Det norske Folks Historie/4/79

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Vaaren kom (1206), ſamlede Erling Steinvegg alle de nye Skibe, han havde ladet bygge, foruden en heel Deel Smaaſkuder, for at forſøge et Hovedangreb .paa Birkebeinerne. Han drog imidlertid ikke ſtrax veſtover, men begav ſig førſt med den ſamlede Flaade til Kongehelle, hvor han ankom ved Midfaſte Tid (11te Marts), deels, ſom det ſynes, for at ſkynde paa Efternølerne, deels for at bringe Birkebeinerne paa den Formodning, at Baglerne atter havde forladt Landet, og ſaaledes gjøre dem des mere ſorgløſe. Dette lykkedes ogſaa fuldkommen. Birkebeinerne, der, merkeligt nok, intet havde erfaret øm hele Skibsbygningen førend i de ſidſte Dage af Faſten, da de tillige ſpurgte at Baglerne forlængſt vare dragne øſtover, lode ſig ganſke føre bag Lyſet, og gjorde intet Skridt til at modtage Fienderne. Baglerne vendte omtrent paa ſamme Tid tilbage til Tunsberg, og ſejlede endelig for Alvor fra Byen Langfredag den 31te Marts. Dog begave de ſig før det førſte, ſandſynligviis fordi alle Skibe endnu ej vare ſamlede, kun over til Odinsø (Onsø), hvor de bleve liggende til 2den Paaſkedag (3die April). Da ſatte de igjen veſt over Fjorden til Grindholmeſund (Vrængen), kom Fredagen (den 7de) til Thorsø[1], Løverdagen (den 8de) til Portyrja (Portør), og Søndagen (den 9de) til Esjunes- (Hesnes-) Øerne. Da var endelig den hele Flaade ſamlet, og Erling tilkjendegav ſin Beſlutning, at ville drage nord i Landet. Dette fandt dog flere at være et yderſt voveligt Foretagende, og da Erling den følgende Tirsdag (den 11te) fortſatte Rejſen til Randøſund, proteſterede Orm Lange, Ragnar Gamalsſøn, Gunnar Aaſesſøn og Benedikt af Gumanes mod at drage videre, og bleve liggende tilbage, hver med ſit Skib, ved Esjunes. I Randøſund fik Baglerne høre at Thorgils Fudend, der ſynes at have været Sysſelmand eller Sysſelmandens Lensmand paa Nord-Agder, havde ſamlet en heel Deel Ledingskoſt inde i Hvinisdal, og laa ved Hitterøen, agtende ſig nordefter. De ſkyndte ſig derfor afſted endnu før Dag, i den Henſigt at indhente ham. De kom temmelig tidligt om Onsdagen til Hitterøen, men da var Thorgils allerede afſejlet med ſine Fragtſkibe. De roede efter, og fik endelig Fartøjerne i Sigte ved Fokſteen. Da Thorgils og hans Folk ſaa Skuderne, der forfulgte dem, kunde de ſkjønne hvad det var for Folk, ſtyrede i Haſt ind til Rekevaag, og løb i Land, ladende Fartøjer og Ladning tilbage ſom Bytte før Baglerne, der ſtrax ſatte ſig i Beſiddelſe deraf, og endnu ſamme Dag ſejlede til Eikundaſund (Ekerſund), hvor de bleve liggende om Natten. Thorsdag Morgen (den 13de) ſejlede de nord forbi Jæderen til Hvitingsø, og derfra til Karmſund, men inden de kom did, blev det Aften, og ſaa mørkt, at flere af Skuderne ej fandt Sundet, men ſtyrede ind i Fylingsfjord (Førefjord). Fejltagelſen merkedes vel ſnart, men den ſinkede dem dog ſaaledes, at de ikke førend ſeent paa Natten kom til Karmſund. Derfra ſejlede de næſte Dag til Siggevaag ved Moſter, hvor Kongen om Løverdagen ſammenkaldte Styremændene til Raadſlagning om, hvor vidt man ſkulde vove