Det norske Folks Historie/6/66

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den Fyrſtedatter, til hvis Haand den unge Kong Erik bejlede, var Margrete, en Datter af hans Faders og Farfaders gamle Fiende, Kong Alexander den 3die i Skotland. Efter en ſamtidig Beretning i et ſkotſk-engelſk Chronicon ſkal Kong Erik ſelv have hørt ſaa meget om hendes Skjønhed og Elſkværdighed, at han „ikke kunde hvile“, førend han fik ſendt Geſandter til Skotland for at anholde om hendes Haand[1]. Men naar man betænker, at Margrete, fød 28de Februar 1261[2], var 7 Aar ældre end Erik, og at denne endnu var ſaa godt ſom et Barn, der ikke kan have handlet paa egen Haand, kan man vel ikke antage, at hans Længſel efter hende, ſom han desuden aldrig havde ſeet, virkelig var ſaa ſtor, men at Dronningen og Baronerne have troet, at dette Giftermaal kunde bringe den norſke Krone Fordeel, deels derved, at Beſiddelſen af Orknøerne og Hjaltland desmere ſikredes, deels maaſkee ogſaa ved den Udſigt, det kunde aabne til Gjenerhvervelſen af Syderøerne, iſær da Margrete kun havde en eneſte Broder, ved hvis Død uden Efterkommere hun vilde være Arving til hele Skotlands Krone. Den ſkotſke Konge nærede vel ligeledes Haabet om, ved en ſaadan Forbindelſe med den norſke Konge-Æt, ſom den her omhandlede, at vinde enkelte Fordele, maaſkee Fritagelſe for den ved Tractaten af 1266 beſtemte aarlige Tribut, ja maaſkee endog Orknøerne og Hjaltland. De ved Tractaten foreſkrevne Udtællinger havde ikke gaaet ganſke ordentligt for ſig. Blandt de Archivſager, der i 1282 fandtes i den ſkotſke Konges Fehirdſle, laa der Qvitteringer for, at der af de 4000 Mkr. Sterling, der ſkulde udbetales med en Fjerdedeel i de førſte fire Aar efter Tractatens Afſlutning, var betalt for tre Terminer, ligeſom ogſaa at de 100 Mkr., der aarligt ſkulde erlægges, vare betalte for ſamme Tid; derimod fandtes ingen for de øvrige Aar indtil 1281, og i 1280 havde vel ſaaledes den norſke Krone 2000 Mkr. tilgode, nemlig 1000 ſom Reſt af hiin ſtørre Sum, og 1000 for de ti Aar fra 1270 til 1280[3]. Medens nu maaſkee fra norſk Side denne Sum indfordredes med Strenghed for at give Kongens Bejlen ſtørre Eftertryk, er det vel ogſaa rimeligt, at den ſkotſke Konge laante ſaa meget villigere Øre dertil, i Haab om at faa Sagen paa lempeligſte Maade ordnet, og maaſkee ved ſamme Lejlighed at faa hele Afgiften hævet[4]. Underhandlingerne om Feſtemaalet ſynes allerede at være indledede og Feſtemaalet ſluttet i Aaret 1280, efterſom hiin ſamtidige ſkotſk-engelſke Beretning melder herom under dette Aar, og man desuden erfarer, at Kong Eriks Drottſete, ved Navn Eyſtein, ſamme Aar opholdt ſig i Skotland, hvorhen han da rimeligviis var ſendt af Kongen fornemmelig i dette Anliggende[5]. Saa meget er viſt, at der virkelig, førend den egentlige Egteſkabs-Contract blev indgaaet, og derfor og ſandſynligviis allerede i 1280, afſluttedes en Feſte- eller Trolovelſes-Contract, der indeholdt de Hovedvilkaar, hvortil begge Parter forpligtede ſig. Denne Contract blev, ſom ſædvanligt, ſkreven i Chirograph-Form, altſaa i to Exemplarer, hvoraf naturligviis det ene ſkulde opbevares i den ſkotſke, det andet i den norſke Konges Archiv; medens der tillige af det Exemplar, der ſkulde bero i Skotland, blev taget et Duplicat, for at ſendes over til Norge, og der forſynes med Kong Eriks Ratification. Overbringerne vare rimeligviis de Geſandter, der nu, ſom man erfarer, afgik fra Skotland, forſynede med Kong Alexanders og Jomfru Margretes Fuldmagt til at ratificere de af dem indgangne Forpligtelſer, ſamt aflægge Eed derpaa i deres Navn, og ſom tillige ſkulde høre Dronningens og Regjeringsherrernes eedelige Bekræftelſe af den norſke Konges Løfter. Deres Navne vare: Ridder Robert Lupell, Ridder, og Magiſter Godfrid, ſandſynligviis en Gejſtlig. Man maa antage, at de bleve i Følge med de tilbagevendende norſke Geſandter, hvis Navne man, ſom ſagt, ikke kjender, medmindre Eyſtein Drottſete ſkulde have været een af dem[6]. Hvor længe de ſkotſke Geſandter opholdt ſig i Norge, vides ikke, men man erfarer, at de fuldſtændigt udrettede ſit Erende, da de baade ſelv aflagde Eden i deres Konges og hans Datters Navn, og tillige afhørte Dronning Ingeborgs og Regjeringsherrernes Eed, ſamt modtoge og bragte med ſig tilbage a) Kongens Ratification af den før omtalte Duplicat af Feſtemaals-Contracten, b) et af Kongen udſtedt Brev, hvorved 1400 Markebool lovedes hans Brud i Morgengave, c) et ſtort, i Chirograph-Form af Kongen udſtedt Brev, hvori han højtideligt forpligtede ſig til at tage Margrete til Egte, og ligeledes i Almindelighed ratificerede, hvad der paa hans Vegne var indgaaet, ſamt d) et lignende Ratificationsbrev, udſtedt af Dronningen og Regjeringsherrerne, med deres ſkriftlige Eed, og e) et ſkriftligt bona fide-Løfte af de ſamme Perſoner om den ſamme Sag[7]. For øvrigt ſynes den Omſtændighed, at Giftermaalet ikke kom iſtand 1280, men førſt i anden Halvdeel af 1281, at beſtyrke hvad der fortælles i den oftere omtalte ſkotſk-engelſke Beretning, „at ſaavel den ſkotſke Kongedatter ſelv, ſom hendes Frænder og Venner havde meget imod dette