Noget ſenere havde han et andet Uheld, nemlig at en af hans Herbergesſvende kom til at ride over ham, ſaa at hans ene Been brækkedes; Skaden lægedes vel ſnart, men formedelſt Lægernes Uagtpaagivenhed kun ſaaledes, at det ene Been blev kortere end det andet, hvorved han kom til at halte, ſaa længe han levede. Den uforſigtige Kammerſvend ilede ſtrax ind i nærmeſte Kirke, af Frygt for at Kongen vilde lade ham dræbe, men denne, heder det, „ſom uſuurt Ebbe af et ſødt Træ, viſte hverken Bitterhed eller Vrede, men tilgav ham ganſke dette Uheld“[28].

Det førſte Tegn til, at en mildere Stemning maa være indtraadt mod Gejſtligheden, og at man navnlig har fundet, at Hr. Jon Brynjulfsſøn var gaaet altfor vidt og havde brugt altfor megen Haardhed mod Preſteſkabet i Nidaros, er et Beſkyttelſesbrev for Nidaros Domkirke, dens Chorsbrødre og Ejendomme, ſom udſtedtes i Kongens og Hertugens Navn i Løbet af 1283. „Vi ville kundgjøre“, heder det her, „at vi have taget den hellige Nidaros Kirke, dens Chorsbrødre, St. Olafs Gaard, Erkeſtolens Ejendomme og Tiender ſaavel ſom alt andet Gods, hvilket den lovligen ejer i Land og Løsøre, i vor Forſorg og kongelige Beſkyttelſe, forbydende nogen ſom helſt utilbørligt at befatte ſig med eller ulovligen at drage under ſig Stolens Ejendomme eller Odelsgods, Tiender eller andre Ejendele, der tilhøre den hellige Olaf, uden Chorsbrødrenes Vilje og Foranſtaltning, hvilke det tilkommer at raade derfor, indtil Gud giver dem en ny Forſtander for den hellige Kirke. Vi byde og Alle, at I ere ſkaanſomme og velvillige mod de lærde Mænd, og lade dem uden Hinder nyde de Tiender og andre Rettigheder, ſom den gamle Chriſtenret tilſtaar dem: dette iagttage Enhver efter ſom han vil nyde Hjelp af Gud“[29]. Denne Skrivelſe, der er udſtedt i Bergen, uviſt hvad Dag, ſigter temmelig utvetydigt til at ſætte en Grændſe for Jon Brynjulfsſøns Voldſomheder, og ſikre Chorsbrødrene deres Rettigheder, ligeſom Regjeringen herved og lagde for Dagen, at det ej var dens Agt at unddrage Kirken og dens Perſoner ſin lovlige Beſkyttelſe, eller overhoved at omſtyrte Kirkeforfatningen, men alene at holde Gejſtligheden inden de tilbørlige Skranker. Alligevel er det ogſaa i dette Brev tydeligt udtalt, at den kun betragtede Chriſtenretten af 1244 ſom den gjeldende, og den, hvorpaa Gejſtlighedens Rettigheder hvilede: at alle ſenere Indrømmelſer, navnlig de der indeholdtes i Compoſitionen og Brevet af 1277, vare døde og magtesløſe. Herimod kunde Gejſtligheden i dens nærværende Stilling ikke tænke paa at afgive nogen Proteſt, og ſelv de to hjemmeblevne Biſkopper, Narve og Arne, ſynes at have fundet ſig i hvad de ikke kunde ændre, helſt da de befandt ſig mere umiddelbart under de myndige Regjeringsherrers Øjne, og Narve desuden var Kongens perſonlige Ven[30]. De tænkte vel og ſom Biſkop Arne i Skaalholt, da Ravn Oddsſøn, ſom det nedenfor nærmere ſkal berettes, truede ham med ſamme Medfart ſom de norſke Biſkopper havde lidt, „at hvis han ikke gav efter, vilde mangen uſkyldig Mand ufortjent komme til at undgjelde for Menigheden, men Kirken og den hellige Lære blive forſømt“, hvorfor han af Henſyn til Folkets Bedſte ſamt af Hengivenhed for Kongen, Hertugen og Dronningen ſamtykkede i de kongelige Bud, indtil en ny Erkebiſkop blev indviet[31]. En Følge af den nu indtraadte mildere og forſonligere Stemning var det vel og, at Erkebiſkop Jons Venner, ſom forhen fortalt, fik Tilladelſe til at føre hans Liig til Nidaros, og begrave det ved Chriſtkirken. Det er ikke uſandſynligt, at Jon Brynjulfsſøn endog er bortkaldt fra Nidaros; ſaa meget er viſt, at Beſtyrelſen af Erkeſtolens og Chorsbrødrenes Gods maa være bleven ham fratagen og overdragen til disſe, da det udtrykkeligt fremgaar af Beſkyttelſesbrevets Ord. Overhoved maa Regjeringsherrerne, da de havde opnaaet hvad de vilde, og Heftigheden havde lagt ſig noget, have indſeet, at det var paa Tide at holde inde, og ikke ved yderligere Haardhed mod Gejſtligheden afſtedkomme endnu ſtørre Forvirring i Kirken, end den, der allerede herſkede, og ſelv maaſkee paadrage ſig et Had, der ganſke kunde ſtyrte dem.

