Det norske Folks Historie/4/96
Da Kong Haakon og Skule Jarl om Høsten 1217 vare dragne til Bergen, beholdt Baglernes Høvdinger, som det ovenfor er nævnt, Halvparten af de Sysler, de tidligere havde haft. Denne Deling synes ikke ganske at have været indrettet paa den Maade, at Kong Philips forrige Rige, Viken nordenfor Svinesund og Oplandene, deeltes i to samlede Hovedparter, af hvilke Baglerne beholdt den ene, medens der i den anden indsattes Sysselmænd af Birkebeinernes Parti; men derimod saaledes at Birkebeinernes og Baglernes Sysler laa fordeelte om hinanden, ja maaskee og at de store Sysler deeltes i to Parter, af hvilke den ene fik en Begling, den anden en Birkebein til Sysselmand. Dette skede vistnok med velberaad Hu, for at Birkebeinernes og Baglernes Høvdinger ved stedse at være i umiddelbar Nærhed af hinanden, ogsaa des bedre kunde holde Øje med hinanden indbyrdes, medens tillige den Omstændighed, at de, der hørte til eet Parti, ikke vare samlede paa eet Sted, maatte danne en væsentlig Hindring mod Udbrud af alvorlige Fiendtligheder. Saaledes fik Ragnvald Hallkellssøn, der før havde haft Syssel paa Raumarike, nu Follo og maaskee den sydlige Deel af Oslo Hered saavel som Staden selv til Syssel, medens derimod den egentlige Oslo-Syssel var betroet Birkebeiner-Høvdingen Ivar Utvik tilligemed Asbjørn Kop, der før havde bort til Baglernes Parti, men senere maa have gaaet over i Kongens Tjeneste[1]. I Staden Oslo har vel Biskoppen egentlig haft mest at sige da der tales om at han havde et Kastell ved Biskopsgaarden, og flere Stridsmænd. I Tunsberg sorte, som det synes, Hr. Andres Simonssøn Befalingen og havde saaledes Syssel paa Vestfold; ogsaa Arnbjørn Jonssøn nævnes i det følgende som en af Byens Forsvarere, medens han dog lige godt derfor kan have haft sin Syssel østenfor Fjorden, og sit fornemste Tilhold paa Valdensholm. Hvilke Birkebeiner der for øvrigt fik Syssel i den nordlige Deel af Viken, nævnes ikke, ligesaa lidt som hvorledes Syslerne var fordeelte paa Oplandene. Man synes kun af den Omstændighed at Ragnvald Hallkellssøn forflyttedes fra Raumarike til Follo, at kunne slutte at hans forrige Syssel besattes med en Birkebein, og maaskee var dette Tilfældet med de fleste Sysler paa Oplandene. Ragnvald Hallkellssøn havde som Sysselmand paa Raumarike kun et daarligt Lov. Det hed at han var haard til at inddrive alle Afgifter, da han holdt en stor Skare Folk, og saaledes trængte til alt, hvad han paa nogen Maade kunde forskaffe sig; sandsynligviis har han vel stundom endog overskredet de lovlige Grændser. Hans nye Undergivne, Foldungerne, vare derfor ilde tilfreds med at have faaet ham til Befalingsmand, og meente som saa, at han ikke vilde vise sig bedre mod dem end mod Raumerne. De besluttede derfor ligesaa godt først som sidst at skille sig af med ham. Da Ragnvald tiltraadte Embedet, og efter Sædvane lod tilstevne Thing for hele Syslen, forandrede Bønderne Thingbudet til Hærør eller Krigsbudstikke, med den Besked, at hver vaabenfør Mand skulde møde frem fuldt bevæbnet. Da Ragnvald, ikke synderlig mandsterk, kom til Haugsvik[2], hvor Thinget skulde holdes, fandt han saaledes en stor og fuldt væbnet Bondehob for sig. Han bød Bønderne sætte Thinget, men saasnart han lukkede Munden op, raabte og skrege de imod ham, og bøde ham at tie. Nogle trak Sverdet, og stormede ind paa ham. Da søgte han at komme bort, men de forbitrede Bønder satte efter ham, dræbte ham selv, og saarede nogle af hans Mænd. Hans øvrige Følge skyndte sig at komme ombord, og vendte tilbage til Oslo med hans Lig.
