Det norske Folks Historie/4/90

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 564-573).

Vore Sagaer melde saa godt som intet om Begivenhederne i Kong Inges og Philips to sidste Regjeringsaar; da der saaledes intet af synderlig Vigtighed kan være forefaldet indenlands, er man vistnok berettiget til at antage, at i denne Tid baade Konger og Høvdinger, ja det hele Folk, har været optaget af Forhandlinger om, og Forberedelser til Deeltagelse i det almindelige Korstog, der paa denne Tid foranstaltedes fra hele Okcidenten, og hvis Istandbringelse var den sidste Stordaad, som den nidkjære Innocentius den 3die fik udrettet før sin Død. Allerede længe, i Særdeleshed efter at den dygtige Kriger Johan af Brienne var bleven Konge i Jerusalem, havde han forberedet et saadant Tog, indtil han endelig, maaskee paa en overordentlig Maade vakt og ansporet af det forunderlige Barne-Korstog fra Tydskland, Frankrige og Burgund i Aaret 1212, skred til Verkets Udførelse det følgende Aar, idet han i en alvorlig og indtrængende Skrivelse af 19de April tilkjendegav saavel Gejstlige som Lægfolk af alle Provinser og Diøceser i Frankrige. England, Irland. Tydskland, Italien, Dalmatien, Ungarn, Bøhmen, Polen og de nordiske Lande^[1], at ingensinde havde det hellige Land trængt til en snarlig Hjelp mere end nu, da saa mange Troende sukkede i Trældom hos Saracenerne, og disse desuden ved et Slot, opført paa Bjerget Tabor, truede Staden Akre. Men, hed det, der var dog ogsaa paa den anden Side Haab om at den falske Profet Mohameds Vælde nu nærmede sig sin Ende, da der allerede var hengaaet 600 Aar af de 666, som Gud ifølge Johannes’s Aabenbaring (XIII. 18) havde tilstaaet Dyret. Han lagde derfor alle Christne indstændigt paa Hjertet, at sætte deres Uenigheder tilside og forvandle dem til Freds- og Kjærligheds-Forbund, og at ofre Gods, Liv og Blod for den Korsfæstede. Dem, der adløde denne Opfordring, og toge Korset for at deeltage i Toget, eller som understøttede dem, der havde taget Korset, med Pengebidrag, tildeelte han alle de Fordele, Rettigheder og Friheder, der til nogen som helst anden Tid vare tilstaaede Korsfarerne. Søstæderne skulde bidrage med deres Sømagt. „Og,“ siger Paven, „for at vi ikke skulle synes at paalægge andre tunge og utaalelige Byrder, som vi ej ville røre med en Finger, forsikre vi for Gud, at hvad vi fordre af andre, ville vi selv beredvilligt gjøre.“ De til Foretagendet nødvendige Gejstlige tilstod han Ret til, uden Indsigelse af nogen som helst, at kunne pantsætte sine Beneficiers Indtægter paa tre Aar. Og for at der ej skulde skee nogen utilbørlig Hindring eller Forhaling, bestemte han, at i Stedet for at man før plejede at undersøge, om den, der vilde tage Korset, ogsaa var skikket til personligt at opfylde sit Løfte, skulde man nu antage Enhver, kun med Undtagelse af Klostergejstlige, der meldte sig, og hiin Undersøgelse om, hvor vidt en eller anden formedelst legemlige Svagheder eller andre Omstændigheder ej var at admittere til Korstoget, skulde udsættes til en anden Tid. Af samme Grund tilbagekaldte han ogsaa de Indulgentser, der før vare tilstaaede de fremmede Krigere, der kom Spanierne til Hjelp mod Maurene, eller de Rettroende i Provence mod Albigenserne. Og for at Krigen ej alene kunde føres med legemlige, men ogsaa med aandelige Vaaben, bestemte han at der hver Maaned skulde holdes en almindelig Procession af Mænd og Kvinder, helst, om muligt, hvert Kjøn for sig, for under Sjælens og Legemets Ydmygelse i andægtig Bøn at anraabe Gud om at borttage den nærværende