Det norske Folks Historie/6/Fortale

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ved at udſende dette Bind, der ſlutter Verkets førſte Række, ſaaledes ſom det i Forordet til foregaaende Bind er antydet, ſkylder jeg førſt og fremſt at bede mine Læſere om Overbærelſe, fordi en ſaa uforholdsmesſig lang Tid er hengaaet, indtil det bragtes til Ende. Men denne Overbærelſe vil neppe nogen negte mig, ſom har for Øje, at Størſtedelen deraf er udarbejdet under en Rejſe, hvor Tiden og Sindet ſom ofteſt maatte være optaget med andre Syſler, og hvor det, ſom man letteligt begriber, under Vandringen fra Sted til Sted maa være vanſkeligere og ubekvemmere at ſyſle med ſtore literære Arbejder, end naar man befinder ſig i ſit Hjem, eller idetmindſte i Rolighed; ej at tale om, at Benyttelſen af de nødvendige Hjelpemidler ſjelden kan ſkee med ſaa ſtor Lethed og Bekvemhed i Udlandet, ſom hjemme. Den førſte Trediedeel af Bindet er udarbejdet i Kjøbenhavn, det følgende deels i Berlin, deels, og fornemmelig, i Wien, kun de tre eller fire Slutningsark ere ſkrevne under mit Ophold her i Rom. Det er iſær disſe ſidſte Ark, med hvis Tilvejebringelſe det har taget ſaa lang Tid. Jeg vil herom kun i Korthed ytre, at deels det Arbejde, for hvis Skyld jeg er kommen hid, har viiſt ſig at være ſtørre, og ſaavel Tid ſom Kræfter mere optagende, end jeg, og viſtnok flere med mig, havde formodet, deels ogſaa at uforudſeede Omſtændigheder have nødſaget mig til at fore en Brevvexling, der ſaa godt ſom ganſke udelukkede Muligheden af, udenfor hiin Arbejdstid at beſkjeftige ſig med andet. Man vilde maaſkee, naar man nøiere kjendte disſe Omſtændigheder, ſnarere forundres over, at jeg har kunnet formaa at bringe Verket til Ende, end finde det beſynderligt, at dette ej er ſkeet tidligere.

Hvad Kilderne til det Tidsrum angaar, der i dette og foregaaende Bind er behandlet, da findes vel de fleſte, ſom ſedvanligt, nøjagtigt anførte hver paa ſit Sted, men med Henſyn til de vigtigſte af dem bliver det dog nødvendigt, her, ligeſom tidligere, at ytre et Par Ord. Hvad der her fornemmelig er iøjnefaldende, det er at Konge-Sagaerne, der hidtil udgjorde Hovedkilden, ophøre i dette Tidsrum, netop hvor de ſelv have opnaaet ſin ſtørſte Fuldkommenhed. Man vil nemlig, ved at ſammenligne Haakon Haakonsſøns Saga med de foregaaende, letteligt overbeviſe ſig om, at den ſom hiſtoriſkt Kildeſkrift ſtaar langt, for ej at ſige uendeligt over disſe, endog Sverres Saga ej undtagen. Alene Haakon Haakonsſøns Saga er ſtreng chronologiſk, og gjennemgaar Begivenhederne Aar for Aar, medens de øvrige ſaa at ſige kun ere fragmentariſke, og levne betydelige Huller og Dunkelheder, ſaavel i Tidsregningen, ſom i Begivenhedernes Fremſtilling. Det eneſte, man ved Haakon Haakonsſøns Saga kan beklage ſig over, men hvad den har tilfælles med de øvrige, og ſom er en Egenhed for Sagaſkrivningen overhoved, — det er at den mere er en enkelt Mands Levnetsbeſkrivelſe, end et heelt Lands Hiſtorie, og ſaaledes for det meſte kun dvæler ved hvad der nærmeſt angik Kongen, og foregik om eller nærved ham, ſamt at den ikke indlader ſig ſynderligt paa at opklare Tildragelſernes Aarſager, men alene nøjer ſig med at omtale dem ſom de viſte ſig for den i Regjeringsanliggender uindviede Mængde. Saaledes kan der berettes, at der det og det Aar ſendtes Geſandter til dette eller hiint Land, eller at der kom Geſandter og Breve, o. ſ. v., men hvad Erende disſe Geſandter havde, eller hvad de udrettede, det omtales enten ſlet ikke, eller ganſke