Det norske Folks Historie/4/80

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 497-506).

Den Styrke, som imidlertid havde forsamlet sig om Kong Inge i Gauldalen, udgjorde allerede 1600 Mand, og tiltog daglig, saa at han endnu om Løverdagen, medens Baglerne vare beskjeftigede med at dele Byttet, kunde rykke ud mod Byen, hvor han ankom mod Aftenen, og lejrede sig paa Ilevollene. Han ansaa sig dog endnu ikke sterk nok til at angribe Baglerne, og disse holdt sig fremdeles i Byen. Men om Søndagen kom der en stor Skare Folk til ham fra Orkedalen, faa at han i Alt havde 2400 Mand, og med denne Styrke rykkede han Mandag Morgen mod Byen, som Baglerne nu ikke gjorde noget Forsøg paa at forsvare, men gik strax ombord og lagde ud til Munkholmen, hvorfra de den følgende Dag (2den Mai) lagde ud til Agdenes, og fortsatte siden Sejladsen sydefter. De havde presset saa mange Folk i Byen som muligt til Tjeneste paa Flaaden, sandsynligviis mere for at faa tilstrækkelig Folkehjelp til at haandtere de erobrede Skibe, end fordi de ventede sig nogen Nytte af deres tvungne Bistand i Tilfælde af Kamp; blandt dem, som saaledes nødtvungne maatte gjøre Tjeneste hos dem, var Birkebeinernes Luursvend Thorfinn Svidebrand, maaskee fordi ingen anden end han forstod at faa rigtig Lyd i Sverres bekjendte Krigsluur Andvaka, der blandt det øvrige Bytte var falden i Baglernes Hænder. Ogsaa paa Vejen langs Kysten udbøde de Leding, og tvang her alle dem, de fik fat paa, til at følge med. Imidlertid havde Haakon Jarl faaet Bud om at Baglerne vare komne til Throndhjem, og ilede strax afsted for at komme sin Broder til Hjelp; i den Hast, hvormed alt maatte skee, fik han ikke Tid til at udruste flere end et eneste stort Skib og nogle Smaaskuder. Han haabede maaskee endnu at naa frem, førend Baglerne havde vovet noget Angreb, og da at staa sin Broder bi med sin større Krigserfarenhed; men dertil kom han for silde. Som Befalingsmænd i Borgen efterlod han Høvdingerne Sverting, Thore Brase, Ivar Grise og Erik Mare. Idet han sejlede forbi Stad, havde han det Uheld at støde paa et Skjæl med det store Skib, saa at det blev aldeles ødelagt; femten Mand omkom, de øvrige, blandt dem rimeligviis han selv, frelstes af Mandskabet paa de andre Skibe, der roede til. Allerede udenfor Stim, hvor han styrede den sædvanlige Sejlled, mødte han Baglerne, der laa inde ved Markarholmen. Saasnart de bleve ham var, søgte de at afskære ham Vejen ved atter at styre nordefter gjennem Langøsund^[1], og om muligt komme ham forbi. Han naaede dog Sveggesund førend de, og fik Øje paa dem, idet de nærmede sig. Da han ikke var mandsterk nok til at binde an med dem, oppebiede han dem ikke, men sejlede videre, lige til Hamresund ved Tustern. Baglerne forfulgte ham et Stykke, men da han nu styrede ud til Ædø, og der i det samme blæste op en frisk Vestenvind, saa at Birkebeinerne med Fordeel kunde bruge deres Sejl, vendte Baglerne om igjen, og Jarlen fortsatte uden videre Hindringer sin Sejlads til Nidaros, hvor Kongen blev særdeles glad ved hans Komme, skjønt den Ulykke, han vilde have forebygget, allerede var skeet. Her gjaldt det kun, snarest muligt at tage eftertrykkelig Hevn, og dertil traf den raske, krigserfarne