Skjændsel fra Christenheden, ved at lade det hellige Land befries fra de Vantroendes Hænder. Med Bønner skulde Faste og Almisse være forbunden. Og hver eneste Dag, mellem Messerne, skulde efter Fredskysset, strax for Hostiens Oblation, saavel Mænd som Kvinder ydmygt kaste sig ned paa Jorden, og de Gejstlige med lydelig Stemme afsynge den 79de og 68de Psalme, men den forrettende Prest derefter fra Alteret afsynge en foreskreven Bøn om at Gud vilde udrive det hellige Land af de Vantroendes Hænder og gjengive det til den christelige Kultus. I de Kirker, hvor den foreskrevne almindelige Procession samledes, skulde der stilles en Blok under tre Laase, hvortil en hæderlig Prest skulde have den ene, en from Lægmand den anden, og en Klostergejstlig den tredie Nøgel; i denne Blok skulde Gejstlige og Læge, Mænd og Kvinder, nedlægge deres Almisser til det hellige Lands Befrielse. Ellers var endnu, skrev Innocents, ikke Tiden kommen til nærmere at bestemme, hvor, naar, og hvorledes Overfarten til det hellige Land skulde finde Sted. Men ved en anden Skrivelse udnævnte han i enhver Provins, eller overlod Erkebiskopperne selv at udnævne tre eller fire Mænd der ved Hjelp af andre hæderlige og fromme Mænd i den apostoliske Slots Navn skulde foranstalte, hvad der udfordredes til Sagens Fremme^[2]. Derhos lod Innocentius under samme Dag, 19de April 1213, udgaa til alle Erkebiskopper, Biskopper, Abbeder og øvrige Prælater saavel af den orientalske som den okcidentalske Kirke en Befaling, at møde frem til et almindeligt Kirkemøde, der skulde aabnes den 1ste November 1215. Vi paaberaabe os,“ heder det her, „Guds Vidnesbyrd, at intet i Verden ligger os mere paa Hjertet end disse tvende Ting, det hellige Lands Gjenerobring og Kirkens Reform.“ For at tilvejebringe dette, siger han, havde han efter de hellige Fædres gamle Sædvane, sammenkaldt et almindeligt Koncil, hvor der skulde fattes ubrødelige Beslutninger til at udrydde Laster, indplante Dyder, refse Overtrædelser, reformere Sæder, bortfjerne Kjettere, styrke Troen, bilægge Tvedragt, styrke Fred, hemme Undertrykkelser, ophjelpe Frihed, og bevæge Fyrster og Folk, Lærde og Læge til at hjelpe det hellige Land og yde deres Skjerp til dets Bistand. Og fordi dette Møde ikke kunde komme i Stand førend efter to fulde Aar, havde han overdraget til forstandige Mænd i enhver Provins imidlertid nøje at efterforske hvad der kunde behøve den apostoliske Styrelses Fiil, samt udsendt andre duelige Mænd for at besørge Korstogs-Anliggendet. Han forordnede at alle Vedkommende i den rummelige Frist, han havde forundt dem, skulde forberede sig saaledes, at der i enhver Provins kun blev een eller to Lydbiskopper tilbage for at besørge de kirkelige Forretninger, og dog skulde ogsaa disse, saavel som andre, der af en eller anden kanonisk Aarsag vare hindrede fra at møde personligt, sende ansvarlige Befuldmægtigede i sit Sted^[3]. At det var Innocents’s alvorlige Vilje, at dette hans Paabud fuldstændigt og nøjagtigt udførtes, og at ingen, der paa nogen Maade var i Stand til at møde, udeblev, om han end var fra de længst liggende Egne, og havde den besværligste Rejse at overstaa, seer man af et Brev, han tinder 21de Februar 1214 skrev til Erkebiskoppen af Lund, og hvori han udtalte sin Forundring over at denne havde undskyldt sig – som det synes med Sørejsens Farlighed og Landevejenes Usikkerhed fra at komme til Mødet, i Stedet for at han, om han endog ej havde været indkaldt, dog burde komme. Han havde, skriver han, ogsaa tilskrevet Erkebiskoppen af Upsala paa