Imidlertid havde ſaavel Andres ſom Thorfinn, den ſidſte fra Doeſt, begivet ſig til Rom. Her fandt de ikke ſtor Trøſt. Allerede af den Maade, hvorpaa de erkebiſkoppelige Geſandters Erender var løbet af, maatte de have kunnet ſlutte, at der ikke var ſynderlig Oprejsning for dem at vente, og nu var Paven desuden ſaa optagen af de ſicilianſke Stridigheder, at han neppe havde Sands eller Samling for noget andet. Det lader endog til, at det varede meget længe førend de norſke Biſkopper fik Audiens; ſaa meget er i alle Fald viſt, at den pavelige Skrivelſe til Norges Konge, ſom de omſider fik udvirket, ej blev ført i Pennen førend henved et Par Aar efter den Tid, da de ſandſynligviis ankom til Rom. I denne lange Tid ſynes de at have friſtet en kummerlig Tilværelſe; Taalmodigheden ſynes omſider at have forladt Thorfinn, da han allerede i 1284 tiltraadte Tilbagerejſen. Før øvrigt havde begge Biſkopper nu den bedſte Lejlighed til at erfare, hvor lidet den pavelige Bannſtraale nu gjaldt imod i fordums Dage. Paven perſonligt havde ſaaledes den 12te November 1282 bannſat Kong Peter af Aragon, belagt hans Riger og Lande med Interdict, og truet ham med Afſættelſe, hvis han længer befattede ſig med Sicilien, men ſaavel Kong Peter ſelv, ſom alle hans Underſaatter og hele hans Gejſtlighed foragtede Bannet og Interdictet, og Peter appellerede fra en (ſom partiſk) mistænkt til en ikke mistænkt Paves Dom. Hvad vilde vel en Bannbulle fra en ſaa lidet anſeet Pave have frugtet i Norge? Men Martin, hvad enten han nu følte ſin Svaghed, og ikke anden Gang vilde ſee ſin Bannbulle foragtet, eller fremdeles nødig vilde lægge ſig ud med den norſke Regjering, udſtedte ikke engang nogen Bannbulle, kun en i heel lemfældige Udtryk affattet Formaningsſkrivelſe til Kongen, hvoraf den meſte Deel kun er en kortfattet Fremſtilling af Stridighederne mellem Kirken og Kronen lige ſiden Kong Magnus Haakonsſøns Tider, og ſom vel nærmeſt er et Udtog af den Foreſtilling, Biſkopperne ſelv havde indgivet. Dog netop af denne Aarſag er Skrivelſen ſelv ſaa meget merkeligere, og vi meddele den derfor her fuldſtændigt, uagtet derved viſtnok et og andet af hvad der ovenfor er fortalt, vil blive gjentaget. Man faar desuden aller bedſt Begreb om den Skaanſomhed, hvorpaa Paven ſaa tydeligt beflittede ſig, og om hans Ængſtelſe for at lægge ſig ud med Kongen, ved at læſe hans Udtryk i deres Heelhed[32]. „Martinus Biſkop, Guds Tjeneres Tjener“, ſaaledes begynder den, „ſender ſin kjæreſte Søn i Chriſto, Erik, Norges berømmelige Konge, ſin Hilſen og apoſtoliſke Velſignelſe. Da den kongelige Værdighed er forpligtet til at elſke Retfærdigheden, ſømmer det ſig, at du i dit Hjerte førſt og fremſt beflitter dig paa, at den kongelige Overopſigt forud ſaa nøje ſkjelner mellem de Gjenſtande, der ſkulle behandles, at der ikke ſiden udkræves enten Undſkyldning eller Straf, men at Kongens hele Handlemaade er rosværdig og Gud tækkelig. I bør og venſkabeligen ſamtykke i Alt, hvad der er billigt og retfærdigt. — Vore værdige Brødre Biſkop Andres af Oslo og Biſkop Thorfinn af Hamar foreſtillede for os, ej alene paa egne Vegne, men ogſaa paa alle de øvrige Biſkoppers, Formænds og Klerkers i den hellige Nidaros Kirke i ſamme Erkebiſkopsdømme, hvad der tidligere ſkede mellem Erkebiſkoppen i Nidaros, god Ihukommelſe, og højlovlig Ihukommelſe Kong Magnus, Norges Konge, din Fader, i Særdeleshed dette, at denne Konge og Sysſelmændene i hans Rige gjorde Forandring i de gode og gamle Love, ſom have gaaet der i Landet, men indførte i deres Sted nye Love og nye Sedvaner, hvilke, ſom bekjendt, ialt for mange Stykker formindſkede den hellige Kirkes Frihed og Forſvar; førſt og fornemmeligt de Privilegier, højlovlig Ihukommelſe Kong Magnus Erlingsſøn gav og forundte Nidaros Kirke, hvori blandt andet dette ſtod, at ſamme Konge lovede og ſkjenkede ſig og ſit Rige den hellige Kong Olaf i Vold, og til Tegn paa denne Opgivelſe bød beſtemt, at den kongelige Krone efter hans og alle hans Efterfølgeres Død ſkulde ofres til den hellige Kong Olaf i Nidaros. Saa blev det os og forebragt, at det var gammel Lov i Landet, at, naar Kongevalg ſkulde ſkee, da ſkulde Erkebiſkoppens og de øvrige Biſkoppers Eed og Stemme gjelde meſt i den Sag; fremdeles, at Sysſelmændene ikke ſkulde underſtaa ſig at drage under ſig og dømme i de Sager, der med Rette høre under den hellige Kirkes Formænd. Omſider kom det da til Tviſt herom ſaavel ſom om mange andre Slags Sager, mellem Erkebiſkoppen og din Fader Kongen; men ved gode Mænds Mægling ſluttedes der imellem dem en venſkabelig Overeenskomſt med Biſkoppernes, Chorsbrødrenes og andre den hellige Kirkes Formænds, og ikke mindre med Norges Riges Baroners Samtykke. Begge Parter aflagde Eed paa, at denne Overeenskomſt ſkulde overholdes og iagttages af Erkebiſkoppen og Kongen og alle deres lovlige Eftermænd. End videre blev det os forebragt, at Kongen, din Fader, overholdt dette Forlig, og lod det faſteligen overholde over hele ſit Rige, ſaa længe han levede. Men efter hans Død, i dit 13de Alders Aar, da du blev kronet, ſvoor du at overholde og lade overholde den hellige Kirkes Frihed og Rettigheder, ſaa og førnævnte Forlig, i dine Formynderes Nærværelſe og med deres Samtykke. Men ſiden efter begyndte disſe ſamme dine Formyndere og Raadgivere, der havde ſvoret at overholde Compoſitionen, paa en farlig Maade at bryde deres Eed, uden at mindes deres Sjælehjelp, ſaa at de vovede at forordne og indføre nogle Love vedkommende Kirkerne og deres Formænd, der ikke i liden Mon forkortede Kirkens Frihed. Dermed lode de følge en Omſkiftning af alle de gode Love, ſom før gik i Landet. Men alle de Beſtemmelſer og Skikke, ſom de paa denne Maade indførte i Landet, bøde de, under dit Navn, ſtadigt at overholde og iagttage. Da Sagen var kommen ſaa vidt, lagde Erkebiſkoppen megen Vind paa at modſtaa de onde Gjerninger, ſom ved denne Formyndernes Foranſtaltning fandt Sted, og for den Sags