Jarl strax de kraftigste Foranstaltninger. Navnlig lod han ufortøvet paabegynde Bygningen af flere store Krigsskibe, der kunde træde i de tabtes Sted. Baglerne droge imidlertid til Bergen, hvor de satte sig fast i Byen, og holdt til der om Dagen, men tilbragte Natten ombord paa Skibene uden dog at skride til nogen formelig Belejring af Borgen; kun naar de om Aftenerne vare blevne drukne, løb de undertiden derop, men maatte altid vende tilbage med brodne Pander; flere af dem bleve endog dræbte. Det lader dog til, at de havde forberedt sig paa et langt Ophold her, og agtede at udhungre Besætningen i Borgen, thi Orm lange, en af,de Høvdinger, der paa Toget nordefter vare blevne tilbage i Randøsund, kom nu østenfra, medbringende Margrete, Philip af Veigens Hustru; ligeledes kom Benedikt af Gumanes, og der blev regelmæssigt opstillet Vagter paa Bakkerne^[2]. Det traf sig, kort efter Orms og Benedikts Ankomst, at Raden kom til dem at holde Vagt; men stift som de med deres Skarer vare komne op paa Bakkerne, gjorde Besætningen i Borgen et Udfald imod dem, og drev dem bort, med Tabet af Orm lange, som faldt. Haakon Jarl dvælede ikke længer i Nidaros, end det var nødvendigt til at samle Folk og Skibe for at tage Hevn over Baglerne. Han sejlede fra Byen allerede ved Himmelfartsdags-Tider^[3], kun 10 Dage efter at Baglerne havde forladt den. Han havde da, siges der, fem Langskibe og 13 Skuder, uden at det angives, hvorfra han fik de første; enten maa da Baglerne ikke have faaet opbrændt alle Langskibene i Byen, eller disse fem Skibe maa have været satte paa Land andensteds, hvor Baglerne ikke kunde faa dem fat, f. Ex. ved Lade eller inde i Fjorden. Han beholdt dog ikke Langskibene længer end indtil han var kommen forbi Stad til de saakaldte Hindøer ved Atleøen, hvor han tog de tapreste og dygtigste Folk af Besætningen til sig paa Skuderne, og beordrede sine Høvdinger, Andres Dritljod og Benedikt Thjod, at føre Langskibene tilbage til Throndhjem; sandsynligviis gik de ham for langsomt da det just nu gjaldt at komme hurtigt afsted. Baglerne havde udsendt to Skuder, under Befaling af Martin Sodde og Kolbein Smjørred, for at holde Udkig i den nordre Led. De havde lagt sig i Mjadmesund mellem Mjødmen og Sandø^[4], og da de herfra fik Øje paa Jarlens Flaade, idet den roede over Sognsøen, skyndte de sig afsted, for at melde det til Bergen. Birkebeinerne satte efter dem lige til Kiilstrømmen; der stødte Kolbein paa et Skjær, hvorved hans Fartøj faldt i Birkebeinernes Vold, og de fleste af Mandskabet bleve dræbte, men Martins Skude undkom, og naaede endnu samme Aften til Bergen, hvor Baglernes Høvdinger saaledes vandt nogen Tid til at forberede sig paa det forestaaende Angreb. Dette skede dog neppe saaledes som de havde forestillet sig. Birkebeinerne lagde først til ude ved Haaø^[5], og roede derpaa ved Nattetid ind i Arnefjord, hvor de ryddede Skibene, skjuulte Takkel og Toug i en Skov, og begave sig derpaa over Land til Byen, idet de kun efterlode nogle Folk for at passe paa Fartøjerne. Saaledes lykkedes det dem den følgende Nat uhindret at komme ind i Borgen. Deres Antal var del ikke større end en sex til syv hundrede Mand, men de vare alle udsøgte Folk.