lignende Maade, og befalet end yderligere Erkebiskoppen af Lund, udtrykkeligt at foreholde saavel ham som hans Suffraganer, at de til den bestemte Tid, paa hvad Maade de kunde, maatte indfinde sig til Mødet^[4]. Den danske Erkebiskop udeblev lige fuldt fra Mødet, derimod var det neppe Tilfældet med den efter Erkebiskop Thores Død udvalgte nye norske Erkebiskop Guthorm, thi da han netop kom ned for at hente Pallium i Løbet, eller maaskee i Slutningen af Aaret 1214, er det ikke rimeligt, at Paven har tilladt ham at rejse hjem igjen før Konciliet, saasom det var at forudsee, at han, naar han engang var kommen hjem, formedelst den lange og kostbare Rejse ikke godt kunde konme tilbage igjen^[5]. Paa dette Møde, (11–30 Novbr.) hvor der blandt mange andre Bestemmelser ogsaa blev vedtaget een for hele Christenheden særdeles vigtig, nemlig at de Led, inden hvilke Giftermaal var forbudet, efterdags indskrænkedes til anden og tredie Svogerskabs og de fire første Slægtskabs-Grader^[6], bestemtes, at alle Korsfarerne, der vilde begive sig til Søs til det hellige Land, skulde forsamle sig den 1ste Juni 1217 i en af de to siciliske Havne, Brindisi eller Messina, hvor Paven selv personligt vilde indfinde sig for at gaa Korsfarerne til Haande med gode Raad og meddele dem sin Velsignelse; samme Tid bestemtes og til deres Afrejse, som heller vilde drage til Lands, idet han befalede dem at angive den Vej, de vilde tage, for at han kunde sende dem en kyndig Mand til Raad og Hjelp. De Gejstlige, der droge med paa Toget, skulde i tre Aar nyde deres Indtægter, som om de residerede i deres Beneficier, og, som det allerede forhen i Pavens Opfordringsskrivelse var bestemt, have Lov til at pantsætte dem i samme Tid. Befalingen gjentoges til alle gejstlige og verdslige Herrer og Høvdinger, saavel som Byer og Kommuner, at alle de, der ikke selv droge afsted, skulde stille et passende Antal Krigere med det nødvendige til at bestride deres Udgifter paa tre Aar, til deres Synders Forladelse; og at denne Syndsforladelse skulde udstrækkes ej alene til dem, som leverede deres egne Skibe, men og til dem, som i dette Øjemed bidroge til at bygge Skibe. Selv foregik Paven med et følgeværdigt Exempel paa Gavmildhed og Uegennyttighed, idet han til Korsfarernes Understøttelse skjenkede 30000 Pund, saavel som 3000 Mkr. Sølv, der vare tilovers fra de tidligere til det hellige Lands Hjelp ofrede Gaver, fornemmelig for at skaffe Skibe til Overførelsen af Korsfarerne fra Staden Rom og Omegn. Naar han selv ydede saa meget, kunde de tilstedeværende Kirkeherrer ej negte deres Samtykke til den Bestemmelse, at alle Gejstlige saavel af lavere som af højere Rang, skulde i tre Aar afstaa den 20de Deel af deres kirkelige Indtægter til Hjelp for det hellige Land, fra hvilken Forpligtelse kun enkelte Klostergejstlige og de, som personlig toge Korset, vare undtagne. Paven selv, og Kardinalerne, forpligtede sig, foruden den oven nævnte Gave, til at give en Tiendedeel af deres Indtægter. Korsfarerne skulde fra den Tid, de havde taget Korset, være frie for al Slags Skatter og Tynger, saavel som for at betale Renter af de Laan, de til at bestride Udrustningerne maatte have optaget. Og fordi det til Sagens heldige Udførelse især var nødvendigt, at de christne Folk indbyrdes holdt Fred med hinanden, bestemtes det, at der i det mindste i fire Aar skulde herske en almindelig Fred over hele Christenheden, saaledes at de indbyrdes Uenige ved Prælaternes Mellemkomst skulde bringes til, broderligen at overholde Fred og fast Trygd, og de, som