Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/6/66

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Den Fyrstedatter, til hvis Haand den unge Kong Erik bejlede, var Margrete, en Datter af hans Faders og Farfaders gamle Fiende, Kong Alexander den 3die i Skotland. Efter en samtidig Beretning i et skotsk-engelsk Chronicon skal Kong Erik selv have hørt saa meget om hendes Skjønhed og Elskværdighed, at han „ikke kunde hvile“, førend han fik sendt Gesandter til Skotland for at anholde om hendes Haand[1]. Men naar man betænker, at Margrete, fød 28de Februar 1261[2], var 7 Aar ældre end Erik, og at denne endnu var saa godt som et Barn, der ikke kan have handlet paa egen Haand, kan man vel ikke antage, at hans Længsel efter hende, som han desuden aldrig havde seet, virkelig var saa stor, men at Dronningen og Baronerne have troet, at dette Giftermaal kunde bringe den norske Krone Fordeel, deels derved, at Besiddelsen af Orknøerne og Hjaltland desmere sikredes, deels maaskee ogsaa ved den Udsigt, det kunde aabne til Gjenerhvervelsen af Syderøerne, især da Margrete kun havde en eneste Broder, ved hvis Død uden Efterkommere hun vilde være Arving til hele Skotlands Krone. Den skotske Konge nærede vel ligeledes Haabet om, ved en saadan Forbindelse med den norske Konge-Æt, som den her omhandlede, at vinde enkelte Fordele, maaskee Fritagelse for den ved Tractaten af 1266 bestemte aarlige Tribut, ja maaskee endog Orknøerne og Hjaltland. De ved Tractaten foreskrevne Udtællinger havde ikke gaaet ganske ordentligt for sig. Blandt de Archivsager, der i 1282 fandtes i den skotske Konges Fehirdsle, laa der Qvitteringer for, at der af de 4000 Mkr. Sterling, der skulde udbetales med en Fjerdedeel i de første fire Aar efter Tractatens Afslutning, var betalt for tre Terminer, ligesom ogsaa at de 100 Mkr., der aarligt skulde erlægges, vare betalte for samme Tid; derimod fandtes ingen for de øvrige Aar indtil 1281, og i 1280 havde vel saaledes den norske Krone 2000 Mkr. tilgode, nemlig 1000 som Rest af hiin større Sum, og 1000 for de ti Aar fra 1270 til 1280[3]. Medens nu maaskee fra norsk Side denne Sum indfordredes med Strenghed for at give Kongens Bejlen større Eftertryk, er det vel ogsaa rimeligt, at den skotske Konge laante saa meget villigere Øre dertil, i Haab om at faa Sagen paa lempeligste Maade ordnet, og maaskee ved samme Lejlighed at faa hele Afgiften hævet[4]. Underhandlingerne om Festemaalet synes allerede at være indledede og Festemaalet sluttet i Aaret 1280, eftersom hiin samtidige skotsk-engelske Beretning melder herom under dette Aar, og man desuden erfarer, at Kong Eriks Drottsete, ved Navn Eystein, samme Aar opholdt sig i Skotland, hvorhen han da rimeligviis var sendt af Kongen fornemmelig i dette Anliggende[5]. Saa meget er vist, at der virkelig, førend den egentlige Egteskabs-Contract blev indgaaet, og derfor og sandsynligviis allerede i 1280, afsluttedes en Feste- eller Trolovelses-Contract, der indeholdt de Hovedvilkaar, hvortil begge Parter forpligtede sig. Denne Contract blev, som sædvanligt, skreven i Chirograph-Form, altsaa i to Exemplarer, hvoraf naturligviis det ene skulde opbevares i den skotske, det andet i den norske Konges Archiv; medens der tillige af det Exemplar, der skulde bero i Skotland, blev taget et Duplicat, for at sendes over til Norge, og der forsynes med Kong Eriks Ratification. Overbringerne vare rimeligviis de Gesandter, der nu, som man erfarer, afgik fra Skotland, forsynede med Kong Alexanders og Jomfru Margretes Fuldmagt til at ratificere de af dem indgangne Forpligtelser, samt aflægge Eed derpaa i deres Navn, og som tillige skulde høre Dronningens og Regjeringsherrernes eedelige Bekræftelse af den norske Konges Løfter. Deres Navne vare: Ridder Robert Lupell, Ridder, og Magister Godfrid, sandsynligviis en Gejstlig. Man maa antage, at de bleve i Følge med de tilbagevendende norske Gesandter, hvis Navne man, som sagt, ikke kjender, medmindre Eystein Drottsete skulde have været een af dem[6]. Hvor længe de skotske Gesandter opholdt sig i Norge, vides ikke, men man erfarer, at de fuldstændigt udrettede sit Erende, da de baade selv aflagde Eden i deres Konges og hans Datters Navn, og tillige afhørte Dronning Ingeborgs og Regjeringsherrernes Eed, samt modtoge og bragte med sig tilbage a) Kongens Ratification af den før omtalte Duplicat af Festemaals-Contracten, b) et af Kongen udstedt Brev, hvorved 1400 Markebool lovedes hans Brud i Morgengave, c) et stort, i Chirograph-Form af Kongen udstedt Brev, hvori han højtideligt forpligtede sig til at tage Margrete til Egte, og ligeledes i Almindelighed ratificerede, hvad der paa hans Vegne var indgaaet, samt d) et lignende Ratificationsbrev, udstedt af Dronningen og Regjeringsherrerne, med deres skriftlige Eed, og e) et skriftligt bona fide-Løfte af de samme Personer om den samme Sag[7]. For øvrigt synes den Omstændighed, at Giftermaalet ikke kom istand 1280, men først i anden Halvdeel af 1281, at bestyrke hvad der fortælles i den oftere omtalte skotsk-engelske Beretning, „at saavel den skotske Kongedatter selv, som hendes Frænder og Venner havde meget