løſeligt. Disſe Mangler opvejes imidlertid mangefold ved den Rigdom paa Begivenheder, ſom meddeles, og hvis Savn man viſtnok føler ſenere, hvor der er Forraad nok, ja Overflod til Hjelpemidler til at erfare Begivenhedernes Aarſager og Virkninger, men hvor Begivenhederne ſelv ofte er indhyllede i Mørke. Saaledes er da ogſaa Haakon Haakonsſøns Saga vor Hovedkilde for denne Konges Hiſtorie. Dens Forfatter, Sturla Thordsſøn, ſkrev ogſaa Sønnen Magnus’s Hiſtorie, men af disſe have vi desverre kun faa Brudſtykker tilbage, deels i løſe Blade, deels optagne i et Papirshaandſkrift af de islandſke Annaler; af disſe maa man ſlutte, at Sagaen har været affattet efter ſamme Methode, ſom Kong Haakons, kun endnu udførligere, og det maa derfor anſees for dobbelt Skade, at den forſtørſtedelen er tabt. Formodentlig maa der aldrig have været mange Afſkrifter af den; dette beſtyrkes deraf at den ei findes optagen i Flatøbogen. Ved Siden af de her nævnte Sagaer afgiver Sturlunga-Saga Hovedkilden for Islands Hiſtorie, og kaſter tillige meget Lys paa Norges, ligeſom ogſaa de islandſke Annaler allerede for Haakons Tid begyndte at yde gode Oplyſninger, ſkjønt de dog førſt ſenere, hvor Sagaerne ſlippe, ſaa til egentlige Verd. Af udenlandſke Annaler eller hiſtoriſke Skrifter findes ikke mange, der umiddelbart kaſter kys paa Kong Haakons Hiſtorie. Saa godt ſom den eneſte af nogen Betydning er Matthæus Pariſienſis’s bekjendte hiſtoriſke Verk, hvori han omtaler flere Begivenheder og Tilſtande i Norge, ſom han under ſit perſonlige Ophold der i Egenſkab af Sendebud fra Kong Ludvig d. hellige i Frankrige havde lært at kjende. — Men ved Siden af de fortællende Hiſtoriebøger begynde under Kong Haakons Regjeringstid, iſær mod Slutningen, Breve og andre Documenter, eller ſaakaldte hiſtoriſke Actſtykker at ſpille en langt vigtigere Rolle end hidtil. Viſtnok findes der fra Haakons og Sønnen Magnus’s Tid ikke ſaa mange indenlandſke Breve, da de fleſte i Tidens Løb ere tabte, men ogſaa Lovene og Retterbøderne maa her regnes blandt Actſtykkerne, og i fremmede Landes Archiver, fornemmelig det pavelige, i Rom, ere der mange, uden hvilke mange vigtige Punkter vilde have været aldeles ubekjendte. Næſt det pavelige Archiv maa det lübeckſke anſees af Vigtighed, paa Grund af den nærmere Forbindelſe, hvori Norge fra Kong Haakons Tid af kom med de tydſke Handelsſtæder ved Øſterſøen, og endelig er heller ikke ſaa lidet at hente fra de engelſke. En temmelig ſtor Mængde af de for Norges Hiſtorie under K. Haakon vigtige Archivſager i Rom ere aftrykte i førſte Bind af Diplomatarium Norvegicum, og desforuden findes der endeel flere, ſom nu i denne Tid ere blevne afſkrevne, og, ſom det haabes, ſnart ville blive trykte. Af de lübeckſke eller rettere de øſterſøiſke Stæders Documenter findes allerede mange vigtige og merkelige i Idet Bind af Sartorius’s „Hanſeſtædernes Hiſtorie“, udgivne af Lappenberg, ej at tale om tidligere, mere mangelfulde Samlinger, men den bedſte, og ſom det, naar den bliver færdig, maa formodes, udtømmende Samling er „Urkundenbuch der Stadt Lübeck“, ſom nu udgives, og hvoraf tvende Bind, omfattende Tiden indtil de førſte Tiaar af det 14de Aarhundrede, ere udkomne. De fleſte engelſke Documenter er aftrykte i det bekjendte Diplomverk „Rymeri Foedera“, men desverre langtfra ſaa nøiagtigt og fuldſtændigt, ſom man kunde ønſke, og var berettiget til at fordre, idetmindſte af den ſidſte Udgave, der med pragtfuldt Udſtyr, paa offentlig Bekoſtning udkom for noget over 40 Aar ſiden.