foragtede dette Fredsbud, skulde paa det strengeste ved Exkommunikation af Personer og Interdikt over Lande tvinges til at respektere det, hvis ellers ikke de Fornærmelser, den ene Part led, vare saa overvættes store, at de ikke paa nogen Maade kunde taales. Til Slutning gjentog Paven alle fine gode Løfter under eet saaledes: „Fortrøstende os til den almægtige Guds Barmhjertighed og de hellige Apostle Peters og Paals Autoritet, tilsige vi, af den Myndighed til at løse og binde, som Gud har tildeelt os, skjønt uværdige, alle dem, der paatage sig Arbejdet i egen Person og paa egen Bekostning, fuldkommen Forladelse for de Synder, som de med sand Hjertens Anger mundtligen have bekjendt, og love dem ved de Retfærdiges Gjengjeldelse den evige Salighed. Dem, der ikke i egen Person begive sig til det hellige Land, men kun paa sin Bekostning, efter sine Evner og Stilling sende duelige Folk derhen, saavel som dem, der, skjønt paa Andres Bekostning, dog i egen Person drage afsted, tilstaa vi fuld Syndsforladelse, i hvilken vi og ville have alle dem indbegrebne i Forhold til Hjelpens Beskaffenhed og Fromhedens Oprigtighed, som til hiint Lands Hjelp bidrage passeligt af deres Gods, eller anden belejlig Hjelp, enten med Raad eller Daad^[7].

I alle okcidentalske Lande prædikedes nu Korset med største Iver, og skjønt der ikke udtrykkeligt berettes, hvilke der optraadte som Korsprædikanter i Norge eller hvorledes de udførte deres Hverv, seer man dog af de paafølgende Begivenheder, at deres Virksomhed her i Landet maa have været ret betydelig, og baaret ønskelige Frugter. Sandsynligviis gik det her, som andensteds, at det ej saa meget var Høvdingerne, som Folk af de lavere Klasser, paa hvilke Prædikanternes Ord gjorde Virkning; imidlertid nævnes dog udtrykkeligen flere anseede Mænd, der enten selv toge Korset, eller forpligtede sig til at udruste Folk og Skibe. I Spidsen for de sidste stod Kong Inge selv, der, efter at have modtaget Pave Innocentius’s Brev, forpligtede sig til at udruste en betydelig Deel saavel Folk, som Skibe, og sende dem til det hellige Land^[8]. Selv var han for sygelig til at tage Korset, men det er ikke usandsynligt, at hans Broder Skule allerede nu betegnede sig dermed, for i hans Navn at føre Befalingen; vist er det i det mindste, at Skule senere hen enten for Alvor eller for et Syns Skyld gjorde Forberedelser til et Korstog^[9]. Af andre Høvdinger, der toge Korset, nævnes Sigurd Kongsfrænde, Kong Inges Befalingsmand i Viken^[10], Roar Kongsfrænde, Gaut Jonssøn paa Mel, Erlend Thorbergssøn, en Brodersøn af Erkebiskop Eystein; under hans Befaling stilledes et Skib, som Borgerne i Nidaros udrustede^[11]. Man kan dog vist ikke betvivle, at ogsaa mange flere Høvdinger toge Korset, og at Borgere og Bønder fra andre Kanter i Riget ligeledes sloge sig sammen om at udruste Skibe; dog synes det, som om Iveren har været sterkest hos Birkebeinerne eller i Kong Inges Deel af Landet, thi det maa ansees for vist, at hverken Kong Philip eller Biskop Nikolas toge Korset. For øvrigt kan man neppe betvivle, at al den Travlhed, der nu rørte sig i Landet, med Korstogsprædikener, Udrustninger, Sammenkomster og Overlægninger desangaaende, nu saaledes har optaget alle eller de fleste, at den i et Par Aars Tid opslugte alle andre Interesser, og den medførte saaledes i alle Fald det Gavn, at den indvortes Fred i Landet derved forlængedes, thi det vilde vel ellers blive været usikkert nok, hvor længe den havde bestaaet efter at den ærgjerrige Skule Kongsbroder nu engang var kommen til Magten.