Giftermaal, fordi hun andenſteds kunde gjøre et meget lettere og ſømmeligere Parti“, men at det alene var hendes Fader, der ønſkede Giftermaalet, og at han tilſidſt ſatte ſin Villje igjennem[8]. Man kan heller ikke fortænke den næſten tyveaarige ſkotſke Kongedatter i, at hun ej havde ſynderlig Lyſt til at drage over til et fremmed, nordligt Land, og et Hof, der i en lang Række af Aar havde været anſeet ſom fiendtligt ſindet mod Skotland, for at egte en halvvoxen Dreng, der endnu ſtod under Formynderſkab, og ſom havde en myndig og herſkeſyg Moder, der neppe vilde blive hende gunſtig, om Svigerdatteren ſøgte at tilvende ſig noget af den Indflydelſe, hun hidtil udeelt havde udøvet over ſin Søn. Men omſider bleve dog alle Hindringer bortryddede, og ved Midſommerstid afgik det glimrende Geſandtſkab fra Norge, der ſkulde afſlutte den endelige Egteſkabs-Tractat og føre Bruden med ſig tilbage. Geſandtſkabet beſtod af Hr. Bjarne Erlingsſøn, Biſkop Peter af Orknø, den unge Konges Cantſler Magiſter Bjarne Lodinsſøn, og den oftere omtalte Franciſkanermunk, Broder Mauritius, der allerede havde deeltaget i Underhandlingerne ſtrax efter Kong Haakons Død, ſaavel ſom Ridderne Vidkunn Erlingsſøn, Bjarnes Broder, Jon Finnsſøn, Iſak Gautesſøn (Søn af Baronen Hr. Gaute i Tolga), Andres Petersſøn, Eilif Arnfinnsſøn og Audun af Slinde. Dog vare kun de fire førſtnævnte Herrer egentlige befuldmægtigede Sendebud, de øvrige ledſagede dem for at beſværge den Tractat, der ſkulde oprettes, ſom ogſaa vel i det Hele taget for at give Geſandtſkabet ſtørre Glands. Det er betegnende nok for Stemningen, der paa den Tid raadede mellem Gejſtligheden og de verdslige Høvdinger, at ingen Biſkop eller overhoved nogen fornem Prælat fra ſelve Norge var Medlem af Geſandtſkabet. Den orknøiſke Biſkop har rimeligviis førſt ſluttet ſig til dette ved de øvrige Medlemmers Ankomſt til Orknøerne, over hvilke man fra Norge ſædvanligviis lagde Vejen til Skotland; han nævnes aldrig ſom Deeltager i Striden, der nu herſkede i Norge, og ſtod vel endog ſom halv Udlænding tildeels uden for Partierne; naar man da, ſom ſædvanligt ved en Lejlighed ſom denne, ſkulde have en Biſkop med, var der egentlig ingen, paa hvem Valget kunde falde, uden han, hvortil ogſaa kom, at hans ſæregne Stilling gjorde ham fortrinlig ſkikket til Underhandler ved det ſkotſke Hof. Cantſler Bjarne havde vel gejſtlig Oplærelſe, maaſkee ogſaa Indvielſe, men han hørte ganſke til det antigejſtlige Parti; Broder Mauritius var en gammel Kongetjener, og ſom Franciſcanermunk vel heller ikke den ſeculære Gejſtlighed i Norge ſynderlig gunſtig. Geſandterne forſynedes, ſom ſædvanligt, med en ſkriftlig Fuldmagt, der ſiden kunde opbevares i det ſkotſke Archiv til Tractatens Legitimation. Man veed ikke nøjagtigt, hvad Tid paa Aaret Geſandterne afrejſte fra Norge, da det ingenſteds angives; men det maa, ſom nys nævnt, have været ved Midſommerstid, da den endelige Egteſkabstractat blev afſluttet i Rorburgh, ikke langt fra den engelſke Grændſe, den 25de Juli 1281. Den blev dog ikke, ſom det ſynes, formeligt ført i Pennen førend nogle Dage derefter, ſandſynligviis 1ſte Auguſt, i Berwick, ved hvilken Lejlighed da ogſaa den med Kong Eriks Ratification forſonede Afſkrift af den førſte Tractat, ſom nu ikke længer gjeldende, blev cancelleret ſom det heed, det vil ſige overſtrøget og derved casſeret[9]. Dette er Aarſagen til, at man ikke kjender Indholdet af den ældre Tractat, og ſaaledes ej kan vide, hvori den har været forſkjellig fra den nyere. Ogſaa den nyere Tractat blev udſtedt i Chirograph-Form, og et Duplicat udfærdiget af det Exemplar, der ſkulde opbevares i det ſkotſke Archiv, for at bringes over til Norge og beſverges af Kongen ſamt Formynder-Regjeringen. Det ſkotſke Original-Exemplar er endnu til, og har ſiden Krigene i det 17de Aarhundrede været opbevaret i Tower i London[10]. Det norſke Exemplar er forlængſt tabt, men man har endnu Størſtedelen af en, ſom man maa antage, med Broder Mauritius’s egen Haand tagen Afſkrift af en Copie, der i Aaret 1283 verificeredes af Biſkop Narve i Bergen tilligemed de tre Abbeder Richard (af Lyſe), Gilbert (af Jonskloſtret?) og Erik (af Munkeliv)[11]. Documentet begynder ſaaledes: „I Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn, Amen. Dette er den endelige Convention, oprettet paa St Jacob Apoſtels Dag Aar 1281, i Rorburgh, mellem den berømmelige Fyrſte, Herr Alexander af Guds Naade Skotlands Konge, i hans eget, og hans kjære Datter, den højbyrdige Jomfru Margretes Navn, med hans Søn Herr Alexanders, ſaavel ſom bemeldte Herre Konges hele Raads Samtykke, paa den ene Side, og den ærværdige Herre Hr. Peter, Orknøernes Biſkop, og den højbyrdige Mand Herr Bjarne, Baron, Magiſter Bjarne Cantſler, ſamt Broder Mauritius, af Minoriternes Orden, Herr Eriks, af Guds Naade Norges berømmelige Konges Befuldmægtigede ſamt højtideligt og ſærſkilt beſkikkede Geſandter, paa den anden, angaaende det afſluttede Feſtemaal, og den Egteſkabscontract, der ſkal afſluttes, mellem førnævnte Herre, Norges Konge, og bemeldte højbyrdige Jomfru Margrete“. Tractatens væſentligſte Indhold er følgende:

1. At Skotlands Konge giver Kong Erik ſin Datter til Egte, og lover, med hende at give en Medgift af 14000 Mkr. Sterling ny og gangbar Mynt, af det Slags, hvor der regnedes virkeligt fem Gange tyve Mkr. paa eet Hundrede Mkr., og ſom paa den ſkotſke Konges Bekoſtning ſkulde udbetales i Bergen i fire Terminer, nemlig ved Brudens Ankomſt til Norge, og de tre øvrige den 1ſte Auguſt i de paafølgende Aar 1282, 1283 og 1284, hver Gang en Fjerdedeel.

2. De norſke Befuldmægtigede lovede paa deres Konges Vegne, at han ſkulde tage Margrete til Huſtru, og holde Bryllup med hende i det ſeneſte inden 8de September, med mindre lovlige Hindringer indtraf, og i det tidligſte efter 30te Auguſt.

3. Paa Bryllupsdagen ſkulde Margrete krones til Dronning, med mindre lovlig Hindring indtraadte, i hvilket Tilfælde Kongen og Høvdingerne ſkulde gjøre deres yderſte Flid for at Kroningen ſnareſt muligt gik for ſig.

4. Norges Konge ſkulde ligeledes paa Bryllupsdagen mundtligen ratificere og bekræfte den Morgengave, ſom han ved ſit allerede udſtedte Brev havde vedtaget at ſkjenke ſin Brud, nemlig 1400 Markebool, beregnet efter gjeldende norſk Pengeværdi, med pasſende Bopæl, hvilket Gods Margrete, hvis Kongen før hende afgik ved Døden, ſkulde være berettiget til at tage i Beſiddelſe og beholde.

5. Kongen af Skotland ſkulde dog have Valget, om han vilde udbetale den hele Medgift i rede Penge, ſaaledes ſom det i Artikel 1 beſtemtes, eller iſtedetfor Halvdelen af Summen udlægge Jordegods, ſaaledes beregnet, at for hvert 1000 Mkr. ſkulde Jordegodſet indbringe 100 Mkr.; herom ſkulde dog Norges Konge underrettes Pintſedagen før Udtællingsterminen den 1ſte Auguſt. Jordegodſet ſkulde Norges Konge beſidde og nyde frit og ubehindret, ſaa længe Egteſkabet vedvarede.

6. Naar Jomfru Margrete kom til Norge, ſkulde der ſtrax anviſes hende til Bolig en Borg eller et ſikkert Huus, ſom hun ſelv eller hendes Mænd maatte vælge, for at hun der, under den ſkotſke Konges og hendes egne Mænds Varetægt, men paa den norſke Konges Bekoſtning, kunde ſikkert og trygt opholde ſig med ſine Folk og de ovennævnte Penge, indtil Brylluppet holdtes. Den norſke Konge og Regjeringsherrerne ſkulde paaſee, at hun bevogtedes ſikkert, ſaa at Kongen i den Tid ingen upasſende Omgang havde med hende.

7. Døde Kong Erik efter Brylluppet, ſkulde Margrete nyde hele Morgengaven udeelt for det løbende Aar, og ſaa fremdeles; nemlig, hvis hun vilde reſidere i Norge, Landſkylden af de 1400 Markebool, men hvis hun vilde bo udenfor Norge, 1400 Mkr. i rede Penge af Kongens Fehirdſle, der aarlig kunde hæves i Bergen, ſaaledes at hun ſkulde have Valget, enten hun ved en Ombudsmand vilde oppebære hiin Landſkyld til de i Norge ſædvanlige Terminer, eller lade Pengene hver Pintſefeſt hæves i Bergen. Dog ſkulde hun, hvis ordentlig Betaling i ſidſte Tilfælde ikke ſkede, kunne holde ſig til de hende anviſte Landejendomme, ligeſom hun desforuden, hvis hun forblev i Landet, ſkulde have og nyde alt, hvad en Enkedronning ifølge Landets Lov og Sedvane kunde fordre. Endvidere ſkulde hun inden to Aar efter Kongens Død faa Halvdelen at ſin Medgift tilbagebetalt i to Terminer, hver Gang den 1ſte Auguſt enten i Norge eller ved Berwick. Døde Margrete før Erik, ſkulde Morgengaven falde tilbage til Kongen. Den førſte Halvdeel af Medgiften (altſaa hvad der forfaldt i 1281 og 1282) ſkulde i ethvert Tilfælde udredes til Kong Erik, undtagen hvis han, naar han blev myndig, brød Egteſkabsløftet; den anden Halvdeel, eller de i dens Sted udlagte ſkotſke Jordegodſer, ſkulde, hvis Margrete døde, i ethvert Tilfælde tilhøre hendes Børn, om hun havde nogen, men døde hun uden Børn, ſkulde denne anden Halvdeel af Medgiften falde tilbage til den ſkotſke Konge og dennes Arvinger. Døde Kong Erik før Brylluppet, ſkulde Margrete tilligemed de Penge, hun havde medbragt, frit og ubind ret paa Kong Erik og Regjeringsherrernes Bekoſtning føres tilbage til Skotland; ligeledes ſkulde hun, hvis Egteſkabet opløſtes efter Brylluppet, i ethvert Tilfælde, undtagen hvis hiin var frugtſommelig, kunne vende tilbage. Men døde hun før Brylluppet, ſkulde hele den af hende ſom Medgift medtagne Sum tilbagebetales Skotlands Konge ved Berwick. Al den Skade, ſom Medgiften ved den her omhandlede Frem- og Tilbageflytning kunde lide, ſkulde bæres halvt af begge Parter.