Den følgende Morgen vidste man allerede blandt Baglerne, at Haakon Jarl var kommen til Borgen. Nogle Bagler, der havde vovet sig nær hen til Borgen, spurgte de Birkebeiner, der stode paa Muren: „er det sandt, at eders bidske Hund nu er kommen til eder:’“ „Ja,“ svarede disse, „tager eder nu i vare, I Bagler.“ „Maaskee I mangle Levnetsmidler der paa Borgen,“ sagde Baglerne spottende; .,kom kun ud til os, her er Kost nok i Byen.“ „Det skulle vi ogsaa gjøre,“ sagde Birkebeinerne, „thi det er vor Agt at holde Døgurd med eder i Byen i Dag.“ De holdt Ord, thi saasnart Formesserne vare til Ende, gjorde Haakon Jarl et Udfald med hele sin Styrke. Baglerne havde imidlertid ordnet sig til Modværge. Erling Steinvegg havde selv taget sit Stade ovenfor Mariekirken, ved det Strøg, der kaldes Kopr^[6]; hvor Husene slap, var der opført Plankeverker, bag hvilke Erlings Mænd stillede sig, som bag et Brystværn. Philip Jarl og Philip af Veigen havde taget Plads ovenfor Nikolaskirken, længer inde i Byen. Baglerne havde i alt 2400 vel udrustede Mand. Birkebeinernes Styrke angives kun til sex Hundreder (720), hvilket dog vist er for lidet, da alene den Styrke, Haakon Jarl kom med, udgjorde lige saa meget. Birkebeinerne droge sig først et Stykke op i Bakkerne, hvor de deelte sig i to Afdelinger, hver med sit Merke. Den ene, under Peter Steyper, stormede ned mod Philip Jarl, den anden, under Haakon selv, mod Erling og Forskansningerne i Kopren. Philip Jarl tog allerede ved det første Sammenstød Flugten ned i Byen og ud gjennem Gaden. Haakon Jarl trængte ligeledes frem med uimodstaaelig Magt, sprængte Plankeverkerne, og drev Baglerne foran sig ned mod Mariekirken. Ved Kong Erlings Side var Thorfinn Luursvend med Luren Andvaka; da Haakon Jarl kom stormende ned, havde Erling befalet Thorfinn at blæse, men han kunde da, som han sagde, ikke faa nogen Lyd i Luren; imidlertid begyndte den hele Skare at flygte, og Erling selv, saavel som Thorfinn, blev reven med. Da de paa Flugten kom forbi Mariekirken, spurgte Thorfinn om det ikke var bedst at løbe derind. Erling svarede intet, men ilede videre. Thorfinn derimod tilligemed en heel Deel Birkebeiner, der nødtvungne havde maattet gjøre Tjeneste i Baglernes Hær, løb derind, og da Haakon Jarl i Spidsen for sine Mænd kom ned paa Kirkegaarden, strømmede de alle ud til ham, medens Thorfinn blæste i Andvaka saa det var en Lyst at høre, og det gjenlød i hver Steenvegg. Dette vækker sterk Formodning om, at Thorfinn selv og hine Birkebeiner forud havde aftalt at ville flygte og derved bringe Forvirring og panisk Skræk i Baglernes Hær, ellers bliver det næsten uforklarligt, hvorledes de øjeblikkelig kunde lade sig jage paa Flugt af en langt mindre Styrke. Hele Baglerhæren styrtede nu i den vildeste Uorden og slagne af Forfærdelse ned om Laurentii-Kirke, for gjennem den saakaldte Myklegaards^[7] Port og Gaardsrum at komme ned til Bryggerne. I den trange Port blev Trængslen saa stor, at den ene styrtede over den anden, og der dannede sig formelig en Dynge af baade levende og døde, der spærrede Indgangen. Da kom Philip Jarl, blødende af 11 haarde Saar, kløv op over selve Dyngen, over Husene, ned i Gaarden, og slap saaledes med Nød og neppe ned til Bryggerne. Imidlertid vare Høvdingerne Thord Dokka, Benedikt af Gumanes og Gunne lange faldne paa Kirkegaarden^[8]. Birkebeinerne vilde just til at hugge løs paa dem, der laa i Dyngen da en, maaskee af Medlidenhed, raabte: „hugg ikke, der er vore Folk iblandt“! Man holdt da inde et Øjeblik, og derved fik mange af Baglerne Tid til at komme paa Benene og slippe bort. De styrtede alle ned til Skibene og skyndte sig ombord; Birkebeinerne efter dem, og grebe fat i Landtougene for at hale Skibene til sig. Baglerne værgede sig fortvivlet, og paa begge Sider brugtes alle de Vaaben, som vare forhaanden; omsider lykkedes det Baglerne at faa hugget Tougene over, og slippe bort fra Bryggerne, deels ud paa Vaagen, deels over til Munkebryggen, idet de opfiskede alle dem af deres Kammerater, som havde søgt sin Frelse ved at styrte sig i Vandet, og siden ligeledes toge de andre ombord, der havde flygtet ad den anden Kant ud af Byen.

