Det norske Folks Historie/4/91
Kong Inges Død gav for en Tid Høvdingerne og Krigsmændene andet at tænke paa, end Korstogs-Anliggender. Det Øjeblik var nu indtraadt, da den længe forberedte Tvedragt inden Birkebeinerpartiet selv syntes at maatte komme til Udbrud. Et nyt Kongevalg skulde snarest muligt skee, og det gjaldt itu for den unge og ærgjerrige Jarl at sætte igjennem, hvad han saa længe og saa ivrigt havde stræbt for, medens de gamle Birkebeiners ivrigste Ønske var, at faa Kongenavnet tilbage i den retmæssige Kongeæt, bed at ophøje Haakon paa Tronen. Naar man skulde holde sig til de hidtil fulgte Regler ved Kongearven, at Søn, uanseet om han var egtefød eller ikke, gik foran alle Brødre, kunde der ikke være Tale om andre Prætendenter, end Haakon, der var Søn af Haakon Sverressøn, og Guthorm, der var Søn af Kong Inge. Og paa de foreløbige Møder, som strax efter Inges Død holdtes ved Hirden, toge Skule og hans Venner ogsaa for det første klogeligen det Parti, at fordre Guthorm tagen til Konge som den sidst afdøde Konges Søn, medens derimod den største Deel af Hirden, og de, der havde tjent Kong Sverre, erklærede sig for Haakon. Imidlertid hørte man dog allerede da enkelte af Jarlens aller bedste Venner i Stilhed ytre den Mening, at da Skule Jarl som egtefød Broder var berettiget til at tage al Arv efter Kong Inge, baade Land og Løsøre, var han ogsaa nærmest til at arve Kongedømmet; og herom blev der nu talt mere og mere uforbeholdent, indtil det omsider blev et almindeligt Samtale-Emne, og Spørgsmaalet selv drøftedes paa Hirdstevner og Gjestestevner. Sandsynligviis paaberaabte Skules Venner sig ogsaa den Omstændighed, at han allerede var en ung Mand i sin bedste Alder (han var da omtrent 28 Aar gammel), medens begge de andre Prætendenter kun vare Børn, Haakon 13 og Guthorm 11 Aar gammel. Selv holdt Skule sig for det meste borte fra alle Møder og Stevner, da han allerede godt nok kjendte Birkebeinernes Ønske og vidste at han ikke ved Overtalelser kunde virke paa dem, men maatte søge at opnaa sin Vilje paa andre Maader. Det er ellers let at skjønne, at der maalte herske stor Gjæring ved Hirden og i Byen; denne Gjæring forøgedes derved at mange af Bønderne fra Thrøndelagen indfandt sig, baade Indthrønder og Udthrønder, for at tage Parti og lægge deres Ord med i Retten; alle de ældre af dem erklærede, baade paa egne og hjemmesiddende Sønners Vegne, at de ej vilde have nogen anden Konge end den, der paa fædrene Side var kongebaaren lige fra Hedenold af i den uafbrudte mandlige Linje uden noget mellemkommende Kvindeled; andre Bønder og Lendermænd – vistnok, som ovenfor paapeget, Tilhængere af det gamle Aristokratparti – erklærede sig derimod deels for Skule deels for Guthorm. Fleerheden ønskede gjerne en almindelig Hirdstevne afholdt strax, for at man kunde blive enig om, hvo der skulde opstilles som „Kongsevne“, for siden paa Ørething at faa Kongenavn; men Skule paastod, at man skulde oppebie Erkebiskoppens Tilbagekomst fra en Visitatsrejse til Haalogaland, paa hvilken han just var fraværende. Birkebeinerne sagde, neppe uden Føje, at Jarlen kun vilde skaffe sig Lejlighed til at kunne henskyde sig under Erkebiskoppens –Autoritet før de Skridt, han selv agtede at foretage. At Guthorm var en ivrig Ven af S–kule, og en Tidlang umiskjendeligt tog Parti før ham, er vist nok, ligeledes var der ogsaa blandt Chorsbrødrene og de øvrige tilstedeværende Gejstlige flere, som endnu ikke havde forvundet det gamle Had til Sverre, og gjerne, om de kunde, gad ødelægge hele hans Æt. Jarlen sagde vel oftere i Fleres Paahør, at han snart skulde treffe de fornødne Foranstaltninger til Sagens Afgjørelse