Det norske Folks Historie/4/92
Strax efter Hyldingen begave den unge Konge og Skule Jarl sig til Bergen. De vare begge tilsammen paa eet Skib, en Omstændighed, der i høj Grad bestyrker den ovenfor fremsatte Mening, at Skule nu betragtedes som hans Værge eller Formynder. Foruden dette Skib, en Tyvesesse, havde de to andre i Følge med sig, nemlig Gjeste-Skuden, der styredes af en Eiliv Kapellan, og en tredie, en Attensesse, der styredes af Aasulf, kaldet Jarlsfrænde, en Søn af Jarlens Syskendebarn Thorbjørg Aasulfsdatter, der efter sin første Mand Erik Gryvels Død havde egtet Roar Kongsfrænde[1]. Da Skibene lagde ud fra Buen, var Jarlen endnu tilbage, og dets for at oppebie ham, deels fordi det var næsten ganske stille, lagde de ind til Hattehamren. Aasulf kom først, og havde allerede taget sig Leje, da Eiliv og Gjesterne, som kom bagefter, vilde trænge ham til Side. Da han og hans talrige Besætning ej vilde finde sig heri, opstod der et Slagsmaal, først med Aarer og Karter, siden med Vaaben; da Kongeskibet kom til, havde man allerede paa begge Skibe, der laa jevnsides, draget Sverdene og vilde til at hugge løs paa hinanden. Men den unge Haakon gav her et merkeligt Beviis paa sin Forstand og Aandsnærværelse, idet hun strax bød den, der stod ved Roret paa hans Skib, at store lige imellem de to andre, og dem, der sad ved Aarerne, at ro af al Magt. Derved lykkedes det havt at faa kilet sit Skib ind mellem dem, saa at de ej længer kunde naa over til hinanden og gjøre hinanden Skade. Det var paa høj Tid, thi flere vare allerede saarede. Siden kaldte han begge Parter i Land, og fik dem forligte. I det samme kom Jarlen fra Byen, og de sejlede nu videre. De fik god Vind, saa at de havde en snar Reise, og kom til Bergen en Aften, men lagde for det første ind til Hegranes[2]. Om Morgenen i Dagbrækningen kom Dagfinn Bonde fra Byen og meldte, at den udvalgte Biskop af Chorsbrødrene havde faaet et Brev fra Chorsbrødrene i Nidaros, hvori disse forbøde dem at ude Haakon nogen Hyldest. De selv vilde, sagde han, alt for gjerne vise Kongen den Lydighed, der tilkom ham, og al den Hæder, de kunde, men de frygtede Erkebiskoppens og hans Chorsbrødres Vrede, og vare derfor ilde stedte. Jarlen ytrede ikke stort hertil, men sagde kun at det havde lidet at betyde, hvad de saa gjorde. Dagfinn sagde: „hvis de fare frem paa samme Viis her, som de begyndte i Throndhjem, vil det ikke vare længe førend Kongens Anseelse er aldeles tilintetgjort.“ Da sagde Kongen: „far du ind til Byen, Dagfinn Bonde, og hils Chorsbrødrene fra mig, at jeg venter mig mere Godt af dem, end af nogen anden i Landet; men handlede anderledes, skal det ikke vare længe førend de faa at føle, om jeg er tilfreds dermed eller ej.“ Dagfinn roede nu tilbage til Byen, og berettede Chorsbrødrene saavel Kongens, som Jarlens Svar. Chorsbrødrene toge strax deres Parti, og lode hilse Kongen, at de gjerne vilde vise ham al den Hæder de kunde, og ej agtede at tilkjøbe sig Erkebiskoppens og de throndhjemske Chorsbrødres Venskab med Opofrelse af Kongens. Han roede derfor ind til Byen, hvor der nu blev ringet i alle Kirker, medens Geistligheden modtog ham i en højtidelig Procession. Derpaa stevnedes alle Lendermænd og Hirdstjorer i Gulathingslagen, saavel som tillige opnævnte Mænd fra Herederne, til at møde i Bergen Seljemannavaake, den 8de Juli.