Dette var det første voldsomme Optrin, som sandt Sted i Viken efter Oprettelsen af det midlertidige Forlig mellem Birkebeinerne og Baglerne. Det havde dog ikke nogen egentlig politisk Betydning, men stod dog i et Slags Forbindelse med Tilblivelsen af den nye Oprørsflok, som strax efter dannede sig i den Egn, man med Rette kunde kalde Oprørsflokkenes Vugge, nemlig Grændseskovene eller Marker. Presten paa Rakkestad, Harald, havde for nogen Tid siden haft en Lejeprest eller Kapellan, ved Navn Benedikt, sædvanligt kaldet Bene, eller Bene Skindkniv, fød øster paa Marker. Denne Bene lod sig forlyde med, at han var en Søn af Kong Magnus Erlingssøn. Hans Foresatte, Presten Harald, bestyrkede ham heri; det er endog ikke saa usandsynligt, at han var den, som fra først af satte ham paa denne Tanke. Bene begav sig nu til Ragnvald Hallkellssøn, der som Kong Magnus’s Systersøn skulde være en af hans nærmeste Frænder. Ragnvald synes dog ikke at have erkjendt Frændskabet, men beholdt ham imidlertid hos sig, mere som et Slags Nar, end som en Slægtning, thi Bene optraadte her, lader det, som Spillemand eller Jongleur og ikke som Prest[3]. Da Ragnvald var falden, begav han sig til sin Hjembygd Marker, hvor det lykkedes ham at faa samlet endeel Folk om sig; han kaldte sig nu ikke længer Bene, men Magnus efter sin foregivne Fader. Harald, Presten paa Rakkestad, tog sig fremdeles af ham, og snart strømmede en heel Deel Folk til ham. Disse hans Tilhængere vare dog endnu kun yderst fattige, daarligt klædte og slet bevæbnede, saa at man endog kaldte dem Slittunger; de strejfede omkring i Skove og Udmarker, og vovede sig sjelden ned i Bygderne uden for at røve eller stjæle, hvilket synes at have været deres fornemste Maade at friste Livet paa. Men om Vintren sloge to højbyrdige og rige Bønder, Thorbjørn og Helge fra Lumeland i Elvesyssel, sig til Flokken, og strax efter fulgte flere Bønder og Bondesønner deres Exempel. Alle, heder det, troede for ramme Alvor, at Bene virkelig var Kong Magnus’s Søn – det klinger for Resten herved utroligt, at alle til Hobe skulde have ladet sig dette indbilde, og at ikke enkelte af dem, i det mindste de mest oplyste, snarere skulde have slaaet sig til ham alene af Fiendskab mod Birkebeinerne, eller fordi de ej kunde finde sig i den gode Forstaaelse, som nu allerede herskede eller tegnede sig til at ville herske mellem Birkebeiner og Bagler. Den Omstændighed, at Flokken forøgedes med mægtigere og hæderligere Medlemmer, gjorde dog ingen Forandring i dens Leveviis; den blev kun en endnu større Landeplage for de Egne, hvori den færdedes, end forhen, thi nu strejfede den om i selve Bygderne og øvede alskens Uvæsen, med Ran, Tyveri, og andre Voldsgjerninger. Det var fornemmelig i Baglernes Sysler, eller, som det synes, egentlig for det første i Borgesyssel, at de holdt til. Slige Voldsmænd og Urostiftere maatte være Baglernes Høvdinger ligesaa uvelkomne, som Birkebeinernes, og de gjorde derfor ærligt og redeligt alt hvad de kunde, for at være paa sin Post imod dem. Fornemmelig søgte de at forsvare Tunsberg, hvor flere Høvdinger vare samlede under Hr. Andres’s og Arnbjørn Jonssøns Anførsel.
