Det norske Folks Historie/4/98
Paa denne Maade sluttedes dette Rigsmøde, det første, der holdtes under Kong Haakons lange Regjering. Andet end Spørgsmaalet om Jærnbyrden synes her ikke at bære blevet forhandlet, og det lader endog til, at man har skyndet sig saameget som muligt, uden engang længer at tænke paa den formelige Mægling mellem Birkebeiner og Bagler, der ved Erkebiskoppens Hjelp skulde ske, da Slittungernes Uvæsen, der atter var begyndt i Viken, gjorde saavel Kongens og Jarlens, som Biskoppens Nærværelse paa den Kant uomgængelig nødvendig og den allerede faktisk indtraadte Forening mellem Birkebeiner og Bagler desuden havde gjort Mæglingen overflødig. Der var atter kommet Breve, baade fra Birkebeinerne og Baglerne, at Benes og Slittungernes Flok forøgedes med store Skarer af alskens Pak, og at de allerede øvede megen Ufred. Kongen og Jarlen gjorde sig, saa hurtigt de kunde, rejsefærdige, og forlode Bergen med en betydelig –Styrke. De fik gunstig Vind og kom saaledes meget snart til Tunsberg. Her fik de vide, at Slittungerne allerede vare komne til Oslo. De vilde da strax sejle lige derind, thi Vinden var fremdeles god, og de havde al Udsigt til at komme uforvarende over Slittungerne, der endnu ikke vidste det mindste om deres Ankomst. Allerede havde de ladet blæse fra Bryggen, og flere Skibe lagde ud, da Provsten i Tunsberg, Jofrey, kom ned til dem og meldte at han havde faaet Bud fra Biskop Nikolas om at Slittungerne allerede havde forladt Oslo, og nu agtede sig til Tunsberg. Han havde Overbringeren af dette Budskab med sig, en Dreng, der lod til at være meget træt af den lange Vandring, og sagde at Biskoppen havde sendt ham for at advare Bymændene i Tunsberg om at være paa sin Post, da de med det første kunde vente sig Besøg af Slittungerne, ja han lagde endog til, at han selv havde seet dem drage derfra. Bymændene og Provsten vare i den største Forskrækkelse, og bade Kongen paa det indstændigste ikke at lade dem i Stikken. Endeel af Birkebeinerne meente derimod at det ikke kunde hænge saaledes sammen, og at det kun var et Paafund af Biskoppen, for at hefte dem. Det syntes dog at være alt for galt, om han formedelst sit Had til Kongen ogsaa skulde nedlade sig til at spille under Dække med Slittungerne. Kongen føjede derfor Provsten og Bymændene sat blive liggende ved Tunsberg den Dag til Ende, men der blev øjeblikkelig sendt ridende Bud ind over Oslo-Vejen for at erfare, hvorledes det hang sammen. Det varede ikke længe, førend disse mødte Folk, som vare afsendte fra de kongelige Sysselmænd i Oslo, og nu kom lige derfra; disse fortalte at Slittungerne fremdeles vare i Oslo, og gave sig nok saa god Ro, uden at have mindste Anelse om at Kongen og Jarlen vare i Farvandet. Det viste sig altsaa, at hine Birkebeiner virkelig havde Ret, og at den hele Tale om Slittungernes forventede Angreb paa Tunsberg alene var et Opspind af Biskoppen, for at Slittungerne kunde vinde Tid.
Hvorledes Slittungerne denne Gang vare komne i Besiddelse af Oslo, siges ikke, men af hvad der siden berettes, man maa slutte, at de nu, som tidligere, ere komne fra Raumarike, og at de med en overlegen Styrke, aldeles uforvarende have overfaldt de i Oslo tilstedeværende Birkebeiner og Bagler, af hvilke de første, under Anførsel af de kongelige Sysselmænd i Oslo-Syssel, Ivar Utvik og Asbjørn Kop, flygtede ombord paa Skibene og lagde sig ude ved Hovedøen, medens Baglerne kastede sig ind i Biskoppens Kastell. Fra Hovedøen sendte Ivar og Asbjørn de nys omtalte Folk afsted paa en letsejlende Skude; de have sandsynligviis lagt ind ved Horten, for at tilbagelægge den øvrige Deel af Vejen over Land, hvorved de saaledes kom til at møde de fra Tunsberg udsendte ridende Bud. Saa snart Kongen og Jarlen fik den rette Sammenhæng at vide, skyndte de sig strax afsted. Vinden var fremdeles god. Da de kom til Hovedøen, traf de Ivar og Asbjørn med tre Skive, og fik af dem vide, at Slittungerne endnu vare i Oslo og fremdeles gave sig god Ro. Paa Kongeskibet blev der nu taget Rev i Sejlet for at oppebie de øvrige Skibe, og disse fik den Befaling, at sejle ind til Byen jevnsides i en eneste Linje, for paa een Gang at lægge til Bryggen. De sejlede saa raskt at de tungeste Sejlere maatte tage Aarerne til Hjelp for at bolde sig i Linjen. Men denne Hurtighed nyttede til intet, thi Slittungerne havde været forsigtige nok til at stille en Vagt oppe i St. Hallvards Kirketaarn, og denne havde allerede faaet Øje paa de kongelige Skibe, da de sejlede ind om Nesodden. Da skyndte Beite sig strax bort fra Byen, og da Birkebeinerne kom indenfor Hovedøen, saa de Slittungerne i fuld Fart op ad Landevejen. Vel roede de af alle Kræfter ind til Bryggen, og skyndte sig i Land, baade