Hvor Kongeſagaerne aldeles høre op, nemlig i Kong Magnus’s Hiſtorie, er det et Held, at de øvrige nys nævnte Kilder, de annaliſtiſke og diplomatariſke, her begynde rigere at flyde. Ei alene blive de indenlandſke Brevſkaber hyppigere og hyppigere, indtil de efter Begyndelſen af det 14de Aarhundrede endog kunne ſiges at være forhaanden i Overmaal; men de vidtløftige Skriftvexlinger, der førtes med Danmark angaaende Dronning Ingeborgs Arv, og ſom ſiden afløſtes af en langvarig Krig, hvori Sverige omſider deeltog; de mange Underhandlinger med de tydſke Stæder, ſom ſøgte at udvide ſine Friheder i Norge, og ſom ligeledes en Tid laa i Feide med dette Rige, og overhoved de nærmere diplomatiſke Forbindelſer, hvortil alt dette gav Anledning ej alene mellem Nordens egne Hoffer indbyrdes, men og mellem de nordiſke og andre nordeuropæiſke Hoffer, have affødt en Mængde høiſt vigtige og oplyſende Actſtykker, af hvilke vel de fleſte, ſom engang fandtes i norſke Archiver, nu desverre ere tabte, men hvoraf dog Gjenparter tildeels findes andetſteds, iſær i det kongelige danſke Geheime-Archiv. Dette var i ſin Tid overvettes rigt i ſaa Henſeende, hvilket man kan ſee af Huitfelds „Danmarks Riges Krønike“, thi her findes en Mængde Documenter optagne i ſin Heelhed, hvoraf mange nu ej længer ere til, og ved at underſøge dem nøjere, ſeer man tydeligt, at de ej alene ere de oprindeligt danſke eller Danmark tilhørende Archivſager fra det 13de og 14de Aarhundrede, men ogſaa en heel Deel ſvenſke fra Kong Byrges Tid, ſaa at det er klart, at denne ved ſin Flugt til Danmark i 1318 har medbragt hele ſit Archiv. Det er denne rige Skat af Actſtykker, der gjør Huitfelds Verk uundværligt ei alene for danſke, men ogſaa for ſvenſke og norſke Hiſtorieſkrivere; hans Fremſtilling, reen annaliſtiſk, og høiſt ukritiſk, har ei ſtort at betyde. Man kunde alene ønſke, at han havde gjengivet Documenterne med ſtørre Nøjagtighed, end ſkeet er, thi iſtedetfor at meddele dem paa Latin, hvori de ſaagodtſom alle ere affattede, giver han dem ſedvanligviis i danſk Overſættelſe, der ikke altid er nøjagtig; derhos ere ofte Navnene meget forvanſkede, og heller ikke Dateringen altid ſikker. Han maa ſaaledes benyttes med megen Varſomhed. Imidlertid maa man være ham taknemmelig for hvad han har ydet, thi uden hans Verk vilde meget aldeles ſporløſt være tabt. Huitfelds Verk er nu i diplomatariſk Henſeende gjort ſaagodtſom overflødigt ved Suhm’s „Hiſtorie af Danmark“, der fra det 13de Aarhundrede ophører at være en Hiſtorie i ſedvanlig Betydning, men meget mere kan kaldes hiſtoriſke Regeſter, thi for hvert Aar findes her anført, enten i Udtog, eller udførligt, alt, hvad der paa den Tid, da Verket udarbeidedes, til Oplysning af ſamme Aars Hiſtorie forefandtes og for den flittige Samler var tilgængeligt, af trykte og utrykte Kilder, Annaler, Hiſtoriebøger, Brevſkaber o. ſ. v., og det ei alene vedkommende Danmarks, men ogſaa Norges og tildeels Sveriges Hiſtorie. Uagtet viſtnok meget ſiden Suhms Død er draget for