men det drog sig dog hen, og tilsidst blev Hirden utaalmodig. En Dag lod den paa egen Haand blæse til Hirdstevne i Kongehallen, og Jarlen anmode om at indfinde sig. Han turde ikke udeblive, og da han var kommen stod en af de mest anseede Hirdmænd, Vegard af Verdalen, eller, som han sædvanligviis kaldtes, Vegard Veradal, op, og erklærede paa de øvrige Hirdmænds Vegne, og som det foreløbigt mellem dem var aftalt, at de ej længer bilde have Kongevalget opsat, men allerede den følgende Morgen vilde have Thing i Kongsgaarden, hvor saavel Jarlen, som Kongesønnen Haakon skulde være tilstede; denne skulde da sidde i Højsædet hos Jarlen, og føre Titel af Kongsevne indtil Ørethinget kom. Vægrede Jarlen sig herved, vilde de Morgenen efter sætte Skibene i Søen, og drage til Bergen, for at stevne Thing fra hele Gulathingslagen og der tage Haakon til Konge; hans, saavel som deres egen Sag lagde de for øvrigt i Guds og St. Olafs Haand. Da Jarlen saa, hvor fast besluttet Hirden var paa dette, fandt han det ikke raadeligt at gjøre Indvendinger, men sagde at det skulde skee som de havde sagt. Men strax kaldte han sine egne Tilhængere, saavel Gejstlige som Lægfolk, til hemmelig Raadslagning, og de vare sammen hele Eftermiddagen og den paafølgende Nat, uden at nogen uvedkommende fik at vide, hvad de monne have aftalt. Hvad dette var, viste sig noksom siden. Morgenen efter lode Hirdstjorerne blæse til almindeligt Thing oppe i Kongsgaarden, hvor Jarlen havde ladet Højsædet berede paa Sydsiden af Nikolai Kirke, der, som vi have seet, var opført af Kong Eystein, og udgjorde en Deel af de til den vidtløftige Kongsgaard hørende Bygninger[1]. Da Thinget var sat, stod Vegard op og ytrede omtrent det samme som Dagen forud. Derpaa rejste den oftere omtalte, med Skule beslægtede Lendermand Gregorius Jonssøn sig, tilkjendegav sin Forundring over at man vilde drive denne Sag med saa meget Hastverk, og raadede til heller at oppebie Erkebiskoppen saavel som de øvrige Biskopper og de forstandigste Mænd i Landet, der ej burde mangle ved Afgjørelsen af et saa vigtigt Anliggende, og som man derfor burde tilkalde. Men da svarede Anund Merkesmand: „Os Birkebeiner huger det ej at oppebie Biskoppernes Ordgyderi i denne Sag, thi de bryde sig lidet om St. Olafs Lov eller Landsens Tarv, naar det gjelder Sverres Æt. Dertil maa vi og erindre, hvad der er enhver bekjendt, at øster i Viken sidde Beglingerne med en stor Hær, med en foregiven Konge over sig; faa de kun vide, at vi her sidde hovedløse, ja endog indbyrdes uenige, vil det ikke vare længe førend vi have dem over os, og mange ville da staa dem bi imod os, saasom de lærde Mænd just ikke ere vore Venner. Alle vi, der ville hævde Kongeætten, have derfor intet andet Valg, end at hjelpe os selv, saa længe Gud vil hjelpe os.“ Derpaa opnævntes 12 Mand for at hente Kongesønnen ned til Thinget. Han var just i Skolen ved Christkirken, saa at Vejen ikke var lang. De tolv traadte ind, og deres Formand sagde: „alle gamle Birkebeiner, Bymændene, og de her samlede Bønder, sende eder, Kongesøn, Guds og sin Hilsen; de sidde nu i Kongsgaarden og oppebie eder.