8. Døde Skotlands Konge uden at efterlade egte Søn eller egte Søns egte Afkom, men Margrete havde Børn med Norges Konge, ſkulde hun og hendes Børn arve Skotlands Konge og hans Børn, ſaavel i Kongedømmet ſom hans øvrige Ejendomme; havde hun ingen Børn, ſkulde hun ſelv arve ham, efter Skotlands Love og Sedvaner; ligeſom ogſaa Skotlands Konge i Almindelighed ſamtykkede i, at Margrete og alle hendes Deſcendenter ſkulde frit ſtedes til al Arv og alle de Rettigheder, der maatte tilkomme dem efter ſkotſk Lov og Sedvane. Ligeledes ſkulde den Datter eller de Døtre, Margrete havde med Kong Erik, arve ham i alt, der efter norſk Lov og Sedvane tilkom dem, endog i Kongedømmet, hvis dette var ſædvanligt.

9. De ovennævnte Geſandter og Befuldmægtigede lovede og gave ſin Haand paa i Kong Eriks Navn, at de foranførte Beſtemmelſer i eet og alt ſkulde anſees gyldige, indtil Kongen havde fyldt ſit 14de Aar, da han ſelv fuldſtændigt ſkulde ratificere det. Og for det Tilfælde, at Norges Konge inden den Tid brød nogen af Artiklerne, forpligtede herved hans Befuldmægtige ham, hans Arvinger, Norges Rige, ſig ſelv og Arvinger, til i Berwick at udbetale Kongen af Skotland, hans Arvinger eller Asſignerede 100000 Pund Sterling, god og lovlig Mynt, ſom Skadeserſtatning. Til Sikkerhed for, at han, hvis han ved ſit fyldte 14de Aar ikke ratificerede Egteſkabet, ſkulde udbetale denne Sum, ſtilledes den aarlige Afgift af 100 Mkr., ſom Norges Konge oppebar af Skotlands Konge, ſamt endvidere hele Landet Orknøer, med al den Ret, der tilkom Norges Konge over det, ſaaledes, at ſaavel Afgiften ophørte, og alle de Brevſkaber desangaaende, Norges Konge havde hos ſig, casſeredes, ſom at Orknøerne afſtodes Kongen af Skotland til beſtandig Beſiddelſe, Lehnsret og Arv; derimod ſkulde den norſke Konges Afſtaaelſesbrev med Henſyn til Syder-Øerne, der beroede hos Skotlands Konge, fremdeles ſtaa ved Magt. Denne Forpligtelſe med Henſyn til Orknøerne og Afgiften ſkulde dog alene komme til Anvendelſe i Tiden fra Margretes Overfart til Norge, og indtil Kongen fyldte ſit 14de Aar, ſamt alene for det Tilfælde, at han, efter at have fyldt 14 Aar, gjorde Indvendinger mod Egteſkabet og ikke vilde bekræfte eller fuldbyrde det. Paa ſamme Maade ſkulde Kongen af Skotland, hvis han ſelv eller hans Datter, inden Kong Erik fyldte ſit 14de Aar, i nogen Deel forbrød ſig mod nærværende Tractat, ſvare Norges Konge i Bergen en Skadeserſtatning af 100000 Pund Sterling, og forpligtede dertil ſaavel ſig ſelv, ſom ſine Arvinger og ſit Rige, ligeſom han og, for det Tilfælde at Margrete ganſke fragik den hele Overeenskomſt, eller ikke, naar Kong Erik havde fyldt ſit 14de Aar, vilde indgaa og fuldbyrde Egteſkabet, ſkulde afſtaa til Kong Erik hele Øen Man med al kongelig Rettighed, og Norges Konges Afſtaaelſesbrev med Henſyn til denne ſkulde være ugyldigt; medens derimod den ſkotſke Konges ſkriftlige Forpligtelſe med Henſyn til den aarlige Afgift af 100 Mkr. fremdeles ſkulde ſtaa ved Magt; dog ſkulde ogſaa denne Forpligtelſe til at afſtaa Man kun komme til Anvendelſe i Tiden efter at Margrete havde tiltraadt ſin Overfart. — Ved alt dette ſkulde dog ikke de Forandringer eller Forhalinger, der under Afbetalingstiden kunde bevirkes ved uforudſeede Tilfælde, komme i Betragtning.

10. Naar Egteſkabet var ſluttet, og Norges Konge havde fyldt ſit 14de Aar, ſamt ratificeret Egteſkabet, og ſaa vidt det ſtod til ham fuldbyrdet det[12], ſkulde de ovennævnte Straffeclauſuler ikke længer gjelde, undtagen for to Tilfælde, nemlig med Henſyn til hendes frie og uhindrede Afrejſe fra Norge, ſamt hvis hun og hendes Børn ikke ſtedtes til den dem lovligt tilkommende Arv og øvrige Rettigheder. De Mangler, der kunde finde Sted ved en enkelt Afbetaling, ſkulde alene ſtraffes med Forpligtelſe til at betale det dobbelte af hvad der til den Termin ſkulde være erlagt.