Skyld holdt han Thing med ſine Underbiſkopper ſaavel ſom Kirkens øvrige Formænd, og blandt andet, der beſtemtes paa det Thing til Sedernes Forbedring, forkyndte Erkebiſkoppen Guds Løve og de pavelige Beſtemmelſer mod dem, der beſtemme og ſtadfæſte, hvad der er den hellige Kirke til Forklejnelſe. Han bød og ſtrengeligen, at disſe Guds Love ſkulde overholdes af Alle, og det med, at alle hans Lydbiſkopper, hver i ſit Biſkopsdømme, ſkulde lade disſe ſamme Love oplæſe i det mindſte een Gang i tolv Maaneder. Men paa Grund heraf ſagde førnævnte Formyndere og Raadgivere, at Erkebiſkoppen og Biſkopperne indførte i Landet heel uhørte og upasſende Ting, der vare dig og dit Rige til ſtor Tyngſel; og derfor appellerede de til det apoſtoliſke Sæde. Men ſkjønt Erkebiſkoppen gav flere af dem mange Paamindelſer, at de omſider vilde aflade fra disſe Ulove og disſe Sedvaner og Beſtemmelſer, der ſtrede mod den hellige Kirkes Friheder, ſamt uagtet han vidnede for dem, at de, ſom driſte ſig til ſaadant imod Kirken, falde i Pavens Bann ved ſelve Gjerningen, ſaa ringeagtede de dog ikke des mindre denne hans Advarſel med fordømmelig Driſtighed. Erkebiſkoppen ſatte ogſaa fornemmelig to af disſe dine Formyndere i Bann, nemlig Bjarne af Giſke og Andres Plytt[33]. Men ſkjønt Biſkoppen heri gjorde ſin Skyldighed, ſaa plejede hine dog ligeſaa fuldt ſom før Samkvem med andre chriſtne Mænd, og de andre Formyndere og Raadgivere ſamtykte ej alene i hvad de havde gjort, og omgikkes med dem; men oven i Kjøbet hædrede endog hine ſamme, ſaavelſom Andre der vare bannſatte for deres aabenbare Fejltrin, meget mere end før, med Æresbeviisninger, og viſte dem forøget Agtelſe. Da nys nævnte Andres Plytt var død i Bannet, toge de øvrige Formyndere og Raadgivere hans Legeme, og lode det begrave i Bergen, i dit eget Capell. Ikke deſto mindre paamindede Erkebiſkoppen omhyggeligt ſaavel dig ſom dine Raadgivere, at I alle ſammen vilde ophøre med denne Tyngen og Trængen af den hellige Kirke; han bad eder tilbagegive Kirkerne og deres Perſoner, hvad I før havde berøvet dem; de Love og Sedvaner og Beſtemmelſer ſom I havde indført, og ſom indeholdt mange Indgreb i Kirkens Friheder, bad han eder omhyggeligt at udradere af eders Bøger og Breve, eller at I i det mindſte vilde give et offentligt Tilſagn om, at I for Eftertiden ikke vilde gjøre ſlige Ting gjeldende mod Kirkerne eller deres Ombudsmænd. Men du og dine Formyndere, Opdragere og Raadgivere løde med ſtor Trods haant om at lytte til disſe Advarſler. Siden ſendte Erkebiſkoppen for ſig og ſine Undermand, Biſkopperne, forſtandige Sendebud til det apoſtoliſke Sæde ifølge hiin Appel, ſom dine Raadgivere havde foranſtaltet. Du affærdigede ogſaa fremdeles et Sendebud til os. Men da denne Sag og begge Parters Sendebud kom for os, overdroge vi disſe Cardinaler, vor værdige Broder Biſkoppen af Albano[34], og vore elſkelige Sønner, Preſten af St. Marcellinus og Petrus, ſamt Diaconen af Sancta Maria in via lata[35], at høre ſamme Sendebud, og ſiden indberette til os, hvad begge Parter havde fremført. Da nu disſe Sendebud ſaaledes havde foredraget mangt og meget for disſe Cardinaler, forlangte dit Sendebud blandt andet, at vi ſkulde ſende en Legat til Norge, for at tilbagekalde alle de Tyngſler og haarde Vilkaar, ſom han ſagde, at du og dine Mænd maatte døje af Biſkopperne og de andre lærde Mænd i hele dit Rige. Men i modſat Fald ſagde han, at han ikke vilde bryde ſig noget om Appellen. Da dette Budſkab havde faaet et ſaa daarligt Udfald, begyndte dine Raadgivere at ſætte ſin egen vrange Vilje højere end Fornuft eller Retfærdighed, ſaa at de toge og fængſlede de lærde Mænd, der udførte Biſkoppernes Erender, Provſter og Klerker, ſaa og de Lægmænd, der med Eed havde forpligtet ſig til at tjene Biſkopperne. Begge Slags Folk plyndrede de, og jagede dem i Landflygtighed fra alt deres Gods; ſaaledes dyngede de Ugjerning paa Ugjerning. Da nu dine Raadgivere fremturede i ſlig Vranghed mod Guds Ret, forſøgte Erkebiſkoppen at gaa frem derimod efter ſit Embedes Skyldighed ſamt efter de lovlige Paamindelſer, han havde gjort dem. Men til Gjengjeld vovede hine ſamme med ſtor Ildſke og Haan mod den guddommelige Værdighed offentligen at belægge Erkebiſkoppen ſaavel ſom Biſkop Andres af Oslo og Biſkop Thorfinn af Hamar med Utlegds Straf og at jage dem bort fra deres Biſkopsſtole; ja hvad mere er, at berøve dem alt deres Gods, førſt fordi Biſkoppen vilde holde den før omtalte Compoſition mellem Erkebiſkoppen og din Fader Kongen, dernæſt fordi de, ſom det og var deres Pligt, ej vilde overholde eller lade overholde de Love og Beſtemmelſer, der aabenbart vare indførte i Strid med den hellige Kirkes Friheder. Erkebiſkoppen havde en Tidlang taalt den før omtalte Utlegd, og tænkte allerede paa at rejſe hjem til ſin Erkebiſkopsſtol, da han betalte Naturens Gjeld, og døde fra denne Verden. Men da disſe Begivenheder forefaldt, kaldte dine Raadgivere ſit Sendebud tilbage fra Curien efter din Befaling, og driſtede ſig da til Ting, der vare Kirkerne og deres Perſoner til ſtor Forkrænkelſe. Formedelſt alt dette kom nu de før nævnte Biſkopper til os, og bade ydmygeligen, at vi i vort Hjerte ſkulde have Medlidenhed med deres ynkelige Liv; de bade os ogſaa med faderlig Omhu at ſørge for, at de ikke længer ſkulde være underkaſtede Utlegds-Straffen, og lide Afbræk i deres biſkoppelige Værdighed. Da nu de Ting, vi her have nævnt, ſnildt at ſige mishage Gud, ſkade dit kongelige Held, og ſpilde ſaare meget din Berømmelſe, byde vi og paaminde vi din kongelige Majeſtæt, paalæggende dig, ſaa ſandt du vil have dine Synder forladte, at du omhyggeligt betænker, at det ej ſømmer din kongelige Majeſtæt at bære dig ſaaledes ad, eller handle ſaaledes mod lærde Mænd i dit Rige, eller taale at andre handle ſaaledes imod dem, ſom der hidtil har været handlet, da du tvert imod burde hædre dem ſom Guds Tjenere, og forſvare deres Sag med ſømmelig Godvilje“.