et Overfald paa Bergen, eller fortſætte Rejſen nordefter. De fleſte, hvoriblandt Erling ſelv, havde meſt Lyſt til at forſøge Overfaldet, iſær da de havde bragt i Erfaring, at Haakon Jarl endnu var i Byen, og ikke havde mindſte Nys om deres Komme. Men Reidar Sendemand fraraadede det og ſagde, at de gjorde bedſt i at drage lige til Throndhjem mod Kong Inge, og han, ſom den meſt erfarne Krigsmand, fik ſin Vilje frem. De bleve liggende der den Dag og følgende Nat. Søndag Morgen droge de videre, og kom om Aftenen til Skaalevik ſtrax indenfor Hvarven. Derfra ſendte de to Skuder ind til Gravdal paa Spejderi, da Erling endnu ikke ganſke havde opgivet Tanken om et Angreb paa Haakon Jarl. Skuderne vendte tilbage med et Par Møllerfolk, ſom man havde faaet fat paa; disſe ſagde, at Jarlen allerede havde faaet Nys om at de nærmede ſig, og at Bymændene laa fuldt ruſtede paa Chriſtkirkegaarden, for at modtage Fienden. Der blev nu paa ny raadſlaaet ivrigt; Erling vilde fremdeles vove et Overfald mod Byen, men Reidar blev ved ſit, hvad der viſtnok ogſaa var det fornuftigſte. Erling maatte give efter. De hejſede ſaaledes Sejl, ſtyrede om Valenes eller Sydveſtſiden af Fenring (Aſkøen) ud ad det ſædvanlige Skibsløb gjennem Hjeltefjorden, og over Fjendsfjorden øſten om Bortnesøen. Her traf de i Vikingevaag tre Fragtſkibe med Birkebeiner ombord, af hvilke de dræbte nogle; de øvrige flygtede op paa Øen. Mandag Aften (den 17de) lagde de ind i Skuteſund ved Rugſundøen, og bleve liggende der om Natten; de gik op til Gaarden, udgivende ſig for Birkebeiner, og fik derved lokket Bonden til at fortælle, at han ſamme Dag havde befordret nogle Folk, ſom Haakon Jarl havde ſendt med Brev til Kong Inge; han underrettede dem derhos om at disſe Folk havde beſtemt ſig til at overnatte paa Vaagsø. Strax blev der ſendt en Skare derhen, ſom dræbte Brevbærerne og bemægtigede ſig Brevet; dette indeholdt ogſaa ganſke rigtigt en Advarſel fra Haakon til Inge om at vogte ſig, da Baglerne vare paa Farten ſøndenfra, og kunde med det førſte ventes til Byen, ſkjønt han ej var ganſke vis paa, om det var deres Henſigt at angribe Kongen, da de kun havde lidet Folk. Det gjorde for Reſten intet fra eller til, at Baglerne opſnappede dette Brev, thi den forſigtige Haakon havde ladet ſkrive tre ligelydende Breve og ſendt dem hvert ad forſkjellige Veje; et af dem kom og til Nidaros før Baglerne. Tirsdagen (den 18de) roede disſe uden om Stad til Havnen Anger mod en ſaadan Storm, at nogle Byrdinger eller Fragtſkibe, de mødte, maatte have to Rev i Sejlene. De hørte fra Mandſkabet paa disſe, at en Mængde Ledingskoſt var bragt ſammen i Borgund, hvor der tillige laa en, Birkebeinerne tilhørende, Tyveſesſe. De ſøgte derfor Onsdagen (den 19de), ſkjønt Stormen fra Nordøſt endnu raſede, at arbejde ſig hen til Borgund, men det lykkedes kun Philip Jarl med fire Skuder at naa frem, ſeent om Natten; alle de øvrige Skibe dreve tilbage. Philip og hans Folk dræbte 18 Mand, bemægtigede ſig al Ledingskoſten og brændte Langſkibet. Torsdagen (den 20de) lykkedes det Erling at komme videre, dog ikke længer end til Yxnø, ſtrax veſtenfor