Det norske Folks Historie/6/65

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Af Kong Magnus’s og Dronning Ingeborgs Børn vare ved hans Død kun tvende, nemlig Sønnerne Kong Erik og Hertug Haakon, i Live, hiin fød 1268, altſaa nu kun halvtolfte Aar gammel, Haakon fød i 1270, altſaa kun tiaarig[1]. Deres ældſte Søn, Olaf, der var fød i 1262, var allerede død i 1267. Ligeledes ſkal de i 1264 have faaet en Søn, Magnus, men ſom kun levede i 18 Tage[2]. End videre ſynes de at have haft en Datter, der døde endnu ſom Barn, men hvis Navn ikke kjendes[3]. Erik tiltraadte uden mindſte Hinder eller Vanſkelighed Kongedømmet, ſaaledes ſom hans Fader havde beſtemt, og allerede 8 Dage efter udfærdigede han i ſit eget Navn til den engelſke Konge et Brev, hvori han meldte ſin Faders Død, anbefalende ſig fremdeles til hans Velvilje, underrettende ham om, at han ſkulde krones førſtkommende St. Hansdag, ſom det var beſtemt, og bad ham undſkylde, at dette Brev var forſeglet med hans Faders Segl, efterſom der endnu ikke havde været Tid til at faa et nyt. Men dette Brev var kun en Høflighedsſkrivelſe, af hvilket Slags der viſtnok blev udfærdiget flere ved hans Tronbeſtigelſe, uden at han derfor ſelv befattede ſig dermed, ligeſom det er tydeligt, at han i de førſte Aar velter ikke havde noget med Regjeringen at beſtille[4]. Ifølge de ældgamle norſke Vedtægter var han viſtnok allerede myndig med det fyldte 12te Aar, men det er let at forſtaa, at dette kun var en Myndighed af Navn, og at der, om end ingen Formynder-Regjering formeligt var udnævnt, dog nu dannede ſig en ſaadan, der ſtiltiende greb Regjeringens Tøjler, og førte dem, indtil Kongen ſelv naaede den tilſtrækkelige Aandsmodenhed. Lendermændene udgjorde nemlig efter de gamle ſtatsretlige Beſtemmelſer, der nu end ydermere vare bekræftede ved den nye Hirdſkraa, Kongens Raad, og det faldt ſaaledes af ſig ſelv, at de af dem, der ved Kong Magnus’s Død vare tilſtede i Bergen, overtoge Styrelſen i Kongens Navn. Men ved Siden af dem udøvede ogſaa Enkedronningen Ingeborg ſtor Magt, ja var endog at betragte ſom den egentlige Regent inde. Den Indflydelſe, ſom Dronningen, der ſynes at have været en talentfuld og myndig Kvinde, udøvede paa den unge Konge, der efter alle de Træk, der ere os meddeelte om ham, maa have været af en føjelig og eftergivende Charakteer, ſom næſten nærmede ſig til Svaghed, ſyntes overhoved at have været meget ſtor. For øvrigt var der ikke fra Baronernes Side nogen Anledning til at betragte Dronningen Magt med Skinſyge, da hun ganſke ſtillede ſig paa deres Parti lige over for Kirkepartiet, ſom vi ſnart ville erfare. Saa vidt man kan ſkjønne, traadte den afdøde Konges Beſtemmelſe med Henſyn til de Hertug Haakon tilſtaaede Forleninger ſtrax i Kraft, og der fandtes ſaaledes en Deel af det ſamlede Rige, der kaldtes .Hertugdømmet[5]. Efter hvad man af flere offentlige Documenter fra den Tid kan ſlutte, ſynes der dog at have beſtaaet et Slags Fællesregjering mellem begge Brødrene, der iſær gjorde ſig gjeldende, efter at begge havde naaet deres Myndigheds-Alder. Man finder nemlig, at de da i Fællesſkab have udſtedt ikke faa Breve, hvis Indhold vedkom det hele Rige eller udenlandſke Anliggender, ligeſom ogſaa Underſaatterne, endog i de Dele, der ej hørte til Hertugdømmet, og ſtundom daterede deres offentlige Breve baade efter Kong Eriks og efter Hertug Haakons Regjerings-Aar. I alt hvad der vedkom Hertugdømmet alene, handlede derimod Hertug Haakon, efter opnaaet Myndigheds-Alder, paa egen Haand, uden at Kong Erik her nævnes[6].

Blandt de Baroner og Herrer, der ſaaledes grebe Regjeringens Tøjler, fremtræder iſær Hr. Audun Hugleiksſøn og Bjarne Erlingsſøn af Bjarkø og Giſke, ſamt Andres Paalsſøn Plytt, Hallkell, Søn af Agmund Krøkedans, Gaut af Tolga, Jon Brynjulfsſøn af Hvol, og den nye Kantſler Bjarne Lodinsſøn, der traadte i Hr. Thore Biſkopsſøns Sted, medens denne trak ſig tilbage til ſin Sysſel paa Øſtlandet. Alle ſynes de at være afſagte Fiender af Klerkeveldet, og at have ventet paa den førſte den bedſte Lejlighed til at fratage Kirken de Rettigheder, den nys, ſom de vel meente, havde vundet paa Lægmændenes Bekoſtning, ſamt derhos atter, om muligt, at grunde et Herrevælde, der lignede det tidligere i Kong Inges og Magnus Erlingsſøns Dage. De fleſte af dem vare vel enten allerede i Bergen, da Kongen døde, eller indfandt ſig ſtrax efter til det udſkrevne Høvdingemøde. Her have da vel ogſaa de øſtlandſke Herrer, Hr. Erling Alfsſøn, hans Søn Alf Erlingsſøn og hans Svigerſøn, den forrige Kantſler Hr. Thore Haakonsſøn, indfundet ſig, ſkjønt det lader til, at de for øvrigt voldt ſig hjemme i ſine Sysler, og ikke deeltoge i den egentlige Formynder-Regjering. Af gejſtlige Herrer indfandt der ſig ogſaa en heel Deel til det ſamtidige Kirkemøde. Erkebiſkoppen ankom Trinitatis Søndag, den 16de Juni; foruden Biſkoppen af Bergen vare ſamtlige Lydbiſkopper i Norge ſelv tilſtede, derhos begge de islandſke Biſkopper og Biſkop Erlend af Færøerne, ja endog Biſkop Marcus af Syderøerne[7]. Af alle Lydbiſkopper under Nidaros Provins manglede ſaaledes kun Biſkoppen af Orknøerne og Biſkoppen af Grønland. Man kan neppe paaviſe noget norſk Provincial-Concilium, hvor Gejſtligheden var været ſaa ſterkt repræſenteret, og i Spidſen for en ſaa ſtor Flok af lydige Undergivne følte den myndige Erkebiſkop ſig dobbelt ſterk til at byde de verdslige Herrer Trods, ligeſom han vel ogſaa nu havde det bedſte Haab om at faa ſin Chriſtenret vedtagen. Hans ſtridbare Sind viſte ſig allerede i Begyndelſen deri, at han, ſom det beder „lagde ſin Ublidhed paa Biſkop Arne af Skaalholt, fordi han ſkulde have heldt mere til Kongens end til hans eget Parti, og derved rakt Haanden til at Kirkens Friheder traadtes under Fødder“[8]. Det varede imidlertid ikke længe, førend Arne fik overbeviiſt ham om Grundløsheden af hans Mistanke, ſaa at han atter tog ham fuldkommen til Naade. Kroningen ſkulde, ſom oftere omtalt, finde Sted St. Hansdag, altſaa kun 8 Dage efter Erkebiſkoppens Ankomſt, men den blev udſat i lidt over en Uge, fordi man ikke kunde blive enig om Kronings-Eden, hvilken Erkebiſkoppen vilde have indrettet ikke efter den ſædvanlige, i Landsloven og Hirdſkraa foreſkrevne, Formular, men efter en anden, der ſærſkilt udhævede og bekræftede Kirkens nys vundne Friheder, ſamt endog aabnede Adgang til deres Udvidelſe. At dette var Baronerne meget imod, er viſt nok; og der blev desangaaende holdt mange Samtaler og Forhandlinger mellem Erkebiſkoppen paa den ene Side, og Dronningen og Kongen og deres Raadgivere paa den anden. Navnlig paaſtod Erkebiſkoppen, at flere af de nye Lovbeſtemmelſer vare til Kirkens Præjudits og ſtrede mod Compoſitionen, hvisaarſag han fordrede dem afſkaffede[9]. Han ſigtede her iſær til de nye, allerede ofte omhandlede Forandringer i Ledings-Ydelſen eller Skattevæſenet, da der udtrykkeligt tilføies, at han mindede dem om, at de ſom med Magt paabyrdede Gejſtlige eller deres Jordegods Skatter, Paalæg og Byrder, vare hjemfaldne til Excommunications-Straf. Men det lader til, at et af Formynder-Regjeringens førſte Skridt har været, ſtrengt at paabyde de nye Ledingsbeſtemmelſers Overholdelſe uden Perſons Anſeelſe, ligeſom vi ogſaa erfare, at de udſtedte et Forbud mod at ſælge de Gejſtlige brændt Sølv eller engelſke Sterlinger, visſelig fordi de befrygtede, at alt for meget Sølv ſkulde gaa ud af Landet til den forhen omtalte Sexaars-Tiende, der indbetaltes i norſke Penge, men ſom, efter hvad vi ovenfor have ſeet, maatte omſættes i rede Sølv, førend den afſendtes til Rom, da de norſke Penge vare ſaa daarlige, at de vragedes udenlands[10]. Hvad enten nu Dronningen og Baronerne havde ladet ſig imponere af Erkebiſkoppens Myndighed, eller de endnu ikke havde aftalt nogen ret Modſtandsplan, eller de anſaa det nødvendigt, førſt og fremſt at faa den unge Konge kronet, lige meget paa hvilke Betingelſer, nok er det, at de for det førſte gave efter, og ej alene fandt ſig i at Formularen til Kronings Eden formedes fem Erkebiſkoppen vilde, men lovede endog foreløbigt —— det paaſtod i det mindſte Erkebiſkoppen — at de paaklagede Love ſkulde blive forandrede. Saaledes foregik da Kroningen i Chriſtkirken i Bergen St. Svithuns Dag (2den Juli), den ſamme Dag, paa hvilken Erik forhen havde faaet Kongenavn i Bergen (1273) og var blevet hyldet paa Ørething (1273). Akten forrettedes af Erkebiſkoppen ſelv, i alle de forſamlede Biſkoppers og øvrige gejſtlige og verdslige Herrers Nærværelſe. Edsformularen, der foreſtavedes den unge Konge, lød ſaaledes: „Dette lover jeg Gud og hans hellige Mænd, at jeg ſkal bevare Fred og Rettighed for den hellige Kirke og det Folk, jeg uværdig er beſkikket over. Biſkopperne og de lærde Mænd ſkal jeg viſe pasſende Ære, efter hvad jeg er ſkyldig og Gud giver mig Skjønſomhed til, ligeſom jeg ubrødeligt ſkal overholde hvad Kongerne have ſkjenket og tilbagegivet Kirker, ſaaledes ſom det er ſamtykket mellem Kirken og Riget. Vrange Love og onde Sedvaner, iſær de, ſom ere imod den hellige Kirkes Frihed, lover jeg at afſkaffe og indrette ſaaledes ſom vi faa bedſt Raad til af vore troeſte Mænd“. Det ſees letteligt, at Formularen nærmeſt ſigtede til Tunsberg-Compoſitionen; det ſidſte Punkt vedkom dog nærmeſt den Gejſtligheden ſaa forhadte Artikel om Ledingsberegningen[11].