Baglernes Folketab maa have været stort, og for saa vidt kunde Birkebeinerne siges at have faaet Hevn for Nederlaget i Nidaros. Men for Resten blev Sejren uden nogen Nytte for dem, thi Skibene og Byttet vandt de ej tilbage, og det lykkedes endog Baglerne, under Flugten fra Bergen, at tilføje dem betydelig Skade. De roede nemlig ikke ud ad Leden, men norden om Hordvik ind i Arnefjorden – om det var med den Plan, at bemægtige sig Birkebeinernes Fartøjer, eller kun fordi deres Vej faldt saaledes, angives ikke. Da den Vagt, Birkebeinerne havde efterladt, saa den fiendtlige Flaade komme, hugg de strax Fartøjerne læk, og gjemte sig i Skoven, men i den store Hast havde de ikke hugget Hullerne større, end at Baglerne med Lethed fik stoppet de fleste; ogsaa den største Deel af Takkelagen blev funden, og Baglerne kunde saaledes endnu samme Aften ro bort med 13 Skuder. Da de kom til Vikingevaag, blev Erling liggende der med Storskibene, medens Philip af Veigen drog nordefter med de nys erobrede Fartøjer, da man sandsynligviis havde bragt i Erfaring, at de Langskibe, Haakon Jarl havde efterladt ved Hindøerne, i Stedet for, som han havde befalet, at ro Dag og Nat indtil de naaede Nidaros, endnu ikke havde passeret Stad, men laa ved Silden og ventede paa Bør, saa at man kunde gjøre sig Haab om at overrumple dem. Befalingsmændene, Andres og Benedikt, havde vel ladet en Sexæring lægge sig sydligst i Ulvesund^[9], for at holde Udkig, men da Folkene paa denne saa de 13 Skuder nærme sig, og gjenkjendte dem som de selvsamme, Jarlen havde haft sydover, roede de tilbage og meldte at der ingen Fare var paafærde. Paa Langskibene tog man nu Tjeldene ned, og roede længer ind i Fjorden. Imidlertid kom hine Skuder nærmere, og man saa nu, at de ej, som før, bare Skjolde ved Stavnen. Da merkede Birkebeinerne Uraad, og roede af alle Kræfter mellem Sellø og Barmen ind til Moldefjorden, medens Skuderne halede sterkt ind paa dem. Da de naaede Land, løb de strax fra Borde; nogle styrtede sig endog i Søen, for desto hurtigere at komme i Land; men Baglerne vare dem lige i Hælene, dræbte Andres Dritljod med en heel Deel Folk, bemægtigede sig Skibene, og gjorde et rigt Bytte. Derpaa vendte de med de erobrede Skibe tilbage til Vikingevaag. Haakon Jarl, som frygtede at Baglerne kunde have taget Vejen lige til Throndhjem, og maaskee anden Gang kunde overfalde Kong Inge, skyndte sig at forekomme dem, idet han tog til Lands over Borgarskardet til Osterfjorden, derfra til Vors, over Raudfjeldet til Aurdal og Lærdal, samt videre gjennem Valdres og Gudbrandsdalen. Men aldrig saa snart var han borte, førend Baglerne vendte tilbage til Bergen, hvor de atter opholdt sig nogen Tid. Siden drog Philip Jarl øster i Viken, men Erling med Tyvesesserne og de mindre Skibe heelt nord til Frekøsund strax vestenfor Stimshesten, hvorfra han sendte nogle Skuder omkring paa Nordmøre, for at udbyde Folk og Kost til Leding. Af dem, som indfandt sig, valgte han dem, han syntes, og vendte derpaa tilbage til Bergen, idet han overalt langs Kysten optog de kongelige Indtægter. Paa denne Fart gik han gjennem det nordre Saudungssund, om hvilket det Sagn gik, at det ej var godt for en Konge at fare der. Siden begav ogsaa Erling sig til Viken, og ankom lidt for Juul til Tunsberg, hvor han holdt sit Julegilde; hvorimod Philip Jarl strax efter Julen drog til Bergen med Smaaskibene^[10].