Harø, hvor han maatte overnatte. Men her fik man den velkomne Efterretning fra Throndhjem, at Kong Inge den følgende Dag (Fredag) ſkulde højtideligholde ſin Syſter Sigrids Bryllup med den oftere omtalte Lendermand, Thorgrim af Ljaanes fra Søndhordland, hvortil Kongens Brødre og en Mængde fornemme Mænd vare komne ſammen. Det var al Udſigt til, at man under Bryllupslyſtigheden kunde finde den aller bekvemmeſte Lejlighed til et Overfald, og maaſkee faa dem dræbt alle tilhobe. De fik ligeledes høre, at Birkebeinerne havde bygget et Langſkib i Vedø. Did ſendtes derfor Philip af Veigen og Thord Dokka med to Skuder, medens den øvrige Flaade Fredag Morgen roede nordefter til Lyngvær, mellem Sandø og Aukra. Om Aftenen ſlog endelig Vinden om, og da hvert Øjeblik var koſtbart, lettede de ſtrax Anker, og ſejlede om Natten førſt til Sveggeſund, hvor Vinden blev ſaa heftig at de maatte tage et Reb i Sejlene, derpaa til Vedø mellem Hiteren og Ørelandet, hvor de lagde bi for at holde Maaltid og raadſlaa. Imidlertid vare Philip og Thord Fredag Aften komne til Byen Vedø, hvor de lagde ſig i den ydre Vaag. Skuden eller Langſkibet, hvorom der var Tale, laa i den indre; det lykkedes dem at faa det opbrændt, og bemægtige ſig den af Sysſelmanden Jon Angrad der ſamlede Leding foruden meget andet Gods, men kun faa af hans Folk faldt i deres Hænder, da de ej kunde gjennemſøge Byen førend næſte Morgen, efter at det var blevet lyſt, og de fleſte tilſtedeværende Birkebeiner imidlertid havde reddet ſig ved Flugten. Dette forſinkede dem imidlertid ſaaledes, at de ikke kom til Sveggeſund førend ud paa Dagen, da de øvrige allerede vare langt borte. Der blev nu raadſlaaet meget ivrigt mellem disſe, om man ſkulde oppebie Philip og Thord, ſaavel ſom to andre Skuder, der allerede vare blevne tilbage ſyd i Fjordene, eller om man ſtrax ſkulde drage videre med den Styrke, man havde. Arnbjørn Jonsſøn og Reidar Sendemand ſtemte for det førſte, men Erling meente, og med Rette, at det var bedre at komme med 14 Skuder til Byen i denne Nat, end med dobbelt ſaa mange Morgenen efter. Og denne Gang fik han endelig ſin Vilje frem. Man hejſede Sejl, og kom netop mod Aftenen ind under Agdenes. Her ordnede de alt til det foreſtaaende Angreb. Lodin Stallare foreſkrev, hvorledes det ſkulde ſkee. „Nu gjelder det,“ ſagde han, „at viſe Mands Mod og Hjerte. Naar vi komme til Byen, ſkulle vi lægge til ude ved Øren, lige for Gildeſkaalerne, og gaa i Land, hvad der ſaa kan være i Vejen; det er bedre at falde med Tapperhed, end endnu længere at maatte ſtrejfe langs Kyſten; fly vi, kunne vi være forvisſede om, at ej alene Birkebeinerne, men ogſaa Bønderne ville forfølge os. Nu er der imidlertid al Rimelighed for, at de ikke have faaet mindſte Nys om vort Komme, og ligge drukne ſom Sviin, thi Mjød og Viin har der vanket nok af, og de fleſte have vel trøſtigt taget ſig ſit Ruus. Kongens Fennike ſkal fare op ad den veſtre Gade, men Jarlen og Arnbjørn ad den nordre; Arnthor Foka og Simon Uxe ſkulle ro op ad Elven og møde dem, ſom ville ſvømme over den.“ Derpaa fortſattes Sejladſen ind ad Fjorden i Mulm og Mørke.