11. Til des ſtørre Sikkerhed for alt dette, ratificerede de oven nævnte norſke Befuldmægtigede, ifølge det dem dertil ſærſkilt overdragne Mandat, i ſin Konges Navn, den i hans Navn af Hr. Bjarne Erlingsſøn aflagte Eed paa denne Contract, ſamt alt hvad den indeholdt; ligeledes lovede de ſikkert og gave ſin Haand paa, at Enkedronningen og Regjeringsherrerne, der havde beſvoret denne Contract, ſnareſt muligt i Overvær af Sendebud fra Skotlands Konge ſkulde godkjende deres tidligere aflagte Eed ſamt alt det øvrige, her ovenfor anført. Fremdeles godkjendte Skotlands Konge og hans Datter, i de norſke Geſandters Overvær de edelige Løfter, ſom tidligere, i Norge, vare aflagte paa deres Vegne af deres Befuldmægtigede, Hr. Robert Lupell og Magiſter Godfrid. Ligeledes aflagde, i Overvær af de norſke Geſandter, de ſkotſke Herrer Patrick Jarl af Dunbar, Donald Jarl af Mar, Gilbert Jarl af Angus, Walter Jarl af Menteth, Duncan Jarl af Fife, Alexander, Skotlands Drottſete, John Comyn, William af Sulys, Juſtitiarius, William af Breyham, og Patrick, Søn af fornævnte Jarl Patrick, perſonligt, ſamt Alexander Comyn, Jarl af Buchan og Skotlands Conſtabel, ſamt Maliſe Jarl af Stratberne ved Fuldmægtig, Eed paa at de, ſaa vidt det ſtod i deres Magt, vilde drage Omſorg forat hvad der her af Kong Alexander og Jomfru Margrete var indgaaet, ubrødeligt blev overholdt; hvorimod de norſke Herrer Vidkunn Erlingsſøn. Ridder, Jon Finnsſøn, Iſak Gautesſøn, Andres Petersſøn. Eilif Arnfinnsſøn og Audun af Slinde edeligen lovede, at de ſom Giſler ſkulde forblive i Skotland, indtil Kong Erik havde fyldt ſit 14de Aar, og godkjendt ſamt ſaa vidt muligt fuldbyrdet, Egteſkabet, og at de inden den Tid ikke uden den ſkotſke Konges Tilladelſe ſkulde forlade Landet. Men hvis Kongen af Skotland ikke frigav dem efter at Kong Erik havde naaet ſit 14de Aar og opfyldt ſine Forpligtelſer, da ſkulde han udrede de før omtalte 1000000 Pund Sterling i Straffebod, og Øen Man hefte ſom Pant.

Til det Exemplar, der ſkulde bero hos Kongen af Skotland, føjede de norſke Befuldmægtigede deres Segl, medens den ſkotſke Konge ſatte ſit paa det, der forblev hos Geſandterne. Indholdet af denne Tractat er her meddeelt ſaa udførligt, deels fordi flere af Artiklerne i og for ſig ere merkelige, navnlig den om Margretes og hendes Børns eventuelle Arveret til Skotlands Throne, der ſenere virkelig kom til Anvendelſe, deels ogſaa fordi det er den ældſte Tractat af ſaadant Indhold, der er os opbevaret. Den aabenbarer tydeligt nok, hvad Fordele hvert af de to Hoffer, det ſkotſke og det norſke, ſmigrede ſig med at kunne høſte af Forbindelſen, hvis Lykken føjede det: hiint haabede at kunne vinde Orknøerne, dette at kunne faa Man tilbage. Det er her førſte Gang, at der er Tale om at ſtille Orknøerne ſom Sikkerhed for en Penge-Udbetaling. Vel er det endnu ikke for nogen allerede ubetinget lovet eller til Udbetaling forfalden Sum, og den Betingelſe, ſom dertil fordredes, indtraadte ikke; men det farlige Exempel var dog allerede givet, og bidrog viſtnok ej ubetydeligt til, at de ſamme Øers Pantſættelſe noget over tohundrede Aar ſenere gik ſaa let fra Haanden.