imod dette Giftermaal, fordi hun andensteds kunde gjøre et meget lettere og sømmeligere Parti“, men at det alene var hendes Fader, der ønskede Giftermaalet, og at han tilsidst satte sin Villje igjennem[8]. Man kan heller ikke fortænke den næsten tyveaarige skotske Kongedatter i, at hun ej havde synderlig Lyst til at drage over til et fremmed, nordligt Land, og et Hof, der i en lang Række af Aar havde været anseet som fiendtligt sindet mod Skotland, for at egte en halvvoxen Dreng, der endnu stod under Formynderskab, og som havde en myndig og herskesyg Moder, der neppe vilde blive hende gunstig, om Svigerdatteren søgte at tilvende sig noget af den Indflydelse, hun hidtil udeelt havde udøvet over sin Søn. Men omsider bleve dog alle Hindringer bortryddede, og ved Midsommerstid afgik det glimrende Gesandtskab fra Norge, der skulde afslutte den endelige Egteskabs-Tractat og føre Bruden med sig tilbage. Gesandtskabet bestod af Hr. Bjarne Erlingssøn, Biskop Peter af Orknø, den unge Konges Cantsler Magister Bjarne Lodinssøn, og den oftere omtalte Franciskanermunk, Broder Mauritius, der allerede havde deeltaget i Underhandlingerne strax efter Kong Haakons Død, saavel som Ridderne Vidkunn Erlingssøn, Bjarnes Broder, Jon Finnssøn, Isak Gautessøn (Søn af Baronen Hr. Gaute i Tolga), Andres Peterssøn, Eilif Arnfinnssøn og Audun af Slinde. Dog vare kun de fire førstnævnte Herrer egentlige befuldmægtigede Sendebud, de øvrige ledsagede dem for at besværge den Tractat, der skulde oprettes, som ogsaa vel i det Hele taget for at give Gesandtskabet større Glands. Det er betegnende nok for Stemningen, der paa den Tid raadede mellem Gejstligheden og de verdslige Høvdinger, at ingen Biskop eller overhoved nogen fornem Prælat fra selve Norge var Medlem af Gesandtskabet. Den orknøiske Biskop har rimeligviis først sluttet sig til dette ved de øvrige Medlemmers Ankomst til Orknøerne, over hvilke man fra Norge sædvanligviis lagde Vejen til Skotland; han nævnes aldrig som Deeltager i Striden, der nu herskede i Norge, og stod vel endog som halv Udlænding tildeels uden for Partierne; naar man da, som sædvanligt ved en Lejlighed som denne, skulde have en Biskop med, var der egentlig ingen, paa hvem Valget kunde falde, uden han, hvortil ogsaa kom, at hans særegne Stilling gjorde ham fortrinlig skikket til Underhandler ved det skotske Hof. Cantsler Bjarne havde vel gejstlig Oplærelse, maaskee ogsaa Indvielse, men han hørte ganske til det antigejstlige Parti; Broder Mauritius var en gammel Kongetjener, og som Franciscanermunk vel heller ikke den seculære Gejstlighed i Norge synderlig gunstig. Gesandterne forsynedes, som sædvanligt, med en skriftlig Fuldmagt, der siden kunde opbevares i det skotske Archiv til Tractatens Legitimation. Man veed ikke nøjagtigt, hvad Tid paa Aaret Gesandterne afrejste fra Norge, da det ingensteds angives; men det maa, som nys nævnt, have været ved Midsommerstid, da den endelige Egteskabstractat blev afsluttet i Rorburgh, ikke langt fra den engelske Grændse, den 25de Juli 1281. Den blev dog ikke, som det synes, formeligt ført i Pennen førend nogle Dage derefter, sandsynligviis 1ste August, i Berwick, ved hvilken Lejlighed da ogsaa den med Kong Eriks Ratification forsonede Afskrift af den første Tractat, som nu ikke længer gjeldende, blev cancelleret som det heed, det vil sige overstrøget og derved casseret[9]. Dette er Aarsagen til, at man ikke kjender Indholdet af den ældre Tractat, og saaledes ej kan vide, hvori den har været forskjellig fra den nyere. Ogsaa den nyere Tractat blev udstedt i Chirograph-Form, og et Duplicat udfærdiget af det Exemplar, der skulde opbevares i det skotske Archiv, for at bringes over til Norge og besverges af Kongen samt Formynder-Regjeringen. Det skotske Original-Exemplar er endnu til, og har siden Krigene i det 17de Aarhundrede været opbevaret i Tower i London[10]. Det norske Exemplar er forlængst tabt, men man har endnu Størstedelen af en, som man maa antage, med Broder Mauritius’s egen Haand tagen Afskrift af en Copie, der i Aaret 1283 verificeredes af Biskop Narve i Bergen tilligemed de tre Abbeder Richard (af Lyse), Gilbert (af Jonsklostret?) og Erik (af Munkeliv)[11]. Documentet begynder saaledes: „I Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn, Amen. Dette er den endelige Convention, oprettet paa St Jacob Apostels Dag Aar 1281, i Rorburgh, mellem den berømmelige Fyrste, Herr Alexander af Guds Naade Skotlands Konge, i hans eget, og hans kjære Datter, den højbyrdige Jomfru Margretes Navn, med hans Søn Herr Alexanders, saavel som bemeldte Herre Konges hele Raads Samtykke, paa den ene Side, og den ærværdige Herre Hr. Peter, Orknøernes Biskop, og den højbyrdige Mand Herr Bjarne, Baron, Magister Bjarne Cantsler, samt Broder Mauritius, af Minoriternes Orden, Herr Eriks, af Guds Naade Norges berømmelige Konges Befuldmægtigede samt højtideligt og særskilt beskikkede Gesandter, paa den anden, angaaende det afsluttede Festemaal, og den Egteskabscontract, der skal afsluttes, mellem førnævnte Herre, Norges Konge, og bemeldte højbyrdige Jomfru Margrete“. Tractatens væsentligste Indhold er følgende:

1. At Skotlands Konge giver Kong Erik sin Datter til Egte, og lover, med hende at give en Medgift af 14000 Mkr. Sterling ny og gangbar Mynt, af det Slags, hvor der regnedes virkeligt fem Gange tyve Mkr. paa eet Hundrede Mkr., og som paa den skotske Konges Bekostning skulde udbetales i Bergen i fire Terminer, nemlig ved Brudens Ankomst til Norge, og de tre øvrige den 1ste August i de paafølgende Aar 1282, 1283 og 1284, hver Gang en Fjerdedeel.

2. De norske Befuldmægtigede lovede paa deres Konges Vegne, at han skulde tage Margrete til Hustru, og holde Bryllup med hende i det seneste inden 8de September, med mindre lovlige Hindringer indtraf, og i det tidligste efter 30te August.

3. Paa Bryllupsdagen skulde Margrete krones til Dronning, med mindre lovlig Hindring indtraadte, i hvilket Tilfælde Kongen og Høvdingerne skulde gjøre deres yderste Flid for at Kroningen snarest muligt gik for sig.

4. Norges Konge skulde ligeledes paa Bryllupsdagen mundtligen ratificere og bekræfte den Morgengave, som han ved sit allerede udstedte Brev havde vedtaget at skjenke sin Brud, nemlig 1400 Markebool, beregnet efter gjeldende norsk Pengeværdi, med passende Bopæl, hvilket Gods Margrete, hvis Kongen før hende afgik ved Døden, skulde være berettiget til at tage i Besiddelse og beholde.

5. Kongen af Skotland skulde dog have Valget, om han vilde udbetale den hele Medgift i rede Penge, saaledes som det i Artikel 1 bestemtes, eller istedetfor Halvdelen af Summen udlægge Jordegods, saaledes beregnet, at for hvert 1000 Mkr. skulde Jordegodset indbringe 100 Mkr.; herom skulde dog Norges Konge underrettes Pintsedagen før Udtællingsterminen den 1ste August. Jordegodset skulde Norges Konge besidde og nyde frit og ubehindret, saa længe Egteskabet vedvarede.

6. Naar Jomfru Margrete kom til Norge, skulde der strax anvises hende til Bolig en Borg eller et sikkert Huus, som hun selv eller hendes Mænd maatte vælge, for at hun der, under den skotske Konges og hendes egne Mænds Varetægt, men paa den norske Konges Bekostning, kunde sikkert og trygt opholde sig med sine Folk og de ovennævnte Penge, indtil Brylluppet holdtes. Den norske Konge og Regjeringsherrerne skulde paasee, at hun bevogtedes sikkert, saa at Kongen i den Tid ingen upassende Omgang havde med hende.

7. Døde Kong Erik efter Brylluppet, skulde Margrete nyde hele Morgengaven udeelt for det løbende Aar, og saa fremdeles; nemlig, hvis hun vilde residere i Norge, Landskylden af de 1400 Markebool, men hvis hun vilde bo udenfor Norge, 1400 Mkr. i rede Penge af Kongens Fehirdsle, der aarlig kunde hæves i Bergen, saaledes at hun skulde have Valget, enten hun ved en Ombudsmand vilde oppebære hiin Landskyld til de i Norge sædvanlige Terminer, eller lade Pengene hver Pintsefest hæves i Bergen. Dog skulde hun, hvis ordentlig Betaling i sidste Tilfælde ikke skede, kunne holde sig til de hende anviste Landejendomme, ligesom hun desforuden, hvis hun forblev i Landet, skulde have og nyde alt, hvad en Enkedronning ifølge Landets Lov og Sedvane kunde fordre. Endvidere skulde hun inden to Aar efter Kongens Død faa Halvdelen at sin Medgift tilbagebetalt i to Terminer, hver Gang den 1ste August enten i Norge eller ved Berwick. Døde Margrete før Erik, skulde Morgengaven falde tilbage til Kongen. Den første Halvdeel af Medgiften (altsaa hvad der forfaldt i 1281 og 1282) skulde i ethvert Tilfælde udredes til Kong Erik, undtagen hvis han, naar han blev myndig, brød Egteskabsløftet; den anden Halvdeel, eller de i dens Sted udlagte skotske Jordegodser, skulde, hvis Margrete døde, i ethvert Tilfælde tilhøre hendes Børn, om hun havde nogen, men døde hun uden Børn, skulde denne anden Halvdeel af Medgiften falde tilbage til den skotske Konge og dennes Arvinger. Døde Kong Erik før Brylluppet, skulde Margrete tilligemed de Penge, hun havde medbragt, frit og ubind ret paa Kong Erik og Regjeringsherrernes Bekostning føres tilbage til Skotland; ligeledes skulde hun, hvis Egteskabet opløstes efter Brylluppet, i ethvert Tilfælde, undtagen hvis hiin var frugtsommelig, kunne vende tilbage. Men døde hun før Brylluppet, skulde hele den af hende som Medgift medtagne Sum tilbagebetales Skotlands Konge ved Berwick. Al den Skade, som Medgiften ved den her omhandlede Frem- og Tilbageflytning kunde lide, skulde bæres halvt af begge Parter.