Imidlertid var der Jubel og Lyſtighed i Nidaros, og man anede ikke den ringeſte Fare. Kongen ſelv, Høvdingerne og de menige Krigsfolk, vare alle beruſede. Løverdag Aften, da Fienden allerede var kommen til Agdenes, indtraf vel det før omtalte Brev fra Haakon Jarl, og efterat Inge ſelv havde læſt det og viiſt det for Høvdingerne, havde man førſt beſluttet at blæſe Allarm og lade Tropperne opſtille ſig ude ved Gildeſkaalene. Men da Brudgommen, Thorgrim af Ljaanes, hørte dette, bad han Kongen indſtændigt, ikke at forſpilde Gjeſtebudsglæden; han ſkulde nok ſelv, ſagde han, paatage ſig at ſørge for, at der holdtes paalidelig Vagt; hans egen Trop ſkulde træde under Vaaben og vaage om Natten; det var aldeles uſandſynligt, at Baglerne ſkulde vove ſig til Byen netop nu, da en ſaa ſtor Mængde var tilſtede. Kongen, ſaavel ſom de øvrige, vilde ligeledes helſt ſlippe at forſtyrres i deres Glæde, og lode ſig derfor let berolige; der blev ikke blæſt Allarm, men derimod ſad man endnu en god Stund og drak. Da man ſkulde gaa til Sengs, bød Thorgrim viſtnok ſine Mænd at væbne ſig og begive ſig ud til Øren for at holde Vagt. Men de ſagde indbyrdes til hinanden, at de ikke vilde vaage over Kongens Tjenere og Bønderne, og lagde ſig til at ſove. Sigvalde Karl[2] ſkulde med ſin Trop holde Vagt over Kongen; ogſaa disſe Folk knurrede, og meente at de ej vare mere pligtige til at vaage end de andre. De toge vel ſin Plads udenfor Sigurd Svardages Gaard, hvor Kongen, ſaavel ſom Thorgrim, tilbragte Natten[3], men de vare aldeles drukne og uefterrettelige; overhoved blev der aldeles ingen Agt givet paa, hvorledes Vagten holdtes; Kongen ſelv ſov Ruſen ud i en Elſkerindes Arm. Ud paa Natten, henimod Morgenſiden, kom Baglernes Skibe forbi Flak, holdt ſig tæt under Aaſen, og lod Sejlene falde udenfor Ilen, juſt ſom der begyndte et ſterkt Snefog med Slud, der gjorde Mørket endnu tættere. De fordeelte ſig nu efter Aftale. Da de Fartøjer, ſom ſkulde lægge til udenfor Øren, kom nær imod Landet, holdt de Aarerne i Vejret og lyttede nøje efter; da de ikke hørte mindſte Lyd fra Byen, ſatte de nogle Folk i Land, der gik frem til Gildeſkaalerne, hvor Vagten ellers plejede at ligge, og da de heller ikke her kunde fornemme nogen, vendte tilbage til Skibene og meldte, at der ingen Vagt var tilſtede. Da roede man længer ind, indtil Fartøjerne mødte Grunden, hvorpaa alle, der vare ombord, ſtrax ſprang i Vandet, og vadede i Land. I Byens Gader, hvor de trængte frem, ſaaledes ſom det var foreſkrevet, var alt tyſt og ſtille. Uden at ſtøde paa mindſte Hinder kom Baglerne lige til Chriſtkirkegaarden og brøde ind i Kongsgaarden, ſandſynligviis fordi de ventede at finde Kongen der. Heri ſkuffedes i ſaa Fald deres Forventning, og de maatte nu give ſig til at gjennemſtrejfe Byen paa kryds og tvers, for at opſøge ham. Dette ſkede med Tummel og Brag, for at vække ſaa ſtor Forfærdelſe ſom muligt. Efter at have beſat Kongsgaarden, lode de blæſe i Luren og raabe Krigsraab, brøde op i Vagttaarnet[4], dræbte Vagterne og ringede med Stormklokken, fore med Larm og Brag gjennem Gaderne og brød Huſene op. Birkebeinerne, der vaktes ſaa pludſeligt og ubehageligt op af deres Ruus og ſøde Søvn, iilte ganſke forvirrede om i Mørket; nogle ſøgte til Elven, andre til den modſatte Kant, før at tomme ud af Byen, atter andre til Kirkerne; der var ikke Tale om Forſvar, kun om Flugt. Dog vare endnu ingen faldne. Men nu gjorde Baglerne en ny Rundgang gjennem Gaderne og over Agrene uden om Byen, og da begyndte Blodbadet for Alvor, idet de overalt mødte