Men ſaa ſnart Kroningen var tilendebragt og Baronerne i ſaa Henſeende havde opnaaet hvad de ønſkede, toge de Maſken af, og Erkebiſkoppen, der maaſke allerede ſmigrede ſig med at have vundet en let og ſnar Sejr, fik ſnart at føle, at hans Modgang nu førſt ret begyndte, ja at det paa det nærmeſte var forbi med hans Velde. Da han opfordrede Dronningen, Kongen og Baronerne til at efterkomme deres Løfte, og tilbagekalde de Lovbeſtemmelſer, der voldte ſaa meget Anſtød, vægrede de ſig reent ud derved, og „ſnarere forſvarede end rettede paa deres utilbørlige Færd“. Erkebiſkoppen anmodede dem da om, at de enten ved et ſærſkilt, i Kongens Navn udſtedt og af ham ſaavel ſom dem beſeglet Brev, eller ved en i Lovbogen indſkudt Artikel vilde erklære hine Lovbeſtemmelſer ſuſpenderede, indtil Kongen ſelv blev fuldmyndig, og da med ſine viſe Mænds Raad kunde faa nye og bedre Forſkrifter, ſom han i ſin Kroningseed havde lovet, hvorefter der da fra begge Partier ſkulde ſendes Geſandter til Paven og Sagen forelægges ham til endelig Bekræftelſe. Men heller ikke herpaa vilde de indlade ſig. Derimod forlangte de en Afſkrift af nogle Statuter, ſom Erkebiſkoppen imidlertid havde faaet vedtagne paa Provincial-Conciliet[12].

Disſe Statuter, i hvis Udfærdigelſe alle de tilſtedeværende Biſkopper, paa Markus af Syderøerne nær, deeltoge, bære tydeligt Præget af at være affattede med ſtadigt Henſyn til det Uvejr, ſom nu tegnede ſig til at udbryde, idet de nemlig indeholde en udførlig Fortegnelſe paa alle de Tilfælde, hvori Excommunication indtraadte (Banns-Artiklerne) ſaavel efter de canoniſke Beſtemmelſer i Almindelighed, ſom efter de for Norge gjeldende Vedtægter i Særdeleshed.

Disſe ſidſte ſpecielle Banns-Tilfælde ere følgende:

1. Naar Nogen af egen Vilje eller egenmægtigt forgreb ſig paa anden Mands faſte Ejendom, eller voldeligen ſøgte at drage under ſig en Andens Magt. Bannsſtraffen indtraadte da ipso facto. Denne Artikel var, ſom det udtrykkelig anføres, given af Cardinal Vilhelm. Det tilføjes at ſligt Ran, tilføjet Kirken eller Gejſtlige, ſkulde paakjendes af gejſtlig Ret.

2. Naar Nogen med ond Vilje ſøgte at nedbryde eller ſkade Kirkens Frihed inden Nidaros Erkebiſkopsdømme, eller de lovlige Sedvaner, hvortil Kirken havde gammel Hevd.

3. Naar der paa Søndage eller Højtidsdage, hvor Ordet ſkulde prædikes, holdtes verdslig Stevnemaal eller Rettergang. Den, ſom heri gjorde ſig ſkyldig, ſkulde være excommuniceret i tre Maaneder.

4. Naar Nogen uden Preſtens Tilladelſe brugte Kirken til Opbevaringsſted for Sejl, Smør, Skreid eller andre Varer, og ikke, tre Gange paamindet af Preſten, flyttede Sagerne bort igjen. Derhos gjordes det Preſterne til Pligt, ikke at give dem nogen ſaadan Tilladelſe uden i yderſte Nødstilfælde.

5. Naar Nogen uden ſkjellig Grund opſatte ſit Bryllup indtil eet Aar og tre Maaneder efter Feſtemaalet. Excommunicationen vedvarede indtil Brylluppet holdtes. For øvrigt bekræftedes „den lovlige Sedvane i Landet“, at Bryllupper holdtes offentligt.