Da Vaaren kom (1218) og Isene gik op, var det Slittungernes første Foretagende at skaffe sig Fartøjer og sætte over Fjorden for at angribe Tunsberg. I Fasten (sidst i Februar) fik Baglerne dog Nys om, at de kunde ventes, og vare saaledes ikke ganske uforberedte paa deres Komme. Slittungerne lagde til ved Skeljasteinsgrunden[4], og stevnede op til Gunnarsbø, hvor de for det første gjorde Holdt, da det allerede var seent paa Aftenen. Baglerne lode ved Efterretningen om deres Ankomst blæse Allarm, og deres hele Styrke beordre op paa Haugene. Men da det begyndte at mørknes, begav en stor Deel af Folkene sig ned til Bakkerne ovenfor Thomaskirken, og forbleve der om Natten[5]. Bene lod imidlertid Asbjørn Jonssøn hilse, at han ej havde ventet sig af ham, at han vilde stride mod sin forrige Herres, Erling Steinveggs, Broder. „Bene har ganske Ret i,“ var Asbjørns Svar, „at det ej sømmer sig for mig at stride mod Erlings Broder, og jeg vil heller ikke gjøre det, hvis man overbeviser mig om, at han virkelig er en Broder af Erling, men Bene tror jeg rigtignok hører til en anden Æt; hils derfor Slittungerne, at om de vove at nærme sig Byen, skulle vi Bagler ganske vist komme dem imøde og levere dem Slag.“ Da Natten nærmede sig sin Ende og det begyndte at lysne, bleve Baglerne var, at Slittungerne endnu vare paa Gunnarsbø. De besluttede at forekomme dem, lode blæse til Angreb, og stevnede over Haugene ned paa Ageren, hvor Slittungerne opstillede sig; Disse vare 600 Mand sterke, medens Baglernes Styrke kun var 480; derfor blev Kampen haard. Skjønt Slittungernes større Antal vistnok mere end opvejedes af Baglernes større Øvelse i Vaabenfærd og deres fordeelagtigere Stilling, lader det dog til, at de, i det mindste i Begyndelsen, kæmpede med den største Hidsighed, thi Baglernes Hoved-Anførere. Hr. Andres og Arnbjørn, bleve begge saarede, den første paa Kinden, den anden paa Halsen nedenfor Øret, af et Spydstik. Da Hr. Andres fik Saaret, kastede han Skjoldet fra sig, men greb med Kæmpekræfter fat i den nærmeste Fiendes Skjold, rykkede det fra ham og fældte ham med sit ypperlige Sverd Skarde. Paa den Maade nedlagde han den ene efter den anden, medens Arnbjørn, uanseet sit Saar, ligeledes gik haardt frem og stevnede mod Slittungernes Merke. Omsider toge Slittungerne Flugten, efter at Brødrene Thorbjørn og Helge af Lumeland med henved 150 Mand vare faldne. Bene havde ikke engang deeltaget i Kampen, men holdt til Hest i forsigtig Afstand, og undkom til Skibene med megen Skjændsel. Det er charakteristisk nok, at de anseede Bønder Thorbjørns og Helges Lig bleve bragte til Kirke og begravne, medens de øvrige faldne Slittunger kun bleve nedgravne eller tildækkede med Stene, hvor de laa[6].
Bene begav sig med Levningerne af sin Flok atter øster til Marker og søgte paa ny at samle Mandskab. Og merkeligt nok, uagtet man skulde formode at hans daarlige Færd ved Gunnarsbø maatte have sat ham i slet Ry, strømmede dog Dag efter Dag en heel Deel Folk til ham, vistnok for største Delen Pak, som forhen, men dog altid farlige nok i et større Antal. Hr. Andres og Arnbjørn Jonssøn fandt det endog nødvendigt at skrive til Kong Haakon og Skule Jarl, at de maatte skynde sig til Viken, da Benes Flok tiltog saa foruroligende, at de neppe med egne Kræfter vilde kunne gjøre dem tilbørlig Modstand. Det viste sig ogsaa snart, at deres Frygt ej var uden Grund, thi om Vaaren, strax efter Paaske (denne indtraf i dette Aar den 13de April), gjestede Slittungerne Oslo; de kom ikke østenfra, men, som det synes, ovenfra Raumarike. Ivar Utvik, Sysselmanden, skyndte sig imod dem med Birkebeinerne, Biskoppens Mænd og Bymændene; de traf dem ved Frysja eller Akerselven i Nærheden af Fossen, sandsynligviis ved Broen[7], hvor man fra begge Sider begyndte at skyde paa hinanden tvers over Elven; men da en af Biskopsmændene, Mester Stevne, saavel som nogle faa andre, vare faldne, toge Bymændene Flugten, og de øvrige Krigere synes at være blevne smittede af deres Exempel, thi Slittungerne kom lige ind i Byen, som de plyndrede. De toge endog et Langskib, der tilhørte Biskoppen, saavel som en Deel andre Skibe, og sejlede paa dem sydefter Viken, plyndrende og røvende hvor de kunde komme til. Da de kom syd til Elvekvislerne eller Gøta-Elvens Munding, toge de Vejen op ad den østlige Arm, idet de fremdeles røvede vidt og bredt, ubekymrede om at det ikke saa meget var norsk, som vestgøtisk Grund, der omgav denne Arm af Elven. Dette