flygtende, ſøvndrukne Birkebeiner, ſom ſtrax bleve nedſablede. Dem, ſom man ikke fik dræbt paa Gaden, opſøgte man i Huſene, ſom bleve opbrudte og nøje ranſagede. Mange af de ypperſte Birkebeiner, Sverres gamle Krigskammerater, fandt i denne ulykkelige Nat deres Død. Thord Finngeirsbroder, hans forrige Skibsſtyrer[5], blev dræbt udenfor ſin egen Gaard. Thorgrim af Ljaanes blev ſelv ſjette huggen ned paa Øvregaden efter et langt og kjekt Forſvar; Baglerne løb over de Faldnes blodige Legemer og iilte videre, og Thorgrim, ſom kun var haardt ſaaret, men ikke dræbt, benyttede ſig heraf til at undkomme. Sigvalde Karl forſvarede ſig ſelv 9de længe i Loftet over Sigurd Eikerunns Gaard, men faldt omſider med ſine Folk for Overmagten. Bergſvein lange, nu Kong Inges, forhen Sverres, Merkesmand[6], blev dræbt paa Gaden, men havde for Sikkerheds Skyld gjemt Merket i ſit Belte; da Baglerne gik fra ham, toge nogle Kvinder Merket til ſig og gjemte det. Kolbein Beite og fem andre bleve angrebne paa Gaden, teet ved Gregoriuskirken, og faldt alle, Kolbein paa Kirkegaarden. En anden Høvding, Eyvind Feyke, faldt ſelv 8de paa Kalvſkindet. Kolbein Strinev, en forhenværende Baglerhøvding[7], faldt ſelv femte ved nordre Gade, Hallvard Lidarfaxe faldt ſelv tredie ved Korskirken. Jon Skekke i et Loft nedenfor Torvet. Siden ſamlede omtrent 40 Birkebeiner ſig ude paa Ageren under Sigurd Skjaalge[8], Arnulf Hokil, Thorgils Skokke og Thorolf Luurſvend; de ſøgte ind i Byen igjen, og dræbte en af Baglerne, ved Navn Styr, i Geilann, en anden, Islændingen Kolſkegg, paa Gaden; derpaa vendte de ſig mod Porten paa Kongsgaarden, men fandt denne fuld af Bagler under Gudolf af Blakkeſtad, ſom ſelv, med Skjoldet for ſig, ſtak Arnulf med Sverdet og rammede ham i Panden nedenfor Staalhuen; Sigurd Skaalpe faldt ligeledes, og de øvrige flygtede nu derfra og hen til Chriſtkirken, hvor de fleſte af dem ſlap ind. Arnulf fandtes ſiden død paa den anden Side af Aaen, ſom han, uagtet ſit Saar, dog endnu havde haft Kræfter til at ſvømme over[9]. En Bagler, fortælles der, forfulgte en af Birkebeinerne paa Gaden; denne ſøgte til Kirken, men ved Kirkehjørnet indhentede hiin ham og ſlog ham ihjel. Ved nærmere at betragte den Faldne ſaa han at det var hans egen Broder. Da kaſtede han Sverdet fra ſig med den inderligſte Græmmelſe. Saaledes havde Partiaanden ſplittet de nærmeſte Familiebaand[10].

Imidlertid var Kong Inge ſelv heldigviis undkommen. Nogle Kvinder, der vare i Gaarden, hørte Krigsraadet, ſtyrtede ind i Kammeret og vilde vække ham, men han ſov ſaa faſt, at man kun med ſtørſte Vanſkelighed kunde faa ham vaagen; han ſpurgte endnu halv fra ſig ſelv: „hvad! hvad“! „Ak Herre“, ſagde de, „der er kommen Ufred i Byen“. Da ſprang han op og hen til Døren, hvor han ſelv hørte Braget; han ilede nu op paa Taget, hvor Nabohuſet ſtødte til, og blev liggende der, indtil den fiendtlige Hob var kommen forbi, og der var blevet noget ſtille paa Gaden. Da løb han ned igjen, hen til Bryggerne, og ud i Aaen, for at ſvømme over. Den ſterke Strøm drev ham førſt hen til nogle Skibe, der laa for Anker. Han greb om Ankertouget, for at entre ſig op i Skibet, da hans Underbuxer, ſom han havde faaet paa, løsnede, og ſnoede ſig om Touget, ſaa at han hang faſt. Da blev en Mand paa Skibet ham var og ſagde: „hold ikke i Touget, Mand, men pak dig bort“. Kongen taug; da tog Kjøbmanden en Fork og ſtak efter ham, hvorved han kom løs, og ſvømmede videre. Paa ſamme Tid ſprang en heel Deel andre ud i Elven, nogle før, andre efter Kongen, og det traf ſig ſaa heldigt, at der ikke