Omtrent paa samme Tid, lidt for Juul, hændte det sig at Baglerhøvdingen Sørkve Stump, den samme, der allerede tidligere havde viist sig som en rask Partigænger ved Overfaldet paa Thorkell Dreng og som nu var bleven efter itide i Hardanger, hvor han havde et nødvendigt Erende, paa Tilbagevejen derfra blev forfulgt af Birkebeinerhøvdingen Styrkaar Stagnaal, der havde Syssel paa Rogaland, sandsynligviis under Peter Steyper. Sørkve, der kun havde 12 Mand og en liden Skude, flygtede for ham lige fra Baardholmen ved Moster til Karmsund, da Natten faldt paa og Jagten maatte opgives for den Dag. Styrkaar lagde op til Bo strax nordenfor Agvaldsnes, lod sit Fartøj drage paa Land, og begav sig med sine Mænd, 26 i Tallet, op til Gaarden, hvor de lagde sig til at sove i Stuen. Men Sørkve vendte i Nattens Stilhed tilbage for at see, hvor han var bleven af, landede ligeledes ved Bo, hvor han gjenkjendte Styrkaars Fartøj, sneg sig med sine Mænd op til Gaarden, og vovede sig endog ind i selve Stuen, hvor han tog to Kesjer, løb ud med dem, og bød sine Folk strax at anfalde de sovende Birkebeiner, uden at frygte deres dobbelte Antal. De fik fat paa en Slæde, som de droge for Døren, saa at den ej kunde aabnes. Styrkaar og hans Folk fore op, og grebe sine Vaaben, i den Tanke at der var en stor Mængde Fiender udenfor; nogle slap ud ved at sætte et Bord hen til Vinduet og springe ud af dette; Baglerne reve Hul paa Sager og kastede Stene ind; Vinduerne fyldte de med brændende Næver, saa at det blev lyst i Stuen. Enden blev at Styrkaar faldt med 17 Mand; 9 fik beholde Livet. Paa Sørkves Side synes ikke en eneste at være falden, dog blev han selv saaret^[11].