6. Naar nogen Lægmand tiltog ſig at underſøge eller paadømme de Sager, der alene tilhøre Kirkens Forſtandere at dømme i, og ſaaledes overtraadte Compoſitionen, ſamt naar Nogen med Tvang bragte en Gejſtlig under Lægmands Dom, m. m.; ved alt dette paadrog man ſig Bannſtraf ipso facto. Her opregnes paany de i Conſtitionens Artikel 3 angivne Sager, der alene hørte under gejſtlig Ret. Men, tilføjes der, ſkjønt baade Guds (den canoniſke) Ret byder, og det er udtrykkeligt beſtemt i Compoſitionen, at Klerker ſkulle være fuldkommen frie uden nogen ſom helſt Underdanighed under Lægmændene, og hverken de ſelv eller de Mænd, de have hos ſig til at forrette deres nødvendige Arbejder, paa nogen Maade ſkulle underkaſtes noget ſom helſt Forbud, ſom Kongen eller de af ham indſatte Befalingsmænd paabyde med Henſyn til Kjøb eller Salg. ſaa findes der dog dem, der tragte efter at unddrage de Gæjſtlige denne Frihed, og ytre ſin onde Vilje deri, at de lægge de Lægmænd i Bøder, ſom ſælge Gejſtlige brændt Sølv eller andre Varer, ſaa at ingen ſkal have mere Frihed til at ſælge Klerker ſaadant, end andre Mænd. (Her ſigtedes ligefrem til det før omtalte Forbud, nærmeſt foranlediget ved Sexaars-Tienden). Men da det nu findes ſkrevet i den hellige Kirkes Love, at naar een Ting er forbuden under Banns Straf, gjelder det ſamme Forbud og Bann ogſaa alt andet, hvorved Tingen fremmes: ſaa bannſætte vi herved alle dem, der driſte ſig til at gjøre ſaadant, og de ſkulle ikke paa nogen Maade faa Abſolution, førend de have tilbagebetalt lige ſaa mange Penge, ſom de toge fra den, der ſolgte ſine egne Varer. Saa og om nogen driſter ſig til at forulempe Gejſtliges eller Kirkens Arbejdsmænd eller Tjeneſtemænd, ſaaſom deres Steenarbejdere eller Skibsſtyrere o. ſ. v. i deres lovlige Frihed, ved at paalægge dem almindelige eller ſærdeles Forretninger, beſkadige eller med Magt at tage deres Fartøjer, undtagen paatrængende Nødvendighed eller det almene Bedſte fordrer det: da vide han, at han ved denne ſelvſamme Beſtemmelſe er excommuniceret, og at han ingen Abſolution ſkal faa, førend han tilbørligen har bødet ſin Forſeelſe.

Statutet gaar derpaa over til opregne de i den canoniſke Ret for hele Chriſtenheden foreſkrevne Banns-Artikler. Der forudſkikkes en Indledning, hvori Erkebiſkoppen og Lydbiſkopperne erklære, at det vilde være uforſvarligt, om de taug ſtille med hvad der var nødvendigt og gavnligt for deres Undergivne at vide. De paaberaabe ſig Apoſtelen Paulus’s Ord til Epheſernes Udſendinger(Apoſtl. Gj. XX. 18, 20, 26,)[13] og tilføje, at ligeſom Legemets Læge ikke er angerløs, naar han har ſagt den Syge, hvilken Føde han bør nyde, hvis han ikke ogſaa udtrykkeligt bar ſagt, hvilke Fødemidler han ſlet ikke maa ſmage, ſaaledes var det ikke nok for dem, Sjælens beſkikkede Læger, at lære Folket hvad det ſkulde vide, men det var ogſaa deres Pligt, aabenbart og tydeligt at forkynde dem hvad de ſkulde undgaa. Hvorledes, heder det videre, ſkulde vi f. Ex. nu kunne lade ſom om vi ſlet ikke ſaa, at Nogen glemmer ſin Sjæls Frelſe i den Grad, at han lægger Paalæg paa den hellige Kirke, Guds Ejendom, eller frygter ikke for at behandle hans Tjenere haardt og utilbørligt. Thi vi vilde jo ſelv gjøre os medſkyldige i de Laſter, med Henſyn til hvilke vi ſaa igjennem Fingre med vore Undermænd, uden at refſe dem til Forbedring, hvis dette er os muligt. Skjønt vi jo rigtignok ved Guds Hjelp haabe, at ingen eller i det højeſte kun faa ere dumdriſtige nok til at ſtorme frem i en ſaadan Skjendighed, at beſtride den hellige Kirkes Fred og Frihed; og hvis de gjøre det, da er det vel kun fordi at de ikke vide hvad Straf der er foreſkrevet for ſaadant; thi det er ej at undres over, om Nogen tager ſig mindre i Vare for at gjøre, hvad han veed der ej er ham udtrykkeligt forbudt; ja det hænder jo endog ofte, at man ikke er ſaa bange for endog at overtræde et Forbud, naar man tror, at Straffen kun er liden. For nu at ingen herefter ſkal tage Anledning til at begaa frække Overtrædelſen eller undſkylde ſig med Uvidenhed, beſtemme vi ſtrengeligen, at een Gang hvert Aar ſkulle ved alle Biſkopsſtole de hellige Canones, der handle om, i hvilke Tilfælde man paadrager ſig fuldſtændig Excommunication, oplæſes for Almuen, ſaa og i de fornemſte Hereds-Kirker, paa det at Uvidenheden, der hidtil ſtyrtede ſig hovedkulds i Synden, nu kan ſtandſe i ſin begyndte Ondſkabs Fart, naar den ſeer den truende Straf og ſkrækkes for den“.

Artiklerne opregnes nu ſaaledes:

1. Om Nogen forlader den rette Tro og henfalder til et af Kirken fordømt Kjetteri.

2. Om Nogen ſætter ſammen en ny Vranglære, enten offentligt eller hemmeligt. Denne Bannsſtraf rammer ogſaa evindelig alle dem, der forſtaa Læren og lære anderledes, end den hellige romerſke Kirke prædiker og overholder, om Daaben, om Alterens Sacramente, Skriftemaal, Egteſkab og de øvrige Sacramenter i den hellige Kirke, ſaa og alle dem, ſom en Biſkop dømmer at være Kjetter i ſit Biſkopsdømme.

3. Naar Nogen tror paa hvad Kjettere foreſnakke dem, eller tage dem til ſig, forſvarende eller underſtøttende dem. Hvis han ej forbedrede ſig inden 12 Maaneder efter at han var erklæret bannſat, ſkulde han være æreløs for Livstid, udygtig til at bære Vidnesbyrd, uberettiget til at tage Arv, enten efter Teſtament eller ſædvanlig Inteſtat-Arv, ſaavel ſom til ſelv at gjøre Teſtament, han maatte ikke ſelv anlægge Søgsmaal mod nogen, men ſkulde lige fuldt ſtande andre til Rette; om han var Dommer, ſkulde hans Domme være ugyldige; var han Gejſtlig, ſkulde han af Biſkoppen berøves alle ſine Vielſesgrader og desforuden være de ſamme Straffe underkaſtet ſom Lægmændene[14].

4. Naar Nogen erklærer og paaſtaar, at Kirken i Rom ikke er Chriſtendommens Hovedkirke eller berettiget til Lydighed.

5. Naar Nogen i vred Hu eller ond Vilje lægger Hænderne paa en Gejſtlig eller Kloſtermand, ſaa og om nogen befaler en Anden at gjøre det, fremdeles om nogen undlader at hjelpe Gejſtlige, naar de kunne; hvilket ſidſte gjelder fornemmelig dem, der have Magt eller ere andre overordnede.

6. Om verdslige Herſkere, Styrere eller Befalingsmænd plage Gejſtlige, Kirker eller deres Ejendomme med Krav eller utilbørlige Tyngder, ſaaſom Lægmænd ikke have Ret til at paalægge Klerker eller Kirker Krav eller Skat.

7. Naar Mænd vedtage Beſlutninger om den hellige Kirkes Frihed, med mindre de inden to Maaneder udſtryge dem af ſine Bøger. Saa og om Nogen lader ſig bruge til at føre ſlige Beſlutninger i Pennen, ſaavel ſom Dommere og Befalingsmænd, der dømme efter ſlige Beſlutninger o. ſ. v.[15]. Kirkens Frihed beſtaar i de Privilegier, ſom have været den givne ſaavel i aandelige ſom timelige Sager, almindeligt eller ſærſkilt. Nogle af disſe Privilegier ere givne af Gud ſelv, f. Ex. da Chriſtus ſagde til Apoſtlen Peter, at hvad han havde bundet paa Jorden ſkulde være bundet i Himlen, og hvad han havde løſt paa Jorden, løſt i Himlen; fremdeles at Tiende og Offer høre Kirken til, ſamt at de Gejſtlige have Magt og Raadighed over Kirken og dens Ejendele, ligeſom det tilkommer Kirkens Forſtandere at give Love om aandelige Anliggender og udøve Jurisdiction derover, ſaaledes ſom det ſkrevet ſtaar baade i det ane Teſtamente og i det gamle. Andre Privilegier ere givne af Paven, f. Ex. det, at naar Nogen med vred Hu lægger Haand paa en lærd Mand, falder han i Bann ipso facto, ſamt at to Vidner ere nok til at vidne om alle de Teſtamenter, der kunne regnes til Sjælegaver, og mange andre Privilegier; andre have ogſaa Kejſerne givet, hvilket de havde fuldkommen Ret til, hvad verdslige Ting angaar, ſaaſom at Enhver har Ret til at ſkjenke Kirken om det ſaa var hele ſin Fædrene-Arv, uden at han behøver at ſpørge Nogen om Lov dertil, „thi ved enhver Gave, ſom nogen ſkjenker til Kirken for ſin Sjæl, er den bedſte Grændſe den, at der ingen Grændſe findes“.