var noget fiendtligt Skib ved Haanden, ſom kunde ſtandſe eller opſnappe dem, thi da Arnthor Foka og Simon Uxe efter Aftalen ſkulde lægge op i Elven, vægrede Arnthor ſig derved, medens Simon paaſtod at det ſkulde ſkee; det var nær kommet til formelig Kamp mellem dem, da Simon endelig gav efter. Saaledes ſtod denne Udvej aaben for de flygtende. Kongen kom over Aaen, men magtede formedelſt Kulde og Mødighed ikke at gaa længer end et Stykke op ad Bakken; der ſegnede han ned. En af hans Mænd, Ivar Fljodokoll, kom juſt forbi; han raabte efter ham: „Ivar kom og hjelp mig!“ — „For det førſte maa jeg hjelpe mig ſelv“, ſagde Ivar, og gik forbi. Lidt efter kom der flere Folk op fra Elven, den forreſte var en vis Reidulf, kaldet Baardsbroder[11]. Han gik lige hen til Kongen, kjendte ham og ſagde: „Er I der, Herre:’“ „Saa kaldte I mig igaar“, ſvarede Inge. „Saa er I endnu og ſkal I ſtedſe være, ſaa længe vi begge leve“, ſagde Reidulf, tog Kappen af ſig, ſvøbte den om Kongen, trak Skjødene op over ſine Skuldre, og bar ham ſaaledes paa ſin Ryg op til Skyaas[12], hvor de fik Heſt og Slæde, og ſaa mange Klæder, ſom de behøvede, da Reidulf ſelv foruden Kappen ej havde andet end Skjorte og Hoſer. Derpaa kjørte Reidulf med ham ind paa Strinden og op paa Klæbo. Hvad der maaſkee lettede Inges Flugt, var at nogle Fruentimmer indbildte Baglerne, at han havde taget ſin Tilflugt til Mariekirken. De løb ſtrax derhen, og vilde, da de fandt Døren ſtængt, hugge Sanghuus-Syllerne over. Da blev der lukket op; de fandt tvende Sysſelmænd, Olaf af Ljaaraand og Ivar Dynnlaus, med 7 andre, men ikke Kongen. I ſin Forbitrelſe herover hug de Haanden af et Maria-Billede, ſkøde det ene Øje ud paa Olaf, og dræbte de øvrige, uden at enſe Kirkefreden; og da engang Begyndelſen var gjort, toge de ikke i Betænkning ogſaa at krænke de øvrige Kirkers Fred ved grumme Myrderier. I Olafskirken blev Bjaalve Skindſtak dræbt, ſelv 13de, i Andreaskirken dræbtes Baard Stolpe med tre Ledſagere, af den fjerde blev den ene Haand huggen. Kongens 17aarige Broder, Skule, vaagnede ved Larmen. Da han ſaa ud af Vinduet, kom juſt i det ſamme Baglernes Banner forbi, og han hørte et Fruentimmer raabe højt: „vidſte Baglerne at Kongens Broder var her inde, vilde de ikke ſkynde ſig ſaa forbi denne Gaard“. De ſtandſede imidlertid ikke, og ſaaſnart de vare velkomne forbi, løb Skule ud paa Gaden, og deels gjennem Gaardene, deels under Huusveggene, indtil han kom til Elven. Der traf han Høvdingen Jon Uſle med 40 Birkebeiner, der havde faaet nogle Ferjer og Baade, med hvilke de ſatte over Elven; ſiden drog han i Følge med dem op til Klæbo, hvor de forefandt Kongen med et hundrede Mand, deels Birkebeiner, deels Bønder, der havde ſamlet ſig hos ham. Begge Brødrene bleve ſærdeles glade ved at ſee hinanden vel beholdne igjen. Den tredie Broder, Guthorm, havde ſkjult ſig under et Huus, indtil Baglerne holdt op med at ranſage; da flygtede han ind i Mariekirken, og holdt ſig der hele Søndagen over. Om Mandagen iførte Chorsbrødrene ham en Kannikeklædning, fulgte ham ſelv over Broen, ſkaffede ham Vaaben, Heſt og Folk, og lode ham ride afſted. Baglerne agtede ikke engang Helligdagsfreden, thi da det var blevet lyſt Søndag Morgen, inddeelte de Byen i fire Dele, og ſatte en Høvding til at ranſage i hver, nemlig Philip Jarl i een, Arnbjørn og Gudolf med deres Trop i en anden, Reidar og Philip af Veigen (der imidlertid med Thord Dokka var kommen til Byen) i den tredie, Kongen ſelv fik den fjerde og øverſte Deel af Byen. Paa denne Viis fandt man endnu flere Birkebeiner, ſom