8. Døde Skotlands Konge uden at efterlade egte Søn eller egte Søns egte Afkom, men Margrete havde Børn med Norges Konge, skulde hun og hendes Børn arve Skotlands Konge og hans Børn, saavel i Kongedømmet som hans øvrige Ejendomme; havde hun ingen Børn, skulde hun selv arve ham, efter Skotlands Love og Sedvaner; ligesom ogsaa Skotlands Konge i Almindelighed samtykkede i, at Margrete og alle hendes Descendenter skulde frit stedes til al Arv og alle de Rettigheder, der maatte tilkomme dem efter skotsk Lov og Sedvane. Ligeledes skulde den Datter eller de Døtre, Margrete havde med Kong Erik, arve ham i alt, der efter norsk Lov og Sedvane tilkom dem, endog i Kongedømmet, hvis dette var sædvanligt.

9. De ovennævnte Gesandter og Befuldmægtigede lovede og gave sin Haand paa i Kong Eriks Navn, at de foranførte Bestemmelser i eet og alt skulde ansees gyldige, indtil Kongen havde fyldt sit 14de Aar, da han selv fuldstændigt skulde ratificere det. Og for det Tilfælde, at Norges Konge inden den Tid brød nogen af Artiklerne, forpligtede herved hans Befuldmægtige ham, hans Arvinger, Norges Rige, sig selv og Arvinger, til i Berwick at udbetale Kongen af Skotland, hans Arvinger eller Assignerede 100000 Pund Sterling, god og lovlig Mynt, som Skadeserstatning. Til Sikkerhed for, at han, hvis han ved sit fyldte 14de Aar ikke ratificerede Egteskabet, skulde udbetale denne Sum, stilledes den aarlige Afgift af 100 Mkr., som Norges Konge oppebar af Skotlands Konge, samt endvidere hele Landet Orknøer, med al den Ret, der tilkom Norges Konge over det, saaledes, at saavel Afgiften ophørte, og alle de Brevskaber desangaaende, Norges Konge havde hos sig, casseredes, som at Orknøerne afstodes Kongen af Skotland til bestandig Besiddelse, Lehnsret og Arv; derimod skulde den norske Konges Afstaaelsesbrev med Hensyn til Syder-Øerne, der beroede hos Skotlands Konge, fremdeles staa ved Magt. Denne Forpligtelse med Hensyn til Orknøerne og Afgiften skulde dog alene komme til Anvendelse i Tiden fra Margretes Overfart til Norge, og indtil Kongen fyldte sit 14de Aar, samt alene for det Tilfælde, at han, efter at have fyldt 14 Aar, gjorde Indvendinger mod Egteskabet og ikke vilde bekræfte eller fuldbyrde det. Paa samme Maade skulde Kongen af Skotland, hvis han selv eller hans Datter, inden Kong Erik fyldte sit 14de Aar, i nogen Deel forbrød sig mod nærværende Tractat, svare Norges Konge i Bergen en Skadeserstatning af 100000 Pund Sterling, og forpligtede dertil saavel sig selv, som sine Arvinger og sit Rige, ligesom han og, for det Tilfælde at Margrete ganske fragik den hele Overeenskomst, eller ikke, naar Kong Erik havde fyldt sit 14de Aar, vilde indgaa og fuldbyrde Egteskabet, skulde afstaa til Kong Erik hele Øen Man med al kongelig Rettighed, og Norges Konges Afstaaelsesbrev med Hensyn til denne skulde være ugyldigt; medens derimod den skotske Konges skriftlige Forpligtelse med Hensyn til den aarlige Afgift af 100 Mkr. fremdeles skulde staa ved Magt; dog skulde ogsaa denne Forpligtelse til at afstaa Man kun komme til Anvendelse i Tiden efter at Margrete havde tiltraadt sin Overfart. – Ved alt dette skulde dog ikke de Forandringer eller Forhalinger, der under Afbetalingstiden kunde bevirkes ved uforudseede Tilfælde, komme i Betragtning.

10. Naar Egteskabet var sluttet, og Norges Konge havde fyldt sit 14de Aar, samt ratificeret Egteskabet, og saa vidt det stod til ham fuldbyrdet det[12], skulde de ovennævnte Straffeclausuler ikke længer gjelde, undtagen for to Tilfælde, nemlig med Hensyn til hendes frie og uhindrede Afrejse fra Norge, samt hvis hun og hendes Børn ikke stedtes til den dem lovligt tilkommende Arv og øvrige Rettigheder. De Mangler, der kunde finde Sted ved en enkelt Afbetaling, skulde alene straffes med Forpligtelse til at betale det dobbelte af hvad der til den Termin skulde være erlagt.