Det er tydeligt at see, at Mangel paa det tilstrækkelige Antal Langskibe har nødsaget Haakon Jarl til ganske at overlade Bergen og det vestlige Norge i Baglernes Vold. Men desto ivrigere drev han vel paa Fuldendelsen af de nye Skibe, hvis Bygning han forrige Aar havde ladet paabegynde, thi allerede Vaaren derefter vare, som vi ville see, flere i fuldkommen sejlfærdig Stand. Under dette sit Ophold i Nidaros tog han Kongesønnen, den unge Haakon, til sig. saavel som hans Moder, og fra den Tid af kan man betragte Drengen som hans Fostersøn. Om det var politiske Grunde, eller alene Omsorg for Drengens Sikkerhed, som bevægede ham til at antage sig ham saa ivrigt, vides ikke, men det er et smukt Træk hos den ellers saa herskesyge og hensynsløse Haakon, at han altid viste Drengen den største Kjærlighed og behandlede ham ganske som sin egen Søn, ja han lagde endog ikke Dølgsmaal paa, men ytrede ofte, at det var Drengens Arv, med hvilken saavel han selv som Kongen sad inde^[12]. Det var neppe efter Kong Inges Ønske, at Haakon saaledes tog Kongesønnen ganske under sin Varetægt, og derved middelbart sikrede sig de gamle Birkebeiners Hengivenhed; men paa den anden Side var Inge neppe den Mand, som i disse farlige Tider tilgavns kunde værne om hans Sikkerhed. For øvrigt dulgte Haakon aldeles ikke sin Misfornøjelse med, at han ikke bar Kongenavn, da det jo dog var ham, som egentlig havde Magten og var Rigets fornemste Støtte; han havde Krigsmændene, Inge derimod Slægts-Aristokraterne paa sin Side, og heri var et tilstrækkeligt Element til ny Tvist for Haanden, som kun Faren for den fælles Fiende, Baglerne, endnu formaaede at holde tilbage. Imidlertid er det ikke tænkeligt, at Haakon og Inge skulde kunne tilbringe den lange Tid tilsammen fra Sommeren 1206 til Vaaren 1207 i forholdsviis Ro og Sikkerhed, uden at det oftere maatte komme til slemme Sammenstød mellem deres indbyrdes Tilhængere. Herpaa hentyder og, hvad de gamle islandske Aarbøger kort og godt fortælle, uden at berøre de nærmere Omstændigheder, at Kongens Svoger Thorgrim af Ljaanes, hvis Bryllupshøjtid fik en saa forfærdelig Afbrydelse ved Baglernes Overfald, endnu samme Aar dræbte Krigshøvdingen Jon Usle, men blev selv til Gjengjeld dræbt. Da det ej kunde være hans egen Svoger, Kongen, som lod ham dræbe, maa det have været Jon Usles Kammerater, eller maaskee endog Jarlen selv, som paa egen Haand tog Hevn. Thorgrims unge Enke, Sigrid, blev ikke længe efter gift med en anden højbyrdig og mægtig Mand, nemlig Jon paa Austraat, Søn af Sigurd paa Austraat, hvilken igjen var en Søn af Kaare Kongsbroder og Borghild. Syster af Gregorius Dagssøn. Heller ikke dette Egteskab blev langvarigt^[13].

Den samme Sommer, alle disse Begivenheder fandt Sted, kom den nye Erkebiskop, Thore, hjem fra Rom efter modtaget Pallium^[14]. Han synes at have været en fredelskende Mand, der i den oprigtige Bestræbelse at faa gjenoprettet Rolighed i Landet, stillede sig udenfor alle Partier og benyttede sin store Indflydelse alene i delte Øjemed. Vel mistænkte man ham siden for at intrigere mod Kong Inge til Haakon Jarls Fordeel; han bar maaskee med saa mange andre anseede Mænd været faa overbeviist om Inges Uduelighed til at røgte sit ansvarsfulde Kald lige over for den talentfulde Haakon, at han kun saa Rigets Frelse i at denne kom paa Tronen. Man kan heller ikke vente, at en forhenværende Kanonikus under Biskop Nikolas i Oslo, og som dertil