Lyſet, ſom han ikke kjendte, og meget, ſom han har, bedre udgivet og forklaret, er ligefuldt hans Verk umiſteligt for den nordiſke Hiſtoriegranſker, og jeg tilſtaar oprigtigt, at jeg uden det enten ſlet ikke, eller kun med ſtørſte Møje og Vanſkelighed vilde kunne have udarbejdet nærværende Skrift med den Fuldſtændighed, ſom det nu har faaet. De vigtigſte norſke Actſtykker, der endnu ere frelſte fra den Tid, ſom i disſe ſidſte tvende Bind gjennemgaaes, fandtes indførte i en Copibog, der fra Begyndelſen af det 14de Aarhundrede, ſandſynligviis fra Biſkop Arnes Tid, førtes ved Bergens Biſkopsſtol, og hvori ej alene Breve, ſærſkilt vedkommende denne, optoges, men paa den ene Side Privatbreve, ſkrevne af Biſkopperne ſelv, paa den anden en Mængde vigtige Actſtykker, der angik det hele Land, Tractater, Forordninger o. a. d. Denne Copibog ſynes allerede mod Slutningen af det 17de Aarhundrede at være bleven bragt ned til Danmark, og indlemmet i det kjøbenhavnſke Univerſitetsbibliothek; ſiden fortæredes den med ſaa mange andre af dette Bibliotheks Skatte i den ſtore Ildebrand 1728; men heldigviis havde den ivrige Samler Bartholin allerede omkring 1690 ladet den ſtørſte Deel deraf nøjagtigt afſkrive ved den dygtige Arne Magnusſøn, der ſiden efter ogſaa ſelv afſkrev eller lod afſkrive meget andet, maaſkee det meſte eller alt, ſom ej var optaget i hiin førſte Afſkrift; disſe Copier, ſaavel de ældre, i et ſamlet Foliobind, ſom de yngre, i løſe Blade, opbevares endnu paa hiint Univerſitetsbibliothek, og det er at formode, at hele Indholdet af hiin vigtige Codex, eller idetmindſte det Vigtigſte deraf er frelſt. Det fornemſte deraf er nu forreſten nøjagtigt aftrykt i Diplomatarium Norvegicum, der med Tiden vil optage det Hele. — De ſvenſke hiſtoriſke Documenter, der førſt fra Begyndelſen af det 13de Aarhundrede begynde at forefindes noget rigeligere, og ſom ikke blive ret talrige førend henimod Slutningen, ere fuldſtændigt udgivne i det fortjenſtlige Nationalverk Diplomatarium Svecanum, af hvilket fire Dele allerede er udkomne, de to førſte beſørgede af Liljegren, de følgende, med langt ſtørre Nøjagtighed og i enhver Henſeende fortrinligt, af B. C. Hildebrand.

Det er allerede ovenfor nævnt, at de islandſke Annaler ere en yderſt vigtig Kilde for Tidsrummet efter Kong Hakon Haakonsſøns Tid. Aarſagen er deels, at de her i og for ſig ere rigere paa Efterretninger, end forhen, — hvilken Rigdom endog fra Aar til Aar tiltager —, deels, at Island fra Kong Haakon Haakonsſøns Død var forenet med Norge, og derfor end mere, end forhen, berøredes af og deeltog i, hvad der vedkom dette Rige. Af Annalerne er der imidlertid flere Rækker, nogle bedre, nogle daarligere. De ypperſte ere de ſaakaldte Annales Regii (de have faaet dette Ravn, fordi de opbevares paa det ſtore kongelige Bibliothek), oprindelig, ſom det ſynes, forfattede i de førſte Aar af det 14de Aarhundrede, thi alt hvad der er ældre end denne Tid, altſaa Hovedmasſen, er ſkrevet med een Haand. Siden findes Begivenhederne