Det norske Folks Historie/4/97
Kongen og Jarlen havde imidlertid tilbragt Vintren i Bergen, hvor de i Julehøjtiden udnævnte to nye Lendermænd, den tidligere omtalte, brave Jon Staal af Hvaal i Sogn, og Ivar Rev fra Haalogaland, forhen en Tilhænger af Baglernes Parti, nu, som saa mange andre af disse, paa Birkebeinernes Side[1]. Da tegnede alt sig nok saa venskabeligt mellem Kongen og Jarlen. Ikke saaledes derimod, da de om Vaaren begave sig til Throndhjem, hvor de ankom 14 Dage før Paaske, altsaa i de første Dage af April. Erkebiskoppen forbød utrykkeligt at ringe med Klokkerne, eller modtage ham med Procession, hvilket ellers var sædvanligt ved en Konges Ankomst, og naar han kom sammen med Kongen, viste han ham ikke den mindste Venlighed eller Hæder, medens han derimod hver Dag havde de venskabeligste Sammenkomster med Jarlen, og naar denne indfandt sig i Christkirken, modtog ham med fyrstelige Æresbeviisninger. Palmesøndag (8de April) vare baade Kongen og Jarlen i Christkirken, og sad sammen i Højsædet. Da blev der ikke viist nogen af dem nogen særdeles Ære, saasom der var vanskeligt at udmerke Jarlen paa saadan Maade, at Æresbeviisningerne ikke ogsaa kunde synes at gjelde Kongen. Men da de efter Sædvane fore op til Alteret for at ofre, værdigedes Erkebiskoppen ikke engang at vende sig mod Kongen for at modtage hans Offer paa Alteret og gik ned igjen til sin Plads. Herover bleve Birkebeinerne, som rimeligt var, meget opbragte, og erklærede det for en skammelig Forhaanelse, ej alene mod Kongen, men ogsaa mod dem. Allerede Morgenen efter (9de April) blev der i den Anledning holdt et Mode i Erkebiskopsgaarden, og Kongen forelagde nu Erkebiskoppen ligefrem det Spørgsmaal, hvad dette skulde betyde, at han ej vilde vise ham den ham tilkommende Hæder, og om han havde nogen Beskyldning at fremføre mod ham Erkebiskoppen svarede: „dette skeer ikke efter mit Raad alene, men efter Samraad mellem alle os Biskopper, saavel som endeel Mænd inden Hirden; og Aarsagen er den at vi have hørt ymte om, at det er uvist, hvor vidt du virkelig er Kong Haakons Søn.“ „Det er umuligt,“ var Kongens Svar, „at alle Biskopperne kunne have været enige heri, lige saa lidt som jeg tror at der ere mange inden Hirden, som dele denne Mening. Men jeg veed nok, fra hvem det kommer; det er fra dem, der intet heller ønske end at see mig styrtet, og som selv ville bemægtige sig min Fædrenearv.“ Dette var tydeligt nok rettet mod Skule, der var nærværende, men ikke sagde et eneste Ord. „Saa snart vi kun have faaet denne Tvivl bortryddet,“ vedblev Erkebiskoppen, „skulle vi vise dig al den Hæder, der staar i vor Magt.“ Skule taug fremdeles; men det blev dog afgjort, at der hen paa Sommeren skulde holdes et stort Mode i Bergen, hvor som sædvanligt Kongen, Jarlen, Erkebiskoppen, de øvrige Biskopper, Lendermændene, Lagmændene og alle de bedste Bønder i Landet skulde indfinde sig, for at afhandle denne Sag og bringe den til Afgjørelse. Af Erkebiskoppens Ferd skulde man slutte, at han ganske og aldeles stod paa Jarlens Parti, og handlede i hans Interesse. Alligevel udbad han sig en hemmelig Samtale med Dagfinn Bonde, der nu som ellers var Kongens højre Haand og egentlige Raadgiver, og forsikrede ham, idet han tog Gud til Vidne derpaa, at han gjerne vilde være Kongens Ven, og at det, som nu havde været paa Bane, ej vilde have været talt, om han havde maattet raade; han bad ham derhos give Kongen det Raad at finde sig taalmodig deri for Guds Skyld, da alt dog tilsidst vilde ende til hans Hæder, men til Skam for den der søgte at styrte ham. Mon denne Forsikring skulde være oprigtigt meent, og ikke snarere have haft til Hensigt enten at gjøre den forsigtige Dagfinn altfor tryg, eller i det mindste, saavidt muligt, ogsaa at holde gode Miner med Kongens Partis Man erfarer dog af flere Omstændigheder, ja saagodtsom af Guthorms egen senere Tilstaaelse, at han paa denne Tid var en erklæret Tilhænger af Jarlen, og ganske gik i hans Ledebaand. Det er vanskeligt at vide, hvad man her skal tro.