havde vundet Erkebiskop Eriks særdeles Opmærksomhed og– Velvilje, skulde have kunnet aldeles frigjøre sig for Lyst til at deeltage i politiske Intriger. Det maa enda ansees for meget, at han, som det synes, omfattede Haakon Jarl og Sverres Kongehuus med uskrømtet Hengivenhed, og ikke gjorde sig til et blindt Redskab i Baglernes og sin forhenværende Principal Biskop Nikolas’s Haand. Det var sandsynligviis under sit Ophold i Rom, at Erkebiskop Thore selv udvirkede et Par Pavebreve, daterede den 11te Marts 1206^[15], af hvilke det første aabenbart er udstedt med stadigt Hensyn til de i Norge herskende Uroligheder, og den Uskik, at Prester selv gik i Krig; Paven paalagde ham nemlig i denne Skrivelse at afsætte de Prester, der droge i Krig og udgøde Blod, fra deres Værdighed og Embede, medens han dog tillige fastsatte, at den, der dræbte dem, ikke kunde faa Absolution uden af Paven selv i Rom. Efter dette Bud skulde de Bagler, der havde dræbt Einar Kongsmaag i Stavanger, strengt taget have gjort en Bodsrejse til Rom, thi han var, uagtet sit Giftermaal og sine krigerske Sysler, dog lige fuldt Prest, som man af hans Tilnavn kan see. Det andet Brev indeholder Svar paa Erkebiskoppens Forespørgsel, om det kan ansees for en ordentlig Daab, hvis Nogen, i Mangel af Prest og Vand, smurte et Barn, der var Døden nær, med Spyt paa Hovedet, paa Brystet og mellem Skuldrene; dette var nemlig tilladt af Erkebiskop Jon og optaget i de ældre Kirkelove^[16], tildeels med stadigt Hensyn til de lange Fjeldrejser i Norge, paa hvilke det ofte kunde hænde at et Barn, naar det af Forældrene bragtes til Daaben, overfaldtes af en pludselig Sygdom, uden at der fandtes Vand, end mindre nogen Prest, i Nærheden. Ikke desto mindre erklærede Paven, at dette ikke kunde kaldes nogen Daab, da hverken Prest eller Vand vare tilstede; og uagtet hine Steder vistnok endnu bleve staaende i Loven, bleve de dog ved den senere Lovrevision forandrede i Overeensstemmelse med hiin pavelige Erklæring^[17]. Hvor Erkebiskop Erik, efter at have overgivet sit Embede til Thore, opholdt sig indtil sin Død, der ej indtraf førend i 1213^[18], siges ikke; man seer kun af den Omstændighed, at han 1212 var med at slutte og besegle det Arve-Forlig mellem Haakon Jarl og Kong Inge, som nedenfor nærmere omtales^[19], at han maa have opholdt sig i eller ved Nidaros, og fremdeles nydt megen Agtelse. Maaskee har han trukket sig tilbage til Elgeseter Kloster, maaskee til Munkholmens; maaskee og til det nye Cistercienser-Kloster, som i Aaret 1207 af Munke fra Lysekloster stiftedes paa Tuterøen udenfor Frosten, og som fra den Tid af blev et af Norges fornemste Herreklostre^[20]. Samme Aar døde ogsaa Biskop Njaal i Stavanger og efterfulgtes af en Henrik.

Kongens Svoger allerede „nogle Aar“ for den Tid (Fornm. S. IX. 206) kunde han vel neppe være bleven gift med Sigrid senere end 1210. Hans Slægtsskabsforhold sees i foregaaende Bind, Slægttavlen No. 15.

1. Langøsund er Sundet mellem Langø og Henø strax nordenfor den vestlige Deel af Averøen. Markarholmen, som strax ovenfor nævnes, maa være en af Smaaholmene strax østenfor Stimshesten. Sveggesund er, som bekjendt, paa Vestsiden af Averøens nordøstligste Spidse, og Hamresund er mellem nogle Smaaøer strax nordenfor Tustern eller Tustna, sydvestligt for Ædø.
2. Dette er de „Bakker“ strax sydøstenfor eller søndenfor Sverresborg, efter hvilke Olafskirke paa Bakke har sit Navn, s. o. S. 123.