alle bleve dræbte, og man gjorde et overvættes ſtort Bytte, da de talrige Bryllupsgjeſter vare komne med deres bedſte Stads. Merkeligt nok, tales der intet om, hvorledes den unge Kongeſøn Haakon og hans Moder undgik den truende Fare, thi Kong Inge havde nok med at frelſe ſig ſelv, og i den ſtore Forvirring kan der ej have været mange, der tænkte paa Kongebarnet. Sandſynligviis undkom de vel med de mange fornemme Kvinder, ſom i Anledning af Brylluppet vare komne til Byen, og hvilke Baglerhøvdingerne, ſom man maa formode, tillode uhindret at flygte fra disſe frygtelige Drabs-Scener. Thi ellers ſynes det, naar Erling Steinvegg faa Maaneder forud havde fundet det Umagen værd at ſende Tropper heelt op til Hedemarken for at faa fat paa Barnet, ſom om det maatte have været en af hans ivrigſte Beſtræbelſer, nu da han havde Byen i ſin Magt, at lade det opſøge og faa det i ſin Vold. Viſt er det, at ſaavel Haakon ſom Inga ſlap uſkadte fra Faren. Det angives ikke, hvor mange Birkebeiner der i alt bleve dræbte; Ved Overfaldet ſelv faldt der kun 90 Mand, men mange af disſe vare Høvdinger, og det ſtørſte Antal miſtede rimeligviis Livet ved den nys omtalte Ranſagning af Byen. Men det haardeſte Tab, Kong Inge og Birkebeinerne lede, var Tabet af deres ſtore og ſkjønne Langſkibe, der endnu ſtode paa Land, og ſaaledes faldt i Baglernes Vold. Disſe vare ikke talrige nok til at kunne beſætte og bortbringe dem alle, og udvalgte derfor de bedſte, hvilke de Mandagen efter Kampen lode ſætte i Søen, og fordeelte dem ſaaledes mellem ſig, at Kongen ſelv tog Guldbringen, Jarlen Geſteſkaalpen, Arnbjørn Jonsſøn Darrhetten, Reidar Lyrten, Philip Ognarbranden, og Gudolf af Blakkeſtad endnu et ſtort Skib; de øvrige, nemlig Klaaden, Elften og tre andre, bleve opbrændte. Tiltaklingen og Udruſtningen medtog nogle Dage; i den Tid tilbragte Baglerne Nætterne ude ved Borgen, for at være paa ſin Poſt mod et Angreb af Kong Inge, der imidlertid havde begivet ſig til Gauldalen, hvor alle de undkomne Bønder og Birkebeiner ſamlede ſig om ham, ſaa at han ſnart havde en betydelig Hær om ſig, med hvilken han med det førſte kunde ventes til Byen. Onsdagen (den 26de) blev alt Byttet bragt ſammen ude i Gildeſkaalerne, og hele Torsdagen, Fredagen og Løverdagen blev der ſkiftet; ſaa ſtort var Byttet. Af Ringbrynjer og Brynhoſer var der ikke mindre end 360, og den mindſte Pengeværdi, ſom faldt paa hver enkelt Mands Lod var ikke under tre eller fire Merker[13]. Kong Inge ſelv forbandt aldrig den Ryſtelſe, ſom dette Overfald og den Nød og Fare, hvori han derved ſtedtes, forvoldte ham. Han blev fra den Tid ſtedſe tungſindig, befandt ſig aldrig ganſke vel, og ſyntes bedſt om at leve enten til Skibs, eller i ſit eenlige Kammer, hvortil kun faa af hans aller nærmeſte og kjæreſte Mænd fik Adgang[14].

  1. Thorsøen eller Thoſsøen kaldes den Halvø (i ældre Tider maaſkee Ø), ſom ved Vigsfjorden adſkilles fra Faſtlandet af Thjødling Sogn, og er landfaſt ved et lavt Eid paa Øſtſiden, mod Sandefjorden.
  2. Om ham, ſe ovenfor Side 304.
  3. Dette beſtyrker ligeledes, hvad der ovenfor (S. 421) er antydet, at Kongsgaarden ſelv ikke længer afgav Plads eller bekvemt Herberge nok for Kongen, naar han havde mange Folk hos ſig. Erkebiſkopsgaarden var nu ikke ledig, ſom ved hiin Lejlighed, og derfor maatte Kongen holde til i Sigurd Svardages Gaard. Denne, ſom ogſaa omtales i Throndhjems ſenere Bylov af 1276, Byordn. Cap. 3, laa, ſom man heraf kan ſee, langt nede i Byen og nær ved Bryggerne. Dette forklarer, hvorledes Inge ſaa let kunde undkomme til disſe.