Imidlertid opholdt baade Kongen og Jarlen sig i Byen. Denne sidste havde det nu meget travlt; idelig var han i Raadslagning med sine Mænd, blandt hvilke, foruden Gregorius Jonssøn, ogsaa en anden Ætling af en gammel og mægtig Slægt nævnes, nemlig Paal Flida, Søn af den nys afdøde Nikolas Kuvung, og derfor nu selv Hoved for Giske-Ætten saavel som Lendermand[3]. Han sendte Breve til alle Kanter, baade nord og syd i Landet, ja endog til Sverige; ligeledes sendte han Mænd og rimeligviis ogsaa Breve øster til Kong Philip, for, som det udtrykkeligt angives, at stifte Venskab og Forbund med ham. Kun faa af disse Breve bleve foreviste Kongen, og de fleste vare uvidende om deres Indhold. Kongen selv, fortælles der, var endnu saa ung at han skjøttede mere om Leg og Morskab end Statssager. Man kunde dog næsten være fristet til at antage, at denne tilsyneladende Ligegyldighed mere kom deraf, at den fremfor fint Aar forstandige, men derhos retskafne og sindige Haakon nu engang efter modent Overlæg havde foresat sig at vise Jarlen Tillid saa længe det paa nogen Maade kunde skee, for ej ved nogen som helst Handling, der røbede Mistænkelighed, at give ham og hans Venner Paaskud til aabenbart Brud, saa at Ansvaret for det første Skridt hertil, om noget saadant skede, maatte hvile paa Jarlen, ikke paa ham. Thi da hans Venner forestillede ham det besynderlige i Jarlens Færd, fornemmelig i at søge Venskab paa den Kant hvorfra man hidtil stedse havde mødt Fiendskab, svarede han kun: „Jarlen er saa forstandig en Mand, at han nok forstaar at vælge sine Venner: jeg kan ikke ansee det saa farligt for mig, om han har mange Venner, thi han kan dog ligefuldt holde den imellem og sluttede Overeenskomst, og jeg vil i alle Fald ikke være den første til at bryde den.“ Alligevel blev han dog strax efter nødt til at skride ind paa en alvorligere Maade, end han fra først af havde foresat sig, thi Skule drev sin anmassende og mistænkelige Ferd alt for vidt. Han lod nemlig ogsaa skrive et Brev til Jon Jarl paa Orknøerne, og sætte Kongens Indsegl for, uden at Kongen selv vidste det mindste om hvad der stod i Brevet. Han afsendte det med en af Gjesterne, ved Navn Jostein Thamb. Men da Skibet, paa hvilket denne skulde drage over, var kommet til Herdlever og skulde stikke ud til Havs, kom de øvrige Skibsfæller under Vejr med, at Jostein havde et saadant Brev hos sig, og da de fandt dette betænkeligt, sendte de Bud ind til Byen, og anmeldte Sagen for Kongens fornemste Raadgivere, Dagfinn Bonde og Presten Ivar Bodde. Disse gik strax hen til Kongen, og spurgte om han vidste noget om dette Brev. Da Kongen benegtede det, sagde Ivar, at han dog ikke burde lade Breve under sit Indsegl afgaa til andre Lande, uden at have seet dem, og Kongen, som fandt dette i sin Orden, sendte strax Folk ud til Herdlever, hvor Skibet imidlertid havde lagt bi, for at hente Brevet tilbage. Men Jarlen fik Nys herom, og sendte nu over Hals og Hoved Folk afsted i en anden Baad med den Befaling at søge at komme de kongelige Sendebud i Forkjøbet, og faa Brevet fat forinden hine kom til: en Befaling, der unegtelig synes højst fordægtig, og vidner om at Brevets Indhold maa have været af meget tvivlsom Natur. Det lykkedes virkelig Jarlens Mænd at komme forud for Kongens, og faa Brevet tilbage, og Jarlen greb nu, hvad Kongen ganske rigtig synes at have forudseet, den Udvej at spille den utilbørlig mistænkte og fornærmede Dyds Rolle. Han lod strax blæse til Hirdstevne, og klagede her særdeles meget over Ivar Bodde, Dagfinn, og Kongens øvrige Raadgivere, at de søgte at sætte Splid mellem Kongen og Jarlen, og gjøre denne mistænkt for ham. Gregorius Jonssøn, Jarlens Frænde og endnu ikke Kongen synderligt hengiven, stod strax op, og talte med megen Heftighed mod Ivar Bodde. „Jeg var,“ sagde han, „tilstede ved Raadslagningerne mellem de Mænd, der aller først svore Kong Haakon og Jarlen Troskabsed, og vi troede at alt skulde udgjøre ligesom eet men nu vil en Prest komme her og forspilde Enigheden mellem os Birkebeiner: det skal dog ikke bekomme ham vel, lader os derfor tage ham og refse ham, alle andre til Afskrækkelse.