11. Til des større Sikkerhed for alt dette, ratificerede de oven nævnte norske Befuldmægtigede, ifølge det dem dertil særskilt overdragne Mandat, i sin Konges Navn, den i hans Navn af Hr. Bjarne Erlingssøn aflagte Eed paa denne Contract, samt alt hvad den indeholdt; ligeledes lovede de sikkert og gave sin Haand paa, at Enkedronningen og Regjeringsherrerne, der havde besvoret denne Contract, snarest muligt i Overvær af Sendebud fra Skotlands Konge skulde godkjende deres tidligere aflagte Eed samt alt det øvrige, her ovenfor anført. Fremdeles godkjendte Skotlands Konge og hans Datter, i de norske Gesandters Overvær de edelige Løfter, som tidligere, i Norge, vare aflagte paa deres Vegne af deres Befuldmægtigede, Hr. Robert Lupell og Magister Godfrid. Ligeledes aflagde, i Overvær af de norske Gesandter, de skotske Herrer Patrick Jarl af Dunbar, Donald Jarl af Mar, Gilbert Jarl af Angus, Walter Jarl af Menteth, Duncan Jarl af Fife, Alexander, Skotlands Drottsete, John Comyn, William af Sulys, Justitiarius, William af Breyham, og Patrick, Søn af fornævnte Jarl Patrick, personligt, samt Alexander Comyn, Jarl af Buchan og Skotlands Constabel, samt Malise Jarl af Stratberne ved Fuldmægtig, Eed paa at de, saa vidt det stod i deres Magt, vilde drage Omsorg forat hvad der her af Kong Alexander og Jomfru Margrete var indgaaet, ubrødeligt blev overholdt; hvorimod de norske Herrer Vidkunn Erlingssøn. Ridder, Jon Finnssøn, Isak Gautessøn, Andres Peterssøn. Eilif Arnfinnssøn og Audun af Slinde edeligen lovede, at de som Gisler skulde forblive i Skotland, indtil Kong Erik havde fyldt sit 14de Aar, og godkjendt samt saa vidt muligt fuldbyrdet, Egteskabet, og at de inden den Tid ikke uden den skotske Konges Tilladelse skulde forlade Landet. Men hvis Kongen af Skotland ikke frigav dem efter at Kong Erik havde naaet sit 14de Aar og opfyldt sine Forpligtelser, da skulde han udrede de før omtalte 1000000 Pund Sterling i Straffebod, og Øen Man hefte som Pant.

Til det Exemplar, der skulde bero hos Kongen af Skotland, føjede de norske Befuldmægtigede deres Segl, medens den skotske Konge satte sit paa det, der forblev hos Gesandterne. Indholdet af denne Tractat er her meddeelt saa udførligt, deels fordi flere af Artiklerne i og for sig ere merkelige, navnlig den om Margretes og hendes Børns eventuelle Arveret til Skotlands Throne, der senere virkelig kom til Anvendelse, deels ogsaa fordi det er den ældste Tractat af saadant Indhold, der er os opbevaret. Den aabenbarer tydeligt nok, hvad Fordele hvert af de to Hoffer, det skotske og det norske, smigrede sig med at kunne høste af Forbindelsen, hvis Lykken føjede det: hiint haabede at kunne vinde Orknøerne, dette at kunne faa Man tilbage. Det er her første Gang, at der er Tale om at stille Orknøerne som Sikkerhed for en Penge-Udbetaling. Vel er det endnu ikke for nogen allerede ubetinget lovet eller til Udbetaling forfalden Sum, og den Betingelse, som dertil fordredes, indtraadte ikke; men det farlige Exempel var dog allerede givet, og bidrog vistnok ej ubetydeligt til, at de samme Øers Pantsættelse noget over tohundrede Aar senere gik saa let fra Haanden.

Den 11te August var Kongedatteren rejsefærdig, og gik da, sandsynligviis ved Berwick, hvor Tractaten udfærdigedes, og hvor Kong Alexander synes hyppigst at have resideret, ombord paa det Skib, der skulde føre hende til Norge, ledsaget af et glimrende Følge, blandt hvilke udtrykkeligt nævnes Walter Bullock, Jarl af Menteth, Abbeden af Balmurino samt Bernhard af Montealto (Monatt). De medbragte Duplicatet af Egteskabstractaten til Kong Eriks Besegling, samt, efter Tractatens Lydelse, det første Afdrag af Medgiften, der skulde udredes i Bergen endnu samme Aar. Man maa antage, at de norske Gesandter, paa dem nær, der skulde blive tilbage som Gisler i Skotland, fulgte med, skjønt vel ikke paa det samme Skib; dog er det ogsaa muligt at de lagde Tilbagevejen om Orknøerne, for der at sætte Biskop Peter af. Kongedatterens Skib tog, som det synes, den lige Vej, thi det afsejlede den 12te, og var allerede om Aftenen den 14de August udenfor den norske Kyst, hvor Rejseselskabet, som der fortælles, om Natten kom i den største Livsfare, maaskee ved at støde paa et Skjer. De kom dog velbeholdne derfra, og ankrede tidligt næste Morgen paa Bergens Vaag[13], hvor den unge Konge, som det forstaar sig, mødte sin Brud med alle Slags Æresbeviisninger. Ikke længe efter stod Brylluppet. Dagen vides ikke, men ved Tractaten var det, som vi have seet, bestemt, at det skulde holdes mellem 30te August og 8de September, med mindre nogen uforudseet Hindring indtraf, og da ingen saadan nævnes at være indtruffen, er det vel ogsaa blevet holdt i den Tid, maaskee Søndagen den 31te August. Det forstaar sig af sig selv, at Landets fornemste gejstlige og verdslige Høvdinger ved denne Lejlighed vare tilstede i Bergen, og navnlig berettes dette udtrykkeligt om Erkebiskoppen og alle Landets Biskopper[14]. Men det var ogsaa sidste Gang paa længere Tid, at de gejstlige og verdslige Herrer saaledes vare fredeligt tilsammen, og selv ved Brudefesten manglede der ikke Beviis paa, hvor daarlig den gjensidige Forstaaelse var; thi en af Baronerne, den oftere omtalte Hallkell Agmundssøn, indfandt sig ved Gjestebudet, uden at ense Bannsættelsen, og da Erkebiskoppen fik Øje paa ham blandt Gjesterne, erklærede han, at han ikke vilde sætte sig til Bords, uden at Hallkell, som bannsat, spiste paa et andet Sted; og Hallkell maatte, som det synes, føje sig derefter[15]. I Tractaten var det bestemt, at Margrete skulde krones samme Dag, hun havde Bryllup med Kongen. Dette skede ogsaa, skjønt Enkedronningen som der fortælles, var meget derimod[16]; og Erkebiskoppen forrettede selv Kroningen. Sandsynligviis frygtede hun for derved at tabe Indflydelsen over sin Søn, især da Margrete var saa meget ældre end denne. Strax efter Brylluppet blev hiint før omtalte Afdrag paa Medgiftssummen, 3500 Mkr., udbetalt, og saavel Kongen, som Dronningen tilligemed Regjeringsherrerne, gave Kvitteringer derfor, forsynede med deres Segl[17]. Ligeledes beseglede Kong Erik det før nævnte Duplicat af Tractaten, saavel som et Par Gjenparter deraf, og det er heller ikke at betvivle, at Tractaten, ifølge Budet i Artikel ti, blev besvoren i de skotske Sendebuds Nærværelse af Dronningen saavel som de tilstedeværende Høvdinger. Man erfarer nemlig, at syv Høvdinger, der ej vare tilstede, gave tvende andre Fuldmagt til at aflægge Eeden i deres Navn, og at de skotske Gesandter, til yderligere Sikkerhed, førte disse Fuldmagter med sig tilbage[18].