Man ſeer nokſom af dette Brev, at Paven paa det omhyggeligſte vejede ſine Ord, og lagde an paa, ikke at udtrykke ſig ſtrengere end han nødvendigviis maatte, for at det ikke ſkulde ſee ud, ſom om han ganſke ſlog Haanden af Kirken, og holdt med Kongen. Han ſkyder den meſte Skyld paa Formynderne, og tiltaler derimod Kongen ſelv i de venligſte Udtryk, kun ved Slutningen tilføjer han nogle ſkaanſomme Advarſler, ſaadanne ſom en ældre Mand godt kunde henvende til en Yngling. Men ikke nok med, at dette Brev var noget langt andet end hvad Hierarcherne fra førſt af havde ventet, maatte Biſkop Andres, der var bleven tilbage i Italien[36], endnu i nogen Tid bie paa Brevets endelige Udfærdigelſe. Inden det var blevet beſeglet, døde nemlig Pave Martin (den 28de Marts 1285), og det kunde nu ikke blive beſeglet og udleveret, førend en ny Pave var udvalgt. Det nye Valg foregik den 2den April, og faldt paa Romeren Jakob Savelli, Cardinal-Diaconus af Sancta Maria i Coſmidin, der antog Navnet Honorius den 4de; han blev indviet den 20de Mai. Blandt de fra Martins Tid efterliggende uudfærdigede Breve, ſom den pavelige Cantſler nu forelagde Honorius til Udfærdigelſe, var ogſaa det oven anførte, der nu blev forſynet med Honorius’s Intimation og overgivet Biſkop Andres[37]. Hermed begav da Biſkop Andres ſig paa Hjemvejen. Biſkop Thorfinn var ikke længer i de Levendes Tal. Han havde, ſom ſagt, allerede i 1284 forladt Rom, og var, efter mange Gjenvordigheder, ſyg og i en daarlig Forfatning kommen tilbage til Kloſtret Doeſt i Flandern, hvor han fremdeles fandt en venlig Modtagelſe, og hvor han faldt i en langvarig Sygdom, der efter 7 Maaneders Forløb endte hans Dage, den 8de Januar 1285. Allerede i Auguſt 1284 havde han gjort ſit Teſtamente, og deri efter fattig Lejlighed betænkt Hellig Kors Capel ved Hoſpitalet i Hamar, Alle Sjæles Altar i Hamars Domkirke, St. Antons Kirke i Hamar, Ullenshovs Kirke, Tuterøens, Bakkes og Elgeſeters Kloſtre ſamt Clemens-Kirken i Nidaroos til Opbygning, og endelig Kloſtret i Doeſt, foruden endeel Venner, ſine trængende Slægtninger i Throndhjem, ſin Moder og ſine Syſkende, med nogle ſmaa Legater, der vidnede om, hvor ringe hans Midler vare. Han begravedes i Kloſtret, nær ved Altaret, og blev regnet blandt Helgenernes Tal, deels fordi han havde udſtaaet ſaa meget for Kirkens Skyld, og for den hellige Vandel, han havde ført i Kloſtret, deels ogſaa for et Mirakel, der ſenere ſkulde have fundet Sted ved hans Liig[38]. — Biſkop Andres kom derimod velbeholden tilbage til Norge med Skrivelſen, hvis Indhold ej var af det Slags, at han derved kunde føle ſig opmuntret til at fortſætte ſin Modſtand; han maa derfor viſtnok have fulgt de øvrige Biſkoppers Exempel, og i Stilhed forligt ſig med Kongen og Raadet, thi vi finde ham ſtrax efter atter i rolig Beſiddelſe af ſin Biſkopsſtol, ja endog under Erkeſtolens langvarige Vacance udførende de Biſkopsvielſer, der ellers ſkulde forrettes af Erkebiſkoppen ſelv. Saaledes var da den heftigſte Strid nogenledes bilagt, og de kirkelige Forretninger gik igjen nogenledes deres Gang. Der kan vel heller ikke være nogen Tvivl om, at Dronningens og Høvdingernes Bannſættelſer nu bleve tilbagekaldte, hvis dette ikke allerede tidligere var ſkeet.

Imidlertid havde der ogſaa været gjort Forſøg paa at faa den ledige Erkeſtol beſat. Førſt naar dette var ſkeet, kunde en ny lovlig Overeenskomſt mellem Kronen og Kirken ſkee, og om man end, ſom det lader, allerede var enig om det væſentlige, og Kronen havde vundet en afgjort Sejr, ſaa var dog Tilſtanden kun proviſoriſk, ſaa længe ikke den erkebiſkoppelige Myndighed ſelv havde godkjendt alt ſammen. Nidaroos Chorsbrødre valgte i Aaret 1284, omtrent to Aar efter Erkebiſkop Jons Flugt, Biſkop Narve af Bergen eenſtemmigt til hans Efterfølger. Men da Narve allerede beklædte en anden Biſkopsſtol, kunde han efter de canoniſke Regler kun poſtuleres, ikke formeligt vælges, og Pavens Samtykke til Poſtulationen maatte indhentes. I dette Erende ſendtes da de tvende Chorsbrødre Sira Sighvat Vigfusſøn Lande og Sira Audun Thorbergsſøn Raude, Preſt til Throndenes, hvilke begge havde været med at beſværge og beſegle Compoſitionen, og ſom netop vare de af Chorsbrødrene, der om Sommeren 1282 havde lidt Overlaſt, eller i det mindſte troet at lide Overlaſt, af Hr. Bjarne Erlingsſøn, hvorfor de ganſke viſt vare heel uvenligt ſindede mod Regjeringen[39]. Men dette lader ogſaa juſt til at have været Grunden, hvorfor de, og ingen anden, bleve ſendte i dette Erende, thi ihvorvel Chorsbrødrene eenſtemmigt havde valgt Narve, ſynes dog denne Eenſtemmighed ikke at kunne have været frivillig; ſom Kongens perſonlige Ven og forhenværende Dominicanermunk kan Narve ej have ſtaaet ſynderligt vel anſkreven hos Chorsbrødrene, og der er ſaaledes al Grund til at tro, at Valget er ſkeet efter Kongens eller Raadets tydeligt udtalte Ønſke, hvilket Chorsbrødrene i deres daværende fortrykte Tilſtand følte ſig for ſvage til at trodſe. Men de kunde derimod overdrage deres Udſendinger, hemmeligt at modarbejde Valget, og dertil vare visſelig begge hine Mænd heel