“ Haakon fulgte strax med Udsendingerne, som ledede ham lige hen til Højsædet, hvor Jarlen sad. Jarlen sagde at det ej gik an, uden videre at sætte ham i Højsædet, da der var mange tilstede, som slet ikke ansaa sig overbeviste om at han virkelig var Kong Haakon Sverressøns Søn. Til denne Udflugt svarede Haakons Tilhængere, at allerede den første Vinter, da Drengen kom til Kong Inge, nærede eller ytrede denne ingen Tvivl om at han var Kong Haakons Søn, og modtog ham som sin uomtvistelige Frænde; at Haakon Jarl gjorde det samme, og at baade han og Kongen, saa længe de levede lagde noksom for Dagen i deres hele Adfærd, at de betragtede ham som deres retmæssige Frænde; det Paafund, hvormed Skule Jarl nu kom, maatte saaledes være oprundet af de Mænds hemmelige Raad og gamle Fiendskab, som vilde forkomme Kongeætten i Norge, men fremdrage Uberettigede. Nu traadte ogsaa Kongesønnens Frænder og nærmeste Bekjendte frem, og tilbøde gladelig Gudsskirsler for ham, heller end at han skulde miste sin Fædrenearv. Tilbudet blev antaget, uden at Jarlen, som det synes, vovede at komme med nogen yderligere Indvending, og dermed hævedes Thinget. Den nærmeste til at underkaste sig Gudsskirslen var Haakons Moder Inga, som ufortøvet begav sig til Peterskirken[2], og begyndte den før Prøven foreskrevne Faste. Men imidlertid havde Jarlen mange natlige Sammenkomster med Chorsbrødrene og de mod Kongesønnen fiendtlig stemte Lendermænd, og da Dagen kom, da Jernet skulde bæres, var det ingensteds at finde. Nogle af Chorsbrødrene sagde endog reent ud, at de ikke torde lade Jernbyrden skee, førend Erkebiskoppen kom tilbage. Saaledes blev der for det første intet af Prøven, men Hirdstjorerne og Birkebeinerne, som nu saa, hvorledes alt gik til, lode sig ikke ved Modpartiets Chicaner afholde fra at sætte deres Vilje igjennem De sendte Bud rundt om i hele Thrøndelagen, og tilstevnede Ørething med en Maaneds Varsel, og beskikkede endeel Mænd af deres egen Midte til at følge Kongesønnen Dag og Nat, et Tegn paa, at de endog frygtede for at Skules Parti vilde stræbe ham efter Livet. Jarlen maatte derhos finde sig i at de kaldte ham Kongs-Evne, og lode ham hver Dag sidde ved hans Side i Højsædet, uden at bryde sig om, hvorledes han likede det[3].
Imidlertid var Efterretningen om Inges Død og Tvisten mellem de tvende Partier kommen til Bergen. Der havde Haakon en mægtig og paalidelig Ven i Dagfinn Bonde, der sandsynligviis endnu var Sysselmand i Hørdaland[4] og dertil Lagmand i Gulathingslagen og kongelig Stallare. Ligeledes vare Chorsbrødrene ved Christkirken der ganske paa hans Side, sandsynligviis formedelst den Indflydelse, som Sverres gamle Hirdprest og Tilhænger Biskop Martin i saa mange Aar havde udøvet; Martin var vel død Aaret forud[5], men hans udvalgte Eftermand, Haavard, der som Chorsbroder i Bergen havde staaet under ham, traadte i det mindste nu i hans Fodspor. Haavard, en Mand i den modnere Alder, højagtet for sin ærbare Vandel, sin Lærdom og øvrige Dyder, var allerede strax efter Martins Død bleven udvalgt til hans Efterfølger med Kongens, Gejstlighedens og hele Folkets eenstemmige Samtykke, men Erkebiskoppen havde ikke villet indvie ham, førend der var indløbet pavelig Dispensation, da han nemlig var Prestesøn, hvilket i Regelen, efter en af Pave Urban den 2den given Bestemmelse[6], skulde være til Hinder for Beklædelsen af hvilket som helst gejstligt Embede. Da Bestemmelsen, som fornemmelig støttede sig til de strenge Coelibatslove fra Gregor den 7des Tid, selv udtrykkelig indrømmede Tilladeligheden, ja Nødvendigheden af Undtagelser, navnlig for dem, der vare fødte førend hine strenge Coelibatsbud udkom[7], og det er vist nok, baade at disse Coelibatsbud endnu ikke havde vundet fuldstændig Anerkjendelse i Norge, og at Prestesønners Udnævnelse til gejstlige Embeder der og paa Island saa hyppigt fandt Sted, at den endog næsten hørte til Dagens Orden, synes det, som om Erkebiskop Guthorm ved at gjøre Vanskeligheder med Haavards Indvielse har lagt en unødig Rigorøsitet for Dagen. Denne kunde vel forklares deraf, at han, som Begynder i Embedet, satte en Forfængelighed i at vise en hidtil ukjendt Nidkjærhed; men den Tanke ligger ogsaa