8. Derſom nogen med ond Vilje brænder en Kirke eller hellige Steder, eller Huſe, der ſtaa inden Kirkegaard, eller enhver Bygning, ſom det tilkommer Kirken at forſvare.

9. Hvis nogen nedbryder en Kirke, eller plyndrer den, eller beſkadiger Alteret eller Helligdommen m. m.

10. Naar Nogen forfalſker et Pavebrev for ſig ſelv eller nogen Anden, eller benytter til ſin egen Fordeel et ſaadant Brev, ſom han veed er forfalſket.

11. Naar Nogen fører Vaaben, Skibe eller Jern til Saracenerne, eller lader ſig bruge ſom deres Skibsſtyrere eller paa nogen Maade hjelper dem i at bekrige eller forulempe det hellige Land og Chriſtne.

12. Om Nogen røver fra Romerne eller chriſtne Kjøbmænd, eller gjør dem ſelv til Fanger, naar de ſejle fredeligt med ſine Varer.

13. Naar Nogen med Magt eller Truſler tvinger Biſkopper eller Gejſtlige til at tilbagekalde en Bannſættelſe, eller give Gejſtlige de Embeder tilbage, fra hvilke de ere retmæsſigt afſatte[16].

14. Naar Lægmænd, af hvad Stand de ere, eller hvilket Embede de ſaa beklæde, tvinge Kirkens Forſtandere, Capellaner eller andre Klerke til at taale, at Kirkens faſte Ejendomme eller Gaarde lægges under Lægmænds Vold; med mindre de, lovligen paamindede, give de ſaaledes uretteligen tagne Ejendomme tilbage.

Fremdeles lyſtes der Bann over Alle og Enhver, ſom vovede at gjøre eller foranſtalte Oprør mod Norges Konge, eller ſom ved ſvigagtige eller ſlette Handlinger ſøgte at forſtyrre Landets Fred. Derhos tilholdtes de Gejſtlige at føre et reent Levnet, beflitte ſig paa Fredſommelighed, Stilhed og Ivrighed i Guds Tjeneſte, ſamt at undgaa Tviſtigheder, Trætter, hadefuld Fremfærd og alt Fjas, ligeſom det ogſaa blev dem forbudt at vække Urolighed eller give Anledning til Splid med Lægmerndene ved at laſte disſe eller avindſygt at ſaare dem: vovede nogen at gjøre det, ſkulde han haardeligen ſtraffes af ſine Foreſatte. I lige Maade indſkjærpedes det Lægmændene atter, ikke at forulempe Gejſtligheden med utilbørlige Udpresninger, men tvert imod at viſe ſig venlige og omgængelige med dem.

Skjønt Simoni var forbuden i de hellige Skrifter, ſaavel ſom at forlange Penge af dem der gik i Kloſter, ville, heder det, Nonnerne nu ſom ofteſt ingen Syſtre optage, uden de medbringe Penge; derfor beſtemtes det, at hvis nogen Abbedisſe eller Prior ved et Nonnekloſter tog Penge eller Gaver af den, der vilde træde ind i Kloſteret, eller ſluttede nogen ulovlig Akkord med hende, da havde ſamme Abbedisſe eller Prior ipso facto forbrudt ſit Embede. Derimod havde man frit Lov til at modtage, hvad der retteligen ſkjenkedes eller ofredes uden nogen Betingelſe eller Akkord. Det ſamme ſkulde ogſaa iagttages i andre Kloſtre. Det forbødes tillige Gejſtlige eller Lægmænd uden lovlig Aarſag ofte at beſøge Nonnekloſtre; hine under Embeds Fortabelſe, disſe under Bannſætnings Straf. End videre forbødes det Kloſterfolk at have privat Ejendom, og befandtes det efter Ens Død, at han havde haft nogen ſaadan, ſkulde han ikke begraves i chriſten Jord.

Uagtet vi ej længer beſidde Statutet i dets Heelhed, eller i Originalſproget, der af flere Tegn ſees at have været Latinen, er der dog al Grund til at antage, at det ikke har indeholdt ſtort flere end de oven anførte Punkter: den ſtørſte Uvished, men ſom er mindre væſentlig, herſker om den Orden, hvori de enkelte Punkter oprindeligt vare ſtillede[17]. Det ſees nokſom, at der her er lagt an paa at ſamle alt, hvad der ej alene efter de indtil den Tid udſtedte Canoners udtrykkelige Beſtemmelſer, men ogſaa efter den videſte og gunſtigſte Fortolkning af disſe tjente til at værne om den norſke Kirkes meſt vidtdrevne Fordringer, og at man ſaa godt ſom ved hvert eneſte Punkt havde de Mænd for Øje, og vilde indjage dem Skræk, der paa Høvdingemødet optraadte ſom den verdslige Magts Repræſentanter. Bannsſtraffen for dem, der vilde ſætte ſig op mod Norges Konge, ſaavel ſom Forbudet mod at Gejſtlige vakte Splid og opirrede Lægmænd, ſynes næſten kun at være tilføjede, for at ſtoppe Munden paa Baronerne, ſaa hurtigt og næſten i Forbigaaende dvæles herved, medens derimod Forbudet, med tilhørende Bannsſtraf, mod at forulempe Kirkens og Gejſtlighedens Frihed og Forrettigheder uafladeligt, og paa mange Maader, indſkærpes. Statutet er udſtedt, og Originalbrevet, der indeholdt det, var vel ogſaa beſeglet, af Erkebiſkop Jon, Biſkopperne Andres af Oslo, Jørund af Hole, Erlend af Færøerne, Arne af Skaalholt, Arne af Stavanger, Narve af Bergen og Thorfinn af Hamar. Biſkop Markus af Syderøerne nævnes ej blandt Udſtederne, maaſkee fordi han rejſte tidligere hjem, end Statutet blev ført i Pennen og udſtedt; maaſkee deeltog lign ej i disſe Forhandlinger, fordi Man og Syderøerne nu ikke længer hørte under den norſke Krone, og man ſaaledes ikke vel fra norſk Side kunde ramme de Lægmænd, ſom der maatte prøve paa at forulempe Kirken.