Under al denne travle Virksomhed for det hellige Lands Befrielse, og endnu i fuld Besiddelse af den overvættes Magt, som han ved sine Talenter og sin rastløse Virksomhed havde erhvervet over hele Christenheden, døde Innocentius den 3die efter en kort Sygdom i Perugia, den 16de Juli 1216, i sit 55de Aar^[12]. Allerede Dagen efter valgte Kardinalerne, saagodt som tvungne dertil af Perusinerne, den alderstegne Kardinal-Presbyter af St. Johannes og St. Paul, Cencius Savelli, der 8 Dage efter fik Indvielsen tinder Navn af Honorius den 3die^[13]. Skjønt Honorius var en langt mildere og godmodigere, men derfor vel og langt mindre energisk Mand end hans Forgænger, tog han sig dog ikke med mindre Iver end han af Korstogs-Anliggendet. Allerede Dagen efter sin Indvielse (den 25de Juli) lod han udgaa ligelydende Skrivelser til alle Biskopper i Christenheden, saaledes og til Erkebiskop Guthorm og de øvrige Biskopper i Norge, hvor han, meldende sin Forgængers Død og sin Ophøjelse, opfordrede dem til at formane alle Korsmerkede i deres Diøceser, til ej at forfærdes over hans Forgængers Afgang, eller give den Ængstelse Rum, at dette vilde gjøre noget Afbræk i den det hellige Land bestemte Hjelp, thi skjønt han tilfulde følte, hvor langt han stod tilbage for hiint i Evner, skulde han dog med ikke med mindre Iver og Varme drive paa denne Sag^[14]. Han gav strenge Befalinger til omhyggelig og samvittighedsfuld Indsamling af den for omtalte Tyvendedeel af de gejstlige Indtægter, og lod nye Opfordringer udgaa til alle Troende, om ej at lade deres Iver kjølnes, men til den bestemte Tid at tiltræde Toget. Til Kong Inge skrev han den 6te Marts 1217, at saasom han af et Brev fra denne^[15] var bleven underrettet om, at han, efter at have modtaget Pave Innocentius’s Skrivelse, kraftigen havde forberedt sig til, om ikke i egen Person, saa dog ved sine Mænd at lyde Christi Bud, idet han paa flere af ham udrustede Skibe vilde sende Hjelpetropper til det hellige Land, bevidnede han ham herfor sit Velbehag, og takkede Gud, der, idet han viste Kongen en Vej til Salighed, paa samme Tid forundte ham at virke for Herrens Sag. „Men“, vedblev han, „da det er upassende og ubilligt, at Nogen, medens hans Opmerksomhed alene er henvendt paa at lyde Guds Bud, skal foruroliges af Besværligheder, som andre Mennesker tilføje ham, bekræfte vi den Fred, der, som hiint Brev fra dig formelder, ved den salig hensovede Erkebiskop Thores og andre Prælaters og Høvdingers Mellemkomst er bleven sluttet og bekræftet mellem dig og den højbyrdige Mand Philip, Systersøn af vor ærværdige Broder, Biskoppen i Oslo, og tage dig og dit Rige saavel som de Korsmerkede og alt deres Gods under vor apostoliske Beskyttelse, bestemmende, at indtil man med Vished veed at Korsfarerne enten ere komne tilbage eller afgangne ved Døden, skal du tilligemed alle de oven nævnte være aldeles tryg under den apostoliske Beskyttelse, og forbydende derhos udtrykkeligt, at nogen i al den Tid, tvertimod hiin Fredslutnings Ord, vover at ulejlige dig og dit Rige“^[16]. Det er her ikke uden Betydning, at Paven ej kalder Philip „Konge“, men kun „en anseet Mand“ (nobilis vir), og at han aabenbart betragter Inge som hele Norges Konge, hvilket han ogsaa efter Fredsslutningens Bogstav var. Det indeholdt saaledes i sig selv en Afgjørelse af Tvist-Spørgsmaalet mellem Inge og Philip til hiins Fordeel^[17].