nær, at han har vidst nøje Besked om, til hvilket politisk Parti Haavard heldede, og derfor, om han end ikke kunde hindre Indvielsen, dog har søgt at forhale den saa længe han kunde. Hvad nu hans Bevæggrund end har været, saa synes det i det mindste rimeligt, at denne, næsten chikanøse Ferd ikke bar bidraget lidet til den fjendtlige Stemning, som paa denne Tid aabenbart herskede mellem det bergenske og det throndhjemske Domkapitel. For øvrigt var allerede den pavelige Skrivelse udfærdiget og rimeligviis undervejs, som dispenserede Haavard fra den ham paahvilende Plet og paalagde Guthorm at ordinere ham[8]. Ved Modtagelsen af den oven nævnte Efterretning om Kongens Død m. m. skrev Haavard, rimeligviis efter Overlæg med Dagfinn, i sit og samtlige gejstlige og verdslige Gulathingsmænds Navn følgende Brev til Thrønderne. „Vi have spurgt vor Herres, Kong Inges, Frafald, der skede længe førend vi havde ønsket det, om det havde staaet til os. Ligeledes have vi hørt sige at der skal være nogen Uenighed om hvo der skal tages til Konge i den Afdødes Sted. Det forekommer os dog underligt, at saa forstandige Mænd, som I ere, skulle være uenige om hvad vi troede var klart som den lyse Dag for alle og enhver; vi vide nemlig ikke nogen berettiget til at bære Kongenavn uden Haakon, Søn af Kong Haakon Sverressøn, thi hans Æt har altid raadet for Norge, Mand efter Mand. Nu give vi eder herved tilkjende vor Vilje i denne Sag, ikke at tjene nogen anden Konge end ham, men at vove os selv og alt vort Gods for hans Skyld, og værge ham og hans Fædrenerige. Hvem anden I tage til Konge, skulle vi være imod, baade Krigsmændene og de øvrige, der bygge og bo i Gulathings Lag. Have I, Thrønder, virkelig i Sinde at fremdrage Mænd, der ere eders Frænder og eller Fostbrødre, uden mindste Frændskab eller Herkomst fra Konger, og det saaledes bliver Skik og Brug at enhver hjelper sine Frænder og Fostbrødre som han bedst kan, da ville vi nok snart faa see mange Næskonger. Ellers troede vi, at om end andre kunde være noget uenige om Kongevalget, vare dog I Thrønder at lide paa, og fra denne Side haabe vi ogsaa at I fremdeles ville vise eder, hvad end Rygtet kan sige. For Resten kunne Dagfinn Bonde, Roar Kongsfrænde og de øvrige, med hvilke dette Brev sendes, mere udførligt mundtligen melde eder vor Vilje i denne Sag“. Brevet overbragtes, som man heraf seer, af Dagfinn selv, der tilligemed Roar Kongsfrænde og flere andre Mænd begave sig til Throndhjem. Der blev i den Anledning blæst til Hirdstevne, og Dagfinn lod her Brevet oplæse. Da man var færdig dermed, stod han op og holdt et langt Foredrag, der gik ud paa det samme, og som sluttede med disse Ord: „hvis ikke Haakon strax bliver tagen til Konge her i Throndhjem, ville vi Birkebeiner følge ham syd til Bergen; dette Ærende have samtlige Gulathingsmænd paalagt os.“ Hans Tale modtoges af Birkebeinerne med lydelige Bifaldsraab, og de sagde at dette skulde have Fremgang, til Trods for enhver Modsigelse. Med dette Løfte vendte Dagfinn tilbage[9]. Ikke længe efter kom den til Ørethinget bestemte Dag, og man havde draget Omsorg for, hvad der og skede, at en stor Mængde Bønder fra alle Hereder i Thrøndelagen indfandt sig. Efter gammel Skik blev der blæst til Thingsamling ude paa Øren, og da Thinget var sat, sendtes der Bud op til Christkirken med Anmodning til Chorsbrødrene om at de efter Sædvane ved slig Højtidelighed vilde lade St. Olafs Skrin bære hen paa Thinget, for at Kongen paa dette kunde aflægge den højtidelige Ed til Folket[10]. Men da Sendebudene kom til Kirken, fandt de den i Laas, og Klokkerne gave dem den Besked, at Chorsbrødrene strengeligen havde forbudt at