Men derſom Erkebiſkoppen ſmigrede ſig med, at han ved disſe Concilbeſtemmelſer havde banet ſig en ſikker Vej til at faa ſin Chriſtenret vedtagen, da regnede han merkelig Fejl, thi baade i Maaden, hvorpaa de bleve til og i deres Indhold vare de juſt ſkikkede til at vække de verdslige Høvdingers Harme og Mistanke, og egge dem til alvorlig Modſtand. For det førſte ſeer man af den Omſtændighed, at Dronningen og Baronerne fordrede Afſkrift af Beſtemmelſerne, at disſe have været vedtagne af Gejſtligheden uden at de verdslige Høvdinger vare tagne paa Raad med eller anmodede om Samtykke, ja at de maaſkee endog ere blevne til under hemmelige Forhandlinger. For det andet ſtride enkelte Beſtemmelſer deels mod den nys vedtagne Lovbogs udtrykkelige Bud, deels mod dens Aand og Principer; ſaaledes ſtrider Forbudet mod Opbevarelſen af Sejl og Sejlredſkab i Kirken lige frem mod den ældgamle, ogſaa i den nye Lovbog op tagne Forſkrift, at Ledingsſkibenes Sejl og Redſkab netop ſkulde opbevares der; og naar Statutet uden videre forbød Rettergang paa Helligdage, eller tiltog ſig at beſtemme, hvor vidt en Lægmands Domme og Retshandlinger ſkulde være gyldige eller ej, var dette i alle Fald noget, hvortil Lægmændenes Samtykke burde have været indhentet, førend det kunde anſees ſom gjeldende. At et ſaadant Samtykke ej æſkedes, eller at man overhoved ved Statutets Vedtagelſe ej gav de verdslige Høvdinger noget Ord derom, viſer nokſom, at Gejſtligheden fra førſte Færd af ſatte ſig paa en Art af Stridsfod mod Lægmændene. Disſe ſvarede med ſamme Mynt, og Erkebiſkoppen kom her til at drage del kortere Straa. Det førſte umiddelbare Tegn, vi ſpore til de verdslige Høvdingers Oppoſition mod Erkebiſkoppens Overgreb, er en almindelig Retterbod for Norge, der i Kong Eriks Navn er udſtedt omtrent ſamtidigt med eller noget efter Statutet, og ſom, uden at enſe Compoſitionens Beſtemmelſer, vedrører flere Forhold, ſom ifølge disſe alene ſkulde henhøre under Gejſtlighedens Raadighed. Henſigten med denne Retterbod var, nærmere at forklare og ſupplere enkelte dunklere og mangelagtige Steder i den nye Lovbog. Den ſlutter ſig derfor paa det nøjeſte til denne, og har en Indledning, der ganſke er affattet i dens Stiil. „Vi antage“, ſiger Kongen her, eller lader man ham ſige, „at I vide, og iſær de forſtandigſte af eder, at den Lovbog, ſom vor Fader Kong Magnus indrettede, ſynes ſommeſteds ikke at give ſaa nøjagtig Beſked, ſom man tykkes behøve, og der er desuden flere Punkter, ſom det ej var at vente, at en ſaa liden Bog kunde berøre: da vi nu kalde det vor Skyldighed, omhyggeligen at efterſee og forbedre Lovene og Landſens Ret, ſaa have vi med de bedſte Mænds Raad truffet nogle Beſtemmelſer, ſom vi lode fremlægge paa Thinget og ſkrive i dette Brev, hvilket vi herved ſende eder“. Af denne Indledning ſees det, at Retterboden endnu paa gammel Viis i det mindſte er bleven fremlagt, vel ogſaa bekjendtgjort, paa Lagthinget, om end ikke forelagt Almuen til Vedtagelſe, og da de flere Afſkrifter i Stedet for „Lagthinget“ nævne deels „Gulathing“, deels „Froſtathing“, deels „Eidſivathing“, deels „Borgarthing“, deels „Steigarthing“, ligeſom de ſamme Afſkrifter ej lade Kongen henvende ſig til Nordmændene i Almindelighed, men til „Gulathingslagens“, „Froſtathingslagens“, „Eidſivathingslagens“, „Borgarthingslagens“ eller „Steigarthingslagens Mænd“, er det tydeligt nok, at Gjenparter ſamtidigt maa have været udfærdigede til alle Hovedlagthing, for der at fremlægges, hvilket altſaa ikke kan have fundet Sted førend i 1281, da der neppe var Tid til at faa en ſaadan almindelig Retterbod udarbejdet og gjennemgaaet i de fem til ſex Uger fra Kongens Død indtil Thingtiden (17de Juni og de nærmeſt paafølgende Dage), hvor man havde ſaa meget andet at tænke paa. Dette hindrer imidlertid ikke, at Udkaſtet til Retterboden allerede kan være iſtandbragt og foreløbigt vedtaget af Høvdingerne ſamtidigt med Concilforhandlingerne, eller maaſkee endog lidt tidligere. Sandſynligviis fandt Lovtagelſen ikke engang Sted førend i 1282, ſom det nedenfor ſkal viſes; de chronologiſke Forhold ved disſe Forhandlinger kjender man ikke længer ſaa nøje; kun veed man, at Forhandlingerne om Retterboden fandt Sted efter Kroningen, og Tidsforſkjellen mellem disſe og hine kan derfor i ethvert Fald ikke have været ſynderligt ſtor[18]. Det er imidlertid heel ſandſynligt, at Høvdingerne endnu ikke nøje kjendte Indholdet af Concilſtatutet, da de vedtoge Retterboden, men kun i Almindelighed havde hørt eller ſluttede ſig til, at det ſigtede til at værne om Hierarchiet, og udſlyngede haarde Truſler mod dem, der vovede at røre ved Kirkens nys erhvervede Friheder. Retterboden indeholdt følgende Beſtemmelſer:

1. At kun de Preſter maatte udnævnes til Provſter, d. e. Biſkoppens Ombudsmænd for at paatale gejſtlige Sager og opkræve hans Indtægter, ſom ikke havde Sognekirker eller vare berettigede til at høre lønligt Skriftemaal[19]. Henſigten hermed var den, at binder Sjæleſørgerne og Skriftefædrene fra at benytte den moralſke Indflydelſe, de udøvede paa deres Sogne- og Skrifte-Børn, til utilbørligt at aflokke dem Teſtamenter eller Gaver, eller overhoved Dispoſitioner, hvorved retmæsſige Arvinger tilſideſattes for Gejſtlige eller gejſtlige Stiftelſer.

2. At forſtandige og velbemidlede Bønder inden hvert Kirkeſogn ſkulde have Tilſyn med Kirkegodſet, dog med Sognepreſtens Vidende, og hvert Aar aflægge Regnſkab derover for Biſkoppen, eller i hans Fraværelſe for Chorsbrødrene. — Dette ſigtede, ſom man tydeligt ſeer, til at hindre utilbørlig Anvendelſe af Kirkegodſet til Preſternes eller Biſkoppernes Fordeel.

3. At Olafstolden ſkulde ſælges i det ſamme Kirkeſogn, hvor den udrededes, ſaafremt de, der oppebare den, vilde ſælge den, og ikke føres udenfor Sognet.

4. Sysſelmændene ſkulde ikke have flere Lensmænd, end to i hvert Fylke, med mindre der var flere Sysſelmænd, da maatte hver have een Lensmand. — Dette er den førſte Gang, at Lensmands-Beſtillingen, hvilken Sysſelmændenes udvidede Forretninger gjorde nødvendig, omtales i Lovgivningen og ſaaledes fik officiel Anerkjendelſe[20].

5. Haandgangne Mænd, Preſter og Biſkopsmænd ſkulde gjøre Udfareleding og udrede Skibegods (skipafé) ligeſaavel ſom andre. — Om dette Punkt og de haandgangne Mænds ſaavelſom Preſternes og Biſkopsmænds Beſtræbelſer for at udſtrække ſin Skattefrihed videre end Loven tillod, er der ovenfor talt.

6. Der ſkulde lyſes til Egteſkab tre Gange i Kirken, men de Børn, ſom fødtes efter Lysningen, ſkulde anſees ſom egtefødde, om Egteſkabet ſelv end ikke kom iſtand formedelſt ſenere opdagede Hindringer.

7. Det forbødes, at herefter Nogen ſkulde kunne tvinges til edeligen at love at egte den Kvinde, han før havde haft til Frille, om han end havde haft Omgang med hende efter at have gaaet til Skrifte og Bod.

8. Lagthingets Indſegl ſkulde forvares under tre Laaſe, Lagmandens, Sysſelmandens og Sognepreſtens, og ikke bruges til andet end til de Sager, der afgjordes paa Lagthinget, undtagen naar ſkjønſomme Mænd fandt, at uomgængelig Nødvendighed krævede øjeblikkelig Læsning og Beſegling af et Brev.

9. Femten-Aars-Alderen beſtemtes til den rette Lavalder ſaavel med Henſyn til Vidnesbyrds Aflæggelſe ſom til Oppebærelſe af Bøder og til Straf.

10. Naar Nogen var ſtevnet til Kongen indenlands, og ikke mødte, idetmindſte ved Fuldmægtig, uden lovligt Forfald, ſkulde han bøde 3 Mk. Sølv til Kongen, med mindre han havde budet ſin Sag til ret Ranſagning hjemme af Lagmanden eller Sysſelmanden, og Modparten ej havde modtaget Tilbudet.