villige. Hvad der tillige anbefalede Sighvat til at afſendes, var at han allerede forhen havde været brugt i Sendelſe til Curien, og navnlig paa ſin Vens, den ſkaalholtſke Biſkop Arnes Vegne overværet Conciliet i Lyon, ſom det ovenfor er nævnt[40]. De kom til Rom, medens Martin den 4de endnu levede, og ſandſynligviis havde de da underhaanden givet ham eller hans Raadgivere en ſaadan Skildring af Narves Perſonlighed, at han beſluttede ikke at godkjende Poſtulationen. Han overdrog førſt til tre Cardinaler at underſøge den, men uagtet de ikke fandt noget i canoniſk Henſeende at udſætte paa den, foregav han dog at kjende for lidet til Narves Charakteer og Egenſkaber, til at han endnu kunde ſtadfæſte hans Valg, ſaaſom Nidaros Kirke juſt nu trængte til en klog Styrer, og derfor ej burde beſættes uden med en duelig Mand. Han overdrog derfor, ved Skrivelſe af 18de Januar 1285, Abbeden af Tuterø, Dominicanernes Prior i Nidaros og Franciſcanernes Guardian i Bergen nærmere at anſtille Underſøgelſer om Biſkop Narves Charakteer og Vandel, ſamt, hvis de fandt ham værdig og ſkikket til Erkebiſkopsdømme, da at løſe ham fra Bergens Kirke, beſkikke ham til Erkebiſkop, og paa Pavens og den romerſke Kirkes Vegne modtage hans Troſkabseed, men i modſat Fald at casſere Poſtulationen, og enten ved nyt Valg eller ved ny Poſtulation at ſkaffe Nidaros Kirke en duelig Beſtyrer. Ogſaa dette Brev var blandt dem, der ej bleve udſtedte, medens Pave Martin endnu levede, men laa efter og maatte forſynes med ny Udſtedelſe af hans Eftermand. Men at man i det pavelige Cancelli dog ſkyndede ſaa meget ſom muligt paa Sagen, ſees deraf at denne nye Udſtedelſe er dateret den 12te April 1285, førend Honorius endnu var bleven indviet og kronet. Samme Dag blev da ſandſynligviis ogſaa den ovenfor meddeelte Advarſelsſkrivelſe udfærdiget, og der er ſaaledes al Grund til at tro, at de tvende Chorsbrødre Sighvat og Audun gjorde Følge med Biſkop Andres paa Hjemvejen. Merkeligt nok er det, at uagtet ej alene Biſkopperne Thorfinn og Andres havde klaget over Norges Regjering, men ſandſynligviis ogſaa Sighvat og Audun paa det ivrigſte ſandet deres Ord, hiin Advarſelsſkrivelſe ſelv dog ikke blev ſtrengere. Underſøgelſen angaaende Biſkop Narves Duelighed til Erkeſtolen gik i Langdrag; han ſynes ikke at have haft den almindelige Stemning for ſig, og følte maaſkee ikke engang ſelv Lyſt eller Kald til at indtræde i en Stilling, der, hvor glimrende den end kunde ſynes at være, dog, ſom Sagerne nu ſtode, kun aabnede Udſigt til Trængſler og Krænkelſer, og i alle Fald udfordrede et Mod og en Kraft, ſom han neppe beſad[41]. Viſt er det, at Poſtulationen omſider af visſe lovlige Grunde, ſom det heed, blev casſeret, og Nidaros Capitel befalet at foretage nyt Valg. Saaledes ſtod Erkeſtolen endnu i to Aar ubeſat.

  1. Dette ſees tydeligſt af Vidnesbyrdet af 1291, Dipl. Norv. III. No. 30.
  2. Dette kan iſær ſluttes af nys nævnte Vidnesbyrd, ſammenholdt med Arne Biſkops Saga Cap. 36. Vidnesbyrdet omhandler kun hvad Bjarne Erlingsſøn havde foretaget ſig i Haalogaland, men det forſtaar ſig af ſig ſelv, at ogſaa de øvrige Høvdinger gjorde lignende Skridt, hver i fin Sysſel, om de end ikke gik fuldt ſaa vidt ſom Bjarne.
  3. Se Vidnesbyrdet af 1291.
  4. Dette fremgaar af Udtrykkene i det nedenfor meddeelte Pavebrev af 1285, „at Biſkoppen (d. e. Narve i Bergen) gjorde ſin Skyldighed, efter at Erkebiſkoppen ved ſit Brev havde erklæret Andres Plytt og Bjarne bannſatte“. Paa ſamme Maade lod Erkebiſkop Jørund, Jons Eftermand, ſenere Biſkop Narve lyſe Jon Brynjulfsſøn i Bann; Arne Biſkops Saga Cap. 70.
  5. Arne B. Saga, Cap. 31.
  6. Hr. Auduns Brev af 27de Sept. 1281 i Munkelivs Brevbog S. 166, hvorved han ſkjenker 5 Maanedmatbool i Unnarſeter i Søndfjord til Munkeliv Kloſter „ſom mig og mine Forfædre altid har været og fremdeles ſkal være kjær i gudelig Agt“.
  7. Arne B. Saga Fare. 36, jvfr. Pavebrev nedenfor af 1285. Tiden, da Bjarne Erlingsſøn blev bannſat, angives ej, men af Dipl. Norv. III. 30 ſeer man, at det ſkede efter at han i Bergen, ſamme Dag, Erkebiſkoppen drog derfra, havde erklæret Brevet om Myntretten m. m. ophævet. Ret kan dette ej være ſkeet paa Mødet 1280, da det deels endnu ikke var kommet til ſaadanne Yderligheder, deels ikke er tænkeligt, at Bjarne Erlingsſøn ſom bannſat ſkulde have været Geſandt i Skotland Aaret efter. Det maa ſaaledes være ſkeet i 1281, ſtrax efter Brylluppet. Man ſeer ligeledes af det oven anførte Diplom, at Formyndernes Appel til Paven ſkede paa ſamme Tid, ſom Myntretten blev Erkebiſkoppen fratagen. Af alt dette fremgaar Rigtigheden af det ovenfor antagne, at der umiddelbart efter Brylluppet fandt alvorlige Forhandlinger Sted mellem de gejſtlige og verdslige Herrer, og at Erkebiſkoppen i Harme afbrød dem og forlod Bergen. Andres Plytts Begravelſe omtaler Pavebrevet mellem Formyndernes Appel og Afſendelſen af de erkebiſkoppelige Geſandter; men at disſe maa være afrejſte om Høſten 1281, viſer igjen Pave Martins Breve af Febr. 1282, der nedenfor omtales. Altſaa maa Andres Plytt være død i Efterſommeren i 1281.