Den 11te Auguſt var Kongedatteren rejſefærdig, og gik da, ſandſynligviis ved Berwick, hvor Tractaten udfærdigedes, og hvor Kong Alexander ſynes hyppigſt at have reſideret, ombord paa det Skib, der ſkulde føre hende til Norge, ledſaget af et glimrende Følge, blandt hvilke udtrykkeligt nævnes Walter Bullock, Jarl af Menteth, Abbeden af Balmurino ſamt Bernhard af Montealto (Monatt). De medbragte Duplicatet af Egteſkabstractaten til Kong Eriks Beſegling, ſamt, efter Tractatens Lydelſe, det førſte Afdrag af Medgiften, der ſkulde udredes i Bergen endnu ſamme Aar. Man maa antage, at de norſke Geſandter, paa dem nær, der ſkulde blive tilbage ſom Giſler i Skotland, fulgte med, ſkjønt vel ikke paa det ſamme Skib; dog er det ogſaa muligt at de lagde Tilbagevejen om Orknøerne, for der at ſætte Biſkop Peter af. Kongedatterens Skib tog, ſom det ſynes, den lige Vej, thi det afſejlede den 12te, og var allerede om Aftenen den 14de Auguſt udenfor den norſke Kyſt, hvor Rejſeſelſkabet, ſom der fortælles, om Natten kom i den ſtørſte Livsfare, maaſkee ved at ſtøde paa et Skjer. De kom dog velbeholdne derfra, og ankrede tidligt næſte Morgen paa Bergens Vaag[13], hvor den unge Konge, ſom det forſtaar ſig, mødte ſin Brud med alle Slags Æresbeviisninger. Ikke længe efter ſtod Brylluppet. Dagen vides ikke, men ved Tractaten var det, ſom vi have ſeet, beſtemt, at det ſkulde holdes mellem 30te Auguſt og 8de September, med mindre nogen uforudſeet Hindring indtraf, og da ingen ſaadan nævnes at være indtruffen, er det vel ogſaa blevet holdt i den Tid, maaſkee Søndagen den 31te Auguſt. Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at Landets fornemſte gejſtlige og verdslige Høvdinger ved denne Lejlighed vare tilſtede i Bergen, og navnlig berettes dette udtrykkeligt om Erkebiſkoppen og alle Landets Biſkopper[14]. Men det var ogſaa ſidſte Gang paa længere Tid, at de gejſtlige og verdslige Herrer ſaaledes vare fredeligt tilſammen, og ſelv ved Brudefeſten manglede der ikke Beviis paa, hvor daarlig den gjenſidige Forſtaaelſe var; thi en af Baronerne, den oftere omtalte Hallkell Agmundsſøn, indfandt ſig ved Gjeſtebudet, uden at enſe Bannſættelſen, og da Erkebiſkoppen fik Øje paa ham blandt Gjeſterne, erklærede han, at han ikke vilde ſætte ſig til Bords, uden at Hallkell, ſom bannſat, ſpiſte paa et andet Sted; og Hallkell maatte, ſom det ſynes, føje ſig derefter[15]. I Tractaten var det beſtemt, at Margrete ſkulde krones ſamme Dag, hun havde Bryllup med Kongen. Dette ſkede ogſaa, ſkjønt Enkedronningen ſom der fortælles, var meget derimod[16]; og Erkebiſkoppen forrettede ſelv Kroningen. Sandſynligviis frygtede hun for derved at tabe Indflydelſen over ſin Søn, iſær da Margrete var ſaa meget ældre end denne. Strax efter Brylluppet blev hiint før omtalte Afdrag paa Medgiftsſummen, 3500 Mkr., udbetalt, og ſaavel Kongen, ſom Dronningen tilligemed Regjeringsherrerne, gave Kvitteringer derfor, forſynede med deres Segl[17]. Ligeledes beſeglede Kong Erik det før nævnte Duplicat af Tractaten, ſaavel ſom et Par Gjenparter deraf, og det er heller ikke at betvivle, at Tractaten, ifølge Budet i Artikel ti, blev beſvoren i de ſkotſke Sendebuds Nærværelſe af Dronningen ſaavel ſom de tilſtedeværende Høvdinger. Man erfarer nemlig, at ſyv Høvdinger, der ej vare tilſtede, gave tvende andre Fuldmagt til at aflægge Eeden i deres Navn, og at de ſkotſke Geſandter, til yderligere Sikkerhed, førte disſe Fuldmagter med ſig tilbage[18].

Alle disſe Forhandlinger tog ſandſynligviis nogen Tid, ſaa at de ſkotſke Herrer neppe kunde tiltræde Tilbagerejſen førend midt i September, da Vejret allerede begyndte at blive uroligt og ſtormende. Det Skib, paa hvilket Abbeden af Balmurino og Bernhard af Montealto ſamt flere af Følget ſejlede, forulykkede[19], rimeligviis ved den ſkotſke Kyſt, og de, der vare ombord, druknede, men flere af deres Sager bleve dog reddede, blandt dem ogſaa enkelte af de medbragte Documenter, ſkjønt rigtignok i daarlig Stand, formedelſt Søvandet, hvormed de vare gjennemtrukne[20]. Jarlen af Menteth og hans Huſtru med deres Følge kom derimod vel beholdne tilbage.

Den unge Dronning ſkal ſtrax ved ſit behagelige Væſen have vundet manges Hjerter, og navnlig forſtaaet at omgaaes ſin umyndige Mand ſaa venligt og fornuftigt, at hun udøvede en velgjørende Indflydelſe paa ham og alle hans Omgivelſer. Hun forbedrede, beder det, hans Sæder, lærte ham Franſk og Engelſk, og indførte bedre Skik ved Hoffet med Henſyn til Paaklædning og Spiſe. Man maa heraf ſlutte, hvad der og ſtemmer godt med de øvrige Omſtændigheder, at Kong Eriks Opdragelſe har været forſømt, og at han af Forældrene har været tilſideſat for den yngre, talentfuldere Broder, Hertug Haakon, om hvem man veed, at han fik en Opdragelſe, der i Forhold til de Tider endog kunde kaldes lærd, medens der ikke findes mindſte Spor til, at Erik beſad flere Kundſkaber, end andre unge verdslige Høvdinger paa hans Tid, eller at han yndede Videnſkaber og boglig Virkſomhed[21]. Det havde af den Grund ſikkert været ønſkeligt for ham, om Margrete havde levet længe ved hans Side, med mindre man da igjen havde maattet befrygte, at det vilde være kommet til alvorlige Sammenſtød mellem hende og den myndige Enkedronning. Men Margrete døde allerede efter halvandet Aars Egteſkab (9de April 1283), førend Kongen endnu kunde ſiges at have opnaaet fin Myndigheds-Alder, og vel endog førend hun ſelv endnu ganſke havde kunnet frigjøre ham for Moderens Myndighed: det gamle Afhængighedsforhold ſynes da paany at være indtraadt[22]. Uagtet Kongens ſtore Ungdom føddes der dog i dette Egteſkab en Datter, der blev kaldt Margrete, enten efter Moderen, eller efter Kongens Farmoder af ſamme Navn. Der ſtod nu en Halvdeel af Medgiften tilbage (den førſte Halvdeel ſynes at være bleven fuldſtændigt afbetalt ved det beſtemte Fjerdedeels-Afdrag 1282) og netop denne Halvdeel ſkulde efter Tractaten tilfalde Barnet, medens Morgengaven derimod ſkulde falde tilbage til Kongen. Han ſendte ufortøvet Geſandter (der vides ikke hvilte) for at melde Dødsfaldet og gjøre Kongedatterens Fordring gjeldende[23]; Den ſkotſke Konge modtog Geſandterne godt, og erkjendte ogſaa fuldkommen Rigtigheden af Fordringen, men benyttede ſig af ſin ved Tractaten hjemlede Ret til at anviſe Jordegods i Stedet for Penge, hvormed da ogſaa Geſandterne lode ſeg nøje. Forhandlingerne maa ellers have løbet nok ſaa venligt af, da der fortælles, at Kong Alexander efter Overlæg med ſit Raad lod Geſandter med rige Foræringer til Kong Erik følge tilbage med de hjemvendende norſke. Saaledes vedblev fremdeles den gode Forſtaaelſe med Skotland. Vi ville ſnart ſee, hvorledes begge Riger ſenere for en tørt Tid kom endnu nærmere i Berørelſe med hinanden.