11. De Gaver, ſom man i teſtamentariſke Dispoſitioner gjorde til andre Folks Fordeel, ſkulde overholdes, ſaa længe de ikke tilſammen overſteeg en Fjerdedeel og en Tiendedeel af Formuen; men vare de ſtørre, ſkulde der afkortes for enhver af Legatarierne forholdsviis, indtil de til ſammen kun udgjorde hiint Beløb. Heri vare dog ikke Sjælegaver indbefattede. Ligeledes ſkulde de Gaver, ſtaa ved Magt, ſom man bortgav i ſund og friſk Tilſtand, i Vidners Overvær, naar kun ſkjønſomme Mænd ej erklærede det for Arveſvig.

12. Naar Nogen drog fra ſin Hjembygd til andre Steder, hvor han ej var bekjendt, ſkulde han have Lagmandens, Sysſelmandens eller andre paalidelige Mænds ſkriftlige Vidnesbyrd om, at han var en uberygtet Mand. — Dette er førſte tvang, at Pas- og Atteſt-Væſen hos os findes omtalt.

13. Naar Nogen vil indtale ſin Odelsjord, men Beſidderen, for at ſpilde Odelsſøgsmaalet, hemmeligt havde overdraget den til en anden, ſkulde han være forpligtet til at ſige Sagſøgeren, hvo denne anden Perſon var; hvis han fordulgte det, ſkulde han betale et Aars Landſkyld.

14—22 indeholde nærmere, mindre vigtige Beſtemmelſer om Budbyrd, Gjeldsſøgsmaal, Maal og Vegt, Formuesforhold mellem Egtefolk, m. m.

22. Alle Penge- og Odels-Søgsmaal ſkulde indbringes for Lagmanden en Sysſelmanden, hvad enten ſaa Sagſøgeren var Gejſtlig eller Verdslig.

23. Naar Sysſelmanden ſelv indſtevnte en Mand for ſig inden Halvfylket, for at underſøge hans Sag, eller den ene Part ſtevnede den anden til Sysſelmanden for at lade Sagen underſøge, ſkulde den Indſtevnte indfinde ſig, eller i Udeblivelſestilfælde bøde Mk. til Kongen, Mk. til Sagſøgeren. Friſterne ſkulde være afpasſede efter Afſtanden, og Sysſelmanden ſkulde omhyggelig underſøge Sagen, ſamt ſkifte Ret mellem Parterne, hvis han fik overtaget ſaa meget. Men hvis dette ej var ham muligt, ſkulde han uden Godtgjørelſe give ſin Underſøgelſe ſkriftlig beſkreven, enten ſtilet lige til Kongen eller til Lagmanden, og denne ſkulde da derefter fælde ſin Orſkurd, uden at det var nødvendigt at føre Vidnerne for vant. Dette havde nu viſtnok til Henſigt at ſkaffe Almuesmændene lettere, hurtigere og mindre bekoſtelig Rets-Afgjørelſe, men Sysſelmændene fik unegtelig derved en umiddelbart dømmende Myndighed, ſom egentlig var ſtridende mod deres Embedes executive Charakteer, og ſom i et endnu ſkarpere Lys end hidindtil betegnede Kronen ſom al Statsmyndigheds Ophav og Kilde. Og Gejſtlighedens Klager over, at kirkelige Sager behandledes af verdslige Dommere maatte derved faa end ſtørre Vegt naar man var udſat for, at ikke engang de egentlige Dommere, men de blotte civil-militære Befalingsmænd, kunde komme til at afgjøre Retstrætter.

Den 24de Artikel fuldſtændiggjorde Arvetallet.

Den 25de gjentog Forbudet mod Aager.

Den 26de beſtemte, at den gamle Chriſtenret, altſaa den af 1244, ſkulde gjelde med Henſyn til Tiende af den Leje, der oppebares før Køer.

Artikel 27 og 28 beſtemte, at naar de kongelige Ombudsmænd opnævnte tolv Dommere ved ſtørre Forbrydelſer, der ſtraffedes med Livs eller Lemmers Tab, ſkulde disſe Dommere hverken være beſlægtede eller have Retsſager med Forbryderen, ligeſom og deres Dom ſkulde bekræftes af de øvrige Thingmænd; heller ikke maatte Nogen der opnævntes til en Dom, under Mks. Bod unddrage ſig dette Hverv.

De tre ſidſte Artikler (29—31) handle om mindre vigtige Tilfælde.

Det ſees ved førſte Øjekaſt, at af de ovenfor anførte Artikler angaar Art. 1, 2, 3, 6, 7 og 26 Materier, om hvilken det ifølge Compoſitionen ene tilkom Gejſtligheden at treffe Beſtemmelſer. Naar altſaa de verdslige Høvdinger, uden at ſpørge de Gejſtlige ad, gave Love desangaaende, ſelv om disſe Love havde været gunſtigere for Gejſtligheden, end de her omhandlede, ſaa vilde de dog ligefuldt have brudt Compoſitionen, hvilken de altſaa ved denne Retterbods Vedtagelſe i Gjerningen erklærede omſtyrtet. De verdslige Høvdinger havde ſaaledes, iſtedetfor at lade ſig bevæge af Erkebiſkoppens tidligere Foreſtillinger og ſkræmme af hans Truſler, gaaet endnu et Skridt videre, og fra begge Sider faldt der nu meget bitre Yttringer. Erkebiſkoppen truede med at anvende den yderſte Strenghed efter Statutet. De verdslige Høvdinger klagede derimod over, at Erkebiſkoppen og Lydbiſkopperne vilde indføre nye, utaalelige Skikke, der vare Kongen og Riget til ſtørſte Skade. Erkebiſkoppen ſynes dog i det førſte at være bleven noget overraſket og forſkrækket ved Baronernes uventede Trods og Faſthed: han vovede heller ikke at bringe ſin Truſel i Udførelſe, men indſkrænkede ſig til at lade udſtede et Thingsvidne om Kroningseden[21], og forlod derpaa Bergen (29de Juli)[22]. Om Chriſtenrettens Godkjendelſe kunde der naturligviis nu ikke være Tale. Men Baronerne ſøgte ivrigt at benytte ſig af den vundne Fordeel, og ſynes navnlig med fordoblet Iver og Strenghed at have ſat Lovens Beſtemmelſer om Ledingsvæſenet i Kraft, viſtnok ſaavel ved at optage et Slags Matrikul og anſætte hver enkelt Gaard til en beſtemt Ledingsſkat, ſom ved virkelig at opkræve denne Leding, lige meget om Gaarden tilhørte Gejſtlige eller Verdslige, og det i Throndhjem ſelv, i Erkebiſkoppens umiddelbare Nærhed. De, ſom her udførte dette Hverv, vare Baronerne Hr. Hallkell Agmundsſøn og Jon Brynjulfsſøn, ſaavel ſom Sysſelmanden Erlend. Erkebiſkoppen, der ikke kunde lukke Øjnene hertil, men dog endnu helſt vilde forſøge, om han kunde naa ſit Maal ved lempelige Midler, lod de nys nævnte Herrer indkalde for ſig, og havde den 5te Oktober i Overvær af Abbederne af Tuterø og Holm ſamt Prioren af Elgeſeter en Sammenkomſt med dem i ſit Conſiſtorium hvorved han venlig advarede dem, at de dog ikke maatte formindſke Kirkens Friheder eller tynge den ſelv eller dens Perſoner, ligeſaa lidet ſom de maatte lægge Tyngſler paa dens Beſiddelſer, eller fratage den nogen at disſe; ellers vilde de paadrage ſig de af Paven for ſaadanne Handlinger beſtemte Straffe; han kunde, ſagde han, ikke paa nogen Maade ſamtykke i at hans Kirkes Beſiddelſer, tvert imod Pave Gregors Beſtemmelſe paa ſidſte Kirkemøde i Lyon, underkaſtedes Skatter eller Afgifter til Kirkens Skade; Lægmænd havde ingen Ret til at fatte Beſtemmelſer om Gejſtlige eller deres Eiendomme; og Compoſitionen forbød ſelv Kongen at forandre Landets ſkrevne Love og beſtemte Straffebøder efter gammel Vedtægt, til Kirkens eller Klerkers Skade. Han tilføjede og, hvad vi allerede ovenfor have omtalt, at han, ſaa ſnart han havde faaet høre, at noget ſaadant var indført i Loven, allerede ſkulde gjort Kong Magnus Modforeſtillinger, og at denne ſkulde have ſagt, at det gjerne kunde bero ved det Gamle, hvis dette behagede Erkebiſkoppen bedre. Erkebiſkoppen ſluttede med at give den højtidelige Erklæring, at han ikke vilde have Kirkens Jordegods, Gejſtligheden eller Kirkens Undergivne anderledes beſkattede end ſom det fra gammel Tid havde været brugeligt, det vil, for Jordegodſets Vedkommende, næſten ſige det ſamme ſom ſlet ikke[23]. At Advarſelen ikke frugtede, ſees deraf, at Erkebiſkoppen noget ſenere — Tiden angives ikke ſaa nøje — virkelig ſatte Hr. Hallkell i Bann[24], og ſandſynligviis ogſaa Hr. Jon. Det er allerede nævnt, at de verdslige Høvdinger forkaſtede Erkebiſkoppens Forſlag, at begge Parter i Fællesſkab ſkulde ſende Geſandter til Paven og forelægge ham Sagen til Afgjørelſe. Derimod appellerede de ſenere, ſom vi ville ſee, paa egen Haand til Paven, og det var formodentlig i Forventning deraf, at Erkebiſkoppen i Marts Maaned i 1281 lod Biſkop Narve i Bergen give ham et ſkriftligt Vidnesbyrd om, hvorledes han Sommeren forud ſtrax efter Kroningen forgjeves havde opfordret Kongen, Dronningen og de kongelige Raadgivere til at tilbagekalde de for Kirkens Friheder ſkadelige Love[25]. Thi Henſigten med dette Vidnesbyrd kan neppe have været nogen anden, end at de Sendebud, han nu ſelv i Anledning af den forventede Appell maatte ſende til Curien, ſkulde medbringe det blandt andre Documenter. Tiden mellem Høſten 1280 og Højſommeren 1281 ſynes at være gaaet nogenlunde roligt hen, hvad enten nu fordi hver af Parterne nødig vilde lade det komme til Yderligheder førend alle rimeligere Midler havde været anvendte, eller og fordi Hoffet og Baronerne i hele førſte Halvdeel af 1281 vare optagne af Underhandlinger om den unge Konges Giftermaal, hvorved enkelte, og det den meſt formaaende, Bjarne Erlingsſøn, maatte være fraværende i længere Tid ſom Geſandter, ligeſom de vel ogſaa heel nødigt vilde lægge ſig aldeles ud med Erkebiſkoppen, og paadrage ſig Excommunicationsſtraf, førend Giftermaalet var kommet i Stand.