“ Ved disse Ord sprang en heel Deel af Jarlens Frænder og Venner op, og sagde at de skulde rive Presten levende i Stykker. Ivar vilde selv ytre nogle Ord, og bad om Stilhed, men forgjæves, og Bevægelserne mod Ivar bleve saa truende, at Kongens Venner maatte stille sig foran ham for at beskytte ham, saa at han ej kom til Skade. Under den Larm og Tumult, som nu herskede i Hallen, stod Kongen selv op, og sagde: „end kan jeg ikke stort med at holde Taler, men det vil jeg dog bede eder om, at I høre paa, hvad min Fosterfader[4]. Ivar Bodde har at sige, saa kunne I jo bagefter svare ham som I finde for godt.“ Flere af Kongens Venner[5] sagde, at saaledes skulde det være, og omsider lykkedes det at berolige Gemytterne nogenledes, saa at der blev tilstrækkelig Stilhed, og Ivar kunde komme til Orde. Han talte da saaledes: „De gamle Birkebeiner er det noksom bekjendt, at jeg kom til Kong Sverre Vaaren samme Aar, Slaget paa Strindsøen stod. Han viste mig megen Venlighed, saa længe han levede, og jeg tjente ham saaledes, at jeg omsider blev indviet i de fleste af hans hemmelige Anliggender. Om han endog havde sine højeste Raadgivere hos sig, blev jeg dog ikke udelukt derfra, og saaledes havde han ikke baaret sig ad, hvis han havde lært mig at kjende som en Bedrager eller uretskaffen Mand. Den samme Fortrolighed viste hans Søn Kong Haakon mig, saavel som Kong Guthorm, og da Kong Inge og Haakon Jarl kom til Roret, par det saa langt fra, at de unddroge mig denne Tillid, at de endog udstrakte den videre, idet de nemlig ofte brugte mig til at forfatte Breve; hvilket egentlig var mig mindre end behageligt, da jeg altid maatte svæve i Frygt for, at mine Uvenner derved kunde finde et eller andet Paaskud til at bringe mig i Fare, saasom jeg da, ikke mindre end nu, havde Avindsmænd nok, der gjerne gad styrte mig. Jeg skyder nu alle her nærværende Mænd til Vidne, om man nogensinde lige til dette Øjeblik har kunnet sigte mig for nogen Falskshed eller Svig mod min Høvding. Men jeg veed meget godt, hvorfor man nu søger Sag med mig. Denne vor unge Konge er endnu et Barn, og trænger til gode Raadgivere og paalidelige Ledsagere, thi de Folk sidde ham alt for nær, som gjerne gad fjerne fra ham alle hans troe og hulde Venner, for siden at have frie Hænder til at ordne hans Anliggender efter eget Tykke. Min Brøde bestaar i, at jeg bad Kongen see paa et Brev, der i hans Navn og under hans Indsegl sendtes til et andet Land, og hvis denne Brøde er saa stor, at jeg, som du, Gregorius Jonssøn, og du, Paal Flida, siger, fortjener at rives levende istykker, skal der ikke oftere blive Spørgsmaal herom, thi jeg skal heller forlade Kongens Gaard, saa at det ikke tidere skal hede at det er mig, der forspilder Enigheden mellem Kongen og Jarlen. Gud give kun, at alene de bleve tilbage, der ere dem begge hulde og troe, og raadede til at enhver af dem faar den Ære, ham tilkommer.“ Saaledes endte dette Møde, til de kongeligsindedes Sorg, men til Modpartiets Triumf, dermed at en af Kongens troeste og dygtigste Mænd forlod hans Tjeneste. Vi finde ham vel siden atter blandt Kongens fornemste Raadgivere, men først efter at Haakon var bleven myndig, og for den Tid er han saaledes neppe kommen tilbage til ham.