Alle disse Forhandlinger tog sandsynligviis nogen Tid, saa at de skotske Herrer neppe kunde tiltræde Tilbagerejsen førend midt i September, da Vejret allerede begyndte at blive uroligt og stormende. Det Skib, paa hvilket Abbeden af Balmurino og Bernhard af Montealto samt flere af Følget sejlede, forulykkede[19], rimeligviis ved den skotske Kyst, og de, der vare ombord, druknede, men flere af deres Sager bleve dog reddede, blandt dem ogsaa enkelte af de medbragte Documenter, skjønt rigtignok i daarlig Stand, formedelst Søvandet, hvormed de vare gjennemtrukne[20]. Jarlen af Menteth og hans Hustru med deres Følge kom derimod vel beholdne tilbage.

Den unge Dronning skal strax ved sit behagelige Væsen have vundet manges Hjerter, og navnlig forstaaet at omgaaes sin umyndige Mand saa venligt og fornuftigt, at hun udøvede en velgjørende Indflydelse paa ham og alle hans Omgivelser. Hun forbedrede, beder det, hans Sæder, lærte ham Fransk og Engelsk, og indførte bedre Skik ved Hoffet med Hensyn til Paaklædning og Spise. Man maa heraf slutte, hvad der og stemmer godt med de øvrige Omstændigheder, at Kong Eriks Opdragelse har været forsømt, og at han af Forældrene har været tilsidesat for den yngre, talentfuldere Broder, Hertug Haakon, om hvem man veed, at han fik en Opdragelse, der i Forhold til de Tider endog kunde kaldes lærd, medens der ikke findes mindste Spor til, at Erik besad flere Kundskaber, end andre unge verdslige Høvdinger paa hans Tid, eller at han yndede Videnskaber og boglig Virksomhed[21]. Det havde af den Grund sikkert været ønskeligt for ham, om Margrete havde levet længe ved hans Side, med mindre man da igjen havde maattet befrygte, at det vilde være kommet til alvorlige Sammenstød mellem hende og den myndige Enkedronning. Men Margrete døde allerede efter halvandet Aars Egteskab (9de April 1283), førend Kongen endnu kunde siges at have opnaaet fin Myndigheds-Alder, og vel endog førend hun selv endnu ganske havde kunnet frigjøre ham for Moderens Myndighed: det gamle Afhængighedsforhold synes da paany at være indtraadt[22]. Uagtet Kongens store Ungdom føddes der dog i dette Egteskab en Datter, der blev kaldt Margrete, enten efter Moderen, eller efter Kongens Farmoder af samme Navn. Der stod nu en Halvdeel af Medgiften tilbage (den første Halvdeel synes at være bleven fuldstændigt afbetalt ved det bestemte Fjerdedeels-Afdrag 1282) og netop denne Halvdeel skulde efter Tractaten tilfalde Barnet, medens Morgengaven derimod skulde falde tilbage til Kongen. Han sendte ufortøvet Gesandter (der vides ikke hvilte) for at melde Dødsfaldet og gjøre Kongedatterens Fordring gjeldende[23]; Den skotske Konge modtog Gesandterne godt, og erkjendte ogsaa fuldkommen Rigtigheden af Fordringen, men benyttede sig af sin ved Tractaten hjemlede Ret til at anvise Jordegods i Stedet for Penge, hvormed da ogsaa Gesandterne lode seg nøje. Forhandlingerne maa ellers have løbet nok saa venligt af, da der fortælles, at Kong Alexander efter Overlæg med sit Raad lod Gesandter med rige Foræringer til Kong Erik følge tilbage med de hjemvendende norske. Saaledes vedblev fremdeles den gode Forstaaelse med Skotland. Vi ville snart see, hvorledes begge Riger senere for en tørt Tid kom endnu nærmere i Berørelse med hinanden.