  8. Se Pavebrevet af 1285.
  9. Sammeſteds.
  10. Se nærmere herom nedenfor i Pavebrevet.
  11. Dipl. Norv. I. No. 73. Dette Brev, ſom Suhm tilligemed de to øvrige rigtigt omtaler under 1282, Hiſtorie af Dmk. X. S. 852, nævner han ogſaa fejlagtigt allerede under 1281 (ſſteds S. 832), rimeligviis fordi det ſtaar under dette Aar (ſkjønt Paven endnu ilte var indviet 4de Marts 1281) hos Bzovius, hvilken Suhm her citerer, medens han paa hiint Sted citerer Afſkrift af de pavelige Regeſter.
  12. Dipl. Norv. I. No. 71.
  13. Dipl. Norv. I. No. 72.
  14. Se Paveſkrivelſen til Kong Erik, meddeelt nedenfor.
  15. Norges gl. Love, III. S. 32. Skrivelſen er udateret, men Indholdet ſelv viſer nokſom, at den alene kan være at henføre til førſte Halvdeel af 1282. Man ſeer af Intimationen, at Erling Alfsſøn og Thore Biſkopsſøn havde deres Tilhold paa Øſtlandet, i deres Syſler, og ſaaledes ikke deeltoge i Formynder-Regjeringen. Derimod ſeer man af den Omſtændighed, at Audun Hugleifsſøn, der i Kong Magnus’s Brev af 1277 nævnes ved Siden af Erling og Thore ſom en af de ypperſte Befalingsmænd paa Øſtlandet, ikke nævnes i Brevet af 1282, at han maa have været en af Udſtederne, eller fremdeles Medlem af Regjeringen.
  16. Arne Biſkops Saga, Cap. 36. Her ſkulde det ſynes, ſom om dette ſkede umiddelbart efter Andres Plytts Begravelſe, da Loft Helgesſøn, der beretter det i et Brev til Biſkop Arne, ſe nedf., ikke antyder noget Mellemrum af Tid. Han ſiger kun: „ſaaledes blev der ringet over hele Byen mod Preſternes Forbud; da bleve Preſterne ſtevnede ud til Kongen o. ſ. v. … da holdt Hr. Audun Thing i Mariekirkegaarden … Erkebiſkoppen har bannſat mange af Kongens Mænd“ o. ſ. v. Men Brevet er, vel at merke, ſkrevet 1284, og han ſammendrager i Korthed Begivenheder, der ere forefaldne med længere Mellemrum, ej ſaa meget for at meddele Biſkoppen Nyheder fra Norge, ſom for at advare ham. Hvad han her nævner om, at Biſkop Arnes Mænd bleve forjagede og at Gaut af Tolga tog deres Gods, ſamt at det ſamme ſkede ved Erkebiſkoppens Mænd i Throndhjem, er aabenbart det ſamme, ſom i Pavebrevet, der nedenfor meddeles, omtales ſaaledes: „dine Raadgivere toge og fængſlede de lærde Mænd, der udførte Biſkoppens Erender o. ſ. v. — plyndrede deres Ejendomme og jagede dem i Landflygtighed“; og hvad der her følger om, at Erkebiſkoppen nu gik frem efter ſit Embedes Skyldighed m. m., er igjen det ſamme ſom Loft Helgesſøn betegner ſaaledes: „Erkebiſkoppen har bannſat mange af Kongens Mænd“, o. ſ. v. Men af Pavebrevet ſeer man, at dette ſkede ikke umiddelbart efter Andres Plytts Død, men førſt da Geſandterne vare komne tilbage fra Curien med uforrettet Sag. Muligt, at ogſaa Preſternes Indkaldelſe for Kongen, hvorved de bleve tvungne til at holde Mesſe trods Biſkoppens Forbud, førſt fandt Sted da, men det ſynes dog rimeligſt, at dette Skridt var en umiddelbar Følge af, at de ej tillode Ringningen ved Andres Plytts Begravelſe.
  17. Anderledes ſynes man vanſkeligt at kunne forklare Arne B. Sagas Ord i Begyndelſen af Cap. 36, „at Dronningen blev døv for den daglige Tide-Hørſel og de fleſte brave Mænds Øren en Tidlang“.
  18. Arne B. S., ſammeſteds.
  19. Allerede i det ovenfor omtalte Brev af 5te October 1280 heder det, at Erkebiſkoppen lod Hr. Hallkell og Hr. Jon ſamt Erlend Sysſelmand kalde for ſig og gjorde dem Foreſtilling angaaende deres Fremfærd mod Gejſtligheden og Kirken i Throndhjem; heraf ſees, at Hr. Jon allerede da var beklædt med en vis Myndighed der. Det heder og i Cap. 47, hvor Talen er om Erkebiſkoppens Død og den hans Liig negtede Begravelſe i Nidaros: han negtede ham denne ſidſte Tjeneſte og Tilflytning tilbage til ſin Stol, der havde været Formand i at forjage ham fra Stolen i levende Live“. Da der kort forud er talt om Jon Brynjulfsſøns Færd i Nidaros, ſynes alene han her at kunne være meent. Endelig berettes det udtrykkeligt i Arne B. S. Cap. 70, at Erkebiſkop Jørund bannſatte Jon for Erkebiſkoppens Fordrivelſe.
  20. Arne B S. Cap. 47.
  21. Dipl. Norv. III. No. 30. Dette er et Vidnesbyrd, ſom Erkebiſkop Jorund i Aaret 1291 lod optage over Hr. Bjarnes Forſeelſer mod Kirken og Gejſtligheden. Her omtales baade, hvorledes han i Bergen erklærede Brevet om Myntretten ophævet, ſamt hans derpaa følgende Bannſættelſe, og hvorledes han „om Sommeren“ holdt Møde paa Brudarberg m. m. Hvilken Sommer det var, angives ikke nøjere, men at det var Sommeren 1282, kan alene deraf ſkjønnes, at Bjarne ved Thingtiden i 1281 var i Skotland ſom Geſandt, og at Stemningen i 1283 og 1284 ikke var ſaadan, at han da havde kunnet fare ſaa uſkaanſomt frem. Heraf ſluttes igjen ogſaa, at det var i 1282, at den ſtore Retterbods formelige Thingvedtagelſe fandt Sted, thi man ſeer juſt af Bjarnes Færd, at Høvdingerne da maa have indfundet ſig paa Thingene for at faa ſine Beſtemmelſer vedtagne og Gejſtlighedens nyere Privilegier ophævede.