  1. Chronicon de Lanercost, fol. 191 b. Udg. S. 104.
  2. Dette angives udtrykkeligt hos Fordun.
  3. See Fortegnelſen over Brevſkaberne, forefundne i Edinb. Fehirdſle 29 Septbr. 1282 i Acts of Parl. of Scotl. Vol. I. Her ſtaar det, at man fandt den norſke Konges Fuldmagt til at modtage af Skotlands Konge 1100 Mrk. for førſte Aar (1267), ſamt Qvitteringer for lignende Summer, betalte 1269 og 1270; der nævnes ingen Qvittering for 1268, men derimod en for 1100 Mkr. af 1282, „der vel hører til den førſte Aftegning“; da førſt er altſaa den ſidſte Termin erlagt. Der fandtes og, heder det, et Qvitteringsbrev for Udtællingerne i de forløbne Aar (altſaa inden 1282), men det lader til, at denne er bleven udfærdiget under eet, netop i Anledning at Giftermaalet.
  4. Beretningen i Chronicon de Lanercost tyder virkelig paa noget ſaadant, ſe nedenfor S. 23.
  5. See Eyſteins Brev, ſandſynligviis af 1280 (Edward I’s 8de Aar), til Kong Edward, hos Rymer II. S. 584.
  6. Det er dog ikke uſandſynligt, at Abbed Richard af Lyſekloſter, der i 1280 og 1281 ſees oftere at have reiſt frem og tilbage mellem Norge og England, var med i Geſandtſkabet. Om de Breve, der oplyſe dette, og ſom nærmeſt angaa Guido af Montforts Anliggende, vil der i det følgende blive handlet.
  7. Om alle disſe Forhandlinger vedkommende Feſtemaalet, og de derved udſtedte Breve faar man Oplysning, deels af den endelige Egteſkabscontract, deels, og fornemmelig, af den endnu i Weſtminſters Archiv opbevarede ovenomtalte Fortegnelſe paa de Brevſkaber, der den 29de September 1282 fandtes i Edinburghs Fehirdſle. Den endelige Egteſkabscontract kaldes finalis conventio, hvilket viſer, at en tidligere Convention maa være gaaet forud: den taler om allerede „indganget Feſtemaal“ (sponsalia contracta), om et af Kong Erik allerede udſtedt Brev, betreffende Morgengaven, og om Eder, ſom Dronningen og Høvdingerne allerede havde aflagt i to ſkotſke Sendebuds Nærværelſe, hvilke Sendebud ſaaledes maa være afgaaede til Norge før den endelige Tractat ſluttedes. Fortegnelſen over Brevſkaberne i Edinburghs Fehirdſle, bedſt og fuldſtændigſt aftrykte i „The Acts of the Pariamoet of Scotland“, Vol. I. nævner under den ſæregne Overſkrift „om Egtepagten med Norge“ (de nmaritagio Norvagiæ) følgende Breve: a) Transſkript af den førſte Tractat om Egtepagten, cancelleret ved Berwick. b) Den norſke Konges Ratification paa ſamme Transſkript. c) Den norſke Konges Brev om Asſignation af Morgengaven. d) Den norſke Dronnings og Høvdingernes (magnatum) Ratification, og deres Eder, at de vilde beſørge Egteſkabet gyldigt ſluttet. e) Sammes bona fide-Løfte om det ſamme. f) Sex Par Fuldmagter og det ſyvende noget udviſket (offuscatum) af Søvand, fra nogle Høvdinger i Norge om at ſverge i deres Navn. g) Den norſke Konges Løfte om at indgaa Egteſkab med Jomfru Margrete, den ſkotſke Konges Datter, og Ratification paa alt det tidligere forhandlede, i et ſtort Chirograph-Brev, der blev bragt af Hr. Robert Lupell og Godfrid. h) Den norſke Konges Fuldmagt til at fuldbyrde Egteſkabscontracten. i) Det ſidſte Chirograph-Brev, affattet i Duplicat ved Berwick, det ene Exemplar noget udviſket af Søvand. k) To andre Exemplarer af ſamme Convention, beſeglede med den norſke Konges Segl, men det ene noget udviſket af Søvand l) Qvitteringsbrev fra den norſke Konge for 3500 Mrk. (der ſtaar urigtigt 4500), der ſkyldtes for Aaret 1281, men noget udviſket ved Søvand. m) Qvitteringsbrev for ſamme Sum (her ſtaar rigtigt 3500) fra Dronningen og Høvdingerne, ligeledes noget udviſket ved Søvand. n) Afſkrift af Sager, der fandtes efter Geſandternes Skibbrud. o) To andre Fuldmagter vedrørende Anliggendet med Norge. — Af alle disſe Brevſkaber høre de, om hvilke der ſiges, at de ere noget bedærvede af Søvand (altſaa litr. f ſamt i til n) til dem, der hjembragtes af de ſkotſke Herrer, der ledſagede Margrete til Norge, og ſom paa Hjemrejſen lede Skibbrud, hvilket Fordun udtrykkeligt beretter, ſom nedenfor vil ſees. De vedkomme ſaaledes ikke de foreløbige Forhandlinger. Til disſe høre derimod litr a, der udtrykkeligt ſiges at være „den førſte Tractat“, og at være „cancelleret ved Berwick“, naturligviis da den ſidſte blev udfærdiget ſammeſteds, ſamt litr. b, c, d, e, g; det ſidſte ſiges endog udtrykkeligt at være hjembragt af de ſamme ſkotſke Geſandter, der hørte Dronningens og Høvdingernes Eed i Norge, førend Geſandterne afgik herfra, og ſom derfor rimeligvis ere dragne til Norge i Følge med de førſte fra Skotland hjemvendende Geſandter