Endelig nærmede Thingdagen sig, og efterhaanden indtraf Lendermændene, Hirdstjorerne og de øvrige indkaldte Mænd af Gulathingslagen. Dagen for Thinget havde Kongen og Jarlen med deres Raadgivere paa begge Sider en Sammenkomst, for at slutte en endelig Aftale om deres indbyrdes Forhold og gjensidige Rettigheder. Kongens Raadgivere vilde, at Jarlen ubetinget skulde sværge Kongen Troskabsed efter gammel Sædvane; Jarlen derimod erklærede at han ej vilde indlade sig derpaa, uden at det først var afgjort hvad han skulde have. Den første Fordring, han fremsatte, lod paa ikke ringere end Halvdelen af hele Riget, saavel det egentlige Norge, som Skatlandene. Kongens Raadgivere bøde Trediedelen af Norge, men intet af Skatlandene; hertil svarede Gregorius Jonssøn og Paal Flida, at det mindste, hvormed Jarlen kunde lade sig nøje, var Trediedelen, saavel af det egentlige Norge, som af Skatlandene; fik han ikke dette, sagde de, vilde han strax begive sig bort med hele sin Styrke, og søge hen til dem, der nok lode ham faa hvad han ønskede. Dette var næsten ligefrem at true med, at han vilde gjøre fælles Sag med Philip, og saaledes viste det sig, at de dog havde Ret, det advarede Kongen for hans Brevskrivninger til alle Kanter og hans Underhandlinger med Baglerne. Kongens Raadgivere indsaa, at det vilde blive ham en farlig Sag, hvis Skule Jarl og Philip under de nærværende Omstændigheder forenede sig imod ham, thi Skule havde selv et stort Parti, og Baglerne sad meget mandsterke i Viken og paa Oplandene. De maatte derfor, saa nødig de vilde, give Kongen det Raad at gaa ind paa den af Gregorius og Paal opstillede Fordring, og saaledes aftaltes det at Skule Jarl skulde have en Trediedeel af Norge og Skatlandene. Dette er, som det baade ligger i Ordene selv og af det efterfølgende sees, ikke saaledes at forstaa, som om Skule, fik en særskilt Trediedeel af Riget, – thi man kunde jo f. Ex. ikke berøve Jarlen paa Orknøerne nogen Deel af hans Len til Bedste for Skule – men kun saaledes, at han fik Rettighed til at oppebære Trediedelen af alle kongelige Indtægter, og saaledes ogsaa til at indsætte egne Sysselmænd. Derimod kunde der nok være Spørgsmaal, om ikke denne „Trediedeel“ skulde regnes efter hele Riget, nemlig saaledes at Baglernes Deel betragtedes som den ene Trediedeel, hvorved Skule i Virkeligheden fik Halvdelen af de Kongen tilkommende Rettigheder. Det kunde indvendes, at den af Skule selv opstillede Fordring paa Halvdelen af Riget, (der da ogsaa maatte regnes efter det hele) i saa Fald vilde blive alt for ublu, idet han derved vilde faa tre Gange saa meget som Kongen; men da Skule, som man seer, egentlig ansaa sig berettiget til hele Riget, og aldrig ophørte at tragte derefter, bliver selv den ublueste Fordring fra hans Side ikke usandsynlig. Han havde allerede givet et andet Beviis paa, hvor vidt hans Anmasselse kunde gaa, idet han som Kong Inges Arving havde tilegnet sig ej alene dennes virkelige Fædrenegods, men ogsaa