Saa vidt man kan skjønne, optoges Kongens og Jarlens Tid saaledes af disse Rivninger, at de maatte overlade Viken til sig selv, uagtet Baglerhøvdingerne saa trængende anmodede dem om at komme dem til Hjelp mod Slittungerne. Mod Sommerens Begyndelse begave Kongen og Jarlen sig til Bergen, hvor det aftalte Mode skulde holdes, efterladende Gregorius Jonssøn som Befalingsmand i Throndhjem. Det saa nu heel misligt ud med Enigheden imellem dem. Der opstod idelige Tvistigheder, og allerede deelte Birkebeinerne sig i Flokke, af hvilke nogle fulgte Kongen, andre Jarlen, og, heder det, „da gik det som før, at den havde mest Folk, som havde mest Gods.“ Da Lendermændene begyndte at indfinde sig, toge de ogsaa Parti, nogle med Kongen, andre med Jarlen. Kongens Tilhængere ansaa det endog nødvendigt, for hans Sikkerheds Skyld, uafladeligt at passe paa ham; foruden det sædvanlige Hirdfølge eller Vagt maatte 12 bevæbnede Mænd være om ham baade Dag og Nat, og Høvdingerne Andres Skjaldarband og Vegard Veradal toge endog Nattekvarteer med alt deres Mandskab i Kongsgaarden. Her var saaledes fuld Borgerkrig paa Nippet til at udbryde, ene og alene formedelst Jarlens Ærgjerrighed og uberettigede Fordringer. Uden den overvættes Paapasselighed fra de Kongeliges Side vilde den visselig og have udbrudt. Da det led ud paa Sommeren, og den til Mødet bestemte Tid nærmede sine kom Erkebiskoppen og alle Biskopperne, Nikolas af Oslo, Henrik af Stavanger, Ivar af Hamar og Bjarne af Orknø til Byen, saavel som en heel Deel andre Gejstlige, og de øvrige indkaldte Mænd, som ej tidligere vare ankomne, navnlig Jon Jarl fra Orknø og de ypperste Bønder. Ogsaa nu, fortælles der, havde Biskopperne idelig Samtaler med Jarlen, men kun sjelden med Kongen. Men engang, da Kongen sad og raadslog med sine Lendermænd og Raadgivere, kom Biskop Haavard af Bergen og Mester Bjarne fra Throndhjem (sandsynligviis en af Chorsbrødrene ved Christkirken) som Sendebud fra Erkebiskoppen og Jarlen, og talte saaledes: „Erkebiskoppen og Skule Jarl anmode eder, Herre, om at den Jærnbyrd, som I tilbød ifjor Vaar, da I blev valgt til Konge, nu maatte finde Sted, for at modbevise deres Tale, der ytre Tvivl om eders Herkomst. Dersom I lader dette skee, og Gud bærer eder godt Vidnesbyrd deri, da ville de hædre eder som sin sande Herre, og vise eder al kongelig Ære“[2]. Til denne nærgaaende Anmodning svarede Kongen først kun disse Ord: „jeg veed ikke, hvor vidt jeg finder for godt at tilkjøbe mig eders Æresbeviisninger ved at underkaste mig ydmygende Betingelser.“ De tilstedeværende Lendermænd og Raadgivere ytrede forskjellige Meninger om Forslaget, indtil det endelig blev afgjort, at Kongen og de Morgenen efter skulde indfinde sig i Christkirkens Skrudhuus, for at tale nærmere med Erkebiskoppen og Jarlen herom. Da Morgenen kom, begave de sig derhen, og sandt ej alene Erkebiskoppen og Jarlen, men ogsaa Lydbiskopperne tilstede. Da Forslaget her blev bragt paa Bane, tog den heftige Dagfinn først Ordet, og sagde: „man skal vanskeligt kunne opvise Exempler paa, at Bønders og Kotkarles Sønner have vovet at sætte en Enevoldskonge et saa ydmygende Vilkaar, som at underkaste sig Jærnbyrd og det i dybeste Fred, efter at han først er valgt til Konge over hele Landet, og Folket har svoret ham Troskabsed. Da tror jeg virkelig det næsten er lige saa godt, ikke at bære andet Slags Jærn, end det kolde Staal mod Kongens Uvenner, og lade saa Gud skifte mellem ham og dem, ligesom han skiftede mellem Kong Sverre og hans Modstandere.