Men dette Brev fandt, da det kom til Norge, Kong Inge ikke længer blandt de Levendes Tal. Allerede temmelig tidligt, som det synes, paa Vintren 1216–1217, da han opholdt sig i Throndhjem, faldt han i en Sygdom, der blev meget langvarig. I Førstningen var den dog temmelig mild, og Kongen morede sig endog ved at have Kongesønnen Haakon og den nye Drottsete, ved Navn Nikolas, dagligt om sig og lytte til deres Samtaler, da de begge vare meget lystige og spøgefulde. Men efterhaanden blev det værre med ham; han fængsledes ganske til Sygelejet, og hans Kræfter aftoge kjendeligt. Da sad især hans Broder Skule ved hans Leje. Kongens Venner og Hirden begyndte nu – det er let nok at see efter hvis Tilskyndelse – at tale sig imellem om Nødvendigheden af at Kongen gav dem en paalidelig og dygtig Hirdstyrer, og det faldt saa godt som af sig selv at dette ikke kunde blive nogen anden end Skule. Om Kongen maaskee tidligere – hvad der ikke er saa usandsynligt, og hvad flere af de ovenfor meddeelte Træk lade formode – var noget skinsyg med Hensyn til sin Magt endog lige overfor sin Broder, Stille, saa følte han dog nu, hvor nødvendigt det var at have en kraftig Hjelper ved Siden, eller, som det i Sagaen heder, at hans egen Kraft var for liden til at styre Riget tilbørligt: hans Familie-Interesser have vel derhos altid været saa sterke, at han heller ønskede at Kongedømmet skulde vedblive i hans Æt, end at det skulde gaa over til den gamle Mandslinje, og da han ej selv kunde bestemme hvo der skulde være hans Efterfølger, var det eneste, han kunde gjøre for nogenledes at sikre sin Søn eller Broder Sukcessionen, allerede i sit eget levende Live at gjøre denne hans Søns nærmeste lovlige Værge, saa mægtig og anseet som mulig. Saaledes opfyldte han da, heder det, sine Frænders og Venners Vilje, ledede Skule til Jarls-Sæde, og gav ham Jarlsnavn. Kort efter døde Inge, den 23de April 1217. Skule lod ham med megen Pragt begrave i Christkirkens Chor paa Sydsiden, og ofrede i Sjælemesse for ham et Guldkar, Inge i sin Tid havde faaet af den faa Maaneder forhen (19de Oktober 1216) afdøde Kong Johan i England. Ligeledes gav han ogsaa andre herlige Gaver, hvoriblandt sandsynligviis Jordegods, til Domkirken for hans Sjæl, og lod hans Gravsted prægtigt smykke med Billedhugger-Arbejde, Maleri og Forgyldning. Paa Pladen, som dækkede Graven, blev, heder det, hans Vaabenmerke^[18] uthuggen og ved Siden hængtes hans Sverd, Skjold og Hjelm^[19].

Inge beskrives som en smuk og velvoxen Mand, med løst Haar; han plejede, siges der, at lukke noget paa det ene Øje, naar han vilde betragte en Ting nøjagtigt. Han havde det Lov baade af Venner og Fiender, at der ikke siden Sigurd Jorlalafares Tid skulde have været nogen mere livsalig^[20] eller mod Almuen venlig Konge end han; dog maa vel disse Ord ikke tages saa nøje, thi af Ind-Thrøndernes Oprør see vi dog, at han i det mindste ikke kan have været saa synderlig afholdt af dem, skjønt man dog burde antage, at han netop i Thrøndelagen maatte have haft sine fleste Tilhængere. Af nogen kraftig Charakteer var han ikke; han bøjede sig aabenbart for sterkere og mere begavede Aander, som Haakon Jarl og Skule, men som alle svage Charakterer var han vel og desto mere skinsyg paa dem, jo mere han følte deres Overlegenhed. Ved sin Død var han endnu kun i det højeste 32 Aar gammel. Han efterlod ingen andre Børn end den oven nævnte Slegfredføn Guthorm.

1. Ep. Inn. III. XVI. 28. Liljegren Dipl. Sv. I. 1470 Her anføres udtrykkeligt Provinsen Nidaros som den, til hvis Gejstlige og Lægfolk Brevet (eller rettere et Exemplar deraf) sendtes. Ligeledes nævnes Upsala og Lund.