paa Nord- og Sydkanten, men de fandt ikke længer en eneste Slittung i Byen. Nogle af Birkebeinernes Skarer satte efter dem lige til Frysja, men fik ingen af dem fat[1]. Imidlertid drog Kongen op ad Gaden, og kom forbi Biskoppens Kastell, hvor en Deel Bagler, som nys omtalt, havde taget sin Tilflugt. Disse begave sig strax ned til ham og tilbøde ham deres Tjeneste, hvilken han ogsaa strax modtog. Biskoppen selv var nu idel Venlighed mod Kongen og Birkebeinerne, som om han aldrig havde haft ondt i Sinde mod dem. Han sendte øjeblikkelig en Baad ud til Kongeskibet for at indbyde Inga Kongemoder, der havde ledsaget sin Søn, til at tage sit Ophold i hans Gaard, og viste hende den største Hæder. Den følgende Morgen lod han endog gjøre en højtidelig Procession mod Kongen, da denne gik til Messen fra sit Skib, hvor han og Jarlen vedbleve at have deres Kvarteer. Det lader til, at Haakon har været klog nok til at optage alle disse Venskabsytringer som om de vare oprigtigt meente, uden at lade Biskoppen høre nogen Bebrejdelse for hans tvetydige Ferd. Biskoppens fornemste Grund til at vise sig saa høflig og venlig mod Kongen er neppe saa meget at søge i den Omstændighed, at han for Øjeblikket saaatsige var i hans Magt, da han vel kunde være vis paa, at hans Person vilde blive anseet ukrænkelig, som deri, at Baglerhøvdingerne selv, Støtterne for hans politiske Indflydelse, nu ganske havde tabt Lysten til at danne et eget Parti, og allerede, som man maa antage, havde bestemt sig til at forene sig med Birkebeinerne og træde i Kongens Tjeneste, uden at oppebie den før omtalte Mægling. De, som ikke allerede vare i Oslo, nemlig Arnbjørn Jonssøn og en Deel andre, bleve skriftligen opfordrede til at komme; de indfandt sig ufortøvet, gik Kongen og Jarlen til Haande, og aflagde ganske deres Partinavn, Bagler, der saaledes efter at have spillet en vigtig Rolle i hele 26 Aar, nu med eet ganske forsvinder af Historien. Sagaen har opbevaret os Navnene paa de øvrige Baglerhøvdinger, der ved denne Lejlighed gik Kongen til Haande. Det var Arnbjørn Jonssøn, Gunnbjørn, kaldet Jonsbroder, fordi han var en Broder af den før omtalte Jon Drottning, Simon Kyr, Eystein Roessøn[2], Gudolf af Blakkestad, Eindride Bekil[3], Finn Bergthorssøn, Sigurd Sepil, Gunnar Aasessøn, Gudleik Skreidung[4], Botulf Auvurssøn, Eiliv Kembe, Thore Aamundessøn. Vi gjenkjende flere af disse som Birkebeinernes farlige Fjender og bitre Modstandere ved tidligere Lejligheder. Men at Foreningen med Birkebeinerne og Underkastelsen tinder Kongen nu for de Flestes Vedkommende var oprigtigt meent, seer man noksom deraf, at Kongen blandt de her nævnte Høvdinger i den følgende Tid talte flere af sine dygtigste og trofasteste Mænd. At enkelte af dem af særegne Grunde atter faldt fra og sloge sig til Kongens Fiender, kan her ikke komme i Betragtning.
Kongen erfarede strax efter, at Slittungerne holdt sig oppe ved Øyeren. Han lod derfor drage 14 Fartøjer fra Oslo derhen, sandsynligviis omtrent ad samme Strøg, hver Jærnbanen nu gaar, men med Benyttelse af de mellemkommende Vande og Elve[5]; der maatte dog, som venteligt var, stor Folkehjelp til, og flere Høvdinger, navnlig Guthorm Gunnessøn, Gunnbjørn Jonsbroder, Olaf Mook og Harald Stangarfylja sattes til at have Opsigt dermed. At Kongen allerede ved denne Lejlighed anvendte den forrige Begling, Gunnbjørn Jonsbroder, viser, hvilken Tillid han maa have haft til hans og hans Medbrødres Oprigtighed. Da Slittungerne hørte om dette Foretagende, flygtede de strax øster til Marker, saa at man heller ikke denne Gang fik fat paa dem. En Deel af Birkebeinerne bleve imidlertid liggende paa hine Fartøjer oppe i Øyeren, medens de øvrige vendte tilbage til Oslo[6].
- ↑ Atter sees det, at for at komme fra Oslo op til Raumarike, hvor vi strax efter finde dem ved Øyeren, toge Slittungerne først Vejen til Frysja eller Akerselven: fremdeles et Vidnesbyrd om, at Landevejen først har gaaet et Stykke paa Vestsiden af denne. Hvis der ikke oftere var Tale om at passere Gjelleraasen, skulde man let kunne formode at Vejen gik gjennem Margretdalen (Maridalen) til Hakedalen.
- ↑ Eystein Roessøn var Lagmand i Nordre Viken og en af de Mænd, der i 1209 hentede Kong Philips Brud, Jomfru Christina, fra Bergen, se ovenfor S. 538.
- ↑ Han og Grunde Fehirde havde nys tilligemed Gregorius Jonssøn og Dagfinn Bonde varet befuldmægtigede hos Erkebiskoppen, for at megle Forlig, se ovenfor S. 589.
- ↑ Denne nævnes allerede ved 1204, se ovenfor S. 475.
- ↑ Vi ville i det senere see Kongen oftere lade Skibe drage ad denne Vej; det heder etsteds (ved 1226) udtrykkeligt, at de bleve dragne til Stavnsberg (Stalsberg).
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 46–49.