optegnede med forſkjellige Hænder, der dog alle tilhøre det 14de Aarhundredes førſte Halvdeel; dette viſer, at disſe Optegnelſer ere optegnede efterhaanden, og ſamtidigt med Begivenhederne ſelv. Man kan ſaaledes overhoved antage, at hvad der vedkommer Aarene efter 1280, er nedſkrevet af Mænd, der ſelv havde oplevet det, hvilket altſaa borger før Angivelſernes Rigtighed. Man finder ogſaa, ved nærmere Sammenligning med disſe Optegnelſer og andre ſikre Kilder, navnlig Brevſkaber, at de ere yderſt nøjagtige og paalidelige, baade med Henſyn til Tidsregning og Fortællingens eget Indhold. De eneſte Unøiagtigheder, man et Par Gange ſtøder paa, er at en Begivenhed kan være ſat et Aar for ſildigt, men dette har ſandſynligviis ſin Grund deri, at Efterretningen derom ej førend idet følgende Aar har naaet Island. Disſe Annaler, der naa til Aaret 1341, blive derfor, næſt Brevſkaberne, med Henſyn til Tidsregningen vor fornemſte Støtte. De ere heldigviis fuldſtændigt udgivne for ſig ſelv i Langebeks Scriptores Rerum Danicarum tredie Bind; thi i den arnamagnæanſke Commisſions Udgave af de islandſke Annaler i Kjøbenhavn 1847, men Texten færdigtrykt længe før), hvor alle de forſkjellige Annalhaandſkrifter ere ſlagne ſammen til eet, er det ofte vanſkeligt at ſee med Beſtemthed, hvad der tilhører det ene eller det andet, ligeſom den og lider af den overvettes ſtore Mangel, at alle de i Annalerne omtalte udenlandſke Begivenheder, der baade i ſig ſelv ere af Interesſe og desuden i høi Grad tjene til at ſikre Tidsregningen, her ganſke ere udeladte. — Næſt Annales regii maa vi nævne et lidet Annalhaandſkrift, der efter al Sandſynlighed er udarbeidet under Hr. Hauk Erlendsſøns Opſigt, og til hans Brug; udgivet hos Langebek, T. II., under den noget upasſende Titel „Annales vetustissimi“; endelig de Annaler, ſom findes indførte ſidſt i Flatøbogen, fra Slutningen af det 14de Aarhundrede. Disſe, ſaavelſom flere Papirsafſkrifter efter Annalbøger, ſom nu ere tabte, men ſom alle ſynes at hidrøre fra Slutningen af det 14de eller Begyndelſen af det 15de Aarhundrede, ere vigtige formedelſt deres Rigdom paa optegnede Begivenheder, men de eie heel uſikre i Tidsregningen, ſom derfor i mange Tilfælde maa berigtiges efter ſikrere Kilder. Foruden Annalerne har man dog endnu tvende Sagaer, det, hvorvel de nærmeſt kun vedkomme Island, dog indeholde mange og ſaare vigtige Bidrag til Norges Hiſtorie, og ſom jeg derfor ogſaa flittigt har benyttet: det er den ſkaalholtſke Biſkop Arne Thorlaksſøns Saga, vigtig iſær for Kong Magnus’s og Formyndertidens Hiſtorie, ſamt Biſkoppen i Hole, Laurentius Kalfsſøns Saga, vigtig for Aarene fra 1295 til c. 1320. Arnes Saga har tidligere været udgivet, men mindre omhyggeligt, ſom Anhang til Udgaven af Sturlungaſaga; i forrige Aar er en fortrinlig Udgave, ſaavel af den, ſom af Laurentius’s Saga, udkommen blandt de ſaakaldte Biſkopsſagaer, der udgives af det islandſke Literaturſelſkab i Kjøbenhavn. Med Laurentius’s Saga ophører Sagaliteraturen aldeles.