2. Epist. Inn. III. XVI. 29. Liljegren Dipl. Sv. I. 149. Her nævnes udtrykkeligt Erkebiskoppen af Nidaros som en af dem, der blev tilskrevet: paa samme Maade, som Erkebiskoppen af Lund, og denne fik den Befaling at adjungere sig duelige Mænd, med hvilke han over hele Daneriget skulde treffe de nødvendige Foranstaltninger.
3. Ep. Innoc. III. XVI. 30. Originalbullen til Sverige er aftrykt hos Liljegren, Dipl. Sv. I. 149.
4. Sammesteds, XVI. 181. Liljegren Dipl. Sv. I. 154.
5. Se ovenfor S. 558. Det er i det mindste vist nok at Guthorm efter sit Valg til Erkebiskop ikke nævnes førend i 1217.
6. Conc. lateran. IV. c. 50, Coleti Concilia, XIII. S. 986, jvfr. Decr. Gratiani, l. IV. Tait. XIV., Cap. 8. I samme Artikel ophævedes Forbudet mod Giftermaal mellem en Hustrues Børn i andet Egteskab og hendes første Mands Frænder.
7. Coleti Concilia, l. c. 1007–1008.
8. Dette siges udtrykkeligt i Pave Honorius’s Brev af 6te Marts 1217, se nedenfor. Det Brev fra Innocentius III., der efter Honorius’s Udsagn skal have bestemt Inge til at udruste en Korstogshær, var sandsynligviis det først nævnte Opfordringsbrev, skjønt ogsaa det andet Brev af 19de April 1213, hvorved Konciliet sammenkaldtes, sendtes, foruden til Biskopper og Prælater, ogsaa til flere verdslige Fyrster, hvoriblandt Norges Konge udtrykkeligt nævnes.
9. Se Pave Honorius’s Skrivelser af 3die og 4de Novbr. 1226, Dipl. Norv. I. 9. 1o.
10. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 27.
11. Sammesteds, Cap. 30. At Erlend Thorbergssøn var en Brodersøn af Erkebiskop Eystein og opkaldt efter dennes Fader Erlend Himalde, sees af Arnmødlingstallet i Fagrskinna, Cap. 215. Denne Erlends throndhjemske Oprindelse synes da igjen at vise, at de „Bymænd“ hvorom her er Tale, og hvis Hjemsted Sagaen ikke nærmere betegner, maa have været Bymændene af Nidaros, thi om en Forening af alle Bymænd i Landet, kan der ej være Spørgsmaal.
12. Raynaldi Ann. eccl. 1216, § 9.
13. Bernardi chron. rom. pontificum.
14. Brevet, eller rettere det til Norge sendte Exemplar findes i Dipl. Norv. I. 2., det svenske Exemplar i Liljegrens Dipl. Sv. I. No. 159.
15. Dette Brev findes nu ikke.
16. Dipl. Norv. I. 4.
17. Imidlertid skal der dog endnu i 1212, efter begge Parters Død, have været fortsat Undersøgelser om dette Punkt ved Kurien, hvis ellers ikke Raumer (Gesch. der Hohenstaufen III. 105) har misforstaaet Indholdet af det af ham citerede Pavebrev i Regesta Honorii Ann. IV. No. 551, hvilket ej findes i Dipl. Norv.
18. Saaledes heder det i Peder Claussøns Oversættelse, skjønt det vel ikke er sikkert, om han her rigtigt har gjengiver den nu tabte Text; de arvelige Skjoldemerker vare i det mindste paa denne Tid endnu ikke almindeligt brugelige i Norge. Skules Vaabenmerke var, som man af hans Segl kan see, en opretstaaende Løve uden Øxe. Havde Reins-Ætten fælles Merke, var vel Inges det samme.
19. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 11. Inges Saga, Slutn.
20. I Peder Claussøns Oversættelse staar „ingen lyksaligere Konge“, hvilket upaatvivlelig er fejlagtig oversat i Stedet for „ingen vennesælere eller livsaligere Konge“, da han, som vi have seet, var langt fra at være lykkelig i sin 13aarige Regjeringstid.