“ Med en Sagtmodighed og Sindighed, man ej skulde have ventet hos en fjortenaarig Yngling, søgte Kong Haakon at formilde Indtrykket af disse mere ærlige og velmeente, end vel betænkte Ord. „Det er vist og sandt. Dagfinn Bonde,“ sagde han, „at de fleste Konger vilde ansee det for et skammeligt Vilkaar at skulle underkaste sig Jærnbyrd efter først at have taget ved Riget. Da jeg tilbød det, og min Møder paa mine Vegne, var jeg endnu ikke fuldt og fast tagen til Konge, men da blev jeg hindret, og det af de selvsamme Mænd, der nu fordre det, og den Gang viste den selvsamme Velvilje for mig, som de nu lægge for Dagen. Det er og vel bekjendt for alle dem, der vare hos Kong Inge, da min Moder kom med mig til Throndhjem, at hun, saa snart hun traf Haakon Jarl, tilbød at underkaste sig disse selvsamme Gudsskirsler, hvis man nærede nogen Mistro til Udsagnet om min Herkomst, men at man den Gang intet vilde høre derom, og at Haakon Jarl erklærede at vide fuldkommen Besked i den Sag. Ligeledes ytrede Haakon Jarl meget ofte i Manges Paahør, at han og hans Broder, Kong Inge, sad inde med min Fædrenearv. Naar jeg uagtet alt dette ikke optager nærværende Anmodning som nogen Fornærmelse, da er det, fordi jeg selv gjerne ønsker, at Jærnbyrden maa have Fremgang, mine Thegner til Ære. Dertil kommer, at mangen En kunde finde paa at sige at jeg unddrager mig derfor, fordi jeg selv har nogen Tvivl om, hvor vidt Kong Haakon er min Fader. Endelig, og for det tredie, er jeg ganske tryg for den Dommer, til hvis Afgjørelse Sagen henskydes; han har aldrig svigtet den, der havde Retten paa sin Side; han siger Sandheden uden at frygte nogen, og underkaster jeg mig derfor gladelig hans retfærdige Dom.“
Saaledes blev det da afgjort, at Haakons Moder Fru Inga skulde underkaste sig Jærnbyrd, og hun gik strax til Kirken, – det var her Christkirken – for anden Gang at begynde den foreskrevne Faste. Tilligemed hende fastede Sigurd Kongsfrænde[3], Dagfinn Bonde, Andres Skjaldarband og flere andre, baade læge og lærde, og der sattes en Vagt af 12 Mand udenfor Kirken Nat og Dag, for at passe paa, at ingen Uvedkommende skulde komme ind og forstyrre den hellige Akt. I disse Dage, fortælles der, var Skule Jarl usædvanlig blid mod Kongen, og ingen kunde skjønne, hvad det kunde betyde. Snart fik man dog en Anelse om, hvad han havde fore. I hans Tjeneste var en Udlænding fra Brabant ved Navn Sigar[4], bekjendt som en meget klog og kunstfærdig Mand. Han gav sig ogsaa Mine af at være meget venlig sindet mod Kongen. Tidlig om Morgenen en Onsdag, Dagen forud for den Thorsdag, paa hvilken Jærnbyrden skulde foregaa, gik han til Dagfinn Bonde og forlangte at tale i Enrum med ham. Dagfinn kom, og han sagde da: „jeg veed, at I ere meget ængstlige for, hvilket Udfald eders Sag vil faa; men da jeg mener Kongen det godt, vil jeg lære eder en Kunst, hvorved I kunne undgaa al Fare; jeg kjender nemlig et Slags Græs af den Beskaffenhed, at naar jeg gnider det paa Kongemoderens Haand, vil hun uden Skade kunne bære Jærnet, og ikke i mindste Maade blive brændt.“ „Gud takke dig for denne Velvilje; du er da ret en viis Mand,“ svarede Dagfinn; „men sig mig dog, hvor voxer dette Græs, der har saa stor Kraft?“ „Det voxer,“ var Sigars Svar, „paa dit og hver anden Mands Huustag i Bergen.“ Da sagde Dagfinn: „Ingen Kunst eller Lægedom ville vi her bruge, uden den, Jesus Christus selv af sin Miskundhed vil anvende; pak du dig bort med dit Vaas, og du skal faa en Ufærd, om du oftere kommer med slig Tale.“ Dermed maatte Sigar forføje sig bort. Dagfinn begav sig strax til Inga, og sagde hende i al Hemmelighed, at hvis Sigar kom og tilbød noget Lægemiddel eller andet Kneb, maatte hun vogte sig for ham som den værste Fiende, da der ganske vist var Falskhed og Svig med i Spillet. Modpartiets listige Plan, at overtale Inga til at bruge et Middel, der maaskee enten netop havde befordret Forbrændingen, eller i modsat Fald vilde have gjort den hele Akt ugyldig, naar Sigar røbede hvad der var skeet, gik saaledes overstyr[5].