Af danſke Kilder findes der til dette Tidsrum hverken mange eller rige; de indſkrænke ſig fordetmeſte til endeel kortfattede, ofte unøjagtige, altid ufuldſtændige, Annaler, de fleſte trykte i Langebeks, „Scriptores“, og af mig hiſt og her paaberaabte; de bedſte ere de allerede forhen omtalte, „Rykloſters Annaler“ (kaldte Kong Eriks Krønike) og „de esromſke“, iſær de ſidſte. Der forefindes og nogle faa ſvenſke, trykte deels hos Langebek, deels i Fants Scriptores rerum Sveciarum“. Men det ypperſte ſvenſke Kildeſkrift for den Tid, ſom ligger efter Slutningen af Kong Magnus Byrgesſøns Regjering (altſaa omtr. fra 1280), er den bekjendte ſvenſke, ſaakaldte ſtore Riimkrønike. Den fortæller Begivenhederne med en ſærdeles Udførlighed, og ſaaledes, at man ikke et Øjeblik kan tvivle paa, at Forfatteren ſelv har oplevet, maaſkee endog deeltaget i det meſte. Saaledes er det aabenbart, at den Beſkrivelſe over Hertug Eriks Ophold i Oslo og Afſked derfra om Julen 1302—3, ſom jeg har meddeelt S. 408 og 411, er forfattet af et Øjevidne; hvor Kong Eriks uheldige Opbrud fra Nykøping om Høſten 1309 omtales (ſee nedf. S. 528) heder det „häſteben der ej tröt, mig tyckes ſom jag aldrig ſåg flere än der på Marken låg“, hvilket altſaa viſer, at Forf. ſelv maa have ſeet Benene af de mange omkomne Heſte; Beſkrivelſen over Hertugernes Bryllup (S. 538, Hertug Eriks Tilberedelſer til ſin unge Bruds Modtagelſe og Feſtlighederne i Ljodhuus (ſee nedf. S. 562, 563) røber ligeledes Øjevidnet. Endelig beder det udtrykkeligt, efterat Kong Haakons Død 1319 og Kong Magnus’s Tronbeſtigelſe er omtalt: „han är nu konung öfwer twänne rike, få kriſtne konungar lefwa nu ſlike; Vardberg och norra Halland hafwer han fritt i ſinne hand; den ära han fick och hafwer än, then wolde honom Gud och ſvenſke män“; dette viſer aabenbart, at Forfatteren maa have afſluttet denne Deel af Verket kort efter at Magnus blev Konge; ſandſynligviis har han heller ikke ſkrevet mere, men det efterfølgende Tid efter anden været tilføiet af andre. Da han fra førſt til ſidſt viſer ſig at være en ivrig, næſten fanatiſk, Tilhænger af Hertug Erik, og dertil med ſtørſte Udførlighed dvæler ved hans Bedrifter, maa man antage, at hans egentlige Henſigt har været at ſkrive denne ſin Helts Hiſtorie. Hvad der ligger forud, Kong Byrges og Hertugernes Umyndighedstid ſaavelſom Slutningen af Kong Magnus Byrgesſøns Regjeringstid, er langt mere kortfattet, og danner aabenbart kun Indledningen; ja det er endog et ſtort Spørgsmaal, om det, der vedkommer Kong Magnus, hidhører fra ſamme Forfatter, og ikke er tilſat af en anden. Thi ſaa meget er viſt, og af mig allerede paapeget i 4de Deel 1ſte B. S. 88, Note 2, at Kong Valdemar Byrgesſøns Hiſtorie, hvormed Udgaverne af Riimkrøniken nu begynde, ei kan være forfattet førend efter 1407, da den omtaler Karl Ulfsſøn af Tofte, der døde i dette Aar, og fører Kong Erik den Helliges Æt ned til ham; jeg har ligeledes der paaviiſt, at denne Deel af Krøniken indeholder grove Fejl; det gaar endog ſaa vidt, at den omtaler den danſke Kong Erik Valdemarsſøn (dræbt 1250) ſom levende, da Kong Valdemar beilede til hans Datter Sophia (omkring 1261) og ſelv givende ſit Samtykke dertil. Denne Deel af Krøniken er ſaaledes kun at betragte ſom et ſildigere Makverk, og uden ſynderlig Interesſe, end mindre Paalidelighed[1]. Men hvor denne ſenere Tilføielſe ophører, og den oprindelige Text begynder, er vanſkeligt at opdage i de hidtilværende ukritiſke Udgaver, Hadorph’s, af 1674, og det endnu ſlettere Optryk deraf i Fants Scr. Rer. Svecicar. vol. I. sect. 1. p. 1—209. Nærmere Underretning ville vi ſandſynligviis faa herom i den nye, nøiagtige og ſtreng kritiſke Udgave, der efter Sigende nu forberedes af Sveriges dertil meſt kyndige Mand, og maaſkee ſnart