  22. Isl. Annaler, ved 1285.
  23. Se herom mere nedenfor.
  24. De isl. Annaler ved 1282, jvfr. Arne B. S. Cap. 47.
  25. Retterbod af 1308, Norges gl. Love III. S. 74.
  26. Isl. Annaler.
  27. Se ovf. S. 31. Annalerne tilføje, at hun ſkjenkede ſin Kaabe til Hole Biſkopsſtol paa Island.
  28. Arne B. S. Cap. 47. Denne Saga, der tydeligt viſer ſig at være ſkreven af en Gejſtlig, udtaler ſig her ſaaledes fra et gejſtligt Standpunkt om de Ulykker, der indtraf: „hvor den himmelſke Fader ſeer ſig om, ſtandſer han Aandernes mangfoldige Sygdom blandt ſine Tjenere; han paalagde dem ogſaa Tyngde til Bedring, ſin velſignede Strafs Piſk“.
  29. Dipl. Norv. II. No. 20.
  30. Dipl. Norv. III. No. 64.
  31. Arne B. S. Cap. 38.
  32. Den latinſke Original til dette Brev er endnu ilte funden eller fremdragen; en norſk Overſættelſe (dog uden Datum) findes i en islandſk Lovbog (Codex Arnamagn. No. 354 folio) og er efter denne aftrykt i Finn Jonsſøns isl. Kirkehiſtorie, I. S. 404—410; en Overſættelſe derfra paa Latin findes i Thormod Torvesſøns Hist. Norv. IV, 372 fgg.
  33. I Texten ſtaar Pluckr; ſandſynligviis har Pavebrevet haft plutt, hvilket af Overſætteren er læſt ſom plucc.
  34. I den norſke Overſættelſe ſtaar „erkebiskupi“; men da der ingen Erkebiſkop var blandt Cardinalerne, maa der i Originalen have ſtaaet: Alb episcopo (d. e. Albanensi episcopo)„ hvilket Overſætteren fejlagtigt har læſt archiepiscopo.
  35. Saavel hos Finn Jonsſøn ſom hos Th. Torvesſøn ſtaar der urigtigt malata iſtf. via lata.
  36. Den 20de Novbr. 1284 ſees han at have været i Perugia, hvor han med fem andre Biſkopper deeltog i Udſtedelſen af to Afladsbreve til Bedſte for de Spedalſkes Capel ved Nordhauſen i Mainz’s Diøces, og for Bodenwerder Kirke i Mindens Diøces, ſe Ayrmanni Sylloge Anecdotorum I. 331 og Baringii Clavis diplom. p. 480.
  37. Datum anføres ikke i Overſættelſen, men da Pave Martins Brev af 18de Januar 1285, der handlede om Biſkop Narves Poſtulation til Erkebiſkop (ſe nedenfor) ogſaa ſees at være blandt dem, der laa efter til Honorius, og af denne er forſynet med en ny Intimation under 12te April 1285, bliver det heel ſandſynligt, at det ovenfor meddeelte Brev udfærdigedes ſamme Dag. Dette beſtyrkes end mere deraf, at Intimationen taler om flere efterliggende Breve, og dernæſt næſten ordlydende ſtemmer med Intimationen i hiint Brev om Narves Poſtulation. „Meſter Peter af Mailand“, beder det i Advarſelsſkrivelſen, „vor elſkelige Søn og den hellige Kirkes Cantſler, ſagde i vor Nærværelſe, at da ſalig Ihukommelſe vor Formand Pave Martinus var i Live, modtog han nogle Breve, forfattede under denne Paves Ravn, ſaa lydende“ o. ſ. v. — „Magiſter Peter, den romerſke Kirkes Vicecantſler“, heder det i Brevet om Narve, „forelagde os et under vor Forgængers Ravn udfærdiget Brev“, o. ſ. v. — Det bliver ſaaledes næſten utvivlſomt, at begge Breve ere udfærdigede ſamme Dag, 12te April 1285.
  38. Om Thorfinns Fata handles der temmelig udførligt i Caroli de Vische Bibliotheca scriptorum ordinis Cisterciensis S. 316 fgg., hvor ogſaa Teſtamentet aftryktes. Her meddeles, efter et gammelt Haandſkrift, følgende Beretning om ham: „I Aaret 1284 udmerkede han ſig; da han ikke vilde ſamtykke med de Ildeſindede eller give efter for dem med Henſyn til Kirkens Rettigheder, forfulgte de ham, tilføjede ham Overlaſt, og tvang ham voldeligen til at forlade Landet. Da han ikke fandt nogen anden Vej at undſlippe paa, begav han ſig til Søen, og ſejlede bort. Siden, efter mange Ulykker og Farer, efter at have døjet Storme og Kulde, leed han tilſidſt Skibbrud, og ſlap med Nød og Neppe levende derfra tilligemed ſine Ledſagere og hvad de havde paa ſig. I ſlig Hunger og Fattigdom kom han til Kloſtret Doeſt i Tournay Biſkopsdømme, nærved Brügge, og bad om, at man vilde modtage ham for Guds Barmhjertigheds Skyld. Da Munkene ſaa denne ærværdige Mand i ſlig ſørgelig Forfatning, ynkedes de over ham, ſom billigt var, og toge barmhjertigt imod ham af Kjærlighed til Chriſtus. Han levede hos dem i 30 Uger ſom en from Fader, og ligeſom Kammerat, meget andægtigt, idet han gav alle Exempler paa Taalmodighed, Anger og alslags Godhed. Man gav ham Tjenere blandt Brødrene, der opvartede ham, og ſom ſaa Tegnene paa hans Hellighed, og den Haarſkjorte, han var iført, hvilket de ſiden aabenbarede for Brødrene og Munkene. Han fandt Behag i fromme Samtaler med Munkene, og indbød ſaa godt ſom dagligt nogle af dem til ſit Bord, bevertende dem overflødigt, men for ſin egen Perſon levede han uhyre afholdende. Tilſidſt gjorde han, efter Guds Tilſkyndelſe, et ſmukt Teſtamente over ſine Ejendomme, og henſov den 8de Januar i Brødrenes ſamt ſine ligeledes der med ham dvælende Chorsbrødres og Capellaners Nærværelſe. Han blev begraven ſammeſteds foran Højaltret. Han gjorde og (ſom jeg har hørt) nogle Mirakler. Efter denne fromme Hyrdes Død beſkrev Nonnus Walterus de Muda, Munk i ſamme Kloſter, der ſelv havde ſeet ham, hans Liv korteligen i disſe Vers. (Her følger Verſene). Blandt andre Ting, ſom Gud værdigedes at aabenbare ved denne ſin Udvalgte, til ſin egen Ære og for at viſe hans Fortjeneſte, ſynes dette nyt for vore Vegne, at hine Vers, ſom vi ſee ſkrevne paa et Blad, naglet til et i Kirken paa Steenveggen ved hans Grav ophængt Bret af Piletræ, ved guddommelig Kraft her holdt ſig uſkadte i 66 Aar, og holde ſig endnu, ſaa at hverken de ſelv eller Brettet, ſkjønt denne Træart let bliver ormſtukken og bedærvet, have lidt nogen Skade, men alt er friſkt og heelt, ſom om det var ganſke nyt. Men dette udretter vel Gud, for at hans Minde ej ſkal udſlettes, men af en eller anden ſenere optegnes“.