3. Der staar i en Kodex (den bedste) ved „Femugers-Tiden“; i en anden „ved Vaknaskeid“. Da Paasken allerede var forbi (2 April) maa Femugerstiden saaledes betegne Tiden omkring Himmelfartsdag, der indtreffer i 5te Uge efter Paaske. „Vaknaskeid“, der allerede er omtalt ovenfor S. 200, skulde saaledes betegne Himmelfartsdagstiden, og dette bestyrkes ogsaa derved at de M Himmelfartsfesten kommende Kirkefolk kaldes Vaagefolk, se ovenfor S. 8, jvfr. Magnus Erlingssøns Saga Cap. 17, hos Snorre Cap. 26. Men det lader jo rigtignok noget besynderligt, at Sverre (l. c.) skulde behøve fem Uger til at sejle fra Throndhjem til Bergen. Man maa da formode, at han ikke umiddelbart efter Paaske drog afsted.
4. Mjødmen ligger strax i Vest for Skerjehavn.
5. Egentlig „Haaøerne“, saaledes kaldes de nu ved et lavt Eid forbundne Øer Haaø og Stats lige ved Isdalsstød søndenfor Alverstrømmen.
6. Kopr er allerede nævnt ovenfor, S. 155. At det var et heelt Strøg under Bakkerne, ikke, som mange have antaget, en Gaard, sees især af Kong Haakons Retterbod af 1302 (Norges gamle Leve III. S. 44), hvor der staar at Fattiges Flytning i Byen skal gaa først fra det inderste i Byen langs Bryggerne udefter, da igjen op paa den øvre Side af Gaden, og ud igjen indtil man kommer til Mølledalen (Sandviken), da tilbage om Kopr o. s. v., indtil man atter kommer den samme Vej tilbage ud i Kopr og derfra til Mølledalen.
7. Myklegaarden laa, som man heraf og Stedet ovenfor, S. 155 kan see, mellem Laurentii- samt Mariekirken og Bryggerne. Den havde, som alle Gaarde Gjennemgang. Vejen omkring den og ned ad Mariekirkens Almenning maa have været spærret af Birkebeinerne. Laurentiikirke laa et lidet Stykke nordenfor Mariekirke.
8. I en enkelt Kodex staar her urigtigt „Christkirkegaarden“.
9. Ulvesund er mellem Vaagsø og Fastlandet. Mellem Vaagsø og Halsen af den Halvø, der danner Stadtlandet, ligge Øerne Sellø og Barmen; inden for dem skærer Moldefjorden sig ind til det saakaldte Kjøds-Eid.
10. Inge Baardssøns Saga, kortere Bearbejdelse Cap 12, 13, længere hos Claussøn i Fornm. S. IX. S. 134–142, jvfr. S. 224–226. Da Christi Himmelfartsdag 1206 indtraf 11te Mai, maa man formode at Kampen i Bergen har fundet Sted sidst i denne Maaned eller først i Juni. I Haakon Haakonssøns Saga Cap. 4 staar der at Haakon Jarl og Kong Inge om Høsten rejste til Throndhjem. Dette er i det mindste for Inges Vedkommende urigtigt, da Inge slet ikke havde været i Bergen, men den hele -Tid siden Overfaldet opholdt sig i Nidaros; det kan heller ikke være rigtigt at Haakon først kom til Nidaros om Høsten, thi man seer af Beretningen ovenfor, at han rejste derhen umiddelbart efter Slaget i Bergen.
11. Inge Baardssøns Saga, Cap. 19.
12. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 4.
13. Jon paa Austraat døde nemlig 1214, se nedenfor; da han omtales som
14. Fornm. S. IX. 226.
15. Ep. Inn. III. IX. 6.
16. Ældre Gulathingslov Cap. 21. Ældre Frostathingslov II. Cap. 3. Vikens ældre Christenret Cap. 2. Eidsiva Christenret Cap. 2.
17. Se Erkebiskop Jons Christenret, Cap. 1.
18. Erkebiskop Eriks Død 1213 omtales i de islandske Annaler.
19. Se nedenfor, saavelsom Inge Baardssøns Saga hos Peder Claussøn, Fornm. S. IX. 200, Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 5.
20. Om Tuterø eller Tauterø Klosters Stiftelse, se Manrique Ann. Ord. Cisterc. III, samt især Langes „Norske Klostres Historie“, S. 373. Stiftelsesdagen angives til 25de Marts.