  1. Vi have allerede ovenfor omtalt, at den ſkotſke Beretning i Chron. de Lanercost lader den af Kong Magnus’s Sønner, ſom blev gift med Margrete af Skotland (Erik), være henved 18 Aar i 1280, men dette maa være en Fejltagelſe, da fornemmelig Egteſkabstractaten, udſtedt om Sommeren 1281 (ſe nedenfor) gjentagne Gange omtaler Kongen ſom den, der endnu ikke havde fyldt ſit 14de Aar.
  2. Se Peder Clausſens Snorre S. 797.
  3. Der opbevares i det norſke Antiqvitetsmuſeum en Barne-Liigſteen, der tidligere laa ved Fjære Kirke i Nærheden af Grimſtad, fremſtillende en kvindelig, kronet Figur med Omſkrift i Majuſkler fra det 13de Aarhundrede: HIC YSMAC NATA RECVBAT DE PROLE BEATA REGIS NORVEGIE PRINCIPIS ET DACIE, hvilken Indſkrift neppe kan pasſe paa nogen anden norſk Kongedatter, end en Datter af Magnus og den danſke Ingeborg, hvis man ikke gaar faa langt ned i Tiden ſom til Haakon Magnusſøn den yngre og Margrete, hvilket dog Bogſtavernes Form ej ſynes at tillade. Men YSMAC er intet norſkt Navn, eller overhoved neppe noget i hele Europa paa den Tid brugeligt Navn. Det maa derfor være fremkommet ſaaledes, at Stenen var være beſtilt udenlands, og at Steenhuggeren har læſt det ham ſkriftligt opgivne Navn urigtigt. Dette er maaſkee ogſaa Aarſagen til, at Stenen er bleven casſeret, og liggende ved Fjære, hvor ſandſynligviis det Skib, der førte den, er landet.
  4. Rymeri foedera II . S. 580.
  5. Benævnelſen „Hertugdømme“ bruges udtrykkeligt i „Hirdſkraa“.
  6. Herpaa behøve vi ikke her at anføre Exempler, da disſe i det følgende hyppigt nok ville forekomme.
  7. Arne Biſkops Saga Cap. 24.
  8. Sammeſteds.
  9. Dipl. Norv. III 21.
  10. Se ovf. S. 683. Her er vel nærmeſt Tale om førſt at omſætte Tienden i Varer og ſiden at ſælge disſe udenlands for rede Sølv, men det ligger ſaavel i Sagens Natur, ſom i Udtrykkene i Pave-Brevet af 1279, at man førſt og fremſt ſøgte at faa indvexlet rede Sølv i Landet ſelv. Jfr. Dipl. Norv. I. 71.
  11. Dipl. Norv. I. No. 69. Der ſynes her ikke at have været nogen Tale om at Hertugen, Baronerne m. m. ſkulde ſverge med Kongen, fordi dette kun ſkede ved Hyldings-Eden, ej ved Kronings-Eden.
  12. Se før nævnte Brev, Dipl. Norv. III. 21, Vidnesbyrd, udſtedt 17de Marts 1281, af Biſkop Narve om Forhandlingerne mellem Erkebiſkoppen og Baronerne før og efter Kroningen 1280.
  13. Citatet lyder ſaaledes: „I vide, hvorledes jeg intet har forholdt af det, ſom er nyttigt; derfor vidner jeg for eder, at jeg er reen fra eders Blod“. Dette Citat er ej alene mindre nøjagtigt, forſaavidt ſom 26de B. er ſat i umiddelbar Følge efter 20de, men i den vidløftige norſke Bearbejdelſe af Statutet, hvorom mere nedenfor, udgives det endog for at tilhøre Pauli Brev til Epheſerne.
  14. Dette findes foreſkrevet l Greg. IX. Dekretaler V. 7, Cap. 19, § 5, og hører egentl. Cap. 3 af Statuterne paa det 4de Lateran-Concilium 1213, men findes ikke i de ſædvanlige Udgaver af Concilierne. I den norſke Text, ſaadan ſom den er os opbevaret, ſtaar der „ef nökkurr af þessum hafnar ok leiðrettast“ i Stedet for ef n. af þ. hafnar at leiðrettast“.
  15. Her paaberaabes ſom denne Beſtemmelſes Ophavsmand Pave Innocentius, paa et almindeligt Concilium. Der maa da formodentlig ſigtes til Cap. 44 af Statuterne paa det 4de Lateranſke Kirkemøde 1215, optaget i Gregor den 9des Decretaler L. III. Tit. 13, c. 12, ſkjønt Beſtemmelſerne her ikke gaa ſaaledes i Enkeltheder, ſom i det norſke Statut, og navnlig ikke foreſkrive de Straffe for middelbare eller umiddelbare Deeltagere, ſom dette foreſkriver. Men Erkebiſkop Jon havde vel langt fuldſtændigere Udſkrifter af de ſidſte Concilbeſtemmelſer, end dem, der findes i de nu forhaandenværende Udgaver.
  16. Her paaberaabe udtrykkeligt Pave Gregorius den 10de ſom denne Beſtemmelſes Ophavsmand. Den findes blandt Statuterne paa det 2det lyonſke Kirkmøde i 1274, Cap. 20, ſamt i Sext. Decr. L. I. T. 20.
  17. Statutet, eller den norſke Bearbejdelſe deraf, findes nu i en Deel islandſke Lovcodices, efter hvilke det ſaa fuldſtændigt ſom muligt, er aftrykt i „Norges gl. Love“, III. S. 229—241. Det forefindes i tvende Redactioner, een længere, der udførligt indeholder de ovenfor anførte Banns-Artikler, baade dem, der gjelde Norge ſærſkilt, og de almindelige, og en kortere, der begynder med de ovenfor meddeelte Slutnings-Artikler, om de Gejſtliges Forhold, Nonnekloſtrene m. m., og derefter i Korthed omhandler enkelte af Banns-Artiklerne, idet den forudſkikker den ſamme Indledning, der i den ſtørre Redaction kun findes foran de almindelige Valens-Artikler, nemlig Betragtninger over Apoſtelen Paulus’s Udſagn til Epheſerne. Den Omſtændighed, at den ſamme Mening her i begge Redactioner er meddeelt med forſkjellige Ord, viſer, at den ene ikke kan have været afſkreven efter den anden, men at de maa være indbyrdes uafhængige Overſættelſer af een og den ſamme, paa Latin forfattede Text. Den ovenfor paapegede Fejl, at Paulus’s Ord til Epheſerne ſiges at ſtaa i hans Brev til disſe, viſer ſig alene at komme Overſætteren eller Bearbejderen af den vidløftigere Redaction til Laſt, ſaaſom der i den kortere kun ſtaar: „ſom Apoſtelen Paulus ſiger til dem, der kom til ham fra Epheſus“, hvilket viſer at Originalen kun har haft, „ut ait ad Ephesios“, eller noget lignende, uden at nævne det mindſte om Epiſtelen. Deraf, at de ſamme Artikler i begge Redactioner forekomme i forſkjellig Orden, og at den ene ſavner enkelte af dem, der findes i den anden, ſeer man og, at ingen af dem ere fuldſtændige, og at ſandſynligviis heller ikke Artiklernes Orden er ſtrengt vedligeholdt. I begge Redactioner mangler Tidsangivelſen, der dog visſelig har været tilføjet Originalen. Men da man, ſom det ovenfor er berettet, erfarer at Baronerne efter Kroningen anholdt om Afſkrift af Concilbeſtemmelſerne, og del tydeligt fremgaar af Udtrykkene, at disſe nok vare fattede, ſamt da det tillige er aabenbart, at Biſkoppernes og Baronernes Tid fra 16de Jani til 2den Juli meſt optoges med Forhandlinger om Kroningen, er det tydeligt, at Statuternes Affattelſe falder efter denne, altſaa i Løbet af Juli Maaned. Dette kan vel og ſluttes deraf, at Biſkop Martin af Man, der var tilſtede ved Kroningen, ikke nævnes ſom Medudſteder af Statutet.