     Af disſe Vers, der ſaaledes ere forfattede 66 Aar efter Thorfinns Død, eller omkring 1351, og aftrykte hos de Biſche efter et gammelt Haandſkrift, anføre vi følgende, udeladende de overvættes Lovtaler over hans Fromhed, Retfærdighed, Strenghed mod ſig ſelv, og Blidhed mod Andre, o. ſ. v.

    Torphinnus dictus, sedi dominans Hamariensi,
    pro quâ, conflictus cum principe Norvegiensi
    sumsit et intrepidus stans in facie dominantis

    agnos non tepidus rapiens ex ore vorantis.
    En Moysen alium, deica plenum ratione,
    ut genus ipse pium ducat de sub Pharaone,
    sed qui semper agit perverse, callidus hostis,
    per regem satagit clerum subvertere, post, is
    pulsus in exilium, quo naufragus et tribulatus
    quærens auxilium, papam petit, attenuatus
    per mare, castra, solum peragens fuit, irrequietus,
    scandens mente polum, tulit adversantia latus
    — — — — — — — — — —
    huc tandem rediens vacuus pro juris amore,
    quo sanus veniens, est omni cultus honore,
    post, febre depastus per sabbata ter decimata
    promeruit castus solari morte beatâ,
    Anno vigesimo quater, actis mille ducentis
    quarto, de limo petit ... omnipotentis,
    terna credo die post festum Theophaniæ.
    — — — — — — — — — —


     Heraf maa man altſaa ſlutte, hvad der ogſaa ovenfor er antaget, at han ſtrax fra Norge begav ſig til Doeſt, men leed Skibbrud paa Vejen, at han ſiden fra Doeſt begav ſig til Rom, og, efter forgjeves at have klaget for Paven, kom ſyg og udarmet tilbage til Kloſtret, ſom han ikke mere forlod. Det lader ogſaa til, at han tidligere havde faaet ſin gejſtlige Opdragelſe i Doeſt, og at dette var Grunden, hvorfor han, da han jagedes i Landflygtighed, begav ſig derhen. I Acta Sanctorum I. 548 anføres nemlig, efter Sausſaye’s martyrologium Galliæ, at Thorfinn venit ad monasterium Dustanum, Cisterciensis ordinis, cuius a pueritia alumnus erat; her er det viſtnok muligt, at cuius alene gaar paa Cisterc. ordinis, og ſaaledes blot antyder, at han havde været Ciſtercienſermunk, men rimeligere er det dog, at det gaar paa Kloſtret. Ogſaa Henriquez, menol. Cist. ordinis S. 11 anfører, at han „tjente den Højeſte i Ciſtereienſernes hellige Orden“. Hans Hellighed omtales i flere Martyrologier og andre lignende Skrifter, navnlig i Acta Sanctorum, l. c. ved hans Dødsdag, den 8de Januar. Det egentlige Beviis paa hans Hellighed var, ſom det lader, at da Abbeden i Doeſt i 1345 vilde lade hans Grav i Choret jevne med Gulvet, hindredes man heri, idet en ſød Lugt udbredte ſig over hele Kirken. Dette var det vel og, ſom bevægede Walter af Muda til 6 Aar efter at digte hine Vers til hans Ære. F. de Biſche bemerker, at man i 1645 ſøgte efter hans Grav i Ruinerne af Kloſtret, men kunde ikke finde den, hvorimod man fandt Liget af den i ſamme Kloſter den 19de Januar 1218 afdøde Biſkop Peter af Roeskilde. Efter de Beſches Skrift er Teſtamentet aftrykt hos Suhm, Hiſt. af Danm. X. S. 1026—1028; men dette Aftryk mangler ved Slutningen den Atteſtation, ſom Udſtederne af Tranſumtet tilføje, ſaalydende: „Nos vero in testimonium inspectionis nostræ præsentibus literis sigilla nostra duximus apponnenda. Datum anno domini millesimo cco. octogo. quarto“. Teſtamentet ſelv er dateret Octava assumt. beatæ virginis, d. e. 22de Auguſt. Naar hans Dødsdag, 3de Januar, desuagtet henføres til 1284 i de ovenfor meddeelte Vers, da er det, fordi Aaret her, ſom ofte i den Tid, er antaget at begynde med Paaſke. 1285 nævnes ſom Dødsaaret baade i de isl. Annaler og i Arne B. Saga Cap. 54. Da Thorfinn i Teſtamentet betænker ſin Moder, ſom altſaa var i Live, maa han ved ſin Død ej have været ret gammel. Og da han betænker ej færre end fire Kloſtre og Kirker i Throndhjem, ſamt nævner ſine „trængende Paarørende i Throndhjem“, maa man antage, at han, for han blev Biſkop, hørte hjemme der; ſandſynligviis er han den Chorsbroder Thorfinn, der var med at beſværge og beſegle Compoſitionen. Maaſkee havde han og været Preſt ved Clemenskirken, ſiden han betænker denne. Men hvorledes det gik til, at han fra Ciſtercienſer blev Canonicus, ſkjønnes ikke. Maaſkee var han ikke virkelig Munk, men havde alene været oplært ved Kloſterſkolen i Doeſt.
  39. I Vidnesbyrdet af 1291 ſtaar der udtrykkeligt, at Bjarne havde lagt baade Sighvat og Audun i Bøder. Den ſidſte kaldes her Sira Audun til Throndenes; ſandſynligviis har Sighvat ogſaa haft Preſtekald i Haalogaland. At Sighvats Fader hed Vigfus, og Auduns Thorberg, ſees af Dipl. Norv. III. No. 38, 88, 90, 104.
  40. Se ovf. 4de D. 1ſte B. S. 529, 551, 635.
  41. Arne B. Saga Cap. 47. „Biſkop Narve, der førſt valgtes til Erkebiſkop, tyktes ej være Manden til at ſætte ſig i ſamme højanſeelige Sæde“.