bevægede Æskil Lagmand, som just opholdt sig i Ljodhuus, til at skride ind, og han udrustede i Hast nogle Skuder, med hvilke han roede ned ad Elven, for at tugte Slittungerne, forvisset om, at han, om det behøvedes, vilde kunne faa Folk fra Herederne i Nærheden. Men han havde ikke gjort Regning paa, at Slittungerne skulde komme med ordentlige Langskibe, og da det blev meldt ham, at saadanne nærmede sig, opstod der, som det synes, ingen ringe Forfærdelse. Det første, han gjorde, var at sætte Stifsønnen, Junker Knut, der var med ham, i Land, for at han ej skulde falde i Slittungernes Hænder; han løb strax til nærmeste Skov og gjemte sig der. Strax efter kom Slittungernes Skibe farende; da flygtede Lagmanden selv og alle hans Mænd op paa Land, efterladende Skuderne med alt, hvad der var paa dem, i Stikken. Blandt andre Kostbarheder, som ved denne Lejlighed faldt i Slittungernes Hænder, var Æskils eget Landtelt, og hans Kapellans Messeklæder. En Tidlang var man, som det lader, i stor Forskrækkelse for at Junker Knut skulde være falden i Slittungernes Hænder, da det varede længe inden man kunde finde ham; endelig opdagede man hans Skjulested og bragte ham til Lagmanden. Slittungerne droge med de erobrede Skibe ud af Elven igjen, og fortsatte Sejladsen sydefter langs Kysten af Halland, hvor de herjede efter Sædvane, uanseet at de her befandt sig inden Danmarks Enemerker. Imidlertid havde de Birkebeinerhøvdinger, der laa i Viken, nemlig Guthorm Gunnessøn, Lodin Paalssøn, Hallvard Bratte, Ivar Utvik og Karl Svange, i Hast gjort deres Skibe rede, og forenet sig med Hr. Andres og Arnbjørn Jonssøn, for at opsøge dem og gjøre Ende paa deres Uvæsen. Det var første Gang, at man saa Birkebeinernes og Baglernes Høvdinger forenede mod en fælles Fiende i Landet selv, og det slaar ikke fejl, at enhver fædrelandssindet Mand hilste dette som et glædeligt Tidernes Tegn. De fandt Slittungerne i en Fjord, kaldet Baardfjord[8]. Disse vidste ikke Ord af, førend de fiendtlige Skibe løb lige ind i Havnen til dem, og de havde intet andet at gribe til, end at løbe i Land og søge Skjul det hurtigste de kunde, medens Birkebeinerne og Baglerne satte sig i Besiddelse af Skibene og alt det Gods, der fandtes paa dem. Men de fik ikke fat paa en eneste af Slittungerne selv, der, som det synes, begave sig til Lands, og neppe uden stor Møje, tilbage til deres gamle Tilhold, Marker. Fra dette Tog af kan man i Virkeligheden regne Birkebeinernes og Baglernes Forening; thi den formelige Overgang til Kongens Tjeneste, der noget senere fandt Sted, var kun en højtidelig Erkjendelse af det Forhold, som allerede var indtraadt. Det er meget muligt, at denne venskabelige Forstaaelse ej vilde være indtraadt saa tidligt, hvis ikke Slittungernes Uvæsen havde nødet dem til at slutte sig sammen og handle i Fællesskab; derved var Isen brudt og det første Skridt gjort. Under denne Forudsætning kan man gjerne sige, at Slittunge-Opstanden stiftede mere Nytte end Skade, thi de Ulemper, man havde at døje af dem i en forholdsviis ubetydelig Deel af Riget, havde lidet at betyde mod den Fordeel for det hele Rige, at det mægtigste Parti, der hidtil havde rejst sig med Kongehuset, endelig opgav denne fiendtlige Stilling. Hr. Andres Simonssøn synes dog allerede tidligere at være kommen i et meget venskabeligt Forhold til Skule Jarl, sandsynligviis da denne, som vi have seet, strax efter Kong Inges Død havde det saa travlt med at tilskrive Kong Philip og søge Baglernes Venskab. Et Beviis paa, hvor intimt Venskabet mellem Jarlen og Hr. Andres var, fik man, da den sidste ikke længe efter Hjemkomsten fra Toget til Halland havde det Uheld, at det Saar, han havde faaet i Slaget ved Gunnarsbø, brød op igjen, og blev saa ondartet at han merkede at hans Endeligt var nær. Da sendte han Jarlen det kostelige Sverd Skarde og et guldbelagt Skjold, ledsagende Gaven med en kjærlig Bøn, hvori han bad ham drages deres tidligere gjensidige Venskabsforsikringer til Minde. Man skulde ellers næsten formode, at Hovedindholdet af Brevet har været at anbefale Hr. Andres’s unge Søn Gregorius til Skules Forsorg. Kort efter døde Hr. Andres, og man sørgede, tilføjes der, meget over ham i Viken. Det maa da have været Krigsfolkene eller de egentlige Bagler, der toge sig hans Død saa nær, thi hvad vi tidligere have seet af hans Færd, var just ikke skikket til at gjøre ham populær blandt Folket. Hans Lig blev ført til Oslo, og begravet i St. Hallvardskirken[9].