  8. Det er ikke uſandſynligt, at den ældre Tractat virkelig har indeholdt en Artikel om, at Kong Alexander, ved at betale 3000 Mk. eengang for alle, kunde blive den aarlige Afgift af 100 Mk. kvit for Eftertiden, thi medens Medgiften i den endelige Tractat af 1281 beſtemtes til 14000 Mkr., ſtaar i hiin Beretning, der meddeles af Chron. de Lanercost, at den ſkotſke Konge med ſin Datter gav 17000 Mk. „hovedſagelig ſom Medgift, men ved Siden deraf (accessorie) for at indløſe Rettere over Øerne“. Men forſaavidt denne Antagelſe er rigtig, har der ſenere, efter Ratificationen, været gjort Motion fra norſk Side om at faa denne Artikel hævet, hvilket ogſaa er ſkeet, ſiden Medgiften i den endelige Tractat kun beſtemmes til 14000, og det udtrykkeligt heder, at Artikelen af 1266 om den aarlige Afgift af 100 Mkr. ſkal blive ſtaaende. Denne Sag vilde i og for ſig have været tilſtrækkelig til at forhale Giftermaalets endelige Afſlutning.
  9. Se ovenfor. At Duplicatet blev laget ved Berwick, ſiges i en Paategning paa Orinigaldocumentet; at Dagen var 1ſte Auguſt, ſynes man at kunne ſlutte deraf at alle ſenere aarlige Udbetalinger beſtemmes til denne Dag.
  10. Det nøjagtigſte Aftryk findes i Acts of Parliament of Scotland, Vol. I.
  11. Langes Norſk Tidsſkrift, I. S. 43—44.
  12. Herved ſigtedes det vel til hans Ungdom.
  13. At Margrete gik ombord den 11te, var om Natten før den 15de i Livsfare, og landede den følgende Morgen tidligt ved Bergen, ſiges i hiin oftere omtalte Beretning i Chron. de Lanercost. Fordun X. 37 beretter om hendes Følge, og hendes Ankomſt til Norge (d. e. Norges Kyſt) den 14de Auguſt.
  14. Arne Biſkops Saga, Cap. 51.
  15. Sammeſteds, Cap. 75.
  16. Fordun, X. 37.
  17. Disſe Qvitteringer fandtes nemlig blandt Archivſagerne i Edinburghs Fehirdſle, ſ. ovf. S. 22.
  18. Fortegnelſen over de edinburghſke Archivſager 1282.
  19. Fordun l. c.
  20. Se Fortegnelſen over Archivſagerne, ſamt de deri omtalte, af Søvand bedærvede Brevſkaber. Paa Originalexemplaret af Tractaten 1281, der opbevares i Tower, er der desuden antegnet: „Skrevet i Duplicat ved Berwick, og det ene Expl. ſendt til Norge, men paa Tilbagevejen faldet i Vandet (submersum) med de kgl. Geſandter“.
  21. Chronicon de Lanercost, l. c.
  22. Hendes Død omtales under 9de April af Fordun, X. 39. Chron. de Lanercost (fol. 192 b) ſiger derimod, at hun døde 27de Februar (30 Dage efter Broderen, hvis Død angives den 28de Januar); Necrologiet i Scr. Rer. D. V. 386 nævner „den hellige norſke Dronning Margrete“ ſom død den 16de November; her menes viſtnok Dronning Margretes Datter, den udvalgte Dronning af Skotland, der døde ved den Tid i 1290, ſe nedenfor.
  23. Fordun, l. c. Her tales der rigtignok kun om en Fordring af 700 Mkr., men da Halvdelen af Medgiften udgjorde 7000, ſkulde man antage, at 700 (vij c) ved Skrivfejl er ſat iſtedetfor 7000 (vij m). Man ſeer ogſaa af Brev hos Rymer, udſtedt af Kong Edward i England til K. John Baliol i Skotland den 16de November 1293, at Kong Alexander iſtedetfor de 7000 Mkr., der ſtode tilbage af Medgiften, anviiſte Kong Erik endeel Landgodſer, nemlig Rotthemaay i Moray, Bathket og Ratho ved Edinburgh. Balhelwy ved Aberdeen, ſamt noget ved Banff, jvfr. Breve af 28de Dec. 1292 ſamt Fortegnelſen over de i dette Aar af K. Edward tilbagegivne Breve, hvoriblandt Qvittering fra Audun Hugleiksſøn og Ivar Olafsſøn, Jomfru Margretes Befuldmægtigede, rfr 350 Mk. Sterl. modtagne fra Gaardene Bathket eg Ratho paa hendes Vegne. Det omtales ogſaa en Qvittering fra „Frater Bernardus Ludovici de ordine minorum“, for 700 Mk. modtagne al Jomfruens Tilgodehavende, men her maa vare en Fejl indløben, da Bjarne Lodinsſøn, Cantſleren, ej var Minorit. Sandſynligviis ſkal der iſtedetfor „Bernardi fil Ludovici“ ſtaa „Mauritii“ (den oftere omtalte Broder Mauritiu)s: eller de have begge to været nævnte, ſaaledes at Titlen frater &c. kun vedkommer Mauritius, men dennes Navn er ved en Incurie udeladt. Forøvrigt er det merkeligt nok, at der ogſaa her tales om 700 Mk. Sølv. Skulde Bjarne Cantſler og Mauritius have været Geſandterne i 1283?