alt det Løsøre, som Inge havde taget i Besiddelse efter Kong Haakon Sverressøn, og som egentlig tilhørte Kronen, saa at Haakon Haakonssøn, da han blev Konge, bogstavelig ikke fik mere af sin Fædrenearv end en Sylgje og en Guld-Fingerring[6]. Alt viser saaledes, at Skule fra rent af har været bestemt paa, aldeles ikke at erkjende Haakon endog som Kongesøn, end sige som Tronarving. Dagen efter blev der blæst til Thing paa det sædvanlige Sted, Christkirkegaarden, strax nordenfor Kirken. St. Sunnivas Skriin saavel som mange andre Helligdomme bleve bragte derned. Da Thinget var sat, stod Sigurd af Onarheim[7] op og hilsede i en fager Tale Kongen og Jarlen paa alle Gulathingsmændenes Vegne. Derpaa talte Dagfinn Bonde, og sagde blandt andet, at skjønt man i Throndhjem havde læst St. Olafs Skriin inde, var dette dog ikke skeet med Bøndernes Raad eller Vilje. „Men vi Gulathingsmænd,“ saaledes sluttede han sin Tale, „skulle nu gladeligen vise Kong Haakon al den Hæder, der staar i vor Magt, baade Lærde og Ulærde.“ Nu stod Bonden Steingrim Stryll[8] op, en viis og veltalende Mand, og gav Haakon Kongenavn under store Bifaldsraab. Derpaa aflagde Kongen den sædvanlige Ed paa at ville overholde Lov og Landsens Ret. Men Jarlen, der var ude om sig paa alle Kanter, havde benyttet sig af sin Stilling som Kongens Formynder til at ordne saavel hans som sin egen Edsformular paa den for ham selv fordeelagtigste Maade. Kongen lovede udtrykkelig i sin Ed, at ville holde den Overeenskomst, han havde sluttet med Jarlen, og Jarlen svor at han skulde overholde Lov og Net mod Landets Folk, og være Kong Haakon huld og tro, saa længe som denne holdt den mellem dem sluttede Overeenskomst. Da Kongen og Jarlen havde aflagt disse Eder, svore Lendermændene Gregorius Jonssøn, Paal Flida, Brynjulf Knutssøn, Gaut Jonssøn og Arne Sturla Troskabsed til Kongen, derpaa Hirdmændene, Gjesterne og endelig de menige Bønder, hvorefter Thinget hævedes[9]. Af de nys nævnte Lendermænd hørte Gregorius, som Hoved for Blindheim-Ætten og Paal, som Hoved for Giske-Ætten, til Søndmøre; Gaut Jenssøn, hvis Hovedsæde var Mel i Kvinnhered, til Søndhordeland. Da han sandsynligviis var en yngre Broder af Baglerhøvdingen Arnbjørn Jonssøn, afgiver han lige saavel som Gregorius Jonssøn et Beviis paa, hvorledes Partitvisten greb forstyrrende ind endog i de nærmeste Familieforhold[10].
- ↑ Dette Slægtskab findes angivet i Fagrskinna Cap. 214, saavel som hos Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 103. Guthorm paa Rein, heder det, var først gift med Eldrid, Hallkell Hauks Syster, dernæst med en Bergljot, tilsidst med Sigrid Thorkellsdatter (se Slægttavlen til foregaaende Bd. No. 5); med Bergljot havde han Sønnen Aasulf (se ovenfor S. 4, 5), med Sigrid Sønnen Baard. Aasulfs Datter var Thorbjørg, der først var gift med Erik Gryvel, og havde med ham Sønnen Aasulf, siden var hun gift med Roar Kongsfrænde. Men i udg. af Heimskringla staar urigtigt „Reidar“ Kongsfrænde.