- ↑ Angivelserne om Ivars og Ragnvalds Forleninger ere noget svævende. Først heder det i Cap. 32: „Ragnvald fik Syssel paa Follo og i (eller om) Oslo“, hvilket sidste her ogsaa kunde betegne Distriktet. Siden heder det (Cap. 35), „at Ivar Utvik havde Oslo-Syssel i Kongens og Jarlens Navn, og at han med Bymændene og Biskopsmændene stred mod Slittungerne“, derpaa (Cap. 47) „at Ivar Utvik og Asbjørn Kon havde Oslo-Syssel i Kongens Navn“, samt endelig, skjønt rigtignok efter Baglernes Hylding og den nye Lensuddeling 1220 (Cap. 58) „at Ivar havde den vestre Deel af Oslo-Syssel, sad i sin Syssel, og blev overfaldt ved Hovedøen.“ Af alt dette skulde man formode, at den vestlige Deel af Oslo-Syssel udgjorde den senere saakaldte vestre Deel af Oslo Provsti, nemlig det nordligste af Vestfold og hele det nuværende Asker og Akers Prestegjeld, eller Akers Sorenskriveri, ind til Oslo, og at hvad der laa søndenfor dette, i det mindste paa den Tid, hørte til Follo Syssel, der ellers foruden det nuværende Follo ogsaa indbefattede Haabøls Prestegjeld eller Mossedal.
- ↑ Haugsvik er det nuværende Husvik ved Drøbak, eller maaskee rettere Drøbak selv, Drjúgbakki (den drøje Bakke), som allerede i den Tid rimeligviis var et Slags Flekke eller Ladeplads, hvor de Skibe, der tilhørte Beboerne af Oslo, lagde op om Vintren,naar den indre Fjord var tilfrossen. I den Tid, da man endnu kun havde daarlige Landeveje, og de fleste rejste til Søs, hvor det lod sig gjøre, laa Stedet netop belejligt som Thingsted for hele Follo.
- ↑ Der staar nemlig: „hann fór með leika;“ og en „Leikare“ var paa den Tid ej alene en Musikant men og en Taskenspiller, Lystigmager, eller, som det i Middelalderens Latin kaldes „joculator,“ hvoraf „Jongleur.“ Der tilføjes ogsaa “han var en lystig Mand, og Ragnvald agtede ham mere som Daare end som Frænde“; det har altsaa maaskee især været allehaande Puds og Narrestreger, hvori hans „Leik“ bestod.
- ↑ Nu Steensarmen eller Trælen.
- ↑ Thomaskirken maa saaledes have ligger i den nordøstlige Deel af Byen, i Nærheden af den saakaldte Møllehaug (Haugene).
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 34.
- ↑ Der staar nemlig „ved Fossen“, og da det deels er bekjendt, at nærmeste Bro i hine Tider gik over Elven ved Nedre-Fos, deels er klart, at det maatte være om Broen, at Kampen drejede sig, kan det ej have været paa noget andet Sted, at denne Skudfegtning foregik. Slittungerne maa altsaa have været paa den vestlige, Birkebeinerne og Bymændene paa den østlige Side af Elven. Heraf, saavel som af hvad der ovenfor (S. 365, 366) berettes om de oprørske Raumers Stilling ved Frysja, faar man den Forestilling, at Alfarvejen fra Oslo til Gjelleraasen (over hvilken Slittungerne vistnok vare komne) i hiin Tid ej gik, som nu, et Stykke østenfor Elven, men derimod først over Broen ved Fos, derpaa langs Vestsiden, og endelig tilbage til Østsiden længer oppe, maaskee ved Vojen, saa at alt hvad der kom nordvestenfra, først maatte gaa over Elven her, siden ved Fos.
- ↑ Baardfjord er sandsynligviis den nuværende Baadfjord, der gaar ind til Biskopshagen strax nordenfor Klosterfjorden eller Visk.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 34–36.