bære Skrinet ud, under Bans Straf for den, der brød Kirken op eller lod det udbære. Da dette blev meldt paa Thinget, lod man sig ikke derved bringe i Forlegenhed, men man gav lige fuldt Haakon Kongenavn, og Thrønderne tildømte ham Land og Thegner, og tilsagde ham deres Lydighed og Thegnskyldighed lige saa fuldt og fast som om han og de gjensidigt havde aflagt hinanden Ed. Den Bonde, der ved denne Lejlighed paa sine Medborgeres Vegne gav ham Kongenavn, hed Skervald, og var fra Gauldalen; det er ikke usandsynligt at han var den samme, som ogsaa gav hans Fader Kongenavn for 15 Aar tilbage, men som Sagaen paa det Sted kalder Skervard. Dagen efter blev der blæst til Hirdstevne, hvor alle Hirdens Medlemmer svore den nye Konge og Skule Jarl Troskabsed, hver med den Titel, de havde haft under Kong Inge. Dette, i Forening med de Ord, der strax nedenfor lægges Haakon i Munden, foruden andre Omstændigheder, viser at Skule for det første har holdt gode Miner, og fundet sig i at indgaa en Overeenskomst, hvorved han indtraadte omtrent i samme Forhold til Haakon, som Haakon Jarl i 1204 til hans Broder Inge, eller endog, paa Grund af Haakons større Ungdom, som hans Formynder. Hans og hans Tilhængeres aabenbare Opposition synes virkelig for det første ganske at være forstummet. De have sandsynligviis erkjendt at det vilde være forgjæves, ja endog farligt for dem selv, at ville stemme sig imod den Enthusiasmens rivende Strøm, der nu med ustandselig Fart førte Haakon til Magt og Hæder[11].
- ↑ Om Nikolaikirken, der vel maa have været et Slags Kapell i Kongsgaarden, se ovenfor, II. S. 610. Vi ville ogsaa i det følgende oftere see den omtalt i nys nævnte Egenskab.
- ↑ Dette var den i Nidaros til Gudsskirslerne bestemte Kirke, se ovenfor II. S. 1007.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 14.
- ↑ Vi ville nemlig see, hvorledes han i det følgende ved Siden af sin Lagmandsbestilling dog lige fuldt optræder som en af Kongens fornemste Høvdinger.
- ↑ Islandske Annaler ved 1216.
- ↑ Concil. Melf. c. XIV, Coleti Conc. XII. 782. Decreti Pars I, distinctio 56, c. l. 13, 14.
- ↑ Det var nemlig ikke egentlig fordi de vare Prestesønner, men fordi de som Sønner af Gejstlige, der ej maatte gifte sig, betragtedes som Slegfredssønner, at der hvilede en Plet paa dem, som skulde gjøre dem uværdige til Ordination. De, som vare fødte for Coelibatsbudet, vare saaledes, naar deres Forældre havde været gifte, at betragte som legitime, og i denne Kategori befandt endnu vistnok Fleerheden af de norske Prestesønner sig.
- ↑ Skrivelsen, dateret Lateran, 1ste April 1217, er aftrykt i Dipl. Norv. I. No. 5. Da dette Brev paaberaaber sig en Beretning saavel fra Erkebiskoppen som fra Chorsbrødrene i Bergen om Biskop Martins Død og Mangelen paa dygtige Subjekter til Biskops-Embedet, er det klart, at den eller de Skrivelser, hvori Beretningen meddeeltes, allerede maa være afgaaet inden Udgangen af 1216. Skjønt man af Pavens Skrivelse seer, at Guthorm selv havde anholdt om Dispensation for Haavard, kunne alligevel Udtrykkene noget ovenfor udlægges, som om det ikke var ham, men andre, der havde gjort Paven opmerksom paa Haavards store Fortjenester. Overalt bliver hans Ferd ligefuldt chikanøs, om han end selv anholdt om Dispensationen, thi der skede lige fuldt en unødvendig Forholdene af Indvielsen.
- ↑ At Dagfinn strax vendte tilbage til Bergen og ikke oppebiede at rejse i Følge med Kongen strax efter Ørethinget, kan sluttes af hvad der nedenfor berettes.
- ↑ Eden skulde nemlig, tom bekjendt, aflægges paa „hellige Domme,“ eller Relikvier, jo mere anseede jo hedre.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 12–17.