  1. ↑ Chronicon de Lanercost, fol. 191 b. Udg. S. 104.
  2. ↑ Dette angives udtrykkeligt hos Fordun.
  3. ↑ See Fortegnelsen over Brevskaberne, forefundne i Edinb. Fehirdsle 29 Septbr. 1282 i Acts of Parl. of Scotl. Vol. I. Her staar det, at man fandt den norske Konges Fuldmagt til at modtage af Skotlands Konge 1100 Mrk. for første Aar (1267), samt Qvitteringer for lignende Summer, betalte 1269 og 1270; der nævnes ingen Qvittering for 1268, men derimod en for 1100 Mkr. af 1282, „der vel hører til den første Aftegning“; da først er altsaa den sidste Termin erlagt. Der fandtes og, heder det, et Qvitteringsbrev for Udtællingerne i de forløbne Aar (altsaa inden 1282), men det lader til, at denne er bleven udfærdiget under eet, netop i Anledning at Giftermaalet.
  4. ↑ Beretningen i Chronicon de Lanercost tyder virkelig paa noget saadant, se nedenfor S. 23.
  5. ↑ See Eysteins Brev, sandsynligviis af 1280 (Edward I’s 8de Aar), til Kong Edward, hos Rymer II. S. 584.
  6. ↑ Det er dog ikke usandsynligt, at Abbed Richard af Lysekloster, der i 1280 og 1281 sees oftere at have reist frem og tilbage mellem Norge og England, var med i Gesandtskabet. Om de Breve, der oplyse dette, og som nærmest angaa Guido af Montforts Anliggende, vil der i det følgende blive handlet.
  7. ↑ Om alle disse Forhandlinger vedkommende Festemaalet, og de derved udstedte Breve faar man Oplysning, deels af den endelige Egteskabscontract, deels, og fornemmelig, af den endnu i Westminsters Archiv opbevarede ovenomtalte Fortegnelse paa de Brevskaber, der den 29de September 1282 fandtes i Edinburghs Fehirdsle. Den endelige Egteskabscontract kaldes finalis conventio, hvilket viser, at en tidligere Convention maa være gaaet forud: den taler om allerede „indganget Festemaal“ (sponsalia contracta), om et af Kong Erik allerede udstedt Brev, betreffende Morgengaven, og om Eder, som Dronningen og Høvdingerne allerede havde aflagt i to skotske Sendebuds Nærværelse, hvilke Sendebud saaledes maa være afgaaede til Norge før den endelige Tractat sluttedes. Fortegnelsen over Brevskaberne i Edinburghs Fehirdsle, bedst og fuldstændigst aftrykte i „The Acts of the Pariamoet of Scotland“, Vol. I. nævner under den særegne Overskrift „om Egtepagten med Norge“ (de nmaritagio Norvagiæ) følgende Breve: a) Transskript af den første Tractat om Egtepagten, cancelleret ved Berwick. b) Den norske Konges Ratification paa samme Transskript. c) Den norske Konges Brev om Assignation af Morgengaven. d) Den norske Dronnings og Høvdingernes (magnatum) Ratification, og deres Eder, at de vilde besørge Egteskabet gyldigt sluttet. e) Sammes bona fide-Løfte om det samme. f) Sex Par Fuldmagter og det syvende noget udvisket (offuscatum) af Søvand, fra nogle Høvdinger i Norge om at sverge i deres Navn. g) Den norske Konges Løfte om at indgaa Egteskab med Jomfru Margrete, den skotske Konges Datter, og Ratification paa alt det tidligere forhandlede, i et stort Chirograph-Brev, der blev bragt af Hr. Robert Lupell og Godfrid. h) Den norske Konges Fuldmagt til at fuldbyrde Egteskabscontracten. i) Det sidste Chirograph-Brev, affattet i Duplicat ved Berwick, det ene Exemplar noget udvisket af Søvand. k) To andre Exemplarer af samme Convention, beseglede med den norske Konges Segl, men det ene noget udvisket af Søvand l) Qvitteringsbrev fra den norske Konge for 3500 Mrk. (der staar urigtigt 4500), der skyldtes for Aaret 1281, men noget udvisket ved Søvand. m) Qvitteringsbrev for samme Sum (her staar rigtigt 3500) fra Dronningen og Høvdingerne, ligeledes noget udvisket ved Søvand. n) Afskrift af Sager, der fandtes efter Gesandternes Skibbrud. o) To andre Fuldmagter vedrørende Anliggendet med Norge. – Af alle disse Brevskaber høre de, om hvilke der siges, at de ere noget bedærvede af Søvand (altsaa litr. f samt i til n) til dem, der hjembragtes af de skotske Herrer, der ledsagede Margrete til Norge, og som paa Hjemrejsen lede Skibbrud, hvilket Fordun udtrykkeligt beretter, som nedenfor vil sees. De vedkomme saaledes ikke de foreløbige Forhandlinger. Til disse høre derimod litr a, der udtrykkeligt siges at være „den første Tractat“, og at være „cancelleret ved Berwick“, naturligviis da den sidste blev udfærdiget sammesteds, samt litr. b, c, d, e, g; det sidste siges endog udtrykkeligt at være hjembragt af de samme skotske Gesandter, der hørte Dronningens og Høvdingernes Eed i Norge, førend Gesandterne afgik herfra, og som derfor rimeligvis ere dragne til Norge i Følge med de første fra Skotland hjemvendende Gesandter