vil udkomme. Da Hertug Erik var Sjælen i de fleſte politiſke Begivenheder over hele Norden i de ſidſte 15 Aar for ſin Død, og ſom Kong Haakons Svigerſøn iſær havde meget med Norge at ſkaffe, ſkjønnes det let, at hans Hiſtorie, faa udførligt og nøiagtigt fortalt, ſom i Riimkrøniken, maa indeholde en Mængde vigtige og uundværlige Bidrag til Norges, og det er viſt og ſandt, at Riimkrøniken her har varet min og altid for dette Tidsrum vil blive den norſke Hiſtorieſkrivers fornemſte Støtte. Vel er Forfatteren, ſom ivrig Tilhænger af Hertug Erik, aldeles, ja blindthen, partiſk for denne, og man maa altid have dette for Øje ved Benyttelſen af hans Angivelſer; men ſelv denne Partiſkhed giver Fremſtillingen forhøiet Interesſe; man ſeer at Forfatteren ei var nogen kold Iagttager, men deeltog i Alt med Liv og Sjæl: ſaaledes kunde ingen Uvedkommende, ei engang en til Efterſlægten hørende ſkrive: det er den ſamtidige Tilhænger af Hertugen, ſom her ſøger at ſætte ſin altfor tidligt bortrykkede Herre et verdigt Eftermæle. Det er ikke uſandſynligt, at den Forbindelſe, hvori Sverige ſiden kom med Mecklenburg, gav den mecklenburgſke Chroniſt Ernſt Kirchberg Leilighed til at lære Riimkrøniken at kjende og Lyſt til at efterligne den, da han ved 1378 ſkrev ſin mecklenburgſke Chronik, aldeles paa ſamme Viis, og i ſamme Verſemaal. Denne indeholder, iſær ved at beſkrive Henrik Løves Hiſtorie (ſee nedf. S. 524 fgg.) flere vigtige Bidrag til Nordens Hiſtorie. Efterligningen af den ſvenſke Riimkrønike er ſaa paatagelig, at man endog ſtundom finder de ſamme Udtryk; ligeſom denne kalder Hertug Erik „den milde“, ſaaledes kalder Kirchberg Kong Erik i Danmark „der milde Konig Erich“. Krøniken er trykt udgiven, dog ikke med tilbørlig Omhu, i Weſtfalens „Monumenta“, 1de Bind. — En anden, nordtydſk Krønike, der kaſter meget Lys paa Nordens Hiſtorie, ſaaledes og paa Norges, er den lübeckſke Franciſcaner-Læſemeſter Detmars Annaler, udarbeidet.paa Plattydſk efter Lübecks Magiſtrats Foranſtaltning mod Slutningen af det 14de Aarhundrede, og udgivne af Grautoff. Detmars Angivelſer viſe ſig i det Hele taget paalidelige, og ſtøtte ſig aabenbart til ældre Optegnelſer; navnlig ſynes de at være ſikre i Tidsregningen. De afgive derfor en vigtig Støtte. Detmar benyttedes ſiden af yngre tydſke Forfattere, ſom Corner, Krantz o. fl., og ſom, da de bleve meget tidligere udgivne, ogſaa citeres, hvor Beretningen er hentet fra Detmar, og det ſaaledes ſkulde være denne, der paaberaabtes; ikke ſjelden ere de ſaaledes benyttede Data ved Omſætningen paa Latin og Tilknytning til andet blevne forvanſkede.

Dette er alt, hvad jeg anſeer nødvendigt at melde om de af mig benyttede Kilder. Jeg vil kun tilføie, at da det ved Skrifter af en ſaadan Udſtrækning ſom nærværende, og hvis Udarbeidelſe og Udgivelſe udkræver ſaa lang Tid, ei kan undgaaes, at man ſtundom, deels ved Erhvervelſen af nye uventede Oplysninger, deels ved egne fortſatte Granſkninger og pludſeligt ligeſom opgaaende Lys, opdager et og andet i det allerede udarbeidede og udgivne, der trænger til Berigtigelſe, vil Læſeren neppe forundre ſig over, at jeg ogſaa i nærværende Verk har opdaget et og andet at berigtige, hvilke Berigtigelſer jeg i Korthed har meddeelt bagved dette Bind, blandt de ſedvanlige Rettelſer. Snarere vil den, der forſtaar, hvor mange Vanſkeligheder Udarbejdelſen af en Norges Hiſtorie medfører, undre ſig over, at Berigtigelſerne ej ere flere. Jeg kan her ſige, at jeg virkelig for Øjeblikket ej veed at paapege flere, og derfor anſeer alt hvad der ej er berigtiget, for det retteſte, jeg efter mit Skjøn endnu veed at anføre. Det vil endvidere ſees, at ei faa af Berigtigelſerne ere fremkomne ved de uventede Oplysninger, jeg under mine nærværende Underſøgelſer har faaet.