- ↑ Da Ankomsten til Bergen skede saa tidligt, at man med tilbørligt Varsel (sandsynligviis ogsaa her, som i Throndhjem med Maaneds Varsel), kunde indkalde Gulathingsmændene til Hyldingsthing den 8de Juli, maa man del sætte den til omkring Sne Juni, og henføre Afrejsen fra Nidaros til de første Dage af Juni Maaned. Hyldingen i Nidaros, der foregik strax før, men tillige over en Maaned efter Kong Inges Død, den 23 April (se ovenfor) maa altsaa have fundet Sted aller sidst i Mai. Da slig Hylding sædvanlig plejede at skee, og i de senere Love udtrykkelig paabødes at skulle skee enten en stor Festdag eller en Søndag, og ingen merkelig større Festdag findes sidst i Mai, er det sandsynligst at henføre den til Søndagen den 28de, eller St. Germani Dag. Det var netop en Maaned og fem Dage efter Inges Død, og en Maaned og 12 Dage før Hyldingsthinget i Bergene regnes 4 Dage af disse 12 til Rejsen, bliver Tiden til Indkaldelsen her omtrent den samme.
- ↑ Paal Flida nævnes aller først som Dreng 1181, se ovenfor S. 122. Hans Fader Nikolas Kuvungs Død henføres i de islandske Annaler til 1217. Paal Flidas Søn, Peter Paalssøn i Giske, nævnes allerede som Lendermand i 1221, dog levede hans Fader endnu i 1223, og maaskee længer, skjønt han efter dette Aar ej mere omtales.
- ↑ Vi see af dette Sted, at Ivar Bodde har hast med Haakons Opdragelse at bestille; sandsynligviis har han været hans Lærer, naar han ikke opholdt sig ved Skolen i Nidaros. Da Ivar nedenfor oplyser, at Kong Inge og Haakon brugte ham til at koncipere Breve, maa han altsaa have været et Slags Kantsler, i det mindste var dette en Deel af Kantslerens Forretninger; maaskee han og virkelig bar været Storseglbevarer. I alle Fald maa han have været Hirdprest.
- ↑ I Flatøbogen staar „Roar Kongefrænde“, hvilket neppe kan verre rigtigt, da han umiddelbart fra Throndhjem maa være afsejlet paa sit Korstog, se nedenfor.
- ↑ Dette siges udtrykkeligt i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 22 At den her omtalte Sylgje skulde have tilhørt Astrid, hans Farmoder, og at den skulde være den samme, som siden er bleven funden ved Largs i Skotland, hvilket er antaget i Annaler for nord. Oldk. og Historie 1846 S. 323, er lidet rimeligt. Det sandsynligste er, at disse Klenodier i sin Tid have været skjenkede af Haakon Sverressøn til Inga, Kong Haakons Moder.
- ↑ Af Haakon Haakonssøns Saga Cap. 86, hvor Sigurd nævnes blandt nogle af Kongens Raadgivere, som ellers alle vare gejstlige, skulde man næsten formode, at ogsaa han har været Prest; sandsynligviis var han da Prest til Onarheim paa Tysnesøen.
- ↑ Hvis ikke denne Steingrims Tilnavn i Sagaen skreves stryllr, skulde man kunne antage at Navnet egentlig var Strill, d. e. en Striil, Beboer af Hørdalands Kyst-Egne.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 18–24.
- ↑ Arnbjørn Jonssøn var, som ovenfor omtalt, en Sønnesøn af Gaut paa Ænes (dette, ikke Aurnes, er Læsemaaden i Flatøbogen, der næsten overalt har de rigtigste Navnformer); da nu Ænes i Søndhordeland ligger ganske nær ved, eller endog hører til Kvinnherred, er det en næsten til Vished grændsende Sandsynlighed, at hiin Gaut paa Ænes ogsaa ejede Mel, og var Gaut Jonssøns Farfader, efter hvem han var opkaldt. Man seer af Diplomer at Ætten havde meget andet Odelsgods paa denne Kant, nemlig Haugaland paa Framnes, Nesheim i Hardanger, Hatteberg ved Mel o. s. v.