  8. ↑ Det er ikke usandsynligt, at den ældre Tractat virkelig har indeholdt en Artikel om, at Kong Alexander, ved at betale 3000 Mk. eengang for alle, kunde blive den aarlige Afgift af 100 Mk. kvit for Eftertiden, thi medens Medgiften i den endelige Tractat af 1281 bestemtes til 14000 Mkr., staar i hiin Beretning, der meddeles af Chron. de Lanercost, at den skotske Konge med sin Datter gav 17000 Mk. „hovedsagelig som Medgift, men ved Siden deraf (accessorie) for at indløse Rettere over Øerne“. Men forsaavidt denne Antagelse er rigtig, har der senere, efter Ratificationen, været gjort Motion fra norsk Side om at faa denne Artikel hævet, hvilket ogsaa er skeet, siden Medgiften i den endelige Tractat kun bestemmes til 14000, og det udtrykkeligt heder, at Artikelen af 1266 om den aarlige Afgift af 100 Mkr. skal blive staaende. Denne Sag vilde i og for sig have været tilstrækkelig til at forhale Giftermaalets endelige Afslutning.
  9. ↑ Se ovenfor. At Duplicatet blev laget ved Berwick, siges i en Paategning paa Orinigaldocumentet; at Dagen var 1ste August, synes man at kunne slutte deraf at alle senere aarlige Udbetalinger bestemmes til denne Dag.
  10. ↑ Det nøjagtigste Aftryk findes i Acts of Parliament of Scotland, Vol. I.
  11. ↑ Langes Norsk Tidsskrift, I. S. 43–44.
  12. ↑ Herved sigtedes det vel til hans Ungdom.
  13. ↑ At Margrete gik ombord den 11te, var om Natten før den 15de i Livsfare, og landede den følgende Morgen tidligt ved Bergen, siges i hiin oftere omtalte Beretning i Chron. de Lanercost. Fordun X. 37 beretter om hendes Følge, og hendes Ankomst til Norge (d. e. Norges Kyst) den 14de August.
  14. ↑ Arne Biskops Saga, Cap. 51.
  15. ↑ Sammesteds, Cap. 75.
  16. ↑ Fordun, X. 37.
  17. ↑ Disse Qvitteringer fandtes nemlig blandt Archivsagerne i Edinburghs Fehirdsle, s. ovf. S. 22.
  18. ↑ Fortegnelsen over de edinburghske Archivsager 1282.
  19. ↑ Fordun l. c.
  20. ↑ Se Fortegnelsen over Archivsagerne, samt de deri omtalte, af Søvand bedærvede Brevskaber. Paa Originalexemplaret af Tractaten 1281, der opbevares i Tower, er der desuden antegnet: „Skrevet i Duplicat ved Berwick, og det ene Expl. sendt til Norge, men paa Tilbagevejen faldet i Vandet (submersum) med de kgl. Gesandter“.
  21. ↑ Chronicon de Lanercost, l. c.
  22. ↑ Hendes Død omtales under 9de April af Fordun, X. 39. Chron. de Lanercost (fol. 192 b) siger derimod, at hun døde 27de Februar (30 Dage efter Broderen, hvis Død angives den 28de Januar); Necrologiet i Scr. Rer. D. V. 386 nævner „den hellige norske Dronning Margrete“ som død den 16de November; her menes vistnok Dronning Margretes Datter, den udvalgte Dronning af Skotland, der døde ved den Tid i 1290, se nedenfor.
  23. ↑ Fordun, l. c. Her tales der rigtignok kun om en Fordring af 700 Mkr., men da Halvdelen af Medgiften udgjorde 7000, skulde man antage, at 700 (vij c) ved Skrivfejl er sat istedetfor 7000 (vij m). Man seer ogsaa af Brev hos Rymer, udstedt af Kong Edward i England til K. John Baliol i Skotland den 16de November 1293, at Kong Alexander istedetfor de 7000 Mkr., der stode tilbage af Medgiften, anviiste Kong Erik endeel Landgodser, nemlig Rotthemaay i Moray, Bathket og Ratho ved Edinburgh. Balhelwy ved Aberdeen, samt noget ved Banff, jvfr. Breve af 28de Dec. 1292 samt Fortegnelsen over de i dette Aar af K. Edward tilbagegivne Breve, hvoriblandt Qvittering fra Audun Hugleikssøn og Ivar Olafssøn, Jomfru Margretes Befuldmægtigede, rfr 350 Mk. Sterl. modtagne fra Gaardene Bathket eg Ratho paa hendes Vegne. Det omtales ogsaa en Qvittering fra „Frater Bernardus Ludovici de ordine minorum“, for 700 Mk. modtagne al Jomfruens Tilgodehavende, men her maa vare en Fejl indløben, da Bjarne Lodinssøn, Cantsleren, ej var Minorit. Sandsynligviis skal der istedetfor „Bernardi fil Ludovici“ staa „Mauritii“ (den oftere omtalte Broder Mauritiu)s: eller de have begge to været nævnte, saaledes at Titlen frater &c. kun vedkommer Mauritius, men dennes Navn er ved en Incurie udeladt. Forøvrigt er det merkeligt nok, at der ogsaa her tales om 700 Mk. Sølv. Skulde Bjarne Cantsler og Mauritius have været Gesandterne i 1283?
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/6/66&oldid=74474»