Jeg lader denne, ſom de foregaaende Dele, ledſage af et chronologiſk Regiſter ſaavelſom Slægttavler; derhos vil, haaber jeg, hele Verket vinde i Brugbarhed ved det alphabetiſke Navneregiſter, for hvis Udarbeidelſe jeg har at aflægge Dhrr. Cand. philol. O. Rygh og Stud. philol. C. Rygh min forbindtligſte Tak. Kartet over Island, ſom ledſager dette Bind, vil befindes at være et næſten uundværligt Hjelpemiddel til ret at forſtaa iſær de indviklede Tildragelſer i Sturlunge-Tiden.

Da Slutningen af 4de Deels 1ſte Bind og hele 2det Bind ere udarbejdede under mit Ophold i Udlandet, og jeg derfor kun tildeels, ja ved den ſidſte Halvdeel ſlet ikke, ſelv har kunnet beſørge Correcturen, maa jeg erkjende min taknemlige Forpligtelſe til de Herrer, ſom have overtaget dette, og med en Skjønſomhed, ſom kun Sagkundſkab kan give, ej alene rettet de ſedvanlige Trykfejl, men ogſaa, ſaavidt muligt, bortfjernet de andre ellers uundgaaelige Spor af at Forfatteren ſelv ej har kunnet være tilſtede under Trykningen. Disſe Herrer ere Hr. Rigsarchivar Lange og Univerſitets-Stipendiaterne Hr. Cand. juris Fr. Brandt og Hr. Cand. philol. O. Rygh. — Endelig ſkylder jeg min ærede Forlægger, Hr. Generalconſul m. m. Tønsberg, den hjerteligſte Tak, ſaavel for den ſjeldne Interesſe for dette Foretagende, der bragte ham til at ſætte det i Verk førend der var mindſte rimelige Udſigt for at det vilde kunne bære ſig uden Tab, ſom for den Iver, Driftighed og Liberalitet, hvormed han under Trykningen har ſørget for dets Udſtyr og fremmet dets Tarv.

Og hermed nedlægger jeg for det førſte min Pen, takkende de talrige Læſere, der gjennem de mange, ofte intet mindre end underholdende Bind have ſkjenket mig deres uſvækkede Opmerkſomhed, og ved deres levende Interesſe givet mig den bedſte Belønning og Opmuntring. Naar jeg atter kan gjentage den afbrudte Traad, eller om jeg overhoved vil kunne det, er det umuligt nu endog med en Skygge af Vished at forudſige. Jeg kan alene ytre ſaa meget, at hvis jeg, naar det Arbejde er til Ende, ſom nu beſkjeftiger mig, og hvis heldige Tilendebringelſe i og for ſig er en nødvendig Betingelſe for nærværende Verks Fortſættelſe, da endnu er ved de ſamme Kræfter, ſom nu, og ingen andre uforudſeede Hindringer ſkulde indtræde, vil jeg ſandſynligviis ogſaa med Forſynets Biſtand atter tage fat paa, hvad der i en Række af Aar bar været min kjæreſte Sysſel og ſtørſte Opmuntring, og, ſom jeg haaber, idetmindſte naa at komme et godt Stykke paa Vejen, om det end ej er mig forundt at føre Fædrelandets Hiſtorie lige ned til vore Tider. Jeg kan idetmindſte ikke opgive Haabet derom.

Rom den 24 Juni 1859.

P. A. Munch.

  1. Det er endog al Grund til at antage, at den Form, hvori Hiſtorien er udarbejdet, de rimede Knyttevers efter de franſke eg tydſke Ridderromaners Maneer, ikke engang var kjendt i Sverige paa Kongerne Valdemars og Byrges Tid, men indførtes og blev yndet gjennem de af Dronning Euphemia i Aarene 1302—1312 foranſtaltede Overſættelſer af ſlige Romaner paa Svenſk i Originalens Verſemaal. Dette har Riimkrønikens Forfatter ſøgt at efterligne, hvor han vilde beſkrive ſin Helts og Ridders Hiſtorie.