Næste Dag, efter Primamessen (omtrent Kl. 9) foregik den højtidelige Akt. Kongen, Jarlen, Erkebiskoppen, og alle de øvrige Biskopper og Høvdinger, vare tilstede. Hun udholdt Prøven med frejdigt Mod. Den Dag, da Haanden skulde løses, blev det meldt Kongen at nogle af Jarles Mænd skulde gaa med skjulte Vaaben. Strax bød han derfor Jon Staal, Guthorm Gunnessøn, Vegard Veradal og Baard Brimstein at lade deres Troppeafdelinger, saavel som Gjesterne, træde under Vaaben, og holde Vagt ved Christkirken, medens Haanden blev løst. Til den bestemte Tid kom Kongen, Erkebiskoppen, Jarlerne, Biskopperne og de andre Høvdinger til Kirken. Og, heder det i Sagaen, da Kongemoderens Haand blev løst, gjorde Gud af sin Miskundhed store Jærtegn, saa at hun blev ganske reen; ja alle, som saa hendes Haand, sagde at den nu var meget fagrere end da hun tog under Jærnet; det sandede baade Venner og Uvenner.“ Nu havde Skule og hans Parti, i det mindste for det første, ingen yderligere Indsigelser mod Kongens lovlige Arveret til Tronen at fremsætte, og der blev da paa ny sluttet Forlig mellem ham og Jarlen. Søndagen efter blev der holdt almindeligt Thing paa Christkirkegaarden, hver alle Høvdingerne og de til Rigsmødet indkaldte Mænd vare tilstede. Her bekjendtgjorde Erkebiskoppen Udfaldet af Kongemoderens Skirsel, og satte Bans Straf for hver den, som herefter ytrede nogen Tvivl om Kongens rette Herkomst. Derpaa bekjendtgjorde han det fornyede Forlig mellem Kongen og Jarlen. Hvilke Betingelserne for dette vare, nævnes ikke; men sandsynligviis have de været aldeles de samme som før. Med hvilken Harme Jarlen og hans Tilhængere saa dette Udfald af Rigsmødet, hvortil de ganske vist havde indfundet sig med langt andre Forventninger, kan man let forestille sig, skjønt der intet nævnes derom i Sagaen. Han maatte nu begynde sit underfundige Spil saa at sige fra nyt af, og imidlertid holde gode Miner[6].
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 31.
- ↑ Naar vi her see Biskop Haavard optræde som Erkebiskoppens Erendsvend, maa vi enten antage at han slet hen har handlet efter Befaling, uden selv at dele Erkebiskoppens Mening, eller og at han for sin Part, ligesom Kongen selv, har fundet det raadeligst, at denne lod Jærnbyrden skee. Man behøver just ikke at antage, at han er gaaet over til Erkebiskoppens Parti, hvorvel det i og for sig vel ikke er saa usandsynligt, at han kan have ladet sig overtale eller skræmme dertil.
- ↑ Det er forhen nævnt, at Sigurd Kongsfrænde ifølge Annalerne og Overskriften i Sagaens Cap. 27 i en enkelt Kodex skal være død paa sit Korstog. Forholder det sig virkelig saaledes, maa den her nævnte Sigurd Kongsfrænde enten være en anden end hiin, eller ogsaa er Navnet urigtigt angivet. Men hvilken „Kongsfrænde“ i saa Fald her menes, er vanskeligt at sige. Roar kan det neppe være, da det ikke er rimeligt, at han allerede paa denne Tid skulde være kommen tilbage fra Korstoget.
- ↑ Sigar, Siger, Zegher, er et temmelig hyppigt forekommende nederlandskt Navn.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 39–44.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 45, 46.