  4. Dette var Margretekirkens (den af Gildebrødrene opførte Kirkes) Taarn (ſe ovf. II. S. 441, 442), og Stormklokken den der hængende Bøjarbot, jvfr. Byloven af 1276, l. c.
  5. Se ovf. S. 159, 356.
  6. Om ham, ſe ovf. S. 320.
  7. Se ovf. S. 297.
  8. Sigurd ſkjaalge var en Broder af den ovenfor omtalte Hide, Ribbaldernes Anfører.
  9. Arnulf kaldes i Peder Clausſens Overſættelſe (Fornm. S. IX. S. 128) „Torolff Senerfei“, aabenbart en Skrive- eller Læſe-Fejl.
  10. Dette fortælles kun i Peder Clausſøns Overſættelſe, Fornm. S. VI. S. 132.
  11. Enkelte have antaget denne Reidulf (hvilken P. Clausſøn kalder Raadolf) for at have været en Broder af Baard Guthormsſøn, og ſaaledes Farbroder af Kong Inge. Men der omtales ingenſteds, at Guthorm paa Rein havde flere Sønner end Aasulf og Baard, og Reidulfs Forhold til Inge ſynes ogſaa at have været et langt mere underordnet, end Farbroderens til ſin Broderſøn. Havde han virkelig været en ſaa nær Paarørende af Inge, vilde det upaatvivlelig have været omtalt. Men intet ſaadant antydes, enten her, eller hvor han næſte Gang nævnes (ſe nedenfor ved 1218); her heder det endog: „en Mand hed Reidulf Baardsbroder, den ſamme ſom hjalp Kong Inge“, (Haak. H. S. Cap. 50). En Farbroder af Inge og Skule Jarl vilde ikke have været betegnet ſaaledes. Der var Mænd nok af Navnet Baard, hvis Broder Reidulf kunde være, f. Ex. Baard Varg af Gudreksſkad, Thorſtein Kugads Søn, og en ivrig Tilhænger af Reins-Ætten. Den oven nævnte Ivar Fljodokoll ſynes at have faaet ſit Navn af Gaarden Fljod; han var ſandſynligviis en Ætling af og opkaldt efter Ivar af Fljod, der af Sigurd Jorſalarfarer ſendtes til Irland, ſe ovf. II. S. 643.
  12. Saaledes ſkrives Gaardens Navn i Aslak Bolts Jordebog, S. 44. I Sagahaandſkrifterne findes den ſkrevet Skysaas eller Skusaas. Navnet bruges ikke længer, og er viſtnok gaaet ind under Bakke Gaard eller dens Parceller, da det paa hiint Sted i Jordebogen udtrykkeligt heder at den er lagt til Bakke Kloſter. Det kunde ſnareſt være nuværende „Lillegaard“.
  13. Baglernes Antal angives i P. Clausſøns Overſættelſe til 1600 Mand. Dette kan dog ikke forholde ſig ſaa, og maa viſt være en Skrivfejl opſtaaet derved, at Tallet 1600 ſtrax ovenfor forekommer, hvor der tales om Kong Inges Hær. Thi da Baglerne kun havde 16 Skuder, og ingen af disſe kan have rummet over 100 Mand, er det umuligt at deres ſamlede Antal kunde ſtige op til 1600. Den ſtørſte Beſætning, man kan antage paa hver Skude, er neppe over 50 Mand. Deres Antal vil i ſaa Fald have beløbet ſig til 800. Beregner man 4 Mkr. for hver ak disſe, faar man enda 3200 Mkr, hvilket ſvarer til en Pengeværdi i vore Dage af over 300000 Spdlr.; allerede dette er overvættes meget, end ſige det dobbelte. Havde Baglerne været 1600 Mand ſterke, vilde heller ikke Haakon Jarl i ſit Brev have kaldet deres Antal lidet, eller dem ſelv ikke mandſterke nok til at føre alle Birkebeinernes Skibe til Nidaros.
  14. Inge Baardsſøns Saga, kortere Bearbejdelſe Cap. 9—11, længere, i Fornm S. IX. S. 118—134, 204.