  18. Retterboden, der er aftrykt i „Norges gl. Love“ III. S.3—12, ſaavel ſom tidligere i den isl. Udgave af Jonsbok S. 458, indeholder ſelv intet Datum til at beſtemme dens Udſtedelſestid, endog paa Aaret. Men hvad der fornemmelig ſynes at viſe, at den tilhører Aaret 1280, er den Beretning om Forhandlingerne efter Kong Magnus’s Død, ſom indeholdes i Pave Martin den 4des, af hans Efterfølger Honorius den 4de afſendte, Formaningsſkrivelſe til Kong Erik, der findes aftrykt i Finn Jonsſøns isl. Kirkehiſtorie I. S. 404—410, og ſom ligeledes her i det Følgende vil blive meddeelt. Det heder her (S. 406), at efterat Kong Erik var bleven kronet og havde ſvoret at ville hevde ſaavel Kirkens Friheder og Rettigheder i Almindelighed, ſom Compoſitionen i Særdeleshed, vovede Kongens Raadgivere at indføre nogle Love og Sedvaner, der ſtrede mod Compoſitionen, ligeſom de og „fremſagde“ nogle Love angaaende Kirkerne og deres Formand, der ikke lidet forringede Kirkens Frihed, hvorhos de lode følge en Omſkiftning af de Love, ſom før gik i Landet; og alle disſe nye Beſtemmelſer bøde de under Kongens Navn at ſkulle ſtadigt overholdes. Uagtet nu Fremſtillingen her er meget kort og tildeels unøjagtig, og man tydeligt kan ſee, at Paven under eet omtaler, ſaavel de Skridt, Baronerne gjorde for at ſaa den nye Lov gjennemført i eet og alt, og hvad de for Reſten maa have beſtemt før Kroningen (ſ. Ex. Forbudet mod at ſælge Sølv til Gejſtligheden), ſom hvad de efter Kroningen vedtoge, ſaa er det dog paa den anden Side lige ſaa tydeligt, at „de nye Love med Henſyn til Kirkerne og deres Formænd“, ei kunne være andre end de i Retterboden for kommende Beſtemmelſer om Provſter, Kirkegods, m. m., ligeſom det og er klart, at naar enkelte paaklagede Beſtemmelſer bleve givne efter Kroningen, hvilket Brevets Ord endeligen viſe, kunne de heller ikke vare andre end disſe, thi hvad der vedkom ſelve den nye Lovs Gjennemførelſe, havde Baronerne, ſom ovenfor viiſt, allerede begyndt at agitere med, førend Kroningen ſandt Sted. Dette ſeer man og af det oftere omtalte, vigtige Vidnesbyrd af 17de Marts 1281. Her ſtaar det udtrykkeligt, at Baronerne allerede før Kroningen havde lovet, at de til Kirkens Præjudits givne Love ſkulde forbedres, men at de ikke desmindre efter Kroningen vægrede ſig derved, ligeſom man og af den Omſtændighed, at der tales om uvante Skattebyrder, og at i Erkebiſkoppen foreſlog et Capitel optaget i Loven, hvorved de paaankede Beſtemmelſer hævedes, ſeer, at disſe Beſtemmelſer maa have ſtaaet i Loven, og navnlig maa have været de i Utfarebaalken om Ledingens Ydelſe. Derimod kunde der ei være Tale om at indføre noget eget Capitel i Lovbogen vedkommende Retterboden, der ſelv udgjorde et Tillæg til denne. Baronerne have ſaaledes, efter Kroningen, ikke alene paany indſkærpet Lovbogens Beſtemmelſer, men ogſaa derhos vedtaget nærværende Retterbod, og dette har varet Aarſagen til at Paven omtaler begge Dele under eet. Han omtaler Statutet ſom iſtandbragt ſenere end Baronernes Beſkatninger. Brevet af 1281 viſer derimod, at Statutet allerede var conciperet, da der endnu kun var Tale om Ophævelſen af den nye Lovbogs Bud angaaende Gejſtlighedens Beſkatning. Men naar man betænker, at der her kun er Tale om det korte Tidsrum fra 3die Juli til 25de, da Conciliet hævedes, vil man let ſkjønne, at ſaavel Baronernes ſom de Gejſtliges Forhandlinger maa have varet ſamtidige, og at det vel endog for dem, der levede paa den Tid, og vare tilſtede ved Forhandlingerne, var vanſkeligt med fuldkommen Nøiagtighed at angive det chronologiſke Forhold mellem de af begge Corporationer fattede Beſtemmelſer. Thi det er f. Ex. meget rimeligt, at Retterboden allerede har været conciperet og foreløbigt vedtagen, inden Statutet kom i Stand, og at den førſt efter at dette Indhold var blevet Baronerne bekjendt, er offentliggjort: den var dog kun at betragte ſom et Udkaſt, indtil den var lovtagen paa Thingene. Da Thingtiden var forbi før Kroningen, kan altſaa denne Lovtagelſe ej have fundet Sted før 1282, men det rimeligſte er dog, at dette ej ſkede førend efter at Erkebiſkoppen havde forladt Landet, i 1282, thi i den førſte Halvdeel af 1281 ſynes Conflicterne mellem Baronerne og Gejſtligheden tildeels at have hvilet.
  19. Her maa man ikke med disſe „Provſter“ (præpositi) forvexle Forſtanderne for Collegiatkirkerne f. Er. Apoſtelkirken, der ligeledes kaldes Provſter, naar Kirkerne ej vare Kathedralkirker. S. o. f. III. S. 1017.
  20. Om Lensmændene, ſ. o. S. 614.
  21. Dipl. Norv. I. No. 69.
  22. Arne Biſkops Saga, Cap. 25.
  23. Dipl. Norv. III. No. 20.
  24. Arne Biſkops Saga Cap. 75.
  25. Dipl. Norv. III. No. 21.